Glad You Could Come

[Deleted]

Enhver havde brug for at blive holdt om engang imellem, og det var en følelse som Caleb kendte, kun alt for godt, hvis han selv skulle sige det. Derfor havde han ikke noget imod at Alexander nærmest lå og gemte sig ind til ham, for det føles faktisk rart, at nogen stolede nok på ham, til at gøre det, for det var heller ikke noget, som han oplevede særlig ofte. Han trykkede ham kun ind mod sig, frem for at afvise ham, for han havde da slet ikke nogen grund til at skulle afvise ham på denne her måde, og det var noget, som han gerne stod inde for. Det som han derimod ikke brød sig om, var at Alexander skulle være så stille og så tavs, som det han var i øjeblikket, for det var noget, som han uden tvivl, kun måtte antage som noget negativt, og det var en virkelig ubehagelig fornemmelse.
Alexander virkede fjern, og det var jo noget, som kun fik hans alarmklokker til at ringe, på en måde, som han ikke rigtigt kunne finde ud af, var godt eller skidt. Han ville gerne give manden noget andet at tænke på, end det som måske lige plagede ham i denne stund, og han forsøgte virkelig, selvom det på ingen måder, kunne siges, at være særlig nemt! Han var jo heller ikke ligefrem god til det her i forvejen, med at omgås folk i sin ellers så frygtelig sparsommelige fritid, så dette var virkelig et skud i blinde for ham. At rundvisningen, så skulle ske fra sengen af, fik ham kun til at grine. Det var nu ikke lige det, som han havde ment, men det kunne vel gå an? ”Så du har ikke tænkt dig, at vise mig lidt rundt? Eller vil du bare ligge her i sengen?” spurgte han med en rolig stemme. Ikke fordi at han ville klandre ham eller noget som helst, for det var da slet ikke hans hensigt med noget som helst af dette. Hovedet lagde han blot ind til hans. Han var jo selv nysgerrig fra natur, og han ønskede jo at opleve noget, når han endelig havde muligheden for at gøre lige så. ”Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad Appolyon havde at byde på,” sagde han som en klar hentydning.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander havde fået afstand til sine triste tanker ved at skulle tage den lange rundvisning af sit hjem. Lange mente i temmelig sarkastisk format. Men han havde fået andet at tænke på og det var jo godt. Og så havde Caleb faktisk formået sit forsøg med at ændre tankerne hos Alexander. Denne kiggede på ham med et lille grin og et skuldertræk som svar til det med, at blive liggende i sengen. Det kunne han da ikke se så meget skidt ved? Men da Caleb så fik fortalt, at han gerne ville ud og se nærmere på Appolyon så forstod Alexander lidt bedre, at det var det som han havde ment med at blive vist rundt. Ja det var jo straks sværere at gøre fra sengen af. Han smilede lidt og kyssede ham kort før han fik sluppet ham og sat sig op. "Ja hvis du så gerne vil ud og se på stedet må jeg jo op og have tøj på." Han skubbede sig op af sengen med et grin. Han havde ellers håbet han slap for at gå ud mere i dag, men hvad han ikke gjorde for Caleb? Det var næppe mange ting efterhånden. Han gik hen til sit skab og åbnede det op og fandt hurtigt noget tøj. Det var blot bukser og en skjorte som var let at tage på. Og af igen senere. Han strakte sig lidt med et gab og fik sine sko på. Skulle han lukke Zackiel ud mens de var væk? Ulven lå dog på sin plads og så ud til at sove. Nej han ville ikke vække den. Han så hen på Caleb igen og gjorde et kast mod døren ud til grotternes labyrint. "Skal vi gå?" smilede han.

[Deleted]

Caleb ønskede faktisk bare at få Alexander lidt på andre tanker, og det virkede da også til at virke, hvis han selv skulle sige det, hvilket uden tvivl, var noget som passede ham fantastisk udmærket. Han vendte blikket roligt mod ham, som han lå der ved siden af ham, og med et smil på læben. Han kunne godt lide at høre ham grine, for så vidste han da, at manden havde fået lidt andre ting, at skulle tænke på, så det passede ham jo egentlig ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. ”Hvad gør man ikke for mig?” spurgte han morende, inden han lod manden sætte sig op, hvor han gjorde det samme. Selv var han jo iklædt sit tøj, hvor han roligt fik knappet skjorten igen. Det var første gang i hans liv, at han tog turen forbi Appolyon, og det var ikke til at vide, om det var en mulighed, som ville vise sig igen for lang tid, og derfor ønskede han da, at få lov til at se noget. Han rejste sig roligt op, efter at Alexander var kommet i tøjet, hvor han vendte sig mod ham og med et smil på læben. Han selv var ganske optimistisk lige i øjeblikket, og han ønskede slet ikke at tænke på alt det andet, for det var da nok til at gøre ham deprimeret igen.. Og det ønskede han da slet ikke.
Caleb nikkede roligt og gik Alexander i møde. Han var nysgerrig og han ønskede jo virkelig at se hvad dæmonernes sted, havde at byde på.. og så vide, at han var passet godt på, samt at han vidste, at Alexander var der til at vise ham tingene. ”Jeg er klar,” sagde han med en rolig stemme, som selv havde en tendens til at virke.. ivrig. Han ville jo så gerne se det!

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var jo lige før man kunne kalde Caleb ivrig som et lille barn. Men det var jo ikke fordi det var en dårlig ting. Det var da kun rart, at Caleb gerne ville se lidt mere af stedet som Alexander kunne kalde for sit ene hjem. Og ja det kunne jo være rart at gå rundt lidt ude og ikke bare ligge her slynget sammen. Han vidste ikke hvor lang tid de havde sammen, men de var jo sjældent sammen her så det var en glimrende ide og mulighed de havde fået. Han smilede som han jo kunne se, at han var den der tog længst tid om at få sig påklædt. Ikke så sært siden han var kun med et håndklæde. Han gik hen og tog Caleb's hånd og førte ham med sig ud af sin lille hule og ud i grotternes forvirrende gange. Denne gang havde Caleb ikke en fører ulv, men en fører dæmon. Det var næsten bedre eftersom det var dæmonernes sted. En ulv var skam også glimrende med lugtesans til at vise vej så Caleb stod ikke helt uden held. Han fik låst sin dør og tog så Caleb med sig hen igennem gangen. "Nu skal du bare holde godt fast så du ikke bliver væk." grinede han lidt. Han var dog samtidig alvorlig, da han vidste der ikke skulle meget til før de kunne blive væk for hinanden. Især når den ene af dem ikke var særlig velkendt med stedet. Han strammede skam også sit greb om Caleb's hånd en smule. Han ønskede ikke han skulle komme galt afsted eller forsvinde.

[Deleted]

Ligesom alle andre, så var Caleb rigtig, rigtig nysgerrig, og det var naturligvis også noget som gjorde sit. Han ønskede at se stedet her, nu hvor han endelig var der.. Han var endelig udenfor Bordellet, hvor han faktisk følte, at han var tryg, og det var bestemt heller ikke ofte, at han sad igen med den fornemmelse, så det var uden tvivl noget, som han tog som en god ting, og specielt nu hvor Alexander smilede igen, så han faktisk havde det at fokusere på, så var det noget som helt klart også gjorde sit for hans vedkommende, for han kunne godt lide at se manden smile, og vide, at tingene faktisk var, som de skulle være. Han sendte ham et smil og tog omkring hans hånd, som han trykkede om, da han kom hen mod ham. Det var noget, som han faktisk godt kunne lide, og noget som han gerne stod fast på i den anden ende. ”Bare rolig. Jeg lover, at jeg ikke bliver væk,” sagde han roligt. Skulle han være helt ærlig, så glædede han sig faktisk til at få lov til at se det.. Få lov til at se hvad stedet her, havde at byde på, og det var noget, som faktisk også betød utrolig meget for ham – At opleve noget.. At se ting. Han vendte sig omkring, inden han igen vendte blikket mod Alexander. ”Du kan jo bare sende din ulv efter mig, hvis jeg bliver væk,” påpegede han tydeligt drillende, og med et grin, inden han fulgtes med ham ud. Han ville jo virkelig gerne se det!

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var jo ikke fordi der var vildt mange ting at se i byen. Det var jo som man så på det. Men i hvert fald ville han ikke forbyde Caleb at se stedet når han nu så gerne ville. Om han så blev skuffet eller ej måtte tiden jo vise. Han ville i hvert fald gøre sit for at han nød sit ophold. Han førte ham roligt, men sikkert igennem de mange gange der snoede og drejede sig. De var ikke bare sådan lige at finde igennem, men det tog dog ikke længe før de kom ud i en større hule. Han så på Caleb og smilede. Han gav hans hånd et klem og elskede at tænke på han havde Caleb her hos sig. Han glædede sig allerede til, at de vise ham sit sande hjem i skoven. Men det ville jo nok ikke lige blive ved det første. Desværre. Her var der mere mørkt og dystert. Køligt og mørkt. Passede jo ganske fint for en isdæmon. Han gik længere ind i den store hule hvor man kunne høre rindende vand og de kom ud i det mere åbne. Der løb en slags bæk ved deres ene side. Han håbede ikke, at Caleb ikke havde forestilt sig, at det blev en kort lille tur. Han håbede heller ikke de brugte alt tiden på at gå rundt. Og dog. Så længe han var sammen med Caleb så kunne det jo være lidt ligemeget hvor de var og hvad de lavede. Dette her kunne jo på sin egen måde være hyggeligt og dejligt. Men nu skulle de videre og der var meget at se. Han havde ikke selv set hele byen særlig mange gange, men kunne da finde rundt. Der var mange smukke steder og stedet var på sin egen måde helt unikt og smukt skabt.

[Deleted]

Caleb ønskede at se det hele, og det var jo heller ikke fordi at de havde travlt som sådan. Det var yderst sjældent, at han var nogen steder i det hele taget, så man kunne vel sige, at han fortjente at have lidt fritid til at gøre som han ville? Han tog jo stort set aldrig fri, og det var heldigvis noget som bestyreren havde set, så det var uden tvivl til hans fordel. Han holdt endnu i Alexanders hånd, som han førte ham ned igennem gangene. Det var tydeligt, at Alexander kunne finde ud af stedet her, som ingenting, og det var noget som han uden tvivl fandt yderst fascinerende. ”Utroligt, at du overhovedet kan finde rundt her,” påpegede han sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Vandet som de passerede, fangede hurtigt hans opmærksomhed. Det kunne godt være, at dæmonerne ikke anså det her sted som noget særligt, men for en som ham, som kom udefra, så var det virkelig noget af det flotteste som han længe havde set, og det var jo heller ikke nogen hemmelighed, at han virkelig havde svært ved at der ikke var noget som sådan at se her i Dvasias, for han var jo blevet glad for Manjarno, hvor der var rigtig meget at se, når vejret og årstiden var helt rigtig. Han smilede for sig selv, uden at slippe Alexander hånd. Han var naturligvis rigtig glad for, at manden ville vise ham rundt. ”Hvad er det flotteste heromkring?” spurgte han endeligt. Det var jo det, som gjorde ham mest nysgerrig.

[Alexander Raphael Vladimir]

At gå stille langs bækken var afslappende. Den løb rundt i stortset hele byen herinde og det var med til at holde Alexander i ro. Han var glad for vand, da det var både smukt at høre og se og det havde en beroligende effekt på ham. Måske var det fordi vand var så tæt relateret til is? At Caleb ikke på noget tidspunkt gav slip gjorde også Alexander mere rolig for så behøvede han ikke frygte, at sætte den store eftersøgning igang efter sin gæst. Han grinede lidt over, at Caleb lød så overrasket over, at nogen kunne finde rundt herinde. "Det er nu ikke noget særligt. Ikke når man bor her og lærer stedet at kende." Han havde jo brugt lidt tid i starten, da alt var nyt og fremmed, men han kom efter det og det var han ikke i tvivl om spor, at samme ville gælde for Caleb hvis han enten boede her eller skulle herind ofte. Man lærte bedst stedet ved at udforske det. Og netop de forvirrende labyrint gange var jo praktiske til at skræmme fremmede og uønskede væk. Hvis de da kunne finde ud igen. De gik lidt langs bækken igennem den store grotte der var åben og bred. Masser af plads så man ikke følte man blev kvalt i alle de gange. "Det kommer jo an på hvilke øjne der ser ikke sandt? Personligt er jeg nu rigtig glad for den kolde kilde. Men den er jo også for min slags." smilede han med et lille grin. Han kom ofte til den kilde og nød at se på det glitrende vand og på de mange frosne drypsten der kun gjorde det hele mere magisk og smukt. Glitrende til alle sider. Man kunne ikke andet end at elske det! Medmindre man var en ild dæmon måske? Eller et menneske, da det iskolde vand ville slå dem ihjel hvis de var der for længe. Men havde Caleb hørt om is kilden? Den var ikke så langt gemt væk og nogen udefra kendte jo til den. Han ville gerne vise Caleb sit yndlings sted, men kun hvis denne var interesseret. Det var jo for hans skyld, at de gik rundt.

[Deleted]

For Caleb var det virkelig rart, at se noget omkring ham.. se noget, som han ikke havde set før, og det kunne han jo trods alt her i Appolyon, og hvem ville da kunne vise ham bedre rundt, end en, som faktisk boede her, og som var vant til at færdes rundt der? Det kunne godt være, at det var mindre besværligt at fare vild, når man var kendt der, og det var jo sandt nok.. men så ville han da gerne have lov til at nyde synet lidt. ”Jeg mener bare.. det er så stort, og så mange gange.. Jeg synes det er imponerende,” sagde han ærligt, og med en tydelig fascination at spore i hans øjne. Det kunne godt være, at den kolde kilde, var noget som lå naturligt til Alexander i og med, at han jo var isdæmon, men det ændrede jo ikke på, at det var noget som Caleb gerne ville se. Han ville rigtig gerne se hvad det var, som lå denne mand nært til hjerte, så han for alvor kunne lære ham lidt at kende.. hvad han kunne lide, og hvad han ikke kunne lide, for det var jo stadig noget, som lå ganske ukendt for ham, og automatisk gjorde ham mere nysgerrig, end det som godt måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”Er det så noget som du vil vise mig? Jeg vil så gerne se det hele her, Alexander,” bad han dæmpet, idet han roligt vendte sig mod ham. Bækken som flød forbi dem var beroligende, og det var bare som om, at det var med en følelse af, at der intet ondt ville ske nogen som helst, og det var noget som han godt kunne lide. Uden tvivl, kunne man sige, at han var fascineret af, hvad Appolyon egentlig var for et sted.. Det var slet ikke sådan her, at det blev fremstillet i udgangspunktet, og det var noget som han godt kunne lide.

[Alexander Raphael Vladimir]

Ja stedet var stort og havde mange gange der førte forskellige steder hen og nogen endte blindt. Det var ikke bare et sted man gik ind og ud af igen så let. Man skulle ikke dreje mange gange før man til sidst havde svært ved at finde ud igen samme vej. Han var også kun tryg ved at vise Caleb rundt alene fordi han havde været her så længe at stedet var ham kendt. Havde han været ukendt og ny her ville han havde taget Zackiel med. Det var ingen hemmelighed. Ulven kunne snuse sig vej. Men dens snude var ikke nødvendig her. Han så på Caleb, da denne bad om at se alt. Han kunne ikke helt lade være med at smile. Den kolde kilde lå dog tættere på udgangen så det var ud af de skulle gå. Men de kunne da se lidt på nogen andre steder på vejen? Den varme kilde som lå dybt inde var et sted Alexander derimod hadede. Alt den varme tog næsten livet af ham! Men det var jo så det gode, at der var steder for alle her. Der var taget hensyn til alle dæmoners specielle behov. Han nikkede dog til ham. "Jeg vil gerne vise dig kilden. Vi kan også se på den varme af slagsen. Der vil jeg dog ikke for tæt på, men hvis du gerne vil se så meget som muligt af byen så vil jeg gerne vise dig den for at gøre dig glad." Han foretrak så den varme først så han kunne køle sig ned ved den kolde bagefter. Og de var også tættere på den varme lige nu. Han drejede af og gik ned af en anden gang som førte væk fra grotten de havde gået et stykke tid i. Med retning mod den varme kilde. Han ville ikke være i tvivl når de nærmede sig den!

[Deleted]

Caleb var blændet af sin egen nysgerrighed over det faktum, at han nu stod i en situation, hvor han kunne nyde det til fulde. I det store og hele, så var han jo, ligesom det lå til naturen, at være nysgerrig, og lære noget nyt, og det var jo noget, som han virkelig ønskede, at han kunne. Når det nu var sagt, så var han virkelig glad for, at Alexander gik med til at vise ham rundt, og lade ham se hvad stedet her virkelig havde at byde på. En ting var jo, hvad der blev sagt, men han kunne jo gerne stå ved, at hvad han havde hørt, slet ikke var noget, som kunne leve op med det, som han nu stod ansigt til ansigt med. Det var virkelig.. utroligt. Og han ønskede virkelig at se mere end det som han havde gjort til nu. ”Jeg r egentlig ligeglad med rækkefølgen, Alexander, for jeg vil bare gerne se det hele. Jeg er her endelig, og jeg ved ikke hvornår jeg kan komme ud igen, og jeg vil bare gerne have lov til at.. se det hele,” sagde han roligt i håbet om, at manden faktisk forstod sig på ham. Han sendte ham et stille smil, også fordi at han virkelig godt kunne lide det. At han alligevel indstillede sig på at vise ham det, var noget som helt klart passede ham ganske fint! Han fulgte mere end glædeligt med. At de så startede med den varme kilde, vidste han ikke.. Ikke før det blev varmere faktisk. Han så sig omkring. Her var også mørkere i gangen, men det var nu heller ikke noget som gjorde ham noget som sådan. ”Det er varmt hernede.. Så det er næppe den kolde kilde du viser mig,” konstaterede han endeligt. Det var ikke fordi at det gjorde ham noget, for han glædede sig sådan til at se det hele!

[Alexander Raphael Vladimir]

At han ville se det hele nu han var her og havde chancen kunne man jo godt forstå. At han så ikke vidste hvornår han kunne komme ud igen var så mindre positivt. Det kunne jo betyde, at han ikke fik ham at se i lang tid. Og det var han skam ikke spor tilfreds med at vide. Men dog så kunne han jo altid komme til ham og mødes så det var ikke så katastrofalt som det kunne have været. Han kunne ofte få tid til at se ham især når han var så tæt på så det gjorde ham ikke helt så meget skade. Men han foretrak da, at de mødtes hos ham. Det var første gang, men forhåbentlig ikke den sidste! Han nød at have ham på besøg.
At Caleb kunne gætte de ikke var på vej mod den kolde kilde var jo så noget alle kunne mærke. Alexander smilede lidt over det. Varmen var ved at stige og det kunne han skam udmærket mærke. Det kunne Caleb også. "Nej jeg tænkte vi tog den varme først. Den var tættest på og så kan jeg køle ned ved den kolde bagefter." smilede han og vendte sig blik mod Caleb. "Men desværre så må du måske selv lige gå de sidste par meter. Varme er ikke lige mig ved du nok." grinede han lidt og så på ham med et undskyldende blik og smil. Han ville jo gerne vise ham rundt for hvert skridt, men han var sikker på, at Caleb forstod. "Den varme kilde er efter min mening ikke så smuk som den kolde." Han stoppede op efter noget tid og pegede mod en åbning lidt længere fremme. "Der finder du den varme kilde. Pas på hvor du træder så du ikke skvatter i. Jeg kan godt gå med lidt tættere på hvis du vil have det, men bliver herude." Han så på ham med et smil og gjorde klar til at give slip på hans hånd så han kunne gå ind og se nærmere på det. Han skulle jo ikke være en lænke om bene som forhindrede Caleb i at stille sin nysgerrighed.

[Deleted]

Caleb ønskede ikke at være deprimeret eller noget lignende, for det var slet ikke noget, som nogen ville få det mindste ud af. Når som det nu var sagt, så var det bare vigtigt for ham, at understrege, at han godt kunne lide at tilbringe tiden med ham, og nu give ham noget andet at tænke på, end de omstændigheder, som de egentlig begge to var omringet af. Det var måske ikke ofte, at han ville få muligheden for at komme her, men det var vel bare at nyde de stunder, når de nu endelig var der, var det ikke?
At manden havde valgt at vise ham den varme kilde først, gjorde nu heller ikke Caleb noget, for han ville jo rigtig gerne se det hele. Han nikkede forståeligt til Alexander. ”Det giver jo mening.. Så… så går jeg ned og kigger,” sagde han roligt, inden han selv valgte at slippe ham, for han ville jo heller ikke have, at han skulle få det skidt af varmen som tydeligt kom herfra. Han slap ham selv. ”Jeg kan godt gøre det selv, Alex. Du skal ikke få det skidt.. Vent du bare her,” bad han med en rolig stemme, idet han roligt søgte ned af gangen og passerede hjørnet, for at komme ned til de varmende og næsten helt rygende kilder. Han smilede let for sig selv. Det var ikke fordi at varmen gjorde ham noget som sådan, også selvom han virkelig godt kunne mærke, at det var varmt.. rigtig varmt. Han smilede let for sig selv, og så sig omkring. Selv klippevæggene her var fugtige og nærmest helt varme at røre ved, og det var noget som han godt kunne lide. Han blev stående og kiggede længe, inden han vendte om, for at komme tilbage til Alexander igen. Han smilede. ”Det er vildt det der..!” sagde han helt ivrigt. Han synes det var imponerende, at der var noget til dem alle sammen på stedet her!

[Alexander Raphael Vladimir]

At være splittet mellem at ville holde sig tilpas og at hjælpe Caleb var ikke let. Men da Caleb nærmest insisterende gjorde det klart, at han selv kunne gå ind og kigge fik Alexander til blot at lytte til hans ord og vælge at vente på stedet hvor han gav slip på ham. Han ville jo se ham igen om lidt. Caleb kunne ikke blive væk her og han lyttede efter om han kunne høre noget plask som tegn på, at hans ven måske faldt i. Men han kunne intet høre og så Caleb komme tilbage efter noget tid. Hvor længe vidste han ikke, da han havde fokuseret på at undgå den værste damp og blot lytte og vente. Han smilede dog stort, da han så Caleb igen.
Han grinede lidt over begejstringen der strålede ud af Caleb og han håbede da, at resten ikke ville være en skuffelse efter dette her. Men ja den varme kilde var skam på sin egen måde fascinerende. Det var alt herinde jo sådan set. Han lod stille sin hånd finde hans igen, da Caleb kom hen til ham og vendte om for at gå lidt tilbage. De var passeret forbi en sidegang for lidt tid siden og den havde han tænkt sig de skulle tage nu så de kunne komme videre rundt på den lille private rundvisning. Stedet var jo sådan set større end man regnede med og der var en del at se endnu. De var jo også kun lige begyndt så han håbede da, at de kunne nå det hele før Caleb måtte tage hjem. Nu hvor han så gerne ville se det var det jo en skam hvis de måtte stoppe halvvejs. Han drejede ned af gangen da de kom hen til den og skulle lige kort tænke over hvor den førte hen. Han mente det var i retning af træningsstedet de gik imod nu. Men han var ikke helt sikker. Det kunne også være fælles grotten.

[Deleted]

Caleb kunne godt passe bare lidt på sig selv, og det var jo også sådan noget, han ønskede at understrege for Alexander. Selvom han måske havde været uheldig den ene gang, så var det jo ikke fordi, at det ændrede på det faktum, at han altså godt kunne passe på sig selv, men lige her, regnede han skam heller ikke med, at det skulle blive en nødvendighed, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Det var uden tvivl fascinerende, at der på et sted, var plads til så meget, som kom alle typerne til gode. Det var slet ikke fordi, at han havde set noget lignende af tidligere, og han kunne virkelig godt lide det. Efter han havde set det hele, så bakkede han roligt ud. Det var nok på tide, at komme tilbage igen, og specielt fordi at han vidste, at varmen ikke var noget som behagede Alexander på nogen måde.
Endnu en gang var Alexander tavs, og han imødekom ikke rigtigt hans fascination, hvilket faktisk frustrerede ham lidt, så bed han sig ikke rigtigt mærke i det lige nu. Det kunne være en engangsforetagende? Som en af de rigtig mange i løbet af dagen bare til nu? Han tog roligt omkring hans hånd, og lod ham føre ham videre. Ja, hvor de var på vej hen nu, var vel i retningen af den kolde kilde? Hvis Alexander nu havde brug for at køle ned, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at han skulle rende rundt og have det skidt eller dårligt, fordi at de var i nærheden af varmen. Han trykkede omkring hans hånd. ”Og hvor er vi så nu på vej hen? Er det den kolde kilde nu?” spurgte han med en rolig og tydelig nysgerrig stemme. Nu hvor han havde fået lov til at opleve bare lidt af det, så ønskede han da uden tvivl at opleve mere!