Tour on the black market

[Deleted]

"Det ville ikke være nødvendigt at trække den i halen, hvis du nu ikke havde nedværdiget den til at stjæle. Men det er måske også nødvendigt? Der er ikke så mange penge på havet, er der?"
Endnu et elevatorblik blev skænket ham. "Helt håbløs er du ikke." Trods alt kunne han godt fornemme hvad hun var, så helt skidt kunne han ikke være.
"-Skønt du virker til at have mistet mange af racens oprindelige sanser." Hun trådte tættere på ham og gik nu rundt om ham.
"Du er jo mere fisk end mand..."
Hun stoppede op ved siden af ham og i en hurtig bevægelse greb hun ud efter hans ansigt. Hun trykkede sine fingre ind langs hans mundvige og hev hans læber til side for at tjekke hans udstyr. Samtidig smilte hun, så de perlende hvide hugtænder blev synlige igen. Ikke så meget som hvad hun kunne kalde for en spids.
"Tsk, tsk, tsk. Hvor sørgeligt. Lille stakkel, ikke så underligt at du har brug for sabler. Jeg har allerede det hele."
Hun greb nu ud efter hans hånd og forsøgte at lede efter kløer.
"Eller måske kan det være at det hele kommer senere. Måske har du bare ikke fået din hale endnu."

[Deleted]

En dæmon ville Alvaro på ingen måde kalde denne kvinde for, og dog.. men det var ikke i samme forbindelse som dæmonracerne som han selv var i familie med, han ville mere kalde hende for en djævel, sådan hun havde hugtænder, hale og han havde også lagt mærke til hendes spidse negle, som han nærmest ville kalde for kløer, kun fordi det passede til. Et smil krusede over hans rosenrøde læber, selvom det ikke var til at sige om det var fordi han morede sig eller var irriteret. ”Den stakkels fyr elsker skinnende genstande som sin herre, han er blot et godt kæledyr, og så er det ikke min skyld at han er hurtigere end hvad du var,” svarede han dristigt igen, uden at han tog blikket fra hende. Tyve var vel hvad de var, selvom han hellere ville kalde sig selv for handelsmand, men når alt kom til alt vidste han godt at han var en gemen fupmager, der snød folk fra deres penge og andet hvad han kunne få ud af dem, han udnyttede folk til hans egne personlige gøremål og han fik aldrig dårlig samvittighed over det. Desuden befandt de sig på det sorte marked, her var alt ulovligt. Så snart vagterne kom hertil, så ville alle folk stikke af.
Han sukkede kort, da hun valgte at tjekke ham ud, selvom han lod hende, nu hvor han selv havde gjort sig den frihed tidligere at søge om hende for at studere hende, derfor blev han stående, selvom Kong valgte at rykke på sig, så han ikke var til at få fat i for hende. Han skulle til at åbne munden og svare hende, da hun greb ham om hagen og stak to fingre i hans mundvige for at studere hans hænder og han rynkede chokeret på brynene, da hendes handling kom bag på ham. Han kørte let tungen rundt i munden og vrikkede med kæben, da hun slap ham, selvom hun ikke var færdig for kort efter greb hun om hans hånd og gav sig ligeledes til at studere den. Han rømmede sig og trak hånden til sig alt imens han trak sig et skridt tilbage. ”Frøken!” udbrød han forbavset, skønt han kort stoppede for at gnide sig ved mundvigene og kæben efter hendes greb. Han rystede kort på hovedet og skulle til at fortsætte, da hun kom ham i forkøbet og hendes ord fik ham til at slippe sin klukkende latter. ”Frøken.. jeg tror at det er dig der har været for længe i en grotte, hvis du tror at jeg få hugtænder, kløer og hale! Jeg er skam ganske sund og normal for min race at være og jeg mindes bestemt ikke at dæmoner fødes med haler, så fortæl mig … hvordan har du fået din? Du nævnte dine forældre også havde, er de blevet forbandet? Fået kastet en besværgelse over sig? Eller er det dig der har det?” spurgte han og lod spørgsmålene falde som bølger der skiftende slog hårdt imod skrænten. Han selv var forbandet, selvom han var lidt usikker på om det bare var noget den magikyndige havde sagt eller om det passede, til tider kunne han tro på det, men ikke altid.

[Deleted]

Hvad vidste han også om det? "Eller også er det bare dig der har fået søsyge omtrent lidt for mange gange, kære? Du lader ikke til at have set meget." Da han nævnte ordet forbandelse lagde hun armene om sig, sænkede brynene og skuttede sig lidt, mens hun begyndte at vrænge af ham. Han havde under alle omstændigheder ramt et eller andet, men måske bare ikke lige det han regnede med. "Jeg husker dem ikke vel, men sådan har jeg altid været!" Sandheden var nu at hun generelt ikke huskede noget som helst vel længere. Hun huskede af og til glimt af sine forældre, men hendes underbevidsthed ønskede altid at glemme hændelserne i templet for at beskytte sig selv. Hun var faktisk ikke sikker på at hun altid havde haft den, men i det mindste så langt tilbage det var muligt for hende at erindre.
"Jeg ved det ikke, jeg husker det ikke! LAD MIG VÆRE!" skreg hun, og trampede i jorden med det ene ben. Armene var spændte og trukket udstrakt langs hendes sider, mens hendes perlekæde dinglede frem og tilbage når hun rykkede med armene, som for at understrege det hun sagde. Hun borede en af de tykke hugtænder ind i sin læbe og tog sig til hovedet. Når hun forsøgte at huske gjorde det ondt, som om alle musklerne i hendes ansigt var i krampe.

[Deleted]

Fornærmet blev Alvaros mine, da hun påstod at han ikke havde set meget. Han var da en af de få personer i dette land som havde set rigtig meget! Han gryntede utilfredst, som det denne gang var hans tur til at lægge armene over kors, hvor han tilmed kneb øjnene sammen, hvor hans turkisblå øjne kunne se helt mørke og grå ud, grundet det sorte mineralpigment der hvilede omkring hans øjne. ”Jeg kan fortælle dig historier om væsner, natur og ting mange ikke har set før, som selv vil overgå din forstand!” fastslog han og hans humør havde vendt, gået fra det muntre til det vilde, vilde som de højeste bølger på havet, der kunne vælte huse og træer, som var altødelæggende på sin vej. Og stille blev han igen, som en skyfri dag helt vindstille, da han så at han havde ramt et ømt punkt ved hende. Hovedet lod han søge på sned og hans øjne betragtede hende vurderende. Vreden begyndte at boble i hende og snart skreg hun igen og trampede i jorden og et dristigt smil gled over hans læber, hvor han vovede sig et skridt tættere på, selvom Kong havde valgt at krympe sammen af hendes skrig, da den ikke havde lyst til at blive offer for hendes dyriske vrede og var tilmed klar til at springe af Alvaros skulder skulle det udvikle sig til det grumme. ”Her lad mig,” svarede han, som han stillede sig foran hende, løftede den ene hånd som han lagde imod hendes pande, imens hans anden hånd havde åbnet for en skindpose med vand. Vandet havde han ført med op med den hånd han lagde imod hendes pande, hvor han lod vandet klare hendes tanker og fjerne smerten, som han kunne se i hendes forvrængede ansigt. Han brugte vandet til at heale hendes sind med, give hende den sindsro hun havde behov for, til at falde til ro igen, så smerten forduftede og hun igen kunne tænke en klar tanke. Han var ingen nybegynder, han kunne mere eller mindre alle tricks med vand, som man kunne forestille sig, da han ingen ung dæmon var. Han trak hånden til sig igen, lod vandet søge tilbage til skindposen og satte proppen i igen, hvor han vendte sine øjne imod hende, der havde fået et mere isblåt skær. Nysgerrig blev han igen. ”Hvad er der sket med dig?” spurgte han nysgerrigt, da han ikke kunne holde spørgsmålet tilbage. Om hun kunne huske det, anede han heller ikke, men det var et forsøg værd.

[Deleted]

Overgå forstanden? Han vidste virkelig ikke hvad han snakkede om. Han vidste ikke hvad de lavede på det alter og hvilke symboler de malede på jorden, og slet ikke hvad der kom ud af det. Og det værste var at hun ikke kunne komme ud af det. At hun sad fast, og at hun ofte var et bærende element i mange af de ting de gjorde.
Hun stoppede med at skrige og trampe i jorden da han lagde vand mod hendes ansigt. Kort sagt nåede hun ikke at reagere, fordi hun havde travlt med at være hysterisk. Så blev hun helt afslappet og de brune øjne stirrede frem for sig, som om hun ikke kunne tænke og intet forstod. Det slog hende at det var koldt, og det fik hende til at rynke på næsen. Det var dog på en helt mærkelig måde behageligt. Dæmonkvinden stirrede op på ham med store, blinkende øjne... eller det var indtil at han fortsatte med at gnide salt i hendes sår. Hun krammede armene om sig selv igen, eller rettere sin mave. Ikke sur, ikke vred... bare trist og træt, som nogen der havde kæmpet længe.

Først mødte hun en komplet fremmed og endda en tyv, hvis abe havde prøvet at stjæle hendes ting, og så prøvede den selvsamme person at sætte sig ind i hendes sted. Og nu, ja hvad? "Hvem tror du at du er?... Din viden begriber det ikke. Du ønsker det heller ikke. Hvad der er sket? alt for meget. Bland dig uden om."
Hun skubbede imod hans brystkasse og vaklede et par skridt baglæns, mens hun fnøs og snøftede lavt.

[Deleted]

Skiftende som havets vande, var vidst ikke det eneste Alvaros humør var, da dæmonkvinden overfor ham havde et lige så iltert og skiftende temperament som ham selv. Han tænkte end ikke over det, da han valgte at træde tættere på for at klare hendes sind, da han kun gjorde det for at hjælpe hende og det så da også ud til at virke, da hun langsomt gik væk fra sit hysteriske anfald og blev rolig og helt afslappet. Han måtte smile helt tilfredst ved dette, hvor han lod hende få ro til hovedet. Eller det troede han, for snart stillede han et nyt spørgsmål og hun syntes igen at skifte som vejret, hvor hun slog armene omkring sig selv og så trist bort, hvilket indikerede at han igen havde dummet sig ved at tale om et nyt punkt der var ømt for hende. Han kunne desværre ikke gøre for at han var nysgerrig, han havde nemlig aldrig set lignende og noget måtte jo være sket hende, siden hun havde en hale. Så vidst han vidste var der ikke nogen som helst, der havde en hale af nogen af de eksisterende racer, der var de der havde vinger, der var havfruerne som havde deres finde frem for ben, men aldrig havde han set nogen med en hale.
Han blinkede overrasket med øjnene, da hun skubbede ham i brystkassen og han var tvunget til at træde et skridt bagud, hvor han skød brynene i vejret. ”Nej undskyld! Jeg ville jo ikke gøre dig ondt,” forsikrede han hende, som han trådte det skridt tæt mod hende igen som han havde vaklet tilbage. Kong var dog ikke særlig glad for at han trådte tæt på igen. Den lille abe havde valgt at glide om på hans ryg, hvor den holdt fast i hans jakke og med hovedet tittende over hans ene skulder, med de brune øjne hvilende på dæmonkvindens skikkelse. ”Tilgiv min nysgerrighed, jeg har blot aldrig set lignende, du er trods alt en enestående kvinde,” tilføjede han og lød oprigtig ked af at han havde gjort hende fortræd ved at tale over sig. ”Vil du i det mindste give mig dit navn?” spurgte han venligt og sendte hende et prøvende smil.

[Deleted]

I første omgang var der ingen respons. Hun vandrede et par skridt væk og vendte ryggen til ham. Hun overvejede heller ikke at svare ham, og hendes bryn var rynket sørgmodigt, ligesom hendes mundvige var vrænget ned af. Enestående? Hun vendte sig en anelse og kiggede hen imod ham med de dybbrune øjne, som et såret lille barn. Og fra ham kørte hendes blik hen på aben der sad og kiggede tilbage, næsten på samme måde. Lidt forladt og ængsteligt. Underlæben var også skudt en anelse frem, men lige det ord fik et lille smil til at spire frem hos hende: Forsigtigt, nærmest lidt tøvende. Hendes hale krøllede et par gange, som at hun kiggede forlegent væk og lukkede øjnene kort. "Er jeg? Uh.. Det kan man vel kalde det." Der gik dog ikke længe før hun åbnede dem igen, nu smilende som før. Der skulle dog lige gnubbes en gang hen over hendes øjne med håndryggen inden hun svarede.
"Jeg hedder Yewande." kurrede hun lavt, nu mere blidt end før.

[Deleted]

Det havde på ingen måde været Alvaros intention at såre den arme dæmonkvinde, der virkede mere misforstået end noget andet. Hun kunne ikke huske fortidens strabadser, og dog var han ikke sikker på om hun vidste hvad der var skyld i at hun havde hale og hugtænder, samt kløer, men tragisk kunne det helt forekomme ham, særligt fordi det var hende et ømt punkt. Hans spørgsmål havde dog ikke været et plantet angreb på hende, men fordi hun gjorde ham nysgerrig, han fandt hende nemlig imponerende, fascinerende og interessant. Desuden var han vanddæmon, der eftersigende var den viseste race af alle dæmonracer, så han havde en naturlig grådighed efter mere visdom og viden. Nok hun tidligere havde kaldet ham uvidende, men dette var han langt fra, kun chokeret over at se hende med hale, skønt han havde fornemmet det familiære og ret havde han også haft, da han havde sagt hun var sensuel dæmon, hvilket kunne mærkes.
Han så hende vende sig bort, hvilket fik ham til at lægge hovedet let på sned. Snart faldt hans ord og hun så ud til at reagere på det, da hun så sig såret tilbage på ham, som et lille barn, selvom hans ord tydeligvis havde ramt plet og fik et lille smil til at brede sig over hendes læber og dette fik ham til at smile langt bredere selv. ”Selvfølgelig er du det! Jeg har aldrig set nogen kvinde lignende dig,” svarede han sandfærdigt og det lød komplimenterende. Hans øjne strålede, hans læber smilede og glad så han ud. Blid lød hendes stemme helt, da hun udtalte sit navn. Han selv valgte at bukke ærbødigt for hende i respekt. ”Og jeg er Alvaro Salvorique, Kaptajn på The Cursed Baron og dette er min lille følgesvend Kong,” præsenterede han sig, som han valgte at rette sig op igen og strøg aben over hovedet, da han præsenterede den lille uldtot, som hun allerede havde ’hilst’ på. Det ville ikke være underligt hvis hun havde hørt hans efternavn før, eftersom Salvorique-slægten havde været den rigeste familie i Det Gamle Peula for flere generationer, desværre var det gået ned for slægten efter det sidste overhovede; Giovanni Salvorique var gået i døden, hvor landet nu var blevet generobret af Imandra.
Han så mod hende og sendte hende et indsmigrende smil. Han rakte hende sin ene arm i en gentlemans gestus, hvor hans øjne hvilede muntert på hende. ”Vil du gå en tur med mig, frøken Yewande?” spurgte han og så afventende på hende, som hun enten kunne gribe om hans arm og følge ham eller lade vær.

[Deleted]

Det lød fristende. Skulle hun?
Hun nejede kort for Alvaro og trådte tæt på ham igen. "Det er et bekendtskab der glæder mig, Hr. Salvorique."
Navnet på slægten forekom hende bekendt, og der var også et par grene af familien hun havde mødt før, men det var alle topfolk, og han var såå... Anderledes? Kong. Hun rakte hånden hen mod aben meget langsomt, som at han præsenterede dyret, trak den til sig igen ved tanken om at den kunne være syg, men førte den så langsomt hen mod abens hoved og forsøgte at ae den med pegefingeren.
"Hvad laver en Salvorique her, med en hullet jakke?"

Som Alvaro rakte hende armen lød der en bifaldende, eller ligefrem frydefuld brummen fra hende. Hendes interesse var tydeligt vækket, og hun førte sin ene finger op til sine læber i en tænksom mine, skønt der var kommet et lidt flirtende glimt i hendes øjne. Han var trods alt en mand af flot bygning, og hun var derfor heller ikke sen til at gramse hans arm til sig. Hendes fingre undersøgte materialet af hans jakke, og hun skrabede sine kløer lidt hen over læderets overflade, som for bedre at holde fast.
"Kaptajn." sagde hun bekræftende. Efterfølgende puffede hun sin hofte lidt ind imod ham for at stå tættere op af ham og strakte hals mod hans ansigt, blot for at kigge ham i øjnene og smile med en udfordring malet i ansigtet.

[Deleted]

Det var tydeligt at Alvaro havde gjort hende glad igen. Utroligt som hendes humør kunne skifte, det var jo lige før at det var værre end han! Lige før. Det glædede ham kun, at hun blev mild igen, hvor det var tydeligt at han havde ramt noget godt i hende, ved at kalde hende enestående, men så igen, hun var en kvinde og hvilken kvinde ville ikke kaldes for enestående? Den som ikke ville, måtte da være skør eller død. Han smilede da hun nejede for ham i retur og lod hende blot træde tættere på. ”Glæden er på min side, frøken Yewande,” insisterede han og lod hende komme ham nær, hvor han ikke flyttede på sig. Nu var hun ikke længere faretruende som hun havde været til at starte med, hvor hun havde været hidsig, besidderisk og insisterende, nu var hun mere mild og nysgerrig, hvilket vel måtte være hendes gode side?
Kong sad på Kaptajnens skulder og strammede dens greb i hans jakke, da hun valgte at række hånden forsigtigt frem imod den. Den var ikke just på bølgelængde med hende, efter at hun havde revet den i halen og brølet af den. Den kom med en beklagende lyd og dette fik kaptajnen til at se imod den. ”Hold nu op med det pjat og hils på hende,” svarede han blot, som et tydeligt tegn til at den ikke fik støtte af sin herre. Den sad blot stille og lod nærmest blikket falde, imens den strammede grebet omkring jakken mere endnu, da hendes hånd kom tættere på og da hun lod fingeren stryge den over dens pelsede og bløde hoved, slappede den mere af.
Alvaro skuttede sig og så mod Yewande, da hun kommenterede hans jakke, og han slog ud i en klukkende latter. ”Hullet jakke? Det er en af de fineste jeg har kapret fra en rig adelsmand,” forsikrede han hende, da det skam ikke var løgn. Jakken var ham meget dyrebar, da han gik op i en flot jakke, og flot var den også, læder, med forskellige flotte mønstre, samt guldspænder til at lukke den med. Det var dog ikke kun det med jakken han lagde mærke til at hun nævnte, derfor så han nysgerrigt på hende, da han stillede sit følgende spørgsmål, hvor hans sydlandske accent blev kraftig: “Du kender måske min slægt, Señorita?”
Han betragtede hende med sine turkisblå øjne, da hun greb ham om armen, skubbede til hans hofte, for at komme tættere på, strakte hals for at kunne se ham i øjnene, men intet andet gjorde hun. En spøjs kvinde var hun i sandhed, ikke kun grundet halen, men også hendes person var noget for sig selv. Det var noget som han faktisk kunne lide! Han lagde mærke til at hendes udstråling også havde ændret sig, da han var sikker på at han kunne ane et helt flirtende blik. Han hævede det ene øjenbryn, da hun så udfordrende på ham og det var tydeligt at hun fangede hans opmærksomhed. ”Hvad er der?” spurgte han så, for at se hvad hun havde i tankerne.

[Deleted]

Heh. Ja, nu var det pludselig ham der ikke gad at svare? Han var da en spøjs type. Forstod han ikke Dvasiansk accent, eller havde han også et eller andet i skabet? Det fik hende til at smile. Det var under alle omstændigheder godt gemt bag charmen, men hun var sikker på at der var noget?
Hun kneb øjnene lidt lusket sammen og begyndte at trykke ham blidt på armen med sine kløer, som en kat der ville pumpe information ud af ham. Hendes smil blev større.
"Ja, jeg har mødt et par stykker af jeres i mine yngre dage. Og jeg finder det mærkværdigt at en gren af den familie har været nød til at kapre fra andre rige. Hvad er der hændt med DIG? Har du fået knubs? Er du et uægte barn?"
Grebet om Alvaros arm blev strammet, så han ikke kunne stikke af lige sådan. Undvige hendes spørgsmål, ja, men skubbe hende væk ville blive en anden sag, for hun fandt en vis komfort i at gå op af ham. Underlagt underracens primitive instinkter var hun vel, og det skete fra tid til anden at hendes stolthed ville ét, mens hendes krop ville noget andet. Hun frygtede ikke hans reaktion, for hun fornemmede at han ikke ville slå sablerne imod hende, og hun kunne noget med ord, skulle det komme der til.
Alvaros arm blev trykket igen, og hendes udtryk mindede lidt om et rovdyr der legede med et byttedyr. Hun stampede langsomt og let i jorden med sine bare fødder på skift.
"Jeg vil se Kaptajnens skib!"

[Deleted]

Normalt kunne Alvaro godt virke til at være en mandschauvinist, hvor kvinder havde svært ved at vinde hans respekt til at kunne være mere end noget der hørte til i hjemmet under trygge forhold og rammer, der skulle en del til for at fange hans opmærksomhed med andet end deres ydre, da han typisk kun var interesseret i at få lidt hygge og intimitet for natten og så ikke mere, men han måtte erkende at Yewande gjorde ham nysgerrig på andre måder. Hun var noget ganske særligt, noget han aldrig havde set magen til og han havde desværre en nysgerrighed der var enorm. Han fandt hende spændende fordi hun var anderledes. Kløer, hale, hugtænder, ja hun kunne jo nærmest beskrives som et dyr, men det var hun ikke, selvom hendes person også var lidt dyrisk, men det var netop hvad der gjorde hende særlig. Han så hvordan hendes kløer prikkede ham i armen, selvom det ikke gjorde ondt, jakken var tyk, så hun skulle ville skade ham før det skete.
Hendes greb blev strammet og det var tydeligt at han ikke ville slippe væk bare uden videre, da hun ikke ville lade ham gå. Han så nysgerrigt på hende, da hun nævnte at hun havde mødt nogle fra hans slægt år tilbage. Som hun fortsatte sin talestrøm endte han med at bryde ud i en munter og næsten hysterisk latter, der fik folk til at vende sig om og se på ham. De fleste ville nok ikke kunne se det sjove i det, men det gjorde han. Som latteren døde ud et stykke tid efter, vendte han sine turkisblå øjne imod hende, der bar et muntert skær. ”Min familie har aldrig været fattige! Min familie besad en stor del af den peulanske flåde. Desværre var det mig, der ikke passede ind i mine families drøm og ambitioner, da jeg havde mine egne mål for livet. Jeg ville have eventyr og spænding! Så.. jeg blev pirat og forrådte min familie. Jeg er skam ikke et uægte barn, blot.. det sorte får i familien,” fortalte han, hvor hans stemme startede ud med at være munter og endte med at blive mere dæmpet, da han kom til at tænke tilbage på det hele, hvilket ikke just var glædelige minder for ham. Han havde aldrig fortrudt sine valg, han nød livet som pirat og livet på havet, det var hvad han ønskede og sådan ville han leve til den dag han døde! Han endte med at trække på skuldrene og han så smilende imod hende. ”Men mit liv kunne ikke være bedre, jeg har alt hvad jeg kunne drømme om!”
Han kunne ikke lade vær med at finde hende bedårende, sådan som hun blev nysgerrig, mindede om et dyr, en kat, og stampede let i jorden, brummede og hvad hun nu alt kunne. Hun var jo nærmest mere dyr end person. At hun ville se hans skib fik hans smil til at vokse sig større. ”Det tror jeg gerne at du vil, men min kære Yewande, jeg søger ikke tilbage til skibet før i morgen, det ligger i en havneby nogle kilometer herfra. Det vil være en lang tur for bare at se et skib,” fortalte han sandfærdigt, selvom det ikke bare var et skib, det var et piratskib og et af de mest berygtede på de store have!

[Deleted]

Yewande spidsede munden og sendte piraten et nærmest fornærmet blik. Brynene blev sænket. Hvorfor grinte han?
"Her skal ikke grines" lød det lavt og betuttet fra hende.
OG så træk hun afsted med ham, eller prøvede på det ganske stædigt. Han var større, mere muskuløs end hende, og hans krop var derfor også vægtende mere end hende, men hun havde før nedlagt engle der var større end Alvaro.
"Vi går nu. Du har intet bedre at tage dig til." erklærede hun. Hun måtte stoppe efter en del slæberi, eller forsøg her på og lod sig gispende falde ind mod hans krop mens hun forsøgte at indhente luften i sine lunger. Hun kiggede fladt på ham, ganske udmattet, men så fik hun luften igen og gav sig til at opstirre ham på en nedstirrende måde. Det var tydeligt at hun var klar til at trække afsted med ham igen. Hendes hale viftede aggressivt fra side til side, og hun satte truende en hugtand ind mod hans håndled. Ikke hårdt, blot lige så han kunne mærke det.
De brune øjne så pludselig ganske tænksomme ud, og så gav hun slip med sin hugtand, så hun kunne snakke.
"Hvad drømmer du om?"
Hugtanden blev returneret til hans håndled, dog med en ganske useriøs mine, som hun ikke selv havde opfattet, så hun forsøgte at skræmme ham til at tage hende med ved at trykke den imod hans hud. Tanden var dog slet ikke spids, som hos en vampyr. Den var sløv, men meget robust og lang, som vis den var designet til at knuse ting. der var dog ikke tvivl om at den kunne penetrere meget, hvis hun trykkede til.

[Deleted]

Fordi Alvaro brød ud i sin hysteriske latter, lagde han ikke mærke til at hun faktisk blev fornærmet, da han selv morede sig gevaldigt over hendes ord. Han opfangede til gengæld hendes ord, selvom han fortsatte sit grin lidt endnu, inden det døde. Det havde skam ikke været fordi han ville fornærme hende, han morede sig blot over hendes ord. Så vidt han vidste så var der ingen Salvorique der var fattig, han vidste dog ikke hvor mange der var tilbage, han havde ikke rigtig kontakt til nogen, hvor han også selv var udstødt fra familien, han var endda kendt som slægtsforræderen og derfor ikke velset blandt hans slægtninge.
Han nåede kun at sukke kort af morskab, inden hun valgte at række i ham. Det var ikke fordi han var særlig muskuløs, det lå ikke til hans race at være fysisk stærk, deres styrke lå i deres intelligens og viden, og der var Alvaro intet undtag. Han tog dog hendes hentydning til sig og valgte at følge med, som han lod hende være den insisterende, krævende og bestemmende, han var desuden ikke blevet træt af hende endnu, så han havde intet imod at de gik imens de talte. Han lo kort, som hun hurtigt opgav at trække i ham, hvor hun nærmest faldt ind til ham. Hun forekom ham morsom, men det var også disse interessante personer han helst ville tilbringe tid sammen med, frem for de normale. Han løftede let det ene bryn, da hun gav sig til at nedstirre ham, svinge aggressivt med halen og satte tilmed en hugtand imod hans håndled. ”Hvad laver du dog?” spurgte han uforstående. Sikken tøs! Hun gav ham jo nærmest ikke en chance for at flytte fødderne, før hun var over ham som et dyr, ikke at han havde noget imod det, men det var klart noget han skulle vænne sig til. Og frygtelig insisterende var hun også! Men det havde han også brug for af og til.
Snart skiftede hun humør igen og slap hans håndled med sin hugtand, hvilket fik ham til at smile morende. Han trak på skuldrene til hendes spørgsmål og så kort tænkende ud i luften. ”Eventyr og flere historier at fortælle om,” svarede han så. Han havde ikke de vildeste drømme, det havde han aldrig rigtig haft, han ville blot opleve ting, alle mulige, farefulde, spændingsfulde, glædesfulde, vel hele pakken? Han smilede overbærende, da hun igen satte hugtanden imod hans håndled og selvom det kunne forekomme truende, så blev han ikke skræmt. Han løftede den frie hånd som han lagde imod hendes hoved, inden han gav sig til at stryge hende over det lange sorte hår. ”Du er en meget spøjs kvinde. Og frygtelig insisterende … vil du stadig ikke fortælle mig din historie?” Han startede tænksomt ud og afsluttede i en nysgerrig tone. Nu havde han også fortalt lidt om sig selv og hun lod ham slet ikke få stillet sin egen nysgerrighed på hende. Han flyttede hånden fra hendes hår til hendes ansigt, hvor han lod den gribe blidt om hendes hage, for at fjerne hendes hugtand og generelt hendes ansigt fra hans håndled, inden han lod sin tommel stryge over hendes læber. ”Hvis mig rundt i Rimshia,” opfordrede han hende og sendte hende et mildt smil.

[Deleted]

Alvaros hænder gled hen over Yewandes hår. Berøringen gjorde hende helt salig og fik hende til at lukke øjnene. Der forekom derfor heller ingen modstand da han holdt hendes hage, selv om der var noget lidt dominerende over det. Hun sukkede da Alvaros finger strøg over hendes læber. Hans hud var ru, og en kontrast til hendes egen, ligesom hans hudfarve og blå øjne var det. Han havde en lidt karakteristisk duft, som hun syntes om. Han duftede salt, lidt snavset, og den typiske brændte tone som var næsten usynlig, og som alle dæmoner bar i forskellige grader, eller sådan ville hun beskrive den. Det var lidt af en privilegium, for det var langt fra alle hanvæsner som hun gav lov til at røre hende på den måde. Hun syntes om ham.
En lav, perlende latter gled frem fra hendes fyldige læber, der efter hånden var blevet formet til et 'o.'
Hun fulgte hans hånd, mens hun strakte sin hals helt af refleks i håbet om at han ikke holdte op med at kærtegne hende igen.
"Mmmh.. Er Kaptajnen måske ikke vandt til insisterende kvinder? Du har nok ikke kigget de rigtige steder"
Hendes halespids strøg hen af Alvaros håndled, som for at gengælde hans berøring. Hun var ikke så angst omkring sin hale, så længe de var på hendes vilkår. Den sorte pels var ru, lidt som hendes lange hår, men alligevel blød og pjusket. Glasperlerne var i forskellige farver og slog ind imod hans mørke jakke. Hun yndede at pynte sin hale, man var vel en kvinde.

"Eventyr." Hendes blik steg op i himlen. Det var gråt, men solen skinnede tydeligt bag skyerne. "Fint Kaptajn... Så vil jeg tage dig på eventyr". Hun løsnede grebet til mere blidt at holde i ham. Så begyndte hun at brumme, og den lave brummende lyd blev til en nynnen. Hun følte sig lidt spændt, men nød også at gå stille og roligt. Med langsomme skridt begyndte hun at føre ham afsted. Hun var ikke sikker på hvorhen. Mest af alt havde hun lyst til at rive ham med sig hen til mørkeskoven...
"Skoven" mumlede hun fraværende. Hun førte den frie hånd lidt chokeret op til sin kind, og hendes blik blev større, som om hun realiserede noget.
"De må være sultne..." Hundæmonens pupiller blev pludselig helt smalle og lodrette, som hos et rovdyr. Lyset fik dem til at skinne gulligt midt i det brune. Hun kiggede fra Alvaro og ud mod vejen der førte fra byen og ud i naturen. Hun havde mange børn som hun havde gemt rundt omkring. Aldrig samlet, for hun frygtede at de ville begå oprør, og hun løb næsten altid rundt imellem dem for at passe dem. Naturligvis var det ikke alle der overlevede, for det var alt fra mennesker til dæmonunger, hvor sidstnævnte og andre mørkeracer havde større chance for at overleve hendes opdragelse og livsstil. Efter en pause hvor hun blot stirrede ud i luften begyndte hun at gå igen. Hun blev nød til at gemme dem, for deres egen skyld. Hun turde ikke andet. Det var farligt for dem at være hos hende hele tiden... For så-
"Jeg har ikke nogen historie.. Jeg er en præstinde. Det er mit job at tjene Azrael. Jeg er blot en af mange, men det er ikke altid der er brug for mig. De siger at jeg er meget vigtig og at jeg derfor ikke kan tage væk. Jeg har glemt hvor længe jeg har været der.. Nogele gange forsvinder jeg, og så bliver de vrede. Jeg kan ikke lide at være der, men jeg sidder fast. Jeg har ingen steder at tage hen. Præstinderne får mange gaver og har til opgave at tage sig godt ud." Hendes stemme blev lavere, og hun kiggede på den stenede grund under dem, mens hendes fødder langsomt førte hende videre.
"Der er regler vi skal overholde.. Hvis ikke vi parerer ordrer sker der ting." Hendes smil var nu langsomt helt forsvundet, og hun virkede til ikke at være rigtigt til stede. Der var begyndt at komme gåsehud på hendes arme. Halen som hun blidt havde strøget over hans hud gled nu ned under kjolen, imellem hendes ben.