I'm just a simple guest

[Deleted]

Selv ville Denjarna gerne tro hans ord omkring, at hans familie var vel, men alligevel havde hun svært ved at tro ham. Hun erindrede endnu den Faith, som hun havde stået overfor noget tid tilbage. Det havde været en kvinde, hvis hoved havde været i den forkerte tidsalder. Ganske foruroligende når man endelig tænkte over det.. Desværre kunne hun ikke sige, hvad der var normalt og ikke var normalt med det liv, som hun selv havde. Hun levede trods alt altid i totalt kaos.. Dette prøvede hun dog at lave om på, da hun ønskede det bedste for sig selv. Hun ønskede ikke at blive pint eller holdt tilbage længere! Hun ønskede at stå på egne ben, som hun før havde gjort.. Inden Derick, hvis man kunne sige det på den måde. Det var nemlig til at sige, at de voldsomme rutsjeture var kommet efter hendes møde med ham. Dette skulle selvfølgelig ikke kun sløjfes for at være dårligt, for det var det bestemt heller ikke. Det var bare svært at forklare. Roligt nikkede hun til ham.. Skønt med en lille tvivl i hjertet. ”I så fald har I alt, hvad man kunne tænke sig.. Det kan man selvfølgelig ikke sige for så mange andre,” sagde hun roligt. Nej, de behøvede ikke at debattere dette emne til ukendeligheder, og derfor sagde hun det også med en afsluttende tone. En ting havde hun dog fået ud af den del af samtalen og det var, at han var en stolt mand. Stolt af, hvad han kom fra. Det kunne man selvfølgelig heller ikke bebrejde ham for. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Jeg tvivler på, at du har set alt, hvad denne verden har at byde på. Derfor betvivler jeg ikke, at du nok skal finde masser af nye og spændende ting, som skal vise at interessere dig. Det bliver måske ikke her i Manjarno, men muligheden er der, ligesom den er alle andre steder,” lød det fra hende, som det måtte være hendes måde at fortælle ham på, at han endnu var ung, uden direkte at sige det. Hun kunne nemlig fornemme på ham, at han endnu var ny i de voksnes rækker. Et sted var det vel lidt ligesom, da hun havde stået overfor Mattheus.. Hun smilte svagt, inden hun forsigtigt lod sin hætte falde. ”Det glæder mig at høre” Hun var en smuk kvinde. Ingen tvivl om det. De lange ravnsorte lokker, der silkeblødt indrammede hendes ansigt, og viste kanten af hendes spidse ører. De fascinerende sølvgrå, mandelformede øjne, der forblev i hans øjne.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvordan tilværelsen havde udviklet sig for kvinden som Lucifer sad overfor, kunne han jo af temmelig gode grunde ikke udtale sig om. Selvom hun måske havde stået Faith nær i gammel tid, var det en historie som han var blevet skånet for, ligesom så mange andre. Faktisk vidste han ikke særlig meget om hende, og det var uden tvivl noget som virkelig var begyndt at irritere ham. Han havde efterhånden nået den alder, hvor det var ting som folk begyndte at bruge mod ham, og det ønskede han på ingen måde, for han kunne jo ikke sige om hvad de udtalte sig om, var rigtigt eller forkert trods alt. Han vendte blikket ganske sigende mod hende igen og med et bestemt nik. ”Det er ikke alle der er heldige.. Men det er vi lige på den front,” sagde han sandfærdigt. Dæmonerne voksede sig store og stærke, Jaceluck var blevet stabil, og specielt efter det ekstrajob som Faith havde påtaget sig som en Morth Sith, som var en styrke, som man slet ikke kunne hamle op med i mange tilfælde, så var det uden tvivl noget som havde sin påvirkning af det hele. Armene lod han roligt falde over kors. Han havde en sjov fornemmelse om, at denne kvinde kunne berette ham om rigtig mange ting, og det gjorde ham jo trods alt også temmelig nysgerrig af sig. Ingen tvivl om det. ”Du fremstiller det, som var du en kvinde, som jeg nærmest kunne opfordre mig til at guide mig rundt.. Er det tilfældet?” spurgte han sigende. Hvis hun var så overbevist om at landet her havde så meget at byde på, så var hun jo trods alt nødt til at bevise det for ham. Han var en mand, som havde brug for håndfaste beviser, og dem havde han jo trods alt heller ikke ligefrem set nogen af endnu. ”En smuk mørkelvisk kvinde med ben i næsen.. udenfor samfundet.. og langt hjemmefra.. Ja, ja.. jeg har en sjov fornemmelse af, at du har været meget igennem, hvis du har brudt med din races normer,” sagde han blot. Hun måtte vel være her af en grund?

[Deleted]

Sandt var det at sige, at man ikke just kunne sætte en finger på det dæmoniske folk, og særligt Jaceluck-familien. For om man kunne lide dem eller ej, kunne man ikke benægte, at de havde fat i den lange ende. Det var i hvert fald en race, som altid havde stået stærkt i Dvasias. Denjarnas gamle hjemland.. Det var dog ikke et land, som hun ønskede at kalde sit længere, som hun ikke længere identificerede sig med det. På det punkt havde hun nemlig fået nok. Det var selvfølgelig en skam, at det var endt sådan, men før eller siden var man nødt til at tage en stand. Det handlede vel om respekten for en selv i den sidste ende? ”Om man kan lide jeres fremgangsmåde eller ej, kan man bestemt ikke tage det fra jer,” sagde hun stilfærdigt. Hun trak svagt på mundvigen, som det begyndte at lyde som om, at han var ved at åbne op for ideen omkring Manjarno. Lang tid havde det nu ikke taget at åbne hans sind en anelse, men det var også, hvad det var. Det havde også altid været en af hendes styrker at kommunikere med folk. Hendes blik hvilede roligt på ham. ”Jeg kunne muligvis være en sådan kvinde.. Spørgsmålet er blot, om du virkelig ønsker at se.. eller om du blot finder det ligegyldigt. Det kan selvfølgelig godt være, at der intet er at finde for din smag her, men for at finde ud af, om dette er tilfældet, skal man også have en åben indstilling,” sagde hun sigende, og løgn var det bestemt ikke. Hun kunne sagtens vise ham hver en afkrog her, men det nyttede ikke, hvis han ikke havde lyst. Derudover spekulerede hun over, om hun egentligt havde tiden til det. Kunne hun tillade sig at gøre dette, når hun egentligt havde en trone i sigte? Tiden var dog næppe til det i dag, som dagen var ved at gå på hæld. Mørket havde nemlig allerede overtaget himlen udenfor kroen. At han dernæst konkluderede, at hun havde brudt med sin races normer, og at hun havde et udfordrende liv, fik hende kortvarigt til at betragte kroen, inden hun så imod ham igen. ”Jeg takker for de smigrende ord. Jeg er dog ikke langt hjemmefra.. Jeg er præcist, hvor jeg skal være,” sagde hun kortfattet, og dog med en selvsikker røst, som et tydeligt tegn på, at hun stod fast på sine ord.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jaceluck havde altid været fremtrædende i Dvasias, og havde nu for alvor slået sig stabilt ned i Appolyon, hvilket selv Lucifer kunne mærke. Der skulle langt mere til for at vælte rundt med den familie, og han var uden tvivl stolt af at være en del af den, også selvom han ikke var født i den, men bragt ind i den.. ønsket velkommen af sågar den ældste og mest betydningsfulde af slægten, så følte han sig uden tvivl beæret. Som hun alligevel måtte gå så langt og give ham ret, fik det tilfredsstillende smil til at brede sig på hans læber, for det var præcist sådan at han kunne lide det. ”Det glæder mig,” sagde han blot. Så fornuftig var hun alligevel til at give hans familie den type anerkendelse, for det var da helt klart noget, som selv han havde brug for, hvis han selv skulle sige det. Han var måske ikke helt lukket hvad angik Manjarno, men til nu var han bestemt heller ikke imponeret af landet her. Der var virkelig ikke rigtigt noget at råbe hurra for i hans forstand. Han så kort, men tænksomt ud i luften, også selvom det var hende, som hurtigt måtte fange hans interesse og opmærksomhed igen. ”Tja… jeg har ikke travlt. Hvis dette land virkelig har noget særligt at byde på, vil jeg ikke have noget imod at se det.. Til nu, er jeg som sagt ikke særlig imponeret. Der sker uden tvivl mere i Appolyon.. Og tro mig.. Der er virkelig dødt i disse tider,” sagde han blot. Det eneste som han havde set til nu, var folk som knapt turde bevæge sig udenfor.. Halvdøde landsbyer, men dog flotte naturarealer.. men der var vel mere end det at se heromkring? Hun havde brudt med sin races normer og værdier, siden hun havde valgt at slå sig ned i Manjarno. Ikke noget som han ville erkende, at han havde forestillet sig at en kvindelig mørkelver ville gøre. En mand måske.. men ikke en kvinde. ”En mørkelvisk kvinde i Manjarno.. Så har man jo også set det med,” sagde han kort for hovedet, som fandt han det på ingen måder interessant. Han tog en tår af sin øl igen og bundede derved også glasset, inden han satte det på bordet igen.

[Deleted]

Manjarno befandt sig på ingen måde i sin storhedstid, og det vidste Denjarna udmærket. Det var trods alt også hendes plan at bringe landet tilbage til storhed. Dog ville hun endnu mene, at det havde sit at byde på. Hun havde i hvert fald altid set noget i landet her.. men det var måske også fordi, at hun ledte efter andre ting end Lucifer? Igen.. han var tydeligvis en ung og stolt mand, ligesom hun engang havde været. Dengang hun havde været ung, havde det kun været mørkelverne og Dvasias, der havde været i hendes hjerte. Dette havde dog tydeligvis ændret sig med tiden. Hun var vel blevet mere moden, som hun var blevet ældre. Sørgeligt var det dog også, hvis ikke man ændrede sig med tiden. ”Fortæl mig, hvad du kan lide ved din hjemstavn, og jeg vil se, hvad der tilsvarende er her. Det vil selvfølgelig ikke være det samme, men det er ej heller det identiske vi søger.. En skam er det dog, at du ej får lov til at se landet på sit bedste. Det var nemlig uden tvivl bedre engang,” lød det fra hende. Forandret var stedet uden tvivl, men alligevel så Denjarna muligheder i det. Det var også nok, at kun hun så dem, for hvis hun gjorde, betød det, at også andre kunne. Det var også dette, som hun var i færd med nu. Det var nemlig af den årsag, at der i øjeblikket stod en skare ikke langt herfra, og ventede på hende. Vinglasset førte hun op til læberne. ”Livet er fuld af overraskelser.. Det er blot om vi tør byde dem ind,” sagde hun roligt, inden hun drak. Selv syntes hun ikke, at Lucifer lignede en mand, der så højt på overraskelser. Faktisk lignede han mere en mand, som kunne lide tingene som de var. Selv vidste hun ikke længere, hvad normalt var. Alt blev nemlig konstant vendt på hovedet i hendes verdenen, og derfor kunne det være svært at klynge sig for meget til en ting.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var en ung mand.. Arrogant måske, men det var kun fordi at han vidste, at han kunne tillade sig at være det, og det var helt klart noget som han havde tænkt sig at udnytte i det omfang, det var ham muligt. De isblå øjne gled mod hendes skikkelse. Som hun opfordrede ham til at fortælle om sin hjemstavn og hvad han kunne lide ved den, fik ham til at sidde i et lydløst, men tænksomt øjeblik. Der var jo mange ting som han godt kunne lide ved Appolyon. Han rettede sig en smule op og lænede sig tilbage – afslappet på sin plads igen. ”Hvad jeg så godt kan lide ved Appolyon.. Min familie.. den slægt jeg er vokset op ved og den betydning den har for det samfund.. En status.. Variation, at det er underjordisk, alligevel med plads til alle uanset om det er ild eller is. Spændingen som hviler på stedet.. Jeg kan godt lide at leve med en risiko.. At se sig over skulderen til tider, selvom der i princippet intet sker. Jeg er meget naturlig, kan jeg informere dig om,” fortalte han sandfærdigt, idet han igen vendte blikket mod hende. Det var en mindre talestrøm, men tanken om at han selv var ’vigtig’ i det henseende, var faktisk noget som han godt kunne lide. Han trak kort på skuldrene. ”Så fortæl mig.. Hvordan var landet førhen, hvis det var så meget bedre end hvad det er nu.. Hvis det er denne vej landet er på vej, er det ikke underligt, at folk ikke tør bevæge sig udenfor,” sagde han blot. Igen var han bestemt ikke videre imponeret over hvad han havde set til nu, og han lagde så sandelig heller ikke ligefrem skjul på det. Overraskelser måtte han erkende, at han ikke var meget til. Det forudsigelige, var nok mere ham, hvis han skulle være helt ærlig. Han vendte blikket mod hende igen. ”Når det passerer min vej, griber jeg det skam, hvis jeg finder det brugbart.. Det er jo heller ikke hver dag man støder på en mørkelver udenfor sit samfund.. Hvilken overraskelse.” Ja, han var arrogant og flabet.. men hans status tillod ham det.

[Deleted]

Ja, hans slægt ville bestemt ikke være at finde her i Manjarno. Det var ej heller det, at Denjarna havde ønsket at høre, for ærligt talt var den viden ubrugelig for hende. Det var nemlig ikke hans familie, som skulle spille ind denne her gang. Han skulle desuden også lære at agerer uafhængigt af sin race og slægt, da der var mere i verdenen end det. Meget mere. Derfor valgte hun også at slette hans første ord fra hukommelsen, for at gå videre til de næste. ”Hvis du er interesseret i et sted, hvor der er plads til alle, burde Manjarno være dit drømmescenarie. Manjarno er kendt for at besidde det mest varierende folk. Alle racer er at finde her, ligesom folk fra de andre lande søger hertil. Ikke kun for krig, men fordi, at det også er et fristed. For mit eget vedkommende er dette for eksempel noget, som jeg altid har nydt ved landet her. Jeg brugte det i hvert fald meget, inden jeg valgte at gøre det til mit hjem,” sagde hun ærligt. Hun følte ikke just, at hun behøvede at skjule, at hun ej stammede herfra, for hvis man var ærlig, blev mørkelvere kun født i Dvasias. ”Hvis du ønsker at se et anderledes sted I Manjarno, der bade rummer historie og spænding, burde du søge til Metyral. Det er landets oldgamle hovedstad henlagt i ruiner,” afsluttede hun sigende. Et fascinerende sted var det, men det var også et sted, hvor man ikke kunne spå, hvad der ville ske. Det var også her, at hun havde genfundet Derick igen igen, men dette var dog ikke en tanke, som hun ville puste mere liv til. Tænksomt så hun ud i luften, som det nu blev hendes tur til at forklare sig. Måske var det blot nostalgi fra hendes side af, eller måske var der noget. ”Der var engang, hvor der var liv i gaderne. Om dagen, såvel som om natten. En tid, hvor langet ikke blot blev anset for at være gennemgang, men faktisk var et individuelt land med et individuelt folk. Det var sågar et land, som var behøvet af de andre lande,” fortalte hun. Det var også noget af alt det, som hun ønskede at bringe det tilbage til. Ved sit laveste var landet lige nu og her, og derfor kunne det på sin vis også være svært at bebrejde Lucifer for hans manglende entusiasme. Selv halvdelen af folket manglede den. Den anden halvdel var hun i så fald i gang med at vække.. Hendes hoved faldt på sned. ”Og hvad er din mening i så fald om en mørkelvisk kvinde udenfor de dvasianske murer?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det forundrede ikke Lucifer at hans ord var noget som irriterede Denjarna, for det var han efterhånden vant til kunne man jo sige. Han var arrogant, og en arrogant ung mand, var noget som de færreste kunne leve med og acceptere. Han havde mange tanker og drømme kunne man jo sige.. Mange ting som han gerne ville se, samt der var mange ting, som han uden tvivl også satte pris på, og så genstod det jo at finde ud af, om det var noget som Manjarno også kunne skænke ham, hvis han nu alligevel valgte at blive for en stund. Han skød kort det ene bryn i vejret. ”Jeg ønsker naturligvis at opleve steder hvor der er plads til alle.. Her nu om dage, er det eneste, som jeg er stødt på er paniske borgere, som knapt tør bevæge sig udenfor en dør. Selv i Dvasias kan man opleve at børn leger i gaderne ved højlys dag. Sågar den store park her fremstår næsten tom. Du kan da ikke påstå for mig, at der er plads til alt og alle, når folk tydeligt går rundt med en frygt,”sagde han kortfattet. Han var meget visuel, så han så jo rigtig mange ting. Det kunne godt være, at det var noget som lå til hans mentale dæmon, som jo også var en stor og stærk del af ham. Han havde fået det bedste fra begge sine forældre.. og han agtet at gøre sin fødselsmoder stolt. Ingen tvivl om det. ”Metyrial… Interessandt..” Han gned kort sin skæggede hage med en tydelig tænksom mine. Det kunne være, at han skulle aflægge det sted en visit?
Hvordan tingene havde udviklet sig, så kunne Lucifer da kun se, at det havde været en negativ udvikling.. Næsten som en ordentlig tilbagegang, hvilket han selv fandt som en skam, for det var da trist, at det var sådan. ”Det var tilsyneladende engang.. Stedet her rummer ikke just af liv og glade dage længere,” sagde han kortfattet. Han var fordomsfuld.. Og specielt hvad angik den slags. Han vendte de isblå øjne direkte mod hendes ansigt endnu en gang og med et kort hævet bryn. Ja, skulle han komme med sin ærlige mening? ”Enten modigt… eller virkelig, virkelig dumdristigt.. Du må i sandhed have vækket en vrede på den dvasianske side, for at ende her.”

[Deleted]

”Manjanerne oplever spændingen mellem de to lande, som det ligger imellem. Landet er ej en aktiv del af den krig der lurer lige om hjørnet, men alligevel føler borgerne dets magt. Det er normalt for dem at se dvasianere og procianere krydse deres grænse for at eliminere hinanden. Derfor frygter de også, at de i den sidste ende vil danne slagmark for en kommende krig. Derfor oplever du paniske borgerer lige pt.,” fortalte Denjarna sigende. Selv var hun ikke en af dem, som løb panisk omkring. Hun var derimod den, som prøvede at samle borgerne. Hun håbede derfor også, at hun kunne nå at indtræde tronen, så hun kunne forhindre krigen i at bryde ud her. Det kunne selvfølgelig også være, at det fik den helt modsatte effekt, men det håbede hun bestemt ikke på! Spå fremtiden kunne hun dog ikke, og derfor var hendes plan også lige nu, bare at følge planen. At Lucifer nu overvejede at aflægge Metyral et visit, sagde hun intet til. Selv mente hun skam, at det var et interessant sted, som det var anderledes. Så fredeligt det kunne være, ligeså farligt kunne det også være. Det var også noget af det, som han havde efterspurgt. Hun kastede et blik rundt i kroen. ”Lige her ser det ganske tilforladeligt ud, men når man taler fortroligt med borgerne og kommer rundt, oplever man skam en anden side. Det er en skam, ja, men forhåbentligt vil det vende før man aner det,” lød det fra hende. Ja, det var i sandhed ikke, som det var engang. Utroligt var det, hvor hun end ikke havde oplevet overgangen. Travlt optaget af andre hændelser havde hun nemlig været. ”Hvorvidt folk finder mig modig eller dumdristig, finder jeg irrelevant. Jeg har nemlig taget mine valg for min egen skyld, og ikke for andres.. Det er også, hvad der gør, at jeg kan stå helt inde for dem,” svarede hun i en rolig tone, skønt hun var komplet ærlig. Hun var stålfast med hensyn til sine valg. De var måske svære at tage, når hun endelig stod på skillevejen og skulle til at vælge, men når hun endelig valgte, anså hun det også for at være det rigtige. Det at bryde med sin egen race, havde hun dog gjort for længst. Det havde nemlig allerede begyndt, efter hendes første møde med Derick.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rynkede let i panden. Umiddelbart lød det nu meget til at denne kvinde måtte tage manjanerne meget i forsvar, også selvom det nu heller ikke var noget som han som sådan forstod sig på. Et sted så han det selv som et gennemfærdsland, for det var vel heller ikke rigtigt andet, var det? ”Du virker til at tage dem meget i forsvar, mørkelver…” begyndte han med en ganske sigende mine. ”I al den tid som jeg har været kendt med landet her, har det været til krig, slag og gennemfart.. Jeg tvivler stærkt på, at det er noget som vil forandre sig,” sagde han roligt og med et kortfattet træk på skuldrene, som var det uden af betydning. Dog var det lidt vigtigere for ham end som så. Han var faktisk historisk interesseret, men det skulle være noget særligt, hvis det skulle fange hans interesse for alvor. Det kunne godt være, at hun havde oplevet en ganske anden side af dette folk, men når man kom ude fra, så var det nok ikke lige det, som man så mest af – desværre. ”Så det du prøver at fortælle mig, er at folket her, er bange for folk som kommer udefra, på baggrund af den strid som er mellem Procias og Dvasias?” fortsatte han med en sigende mine. Et sted fordi at det jo faktisk fangede hans interesse en smule. Var folk virkelig så påvirket af det? Det beviste jo bare i hans øjne, hvor svagelige de faktisk fremstod i den store sammenhæng, og det var nu heller ikke noget, som han havde tænkt sig at bande sig yderligere i, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Den måde som hun fremstod, så havde hun noget i tankerne, som hun ikke ville fortælle ham direkte. Ganske vidst havde han hørt rygterne om at en vis Denjarna rykkede frem i landet her, men at det skulle være denne kvinde, havde han jo stadig ikke nogen anelse om. Det var jo ikke ligefrem ting som han blandede sig i, som sådan. ”Jeg tvivler på, at det er så komplet irrelevant for dig, når du oplagt ønsker min mening. Hatten af for dine beslutninger.. jeg tvivler bare på at du har taget den beslutning ud af hjertet.. men ved tvang.. Hvem har du gjort vred i Dvasias?” spurgte han videre.

[Deleted]

”Jeg tager måske landet i forsvar, men det er også fordi, at jeg ser værdien i det, samt jeg ved, at man til tider må støtte op omkring dem som er svagere end en selv. Det er som et løfte ved et bryllup.. I medgang og i modgang,” sagde Denjarna fast. Det kørte måske ikke på skinner for Manjarno lige pt., men hvis man forsømte landet nu, ville det ikke blive bedre, men derimod meget værre. Blind kunne hun ej heller tillade sig at være for det, når nu hun ønskede at regere landet som dets dronning. Hun hævede det ene øjenbryn. ”Tro mig. Det kan forandres,” sagde hun kort, men uden tvivl i stemmen. Tvivl bar hun dog ej heller med al det, som hun havde set og oplevet. Alt kunne forandres. Det skete måske ikke i morgen, men forandring var det også, hvis det forløb hen ad måneder eller år. I længere tid havde hun levet i forhold til ham, og derfor vidste hun også det. Det var også derfor, at hun var mere rundhåndet end ham, hvor han forekom hende mere firkantet. Hendes blik hvilede fast på hans ansigt. ”Folket er bange fordi, ar procianer og dvasianere gennemstrømmer for at slå ihjel. Hvad skulle desuden afholde de passerende fra at tage et par manjanerer med på vejen?” lød det sigende fra hende. Selv vidste hun, hvordan verdenen hang sammen. Hun vidste, at landet her var sårbart fordi, at folket ikke havde en fortaler.. men der var hun vel langt mere vidensrig og strategisk end ham. Selv tvivlede hun ikke på, at det skyldtes hans unge alder og det, at han afhang af dæmonerne og sin hjemby. Igen, hun havde selv stået der engang. Hun havde blot haft mere at have det i, som hun havde stået som sin races leder, samt selv kæmpet sig op. ”Jeg finder det skam morsomt at høre andre folks meninger, men det er ikke ens betydning med, at det ændrer min holdning. Min holdning kommer desuden af mange års oplevelser.. Derudover skal det siges, at der ingen arrestordre eller dødsdom er over mit hoved.” Hun så ham ind i øjnene, inden hun ærligt svarede. ”Højerestående bryder sig ikke om selvtænkende individer.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Den værdi denne kvinde måtte ligge i landet her, var uden tvivl ikke noget som Lucifer kunne følge hende i. Selv var han nu sikker på, at hun havde taget turen hertil, fordi at hun havde pisset nogen af på den anden side af grænsen. Og det gjorde ham nysgerrig. Selv vidste han, at han nok godt kunne finde svaret selv, men han ville bestemt ikke have noget imod at hun selv ærligt og fredeligt valgte at give ham det. ”Som du fremstiller det, så er du virkelig glad for landet her.. Siden du tager de ord i brug? I medgang og modgang? Du må i sandhed elske stedet her..” påpegede han ganske sigende. Det var noget af det som han for alvor bed sig mærke i. Det kunne godt være, at han var langt mere firkantet end hvad hun var, men gjorde det nogen forskel? Han var jo først nu for nylig i gang med at lære verdenen at kende og derfor var han her nu.. Han ville jo gerne se hvordan det hele så ud – når der var noget specielt at kigge på vej og mærke. ”Det vil jeg se, før jeg tror på det,” sagde han blot, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Hun kunne jo blive så sur på ham, som hun ville, men det gjorde ikke nogen forskel for ham. Han vidste, at han havde en tendens til at pisse andre folk af – specielt dem som var ældre end ham selv. ”Personligt vil jeg sige, at jeg ikke har brug for at tage en manjaner med på vejen, hvis de ikke har givet mig en grund til det først.. Meget af frygten er uden grund,” sagde han blot. Mange havde måske en anden opfattelse af det, men det måtte have noget med frygten at miste eller tabe for den sags skyld, som gjorde det. Hovedet lod han søge en kende på sned, og med det lette smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være. Selvom der måske ikke hvilede noget decideret af en dom over hende, så havde hun gjort nogen vrede.. og det var han temmelig overbevist om. ”Det gør de måske ikke.. Jeg kan så konkludere, at du har gjort en adelig eller royal vred.. Hvad er dit navn?” spurgte han videre. Han havde jo trods alt stadig ikke fået hendes navn.

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarna havde et særligt forhold til landet her, men det var også fordi, at hun havde set, hvordan det engang havde været, og derfor så muligheder i det. Hendes kære selskab var derimod ung og uerfaren, og derfor havde han ikke den samme indsigt som hende. Hun så dog også lidt mere i landet end de fleste, men det afspejlede sig også i, at hun ønskede at regere landet her. Hun kunne meget vel have vendt øjnene mod Imandra, men det havde hun ikke gjort.. Imandra havde hun nemlig intet bånd til, og det havde hun derimod til Manjarno. ”Jeg har altid færdedes her meget.. Man kan vel sige, at det var et slags andet hjem for mig, inden jeg tog beslutningen og gjorde det til mit hjem,” sagde hun roligt. Der havde været engang, hvor hun havde været Dvaias tro, men ikke længere.. Bestemt ikke længere! Det land gjorde hende nemlig intet godt, og det gjorde Manjarno derimod. At Lucifer ikke så det samme i landet som hende selv, kunne hun ikke gøre så meget ved. Hver og en besad jo forskellige interesser, og stedet her var blot blevet en af hendes. Derfor forlangte hun ej heller, at han skulle se det samme som hende. Dog var det en ide, at sprede sin horisont lidt længere end til dæmonerne og Appolyon. Det gjorde nemlig en handicappet at afgrænse sig så meget. ”Selv hvis ingen mand, kvinder eller barn bliver taget med i krigen, vil krigen alligevel højst sandsynligt tage plads på Manjansk grund. Krig betyder ødelæggelser, og hvordan ville du have det, Lucifer, hvis Appolyon blev invaderet og ødelagt af fremmede?” spurgte hun ham sigende. Meget syntes han ikke at ske, men måske hun kunne få ham omvendt ved ordets brug? Nu forsøgte hun også at vende det til det, som han kendte til og elskede. Som han spurgte efter hendes navn, betragtede hun ham nærgående. Kunne hun trygt fortælle ham det? Hun havde altid været på god fod med dæmonerne, men eftersom hun ej kendte ham, vidste hun ikke, hvor tilregnelig han var. Han var trods alt også dvasianer.. Hendes største frygt ved Dvasias var dog Alexander, og vampyrer og dæmoner var ikke just kendt for at være slyngvenner. Hun ønskede bestemt ikke at vende tilbage til den kælder! Det var dog ikke kun en vampyr, som hun så fint havde pisset af, men også landets konge. Hun måtte dog indrømme, at hun ikke bar den største frygt for Mattheus.. ej heller Gabriel, Procias’ konge. Det var mænd som lettere kunne tackles. Hun rankede sig en anelse. ”Denjarna,” endte hun med at svare med en stærk stemme. Hun havde aldrig været bleg for at indrømme, hvem hun var.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var måske ung, og han havde nok sin egen lidt specielle måde at spørge ind til tingene på, men han ønskede jo at lære.. han ønskede at forstå, og som en mentaldæmon, så tænkte man nok lidt mere over tingene, end det som så mange andre normalt ville have gjort det. De isblå øjne hvilede på hende. Hvad der kunne få et stolt væsen som en mørkelver til at forlade sin hjemegn til fordel for et land her, var stadig et stort mysterium for ham, og som han uden tvivl agtet at løse! ”Det er meget muligt.. Men det forklarer dog stadig ikke at du har valgt dette, frem for Imandra eller det gamle Peula.. Jeg har været omkring disse steder.. Smukke områder må jeg sige.. Fantastisk marked og et mere åbent folkefærd,” sagde han med en sandfærdig mine. Han var ganske firkantet, men der havde alle vel været? Armene lod han roligt falde over kors foran ham, og uden at han fjernede blikket fra hendes skikkelse. Han hverken ønskede at gøre det eller noget lignende, og det var sådan at det måtte være. Han lyttede dog.. Han ville jo gerne se hvad dette land havde at byde på, om han så skulle grave lidt dybere end hvad han havde gjort til nu. Han kneb øjnene let sammen. ”Det vil aldrig ske.. Folk frygter Appolyon og Faith for meget til at turde sætte et angreb ind der,” afviste han med en ganske kortfattet stemme. Måske det var et forsøg på at vende det, så han forstod det, men det gjorde ingen forskel. Hun havde uden tvivl trådt nogen over tæerne, som man ikke burde træde over tæerne. Som hun alligevel afslørede sit navn… måtte han jo alligevel erkende, at det ikke sagde ham noget.. Foruden.. rygterne som gik? ”Denjarna..? Kvinden som ønsker at overtage Manjarno?” spurgte han, mest for at være sikker på, at han faktisk sad overfor den rigtige, som rygtet omhandlet.. Det var ganske vidst et rygte, men hun var målrettet.. Meget kortfattet, og hun gik meget op i at fremhæve Manjarno her, så hvordan kunne det være en anden? Det vakte jo alligevel en nysgerrighed. Det her skulle godt nok blive interessant.

[Deleted]

Faktisk var der en ganske god grund til, at Denjarna hældte mere til Manjarno end Imandra. Ja, det hun skulle til at sige, ville vel få hende til at lyde ganske gammel.. ”Lad mig sige det på den måde.. Dengang jeg udforskede verdenen, var Imandra ej at finde på landkortet. Det eneste der fandtes, var Procias.. lysets land, Manjarno.. det neutrale land, og min daværende hjemstavn, Dvasias.. mørkets land. Derfor føler jeg mig mere tilknyttet til Manjarno,” fortalte hun ærligt. Det var måske ved at være på tide, at hun aflagde Imandra et visit, men ikke nu. Lige nu havde hun andre ting at tage sig af. Mere vigtige og pressende ting. Det nyttede trods alt ikke noget, at hun føjtede rundt i de andre lande, når hun havde i sinde at erobre Manjarno. Men død og borte var hun endnu ikke, så der skulle nok komme en dag, hvor hun ville besøge Imandra. Hun rystede på hovedet af ham. Stædige asen. Det var, hvad han var! ”Aldrig sig aldrig. Prøv nu blot at forestille dig et vellykket angreb på din by og race,” bad hun ham, skønt hun vidste, at mænd havde en tendens til at have svære problemer med dette. ”Faith er måske en stærk leder, og der er måske mange dæmoner i Appolyon, men ting hænder.” Selv fandt hun et angreb på Appolyon ligeså utænkeligt, som en flok warlocks der marcherede mod Castle of Light, og se.. det havde rent faktisk hændt! Stemmen hævede hun dog ikke overfor ham, skønt hun fandt ham utroligt svagt synet indenfor forskellige områder. Selv vidste hun nemlig, at der ikke ville komme noget godt ud af at råbe her. Som han erkendte, at han rent faktisk havde hørt om hende, drak hun det sidste af sin vin. Ja, det undrede hende ikke just. Hun var mere end vant til, at folk kendte hende for det ene eller det andet. ”Du har hørt om mig..,” kommenterede hun roligt, som hun bekræftede hans tanke. At han vidste det kunne desuden kun betyde én ting.. rygtet var nået til Dvasias, og måske også Procias? Nu var det blot et spørgsmål om tid, før de rette … eller måske snarere de forkerte, fik øjnene op for dette.