Glad You Could Come

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var nogle uger siden, ja næsten en lille måned, at Alexander havde sat sig i sadlen og var reddet tilbage fra Caleb's hjemsted. Han havde ikke lysten til det, men ja reglerne havde jo sin magt. Han var taget derfra med et mishag over at han ikke kunne overnatte. Men de havde skabt en aftale og når Caleb kom her så kunne de jo tilbringe en nat sammen. Hvis Caleb ville overnatte. Men han kunne jo ikke tvinge ham. Han var dog sikker på, at de begge ville så han tog det roligt med det punkt. Det næste og værste var så blot at vente. Og vente. Han anede jo ikke hvornår Caleb kom. Han havde dog ikke meget at rejse ud for i de her dage udover at hesten og ulven skulle have den daglige motion så de kunne fortsat klare de lange ture der kunne vare i dagevis med kun korte og få pauser for at samle kræfter. Og så gik tiden jo med det istedet for, at sidde i hulen hele døgnet rundt og synke væk i dæmon grotternes mørke. For ja der var mørkt herinde. Og man kunne let fare vild. Han havde dog tegnet svingene for Caleb så han på den mest enkle måde kom derind uden problemer.
Hvad tiden var på dagen eller natten var ikke let at tolke herinde fra. Nej man skulle udenfor. Det var da også sket i starten, at Alexander var gået ud i troen om, at det var dag, men fandt så verden udenfor i dybt mørke. Med tiden lærte han mere om at fornemme tiden og det skete nærmest aldrig mere, at han tog fejl. Han havde været ude på dagens ridetur og den havde varet nogle timer så han havde fået hesten til at bruge sine ben i lidt forskellige terræn og ulven havde fået løbet og nedlagt en hare eller andet dyr. Det var ikke helt til at se, da det var revet til ukendelighed, da Alexander endelig kom derhen. Det var naturens gang og det var der ikke noget at gøre ved. Døden var en del af livet. Selv for en vampyr med de rette omstændigheder. Det var blevet sidst på eftermiddagen og hen mod aften, da Alexander var trådt ind i grotterne igen og gik den vante gang ned til sin hule og lukkede sig ind som altid før han gik ud og tog et bad for at få rideturens støv og skidt af sig og gik så rundt med et håndklæde om livet. Han skulle ikke ud mere idag så hvorfor gøre noget rent tøj beskidt for bare at gå rundt i sit hjem? For det var hans hjem her i Dvasias selvom det var småt og vel et sted lidt primitivt? Men han havde alt hvad han kunne få brug for af basis ting. Han gik ud i sit lille kammer til mad og som vel kunne kaldes et køkken. Det tætteste han kom på det. Han tog noget brød og lidt tørret kød samt et par stykker frugt på en tallerken og tog så et glas og fyldte med vand fra en beholder med regnvand og gik så ind og tog en bog fra sin reol og lagde sig i sengen med sine ting og åbnede bogen og gik igang med at læse lidt i den.

[Deleted]

Det var nok ved at nærme sig en lille måned, uden at Caleb havde set skyggen til Alexander, selvom det nu heller ikke ligefrem var nogen nyhed. Denne gang, var det nok mere ham, som ønskede at overraske ham på denne her måde, så der faktisk kunne ske lidt for ham også, og så han kunne understrege, at han faktisk holdt af ham og satte pris på ham som person, såvel som hans besøg. Det var jo altid rart, at få bekræftet, at man blev holdt af nogen. Lige hvor han var på vej hen, vidste han faktisk ikke, men det var her, at Alexander havde fortalt ham, at han opholdt sig på denne årstid.
Hvordan han skulle finde rundt her, var Caleb faktisk i tvivl om, men han måtte jo bare prøve sig frem. Det var i det hele taget sjældent at han begav sig ud af hjemmet, også fordi at sidst han havde gjort det, havde det nær kostet ham livet, og det var slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre. Som det nu var sagt, så var der rigtig mange tanker, som kørte rundt i hovedet på ham, og et sted, så var det næsten ubehageligt, for han vidste jo hverken til eller fra. Selvom han selv fremstod som en dæmon, så var der alligevel andre ting i ham, som han vidste, ikke var så særlig velset på et sted, som det her. Han så sig lidt uroligt omkring. Hvordan var det nu, at han ville komme rundt forbi, og faktisk finde frem til det sted, hvor Alex sagde, at han kunne finde det? Han kunne ikke rigtigt huske det, og stedet her, var faktisk temmelig stort, og det var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han rystede på hovedet. Det kunne da ikke være så svært, kunne det? Han sukkede tungt, inden han roligt søgte i retningen af den ene gang. Den var smuk udformet af klipper og det hele, og det var faktisk.. smukt. Han kunne slet ikke tage det fra blikket igen, hvor han roligt stoppede op. Appolyon var stort, og det var faktisk meget forvirrende for ham at finde rundt, og han brød sig slet ikke om den tanke! Hvordan skulle han dog finde Alex her? Stedet var jo enormt!

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander var dejlig afslappet og nød at han lige kunne tage den med ro før han enten skulle igang med lidt arbejde eller sove før en ny dag imorgen. men det var alligevel for tidligt endnu til at gå i seng mente han. Han fik spist sin lille portion mad lidt efter lidt og drak roligt sit vand til. Han var vant til at tingene ikke var af høj luksus og det var fint nok med ham at han fik det han havde brug for. Når han var i sin hytte hjemme i Imandra så var der jo meget mere at skaffe af mad. Vilde dyr i skoven og naturens egen føde i form af frugt og bær.
Han fik læst i lidt tid før en skraben ved døren fik ham til at se op. Han så på sin pelsede roomie, Zackiel. Den sorte ulv ville åbenbart ud på en aftens tur på egen hånd. Han lagde sin bog på sengen og kom op at stå og gik hen og låste døren op og lukkede Zackiel ud. Ulven smuttede let ud og rendte ned af gangen. Alexander vidste at ulven selv kunne finde ind og ud så han lukkede døren igen uden at være urolig overhovedet og låste blot døren igen. Når Zackiel kom tilbage så ville han jo skrabe med poten for at komme ind. Men der kunne gå alt fra en lille halv time til en eller mere. Det var kun fordi Zackiel var så lille, at han kunne have ham med ind. hans hingst, Dantalion var jo for stor et dyr. Og han havde det nok også bedst under mere heste agtige forhold som en stald og sådan. Han så hen mod sengen og sin bog, men gik hen til sit skrivebord og satte sig og begyndte at se lidt på de kort han havde over landenes grænser og placering. Det var en lidt lang ridetur han skulle igennem mod foråret for at komme hjem, men der var jo lidt tid endnu. Han var dog allerede igang med at planlægge det lidt selvom han jo foretog den hvert år så skulle der planlægges med hvor han gjorde holdt og med hvor han skulle skaffe forsyninger. Og han skulle ligge en rimelig tidsplan så han vidste hvornår han skulle ride afsted. Han skrev noget ned i en notesbog mens han lod sit blik glide over landene og mere vigtigt; byerne.

Imens var der fire poter der let og vant gik hen over grotternes stengulve. Det var dog ikke turen ud som planlagt der skulle ske. En duft opfangede ulvens snude og han var drejet mod duften. Den var fremmed på dette sted, men dog velkendt fra andet sted. Zackiel havde fået færten af Caleb og det kunne jo komme alle til gode. Hvis Caleb dog turde følge med en ulv. Men han vidste jo, at Alexander havde en ulv, og hvor mange ulve gik der rundt herinde? Det varede heller ikke mange minutter før Zackiel stoppede op og kastede sine grå øjne på en skikkelse et par meter længere fremme.

[Deleted]

Hvordan Caleb skulle finde rundt her, vidste han faktisk ikke, og den tanke kunne meget hurtigt gå hen og blive ham en frustration uden lige, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han kunne gør det største med uanset hvad, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Nu som det var sagt, så var det ikke fordi, at han tog det så højtideligt igen, for der var så mange ting her, som han kunne kigge på. Det kunne godt være, at det var primitive klippehuler og gange, som han gik rundt i, så var det ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende, for han kunne virkelig godt lide den tanke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det nu endelig skulle komme til stykket. Han bed sig let i læben. Ville han overhovedet formå at finde ud igen? Der var jo rigtig mange ting, som han pludselig skulle til at tage højde for, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var nemt som sådan, om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
At Alexander havde dyr som heste og ulve, var slet ikke en tanke som slog Caleb ind i det hele taget. Det eneste, som han egentlig gik og tænkte over, det var hvordan han skulle finde frem og tilbage, nu hvor det var et sted som dette, at han gik rundt på, for det var jo heller ikke fordi, at det var nemt i sig selv, det kunne han da udmærket godt se, for stedet her, var jo enormt! Han sukkede dæmpet og lod hånden vandre igennem hans hår, alt imens han så sig omkring. Det hele var..stort og uoverskueligt for ham, men han var jo heller ikke ligefrem vant, til at rende rundt nogen steder, andet end hjemme på Bordellet. Ja.. hjem, var vel meget sagt, men det var det jo.

Hvor længe han stod der, havde han ikke nogen anelse om. Han så sig omkring, også selvom en underlig fornemmelse af, at blive observeret, var den næste som slog ham, som det prikkede ubehageligt i hans nakke. Han kneb øjnene let sammen og rystede på hovedet. Nu var han da for alvor ved at blive vanvittig. Han nåede kun lige at vende sig om, inden han fik øje på ulven, som stod der ikke særlig langt fra ham. Han blev så bare ved med at stirre på det ellers så smukke dyr. Hvor kom det fra? Og hvad ville det? Det var jo heller ikke fordi, at han var ude på at gøre nogen noget ondt, men han gjorde det altså, hvis det blev nødvendigt!

[Alexander Raphael Vladimir]

Zackiel stod blot og så roligt hen på skikkelsen som var Caleb. At denne så ikke tænkte det logiske med, at det måtte være Alexander's dyr ville den nok undre sig over hvis ulven vidste det. Og dog så var det måske ikke det logiske alligevel? Men hvor logisk var det så lige hvis det var en vild ulv der havde forvildet sig herind? Der var jo dæmoner af alle typer overalt så en vild ulv ville jo nok ikke gå herind når den kunne fornemme den mulige fare. Men Caleb havde måske ikke hørt efter alt hvad Alexander havde fortalt. Eller så havde han forlagt nogen af disse oplysninger. Zackiel var kun en ulv så den kunne ikke vide og forstå alt der foregik. Dog satte den store hanulv sig bare roligt ned. Et forsøg på ikke at forestå som en trussel. Hvis den sad ned var den jo ikke ligefrem klar til at springe til angreb. Lige nu ventede han mest af alt bare på at der blev foretaget et valg af denne fremmede skikkelse. Men duften var velkendt. Det var den duft som Alexander altid havde på sig efter besøget hos bordellet. Ikke at ulven jo vidste det var et bordel, men den kunne huske duften fra alle de gange hvor hans herre havde været inde i en bygning hvor folk kom og gik og hvor han ikke selv måtte komme med. Og hans herre var altid glad og spændt ved at komme derind. Og også i godt humør når han kom ud og den duft hang altid ved ham efter. Så Zackiel forbandt duften med noget godt og positivt for sin herre.

Alt imens sad Alexander stadig inde ved sit skrivebord og anede ikke spor om hvad der foregik ude i grotternes mange utallige gange. Havde han haft nogen anelse om, at Caleb var derude og oveni købet var faret lidt vild så ville han ikke tøve med at løbe derud. Ikke engang give sig tid til at tage noget tøj på i form af bukser, men blot rende derud iført sit håndklæde og være ligeglad med hvem han stødte på. Men han anede intet og sad derfor ubekymret og lavede sine forberedelser.

[Deleted]

Hvad denne ulv var ude på, havde Caleb ikke nogen anelse om, og det var nok også derfor, at han reagerede på den måde, som han gjorde; Netop ved at stå stille, for han kunne slet ikke forestille sig noget andet lige nu. Han var her for at besøge Alexander, hvis han da kunne finde frem til det, men det var vel tydeligt nemmere sagt end gjort. Han var et sted bange for konsekvenserne af hans valg, for han vidste j slet ikke hvad det kunne ende med, og det var noget som et sted uden tvivl også frustrerede ham en hel del. Selvom ulven satte sig ned og det hele, så var det ikke noget, som gjorde ham synderlig rolig af den grund, for hvorfor skulle det? Det var ikke fordi at han var ekspert på hvordan dyr var, hvordan de reagerede eller noget som helst, så var han heller ikke ude på andet, end at finde Alexander, selvom det nok var en sag, sværere, end det som det var i forvejen.
”Gå nu bare væk med dig..” mumlede han let for sig selv, inden han vippede let med hånden. Det var faktisk frustrerende for ham, ikke at vide, hvad han skulle forholde sig til, og specielt, når det forløb sig på denne her måde. Han vendte blikket mod ham. Hvis den sad der og afspærrede ham den vej ned igennem hulerne, så kunne han jo kun krydse fingrene for at det ikke var ned af den vej, at han boede.
”Du gør det heller ikke ligefrem nemmere for mig, at finde Alexander..” tilføjede han med en dæmpet stemme, også selvom denne ulv nok sikkert ville være i stand til at høre ham, for de havde jo en ganske udmærket hørelse, havde de ikke det?

[Alexander Raphael Vladimir]

Selv som dyr var der jo få ord eller nærmere navne og kommandoer som Zackiel kendte lyden af. Ved Alexander's navn spidsede den ører og rejste sig op og gik forsigtigt et par skridt nærmere. Men stoppede så igen. Duften var altså velkendt i en positiv retning og det var det som mest af alt gjorde, at Zackiel ikke bare gik sin vej igen. Han måtte på en eller anden måde føre den duft kilde hen til sin herre. Gøre ham glad. Han gik roligt nærmere. Skridt for skridt. Gjorde alt for ikke at virke truende, men tværtimod vise sig fra sin milde side. Men at det så ikke var alle der forstod sig på dyrs kropssprog var jo så en skidt ting. Især når nu Caleb var en af dem. Men at man kom forsigtigt nærmere kunne jo ikke på nogen måde tolkes som aggressivt vel?
Med kun få skridt tilbage stoppede ulven op endnu en gang og så op på Caleb. Hvis man i dette øjeblik bare kunne kommunikere flydende mellem dyr og menneske ville det jo gå som smurt. Men de kunne ikke forstå hinanden. For Caleb lød Zackiel bare som en ulv der kunne knurre og snerre. Og for Zackiel lød Caleb's ord bare som lyde hvoraf kun få faktisk havde betydning for ham.

Dog tog ulven sit snit til at gå de sidste par skridt på en hurtig, men stadig rolig måde og tog blidt fat i ærmet på Caleb's trøje og var meget påpasselig med ikke at få fat i huden på hans arm. Han forsøgte også at lade være med at bide for hårdt i stoffet så han ødelagde noget. Han bakkede et par skridt ganske forsigtigt og trak lidt i ærmet for lige at forsøge at fortælle Caleb, at han ønskede han gik med. Han ville vise ham vej til Alexander uden at ane, at det var selv samme som Caleb i forvejen var på vej hen til. Zackiel ville blot have ham med fordi han ville glæde sin herre.

[Deleted]

Caleb var et levende og menneskeligt individ på tanker, følelser og handlinger, og havde derfor ikke de samme dyriske træk som det denne ulv måtte have. Det var ikke fordi, at han direkte var bange af dig, men en smule utryg måske, for det var heller ikke noget, som sagde så lidt i den anden ende. Han blev stående, og næsten uden så meget som at rokke en muskel. Hvor meget dyrene var kendt med det som var mellem ham og Alexander, viste han slet ikke, og det var ikke ligefrem noget, som gjorde sagen meget bedre for ham af den grund. Som det nu var sagt, så kunne han jo godt se, at hans ord havde gjort et eller andet ved det væsen, som pludselig rejste sig op og søgte i retningen af ham, og det var slet ikke fordi, at han var meget for det i den anden ende, for han vidste jo ikke hvad han kunne forvente af det! Det lignede måske ikke ham, at være så bange og så usikker, som det han var i denne stund, men det var næsten som om at det bare var noget som skete automatisk, når han blev udsat for nye situationer, som det han gjorde i denne situation, og det var et sted meget ubehageligt for ham.
”Bliv væk..” Denne gang var hans ord mere dæmpet og næsten helt lydløse, at han næsten ikke selv kunne høre det. At ulven så kom helt tæt på og tog fat i hans trøje og begyndte at.. trække i ham, var noget som fik ham til at undre sig en hel del. Hvad ville den vise ham? Eller hvor ville den føre ham hen? Han rystede på hovedet. Det var virkelig for skørt i hans øjne. Hans hjerte begyndte at slå, selvom han virkelig forsøgte at vise, at han ikke var bange, så var det faktisk en opgave, som var svær nok i sig selv, så forsøgte han bare, at gøre det så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. ”Hvor er det lige præcist, du vil have mig med hen?” spurgte han sigende, velvidende om at dette smukke dyr, ikke havde nogen mulighed for at afgive respons til ham.

[Alexander Raphael Vladimir]

At Caleb havde valgt ikke at vende om og sætte i løb væk var et klogt træk. Ved vilde dyr ville det jo blot føre til en jagt og det kunne man ikke altid slippe levende fra. Og at han så heller ikke valgte at bakke væk i takt med at Zackiel kom nærmere var jo på sin vis både et tegn på tillid eller lammende frygt. Men det kom ulven til gode så den kunne komme helt tæt på og få fat i stoffet. At han så heller ikke forsøgte at trække sig fri og komme væk var også en god ting. Og Zackiel var jo måske ivrig efter at få ham med sig, men han tog det alligevel stille og roligt. Gav ham tid til at gå. Det var heller ikke nemt at bakke i længden så han kom istedet til at dreje sig rundt så han kom ned på siden af Caleb og nu havde snuden fremad. Det var måske så bare sværere at trække ham afsted på den måde, men det gik da fremad. Rundt og hjørner og tættere på den dør som Alexander boede bag.

Alexander havde forladt sit skrivebord for nu. Han havde så sat sig over og spist resten af sit lette måltid og tømt sit glas for vand før han satte glasset og tallerkenen ud i sit lille spisekammer og tog så sin bog op igen. Han kunne jo lige så godt holde sig beskæftiget mens han ventede på Zackiel kom tilbage. Det var stadig tidligt, men selv sent om aftenen eller om natten så kunne han lige så godt droppe at ligge sig til at sove for så skulle han bare op igen når ulven kom hjem og ville ind. Han placerede sig i sengen igen og havde en pude i ryggen så han sad blødt og godt mens han havde benene strakt på sengen og slog så op til det sted hvor han var kommet tid før. Han havde fået lavet nok på sin liste for nu og set nok på kort. Nu ville han bare lige tillade sin hjerne at få lidt hvile og bare slappe lidt af. Han vidste ikke helt hvor længe Zackiel havde været ude, men det hjalp heller ikke meget. Det var aldrig til at vide hvor længe han ville være derude. Han måtte bare roligt vente.

[Deleted]

Caleb vidste da en ting om vilde dyr; Man skulle ikke vende ryggen til dem, og så sætte i løb, for det ville først for alvor gå galt, og det var slet ikke noget, som han skulle nyde noget af! Selvom dyret havde taget fat i hans tøj, så var det jo ikke ligefrem fordi at han havde noget andet at gå i, og derfor så han sig heller ikke noget andet alternativ, end at skulle følge med, for han ville jo heller ikke rende nøgen hjem, fordi at hans tøj nu var ødelagt. Han skulle bestemt h eller ikke nyde noget af at røre ved det smukke dyr, selvom det var en fristelse nok i sig selv, nu hvor han var komet så tæt på det, så var det heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende i den anden ende. Han bed tænderne let sammen, og uden at gøre noget yderligere ved det end som så, for det var der vel heller ikke nogen grund til. ”Bare slip mig..” mumlede han let for sig selv.
Hvor de var på vej hen, vidste han ikke, men den gang som ulven førte ham ned af, var ikke en, som han havde gennemsøgt endnu. Ikke desto mindre, så kunne det være, at han var heldig nok til at støde på Alexander heromkring? Et sted, så var han næsten bange for, at manden var endt med at gå i seng i stedet for, for han havde slet ikke nogen anelse om hvor sendt det var blevet, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for stedet her, var jo enormt, og han havde ikke nogen anelse om, hvor længe han havde vandret rundt heromkring, og den tanke vakte ham faktisk en frustration. Han bed sig let i læben, inden han næsten automatisk stoppede op, lige ved døren ind til Alexander. ”Du må gerne slippe nu..” sagde han med en mere dæmpet stemme. Han brød sig slet ikke om, at et dyr skulle rive sådan i ham, for han ville heller ikke komme galt af sted igen!

[Alexander Raphael Vladimir]

Næsten som om Zackiel forstod og valgte at følge Caleb's bøn så slap ulven sit lette bid i ærmet og vendte sig roligt om mod døren. Men det var nu mest fordi, de var fremme. En pote blev skrabet hen over døren et par gange. Det som der normalt skulle til før Alexander åbnede døren. Dog så holdt ulven øje med Caleb for ikke at sikre sig, at han forsøgte at rende væk igen. Hvis det var tilfældet ville han jo nok smutte efter og trække ham med tilbage. Nu havde han fået ham helt herhen så han skulle da ikke bare gå? Ikke når de var så tæt på målet!

På den anden side af døren så Alexander op da han hørte en skraben på døren. Han smilede let. Så var ulven hjemme. Han lagde bogen fra sig på sit natbord og kom op og strakte sin krop med et lille gab før han gik over til døren og med rolig hånd fik låst den op igen så han kunne lukke sin ven ind. Han fik så åbnet døren op og ventede så bare på at poterne ville føre Zackiel indenfor. Dog så tog det lidt længere tid end normalt, da ulven ikke kom ind med det samme. Alexander stod selv lidt bag døren så han kunne ikke se, at Zackiel havde en gæst med hjem. Men Zackiel gik om bag ved Caleb og satte sin snude og så hele hovedet imod bagsiden af hans ben for at på den måde skubbe ham lidt længere frem og dermed indenfor i hulen. "Zackiel kommer du?" Alexander var ved at mene det tog lidt for lang tid. Ulven havde jo lige skrabet på døren og skulle jo bare gå et par skridt frem? Et sted var han næsten lige ved at frygte, at ulven havde fanget et større dyr og det så skulle slæbes med ind så han kunne ligge herinde i varmen og spise i fred.

[Deleted]

Caleb havde slet ikke nogen stand på hvordan dyr tænkte og hvordan de følte, og et sted, så var det jo faktisk en temmelig frustrerende tanke for ham, men han måtte jo bare bide det hele i sig for nu. Mest af alt, så havde han lyst til at vende om og komme derfra, for han vidste slet ikke hvad det er for nogle tanker det kære dyr gjorde sig. Som han blev sluppet, så trak han meget langsomt ærmet til sig i stedet for, kun for at lade hånden glide over det. Det var vådt, selvom det nu ikke var noget, som han tog særlig tungt. Han trak vejret dybt. Helt tryg var han ikke.. Han vidste jo ikke hvem dette dyr faktisk tilhørte!
Kradsene på døren, var ikke noget som han sagde noget til, men ikke desto mindre, så blev han bare stående, da døren gik op. Lige hvem der var på den anden side, var faktisk slet ikke noget, som han havde nogen anelse om. Ikke før stemmen måtte lyde om ikke andet, for det var ham en stemme, som var ham så frygtelig velkendt. Næsten med det samme, følte han hvordan roen gled over det hele, og han selv måtte stå tilbage med det, som måtte være et lille smil på læberne. Han vendte blikket roligt i retningen af ulven, som stod der bagved ham. Han tillod sig kort at stryge den over hovedet, da den havde givet ham det lille puf. ”Det kunne du da bare have sagt..” sagde han med et let og stille smil på læben, inden han igen vendte sig i retningen af døren. Denne gang tillod han sig at træde helt frem. ”Så det er sådan man finder dig. Jeg skal virkelig eskorteres rundt her,” sagde han med en rolig stemme. Hans blik gled med det samme til Alexanders skikkelse. Det var jo den kære mand, som han var kommet denne lange vej, for at finde. Han smilede. Han kunne slet ikke lade være.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så ned mod gulvet for at se når Zackiel stak hovedet ind og kom indenfor. Men han så istedet for et par fødder og ben? Hvad pokker? At han så hørte en stemme før han fik løftet hovedet fortalte ham jo at det var et menneske, eller i hvert fald ikke et dyr, men det havde han jo allerede gættet ud fra de to ben. Der var dog med det samme ingen tvivl for ham omkring hvem det var så snart han hørte stemmen. Han smilede lidt som han løftede sit blik helt op og så på Caleb. "Jamen godaften da." grinede han lidt. "Det var ikke lige det jeg havde ventet da jeg hørte skraben på min dør." han åbnede døren lidt op ved siden af sig så han kunne  så Zackiel. Som stadig stod ude i grottens gang, men da snart maste sig ind forbi Caleb's ben og gik hen og lagde sig på den måtte der lå i hjørnet som var dens sted. Den lagde sit hoved på sine forpoter og lå bare og stirrede hen mod dem.
Alexander lukkede døren i efter at Zackiel havde mast sig vej ind og låste før han vendte sig smilende om mod Caleb. Han låste altid døren. Så havde han det bedst. "Men det var en glædelig overraskelse..Jeg har gået og glædet mig til du kom forbi." Han smilede og gik over og gav ham et kram og et kys. Han havde savnet ham noget så grusomt at det næsten var en helt lettelse at se ham igen. Selvom det ikke havde varet så lang tid så kunne det stadig føltes som en del mere. Især når han ikke lavede så meget og ikke rejste rundt. Han havde sådan set ikke tænkt ret meget over, at han lige nu stod med kun et håndklæde om livet. Ikke at det gjorde noget, da de jo havde set hinanden utallige gange uden tøj på og rørt hinanden og ikke mindst haft sex. Der var intet at skjule.

[Deleted]

Caleb havde efterhånden set hele Alexander, så det var ikke fordi, at det som sådan, gjorde ham noget at skulle se ham i ingenting. Det var jo ikke fordi, at det var skræmmende eller noget lignende for ham, for hvorfor skulle det dog være det? At være i ingenting, var noget af det mest naturlige, som man overhovedet kunne stå overfor, så det var i sig selv, heller ikke noget, som gjorde så lidt i den anden ende. Han vendte blikket mod ham. ”Jeg fik mig en personlig eskorte hertil,” sagde han med en morende stemme. At døren blev lukket og låst, gjorde ham ikke noget, for han stolede uden tvivl på Alexander, og vidste, at han ikke var ude på at gøre ham noget som helst. Det havde været en svær opgave at finde frem hertil i det hele taget, og det var ikke fordi, at han kunne gøre noget ved det, for han kunne sikkert ikke finde ud af hulerne igen, når han engang skulle hjem igen, men det måtte han jo bare tage til den tid, for det var ikke fordi, at han kunne gå og tænke over det nu, når det var meningen, at de skulle nyde tiden med hinanden, nu hvor han endelig var kommet frem igen, og det var det, som faktisk var det vigtigste for ham lige nu. ”Jeg forstyrrer vel ikke i noget? Som midt i badet, vel?” fortsatte han. Han var jo trods alt kommet uanmeldt, og det havde taget ham tid, så han vidste jo ikke, om han i princippet var velkommen på stedet her, eller hvad det var, men det var nok noget ,som han ville finde ud af. Han hævede hånden og strøg ham kort over håret. Han kunne godt lide at der faktisk var nogen der kunne holde af ham, og en som faktisk gerne ville vise den interesse for ham. Han vendte blikket kort i retningen af ulven, som lå i hjørnet. Havde det ikke været for ham, så var han aldrig kommet frem.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han smilede og så på ham med et lille nik. "Ja det kan jeg forstå på det. Var det meget svært at finde herind?" han regnede med at det havde været besværligt. Han havde selv haft svært ved at huske vejen i et langt stykke tid før han lærte det i sit hoved og næsten kunne gå vejen i søvne. Ikke at han havde prøvet det jo, men det var jo mest af alt også bare en form for talemåde.
Han håbede ikke at han gjorde Caleb nervøs med at være et nyt sted som nu var låst af for verden udenfor disse stenvægge. Men han havde jo aldrig før gjort Caleb noget ondt og han tænkte jo ikke over om det var noget der gjorde hans gæst utryg. Det havde været en ren vanesag for ham. Men hvis Caleb helst ville have en ulåst dør skulle han jo blot sige det og så ville Alexander låse den op igen for at gøre ham så godt tilpas som det overhovedet var ham muligt!

At han så spurgte helt forsigtigt ind til om han havde forstyrret i noget fik en mild latter til at slippe bort fra Alexander som samtidig rystede på hovedet. "Nej du forstyrrer mig ikke. Og slet ikke i et bad. Det har jeg været før du kom." Men at han så gik med et håndklæde om livet kunne jo også tyde på at han måsje havde været på vej i bad. Hans hår og sådan var jo nok tørret helt med tiden. Han kunne bare godt lide at gå og være dejlig afslappet når han var sig selv og det var han jo nærmest altid. Altså udover dyrene.
At Caleb kort efter stod og strøg ham over håret fik ham blot til at smile så meget mere. "Han skræmte dig vel ikke for meget?" spurgte han stille, da han så Caleb vendte blikket over mod Zackiel. Måske havde det været ulvens sanser der på en eller anden måde fortalte den, at Caleb var derude. Eller så var det et rent tilfælde, at den pelsede ven havde fundet Caleb. Men begge dele virkede lidt specielle. For Zackiel havde da aldrig mødt Caleb? Men det kunne jo være duften der havde ført ulven frem.