Tour on the black market

[Deleted]

"Og så har Kaptajnen således kun fundet de kedsommelige møer... Men kaptajnen er måske til dem fra vand? Som spiser dig? Men lille ulv, hvor er dine tænder? Det er måske derfor du foretrækker at være alene. Du kan ikke erobre nogen. Du har ikke de nødvendige evner. Kvinder er som blomster, og man må få dem til at blomstre før man kan se alle de indre blade. Du ved der er ikke noget som tilfældigheder. Der er kun det uundgåelige."
Der gled et lidt mystisk smil hen over hendes læber.

Yewande huskede brudstykker. En maler, en stue, et klaver, skikkelser og blod. Hun huskede den følelse hun havde da hun befandt sig der. Umådelig . Irriteret. Og forulempet.
Hendes øjne blev langsomt større jo mere han nævnte de mange væsner. "Søuhyrer? De eksisterer da ikke. Søuhyrer er noget der bliver skabt, når folk er vrede på hinanden og laver ritualer og magi."
Hun kravlede frem, så hendes næsetip stødte ind mod hans og hendes store, blinkende brune øjne stirrede ind i de blå.
 "HVORDAN?"

[Deleted]

Alvaro endte med at slippe en munter latter til hendes ord, som hun igen måtte stille sine mange spørgsmål. Han endte med at lægge sig ned i græsset med hænderne i nakken. Det var en smule vådt grundet skiftet fra nat til dag, selvom det ikke gjorde ham det mindste, han var trods alt vanddæmon. Hans turkisblå øjne hvilede på hendes ansigt og han lagde mærke til hendes mystiske smil. ”Du er tosset,” svarede han muntert og det var tydeligt at han kunne lide det. Han vendte roligt sine øjne op mod den stjerneklare himmel. ”Men jeg er skam tilfreds med mit liv som det er. Jeg har ikke brug for en fast kvinde i mit liv,” svarede han sandfærdigt. Han havde aldrig tænkt over at finde en, som han heller aldrig havde følt at han havde manglet en. Det han virkelig hungrede efter, var eventyr, viden og skatte. Det var hvad han ikke kunne få nok af. Han gad ikke opgive alt det og sit liv på havet, som han var født til, bare for at slå sig ned og live et stille liv, det havde han slet ikke ro nok i kroppen til at kunne!
Han smilede kækt til hendes ord, da hun blev forundret over at han nævnte søuhyre. Snart var hun så tæt på ham at hans næsetip berørte hendes og han måtte kort blinke med øjnene af den pludselig tæthed, som enhver centimeter var forsvundet mellem dem. Han fik også et frit udsyn til hendes smukke brune øjne, der så langt flottere ud tættere på. Helt hypnotiserende. Kort lukkede han øjnene, inden han åbnede dem igen og smilede atter kækt. ”Selvfølgelig eksistere søuhyre! Og jeg har kæmpet imod en masse! Du vil blive overrasket over hvad der findes ud i verden, langt mere end hvad fastlandets beboere kender til!” svarede han kækt. Han blinkede let med øjnene, da hun nærmest råbte op, inden han slap sin klukkende latter. ”Hvordan hvad? At de eksistere?” spurgte han og lagde hovedet let på sned, imens han så op mod hende.

[Deleted]

"Det siger du, det siger du. Variationen er lidt berusende, er det ikke? Eller også nyder du mandligt selskab.."
Hendes hale snoede sig rundt om hans lårben og satte sig op på hans skød, så hun kunne beskue ham oppefra. Selv var hun i tvivl om hun nogensinde ville kunne holde sig fast til en enkelt mand. Hendes instinkter hev og sled altid i hende, men derfor kunne hun absolut have yndlinge, som hun vendte tilbage til.
"Hvordan?" gentog hun. "Hvilke søuhyrer. Hvor?! delfinerne? Dem har jeg spist før. Det er let nok. Jeg tror at du lyver, for at imponere mig. Og at de historier bruger du på alle kvinder"
Hun kradsede langsomt sine kløer hen over stoffet på hans brystkasse. Det ville være nok til at give ham nogle rifter, men hun trykkede heller ikke til.
Det brune blik blev trykket sammen til et mistænksomt udtryk, men hun smilte stadig.
"Det er sikkert forvoksede alligatorer alle sammen. Bevis det. Og hvorfor skulle havfruer ville spise dig?"
I en hurtig bevægelse pumpede hun sine knoer ned i hans mave.

[Deleted]

Alvaro mærkede hendes hale sno sig omkring hans lårben. Fornemmelsen var en smule underlig, men han gjorde intet for at stoppe hende, som han blot så op på hende, sådan som hun sad på hans skød. Han trak mundvigen i en skæv vinkel. ”Jeg nyder min besætnings selskab, og jeg nyder kvindeligt nærvær, når det er nødvendigt,” svarede han ærligt, som han lagde hovedet en anelse på sned. ”Men hvorfor betyder det så meget for dig om jeg har en kvinde eller ej? Du har måske en særlig mand der venter på dig derhjemme med børnene?” spurgte han og hævede let det ene øjenbryn. Det var som om hun nærmest insisterede på at han havde en kvinde derhjemme.
Hun fik Kaptajnen til at slippe sin klukkende latter, da hun blev helt skeptisk, samtidig med at hun sagde at det var delfiner og at han kun sagde det for at imponere hende. Han mærkede hendes kløer kradse ham over den røde skjorte, hvor han for en kort stund holdt vejret, da han næsten frygtede at de ellers ville kradse hul. Han løftede det ene bryn, som han næsten fik et fornærmet udtryk i minen. ”Jeg lyver bestemt ikke, Señorita! Der findes meget mere, meget der strækker sig ud over din og mange andre her på landjordens forstand! Der findes søuhyre med flere hoveder, der strækker sig flere hundred meter op i luften! Eller glubske bæster større end hajer! Der findes naturligvis også mindre havdyr, men de er ikke den største trussel,” fortalte han hende igen.
Han smilede uskyldigt, da hun så mistænksomt på ham, selvom det var tydeligt at han ikke var uskyldig på nogen måde. Hun slog dog pusten ud af ham i et støn, da hun pumpede sine knoer imod hans mave, hvor han kort hostede og hev efter fejret. Han satte sig op, så hun ikke kunne bruge sine små beskidte tricks på ham, hvor han kort kneb øjnene sammen. ”Det er da ikke forvoksede alligatorer! Og.. hvordan skal jeg bevise det? Jeg har ikke just et eksemplar af et søuhyre, det er ikke just hvad jeg tænker på når jeg bekæmpet et. Og hvorfor tror du ikke på mig? Du er da lige så speciel som søuhyrerne, det er ikke just hver dag man ser en kvinde med hale, hugtænder og kløer!” Han hævede igen det ene øjenbryn. Han var bestemt ikke en løgner! ”Og hvis en drage findes, hvorfor skulle et stort søuhyre så ikke?” Der var ikke den store forskel på det! Han smilede glubsk. ”Havfruer er ikke små englebørn, min kære Yewande. Kommer du ind på deres territorium, så forsøger de at lokke sømænd og pirater som mig, med deres sang, kun for at hive folk ned i havet og drukne dem! Og det går hurtigt, haps! og så er du væk!” svarede han, hvor han slog sine arme omkring hendes krop i et hurtigt snuptag, for at trykke hende ind til sig, hvor han lo klukkende, imens han smilede kækt.

[Deleted]

"Nej..." Yewande smilede. "Jeg prøver blot at forstå Kaptajnens tankegang. Jeg ville ikke kunne nøjes, hver gang jeg kom ind til land. Jeg holder af at have nogen ved min side, om så det er for blot et øjeblik."
Hun nikkede. "Det har jeg aldrig haft. Jeg er kræsen. Jeg er kun interesseret i noget specielt. De må ikke kede mig. Jeg bliveeer.. hungrende efter noget, når jeg keder mig."
Hendes finger kørte næsten i en næsten usynig bevægelse hen over knoglerne på armbåndet.
Et højt hvin forlod hendes mund, da hun blev trukket ind til Alvaros krop. Ikke fordi hun blev forskrækket, men nærmere frydefuldt. Hun kunne godt lide den måde han klemte hende på, men hun følte sig også fastklemt, og det fik hende til at rynke på næsen, og gnave ham i jakkeærmet som for at få ham til at løsne det lidt.
Med ærme i mund sendte hun ham et blik, slap jakken og nærmede sit ansigt hans, med et stort smørret smil om munden.
...
"Løøøøg-ner! Hvis du havde mødt den slags ville jeg tvivle på at du kunne berette herom, idag!"
Hun blottede sine hugtænder i smilet. "Jeg er virkelig et søuhyre. Jeg ved ikke hvordan du vil bevise det. Det må du finde ud af, thi du ævler som kun en sulten skjalde kan fantasere. Jeg har aldrig set den slags. Det forekommer mig bare som ammestuehistorier - noget verdensfjernt. Jeg ved at man kan skabe drager med magi, men jeg har aldrig set nogen så store som du beretter. "
Hun begyndte at pumpe sine kløer frem og tilbage ved hans skuldre og prøvede nu på at hulle jakken.

[Deleted]

Kaptajnen kunne ikke lade vær med at smile, da hun sagde at hun forsøgte at sætte sig ind i hans tankegang. Det ville blive noget af et umuligt job, da han ikke var nogen nem mand at forstå sig på. ”Jeg har skam kvinder med om bord til mig og min besætning, så det er ikke sådan at vi alle skal gå og hungre efter en kvindes varme så længe vi er på havet,” fortalte han. Han havde seks slavinder med om bord, som stod for at gøre rent, lave mad og tilfredsstille hans mænd. Han løftede let det ene øjenbryn til hendes ord. Hende kræsen? Det kunne næsten få ham til at le, når det var hende der havde sit spøjse og næsten skræmmende ydre. Som sensuel dæmon ville hun naturligvis kunne lokke hvem som helst, hvis hun brugte sine evner, og selvom han fandt fascination ved hende, så var han sikker på at hun ville skræmme visse mænd. ”Jaså? Så min lille dæmonkvinde er kræsen af sig? Men det forstår jeg godt, en enestående kvinde som dig, har kun fortjent det bedste af det bedste,” svarede han medgivende og komplimenterende. Han kunne godt lide hendes små glædelige reaktioner, når hun brummede, nærmest spandt som en kat, eller når hun lyste op som en lille sol, eller når hun – som da han slog armene omkring hende – hvinede af fryd. Dette fik ham til at smile bredere endnu. Han fornemmede hurtigt at han holdt hende for tæt, da hun pludselig bed ham i ærmet og dette fik ham til at løsne grebet, så hans arme blot hvilede løst omkring hende. Han så nysgerrigt på hende, da hun pludselig smilede smørret til ham.
Han lyttede til hendes ord, da hun fortsatte med at være skeptisk og han bebrejdede hende skam ikke, men derfor var det skam ikke løgn. Der fandtes så utrolig meget ude i den store verden, langt mere end nogen fra fastlandet ville kunne forstå. Der fandtes skabninger, stammer og andre civilisationer som man kun turde drømme om, men sande var de alle! Han rynkede let på næsen, da han kunne mærke at hun forsøgte at rive hul i hans jakke, hvilket fik ham til at gribe omkring begge hendes håndled. Han elskede den jakke! Han så på hende med et lusket blik, hvor han trak på smilebåndet dertil. Han endte med at læne sig bagud, hvor han trak hende med sig, og på vej tilbage, drejede han pludselig i kroppen, så han trak hende ned at ligge i græsset, så han lå øverst og derved fik dem vendt om. Han smilede lettere triumferende, inden han satte sig op. Han trak op i den røde skjorte, hvor han afslørede et ar fra et stort tandsæt, der strakte sig fra hans højre hofte og gik op til de nederste ribben. Et tandsæt der kom fra et stort dyr, hvor han bar et lignende ar på ryggen. ”Og hvis jeg siger at jeg blev bidt af en søhydra, vil du så tro mig?” spurgte han, hvor et gådefuldt skær lagde sig over hans ansigt. Månen bag ham, henlagde noget af hans ansigt i mørke folder. ”Du glemmer en vigtig ting, min kære Yewande.. jeg er vanddæmon. Jeg er født til at leve på havet, havet er mit domæne, ingen kan besejre mig ude på havet, end ikke et dyr, uanset hvad størrelse det har,” svarede han selvsikkert, inden han lænede sig nedover hende, hvor hans øjne igen blev gådefulde, „jeg er et værre monster end nogen af dem der findes i havene.”

[Deleted]

Han havde horer på skibet? Det undrede hende ikke. Havde alle mænd af magtpositioner ikke det i en eller anden form? Han var vel en mand og bunden af basale behov.
Hun nikkede medgivent til at hun var kræsen. Hans smigren kunne hun lide, skønt det var noget hun havde hørt før, men hun holdt af opmærksomheden, så hun fortsatte med at nikke fjovet - eller det indtil hun blev væltet ned i græsset, med en protesterende brummen og missende øjne.
Nok havde hun en del skræmmende træk, men hendes hale kunne hun skjule under sit tøj. Det var et held at han havde opdaget den. Nogle gange bandt hun den fast så den ikke kunne vifte omkring. Hendes kløer lignede ved første øjekast blot stiletnegle, som mange glædeskvinder havde af mode, og hendes hugtænder kunne hun gemme så længe hun ikke blev vred, eller smilte hjerteligt. Den sværeste faktor var når hun ikke kunne koncentrere sig længere og hendes mange horn blev synlige. Det var ofte det som gjorde udslaget, når folk veg fra hende. For det meste passede det hende, når steder som Dvasias var fyldt med mordere og kriminelle, men andre gange var det sidste hun ønskede at jage megen skræk i sjælen på folk.

Aret der gik hen over hans krop fik hende til at kigge lidt måbende. Hun stirrede, missede med øjnene og rynkede på næsen skiftende, indtil hun så strakte sin hånd hen og strøg sine fingre hen over det, nærmest som var de pensler. Tandsættet buede ikke engang, som en mindre kæbe ville have gjort hos en haj, og lignende kreaturer. Nej, det her var noget meget større. Hun nikkede anerkende.
"Du er blevet bidt! Af en meget stor haj."
Alvaro lænede sig hen over hende, og hun kiggede næsten nysgerrigt op i hans øjne med spidset mund. Hendes pjuskede, sorte hår var spredt under hende, som en vifte. Hendes hale var ude ved hendes side.

"Monster? Nej, mandsling, snarest noget andet." Han vægtede lidt imod hende, så hun lagde sine hænder op mod hans brystkasse for at lette det en anelse.

[Deleted]

Snart blev rollerne byttet om, hvor Alvaro var den som tog styringen og var øverst, hvor hun var den der måtte ligge under ham. Det var skam en tanke der frydede ham, når alt kom til alt var han trods alt en mand der var vant til at have magten, så det lå til ham at være dominant. Hans turkisblå øjne hvilede på Yewandes ansigt, som hun lå under ham, med sine vilde lokker spredt ud omkring sit ansigt, hvor det næsten var mere vildt end hans eget hår. Han trak kun på smilebåndet, da hun måbede ved synet af hans ar. Det var ikke fordi han havde så mange ar igen på sin krop, men de han havde, var store og han havde en særlig historie bag dem alle sammen. At hun så påstod at det var en stor haj der havde bidt ham, fik ham til at slippe sin klukkende latter. ”Du er da utrolig! Men jeg har ikke brug for dig til at tro på mig, jeg ved hvad jeg har set og hvad der eksistere derude,” svarede han, hvor han trak på mundvigen i en skæv vinkel, inden han løftede sin ene hånd for at prikke til hendes næsetip, imens hans øjne bar et drilsk og legende skær.
At hun ikke ville kalde ham et monster, gjorde ham såmænd intet. Det var ikke fordi han var en ondskabsfuld mand som sådan. Han kunne sagtens være nådesløs og grum overfor sine fjender, rivaler og modstandere, men når det kom til de personer der stod tæt ind på hans liv, så ville han gøre hvad han kunne for at beskytte dem. Han var vel som alle andre? Det ændrede dog ikke på at han var i sit es når han var på havet, da han var omgivet af sit element, hvilket gjorde ham til en meget farlig mand. Han fnøs kort og selvom hun lagde hænderne imod hans brystkasse for at holde ham på afstand, så valgte han uanfægtet at læne sig tættere imod hende, så hans næsetip kort strejfede hendes. ”Måske.. men så er du intet andet end en sød og kær lille kattekilling,” svarede han flabet igen, hvor hans øjne hvilede drilsk og legende i hendes, som han lod sine hænder gribe fat omkring hendes slanke håndled for at føre dem ud for hendes hoved og dermed holdt hende fast under sig, selvom det ikke var hårdt eller faretruende på nogen måde.

[Deleted]

Pfft! Et par fine rynker kom hen over hendes næse da han trykkede på den, som hun havde gjort med ham. Det kildede.
"Killing, hmm?" ubrød hendes mørke stemme, med tryk på killing.
Der var altid en vis ambivalens over Yewande, når andre prøvede at dominere hende. På den ene side ville hun absolut ikke acceptere det for noget i verden. Ingen skulle bestemme over hende. Hun var en fri, uafhængig kvinde, og det kunne ingen mand lave om på. Men en anden side af hende kiggede kun frem med interesse og i øjeblikket nød hun den leg kaptajnen havde startet med hende. En udfordring? En styrkeprøve. En spil! Hvis han ville lege kispus med hende skulle han da ikke skuffes.
Snarest rørte hans næse hendes og hun kunne igen hvile i blikkets vandblå søer. Hun kunne mærke hans varme ånde mod sin hud. Hun lod manden holde hendes arme over hovedet, for hun følte sig ikke fanget.
"Hvis du er så stor og stærk, lille mandsling så fang mig et af dine søuhyrer. Hvis du da kan. Måske løb du væk som en tøs. Måske har du ikke set mine striber, lille får, men kløerne har jeg stadig!"
Hun tippede hovedet på sned og i en kort bevægelse stjal hun et kys af ham. Eller en sort kærtegn. Hun fangede hans underlæbe med sine hjørnetænder, nappede i den og sugede blidt på den. Hendes overkrop pressede hun ind imod hans, og uden modstand ville hun nok få ham fjernet fra sin krop, eller ned at ligge under sig igen, inde for kort tid.

[Deleted]

Et sted gik det kaptajnen på at hun ikke troede på ham. Han løj skam ikke, men det var tydeligt at hun ikke ville tro på ham, og hvem kunne bebrejde hende? Pirater var ikke just kendt for deres ærlighed og selv han kunne lide at opdigte og fortælle historier, der ikke altid var lige sande. Han havde dog set undere og væsner som man ikke skulle tro eksisterede. Men folk her på fastlandet havde ingen stor fantasi og det var Yewande også et levende bevis på, da hun netop ikke troede på ham og det var der nok andre der heller ikke ville. Han smilede kækt og nikkede bestemt. ”Ja.. en killing!” gentog han bekræftende og bestemt, hvor han ikke tog sine blå øjne fra hendes brune. På trods af hendes dyriske udseende, så var hun ikke en grim kvinde, men det burde hun heller ikke være, når nu hun var en sensuel dæmon, det var trods alt væsner der var skabt i perfektion.. i hvert fald deres ydre.
Hans smil falmede ikke det mindste, da hun valgte at udtale sine ord. Hans mine blev kort forvrænget i en fornærmet grimasse, da hun nævnte ham løbe bort som en tøs, hvilket var tydeligt at det ikke behagede ham på nogen måde. ”Jeg er nok mange ting, min kære lille killing, men jeg er ikke en kujon. Hvis du vil se mit havuhyre, så skal jeg nok fange det til dig! Men for det.. skal jeg naturligvis have en præmie, der skal selvfølgelig være noget i det for mig,” svarede han og smilede udfordrende til hende, „Kløer? Snarere små spidse tandstikker.”
Snart lagde hun hovedet på sned og fangede hans læber i et kys. Et kys han ikke rigtig nåede at besvare eller nyde, før hun havde fanget hans underlæbe med hendes hugtænder, hvor han kneb øjnene let sammen. Han endte selv med at lukke sine tænder omkring hendes overlæbe, hvor han smilede flabet til hende – eller så godt som han nu kunne. ”Du er ikke den eneste med tænder!” mumlede han imod hendes læber. Hendes var naturligvis langt skarpere end hans, hvilket var en mindre detalje. Han mærkede hende skubbe sin overkrop op imod hans, hvor han selv ikke gjorde nogen modstand, foruden han gjorde sin stilling lidt bedre, ved at placere sine knæ solidt i jorden på hver side af hende, så han ikke bare var let at vælte omkuld.

[Deleted]

Ingen protest. Den kraftige kvinde nåede ikke at svare på tiltale, inden Alvaro havde givet hende lidt af samme medicin og nappede hende i overlæben. Hun rynkede sine bryn, som et lille barn der ikke ville være med mere. Nu var det jo ikke sjovt!
"Mmmf!" brummede hun. Hun havde aldrig nappet hårdt. Og om det var små tændstikker? Hun begyndte at vride sig og fik sin ene hånd fri.
KLAPS! De små tændstikker trykkede sig ind mod overfladen af kaptajnens hud, igennem stof. Hendes hånd klaskede hun ned mod Alvaros ende og klemte hans ene balle igennem stoffet. Samtidig løsnede hun sit tag i hans underlæbe og forsøgte at bryde 'kysset'..

[Deleted]

Alvaro smilede lettere triumferende og drilsk til hende, da han godt så at hun pludselig ikke var så vild med ideen, da han valgte at bide igen.. eller snarere nappe, da han ikke bed til. Han var nok mere nervøs end hvad hun var, fordi han vidste at hendes tænder kunne gennembore hans underlæbe, hvor der skulle en del til før hans kunne ved hendes. Hans smil falmede ikke, da han mærkede hende begynde at vride sig, imens hun brummede utilfreds, snart fik hun den ene hånd fri, hvilket ikke var så svært igen, da han ikke havde et fast greb om det. Han havde nok ændret det, hvis han havde vidst hvad hun ville gøre, for snart måtte han spærre øjnene op i en blanding af smerte og overraskelse, mest det sidste, da hun klaskede sin hånd med sine kløer ned i hans bagdel. Det havde fået ham til at slippe hendes overlæbe og det var til hendes held at det gik den vej og ikke den anden, da han sagtens kunne have bidt hårdere fordi hendes handling kom bag på ham. Han mærkede hende ligeledes slippe taget om hans læbe og han vendte blikket mod hende, hvor hans tænder var lettere sammenbidt, da det sveg i hans ene balle som han også havde valgt at spænde, da han kunne mærke hendes kløer i hans hud. Han kneb øjnene en smule sammen af smerte. ”Okay … måske ikke helt små tandstikker alligevel,” mumlede han en anelse anstrengt grundet den svigende smerte. Han fremtvang det kække smil, hvor han selv lod sin nu frie hånd søge ned til hendes lår, hvor han lod sine egne negle bore sig ind i hendes hud, nok ikke nær så ondt som hendes kunne gøre det, men stadig så hun ville kunne mærke det. ”Men du er heller ikke den eneste med kløer!” svarede han lettere triumferende igen, ligesom da han havde fanget hendes overlæbe med sine tænder, for at imitere hendes handling.

[Deleted]

Det hoverende smil på Yewandes læber var som solen i Dvasias - kun til stede for en stund.
Alvaro borede sine negle ind i hendes bløde, følsomme lår og det fik hende til at hvine, stoppe med at trykke mod hans bryst, så hans vægt atter blev trykket mod hende og slog hoved, samt det øverste rygstykke ned i jorden med en grimasse. Hun vred sig og gispede som en tæve en varm sommerdag, inden hun bare lå stille med ansigtet til siden. Hun rystede en anelse, mens hun skævede mod ham.
"En præmie, lille får? Jeg er ikke din hverdags tilfældige kvinde. De kviste af underernærede mær på dit skib er ikke rigtige kvinder. Hvis du vil have noget af det her må du arbejde for det!"
Hendes hånd hvilede på hans læn og hun gispede stadig efter vejret.

[Deleted]

I takt med at Yewandes smil falmede, voksede Alvaros større på hans læber, hvor hans turkisblå øjne nærmest strålede af den triumf han følte. Hendes reaktion på hans negle imod hendes lår, kom dog bag på ham, da hun kort hvinede, vred sig, skubbede hovedet tilbage og gispede nærmest efter vejret. Så slemt havde det vel heller ikke været? Han blev næsten i tvivl om han havde gjort hende ondt, men han var også i tvivl om hun reagerede sådan fordi hun nød det. Han tog dog ikke chancen og da han ikke var ude på at gøre hende ondt, så valgte han roligt at trække neglene væk fra hendes hud, selvom hans hånd forblev på hendes lår, hvor han i stedet for lod sin tommel stryge blidt over huden, hvor hans negle havde efterladt et par mærker. Han smilede ved hendes ord, hvor hans mine igen blev kæk. ”Og jeg er ikke din hverdagstilfældige mand. Jeg kan være ligeglad med hvad du tror om mig, så hvorfor spilde tid på at fange et havudyr til dig? Desuden har jeg ikke sagt hvad præmien skulle være, men naturligvis skal der være noget i det for mig, hvis jeg skal sætte mit liv på spil for din skyld,” svarede han flabet igen, selvom han ikke lod det være ved det. Han rykkede igen sit hoved en anelse tættere imod hendes. ”Desuden, min kære killing.. jeg er en mand der tager hvad han vil have,” hviskede han kælent, som det denne gang var hans tur til at vippe hovedet på sned, for at fange hendes læber i et kys. Et kys der varede længere end hendes, så han kunne få fornemmelsen af hendes fløjlsbløde læber, der til hans overraskelse ikke var så slemme igen. Hendes dyriske ydre kunne godt få ham til at tvivle, men den tvivl forsvandt som dug for solen. Han trak hovedet til sig, hvor han vendte blikket mod hende og så afventende på hende for en reaktion, selvom minen var kæk.

[Deleted]

"Og jeg mindes ikke at jeg sagde hvilket arbejde. Jeg er ligeglad med at din ligegyldighed! Du er nok end ikke mand nok til at gøre det, og midlerne har du sikkert blot end ikke. Din besætning åler dig sikkert bag din ryg." fnøs hun stædigt og rynkede sine bryn ned af.
"Bevis at du ikke er et hverdagstilfælde af en mand."
Piraten trykkede sin mund mod hendes i endnu et kys, men hun gjorde dog ingen modstand. Da det blev brudt strakte hun hals efter ham med en ret irriteret mine over at det var slut.
"Og jeg er ikke en mø der lades tages let af en mand. Du må overbevise mig."
I en hurtig bevægelse startede hun sit næste kys med Alvaro. Denne gang langt mere grådigt og groft, end de forsigtige nip før. Hun kørte sin hånd op over hans hoved og pjuskede hans hår, mens hendes øjne blev lukket og hendes bryn sænket en anelse med et veltilfreds suk. Hendes hale slog en lille lyksalig krølle.