You are safe now..

[Deleted]

Svagt smilede Denjarna morende over hans ord. Det var uden tvivl en glæde for hende at se Salvatore igen. Det var bestemt ikke ham, som hun havde ventet at se til sin redning, men skuffet var hun bestemt heller ikke. Det eneste hun funderede over var, hvordan det kunne være, at en mand, som hun kun havde mødt et par gange, redede hende, når hverken hendes eksmand eller bofælle overvejede det. At hun til gengæld for redning kunne hjælpe ham til at tænke nærmere over livet, glædede hende kun, skønt hun ikke havde troet, at hun skulle indtage den belærende position i sin tilstand. Det var blot noget som kom af sig selv. ”Selvfølgelig håber du på det. Det er en varm tanke.. Hvem ønsker ikke at leve i harmoni, bare fordi man møder sin anden halvdel? Personligt er jeg blot af en anden overbevisning.. Jeg ved nemlig, at det på ingen måde er så ligetil. Jeg har allerede fundet den store kærlighed. Med den fandt jeg også ud af, at det ikke er så simpelt igen, og derfor er jeg alene den dag i dag,” fortalte hun stilfærdigt. Det var bestemt ikke fordi, at hun ønskede at afskrække ham, hvad kærligheden angik, men hvorfor lyve for ham? Hun kendte til realiteten, så hvorfor ikke sige højt om det? Det havde nemlig ikke bare været at møde Derick, der havde været meget mere kamp end det. Jovist de havde haft deres fantastiske stunder sammen, men de havde også haft deres mareridt. Det havde hun også før valgt at indvie Salvatore i, og der havde han ligeså selv sagt, at det måske ikke var det værd. Ironisk nok havde det betydet, at hun var endt i fangeskab. Hun havde nemlig valgt at flytte ind hos Vladimir, der havde haft et udestående med Alexander, så galt var det vidst lige meget hvad. ”Jeg frygter skam heller ikke, at du ikke klarer dig, for det ved jeg, at du gør,” sagde hun roligt, inden hun blev hjulpet op på benene. Køligt var det på den anden side af vandet, og derfor begyndte hun også kort tid efter at ryste. Vandet rendte ned ad hendes slanke krop, der var blevet lettere lyserød i huden, efter at hun havde gnubbet den. Derudover var der en smule blod på hendes knæ, som hun havde formået at rive hul på en af hudafskrabningerne. Håndklædet som hun fik svøbt om livet, var hun yderst glædelig over, da det både tørrede hende og holdt hende en smule skjult. Yderst forsigtigt og usikkert bevægede hun sig ud af karet, hvilket fik hende til at efterlade våde fodspor på gulvet. I det sekund hun var tæt nok på sengen, slap hun ham, blot så hun kunne glide ned i en siddende position på sengekanten. Træt af den korte gåtur.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var taget af sted. Lige hvorfor han havde gjort det, vidste han ikke, om han skulle være helt ærlig, men ikke desto mindre, så havde han nu gjort det alligevel, og han var uden tvivl glad for det. Han ville nu ikke snakke mere om den pågældende redningsauktion, for han var glad for at han havde fundet hende, og endda i livet. ”Det er en skam, at det er den ændring som det hele tog for dig, Denjarna. Jeg ved, at det ikke er så let og ligetil.. Jeg har trods alt oplevet det på eget sind og egen krop. Jeg holder nu alligevel fast i den tanke. Den er varmende og naiv.. Det er faktisk rart et sted,” forklarede han sigende. Selv han havde jo været temmelig mange ting igennem. Som det nu var sagt, så var han ikke den, som tog det hårdere end det. Livet var ikke nemt. Så meget havde han da fundet ud af på den hårde måde, og ondt gjorde det ganske vidst, men med modgang blev man gjort stærkere, o det var den tanke, som han også holdt fast i. Han hjalp hende roligt op af karet og ud på gulvet, og fik håndklædet svøbet om hende. Han var bekymret for hende, for det var tydeligt for ham at se, at hun bestemt ikke havde det særlig godt. Han rynkede usikkert i panden og lod blikket hvile på hendes skikkelse. Han håbede naturligvis, at det var noget, som ville blive bedre, end hvad man kunne sige, at det var nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg klarer mig skam. Til tider, er det bare hårdere end andre,” sagde han roligt, inden han hjalp hende hen til sengen, hvor han lod hende dumpe ned på den i stedet for. Han lod blikket glide mod hende. Han kunne jo se, at der var meget på spil her, som han ikke kunne gøre det største ved. Magi kunne ganske vidst meget, men det kunne ikke helbrede sår på den måde. ”Jeg er bange for, at jeg også må anskaffe mig en healer..” Selvom hun havde været i bad og det hele, så var der stadig meget, som bestemt ikke så godt ud ved hende, og han kunne faktisk ikke lide det. Hun var træt og hun havde det skidt, og det at skulle efterlade hende der alene, var slet ikke noget, som han havde synderlig meget lyst til, hvis han skulle være helt ærlig. Han rystede de tanker ud af hovedet, da han roligt satte sig ned ved siden af hende.

[Deleted]

Det var skam en skam, at det hele ikke havde gået mellem Denjarna og Derick, for havde det ikke været perfekt, hvis de kunne have levet lykkeligt til deres dages ende, efter så megen ulykke? Denjarna havde dog været nødsaget til at sætte en fod i jorden, da Derick havde ageret voldelig over for hende, hvilket derfor havde fået hende til at ende deres forhold. Nu var hun alene igen, og det havde gjort, at hun nu havde mistet troen på den eneste ene. Medmindre Derick stadig var hendes.. Det var nemlig et bevis på, at den enegyldige kærlighed ikke var så endegyldig igen. At Salvatore alligevel ønskede at holde ved troen, måtte være hans sag. Det gad hun ikke stille sig imellem, når han endnu ikke havde oplevet, hvad hun havde. Det var også hans sag, hvis han fandt den gavnlig. ”Og på den vis er vi alle forskellige. Jeg er her ikke for at ødelægge din tankegang. Jeg er muligvis ikke enig med dig, men kan jeg kræve, at vi alle er af den samme opfattelse?” lød det roligt fra hende. Mere så hun skam ikke til den sag. Skælvende kom hun derefter til bens igen, som hun nu forlod det behagelige bad, og igen skulle bruge sine få kræfter. Yderst krævende var det af hende, og derfor blev hun også hurtigt træt og udmattet. ”I så fald ved du også, at du er i live. Det er hos de allerfærreste, at det går helt glat.” Afkræftet lod hun sig glide ned i sengen, som hun endelig nåede den. Tungt trak hun vejret, som hun nu blot sad i sengen og hvilede sig. Derudover sad hun endnu med armen skjulende over barmen, mens håndklædet varmede og skjulte hendes nedre krop. Hans ord omkring, at hun havde brug for en healer, fik hende til at nikke svagt. Professionel hjælp.. Det ville ikke gøre hende det mindste. Hun ville selvfølgelig finde det mest eftertragtet, hvis Salvatore kunne udrede det hele, men hvis ikke det var tilfældet, var der intet at gøre ved det. ”H-Hvis du mener, at det er for det bedste,” sagde hun stille, og som et tegn på, at han havde hendes tilladelse til at lede efter mere hjælp til hende. Forhåbentligt kendte han også en god en. Det var i hvert fald, hvad hun måtte stole på. Meget kunne hun trods alt ikke selv gøre.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var da kun en god ting, at de ikke alle sammen var ens. Det ville da hurtigt blive en rigtig trist tilværelse, hvis alle skulle være enige om alt, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Lige der var han enig med hende. Hun havde måske en lidt anden erfaring med den slags, end det som man kunne sige, at han havde med den slags, og den gamle procianske tankegang, var en af dem, som han gen var voldsomt naiv, så var det ikke noget, som han kunne gøre det største ved. ”Der ville ikke være krig og kamp, egoisme eller lignende, om vi alle havde været enige om tingene. Jeg synes det er godt, at der også er plads til denne form for forskellighed,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var noget som han mente. Yderst forsigtigt, hjalp han hende hen på sengen, selvom det var frygtelig, frygtelig varsomt, for han ønskede jo heller ikke, at det skulle være ubehageligt for hende. Hun var ilde tilredt, og det kunne han jo se, og derfor frygtede han vel også lidt, at det som han kunne give hende, ikke var godt nok? Og han ønskede jo gerne, at se hende på vej til det bedre, frem for at holde hende der, og have det, som hun havde det? Han rynkede let i panden. Han nikkede let. ”Jeg er for øjeblikket, mere i live, end hvad jeg har været nogensinde.” Han var ikke andet end ærlig overfor hende. Han rystede let på hovedet. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne påstå, at han var meget for tanken ved at skulle lade hende ligge der selv, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre, for det at lade hende ligge der, var ikke ligefrem et alternativ. ”Det lyder meget fint, Denjarna.. Men er du komfortabel med at ligge her selv?” spurgte han. Han satte sig roligt ned ved siden af hende endnu en gang. Han lod hænderne roligt foldes foran sig endnu en gang. Han rystede let på hovedet. Han burde måske, men i hendes tilstand, så var det ikke her, han havde lyst til at efterlade hende, så det var jo egentlig lidt af et personligt dilemma for ham selv at stå i, og det var faktisk temmelig ubehageligt at tænke på.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi, at krig og egoisme ovs. var det bedste i denne verden, men alligevel var der brug for denne form for forskellighed. Det var også, hvad der gjorde folk unikke, og hvem ønskede i så fald at ligne alle andre? Ikke Denjarna i hvert fald. Hun kunne lide det væsen, hun var. Der var desuden ingen ligesom hende, da hendes liv afspejlede hvem hun var. Det var en tanke, som hun godt kunne lide, selvom hun nødvendigvis ikke brød sig om alt, hvad hun havde været udsat for. Det var bare sådan livet var. ”Korrekt.. Det er, hvad der gør os til dem vi er,” sagde hun stille, inden hun blev flyttet over på sengen. Det var en handling der fik hende til at skære grimasser, for … det gjorde jo forbandet ondt! Tynd og øm var hun, og derfor var det ikke ideelt for hende at bevæge sig omkring. Dog skulle hun genoptrænes før eller siden. Det kunne nemlig heller ikke gå, at hun var sidestillende for evig. Det var i hvert fald ikke en livsstil hun kunne klare! Hvor længe genoptræning dog ville tage, anede hun ikke, for længe siden var det, at hun havde været udsat for noget i denne stil. De sølvgrå øjne vendte hun mod ham. ”..Og hvordan kan det være?” endte hun med at spørge ham, som han sagde, at han var mere i live nu, end hvad han længe havde været. Var det på grund af hende? Han havde trods alt fortalt, at der ikke var sket noget storslået i hans liv på det seneste. Som han spurgte ind til, om hun kunne klare at være alene på kroværelset, begyndte hendes hjerne øjeblikkeligt at klikke. Være alene.. Her.. I denne tilstand… Hun havde faktisk end ikke overvejet, at dette var præmisset for, at han fandt hende en healer. Hun bed sig selv nervøst i underlæben. Var hun okay med det? Hvad nu hvis Alexander allerede jagtede hende, og ville finde hende, mens Salvatore var borte? Hvem skulle i så fald beskytte hende? Hvem skulle generelt beskytte hende, hvis en brød ind på værelset? ”Hvor lang tid vil det tage dig?” spurgte hun ham, som hun ønskede at vide, om det var risikoen værd. Et par timer om dagen var vel rimeligt, men hvis det strakte sig over flere dage… så vidst hun det ikke helt. Der skulle nemlig ikke tages fejl af, at hun var bange, efter at hun havde været indespærret for måneder.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var da et held, at ingen var ens i den her verden, selvom forskellighederne sagtens kunne udløse et kæmpe problem, såsom krig eller noget lignende, og det var slet ikke noget, som han kunne gøre noget ved, selvom han virkelig gerne ville. Specielt når han vidste, at der inderst inde, var noget godt i alle. Han vendte blikket mod hende og med et let smil. Nu kunne han da om ikke andet genkende den Denjarna som han havde mødt i udgangspunktet, og det var det som glædede ham. ”Det er det som gør os alle hver især unikke, og det er jo yderst vigtigt,” sagde han roligt. Lige for nu var det vigtigt for ham, at se hende komme ordentlig tilbage til toppen igen, og det var tydeligt, ikke altid lige nemt. Han lod hende roligt komme tilbage i sengen. Nu mere ren, end det som hun havde været for bare en time siden, så det var uden tvivl lettende for ham at se. Han smilede let for sig selv. Han følte sig mere levende, når han var omkring en kvinde som hende.. Og det var et sted underligt, for det var ikke sådan, at han havde det omkring kvinder normalt. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men.. Ja..” Han holdt en lille pause, mens han tænksomt lod blikket glide ned mod gulvet foran ham. Han rystede let på hovedet. [colro=33ffcc]”Du har den her effekt på mig.. Jeg føler mig underligt.. levende,”[/color] sagde han endeligt. Gav det nogen mening? Det vidste han faktisk ikke.
At hente noget hjælp, ville derimod tage ham et godt stykke tid, og det var det som han var mest bange for. Om der i det hele taget, var nogle, som ville yde den hjælp til en dvasianer, for det var jo trods alt hvad hun var. Han vendte blikket mod hende. Selv med en kende frustration i blikket, selvom han virkelig forsøgte at holde det i et minimum. ”Den bedste healer, kan hentes i Catalena i Procias.. Men hvor mange som vil ønske at hjælpe en dvasianer, ved jeg ikke. Det kan meget vel tage mig et par dage,” sagde han med en ærlig stemme. Og i så lang tid, havde han slet ikke lyst til at lade hende ligge der, for der var jo ikke rigtigt nogen til at passe på hende, og det var han slet ikke det mindste interesseret i.

[Deleted]

Medgivende nikkede Denjarna med hovedet, som hun kun kunne se sig enig i, at forskelligheden var vigtig. Engang havde hun uden tvivl været mere firkantet med sin tankegang, men med årene og med sine forskellige oplevelser, havde hun uden tvivl ændret sig. Derfor var hun heller ikke længere den typiske dvasianer, men derimod en kvinde, som sagtens kunne holde sig på god fod med en prociansk leder. Det var vel også noget der gjorde, at hun var unik? Som han gav sig til at forklare, hvordan han følte sig levende eller nærmere.. hvordan hun fik ham til at føle, vendte hun langsomt blikket i hans retning. I et rums tid sad hun blot i tavshed, mens hun betragtede ham, og lyttede til hans tøvende ord. Det var ikke fordi, at han forklarede sig synderligt godt, men alligevel følte hun, at hun havde en ide om, hvad han mente.. og måske havde hun hørt det før? Hendes hoved faldt en anelse på sned, så hendes våde sorte lokker lagde sig over den ene skulder. Sin frie hånd valgte hun at løfte, hvor hun blidt strøg ham over kinden, inden den gled videre til hans hage, så hun kunne dreje hans blik mod sit. ”Hey.. Det er i orden,” sagde hun stille, alt imens hun let strøg ham over kæben. Svagt smilede hun til ham, inden hun igen trak hånden til sig. ”Jeg er glad for, at jeg kan få dig til at føle således.”
Hvad Salvatore fortalte Denjarna, måtte helt gøre hende dårlig. Han ville rejse til Procias, hvor han ville være væk for et par dage. Derudover var det end ikke sikkert, at han vendte tilbage til hende med en healer. Det var på ingen måde et tilfredsstillende og beroligende svar. Hvad skulle hun gøre? Hun vidste, at hun havde svært ved at omvende procianerne i sin nuværende tilstand, og personligt havde hun ikke lyst til at blive læsset af i Dvasias, og at blive alene på værelset var heller ikke just en mulighed. Hun så imod ham, efter at hun havde set ned i jorden under sin egen tænkepause. ”Tag mig med..,” sagde hun endelig. ”Tag mig med til Procias.” Tidligere havde hun været i Procias, og derfor vidste hun, at det ikke var en umulig sag. Dengang havde det dog været med Gabriel, men Salvatore var trods alt også en betydningsfuld mand. Dog kunne der være et problem i, at hendes ansigt var et kendt ansigt, samt at navnet ’Denjarna’ rungede i manges hukommelse. Derudover ville de være nødt til at finde en transport til hende, for der var ingen tvivl om, at hun ville komme ingen vegne på sine egne ben.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke ofte, at Salvatore havde det på denne måde, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han følte sig levende omkring hende, også fordi at han følte, at han kunne være sig selv, uden at skulle leve op til de mange forventninger, som folk havde en sjov tendens til at opretholde for ham på den her måde. Når det nu var sagt, så var det helt andre ting, som han havde i hovedet lige nu. Lige hvad det var hun gjorde for ham, var faktisk svært for ham at sætte en finger på, og det var noget som faktisk frustrerede ham selv en smule, for det var slet ikke noget som han var vant til. Han rystede let på hovedet – smilende dog, for han tog det ikke som en så slem ting igen. ”Det håber jeg så sandelig,” sagde han med en rolig stemme, inden han let blinkede til hende. Han tog det ikke som en så slem en ting, for det var der slet ikke nogen grund til, var der? At hun så derimod var glad for det, var noget som fik ham til at smile ganske tilfredst. ”Se.. Jeg er jo allerede fanget i dit spind,” påpegede han med en morende og sigende mine.
Salvatore kunne lige så godt være ærlig overfor Denjarna fra starten af, i stedet for det andet, for det var slet ikke noget, som nogen af dem, ville få det mindste ud af i den anden ende. Han ville være væk i dage, når han tog af sted, for han vidste jo allerede godt nu, at det ikke ligefrem ville gøre sagen meget bedre for hendes vedkommende. Han ville jo heller ikke gøre hende ukomfortabel med tingene, og det at lade hende ligge der i denne tilstand, var heller ikke ligefrem noget, som han havde synderlig meget lyst til. Han sukkede dæmpet endnu en gang, også selvom han sad mere fast i det end tidligere. Tage hende med? Det.. kunne han da ikke. Han vidste, at han var en af dem, som Silia og Gabriel virkelig stolede på, og det at skulle rive kongens ekskæreste med ind i landet, vidste han slet ikke hvordan Gabriel ville tage det. ”…. Tage dig med? Jeg… jeg burde ikke..” begyndte han tænksomt. Han ville jo heller ikke udnytte den tillid som kongehuset havde til ham.

[Deleted]

At det frustrerede Salvatore, at han ikke kunne finde ud af, hvilken følelse hun gav ham, morede Denjarna en anelse. Normalt set var han nemlig en meget sammensat mand, men at hun kunne ryste ham en anelse, glædede hende kun. Det var trods alt ikke noget skidt, som hun gjorde ved ham. Hendes blik hvilede morende på ham, som han sagde, at hun allerede havde ham i sit spind. Hvis det virkelig var tilfældet, var han bestemt ikke den første. Det lignede dog ikke, at han var så involveret i hende, som så mange andre havde været. ”Se.. Er det så slemt?” spurgte hun i stedet, uden det lille smil forlod hendes læber. Befriende fandt hun det at være blandt Salvatore igen. Længe siden var det, at hun var kommet godt ud af det med en procianer, men det var bestemt sket før, og mere end en gang. At de derfra skulle løbe ind i nogle landlige problemer, brød hun sig ikke just om, selvom hun ikke just kunne klandre nogen. Hun var nemlig dvasianer. Mørkelver, og endda tidligere leder af racen. Derudover havde hun historie med det procianske kongehus. Hende og den tidligere dronning havde foragtet hende, og selv havde hun for en stund ’kidnappet’ og været i forhold med den nuværende konge, indtil hun havde droppet ham, hvilket eftersigende havde fået ham til at flygte fra sit eget hjemland. Derudover vidste hun, at procianer generelt led af dyb mistillid til dvasianere. Særlig efter, at visse mørkeracer havde hærget deres land. Al det måtte hun dog skyde til siden, så hun i stedet kunne overtale Salvatore. Hun ønskede nemlig ikke at blive ladt alene! ”Du reddede mig fra fyrsten, og det burde du måske heller ikke have gjort, men det gjorde du, og det er jeg dig taknemmelig for. Vil du virkelig lade mig ligge her, så en anden kan tage mig? Eller lade mig ligge, så min tilstand muligvis bliver værre?” lød det fra hende. Smilet på hendes læber var desuden gledet bort, hvor noget bedende havde lagt sig over hendes tone. Det var måske at smøre en smule tykt på, men det havde altid været talens brug, som hun havde mestret. Derfor fik hun meget bekendt også altid tingene, som hun ville have dem. Derfor var hun måske lidt den slange, som Alexander havde beskyldt hende for at være, men det var ikke just fordi, at hun med dette var ude på at gøre nogen ondt. Hun ønskede bare at overleve, og at blive rask, og hun anså dette for at være vejen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Normalt så var Salvatore en mand, som kunne sætte ord på det hele, og denne gang, vidste han faktisk slet ikke hvordan pokker han skulle sige det, og det var faktisk svært nok for ham, som det var i forvejen. At det så derimod morede hende, forundrede ham egentlig slet ikke. Han rystede smilende på hovedet. ”Om det er så skidt..? Ja, det er noget, som du jo må overbevise mig om,” sagde han med en rolig stemme. Han blinkede let til hende. Også selvom det hele havde taget en omdrejning, som han i sig selv, faktisk ikke brød sig særlig meget om, så var det jo kun fordi, at han vidste, ved at tage hende med, at han brød med den tillid som kongehuset viste ham, og han var klar over hendes forhistorie med Gabriel, den nuværende konge af landet. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. Ikke fordi, at det var noget som gjorde det meget bedre, for han havde jo slet ikke lyst til at lade hende alene på denne her måde, og det var noget, som han faktisk meget gerne ville gøre tydeligt for hende på den måde, som han nu havde. Han sukkede dæmpet. Hun havde jo ret. Han burde jo faktisk slet ikke have taget den lange tur efter hende, men han havde gjort det, og uden at tænke yderligere over det, og det var slet ikke noget, som han fortrød på nogen som helst måde i det hele taget. ”Jeg tog til Dvasias, for at redde dig.. Nu ved jeg til en forveksling, at du lige så har en forhistorie med Gabriel, ikke sandt? Desuden er det tilliden som det procianske kongehus har til mig, det vil gå ud over.” Et sted, så måtte han jo gøre op med sig selv, om hvad der var vigtigst for ham, og han vægtede jo begge dele temmelig meget. Et venskab med Denjarna, ønskede han jo heller ikke ligefrem at skulle miste, for han holdt jo af hende, ellers ville han da heller ikke have taget denne lange tur for hende. Og.. Catalena lå lige ved grænsen..Behøvede de at vide noget? ”Du har ret.. Jeg kan ikke bare lade dig ligge.. Vi burde tage af sted nu. Jo hurtigere du bliver tjekket, jo bedre..” afsluttede han bestemt. Han havde taget den beslutning.

[Deleted]

Det morede skam Denjarna at se Salvatore i denne vildrede. Det var dog også kun fordi, at det ikke var værre, end hvad det nu engang var. Ganske harmløs var sagen nemlig, og derfor tog hun ikke større på den end højst nødvendigt. ”Overbevist burde du da allerede være,” kommenterede hun roligt, uden hun tabte det svagt glimtende blik på ham. At han derefter blev negativt tvivlsom, brød hun sig derimod ikke synderligt om. Han satte nemlig spørgsmålstegn ved hele redningsaktionen, og det at skaffe hjælp til hende. Det var meget muligt, at hun forstod hans tvivl, men selv fandt hun altså sit helbred vigtigere. Derfor valgte hun også at presse en anelse på med sin lille tale. Hun ønskede nemlig hjælp, og den fik hun ikke, hvis han rejste væk for dage, og forlod hende helt alene her. For det første kunne hun ikke andet end at ligge, og for det andet var hun ude af stand til at forsvare sig, hvis der var en, der skulle bryde ind. Nej, hun var nødt til at komme med ham. ”Jeg ved udmærket, hvilken historie Gabriel og jeg har. Jeg kender nok bedst til den af alle.. men hvem siger overhovedet, at Gabriel vil finde ud af det? Jeg ved, at Catalena ligger langt fra kongehuset, så hvorfor skulle han vise sig der? Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at det går ud over dit ry, men hvis du spørg mig, tror jeg, at vi kan klare den.” Hvor meget de behøvede at bekymre sig om kongehuset, vidste hun faktisk ikke. Hun vidste nemlig ikke, hvad deres dagsplan var, og derfor var det vel bare at tage chancen? Selv håbede hun i hvert fald, at Salvatore ejede modet til det. Det ville nemlig gøre en betydelig forskel hos hende. Derfor føltes det også som om, at en sten forsvandt fra hendes hjerte, som han erklærede, at han ville tage hende med sig. ”Tak.. Tak, Salvatore. Du ved ikke, hvor meget det betyder for mig,” sagde hun oprigtigt taknemmeligt. Selv vidste hun, at han satte noget på højkant, når nu han stod som leder og tog en dvasiansk borger med sig ind i Procias. Derfor var hun utroligt glad for hans hjælp. Hendes blik søgte mod kjolen der lå på gulvet, som han sagde, at de skulle af sted nu. Synet fik hende til at skære en grimasse, for … det var jo ikke hende at gå iklædt møgbeskidt og hullet tøj! Dog vidste hun, at hun intet andet valg havde lige nu og her, og derfor så hun igen mod Salvatore. ”..Vil du være så venlig og hjælpe mig tilbage i den?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede ikke at tvivle, men han vidste, at det ville gå udover hans forhold til kongehuset, hvis de fandt ud af, at han havde taget kongens ekskæreste med ind i landet, som for øvrigt også var en dvasianer. Selve redningsaktionen, var ikke det, som han fortrød på den her måde, og det var noget som han ønskede at understrege for hende. Han holdt af hende, og det var bestemt heller ikke ofte, at han tog de ord i sin mund, og faktisk overvejede at handle mod de ønsker og ordre, som han faktisk havde fået af kongehuset, for de værnede uden tvivl om det procianske for disse tider, og det var noget, som han faktisk havde den største respekt for, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. ”Det er ikke så meget det, men mere det faktum, at jeg skal snyde dig over muren, for at skaffe dig den nødvendige hjælp. Catalena ligger ganske vidst tættest på muren, men.. ja,” begyndte han. Han havde skam hørt små brudstykker af hendes historie med Gabriel, og det var bestemt heller ikke fordi, at han havde tænkt sig af udnytte den, når det kom til Gabriel. Den mand, var af slagsen, som han nærede den største tillid til. Han gjorde det fantastisk, og han var ikke denne unge og naive knægt, som han tilsyneladende havde været dengang. At hun så næsten skulle lyse op, da han alligevel tilkendegav, at han ville tage hende med, var noget som kun fik smilet til at brede sig let på hans læber. Han vidste udmærket godt, at han ikke burde, men nu valgte han alligevel at gøre det. ”Jeg tror jeg har mine anelser..” sagde han roligt, inden han lod blikket glide til kjolen som lå på gulvet. Jo hurtigere de kunne komme derfra, jo bedre var det uden tvivl, for jo hurtigere, var han i stand til at tildele hende den nødvendige hjælp, nu hvor der endelig var muligheder, for at gøre noget ved det. ”Naturligvis,” sagde han roligt. Han rejste sig og greb ud efter kjolen, inden han igen vendte sig mod hende. ”Jo hurtigere vi kan komme af sted, jo bedre er det.”

[Deleted]

”Men ingen anden behøver at vide det. Kun os og den hjælp du finder.. Burde Procias desuden ikke stå op omkring al det gode? Det at hjælpe andre.,” lød det fra Denjarna. Selv vidste hun udmærket godt, at der lå mere i det end det. Der eksisterede nemlig både en lande- og racestrid mellem de to lande, og de stride havde sået sig godt fast. Det handlede nemlig ikke længere om de forskellige individer, men om man var procianer eller dvasianer. Sjældent hændte det, at der eksisterede dem, som kunne se bort fra dette. I dette tilfælde var det Denjarna selv og Salvatore, som havde brudt normen. En norm hun håbede på, at en mere ville bryde. Hjælperen. Hvem denne person ville blive, havde hun dog ingen ide om. Hun håbede blot på, at missionen var dem mulig. Tættere på realistisk blev den også, som Salvatore medgav, at han gerne ville bringe hende med sig over grænsen. Glad var hun uden tvivl for dette, og at han havde en ide om dette var vel ikke særligt underligt igen. Den tynde arm strakte hun frem, som han rakte hende kjolen. Det hujede hende bestemt ikke, at hun skulle iklæde sig den igen, men hvilket andet valg havde hun? Det var også bedre at være iklædt den, end ingenting. Armen fjernede hun nu fra sin barm, inden hun med et par besværlige træk og bevægelser fik trukket kjolen over sit hoved, så den igen skjulte hendes krop. Beskidt og hullet var den, men funktionel var den da endnu. De nu udmattede sølvgrå øjne vendte hun mod Salvatore, som hun blev strippet for kræfter, hver gang hun gjorde en handling. ”Hvad nu?” spurgte hun ham, som hun gik ud fra, at han havde en ide til, hvordan de kom videre herfra. De måtte i hvert fald komme op med en særlig rejsemetode, da hun på ingen måde kunne klare distancen. Hun kunne end ikke gå igennem dette rum uden at vælte. Derfor spekulerede hun kort over, om han mon ville finde en hest eller en vogn til hende, eller om han mon kendte til et magisk trick. Selv vidste hun ikke, om det sidstnævnte var en mulighed, for personligt havde hun aldrig rigtigt omgået magikere og warlocks. Derfor havde hun ikke en større viden om deres kunnen. Ej heller havde dette nogensinde interesseret hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste udmærket godt, at Denjarna havde fat i en temmelig god pointe, selvom det ikke ligefrem, var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så var det j hendes velbefindende, som han satte som en førsteprioritet. De havde brudt normen, og det var jo ikke fordi, at han kunne se det forkerte i, at snakke med andre også fra den anden side af muren. Han var stadig af den opfattelse, at der var noget godt i alle, så det gjaldt jo egentlig bare at overbevise andre om, at det også var sådan at det faktisk forholdt sig. ”Jeg skal nok tage mig af konsekvenserne i det tilfælde, hvis der skulle dukke nogen op,” sagde han ganske kortfattet. Han kunne jo ikke ligefrem benægte, at der ville ske noget, eller at der kunne ske noget. Kjolen var måske ikke det mest oplagte at bevæge sig i, men det var bedre, end slet ikke at have noget tøj at tage på. ”Vi finder også noget nyt tøj til dig på vejen,” lovede han hende med en ganske sigende mine. Det var faktisk vigtigt for ham, at hun havde det godt, og det var noget, som han meget gerne ville understrege for hende. Han lod hende tage kjolen, hvor han endnu en gang, måtte tage sig selv i, at se på hende, nu hvor hun blotlagde barm og det hele igen, for at få den på. ved nødvendighed, så lod hjalp han hende en smule i det, så det gik hurtigt og let for sig, så det ikke ville gå helt galt, for det var slet ikke noget, som han ønskede sig i det hele taget. Han vendte sig mod hende. Han havde en hurtig måde at kunne ordne transporten på, men det var mere, om det var en måde, som hun var med på? ”Hvordan har du det med magisk transport, Denjarna?” spurgte han, og denne gang med et lettere kækt smil på læben. Det var jo hurtigt, det var enkelt, og han kunne få hende direkte til Catalena i løbet af ingen tid.

[Deleted]

At Salvatore ville tage sig af skraldet, hvis de skulle støde ind i noget, betød noget for Denjarna, men samtidig med det gjorde det hende også nervøs. For en ting var det, at hun ønskede hans hjælp. En anden ting var det, at han måske ville ende i unode hos sine egne. Det var nemlig ikke hendes hensigt, at han kom galt af sted. Slet ikke. Hun kunne faktisk godt lide ham, og altid havde hun behandlet sine kære godt. Nogen sårede hun måske, men det var sjældent med hendes gode vilje. ”Og de vil forhåbentligt ikke gøre sig sin optræden,” sagde hun roligt og sendte ham et svagt smil. Hun tvivlede på, at det ville forløbe helt smertefrit, da hun var det hun var.. men forhåbentligt ville det lykkedes med en smule overtalelse. At han derefter sagde, at han ligeledes ville sørge for en ny kjole til hende, føltes det som om, at en anden sten blev lettet fra hendes hjerte. Det var vel også kun passende at bære noget andet, efter at hun uafbrudt havde gået i denne for måneder. ”Denne så også sidst sin gode dag for et par måneder tilbage,” sagde hun, inden hun måtte sende ham et taknemmeligt blik, som hendes hoved dukkede op af kjolens stof igen. At han for et øjeblik havde betragtet hendes nøgne krop, havde hun ikke opdaget, og derfor kommenterede hun ikke den sag. Hvad hun nærmere fokuserede på var, at hun ville få en ny kjole. Altid havde hun været meget bevist omkring sit udseende, og altid havde hun gået meget op i det materielle. Derfor måtte dette også betyde en hel del for hende. Hun blinkede let med øjnene. Magisk transport? Aldrig havde hun prøvet, hvad hun ville beskrive som magisk transport. Den mest magiske transportering hun havde prøvet sig af, var vel at blive båret af en engel, og det var næppe det, som han refererede til. ”..Jeg ved ikke helt, om jeg har kendskab til den form for magisk transport, som du taler om,” sagde hun ærligt efter lidt tid. Hvad mente han dog? Øjenbrynene havde hun desuden hævet, så hun betragtede ham med et spørgende udtryk. Undrende og nysgerrig var på alle måder, hvad hun var! Især fordi hun havde en ide om, at det ville gå let, men også utroligt unaturligt for sig.