You are safe now..

[Deleted]

Salvatores tid hos alkymisten havde Denjarna allerede hørt om, og derfor havde hun en ide om, hvad han hentydede til, når han sagde, at han ligeså talte af erfaring. Selv mente hun dog, at hendes egen erfaring var dobbelt så stor, for dette var faktisk den anden gang, at dette skete for hende. Desværre.. Hvis man skulle vende det til noget positivt, kunne man sige, at hun havde været i værre stand dengang, men selv det virkede som en ringe trøst lige nu og her. ”..Og det samme gør jeg,”[/color] sagde hun i et tonefald der kunne spores som en mumlen. Det var ikke just noget, som hun ønskede at dvæle ved, som hun langt hellere ville se fremad, men sort syntes det nu, sådan som hun lå ganske afkræftet og såret. Hun kæmpede dog, og det var vel det vigtigste? Hun var desuden en viljestærk kvinde, og på den måde havde hun altid fået kæmpet sig op igen. At han valgte at hjælpe hende op i en siddende position, satte hun uden tvivl pris på, men samtidig med det, var det utroligt hårdt for hende. Det tog nemlig gevaldigt på hendes i forvejen få kræfter, og derfor krævede det størstedelen af hendes ressourcer at gøre. Derfor endte hun også helt med at knuge om Salvatores arm, som hun klemte om den for at vinde en smule støtte og aflastning. At handlingen i så fald gjorde ham helt befippet, havde hun ingen ide om. Det var trods alt ej heller hendes mening, som hun faktisk var ham utroligt taknemmelig. ”..G-Giv mig et øjeblik,” fremstammede hun, alt imens hendes krop nærmest hyperventilerede. Det havde været det samme problem i kælderen i Convento Mansion, men nu var problemet blot, at svækkelsen og sygdommen virkelig havde fået sit tag i hende. Forfærdeligt var det, som hun havde det elendigt. På den led kunne hun næsten også helt fortryde, at hun ikke længere var vampyr, for det vampyriske led ikke under for denne form for svagheder. Hun tog en dybindånding, inden hun ordentligt lod sin ryg hvile op ad sengegavlen. ”..Det ville være synd at sige, at det er som en dans på roser,” kommenterede hun med et næsten minimalt skævt smil på læben. Det var også nu, som hun klarede det nogenlunde, at det gik op for hende, at hun knugede om Salvatores arm. Langsomt løsnede hun nu grebet, hvor man kunne se, at en rødmen havde lagt sig over hans hud. Hun bed sig selv svagt i læben, inden hun valgte at lægge begge sine hænder i sit skød. ”Undskyld,” endte hun stille med at sige. Hun ønskede trods alt ikke at gøre ham fortræd, som han var den person, der faktisk havde reddet hende. Det var dog svært at agere helt normalt i den tilstand hun var i, og det håbede hun selvfølgelig, at han forstod. Hun var nemlig bestemt ikke ude på at jage ham bort. [/font]

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at han havde fortalt om hans eget unge liv, dengang han havde været tilfangetaget ved den kære alkymist, som havde udsat ham for lidt af hvert, så han vidste hvordan det var. Han havde fundet lyset, også selvom det havde været en lang tid, hvor han selv havde gemt sig, forsøgt at klare sig på egen hånd, selvom det virkelig havde været svært for ham, og derfor vidste han også godt, hvordan det kunne være for hende, og derfor ønskede han faktisk at hjælpe hende med det, nu hvor han havde muligheden for det. ”Jeg ved godt, at det måske ikke er så nemt, men jeg vil om ikke andet, så anbefale dig at prøve.. Jeg går ikke nogen steder, før du viser tegn til bedring,” påpegede han med en ganske ærlig stemme. Det var ikke fordi, at han ønskede at fremstille hende syg eller svagelig, men alle kunne bruge en hjælpende hånd i ny og næ. Selv den kendte han jo selv til. At hun så derimod klamrede sig så meget til hans arm, var ikke lige noget som han havde regnet med, selvom han valgte at blive siddende. Han nikkede. Det slog ham måske lidt ud, men ikke fordi at det var værre end det. ”Det er helt i orden,” sagde han roligt. Hun hyperventilerede jo nærmest, og den tilstand, som hun befandt sig i, var noget som faktisk skræmte ham en smule, for der skulle faktisk meget til, før man endte med at se sådan ud. Han trak vejret dybt. Det strammede om hans arm, selvom det ikke som sådan gjorde ondt. Det var da ikke noget, som hun havde styrken i armene til at gøre ved ham. Han smilede let for sig selv til hendes ord. ”Der er intet som er en dans på roser, Denjarna. Livet er uretfærdigt.. Enten på den ene eller på den anden led. Det er bare at gøre det ud af det, som man nu kan,” sagde han roligt. Det var først nu, hvor hun havde valgt at slippe hans arm, at han varsomt trak den til sig i stedet for. Han satte sig varsomt ved siden af hende, inden han greb om bakken med mad. ”Ikke noget at undskylde for,” afviste han ganske sigende, inden han igen vendte blikket mod hende. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, og dvasianer eller ej, så var det slet ikke en menneskelig behandling. Han placerede varsomt bakken på hendes lår og støttede den, så den ikke ville vælte. Som en lille appetitvækker, var det en skål med varm suppe. Det var nok det nemmeste, når hun havde det som hun havde det – gik han da ud fra. ”Her – spis,” bad han.

[Deleted]

At Salvatore ønskede, at Denjarna skulle forsøge at se lyset for enden af tunnelen, behøvede han skam ikke at sige til hende. Hun vidste allerede, at hun skulle kæmpe og tænke på, at det ikke altid gik hende således. Dog kunne man ikke benægte, at hun ofte endte i uheldige situationer, der ikke altid var lige lette at klare. Hun var dog erfaren med problemer, og derfor var det vel også til at sige, at hun også ville klare denne nedgang? ”Det sætter jeg pris på.. Men jeg klarer mig nu nok.. Det gør jeg altid,” sagde hun stille. Det var nogenlunde, hvad hun også havde sagt til Alexander, da han havde holdt hende indespærret. Der havde hun udtalt, at hun ville blive fri … for hun undslap altid, og havde hun haft ret i det, selvom Alexander havde hånt hende? Ja! Det ville formentligt være den samme tur denne her gang, selvom det ikke syntes lyst lige nu og her, men generelt set var hun en overlever, og det kunne ingen tage fra hende. At hun denne gang skulle klare en gevaldig sygdom, brød hun sig ikke videre om, men med den rette pleje kunne hun vel ligeså klare sig igennem det? Det krævede dog, at hun havde en omkring sig, og at den vedkommende vidste, hvad han eller hun skulle gøre ved hende. Heldigvis for det, havde hun sin kære ven, Salvatore, men om han var videre kyndig indenfor medicin, urter og lægehjælp, vidste hun ikke, men glad var hun i hvert fald for hans selskab. Hun skælvede svagt, alt imens hendes krop var en blanding af fugtig og beskidt. Der var derfor ingen tvivl om, at hun ligeså trængte til et bad oveni det hele, men ligesom der ingen tvivl var der, var der ej heller nogen tvivl om, at hun ikke selv kunne gøre det. Hun hævede øjenbrynene let. ”..Du forsøger virkelig, kære ven,” kommenterede hun roligt. Det var ej ondt ment, men blot en kommentar fordi han konstant kom med hentydninger om, at det ville være hårdt, men at det samtidig ville gå. ”Men bare rolig.. Det er ikke kun dig, som kender til livets gang, og som har vandret på denne klode længe. Jeg kender ligeså til begge dele.” Sandt var det, som man på ingen måde skulle tage fejl af hendes livskendskab. Hendes egen historie var nemlig lang, og fuld af forskellige veje, samt succeser og fiaskoer. Hendes blik gled automatisk til den lettere dampende suppe, som han fremdrog en bakke og placerede den på hendes skød. Ved synet og duften mærkede hun, hvordan hendes mave gav sig til at knurre. Føde var i den grad tiltrængt, for man kunne ikke just sige, at det var, hvad en vampyr-fangevogter tænkte allermest på. Svagt rystende førte hun sin hånd over til bakken, hvor hun som en start greb skeen. Underligt var det helt at føle bestikkets form i sin hånd igen. Den luksus havde hun nemlig ikke haft i sit fangeskab. Kort skævede hun til Salvatore ved sin side, inden hun lod skeens fordybning dykke ned i den lune suppe, inden hun smagte den. Hun sukkede dæmpet. ”Det smager.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna havde måske været igennem rigtig mange ting, og det var noget som Salvatore vidste, men hvordan hun havde det med tingene, så var det jo svært at sige, hvordan hun ville tage det hele i opløbet, og specielt, hvis hun ikke havde nogen omkring sig, hvilket uden tvivl, var yderst vigtigt, når man tænkte på, hvad der ville ske efterfølgende herfra. Han kunne måske ikke være der hele tiden, og det vidste han jo udmærket godt, men så lang tid, at han kunne, så ville han naturligvis være der for hende. ”Alene eller ved hjælp, Denjarna? Det er ikke en skam, at bede om hjælp i ny og næ, når det er nødvendigt,” påpegede han ganske sigende. Det var måske en selvudvikling et eller andet sted, men det var nu bare sådan at det var. Han smilede let for sig selv. Han trak endegyldigt på skuldrene. ”Det er bare mig, som sagt..” sagde han med en rolig stemme, for helt løgn var det jo trods alt heller ikke. Han ville jo nødigt se hende ligge der og have det direkte skidt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Han havde bevidst valgt at sætte sig ned ved siden af hende, så han vidste, at han kunne tage fat, hvis hun ville få overbalance. For nu, ville han tage sig af de mere basale behov, som søvn og mad, for det var uden tvivl noget, som hun var blevet frarøvet igennem den sidste lange stykke tid, og tanken i sig selv, var noget som også gjorde sit for ham, for han blev faktisk vred ved tanken om det. Ingen tvivl om det. ”Jeg er måske ikke den eneste af den .. ældre generation, som vandrer rundt på denne jord, og jeg ved, at der er meget krydder på den historie, som du bærer med dig, kære, men jeg ved at du kan klare det.. Og jeg vil gerne blive så lang tid, det er mig muligt.. For nu, så synes jeg, at du skal få dig noget at spise, så ordner jeg med et dejlig varmt bad til dig.. Hvad siger du til det?” spurgte han med en rolig stemme, da han placerede bakken med tallerkenen med suppe i hendes skød. Det var måske lige det nemmeste for hende at spise nu, hvor hun havde det sådan som hun havde det, og det vigtigste for ham, var at hun ikke følte sig udsat omkring ham, men at hun kunne se, at han kun gjorde det for at hjælpe. Han smilede let for sig selv. ”Godt.. Spis endelig. Der er mere hvor det kommer fra,” sagde han roligt.

[Deleted]

Blikket lod Denjarna for en stund dvæle ved Salvatores ansigt, som han spurgte hende, om hun havde klaret sig gennem livet med hjælp eller alene. Alene havde hun vel aldrig været, for en charmerende person var hun. Hun havde nemlig altid kunnet tale en person over på sin side, og det blev vist gang på gang. Det var trods alt også, hvad der var sket mellem hende og Salvatore. Tidligere – da hun slap fri fra sin første tilfangetagelse - kunne det også ses ved, at hun hurtigt havde fået dannet en mandekreds omkring sig, hvor de alle havde stillet sig til rådighed for hende, så nej … hun var vel aldrig alene. Hun trak kortfattet på skulderen, inden hun gav suppen på sit skød sin opmærksomhed. ”Det har aldrig sagt mig noget at være alene,” sagde hun kortfattet, men sandfærdigt. Det var ikke ligefrem fordi, at hun spurgte folk om hjælp.. De havde bare i forvejen lyst til at hjælpe hende. Det var ikke for at være arrogant eller noget i den stil, men sådan var hendes liv oprigtigt. Langsomt gav hun sig til at spise med sin rystende hånd. At hun endnu skælvede ænsede hun ikke længere selv, som hun alligevel blot gjorde det dagligt. Hun smilte svagt. ”Det er det.” Rart var det nu engang at have Salvatore omkring sig igen. Han var nemlig en rar mand, og så var der det faktum, at han var der for hendes skyld. Rart var det desuden generelt med selskab, efter at hun kun havde hængt på Alexander for flere måneder. Hun tog en ny slurk af suppen, som hun drak i et roligt tempo, da hendes krop ej var vant til for meget føde på en gang længere. Blikket rettede hun igen i hans retning. Hendes hoved faldt en anelse på sned. Det var venligt af ham, at ønske at hjælpe hende, men som han selv sagde, kendte hun allerede til livet. ”Og derfor behøver du ikke at give mig lektioner i, hvordan det hele fungere.. Jeg kender desværre allerede til nok af al det til at vide det, hvordan det er,” sagde hun roligt, inden der nærmest måtte glide noget drilsk over hendes attitude. ”Jamen dog min kære Salvatore.. Hvis du ønsker at se mig nøgen, så er det blot at sige til,” tilføjede hun, som han foreslog et varmt bad til hende. Ideen om et varmt bad til hende forekom hende perfekt, for hun havde ikke set et bad i måneder. Derfor var hun ej heller så køn at beskue og dufte, som sædvanlig. Der var dog det minus ved et bad og det var, at hun ikke selv kunne klare sig. Hun kunne nemlig hverken selv gå og stå. Om hun selv kunne afklæde sig, anede hun ikke, eftersom hun ikke havde forsøgt sig endnu. ”..Men det lyder rart med et bad,” svarede hun endeligt. Hun tabte vel intet ved bare at forsøge? Det kunne trods alt ikke blive værre, end hvad det allerede var. Ar han sagde, at hun blot måtte spise, hvad hun kunne, fik hende til at tage en ny skefuld af suppen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke en skam at bede om hjælp i livet, og det var noget som Salvatore for længst havde erfaret, også på den hårde måde. Han betragtede hende med en rolig mine. Det var jo slet ikke fordi, at han var ude på noget som helst, for hvorfor skulle han da være det? Det kunne godt være, at han var en mand, som gerne ville vise, at han kunne det hele, selvom han vidste, at det slet ikke var tilfældet. Han smilede let for sig selv. Hun var vågen, og hun så da om ikke andet, så ud til at have det bare en smule bedre, end det som hun havde haft, da han havde fundet hende i fyrstens kælder. ”Man kan fremstå stærk, som man kan fremstå som det stik modsatte. Tilværelsen alene, er også bare.. ensom. Du skal i alle fald vide, at jeg vil være her,” sagde han roligt. Det var da om ikke andet, så et løfte, som han faktisk var i stand til at give hende, hvis hun ville tage imod det. Han var jo trods alt også kommet efter hende. Det var jo heller ikke fordi, at han var ude på at være belærende eller noget lignende, men det var vel noget, som han ville finde ud af før eller siden? Han nikkede roligt til hendes ord. Livserfaring kunne komme med tiden, men den kunne så sandelig også være ekstremt dyrkøbt som intet andet overhovedet, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans del. Han vendte blikket roligt mod hende med den samme rolige mine. ”Du har ret… Jeg beklager,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var slet ikke fordi at han tilbød hende det bad, som en mulighed for at se hende nøgen! Dog af den grund, så glædede det ham virkelig, at se, at der faktisk også var ting, som hun kunne lave sjov med i den anden ende. Det var også noget, som betød frygtelig meget for ham – ingen tvivl om det. ”Du skal da også bare ødelægge det hele,” sagde han tydeligt drillende, da han slet ikke kunne drømme om at gøre noget som helst ved hende. Hvorfor skulle han dog gøre det? Det var der slet ikke nogen grund til, slet ikke! Han smilede venligt til hende. Et bad ville uden tvivl gøre underværker, og så meget vidste han da allerede, så hvorfor ikke tilbyde hende den mulighed? ”Det tænkte jeg nok. Så spis du endelig, så får jeg ordnet med et kar og varmt vand,” sagde han med en rolig stemme, inden han rejste sig op endnu en gang. Denne gang forlod han igen værelset for et kort øjeblik, for at finde mulighederne for at få et kar og vand op, så hun kunne få et bad. Det ville passe ham ganske fint.

[Deleted]

Denjarna nikkede medgivende. ”Det ville være ensomt.. Jeg har dog ej prøvet det. Ikke af min egen frie vilje om end..,” kommenterede hun ærligt, da folk fulgte hende som sugmaller. Faith havde for en stund foreslået hende, at hun tog en pause fra andre, men det havde hurtigt forekommet hende umuligt, da folk rimelig hurtigt fandt frem til hende. At det i så fald fungerede anerledes, når hun var buret inde, kunne hun ikke svare på, men ubehjælpeligt var det. Hun var dog glad for, at Salvatore kunne bryde vanen på den front, for en skæbne i Alexanders kælder var hun bestemt ikke tjent med! Det var ingen. På den front måtte hun også endnu ønske sig sin hævn. Den mand skulle ned og ligge i den grav, han selv havde gravet sig! Han skulle vide, at han havde lagt sig ud med den forkerte kvinde! For det skulle hun dog først genvinde sine kræfter.. At han derfra lod livsbelæringen ligge, sagde hun intet til. Hun ønskede trods alt ej at diskutere med ham, og værre var den heller ikke, når han ligesom undskyldte. Hun smilte svagt. ”Skjulte længsler er da ikke at ødelægge noget,” kommenterede hun blot drillende. Selv regnede hun skam ikke med, at han havde lysten til hende lige nu og her, og det regnede hun ligeså med, at han vidste, at hun vidste. Det ville desuden være kedeligt, hvis han virkelig havde det ønske om hende lige nu, for der var ingen tvivl om, at hun havde set bedre dage. Selv så hun blot frem til det lune og rensende bad.. skønt hun endnu ikke var sikker på, hvordan hun kom i det. Det var nemlig ingen hemmelig, at hendes kræfter havde forladt hende. Hun nikkede, som han ville gøre et bad klar til hende. ”Tak, Salvatore,” sagde hun stille og taknemmeligt, inden hun betragtede ham forlade rummet. Det var også som det skete, at hun bøjede hovedet ned og gemte sin mund bag sin arm, fordi en kraftig hoste gled over hendes læber, og syntes at rive hendes hals op. Øjnene klemte hun i, som det helt føltes som brand i hendes hals, alt imens der blev gravet skarpe søm imod den. Væmmeligt var det, men et sted satte hun pris på, at Salvatore ikke så hende i disse sekunder. Hun brød sig nemlig ikke om at fremvise sig selv på denne facon, men samtidig med det, savnede hun også trygheden ved at have en person omkring sig. Desværre for hende, havde hun kun haft Derick til det, og ham havde hun end ikke længere. Hun blinkede let med øjnene, som det føltes som et knivstik i hjertet. Hun forsøgte dog at ryste på hovedet af det, og blot fortsætte med maden, for … hun havde ham ikke længere, og for det andet … så ønskede han hende ikke noget godt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede kun at Denjarna kom op på benene igen, og gerne så hurtigt som muligt, da hun bestemt heller ikke var tjent med noget andet end det, og det var noget som han gerne stod fast på. Han var glad for at have fundet hende, selvom vejen mod god bedring uden tvivl, var rigtig, rigtig lang, men han ville da blive der, så lang tid, at det var ham muligt, for hvordan skulle han da få sig til andet? Han sendte hende et mildt smil. Så lang tid, at hun var komfortabel omkring ham, så kunne han bestemt heller ikke se nogen grund til at skulle tage derfra igen. ”Har man først tilbragt mange stunder med andre individer, er det ikke underligt, at tilværelsen alene, ikke er ønsket,” istemte han ganske roligt. Selv var han vant til tilværelsen alene, og kunne til tider godt have svært ved at være omkring andre. Det var nok den store udfordring, som den leder han var, for når de blev for mange, så blev han stresset.. Og han hadede virkelig den tanke! Diskussionen om livsglæden og det at finde den, lod han gerne ligge. For nu, ville han jo heller ikke bruge hendes kræfter og hendes energi, på at tvinge hende derud, hvor hun blev værre, fordi at hun skulle bruge energien lige netop på det, når hun burde bruge den på så frygtelig mange andre ting. Han rystede let smilende på hovedet. Hendes humor havde hun da om ikke andet intakt, og det var noget som han uden tvivl havde det ganske fint med, og noget som han meget gerne stod fast på, når det nu endelig skulle være, for hvorfor skulle han da reagere anderledes på det? ”Det var da ellers min egen lille personlige hemmelighed,” tilføjede han sigende, inden han forlod værelset…

… Ved hjælp af en mand, som han havde fundet nede i krostuen, som havde hjulpet ham med at bære karret op. ”Bare sæt det her. Jeg skal nok selv få det ind,” sagde han med en langt mere streng tone, end hvad han ellers ville have gjort det. Manden så tydeligt utilfredst til. Det havde jo været en glimrende mulighed for ham, til at se en nøgen kvinde, så hvem ville da ikke hjælpe? Han satte karret ned og gik igen sin vej. Først da han var helt væk, lod Salvatore døren glide op endnu en gang. Varsomt åbnede han døren og fik bakset karret indenfor. Heldigt for ham, at han kunne magi, for ellers ville det uden tvivl også tage forbandet lang tid at fylde karret op. ”Jeg beklager ventetiden..” Han fik det bakset ind midt på gulvet. Det var jo ikke fordi at værelset var synderlig stort, men det kunne da stå der. Ved hjælp af magi, så fik han hurtigt fyldt karret op og begyndte at varme det, så det ikke ville være iskoldt for hende.

[Deleted]

Selv var Denjarna vant til at være omgivet af andre, og derfor havde hun ikke lyst til at slippe den følelse af tryghed. Tryghed gav det trods alt en, når man ikke var alene, men omgivet af folk der brød sig om en. Derfor havde de seneste måneder også været exceptionelt hårde for hende. Hun havde nemlig kun haft Alexander, og ham havde hun allerhøjest haft i en times tid. Derudover var der det faktum, at hun havde hadet ham, og derfor havde det ikke engang været en minimal glæde. Ensom havde hun derfor været, skønt hun ej havde ladet det komme til udtryk. Hun havde nemlig ikke ønsket at udtrykke overfor Alexander, at dette havde været et problem for hende. Det havde nemlig kun givet endnu mere glød til hans hån. ”Det er korrekt, og jeg har altid været vant til at have andre omkring mig.. Både som leder, og som ganske normal borger,” sagde hun sandfærdigt. Altid havde hun kunnet tale med folk, og derfor havde hun aldrig været alene. Hvordan Salvatore havde det med det, anede hun ikke, men selv tænkte hun, at han selvfølgelig var til dels social. Han havde nemlig intet problem med hende, og så var der det faktum, at han var leder. Svagt smilede hun til ham, som han fortsatte joken, indtil hun måtte betragte ham forlade rummet…

…Opmærksomt vendte Denjarna blikket mod døren, som hun pludselig hørte stemmer udenfor. Salvatore og … en fremmedes. Det fik hende til at knibe øjnene sammen, da hun ikke ligefrem ønskede, at der var andre omkring hende end Salvatore. I hvert fald lige nu og her. Derfor blev hun også lettet, da hun så, at det kun var Salvatore, som trådte ind ad døren, samtidig med at han baksede med det store badekar. Nysgerrigt måtte hun dog betragte hans handling, for hårdt så det trods alt ud. Karret var nemlig ikke ligefrem helt småt, samt det ej heller var lavet af det letteste materiale. Det lignede dog, at han fint kunne klare sig selv, og det passede Denjarna udmærket. ”D-Det gør intet.. Klarer du den?” spurgte hun ham. Igen måtte hendes stemme lyde lettere stammende, som hun havde befundet sig i et voldsomt hosteanfald i den tid han havde været borte. Det syntes dog at gå bedre igen, som den trods alt var stoppet. Hendes blik faldt på ny på karet, som det blev fyldt op ved hjælp af magi. Hvordan skulle hun dog komme derover? Hvordan skulle hun dog få tøjet af sig selv? Hvordan skulle hun dog komme i? Spørgsmålene var mange, og de gjorde hende alle nervøs. Hun sagde dog intet, som hun derimod forsøgte at tage sagen i egen hånd. Det foregik dog mindre elegant. Med en faretruende skælven, flyttede hendes rystende hænder bakken fra hendes skød til selve madrassen. Under rystelserne klirrede porcelænet og skeen mod hinanden. Et held var det helt, at der kun stod en skål, for et glas havde med garanti væltet. Hun ønskede dog at kunne selv… selvom det lige umiddelbart lignede, at der skulle ske et mirakel, hvis hun selv skulle kunne flytte sin krop.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det sociale havde ikke altid været Salvatores styrke, men derimod noget som han faktisk arbejdede temmelig hårdt for i disse tider, også fordi at han altid havde levet forholdsvist alene eller på sidelinjen, så det var jo en kompetence, som man jo kun måtte sige, at han ikke rigtigt havde tillært sig, bare sådan uden videre, for løgn var det jo trods alt heller ikke, når det nu endelig var sagt. Han vendte blikket roligt mod hende og med et let smil på læben. Alexander havde uden tvivl været hård ved hende, men det var slet ikke noget, som han ønskede at nævne og snakke om, for nu var hun ude, og det var da også det som var det vigtigste af det hele, var det ikke? ”Du har været vant til at færdes omkring folk, kan jeg fornemme,” sagde han med et let smil på læben. Alene af den grund, var han temmelig sikker på, at hun nok skulle komme op fra asken igen og blive til noget stort. Nu hvor han havde fået bakset karret ind på gulvet og låst døren efter dem, så de endnu en gang kunne være alene, så var det noget som faktisk passede ham ganske fint.
Salvatore var ikke dum, og han vidste allerede nu, at det ville blive stort set umuligt for hende, at få tøjet af, og komme hen i karret på egen hånd, men han ville naturligvis heller ikke gøre hende svagere, end det som hun var i forvejen, og han forstod sig skam på stoltheden i det, at man gjorde tingene på egen hånd. ”Jeg fik en til at hjælpe med at bære det op, så det går..” mumlede han let for sig selv under koncentrationen som magien krævede. Som leder, var han heldigvis kompetent nok til at gøre det som han gjorde nu, så det var jo for øvrigt noget, som faktisk passede ham ganske udmærket. Han lod vandet opvarmes, så det havde en fin temperatur, inden han vendte blikket mod hende, da hun var i gang med at klæde sig af, også selvom det så ud til at være sværere, end som så. Han rynkede let i panden. ”Har du brug for en hjælpende hånd?” spurgte han sigende. Ikke fordi at han ville nedgøre hende eller noget lignende, men det så bare.. problematisk ud, så meget som hun skælvede, og det var noget som faktisk gjorde ham bekymret. Han var oprigtigt bekymret for hende.

[Deleted]

”Det kan vel ikke benægtes,” endte Denjarna med at sige, som han konstaterede, at hun var vant til at omgås andre. Sandt var det nu også, for hun havde altid været god til at komme i kontakt med folk, og derudover havde hun også altid været en kvinde med en stor venneskare. Om hendes såkaldte venneskare i så fald var hende værdig, var så til diskussion. I går havde det nemlig vist sig, at Salvatore var hendes eneste sande ven. Han var nemlig den eneste, der havde bekymret sig for hende, og det fik hende uden tvivl til at tænke over tingene.
Stolt var Denjarna uden tvivl, og det var også den side af hende der trådte frem, når hun forsøgte sig på egen hånd mod smerterne. Selv hadede hun at vise, at hun ej var denne stærke kvinde lige pt., men hvad kunne hun gøre ved det? Hun kæmpede med at gøre tingene på egen hånd, og det i sig selv var vel også et tegn på styrke? …eller også var det bare dum stædighed. Hvad end det var, blev hun dog ved med at kæmpe. Også selvom hun allerede vidste, at Salvatore ville stå ved hendes side, hvis blot hun bedte ham om det. Som han fortalte, at han havde fået hjælp med karet, nikkede hun automatisk med hovedet, skønt hun egentligt ikke hørte, hvad han sagde. Hun koncentrerede sig nærmere om at få skubbet sin krop ud til sengekanten, så hun kunne være et skridt nærmere karet. Afkræftende var det dog, og det fik hurtigt hendes hjertebanken til at stige. Tænderne endte hun med at bide sammen, som hun opfangede hans spørgsmål. Behøvede hun hjælp? Ja, det gjorde hun vel.. Hun brød sig dog ikke om, at hun havde brug for hjælp til lige netop dette. Hun sukkede dæmpet, som hun måtte indse, at hun ej kunne gøre dette udelukket på egen hånd. ”..Giv mig en hånd, ved at hjælpe mig op på benene, så jeg kan få kjolen af,” endte hun med at sige. Hvis hun skulle få kjolen af sin krop, skulle han utvivlsomt holde hende, så hun ej skvattede om i sekundet. Blikket vendte hun mod Salvatore, som hun nu sad stille, mens hun afventede, at han ville komme over og hjælpe hende. Heldigvis for hende, vidste hun allerede, at han ej ville håne hende for denne tilværelse. Ubærligt ville det også være, hvis han skulle fortsætte fra, hvor Alexander havde sluppet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvordan Denjarna havde det med sin vennekreds, var slet ikke noget som Salvatore ønskede at blande sig i, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som det nu var sagt, så var han jo bare glad for ,at han havde fundet hende og fået hende med sig i sikkerhed. ”Det må du lære mig på et tidspunkt,” sagde han med en rolig stemme. Det var jo ikke en hemmelighed for ham, at han havde svært ved det sociale, og det at lukke folk tæt på. Der var jo trods alt også en grund til at han endnu ikke havde en kvinde ved sin side. Han havde svært ved tilliden, og det at lukke dem så tæt på.
Salvatore var slet ikke ude på at håne hende for tilværelsen eller hendes tilstand, for det var tydeligt at hun ikke havde haft det særlig godt, og det var noget som naturligvis også gjorde sit for hans vedkommende. Han så til, hvordan hun forsøgte at gøre tingene på egen hånd, selvom det var tydeligt for ham, at hun virkelig havde ondt, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. Han.. holdt vel af hende et eller andet sted? Og derfor ønskede han heller ikke ligefrem at se hende stå fanget i den situation, at det var besværligt nok for hende, at gøre tingene på egen hånd, så.. han tilbød hende hans hjælp, også selvom han vidste på forhånd, at hun var et yderst stolt væsen. Han nikkede med et let smil på læben. Han kunne da godt hjælpe hende op på benene i stedet for. ”Naturligvis,” sagde han med en rolig stemme, da han søgte hen til hende. Varsomt tog han omkring hendes ene hånd og støttede mod hendes skulder med den anden, idet han gjorde tegn til, at hun bare kunne rejse sig. Han kunne i den grad godt love hende, at han ville gribe hende, hvis hun skulle vise sig, at falde. Desuden kunne han godt hjælpe hende hen i karret, så hun kunne vaskes og få varmen ordentlig, og så håbe, at det var noget, som ville hjælpe hende i længden. ”Kom kæreste, så hjælper vi hinanden,” sagde han med en rolig stemme. Han hånede hende ikke for det, eller noget som helst. Det var slet ikke noget, som han så nogen grund til i det hele taget.

[Deleted]

Denjarna sendte ham et svagt, men venligt smil, som han bad om hendes hjælp til, hvad det sociale angik. Det havde han på ingen måde brug for. ”Min hjælp er end ikke behøvet, kære.. Du klarer dig allerede udmærket,” sagde hun roligt. Hun mente skam sine ord. Han var slet ikke så socialt handicappet, som han gik og troede. Det var jo bare at se på de to lige nu og her, samt alle deres møder. Tonen mellem dem – under deres første møde – havde muligvis været en anelse høj til tider, men det var blot at se, hvor de var nu. Der var ingen slinger i valsen. Derfor kunne hun heller ikke forstå, hvori han så dette problem. Han havde jo aldrig haft det svært med hende.. eller også var det bare grundet ’magien’ omkring hende. Hun havde nemlig altid været i stand til at snakke med hvem som helst.
Det var uden tvivl et knæk i Denjarnas stolthed, at hun ikke kunne gøre al ting på egen hånd. Især så simple ting, som at rejse sig og tage sit tøj af. Der var dog intet andet at gøre, end at bide stoltheden i sig, og bede om den hjælp, som hun så kraftigt havde brug for. De sølvgrå øjne lod hun glide til hans ansigt, som han kom over til hende og tog om hendes hånd. Så var det nu det gjaldt.. Allerede nu blev hendes åndedræt en smule mere anstrengt, men intet sagde hun til det. Hun lod derimod blot sin hånd lukkes om hans, som et tegn på, at det var det punkt, der skulle trække hende op. Tænderne endte hun med at bide sammen, som hun valgte at lægge al sin vægt mod hans hånd, som hun på rystende ben kom op at stå. Eftersom det ej var på benene, at hun havde befundet sig det sidste stykke tid, var denne tilstand ualmindelig hård for hende. Stående blev hun dog alligevel, skønt man ikke skulle stille spørgsmålstegn ved, at hun ville vælte, hvis Salvatore gav slip på hende. Hun betragtede ham, samtidig med, at hun lod den anden hånd glide op til sin skulder og derfor kjolens strop. ”Kig væk.. eller lad vær, hvis ikke du kan se væk,” lød det fra hende i en drillende tone, som et tegn på, at hun ville trække tøjet af nu. Blikket tog hun ikke fra hans ansigt, som hun langsomt begyndte at liste kjolen af sig. Der var ingen tvivl om, at hun havde set bedre, som hun var udhungret og syg. Men ej heller var der nogen tvivl om, at hun var en smuk kvinde. Den beskidte kjole – der reelt set blot var til udsmidning – faldt tungt ned og lagde sig omkring hendes ben. Det var ikke fordi, at hun var genert over sin krop, men en smule besynderligt var det at stille sig nøgen op foran ham. Han var ikke just den første mand, at hun stod således overfor, men det var længe siden, at hun havde gjort det, og især foran andre end Derick. Hun trak ligeledes trusserne af. ”Hjælp mig i karet.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore synes slet ikke at han var dygtig nok social, men det kunne jo trods alt være, at det var noget, som ville komme med tiden. At høre hende sige det, var derimod noget, som faktisk glædede ham temmelig meget, hvor smilet slet ikke var noget, som man skulle tage fejl af. Han smilede let for sig selv. ”Synes du virkelig det?” fortsatte han. Ja, det kunne godt være, at han ikke havde de største problemer omkring hende, men selv omkring mange af hans egne, var det noget som faktisk kom frem som et problem. Hans tid i mørket, var noget som automatisk fik tvivlen slået i ved langt de fleste, og det var slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget. Det var noget, som han følte at han var nødt til at gøre.
Salvatore ønskede naturligvis ikke at fremstille Denjarna svag, når det var noget af det sidste som hun var, og noget som han faktisk gerne ville understrege for hende, da det også var noget, som betød noget for ham. Han tog om hendes hånd, hvor han ved hjælp af sin egen energi, fik hende hjulpet op på benene. Selvom han godt kunne mærke, at hun støttede sig så meget til ham, at hun sikkert ville falde, hvis han gav slip, så var det noget af det sidste, som han kunne finde på i den anden ende, for han ønskede det jo heller ikke ligefrem. Han vendte blikket ganske roligt mod hende, hvor smilet let bredte sig. ”Du frister en svag sjæl,” påpegede han let drillende, men vendte dog blikket væk. Han kunne dog ikke lade være med at kigge alligevel, da kjolen var faldet til gulvet. Smuk var hun, selvom hun var syg og udhungret, så var det noget, som han alligevel håbede på, meget snart ville vende igen, da det også var noget som passede ham ganske fint. ”Du er nu en smuk kvinde, Denjarna,” tilføjede han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han nikkede, inden han fulgte hende i retningen af karret. ”Kom..” Han stillede sig roligt bag ved hende, hvor han lod den anden hånd lige sides tage om hende, så han var i stand til at hjælpe hende op i det varme vand, så hun for alvor kunne blive ren, og føle sig varm. Det var vel også tiltrængt?

[Deleted]

Salvatores usikkerhed, forstod Denjarna sig ikke på … for han var trods alt god til folk. Eller han var i hvert fald god til hende. De to havde nemlig aldrig haft et problem med hinanden, og det, at han var kommet efter hende, viste vel også kun, at han havde hjertet på det rette sted, og at han ønskede at være omkring andre. Ellers kunne han ligeså godt have ignoreret rygterne og udeblevet fra redningsaktionen. ”Ville jeg lyve for dig?” spurgte hun ham blot med et lille smil på læben. Selv vidste hun ikke, hvor stort et omfang han stolede på hende, men der måtte vel være noget? De havde trods alt før delt værelse, og nu havde han gået så vidst, som at redde hende. Alt det talte i hvert fald i hendes bog.
Som Denjarna stod til at skulle iklæde sig selv, måtte hun smile svagt over hans ord. ”Hvis dette frister, hvordan vil det så ikke ende senere?” spurgte hun morende, som hun trods alt så langt mere indbydende ud, når hun var ren. Lige pt. stod hun nemlig med fedtet og uredt hår, en beskidt krop og en blodig hals. Dette var bestemt ikke en af hendes mere heldige optrædener! Kjolen og trusserne lod hun nu falde, hvilket efterlod hende helt bar og sårbar. Salvatores dvælende blik på sig, bemærkede hun skam. Særligt som han direkte kommenterede, at han fandt hende smuk. Selvom hun havde hørt ordene mange gange før, rørte det alligevel hende. Særligt grundet den omgang hun havde været ude for. Hun smilede stille for sig selv. ”Tak,” endte hun med at sige, uden at være vred over, at han rent faktisk havde smugkigget på hende. Blikket sled hun langsomt bort fra ham, for i stedet at betragte det fyldte kar, som hun nu skulle i. Hendes hjerterytme og kropsskælven var endnu voldsommere, end da hun havde ligget, men alligevel klagede hun ikke. Langsomt fik hun rykket sig helt nært karet, med gevaldigt hjælp fra Salvatores side. Hun ville faktisk end ikke kunne holde sig selv oppe, hvis hun blev overladt til sig selv. Tungen valgte hun at holde lige i munden, som hun løftede det ene ben, som et tegn på, at hun nu ville træde i. Ved den første kontakt med den varme overflade, gled et gys gennem hendes krop og ud af hendes læber. Helt uvirkeligt var det at mærke vandet mod sig igen, men fantastisk var det. Længe gik der derfor ikke, før at hun havde begge ben i karet, og derfor løsrev sig for Salvatores greb, ved at glide ned i en siddende/liggende tilstand i karet. Dæmpet sukkede hun, som det var helt ubeskriveligt at mærke, hvordan det varme vand omsluttede hendes ømme og beskidte krop. Det var i sandhed, hvad hun havde brug for! Øjnene kneb hun i, samtidig med at hun holdt vejret, da hun nu også valgte at dykke i med hovedet. Al lyd forstummede til, at hun ikke kunne mere, og derfor måtte dukke op igen, mens vandede rendte ned langs hendes ansigt. Hun lod håndfladerne kører over det, inden hun vendte blikket mod Salvatore. ”Tak for det hele,” sagde hun varmt.