Glad You Could Come

[Alexander Raphael Vladimir]

At Caleb gik op i hvordan samfundet så på folk overraskede ikke Alexander så meget igen. Han havde jo ikke ment, at han var ligeglad som sådan, men at det bare ikke skulle vælge for ham. Men han vidste ikke om det var sådan han havde udtrykt sig eller om det bare var blevet opfanget anderledes. Han så på Caleb, men ikke direkte. Han vendte bare sit blik i hans retning. "Så hvis jeg var en eller anden rendestens rotte så ville du ikke have noget med mig at gøre, fordi jeg i samfundets øjne bare var en pestilens som skulle udryddes?" Hans tonefald var helt neutralt og tomt, men ordene kunne nok i sig selv være lidt grove. At han jo nærmest beskyldte Caleb for, at han kun ville have noget med de rige og fine at gøre. Men hvis Caleb mente, at han selv ikke var noget værd fordi han var den han var og at Alexander; og ja alle andre; skulle finde sig en anden så måtte det vel også være modsat? Nemlig at han selv ikke ville have en som samfundet så ned på? Eller så havde Alexander misforstået det hele. Han var dog bange for, at han havde såret Caleb med sine ord selvom han jo ikke mente det så slemt. Han ville bare gerne forstå. Han tilføjede et undskyld om at han havde fået det til at lyde så anklagende.
Men at Caleb ikke lod til at bide mærke i, at Alexander's arbejde var slemt overraskede ham. Men så igen havde han jo ret i det som han sagde omkring det. Alexander kunne sådan set godt undvære det ene af sine job, men det var med årene bare blevet en del af ham. Og han kunne næppe finde ud af andet end det som han gjorde nu. Og det var noget som var med til at holde mindet om hans forældre i live. Men han var nu bekymret for, at Caleb på trods af sine ord, ville reagere anderledes hvis han fandt ud af hvad Alexander gik og foretog sig. At han levede flere liv som en del af sit arbejde som spion og med alt det blod han havde på sine hænder. Det hang næppe sammen med den stille tilværelse han havde hjemme i skovhytten med sine dyr. Han sukkede stille og mærkede igen den tørre fornemmelse i sin hals og undskyldte sig og gik over til det lille køkken lignede andel af hulen og tog et krus og fyldte vand i før han skyllede sin hals. Han gjorde det et par gange før han gik tilbage til sengen. Vandet havde hjulpet lidt.

[Deleted]

Det var så sandelig ikke fordi, at Caleb havde tiltænkt dette til at skulle blive en diskussion. Han var bare vant til, at blive set ned på af det samfund, som han begik sig i, og det var også derfor, at han gjorde sig de tanker, som han gjorde sig, nu om dage, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde tænkt sig, at skændes med ham om det, så de ord, som i oven i købet lød forbandet hårde, så var det noget, som han uden tvivl var direkte chokeret over. ”Jeg.. nej… Hvorfor gør du dig pludselig den tanke?” Han vendte blikket direkte mod ham, tydeligt forundret over, at han kunne få sig selv til at stille det spørgsmål, for det var bestemt heller ikke sådan, at han havde forestillet sig noget som helst af det som skete omkring ham. De havde hver deres måde at se livet på, som de havde hver deres måde at leve livet på, så det havde vel også noget med sagen at gøre? At manden så til sidst valgte at undskylde sig og trække sig helt, var noget som han uden tvivl måtte tolke det som en afvisning, hvilket ikke var noget som han kunne lide. Han slap ham dog, for han ville jo heller ikke ligefrem holde ham hvis det ikke var noget, som han ville have, for det var faktisk noget, som gjorde ham ked af det et sted. Han valgte til sidst at sætte sig op i sengen og vende blikket mod ham igen. Han virkede… irriteret af en eller anden grund, og det var bestemt heller ikke ligefrem det, som han brød sig om, for det var jo ikke derfor, at han var kommet. ”Var det et forkert tidspunkt at komme på, Alex?” spurgte han endeligt, for han ville jo heller ikke blive der, hvis han skulle trække sig, blive så tonløs og så mut, som han pludselig virkede til at være. Han blev dog siddende på sengen. Han ønskede ikke, at hans fridag skulle bruges på den måde, når det var så sjældent at han kom ud i det hele taget!

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander rystede stille på hovedet til det spørgsmål som Caleb stilte. "Nej jeg...er bare ikke helt mig selv tror jeg.. Jeg blev vel bare overrasket over, at du ikke lader til at ville have noget med mig at gøre fordi du mener jeg er bedre end jeg er." sukkede han stille og rystede på hovedet. Han var nok alt andet end et englebarn. Nu var han jo godt nok en dæmon, men han var endda en dæmon blandt dæmoner. Caleb var jo også en dæmon, men han gjorde ikke skade på nogen. Han gik stille hen og lagde sine arme om halsen på ham og trykkede ham ind til sig som han stod der foroverbøjet og lænet lidt ind over ham. Han lukkede stille sine øjne og lod sine fingre nusse igennem Caleb's lokker ganske forsigtigt og stille. "Jeg er glad for du kom Caleb.. Jeg vil ikke ødelægge det ved at være uhøflig." Han havde jo ikke troet han ville se ham igen så hurtigt og han ville såmænd ikke lade det besøg her gå til spilde! Caleb skulle jo gerne have lyst til at komme igen eller til at lade Alexander besøge ham hvis det ikke kunne være anderledes. Han smilede svagt selvom Caleb ikke kunne se det som det var nu. Han skubbede lidt til ham og med et grin fik han ham skubbet mere bagover. Han ville have ham ned at ligge på sengen for at løsne spændingen lidt der var blevet en smule tung i luften. Det blev bedst gjort ved lidt drilleri og han ville derfor vælte ham rundt og holde ham blidt, men stadig beslutsomt fast under sig. Men hvis Caleb ikke ville have det så skulle han nok stoppe. Men nu prøvede han. Han ville jo ikke gå og være helt tvær og mut. Det var ikke en god vært og Caleb fortjente ikke, at han skulle besøge sådan en person. Nu havde han gjort sig den ulejlighed at komme her og han ville vise sin taknemlighed! Han grinede lidt igen før han kyssede ham mens han fik skubbet ham bagover.

[Deleted]

Var det underligt, at Caleb ikke følte, at han var værdig noget som helst? Det var det, som han havde fået at vide stort set siden han var blevet født i baggården på et bordel tilbage fra den tid, og den tanke, var noget som faktisk gjorde ham selv trist, og det var jo en tankegang, som bare havde sat sig fast for hans vedkommende. Han trak let på skuldrene og vendte blikket mod ham, da han jo alligevel valgte at blive stående. Han var kommet med en glæde, men følte at han var helt deprimeret pludselig, og det var ikke fordi, at han brød sig synderlig meget om det. ”Min slags, som gør det arbejde, som jeg gør, er altid og har altid været lavest rangeret i hierarkiet, Alexander, og det kan du jo heller ikke benægte.. Uanset hvad du gør, så er det jo sikkert med en mening eller en større betydning,” påpegede han sigende. Det var ikke fordi at Alexander ikke var det værdig, men derimod.. ham selv, som ikke var det, og det var noget, som han slet ikke kunne have med at gøre i den anden ende. Han vendte blikket stille ned mod sit skød, som han samlede hænderne i. Han følte sig deprimeret.. Det var bestemt ikke på grund af dette, at han var kommet denne vej, for at skulle gå deprimeret hjem, men derimod for at nyde en tid sammen med ham, for det var jo ikke ligefrem ofte, at de fik den mulighed, og det var jo noget som gjorde ham trist nok. At han så kom ham i møde, og nærmest.. væltede ham ned i sengen, fik alligevel et stille smil til at brede sig på hans læber. Det havde været en lang nok tur for ham, men det var nu heller ikke fordi at det gjorde sagen meget anderledes af den grund. Han lagde sig ned i sengen og med hænderne, som næsten automatisk støttede af mod hans sider. Smilet bredte sig mere på læberne, da han igen vendte blikket mod hans skikkelse. Han tog mere end glædeligt imod hans kys og lagde sig så til rette i sengen ved siden af ham. ”Jeg vil ikke have, at vi skal skændes, Alex.. Det er bare mit syn på tingene.. Og jeg forstår, at det frustrerer dig,” sagde han dæmpet.

[Alexander Raphael Vladimir]

De kølige, men dog i øjeblikket ikke vrede eller hadefulde øjne, så hen mod Caleb. Selvom de blå øjne virkede kolde og måske tomme for følelser så var de omkring Caleb måske stadig kølige at se ind i, men samtidig på en sær måde med varme. Hans kolde blik kunne alt efter folk virke både som is, men også som en varm lidenskab. Endnu en del af mystikken omkring ham og hans væsen. Men han kunne jo et sted kun give Caleb ret i hans ord. Prostituerede lå lavt i systemet. Men ligefrem nederst? Han kunne da godt finde på nogen der i hvert fald lå i bunden. Om det så var under eller side om side med prostituerede var han ikke klar over. I hans egne øjne lå de nok lavest. Men i gennemsnits meninger var han ikke sikker. Han fugtede roligt og langsomt sine læber mens hans blik stadig hvilede på ham. "Du vil altså mene, at folk bryder sig mere om mordere og tyve end om prostituerede? For jeg vil da mene, at en mand eller kvinde der dræber utallige er mere ussel end dem som behager folks lyster.." Men hans mening kunne jo godt være helt forkert i forhold til så mange andres.

At hans lille forsøg med at vælte ham lykkedes gjorde ham glad. At se et smil vende tilbage på læberne hos Caleb gjorde ham kun så meget mere glad! Selvom det kun var et lille et af slagsen. Til at starte med, for han så snart, at det blev et lidt bredere et. Han ville et sted gerne snakke videre om det med hiarki og hvem der var lavest, men kun for at få Caleb til at forstå, at Alexander jo sådan set var mere ussel, men han ville ikke ødelægge stemningen yderligere. De havde jo begge glædet sig til at kunne være sammen. At være i samme rum og uden regler der forbød dem ting. Uden mulige indblandinger eller forstyrrelser. Blot de to.
Et kys blev gengældt og lukkede ligesom ned for den deprimerende stemning så de atter kunne smile og nyde at ligge sammen. Han strøg let hans kind og havde et sted lyst til at fortælle om hvad han bedrev sig med. For at få Caleb til at forstå hans pointe. Men han ville ikke jage ham væk eller ligefrem vække hans had. Han rystede blot stille på sit hoved. "Lad os ikke snakke mere om det min kære.." hviskede han stille og lagde let og blødt en finger over Caleb's læber mens han så ham i øjnene og smilede svagt. Ikke mere snak om det. De kunne nok tale frem og tilbage længe om det. Den snak kunne de tage en anden gang hvis det blev nødvendigt, men ikke mere nu. "Det er jo ikke derfor du kom vel?" spurgte han med en drillende tone og en mild latter efterfølgende. Han lænede sig stille mod ham og lod sine læber finde hans igen og kyssede ham dybt og længe mens han holdt ham tæt ind til sig.

[Deleted]

At stille lyster og sprede benene for penge, var nok noget af det mest lave man kunne gøre i samfundet, men for nogen – som Caleb, så var det bare den mulighed og det alternativ, som man kunne sige, at der var, uden at man egentlig kunne gøre noget ved det. Han var vant til at blive dømt på det, selvom det faktisk gjorde ham ked af det, at skulle høre Alexander sige de ord, og tage den tone i brug overfor ham, for det var jo heller ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han var vant til, for det var han da på ingen måde. Han vendte blikket varsomt i retningen af ham igen, som han blev siddende og bare.. kiggede på ham. Han følte sig virkelig ikke værdig nok til en som Alexander, og så var han jo i princippet ligeglad med hvad den mand lavede, og hvad han ikke lavede, for det gjorde da slet ikke nogen forskel af den grund. ”Du ser måske ikke på tilværelsen på samme måde, som jeg gør, men jeg ved jo, at det er sådan det forholder sig. Folk slår ihjel fordi det er et job.. vi sælger vores kroppe.. lader os udnytte, for penge.. for ly.. for mad.. det er vores kroppe.. Det er noget, som man burde prise og værdsætte,” påpegede han sigende. Det gav ham dårlig smag i munden at tænke på det, og det var også derfor, at han så sjældent tog fri fra arbejdet, for det gav ham muligheden for at tænke.. Og det var han i forvejen ikke glad for.
At blive væltet ned i sengen fik måske et lille smil frem på Calebs læber, men det var ikke ensbetydende med, at det hele var ordentligt endnu, for det var det ikke ligefrem. Han vendte blikket stille mod ham igen. Det irriterede ham et sted, at han ikke bare kunne fortælle hvad hans job egentlig bar hen af, for det havde han jo selv, slet ikke nogen anelse om, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du vil jo ikke fortælle mig det..” sagde han endeligt. Han var naturlig nysgerrig, og derfor gjorde det ham naturligvis trist, når han ikke fik tingene fortalt, når han jo vidste, at der var noget. Kysset gengældte han uden at tøve, for det føles virkelig, virkelig godt! Han var måske ikke kommet for at være deprimeret eller noget hen af det, men når man ikke fortalte ham ting, så blev han altså meget nysgerrig! ”Derfor synes jeg nu, at du kunne fortælle mig det alligevel.. Jeg vil jo gerne kende dig,” afsluttede han sigende, efter at han havde trukket sig igen.

[Alexander Raphael Vladimir]

Et sted måtte Alexander jo lige så stille faktisk give Caleb ret. Han havde aldrig som sådan faktisk set på det som Caleb gjorde. Men han kunne lidt bedre godt se det fra hans side af nu. Han havde bare aldrig tænkt, at folk som Caleb blev vurderet sådan, da mange da nød af, at kunne betale sig til deres krop og betale sig til tilfredsstillelse. Det var faktisk næsten morsomt, at folk betalte sig til sex og mere, men så åbenbart så ned på dem som de betalte. Dog var Alexander stadig ikke helt enig. "At slå ihjel er for nogen et arbejde Caleb. Men ikke for alle. Nogen gør det i koldt blod fordi de har lyst eller de bare ikke sætter pris på liv. Nogen dræber for at overleve.. og nogen sælger sig selv for samme sag. Men jeg kan godt lidt se hvad du mener nu. Men jeg ved jo samtidig, at du er nødt til det på grund af den du er. Har du jo også selv nævnt for mig." Han så på ham og havde et sted lyst til ikke at lade ham tage tilbage til det sted. Men han kunne jo nok ikke bare holde ham her. Han ville jo heller ikke berøve ham hans frihed. "Caleb.. hvis du kunne..ville du så stoppe med dit arbejde?" spurgte han stille efter lidt tid.
Da Caleb så begyndte nærmest direkte at spørge ind til hvad Alexander lavede så havde han vel selv bedt om det? Og det måtte jo før eller siden ske. Han havde nok selv vækket nysgerrigheden for meget hos Caleb nu. Han sukkede stille. Ikke fordi han var trist over at blive spurgt om det. Men fordi han var bekymret for resultatet. "Hvis du ikke allerede har gættet det lidt ud fra den samtale før.. Så består mit job i at jeg skal slå folk ihjel." Han så på ham og havde uset flyttet sig lidt væk. Hvis Caleb gerne ville gå så ville han jo ikke virke som om han holdt ham. Og hvis Caleb hurtigt ville væk så ville han jo ikke stå i vejen. Men Caleb havde flere gange sagt, at han var ligeglad med hvad hans job bestod i. "Den anden del af mit arbejde består i at spionere. Det er derfor jeg rejser så meget." Han så på ham og nu var det jo sagt. Kortene var smidt på bordet og han kunne ikke tage dem op igen. Men han ville jo gerne have, at Caleb vidste det. At han kendte ham og stadig ville omgås ham på trods af det. At Caleb's ord om, at jobbet intet betød faktisk var sande!

[Deleted]

Caleb var frustreret over, hvad nogen var tvunget til at gøre, for at overleve. Det var bestemt heller ikke fordi, at han bifaldt tanken om at være hvad han var, men der var jo desværere ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. I det store og hele, så var han en mand, som var tvunget til at gøre disse ting, og tvunget til at ligge hvor han gjorde. Det var ikke mange, som havde muligheden for at bryde fri, som folk som Jared havde gjort, men.. bare leve med de ting, som de nu var. Han var jo selv født på et sted, som han var på arbejde i, så det havde jo stort set allerede været til grund fra start af. Han vendte blikket roligt op i retningen af ham i stedet for. ”Det er nedværdigende for os, som er tvunget til at gøre det for overlevelsen, Alex.. Jeg hader at være nødt til at gøre det, for at finde styrken og den næring, som jeg skal have for at kunne overleve.. Så hellere slå ihjel. Det skaber da et andet ry og en anden form for det, end det andet her gør,” forklarede han sigende. Han vendte blikket væk – Næsten som var det i skam. Kunne han, så havde han stoppet for længst, men det var bare ikke alle, at disse muligheder måtte falde til, hvilket jo faktisk gjorde ondt på ham. ”Den mulighed kommer aldrig,” sagde han blot. Han ville ikke gøre sig forhåbninger om noget som helst i hvert fald.
Alexander havde skam bedt om den, ved at nævne og kommentere det i samtalen, og det gjorde Caleb nysgerrig, og han ville jo rigtig gerne vide og høre hvad han egentlig gik og lavede, for det var jo heller ikke ligefrem noget, som han havde nævnt for ham tidligere. Han lod hovedet søge let på sned, som han alligevel virkede til, at ville fortælle det, hvilket uden tvivl også var noget som passede ham selv ganske fint i den anden ende. Han lod manden fortælle ham det hele, også selvom det egentlig ikke kom bag på ham, og det var heller ikke fordi at den tanke skræmte ham som sådan. ”Det forundrer mig ikke, Alex.. Det er bare et.. farligt og risikabelt job,” sagde han dæmpet. Han blev liggende i sengen ved siden af ham i stedet for. Det føles rigtig, rigtig rart. Desuden var det rart, at faktisk få at vide, hvad han egentlig gik ogl avede, i stedet for alt det andet.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander kunne bedre og bedre faktisk følge Caleb's syn på tingene. Men han fik jo også forklaret dem på en god måde. Og så lyttede Alexander jo efter og lukkede ikke bare af og lod ordene passere. Han strøg stille Caleb's kind og måtte indrømme, at han faktisk et sted hadede tanken om, at Caleb var tvunget til ting. Han havde jo altid vidst, at det var noget som kunne være en nødvendighed, men han havde aldrig set på det sådan her. Han sukkede stille ved tanken og strøg fortsat hans kind. "Er der slet ingen måde hvorpå du kan ændre på det? Eller bedre endnu måske stoppe det?" Han vidste, at det nok ikke ville blive let og der var jo visse ting som han skulle kunne få for at overleve i hverdagen. Og de var ikke altid nemme at skaffe og slet ikke for en sensuel dæmon. Men hvor der var vilje var der jo en vej? At Caleb så lod til at have opgivet håbet om en mulighed for at andet liv gjorde Alexander helt trist indeni. Hvorfor gav han så let op? Havde han affundet sig med, at hans liv var dette?



At de var endt med at snakke om begges job i store træk var ikke lige det som Alexander havde forestillet sig, men han havde jo selv bragt det lidt på bane og det havde faktisk været lidt af en lettelse at få det ud. Han havde i lang tid faktisk haft det lidt skidt ved ikke at fortælle ret meget om sig selv og nu var det lidt som om, at det var blevet nemmere fordi han havde lukket Caleb et skridt ind i sit sind og liv. Måske var det også fordi de var her hos ham og at det hele var så nyt og anderledes, at han følte stemningen for at dele mere om sig selv. Hans fingre strøg fortsat blidt hen over Caleb's kind. Alexander ville gerne vise, at han var der. Gøre så Caleb ikke følte sig alene eller fortabt.

[Deleted]

Et sted kunne man vel godt sige at Caleb havde opgivet drømmen om en bedre tilværelse, for det var næsten, som man blev tvunget til dette, når man blev født som det han var, og selvom han måske ikke ligefrem var renracet sensuel, så var det ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende, af den grund. Han vendte blikket mod ham. Der var ikke noget fremtid for ham, andre steder, end hvor han var allerede, og den tanke, var uden tvivl noget, som selv formåede at irritere ham. ”Jeg er afhængig af det, Alex.. Uanset hvor dum en undskyldning det kan lyde som, så er jeg afhængig af det. Jeg kan ikke stoppe det.. det vil tage mit liv i stedet, og det er jeg slet ikke ude på,” påpegede han med en sigende stemme, for det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket stille ned af sig. Det var slet ikke fordi, at han havde lyst til at stå her og være deprimeret, men nu havde de taget hul på de ballon, så kunne de lige så godt få bugt med det hele.
Det var skam ikke fordi, at Caleb var skræmt af hvad Alex gjorde, for de gjorde jo alle de ting, som de gjorde af en grund, gjorde de ikke? De rolige strøg over hans kinder, var noget som kun svagt fik ham til at smile, for han kunne jo godt lide det, og det var noget som fyldte ham med en form for ro. Han nød at manden rørte ved ham, selvom det måse ikke var det, som han gav mest udtryk for som sådan, men nu hvor de var alene, så var det næsten, som om at det faldt ham langt mere naturligt nu. ”Det føles godt, når du gør det der,” afsluttede han endeligt, kun for at lægge sig godt til rette i sengen. Han var træt ovenpå den lange tur, men han ville nyde tiden så længe, at han nu havde muligheden for det.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander lod sit blik hvile på ham. Afhængig? Tja.. han kunne vel godt se, at igennem så mange år kunne nogen måske blive afhængig af at arbejde med den slags? For han gik vel ud fra, at Caleb mente det på den måde? For selve sex delen kunne han jo få andre steder? Ikke hvor som helst, men hvis han fik en fast partner var løsningen da der? Hvis der var mere i det så forstod Alexander sig ikke nok på sensuelle dæmoner, for han kunne ikke se problemet var større? Medmindre en sensuel dæmon ligefrem kunne udmatte en partner der var af anden race? Med deres store sex behov for overlevelsen. Han var jo selv en isdæmon og han kunne jo godt klare der var lidt varmt, men blev det for meget ville han jo blive svækket lidt efter lidt og sikkert i sidste ende kunne lide stor last af det. Men han ville nu alligevel gerne kunne gøre et eller andet for Caleb. Men han vidste bare ikke...hvad..
Han kunne dog ikke helt lade være med at smile, da Caleb kommenterede på Alexander's kindstrøg. "Det var da godt. Det var også meningen." grinede han stille med et varmt smil. Ak ja hvor ville han gerne kunne gøre et eller andet. Han lod Caleb ligge sig mere til rette og håbede han lå godt. Og at han blev liggende der et pænt stykke tid endnu. han var ikke helt klar til at give slip og lade ham tage hjem igen. Ikke nu hvor han endelig havde ham hos sig og de var helt aldeles alene. "Det gør mig ondt at du er afhængig af bordellet.." hviskede han stille efter lidt tid og hvor han havde lagt sig med sit hoved mod Caleb's bryst og ellers blot bare aet videre mod hans kind. Lidt ned over halsen også. Han kunne jo nok ikke gøre så meget andet end at være der for ham.

[Deleted]

Den intime nærkontakt kunne Caleb måske få mange andre steder, men der var også andre ting som fulgte med en levende tilværelse, som han ikke kunne opfylde på den front. Han ville aldrig kunne få et normalt arbejde, for han ville aldrig kunne se på folk, uden at tvinge de tanker frem i dem, og det var slet ikke hans intention på nogen måde. Det gjorde ham faktisk trist at vide, at han stort set intet kunne gøre ved den sag, men det var noget som han havde lært at leve med, selvom det nok var svært for folk udefra, at forstå, hvorfor han kunne. Han kunne jo mærke, at det var svært for Alexander at sætte sig ind i. Han var jo heller ikke hans type dæmon, så det havde uden tvivl noget med det at gøre. De lette strøg over hans kind, var noget som kun fik ham til at smile og slappe af, for det føles uden tvivl rigtig behageligt. Han sukkede dæmpet. ”Det er kun dig, som formår at gøre det på den måde,” sagde han roligt, også selvom det jo faktisk var ord som han mente. Det var noget som uden tvivl gjorde ham rigtig rolig i forhold til alt det andet!
Det kunne godt være, at det var en skam, at Caleb ikke kunne undvære Bordellet, men han havde lært at leve med det. Han trak let på skuldrene. At det skulle kommenteres på den måde, gav ham næsten dårlig samvittighed, men okay.. et sådan et sted, havde været hans liv stort set siden han var blevet født. Armene lagde han roligt omkring Alex. Det var ikke noget, som han skulle være ked af.. Det var bare omstændighederne, som han måtte leve med. Han kyssede let hans pande. ”Det er jo bare en del af mit liv.. Jeg blev født på sådan et sted.. Og med den race, som jeg er, kan jeg umuligt finde mig et andet arbejde, uden at sætte tanker i hovedet på folk. Det er for alles bedste, at være på et sted som det,” forklarede han roligt. Han forsøgte da i hvert fald.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander mærkede armene der blev lagt om ham. Han følte sig pludselig som den lille. Han anede ikke hvorfor. Han havde bare lyst til at gemme sig væk. Ikke give slip på Caleb. Men han kunne jo ikke holde ham fanget imod hans vilje. Før eller siden måtte han jo nok give slip. Han vidste, at Caleb nok ikke ville blive hos ham. Ikke for altid. Han sukkede svagt for sig selv og hans fingres bevægelser blev langsommere, men stoppede ej endnu. Han var dog glad for de ord. Som vel sagtens kunne siges at være rosende på en måde? At han kunne gøre noget som ingen andre havde formået. Men hvor længe holdt det? Og hvor meget betød det mon i det store billede i det hele taget? Han var jo nok bare en lille dråbe i det store hav. En ting der fik ham til at føle sig kold og mørk indeni. På en anden måde end normalt. Og ikke spor behageligt.
Han rystede stille på sit hoved efter Caleb havde endt sine sidste ord. Nej. Han kunne ikke bare acceptere det! Men. Det var jo ikke hans valg. Han havde jo sådan set intet at sige. Caleb bestemte selv. Og måske havde han ret og det var det bedste. Men Alexander kunne ikke lade være at føle, at Caleb kunne få det så meget bedre end nu. Selvom han vidste, at det kunne være værre og at han trods omstændighederne var det bedst mulige sted. Han holdt dog sin mund. Den eneste form for respons han gav var sine nu lidt mere tøvende fingre og sin hovedrysten. Men ikke et ord. Ikke en lyd kom der fra ham. Han ville ikke skændes eller diskutere det mere. Han kendte ikke til en sensuel dæmons liv så godt som en sensuel dæmon selv, men.. Han var nu vis på, at der måtte være en måde. En måde at forandre. Men samtidig med han følte sig så kold og tom, så følte han sig også uvidende og hjælpeløs på dette punkt. Han kunne næppe hjælpe. Næppe få Caleb til at forstå hvordan han havde det med alt dette her. Han forstod det slet ikke selv endnu. Hvorfor berørte det ham så voldsomt? Han havde aldrig bundet sig til nogen før, men allerede fra start af havde Caleb været noget særtilfælde. Igennem årerne havde han ikke holdt styr på om det var blevet ændret, men med et så følte han, at der nærmest inden spærregrænse var. Han følte sig helt åbent og blottet. Hans facader var væk og han kunne ikke længere holde sine hemmeligheder inde. Ej heller holde sine følelser lukket væk.

[Deleted]

Caleb kunne desværre ikke blive, men han ville da i det mindste nyde det så længe, som han nu kunne, og det var vel heller ikke underligt? Han havde endelig våget sig ud af Bordellet, og det var ikke noget som han gjorde normalt, så det var noget som han faktisk så på som en direkte succeshistorie, og han kunne uden tvivl rigtig godt lide det. Han smilede let for sig selv. Sådan som Alexander nærmest lå og gemte sig ind mod ham, så følte han lidt, at han skule stå som den store, og det var faktisk ikke noget, som han havde noget imod. Han trykkede hende let ind mod sig, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han kyssede igen hans pande og lagde sig godt til rette sammen med ham, for det føles godt, og det føles behageligt.
Igen blev Alexander stille, og det var tydeligt med en trykket stemning, og det var heller ikke noget som Caleb ønskede sig på nogen måde, og kunne han, så ville han naturligvis meget gerne gøre noget ved det. Han vendte blikket mod ham. Man måtte jo bare acceptere det.. Det var også det som han havde gjort for mange år siden, og så var det også bare på tide, at Alexander måtte gøre det samme. ”Jeg synes nu heller ikke at det er noget som du skal tænke mere på, Alex… Nu er jeg her, og jeg synes, at vi skal nyde det,” sagde han med en rolig stemme. Han smilede let til ham. Han ville gerne være optimistisk, kunne ligge og smile og bare have det godt for en gangs skyld, når det var så sjældent, at han fandt muligheden for at komme ud. De måtte finde på noget at lave.. De kunne ikke bare ligge her, hvis Alexander lå og tænkte over det, og det var derfor, at de måtte gøre noget! Han strøg ham kort over hovedet. ”Og nu hvor jeg er her… hvad med så at vise mig lidt rundt? Stedet her er jo koloenormt,” sagde han med en rolig stemme, også mest som en opfordring, og for at give ham noget andet at tænke på.

[Alexander Raphael Vladimir]

Selvom han ikke ville så lå Alexander jo netop og spekulerede. Og det vidste han godt var dumt. Det ville ikke hjælpe på nogen måde, men måske bare gøre tingene værre og det var han slet ikke interesseret i! Ikke når de allerede en gang havde været igang med at diskutere emner og få en anspændt stemning. At Caleb ej skubbede ham væk gjorde ham en smule mere rolig i sindet. En del af ham var jo også bange for, at han ville blive skubbet væk og afvist på en måde. Men Caleb lod ikke til, at have noget imod, at Alexander gemte sig væk mod ham og bare nød at blive holdt om. Når han nu alligevel havde lukket alle facader ned så kunne han lige så godt bare slappe af.
At hans stilhed så tydeligt kunne aflæses som bekymring og spekulation var jo ikke meningen. Men at Caleb foreslog han skulle lade være at tænke mere over det og blot nyde at være sammen, ja det kunne han jo godt se. Og han holdt stille op med at tænke mere over det. Det nyttede ikke noget alligevel. Selvom han gerne ville hjælpe så måtte han nok opgive det. I det mindste kunne han have Caleb hos sig for en stund. Han smilede stille, da det var han atter blev strøget over sit hoved og nikkede. Ja han var enig i, at de skulle nyde det nu. Han pegede lidt op. "Dette er min stue og her jeg sover. Derhenne er der et lille køkken.. Bag døren derovre er mit minimale badeværelse. Bare med et kar og småting. Det var den rundtur.." grinede han lidt, da Caleb havde sagt det var så enormt et sted. Det var nok det stik modsatte man skulle bruge af udtryk. Men måske havde Caleb ment grotterne som helhed? Men det krævede jo, at de rejste sig op. Og gik ud herfra. Ikke noget han havde lyst til. Ikke lige i øjeblikket. Caleb duftede så godt.