You are safe now..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Solen var godt oppe på den store himmel, da Salvatore endelig ankom med Denjarna til Manjarno. Det var bestemt ikke fordi, at han havde haft nogen intentioner om at slå sig ned i Dvasias, når han havde Denjarna med sig, og det var mest fordi at han ønskede at holde hende tryg og sikker, så det var vel heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans skridt var rolige, hvor han lod hende gemme sig lidt i hans store kappe, og forhåbentlig få noget behageligt og en god søvn, for det var noget, som hun uden tvivl havde brug for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Han var virkelig, virkelig glad for, at han havde valgt at tage turen til Dvasias, også fordi at det ikke rigtigt forvoldt ham nogen problemer at komme over den mur, så det var noget, som han naturligvis var frygtelig, frygtelig glad for. ”Så er vi ved at være fremme.. Så kan du få en seng at sove i,” sagde han med en rolig stemme, da han endelig fik øje på kroen. Her kunne de da om ikke andet, så være sikre, til hun kom lidt på benene igen.
Med albuen fik han døren skubbet op, og kom indenfor. Automatisk vendte folk blikket i deres retning, for det var jo ikke altid, at man så en mand komme løftende med en kvinde på denne måde, så var det slet ikke noget, som han tog særlig tungt, for det var vigtigt for ham, at hun fik det godt igen. Han vendte blikket mod kroejeren som stod bag disken, og selv tydeligt overrasket over hvad der var at se. Salvatore tog sig ikke af det.. Lige nu ville han gerne have lagt Denjarna ned. Hans arme sov, og hun var virkelig begyndt at blive tung at bære rundt på. ”Giv mig et værelse, og send et måltid mad op. Og skriv det på Salvatore Salizmiras regning,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Det var tydeligt, at han mente det. Han fik stukket en nøgle i hånden, selvom det var temmelig besværligt, og søgte i retningen af den lange gang med værelser, så han kunne finde et sted at lægge hende. Ved hjælp af sin magi, fik han nøglen i den rette lås og fik døren op, hvor han søgte indenfor. Han sukkede let. Her kunne de være i sikkerhed. Han søgte hen til sengen, hvor han roligt lagde hende ned. Hans arme summede helt, men han var virkelig glad for, at han var kommet efter hende!

[Deleted]

Turen til Manjarno havde været lang, som Salvatore havde båret Denjarna i sine arme fra Convento til Ityrial. Det var ikke just snak der havde hersket mellem dem, som Denjarna fortsat var ufatteligt afkræftet. Gennem turen havde hun konstant dvælet mellem søvn og bevidsthed. Behageligt havde det ikke ligefrem været, for urolig var hun, som hendes krop fortsat reagerede på de ubehageligheder, som hun tidligere var blevet udsat for. Hun vidste dog, at hun var på vej mod sikkerhed nu. Salvatore havde hende nemlig. Eller hun regnede i hvert fald med, at han var til at stole på. Usikkert var hendes sind dog, da ingen af hendes kære havde forsøgt sig på en redningsaktion i over 2 måneder. Ikke før nu. Hvorfor skete der først noget nu? Tankerne var utallige, og frygtsom og træt gjorde det hende.
Hvor længe Salvatore havde gået, anede Denjarna ikke, men pludselig bemærkede hun, hvordan hun blev båret ind i et rum. Hvor de var, vidste hun ikke, da det havde været svært for hende at lokalisere sig på selve turen. Hun fornemmede dog, at det var et offentligt sted, samt et rum fyldt med mennesker. Snakken summede nemlig indtil, at Salvatore trådte ind i rummet, hvor snakken derefter summede ind. Ind til, hvor folk lavmælt diskuterede, hvad der havde hændt kvinden i Salvatores arme, og hvorfor han bar hende. At det var Denjarna, var ikke just til at se lige umiddelbart, da hun så ufatteligt svag og usoigneret ud. Hendes mørke hår hang nemlig tungt, som det var uredt og fedtet. Hendes krop var beskidt og blodig – ligesom hendes kjole – samt hun bar forskellige sår på kroppen. Hendes åndedræt var tungt og til tider lettere hivende, men intet gjorde hun for at give det frihed, som hun derimod fortsat gemte sit ansigt mod Salvatores bryst. Hun hørte, hvordan han bad om en nøgle, samt et måltid mad, for at hun derefter blev båret videre. Ondt gjorde det.. Det vred i hendes sul, hver gang han gjorde en bevægelse, og derfor kunne hendes krop ej få ro. Selv tvivlede hun dog på, at den nogensinde kunne finde ro igen, da den konstant forekom hende smertende og rystende, skønt hun ikke længere selv bemærkede sig af de mange skælv. Forsigtigt forsøgte hun at åbne sine øjne på klem, som hun blev først ind i selve værelset, men ondt gjorde det stadig. Siden hun havde forladt cellen, havde det svedt i hendes øjne, som hun ej var vant til det mindste sollys. I de seneste 2 måneder var hun nemlig kun blevet budt cellen, hvor der ingen vinduer eksisterede, og hvor der kun havde hersket en døende flamme. Nu kunne hun pludselig se dagslyset igen, og smertende var det. Alt var smertende. Tænderne bed hun sammen, som hendes rystende krop blev placeret i noget ufatteligt blødt. En seng. Helt eventyrligt bøjede madrassen sig efter hendes kropsform og –vægt, som det bestemt ikke var det hårde stengulv, som hun havde vænnet sig til. Langsomt vendte hun blikket i Salvatores retning, uden at hun løftede hovedet fra madrassen. ”H.. Hvorfor?” endte hun med at spørge, uden at hun vidste, om han helt fattede sammenhængen i hendes ord. Det omhandlede dog; hvorfor han var kommet til hendes undsætning? Hvorfor nu? Hvordan han havde fundet hende? Og hvorfor havde ingen anden gjort det?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde ganske vidst været en lang tur, men ikke noget som Salvatore tog som en værre ting end det. Det var bare ikke ofte, at han bar en kvinde så langt, da han jo var sikker p, at hvi han satte Denjarna ned, så ville hendes ben give efter under hende, og han ønskede hende jo trods alt kun i sikkerhed, og ikke alt det andet, for det var slet ikke noget, som han kunne bruge i det hele taget. Han vendte blikket roligt mod hende, da de endelig var kommet op på værelset, hvor han havde lukket døren, og de endelig kunne få noget ro og fred, for det var uden tvivl noget, som hun havde brug for. Roligt tog han omkring dynen og lagde den om hende, også bare for at give hende lidt af fornemmelsen af, at have varme om sig, og noget beskyttelse for den sags skyld, for han kunne slet ikke lide, at se hende på den her måde, og vide, at der ikke var nogen, som var kommet hende til undsætning. Han forstod ikke hvorfor, for sidst han havde set og snakket med hende, så havde hun været elsket af så mange andre omkring hende, men ingen var kommet?
Salvatore satte sig roligt på sengekanten ved siden af hende, hvor han lod hende blive liggende, så hun forhåbentlig kunne finde varmen igen. Hendes ord forekom ham tavse og meget lave, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Hvorfor? ”Hvorfor hvad, Denjarna? Hvorfor jeg kom? Hvorfor jeg valgte stedet her? Jeg kom, fordi jeg hørte, at du skulle være der.. Underlagt Fyrsten.. Jeg var nødt til at undersøge det..” sagde han med en ganske sigende og sandfærdig mine, for det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre det største ved det lige nu. Han var bare ked af, at han ikke havde opsnappet det noget før, så han faktisk var i stand til at komme hende til redning da det havde været tiltrængt, for det havde det jo uden tvivl været for hende, sådan som hun havde det. ”Bare hvil, kæreste.. Her er der ikke nogen, som kan nå dig,” lovede han med en ærlig stemme.

[Deleted]

Det at blive bragt til et lunt kroværelse var uden tvivl, hvad Denjarna havde brug for. Hun manglede nemlig det velvære og tryghed, som det kunne give. Stresset og skadet havde hun nemlig været igennem det sidste lange stykke tid, og derfor var det også let at gætte sig til, at hun havde brug for denne komfort og sikkerhed. At hun blev placeret i en behagelig seng, klagede hun bestemt ikke over, da det var himmelsk! Himmelsk ikke længere at mærke det hårde, kolde og ujævne imod sin ryg. Stengulvet i cellen havde nemlig behandlet hende ubarmhjertigt, og derfor havde hun ligeså lidt af konstante smerter grundet manglende komfort. Det udmattede blik lod hun falde på Salvatore, der måtte stå som hendes redningsmand. Utroligt nok. Hun havde kun mødt denne mand to gange, men alligevel havde han vist sig at være den mand, der havde bekymret sig allermest om hende. Ikke Derick, der havde stået som hendes tidligere ægtemand. Ikke Vladimir, som hun havde boet hos. Ikke Mattheus, der havde lovet, at dette ikke ville ske hende igen. Det var Salvatore. En Procianer, som hun kun havde haft to – men gode – møder med. Det var uden tvivl en kendsgerning der satte tankerne i gang. Hun fulgte ham med blikket, som han tog plads i sengen ved hendes side, men vendte det igen, som han sagde, at han havde været nødt til at komme hende til undsætning. Nødt til. Han var den eneste, der havde følt således. Det gjorde ondt på hende, at ingen havde kommet efter hende noget før, og derfor var det også til at sige, at Alexanders hån havde nået hende, skønt hun havde forsøgt at skjule det for ham. ”Det sætter jeg pris på..,” sagde hun taknemmeligt, men med sin lave stemme. Hun var skam lykkelig over, at Salvatore havde fundet hende, og at han havde båret lysten til at hjælpe hende. Svært var det bare at udvise sin glæde nu, for træt var hun, som hun var udhungret og pint. Alt imens følte hun sig desuden knust. Det var dog intet, som hun havde i sinde at lade træde frem. Øjnene lod hun kort glide i, som han sagde, at hun sagtens kunne sove.. i tryghed. I tryghed. Det havde hun ikke kunnet i måneder, og efter sin hårde omgang tvivlede hun på, at roen ville komme til hende med det samme. Hun kunne muligvis sove, men næppe afslappet. Hun så igen i Salvatores retning. ”B.. Bliver du?” spurgte hun ham. Selv vidste hun ikke, om han ville gå nu når han havde udrettet sin mission. Selv ønskede hun, at han blev, for … han gjorde hende tryg, og hun vidste, at han var en god hindring, hvis nu Alexander besluttede sig for at jagte hende.. og det ville han nok. Han havde svoret til hende, at han ville jagte hende, og alle hun holdt kær. Selv frygtede hun, at dette ville ske, for selv ønskede hun ikke at komme tilbage til sit helvede. Af hvad hendes kære angik, så ja … havde hun tydeligvis kun Salvatore, og ham ønskede hun nu heller ikke ondt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var selvfølgelig kommet Denjarna til redning, udelukkende fordi at han havde hørt, at hun skulle være der. At der så derimod ikke var kommet andre for at redde hende, var nok det, som forundrede ham mest. Han havde været klar over, at hun havde været en elsket kvinde af frygtelig mange. Han så hvor sygelig og svag hun var, selvom han nu ikke ville håne eller nedgøre hende for det, for det var slet ikke noget, som han havde nogen grund til. Slet ikke! Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende, som hun lå der og forsøgte at få varmen og bare kunne slappe af. Hun fortjente det uden tvivl, og han blev der gerne, for at passe på hende, så hun kunne føle bare lidt tryghed, og det at vide, at der var nogen omkring hende, som faktisk gerne ville passe på hende. Det var nok noget af det, som han gik mest op i, når det nu endelig skulle være i den anden ende. ”Der er ikke noget at takke for, min ven.. Bare hvil du. Det er noget, som du har brug for,” sagde han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Som det nu var sagt, så sydede det stadig i hans arme, også selvom det nu heller ikke var noget, som han ønskede at nævne for hende i den forstand, at hun skulle gå hen og blive bekymret. Han ville bare gerne have, at hun fik sig noget søvn, så hun kunne komme lidt ovenpå igen. Han rettede sig en anelse op, som han gjorde tegn til at rejse sig, selvom hendes ord, meget hurtigt stoppede ham. ”Ønsker du at jeg skal blive, Denjarna?” spurgte han sandfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at han ville trænge sig på eller noget lignende, men derimod var han mere ude på at skulle passe på hende, og samtidig sikre hende, at der intet ville ske. Hvad fyrsten havde fortalt hende, eller forsøgt at bilde hende ind, vidste han ikke, men han var et sted bange for, hvad det kunne gøre ved hende, og det var noget som et sted, faktisk også gjorde ham temmelig urolig af sig, for bare det, at skulle se hende på den måde, var noget som han fandt direkte.. skræmmende et sted, for det var ikke sådan han havde regnet med det. Han tillod sig roligt at lægge sig ned ved siden af hende, kun for at vende blikket mod hende. [color033ffcc]”I så fald, så bliver jeg lige her,”[/color] sagde han med en sandfærdig mine, inden han tog fat om dynen og pakkede den godt om hende.

[Deleted]

Hvordan hun selv måtte se ud, anede Denjarna faktisk ikke, og det var hun et sted glad for. Klam følte hun sig nemlig, men klam var også, hvad man blev, når man lå i en celle for flere måneder. Det lignede dog ikke, at Salvatore væmmedes ved hende, og det glædede hende. Hun hadede desuden at se sådan ud, samt at føle således, for det var ikke den kvinde hun var! ..eller måske var det, siden det nu var anden gang, at hun blev udsat for fangeskab? Hun lavede et vrid med både skulder og hoved. Ikke videre bevidst, men grundet det sindsvanvid der kom med tortur og fangeskab. Det var ikke noget hun selv lagde videre mærke til, men det var også i stil med den gamle gennemgang, som hun sidst havde gennemgået. Dengang havde vampyren i hende dog helt formørket hendes sind. ”Det er noget,” fastholdt hun afvisende. Det var meget muligt, at hun var svag, men stædig var hun stadig, og derfor holdt hun fast i, at det var noget særligt, at han var kommet efter hende. At han fastslog, at hun burde tage et hvil, kunne hun ikke videre diskutere imod. Eller det kunne hun, hvis han havde i sinde at gå. Selv ønskede hun nemlig, at han blev. Selv frygtede hun nemlig, hvad der kunne ske, hvis hun var alene, og alt imens det, savnede hun helt afsindigt det at have selskab. Igennem den seneste tid havde hun kun haft Alexander, og for det første var han ikke en videre festlig mand, og for det andet havde hans opdukken kun varet øje blikke. Derfor savnede hun at have et andet individ omkring sig, som hun kunne tale med og betragte. At han rejste sig, som om han havde i sinde at gå, fik hende til at betragte ham med et opmærksomt blik, men som han satte sig igen, måtte hun igen slappe af. Hun blev ikke ladt alene. ”Bliv,” valgte hun at istemme, samtidig med, at hun holdt de sølvgrå øjne på hans ansigt. Glad var hun uden tvivl for, at han havde fundet hende, og at det var ham. Ud fra deres møder havde hun nemlig nydt hans væsen, og nu var hun glad for at vide, at han i det mindste ikke var en falsk person. Han var en flot person. Ikke kun udvendigt, men også indvendigt. Stille lå hun, mens han lagde sig i sengen ved hendes side. De havde før lagt således.. men der havde han blot været i sin panterskikkelse. Det gjorde hende dog ikke noget, som hun alligevel måtte eje en smule lid til ham. Selv efter at have været hos Alexander, men nu var han også den mand, der havde reddet hende. Som han fastgjorde, at han ville blive hos hende, samtidig med, at han puttede hende under dynen, måtte hun slappe af. Det var lige præcis dette hun havde brug for. ”Godt..,”[/i] lød det dæmpet fra hende, inden hendes hoved måtte trille til siden. Øjnene lod hun glide i igen, som hun valgte at give sig hen til den konstant eftertragtede søvn. Hurtigt kom den også til hende, men som forventet var den igen urolig…

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne ikke ligefrem vove at påstå, at han væmmes ved synet af hende, for han vidste hvad hun havde gået igennem. Bidemærkerne og hendes fysiske tilstand havde lidt sagt det hele, og at den kære fyrste havde været forbandet hård ved hende, så det var bestemt heller ikke noget, som havde sagt så lidt i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Han var kommet hende til undsætning, og han var virkelig glad for, at han var kommet hende til redning, og det faktum, at der ikke var kommet andre for at redde hende, var næsten det, som faktisk havde overrasket ham mest, for hun havde som sagt været en elsket kvinde og endda af frygtelig mange! ”Jeg er nu kun glad for, at jeg valgte at undersøge det,” sagde han med en rolig stemme. Det var bestemt heller ikke fordi, at han havde nogen intentioner om at gå i konflikt eller strid eller en diskussion for den sags skyld. Han vendte blikket mod hende, og tydeligt med en bekymring. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende. Det kunne godt være, at det havde været hans panterskikkelse sidste gang, men det var nu heller ikke fordi at han lagde noget som helst i det. ”Jeg skal nok blive.” lovede han med en ærlig stemme. Han pakkede hende godt under dynen, også selvom det var tydeligt for ham at se, at hun meget hurtigt faldt i søvn. Han smilede let for sig selv. Det glædede ham naturligvis at se at hun faldt så godt til ro igen. Han rejste sig roligt op og begyndte at ordne de småting som lige skulle ordnes…

… Hvor lang tid Denjarna lå og sov, vidste Salvatore dog ikke, men han lod hende nu ligge og sove, da det lignede, at hun havde brug for det. Maden havde han fået hentet nede i krostuen og sat på natbordet, så det stod klart når hun engang ville vågne op igen. Døren havde han igen låst efter sig, så de kunne være alene, og hun kunne ligge og føle sig tryg. Den urolige søvn som hun måtte ligge i, var noget som fik ham til at rynke lidt på næsen, men han ville ikke vække hende, for hun havde brug for at ligge der, og brug for at vide, at der var en omkring hende, så han kunne passe på hende., for det agtet han altså at gøre! Han vendte blikket roligt i retningen af hende, inden han igen søgte hen til sengekanten og satte sig. At hun var så urolig, var noget som bekymrede ham. Han kunne virkelig ikke lide det.

[Deleted]

… Tiltrængt var søvnen uden tvivl, men desværre fik Denjarnas krop ej den virkelige ro, som den egentligt havde brug for. Hvor længe hun havde ligget, var ikke just til at sige, men i søvnen havde hun uroligt mumlet visse ting og sager, alt imens hendes krop havde skælvet og var kommet med diverse spjæt. Det var således hun havde tilbragt alle sine sovetimer, siden hun var blevet fanget af Alexander. Hendes sjæl kunne nemlig ej finde ro, og det resulterede i daglig urolig søvn. Selv havde hun vendt og drejet sig, samt til tider slået ud med arme og ben. Om hun på et tidspunkt havde ramt Salvatore, der meget gerne skulle ligge ved hendes side, anede hun ikke, som hun trods alt ikke kunne se sig selv i søvne.
Denjarnas øjenlåg vibrerede ganske let, alt imens hendes krop fik rullet sig om på maven. Alt dette skete, som Salvatore tog plads på sengekanten igen, og derfor skabte en masse vibrationer i madrassen. Hun mærkede langsomt, hvordan smerterne vendte tilbage til hendes krop, samtidig med, at hun vågnede op. Det fik hende til at skære en grimasse, inden hun rykkede let på sig igen. Hun blinkede søvndrukkent med øjnene, inden hendes øjne først måtte ane de bløde lagner. Hvilken himmelsk følelse at være tilbage i en varm og blød seng. Hvorfor endte hun også altid i en sådan tumult? Engang havde hun været leder af sin race. Haft et storslået palæ, kun for sig selv. Derefter havde hun været under en anden leders tag, i et andet storslået palæ. Derefter en hyggelig hytte, og næst efter det … århundreder i en kælder med grusom tortur. Dernæst havde hun levet på gaden, boet i et nyt hus, samt boet på et majestætisk slot, og dernæst igen … boet i en kælder med grusom tortur for måneder. Hvilken skæbne var det dog at lide? Og hvad blev der af hende nu? Ville hun bo på gaden? Hun havde intet.. Hendes blik søgte en anelse længere op, så hun denne her gang fik øje på Salvatores siddende skikkelse. Hendes redningsmand. ”..Hhej,” hilste hun dæmpet, inden hun forsigtigt forsøgte at vende sig om på siden. Den ide måtte hun dog hurtigt droppe.. Tydeligt blev det nemlig hurtigt, hvilke store smerter hun lå med, som hun skar ansigt, samtidig med, at hun stoppede handlingen øjeblikkeligt, som det gik igennem marv og ben at forsøge at bevæge sig. Hvordan hun nogensinde ville komme sig, havde hun helt svært ved at se, for sidste gang havde det trods alt været komplet anderledes. Der havde hun nemlig haft vampyren i sig, der selv havde generet sig, men denne her gang var hun blot i en ganske almindelig dødelig krop.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvom hendes søvn havde været direkte urolig, så havde Salvatore valgt at lade Denjarna ligge i forhåbningen om, at hun ville falde til ro før eller siden, også selvom det ikke lige havde gået efter hensigten. Mange gange igennem hendes søvn, havde hun nærmest sparket og slået efter ham, selvom han nu var temmelig sikker på, at det havde noget med hendes tilstand at gøre, og det som hun nu havde været igennem. Han ønskede et sted slet ikke at tænke på det, men når man kunne stå der og se hvor medtaget hun var alt efter omstændighederne, så synes han slet ikke at det var menneskeligt, at holde nogen på den måde i det hele taget. Han rystede på hovedet, inden han roligt satte sig på sengekanten ved siden af hende, kun tøvende at føre hånden mod hende. Han besluttede sig dog for at lade være med at røre hende, for han ville jo heller ikke ligefrem sidde der og gøre tingene værre, end hvad de var i forvejen, for han havde det jo skidt med at han faktisk havde ventet, i stedet for bare at søge af sted og få det tjekket ud med det samme, og specielt fordi at det havde vist sig, at der ikke var nogen, som ville komme hende til redningen, og det var jo det, som han jo faktisk havde det mest skidt med. ”Godmorgen,” hilste han med en rolig stemme, inden han igen roligt lagde sig ned ved siden af hende. Igen tog han fat om dynen og trak den godt op hende, da hun stort set havde formået at sparke den halvvejs ned igen. Og han ville jo gerne have, at hun kunne varmes ordentligt, og samtidig føle sig tryg og have noget at gemme sig i. ”Hvordan har du det nu..?” Det at hun vendte sig og skar en grimasse, indikerede jo trods alt kun, at hun havde ondt, og naturligvis, var det noget som gjorde ham bange, og ikke mindst bekymret, men ikke noget, som han kunne gøre det største ved lige netop nu. Han trak vejret dybt og rynkede let bekymret med brynene i panden. Hvad skulle han da gøre? Han var vant til temmelig mange situationer, men slet ikke nogen, som kunne minde om disse, og det var noget som uden tvivl også gjorde ham tydeligt nervøs, og en kende usikker. ”Har du ondt nogen steder..?” fortsatte han. Måske et dumt spørgsmål, men det var tydeligt. Han vidste bar ikke lige hvad han ellers skulle sige.

[Deleted]

Langsomt måtte Denjarna vågne op, og langsomt måtte hun registrere, at hun var på et kroværelse med Salvatore. Hun ville ønske, at al fangeskabet blot havde været en ond drøm, og at hun nu vågnede op fra deres forrige møde, men det var bestemt ikke tilfældet. Hun havde været indespærret, og hun havde været Alexanders bloddyr, samt hans offer for hån. Væmmeligt var det og værre var det, at det var anden gang det skete for hende. Hun mente dog ikke, at hun havde fået fortalt Salvatore om den første gang, men dertil havde hun endnu de mange ar. Hendes søvnige sølvgrå øjne hvilede på Salvatores bekymrede skikkelse, der nu lagde sig tilbage til hende i sengen. Det var på en måde underligt at have ham der, for … han var trods alt en mand. Hun havde dog ikke kræfterne til at tænke nærmere over den sag. Som han trak dynen over hende på ny, forsøgte hun at sende ham et taknemmeligt smil, men resultatet blev desværre nærmere en krampetrækning. For det første havde hun nemlig ondt, og for det andet havde hun ikke brugt smilemusklerne i måneder, så stive syntes de at være gået hen og blevet.. eller måske følte hun bare ikke, at der var nok at smile af endnu. ”Bedre,” svarede hun kort for hovedet, som hendes egentlige tilstand var umulig at beskrive. Det var dog sandt, at hun havde det bedre, for glad var hun trods alt for, at han havde reddet hende. Desværre havde smerterne valgt at følge hende, og det gjorde, at den nyfundne frihed var sværere at nyde. Øjnene lukkede hun kortvarigt i, som en skælven gik igennem hendes krop. Hun frøs. Nok havde hun den lune dyne om sig, men alligevel syntes hun, at hun frøs, som var hun ude i sneen. At hun havde det således, var dog ikke at se på hende, da hendes kropstemperatur syntes at være skoldhed. Hun tvang sine øjne op igen, som Salvatore fortsatte sin tale. ”Jeg… Jeg kan mærke hver en legemsdel, som jeg besidder. Hvad fortæller det dig?” sagde hun i et trist forsøg på at lyde kæk, skønt det blot syntes morbidt. Det passede dog, at hun kunne mærke hver en legemsdel. Hver en legemsdel smertede hende nemlig, og det eneste hun kunne tænke var, om det dog nogensinde ville stoppe igen. Selv kunne hun næsten have sin frygtelige tvivl. Hun brød sig dog ikke om at udtrykke sin egentlige tilstand. Hun var trods alt en frygteligt stolt og stædig kvinde, og derfor nød hun ikke at indrømme, at dette føltes som mere, end hvad hun kunne kapere.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Søvnen havde uden tvivl været tiltrængt, men af den grund, så havde Salvatore nu også ladet hende ligge og hvile, selvom det havde været urolig. Han kunne jo passe på hende, og sikre sig, at der ikke ville ske noget som helst med hende, for det var slet ikke noget, som han ville tillade skulle ske, og det var noget, som han også ønskede at lade hende vide, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen. Som hun slog øjnene op, og han havde taget pladsen ved hendes side endnu en gang. Selvom han ikke kom i kontakt med hende, så lagde han skam dynen om hende, for at give hende noget at gemme sig en smule bag, for det var uden tvivl noget, som hun havde brug for. Han lod hovedet søge en anelse på sned. Han kom ikke i kontakt med hende ellers, for han ville heller ikke gøre noget, som hun ikke havde lyst til, at han skulle gøre. ”Godt..” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, for helt løgn havde det jo trods alt heller ikke rigtigt været. At hun havde ondt, var ikke underligt, og specielt ikke når man så hvordan hun var blevet behandlet.. Det var direkte umenneskeligt i hans øjne! Hendes forsøg på at være kæk, opfangede han dog, hvor han let rystede på hovedet. Dog af den grund, så tog han det faktisk som en god ting, og det var noget, som han gerne ville fortælle hende. Han rystede let på hovedet. ”Det betyder at du vel er i live, efter en forfærdelig oplevelse, kære Denjarna.. Og det er det vigtigste..” konkluderede han med en rolig, og ganske sandfærdig mine af den grund, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Han lagde sig om på siden, så han kunne ligge og kigge på hende. Af hvad han vidste, så havde hun været væk for nogle timer, og han vidste, at hun havde sovet direkte uroligt, og det bekymrede ham naturligvis også, ingen tvivl om det. ”Jeg har bragt dig til den kro jeg selv benytter mig af, når jeg færdes i Manjarno, min kære.. Her vil du være i sikkerhed, og jeg vil være her, så længe, du har brug for det. Når du er klar til at sætte dig op, så er der bragt mad op,” fortalte han videre.

[Deleted]

Bedre dage havde Denjarna bestemt set, men ja … hun var i live. Om det så var en god ting var svært at sige, for hun følte, at hendes jeg var på nippet til at tage livet af hende. Fysisk og psykisk ondt havde hun nemlig, og det var bestemt intet at prale med. Direkte forfærdeligt var det, men hun levede … det gjorde hun på en finurlig måde altid. Hun havde ligeså sagt til Alexander, at hun ville blive fri igen, og se hvor hun var nu. Fri. Ude af Alexanders klamme greb. Det frydede hende at have ret, men samtidig frygtede hun, hvad det kunne få af konsekvenser for hende … og nu også for Salvatore. Han havde trods alt ikke kun truet hende, men også dem hun holdt kært. Derfra funderede hun også over, om Alexander mon allerede havde opdaget hendes forsvinding og i så fald også, hvordan hans reaktion havde været. Han var vel arrig? Den mand kunne nu heller ikke rumme andre følelser, eller jo … arrighed og galskab. ”I live, ja.. men for hvilken pris?” lød det fra hende. Selv fandt hun sig ikke just videre heldig, for hun overlevede til trods for den kendsgerning, at hun var alene. Ingen havde i virkeligheden tænkt om hende, hvad de havde fortalt hende, eller det var alle andre end Salvatore. Han var tydeligvis den eneste person, der havde hendes ryg. Det gjorde ondt, men samtidig satte hun også ufatteligt meget pris på, at hun havde ham. Hun slap et dæmpet suk, inden hun endelig fik rullet sig om på siden. Sådan.. Hendes blik hvilede på hans, som hun ville vise, at hun hørte ham, som han igen begyndte at tale til hende. ”Hvem siger, at han ikke vil finde mig her? Han har søgt mig, og fundet mig før.. godt nok på andre territorier,” sagde hun, uden hun helt kunne skjule den bekymring, som hun følte. Manden havde trods alt holdt hende indespærret, mishandlet hende og truet hende. Dog var det en lettelse for hende at høre, at han havde bragt hende til Manjarno, fremfor at holde hende i Dvasias. Hun bed sig selv let i læben, inden hun forsøgte at trække sig selv op, med at sætte hænderne mod madrassen. Hurtigt mærkede hun dog, hvordan svimmelheden overtog hendes sind, samt gjorde hendes åndedræt mere uroligt, og derfor valgte hun at give op for nu, ved at glide tilbage i den liggende stilling. ”..D.. Du er en af lederne, Salvatore. Ikke m.. min. Jeg kan ikke tvinge dig til at blive her,” sagde hun stille, og dog lettere stakåndet efter, at hun havde forsøgt at rejse sig. Hun mente dog sine ord, selvom hun inderligt ønskede, at han ikke lod hende ligge og rådne op. Hun kunne dog ikke benægte, at han var en mand i en stor stilling, og at sidde fast i Manjarno og passe en syg mørkelver, var bestemt ikke ideelt for ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det kunne godt være, at det på ingen måder var ideelt for ham, at passe en Mørkelver i Manjarno med den stilling, som han havde at tænke på ved siden af, men det var et prioriteringsspørgsmål for ham, og han var selv ganske sikker på, at den ene tjeneste, måtte være den anden værd, for hvorfor skulle det da ikke være sådan? Som det nu var sagt, så var hun i live, og det var vel også det, som i princippet, var det vigtigste af det hele? Han lod hovedet søge en kende på sned. ”I live til den pris, at du får muligheden for at leve videre, Denjarna. I livet, gælder det at nyde tiden og mulighederne når de dukker op, frem for at tage den lette og nemmeste udvej. Den er som regel aldrig ret. Jeg ved, at det har været en hård omgang for dig – Det kan jeg jo se,” sagde han roligt. Han satte sig en smule op, da hun gjorde tegn til at ville sætte sig. Han burde måske ikke blive der, men Denjarna var efterhånden, hvad han følte at han kunne kalde for en nær veninde, og det var skam også derfor, at han havde valgt at undersøge dette, for han havde jo hørt rygterne om det. Havde det været enhver anden, så havde han nok næppe reageret på det. At hun lagde sig ned fordi, at hun ikke kunne, var noget som fik ham til at reagere lidt instinktivt. ”Har du brug for en hånd?” spurgte han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Han vendte blikket mod bakken med mad. Ja, den skulle jo helst spises når den var frisklavet, og han ville jo faktisk gerne hjælpe hende, så det var bedst muligt. Han rystede let på hovedet. For hans vedkommende, så var det jo ikke noget, som gjorde nogen forskel uanset, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han ville da gerne passe på hende, og det var vel heller ikke ligefrem jordens undergang, at det var sådan at det forholdt sig? ”Du har ret, du kan ikke tvinge mig til at blive her.. Men jeg ønsker at blive her så lang tid, at du har det som du har det, Denjarna.. Du er hvad jeg vil definere som en ven, så naturligvis, vil jeg ikke bare lade dig ligge her,” fastholdt han med en ganske kortfattet og meget bestemt tone, for han ville da heller ikke høre tale om andet. ”Lad mig hjælpe dig..” sagde han sigende, inden han varsomt tog fat i hende, for at vende hende, så hun kunne komme op at sidde af puderne i stedet for.

[Deleted]

Det var vel til at sige, at Denjarna var gået hen og blevet en smule bitter, men hvem blev ikke bitter over at være indespærret og mishandlet? Glad og lettet var hun selvfølgelig over, at Salvatore var kommet efter hende, men alligevel havde hun brug for et lille pusterum, så hun helt kunne få samlet sig selv op. Det var nemlig hverken lidt der havde hændt hende, og gået op for hende på det seneste, og derfor havde hun en del, som hun skulle nå at sluge. At han mente, at hun blot skulle være positiv, kunne hun sagtens se fornuften i, men alligevel… hun havde lige været holdt indespærret i måneder, og hendes såkaldte kære var ikke kommet efter hende. ”..Og det sætter jeg skam pris på. Der er dog mere til det end som så, .. og hvis du kunne sætte dig i mit spor, ville du forstå,” lød det fra hende. Hun nød skam det at være i live, for altid havde hun fået noget ud af sin dag. Dog skulle man forstå, at hun ligeså var en såret kvinde, og det tog sin tid at bearbejde. At hun ligeledes havde svært ved at komme rundt og bevæge sig, hjalp bestemt ikke på det! Selv hadede hun at hænge og befinde sig helt hernede, men på det punkt var det vel det mørkelviske der tråde frem i hende. Man måtte nemlig ikke tage fejl af, at hun var stolt og stædig, og derfor kunne det på sin vis være nedværdigende at hænge med næbet og være stærk afhængig af en anden. Hun rystede svagt på hovedet. ”Bare vent..,” afslog hun ham stille, som han tilbød hende sin hjælp, efter at hun selv havde forsøgt at finde frem til en siddende stilling. Godt havde det dog ikke gået på egen hånd.. Nu havde hun dog brug for et par sekunder, hvor hun kunne genvinde kontrollen af vejret, for i top havde det steget, som hun havde forsøgt at bevæge sig. Øjnene forsøgte hun derfor at lukke i, alt imens hun blot koncentrerede sig om at trække vejret, før hun igen måtte vende sine sølvgrå øjne mod Salvatore. Hans ord rørte hende, og måtte varme hendes hjerte. Han anså hende for at være sin ven, og han ville frivilligt blive hos hende, skønt han havde mere pressende ærinder. Det betød verdenen for hende.”Det betyder meget for mig, at du vil,” sagde hun ærligt med en varm røst, der alligevel måtte skinne igennem hendes smerte. Hun fulgte ham med blikket, som han nu valgte at tage om hende. Hun nikkede svagt med hovedet. ”..Ookay,” medgav hun stille, som hun denne her gang lod ham hjælpe hende op i en siddende position. Den ene hånd valgte hun at lade sig lukke om hans arm i et støttende greb, som han langsomt fik hende vendt og drejet. Handlingen fik hendes hjerte til at banke hastigt igen, alt imens hendes sind syntes at svømme. De overvældende – ubehagelige – følelser, fik hende til at stramme grebet om hans arm en anelse, men dog blev hun siddende denne her gang.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste udmærket godt, at det kunne være så nemt for ham, at prædike om hvordan tingene skulle forholde sig. Selv havde han været udsat for temmelig mange gange, men ikke desto mindre, så var det ikke noget, som han tog sig af lige nu. Det var ikke noget, som særlig mange vidste om ham. At hun ikke troede, at han forstod sig på det, så kunne hun godt tro om igen, for han vidste udmærket godt, hvordan det var at blive udsat for lidt af hvert og holdes mod ens vilje. Han betragtede hende med en rolig mine. Han forstod godt, at hun havde det skidt. ”Jeg ved godt, at det måske ikke er det nemmeste, at gøre, men dog er det vigtigt at du kan. Tro mig.. Jeg snakker af en egen erfaring,” endte han med en ganske sigende mine. Selvom hun ikke ville have hans hjælp med det samme, så lod han hende naturligvis forsøge med det hele selv, for selvfølgelig skulle hun have lov til at gøre det på egen hånd. Som det nu var sagt, så var det vigtigt for ham, at hun vidste at han var der for hende, og ikke anså hende som syg eller svagelig, selv på trods af det. ”Meget vel..” endte han med en ganske sigende mine. Han havde skam slet ikke nogen intentioner om at tage nogen steder, og specielt ikke, når hun havde det på den måde, som hun havde lige nu, så var det j heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Så lang tid, at det var noget, som faktisk betød noget for hende, så følte han da igen at han gjorde noget af det rette, og det var noget som passede ham ganske fint. Det var ikke fordi at han ville pakke hende ind, som blommen i et æg, men at være der og passe på hende, til hun var nogenlunde på fode igen, var vel ikke helt galt i byen, var det? ”Godt,” sagde han med en sandfærdig mine. Han hjalp hende forsigtigt om, så hun kunne komme op at sidde. Det stramme greb omkring hans arm, bed han sig meget hurtigt mærke i. Det forhindrede ham jo stort set, at give ordentlig slip på hende igen. Han ville ikke have, at det skulle være ubehageligt for hende, for han var jo slet ikke ude på at gøre noget ved hende. ”.. Er det for ubehageligt..?” spurgte han. Det lignede slet ikke ham, at blive så usikker i tingene, men sådan som hun reagerede, var lidt mere, end hvad han kunne forvente af hende.