I'm just a simple guest

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ingen hemmelighed, at Faith holdt kortene tæt ind til kropen. Selvfølgelig var det ikke noget som kom ham selv til gavn, eller Faith for den sags skyld, for hvad folk kunne sige om hende, vidste han jo ikke om var sandt eller falsk, og derfor kunne det jo faktisk bruges mod hende og hendes familie. Selvom han nu valgte at tage hendes ord for gode vare, så var der stadig mange ting der ikke gav mening for ham: Hvis Faith gik så meget op i dæmoner og at det var dæmonerne som var eneste rigtige.. Hvad skulle man så bruge en mørkelvisk veninde til? Selv tvivlede han på at han ville få svarene, men han kunne jo altid prøve, ikke sandt? "Det håber jeg så sandelig også for hendes skyld, må jeg sige," sagde han med en ganske sandfærdig mine. Det var ikke hver dag, at han gjorde sig de tanker, at han faktisk.. tvivlede på Faith, for det gjorde han ikke normalt.. Det var slet ikke ham at gøre sådan noget, og da slet ikke overfor den kvinde, som havde opfostret ham! Og nu hvor han ikke mindes sine biologiske forældre, så var det ikke underligt, at han havde så meget med fra den kvinde. "Jeg lever i bedste velgående, uden at være kendt med den mand. Jeg lever bedre uden," sagde han med en rolig stemme.
Selvom det faktisk forekom ham som en overraskelse, at de kom bare en smule på bølgelængde, så kunne man ikke komme udenom, at de faktisk havde visse ting som de havde tilfælles. Hans isblå øjne hvilede på hendes skikkelse. Hvorvidt om hun ville kunne klare at indtage landet her, vidste han ikke, men for alt i verden, ville han da ønske hende al held og lykke til, for det ville ikke blive nemt, så meget vidste han da på forhånd. "Jeg ved ikke hvad eller hvordan du har tænkt dig at gøre det. Eller hvordan det vil blive for den sags skyl.. Men al held og lykke.. Det får du så sandelig brug for." En delvis flabet undertone sneg sig ind. Han kunne ikke gøre for det. Det skete næsten automatisk. Han blinkede let til hende igen. Selv var han jo en ung knægt, som skulle løbe hornene af sig. "En mørkelver og en dæmon.. Utroligt," sagde han med en morende stemme. 

[Deleted]

Spørgende løftede Denjarna sine øjenbryn ved hans ord. Det håber jeg så sandelig også for hendes skyld. Ordene kunne næsten opfattes som en trussel. Mærkværdigt var det dog, når nu han havde givet udtryk for en vis kærlighed til Faith og generelt alle dæmoner. Dog tvivlede hun på, at han kunne gøre det store ved Faith, da den kvinde ikke bukkede under for noget som helst. Det var i hvert fald sådan, at hun kendte hende. Hun kommenterede det dog ikke, da hun ikke følte for at kommentere den sag yderligere. I så fald kunne det også blive til en uendelig samtale. Det var desuden det samme med forældre … eller nærmere fadersamtalen. Den sag var ligeså uddebatteret, som de begge havde det fint med hans beslutning.
Et lille træk i mundvigen viste sig på Denjarnas læber, som de brød ud i et svagt smil. ”Jeg tager imod din lykønskning. Jeg ved, at jeg har brug for den, ligesom jeg ved, at jeg er afhængig af at folk støtter op omkring min sag,” sagde hun ærligt. Det var blot realiteten, som realiteten ej var, at det formentligt ikke ville gå præcis efter hendes ønsker. Hvis det havde været således, ville hun blot have ønsket, at hun direkte kunne indtage tronen, og at alle ville se lykkeligt på det.. Så enkel var virkeligheden dog ikke. ”Relationer er før dukket op de mest mærkelige steder,” sagde hun med et lille smil på læben. ”Jeg vil dog ikke påstå, at dette er det mærkeligste, som jeg har prøvet. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke, at jeg kan rystes på den front længere.” Ja, hun havde i sandhed oplevet meget igennem sit lange liv. Det gjorde også, at det var ingenting for hende at komme overens med en dæmon. Hun kunne dog tydeligt se, at det ej var tilfældet for ham, og det var en tanke, som hun alligevel ikke kunne lade være med at smile over. Hvor arrogant han nemlig end måtte være, kunne han ikke lade være med at more hende en anelse.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var skam ikke fordi at Lucifer var truende på nogen måde. Selv håbede han virkelig for Faiths skyld, at hun havde tænkt sig at give ham sandheden, så han vidste hvad han skulle forholde sig til, også nu hvor han var begyndt at færdes lidt længere væk, end hvad han plejede at gøre, kunne man jo sige. I det store og hele, så var han jo faktisk en mand præget af en nysgerrighed, og når man ikke var kendt med det som man i princippet var vokset op med, så gjorde det jo ikke ligefrem sagen nemmere for nogen. Hvad angik faderkomplekset, var ham og Denjarna da tydeligt enige, hvilket selvfølgelig var ham en glædelig tanke, for han kunne da slet ikke bruge sin egen far til noget som helst. Gud nåde trøste den mand, hvis han nogensinde skulle ende med at stå på hans dør i hvert fald. Han ville blive flamberet!
Selvom Lucifer endnu ikke havde gennemskuet hendes motiv som gjorde, at hun virkelig bare ønskede den trone for sig, så skulle hun da fra hans side af, have al held og lykke, for det var da tydeligt noget som hun ville få brug for. Han nikkede blot og satte sig tilbage i stolen igen. Hendes person gjorde ham faktisk utrolig nysgerrig, og normalt var det ikke en nysgerrighed som kunne drives af dæmoner, og det var en tanke som et sted irriterede ham, for det lignede slet ikke ham, at reagere på den måde, som han gjorde det i denne stund. Han kneb øjnene let sammen. "Hvad er dit motiv? Hvorfor ønsker du så brændende en trone, som har stået tom i al den tid jeg selv har eksisteret?" spurgte han pludseligt. Hun af alle, formåede i sandhed at gøre ham så pokkers nysgerrig! Hun var ham en kvinde, som havde oplevet mangt og meget.. Og det kunne han jo et sted godt lide. En kvinde hvis erfaring han selv kunne lære af i den anden ende. Tungen strøg let over hans tynde læber. " Så fortæl mig, Denjarna.. Fortæl mig hvad det mærkeligste er, som du har oplevet i dit liv, hvis det ikke er at en mørkelver og en dæmon faktisk er enig om ting. Det i min verden, sker yderst sjældent," forklarede han sandfærdigt.

[Deleted]

Hvad hendes motiv var? Ja, der var ingen tvivl fra Denjarnas side.. ”Jeg ved ikke, hvor meget du ved om mig, men om end kan man ikke just sige, at min historie er en dans på roser. Jeg har lidt megen smerte, og jeg er kommet i mange uoverensstemmelser. Derfor er jeg nået så vidt, at jeg ønsker at skabe mit eget. Et sted med mine ideologier og et sted, som jeg føler, at jeg kan stå inde for og føle mig tryg ved,” fortalte hun ham sandfærdigt. Hun havde længe manglet et sandt og trygt hjem, og nu havde hun endelig muligheden for at bygge det, og ikke kun for hende selv, men også for andre. Det var også, hvad der gjorde, at hun havde en sådan fremgang, samt troede på projektet. Hun ønskede, at det gik i opfyldelse. Om han kunne følge hendes tankegang, måtte hun blot vente og se. Det var trods alt ikke alt, som de så sig enige i. Hendes blik hvilede på ham, alt imens hun tog en slurk af vinen. Ja, hvad var mærkeligere end at komme overens med en dæmon? Det kunne hun i hvert fald godt svare på.. ”At indlede en affære med den nuværende konge af Procias, var bestemt ikke en del af mine planer.. Hele mit liv har faktisk taget sig en mærkværdig drejning, hvis man ønsker at se det på den led. Engang var jeg nemlig præcis ligesom dig.. Dengang jeg var ung, troede jeg, at min race var mit et og alt. På diverse måder fik jeg dog bevist, at dette ej var tilfældet,” fortalte hun ærligt og egentligt ganske afslappet. Det var hendes liv, ja. Det kunne hun ikke just komme udenom. Visse af delene havde endda gjort sig i historiebøgerne, såsom hendes affære med Gabriel. Hun drak igen af vinen. Det var dog en overstået del af hendes liv, men Lucifer ville formentligt alligevel få sin øl galt i halsen ved tanken. Selv frygtede hun dog ikke sin fortid, og ved ikke at frygte sin fortid, kunne den ej heller bruges imod en. ”Derfor må du forstå, at det at møde en dæmon, og det komme overens med ham eller hende, ej er det mest bemærkelsesværdige for mit vedkommende. Jeg havde det dog også engang som dig..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var ung, var i sit es, og følte at han kunne klare alt, og det var ikke engang løgn, for det var sådan at han havde det med tingene lige for tiden. Hans blik hvilede intenst på denne kvindelige skikkelse, hvor han også lyttede til hendes fortælling. Uanset hvor lidt han faktisk brød sig om det, så var det ikke fordi, at han kunne gøre alverdens ved det af den grund. "Jeg er ikke meget kendt med andet end hvad folk egentlig har snakket om, og til dels stadig må snakke om," fortalte han sandfærdigt. Selv måtte han jo erkende, at han ikke rigtigt kunne følge hende i hendes tankegang, for hvem var da så egoistisk at indtage en trone, kun fordi at de var utilfreds med sit liv? "Det er de færreste som oplever dansen på de røde roser, må jeg sige. Jeg kender ikke mange, som har levet livet med sølvskeen i munden. Jeg derimod er mere fascineret af hvad der har fået dig til at vende snuden mod Manjarno, og netop.. denne trone.. Fordi at den er ledig og tom?" spurgte han med en nysgerrig mine. Det kunne jo være fordi at den var ledig og langt mere let tilgængelig, end så meget andet havde været? Uanset hvad der var hændt i hendes liv, var han ikke i tvivl om, at det alt sammen havde været med til at forme hende som den hun var, som det han havde oplevet, havde været med til at forme ham. "For dig var det måske ikke tilfældet, men det kan jeg da så trygt love dig for, at det har været for mig. Jeg vil aldrig kunne forestille mig et liv uden dæmonerne og det dæmoniske samfund omkring mig," fortalte han ærligt. Det kunne godt være at han var ung, men der var derimod meget som han stadig ønskede og måtte få styr på så hurtigt som muligt. Det kyniske smil bredte sig på hans læber. Det irriterede ham et sted, at hun fascinerede ham på den måde, for det lignede ham da på ingen måder, at blive draget sådan af et andet væsen, og da slet ikke en mørkelver! "Jeg tager ikke meget fejl, når jeg siger, at du ville have mange fortællinger at berettige om?" spurgte han sandfærdigt.

[Deleted]

”I så fald har du nu tiden til at danne dig din egen mening,” sagde Denjarna sigende. Hun vidste udmærket, hvilke rygter der florerede om hende. Hun vidste derfor også, hvad visse folk troede om hende.. Hun vidste dog også, at der var dem, som ført dannede sig sin endelige mening om hende, når de mødte hende. At Lucifer tænkte, at hun var egoistisk, havde han skam al ret til. Hun var egoistisk. Hun havde altid kæmpet for sig selv, og det ville formentligt aldrig stoppe. Denne her gang, havde hun dog udvidet sin egoisme, for som hun ønskede det gode for sig selv, havde hun også fundet en vej til at hjælpe de manjanske borgere. Det var vel en win-win situation? ”Det er måske de færreste som lever med sølvskeen hele vejen igennem, men der skal dog ikke tages fejl af, at der stadig er dem som oplever mere ulykke end andre. Der vil jeg for eksempel vove at påstå, at jeg har stødt på flere bump end de fleste.. At den manjanske trone står tom, anser jeg blot for at være en gode. Det ville dog ikke have afholdt mig af den grund,” sagde hun roligt. Hun ønskede bestemt ikke kun den manjanske trone, fordi den var ledig. Hun ønskede specifikt Manjarno, fordi landet havde en plads i hendes hjerte, og det var også en plads, som hun allerede havde fortalt Lucifer om. Derudover ønskede hun at regere, da det var hendes styrke at lede. Rødvinen førte hun op til læberne, som hun tog en slurk af den. ”Aldrig sig aldrig. Man ved aldrig, hvad der vil hænde en.. Det skulle dog ikke undre mig, hvis jeg sagde de selvsamme ord som dig, dengang jeg var på din alder,” sagde hun sandfærdigt. Selv tvivlede hun ikke på, at han var en stolt dæmon. Ligeså tvivlede hun ikke på, at hun selv havde anset sig for at være en stolt mærkelver. Nu anså hun sig dog mere for at være en stolt kvinde, og det var hun bestemt ikke ked af at sige. Hun trak let på smilet ved hans ord. Hun kunne fornemme hans interesse.. Roligt stillede hun glasset fra sig, som hun i stedet lænede sig en anelse ind over bordet, som hun placerede sine underarme på bordpladen. ”Ønsker du, at jeg fortæller om mine beretninger?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var måske hurtig til at dømme, men han var alligevel fornuftigt nok til at undersøge tingene også, og der var mange ting som han måtte finde ud af nu, hvilket han nu også vidste. "Dem har jeg skam mange af på forkant," sagde han blot, da han igen vendte de isblå øjne mod hende. Selvom hun måske var det ældre end ham, og tænkte i lidt andre baner, end hvad han selv gjorde, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende. Blikket gled mod hendes skikkelse med den samme stilfærdige mine som tidligere. Han lyttede. Tronen stod tom? Det var i hvert fald også de historier som han havde hørt, men han måtte jo samtidig også erkende, at han ikke rigtigt forstod hendes måde at tænke på - og han var jo altså en mental dæmon! "Og om jeg må spørge, har du endnu ikke indtaget en trone i Manjarno, hvis den står tom? Du har meget muligt oplevet langt flere ting end hvad jeg selv kan påstå, og sikkert også flere bump på vejen end de fleste. Men er det ikke det man siger, der former os? Vi lærer af fejl.. Desuden er det først fejl, når man har begået det to gange," pointerede han med en rolig stemme. Selv havde han lært meget af de fejl som andre havde begået omkring ham, og det var nok også grunden til at han var som han var i dag - Flabet, stolt og ikke mindst stædig for han kunne da heller ikke lade være. Han var jo nysgerrig på hendes historie - den sande historie om Denjarna. Hvad folk sagde, vidste han jo godt, at man ikke altid kunne stolt på, og nu stod han jo så her... overfor hende i egen høje person. "Nok ung, men jeg vil kalde mig selv fornuftig," sagde han blot, mest for at feje den af vejen. Han var i live endnu, og han ville påstå at han var smart og ikke mindst intelligent. Han nikkede. "Hvem vil da ikke være interesseret i den sande historie, kontra den som folk snakker om?"

[Deleted]

Denjarnas blik hvilede på ham. Han var ung, ja. Det kunne hun i sandhed mærke på ham. Han tænkte nemlig ikke ligeså langsigtet og dybt som hende, og det var et klart tegn på hans manglende erfaring. Det kunne hun dog ikke bebrejde ham for, da hun selv var indforstået med, at man umuligt kunne besidde alle hendes kendskab, når man var på hans alder. ”En tom trone er ikke ens betydning med, at man har adgang til den. Kunsten ligger nemlig ikke kun i at tage den, men også i at fastholde den. Det er det, som jeg er i færd med at sikre mig,” fortalte hun. ”Bump på vejen er uden tvivl med til at forme en, og af den grund står jeg også her i dag.” Selv vidste hun udmærket, at hendes oplevelser havde været med til at forme hende. Hvis ikke de havde det, havde hun stadig stået som leder af mørkelverne, samt hun aldrig ville være endt op med Derick. Utroligt var det, hvor anderledes hendes liv var blevet, men ked af det var hun ikke just over det. Hun følte i hvert fald, at hun var blevet positivt modnet. Hendes blik hvilede på ham. ”Måske, men man lærer stadig hen ad vejen,” fastholdt hun sigende. Selv tvivlede hun i hvert fald ikke på, at han endnu var under udvikling. En skam ville det vel også være, hvis han allerede var nået så vidt i sit liv. Spændende var det trods alt at opdage nye sider af sig selv.. selvom det både forekom en velkomment og uvelkomment. Hun trak let på skulderen. ”Du ville blive overrasket, hvis du vidste, hvor mange der sagtens kan nøjes med rygter,” sagde hun ærligt. Det var selvfølgelig ikke alt, som hun var interesseret i at berette ham om, men alligevel vidste hun, at hun havde mange historier, som hun kunne fortælle ham. Hendes liv var trods alt ikke kort og enkelt.. Faktisk var det det direkte modsatte. ”Hvad er du interesseret I at høre om?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var uden tvivl ung og stadig ved at lære. Han udvidede sine horisonter i øjeblikket, og det var jo også derfor, at han var endt i Manjarno. Hans blik hvilede på hende. Hun var ude på en tom trone, og selv forstod han sig bare ikke på, hvorfor hun endnu ikke havde valgt at tage den som sin egen. "Den burde være mere tilgængelig end hvad den i Procias, Manjarno og den forbandede i Imandra eftersigende skulle være," begyndte han med en tydelig tænksom mine, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selvfølgelig var dette noget som selv han kunne mærke, var stort.. Og at hun var yderst målrettet, selvom det slet ikke var noget som rørte ham som sådan, for hvorfor skulle det dog? "Du er formet af dine mange erfaringer, din medgang såvel som din modgang.. Det er fascinerende." Til tider kunne han selv virke ekstremt fordomsfuld og efterfølgende havde han til tider tendenser til at gå lidt mere tænksomt til værks. Hun var ude på noget, så meget havde han da så tydeligt fundet ud af allerede. "Man lærer hele livet, Denjarna.. Man lærer hele tiden," fortalte han. Selv havde han fundet ud af, at han faktisk kunne snakke med andre end dæmoner og faktisk lytte til hvad de havde at sige, hvilket han faktisk fandt ganske fascinerende, da han ikke havde regnet med det. Smilet bredte sig mere på hans læber. "Jeg nøjes bestemt ikke med rygter, hvis jeg ved, at jeg kan få de sande historier," sagde han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge let på sned, inden han bundede sin øl, og stillede glasset fra sig på bordet. "Hvad landet her har at byde på selvfølgelig. Du er nok den eneste rigtige til at berette om det," fortalte han sandfærdigt. Nu var han jo nysgerrig.

[Deleted]

”Jeg kan ikke benægte, at det er lettere at tilegne sig en tom trone, end det er at frarøve den fra en anden. Dette er også en kendsgerning, som jeg sætter pris på.. Det at sidde på tronen er dog ikke ens betydning med, at man har magten. Du kan for eksempel tage en simpel lederstilling som et eksempel.. Du kan ikke lede et folk, hvis ikke folket anser dig for at være deres leder,” fortalte Denjarna i en rolig tone. Hun vidste, hvordan verdenen hang sammen, og derfor talte hun også med sikkerhed. Hun betvivlede ikke sine ord, eller sine intentioner, og derfor var der ingen slinger i valsen fra hendes side. Snæversynet fandt hun dog Lucifer, som han bestemt ikke tænkte alle aspekter igennem. Hun regnede dog med, at han forstod det store billede nu, når nu hun havde skåret det ud i pap for ham. Hun smilte svagt. ”Det glæder mig at høre, at jeg fascinerer dig.” Smigrende var det vel et sted, at hun fascinerede ham. Derfor anså hun det også for at være en positiv ting. Anerkendende nikkede hun med hovedet til hans ord. ”Så sandt, som det er sagt. Jeg må endda indrømme, at selv jeg kan blive overasket over det faktum, at jeg endnu kan lære noget nyt. Lige umiddelbart kan man nemlig være tilbøjelig til at tro, at man nu har set enden af det hele, og lige pludselig får man vist, at det slet ikke er tilfældet,” lød det fra hende. Selv mente hun, at hun havde set og prøvet mangt og meget, men alligevel oplevede hun hele tiden noget nyt. Blikket vendte hun kortvarigt væk, som han ønskede at vide mere om landet her. Der var måske ikke meget ved landet lige nu og her, men med sine visioner ønskede hun at gøre en forskel på dette. ”Landet her er folkerigt, da det ligesom Imandra byder på alle slags væsner. Det gør, at der bliver skabt en forskellighed. Der kan man nemlig påstå, at procianerer og dvasianerer har en tilbøjelighed til at gå én vej. Selv kan jeg lide forskelligheden og det faktum, at folk ikke udelukket går efter deres races normer. De har derimod formået at skabe deres egen identitet. Derudover har landet en smuk og varierende natur, samt byer. Der er hovedsædet her, som har alt hvad en storby har at byde på. Der er ruinen, Metyral. Der er havnebyen med sømænd og strandbredden, Cetiul. Der er de majestætiske bjerge i Paggeija og den smukke dal i Natymia,” fortalte hun vidt og bredt, uden at skjule den passion, som hun måtte føle.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Kan du vide dig sikker på, at folket af landet her, ønsker at følge dig, Denjarna?" spurgte han med en rolig stemme. Det krævede et folk, det var ganske vidst, og det krævede selvfølgelig også, at de ønskede at lade sig lede af en som hende, og det var jo det som var det næste skridt på vejen kunne man jo sige. De isblå øjne forlod dog ikke hendes skikkelse.. Det var jo heller ikke nogen løgn, at han var fascineret af hendes skikkelse og hendes person, samt det som hun havde været igennem, og at hun så stadig kunne formå at rejse sig og kæmpe sig videre. Det var bestemt ikke noget som man så særlig ofte i denne verden. Smilet forblev dog på hans læber i denne omgang, for han kunne jo heller ikke lade være. "Forundrer det dig virkelig, at du lærer hver eneste dag for resten af dit liv? Hver eneste dag oplever man noget nyt, eller ligger mærke til alle mulige småting, som man har set forbi til nu," fortalte han med en kortfattet stemme. Selv det var jo noget, som han havde fundet ud af allerede for lang tid siden. Det som egentlig forundrede ham i det store forløb, var jo det faktum, at han alligevel kunne snakke med en mørkelver, hvilket han faktisk ikke havde regnet med, at han ville være i stand til.. Ikke sådan som han var opfostret, men hun gjorde ham nysgerrig.. Ikke bare på hende, men også på landet her. Han lyttede dog intenst til hendes ord. Han ville gerne se det.. Det ville han faktisk, for det lød jo alligevel spændende. "Jeg kan se i dine øjne, at det her er noget som virkelig optager din interesse, Denjarna.. Er det muligt for mig, at få dig til at vise mig rundt?" spurgte han videre. Hvis han skulle se det hele, så var det vel det mest ideelle at få hende til at vise ham det?

[Deleted]

”Ingen kan vide sig sikker på noget. Det er blot at tro på sig selv, og at springe ud i det,” sagde Denjarna kortfattet og dog fast. Det var i hvert fald den holdning, som hun gik til sagen med. Hun kunne ikke sige med sikkerhed, at hun ville nå tronen.. Hun havde dog sit håb og sin tro, og det gjorde, at der allerede var dem, som ventede på hende, og som ønskede at se hende på tronen. Hun havde skam allerede følgere.. Han skulle bare vide. Hvordan det ville gå i den sidste ende, kunne ingen dog vide. Det ville dog være ganske behjælpeligt, hvis hun vidste, hvordan det ville gå hende. Hendes hoved faldt på sned, uden at hendes sølvgrå øjne forlod hans skikkelse. Det fik hende til at smile svagt at vide, at hun endnu formåede at blive overrasket af de nye ting, som hun rent faktisk kunne lære. ”Hvis du havde set og prøvet alt det, som jeg har været udsat for, ville du også have en tendens til at tro, at nu må det stoppe. Bemærkelsesværdigt nok, holder det dog aldrig op.. Det mest forfærdelige kan hænde mig, og alligevel oplever jeg det, som pludselig er værre, ligesom jeg kan føle sand velvære, og alligevel få det bedre. Det er en mærkværdig verden vi lever i,” sagde hun roligt. Som landet lå nu, kunne hun dog ikke andet end at tage tingene, som de kom. At forudsige fremtiden var hende nemlig ikke just muligt. Hvis det havde været det, havde hun uden tvivl taget nogle andre valg gennem tiden.. Hun fugtede læberne let. Om hun ville vise ham rundt? Det viste i hvert fald, at de alligevel kom overens, og at han ej var så fordomsfuld over for hende og landet alligevel. Desværre kunne hun ikke just sige, at hun havde tiden til at skøjte landet rundt med en enkelt mand. Hun havde som sagt en trone at nå.. ”Jeg ville glædeligt vise dig det hele, men selv betvivler jeg, at jeg kan tillade mig at bruge tiden på det. Som sagt.. Jeg har vigtige planer, som kræver min tilstedeværelse her i Ityral,” sagde hun med et sigende smil på læben, som hun måtte referere til tronen. ”En dag vil jeg måske have tiden til at vise dig hele Manjarno, men for nu må vi nøjes med det omkringliggende område, hvis det ligeså frister?”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Interessant," var Lucifers eneste kommentar. Selv vidste han jo ikke hvordan hun havde båret sig ad med at skaffe sig følgere, eller hvordan hun ville indtage tronen, men han glædede sig faktisk til at se hvordan det ville forløbet sig, når de ville komme så langt. Hovedet lod han søge let på sned. Selv kunne han jo kun tage historierne og gå ud fra det. Nu sad han overfor den eneste, som faktisk var i stand til at skænke ham alle de korrekte svar, og han var uden tvivl meget fascineret af hendes historie, også fordi at den jo involverede en del af den som Faith endnu ikke havde fortalt ham noget om.. Og det havde han faktisk svært ved, om han skulle være helt ærlig. Armene lod han roligt søge over kors. Hans egen historie var ganske vidst præget af en tragisk start, men han var kommet frygtelig stærkt igen. "Det er beundringsværdigt, at du selv har formået at rejse dig igen. Alle møder modgang, og nogle naturligvis værre end andre, og på helt forskellige måder. Jeg er vokset op med tanken om at dæmonerne er det eneste rigtige og det stærkeste.. et er jo lige før du sår den tvivl i mig, om det faktisk er sandt," sagde han med en rolig stemme. Han var ganske vidst en dæmon helt ind til knogle og marv, og han var uden tvivl stolt af det.. men til tider, kunne selv han lægge det til side og se anderledes på det. 
Lucifer lod hovedet søge en kende på sned endnu en gang, og med et kækt smil på læben. Selvfølgelig havde hun ikke tid til det, hvis hun virkelig ønskede den trone, men det var nok sådan at det var. "Selvfølgelig har du ikke tid til det.. Men en tur rundt i nærområdet vil da være en passende start.. Om du har tiden til mere af mit flab i aften?" Han blinkede let til hende, inden han selv gjorde tegn til at rejse sig.

[Deleted]

At Denjarna rent faktisk formåede at så tvivl i hans tro, var uden tvivl interessant. Det var nemlig bestemt en anden tone, som han gjorde brug af nu i forhold til den, som han havde lagt ud med. Der havde han talt, som var der kun én vej.. Nu gav han udtryk for, at der måske var flere alligevel. Dette var dog igen en drejning, som egentligt ikke chokerede Denjarna. Hun vidste nemlig, hvad hun kunne. Hun vidste, at hun var en karismatisk person og en god taler. Det var nemlig kun et faktum, som hun gang på gang havde bevist dette i forskelle sammenhænge. Det var også af den grund, at hun troede på, at hun kunne udgøre en reel forskel ved at indtage tronen i Manjarno. ”Der vil altid komme en tid, hvor vores tro bliver sat til revurdering. Det har jeg oplevet adskillige gange hos mig selv, da jeg har oplevet meget af betydning. Det at jeg gentagene gange er blevet skubbet ned, har ligeså stillet mig overfor et valg.. Om jeg skulle rejse mig, eller om jeg blot skulle blive liggende? Det sidstnævnte har uden tvivl fristet mig adskillige gange, men det kan blot ikke komme på tale. Det er nemlig ikke således, at jeg ser mig selv, og det er ikke således, at jeg ønsker, at mit liv skal være. Derfor har jeg gentagende gange rejst mig og udviklet mig,” fortalte hun sandfærdigt.
Tid var bestemt ikke det, som hun havde mest af. Slet ikke med de planer, som hun ønskede at sætte til værks. Dog ønskede hun stadig at kunne nyde livet i eget valgt selskab, og derudover så hun også en lille profit i at vise ham rundt. Det at vise ham rundt gjorde nemlig, at hun promoverede Manjarno i en god forstand, og det var trods alt til fordel for landet. Derfor var det ikke helt skidt igen. ”Jeg er en stærk kvinde, så mon ikke jeg er i stand til at klare et par timer mere?” lød det fra hende i en morende tone. Roligt tog hun om sit vinglas, som hun drak det sidste indhold, inden hun stillede det fra sig og lagde nogle mønter på bordet. ”Men i så fald må vi hellere se at komme af sted,” sagde hun roligt, inden hun rejste sig fra bordet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denjarna formåede absolut at få Lucifer til at tænke i lidt andre baner, end hvad han egentlig kunne sige sig at være vant til. Ikke fordi at det var noget der gjorde ham noget som sådan, men det var uden tvivl noget som han måtte finde ud af. Det var jo heller ikke ofte, at det forekom ham, at han snakket med andre end sin egen slags, og det havde der jo også været mange gode grunde til, kunne man jo sige. Han lod hovedet søge på sned. Selv havde han kendskab til mange som havde været uheldige i den forstand, men det var uden tvivl de færreste, som faktisk formåede at rejse sig igen på den måde, som hun havde gjort det, og det var noget som han helt klart måtte finde yderst fascinerende. Han lod tungen kort stryge over hans læber, inden smilet endnu en gang måtte brede sig. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det kunne man jo sige. Han lod igen roligt sine hænder falde ned foran ham, hvor han greb fat om stoleryggen, nu hvor han alligevel havde valgt at rejse sig op. "Jeg formoder at svigt er noget af det som man især lærer af?" spurgte han med en tydelig hentydning i stemmen. Selv kunne han jo ikke se Derick nogen steder, og hvor man kunne sige, at Denjarna blev nævnt, så fulgte Derick som regel også trop. 
Lucifer var uden tvivl glad og tilfreds, fordi at Denjarna alligevel have indvilget i at vise ham lidt af det nære område her i Manjarno. Selv var han nysgerrig, og han ønskede at udvide sine horisonter. "Det glæder mig," sagde han roligt, inden han greb om sin kappe, som han kastede over sin ene skulder. Han gjorde let tegn til at hun skulle vise vej. Det var jo trods alt hende som kendte områderne heromkring, og ikke ham. "Damerne først," sagde han næsten helt formelt.