Glad You Could Come

[Deleted]

Caleb var nu langt mere rolig, da han vidste, at han var kommet rigtigt. Ganske vidst havde han hørt, at Appolyon skulle være svær at finde rundt i, men han havde aldrig nogensinde tænkt sig, at det skulle blive så svært. Hvis det ikke havde været for det flotte dyr, så havde han jo heller aldrig kunne finde frem her, og han tvivlede så stærkt på, at han nogensinde ville kunne finde ud og hjem igen, for det var bestemt heller ikke fordi at det havde været en nem opgave, men nu stod han her, og det var noget som han uden tvivl var forbandet glad for, for han havde virkelig savnet Alexander igennem den sidste tid, for han følte uden tvivl, at det var ved at være rigtig lang tid siden, at han havde stået og haft denne enestående mulighed. ”Jeg tror aldrig, at jeg ville have gjort det, uden en hjælp, Alexander. Jeg vidste, at det ville være svært at finde rundt her, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være så svært..” fortalte han ærligt, for hvorfor lyve? Han var heller ikke ligefrem den med den største og bedste retningssans.
At han ikke havde forstyrret i noget, var noget som passede Caleb fint, for han tvivlede på, at han kunne finde ud igen. At badet så var noget, som var overstået, var noget som faktisk passede ham endnu bedre, for en ren Alexander, var ikke en ting, som han oplevede så ofte igen. Man blev jo altid svinet til, når man var ude. Det var hans indtryk i hvert fald. ”Godt,” sagde han med en rolig stemme, for det var skam også ord, som han måtte mene, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Det var ikke fordi at ulven som sådan havde skræmt ham, men nok mere gjort ham usikker, men det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han rystede på hovedet. ”Det var måske ikke lige hvad jeg var forberedt på, og.. jeg forstår mig altså ikke på ulvsk,” sagde han med et let smil på læben. Han så sig omkring. Her var faktisk rigtig, rigtig hyggeligt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han smilede stille og var kun glad for at han var kommet herind selv med lidt problemer. Men at det så kun var takket været hjælp var jo så en anden sag. Men med tiden ville han vel lære vejen? Eller så var han måske blevet så skræmt af labyrinten at han måske aldrig ville komme tilbage på besøg. Det håbede han ikke. Han elskede jo at tilbringe tid sammen med ham, og når de var her istedet for Caleb's sted så kunne de få fred og ikke have nogen direkte regler der skulle bestemme om hvor længe de kunne være sammen. Eller var der mon også regler for hvornår Caleb skulle være tilbage? Det vidste han ikke rigtigt, men det ville han heller ikke tænke over. Ikke nu. Caleb sagde vel til hvis han var nødt til at gå tilbage. Og han skulle skam nok hjælpe ham med at komme ud igen. Enten ved at følge ham selv eller få Zackiel til det. Ulven havde vel egentlig ikke engang været ude alligevel? Nå man den lå jo på sin plads så han ville åbenbart ikke ud alligevel.
Han satte sig hen på senge kanten og så på Caleb. "Nej han kan godt være overraskende.. Jeg håber ikke han gør dig for utryg.." han klappede let på sengen ved siden af sig for at få Caleb til at sætte sig. Han havde kun sengen og så sin stol ved sit arbejdsbord som var steder hvor man kunne sidde ned. Han havde jo ikke fyldt op med alle mulige unødige sager, da han blot skulle kunne have det han fik brug for. Det var mest arbejde der fyldte i hulen. Men det var kun hvis Caleb begyndte direkte at rode i bøger, skriftruller og andet at han ville finde ud af hvad det var som Alexander foretog sig til daglig. Det eneste der lå helt synligt fremme var de kort og noter han havde siddet og lavet lidt inden og så var der nogle bøger der lå slået op i det ene hjørne af bordet og så lå der en lille stak af bøger på gulvet ved siden af bordet. Han havde ikke så meget rod som der ind imellem kunne være.

[Deleted]

Caleb var skam ikke skræmt fra at komme til ham på et senere tidspunkt. Det eneste, som han jo faktisk håbede på, var at det var noget, som ville blive nemmere for ham med tiden, så han slap for at ulven skulle ud for at hente ham. Lige i øjeblikket, så var det glæden ved at han ikke skulle være alene om tingene, som faktisk glædede ham. Desuden var det sjældent at han overhovedet bad om fri, så han kunne tage et par dage, uden at det ville have nogen konsekvenser af nogen slags, og det var faktisk også noget, som passede ham helt fint i den anden ende. Så det gjaldt bare om at nyde tiden, mens man endelig havde muligheden for det i den anden ende. Han satte sig roligt ned ved siden af ham på sengen. Det kunne godt være, at det var huler og primitivt og det hele, men skulle han være helt ærlig, så kunne han virkelig godt lide det som han så, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”Lidt måske… men jeg havde jo heller ikke regnet med at skulle møde en stor ulv midt i gangene, når jeg selv forsøger at finde frem,” sagde han med et let grin. Det var en helt anden stemning, som hvilede rundt omkring det her sted, og det var noget som han godt kunne lide. Om ikke andet, så var han da kun glad for, at manden faktisk var hjemme, og at han var det, da han opsøgte ham. Han vendte blikket roligt mod ham. Han kunne virkelig godt lide den stemning som det her bød til, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Selvom jeg ved, du kun er her for en kort stund af gangen, så er her virkelig hyggeligt. Det er slet ikke som.. ja.. du ved jo hvad jeg kommer fra,” sagde han med et let smil på læben, da han roligt lagde hænderne på deres plads i hans skød.

[Alexander Raphael Vladimir]

Det var klart, at Alexander jo ønskede han kom igen. Men han var lidt urolig for om Caleb lod sig skræmme af grotternes gange og måske bare opgav at skulle finde rundt. Men han var dog et sted sikker på, at Caleb jo gerne ville frem og derfor ikke gav op så let. Han håbede han fik ret på det punkt. Men man vidste jo aldrig.
At Caleb så satte sig ned ved hans side på sengen som han lidt havde bedt om med sit klappen på sengen fik blot Alexander til at smile stort og vende sit hoved mod ham så han ikke så væk fra ham et eneste sekund mens Caleb fik sat sig helt til rette. Han smilede så lidt skævt til, at Caleb var en smule utryg ved at have mødt Zackiel på den måde. Men ulven gjorde ikke noget medmindre han følte sig truet. Men det vidste Caleb jo ikke. Og han var sikker på at hvis andre havde set Zackiel i gangene ville de nok også have undret sig over hvad en ulv lavede herinde. Om det var held eller ej, at Alexander var her nu kunne jo vurderes. Han havde jo ikke været ude for andet end daglig træning og motion for sig selv og dyrene og så for at skaffe mad. Ikke noget der tog mange timer. Men alligevel var det jo heldigt nok, at Caleb var kommet på en tid hvor han ikke var ude for at gøre noget af de ting.
At han så hørte Caleb kalde hans hule for hyggelig overraskede ham og fik ham til at grine lidt. "Tjo.. det kan den vel godt virke som når man kun er på besøg. Og alligevel.. her er ikke noget direkte overflødigt som bare er her for at fylde og skabe stemning. Det er kort og enkelt. Men tak alligevel.." smilede han og var da glad for at Caleb ikke fandt det som et koldt sted man ikke ønskede at være.

[Deleted]

Caleb var ikke bare den type som gav op, og det havde han heller aldrig været, men det var heller ikke noget som han behøvede at snakke om sådan. Som det nu var sagt, så betød det uden tvivl rigtig meget for ham, at Alexander havde valgt at tage så godt imod ham, det var der ingen tvivl om, også fordi at det ikke var noget, som han oplevede særlig ofte. Han sukkede dæmpet, da han endelig kom ned at sidde og nu for alvor kunne slippe de nerver, efter mødet med ulven, for det var på ingen måder, hvad han var vant til at se, og da slet ikke på et sted som det her. Han vendte blikket roligt i retningen af ham, som han pænt sad der ved siden af ham. Han kunne faktisk godt lide hvad han så. Det var måske ikke så fint præget, som det han selv kom fra, men han kunne godt lide, at det var så hyggeligt og.. simpelt, som det her var. Han vendte sig roligt mod ham, hvor han bevidst valgte at ignorere ulven for nu. For nu, så var det Alexander som havde hans fulde fokus, og det var noget som han gerne ville vise ham. Det var jo trods alt også ham, at han var kommet denne lange vej for at besøge. ”Det er måske ikke stort og prægtigt og med rigtig mange ting, men det har virkelig ikke noget at sige. Jeg synes her er hyggeligt.. Her ved jeg jo, at der ikke er en masse bagtanker ved tingene,” fortalte han ærligt, inden han roligt rakte ud efter hans ene hånd, som tog omkring hans, som han trykkede let omkring. Efter det, som han havde oplevet i Manjarno, hvor han faktisk kom så slemt til skade, at det kunne have taget hans liv, så var han ikke den som løb nogle chancer mere, og det stod han gerne fast på. Han så roligt på ham. ”Nu vil jeg bare gerne nyde stunden og tiden med dig selv,” afsluttede han roligt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han smilede og var da kun glad for, at han kunne lide stedet. Han så på ham og var glad for at han sagde det. Han var glad for, at han ikke gik op i dyre og fine ting, men kunne lide det enkle og simple. En ting de havde til fælles. Han smilede og gav hans hånd et klem og nikkede lidt. "Ja.. det vil jeg da kun nyde godt af. Det er rart du kom forbi." smilede han og håbede virkelig ikke, at han gik igen alt for hurtigt. Han ville gerne have lidt mere tid sammen med ham. Så meget tid som han overhovedet kunne få. Han havde også selv lidt efter lidt glemt at de faktisk i teorien ikke var helt alene. Ikke at de blev afbrudt af ulve, men den var der jo. Men det lod ikke til at bekymre Caleb og det bekymrede heller ikke Alexander den mindste smule. Han kunne også forestille sig, at Caleb var glad for, at være kommet frem og så kunne slappe lidt af i sine ben. Om han enten var gået eller reddet så blev man øm. "Hvordan kom du egentlig hertil? Gik du? Eller red du på en hest?" Turen hertil kunne jo godt tages på gåben. Men hvis han så skulle besøge ham hjemme i hytten så var det jo klart en længere tur og den ville blive lang på sine ben alene. Men der kunne han jo måske låne eller leje en hest. Medmindre han havde en selv. Det vidste Alexander faktisk ikke da det jo ikke før havde været noget som var vigtigt for ham at vide. Men nu var han faktisk blevet en smule nysgerrig efter at vide lidt omkring det. Men han var sikker på, at Caleb havde tingene under kontrol eller til den tid i hvert fald fik det.

[Deleted]

Det havde uden tvivl været en lang gåtur, men det var en som Caleb tog. Han var ikke den med mange penge, og derfor have han jo heller ikke ligefrem muligheden for at købe sig en hest, som han kunne tage med sig på disse ture, så han måtte jo leve med de remedier som han havde, og det var i dette tilfælde, så det som han var født med; Hans ben. Han gik virkelig ikke op i luksus og den slags ting. Det som han faktisk var mest fascineret af, var at manden faktisk var i besiddelse af to hjem, og havde noget at veksle mellem, hvilket var noget, som han virkelig godt kunne lide. ”Jeg lovede jo at kigge forbi, gjorde jeg ikke? Jeg.. havde også brug for at komme lidt ud og bare være mig selv, og det fik jeg endeligt,” sagde han med en rolig stemme. Alexander havde været en redning for ham i mange situationer, og nu hvor der var en mand, som han følte, faktisk holdt af ham, så var det bestemt heller ikke noget, som han havde i sinde, at skulle lægge fra sig bare sådan uden videre, for selv for ham, var det forbandet rart, at der faktisk var nogen. Han trykkede ganske let omkring hans hånd, inden han igen vendte blikket i retningen af ham. En dog så flot mand, og han følte sig virkelig.. heldig over at han havde været her i den stund, hvor han selv havde valgt at opsøge ham, for det var virkelig rart at komme lidt ud og lidt væk fra det helvede af et liv, som Bordellet egentlig var blevet efter Leonardos død. Det var hårdt.. ingen tvivl om det. ”Jeg har desværre ikke rigtigt muligheden for at låne mig frem til en hest, så.. jeg er til fods.. Selvom jeg ved at det er en langvarig proces, at komme hertil, for det er også et stykke vej, men.. jeg er virkelig glad for at jeg kom.. Vil du ikke ligge lidt sammen med mig..?” spurgte han dæmpet. Det var ikke ofte, at han følte denne form for tryghed, og i øjeblikket, så var det uden tvivl rigtig rart, at have og være omkring nogen, som faktisk holdt oprigtigt af ham.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han kunne jo sådan set kun smile over at han sagde han var kommet som lovet. Det kunne Alexander jo ikke benægte, at han havde holdt sit løfte. Han var jo også kun glad for, at han havde holdt det og han var endnu mere glad og lettet over, at han havde fundet vej hertil uskadt. Der kunne jo stadig ske noget på vejen tilbage, men det var heller ikke noget man kunne lave så meget om på hvis det skulle risikere at ske. Skæbnen ville sit.
At han så kunne stilles som et fristed for Caleb var han kun glad for. At manden faktisk ville bruge sin fritid og sin frihed på at finde vej hertil. Det betød en hel del. Mere end han lige kunne sætte ord på. Men det var Caleb jo godt allerede klar over. Han havde jo givet udtryk for sine anker om det før. Forsøgt med det. Det var en rar ting at han kunne give Caleb sådan en ro. Han havde det jo på samme måde med ham. At han blev rolig og glad i hans selskab. At de så var alene her gjorde ham mere glad. Nu kunne de blot være dem selv og ingen kunne give dem regler at følge. Han håbede bare, at Caleb kunne blive her så længe som muligt. At der ikke var en regel for, at han skulle være hjemme igen på bestemt tid som i form af inden solopgang.

At han så var til fods kom ikke helt bag på ham. Men han var ikke helt vild med tanken. Han tænkte især på når Caleb skulle til Imandra. Det var en lang rejse til hest og endnu længere til fods. Han fik dog ikke tid til at give sin bekymring til kende før det var, at Caleb spurgte om han ikke ville ligge hos ham. Hvordan skulle han kunne sige nej til det? Et smil fandt hans læber og han sagde ikke noget, men lå kort efter ned sammen med ham. Han puttede sig roligt mod ham og elskede at føle hans nærvær. Han ville ikke give slip på ham lige med det samme. Det var både sikkert og vist.

[Deleted]

Caleb havde jo trods alt lovet at komme, så naturligvis, var det da et løfte, som han havde i sinde, at skulle leve op til, og det var også det, som han gjorde nu, ville han da mene. Nu som det var sagt, så var det bare vigtigt for ham at understrege, hvor vigtigt det var for ham at have Alexander så tæt på sig, som det han havde. Det var faktisk det vigtigste i hans øjne for nu. Han havde ikke rigtigt andre, og det var faktisk en tanke som gjorde ondt, men hans erhverv, skubbede jo nærmest folk fra ham, go de så ham ikke rigtigt som andet end den mand, som stillede lyster for dem med en stor nok pengepung.. Det var også derfor, at han holdt sig væk fra alt og alle, for det andet, var noget som gjorde ondt.
Caleb lagde sig roligt ned i sengen. Turen hertil, havde uden tvivl været lang, men så sandelig også forvirrende, og det møde med ulven havde uden tvivl slået ham lidt ud, selvom det nu heller ikke var noget, som han havde behov for at tænke over, men nu ikke behøvede at skænke en tanke, for han vidste, at Alexander var der til at passe på ham, og det var det som var ham det vigtigste. At manden så derimod forholdt sig fuldkommen rolig og tavs, var ikke ligefrem noget som han brød sig om, da det som regel kun var et tegn på utilfredshed eller noget lignende. Han rynkede let på næsen, inden han igen vendte blikket i retningen af ham. ”Er der noget galt, Alex?” spurgte han dæmpet, inden han kort vendte blikket i retningen af ulven, som han forventede, at den kunne give ham et klart svar, i stedet for alt det andet, selvom det ikke ligefrem var tilfældet. Han lagde roligt armene omkring ham. Han ville jo ikke have, at han skulle ligge der og være trist, hvis det nu var det, som var galt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Stilheden og roen gled om Alexander der blot slappede af og nød at ligge der hos ham og bare lade sig fylde af glæden ved tanken om, at han havde ham helt for sig selv og langt væk fra de normale omgivelser hvor der var andre bag væggene. Her var der ganske vist også andre i grottens mange uendelige huler, men det var noget andet. For det første var det stenvægge så der slap ikke noget igennem til naboerne og her var der ikke fordomme om hvad de foretog sig. Ingen vidste hvem Caleb var medmindre de kendte ham eller havde set ham på hans arbejde.
At han så blev spurgt ind til hvad der var galt fik ham til at åbne øjnene op og se på ham. Forvirringen lyste nærmest ud af hans øjne, da han jo ikke vidste hvad han mente. Der var da intet galt? Ikke så vidt han vidste, men han var jo så ikke klar over, at det var hans stilhed der havde gjort ham bekymret. Han smilede stille og rystede så på hovedet. "Skulle der da være det, Caleb?" spurgte han stille og så på ham uden forvirring længere. Han vidste der jo nok var en grund til, at Caleb spurgte, men hvad den var stod ham iklart. Han kunne dog ikke se der var noget galt. Jo måske det, at Caleb jo før eller siden skulle afsted igen. Han kunne nok ikke beholde ham hos sig for altid. Desværre. Men de tanker holdt han for sig selv. Han kunne jo ikke ændre på det faktum, at Caleb tog afsted når det var. Han måtte bare nyde den tid fuldt ud hvor han kunne have ham her. Og det havde han skam tænkt sig at gøre! "Der kan jo umuligt være noget galt når jeg har dig hos mig." smilede han kærligt og pustede ham blidt i ansigtet og kyssede ham let og drillende på næsetippen med et lille grin. Han kunne ikke helt lade være at være lidt fjollet. Hvorfor han blev sådan omkring Caleb var ham ukendt, men det betød intet. Han nød jo selskabet og at ligge der med ham var noget af det bedste han kunne forestille sig.

[Deleted]

Stilheden var noget som man ganske vidst kunne nyde, men det lignede bare ikke Alexander at ligge og være så tavs, som det han var nu, og derfor følte Caleb bare, at han var nødt til at spørge ind til det. Han vendte blikket roligt i retningen af ham endnu en gang. Smilet bredte sig let på hans læber.. Denne gang var det mere selvsikkert, end det som det plejede at være, også fordi at han understregede, at der ikke var noget galt, og det i sig selv, synes han var utrolig rart. ”Jeg ved det ikke.. Jeg følte vel bare for at spørge..” Armene lagde han roligt omkring ham. Det havde været en lang tur, han var træt ovenpå den, men det var ikke noget, som han ville sige særlig højt, for han ønskede at udnytte tiden, nu hvor de endelig havde den. Armene hvilede stærkt om ham, inden han roligt begyndte at stryge ham over ryggen. Han kunne selv ikke lade være. Han holdt forbandet meget af manden, og derfor var denne tur hertil, skam også noget som han havde set frem til. Han grinede let for sig selv, inden han vendte blikket i retningen af ham igen, som han lå der sammen med ham, for det var noget, som selv han godt kunne lide. ”Nej, du har ret.. Jeg er jo den mest perfekte mand, som man kun kan nyde at være sammen med,” sagde han tydeligt morende, for han vidste jo, at det i mange tilfælde, slet ikke var helt sandt, men at nogle kunne nyde det, var noget, som han faktisk havde det ganske fint med, hvis han endelig skulle sige det. Han lagde hovedet godt og tæt ind mod ham, og lukkede øjnene let. Han slappede af, for en gangs skyld. Det her var jo langt mere trygge rammer, end det som han havde haft, da han havde været på Bordellet, kunne man jo sige.. Der levede han jo stort set hver eneste dag, som havde det været den sidste.

[Alexander Raphael Vladimir]

Roen gled ind over ham mere end normalt. Det var nok fordi de var her hvor de kunne være i fred og tage sig tid istedet for på Caleb's arbejde hvor der jo var alle de regler som Alexander slet ikke brød sig om. Han ville aldrig lære at kunne leve med dem, men han fandt sig i dem da han jo ikke rigtigt havde andet valg. Ikke hvis han ønskede fortsat at komme hos Caleb. Og han jo gerne ville undgå at manden kom ud i problemer på grund af ham. Ja faktisk at han ikke kom ud i nogen problemer overhovedet! Han ville ham kun det bedste. Så måske skulle han holde mere afstand? Nej.. Caleb havde da ikke lidt skade af hans nærvær endnu? Vel? Det virkede ikke sådan. og han var jo som en helt anden mand når han var omkring Caleb så det var jo alt sammen i den gode retning. Han ville dog bakke ud hvis han gik i retning af at være et problem eller såre Caleb. Han fortjente bedre end det.
At Caleb så havde følt for at spørge om der var noget galt kunne han jo vel ikke helt fortænke ham i. Men han havde det udmærket. Bedre end udmærket. Han kunne næsten ikke få det bedre end som det var lige nu. Der kunne kun ske få ting som gjorde det hele bedre, men det ville nok ikke ske. Han ville i hvert fald ikke håbe for meget og han var ikke engang sikker på hvad det var som han kunne tænke sig som gjorde det hele perfekt. Han var rimelig forvirret omkring alt dette med Caleb, men alligevel så ville han ikke undvære det. At ligge der og blive holdt om og bare putte sig sammen med ham var en skøn ting som han ikke ville undvære for noget i verden. Ej heller ligge her med nogen anden. Kun Caleb var god nok.
Han grinede lidt og så på ham. "Ja... Du er den mest perfekte mand og jeg vil aldrig nogensinde ligge sammen med en anden.." hviskede han stille og sagde det faktisk mest til sig selv, men kunne jo ikke forhindre at Caleb hørte det når han sådan lukkede det ud mellem sine læber i form af ord og ikke blot tanker i sit sind. Han strøg ham stille over håret og lod sine fingre filtre let ind i hans hår, da denne lagde sit hoved ind mod hans krop og lå blot der og elskede følelsen af, at have ham der hos sig. Hvor længe det så blev til måtte tiden blot vise.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi at Caleb ville påstå, at han var skadet eller såret af hvad Alexander kunne gøre ved ham, for selvom han måske var præget af mange regler og lignende igennem hans arbejde, for det var strengt, og det var hårdt, og det var på ingen måder nemt, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket roligt mod ham. Det var vel heller ikke underligt, at det bekymrede ham, at manden blev tavs, når han var så vant til, at han var typen, som faktisk snakket meget, og det var det, som han faktisk godt kunne lide. Han strøg ham let over siden, inden han igen vendte blikket mod ham. Det kunne godt være, at det hele var sagt nærmest i en joke, og det var det, som han gerne ville stå inde for, når det nu endelig skulle være i den anden ende, men han kunne godt lide, at høre ham snakke, så det var fint, at der ikke var noget andet i det, end som så. Hans ord derimod, var ikke ligefrem noget, som han havde regnet med, for det var jo faktisk ekstremt store ord. Tungen strøg han let over læberne og vendte så blikket mod ham igen. Han var bundet til et sted som Bordellet af en kontrakt nu. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. ”… Mener du virkelig det?” spurgte han næsten med en mere usikker stemme. Ikke fordi at han decideret var usikker, men fordi at det var noget, som han ikke lige havde regnet med at høre ham sige, og bestemt ikke bare ud af det blå, som nu. Han lænede sig roligt frem og kyssede hans pande i stedet for, kun for at lægge sig ellers godt til rette ved siden af ham igen. Det føles virkelig godt, at have muligheden for at ligge der. ”Jeg… er ikke meget værd set i samfundet, Alexander, og det ved du.. Og.. du fortjener altså det bedste,” sagde han ærligt. Manden havde hjertet på det rigtige sted, og det var noget som han faktisk mente alvorligt. Det bedre, var det eneste, som var godt nok!

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander ville ikke beskrive sig selv som en snaksalig person. Han talte jo næsten aldrig i andres selskab. Han var ikke glad for, at åbne op for sig selv og dele sit væsen med andre. Men med Caleb havde det af sære grunde slet ikke været sådan for ham. At Caleb så så ham som en der kunne lide at snakke og være åben ville han nok ikke være enig i selv. Men man så jo forskelligt på personer og hos Caleb talte han jo nok en del.
At Calen havde hørt hver eneste ord som Alexander havde hvisket for sig selv, ja det var jo ikke lige det han havde tænkt over og han var nok mindst lige så overrasket over det som Caleb. At han havde sagt den slags ud istedet for at holde de tanker for sig selv lignede ham ikke. Han havde skam sagt andre ting som han normalt ikke gjorde, men aldrig noget så stort som nu og det chokkerede ham lidt, at han havde det med at forandre sig så meget. Fortsatte det og blev sådan ved alle han mødte så ville han få svært ved sin levevej.

Da Caleb gav udtryk for, at have hørt ordene og spurgte om han mente det så måtte han jo give ham et svar. Sagde han nej ville Caleb nok blive sur og såret over løgnen. Måske gå og aldrig ville mødes med ham igen. Sagde han ja så vidste han ikke om det mon ville resultere i, at han gik også og holdt sig væk, da han måske ikke ønskede at tingene gik i den retning. Hvad retning det så end helt præcist måtte være. Han ville dog ikke lyve for ham. Det var slemt nok at han måtte holde så meget af sig selv skjult i forvejen. Han nikkede stille som et svar på at han mente sine ord. Men samtidig så måtte Caleb  jo lidt have vidst det i forvejen, da Alexander jo aldrig besøgte andre end ham på bordellet. Men det betød måske ikke noget, hvis mange af hans kunder gjorde sådan. Nogen havde jo en bestemt de besøgte sådan et sted og andre kom hos flere.
At han fik et kys på panden fik ham til at se lidt forvirret op på ham. Hvad betød det så lige? Han var lidt ved siden af sig selv lige nu og tænkte ikke helt klart følte han. Det gik over, men hvornår? Men han blev da lidt mere rolig, da Caleb valgte at ligge sig igen istedet for at rejse sig og gå. Så det havde altså ikke skræmt ham bort? Det var han glad for. Han ville næppe blive den samme hvis han aldrig fik Caleb at se igen. Aldrig skulle være ham nær. At han så begyndte at snakke om værdi i samfundet og at fortjene det bedste havde Alexander svært ved ikke at give en let latter fra sig. "Åh Caleb.." sukkede han med et lille smil på læben. "Kære Caleb.. Jeg går ikke op i hvad samfundet mener om en.. For mig er det min mening om personen som fastsætter værdien." Han så lidt op i loftet og tøvede lidt. "Og med hensyn til at jeg fortjener det bedste.. Der må jeg være dig uenig.." Han sukkede og holdt en lille pause. "Hvis du vidste hvad jeg foretager mig for at leve ville du ikke se sådan på tingene.." hviskede han stille og lukkede sine øjne. Han havde aldrig været særlig tæt inde på hvad han arbejdede med. Nu havde han afsløret lidt. Nemlig at det ikke var så fint og ædelt et arbejde. Det var lusket og mørkt. Han satte sig langsomt op i sengen og følte at hans hals snørrede sig sammen og blev helt tør.

[Deleted]

Det som Caleb opfangede, var jo en snaksalig Alexander under de normale omstændigheder, når de endelig var omkring hinanden. Det forekom måske ikke særlig ofte, og det kunne jo godt være, at det havde noget at gøre med det selskab som man befandt dig i. Desuden stod Caleb da fast på, at manden fortjente det bedste af det bedste, og det ville han jo selv ikke ligefrem påstå, ville være en, som man fiskede op på et borddel. Det var heller ikke fordi, at han selv brød sig om at skulle være der, men det var hans levebrød, og det sørgede for at alle hans behov faktisk forblev opfyldt, og det var en tanke, som han faktisk godt kunne lide. Automatisk med deres type dæmon, så ville han blive kastet ned i bunden af hierarkiet, og det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre det største ved. Han vendte blikket stille mod ham. Han ønskede faktisk at få et svar på det, nu hvor de havde valgt at bevæge sig ind på det. At han så derimod skulle grine af det, var ikke ligefrem noget som han havde regnet med, men ikke noget, som han kunne gøre det største ved, når det nu endelig skulle være. ”Du går måske ikke op i den slags, men det er sådan noget, jeg går meget op i,” påpegede han sigende, for det var ord, som han faktisk kunne og ville stå inde for. Han hævede hånden varsomt og strøg ham roligt over håret, inden han trak hånden til sig igen. Han kunne godt lide at ligge der favn i favn med ham, og det var noget, som han gerne ville understrege, for han slappet af, og det var virkelig dejligt, nu hvor muligheden faktisk havde budt sig til det, for det hjalp da en hel del.
Selv nu hvor de var inde på Alexanders erhverv, så var han i princippet ligeglad med hvad den mand egentlig foretog sig, for han havde vel sit arbejde, som han selv havde sit? Det var jo ikke ligefrem en nyhed, at folk var nødsaget til at gøre og lave noget, som de ikke altid ville være i stand til at stå inde for eller noget i den stil, og det var jo bare sådan at tingene nu bare måtte være i den anden ende. ”Hvad vi foretager os, er til tider bare en nødvendighed, som vi må leve med, Alex. Jeg ved ikke hvad du foretager dig.. Det eneste, som jeg ved, er jo at du har to hjem.. alt efter hvad du nu laver, så er det også afgørende for hvor du befinder dig.. Man bryder sig ikke altid om det,” sagde han sigende, idet han igen lod blikket søge mod hans øjne. Han havde ganske vidst ikke rigtigt nogen anelse om det, men det var rart at ligge der og snakke med ham.