You are safe now..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Skulle der komme en skideballe, så var det noget som Salvatore nok selv skulle tage hånd om. Han havde bare en sjov tendens til at tro, at det ville blive opdaget før eller siden, men så måtte han jo tage den på det tidspunkt, og ikke nu, for det var ikke noget, som han ville få det mindste ud af i den anden ende. Han smilede let til hende. For nu, tog han det ganske roligt, for han så ikke nogen grund, til at skulle forhaste med alt muligt, hvis han ellers kunne blive fri for det. ”Vi kan da håbe,” sagde han endeligt, som han let blinkede til hende endnu en gang. Han holdt af hende, og det var skam også mere en grund nok for ham, til at gøre, som han nu gjorde det. Hun havde uden tvivl brug for noget nyt tøj, og det var jo egentlig bare en vennetjeneste i hans øjne, for han ville jo ikke have, at hun skulle rende rundt, og se sådan ud, hvis han havde muligheder for at hjælpe hende med noget andet, og fordi at denne kjole, nok også havde set sine bedre dage, og havde stået sin tjans, og at det derfor var på tide, at finde noget nyt? Han søgte roligt hen på sengekanten igen. Han regnede ikke med, at den magiske måde at transportere sig på, var kendt for hende, men der skulle rigtig meget til, for at komme over muren i dag, og det ville være ham en smal sag at komme forbi, også på den magiske måde i hvert fald. Han smilede let for sig selv. Det krævede naturligvis, at hun stolede på ham, når det kom til dette, og stolede på, at han ikke ville snyde hende, for det ville han slet ikke! ”Det vil føre os til Procias i løbet af ingen tid, kan jeg fortælle dig.. Det kræver blot at du stoler nok på mig, til at tage fat, og lade mig bringe dig til den anden side af den store magisikrede mur,” fortalte han med en rolig stemme. Det var en risiko uden lige at løbe for ham, og han vidste, at han sagde sig imod alt det som hans eget kongehus stod for, men hvad gjorde man ikke for en god veninde?

[Deleted]

Denjarna vidste, at de kunne rende ind i problemer, når nu hun blev transporteret til Procias. Hun håbede dog ikke, at det ville ske for dem. Lige umiddelbart var hun nemlig ikke ude på ballade, som hun derimod blot ønskede at blive helbredt. Selv vidste hun, at der var en lettere vej, men den ønskede hun ikke at tage. Hun kunne nemlig altid blive bragt til en healer i sit eget hjemland, men for at være ærlig, så ønskede hun ikke at sætte sin fod i Dvasias lige pt. Derudover var der også en større sandsynlighed for, at Alexander ville finde hende, hvis det var der hun var. Det var meget muligt, at hun en dag ønskede at støde på ham igen, men den dag var ikke i dag eller lige foreløbig. Derfor valgte hun for nu Procias. Tanken omkring den magiske transportering, gjorde hende både nysgerrig og lettere mistroisk. Hun havde aldrig prøvet denne form for transportering, og derfor var det svært at sige, hvad hun skulle tænke om det. Lettere gjorde han det bestemt heller ikke for hende, når han talte om det i en mystisk tone. Det gjorde nemlig blot, at han holdt hende i uvidenhed, samtidig med, at han tvang hende til at stole blindt på ham. Det fik hende uden tvivl til at spekulere over tingene, men når alt kom til alt, stolede hun rent faktisk på ham. Derfor var sagen egentligt ikke længere. Hendes blik hvilede på ham. ”Gør hvad der skal til,” sagde hun stille. ”Vi skal over grænsen, og hvis det er den letteste og hurtigste vej, er det, hvad vi må gøre.” Hun havde besluttet sig. De ville rejse ved hjælp af magi. Nu var det derfor op til Salvatore at transportere dem af sted. Spændt var hun, for hun havde jo aldrig benyttet sig af denne rejseform før. Hvad det helt præcist var der skulle ske, anede hun dog ikke, og derfor glædede hun sig til at se, hvad han havde i tankerne. Interessant var det hele faktisk, da hun skulle se Procias, som hun ikke havde besøgt i umindelige tider. Dog vidste hun, at det ikke var meget hun ville se, for for det første kunne hun ikke bevæge sig, og for det andet, så ville hun ikke kunne bevæge sig frit omkring, selvom hun skulle have kræfterne til det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at t hele bundede i tillid til ham, når det kom til at forflytte hende på den måde. Lige umiddelbart kunne han ikke beskrive hvordan det føles, men derimod bare vise hende det, og så måtte hun jo stole på, at det som han sagde, at han gjorde, var det som han jo faktisk gjorde i den anden ende. Han smilede ganske let. Han ønskede hende ikke noget ondt, og han forstod faktisk også godt, hvorfor hun ikke ville til en healer i sit eget hjemland, hvis hun var så bange for at fyrsten ville komme efter hende, og faktisk finde hende. Som hun gav ham tilladelse til at gøre, hvad der skulle til, var noget som faktisk passede ham ganske fint. Han nikkede til hende. ”Vi vil være fremme i løbet af ganske kort tid,” sagde han roligt. For ham, så var det faktisk vigtigt, at hun stolede på ham, og dette var faktisk noget, som han tog som et meget stort tegn til en tillid. En tillid, som han faktisk havde brug for, at nogle viste ham. Selv så håbede han naturligvis på at de ikke ville støde på nogle problemer, men det var bare en irriterende mavefornemmelse, som han sad inde, med, så var det ikke noget, som han havde i sinde, at skulle dele med hende. Hun havde da tilsyneladende mere end nok, at snakke om i forvejen, og det var bestemt heller ikke noget som han tog så tungt igen. Han skulle nok tage den, hvis det skulle vise sig, at gå så galt. Han tog roligt fat omkring hende, for at hjælpe hende op på benene, selvom det var mere ind mod ham, så hun ikke ville ryge i gulvet igen. ”Så gør vi det. Hold fast i mig. Første tur, kan godt være en smule ubehagelig..” forklarede han med en ærlig stemme. Lyset begyndte at indkapsle dem. Han lukkede øjnene roligt, idet at de forsvandt fra værelset, som de havde lejet, kun for at sætte kursen direkte mod det procianske land.

//Out