You are safe now..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var faktisk ikke så god til mennesker, som han måske gav udtryk for. Han var en mand, som passede sit arbejde, forsøgte at fremstå som et godt forbillede, og ledte racen efter bedste mål og mening, selvom det bestemt ikke altid var lige nemt. Folk var klar over hans liv i mørket, og det var nok for mange, til at sætte tvivl i ham, selvom det slet ikke var en tanke som han brød sig om i det hele taget. ”Det går jeg da ikke ud fra,” sagde han med en ganske sandfærdig mine. Skulle hun da lyve for ham? Det håbede han da ikke at han nogensinde havde givet hende en grund til.
Salvatore var som enhver anden mand. Var der nogen som kunne afholde sig fra at kigge på en smuk kvinde, når de nu endelig stod sammen med en? Det kunne godt være, at hun fysisk ikke var særlig smuk i øjeblikket, så var det ikke noget, som gjorde den største forskel for ham, for han vidste hvordan hun ellers så ud, og han var efterhånden også kendt med hendes personlighed, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Det er jo det, som jeg er mest bange for,” påpegede han med en morende stemme. Han var skam ikke ude på at lægge en finger på hende, hvis det ikke var noget som hun ville give ham lov til. Desuden havde han jo på forhånd været klar over, at det havde været en anden mands ejendom, og derfor gjorde han det udelukkende for at hjælpe hende. Det var ved at være mange år siden, han havde været tæt på en anden kvinde, men at tage en, som en anden mand havde.. det var slet ikke noget, som faldt ham ind. Han lod hende varsomt træde op i karret, hvor han først slap hende, da hun sank ned i karret. Vandet blev hurtigt beskidt, selvom det nu heller ikke var noget, som han tog tungere end det, for hvorfor skulle han da gøre det? Han smilede let for sig selv. Han havde været hende en hjælp, og det var det vigtigste for ham, at hun havde det godt, selvom det vel havde sine udsigter endnu? Han gled roligt ned i hug ved siden af karret. ”Intet at takke for. Det her er virkelig ingenting,” fastholdt han roligt. Han lod den ene hånd søge under vand, inden han førte vandet igennem hendes hår. Hun lignede i den grad en, som virkelig nød af det.

[Deleted]

”God så,” lød det roligt fra Denjarna, som om der ikke var mere at tale om der. Det mente hun dog heller ikke, at der var, for hun løj ikke, når hun fortalte ham, at han var bedre, end hvad han selv turde tro på. Det var desuden normalt, at man tænkte ringere om sig selv, end hvad virkeligheden egentligt var, og derfor tænkte hun ikke nærmere over det. At han var nervøs grundet det mørke, han engang havde befundet sig i, vidste hun ikke, men det var måske også fordi, at hun ikke tænkte videre over det. Hun kom nemlig selv fra Dvasias, og derfor var mørket blot en realitet for hendes vedkommende.
Et muntert glimt måtte hvile i Denjarnas sølvgrå øjne, som hun drillede ham. Det var nu engang skønt at føle en smule liv igen, skønt hun endnu var ufatteligt afkræftet, og derfor ikke ved sine fulde fem endnu. ”Jeg vil nyde at se dine kvaler,” svarede hun drillende igen, inden hun blev hjulpet over til karet. Det var uden tvivl et bad hun så frem til, men hvem ville ikke også se frem til et bad efter flere måneder? Direkte klam følte hun sig, og det hadede hun, for det var ikke en sådan kvinde hun var! Der havde dog ikke været meget at gøre ved det, som hun havde siddet i kældercellen. Heldigvis for hende, var hun ude nu, hvor hun selv kunne diktere sit liv. Varsomt lod hun sin krop glide ned i karet, hvor hun fuldt nydende tog sig en hel dukkert. Virkelig ubeskriveligt! …selvom vandet allerede havde en misfarvning af størknet blod og skidt, efter blot de første par sekunder. Hun vendte sit blik mod Salvatore, som hun så sig nødsaget til at takke ham for al sin gøren. At han dog ikke ville tage imod takken, undrede hende et sted ikke, men alligevel ønskede hun at takke ham, for det var mere end ingenting. ”Det er måske hverdag for dig, at du huser kvinder, som du har reddet fra sørgelige skæbner?” spurgte hun ham med et lille smil på læben, som han trods alt blev ved med at fastholde, at dette var ingenting. Blikket lod hun hvile på hans ansigt, alt imens hun mærkede, hvordan han strøg sine våde fingrer gennem sit hår. At der endnu ikke var nogen kvinde, der havde gjort krav på ham, begreb hun endnu ikke, men han var vel bare en travl mand? Selv havde hun trods alt kendskab til de mange pligter som en leder. Hun smilte svagt til ham. ”Hvordan går det med dig? Det har jeg end ikke spurgt dig om endnu,” spurgte hun. Nu hvor hun atter følte en smule ro, følte hun nemlig, at hun havde overskuden til at spørge ind til ham. Det var vel også det mindste hun kunne gøre, når nu han havde reddet hende? Hænderne lod hun glide stryge op og ned ad sine arme, som hun gav sig til at skrubbe skidtet af svært. Svært var det dog, da hendes fingre ikke rigtigt syntes at kunne skrubbe til.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var slet ikke for løgne, og det var noget af det sidste, som han kunne have med at gøre, så det at hun ville være ærlig overfor ham, var naturligvis en tanke som han værdsatte frygtelig meget. Så lang tid, at hun kunne klare at være omkring ham, så var han ikke den som skulle brokke sig, for han ønskede jo faktisk bare at være der for hende, og passe på hende, nu hvor der ikke var andre omkring hende, til at påtage sig den opgave. Han nikkede mod hende, da den nu var færdigdebateret, og så var det heller ikke fordi at han ville grave i den yderligere. Han kunne faktisk godt lide, at hun havde det sådan omkring ham, og det var noget, som han nødigt ville ende med at ødelægge.
Så langt tid, at de kunne rende rundt og drille hinanden, så var det uden tvivl noget som selv morede Salvatore, for han havde vel en svaghed for en smuk kvinde, som enhver anden mand også ville have det? Han kunne i alle fald, ikke lade være med at betragte sig af hende, for selvom hun måske var sygelig og svag, så var det ikke noget som gjorde noget for ham. Han så en kvinde som så desperat ønskede sit liv, at hun kunne overleve det, og det var noget som han især var frygtelig fascineret af. ”Du nyder det måske en kende for meget,” påpegede han sigende, som han let blinkede til hende. Selvom vandet allerede var blevet beskidt, var han temmelig sikker på, at hun nød at sidde i det. Få varmen, blive lidt ren, også selvom det var tydeligt for ham, at det var begrænset hvad hun egentlig havde styrken til, og det var noget som naturligvis også skræmte ham selv et eller andet sted. Han grinede let. ”Fordi mit liv går op i at redde smukke kvinder i nød, ikke sandt? Jeg lever og ånder for at være prinsen på den hvide hest,” påpegede han med en morende stemme. Han lod hånden let vandre igennem hendes hår. Han kunne lide hende, og det var slet ikke noget, som han havde nogen intentioner om at skulle lyve om på nogen som helst måde i det hele taget, hvorfor skulle han da gøre det? At hun så fortsatte og spurgte ind til ham, fik ham til at se på hende igen. Han lod hovedet søge en kende på sned. ”Hvordan det går med mig?” Han rystede let på hovedet. Det var jo ikke fordi at han havde noget ekstraordinært at fortælle om. ”Der er ikke noget specielt at sige, går jeg ud fra. Jeg passer mit job.. redder smukke kvinder i nød og passer mig selv. Intet nyt under solen, går jeg ud fra,” svarede han med et kort træk på skuldrene.

[Deleted]

Der skulle ikke tages fejl af, at Denjarna befandt sig I et svagt øjeblik lige nu og her. At hun alligevel havde kræfter til at drille ham og smile, var kun fordi, at hun tvang dem frem, fordi hun ønskede sig en normal hverdag igen. Hun hadede at agere svagelig på denne måde, som hun fandt det ydmygende. Hun havde muligvis altid fået hjælp på den ene eller anden måde, men det var aldrig kommet af dette grundlag. Derfor ønskede hun blot, at hun ganske snarligt ville kunne stå på to ben igen… skønt hun egentligt ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Lige nu stod hun nemlig kun med sig selv, sin møgbeskidte kjole, og med Salvatore som sin eneste ven. Hun havde vitterligt intet andet. På sin vis kunne man dog sige, at hun ikke behøvede at bebyrde sig selv med den slags, for hun havde trods alt altid fundet en udvej.. og altid en god en. Hvad planen var, kunne hun dog ikke sige. Den ville vel dukke op før eller siden? Der var dog to ting, som hun var klar over.. Den første: blodsugere skulle holde sig milevidt fra hende. Det andet: Hun ønskede ikke at sætte sin fod i Dvasias. ”Jeg har nu aldrig hørt, at man kan nyde noget for meget,” kommenterede hun stille med det lille smil på læben, inden hun valgte at koncentrere sig om at forsøge at få skidtet af sig. Helt let var det dog ikke, da det nærmest syntes at være blevet en del af hende. Hun bed sig selv i læben. Det gjorde ondt. Både ondt i hendes hænder, fordi de ingen kræfter havde, og i hendes krop, fordi den var så øm. Alt imens syntes det at svide i hendes åbne sår, der uden tvivl skulle ses til på medicinsk vis. Både for at tjekke, at de ej var inficerede, og for at sørge for, at de blev healet korrekt. Træt endte hun med at læne sig tilbage i karet, så hun hvilende kunne støtte sin nakke mod kanten. Blikket valgte hun dog ikke at tage fra Salvatore. ”Du har i al fald en svaghed for det,” konstaterede morende, og sandt var det vel også. Under deres forrige møder havde han trods alt talt om, hvordan han ønskede at hjælpe andre. Der havde også været en vis kvindelig warlock, der var kommet ind under huden på ham. Om han havde frelst hende, vidste hun dog ikke. Hu havde dog fortalt ham, at han skulle passe på. Roligt betragtede hun ham, som han skulle fortælle om sit liv, siden de sidst havde set hinanden. Som han selv sagde, så lød det ganske rigtigt som hans hverdag dengang. ”Du har ret.. Det er som jeg sidst husker det,” svarede hun lettere drillende. Det var bestemt ikke for at hovere, for … hvis det var sådan han kunne lide at leve sit liv, var det sådan han skulle leve det. Det var trods alt ej heller en skam at værdsætte sit arbejde og hjælpe andre.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste ikke hvad Denjarna havde af planer herfra, selvom det nu heller ikke var noget, som han ville ødelægge. Han ville om ikke andet, så støtte hende så langt hen af vejen, at det var ham menneskelig muligt. Hvordan hendes liv ville udvikle sig herfra, og hvad hun havde fået ud af den situation, som hun havde været i, ville han heller ikke grave i. Det eneste, som han naturligvis håbede for hendes vedkommende, var at hun ikke ville ende i noget lignende igen, for det skræmte ham vel et sted, at se hvor syg og svagelig man blev af det! ”Du kan tro, at man kan nyde det lidt for meget,” påpegede han morende. Selvom hun måske var øm og træt, så ville han gerne hjælpe hende, selvom det naturligvis krævede, at hun spurgte ind til det. Han ønskede jo ikke at gøre hende mere syg eller svag, end det som hun følte, at hun var i forvejen, selvom det at hun stadig formåede at være i live, indikerede en styrke uden lige for hans vedkommende. Hvem havde da ikke en svaghed for en kvinde? Der var han bestemt ikke meget anderledes end så mange andre mænd ville have været det, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Hvem ville da ikke det i min situation? Jeg sidder her, med nok en af de smukkeste kvinder, som jeg længe har set,” påpegede han sandfærdigt. Løgn var det jo trods alt ikke. Han så skønhed i stort set alle individer, for de havde det alle sammen på hver deres måde. Hun havde det i ønsket om overlevelse og sit liv, for ikke at glemme i sit udseende. Han havde jo selv førhen bedt hende om at passe på sig selv, selvom han var ked af, det ikke lige havde været muligt for hende. Han så til, som hun forsøgte at gnubbe sine arme. Han var ikke bange for at det ville gå galt for hende, som sådan, men mere bange for, hvad hun ville gøre herfra. Han trak hånden til sig endnu en gang. Nu hvor han tænkte over det, så var det ikke fordi, at hans liv egentlig lød særlig spændende, men han følte vel også at han havde oplevet nok spænding for resten af sit liv? ”Enlig mand, som bare passer sit arbejde stort set. Sådan kan man jo godt fremstille det. Jeg er i hvert fald bare glad for at møde dig igen.. Selvom omstændighederne måske var ønsket lidt anderledes,” påpegede han med et let smil på læben.

[Deleted]

”Du er for sart, min kære,” lød det fra Denjarna med et smil på læben, som han blev ved med at fastholde, at man sagtens kunne nyde for meget. Muntert fandt hun det at drille ham en smule. Det var heller ikke en væremåde hun havde brugt længe, så det var måske derfor. Meget var der desuden, som hun ønskede at nyde nu. Underligt var det dog ikke, da hun havde været ufatteligt frihedsberøvet igennem det sidste stykke tid. Dog var det ikke noget, som hun kunne gøre til fulde endnu, men det kom vel? Som han fortalte, at hun var en af de smukkeste kvinder, han kendte, blev hun uden tvivl rørt. Det var ikke just hendes første kompliment, men opmuntrende var det altid at få komplimenter.. Især når man psykisk var nede og skrabe. ”En af de smukkeste? Hvad skal man gøre for at blive den smukkeste? ..eller er den plads allerede optaget?” spurgte hun ham roligt, for … hvem ønskede ikke at være nummer et? Det havde hun i hvert fald altid stræbt efter, og det kunne umuligt være en skam. Hun kunne dog godt forestille sig, at Salvatore var manden der gemte den plads til kvinden i hans drømme. Medmindre det var hende, som han allerede havde elsket, og som var gået bort.. men trist ville den tanke blot være. Sørgeligt var det nemlig at holde fast i noget, som ikke længere var. Hun lod hænderne søge fra armene og op til halsen, hvor det størknede blod sad. Tanken om, at hun var blevet bidt gentagende gange, gav hende fuldstændigt myrekryb, hvilket derfra fik hende til at skrabe noget mere ihærdigt. Neglende kørte hun derfor over lagene, indtil det begyndte at give sig. De sølvgrå øjne lod hun hvile på ham. ”Hvis det er sådan du kan lide det, er det sådan det er,” sagde hun roligt, som hun ikke havde i sinde at nedgøre ham for sin livsstil. Hun forstod ham ikke just hundred procent, men hun kunne da forstå, at arbejdet var vigtigt. Det kendte hun trods alt selv til, samtidig med, at det var en pligt og en opgave, som hun savnede at sidde inde med. ”.. men jeg er glad for, at jeg fik lov til at se dig igen, og at det var dig, som fandt mig,” endte hun mildt med at sige, og sandt var det, skønt hun endnu havde svært ved at begribe, at Vladimir ikke var kommet. Derick havde hun nu også sine tanker om, men ham havde hun i det mindste selv jaget bort, hvor hun derimod havde boet hos Vladimir.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var måske en evig diskussion, men hun virkede uden tvivl til at nyde det en kende for meget, hvis man spurgte ham, og det var ikke fordi, at han var helt meget for det, når det nu endelig skulle være. Han smilede let for sig selv. ”Tror du virkelig det om mig? Du vil hurtigt finde ud af anderledes, kæreste,” påpegede han morende. Selvom det naturligvis glædede ham, at de kunne lave lidt sjov med tingene, når de nu stod der med muligheden for det, så var det i hans øjne, også et tegn på at hun var komfortabel omkring ham, hvilket var noget som han faktisk satte som det vigtigste, hvis han endelig selv skulle sige det. Han betragtede hende med en rolig mine. ”Hvad der skal til, for at være den smukkeste? Jeg har ikke nogen i mit liv, som jeg vil betegne som det smukkeste.. Nej.. Jeg har naturen. En solopgang eller en nedgang.. Men jeg må sige, at du giver det stærk konkurrence, kære Denjarna. Jeg har ikke nogen kær i mit liv, som jeg kan kalde for det smukkeste – endnu,” svarede han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han havde naturen som sin eneste kærlighed, og det var det som han færdes mest omkring trods alt. Han tog dog ikke hendes ord for at være hån, men det fik ham jo egentlig bare til at tænke over sin tilværelse, for der var jo ikke rigtigt noget ekstraordinært i den, og det var næsten det, som faktisk skræmte ham mest. Han havde jo aldrig rigtigt tænkt over det, hvis han endelig skulle være helt ærlig. ”Visse ting, tager man som de kommer. Jeg har det liv som jeg har, da jeg heller ikke rigtigt har søgt andet. Jeg er vel stadig i færd med at lægge grundlaget for min egen stabile eksistens,” sagde han roligt. Han arbejde jo stadig meget hårdt på at få folk til at tro på ham, som en leder og ikke bare en som var kommet ind udefra, og det i sig selv, var en lang og faktisk hård proces. Armene lod han hvile mod karets kant, inden han roligt vendte blikket mod hende igen. ”Jeg havde selvfølgelig håbet på andre omstændigheder end lige disse.. Men jeg er glad for at se dig ved nogenlunde godt vel.. Nu synes jeg bare, vi skal have dig på højkant igen,” sagde han stilfærdigt. Det stemplede måske ham som en landsforræder et sted, at hjælpe en dvasianer, men.. hun var jo også en veninde.

[Deleted]

En evig diskussion var deres samtale muligvis, men så længe den var uskyldig og morsom, var det vel til ingen harme? Denjarna var i hvert fald ikke ude på at gøre ham ondt, og hun håbede derfor ikke, at hendes ord sårede ham. Det var dog muligt, eftersom de ikke kendte hinanden exceptionelt godt, og derfor ikke kendte til hinandens fulde grænser. De havde før markeret linen, men bestemt ikke på alt. ”Og hvornår vil du påvise denne påstand for mig?” spurgte hun ham roligt, uden at det muntre forlod hendes øjne. Mere i live så hun uden tvivl allerede ud, som det nu var at spotte på hende, at hun havde en chance, og at hun ønskede den. Hans beretning omkring, hvad han fandt smuk, fandt hun dog trist. Selv nød hun naturen, samt en pæn solopgang/nedgang, men stadig følte hun, at hun havde meget mere i sit liv end det. Hun havde måske ikke en mand længere, men alligevel følte hun, at hun havde mere end Salvatore. Det var måske sjovt, når det kom fra en kvinde, der var blevet efterladt af sine ’venner’, og som lige havde gennemgået kidnapning, men alligevel.. ”Selvom jeg sætter pris på at ligge højt på din liste, ville det så ikke være prisværdigt, hvis der rent faktisk lå en person på den plads? ..eller flere hvis det skulle være såvel.. Men det er selvfølgelig blot, hvordan jeg har det,” sagde hun i en rolig tone. Selv havde hun ikke just nogen på det punkt, da hun havde fundet ud af, at mænd alligevel bare talte med flere tunger, og samtidig med det, var hun blevet guidet til at tage den med ro på det punkt. Det var muligvis også passende at gøre, når man alligevel bare lå og intet kunne gøre ved det. At han selv fandt sit liv en smule … kedeligt, kunne hun desværre ikke gøre noget ved lige nu og her. Selv havde hun aldrig prøvet det at have en ensformig hverdag, for … der skete altid noget i hendes liv. At det så var ting der satte hende i dilemmaer var, hvad det var. Hun betragtede ham. ”Fortæl mig, hvad du venter på og ønsker at opnå, Salvatore.. Du har haft denne hverdag længe, så hvad mangler der siden du endnu ikke har rykket dig?” spurgte hun ham, som hun anså en konfrontation for at være den letteste vej mod fremskridt. At han frygtede, at hans folk ikke tog ham til sig, vidste hun ikke just, men hun omgik ej heller procianske anliggender. Faktisk havde hun helt holdt sig fra det land efter Gabriel … eller det havde lige været indtil hun havde mødt Salvatore, og det kunne hun ej heller fortryde, at hun havde gjort. Hun kunne nemlig ikke benægte, at hun et sted holdt af ham. ”Omstændighederne kunne have været en smule bedre, ja.. Men så har vi blot det til gode til en anden gang.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore tog det ikke særlig tungt, men derimod som noget morende, og et tegn på, at Denjarna var komfortabel omkring ham, så det var egentlig noget, som han havde det ganske fint med i længden. Som det nu var sagt, så var det noget, som alt sammen faktisk betød temmelig meget for ham, hvis han nu selv skulle sige det. Han blinkede let til hende. ”Førend du aner det,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han stod fast på sine meninger, og specielt når han vidste, at hun gjorde det med vilje! Ikke fordi at han ikke kunne tåle det, for det kunne han skam godt, det var ikke det! Han nød det faktisk! At de kom ind på det, som de hver især måtte betegne som smukke, havde han ikke en kvinde så tæt på sig, at han ville kunne kalde hende for den smukkeste. Et sted, var det vel også fordi at han selv var bange for at blive skuffet. Den eneste kvinde, som han havde haft nogen nære følelser for, havde aldrig nogensinde lagt mærke til ham i hans menneskelige skikkelse, og siden da, havde han været meget lukket, hvad angik hans menneskelige følelser. Han turde ikke lade folk komme ham for tæt på. ”Jeg er ikke tilfreds.. Ingen er vel tilfreds, før de finder den eneste ene, som de skal leve resten af deres liv med? Jeg er en gammel mand.. Jeg har oplevet frygtelig meget, men den eneste ene, har jeg aldrig nogensinde mødt. Jeg troede jeg havde, frem til hun valgte en anden frem for mig. Jeg vil virkelig ønske, at der var en kvinde i mit liv, som kunne tage denne plads.. Men ingen har til nu, formået at åbne mit hjerte,” forklarede han roligt. Han var måske god til at snakke og den slags, men at lukke dem tæt på sig, var faktisk svært for ham. Lige hvad han ønskede at opnå, var faktisk svært for ham at sige, for han vidste det ærlig talt ikke. Uanset hvordan han vendte eller drejede den i hovedet, så blev det bare kedeligt og ensformigt. ”Det er der vel ikke nogen som ved, før de faktisk står i en situation, og er nødt til at tage et valg?” spurgte han videre. Han ønskede at lede racen til storhed, ønskede at se Procias rejse sig fra ruinerne, men det var jo ikke ønsker for ham, men.. for andre. Han smilede let for sig selv. ”Det kunne de, men nu er du i live, vore veje har endnu en gang krydset hinanden, og det er noget som jeg er glad for. Nu skal vi have dig tilbage på benene, inden jeg tager tilbage til Procias igen. Er det bedre nu?” spurgte han roligt.

[Deleted]

”Jamen dog,” lød det kortfattet fra Denjarna, uden at hun tabte det svage smil. Det var uden tvivl opkvikkende for hendes vedkommende at befinde sig sammen med ham. Hun havde muligvis kun haft i dag med ham, men alligevel kunne man allerede spotte forandringen. Underligt var det dog ikke, da det med sikkerhed var mere bekræftende at sidde i velkommende omgivelser, fremfor en dyster celle med intet andet end pinsel. Derfor var der heller ingen tvivl om, at hun ville gøre sit for at blive bedre, og at det rent faktisk var et realistisk mål for hende. Blikket vendte hun for en stund ned mod det mørke vand, som han begyndte på snakken om den eneste ene. Derick havde været hendes, men selvom hun havde elsket ham, havde det alligevel ikke været nok. Deres kærlighed til hinanden havde altid været stærk, men desværre havde den også været ødelæggende. Hun lod sine fingrespidser flugte med vandets overflade, inden hun så imod Salvatore igen. Hovedet lagde hun en kende på sned, inden hun blidt valgte at gribe om hans hånd. Ufatteligt svagt var hendes greb, men der var ingen tvivl om, at hun holdt ham i hånden. ”Kvinden du i sin tid valgte, var ej den rigtige kvinde for dig. Der er en derude for dig, og hvis ikke en, så flere. Jeg vil ikke sige, at du skal hænge fast i termen; eneste ene, for jeg mener ikke, at det er så enkelt igen. Ikke efter alt, hvad jeg har oplevet. Livet er ikke som de eventyr man kan læser om. Det ved jeg alt om,” sagde hun stille. Om han lyttede til hende, kunne hun ikke sige, men man kunne ej tage fra hende, at hun kendte ufatteligt meget til den del af livet. Hun havde nemlig haft bejlere, kærligheder og nedture. Blidt lod hun sin tommel stryge over hans håndryg, inden hånden sank ned i karet igen. Nedtryg behøvede han skam ikke at være. Hun trak svagt på skuldrene, alt imens hun let valgte at gnubbe vandet mod sine ben. ”En åbenbaring skulle meget gerne komme før eller siden.. Det ville være en skam at sidde fast i sit liv for evigt,” sagde hun roligt. ”..men forkert er det også at tro, at det hele bare vil komme til en. Man vil altid være nødsaget til at give lidt igen, for at få noget.” Tavst betragtede hun sine egne strygende bevægelser i vandet, som han snakkede videre. Han ville tage tilbage til Procias, så snart hun var klar igen. Ja… Det var ikke fordi, at hun havde regnet med så meget andet, men hvor skulle hun tage hen? Hun følte nemlig ikke just, at hun havde et hjem længere. Dvasias svigtede hende nemlig gang på gang, men i sidste ende var det også hendes fødested. Let var det ikke. ”Meget er bedre end en celle i en kold kælder,” sagde hun kortfattet, og som et tegn på, at hun skam var i en noget bedre stand nu.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nød det faktum, at de kunne more sig med hinanden, så var det ikke noget som han lagde skjul på. Det var ikke ofte, at han kunne være sådan omkring nogen, så det var rart for en gangs skyld, også bare at kunne smide hæmningerne, når det var det som man havde brug for. ”Og du ligner allerede en, der har tabt mælet,” påpegede han morende. Det var lettende et sted at være sådan, også fordi at han kunne se, at hun havde det bedre, så var det vel bare at slå sig lidt løs, og nyde den tilværelse, mens man nu havde den? Uanset hvad, så havde han slet ikke nogen intentioner om at skulle forlade hende, før han ville se hende nogenlunde på benene igen. Han var måske en smule gammeldags, når det kom til den slags, for jagten for den eneste ene, var den som man altid hørte om, og den som man altid ønskede at opnå, og det kunne jo faktisk være svært. Eniqa havde aldrig set eller lagt mærke til ham, og naturligvis ,var det også noget som et sted gjorde ham temmelig ked af det, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han ønskede at tænke over, hvis han nu kunne blive fri for det. Han rystede på hovedet. ”Det kan være, det er min generation som gør det, men det er det som jeg er blevet opfostret og opdraget til. Alle ønsker at finde den ene, som man skal leve sit liv med, og du har ret i, at hun måske ikke var den rette for mig. Jeg har bare ikke oplevet andre som har været som hende, overfor mig siden dengang,” sagde han roligt. Han forsøgte ikke at bortforklare, men derimod forklare hvordan han havde haft det. Han havde måske lukket meget i følelsesmæssigt efter at blive dumpet på den måde, men det var nu ikke noget, som han rigtigt kunne gøre det største ved af den grund. Hvad han egentlig ønskede at opnå med sit liv, havde han aldrig rigtigt tænkt over. Han rystede let på hovedet. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som man tænkte synderlig meget over, var det? ”En åbenbaring om hvad, Denjarna? Jeg er sikker på, at det nok skal komme til mig en dag. Jeg lever jo endnu.. Og jeg har endnu muligheden for at gøre rigtig meget ved mit liv – Når jeg finder ud af hvad.” Han havde mange drømme for andre, men ikke direkte for sig selv. Et sted så var det virkelig forkert, at det var sådan, men hvad skulle han da kunne gøre? Den tanke var virkelig frustrerende! Han sendte hende et smil. ”Jeg vælger at tage det som en god ting. Vil du blive siddende, eller vil du op igen?” afsluttede han roligt.

[Deleted]

Denjarna løftede let det ene øjenbryn. ”Mig? Tabe mælet? Du ved slet ikke, hvad du er oppe imod, svarede hun selvsikkert og morende igen, som der bestemt skulle mere til, før hun blev slået ud. Der var hun skam alt for hårdfør, men hun havde trods alt også oplevet lidt af hvert gennem tiden. At han gik så meget op i kærlighed, samt troede på den eneste ene, var på sin vis sødt, men også et tegn på, at han ikke havde været meget omkring. Det havde hun til gengæld, og derfor var hun vel ekspert indenfor det område. Hun havde mødt sin store kærlighed i form af Derick, men desværre var der mere til det end det. Det var nemlig ikke bare at finde den store kærlighed. Dum var man nemlig, hvis man blot troede, at det var en lyserød sky efter det. Derfor havde hun valgt at forlade Derick, da det havde vist sig, at deres forhold havde været mere destruerende end lykkeligt. Derfor tænkte hun, at der måtte være flere kærligheder, og at de kom ud fra, hvilket standpunkt man havde i den givne tid. ”Det har skam intet med din generation at gøre.. De fleste tror på det, og længtes efter det. Det er skam også en smuk tanke i sig selv, men desværre er den ikke realistisk. Jeg ved desuden med sikkerhed, at Eniqa ikke var en mulighed, når hun end ikke var i stand til at lægge mærke til dig,” sagde hun roligt. Det var ikke for at være hård, men blot for at ytre sandheden. Salvatore var desuden langt mere tjent med en kvinde der rent faktisk så ham, end en kvinde der end ikke kendte til hans eksistens. Derfor var det på sin vis godt, at den kvinde ikke længere levede, da hun i så fald ikke kunne plage hans hjerte. Hun kiggede roligt på ham. ”En åbenbaring om, hvad der skal ske. Det kan være, at den kommer, når du snakker med en, ved et nyt møde eller ved en landsændring måske. Jeg er dog sikker på, at det nok skal komme.” Som han spurgte, om hun ville op eller blive siddende, så hun delvist ned ad sig selv og på vandet. Det var vel ligegyldigt at blive siddende nu? Hun kunne næppe blive mere ren lige nu, og med garanti ikke i dette beskidte vand. Den eneste grund til, at hun i så fald skulle blive var fordi, at det var rart.. men på den anden side var den bløde seng også himmelsk. ”Det er okay.. Bare hjælp mig op igen,” endte hun, inden hun valgte at række ham sin hånd. Hun kunne nemlig på forhånd sige, at hun ikke ville kunne gøre det på egen hånd.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

De kunne more sig, og Salvatore morede sig uden tvivl betragteligt, så det var i sig selv, heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kuklo ganske let, og rystede efterfølgende på hovedet. ”I så fald, så må du jo vise mig det,” påpegede han med en morende stemme, inden han let blinkede til hende. Det var jo ren og skær underholdning fra hans side af, at kunne drille hende, for det virkede da også til, at det var noget som hun kunne klare, men han var jo heller ikke ligefrem ond eller modbydelig overfor hende, så det var måske også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Nu hvor de bevægede sig ind på emnet af kærlighed. Det var jo noget, som man vidste, at alle ønskede at finde den ene som de bare vidste, at de skulle leve deres liv med, og hvor det ville være lykkeligt, så naturligvis, var det nok også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Hun var uden tvivl langt mere erfaren indenfor det punkt, end det som han selv kunne prale med at være. Han sukkede indædt. ”Eniqa tænker jeg end ikke på længere, kan jeg fortælle dig. Jeg ønsker naturligvis at finde den ene, som jeg ved, at jeg skal være sammen med.. Og som jeg ved jeg kan være lykkelig med. Det er måske en meget typisk prociansk tanke, og den er meget sukkersød, men jeg kan lide den,” sagde han med en rolig stemme. Det pillede ham måske meget ned fra den stand som han stod på i forvejen, men han var ikke meget anderledes end så mange andre, og han ønskede jo at føle, at han havde t sted at høre til ved et andet individ, og foreløbig, så gik han rundt alene. Uanset hvilken åbenbaring, som skulle komme for hans fødder, så håbede han jo et sted, at det var en som ville komme snart. Han smilede let for sig selv. Det andet var i hans øjne, ganske deprimerende at tænke på, og slet ikke noget, som han ønskede at fortsætte med. ”Tænker du på en åbenbaring i den forstand, som da jeg hørte, at du skulle være i Alexanders kælder, og jeg bare tog af sted?” spurgte han morende, inden han let blinkede til hende. Vandet var allerede blevet møghamrende beskidt, så hun ville næppe blive mere ren, end hvad hun var nu. Han nikkede. ”Naturligvis..” Han tog imod hendes hånd i samme takt, som han rejste sig op, kun for at hjælpe hende op, så hun kunne komme tilbage i sengen igen.

[Deleted]

”Hvis det ikke kan være anderledes, er det i så fald det jeg vil gøre,” svarede Denjarna selvsikkert igen, som han ikke lod hende slippe. Selvom det hele kun var sagt i sjov, måtte hun mene sine ord om, at der skulle meget til, før hun tabte mælet. Stærk var hun nemlig, samtidig med, at hun havde prøvet lidt af hvert, så alt i alt skulle der en del til at slå hende ud. Som de bevægede sig ind på kærlighedsemnet, fornemmede hun selv hurtigt, at de var af delte overbevisninger. Underligt var det ej heller, da hun selv havde meget erfaring indenfor det felt, hvor Salvatore selv havde ganske lidt. Derfor var hun ikke spor overrasket over, at han holdt fast i den næsten kvalmende kærlighedsideologi. Han var jo endnu uskyldig og upåvirket indenfor det punkt, hvilket man ikke ligefrem kunne sige, at Denjarna var. ”Det er i sandhed en prociansk tanke.. En sød tanke, men også en ikke særlig sandsynlig tanke. Det er dog en tanke du skal have lov til at beholde. Der er nemlig intet galt i have et håb,” sagde hun stille, for selvom hun ikke selv troede på det med en eneste ene for evigt, skulle han ikke frarøves den sødmefulde tro. Han var desuden typen for al det pladderromantiske. Hun kunne i hvert fald med lethed forestille sig ham og kvinde på et tæppe under stjernehimlen, alt imens han vartede hende op med alt sødt i verdenen. Han var nemlig denne romantiske mand. Derfor kunne det på sin vis også være en skam, at han ikke havde en kvinde ved sin side, som han kunne opvarte. Med et skævt smil på læben, rystede hun svagt på hovedet til hans hoved. ”Ikke lige umiddelbart, nej.. medmindre dette vil ende i en specifikt retning, men det kan man selvfølgelig ikke sige på forhånd,” sagde hun roligt. Hvad hans mål ville blive for livet, kunne hun ikke selv spå, men mon ikke han fandt ud af det før eller siden? Som han greb om hendes hånd, valgte hun at knuge en anelse om den. Tanken om at skulle op og bruge sine kræfter igen, gjorde hende rent faktisk en anelse nervøs. Det var selvfølgelig ikke noget hun sagde højt, men alligevel. Langsomt og lettere rystende, kom hun op på benene, alt imens vandet rendte ned ad hende. Sin frie arm lagde hun over sin blottede barm. ”H-Har du et håndklæde?” spurgte hun lettere skælvende, som kulden slog hende ganske hurtigt. Endvidere måtte hun også nå at tørre sig, inden hun flyttede tilbage i sengen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke i tvivl om at Denjarna var en stærk kvinde. Hun var kløgtig, og hun havde et skarpt sind. Alt andet, var godt nok underligt med alt det, som hun havde været igennem. Han vendte blikket mod hende. Han ville i så fald glæde sig til resultatet. Et sted, så var han jo heller ikke i tvivl om, at dette var noget af det sidste, som han ville se til hende. Han holdt af hende, og det var efterhånden også gået op for ham, at deres veje krydses hver eneste gang, at der var noget. Og det gjorde ham intet. ”Og jeg venter,” sagde han morende. Han lod denne gang begge arme hvile på kanten af karet. Denjarna fik ham uden tvivl til at tænke igennem rigtig mange ting, og rigtig mange ting, som han slet ikke havde troet, at han ville tænke over, men nu gjorde det. Et sted en frustration, men noget, som han vidste, at han måtte tænke på før eller siden. ”Er der nogen grund til at skulle give afkald på det, som man i bund og grund ønsker. En prociansk tankegang, som jeg tog til mig for mange år siden. Jeg håber jo bare, at det bliver en realitet en dag..” Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Han sendte hende et let smil. Selvom det var en frustrerende tanke at gå rundt med, så var det ikke noget, som han kunne gøre det vildeste med, som det var lige nu. Han bed tænderne let sammen, også selvom han var langt mere anspændt i ansigtet, end det som han havde været til nu. Hvilken retning han gerne ville vandre i, vidste han ikke rigtigt, men det var vel nok noget, som ville gå op for ham før eller siden? Det håbede han i alle fald, selvom det var svært for ham, at se faktisk. ”Jeg finder nok ud af det, når det engang kommer dumpende ned for øjnene af mig. Det skal du ikke tænke på lige nu,” sagde han med en roligt, da han valgte at hjælpe hende op at stå. Med en let bevægelse med hånden, dukkede der et håndklæde op, som roligt svøbte sig omkring hendes liv, og derved også skjulte hende en anelse. Det var jo heller ikke meningen, at det skulle være ubehageligt for hende på nogen måde. Slet ikke. ”Kom min kære. Vi må få dig hen i sengen igen,” sagde han dæmpet, inden han søgte i retningen af sengen med rolige skridt sammen med hende.