Getting the pieces together?

[Deleted]

Yessica forventede på ingen måde at få hjælp fra denne mand, faktisk var hun ikke engang sikker på at hun ville tage imod den selv hvis han havde tilbudt det. De gange hun kæmpede sig op ved et smertehelved, men hun var nødt til det for at kaste op, ellers ville hun risikere at blive kvalt i det, hvilket hun ikke følte særlig meget for. Træt lagde hun sig ned igen og lukkede øjnene. Det var lidt mere behageligt, det at hun så dobbelt og det hele var tåget gjorde hende mere dårlig end hun var i forvejen. Hun kunne høre ham pusle, og håbede inderligt at han var på vej væk. Lige nu bekymrede hun sig end ikke om hvor lang tid hun skulle blive liggende på den kolde jord, det eneste hun ville var at sove, uanset om det var her eller i en seng. Imandra ville der ikke blive meget af, det var helt sikkert.
Lyden af Amadeus stemme tvang en kold strøm igennem hende. Hun havde ganske vidst selv kaldt på ham, men med sin nye viden så følte hun ikke meget andet end afsky. Den bekymrede undertone kunne alligevel høres i hans ord, eller var det bare hende som blev ved med at bilde sig selv det ind, fordi hun var blevet glad for ham? Han havde hørt hende, men hvad nyttede det nu? Et sted var hun alligevel lettet over at se ham, for han ville forhåbentligt fører hende med sig hjem. Det sidste hun lystede var at være alene med ham, men han ville næppe gøre hende noget.. endnu. Angelo havde faktisk fået hende til at tænke på om han udnyttede hende? Hun vidste ikke for hvad, men det ville give ret god mening, eftersom han aldrig havde kunnet svare på hvorfor han nærmest var blevet besat af hende. ”A-a-Amadeus,” fremstammede hun træt og magtede end ikke at åbne sine øjne. Hun vidste at Angelo stadig var der, for hun havde ikke hørt eller følt hans vingeslag om det så var en god eller dårlig ting, måtte tiden jo vise. Yessica forsøgte at skubbe sig op at sidde, også selvom hun slet ikke kunne gøre brug af den ene arm, blev blev til at hun støttede hovedet mod væggen, så det var holdt for hende og hun kunne se hvad der skete mellem de to herre. Det gav hende ondt i maven, for hun kunne jo fornemme at Amadeus end ikke genkendte sin egen søn. Angelos hvislen fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Jo før hun kom fra den mand – des bedre!

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed for dem som kendte til Amadeus, at han havde fået en svaghed for Yessica. En af de få, som faktisk havde været i stand til at se bort fra hans sensuelle dæmon og faktisk tilbringe tiden sammen med ham, uden at det behøvede at være til sengs. Måske at han var vant til det, men han måtte jo selv nyde af at kunne sidde og bare hygge og snakke og holde om en, uden at det behøvede at lægge op til noget andet. Efter han havde mødt Yessica, var det bare som om at der var noget som havde slået klik i hans sind, og han havde forandret sig. Han havde ikke taget nogen mod deres vilje i frygtelig, frygtelig mange år, og mange af dem, måtte han erkende, at han faktisk slet ikke kunne huske mere. At det så skulle vise sig, at det var hans egen søn, som havde leget med hende på den måde, var slet ikke en tanke som slog ham ind, før han genkendte stemmen. En genkendelse som gik direkte i hans sind alt for godt! Han vendte blikket direkte i retningen af ham. Allerede med det samme, følte han hvordan vrede skyllede ind over ham. Knægten havde været bange for ham, sidst de havde mødtes, og det var tydeligt, at der var ting som var ændret siden dengang. Han kneb øjnene let sammen. ”Tror du virkelig at du er blevet glemt af mig, Angelo?” spurgte han kortfattet. Det var bestemt heller ikke fordi at han følte, at der var nogen grund til at frygte for den unge knægt, for racemæssigt, så kunne han ikke gøre noget ved ham, som han ikke havde gjort mod ham, eller som han kunne modstå, så af den grund, så var han dog ganske rolig af sig. Synet af Yessica derimod og at vide, at det var hans egen søn som havde gjort hende ondt, var en tanke som gjorde ham direkte arrig, for det var slet ikke noget som hun fortjente! Slet ikke! Han bed tænderne kraftigt sammen. ”Og jeg gentager ikke.. Træd væk fra hende..” Denne gang var hans stemme langt mere kølig, end det som den havde været til nu, og det var noget som gjorde ham direkte rasende at vide! Han vidste hvordan Yessica havde haft det med mænd.. Hvordan ville det ikke være i fremtiden nu? Angelo var nok det sidste væsen som han stolede på, hvad angik disse ting, og derfor ønskede han at finde ud af helt præcis hvad dette måtte betyde, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så hårdt eller tungt igen.. Knægten skulle forblive død. Han havde ellers været sikker på, at det var den skæbne som havde ramt ham allerede for lang tid siden. ”Hvad fanden har du gjort ved hende, Angelo…” Denne gang var det dog bekymringen som meldte sig i hans stemme, da blikket igen gled til hendes skikkelse. Han kunne jo se, at hun var kommet alvorligt til skade!

[Deleted]

Yessica var Angelo skam færdig med og da han skulle til at gå, kunne han fornemme hvordan en velkendt energi kom imod dem. Han vidste godt at hans fader var en stærk mand, det havde han jo alle dage været og havde det ikke været for det forfærdelig bånd de havde haft til hinanden og al torturen, så havde han nok set op til ham som så mange sønner gjorde ved deres fædre. Men det gjorde han ikke. Han hadede sin fader mere end noget andet, den mand havde altid ødelagt alt for ham, det var kun retfærdigt at han nu gjorde gengæld. Han lagde godt mærke til den bekymrede tone i hans faders tonefald og den fik ham til at undre sig. Kunne det passe at hans fader var blevet blød? Og så for et lysvæsen som hende? Grim var hun måske ikke, men alle dage havde manden lært ham at han skulle slå lysets væsner ihjel og hvis ikke han gjorde det, så blev han tortureret selv, hvilket han aldrig havde ønsket og da han altid havde frygtet sin fader, så havde han altid gjort hvad han havde sagt. Han vendte sig mod ham og det var tydeligt at han blev gengældt. Hans mine var rolig, som han forvrængede sit ansigt i en mine af vrede, hvor han fnøs kortfattet til hans ord. ”Noget kunne tyde på det, siden du ikke fortæller om mig til din lille kæreste,” svarede han køligt igen. Han vidste godt at han ikke var blevet glemt, så skulle han da have slået hovedet, men det var tydeligt at hans fader var ligeglad med ham, at han ikke havde bekymret sig for ham, som en normal forældre ville gøre og tanken … ja, den gjorde ondt, selvom han ikke viste det udadtil eller sagde det højt, han ville ikke engang erkende det for sig selv, da han sagde til sig selv at han var ligeglad. Han var alligevel kun glad for at være sluppet væk fra ham, han var endelig en fri mand, så fri som man overhovedet kunne blive! Og mere kunne han ikke bede om. På trods af hans faders advarsel, så blev han stående og så blot tamt på ham. Et køligt smil gled efter noget tid over hans læber. ”Åh jeg er skam færdig med hende,” forsikrede han ham. Han havde skam ikke tænkt sig at gøre mere ved hende, da han havde gjort hvad han ville. Hun skulle desuden sende manden et budskab, men nu hvor hun var her, ja så kunne det jo næsten være ligegyldigt. Han fnøs af væmmelse, da hans fader lød helt panisk over hvad der var sket med hende. Hvorfor bekymrede han sig overhovedet? Han smilede grumt. ”Åh, jamen kære fader, jeg har da naturligvis gjort som du har opdraget mig til; at slå lysets væsner ihjel. Og dog.. helt ihjel er hun jo ikke, så måske du skulle vride halsen om på hende og stoppe hendes lidelser?” foreslog han flabet, hvor han ikke tog sine sorte øjne fra manden, hvor hadet og vreden var tydelig. ”Du har vidst glemt at fortælle hende en del om dig selv og vores familie. Og i det hele taget burde du slet ikke have fortalt hende noget. Du burde have slået hende ihjel ved første møde, men jeg kan se at du er blevet blød igennem årene,” tilføjede han køligt. Der var gået et helt århundrede siden han sidst havde set ham og meget var tydeligvis sket i den tid – for begge.

[Deleted]

Yessica var slet ikke sikker på hvad Amadeus følte i forhold til hende, og efter Angelos fortælling så var hun blevet mere eller mindre ligeglad. Manden havde ret.. der var ingen fælles fremtid dem imellem, det kunne hun ikke udsætte sin søn for, eller for den sags risikere sit eget liv igen. Blodet fra hendes næse var størknet i mere eller mindre hele hendes beskidte ansigt. Selvom hun godt kunne bruge et bad, så vidste hun godt at det aldrig ville tage den fornemmelse som fik hende til at føle sig beskidt. De grønne øjne hvilede på Amadeus, der først lod til at genkende sin dreng sent. Hun var for svimmel til at kunne fokusere på hans øjne, men hans tone afslørede både bekymring såvel som had overfor den mand. Det løb hende koldt ned af ryggen at høre dem snakke. Det gik ret hurtigt i forhold til hvad hendes sind kunne registrere, det var ikke nemt at holde sig vågen i det hele taget. Hendes hoved dunkede, hele kroppen skreg i smerte hvilket hun vidste at de begge mærkede selvom hun var for svag til at vise det. Først da Angelo annoncerede at han var færdig med hende åndede hun lettet op. Ikke fordi hun følte livet lys på dette tidspunkt, men hun var ej heller klar til at møde døden. ”H-hjælp m-mig op,” bad hun med hæs stemme. Hun havde ikke tænkt sig at ligge svag på jorden og blive talt over hovedet, meget ville hun være med til, men ikke det. Da det ikke lod til at de bemærkede hende i det hele taget forsøgte hun selv at rejse sig ved hjælp af væggen, også selvom hendes ben skælvede og truede med at knække sammen under hende. Kvalmen trængte sig på igen. Hun så opmærksomt op med en glimt af frygt malet i sit blik, da han foreslog Amadeus at ende hendes lidelser. Kunne han finde på det? Hendes tanker blev afbrudt af at hun kastede op igen og derved mistede balancen igen kun for at dumpe direkte i jorden. For et øjeblik sortnede det for hendes blik, men hun fik ikke lov til at blive slået helt ud selvom det virkede som det mest fristende. Hun sukkede opgivende og lænede sig tilbage mod væggen. Kunne de ikke blive færdige med at skændes så hun kunne komme hjem... eller hvor Amadeus nu ville fører hende hen, for det var ikke ligefrem procias hun var endt i sidste gang.

[Deleted]

Amadeus havde hørt Yessicas kald, og han havde slet ikke tøvet i at skulle tage af sted. Smide alt hvad han havde i hænderne og bare hastet ud af sit hus på toppen af det ensomme bjerg. At han så skulle stå ansigt til ansigt med sin egen søn, var noget af det sidste som han havde forventet sig. Det var tydeligt, at det var hans egen søn, som havde gjort dette ved hende, hvilket var noget som ikke gjorde andet end at vække en direkte vrede og foragt som intet andet i den anden ende, og det var noget som naturligvis også var noget som gjorde sit for hans vedkommende, for han fandt sig bestemt heller ikke i det, når det nu endelig skulle være. Han knyttede sine næver fast. Hans søn havde frygtet ham før, og selvom Amadeus havde været en far, som han nu havde haft mulighederne for, så vidste han godt at han havde fejlet, og det var fejl, som han ikke kunne gøre op for nu, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Hvor vover du at lægge en finger på hende, Angelo..!?” hvæsede han. Hvad manden var ude på vidste han ikke. Hævn måske? Det var den mest oplagte grund til at gøre skade på hende, for det var jo tydeligt, at han ikke havde været mild, og det var noget som kun gjorde ham langt mere arrig, end det som han havde været til nu! Yessica var dårlig, men når hans egen knægt stod der, så kunne han heller ikke bare søge hen til hende, for han ville ikke vende sig med ryggen til de knægt! Hans ord var noget som for alvor fik ham til at se rødt. Vride halsen om på hende? Det kunne han da slet ikke finde på. Næsten som han røg tilbage i de gamle vaner, så var han hurtigt henne ved knægten, hvor han forsøgte at gribe knægten ud om halsen, og tvinge ham op af væggen. Han fandt sig slet ikke i at blive snakket til på den måde, og specielt ikke når det gjaldt Yessica. Hans øjne lyste af den rene mordlyst, for det andet, var virkelig langt forbi en grænse som man bare ikke skulle passere. ”Jeg vil på det kraftigste, anbefale dig at holde dig langt væk fra hende, Angelo, ellers skal jeg personligt sørge for, at du aldrig nogensinde får set solen eller månen igen!”” Normalt var han ikke typen som var meget for at hæve stemmen, men nu var det næsten som om at det var det eneste alternativ som han havde. Det var ikke bare Angelo som var præget af vreden, for det var han så sandelig også, og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af i den anden ende. Han klemte til – hvis han da havde fået fat. ”Jeg har fortalt, hvad hun har fortjent at vide.. Tro mig.. Den mand jeg var, er jeg ej længere.. Du derimod.. Er lige så forfærdelig, som du altid har været.. FORSVIND!” Han gjorde et kraftigt skub, for at tvinge ham væk fra Yessica, og derfor stillede han sig mellem dem. Han ville beskytte hende og passe på hende, og det agtet han at gøre!

[Deleted]

Alt hvad Angelo var blevet, kunne han takke sin fader for, det gjorde dog ikke at han var manden taknemlig, tværtimod hadede han ham for alt det han havde gjort og han havde al grund til det. Manden havde ikke gjort andet end at ødelægge hans liv, tortureret ham og ødelagt ham, han havde al ret til at hade ham for det. Havde han været en god fader, havde han sikkert set op til ham, men at sige at Amadeus havde fejlet, som forældre, det var nok en underdrivelse for hvad han havde. Nu kendte denne kvinde sandheden omkring hans fader og det gjorde forhåbentlig at hun ville holde sig langt væk fra ham, ellers blev det værst for hende selv. Den mand ville blive hendes død. Og da han selv ønskede hævn over ham, ville han ikke holde sig tilbage fra at gå efter de som hans fader holdt kær. Han hævede det ene øjenbryn til hans ord, hvor han endte med at slippe en kold latter. ”Som jeg sagde, så er jeg færdig med hende, du kommer for sent, jeg har allerede lagt en finger på hende, faktisk har jeg lagt en hel hånd på hende,” svarede han køligt. ”Og det er alt sammen til ære for dig, kære fader, for at gøre dig ih og åh så stolt,” tilføjede han, selvom det var tydeligt at det var ironisk. Hans fader burde dog være glad, det var nemlig ham selv der havde lært ham at slå lysets væsner ihjel og hun kunne næsten ikke blive mere lys, hun var nemlig lysvæsen. Han forstod dog ikke sin fader, hvad så han dog i den kvinde? I det væsen? Han så ham fare op, og dog gjorde han intet, han blev stående med en kortfattet mine, lod manden gribe ham om halsen og tvinge ham op ad væggen, for at lade ham tro at han havde magten … for nu. Han blev dog ikke intimideret, stirrede ham blot ind i øjnene med hans egne sorte og der var ingen frygt at spore. Med alt han havde været igennem, var kun døden værre og den frygtede han ikke, den burde være langt mere mild end alt andet. Han lo anstrengt – det var trods alt svært, med en hånd for struben – Han løftede sin hånd og greb omkring sin faders håndled, ikke i et forsøg på at fjerne den, men for at holde ham tæt ind til sig. ”Kære fader.. jeg.. gør blot.. hvad du … har.. lært mig,” svarede han anstrengt, selvom smilet var koldt og skadefro. Da han klemte hårdere om hans hals, løftede han den anden hånd og lagde den imod hans skulder, for at lukke den hårdt om den. Han smilede kækt til hans ord. Han havde forandret sig? Han var ikke den samme mand? ”Så er du blevet blød,” svarede han koldt, løftede sin ene fod og sparkede den direkte imod hans bryst og mave, for at tvinge ham væk fra sig. Sparket var hårdt og velplaceret. Han tog sig let til halsen og ømmede den. ”Jeg beklager at skulle fortælle dig nyheden, men jeg har fortalt hende sandheden om dig, jeg har fortalt hvordan du har voldtaget dine børn og tortureret os, fordi du ikke fik din vilje. Du siger du har forandret dig? I så fald går jeg ikke ud fra at du lægger en finger på din egen søn, dit kød og blod.. men vi ved begge at du lyver, du har ikke forandret dig det mindste. Du er stadig det store monster som du altid har været! Og jeg er kun en skygge af hvad du er!” hvæsede han vredt. Som han kaldte ham forfærdelig, knyttede han næverne. ”Jeg er hvad DU har skabt mig til at være!” råbte han arrigt og sprang imod ham for at slå ud efter hans ansigt med en knyttet hånd. Hans arm begyndte at lyse nogle blå mærker frem, hvor hans slag ikke ville være som normalt, men stærkere. Det var den magi Paige havde lagt i ham, en magi han slet ikke havde lært at styre endnu, da han kun havde fået den i sig i går og han vidste at det kunne ende galt.

[Deleted]

Amadeus vidste skam udmærket godt, at han aldrig havde været den bedste far for Angelo, men ikke desto mindre, så vidste han jo at hans søn havde ret i sin udtalelse. Det var jo hvad han havde opdraget knægten til, også selvom han stadig nægtede at vedkende sig selv som en renracet dvasianer, og han havde virkelig forsøgt at overbevise Yessica om dette foretagende, og så skulle knægten jo selvfølgelig dukke op og ødelægge absolut det hele! ”Du burde også vide, at man ikke leger med hvad gamlefar har gang i, knægt.. Du holder dig langt væk fra hende! Og hvis jeg så meget som ser dig i nærheden af hende igen, så tøver jeg ikke med at slå dig ihjel.. Det skulle jeg have gjort for længst!” nærmest hvæsede han. Han frygtede for konsekvenserne ved dette, når det kom til Yessica omkring det her, for han vidste, at der var mange ting som han ikke havde fortalt hende, men selv et individ som ham kunne forandre. Han havde mødt hende.. Og der havde han set en anden mulighed, end at sidde knust over døden og bortgangen for hans afdøde hustru, som virkelig havde været det, som havde fyldt ham mest. Næven lukkede han kraftigt omkring Angelos hals og tvang ham op af væggen. Gjort hvad han havde lært ham? Han havde bestemt ikke lært ham at gøre sådan en skade på en kvinde, at hun ville ligge og kaste op efterfølgende! ”I så fald, har du glemt en yderst vigtig lektion, Angelo,” hvislede han med en tydelig dræbende stemme, for det andet her, var noget som gjorde ham direkte vred!
Sparket i hans mave, var noget som tog pusten fra ham, hvor han følte sig tvunget til at slippe og bakke i et forsøg på at få pusten igen. Han kneb øjnene kraftigt sammen. Hvis det var sådan at han havde fremstillet det overfor Yessica, så vidste han da allerede nu, at det var noget som uden tvivl ville forvolde ham problemer i fremtiden, og det var noget som faktisk gjorde ham ked af det. Han nåede kun lige at vende sig mod ham, idet at den knyttede næve ramte ham direkte i ansigtet med en kraft, som han ikke lige havde set komme! Han gispede kraftigt, idet han røg direkte ned i jorden i stedet for. Han tog sig til kæben. Hans hånd lyste.. blåt? Hvad pokker skete der?! ”Hvem pokker har du indgået en alliance med?! Og hvem kalder du for et monster? Jeg har aldrig berørt hende på den måde?! Hvis du virkelig foragter hvad jeg har gjort, hvorfor så gøre mig kunsten efter? Du ligner din kære far mere end hvad du går og tror..” Han kom om på siden og forsøgte igen at rejse sig. Han tog sig til brystet og kæben, for det havde faktisk gjort ondt, og derfor vidste han også at denne knægt havde rodet sig ud i ting, som han nok slet ikke burde have gjort det! Han vendte blikket direkte mod ham. Han gjorde et fast forsøg på at trænge ind i knægtens hoved, og med hans alder kontra Angelos, så vidste han, at knægten ikke ville have en mulighed for at stå imod, for det havde han aldrig nogensinde haft.

[Deleted]

Smilet forlod ikke Angelos læber på noget tidspunkt, tværtimod voksede det kun, da hans fader valgte at true ham. Endnu engang beviste han blot at han aldrig havde betydet det mindste for ham. Det gjorde skam ondt, særligt fordi han aldrig havde været elsket af nogen og han havde aldrig fået muligheden grundet manden som stod overfor ham. Han var blevet opdraget til at skulle være et monster, ellers var han blevet pryglet, tæsket eller tortureret, hvilket han aldrig havde ønsket. Hans fader havde engang sat en dyb frygt i ham og det havde taget ham flere menneskeliv at komme over den. Han vendte blikket mod Yessica, der lignede noget som var løgn. ”Og der kan du se søde Yessica. Manden er lige så grum som han altid har været. Han har lyst til at slå sin egen søn ihjel, sit eget kød og blod. Jeg beklager fader, men jeg tvivler på at du får hende overbevist om at du har ændret dig det mindste,” svarede han næsten med triumf i tonen. Hun skulle skam vide hvilket monster hun havde valgt at lukke tæt og hvad han havde gjort mod sine børn, hvor han vidste at procianerne var langt bedre til at være over deres børn og give dem hvad de havde brug for. Der havde hans fader fejlet stort!
Skønt grebet var kvælende om Angelos hals, så kunne han ikke lade vær med at nyde det til dels. Det gjorde ham helt ophidset af spænding. Han havde ventet på at stå overfor hans fader igen, som den nye mand han var blevet til … og dog, visse ting forandrede sig aldrig, nogle ting sad nemlig så dybt i ham at det var blevet ham en vane, såsom at gøre andre ondt. ”Åh.. jaså? Hv-hvilken lektion er d-det?” spurgte han, selvom det var anstrengt at bruge stemmen, når han havde en hånd for halsen, der klemte til. Han stod fast ved at han var hvad hans fader havde skabt ham til at være; et monster. En dræbermaskine. Han havde fået tæsk havde han ikke slået ihjel! Han havde aldrig haft noget som helst andet valg!
Adrenalinen pumpede igennem hans krop, da hans spark ramte hans fader perfekt i maven, samt hans knytnæve ramte ham perfekt i ansigtet, så han røg i jorden. Desværre havde magien også gjort hans arm tung som bly, hvor han pludselig kunne mærke at han havde svært ved at bevæge den. Dumme magi! Han var slet ikke vant til den og vidste at det kunne gå galt for ham i sidste ende. Men han ville ikke lade sig intimideres af hans fader denne gang! Han ville stå stærk og vise at han ikke var svag, men var udholdende og stærk som han hele livet havde trænet ham til at være. Hans arm forblev lysnede blå i de mønstre som Paige havde givet ham, hvilket fik ham til at rynke på næsen. Hans sorte øjne gled mod hans fader. ”Det kommer ikke dig ved,” svarede han blot, da han spurgte hvem han havde indgået en alliance med. Til hans efterfølgende ord trak han blot på skuldrene. ”Det ved jeg,” svarede han bundærligt. Han var som hans fader og det havde han alle dage vidst, „men jeg har aldrig haft noget valg! Hvis ikke jeg gjorde som du sagde, torturede du mig i flere dage! Hvis ikke en hel uge! Du gjorde alt hvad du kunne for at gøre mig til det monster jeg er! For at gøre mig til dig!”[/color] Han hvæsede ordene ud, tog et skridt imod ham og sparkede denne gang ud efter ham igen, for at holde ham i jorden. Han var rasende på ham! Han havde al grund til at hade ham! ”Du forstår det slet ikke. Jeg vil have min hævn og alt hvad jeg har gjort mod hende, var kun for at ramme dig. Alt hvad der er sket hende er på grund af dig! Og du skal aldrig nogensinde true mig igen, for så slår jeg hende ihjel og derefter dig!” Han ville have dannet en sort energikugle, men kunne mærke hvordan han blev drænet for energi af vreden. Tænderne bed han sammen, som han lænede sig kort mod væggen, uden at blikket forlod ham.

[Deleted]

Yessica havde efter endnu et forgæves forsøg, opgivet at komme på benene. I stedet blev hun liggende på den kolde jord og forsøgte at holde sig lidt vågen. Hvad angik Amadeus så skræmte det hende at høre ham tale sådan til sin egen søn. Måske Angelo havde haft ret? Hun tænkte på Dafnir og følte et kort stik af savn til ham også selvom hun havde sagt farvel til ham tidligere og advaret om at der nok ville gå lidt tid før hun ville vende tilbage. Først da hendes navn blev nævnt vågnede hun lidt fra sin halve søvn og så på Angelo med trætte øjne, der hurtigt fyldtes med tårer.
Hun var blevet glad for Amadeus, men når hun så på ham nu følte hun ikke rigtigt mere end afsky og foragt. Desuden havde han jo netop lige erkendt at han legede med hende hvilket var en tanke som gjorde hende mærkværdigt ked af det, selvom det ikke ligefrem kom som en overraskelse. ”L-lad h-ham g-gå,” endte hun og rettede blikket mod Amadeus. Måske hun havde en smule ondt af Angelo? Nej alle tog deres egne valg, men alligevel så havde hun nærmest mere ondt af Amadeus’ udtalelser og handlinger end hun havde af sine sår. Efterhånden lå hun mere eller mindre tilsølet i sit eget blod fra stiksåret. Hendes kinder var så hvide at man nærmere kunne kalde dem for gennemsigtige og Amadeus havde tilsyneladende mere travlt med at true sin søn end med at hjælpe hende. Det gibbed én smule i hende da det hele endte mere fysisk. Hendes hjerte begyndte at banke hvilket fik hendes hoved til at dunke virkelig ubehageligt. ”S-st-stop!” endte hun desperat og tog sig til hovedet. For et øjeblik blev alt sort også selvom det hurtigt vendte tilbage. Kunne hun ikke bare besvime, for det var tilsyneladende det hendes krop forsøgte at få hende til. Måske det var hårdt sagt, men den gentagende trussel om at Angelo ville slå hende ihjel, fik Yessica til lidt at ønske at han bare ville gøre det. Fri hende fra at skulle brænde inde med smerten, hendes liv var jo uanset ikke videre lykkeligt, og den eneste som ville savne hende, var Dafnir. En tåre trillede ned over hendes kind. Det var ikke fair at hun skulle lade livet for Amadeus’ mørke fortid – en som lå længere tilbage end hendes liv overhovedet gik. ”Tag m-mig hjem,” hviskede hun så afkræftet, at hun slet ikke var sikker på at det ville blive hørt mellem de to mænd.

[Deleted]

Amadeus havde ganske vidst været en hård mand, og han vidste, at det var gået udover begge hans børn, at han havde mistet sin hustru. Derimod var det først efter han havde mødt Yessica, at han havde fundet.. en form for ro, som han så længe havde søgt, og havde fundet, sågar i hans egen datters skød. Begge børn havde han skubbet fra sig, og han vidste, at det stort set var for sent at gøre noget ved det nu. At han valgte at omforme hans ord til at være truende, og noget som Yessica skulle vide noget om, var noget som gjorde ham direkte rasende, for knægten bad for pokker da selv om det! ”Det er jo kun tydeligt, at du intet har lært efter din lange tid sammen med mig, Angelo. Jeg var og er stadig en hård mand.. Når man intet andet valg giver mig. Makker man ikke ret, så må man føle risen!” hvæsede han med en fast tone. At true sin søn på livet, havde han gjort frygtelig mange gange. Han brød sig ikke om ham, og specielt når det foregik på denne måde. Yessica var en kvinde som han.. .elskede, og det var næsten skræmmende for ham, at føle noget lignende af det i det hele taget. Han kneb øjnene kraftigt sammen. Lige nu var det måske ikke fokus på Yessica han havde, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre ved. Hans knægt var den farlige af de to, selvom det var tydeligt at Yessica så desperat havde brug for lægehjælp. ”Makke ret.. Du hader og foragter mig, ikke sandt? Hvorfor så gøre ting for at blive som mig?” hvislede han iskoldt.
Det udviklede sig hurtigt til at blive fysisk, hvilket Amadeus næsten havde forudset, for de kunne bare ikke sammen, og det vidste han udmærket godt. Slaget mod hans ansigt og sparket i maven, havde tvunget ham i jorden. Han rystede svagt. Han vidste at Yessica kun var ramt, for at ramme ham, og det var næsten det værste. Han fjernede den blodbane, som havde dannet sig fra hans ene mundvig, inden han var kommet op på benene igen. Han vendte sig direkte mod ham endnu en gang, og med en tydelig vrede i minen. Han var virkelig vred! ”Alliancer kan være farlige. Har du gjort det i vrede? Desperation for at ramme mig? Det bliver dit fald, Angelo,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Han havde fejlet som far, og han vidste det godt. Der var en grund til at han stort set ikke havde noget forhold til nogen i dag, for han havde selv taget afstand ved at gøre alle ondt. Yessica havde lært ham, at det var forkert at gøre det på den måde. Han havde jo set, hvad det havde gjort ved hende. Han vendte blikket mod hende, hvor han svagt bed sig i læben. Han nåede kun lige at vende sig mod ham igen, idet at sparket endnu en ramte ham direkte i maven igen, og tvang ham tilbage i jorden. Han.. Kunne ikke få sig selv til at slå på hans søn. Ikke efter han havde været så meget sammen med Yessica, og set hvordan hun var omkring hendes egen søn. Det var jo et forhold, som han selv ønskede til sine egne børn. Han hostede kraftigt. Han sparkede forbandet hårdt!

[Deleted]

De sorte øjne hvilede udelukket på Amadeus. Hvis hans fader virkelig kunne lide denne kvinde, som omvendt – guderne måtte vide hvorfor – så burde hun vide hvilket monster han var. Han stirrede blot udtryksløst på ham til hans ord. ”Jeg har lært en masse af dig, ikke at vise sin svaghed, at træne sine svagheder, så fjenden ikke kan bruge dem imod én, jeg har lært at slå ihjel af dig, du har gjort mig til den jeg er, du burde jo næsten være stolt af mig, nu hvor du har formet mig, bare en skam at det giver bagslag for dig, hva?” svarede han køligt. Han knyttede næverne til mandens fortsættelse og hans øjne blev kun langt mere hadefulde. ”Åh ja, det er rigtigt, hvis ikke man gør som den oldgamle tudse siger, så vil han slå én ihjel, torturere én i flere måneder. Alt skal gå efter dit hoved og hvis ikke du får din vilje, så blive du som et lille barn, der slår ihjel! Og det er alle disse ar et bevis på!” hvæsede han irriteret. Hans krop var fuld af forskellige ar, nogle lange, andre korte, nogle runde andre var som plamager, og så var der de som var værre end andre. Men hele hans krop var spækket af ar fra de forskellige redskaber hans fader havde brugt imod ham. Og han ville have at denne Yessica skulle se hvilken mand hun omgik sig med. Han lo hånligt. ”Åh ja.. du har ikke forandret dig det mindste. Alle skal makke ret og jeg er sikker på at du også tager hvad du vil have, når det kommer til Yessica, hendes grænser overskrider du vel også? Hende gider du heller ikke lytte på, medmindre det er til din egen fordel, hvilken god mand du er,” svarede han sarkastisk. Hans sorte øjne så tamt ind i hans faders. ”Du gjorde mig til det monster jeg var. Det er ikke let at smide årtusinders gamle vaner og blive bedre. Desuden så var jeg nød til at komme af med mine frustrationer på en eller anden måde, når du havde tortureret mig.. eller voldtaget mig. Du tog al magt fra mig, derfor har jeg altid nydt, når det er mig der har magten.” Ærlige var hans ord. Han var som han var, fordi han ikke kunne være anderledes, ellers var han blevet en svag, lille ynkelig dreng, der ikke kunne stå op for sig selv og det gad han ikke. Han var nød til at være hård.
Han fnøs kortfattet til hans ord, selvom han ikke kunne lade vær med at smile triumferende, da han så hvordan hans fader lå i jorden for hans fødder. Det var aldrig sket før, men nu gjorde det og det gav ham en frygtelig god følelse i kroppen. Endelig tog han beslutningerne, endelig var det ham der styrede showet. ”Nej.. det bliver dit fald!” svarede han triumferende, som et koldt og skadefro smil gled over hans læber. Han så hvordan hans fader igen røg i jorden og det gjorde kun følelsen bedre i hans indre, og dog.. hans fader gjorde ingen modstand. Hvorfor gjorde han ikke det?! Han bed tænderne hårdt sammen, lænede sig ud fra muren og forsøgte at blive ved med at sparke mod hans fader. ”Kom nu! Gør modstand! Hvis mig at du stadig er den samme, hårde mand som du altid har været! Eller er du blevet lige så ynkelig som englene selv?!” Han hadede ham! Han ville have sin hævn! Og dog var det ikke sjovt, hvis han ikke engang gad gøre modstand, men nærmest lod ham dræbe ham. Han trak sig igen tilbage til muren, da han kunne mærke hvordan han blev drænet for energi og hans krop føltes som bly. ”Du gad ikke engang fortælle hende om mig, du har altid afskyet mig, også selvom jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at gøre dig stolt, jeg gjorde alt hvad du bad mig om! Og som du har taget alt fra mig, vil jeg også tage alt fra dig. Alt du holder kært, hvilket næsten må begrænse sig til denne kvinde. Et sølle lysvæsen. Den store Amadeus, blødgjort af et sølle lysvæsen, du er blevet ynkelig!” Sårede var han, da han vidste at han altid var blevet behandlet dårligere end hans søster, han havde aldrig nogensinde været ønsket og det var han kommet til at lide under, hvilket var grunden til at han hadede manden.

[Deleted]

Amadeus ville ikke slå på sin søn. Han havde lært hvor grusomt forkert det var, efter han havde set det forhold Yessica havde til sin egen søn, og det var et som han lige så ønskede til sin egen, velvidende om, at det med største sandsynlighed var for sent at gøre noget ved det. Det brændt i hans kæbe efter slaget, og maven lige så, også selvom.. det for hans væsen, var en styrke. Han vendte blikket direkte mod ham. Knægten var tydeligvis blændet af den klare vrede, som han måtte føle, og det var uden tvivl også noget som ville bringe ham til forfald! ”Tror du ikke jeg er stolt af en knægt, som kan stå op for sig selv, for en gangs skyld? Det er første gang, du nogensinde har formået at modargumentere mig! Jeg har måske lært dig en frygtelig masse ting, men er det ikke noget som er kommet dig til gode senere? Had mig for det, hvis du vil, for jeg ved skam godt at jeg har fejlet,” fortsatte han med en kortfattet stemme. Sådan som Angelo fremstillede ham, så var det jo en.. forfærdelig mand, men det var altså slet ikke den mand som han var mere, og det havde han altså heller ikke været i skræmmende lang tid! Nej, han havde ikke fortalt hende om Angelo, og det var der mange gode grunde til. Deriblandt dette. Angelo havde uden tvivl mange ar, og han vidste, at rigtig mange af dem, var nogen som han selv var skyld i at kngten havde fået. Han kneb øjnene let sammen. Det eneste som han forsøgte på, var at ødelægge hans med Yessica, og det var slet ikke noget som han fandt sig i! ”Sjovt som du giver udtryk for at kende mig. Men ved du hvad? Du har aldrig kendt mig!” endte han med en direkte fast tone. ”Du kan svine mig til, alt det som du har lyst til knægt.. Men det ændre ikke på det faktum, at du netop nu, ikke er et hak bedre selv, end hvad jeg har været. Du hader og foragter mig, og gør alligevel hvad jeg har gjort. Hvilken mand gør det dig til?!” endte han med en ganske kortfattet tone. Angelo var jo ikke en bedre mand, end hvad han havde været!
Den form for alliance, var noget som kun kunne gå hen og koste frygtelig, frygtelig dyrt, og det vidste Amadeus udmærket godt. Specielt hvis han kun havde været ude på at få sin hævn, og det havde været det eneste, som han havde haft i sit hoved. Han bed tænderne fast og kraftigt sammen. ”Det vil blive dit fald, hurtigere end du aner det. Du ved slet ikke hvad du har kastet dig ud i..” Han vendte blikket direkte mod ham, inden han endnu en gang blev sparket direkte i jorden. Nej! Han ville ikke slå på sin søn! Han havde nu også lært hvor forkert det nu var! Tænderne bed han kraftigt sammen. Han var en forandret mand, og det var noget som han ville stå fuldkommen fast på! ”S-spark hvad du vil.. Hvis det er mo-modstand du vil h-have.. Så er det et f-forkert sted at søge den.” Han vendte blikket mod ham, inden han igen forsøgte at komme op, selvom han igen blev sparket direkte i jorden. Gentagende gange endda. Han var stolt af hvad hans knægt havde præsteret og gjort. Han havde bare ikke været den bedste til at vise det. ”S-stop!” hvæsede han kraftigt, idet han søgte direkte ind i knægtens hoved, for at plante en smerte uden lige. Alt for bare at få ham til at stoppe!

[Deleted]

Hadet stod ud af Angelos sorte øjne, som hvilede dræbende på hans faders skikkelse. Det føltes godt at have magten for en gangs skyld, hvilket han aldrig havde haft. Og derfor havde hans fader ret. Det var første gang at han stod op for hans fader og sagde ham imod og denne gang stod fast ved det. Det var første gang at han ikke frygtede manden og da slet ikke, når han bare faldt i jorden uden at gøre det mindste modstand, hvilket også irriterede ham, for han nok han ønskede at hans fader skulle lide, men der var intet sjov i det, hvis han bare overgav sig med vilje! Han fnøs irriteret til hans ord. ”Stolt af mig? Det må være Jordens værste joke nogensinde! Du foragter mig, du har altid foragtet mig, helt fra det øjeblik jeg kom ud af min moders skød og tog hendes liv! En uskyldig lille dreng! Du har aldrig ville kendes ved mig og du har kun bevist det, ved slet ikke at fortælle om mig! Fejle er en underdrivelse af hvad du har! Du er ikke engang værdig til at blive kaldt far, for det har du aldrig været!” svarede han vredt. Det gjorde ondt at det skulle være sådan, når han altid havde følt sig mutters alene. Han havde aldrig haft nogen i sit liv grundet ham. Endnu engang fnøs han. ”Og du kender bestemt heller ikke mig!” hvæsede han, „og til din orientering. Forskellen på os to er at du ligger for mine fødder denne gang. Jeg er færdig med at underkaste mig dig, jeg skal nok blive til noget og jeg vil aldrig blive et nær så stort monster som dig!”
Han himlede med øjnene, som et flabet smil gled over hans læber. ”Åh du lyder jo helt bekymret for mig, det er helt ynkeligt at se dig på lysets side, men så passer du jo perfekt til hende, åh vent.. du kan ikke bare fjerne det dræber- og morderinstinkt du har i dig, død og ødelæggelse vil altid følge dig, og hun gør kun klogt i at holde sig væk fra dig, ellers bliver du hendes død,” svarede han, hvor hans mine var lettere gådefuld. Irriteret blev han dog, da han nægtede at yde modstand. Hvorfor var han blevet så svag?! Snart mærkede han en intens smerte i hans hoved og han faldt på knæ. Han fik næseblod, ikke så meget af den intense smerte i hans hoved, men fordi magien samtidig kæmpede imod, fordi han ikke kunne styre det. Han tog sig til hovedet, selvom han smilede morende og slap en hæs og anstrengt latter. ”S-se s-selv.. d-du er al-allerede tilbage i d-dit gaml-le hjørne,” svarede han nærmest triumferende, som han lige havde bevist at han stadig var den samme mand, da han stadig gjorde ham ondt, men nu ydede han dog modstand. Han forsøgte at kravle hen imod ham, hvor han løftede den ene hånd og ville forsøge at slå ud efter hans hoved, for at stoppe kontakten og dermed også smerten. Han kunne ikke holde til mere, magien i ham drænede ham for energi fordi han ikke var dus med den og han vidste at han var nød til at søge væk, men hvis han gjorde det, betød det at han var nød til at lade de to gå og det var han heller ikke interesseret i, men.. han havde intet valg.

[Deleted]

Deres problemer gav hende hovedpine. Hun forsøgte at fokusere på Amadeus, men hun så stadig dobbelt og følte sig meget omtumlet. Efterhånden havde Yessica opgivet at kommunikere med nogle af dem. Hun kunne ikke følge med i hvad der skete omkring hende, i stedet havde hun mest af alt lyst til bare at.. sove. Hun tog sig til hovedet, begravede sine skælvende fingrer i de blonde lokker. Kvalmen pressede sig på. Jo mere Angleo sagde des stærkere blev fornemmelse fordi hendes hjerte slog hurtigere.. hårde til det sortnede for hendes blik i sekunder. ”J-jeg har det ik-ikke s-så godt,” hviskede hun for sig selv og vendte det hvide ud af øjnene for et øjeblik. Det stressede hende at høre dem skændtes, og det stressede hende ikke at kunne se eller rigtigt koncentrere sig om hvad der blev sagt. Hun var ikke længere tryg ved Amadeus, tanken om hvad han havde gjort var bizar, uacceptabelt og direkte afskyeligt! Hun lagde sig ned og lagde hånden over sine øjne for at spare sig selv for solens kraftige stråler som gav hende en alvorlig hovedpine. Hvis Amadeus kom for meget til skade, så ville han ikke kunne ører hende hjem, på den anden side, var Yessica slet ikke sikker på at hun ville have ham til at røre hende i det hele taget, ikke nu hvor hun faktisk fik bekræftet hvilken mand han var. Folk ændrede sig ikke bare på den måde. ”Ama-Amd-d-deus?” fremstammede hun nærmest panikslagent og kunne ikke se hvad pokker der skete. Hun kæmpede sig en smule op at side igen også selvom det krævede frygtelig meget energi, hvilken Angelo allerede havde frarøvet hende alt af. Hun kastede op.. igen, og følte hvordan hele kroppen nærmest forsøgte at finde ro. Hun faldt sammen igen og lagde sig ned på asfalten ligeglad med hvor kold eller hård den var. Hun lukkede øjnene. Selvom hun var træt, var det dog ikke et behov for søvn som overmandede hende, men mere kroppen der virkelig ikke havde hvad det krævede at holde hende ved bevidsthed. Det sortnede for hendes blik.. Deres stemmer virkede mere og mere fjerne jo længere tid der gik også selvom hun ikke var klar over om de overhovedet ville bide sig fast i det, for de lod trods alt begge til at have glemt at hun var der i det hele taget, ikke at det kunne forundre nogle.. Amadeus havde erkendt at hun ikke var andet end et stykke legetøj. Det burde ikke chokere hende, men det gjorde hende til gengæld ked af det. Hun nåede ikke rigtigt at gøre sig yderligere tanker før selv lydende forsvandt og efterlod hende hvilende og bevidstløs tilbage på jorden.

//Out

[Deleted]

Amadeus var skam stolt af sin søn, for han var blevet en mand som kendte til sine racer, kendte styrkerne og svaghederne, og han kunne stå op for sig selv nu. Desuden hvad man gjorde brug af, var hvad man selv havde lært, for han havde aldrig som sådan haft andre til at vise ham, hvad der var rigtigt og forkert indenfor denne slags. Han bed tænderne kraftigt sammen. Det blødte i hans mundvig, og efter han bare konstant måtte blive sparket, så kunne han slet ikke få sig selv til at slå igen. Han var måske blevet blød, men den knægt skulle slet ikke have lov til at få ret i sine udtalelser af noget som helst! Knægten angreb hans rolle som far, men dog af den grund, så havde han altid huset knægten, sørget for at der var tøj på kroppen og tag over hovedet. Maden havde været en helt anden sag, for selv det var svært for ham at skaffe sig selv alene! Han bed tænderne kraftigt sammen. ”O-og alligevel har jeg huset dig, vist dig dine styrker og svagheder og j-jeg gav dig tøj på kroppen og tag over hovedet. J-jeg lærte dig om hvad du var og brugte min tid på det. Jeg er stolt af dig, og hvad du er blevet til!” Igen forsøgte han at rejse sig. Han ønskede slet ikke at give knægten hvad han ville have, for han var ikke det monster mere, og det var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om! Uanset hvordan man vendte eller drejede den, så havde Angelo leget med kræfter, som han slet ikke burde have leget med, og det var naturligvis noget som gjorde ham bekymret! ”Du har indgået en alliance med en, i ren og skær vrede og desperation efter at ramme mig.. Det vil give bagslag, Angelo.. Selv end ikke jeg, ønsker det for dig,” forsøgte han endnu en gang. Energien og magien var uden tvivl noget som tærrede voldsomt på hans energi, og det var noget som uden tvivl også passede ham fint. Øm i side og mave, så kæmpede han sig endelig op på benene igen. Yessica var kollapset, hvilket næsten gjorde ham panisk i det indre, for han turde slet ikke tænke på hvad hans søn havde gjort ved hende! Og derfor skulle hun slet ikke have lov til at ligge der, som hun gjorde i denne stund. Overhovedet ikke! Han brugte smerten i Angelos hoved, bare for at holde ham på afstand. Knægten kom imod ham og forsøgte at slå ud mod ham. Han tog fat omkring hans håndled, og stoppede ham derved også i at fuldføre sit slag. ”Du er min søn, om du vil det eller ej, Angelo. Mand dig op og se det i øjnene! Jeg har handlet forkert, og tro mig, jeg ved det. Det giver dig ikke nogen grund til at skade en kvinde som står mig nær, kun for at ramme mig.. Så ram mig, men hold andre udenfor.. Det er sidste advarsel.. Og uanset hvilken pagt du nu har indgået, så kom ud af den. Det andet kommer til at slå dig ihjel.:!” Kraftigt svang han knægten væk fra sig, for at komme hen til Yessica, selvom det var tydeligt vaklende. Han tog hende op i sine arme. ”Yessica..” hviskede han træt. Han spredte vingerne, inden han direkte tvang sig op i luften, og søgte i retningen af Procias. Hun havde brug for lægehjælp!

//Out