Getting the pieces together?

[Deleted]

Solen stod højt på himlen, hvor klokken havde passeret en time over middag. Der var godt fyldt på markedet i Ityrial, hvor folk var strømmet til, for at handle i de mange boder og butikker som befandt sig på det lange torv. Angelo havde også søgt hertil, hvor han nød af sin frihed. År var gået, hvor mange helt præcist, vidste han ikke med sikkerhed, men det føltes som en evighed siden at han sidst havde befundet sig ude i civilisationen. Han havde levet i fangenskab i alle de år han havde været væk. Hvad der var sket siden havde han fået en lille opdatering omkring, hos en gammel kending som han var stødt på, en kvinde han rent faktisk havde svoret at slå ihjel skulle an se hende igen, men havde dog ikke gjort dette, det var desuden ikke hende hans had gik til, men hans egen fader, en mand han havde ladet sig styre, som han havde frygtet, men den frygt var som forduftet som dug fra solens stråler, hvor tiden i fangenskab havde skabt en ny mand. Han var intet barn længere, var desuden også gammel efterhånden og det var på tide at han tog styringen over sit eget liv og styrede det efter hvad han ville og ikke hvad hans fader ville. Det skulle ikke undre ham at hans fader var ligeglad med hans forsvinden, manden havde sikkert knap nok skænket ham nogen tanker, så ham uden tvivl som en skændsel, som han mere eller mindre havde gjort i forvejen. Det var så ikke fordi han havde savnet sin familie, hans søster … eller rettere sagt halvsøster havde han aldrig haft et godt eller nært forhold til, hans fader havde han frygtet og hadet i forvejen, så det havde på en måde været en befrielse at være væk fra dem, særligt hans fader, selvom han nu kun tørstede efter én ting; hævn.
Healet var Angelo blevet efter sit møde med Celisha, selvom han allerede havde fået nogle nye. Han havde nemlig kæmpet sig frem til penge i nogle gadekampe, han havde trods alt brug for penge til at kunne købe ting og efter sin fangenskab, så havde han mistet mere eller mindre alt. Det var også grunden til at han gik rundt i en beskidt, gammel og slidt kappe, der dækkede hans krop, hvor han ellers bar nogle slidte og hullede bukser, samt nogle dårlige sko. Vingerne var slået omkring hans overkrop så han ikke frøs, dette gjorde også at de ikke var synlige eller til at ane under kappen. Hætten havde han slået op, hvor han endnu engang lignede den flotte mand han altid havde været, hans hår var nemlig blevet klippet, samt skægget var blevet fjernet, hvor han følte sig helt … ren igen. Han stod ved en bod, hvor han studerede noget tøj, nyt tøj havde han nemlig brug for. Han vidste ikke om han havde noget hjemme hos huset i Imandra, men han havde valgt at holde sig langt væk derfra, eftersom han ikke ville risikere at støde på hans fader. Han kunne lige så godt holde lav profil og så slå til, når han endelig fik chancen. Manden havde gjort ham uret i så mange år, havde ødelagt og taget alt fra ham som han havde holdt kært, det var vel kun på tide at han gjorde gengæld?

Tag: Yessica

[Deleted]

Yessica bevægede sig ned af de befolkede gader. Det var første gang hun havde vovet at bevæge sig udne for Procias siden hun havde mødt vampyren på bjergtoppen og det havde været med virkelig mange betænkeligheder. Vejret var godt og det var højlys dag, så et sted havde hun vel tænkt over hvad pokker der kunne se? Turen gennem Manjarno var alligevel foregået med bankende hjerte, men nu hvor hun befandt sig blandt en kæmpe folkemængde så følte hun sig en del mere tryg. Et lille smil spillede om hendes læber. Hun havde taget fri for dagen for at skænke Amadeus et uanmeldt besøg. Efter deres sidste møde ønskede hun vel bare at vise ham, at hun ligeså holdt af ham? Når det var sagt så vidste hun jo at der nok ikke ville være mad at finde oppe på bjerget, så hun kunne ligeså godt handle det nødvendige med det samme, af den grund havde hun valgt at søge til markedet.
Over skulderen havde hun en taske hvor hun allerede havde handlet lidt frugt og lidt brød. Det ville nok ikke være særlig lækkert når hun ankom og hun havde stadig ikke fundet ud af hvordan pokker hun skulle komme op på det forbandede bjerg, men hvert problem til sin tid. De hårde facader var blevet brudt en smule ned. Hun havde sågar faktisk ladet sit hår hænge og iført sig en smuk, hvid kjole som ikke havde krave helt op til halsen. Først havde det gjort hende usikker, men hun havde vel også genovervejet hele sin mening om skønhed, efter at have fået den frataget for en stund? Yessica stoppede op foran en bod med tøj. Smilet falmede lidt da hun stod ved siden af en tydeligvis fattig mand i slidte pjalter og skjult under en hætte hvilket aldrig var et godt tegn. Alligevel lod hun blikket løbe hen over de mange skjorter som var til udstilling. Hun ville gerne have en ny med til Amadeus, han trængte det kunne hun sige nu hvor hun havde set hans klædeskab og hun havde alligevel ikke andre at bruge penge på end sig selv og sin søn men ham så hun jo ikke synderligt meget til i disse tider. Bodens sælger var allerede i snak med en anden kunde så hun afbrød ham ikke, men lod hånden løbe over en midnatsblå skjorte. Den ville klæde ham.. selvfølgelig, alt ville klæde en flot mand. Hu trippede lidt utålmodigt i venten for sælgeren, for manden ved siden af hende gjorde hende ukomfortabel på en måde eller en anden, måske det bare var eftervirkninger men det var vel altid noget at hun faktisk havde valgt at søge ud? Hun rystede på hovedet og slog tanken væk. Det var ikke tanker hun kunne blive ved med at gøre sig uanset!

[Deleted]

Selvom Angelo var et mørkt væsen, så måtte han for en gangs skyld nyde solens varme stråler og generelt sommeren. Havde det været vinter, havde han nok ikke overlevet, også en af grundene til at han og de resterende slaver havde ventet med at flygte, da de havde udtænkt planen i vintertiden, hvor det ville have været tåbeligt at flygte. De havde dog fået en chance og den havde de også grebet, hvor de nu var fri. Nogle var sikkert døde, da deres herres soldater havde jagtet dem, men han havde formået at slippe væk, hvilket han nu kunne fryde sig over. Han blev stående og lod sine hænder søge over de forskellige skjorter og bukser, visse havde et dejligt stof andet var mere tyndt, noget tredje helt tykt. Han vidste snart ikke hvad han skulle vælge og kunne godt bruge en kvindes råd, da han følte sig helt rådvild. Han havde ikke købt noget til sig selv i flere år, da han knap havde været i bad i den tid, men nu stank han gudskelov ikke længere, hvor han også havde fået taget sig rimelig mange bade, siden han var kommet tilbage, hvor hans hår heller ikke længere var fedtet. Han lignende endnu den flotte mand han altid havde lignet, før sin tid i fangenskab.
Han stivnede kort, da han opfangede en andens nærvær, hvilket de sensuelle dæmoniske tendenser hurtigt opfangede. Han rykkede hovedet en smule, så han kunne skæve imod vedkommende. En flot kvinde, lys, kvinde. Hun stank nærmest langt væk fra Procias. Han så ned mod den skjorte han havde fat i med en rynket næse, hvor han betragtede sig af den sorte farve. Han skævede kort imod kvindens valg, der valgte en flot midnatsblå farve. ”En mørk skjorte, til en mørk mand,” konstaterede han, hvor hans stemme var en smule hæs og fik den til at lyde en smule forvrænget. Han drejede hovedet og skævede ud af hætten, hvor hans knaldsorte øjne faldt på hendes ansigt. Han kunne naturligvis tage fejl. De befandt sig i Manjarno, her kom alle typer, her ville det heller ikke være usædvanligt at en lys kvinde fandt sammen med en mørk mand, selvom den mørke mand i så fald måtte være blød og svag. Han havde altid lært af sin fader at han skulle se ned på lysets væsner, særligt englene, som var deres nemesis og dem dræbte han også som sin hobby, kunne tilmed sælge deres vinger eller deres sølveblod, da det gav gode penge i Dvasias. Han så roligt væk fra hende og slap den skjorte han havde fat i. Han vidste ikke hvad han skulle vælge og opgav nærmest også at finde noget, selvom det ville være dejligt at komme ud af disse beskidte pjalter som ikke var særlig meget værd!

[Deleted]

Det var rart at solen var kommet tilbage. Den ydede hende desuden en form for tryghed i og med at de færreste mørke væsner nød at færdes i den. Selv Amadeus kom jo som regel når mørket var faldet på, hvilket var hårdt når hun arbejdede i løbet af en hel dag. Uanset ville hun nok først være i Imandra i morgen aften… hun skulle have taget den hest. Det var svært at vurdere manden ved siden af hende. Folk som ham stank oftest langt væk, men der var ingen ubehagelig lugt i hendes næsebor. Dog kunne hun ikke se ham, og hun havde slet ingen idé om hvem hun egentlig stod overfor. Engang imellem skævede hun ud af øjenkrogen for at se hvilke farver og stof der interesserede ham, han var trods alt en mand og selvom hun kendte Amadeus temmelig godt, så vidste hun ikke helt præcist hvad han ville have – ud over mørke farver. Læberne fugtede hun med tungespidsen. Fingrene gled hen over den glatte silke som den midnatsblå skjorte var gjort af. Det var hendes yndlingsstof, men om Amadeus ville synes det samme, det vidste hun ikke.
Mandens stemme lod en kold strøm løbe hende ned af ryggen. Lidt tøvende rettede hun sig op og vendte de grønne øjne mod ham. Lyset strålede langt ud af hende, og særligt nu hvor hun faktisk tillod det ved at være faldet mere til ro med sine omgivelser. Et øjeblik forblev hun tavs af eftertænksomhed. For et par dage siden havde hun givet ham ret – en mærk mand, men nej. Hun rystede på hovedet. ”Nærmere neutral,” svarede hun ærligt. Måske det var lidt kortfattet men mirakler skete ikke over en nat, hun var stadig ikke blevet god til at snakke med folk. Hun mødte hans helt mørke øjne som et sted… mindede hende om noget hun havde set før, men hun kunne ikke rigtigt sætte finger på hvad. ”Jeg er dog i tvivl om størrelsen,” erkendte hun og vendte blikket mod den skjorte hun endnu havde sin hånd over. Det var modigt at bevæge sig ud i en samtale sådan uden videre, men hun forsøgte virkelig at tage Amadeus’ ord til sig og prøve ikke at skære alle mænd over en kam selvom det var svært når hun allerede havde dannet sig et forhåndsindtryk. Hun rakte ud efter skjorten og bredte den ud for sit blik for vurderer om den var stor nok. Han havde jo brede skuldre, men det var svært at vurdere bare sådan uden videre. Det var ikke en helt billig en af slagsen det kunne ses på kvaliteten af stof, men det gjorde ikke så meget når hun i årevis havde sparet op uden noget at bruge resultatet til.

[Deleted]

Hvor denne kvinde havde penge, kunne Angelo ikke prale af det samme. Han vidste ikke hvor længe han havde været væk.. årtier? Et halvt århundrede? Måske endda et helt århundrede? Længe havde det i hvert fald været og ikke mindst en forfærdelig tid. Han kunne ikke rigtig vænne sig til friheden, da det var underligt, særligt fordi han ikke længere var bundet af sin fader, han var nemlig ikke søgt hjem og gjorde det heller ikke, men ville skabe sig et nyt hjem, et andet sted. Han var for første gang i hele sit liv, fri som fuglen, kunne flyve hvor end han ville hen, for der var intet han skulle nå hjem til, der var intet der kunne forhindre ham. Det havde givet ham en langt større ro i sit indre, selvom hævntørsten og vreden stadig var sur. Der var så mange års undertrykkelse som han ikke havde fået afløb fra, derfor ville han nok være aggressiv resten af sine dage.. medmindre det ville stoppe, når han fik fældet og dræbt sin fader, som var hans plan.
Den smukke kvinde der var trådt hen til boden, var ikke svær at gennemskue, hun var nemlig lys, fra yderst til inderst. Han fandt dog ikke den samme væmmelse, som han nok ville have gjort før sin tid i fangenskab, tålmodig var han nemlig blevet, hvor han også havde fået lidt mere ro på, fordi han havde fået styr på sit liv. Han så roligt mod hende, da hun nævnte at det mere var til en neutral mand. Dem fandtes der trods alt også, de fleste holdt til her i Manjarno og derfor kunne hun også sagtens komme herfra og ikke fra Procias. Han nikkede blot og så ned mod skjorten han selv lagde væk, hvor han også overvejede at gå, da hun selv erklærede at hun havde kvæler med at vælge. Han vendte sig lidt mere om mod hende og betragtede skjorten hun holdt, inden han rykkede sine sorte øjne imod hende. ”Hvis jeg nu hjælper dig, så kan det være at du vil hjælpe mig?” foreslog han. Normalt var han ikke typen der spurgte om hjælp, men han havde lært at man ikke altid kunne klare sig selv og han følte sig ærligtalt rådvild.. desuden så var det kun hjælp til tøj, det var ikke til noget større, og så var det heller ikke flovt, når hun selv kunne bruge en hånd. ”Fortæl mig om hans udseende. Er han høj eller lav? Bredskuldret eller slank? Tyk eller tynd?” opfordrede han hende, som han havde vendt sig mere om mod hende og givet hendes skjorte hans opmærksomhed. Der var stor forskel på kropsbygningen, derfor skulle han vide om han skulle kigge efter en skjorte til en muskuløs mand som ham selv, eller til en der var mere spinkel.

[Deleted]

Yessica skjulte ikke ligefrem at hun havde penge. Det var de færreste som havde råd til silke særligt i disse tider, men hun havde det godt. At det skulle være Amadeus’ egen søn hun stod overfor, havde hun ingen idé om. Faktisk vidste hun ikke at han havde andre end Saphira så hun mistænkte det end ikke, hun kunne trods alt ikke se hans ansigt. Fingrene løb over det glatte stof. Det var ikke fordi hun havde lang tid til at stå og dvæle ved valget for turen var lang og hun glædede sig til at se hans reaktion. Måske hun havde været lidt for hård ved ham? Hun hævede lidt eftertænksomt et øjenbryn og betragtede ham. Hun kunne vel godt hjælpe ham? Noget for noget lød rimeligt. ”Tjo.. det kan jeg vil godt,” medgav hun og sendte ham et stille smil. Det var jo slet ikke så svært at være venlig når man først fik færden af det. Hun knugede skjorten ind til sit bryst og forestillede sig Amadeus foran sig. Det var svært ikke at skjule det lidt forelskede glimt i øjet, for hun var blevet mere glad for ham end hun burde.. og mere end hvad godt var. ”Han er høj, måske lidt højere end dig og bred omkring skuldrene men slank, desuden har han vinger som der også gerne skulle være plads til,” tilføjede hun da hun kom i tanke om det. Hun havde aldrig rigtigt tænkt på hvordan han arrangerede tøjet i forhold til sine vinger. Hun så ned på skjorten i sine hænder. De kunne vel gøre plads til dem? ”Han er blond, tror du farven bliver for mørk?” spurgte hun lidt vurderende. Det var rart at få en mands hjælp, for han vidste nok lidt mere om den slags end det hun selv gjorde. Yessica smilte lidt opgivende og rystede på hovedet. Han var ikke en nem mand at beskrive. ”Jeg beklager jeg kan ikke gøre det meget bedre end det,” erkendte hun og følte sig næsten fjollet. Her stod hun og købte en skjorte til en mand som hun halvdelen af tiden ikke ville vedkendes i håb om at han ville se hende? Det var tåbeligt, men ikke desto mindre så var det vel.. en oplevelse? Hun så hen på de andre skjorter og overvejede nogle af de andre farver, men de var skrappe i forhold til ham, det var ikke noget som hun kunne forestille ham med. ”Hvad behøver du hjælp til?” spurgte hun med et lille smil. Når han var flink ved hende, så kunne hun også være mod ham.

[Deleted]

For en gangs skyld var Angelo ikke ude på at dræbe og flå, han havde desuden kæmpet for ikke så lang tid siden, da han havde skullet skaffe sine penge et eller andet sted fra og det var endt med to pengeposer for et par gadekampe, hvor han bar et par mærker i ansigtet og ville sikkert få et par blå mærker på kroppen, men ellers så klarede han sig. Han var desuden vant til smerte, nærede sig på den, derfor var det ikke normalt at se ham stå og tale med et lyst væsen og tilmed spørge om hjælp, men han havde før omgivet sig med lyse væsner, det var end ikke lang tid siden at han havde mødt en gammel kending, ganske vidst en holy grail, men med engel i sig, hvilket han fandt værre end det lyse væsen denne kvinde var. En engel var nemlig hans nemesis og det havde altid været hans hobby at slå dem ihjel, men der var noget over den kvinde, der gjorde at han ikke kunne slå hende ihjel, hvor hun også havde ændret sig betydeligt siden de sidst havde set hinanden, hvor han tilmed havde sagt at han ville slå hende ihjel, skulle han støde på hende igen – noget der ikke var sket. Men begge havde de ændret sig og det var også tydeligt for ham i øjeblikket.
Beskrivelsen hun kom med, gjorde ikke Angelo mistænksom, hvor han ikke regnede ud at det var hans fader hun talte om, slet ikke da hun havde kaldt ham for neutral, hvor han gik ud fra at det enten var en neutral dødsengel eller også en engel, det kunne meget vel være det sidste, hvis fyren havde blondt hår. Han tog om hætten og trak den ned, så han lod sit maskuline ansigt komme til syne, med det sorte hår og de sorte øjne. ”Så er jeg vidst den bedste model der findes,” svarede han, hvor han kort lod spidserne af sine finger søge ud under kappen, så de kort blev synlige, inden han foldede dem ind til hans krop igen. Han var blevet lettere paranoid omkring hans vinger, efter sin tid i fangenskab, da han var vant til ikke at bruge dem eller at de blev brugt imod ham for at gøre skade på ham, han lod derfor ikke folk komme i kontakt med hans finger, det fik ham til at miste besindelsen.
Han betragtede skjorten hun havde i hænderne, inden han roligt rakte ud efter den, for at holde den oppe omkring sig selv. ”Det kommer an på om du mener dyster klæder ham, ellers skal du nok hen i de lysere farver,” svarede han roligt, inden han lagde skjorten fra sig, „men den er for lille.” Han hev fat i manden der ejede boden, hvor han bad om en større størrelse af den midnatsblå silkeskjorte, inden han så mod kvinden igen, der spurgte ind til hans problemer. Han trak let på sine brede og muskuløse skuldre. ”Tja.. en kvindes smag, tror jeg,” mumlede han, og dog højt nok til at hun kunne høre ham. Han lod sine fingre stryge over stoffet ved et par bukser. ”Jeg vil gerne have nogle bedre klæder end disse gamle pjalter. Et par nye bukser, et par skjorter,” tilføjede han, som han roligt skævede mod hende.

[Deleted]

Det var ikke synderligt betryggende at manden beholdt kappen på, men ikke desto mindre virkede han ikke særlig farligt så hun kunne jo godt give ham en hånd med. Hvilken historie han havde eller hvad han var, vidste hun ikke og lige nu var det underordnet også selvom hun nok ikke havde været nær så medgørlig hvis det var en viden hun havde været i besiddelse af. Skjorten holdt hun tæt ind til sig en smule overvejende. Måske hun ikke var en engel men hun strålede stadig af lys og faktisk var hun jo bare en falden en af slagsen bare uden vingerne til at afsløre hende. Hun kastede lidt vurderende et blik på ham. Jo han var nok det bedste at gå efter hvis hun skulle have den rette størrelse. Hun nikkede medgivende. ”Det er du nok,” istemte hun roligt. De var jo nogenlunde samme størrelse. At han så ikke fattede mistanke om hvem hun talte om, havde hun bestemt heller ikke regnet med. Farven svandt lidt bort fra hendes kinder da hun fik et kort glimt af hans vinger.. mørke. Usikker sank hun en klump, også selvom hun hurtigt lod de paranoide tanker gå. Måske han bare var ligesom Amadeus? Neutral? Hans ord fik hende til at ryste på hovedet. ”Jeg tror selv han foretrækker det mere dystre,” erkendte hun næsten lidt ærgrende, for hun kunne selv godt tænke sig at se ham i noget lidt lysere.
Yessica rakte ham skjorten og så ham holde den op foran sig. Selv hun kunne godt se at den var lidt for lille, i hvert fald omkring skuldrene. ”Det kan jeg se,” svarede hun og sukkede indædt også selvom hun skam var glad for at han bad sælgeren om at finde noget større. Så slap hun for det, for hun var bestemt ikke meget for at blande sig for meget. Hovedet lod hun let søge på sned og vendte sig mod de skjorter han havde betragtet. Det irriterede hende stadig lidt at hun ikke kunne sætte finger på hvad der var omkring ham. ”Jeg skal gøre mit bedste i så fald,” svarede hun og fugtede læberne. Det var ikke svært at forstå at han ønskede sig nogle nye klæder, de andre gjorde ikke meget for at komplimentere ham. ”Foretrækker du mørke eller lyse farver?” spurgte hun og vendte blikket mod ham. De mørke vinger havde gjort hende langt mere ukomfortabel og hun forsøgte inderligt ikke at vise det. Den slags væsner havde det med at kunne lugte frygt langt væk. Hun rømmede sig en smule også selvom… det var underligt svært at lade være med at se på ham, der var noget dragende ved hele hans væsen. Et sted havde hun allerede en mistanke om hvad det kunne være, nu hvor hun havde tilbragt så meget tid med Amadeus. Pludselig blev hun lidt mere stram i minen. Det kunne vel ikke være familie?

[Deleted]

Et sted kunne han ikke lade vær med at føle sig lidt dum at han hjalp hende med at finde tøj til en anden mand, der sikkert var engel, for han tvivlede på at hun ville rende rundt med en dødsengel, når hun var et lyst væsen, på den anden side, var det det han gjorde i øjeblikket, da han hjalp et lyst væsen, han magtede dog ikke en kamp, han havde nemlig for ikke så kort tid siden været i flere gadekampe for at tjene penge, så han netop kunne købe nyt tøj og generelt havde han endnu ikke fået samlet sin fulde styrke efter flere år i fangenskab, så der skulle ikke meget til for at gøre ham udmattet og træt i disse tider. Kvinden så dog ikke krigerisk ud på nogen måde, og skulle det gå galt, så skulle han nok finde styrke nok til at overleve, hvilket han havde gjort indtil nu. Helt ung var han trods alt ikke længere.
Ubehaget der dukkede op i kvinden, da hun så hans vinger kunne han tydeligt fornemme. Han var trods alt dødsengel og levede af andres frygt og smerte, han sagde dog intet til det, da han ikke var ude på strid i øjeblikket. Ikke at det hurtigt kunne ændre sig til det modsatte, for han var trods alt en aggressiv person. Han nikkede, da hun sagde at han foretrak det dystre, selvom hun lød ærgrende, dette kunne der være flere grunde til og det var heller ikke sikkert at det var en engel, skønt det var hvad han gik ud fra. ”Så er den midnatsblå perfekt,” svarede han roligt, inden han bad om en større størrelse hos købmanden. Den ville nemlig have siddet stramt på hans krop og hvis manden havde vinger og tilmed var højere end ham selv, så skulle den klart være større!
Han skævede mod hende og kunne tydeligt mærke det ubehag han havde sat i hende, selvom han valgte at ignorere det og vendte blikket mod skjorterne igen. ”Farverne er ligegyldige, så længe det klæder mig,” svarede han, hvor et køligt smil gled over hans læber, en kulde der lå naturligt til ham, selvom det skulle forestille at være et morende smil, hvilket måske var rimelig mislykket. Han endte med at gribe fat i en mørkeviolet skjorte som han let holdt op. Den bar mønstre i stoffet med en sort tråd. Han holdt den let oppe foran sig og så mod hende. ”Hvad synes du?” spurgte han, hvor den dystre farve nærmest kun gjorde ham langt mere gådefuld og mørk end han var i forvejen. Han lagde den dog fra sig igen, for at lede videre. Han stoppede dog, da sælgeren kom med en større størrelse af den midnatsblå skjorte som Angelo tog imod. Han holdt den oppe foran sig og nikkede ganske let, inden han rakte den til kvinden. ”Denne skulle gerne gå an,” svarede han roligt.

[Deleted]

Hvilke tanker denne mand gjorde sig, havde Yessica ingen idé om. Hun var ikke tryg ved tanken om at han var dødsengel men Amadeus havde bedt hende om at være lidt mere åbensindet, så hun rystede tanken lidt af sig og forsøgte at forsikre sig om at han ikke ville gøre hende ondt. Ellers ville han jo ikke hjælpe hende, ville han? Hun nikkede og så på sælgeren da han kom med den rette størrelse. ”Jeg skal have den med,” annoncerede hun uden antræk til et smil. Igen vendte hun fokus på dødsenglen ved siden af hende og fugtede læberne med tungespidsen. Der var en del støj omkring dem, hvilket distraherede hende. Med et liv inden for et biblioteks fire vægge, var hun ikke ligefrem vant til larm. De grønne øjne gled over hans skikkelse. Han var en flot mand.. de fleste farver ville nok klæde ham, selv på trods af de mørke vinger. Hun nikkede dog forstående. ”Det burde være et overskueligt krav,” påpegede hun og trak lidt på smilebåndet.
At han så fandt en skjorte frem som kun fremhævede hans dysterhed og hans mørke fik hende kort til at skælve. Måske det var uhøfligt, men for et øjeblik tog hun sig selv i at stirrer på ham. Skjorten i sig selv var pæn til ham, men ikke mere. ”Måske en tand for mørk?” spurgte hun usikkert og lod blikket søge hen over skjorterne. ”Hvad med denne?” spurgte hun og rakte ham en mørkegrund en med nogle tykke mønstre med sort tråd ned langs siden. Den var stadig dyster men lidt lysere. Det var måske en ringe trøst, men det fik hende til at føle sig bare lidt mere komfortabel end ellers. Sælgeren havde pakket hendes skjorte i en skindpose. Hun tog imod den og gav ham den lille pose med guld til gengæld. ”Du har bare at kunne lide den, Amadeus,” hviskede hun for sig selv. Den havde jo ikke været billig også selvom.. hun ikke ligefrem havde økonomiske problemer. Pakken gemte hun væk i sin lille taske før hun igen vendte blikket mod tøjet. Et par mørke bukser faldt hende hurtigt i blik. ”Disse ville se godt ud med en lys skjorte,” påpegede hun og greb om bukserne. Et sted var det vel også et forsøg på at få ham i noget lidt.. lysere end det andet han ellers havde forsøgt at komme i? Det var stadig ukendt for hende, at denne mand kendte Amadeus langt bedre end det hun nok selv gjorde. Hun havde jo end ikke mødt hans datter Saphira, og faktisk var hun ej heller sikker på at hun havde et enormt behov for det.

[Deleted]

Det var ikke just fordi Angelo normalt ville bede om hjælp fra et lysvæsen, tværtimod ville han normalt have flået vedkommende fra hinanden – højst sandsynligt – eller bare undgå vedkommende. Nu havde tiderne ændret sig og det havde han også selv. Han havde brug for nyt tøj og nu hvor han havde hjulpet hende, så kunne hun også hjælpe ham, hvilket var en fair aftale for ham. Han lagde godt mærke til at hun stirrede på ham, da han valgte en meget mørk og dyster farve, hvilket fik ham til at trække en anelse på smilebåndet, hvor smilet bar den naturlige kulde der lå til ham. Det voksede sig ligeledes større, da hun sagde at den måske var en tand for mørk. Nu havde han hørt det med. En tand for mørk for en dødsengel som var et mørkt væsen og bar mørke vinger? Det var lige før at han skulle til at le, men han gjorde det dog ikke. Han løftede let det ene øjenbryn, da hun fandt en anden. Han betragtede sig af den. Mørkegrøn, med tykke mønstre og en sort tråd ned ad siden. Han lagde hovedet let på sned og overvejede den. Han rakte roligt ud efter den, for at tage den fra hende og holde den op ad hans krop. Han så ned fra sig og derefter over mod hende. ”Den klæder mig?” spurgte han og var selv en anelse tvivlende, mest fordi at han aldrig rigtig gik i grøn nu hvor han tænkte over det.
Han så mod sælgeren der rakte hende en pose med sin bluse. Han selv ledte lidt videre, indtil han stivnede ved hendes hviskende ord. Havde hun sagt Amadeus? En skælven gik kort igennem hans krop, indtil det gik op for ham at det ikke kunne passe. Han må have hørt syner, desuden ville det ikke være så underligt. Han havde været spærret inde for et helt århundrede med tanken om at han skulle slippe fri for at kunne få sin hævn, selvfølgelig hørte han mandens navn alle steder, desuden så var hans fader ikke neutral, han var en ond sadist der altid havde lært ham at han skulle dræbe lysets væsner og derfor kunne hans fader umuligt kende til denne lysvæsenkvinde. Han havde taget sig til hovedet og gned let sin ene tinding, inden han rystede på hovedet og vendte blikket mod hende og de bukser hun hev frem. At hun mente at det stod til noget lysere, fik ham til at lede rundt efter noget han kunne lide. Farverne havde aldrig været et problem for ham, der var måske nogle der ikke klædte ham, men det var ikke sådan at han ikke kunne gå i lyst tøj, han havde ikke den samme fetich for mørkt tøj som de fleste mørkevæsner havde. Han endte med at finde en hvid bluse, der havde en anelse ned V-skæring med en enkelt knap til at lukke. Han holdt den oppe for at se om han ville kunne passe den. ”Så tager jeg denne til.”

[Deleted]

Det lod til at de begge var ude på dybt vand, men ikke desto mindre, så hjalp det for Yessica at vide at de befandt sig på et befolket område hvor han næppe kunne røre hende på en ubehagelig måde. Når det var sagt, så havde hun intentioner om at bevæge sig videre ganske snart. Turen til Imandra var lang, og hun ville gerne tage turen inden hun ville ende med at fortryde det. Det tøj han valgte ud var meget mørkt og dystert ligesom han selv lod til at være. Det var nok til i sig selv at gøre hende utryg. Selvom alt i hende skreg på at komme væk, så blev hun høfligt stående og forsøgte at hjælpe ham ud af den tøjkrise som han tilsyneladende var endt i. Hun nikkede hurtigt til ham et sted også for bare at få ham til at vælge noget så hun kunne komme videre i sit program, desuden var den bedre end så meget af det andet mørke tøj han havde fundet frem. ”Det gør den,” svarede hun roligt, og foldede hænderne foran sig nu hvor hun havde pakket den lille pakke ned i sin taske som han slapt ned langs hendes side. Yessica kunne mærke på ham at han blev en kende anspændt men hun vidste ikke rigtigt hvorfor og hun havde bestemt heller ikke mod på at udfordre skæbnen. Blikket søgte mod de mørke bukser han havde fundet hvilket tilsyneladende havde fået ham til at miste interessen for den grønne bluse. Den hvide skjorte ville være pæn til. Yessica bed sig let i læben og håbede næsten at han ville tage det, for mørket havde hun utrolig svært ved at være i nærheden af. ”Fornuftigt valg, Sir,” tilkendegav hun og fremtvang et blidt smil som var mere eller mindre mislykkes. Det var svært at skjule den foragt hun bar for hans væsen, desuden skræmte det hende at han havde noget underlig velkendt over sig, for de eneste dødsengle hun havde mødt ud over Amadeus, var Jaqias håndlangere som barn. ”Jeg takker mange gange for hjælpen, men jeg er bange for at jeg må videre,” meddelte hun uden at spilde tiden. Hun havde lang vej endnu og hans selskab gjorde hende desuden frygtelig ukomfortabel. Amadeus ville desuden næppe være glad for tanken om at hun var i nærheden af en anden dødsengel, eller også var det hendes egen mistillid som nægtede hende. Hun fugtede læberne med tungespidsen. ”Farvel,” hilste hun roligt og nikkede mod ham inden hun vendte sig rundt og bevægede sig gennem menneskemængden for at komme væk fra ham. Først der kunne hun ånde lidt lettet op igen også selvom hun egentlig ikke var kommet særligt langt væk. I et forsøg på at bevæge sig bare lidt væk fra menneskemængden skød hun genvej igennem en af de mindre gyder, den støj var jo ikke til at holde ud!

[Deleted]

Angelo fornemmede godt, hvordan frygten i lysvæsnet blev øget. Det var måske meget naturligt for et lysvæsen at frygte mørkets væsner, og selvom han nød at være intimiderende, kunne han heller ikke lade vær med at føle sig fornærmet. For en gangs skyld var han rent faktisk høflig og i et godt humør, for en gangs skyld flåede han ikke det lyse væsen, som han normalt ville have gjort, for en gangs skyld valgte han at være åben og hvad fik han så igen? Utaknemlighed. Hun frygtede ham så meget at hun endte med at blive ubehøvlet. En tanke der gjorde ham vred. Han valgte at ignorere det, da hun hurtigt sagde at den grønne skjorte klædte ham og det hjalp ikke just på hans tvivl omkring den. Han selv kunne ikke mindes at have gået i grøn før, da han ikke mente at det var hans farve. Han valgte også at lægge den til side, da hun fandt et par bukser til ham, hvor han faktisk valgte at vælge en hvid farve, noget der nok kom bag på ham, men han var ikke så kræsen når det kom til farver, da han ikke gik op i det andet end om det klædte ham eller ej. Han skævede kort mod hende og kunne nærmest se ubehaget malet i hendes ansigt, hvilket gjorde ham helt arrig. Og det var grunden til at han ikke engang gad spilde sin tid på at være flink; folk dømte ham alligevel. Og det hele var hans faders skyld. Det var den mand der havde gjort ham til det ondskabsfulde monster som han var. Hans mørke øjne fulgte hende med blikket, da hun bare valgte at takke for hjælp og gik, hvor han end ikke fik chancen for at svare igen. Dette fik ham til at bide tænderne hårdt sammen, så hans kæbe blev fremtræden. Han fulgte hende med blikket, inden han vendte sig imod bodmanden. Han valgte den mørkeviolette skjorte, den hvide bluse og de mørke bukser, som manden valgte at komme i en pose, inden han betalte. Han valgte at træde en anelse ud af menneskemængde. Her kom hans store, sorte vinger til syne og havde skubbet kappen til siden, så hans muskuløse overkrop kom til side. Den bar mange grimme ar og de som havde kendt ham før han havde været slave, ville vide at han havde tabt sig en del. Han gjorde nogle store bask og kom op i luften. Her faldt hans blik på lysvæsnet, som gik ind i en gyde. Han selv fløj over bygningen og på den anden side, hvor han landede og lod igen kappen dække ham til. Han gik ind i gyden fra den anden side, så hun var nødsaget til at støde på ham igen. Hans sorte øjne, der hvilede langt mere kolde faldt på hendes skikkelse. ”Og hvad skal jeg stille op med dig?” Han stak næsen i vejret og trak vejret dybt ind, som et rovdyr. Øjnene gled kort i og da han åbnede dem igen, gled et grumt smil over hans læber. ”Du stinker langt væk af frygt,” konkluderede han så. Det var noget han fik næring af, så som sådan gjorde det ham intet.

[Deleted]

Det var vel næppe nyt for ham at møde et lysvæsen som frygtede ham. Mørket gjorde hende svag og det var ikke en følelse hun kunne fordrage så hellere bare søge videre. Det havde bestemt ikke været for at være uhøflig, i langt de fleste tilfælde ville hun slet ikke have givet ham sin hjælp eller spurgt ham for den sags skyld, så der var om ikke andet sket lidt fremskridt. Hendes smil var falske og ubehag stod tydeligt i hende, hvilket var grunden til at hun tog af sted så hurtigt hun overhovedet kunne. Hun bevægede sig gennem menneskemængden hvilket var et kæmpe irritationsmoment, eftersom der var så mange at hun knap kunne kæmpe sig igennem, og hun havde trods alt en virkelig lang tid foran sig, så i stedet søgte hun ind gennem en af gyderne. Under normale omstændigheder ville hun aldrig have gjort dette, men det var den hurtigste vej og det var trods alt højlys dag så hvad havde hun egentlig at frygte? De blonde lokker dansede omkring hendes skulder, som hun bevægede sig gennem de smalle gader med temmelig høj fart. For et kort øjeblik var hun sikker på at hun anede en skygge over sig, men da hun så op for at se efter var den der ikke længere. Uroen blev vækket i hende. ”Du er paranoid,” mumlede hun for sig selv. Efter voldtægten fra vampyren, så havde hun ikke rigtigt turdet og bevæge sig nogle steder i det hele taget. De grønne øjne faldt på hans skikkelse. Hun stoppede op og bakkede næsten automatisk et skridt væk fra ham. Hendes hjerte bankede. Hvad han skulle stille op med hende? Yessica rømmede sig og forsøgte at samle lidt mod til at se ham i øjnene. Hendes ansigt blev hurtigt lagt i stramme folder endnu som hun plejede at gøre det i et forsøg på at beskytte sig. ”Hvorfor følger du efter mig?” spurgte hun med en lettere skjult skælven i stemmen. Burde hun kalde på Amadeus? Nej.. han skulle ikke have lov til at være helten hver gang, hun kunne godt klare sig selv, han havde jo ikke virket særlig farlig mens de endnu havde været ved boden? Hun kastede blikket over skulderen og det gik op for hende at hun var nået langt nok ind til at hun ikke længere kunne se mennesker på nogen side. Hun sank en klump. ”Jeg værdsætter din hjælp men jeg er virkelig nødt til at komme videre. Jeg har en lang tur foran mig,” fortalte hun næsten som forventede hun at han bare ville lade hende gå, også selvom der vel var én grund til at han havde valgt at følge hende ind i gyden. Denne gang var hun dog ikke helt ubevæbnet. Hun lod hånden glide så diskret ned i sin taske som hun overhovedet kunne, og fumlede lidt efter den kniv som hun havde pakket med netop i tilfælde af at hun ville komme galt af sted.

[Deleted]

Den normale irritation, som Angelo normalt følte ved de lyse væsner, dukkede atter op i ham, ved hendes handling. Hun talte ham efter munden for at komme væk, hvor han rent faktisk havde været flink for første gang i sit liv imod et lyst væsen. Hun gav ham lyst til at sætte hende på plads for at lære hende nogle manerer. Eller faktisk havde han bare lyst til at gøre hende ondt, den normale følelse han havde når han var overfor andre, der frygtede ham. De bad nærmest om det. Han nærede sig på deres frygt og han nærede sig bedre på deres smerte, og så var den så dejlig let at fremkalde, særligt fordi han bar de dæmoniske tendenser fra sensuel- og mentaldæmonen, hvilket var en ting han kunne takke sin fader for, hvilket ikke var meget. Han hadede manden, som folk hadede pesten. Han ønskede at udrydde ham, slå ham ihjel og fjerne ham fra Jordens overflade. Han ønskede sin hævn og hvem kunne bebrejde ham? Hvis man kendte til den sande historie, så ville folk forstå, hvorfor han følte væmmelse og foragt for sin fader. Han var et afskyeligt monster og bare tanken om alt han havde ødelagt for ham, gjorde ham vred. Der var også det at han havde hørt kvinden udtale hans faders navn.. eller havde det været en illusion? Det kunne det også meget vel være.
Snart stod han i gyden sammen med hende og han bemærkede godt at hun blev bange. Han trak køligt på smilebåndet, da hun genvandt modet og spurgte hvorfor han fulgte efter hende. Han svarede hende ikke, lod det kølige smil være et svar for sig selv, hvordan hun så tolkede det var op til hende. Han stod nogle meter fra hende og var derfor ikke den største trussel – endnu – og afstanden gjorde også at han sagtens kunne se hvordan hendes hånd ’diskret’ søgte ned til tasken og rodede rundt ud af øjenkrogen. Hans sorte øjne hvilede i hendes og da hun var bange, så frygtede han hende ikke. Frygtsomme mennesker havde det med at tøve og at tøve kunne være den største fejl man gjorde i kamp. Han lagde sine stærke arme over kors og lænede sig op ad gydens mur til venstre for ham. ”Du fortalte mig aldrig hvor du skulle hen,” bemærkede han efter et stykke tid, hvor han lød rolig og dog var der noget ildevarslende over ham. Hans udstråling var kold, hans blik var gådefuldt og han var derfor utilregnelig, hun ville næppe kunne sige hvad han ville gøre som næste træk, om han ville gøre hende ondt eller om han bare ville tale med hende.