I'm just a simple guest

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denjarna havde ret.. Netop den udtalelse fik hende for alvor til at lyde gammel, selvom det nu ikke var noget som Lucifer sagde noget til. Han havde jo blot erfaret på egen krop, tanker og sind, at det var de ældre som havde de rette ting at berette om, og det var sikkert også derfor, at han deriblandt stadig måtte sidde igen på denne her måde. ”Du må i sandhed have oplevet lidt af hvert, hvis du selv nedstammer tilbage fra den tid, må jeg sige,” sagde han blot. Imandra var nu alligevel et smukt sted, hvis han selv skulle sige det, og det var det, som han faktisk godt selv kunne lide. Han var vokset og kommet til i den helt rette tid ifølge så mange andre, og det var uden tvivl noget af det bedste for ham. Selv vidste han jo, at et angreb på Appolyon aldrig nogensinde ville komme til at finde sted, for frygten for Faith var ganske enkelt for stor.. Alt for stor, og det vidste han jo godt! ”Hvorfor skulle jeg forestille mig noget, som aldrig nogensinde vil komme til at ske alligevel?” spurgte han ærligt. Dæmonerne var uden tvivl rigtig stærke, og med Faith som leder i spidsen, så ville det være fuldstændig utænkeligt, at sådan noget ville ske. Selvom det nu var gået op for ham, hvem han måtte sidde overfor, så gjorde det dog ikke nogen forskel for ham, da han stadig ikke havde nogen grund til at skulle behandle hende anderledes, end han behandlede alle andre. Rygterne om hendes mål for at indtage tronen her i landet var nået langt, og så forstodh an dog mere hvorfor hun var så opsat på at snakke godt om landet her. ”Hvem skulle da ikke have hørt om dig. Jeg må sige, at du ikke just er nogen ukendt kvinde,” sagde han endeligt, og med en ganske sigende mine. Af hvad han havde hørt om ikke andet, så var hun bestemt ikke en kvinde som gik stille med dørene.. Og det var noget som han et sted alligevel havde respekt for. Hendes historie hvad angik hans moder, var ham dog stadig ukendt. Den var han sparet for.

[Deleted]

Sandt var det at sige, at Denjarna havde oplevet vidt og meget. Det var også af den grund, at hun måtte mene, at hun havde fat i den lange ende. Hun havde nemlig levet længe, samt prøvet meget, og det gjorde hende bestemt ikke uvis. Det gjorde nærmere, at hun vidste, hvad hun talte om. Dog fik hans ord alligevel hende til at rynke på næsen. Nedstammer? Han fik hende næsten til at lyde som en huleboer. Hun kunne dog ikke selv benægte, at det var lang tid siden. Skræmmende lang tid siden faktisk.. Utroligt var det helt, hvordan det hele havde ændret sig. ”Du får mig til at lyde skræmmende gammel,” kommenterede hun med et skævt smil på læben. ”Men jeg kan ikke benægte, at jeg har set lidt af hvert.. prøvet lidt af hvert.” Ja, det var vel de færreste, som kunne sige, at de havde haft et liv som hendes? Man kunne bestemt ikke sige, at det havde været kedeligt! Som han stædigt fastholdt, at Appolyoun umuligt kunne falde, var hun tæt på at rulle med øjnene ad ham. Åh, den snæversynethed. Havde det virkelig været hende selv engang? Det håbede hun ikke just, skønt hun vidste, at hun havde været arrogant, men igen.. man udviklede sig og lærte med tiden. Selv havde hun ofte fundet unge mænd charmerende, men ikke denne. Han var flot, ja, men han havde ikke noget charmerende over sig. ”Hvad bliver der af din fantasi? Har du aldrig fået lov til at udforske den?” endte hun med at spørge, for ja.. det lød ikke just som om, at han nogensinde havde fået lov til at tænke. Det lød nærmere som om, at han havde levet i en boble igennem hele sit liv. Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, da det højst sandsynligt skyldtes dem, som havde opdraget ham. At Denjarna ikke just var et ukendt navn, behøvede han skam ikke at fortælle hende. ”Jeg tror, at jeg hører det fra hver en person, som jeg møder på min vej,” sagde hun ærligt. ”Jeg kan dog heller ikke sige, at jeg nogensinde har gjort noget for at skjule mig.. men hvorfor også skjule det, som man føler, at man kan stå inde for?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer pakkede bestemt ikke tingene ind, for det havde han da på ingen måder nogen grund til. Hun var af en langt ældre generation end hvad han selv kom fra, og det var skam ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for hvad skulle han da ellers sige det til? Som det nu var sagt, var det bare vigtigt for ham at understrege, at han var født i en helt anden generation, end hvad hun selv kunne sige sig, at være kommet til verden i. Han trak let på smilebåndet .”I forhold til mig, er du jo ikke just en ung kvinde, kan jeg fornemme..” sagde han blot. Et sted fuldstændig ligeglad med, at han faktisk stod og fornærmede hende, for det var bare en kendsgerning som man måtte lære at leve med. ”Du har uden tvivl prøvet lidt af hvert.. Ikke underligt, at det i det tilfælde, er her du har valgt at slå dig ned.” Nu hvor han vidste hvem hun var, og hvad hun havde udført – mange af hændelserne i hvert fald, da der stadig var rigtig mange ting, som var ukendte for ham, så var han i princippet ganske ligeglad med det. Han kendte ikke til hendes historie med hans moder. Han trak let på skuldrene. Ja, hvorfor skulle han da være fantasifuld om noget så tragisk som et angreb på Appolyon? ”Hvorfor skulle jeg tænke og fantasere over ting, som ikke vil komme til at ske nogensinde alligevel?” spurgte han ærligt. Man kunne jo ikke ligefrem påstå at Denjarna var gået stille ved dørene, for hendes navn gik vidt omkring og hendes tanker og drømme om landet her var skam nået mindst lige så langt. Han trak let på smilebåndet. En kvinde som kunne sige de store imod? Det var ikke just noget som man så særlig meget til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. ”Jeg har nu stadig ikke fundet ud af om det er godt eller skidt, at du skal overtage landet her…At stå op for sine holdninger og meninger er alt sammen meget fint.. Du har derimod nok vist dig som typen, som ikke har vidst hvornår man skal tie stille, og hvornår det er smart at åbne munden.”

[Deleted]

”Jeg anser det for at være en positiv ting. Jeg vil nemlig langt hellere have denne alder, og besidde al den viden, som jeg har, fremfor at befinde mig på din alder og mangle al det,” sagde Denjarna ærligt og kortfattet. Hun kunne bestemt ikke løbe fra sin alder, og ung følte hun sig ej heller. Det gjorde nemlig noget ved en at have været udsat for alt det, som hun havde været udsat for. Der var det kun hendes ydre, som kunne snyde med det ungdommelige. Hun var nemlig endnu en rigtig flot kvinde. ”Oplevelser kommer med alderen. Nogen oplever ligeså mere end andre, og der vil jeg sige, at jeg er en af dem.” Ja, mangt og meget havde hun set og prøvet, og det var uden tvivl også det, som havde forandret hende. Ligesom ham, havde hun også en gang været en kvinde uden kvaler og med en masse arrogance. Den kvinde kunne hun dog ikke blive igen. Den sti var blevet lagt bag hende for længst. Det første brud var kommet, da hun havde forelsket sig for første gange, og det andet og endelige havde fundet sted, da hun havde valgt den monogame vej. Dernæst var der kommet en række utrolige og forfærdelige hændelser.. Hun rystede svagt på hovedet af ham. ”Fordi fantasi er ingen skidt egenskab at besidde. Jeg kan dog se, at vi næppe kommer videre på den front lige nu,” lød det ærligt fra hende. Selv var hun stædig kvinde, men hun kunne ligeså se, at denne mand virkede som en klippe, når det kom til hans lille synsfelt. Desuden, hun så endnu ikke nogen grund til at arbejde videre med ham. Det var måske også fordi, at hun havde så meget andet på hovedet lige pt? Hun havde dog formået at ændre manges synspunkter.. Hendes blik hvilede på ham. ”Om det har været klogt af mig at åbne munden overfor visse personer, kommer an på øjnene som ser. Selv føler jeg, at jeg kan stå inde for alt, hvad jeg har gjort, og derfor har jeg intet at fortryde. Det er kunsten ved det hele,” sagde hun roligt. ”Men fortæl mig.. hvorfor betyder det noget for dig, om jeg overtager landet her eller ej? Lige før sagde du, at du alligevel ikke så noget i landet her.” Hun skjulte smilet, som hun følte inde i sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det kunne godt være, at erfaring var noget som kom med alderen, samt hvad man oplevede, hvilket Lucifer vidste. Der var han godt nok sparet for en del, selvom man ikke kunne sige, at han havde haft en lykkelig og tryg opvækst. Taget til sig af en kvinde, som han ej måtte kalde for mor i det offentlige, trænet hårdt, og kun fordi at han vidste, at han skulle træde til, når hun ikke var til stede, samt han var den som skulle tage over den dag hun gik bort.. Det var et kæmpe ansvar, som lagde sig på hans unge skuldre. "Meget muligt. Derfor vælger jeg at drage ud, når muligheden passerer. Jeg ønsker at opleve ting.. lade folk vide hvad jeg stammer fra, samt hvad jeg er.. Jeg må sige, at jeg virkelig elsker at se dem ryste i bukserne.." Smilet bredte sig endnu en gang på hans læber bare alene ved tanken om det. Han var temmelig fantasiforladt, for hvad skulle man bruge det til? Det som han var opdraget med, var at se fakta, og ikke alt det andet, så det var jo i hans øjne bare spild af tid, når det var sådan, at han var opdraget med tingene. Han vendte de isblå øjne mod hende.. Direkte gennemborende, men det var noget som bare lå til det væsen, som han nu måtte være. Selv var det efterhånden hverdag for ham, at køre nogen trætte af ham. Han var ung.. var en del af en stor og kendt familie, så han vidste, at han i det øjemed, faktisk kunne tillade sig at være flabet.. Og han elskede det. "Du vil ikke tage den diskussion med mig? Jeg forstår ikke at man skal rende rundt... bruge fantasien til tidsspilde.. Drømme er fint nok.. Men hvorfor gå rundt i fantasiens verden i dagtimerne, når man burde se sig selv over skulderen?" spurgte han sandfærdigt. Han var en som man faktisk godt kunne føre intellektuelle samtaler med, hvis emnet fangede ham ordentligt. Hvad angik Denjarnas plads i landet her, så vidste han ikke hvem hun havde pisset af på den anden side af den dvasianske mur, men noget måtte hun da have gjort, siden det var her hun var endt - af alle mulige mærkelige steder. "Du kan måske stå inde for hvad du har sagt og gjort... Men Denjarna.." Han lænede sig roligt over bordet og tættere på hende. Han kendte hende ganske vidst ikke, men det vakte ham nu alligevel en nysgerrighed.  "Det vil rykke i begge lande, at indtage den trone... Det vil med største sandsynlighed koste dig dit liv.. Er du sikker på, at du har modet til at gøre det?"

[Deleted]

Denjarnas sølvgrå blik hvilede på hans ansigt. Det med, at han kunne lide at opleve ting, var skam alt sammen meget fint. At han derimod kunne lide at se folk ryste over, at han var en Jaceluck, fik hende derimod til at tænke. Havde han mon det hele i munden, eller bød han rent faktisk ind, når det kom til familien? Det var nemlig en ting at være stolt af sin familie, og en anden ting at gøre noget for den. Hvordan det var med ham, kunne hun dog ikke sige, da hun slet ikke kendte ham så godt. Derudover tilbragte hun slet ikke sit liv, som hun havde gjort engang, og derfor vidste hun end ikke, hvordan Faith havde det lige i øjeblikket. Kvinden holdt hun endnu nært, men der skulle dog ikke tages fejl af, at hun nu levede et andet liv. ”Du lægger meget vægt i, hvilken familie du stammer fra.. Men siden du ønsker, at folk ryster i bukserne, når de hører navnet Jaceluck, skuffer det dig så, at det ikke er tilfældet med mig?” spurgte hun ham sigende, for nej, det fik hendes bestemt ikke til ryste i bukserne. Hun bar nemlig respekt for familien i stedet, men hun havde måske også en anden indgangsvinkel til den. Hendes hoved gled en kvinde på sned, hvilket fik hendes ravnsorte lokker til at søge med nedover skulderen. Det var ikke just fordi, at hun mente, at han skulle leve i drømmenes og fantasiens verden, så der måtte han tage fejl af hendes ord. ”Jeg kan skam sagtens tage diskussionen med dig, hvis det er, hvad jeg lyster,” sagde hun ærligt og rankede sig op. ”Jeg mener ikke, at du skal leve i en fantasi. Jeg ønsker derimod, at du stiller nogle problemstillinger op, som du er nødt til at tænke over, og arbejde ud fra. Du siger måske, at det aldrig vil ske, men det skader alligevel ikke at overveje, hvordan man vil agere i en sådan situation.” Hendes blik fulgte hans bevægelser, som han lænede sig ind over bordet og dermed tættere på hende. Disse problemstillinger havde hun skam allerede taget op. Hverken Procias eller Dvasias ville blive glad for hendes beslutning, men det var også på tide, at piben fik en anden lyd, og det ville hun kunne give den. Hun fugtede læberne. ”Mit liv har længe dinglet på en tynd tråd, men endnu står jeg her. Så fortæl mig, hvilken forskel det ville gøre at ændre retning nu?” lød det roligt og dog fast fra hende. Et tydeligt tegn på, at hun havde besluttet sig. Hun havde i sinde at marchere mod Neutranium, og det kunne hun ikke tales fra.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Lucifer virkelig godt kunne lide, at se folk ryste i bukserne, når han præsenterede sig ved fulde navn. Jaceluck var et navn som bragte frygt, som det bragte respekt, og det var det som han faktisk godt kunne lide. Hvorfor skjule det? Selvom han måske mest af alt mindede om en flabet unge, men han havde det uden tvivl i mere end bare i munden. Let trak han på skuldrene. Det kunne godt være, at dette ikke just var afskræmmende på hende, men det var ikke noget som gjorde ham noget. Flesteparten gav udtryk for ubehaget. "Som sagt, så ved jeg ikke om du er modig eller direkte dumdristig. At det ikke har den ønskede effekt på dig, fortæller mig kun at du enten har været æt på familien i forvejen, eller ikke ved hvad det navn indebærer," sagde han kortfattet. Igen var han opforstret til at tænke rationelt og ikke mindst fornuftigt. Han var jo trods alt den som skulle overtage dæmonerne den dag Faith ikke var i stand til at fortsætte. De isblå øjne hvilede på hende. Hun kunne sige og gøre hvad hun ville.. Han havde bestemt ikke tænkt sig at lave det om. "Jeg har ikke noget imod at skulle tænke med fantasien, når det er relevant og realistisk. Hvorfor bruge tiden til at tænke over en problemstilling som som aldrig vil se dagens lys, når man derimod kan se mange andre fornuftige ting?" spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Det gav jo heller ikke ligefrem nogen mening for ham.
Hvorvidt om det var en god eller en skidt ting, at Denjarna ville indtage tronen, skulle Lucifer slet ikke kunne sige, da han havde sin egen måde at se på omverdenen på, det var der ingen tvivl om. Han så blot hvordan tingene hang sammen i det dvasianske øjemed, så naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans del. "Hvem ved.. For alt hvad jeg ved, kan du dømme dette land til undergang ved at indtage tronen.. Af hvad jeg ved, er du ikke videre populær ved hverken den Procianske eller Dvasianske konge," påpegede han sigende, og med et kækt smil på læben.

[Deleted]

”Som sagt.. Jeg har været på denne jord i længere tid end dig, så mon ikke jeg ved, hvad det navn indebær?” sagde Denjarna sigende og med et løftet øjenbryn. Alligevel valgte hun dog at rømme sig, inden hun fortsatte. ”Men nuvel.. Jeg regner med, at du er bekendt med din egen leder. Den kvinde har altid været mig en kær veninde. Jeg har aldrig frygtet hende, men jeg har derimod altid respekteret hende. Respekt er en langt bedre følelse at opnå, end frygt.. Derudover har hendes søster også været mig en nær veninde. Det er dog gået mig for øre, at Moniqe gik bort, men jeg var ophængt blandt andre anliggender.” Løgn var historien ikke, som disse to kvinder havde været nogle af hendes eneste veninder. Hun havde nemlig altid haft det svært blandt kvinder.. måske var det fordi, at de følte sig truet af hende? Men med Faith og Moniqe havde det altid gået. Hendes sølvgrå øjne hvilede på ham. Han var ung, og han tænkte på ingen måde langt. Det var hans ord i hvert fald et tegn på, da han var som en tyk bog, som pludselig klappede i. Hans stædighed kunne selvfølgelig være beundringsværdigt, men det kunne også være et tydeligt tegn på dumhed. ”Hvis du kunne fortælle mig, at du kunne spå fremtiden, ville jeg muligvis også være tilbøjelig til at sige, at det er irrelevant og dog ikke.. Det har aldrig skadet en at kunne sætte sig ind i andres følelser,” svarede hun blot. Selv tvivlede hun dog, at hendes ord havde noget fæste i hans hoved. Han var ung, og han havde andre ting i hovedet. Dette skulle der selvfølgelig være plads til, men der skulle ligeså også være plads til ny læring.
At Lucifer kendte til historien om Denjarna, Gabriel og Mattheus, behøvede hun end ikke at blinke over. Det var vel gået hen og blevet obligatorisk, at folk kendte til de historier? Selv følte Denjarna i hvert fald, at alle kendte dem. Dog ville hun ikke mene, at alle kendte til de fulde historier. Hun trak på skulderen. ”Mænd har det med at blive gnavne, når de ikke får det, som de ønsker dem,” endte hun roligt med at sige. Både Gabriel og Mattheus havde nemlig ønsket hende, og begge parter havde hun endt med at afvise. ”Det er ligeså sikkert, at de ej heller vil bryde sig om denne nye beslutning fra min side, men heldigvis kender jeg dem.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg skal ikke sige, hvad du har gjort dig af tanker og erfaringer med min familie.. Men noget siger mig, at du i hvert fald kender den," sagde Lucifer med en ganske sigende mine, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvad hun kunne fortælle ham om Faith og den historie, skulle han ikke kunne sige, for lige den del hvad angik Faith og hendes fortid, var han aldrig blevet fortalt, for hun havde ikke ville fortælle ham den. At Denjarna så skulle vise sig at være en kvinde, som faktisk kendte hans moder bedre end hvad han selv gjorde, var en tanke som helt klart nagede ham. Moniqe havde han aldrig hørt om. "Mærkværdigt.. Faith har aldrig i mit liv nævnt et ord eller noget om dig," sagde han ærligt, som han let lod hovedet søge på sned. Det var mest for at tvinge tankerne lidt i en anden retning, kunne man jo sige. Ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han selv var nu alligevel imponeret over, at hun havde taget de valg, som hun nu havde. Han trak igen let på smilebåndet. "Jeg er oplært i at bruge fornuft, og ikke min fantasi.. Jeg kan uden problem sætte mig i andres tanker og følelser, hvis det er det som jeg vil. Desuden hvorfor skulle jeg?" spurgte han videre. Han var vokset op i et diktatur under en hård leder. En leder, som han selv skulle tage over for, når det kom så vidt, og det vidste han jo godt. 
De kongelige historier var Lucifer nu temmelig sikker på, at absolut alle måtte være kendt med. Ikke fordi at det just gavnede hendes situation i hans øjne, men det var nu bare sådan at tingene måtte være. Hans blik gled direkte mod hende igen og med den samme iskolde mine fra tidligere. "Kvinder som har det i munden, har det ikke nødvendigvis mellem ørene.. Det i sig selv, er jo et massivt turn-off, ikke sandt?" endte han ganske kortfattet. Han betragtede hende sigende. Hun var ham nu alligevel en ganske interessant person.. Og han kunne jo lide det. "Det her bliver din død, Denjarna... Nu har jeg advaret dig." Han blinkede let til hende. 

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarna kendte til hans familie. Faktisk kendte hun til kernen af den, som hun kendte dets leder særligt godt. Måske var deres forhold ikke ligeså godt, som det engang havde været, men betød det noget blandt sande venner? Det havde ikke betyder noget, sidst de havde set hinanden i hvert fald. Et mærkværdigt møde havde det været, men alligevel havde de kunnet snakke, som om ingen tid var gået mellem dem. At Faith ej havde talt om hende, kunne hun vel ikke bebrejde, for tidsrummene mellem deres møder havde ikke just været korte. Endvidere anede hun ikke, hvor tæt Faith var på denne knægt. ”Og Faith har aldrig i mit liv nævnt et ord om dig,” endte hun roligt med at svare tilbage. En snert af et smil viste sig i hendes mundvige. Ja, hun drillede ham vel et sted, som hun brugte hans egne ord og omformulerede dem en anelse. Deres møde behøvede slet ikke at blive så stift igen, men svært kunne det dog være, hvis en diskussion blev ved med at køre, og hvis de var lige stædige. Kendt for sin stædighed var hun i hvert fald selv. ”Og jeg har opdraget mig selv til at tage min skæbne i mine egne hænder. Det gør, at jeg har brudt med alle de trygge rammer. Jeg har oplevet ting, som jeg slet ikke har set komme, og derfor mener jeg, at det kun er fornuftigt at imødekomme dem. Alt forløber sig nemlig ikke, som man selv ønsker det, ” svarede hun ærligt.
Denjarna betragtede ham med et løftet bryn. ”Og i disse tilfælde var det tydeligvis min interesse som forsvandt, som jeg var den, som endte med at vende dem ryggen,” svarede hun kortfattet igen. Sandt var det jo, som hun var den, som havde endt med at afvise to kongelige. Hvor mange kvinder kunne lige sige det? Hun endte med at slippe en latter. En lokkende melodisk lyd. ”Vil jeg i så fald være så heldig at se dig til min begravelse?” endte hun med at spørge, som hendes grin aftog. Selv frygtede hun ikke just, at det ville blive hendes død. Folk havde nemlig længe sagt, at den ville komme.. De havde vel sagt det, hver gang hun havde foretaget sig noget nyt? Hun stod dog solidt på benene endnu, og hvis den dag endelig skulle komme, kunne hun ikke just sige, at hun havde fortrudt sine mål.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde været en del af denne familie, stort set siden han var blevet født. Han var ganske vidst blevet fortalt om hans oprindelige forældre, som begge var enten døde eller borte. Hans far havde man ikke set i frygtelig mange år, og hans mor var død.. Det var hvad han vidste, og Faith vidste han faktisk ikke særlig meget om, og nu hvor han stod i denne situation, så var det faktisk en tanke, som kun måtte irritere ham som intet andet overhovedet. Han rynkede på næsen ved hendes ord. Selvfølgelig havde Faith ikke nævnt ham, for så gammel var han ikke sammenlignet med nogen af dem. "Og det kan vel næppe komme helt bag på dig, kan det? Hvor lang tid siden, er det du har set Faith? Hmm?" Han betragtede hende med en ganske sigende og bestemt mine, end det som han havde gjort til nu, men det var bare sådan at det var. Han tog nu ikke tingene tungere end som sådan. "Måske ikke. Men er der nogen skam i at være forberedt på det, som faktisk kan være virkeligt, kontra hvad der bare vil være ren fantasi? Jeg har lidt andre mentale ting, at tage højde for oveni.." Han hævede hånden og slog let mod sin tinding med hans pegefinger. Hans mentale dæmon skulle også holdes i skak, og det var noget som han faktisk måtte kæmpe med hver evig eneste dag. 
Lucifer trak let på skuldrene, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han tog det ikke så tungt. Han hørte historierne på folkemunde. Mattheus var ikke just en type som gik rundt og fortalte dem selv. "Jeg skal ikke kunne sige om de er sande eller ikke. Jeg siger bare hvad jeg har hørt.. Og en kvinde med krav, forventninger, og med det hele i munden, er ikke just noget som mange finder særlig tiltalende," sagde han blot. Han frygtede at hendes træk på tronen ville blive hendes død, men det kunne han jo ikke sige.. Han kunne jo ikke spå fremtiden. "Vil det glæde dig, at se mig der?" spurgte han med et kækt smil på læben.

[Deleted]

”Jeg ved ikke, hvor højt hun vægter dig, så det kan ikke siges,” sagde Denjarna kortfattet. Hunt trak på skulderen ”Efterhånden må det vel være over et år siden.. Jeg kan ikke just sige, at jeg har talt dagene siden vores sidste gensyn.” Den præcise tid siden, kendte hun på ingen måde. Hun vidste blot, at det minimum var et år siden og sikkert lidt til. Begge kvinder havde befundet sig i skrantende situationer, og derfor måtte hun selv indrømme, at tiden ikke just havde spillet den store rolle. Efterfølgende var Denjarna selv også røget ind i en hel del tumult, som komplet havde frarøvet hende tidsfornemmelsen. Det eneste hun vidste, var; at hun havde siddet i Alexanders kælder i nogle måneder. ”Eftersom ingen kan spå fremtiden, er det uvidst, hvad der blot er en drøm og hvad der blot er fantasi, men nuvel.. Hvilke andre mentale ting har du at tage højde for?” endte hun med at spørge ham. Dette spørgsmål kunne måske også føre til, at hun forstod ham bedre. Han fik det jo helt til at lyde som om, at han havde andre og mere vigtige ting at tage sig af.
Selv rørte hans ord ikke Denjarna, da hun kendte til den sande historie. Mattheus var blevet vred på hende, som Derick havde vendt tilbage til hende. Der gik endda rygter om, at han næsten havde kørt sit land i sænk grundet det.. Derudover vidste hun, at hun intet problem havde med det mandlige køn, da hun altid havde haft mange bejlere. ”Og eftersom mange har fundet mig tiltalende, må det være en helt anden sag med mig,” sagde hun roligt og afsluttende. Hun behøvede ikke just at diskutere, hvem der havde kunnet lide hende gennem tiden. Det kunne vel ej heller være synderligt interessant for ham? ”Det kommer så sandelig an på, hvordan dine tanker ville være. Tilgiv mig, at jeg helt vil ha’ personer der, som har set noget positivt i mig” sagde hun med et svagt smil på læben. Et yderst mærkværdigt emne var det dog.. Hun håbede nu ej heller, at hendes død ville blive en realitet lige foreløbig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Mærkværdigt, at hun i det tilfælde, ikke har nævnt dig for mig i det hele taget," sagde Lucifer direkte. Han var omkring Faith dagligt, og det var skam ikke fordi at han havde tænkt sig at bakke ud. Selvom han ikke vidste særlig meget om Faith, så stolede han alligevel på hende, og skulle det komme så vidt, ville han heller ikke tøve med at lægge sit liv i hendes hænder. De isblå øjne hvilede på hendes skikkelse og med en fast mine. "Et enkelt år? Jeg har været som hendes søn siden jeg var spæd," sagde han roligt, og han kunne i hvert fald trygt stå fast på, at han var mere end et år gammel. Hvordan Faith i det tilfælde måtte have det med denne Denjarna, for der måtte være grunde til at hun ikke havde nævnt hende for ham.. Og det var noget, som han uden tvivl agtet at finde ud af. Han trak let på smilebåndet. "Lad mig bare sige, at jeg ikke er en renracet dæmon... Men en blanding af tre. Is, ild og mental..," forklarede han sandfærdigt, inden han igen lod hånden falde. En hård blanding, som krævede meget arbejde, men han var stolt af det.
Hvorvidt om den historie Lucifer var kendt med, var den ægte og sande, var ikke til at sige. Han kunne jo kun dømme på hvad han var kendt med, nu hvor han ikke personligt var blandet ind i sagen, til at kende dets sande omfang, kunne man jo sige. "Og alligevel sidder du her alene, og uden en mand ved din side.. Man kan jo kun spørge sig om, der må være noget om de rygter som går sideløbende," påpegede han med en sigende mine. Ikke fordi at han havde tænkt sig at blande sig for meget i disse sager, da han ikke kendte til dem, eller dets omfang, men det var nu bare sådan at det var. Han kendte hende ikke rigtigt, men han besad nu alligevel ønsket og lysten til til. Hvem var denne kvinde, som kunne fortsætte på den måde, som hun gjorde? Det var jo ikke noget, som man så hver dag, kunne man jo sige. "Jeg vil påtage mig den flabede ret til at forholde mig neutral.. Jeg kender trods alt intet til dig.. andet end hvad rygterne siger, og jeg ved jo, at det i mange tilfælde kan være.. opdigtet," afsluttede han. 

[Deleted]

”Livet er fuld af mærkeligheder, siden hun ej heller har nævnt dig for mig,” svarede Denjarna kortfattet, inden hun vente blikket væk fra ham, som hun fangede en af servitricerne med blikket i stedet. Let gestikulerede hun til sit tomme vinglas, hvilket hurtigt fik den unge kvinde til at træde hen til bordet for at snuppe hendes glas til en omgang genopfyldning. De sølvgrå øjne fandt igen Lucifer. ”Hvordan kan det være, at du har været som en søn for Faith?” spurgte hun ham, som det alligevel måtte fange hendes interesse. Lucifer var tydeligvis ikke Faiths søn, men alligevel lød det som om, at hun alligevel havde taget ham under sin vinge. Ganske imponerende, når nu hun vidste, hvilken hård kvinde hun var. Hun betragtede ham med en nysgerrig mine. Ild, is og mental.. Det var alt sammen kraftfulde racer, men eftersom han ikke var renracet, bar han ikke hver slags fulde styrke. Dette kunne selvfølgelig også have sit minus. ”Det er alt sammen interessante kundskaber.. Det er ikke just hver dag, at man ser en sådan blanding. Mindst af alt mentaldæmonen,” sagde hun ærligt. Selv vidste hun godt, at det kunne være problematisk at styrke hans ego, men løgn var dette jo ikke. Hvor god han var til at styre sine evner, kunne man dog stille spørgsmålstegn ved. Sværere var det jo at være halvracet, end hvis man var helracet. Som en blanding kunne han nemlig ikke alle dæmonerne til fulde, ligesom han havde flere forskellige ting, som han skulle have styr på. En farlig kombination kunne det dog stadig være. Ingen tvivl om det..
Denjarna trak på skulderen. ”Jeg fandt ud af, at den mand, som jeg havde valgt ikke var den rigtige for mig længere. Siden da har jeg ikke mødt en mand, som kunne udfylde den plads,” fortalte hun ærligt. Ja, hun havde selv fravalgt Derick, og hun kunne ikke just sige, at hun decideret var på jagt efter en ny lige nu. Det havde hun dog ej heller været før, da mændene blot syntes at finde hende. ”Hvilke rygter går nu sideløbende? Du må meget undskylde, men det er svært at holde styr på alle de rygter der går om en, når der har været så mange i omløb,” lød det fra hende med et løftet bryn. Endnu et rygte? Ja, det undrede hende ikke just. Folk havde altid elsket at fortælle historier om hende. ”Jeg ved ikke, hvilke rygter du har hørt om mig, men personligt har jeg dog altid nydt en person, som selv er i stand til at danne sin egen mening, frem for blot at følge den, som andre tillægger en,” sagde hun ærligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

[colro=grey]"Faith har altid sine særlige grunde til at handle og gøre som hun gør,"[/color] sagde Lucifer med en rolig stemme. Sådan havde det altid være,t og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget som sådan. Hvorfor skulle han da reagere på det ellers? Hans blik gled mod hendes skikkelse. Biologisk havde han intet at gøre med familien Jaceluck. Faith havde taget ham til sig på opfordring af hans kære moder.. Og hun havde gjort det, og han var uden tvivl glad for den mulighed, for ellers havde han selv været død. "Min mor døde, da hun gav liv til mig. Som Faiths gode veninde, så tog hun mig til sig," fortalte han ærligt. Den historie havde han fået at vide, siden han havde været helt lille. Svært havde det været, men han havde da overkommet det. Selvom han nu stod som en blanding af tre stærke og kraftige dæmonracer, så var der mange ting, som han skulle overkomme på må og få, kunne man jo sige. "Jeg ved det. Dem er der ikke mange af tilbage. Desværre," sagde han sandfærdigt. Mange mentaldæmoner formåede at miste deres sind, logik og ikke mindst fornuft, og det for dem, kunne være ekstremt farligt, kunne man da sige. Ingen tvivl om det.
Historierne om Denjarna Dark Dynithril var mange, og de gik uden tvivl også langt, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om, når det nu endelig skulle være. For Lucifers vedkommende, ønskede han nu at kende til den sande historie. Hun var ham jo en ganske.. mærkværdig kvinde. "Mærkværdigt. Rygterne siger, at du er meget forbi de mandlige senge," sagde han med en ærligt. Hvor meget vidste hun egentlig om rygterne om sit eget liv? For der var uden tvivl rigtig mange af dem. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Naturligvis. Rygterne om mænds senge, varulve såvel som vampyr, warlock og andet går vidt omkring. Sågar rygterne om at du længe har ønsket den dvasianske trone, og det er derfor du har forladt landet.." fortalte han roligt. Svagt trak han på smilebåndet, så det enkle lille smilehul han havde, viste sig i hans højre kind. "Rygter er rygter, frem til de er bekræftet.. Først derefter er det en sand historie.. Og derfor sidder jeg her endnu. Jeg agter at finde ud af hvad der er sandt.. og hvad der er folkeopdigtet historie."