Glad You Could Come

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander rystede stille på sit hoved med et smil. "Neeej.. Tanken var at finde frem til fællesgrotten..eller træningsstedet..En af tingene mener jeg er et sted i denne gang.." han grinede lidt og kløede sig i nakken med sin frie hånd. Ja nu havde han så lige på en måde fortalt, at han ikke helt vidste hvor de var på vej hen. Han kom jo ikke nær så tit i enden af byen med den varme kilde. "Desuden er den kolde kilde næsten helt ude ved udkanten så det er smartest at tage nogen af de andre steder undervejs så vi ikke skal gå frem og tilbage samme sted flere gange." smilede han og så på ham. Han havde ikke været for tæt på den varme kilde så hans indre is kunne klare den smule varme på egen hånd. Han ville da klart gerne hurtigt til noget koldt og isende, men han kunne klare sig så han ville give sig god tid så Caleb kunne opsuge så meget af stedet som muligt. Han havde mest været stille fordi han lige skulle tænke sig om med hvad de var på vej til. Men han var lidt i tvivl om et par muligheder. Det eneste han med garanti vidste det ikke var det var den kolde kilde! Der måtte komme noget før det. Han stoppede op da gangen delte sig i to og så først til højre og så til venstre. Hvad vej var det nu herfra? Han tænkte sig lige om i et par sekunder før han stille skubbede Caleb med sig til venstre. Han burde nok komme her lidt oftere så han ikke sådan blev forvirret selv. Men han havde husket rigtigt for snart kom de til en stor åben grotte igen med masser af plads. Det var et af træningeslokalerne. Så havde han husket rimelig godt på hvad der kom først. "Det er så træningen vi kom til først." grinede han lidt og så på Caleb. "Der er flere lokaler så stortset alle dæmon typer kan træne på samme tid uden man påvirker hinanden. Der er også våben til dem som bruger den slags udover deres evner." Han gik roligt videre ind igennem grotten og vidste man herfra kom ind i de mange andre grotter for at træne.

[Deleted]

Caleb lyttede til Alexanders talende ord. Han smilede let for sig selv. Så stedet var faktisk så stort, at selv ikke Alexander helt vidste hvor de var på vej hen? Det var ikke fordi at han som sådan, sagde noget til det, men det var egentlig mere noget, som man kunne sige, at han var blevet vant til. Han var desuden tryg omkring Alex, og vidste, at ting ikke ville komme til at ske dem. ”Jeg kan godt lide at end ikke du kan finde rundt her,” sagde han med en tydeligt drillende stemme. Han nikkede blot til hans ord. ”Bare jeg kan nå det hele, så er det mig fint,” sagde han roligt, og tog endnu en gang omkring hans hånd, for han ønskede jo også muligheden for at se det hele, det var der ingen tvivl om. Selv fulgte han bare med, for at sikre sig, at han havde fået det hele med, for det var jo alt sammen noget, som han vægtede frygtelig, frygtelig tungt. Han så roligt omkring på alt det som de passerede på vejen. Han var uden tvivl rigtig fascineret af stedet her, selvom han desværre tvivlede på, at det ville blive et sted, som han ville komme til at opholde sig synderlig meget på. Et sted var det jo naturligvis en rigtig stor skam.
At han så pludselig blev puffet mod venstre, fik ham til at stoppe kort op, for han havde ikke lige set den gang, som han blev vist i retningen af. Selv fortsatte hans øjne at spotte alle de ting, som de passerede på vejen. Lige der, var han nok meget hen af et lille barn, men det var jo ikke noget, som han gjorde med vilje. Han smilede let og så sig omkring i de store træningssale, som de nu kom forbi. Der var helt klart tilrettelagt til alle de typer dæmoner, som kunne findes her på stedet. ”Det er her Evan Strife primært træner dæmonerne, er det ikke?” spurgte han roligt. Han havde hørt om den store dæmoniske træner, som skulle stå Faith meget nær. Han smilede let for sig selv. Han ville virkelig ønske, at han kunne blive medlem af sådan et fællesskab.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så på ham og grinede lidt. "Jeg kommer jo heller ikke meget i dette område her." mindede han ham om. Men han ville da gerne stå ved, at han ikke havde så let ved at finde rundt lige her. Hvad end årsagen så var så var det jo sandt, at han ikke helt kunne huske hvad gang der førte hvorhen. Men i resten af byen kom han rimelig ofte og kunne med større lethed finde rundt. Han håbede at Caleb fik alle de indtryk med som han ønskede at fange ved at gå igennem stedet. Han gik ikke for hurtigt netop for, at Caleb kunne nyde det og studere stedet an. At få set alt af træningssalene ville ikke bare være overstået på kort tid. Her var jo også våben og træningssager at se på så der ville de nok godt få brugt lidt tid. Men det gjorde skam heller ikke meget. Alexander havde det hyggeligt så længe han var sammen med Caleb. 
Han nikkede roligt til hans spørgsmål. "Jo det er det. Jeg har dog ikke selv rigtigt mødt ham. Jeg træner mest alene, da jeg har det bedst sådan." Han smilede stille og tog ham med ind i den næste sal i rækken som så ud til at være til vand dæmoners træning. "Men mit ynglings sted vil altid være den kolde kilde. Det er også det sted jeg kommer oftest udover mit hjem herinde." Smilede han varmt og glædede sig mere og mere til faktisk at vise Caleb det sted! Men det var nok først til sidst. Man skulle jo også gemme det bedste til sidst ikke? Så var der noget at glæde sig til og det var en god måde at afslutte på.

[Deleted]

At selv Alexander kunne fare vild på stedet her, var uden tvivl noget, som morede Caleb, selvom han nu heller ikke tog det særlig højtideligt. For hans vedkommende, var det bare vigtigt at han fik så meget som muligt at se, inden det nærmede sig tiden, for at han skulle søge hjemover, og det var også noget af det, som han gerne ville understrege. ”Undskyldninger, har du da mange af,” påpegede han morende. Hvis man boede på så flot et sted som det her, så skulle man da gøre noget ved det! Man skulle da opleve noget! Det kunne godt være, at det bare var ham som havde det sådan, men det var jo sandt nok?
De store træningssale, var noget som selv Caleb måtte betragte dybt, for det var uden tvivl utrolig stort og ikke mindst flot, samt med redskaber til at dække alle former for træning for de forskellige typer dæmoner. Selv havde rygterne om Evan Strife nået langt og vidt omkring, så selv Caleb havde hørt dem fra de steder, hvor han havde været. Han nikkede roligt. ”Jeg har bare hørt, at han skulle være utrolig dygtig,” sagde han roligt. Han selv måtte tage mange af de alverdens redskaber i blik. Mange af dem, var typer, som han aldrig nogensinde havde set før, og slet ikke vidste hvad skulle bruges til, men det var da uden tvivl fascinerende af den grund. Han nikkede roligt til hans ord. ”Jeg har ikke svært ved at forestille det.. Hvis du ikke kan lide varme, så er et koldt bad vel også lige dig?” spurgte han med en rolig stemme, idet han roligt vendte blikket i retningen af ham igen. Tungen strøg han let over sine læber, idet han trykkede om hans hånd. ”Jeg værdsætter at du viser mig det hele. Her er virkelig fantastisk.” Han kunne jo slet ikke sige det nok!

[Alexander Raphael Vladimir]

Han himlede let med øjnene med et grin til det med, at han da gik og havde mange undskyldninger. Han kunne ikke modsige det. Han havde jo nok nogle stykker. Men den undskyldning var jo sandheden? Dog vidste han godt, at Caleb blot drillede ham for sjov. Det kunne han jo både høre og fornemme så han lagde skam ikke noget videre i det overhovedet, men morede sig bare.
At de gik lidt rundt og så på de mange sale med alt deres tilbehør og udstyr til alverdens træning så stødte de på nogen andre dæmoner der enten var ved at træne eller skulle til det eller var færdige. Men naturligvis kunne de jo ikke helt undgå, at møde nogen andre herinde. Byen var ganske vist stor, men der boede jo også utrolig mange i den! Det var da kun på grund af det sene tidspunkt, at de ikke havde mødt flere undervejs end de havde. Der var jo skam trods alt plads nok til mange flere og sådan, men det var nu bare så meget hyggeligere at gå rundt uden for mange. Så kunne de jo også snakke mere frit. Men de skulle jo også snart videre, da de var ved at have rundet alle salene af og så kunne han vise Caleb noget mere. Han ville også gerne vise ham den store fælles grotte de brugte når de blev kaldt sammen og andre ting. Og måske vise ham lidt mere af hvor mange grotter der var beboede så man fik lidt et indtryk af hvor mange der var i antal. Og så naturligvis skulle den kolde kilde vises frem!

[Deleted]

Så lang tid at Alexander kunne grine af det hele, så passede det egentlig Caleb ganske udmærket, for han ønskede ikke, at det skulle være akavet mere. I bund og grund, så var det jo bare ren og skær underholdning, så det var noget som helt klart passede ham særdeles udmærket.
At de skulle støde på andre dæmoner på vejen, sagde Caleb nu heller ikke rigtigt noget til, for det skulle jo et sted bare mangle i det her tilfælde. Han hilste blot på dem, som de passerede dem, uden egentlig at lægge mere i det. Når det nu var sagt, så havde han slet ikke nogen anelse om, hvor de var på vej hen, men han var nysgerrig, og han stolede nok på Alex, til at vide, at han ville føre dem hvor de nu skulle, og hen mod ting og steder, som han ikke havde fået lov til at se noget af endnu, og det var noget, som han helt klart også måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende. Han strøg tungen let over sine læber, inden han bare fulgte med på det som de passerede på vejen, for der var vel mere her end en varm og kold kilde, samt træningssale, som han nu vidste, var Evan Strifes bord, men det var nu heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han smilede let for sig selv. ”Hvor er vi nu på vej hen?” spurgte han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. De store sale, som de så kom ind til, fik ham igen til at slippe Alexanders hånd, for det var uden tvivl et rigtig flot. Han var virkelig overrasket over, hvad der egentlig var på stedet her.. Han havde aldrig set noget lignende.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han mærkede hvordan Caleb slap hans hånd og nærmest blev betaget af det nye sted de var kommet og han kunne ikke ret meget andet end smile lidt. Han rystede en smule på hovedet over hvor meget det optog Caleb. Men dog så kunne han godt se det fra hans synspunkt af også. Det var virkelig smukke og unikke omgivelser med alle de drypstens grotter og gange der var i den store labyrint by. Han tog ham med rundt i gangene hvor det var de mange forskellige dæmoner boede. Også så han fik et endnu større indtryk af hvor stor stedet var med alle dets gange. De kom rundt og stødte flere gange på bækken der gled rundt i byen og de kom da også til at krydse lidt af de gange de havde stødt på før. Det kunne ikke altid helt undgås, men til slut nærmerede de sig lidt efter lidt den kolde kilde. Det var også ved at være længe de havde gået rundt herinde, men hvor længe vidste han ikke helt. Han vidste heller ikke hvor lang tid der var tilbage. Han drejede ned af en gang og kunne allerede nu mærke at kulden tog lidt til. Det blev koldere og koldere og han elskede det! Han vidste, at der ikke ville gå længe før Caleb også kunne mærke den kølige skift af luft i gangen. Der lød lyden af bækken et stykke bag dem, men man kunne nu også snart høre vand foran sig. Det var inde fra kilden af og han sukkede helt af glæde. "Så er vi her snart.." hviskede han stille og gik længere frem og kunne mærke et slag af kulde i ansigtet da de drejede om det næste hjørne. Han smilede stort og var rigtig glad ved tanken om, at han nu kunne vise Caleb sit ynglings sted i Appolyon. Han så på Caleb og håbede ikke han ville få det for koldt. For Alexaner var det jo et rent paradis! Men han var jo også en isdæmon så kulde var noget af det bedste han vidste!

[Deleted]

Caleb var naturligvis betaget af alle de ting, som de passerede på vejen, for han kunne uden tvivl rigtig godt lide det. Stedet var langt større end det som han havde forestillet sig, og der var uden tvivl også taget hånd om alle de typer dæmoner, som der var på stedet her, så det gjorde naturligvis også sit for hans vedkommende. Han udvidede endelig sin horisont, og oplevede noget andet, end den typiske modstand, som han plejede at blive mødt af, og det var noget som virkelig gjorde ham helt ekstatisk i længden.. Og det var jo også det, som han kunne mærke i dag. Tungen strøg han let over sine læber. Lige hvad de var på vej i retningen af, vidste han ikke, men han stolede naturligvis nok på at Alexander vidste hvad han lavede, og ville passe på ham, for det var bare en tro som han havde, og det var virkelig rart.. Det var rart, at der var andre som også værdsatte en på den måde. Stedet var virkelig fantastisk. Han vendte blikket roligt i retningen af Alexander igen. De var der snart? Smilet bredte sig en anelse. ”Er vi snart ved kilden?” spurgte han.. Som svar, så kunne han jo mærke vinden slå direkte mod hans ansigt, og fornemmelsen af det, var virkelig fantastisk, og han selv måtte mærke kulden melde sig. Han nød det jo. Selv nu hvor han var klar over, at det var et sted, som betød meget for Alexander, og derfor var det uden tvivl noget som faktisk var det mest spændende for ham at få lov til at se, og det var noget, som han helt klart glædede sig til at få lov til at se. Kulden var uden tvivl noget som han kunne mærke, men det var noget som han gerne ville overkomme for Alexanders skyld. Han stillede sig mere frem, da de endelig kom frem. Her var koldt.. men vandet var det klareste blå, det var stille stående indfanget i en egen grotte yderst ude i Appolyon, og han måtte i sandhed erkende, at han virkelig nød synet! ”Det er smukt, Alex,” sagde han tydeligt overrasket.

[Alexander Raphael Vladimir]

At Caleb kunne lide alt det han så og at Alexander kunne glæde ham med denne rundvisning var han glad for. Han var glad for, at det var ham der var blevet spurgt om det. Ikke om han vidste om Caleb kendte andre i Appolyon, men alligevel selv hvis han kun kendte Alexander så var det stadig dejligt, at han spurgte ham om at blive vist rundt. At han gerne ville vide mere om dette sted.
At de kom til kilden var han glad for og han kunne straks mærke sin energi vende fuldt tilbage. Han så hen over det glitrende blanke vand med et smil og gik til den nærmeste frosne drypsten der hang ned fra grottens luft. "Det sagde jeg jo." smilede han og så hen på ham. "Men jeg er glad for, at det ikke kun er min mening. At du også synes om stedet." Det glædede ham godt nok en hel del og han ville helst blive her i noget tid, men ikke hvis det var, at stedet blev for koldt for Caleb. Selv kunne han faktisk godt trænge til en dukkert, men han ville bare skulle gå derfra helt gennemblødt og han kunne jo heller ikke bare give sig til at svømme rundt når han nu var i færd med at vise byen frem til Caleb. Selvom de jo nu havde været mere eller mindre det hele rundt. Så om de skulle gå tilbage til hans hjem eller om Caleb måske skulle på vej tilbage til bordellet vidste han jo ikke. Han regnede da med, at Caleb sagde til når han skulle gå. Han så hen mod ham og smilede svagt og gik hen til ham igen. "Hvor længe bliver du her egentlig Caleb?" spurgte han stille, da han nu flere gange havde tænkt over det. Nu måtte han bare spørge så han ikke gik og var ivrig efter at kende svaret. Han ville bare blive ved med at spørge sig selv og sikkert blive irriteret over, at han ikke kendte svaret og nu var ordene kommet ud før han overhovedet fik tænkt en ekstra gang over om han ville spørge eller ej.

[Deleted]

Caleb blev fyldt op med indtryk, og det var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide, det var der ingen tvivl om. Så mange ting, som der var at se, så var det kun noget, som gjorde hele tilværelsen bedre, og ikke mindst det faktum, at der var nogen, som gerne ville vise ham det. Han var glad.. For en gangs skyld, så følte han faktisk, at han kunne smile oprigtigt, og det at vide at der var nogen, som ønskede at tilbringe tiden med ham på denne måde, var virkelig fantastisk. Han vendte sig mod ham. At det var den kolde kilde, som var det næste, var noget som passede ham fint. Selv gik han ikke ud fra, at han kunne være der for alt for lang tid, men for nu, så ønskede han at gøre det.. Og gerne så lang tid, som overhovedet muligt, mest for sin egen skyld. Han nikkede mod ham. ”Det er bestemt ikke dig alene, som synes godt om stedet her. Jeg er måske ikke den, som er mest til kulde selv, men jeg kan se det flotte i det.. uden at det behøver at gå mig på. Jeg synes virkelig det er imponerende, alt det som er samlet på et sted,” sagde han sandfærdigt, for det var jo trods alt også rigtigt nok. Han var virkelig imponeret over det. Han trådte roligt frem, for at være sikker på, at han fik det hele at se. At Alexander så derimod skulle stille det spørgsmål, var lidt en killer på det hele, men det var ikke værre end det.. Det var jo noget, som de skulle snakke om før eller siden, kunne man jo sige. Han trak let på skuldrene. Han havde virkelig ikke nogen anelse om, hvor lang tid han havde været der, men han havde en sjov fornemmelse af, at det var ved at løbe op. ”Ikke for alt for lang tid. Jeg har jo mit job at passe, og.. det er jo ikke just den slags, som venter på folk,” fortalte han roligt i håbet om at han ville forstå, uden at blive alt for deprimeret over det.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander så på ham og ja han ville jo ikke ødelægge humøret eller stemningen, men på samme tid måtte de jo før eller siden lige finde ud af hvornår Caleb var nødt til at gå derfra. Han vidste jo godt, at han ikke kunne blive her når der var arbejde som ventede. Turen tilbage ville jo også lige tage ham lidt tid når han nu var til fods. Han kunne godt tilbyde at ride ham hjem, men han havde lidt på fornemmelsen, at Caleb ville sige nej tak. Han så på ham og nikkede med et skævt lille smil. Ikke fordi han var glad for, at Caleb jo måtte gå på et tidspunkt der måske var snart, men også for ikke at gøre Caleb urolig eller vise han var ulykkelig over det. Han var da ikke glad for, at han sådan måtte gå igen, men han vidste det var sådan og han var jo i alt også rigtig glad for, at han havde været her så han kunne godt være stærk og tage afsked på en god måde. Han så ham jo igen ikke sandt? Måske en dag ville det endda blive til, at han kunne hjælpe Caleb ud af det sted. Han håbede det. Han ville gerne hjælpe så meget han kunne, men det lod ikke til tiden var til det nu. Han gik stille hen til ham og lidt væk fra det kolde vand igen. "Er du sikker på jeg ikke skal følge dig tilbage? Eller holder du stålfast hold i, at du selv vil?" grinede han lidt. Han ville jo gerne have han kom sikkert tilbage. Men han kom jo herhen i god behold og turen var jo den samme vej. Men nu tilbød han det alligevel. At Caleb så også kunne lide stedet og se skønheden i det gjorde ham glad. Han vidste, at ikke alle satte lige stor pris på den slags. At nogen bare så det som is og kulde. Men det var meget mere. Så meget mere. Han vendte stille ryggen lidt til det skønne syn af glitrende vand og is og vendte sit blik mod ham istedet. Han var klar til at gå derfra igen hvis det var. Han ville jo ikke have Caleb blev kold og frøs inden han skulle ud og gå tilbage til bordellet.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Caleb ønskede at ødelægge det hele, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det var.. Han måtte tilbage før eller siden, og det var gået op for ham, at Sephiran ikke var den mand, som man skulle komme på tværs af, hvis man kunne undgå det. Den mand var.. en sand leder, hvis man kunne sige det sådan, og han lod også sine ansatte gøre hvad der var nødvendigt, såfremt de passede deres arbejde, og det havde han uden tvivl også i sinde at gøre. Han vendte blikket mod ham og med et venligt smil. Han ville skam ikke have noget imod at blive ført tilbage. Det ville også give dem den tid ekstra sammen, så det var uden tvivl noget, som man kun måtte tage som en god og ikke mindst positiv ting. Han nikkede mod ham. ”Vil det komme dig som nogen overraskelse, hvis jeg sagde, at du gerne måtte følge mig på vej?” spurgte han med en rolig stemme. Han ville gerne være sammen med ham i det tidsrum, som han nu havde.
Selvom de nu i øjeblikket, stod i den kolde kilde, så var det et utrolig smukt syn som intet andet, og det ville han bestemt ikke misse for noget som helst her i verden! Selvom det virkelig var koldt, så var det noget som han forsøgte at skjule, da han heller ikke ønskede, at lade Alexander blive bekymret for ham, når han jo faktisk stod der og frøs, som han gjorde lige nu. Han så sig let og roligt omkring. Det var uden tvivl et smukt syn, og noget helt andet end den varme kile.. Selv personligt, var han måske mere til det varme, end han var til det kolde, men det var fordi at han selv følte sig mere komfortabel med varmen. Han vendte sig efterfølgende i retningen af Alexander igen. ”Jeg kan godt forstå, at du elsker stedet her.. Det er virkelig flot,” afsluttede han med let klaprende tænder.

[Alexander Raphael Vladimir]

At Caleb så smilende og lidt spøgefuld spurgte til om et ja ville overraske Alexander, så blev han faktisk lidt overrasket. Men på en god måde. Det betød jo bare, at hans hjælp og selskab var ønsket og det var en god ting som gjorde ham glad. Han smilede og nikkede kort lidt til ham. "Ja det overrasker mig lidt. Jeg måtte slet ikke hjælpe dig herud, men gerne hjem. Er jeg glad for." smilede han og det var sandheden i sin reneste form.
Han smilede igen over at se hvordan Caleb reagerede på stedet. Hans yndlings sted i byen her. Men det blev næppe til Caleb's også. Han kunne godt lidt se, at hans gæst stod og frøs lidt. Men her var også rigtig koldt for dem som ikke var til kulde i samme grad som is dæmoner. Han lagde let en arm om ham og førte ham med hen mod udgangen. "Du fryser.." hviskede han stille med et lidt drillende smil. "Du ender med at blive syg.. Og jeg kan jo ikke passe dig når du tager tilbage så du må passe på." Han kunne ikke helt lade være med at drille ham lidt. Men på en sød og blid måde. Han fik ham med ud fra det kolde sted og lidt hen hvor kulden ikke var så intenst i grottegangen. Han gned sine hænder og arme lidt om hans skuldre for at prøve at give ham lidt varme igen. Han ville jo ikke have han skulle fryse så meget. Hos ham selv havde kulden tværtimod faktisk gjort ham mere frisk og energirig. Men han var jo også skabt til is og kulde i høj grad. "Har du tid og lyst til lige at sidde og få lidt varme inden vi går tilbage til Marvalo?" Turen var jo måske ikke lang som sådan, men lang nok til at han kunne blive mere kold end han allerede var.

[Deleted]

Caleb var nødt til at prøve tingene på egen hånd, ellers ville han da slet ikke kunne finde ud af det, og det var også derfor, at han havde sagt nej til at blive hentet, og det var faktisk mest for sin egen skyld. Når som det var sagt, så ville han faktisk ikke have noget imod at blive fulgt tilbage, for så var han da sikker på, at han ville finde frem og gerne i tide til at han kunne komme i gang med arbejdet igen, uden at det skulle gå udover alt det andet. ”Jeg har nu ikke noget imod at blive fulgt tilbage.. Så ved jeg jo også, at jeg kommer frem til tiden, ikke sandt?” Han sendte ham et let og drilsk smil. Det var skam ikke fordi, at han var ude på at udnytte ham eller noget i den stil, men Sephiran var ikke den, som man skulle løbe om hjørner med, og så var det virkelig vigtigt, at han kunne indfinde sig på Bordellet til tiden.
Caleb stod og frøs, selvom det virkelig var noget, som han forsøgte ikke at bide sig mærke i, selvom det uden tvivl var rigtig, rigtig svært, selv for ham at skjule det. Han vendte sig mod ham, da han lagde armen om ham. Det føles faktisk utrolig rart, hvis han selv skulle sige det, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. ”Her er også koldt,” kommenterede han. Det var vel logisk? Det var iskoldt, og det var jo heller ikke fordi, at han havde så meget tøj at have på igen. Han fulgtes med ham ud, hvor han lod ham gnubbe ham op og ned af armene. Den form for omsorg, var han slet ikke vant til overhovedet.. Det føles virkelig rart. Han smilede let for sig selv. ”Jeg kan nok godt trække den lidt endnu, før jeg er nødt til at tage tilbage,” sagde han sandfærdigt. Det var jo heller ikke fordi, at han virkelig ønskede at komme derfra.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han havde jo godt kunne forstå Caleb's hensigt med selv at ville finde frem. Han var jo ikke et barn og Alexander ville jo heller ikke pylre om ham. Han ville gerne beskytte ham og sikre sig han var okay, men naturligvis så måtte Caleb færdes som han ville. Og det var jo gået ganske glimrende og han havde holdt af at vise ham rundt. At han så måtte følge ham tilbage og at han så ville nå hjem i tide som han sagde fik lidt Alexander til at smile og grine lidt. 
At han så frøs kom jo ikke videre bagpå Alexander. Der var ekstremt koldt og det ville han godt erkende. "Jeg spurgte om du ville have varmen Caleb." grinede han lidt, da han jo ikke rigtigt fik et svar på det. Men måske var det et indirekte svar? Det kunne jo være. Han tog ham i hvert fald lidt længere væk den kolde kilde og tilbage ind i labyrinten med de mange bosatte huler. Dæmoner i store antal bag alle de døre de gik forbi. Han låste sin egen dør op, da de kom tilbage til den. På en tur der ikke havde varet ret mange minutter. Han kendte jo ruten mellem kilden og hertil som sin egen lomme. Han gik den tit. Han lukkede døren op og tog ham med ind så han lige kunne få varmen i nogle minutter før de nok tog ud igen og tog tilbage mod bordellet for at aflevere Caleb. Ikke noget han havde helt vildt lyst til, men han vidste det var nødvendigt og noget der kom. "Jeg henter et tæppe til dig så du kan få lidt varme inden du skal tilbage." Han gik hen til sengen og den lille kiste der stod ved fodenden og åbnede den op og tog et tæppe op. Han gik tilbage og rakte det til Caleb.