Getting the pieces together?

[Deleted]

Angelo lagde ikke mærke til at hun blev fraværende, fordi han selv sad og legede med hendes kniv. Han blødte en anelse fra tomlen, hvor han havde presset spidsen ind, da hun havde fortalt at hun kendte hans fader og tilmed havde kaldt ham for en kæreste. Det troede han dog ikke på, da han tvivlede på at hans fader ville falde for et lyst væsen og særligt blive kæreste med vedkommende, da han altid havde afskyet lysets væsner og dræbt dem, ligesom ham selv. Det nagede ham dog at hun havde ret i noget, nemlig at han ikke havde slået hende ihjel, så noget måtte der jo ligge mellem dem. Blød var han blevet, hvis han havde ladet hende slippe. Sikke et fjols. Her havde han tortureret sit barn for ikke at dræbe lysets væsner og så gjorde han det ikke engang selv? Det gav ham kun langt større lyst til at flå ham levende! Han så imod hende, da hun talte. Om han troede på guderne? Ja, det var han jo ikke engang selv sikker på at han gjorde. Det var kun grundet hans faders fortælling om hans bedstefar at han var i tvivl. ”Uanset.. du kan næppe bebrejde mig for at følge min natur, du gør trods alt det samme, og at dømme mig, gør dig ikke et hak bedre end mørkets væsner,” svarede han køligt, hvor hans øjne forblev legende med det skumle smil om læberne.
Han fnøs kortfattet til hendes ord og knyttede den ene hånd. ”Kun en tåbe kender til frygt!” svarede han arrigt. Frygt holdt én tilbage fra handlinger der burde gøres, frygt var lamslående og en svaghed, og han var ikke svag! Han havde intet at frygte fra sin fader, af alle burde han nok frygte ham mindst, netop fordi han kendte til ham og vidste hvad han var. Han havde mødt folk der havde undervurderet ham, hvilket var dumt, og den fejl ville han ikke gøre, men han ville ikke frygte ham! Han så tænkende i jorden. Var hans fader virkelig blevet blød? Han så mod hende og lagde mærke til at hun rejste sig op. Men hvis det passede, så måtte hun jo være hans faders svaghed og måske endnu bedre, hans faders kvinde. Det skumle smil blev kun langt mere skummelt, hvor han roligt rejste sig op, da hun begyndte at gå langs væggen. Skulle hun nu til at flygte igen? Dumme tøs! Han kunne høre hvordan hun løj overfor ham, hvilket fik ham til at blive langt mere stram i minen. Hun kunne ikke lyve for en mental dæmon og selvom han ikke kunne alt som en halvblods, så havde han det stadig i blodet. Snart kastede hun tasken imod ham, hvilket fik ham til at slippe kniven for at gribe dem i ren og skær reaktion. Han så hende løbe forbi ham, hvilket fik ham til at brøle op. Han kastede skødesløst tasken fra sig inden han vendte sig om, imens han lod sine vinger komme frem. Han slog med vingerne, store og hårde slag, som sendte en kraftig vind så stærk som en trykbølge igennem gyden i et forsøg på at vælte hende omkuld.

[Deleted]

Dødsenglen lod til at være fuldkommen optaget af hendes kniv, hvilket faktisk passede Yessica fint lige nu, det gav hende mulighed for at lave en flugtvej i sit sind også selvom den ikke ligefrem var professionelt udtænkt. Flere gange så hun fra ham og til enden af gyden for at sikre sig at han ikke så tilbage på hende. Det nagede ham tilsyneladende at hun dømte ham for det væsen han var, men det var svært at lade være. De mørke vinger fremdrev ubehagelige minder og kvalmende følelser som gjorde hende ukomfortabel, det var trods alt hans egen slags som havde skabt hendes frygt. 'Jeg dømmer kun ud fra mine erfaringer med din slags, det er jer selv som skaber jeres ry,” påpegede hun og tog en dyb indånding i et forsøg på at lyde rolig så han ikke skulle fatte mistanke til hvad hun havde tænkt sig.
Amadeus var næppe blevet blød og han var næppe forelsket i hende, det håbede hun ikke, desværre lod truslen ikke rigtigt til at bide på hvad hvilket irriterede hende. Måske det var på tide at kalde på ham? Han havde sagt til hende, at hvis hun tænkte højt nok så ville han kunne høre hende og så ville han komme. Med meget langsomme og små skridt trådte hun hen langs væggen også selvom hun gjorde det i takt med sine ord for at holde ham lidt beskæftiget i forhold til det. Tasken ramte heldigvis plet. Hendes hjerte slog virkelig hårdt. Nu var det nu! Uden tøven satte hun igen i løb denne gang med udgang fra gyden. Der kunne ikke være langt til de store gader uden for hvor alle menneskerne var og der kunne han næppe gøre hende noget. På den anden side havde hun heller ikke lyst til at sætte flere liv i spil. Derfor drejede hun bevidst om det ene hjørne og følte vinden fra hans bask i nakken dog uden at det væltede hende omkuld denne gang, hjørnet havde taget det meste. Selvom Yessica hurtigt blev forpustet igen, så tvang hun sig selv til at blive ved med at løbe. Gyden måtte have en udgang et sted, eller der måtte være en kro hun kunne søge sikkerhed i, et eller andet! Også selvom hun nu havde forladt alle sine penge ved ham. Hendes blonde lokker skjulte for hendes syn imens hun løb, så til sidst havde hun igen slet ingen idé om hvor hun var endt. *Amadeus, Amadeus, AMADEUS,* tænkte hun så højt hun kunne og hviskede ordene samtidig. Forhåbentlig ville der ikke gå længe.

[Deleted]

Angelo endte med at sukke. På trods af at hun lød fattet, så vidste han at det blot var en facade, da hendes undertone bar den frygt hun følte. Han elskede at han var så intimiderende. Han kunne nærmest lugte hendes frygt som et rovdyr og han forstod skam godt at hun ikke kunne lide hans væsen og særligt at hun ikke kunne lide ham, han var nemlig præcis som hun tænkte om hans væsen og som hun dømte ham, så et sted havde hun al ret til det, da han ikke ville modbevise hende det. Han var ond, han var nådesløs og han var sadistisk, han tog næring fra andres smerte og frygt, og med alt hvad han selv havde været igennem, så havde han altid forsøgt at afreagere på en eller anden måde. ”Jamen hvor er det synd for dig lille skat. Du tror nok at du er den eneste der er blevet gjort ondt, men ved du hvad? Det er du ikke! Lad vær med at ynk over det og gør noget ved det i stedet for, du kunne for eksempel lære at slås ordentlig og forsvare dig, så du ikke er en svag og ynkelig lille nipsting!” svarede han irriteret igen. Hun gav ham helt lyst til at flå tungen ud på hende, så hun ikke kunne tale mere og i hvert fald nok skulle tænke sig om før hun sagde noget igen!
At det lykkedes hende at smutte forbi ham, måtte gøre ham helt arrig. Han forsøgte at vælte hende omkuld, men hun var hurtig til at smutte rundt om hjørnet, så hans vind røg ind i væggen og blev til ingenting. Han knurrede arrig, var hurtig til at gribe ud efter hendes kniv, inden han løb efter hende. Det skulle hun komme til at fortryde noget så grusomt! Han løb og var noget mere udholdende end hende, hvor han hurtigt nåede op i hælene på hende. Øjnene spærrede han op, da han kunne høre hendes desperate og panikslagene tanker, der kaldte efter hans fader. Hurtig var han, da han løftede højre hånd og kastede knive imod hende og sigtede efter hendes skulder, så han ville sænke hende frem for at slå hende ihjel, han skulle trods alt more sig først! Hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne slippe godt fra at snyde ham, selvom han følte sig dum at han i det hele taget var faldet for hendes trick.

[Deleted]

Yessica dyrkede freden.. på sit vis for hun var en bitter kvinde, men i forhold til våben så fortrak hun at lade mændene kæmpe for sig, primært fordi det gik imod hendes morale at slå ihjel. I det store og det hele virkede hun fattet, men det var rent spil for galleriet, i det indre var hun panisk bange og kunne ikke tænke på andet end at få lov til at flygte. Hun frygtede hvad han ville gøre ved hende hvis han fik chancen, hun frygtede døden udelukkende fordi hun ikke ønskede at tage fra en verden hvor hun slet ikke var færdig, også selvom man kunne argumentere for at hun slet ikke levede.
Hans ord slog en kende hårdt for.. han havde jo ret. Hun havde brugt et helt liv på at dvæle ved de ting som var hændt hende, og hun havde ladet frygten kontrollere hende, ladet den gøre hende ensom og lukket selvom hun engang havde båret et smil på sine læber. Selvom tankerne fløj, så løb hun så hurtigt som hendes ben overhovedet kunne. Hun mærkede vinden i nakken men lod den ikke slå hende omkuld hvilket om ikke andet gav hende en lille chance. Det stak i brystet, hun kunne mærke det svide jo mere forpustet hun blev hvilket sagde lidt om den meget ringe kondition hun havde. Det hårdeste hun overhovedet begav sig ud med var klatren mellem bogreolerne. Tårerne pressede sig på da hun hørte hans skridt bag sig, hun vidste at han hurtigt ville indhente hende, for han var både mere udholden og langt mere atletisk end hun selv var. Kniven havde hun dog ikke ligefrem set komme. Hendes pupiller trak sig sammen ved den intense smerte der pludselig stoppede hende. Den var for stærk til at hun kunne fortsætte. Svimmelhed overmandede hende så hun måtte gå i knæ for ikke at risikere at slå hovedet ned i den hårde jord under hende. Hun kunne ganske vidst heale – bare ikke sig selv, hvilket var upraktisk i denne stund. ”H-hold dig v-væk!” stønnede hun og forsøgte igen at kæmpe sig op på benene. Det var et lidt ynkeligt forsøg, men hun gjorde hvad hun kunne for at ligge en afstand til ham også selvom hun havde kniven boret ned i sin skulder som forhindrede hende i at gøre brug af den ene arm.

[Deleted]

Angelo brød sig ikke om personer som Yessica, det var nemlig sådanne ynkelige væsner der gjorde ham arrig og som han fik lyst til at slå ihjel. De fortjente ikke et liv, da de alligevel spildte tiden. Han forstod heller ikke hvorfor procianerne ikke forsvarede sig selv, når nu de vidste at mørkets væsner var derude og de vidste hvordan de var, de vidste at der var mange der slog koldblodigt ihjel, de bad jo nærmest selv om det, for selvom de gik ind for fred, så ville den aldrig komme. De levede deres liv med en risiko for at dø, netop fordi de ikke kunne forsvare sig skulle det ende galt. Han forstod godt at hun ikke kunne lide mørkets væsner, men mørkets væsner kunne heller ikke lide lyset og da mørkets væsner var de eneste der forstod sig på krig, måtte de stå som sejrsherrerne i sidste ende.
Da hun valgte at flygte igen, gjorde hun ham kun langt mere arrig. Han gad ikke skulle løbe efter hende konstant! Derfor skulle han nok sørge for at gøre det svært for hende. Han kastede kniven og så den gennembore hendes skulder, hvilket fik hende til at synke sammen. Hurtigt var han henne ved hende, hvor han greb fat i hendes lyse lokker. Hun skulle bøde skulle hun! Et køligt smil gled over hans læber, imens han strammede grebet om hendes hår. ”Holde mig væk? Men nu har vi det jo lige så sjovt,” svarede han koldt, hvor han greb omkring kniven og drejede den rundt, for at bringe hende smerte og selv nære sig på den. ”Du skulle ikke være stukket af. Desuden.. din lille kæreste kommer ikke efter dig, og du må hellere lade vær med at kalde på ham igen, for gør du det, så slår jeg dig ihjel,” hvislede han koldt, hvor han greb fat omkring kniven og trak den ud af hendes skulder, alt imens han gav slip på hendes hår og lod hende synke til jorden. Han gik rundt om hende og stillede sig foran hende, inden han igen satte sig på hug. Hans sorte øjne søgte hendes ansigt, hvor han kunne se smerten malet i hendes blik. ”Så hvad skal jeg stille op med dig? Du prøver at flygte, så måske jeg skulle skære fødderne af dig? Det ville være en mulighed,” svarede han med et grumt smil og han hævede igen kniven for at lege rundt med den i sin hånd.

[Deleted]

Yessica sank sammen på jorden og prustede tungt. Måske hun ikke havde levet på grund af sin frygt, men hun var ikke klar til at gå i døden uden at gøre det om. Tårerne pressede sig på ved den blotte tanke. Det var ikke rimeligt! Hun så kort op mod solen som lå skjult bag bygningerne. Havde Amadeus hørt hende? Hun håbede det inderligt, for denne gang kunne hun ikke bare se passivt til som hun havde gjort med vampyren. Det stramme greb om hendes blonde lokker tvang hende til at kaste hovedet tilbage. Ud af øjenkrogen fangede hun hans mørke blik, som fik hendes hjerte til at banke. Hun kunne mærke at hun levede, men det var ikke den mest behagelige følelse pludselig. ”Fanden tage dig,” svarede hun og spyttede på ham, også selvom hun knap nåede det før et skrig brød hendes læber. Hun forsøgte hurtigt at kvæle det for at andre ikke skulle komme hende til undsætning og derved miste livet. En tårer trillede ned over hendes blege kind. Det værste var næsten tanken om den styrke hun forsynede ham med. ”D-det gør d-du jo alligevel,” fremstammede hun og sank i jorden da han langt om længe slap hende. Hun var forpustet og hele kroppen skreg i smerte efter han havde stukket hende ned. Hovedet lod hun hvile halvt om halvt op af væggen så hun kunne holde øje med ham også selvom han bare begyndte sin leg med kniven igen. Hendes mine endte betydeligt mere stramt da han snakkede om at skære fødderne af hende. Instinktivt trak hun dem til sig for en kort stund. Der var ikke langt.. hun var nødt til at stikke af igen også selvom hun helst ikke ville risikere at miste sine fødder. Med et vovet udbrød, endte hun med at sparke ud efter ham med alt den kraft hun havde og i retning af hans skød som var åbent nu hvor han sad på hug foran hende. Måske hun ikke var synderlig klog på mandens krop, men hun vidste nok til at vide hvor det gjorde mest ondt – hvad der ville give hende størst chancer. På trods af smerten ved at bevæge sig, kæmpede hun sig op på benene hvor hun fortsatte sin flugt. Det gik ikke særlig stærkt, for hun måtte støtte sig op af væggen for ikke at falde igen, men lidt afstand var vel bedre end ingen?

[Deleted]

Angelo elskede den frygt han havde plantet i hende. Han elskede når han var den der havde kontrollen og magten, hvilket var grundet hans faders behandling. At denne kvinde så skulle kende til hans fader, kunne han ikke forstå. Var hans fader virkelig blevet blød igennem årene? Det ar jo direkte latterligt! Hele hans liv havde han lært at han skulle slå lysets væsner ihjel og nu gjorde manden det ikke engang selv? Det gjorde ham direkte tosset! Han havde dog længe ønsket at tage hævn over sin fader, selvom han ikke havde troet at han ville gøre det foreløbig, fordi han skulle have genvundet alle sine kræfter, desuden så ville han bare slå manden ihjel, men nu stødte han på en kvinde, og mon hun var hans faders kæreste? Det tvivlede han på, men til gengæld kunne kvinden godt betyde noget for ham, præcis som Celisha havde gjort i sin tid. Gav guderne ham virkelig muligheden for at tage en grusom hævn? Den chance kunne han ikke lade gå forbi sig, for det var ikke sikkert at han ville støde på hende igen. Men først var han nød til at være på den sikre side, han var nød til at finde ud af om hun talte sandt og om de talte om den samme person, selvom det helt kunne tyde på det. Han var nød til at se det igennem hendes øjne! Eller rettere sagt; hendes hoved. Han smilede et morende koldt smil til hendes forbandelse. ”Åh han har allerede taget mig,” forsikrede han hende. Han ville næsten sige at han var fanden selv, men så kom han i tanke om at hans fader nok bedre passede til den titel og han skulle dø. Hendes forsøg på at spytte på ham, gik ikke så godt, for snart blev hun tvunget til at skrige, fordi han kørte kniven rundt i hendes skulder. Han smilede helt frydefuldt, fordi det gav ham næring og gjorde ham stærkere, hvor han dog elskede det! Snart sad han igen på hug foran hende og legede med kniven. ”Åh jeg vil skam ikke slå dig ihjel,” svarede han, selvom der godt kunne være et skjult endnu gemt i hans ord, netop fordi han ikke kunne sige om hun irriterede ham så meget at han instinktivt gjorde det. Han bemærkede hvordan hun trak benene til sig og smilede morende ved det, selvom det smil snart blev erstattet med en smertende mine opspilede øjne, da hun valgte at sparke ham mellem benene. Hun ramte ikke helt perfekt, men hårdt nok til at han sank sammen med et gisp. Han brølede højt, hvor han helt fik tårer i øjnene af den smerte. Han gned panden imod den beskidte jord, imens han bed tænderne hårdt sammen. Det skulle hun komme til at bøde for! Han fik sig kæmpet op på benene igen, hvor han tørrede øjnene, inden han styrtede efter hende, selvom han ikke kunne løbe grundet smerten, så han humpede af sted efter hende. Han dannede en sort energikugle i hans venstre hånd og skød den imod hende, for at få hende ned i jorden igen.

[Deleted]

Hvad Amadeus efterhånden følte eller tænkte havde Yessica ingen idé om, men han havde trods alt erkendt at han holdt af hende. Hun håbede at han ville komme.. at han havde hørt hende og ville komme, for denne mand kunne umuligt være stærkere end ham, han var jo oldgammel! Tanken om igen at skulle kæmpe sig ud af problemerne når hun havde snydt døden mere end en gang, det orkede hun slet ikke! Det var lige før at det var mest fristende bare at lægge sig ned og vente på at døden kom, også selvom hun ganske enkelt var for stædig til det. Hun så ham synke sammen som hun selv havde gjort det, med tårer i øjnene hvilket gav hende en følelse af tilfredshed, men også en lille forsmag på en underlig form for styrke som plantede sig i hende. Hun støttede sig til væggen, ude af stand til at løbe, i stedet skubbede hun sig frem. Det sinkede ham en del i forhold til hende. Da hun kastede blikket over skulderen og så at han havde opgivet at forfølge hende blev hun ærlig talt lettet. Hun åndede lettet op men stoppede ikke selvom alt i hende skreg på lidt hvile. Blodet løb varm ned over hendes ryg, hun vidste at det dryppede på jorde under hende og skabte et spor, måske det ligefrem var en god ting? Hun nåede ikke at gøre sig flere tanker, før et kæmpe tryk ramte hende i ryggen og fik hende til at flyve flere meter forover kun for at lande direkte på maven. Hun stønnede. Panden lå solidt plantet på jorden, og havde afværget slaget, hvilket gav hende en følelse af svimmelhed. Hun blinkede et par gange og rejse hovedet en smule selvom det ikke var nemt. Ligeså meget som hun hadede mørke, ligeså meget gik hun ud fra at han hadede lyset. Energien var ikke til at danne en kugle som han havde gjort, men hun havde indset at hun næppe ville komme op det næste stykke tid, så i stedet lavede hun et form for skjold omkring sig selv. Det ville næppe have betydning for en af hans alder, men hun skulle jo prøve. Hun faldt slapt ned igen og bad for sig selv til at det var slut. Hun tænkte på de gange hvor Amadeus havde opsøgt hende og hvor mange gange hun havde afvist ham og pludselig fortrød hun faktisk lidt. På trods af besvær rullede hun om på ryggen. Hendes næse blødte og var tydeligvis brækket. Dog forsøgte hun at lave en lys energikugle også selvom den ikke ville vokse sig stor i hendes hænder.

[Deleted]

Denne kvinde var virkelig ved at gå Angelo på nerverne og det kom kun til at gå ud over hende! Han blev direkte arrig af hendes små flugtforsøg! Og dog måtte han give hende at hun gjorde det godt. Det sidste forsøg, var dog en tand for meget, da hun sparkede ham så hårdt at han fik ondt og ikke kunne komme op det første stykke tid. Gudskelov for at hun selv var svækket, for ellers var hun nok sluppet væk fra ham og så fik han ikke sin hævn. Til sidst tog han sig sammen og kom op, hvor han kastede den sorte energikugle imod hende og så hende falde hårdt til jorden. Smilet voksede ikke på hans læber denne gang, da hun havde gjort ham sur. Han begyndte at gå imod hende, selvom han lod den ene hånd følge væggen, så han havde lidt at støtte sig op af. Han kunne ikke gå ordentligt men måtte humpe, hvor hun nok ville efterlade et blåt mærke imod hans inderlår. Han vidste godt at han selv bad om alt det hun gav ham, da hun ikke gjorde andet end at forsvare sig selv og et sted respekterede han det. Han kunne nemlig tydeligt huske hans år i fangenskab, hvordan han var blevet spændt fast og havde ønsket at han havde været fri så han kunne forsvare sig selv, derfor var det en luksus hun ejede, selvom hun desværre var elendig til det, fordi hun slet ikke var i stand til at beskytte sig selv. Han så kraftfeltet dukke op omkring hende som et skjold, selvom han ikke tog sig af det. Han dumpede ned at sidde ved siden af hende, selvom han denne gang holdt en anelse afstand og sad op ad væggen. Hans sorte øjne hvilede udtryksløst på hende, hvor han endnu havde tænderne bidt hårdt sammen. ”Det der kommer ikke til at hjælpe dig særlig længe, bare så du ved det,” svarede han køligt og så hvordan hun dannede en lille kugle i hendes hånd. I øjeblikket magtede han ikke at slå på hende, da han havde ondt i sit mellemgulv og knap kunne abstrahere fra smerten, men han skulle nok give hende igen! Han knurrede af hende. ”Jeg sværger, hvis du kaster den energikugle, så brækker jeg din arm!” hvæsede han og ville gøre alvor af sin trussel! Nok han lige i øjeblikket ikke magtede at kæmpe, men han skulle nok få genvundet sine kræfter, han sad desuden og tog næring af hendes smerte, hvilket langsomt måtte gøre ham stærkere og heale hans egen smerte. Hvilken praktisk ting, det var særligt praktisk, når man var i kamp eller krig, det gjorde at han og hans artsfæller kunne holde en tand længere og dermed overvinde sin modstander.

[Deleted]

I det store og det hele kunne man ikke bebrejde Yessica for sine desperate forsøg. De var måske lettere ynkelige eftersom hun ikke var den bedste til at forsvare sig selv, men det var de små ting der talte i situationer som disse, og det havde hjulpet hende nok til at snyde døden både to og tre gange selvom hun havde stirret den i øjnene. Dette var dog på en helt ny måde. Der var noget sultent i hans blik som hun ikke kunne sætte finger på, det var ikke ligesom vampyren der tilsyneladende havde været for doven til at finde sig et ærligt knald men bare havde taget.. Yessica tænkte om det at det måtte være sulten efter at se hende lide.. hendes smerte. Med et hæst støn kæmpede hun sig en smule op fra jorden som hun bogstavelig talt havde været nede for at kysse. Hendes ryg og skulder brændte, energikuglen havde heller ikke ligefrem været behagelig. Hun var stadig forpustet, denne gang fordi at hun forsøgte at bide smerten i sig, hun ville ikke give ham tilfredsstillelsen at vise den. Hvad der derimod gjorde hende en kende stolt, var at se ham nærmest bukke under for den smerte hun havde placeret i ham – en som oven i købet havde været fuldt ud fortjent. Det var ikke rigtigt gået op for hende at hun var en del af et hævntogt som var gået hendes ører forbi, det var jo begrænset hvor meget hun egentlig kendte Amadeus. ”V-virkelig? For d-du ligner i-ikke e-en mand kl-klar til k-kamp,” påpegede hun en smule anstrengt. Han kunne for pokker ikke engang stå op, så hvordan skulle han kunne gøre hende ondt? Varmen omkring hende fik hende til at føle sig bedre tilpas selvom de ikke helede hendes sår. På trods af hans advarsel så lukkede hun øjnene og forsøgte at samle den sidste rest af energi der var tilbage, kun for at kaste den mod ham. Den var ikke meget større end en håndbold men det var nu engang det hun kunne præstere i den tilstand. Armene faldt slapt ned ved hendes side. Hun magtede ikke at bevæge sig.. orkede ikke at gøre endnu et forsøg på flugt, hun håbede bare at den ville slå ham ud, så Amadeus kunne nå at komme. ”Held og lykke,” mumlede hun næsten lidt flabet, men hun havde fået lidt blod på tanden nu hvor hun kunne se at de ting hun gjorde gav pote, men han havde trods alt heller ikke rørt hende uden vold.

[Deleted]

Hendes spark havde måske ikke været helt præcist, men det havde nok til at få Angelo til at knække sammen. Nok han var dødsengel, men han var stadig bare en mand og havde derfor også de almindelige svagheder. Han havde dog ikke forventet et spark i skridtet, så der havde hun taget fusen på ham. Godt for hende.. foruden han nok skulle give igen, når han engang fik samlet sine kræfter. At hun så skulle blive flabet fik ham til at skule imod hende. Hvor vovede hun? Dumme tøs! Dog blev hans skulen erstattet af et koldt og triumferende smil og det var tydeligt at han var ude på noget. ”Åh jamen bare vent. Giv mig fem minutter og så er jeg frisk som en havørn. Ser du.. jeg nærer mig på andres frygt og smerte og du er en stor energikilde for mig, så jeg burde vel faktisk takke dig, fordi du er den som healer mig,” svarede han frydefuldt og smilede skadefro til hende. Det var tydeligt at han mente det og at han snart ville være oppe, han var nemlig begyndt at få følelsen tilbage. Alligevel ville det efterlade et blåt mærke, men det kunne han godt leve med. Han lænede hovedet tilbage mod muren som han sad op af. Selvom han var opmærksom på hende, for snart satte hun sig op. Seriøst? Tog hun virkelig ikke hans trusler seriøse? Han kastede sig til siden, da hun kastede energikuglen imod ham, som smadrede ind i væggen og forduftede. Han stønnede da han landede på jorden, hvor han bed tænderne let sammen. Hvor vovede hun?! Nu gad han virkelig ikke finde sig i mere! Han kom op at sidde igen, hvor han knurrede med sammenbidte, blottede tænder. Han kunne godt se at hun var helt afkræftet og det gjorde kun at hun næppe ville komme væk herfra foreløbig. Godt! Ikke flere flugtforsøg! Han fik kæmpet sig op på benene, hvor han vaklede hen imod hende og sparkede hende ned at ligge. ”Dumme tøs! Jeg skal vise dig skal jeg!”” svarede han arrigt, som han satte sig på knæ ved hende og greb omkring hendes venstre arm – den som var tættest på ham – inden han førte hende om at ligge på maven og holdt hendes arm i et fast greb på hendes ryg, selvom han trak den så langt op at han brækkede hendes arm. Et skadefro smil gled over hans læber, da han kun tog næring for hver smerte hun fik. Og en brækket arm var ikke så let at heale. Han flåede hende om at ligge på ryggen, hvor han satte sig overskrævs. ”Og nu.. fortæl mig alt du ved om Amadeus,” svarede han, selvom det ikke var en verbal forklaring han ville have, men en visuel. Han lagde hænderne imod hendes hoved, lukkede øjnene og trængte ind for at finde hendes minder og se hvad der var sket.

[Deleted]

Det gjorde ikke Yessica så meget at hun ikke havde ramt helt præcist, for det havde tilsyneladende været godt nok til at sænke ham en hel del. Desværre var hun endt mere eller mindre energiforladt og kunne slet ikke overkomme tanken om at skulle rejse sig. Hun fugtede læberne med tungespidsen og så op mod solen som varmede hendes skikkelse. Flere steder kunne hun mærke sin puls dunke efter smerten som kun var blevet fjernet på grund af adrenalinen som før eller siden ville slippe op. Kuglen sendte hun af sted mod ham og mærkede skuffelsen over at den ikke ramte men derimod bare havde været spild af energi. Hun havde ikke rigtigt tænkt på at hendes smerte kun var styrkende for ham. Håbet dalede lidt. ”Bare vent...” mumlede hun vredt og knyttede sin hånd. Hans skadefro smil var som et koldt slag i sig selv. Hun lukkede øjnene for et øjeblik også selvom hun hurtigt lod blikket falde på ham igen. Et sted var hun allerede klar over hvad der skulle ske, han havde advaret hende men han havde jo også truet med at skære både hænder og fødder af hvilket han ikke havde gjort alvor af.
For et øjeblik havde Yessica forsøgt at sætte sig op også selvom hans spark fik hende direkte tilbage i jorden med et støn. Måske det var slaget i hovedet men hun følte sig desorienteret. Da hun så på ham igen var han sløret og hun kunne ikke rigtigt følge med i hvad pokker han gjorde. Endnu et skrig brød hendes læber da han nådesløst sørgede for at skubbe armen langt nok op til at den gav et knæk fra sig hvorefter den bare faldt slapt ned ved hendes side. Hun holdt vejret og forsøgte at bide smerten i sig, men denne gang var det direkte uundgåeligt. ”H-h-hold dig v-væk!” endte hun endnu engang og forsøgte at slå ham væk med den endnu raske hånd, for hun kunne ane ham komme tættere på. Flere gange ramte de små slag, men de var ikke hårde eller noget som helst. Da var først da han kom i direkte kontakt med hende ved at sætte sig over hende, at panikken alvor stod malet i hendes blik. Desperat forsøgte hun at vride sig fri under ham, selvom det bare gnavede i hendes sår. ”Jeg f-for-fortæller dig i-intet!” råbte hun hidsigt og stirrede ham i øjnene fordi han tvang hende til det. Selvom ingen ord forlod hende og hun ikke vidste at han kiggede i hendes sind, så ville han kunne se flere gange hvor hun havde ligget i Amadeus' favn og de gange hvor han havde hjulpet hende, holdt om hende.. det spillede jo som en film!

[Deleted]

Nok dødsengle ikke kunne heale som en normal engel kunne, men de kunne til gengæld heale ved at tage næring fra andres smerte. Der var så også det faktum at lysets engle hjalp andre, hvor dødsenglene kun tænkte på sig selv. De var desuden krigeriske væsner og befandt sig typisk på slagmarken, da de nød døde sletter og områder. Angelo var intet undtag, han kunne godt lide at komme ved kirkegården, selvom den mere eller mindre var blevet besat af vampyrer og han hadede vampyrer! Sådanne arrogante væsner, der troede at de havde det hele. Dem nød han nu også at dræbe, for at bevise at de ikke var så stærke igen. Dødsenglene havde altid holdt sig mere for sig selv, de havde sjældent blandet sig i de andre racers affære, hvilket var en tankegang han var enig i. De kæmpede for sig selv og det var også hvad man burde gøre som race, ellers ville man ikke komme frem. Et stabilt samfund var roden til en stærk race. Han selv havde et par sjældne gange omgået sine egne artsfæller, det havde nemlig været begrænset hvor meget han havde, grundet sin fader, der havde bestemt over ham, hvor han havde boet i huset i Imandra. Nu var han dog fri til at gøre præcis som han ville og det var også noget han ville udnytte.
Da han brækkede hendes arm kunne han ikke lade vær med at smile, da han tog næring af hendes smerte med det samme. Han trak vejret dybt ind og slap det i et tilfredst suk, inden han så ned mod hende. Nu skulle han til det mere seriøse arbejde! Han ville finde ud af hvor godt hun kendte til hans fader, han ville finde ud af om han var blevet blød. Han tog sig ikke af hendes ord eller små slag, som han knap mærkede, da han blot greb hende omkring hovedet og søgte ind i skallen på hende. Han så det hele, hvordan de var mødtes, hvordan hans fader havde holdt om hende og flere gange var søgt til hende. Han så også at hun var blevet båret hjem til huset i Imandra. Han så ikke det hele, for til sidst valgte han at bryde kontakten hvor han trak sig væk af væmmelse. Hvad var der blevet af hans koldblodige fader? Den mand var jo helt væk! Han rynkede på næsen og så køligt på hende. ”Du er godt klar over at du slet ikke kender Amadeus ikke sandt? Han har på ingen måde fortalt dig alt, hvor meget ved du overhovedet om ham, foruden at han bor i Imandra og hvad han er?”

[Deleted]

Yessica lå under ham og stirrede op på ham med ærefrygt i blikket. Hun kunne ikke forudse hans næste træk som han kunne forudse hendes, og hun magtede desuden ikke at gøre meget mere. Flugt var blevet umuligt nu hvor hun lå der og energikuglen ikke havde ramt ham til hendes store skuffelse. Blodet fra hendes næse var størknet, men hun kunne stadig dunke i hele hovedet som hun kunne det med sin arm og ryg. Hvilken en smerte der fyldte mest var næsten ikke til at sige, hun følte næsten ingen i øjeblikket nok fordi hendes krop var pumpet fuld af adrenalin. Da han søgte ind i hendes hoved var hun tvunget til at genopleve de mange minder med Amadeus, også selvom man tydeligt kunne se hendes modvillighed gennem langt de fleste af møderne. Dog savnede hun ham, ønskede at han ville komme og at han ville holde om hende igen. Hun anså det ikke for at være svagt, men denne mand lod åbenbart til at være uenig, sådan som han opførte sig, tvivlede hun på at han nogensinde havde elsket. Armen faldt slpt ned ved hendes side. Først da han slap hende begyndte hun at trække vejret igen. Fysisk kontakt havde hun længe haft svært ved, men hun forsøgte ikke at vise sit ubehag i frygt for at han blot ville more sig ved tanken. Hans ord gjorde hende en kende nysgerrig for sandt at sige.. så kendte hun ikke Amadeus særlig godt. ”Jeg ved at han er gammel.. oldgammel, tilbage fra før lys og mørke opstod. Jeg ved at han mistede sin hustru i borgerkrigen og jeg ved at han har en datter,” svarede hun selvom hun virkelig ikke burde. Et sted var hun nysgerrig på om han kunne fortælle hende mere om den mand hun så inderligt forsøgte at kende. Træt satte hun sig op og tog sig til hovedet med den friske hånd. Det hele var stadig sløret og hun så dobbelt at at flygte ville være uaktuelt. ”Lad mig gå,” bad hun en sidste gang selvom hun næsten kendte svaret. Denne gang havde hun faktisk ondt, og hun var bange for at hun ville få mere ondt hvis ikke bare hun blev siddende og lyttede. Det var svært nok at koncentrere sig om hans stemme i det hele taget, så hun var slet ikke i humør til snak. Tårerne trillede ned af hendes kinder uden at mærke dem på grund af den dunkende smerte i hele kroppen. Han havde vel ikke tænkt sig at gøre mere...?

[Deleted]

Synet af hans fader og denne kvinde, forekom Angelo helt … surrealistisk. Var hans fader virkelig blevet blød på det århundrede han havde været væk? Det gjorde måske at han havde en chance for at vinde over ham. Et sted kunne han ikke lade vær med at have ondt af Yessica, netop fordi hun var endt i kløerne på hans fader. Arme kvinde, manden ville blive hendes undergang, selvom han i sidste ende var ligeglad, det var hendes fejl at lukke manden ind i sit liv, selvom han var lidt usikker på om hans fader drev gæk med hende og om han legede med hende, fordi han ville have fat i noget værdifuldt. På den anden side var hun bare en bibliotekar så han havde sine tvivl på hvad hun kunne have af vigtige ting, som hans fader ikke allerede vidste, for han var en meget gammel mand. Det var også hvad han respekteret manden for. Ærefrygt ville han altid føle for manden og hvis ikke hans fader havde været et sadistisk svin som havde tortureret ham og gjort ham ondt siden han blev født, så havde han sikkert set op til sin fader, som de fleste sønner gjorde. Han vendte blikket mod hende, hvor hendes ord efterlod et stik i hans bryst. Selvfølgelig havde han ikke engang nævnt ham, hans egen søn. Manden hadede ham, hvilket han altid havde gjort. Tanken gjorde ondt, netop fordi han altid havde været alene, han havde aldrig haft nogen grundet sin fader, og da han endelig havde lukket op for en havde hans fader besudlet hende og ødelagt alt. Han havde dog reddet trådene ud med hende, men tanken kunne stadig gøre ham vred og han var kun blevet endnu mere opsat på hævn. Desværre for Yessica at hun var endt i en familiefejde. Han fnøs kort. ”Hvad ser du overhovedet i ham? Du er godt klar over at han er et mørkt væsen, dødsengel og dæmon? Han er et ondt væsen?” Han forstod sig ikke på hende. Ham afskyede hun, men hans fader havde hun følelser for? Det var jo direkte kvalmende! Falske kvinde! Og falske mand! Så han sin far igen, ville han slå ham ihjel! Han ville have sin hævn … og dog.. han havde hans faders lille due lige her, han kunne tage en bedre hævn end bare at slå ham ihjel, han kunne få ham til at lide som han havde fået ham til at lide hele hans liv. Han ignorerede hendes ord om at han skulle lade hende gå, da det ikke kom på tale. Og dog var han nysgerrig på at vide hvad hun så i manden, da han på ingen måde så logik i det. Og dog kunne han regne ud at hun ikke vidste særlig meget om ham. ”Han er et monster.”