Tour on the black market

[Deleted]

Det overbærende smil falmede ikke fra Alvaros læber, da han så hvilken effekt hans strøg havde over hendes hår, som hun helt så ud til at nyde det, hvor det også gjorde det lettere for ham at få tilladelse til at gribe om hendes hage og løfte hendes ansigt. Han fandt det interessant at hun mere mindede om et dyr end en person og så alligevel var der visse faktorer der spillede ind og skilte dem fra hinanden. Snart faldt hendes perlende latter og han lagde mærke til at hun fulgte hans kærtegnende hånd i håb om at den ikke ville stoppe sine strøg, derfor slap han hende ikke, men fortsatte de blide strøg som han lod sin tommel stryge over hendes læber, inden den fulgte et stykke af hendes kæbe og det nederste af hendes kind. Han trak svagt på skuldrene. ”Nej, det er jeg ikke, når man bor på et skib med en besætning er det det eneste man er vant til, jeg møder sjældent nye personer,” fortalte han, inden han te, da han mærkede hendes hale stryge over hans håndled og det var faktisk først her at han lagde mærke til at hun havde pyntet sin hale med alskens perler og tingeltangel. Endnu engang gled nysgerrigheden op i sig og uden han selv registrerede det, løftede han sin frie hånd, hvor han forsøgte at røre hendes pjuskede halespids med sin pegefinger, eller bare strejfe den for at mærke hvordan den føltes.
Han smilede, da hun nævnte at hun ville tage ham på eventyr, hvilket passede ham helt perfekt. ”Det vil jeg da ikke sige nej til,” svarede han med begejstring i stemmen, som han lod hende løsne grebet og føre ham af sted, hvor han også her valgte at slippe hendes hage, så de kunne gå. Han gik i hendes tempo, lod hende vise vejen, inden han hørte hende mumle skoven, og han kom til at tænke på om det overhovedet havde været en god idé at lade hende styre showet, han havde nemlig på fornemmelsen at hun blev sur skulle man trodse hendes ønsker, og han kunne trods alt ikke blive ved hende i al evighed. Han skulle være tilbage i morgen tidlig, da han stadig havde nogle af sine besætningsmedlemmer med her i byen. Men som altid lod han det være for nu og ville tage den bekymring til den tid.
Han så ned mod hende og lagde mærke til at hendes øjne havde ændret sig, pupillerne havde trukket sig sammen og lyste lettere gulligt. ”De? Hvem er de?” spurgte han nysgerrigt og lettere uforstående, da hendes ord ikke gav nogen mening for ham. Det kunne være at det var nogle kæledyr hun lige var kommet i tanke om, det skulle desuden ikke undre ham, hvis hun havde en tosset hobby, da hun ikke var helt normal af sig, så hvorfor have nogle almindelige hobbyer? Om han ville vide hvad det var, ja det var jo så en hel anden side af sagen.
Nysgerrigt lyttede han til hendes fortælling, hvor han blot fulgte med i hendes tempo. Han lagde ikke så meget til omgivelserne, da hun havde vundet hans fulde opmærksomhed ved hendes fortælling. Præstinde for Azrael? Dødsguden? Mange spørgsmål poppede op i hans hoved til hendes fortælling, men det var kun et der undslap hans læber. ”Hvilke ting?” spurgte han i en åndeløs hvisken, der knap var hørlig, da hun fik det til at lyde så grumt. Han tog ikke blikket fra hende, hvor han så på hende med en blanding af nysgerrighed og spænding.

[Deleted]

Yewandes greb strammedes igen. Ikke på en dominerende måde, men mere fordi hun havde brug for at holde fast i noget. Det fik hende til at føle sig bare en lille anelse mere sikker.
"Ungerne... Jeg vil ikke have at de skal finde dem. Alle de andre ønsker ikke at tage sig af dem, men mener at jeg skal koncentrere mig om mine pligter. Du begriber ikke hvordan det er."

Hun sukkede dybt, og da han spurgte ind til hvile ting kiggede hun væk, som om hun forsøgte at flygte fra samtalen.

"Mit lille får, er du tørstig? Der er mange drukhuse her.. Og mange smukke kvinder, alt efter hvad Kaptajnen foretrækker. Hvis du har bidt dig dårlig med nogen kan man købe runer der forbander, skarntydesaft, eller våben, hvis man har pengene til det. Næsten alt er muligt her. Der er ikke det som folk ikke vil gøre for penge. De er villige til helt at miste deres værdi."

Hun tog en dyb indånding.
"Mange ting - dårlige ting. Warlocks, Alkymister. De kan rigtigt mange ting. Det er ikke så slemt med mig mere, for jeg har sat nogen vigtige topmænd på plads, men.. Det er også derfor at jeg sidder fast. Jeg har ødelagt det hele for mig selv. Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra. Jeg har været i templet så længe jeg kan huske. De siger at jeg aldrig nogensinde finder fred, hvis jeg forlader templet, fordi jeg jeg er en dæmon. Jeg tror det er fordi dæmoner ikke har en sjæl, ligesom alle andre. De siger at jeg er et dyr, der bare skal gøre som der bliver sagt.. Det kan jeg ikke lide, så nogle gange løber jeg væk og gemmer mig."
Yewande gnubbede sin håndryk ind mod sine øjne og skød underlæben frem.

[Deleted]

Alvaros blik blev lettere overbærende, da hun strammede grebet omkring hans arm, selvom han ikke gjorde noget for at stoppe hende, det var tydeligt at hun ikke gjorde det for at være dominerende, men for at have noget at holde fast i, og han var usikker på om det var fordi hun selv var usikker eller om det var fordi hun nød nærværet fra hans krop. Når alt kom til alt, så var hun trods alt sensuel dæmon. Han rynkede let brynene, da hun nævnte noget om nogle unger og flere spørgsmål dukkede op i hans hoved, selvom han lod hende tale ud. Hun forvirrede ham, talte i gåder og dog havde han altid nydt gåder, mysterier og det ukendte generelt, det var trods alt det bedste ved eventyr. ”Hvilke unger?” spurgte han en anelse tøvende, da han pludselig blev usikker på om han overhovedet gad kende svaret. Det kunne godt være at det var hendes børn hun talte om, eller måske var det hendes kæledyr? Han var ikke sikker på hvad hun talte og refererede til.
Snart vendte hun blikket væk og det var tydeligt at han igen var kommet ind på et ømt punkt ved hende. Han sukkede blidt, da hun talte uden om og spurgte om han var tørstig. Han smilede venligt til hende. ”Det lyder som en by lige noget for mig. Men jeg har gjort mit ærinde her, jeg kom blot for at sælge noget til en ivrig køber på det sorte marked,” fortalte han. Kong valgte at springe ned fra hans skulder som de kom ud i mere naturomgivne områder. Bekymret var han ikke, da aben altid kom tilbage til ham på et eller andet tidspunkt, desuden skulle den nok blive hos ham i nærheden fordi de var på et fremmed sted.
Som hun begyndte at fortælle og komme ind på det ømme emne igen, lyttede han igen interesseret. Hendes ord kom bag på ham, mere det hvad de andre fortalte hende, hvor det var tydeligt at hun ikke havde det godt. Han stoppede roligt op og så på hende med et løftet bryn. ”Hvad er det for noget sludder de har fortalt dig? Du skal ikke behandles som et irettesat dyr, du skal ikke være i templet hvis ikke du kan lide det. Du nævnte desuden selv grotten, dæmonernes opholdssted, har du aldrig søgt dertil? Så vil du ikke være alene men omgivet af artsfæller der vil kunne forstå dig og hjælpe dig, du bør ikke være et sted du ikke har lyst til at være, du bør ikke leve et liv du ikke har lyst til at leve,” svarede han, hvor han selv havde et par bestemte meninger omkring hvordan man levede sit liv og det var bestemt ikke noget der skulle gøres, hvis man var imod det! Han selv havde forrådt sin familie for at leve det liv han selv ønskede, hvilket de ikke havde kunnet acceptere, men han nød det, selvom det ikke altid var helt let.

[Deleted]

Kong søgte tilflugt i nogle træer, og hun fulgte det lille dyr med blikket. "Mine unger! De er alle mine unger." Svarede hun, nærmest med stolthed og spor af ømhed i den mørke stemme. Alle.. Bortset fra det rigtige som blev fundet maltrakteret på alterstenen.
Det føltes næsten skammeligt og underligt på samme tid for Yewande. Hvorfor hun ikke tog der fra.. Ja hvorfor egentlig? Hun havde jo ikke andet at vende sig til, og hvis hun ville have noget håb for at skabe en fremtid, slå sig ned og skabe en familie - så blev hun nød til ar blive. Hun kendte ingen andre med de nødvendige evner der kunne hjælpe hende. Og når hun knapt kunne forklare en fremmed hvad der skete, hvad skulle det så nytte? Alt var blevet så kompliceret, selv mindre handlinger som at snakke med andre. Hun måtte snige sig afsted og være dybt påpasselig med ikke at blive set, for ellers kunne hun blive afstraffet hvis de mistænkte hende for at røbe det der skete der inde.
Hendes stemme var lille og pibende. Taget i Alvaro blev sluppet glidende, men hun fortsatte med at gå ved hans side. Hænderne blev nu foldet løst foran hendes mave.
"De vil ikke kunne hjælpe mig. Og warlockerne finder mig bare igen. Det gør de altid. Jeg strides meget let med andre. Jeg tror ikke jeg ville være velkommen blandt andre dæmoner. Jeg er ikke som de andre.
...
Hvornår agter du at tilbagevende til dit skib?" Spurgte hun forsigtigt. Hendes øjne søgte op i hans, næsten trist ved tanken.

[Deleted]

Yewande var noget for sig, som en værdifuld og sjælden ædelsten, hvilket både gjorde hende fascinerende og interessant, for ikke at glemme frygtelig værdifuld. Han vidste godt at hun var anderledes, det var jo tydeligt, både på hendes væremåde og udseende, men i hans øjne var hun blot et misforstået væsen. Nu vidste han ikke hvad der var sket med hende, men hun var tydeligvis indblandet i noget farligt og med magi. Han vidste godt at warlocks og alkymister var nogle snedige racer, deres magi var ikke til at spøge med og hun var blevet ramt af et eller andet som forårsagede hukommelsessvigt, samt dette besynderlige og bizarre ydre. Hun havde en hale, hugtænder og kløer, det var på ingen måder normalt for en dæmon, måske de var dæmoner, siges at de nedstammede fra Djævlen ham selv, men de lignede ikke dyr på samme måde som hun gjorde.
Tænkende så han ud i luften, da hun ikke gav ham et præcist svar, for han vidste endnu ikke hvad det var hun talte om, når hun sagde unger. Han så på hende igen. ”Hvilke slags unger?” spurgte han så, hvor hans øjne igen indtog et nysgerrigt skær. At hun havde sære hobbyer skulle skam ikke undre ham, men om det var dyreunger eller … menneskeunger, ja det kunne han ikke svare på og han vidste ikke hvad han hældede mest til.
Blikket vendte han imod hende, da hun valgte at slippe hans arm, hvor hun førhen havde været ellevild med at holde ham i den og det var tydeligt at der var sket en ændring. Trist og tragisk fandt han hendes historie, men desværre var det ikke alle som havde held med sig i livet. Han endte med at trække langsomt på skuldrene og så overvejende ud i luften. ”Nej. Du er ikke som andre dæmoner, men hvad så? Det er forskelligheden som gør en enhed stærk, hvis alle var gode til at bruge sværd i en krig, så ville man tabe den, end hvis man både havde folk der var gode med buer, sværd og andre våben. Sådan er det også på min besætning, jeg har ikke kun folk der er god med vand som mig selv, vi er alle forskellige, vi har alle vores specialer. Desuden hvem kan hjælpe dig bedre end dine artsfæller? Hvis du har dæmonerne på din side, så kan warlockerne vel ikke gøre dig noget? Og så er jeg sikker på at alle andre dæmoner kan acceptere dig.. så længe du acceptere dig selv. Jeg kan desuden godt lide dig,” fortalte han sandfærdigt og sendte hende et opmuntrende smil. Nok hun var anderledes, men han kunne lide det, lide hendes væsen og det at hun var så forskellig og skilte sig ud.
Han genoptog roligt sin gang, hvor han smilede skævt til hende, da han godt fornemmede tristheden i hendes øjne. ”I morgen tidlig er jeg bange for. Jeg bliver sjældent længe på land, og jeg skal først hen til mit skib, hvilket tager tid,” fortalte han ærligt, hvor han rakte hende sin arm igen, som et tegn på han gerne ville gå arm-i-arm med hende.

[Deleted]

Alvaros ord fik Yewande til at kigge tænksomt frem for sig. Det var begyndt at blive mørkt, eller mørkere, skønt Dvasias allerede var mørk og næsten kendetegndes af en evig nat.
"Måske. Ja, måske vil det ikke være så slemt. Jeg ved bare ikke om jeg har det i mig. Det vil kræve så meget og blive en stor omvæltning. " ved piratens kommentar sendte hun ham et lille smil. "Det værdsætter jeg allernådigst, lille får! Dæmonunger, selvfølgelig. Mine små skatte. Jeg har ikke set til dem. Jeg håber at alt er vel. Der er 7." Som Alvaro rakte sin arm igen lagde hun blidt sin arm op af den uden videre protester. Hvis han nu insisterede. Hun grinte lavt.
"Men her er så rart. Jeg er sikker på at din besætning kan undvære dig, bare lidt." Hans ord gik for alvor op for hende. "Imorgen? .." Der blev stille og hendes blik sænkedes.
"...Jamen det er jo fantastisk! Det betyder at jeg kan se dit skib - imorgen."
I et hurtigt snuptag havde hun fat i hans jakke og trådte op på hans støvlesnuder, for så at gribe fat i hans kinder og nive ham i dem.
"Tag mig med!" Beordrede hun. For at lægge mere vægt i sine ord satte hun sine hugtænder ind mod en sene ved den høje herres hals og begyndte at nippe i den med en knurren. Samtidig begyndte hun at trampe lidt på hans fødder på skift, uden større effekt da hun ikke var særligt tung. At den arme herre kunne få overbalance slog hende ikke. Ikke spor.

[Deleted]

Det gjorde ondt at vide at den arme dæmonkvinde havde været så meget ondt igennem. Det var desværre ikke alle der levede et liv i lutter lykke, mange levede et hårdt liv, men det var nærmest en normal hverdag her i Dvasias, da det var de barske typer som bosatte sig her. Der var naturligvis altid de som skilte sig ud, men det var ikke de lyse væsner man fandt her, i så fald var de enten fanget, blev brugt som mad eller var slaver. Det var risikabelt for et lyst væsen at bo her, grundet de mange blodsugere og bæster som befandt sig her. Kendte man til de forskelliges opholdssted var det naturligvis at holde sig fra det, men af og til fandt man strejfere længere ude end hvad deres territorium gik til. Alvaro havde ikke styr på disse territorier, han var nemlig en havets mand og holdt ligeledes til der. Han var sjældent længere ind på land, kun nogle kilometer for at komme til storbyerne, men ellers så holdt han sig væk.
“Selvfølgelig har du det i dig! Og nok en stor omvæltning, men sikkert en bedre omvæltning end hvad du er vant til. Det hele skal nok gå, så længe du fatter mod,” svarede han opmuntrende, hvor han sendte hende et muntert smil. Han var sikker på at hun nok skulle få et bedre liv, hvis hun bare fandt modet til at tage chancen. Besværligt kunne det måske blive for hende, fordi hun var anderledes, men det var vel bedre end dette liv hun levede nu? Han smilte til hendes ord, da hun også kaldte ham for får. Det ene øjenbryn skød han roligt i vejret. ”Så.. det er altså dine børn?” spurgte han en anelse usikkert, da han ikke var sikker på hvad hun mente med dæmonunger, men hvad andet kunne det være? ”Hvor er de henne?” spurgte han videre, da hun sagde at der var syv, men at hun ikke havde besøgt dem.
Igen viste hun sig at være en spøjs kvinde, hvor man næsten skulle tro at hun led af slemme humørsvingninger, da det klart var værre end hans! Han nåede knap at svare, før hun havde grebet fat i hans jakke, trådt op på hans støvler, for at gribe fat i hans kinder og nive dem. Han lo klukkende, mest af overraskelse, hvor han var nødsaget til at lægge sine hænder imod hendes hofter, for at holde lidt balance. Snart blev hun beordrende og insisterende igen, hvor hun lænede sig imod ham, for at sætte tænderne imod hans hals, hvilket resulterede i at han fik overbalance og faldt bagover, så han landede på bagdelen og med hende over sig. Hans latter blev større og da den døde ud så han morende op på hende. ”Rolig nu, putte. Selvfølgelig må du komme med og se mit skib i morgen. Det behøver jeg vel ikke at blive overfaldt for?” Han løftede det ene bryn og så lettere anklagende på hende, skønt smilet på hans læber var muntert og det var tydeligt at han ikke tog det særlig tungt.

[Deleted]

På trods af det lille fald var det en ganske tilfreds Yewande der landede på Alvaro. Hun protesterede ikke imod at han holdt hende på hofterne og smilte, næsten som en sejrherre efter krig. Hun fortsatte sin samtale med ham uden at flytte sig, næsten som om det var helt naturligt. Følelsen fandt hun behagelig. Hun lagde sig til rette med lårene ude på hver side af ham og trykkede ham på næsen da han grinte. Hendes bløde bryst var trykket ind mod hans brystkasse, som hun hvilede hænderne ind mod.
"Jamen du kunne jo benægte og så ville jeg være sikker. Hmmm..."
Pegefingeren førte hun op til sin mundvig og gnavede på klo.
"De er " smask smask "I skoven. Og i en lade." Hendes kløer skrabede hun lidt ind mod hans skjorte.
"I et egetræ... Og i en vugge! Men de fryser ikke, for de ligger i dun fra ham gåsen. Jeg brækkede selv hans hals i Procias." Hun smilte stolt.

[Deleted]

Efter dette korte tid med Yewande havde Alvaro gjort sig den bekendelse at han kunne lide hende. Nok hun opførte sig mere som et dyr end menneske, hun lignede også … ja, et meget unaturligt væsen, men han kunne lide hende. Hun var ikke slem hvis man holdt sig på den rette side med hende og på trods af de flænsende kløer, samt det stærke bid, så frygtede han hende ikke. Hun var en misforstået kvinde og han var sikker på at mange ville kunne lide hende, hvis hun blot gad åbne sig op, og derfor var han også sikker på at hun sagtens kunne få det liv hun selv ønskede sig.
Det var tydeligt at hun nød faldet og det at lande ovenpå ham, hvor han selv ikke kunne holde latteren tilbage. Han mærkede hendes prik på hans næsetip og han måtte rynke let på den som eftervirkning. Tæt var de endt, da hun valgte at lægge sig til rette på ham, og han kunne mærke hendes fyldige barm imod hans faste brystkasse. Det var ikke fordi han havde noget imod at være hende så nær og selvom det måske var en lidt spøjs måde at de var endt græsset på, så fandt han hurtig behag ved situationen.
Hans turkisblå øjne fandt hendes mørke, hvor han lagde hovedet let på sned. ”Så kunne du da have overfaldt mig til den tid,” kommenterede han morende, men lod det være ved det, da de alligevel var endt i græsset og det kunne ingen ændre på. Han fandt hende stadig spøjs og måtte gentage det for sig selv, for hver gang hun opførte sig anderledes, og hver gang blev han også klar over at han kunne lide den måde hun var på.
Han mærkede hendes kløer kradse imod hans mørkerøde skjorte som han bar indenunder den åbne jakke, der var gledet til side i faldet. Han rynkede let brynene, da hun talte om sine unger igen. ”Kan de godt overleve det?” spurgte han tvivlende, inden han hørte hende fortsætte, hvor han lagde mærke til at hun sagde ham gåsen og hans hals, samt fra Procias. Han spærrede øjnene en smule op. ”En engel?” spurgte han og lød lettere chokeret. Hun havde dræbt en engel og brugt fjerne fra hans vinger? Det gik op for ham at hun ikke var helt så uskyldig igen, men langsomt faldt han til ro, da han tænkte på at mange fra Dvasias myrdede, han selv myrdede, men det var aldrig uskyldige, kun når det var nødvendigt og hvis folk ikke gav ham andet valg. Han sukkede let og opfangede tydeligt hendes stolthed. Arme pigebarn, hun handlede tydeligvis instinktivt, igen et tegn på at hun næsten var mere dyrisk end menneske. ”Og hvor gemmer du så disse unger? Her i Rimshia? Eller langt væk?” spurgte han så nysgerrigt og lod hovedet søge til den anden side. Han kunne ikke lade vær med at tænke på om det overhovedet var hendes børn. ”Og er de alle sammen dine egne? Har du født dem? Hvem er så deres fader?” Spørgsmålene hobede sig jo kun op!

[Deleted]

"Jeg har min tvivl hvorledes det ville have nogle effekt." klukkede hun. Hun begyndte at tegne cirkler på Alvaros skuldre med sin pegefinger. Med den mine der var over hendes ansigt kunne hun lige så godt ligge i græsset og tælle lammeskyer. "Selvfølgelig kan de det. Jeg holder dem heller ikke særligt længe det samme sted."
Men nej.. Det var et yderst sårbart punkt for de små. Hun havde mistet mange, men enten ville hun ikke indrømme det, eller også forsvandt det væk i hendes underbevisthed. Hun udstrålede noget sandfærdigt som hun snakkede om dem og lyste næsten som en lille sol.

"Mmhmmm! gæs." Yewande nikkede ivrigt. "Der er virkelig mange der henne. De er bløde, men de lugter, så jeg kan ikke lide dem!.. og de er heller ikke så behagelige hellere. Jeg blev nød til at holde ham nede under vandet for at gøre ham ren.. Men han var ved at flyve væk. OG så fangede jeg ham igen! Så gav jeg ham til de små. De spiste ham." Der var en dyb ironi over den hjertelige måde hun frembragte ordene og deres egentlige betydning.
Som Alvaro spurgte om de alle sammen var hendes blev hun stille og i et kort øjeblik stirrede hun bare på ham smilende, mens det virkede til at hun holdt op med at tænke. Hendes blik kørte ikke ud til siden, som de gjorde da hun fortalte erindringen om englen. Hun prøvede ikke på at huske noget. Hun svarede bare, som på automatik. Pupillerne i hendes øjne blev en anelse større, og så nikkede hun bare. Akkurat så smilende.

[Deleted]

Alvaro smilede ved hendes ord og særligt hendes mine. Hun virkede pludselig så fredelig, selvom hun havde været meget ustyrlig til at starte med. Det var tydeligt at man blot lige skulle ind på hende og så var hun ikke så slem igen. Det mente han i hvert fald ikke, men han var sikker på at der var nogle der havde krydset klinger med hende og de var nok ikke af samme mening som ham. Det blev tydeligt for ham at børnene var et ømt punkt for hende, på den led at hun gerne ville beskytte dem, fordi de betød meget for hende. Hun lignede nærmest en lille strålende sol, når hun talte om dem og han var sikker på at hun ville blive vred skulle man begynde at tale dårligt om dem eller true dem. Ikke at han havde i sinde at gøre således, men mon ikke nogen andre havde været så dumme at gøre den fejltagelse?
Han løftede det ene bryn, da hun kaldte englene for gæs. Det var han sikker på at englene ville se på som en fornærmelse, men det kunne være ligegyldigt, han tænkte bare stakkels den engel der var faldet over hendes glubske appetit. Der skulle normalt meget til for at slå Kaptajnen ud, men at høre at ungerne havde spist englen, det kom alligevel bag på ham. Han kunne heller ikke lade vær med at tænke på om hun var kannibal, hvor det faktisk ikke kom bag på ham, når man tænkte på hvad hun var udrustet med og hvordan hun var. Han fandt det utroligt at hun kunne tale om noget så barbarisk på sådan en hjertelig måde og derfor blev det igen tydeligt at hun var mere dyr end menneske. Han smilede overbærende til hende, hvor han løftede sine ene hånd og strøg hende kærligt over den ene kind, imens han strøg nogle af hendes sorte hårlokker væk. ”Du må passe godt på dem,” konstaterede han og lod det lyde som en kompliment, selvom han var lidt usikker på hvad han skulle mene til hendes væremåde, et sted kunne han umuligt tro på at det var hendes skyld at hun var sådan, ikke på den måde hun havde talt om warlockerne og alkymisterne på, da de behandlede hende som et indespærret dyr.
Han så hende blive fraværende og sad blot stirrede på ham, hvilket næsten gjorde ham nervøs. Han skulle også lige til at løfte den ene hånd og køre den forbi hendes ansigt, da han var usikker på om hun overhovedet var tilstede, idet hun valgte at nikke og afgive sit svar. Et stumt svar. Han var ikke helt sikker på at han troede på hende, da det var tydeligt at han havde skubbet hende op i en krog. Hun frygtede vel at han ville handle, hvis han fandt ud af at hun havde taget dem fra andre eller fundet dem? Hvordan han ville reagere, det kunne han endnu ikke sige, men det var en sag der vel sådan set heller ikke kom ham noget ved?

[Deleted]

Stilheden fortsatte lidt efter at Yewande havde nikkede bekræftende til at det var hendes børn. I det mindste af sind. Hun nød de små berøringer han kom med og lukkede øjnene, mens hun træk vejret tungt.
"Mmmm.. Det gør jeg. Er det ikke det forældre gør?"
Hun kørte sine fingre igennem hans pjuskede hår. "Men nu, lille Kaptajn. Fortæl mig: Har du en kvinde, børn? Du er måske forlovet og er stukket af fra det, såvel som resten af din familie. Havde du det ikke godt der?"
Hun kunne høre Alvaros hjerte og lagde øret ind til hans brystkasse, mens hun kiggede op på den sortnende himmel.
"Jeg tror at jeg ville være angst og føle mig alene. Føler du ikke at du knækker din ryggrad ved at stjæle fra andre? Er det de eventyr du holder af? Det kan jo opleves ved landjorden."
Det faldt hende ikke ind at rejse sig foreløbig. Faktisk lagde hun sig endnu bedre til rette ved at nuldre sin kind ind mod Alvaros brystkasse. Hun begyndte at lege med noget raslende i sin lomme. Hun hev det op: Et armbånd af knogle, som hun trillede frem og tilbage mellem fingrene. Det lignede til forveksling fingre.

[Deleted]

Alvaro valgte at lade det ligge for nu. Om hun var børnenes biologiske moder var vel ligegyldigt? Så længe hun tog sig af dem. Desuden var han nok den sidste på jorden der skulle dømme hende, når han selv levede sit liv som pirat, hvilket ikke just var den mest oprigtige og moralske måde at leve sit liv på. Han var nemlig en fupmager, en snydepels og bedrager. Han udnyttede folk til han ikke skulle bruge dem mere, så han var nok en mere uærlig person end hvad hun var. En slyngel og gemen tyv. Han fortsatte de blide strøg mod hendes kind og over håret, da hun så ud til at nyde det, hvor han smilede muntert til hendes ord og nikkede medgivende. ”Jo det er hvad gode forældre gør,” svarede han. Han vidste også at der fandtes de forældre som hadede deres børn, han kunne ikke forstå hvorfor sådanne nogle mennesker i det hele taget valgte at få børn, hvis de alligevel hadede tanken om det. Det var næsten som om de bare skulle finde en syndebuk i deres liv.
Han skævede kort efter hendes hånd, da hun valgte at stryge en finger igennem hans pjuskede hår, der allerede sad hulter til bulter. Han kunne ikke lade vær med at le, da hun valgte at affyre sine spørgsmål som kanonkugler. ”Jeg er en ensom ulv. Jeg har ingen fast kvinde i mit liv og ønsker det heller ikke, og om jeg har børn? Det aner jeg ikke. Men du har ret i én ting: jeg havde det ikke godt hos min familie, så.. jeg stak af fra det søde liv i luksus og blev en gemen pirat,” fortalte han sandfærdigt. Det var denne gang hans tur til at se bort, hvor han vendte blikket op mod nattehimlen der hvilede over dem. Han anede ikke om de var i live eller hvordan det gik dem, en del af ham gad ikke vide det, imens en anden gerne ville. Han strøg hende over håret, da hun lagde hovedet mod hans bryst og han smilede mildt. Hun var så nærgående at det næsten var kært frem for noget andet.
Hans mine blev en anelse mere stiv, da hun nærmest sad og stak til hans samvittighed, hvor han løftede det ene bryn. Han nåede slet ikke at svare på noget, da hun kastede det ene spørgsmål efter det andet, hvor han snart ikke kunne følge med. Han endte blot med at trække let på skuldrene. ”Nogen gange er det bedst at være alene, så kan ens handlinger ikke gå ud over dem som er omkring én,” fortalte han roligt og så mod hende, da hun nærmest lagde sig tilrette på ham og han smilede skævt. Hun ville vidst slet ikke flytte sig det mindste. ”Og nok der er eventyr på landjorden, men.. der er så meget ukendt derude, store og små øer, andre lande, og ja… eventyr. Jeg elsker eventyr. Jeg kunne jo gennemsøge alt på denne landjord, i alle lande, vende hver sten, for at se hvad der ligger under, men det vil ikke være nok til at slukke min nysgerrighed, jeg er nød til at se mere!” svarede han begejstret, inden han hævede brynet, „og bare til din orientering, så stjæler jeg kun fra rige folk og andre pirater.”
Som hun ikke så ud til at ville flytte sig, valgte han roligt at lægge sig ned i græsset og med hænderne i nakken, kun for at se op mod den klare stjernehimmel. Hans opmærksomhed blev dog fanget, da han hørte hende rode med noget og han løftede derfor blikket for at se hvad det var. Han betragtede sig af det smykke hun hev frem og lagde mærke til at det så.. mistænksomt ud. Han bed tænderne en anelse sammen. ”Hvad.. er det for et smykke?” spurgte han og var igen ikke sikker på om han ville kende til svaret eller ej.

[Deleted]

Armbåndet blev svinget i cirkler om hendes pegefinger i et stykke tid uden at hun svarede.
Hans reaktion morede hende, så hun gentog proceduren med at nuldre ham i håret, denne gang med begge hænder, hvor hun bevægede sin lange- og pegefinger i cirkler, indtil de endte ved hans tindinger i samme bevægelse.
"En ulv, huh?" hendes mørke stemme slog en trille af indelukket latter. "Virkelig? Ingen? Måske kunne det hende at du mødte nogen i din smag, hvis du bare gav det lidt tid. Tanken ser ud til at skræmme dig, Kaptajn. Det kan have sine fordele ikke altid at gå egne veje. Det kan være rart at have et godt selskab, og skønt man kan skade sine omgivelser er man flere til at overkomme forhindringer." Hendes hale viftede frem og tilbage, så pynten raslede.
"Er det ikke et eventyr i sig selv? Og måske ender man med selv at blive forbedret... Fortæl mig om dine eventyr."
Alvaro var som en kontrast til Yewande, når hun så på ham. Han mindede hende om en vildkat med sin stejle facon. Vidste han ikke bedre? Han havde dog noget hun gerne ville have. Han havde friheden til at vælge, men med frihed kom ansvar, og hun var usikker på om hun kunne løsrive sig på samme måde.
"Ooh, mit armbånd? Mmmmh... Et minde"
Som hun sagde det knugede hun det ind i hånden, med kløerne trykkende ind mod benene, så de knaste.

[Deleted]

De turkisblå øjne betragtede sig af det svingende armbånd om hendes pegefinger. Det lignede at det var lavet af knogler og ærligtalt ville det ikke komme bag på Kaptajnen. Han havde set og oplevet en masse i sit lange liv, så dette ville ikke være det mest mærkværdige. Desuden havde han for længst fundet ud af at Yewande var noget for sig selv, så alle de ting han fandt ud af hende kom ikke bag på hende, da han nærmest forventede det værre og han var sikker på at dette ikke var alt. Hans blik gled tilbage mod hendes ansigt og han lagde mærke til at hun morede sig ved hans reaktion. Snart var hendes fingre i hans hår igen, hvilket var en handling der fik ham til at slippe sin klukkende latter. Det var næsten en hel rar fornemmelse af hendes cirklende og nærmest masserende fingre.
“Aha!” Han nikkede bestemt, da hun gentog at han var en ulv. En ensom ulv, var hvad han var.. og så ikke helt, men det var underordnet. Han smilede kækt til hendes ord og det var tydeligt at han ikke tog det tungt at tingene var som de var. ”Jeg er jo ikke helt alene, jeg har min besætning, de er min familie. Jeg har slet ikke tid til et normalt familieliv! Jeg har min besætning, de holder mig med selskab og skal jeg have kvindeligt selskab, jamen så finder jeg blot en tilfældig, eller betaler mig fra det, hvem har brug for en fast kvinde? Det vil kun blive for ensformigt og kedeligt i længden,” svarede han stædigt, hvor det var hans overbevisning og han ville næppe give sig. Han havde ikke brug for en fast kvinde.
Kaptajnen lyste helt op, da hun bad ham fortælle om hans eventyr. Hvis der var noget den kære kaptajn elskede, så var det at fortælle historier! Begejstringen og ivrigheden stod ud af hans blik, som han helt rettede sig op, imens han lo begejstret. ”Åh! Jeg kan fortælle dig om en masse! Om alle de søuhyre jeg har mødt, eller da jeg nedkæmpede en hær af sultne og glubske havfruer, eller alle de skatte jeg har berøvet fra deres skjulesteder!” svarede han begejstret og slog ud i sin klukkende latter igen.
Han så mod hendes armbånd, inden han smilede skævt. Han løftede den ene hånd, hvor han prikkede hende drilsk imod panden. ”Åh.. jamen så kan du jo huske lidt,” svarede han kækt. Hun havde trods alt sagt at hun ikke kunne huske noget om sine forældre og opvækst, om det var sandt eller for at undgå smerten vidste han ikke, men han havde på fornemmelsen at meget ondt var hændt hende, hvilket gjorde ham ondt.