Getting the pieces together?

[Deleted]

Yessica havde efterhånden lært de basale regler ved overlevelse, og hun havde slet ikke mod til at svare denne mand igen, når hun vidste at chancen for at komme helskindet væk, var langt større hvis hun opførte sig pænt. Med hastige skridt bevægede hun sig gennem gyden indtil hun stødte på den mand hun netop havde stået og hjulpet i en af boderne. Havde han spillet flink? Hans øjne vr på sit vis fængende. Hun så ind i dem og følte sig draget – dog ikke fortabt som de fleste ville være, ikke at hun vidste hvorfor men det var jo ligesådan med Amadeus... Amadeus.. hvorfor mindede denne mand hende om ham? Det måtte være vingerne, hvorfor skulle der ellers være noget?
Hun rynkede på panden og rakte ned i tasken. ”Det vedkommer ikke dig,” svarede hun kortfattet og fik endelig fat i kniven der lå på bunden. Fingrene lukkede sig om skæftet. Hun trak den ikke op for det var heller ikke hendes mening at udløse noget som helst som kunne fører noget skidt med sig. De grønne øjne så ind i hans, hvor hun nærmest endte med at stirrer, betaget af intensiteten i hans blik. ”Hvor veje må skilles nu,” annoncerede hun lidt bestemt. Det eneste hun ville var at søge mod Imandra og få turen overstået for den var virkelig lang! Yessica endte med at bakke yderligere et skridt væk da han tog et tættere på hende. Jo længere væk fra hende han var – des bedre anså hun det for at være. Hun så sig over skulderen. Hvis hun kunne komme tilbage til menneskemængden så ville hun være sikret. Hendes hjerte bankede for det ville være lidt af en chance at tage, men hun var nødt til at prøve, for han lod ikke til at have intentioner om at lade hende gå. Uden varsel, drejede hun om på hælen og begyndte at løbe så hurtigt hun kunne. Hendes har dansede omkring hende, så hun ikke kunne se for den og kjolen var i vejen, flere gange var hun ved at snuble, men frygten tvang hende til at blive ved med at løbe ned af gaden for at komme tilbage til de befolkede gader. Hun blev hurtigt forpustet for hun levede jo på et bibliotek, det var ikke så pokkers meget motion hun fik på de det sted, så hun var ikke særlig udholden lige på det punkt. Hvor hun havde fået forvildet sig selv hen, vidste hun ikke. Der var ingen mennesker at høre og hun havde søgt mellem de helt små, og var pludselig endt i blindgyde.

[Deleted]

Denne kvinde havde trådt i spinaten. Hun ville have sluppet helskindet fra Angelo, hvis hun havde valgt at blive og havde hun så opfordret til at de kunne tilbringe tid sammen, så var han nok selv stået af og havde forladt stedet for at komme væk fra hende og så ville der højst sandsynligt ikke ske noget som helst. Men han havde mærket hendes frygt, og han kunne ikke lade vær med at tænke på at hendes venlighed havde været falsk, hvilket hans egen rent faktisk ikke havde været, og derfor kunne han helt fortryde at han havde åbnet sig for hende, da hun alligevel var utaknemmelig og det skulle han nok få fortalt hende! Han kunne godt fornemme ubehaget stige i hende, da hun så stod overfor ham igen, hvor han så hende fumle efter en kniv i hendes taske. Hun troede hun var så diskret, men det var hun på ingen måde. Han blev stående op ad muren med de stærke arme over kors, hvor han let løftede det ene bryn til hendes ord. ”Hvorfor så fjendtlig? Her udviste jeg oprigtig venlighed og hvad er takken? Ingenting,” svarede han tydeligt fornærmet. Naturligvis lagde han det hele op til at blive noget grimt og han lod det naturligvis være hendes skyld det hele, for … det var det jo. Han trak på sine læber, der gjorde det kolde smil langt mere grumt, nærmest … frydefuldt, men samtidig koldt. ”Jeg vil ikke trække den kniv hvis jeg var dig,” advarede han hende i en legende tone, så det næsten var at modsige hans egne ord, men det var mere for at vise at hun allerede var opdaget. Han havde et falkeblik, og så var det da rimelig kært at hun troede at en kniv kunne stoppe ham. Jo.. det kunne det jo sådan set, ramte ham rigtigt, han var trods alt levende og kunne dø, men.. han var blevet tortureret hele sit liv, så var han også dødsengel så han så automatisk på smerte på en hel anden måde hvad andre levende gjorde, og så var der det faktum at han havde lært at kæmpe siden han var helt lille, så hvis hun troede at hun kunne nå at få sat et stik ind, så var hun dum, og gjorde hun, så skulle hun være heldig eller også ville han lade hende, for at hun skulle tro at hun havde overtaget.
Han så hende sætte i løb og dette fik hans legende smil til at vokse sig større. Hun ville tilbage til menneskemængden, så hun fik en form for sikkerhed og tryghed, desværre for hende anede hun ikke hvem hun lagde sig op imod og han var da fuldstændig ligeglad med om der var andre folk eller ej! Han lænede sig ud fra muren, lod hende tro at hun kom væk fra ham ved at lade hende få et forspring, inden han lod sine vinger komme frem under kappen igen. Han gjorde nogle store bask, der førte ham op over tagene igen. Han fulgte hende oppefra, som en mus i en labyrint og så hende løbe forkert. Havde hun dog bare taget den anden vej, så var hun kommet ud, men ak.. hun løb ind i en blindgyde. Han landede på taget og så ned på hende. Et grumt smil gled over hans læber. Han gav hende lidt tid, inden han landede på jorden om hjørnet af blindgyden. Han begyndte at fløjte, en munter melodi, der kunne lyde helt klamt i den situation de befandt sig i. Hans hænder var fold bag hans ryg, idet han drejede rundt om hjørnet og blokerede vejen ud. Hun stod i den anden ende og han smilede legende. ”Jamen goddag igen. Jeg synes du sagde at vores veje skulle skilles,” svarede han drillende, selvom det var tydeligt at han legede med hende og den grumme mine sagde det hele.

[Deleted]

Måske der havde været måder at komme ud af kattepinen på, men Yessica havde nok en tendens til at gå lidt i panik når først hun blev skræmt, desuden var hun jo bare vant til at være lidt af en rappenskralde så det lå lidt til hende. ”Jeg beklager hvis du føler dig fornærmet, det var ikke min mening, jeg har bare travlt,” endte hun med skælvende stemme selvom hun virkelig forsøgte at skjule det. På trods af hans advarsel trak Yessica våbenet. Hun nåede ikke at bruge det før hun begyndte at løbe så stærkt hun kunne ind i de forskellige, snævre gader og uden at komme nogle vegne. I det fjerne kunne hun høre mennesker snakke, men det var langt væk og der var nok ikke nogle som ville tage sig særlig meget af hende. Forpustet stoppede hun op i den blindgyde hun var kommet til og så sig omkring, lyttede. Stilheden fik hende til at ånde lidt lettet op. Havde han været ligeglad? Det lod i hvert fald til at hun var sluppet fra ham.
Gispende efter vejret, nærmest faldt hun ind til muren hvor hun forsøgte at få styr på sin hjertebanken og sit åndedræt igen. Hendes krop skælvede, hun kunne se det på kniven der endnu hvilede i hendes hånd. Heldigvis lod den ikke til at ville blive en nødvendighed. De fredelige tanker blev hurtigt afbrudt af lyden af de tunge vingeslag. Yessica stivnede og holdt næsten instinktivt vejret. Hun kunne ane skyggen over taget, hvilket fik hende til at skubbe sig helt op i et hjørne i håb om at han ikke ville bide sig fast i hendes tilstedeværelse. Hvorfor skulle hun også rende ind i problemer konstant? Det var for farligt uden for Procias' murer, var det noget under hun ikke brød sig om at gå ud?
Hun lukkede øjnene og hviskede beroligende ord til sig selv også selvom det var gjort så lydløst som hun overhovedet kunne. Da hun åbnede øjnene igen faldt det direkte på hans skikkelse. Hun gispede overrasket inden hun hævede kniven der var holdt af en så skælvende hånd, at hun næppe ville kunne ramme noget som helst. ”Hold dig væk fra mig!” råbte hun næsten i håb om at folkene et sted i nærheden ville høre hende også selvom hun desværre var bange for at de havde for travlt med deres egne ting rundt omkring.

[Deleted]

Hun stank langt væk af frygt og panik, og selvom Angelo nød det, så var det også med til at tænde blodtørsten i ham. Altid havde han været en sadistisk person, det kunne han takke hans fader for, som havde valgt at torturere ham, tilmed voldtage ham og gøre andre grumme ting. Han havde aldrig kunnet have venner, da hans fader bare ville slå dem ihjel, den ene gang havde han endda forsøgt at spørge om hjælp og vælte hans fader, men manden havde slået alle ihjel og derefter var det gået ud over Angelo der var gået igennem endnu et mareridt. Han hadede manden mere end noget andet. Han ønskede ham død og borte. Altid havde han været alene og han havde altid ladet sine aggressioner gå ud over uskyldige, for at kunne få magt og kontrol selv, da han nød den følelse. Desuden var han dødsengel og det lå til hans væsen at nære sig på andres frygt og smerte, derfor nærede han sig også på hendes. Så var der også et andet faktum og det var at han nød at skræmme folk og gøre dem ondt, så desværre for hende slap hun ikke, da hun havde tændt rovdyret i ham. ”For travlt efter min mening,” svarede han i samme tone.
Som han landede på taget, kunne han nærmest høre hendes hjerteslag imod hendes bryst, samt høre hendes hivende vejrtrækning. Hun var åbenbart ikke en kvinde som var i topform, men det var typisk for procianerne, de gik ikke ind for kamp, så de kæmpede og trænede sjældent, hvilket også var grunden til at det blev deres død, de bad jo nærmest selv om det. Han elskede at hun var løbet ind i en blindgyde, så kunne han afspærre hende vejen og hun ville være fanget. Katten efter musen, det var præcis den leg de legede og han var slet ikke færdig med hende endnu!
Han lo morende, da hun hævede kniven og nærmest truede ham. Han kunne se hvordan hendes hånd skælvede og han kunne godt regne ud at hun på ingen måde var vant til at bruge den, derfor skabte hun ikke nogen frygt i ham. Han holdt kort hænderne oppe. ”Men jeg har jo ikke gjort dig noget,” svarede han, selvom man næsten kunne høre et endnu ligge gemt bag hans sætning. Han trådte et skridt ind i gyden, hvor der stadig var adskillige meter hen til hende. De var på ingen måde indenfor hinandens rækkevidde. Han smilede grumt. ”Er du sikker på at du er kvinde nok til at håndtere den der? Ser du, du har kun en chance til at dræbe mig, og hvis jeg overlever, sværger jeg at jeg skærer din hånd af,” lovede han hende i en rolig og dog sandfærdig tone. Det var op til hende hvad hun ville, og hvis hun bare var en anelse kløgtig, så ville hun ikke bruge den imod ham. Han lagde roligt armene over kors og betragtede hende afventende.

[Deleted]

Yessia havde måske ikke haft den største omgang med hans slags, men hun vidste hvordan det fungerede.. vidste at jo mere bange hun var, jo mere ondt hun havde – des bedre havde de det, og den tanke kunne hun ikke fordrage. Hun kunne ikke flygte for han havde blokeret den ene udvej der var. Hun stirrede på ham med ærefrygt og undgik for alt i verden at se ham i øjnene, for hun havde fundet ud af at det bare ville gøre hende svagere end som så. Læberne fugtede hun med tungespidsen og viste sig modig nok til at tage et skridt frem mod ham med kniven i sin hånd. Denne gang var hun truende, for hvilket andet valg havde hun? ”Lad mig gå, jeg er irrelevant for dig,” forsøgte hun usikkert. Hvad kunne han bruge hende til? Så stor betydning havde hun ikke for Procias, de kunne enkelt finde en ny og der var næppe nogle ud over Dafnir som ville komme til at savne hende.
I forhold til hende virkede han irriterende rolig, ja han lod ligefrem til at nyde det. Yessica blev igen mindet om hvorfor hun hadede hans væsen mere end noget andet i denne verden, hvorfor hun havde forsøgt at holde sig fra Amadeus. De var sådan.. alle sammen, ingen undtagelser! Lystige efter smerte og blod og tanken i sig selv udmattede hende. Hun strøg sine krøllede lokker bag ørerne og så på hans ben.. ansigtet var for farligt. Hendes krop skælvede, næsten så meget at hun ikke kunne holde på kniven i det hele taget. ”Andet end at følge efter mig?” foreslog hun og sank en klump. Måske hun var lidt spydig, men hun forsøgte om ikke andet at forholde sig lidt stærk i denne situation, for hun ville ikke lade sig trykke ned på samme måde som vampyren havde gjort det. Hans ord fik hende til at skæve ned på kniven før hun igen så op på ham. En chance? Hendes hånd? Alt farven forlod hendes kinder.. hun brugte sine hænder.. meget og tanken om at miste den ene gjorde hende næsten svimmel af panik. Hun tog en dyb indånding. ”En chance? Ingen modstand,” endte hun og trådte hen mod ham med tøvende skridt og kniven hævet. Hun havde læst utallige bøger, men aldrig trænet i den forstand, så hun havde ingen idé om hvor hun skulle ramme for at slå ham ihjel. Alligevel hævede hun kniven og forsøgte at få sin hånd så rolig som muligt, inden hun hakkede den ud mod hans bryst. Hun blev ikke for at se om den ramte, men strøg forbi ham igen for igen at løbe.

[Deleted]

Hun mindede Angelo om en lille skræmt pige. Hun holdt ganske vidst en kniv i den ene hånd, men hun skælvede så meget at hun slet ikke ville kunne bruge den. Hun så ham ikke engang i øjnene, så hun ville ikke engang kunne se skulle han gøre et træk. Øjnene var det vigtigste sted at se hen, når man var i kamp, det var nemlig øjnene der afslørede om man tøvede, eller om man angreb, generelt bare om man ville reagere, derfor var det gjort klart for ham at hun ingen kriger var, ikke engang tæt på. Han smilede grumt ved tanken, da hun trådte et skridt tættere på ham og truede ham denne gang, selvom han kun kunne ryste på hovedet af hende. Stakkels kvinde, hun skrev jo nærmest under på sin egen dødsdom. Selv når hun forsøgte at lyde bestemt, lød hun usikker. ”Det skal jeg nok afgøre om du er,” svarede han spydigt igen. Han kunne da ikke lade hende gå nu. Desuden betød det ikke noget for ham om hun var adelig eller ej, han havde desuden altid haft svært ved autoriteter, han havde altid haft svært ved at underlægge sig folk, derfor var han altid gået sine egne vegne og havde smadret de folk der havde forsøgt at bestemme over ham. Han havde desuden også altid holdt sig væk fra autoriteter, medmindre det var uundgåeligt, han havde desuden intet at gøre i de finere kredse, han ville da bare ende med at flå dem alle, fordi de bar deres arrogance.
Han måtte da beundre at hun ikke løb skrigende bort … og dog, det havde hun nok gjort, hvis ikke hun var endt i en blindgyde, hun havde ganske vidst ikke noget andet valg end at slå ham ihjel, da han næppe ville lade hende gå uanset hvad. Han smilede skævt til hendes forslag. ”Jeg må gå præcis der hvor jeg vil, at det så lige tilfældigt er i hælene på dig, er jo bare en skam,” svarede han og omformulerede nærmest begrebet at forfølge en anden. Han ville ikke lade hende gå og det var nok tydeligt for hende. Nysgerrigt løftede han det ene bryn, da hun valgte at gå imod ham. Hvad nu? Hun var vel ikke så dum at forsøge at komme forbi ham? Det var lige før at han skulle le over hendes forsøg, men han holdt det i sig og så blot begejstret på hende. Hun skulle være velkommen til at forsøge, men nu havde han advaret hende. Han sukkede let, da han kunne aflæse at hun ville stikke ham ned, og da hun gjorde, greb han omkring hendes smalle hånd, inden kniven nåede at ramme ham. Han så ned. Knivens spids var udenfor midten af hans bryst. ”Dårligt forsøg min kære, og dog. Havde du ramt, kunne det være at du ville være heldig, men det var du ikke. Desuden så kan du ikke vinde over din modstander, hvis ikke du ser ham i øjnene,” forklarede han, hvor han med en kraftig bevægelse, skubbede hende bagud og væk fra sig, så hun kom længere ind i gyden igen.

[Deleted]

I disse situationer så blev Yessica et barn igen. De ting der var hændt hende som lille sad som dybe ar, der fortalte hende hvordan hun skulle handle og hvordan hun skulle reagere, med andre ord blev hun både smålig og naiv igen. Hun så ham ikke i øjnene i frygt for at blive blød i knæene, han var tilsyneladende sensuel dæmon.. hun tænkte for sig selv, at det var en tilfældig blanding i forhold til Amadeus. Måske hun burde kalde på ham? Nej han skulle ikke have lov til at klare skærene for hende hver gang. ”Aha.. så fortæl mig hvad du kan bruge mig til,” bad hun næsten som var det en udfordring. Hun kunne ikke give ham nogle informationer han kunne bruge til noget, og hun var ingen vigtig brik i forhold til noget.
Havde hun haft muligheden så var hun endt med at løbe skrigende bort, men i stedet trådte hun bare tøvende tættere på ham med kniven i sin hånd, opsat på at slå ham ihjel også selvom hun aldrig havde taget et liv før. Hun var ikke vant til at holde et våben i det hele taget, det kunne også mærkes på hende. Som bibliotekar var det ikke ligefrem den slags man arbejdede mest med! ”For dig eller mig?” spurgte hun og himlede med øjnene. Hun endte med at stå foran ham med kniven hævet. Den skælvede i hendes hånd, men hun endte alligevel med at hakke ud efter ham. I samme øjeblik han greb om hendes slanke håndled, slap hun kniven i ren og skær forskrækkelse, hvilket fik den til at falde til jorden med en uhyggelig klirren. Hun sank en klump og så næsten automatisk op på hans ansigt med en tydelig klump i halsen. ”Lad mig gå,” bad hun igen denne gang med direkte frygt at spore i hendes ellers varme blik.
Hans skub puffede hende ind i gyden og fik hende til at miste balancen så hun røg direkte ned på den hårde jord med et gisp. Hendes albue sved efter at have slået den måde nogle småsten men ellers var hun kommet helskindet da falder. Hun krøb en smule tilbage til væggen så hun kunne komme tilbage på sine ben og om ikke andet gøre et forsøg på at forsvare sig. Lidt desperat gennemsøgte hun sin taske og smed en stor pose med guldmønter foran ham, ligesom hun tog armbåndet af. ”Tag hvad du vil have, men lad mig gå,” endte hun rystende og håbede at det ville gå an.

[Deleted]

Ak den frygt. Så sød den var og dog så.. ynkelig. Selvom Angelo vidste at der fandtes folk derude som sikkert var stærkere end ham på visse punkter, så lod han dem ikke skræmme sig, om han skulle støde på dem. Han kendte sig selv bedre end nogen anden, han vidste at han havde svagheder og han havde bearbejdet dem, så folk ville få svært ved at bruge dem imod ham. Folk havde for eksempel en tendens til at angribe hans vinger, folk mente sikkert at det var et smart træk, men det trick var oldgammelt for ham, så der skulle en del til før de overhovedet kunne komme tæt på dem. Han havde desuden også den fordel at han bar dæmonblod i sine årer og selvom det ikke var nær så kraftigt som en fuldblodsdæmon, end ikke så meget som en varyl eller holygrail, så havde han lært at koble den lille magi fra dæmonerne til hans dødsengel, så det pludselig blev kraftigere. Hans fader var desuden gået op i at han ikke skulle være svag, så hans fader havde straffet ham hver gang han havde udvist svaghed eller ikke havde været dygtig nok, så han havde hurtigt lært at blive god og kunne forsvare sig selv, hvor han heller ikke var ung længere. Han havde levet længe. Og tanken om at han havde været sin faders slave så længe, det gav ham kvalme. Han ønskede sin hævn og han skulle nok få den på et eller andet tidspunkt! Han gned let sin glatragede hage og lagde hovedet på sned. ”Det skal jeg nok finde ud af,” svarede han blot uden at give hende et større svar. Han kunne altid bruge folk til noget, om det så var fordi det var oprigtigt nyttigt eller bare for at komme ud med sine aggressioner. De måtte se hvad hun blev.
Han trak blot på skuldrene som svar og smilede grumt. Det var naturligvis en skam for hende. Han frygtede ikke hende, men det gjorde hun omvendt. Det var sjovt som folk havde en tendens til at irritere ham, men på den anden side kunne de heller ikke gøre noget rigtigt ved ham. Han smilede kækt, da hun blev forskrækket og tabte kniven, der røg til jorden. ”Som du vil,” svarede han blot og skubbede hende fra sig, da hun bad ham om at lade hende gå. Hun faldt til jorden grundet mistet balance og synet fik ham til at smile hånende. Arme kvinde. Det var næsten utroligt at hun ikke var død allerede. Nysgerrigt så han til, da hun begyndte at rode sin taske igennem, da hun var kommet op at stå igen. Havde hun endnu et våben gemt? Da hun så forsøgte at bestikke ham, slog han ud i en brølende latter, der var grum, kold og dog morende. ”Hvem siger at jeg vil have dine penge og værdiggenstande? Fra første blik du lagde på mig, dømte du mig for at være en ond mand, men har jeg gjort dig ondt endnu? Du skulle have udvist oprigtig venlighed og jeg ville have ladet dig gå,” fortalte han og gik et skridt længere ind i gyden. Han blev dog forstyrret af en mandestemme bag ham. ”Hvad sker der her?” Mande var blevet tiltrukket af Yessicas råben, hvor det var tydeligt at han forsøgte at komme hende til undsætning. Han gik et skridt tættere imod Angelo, der så sig over skulderen og vendte sit mørke blik imod manden. Han rynkede utilfreds på næsen og da manden skulle til at åbne munden og sige noget, slog Angelo sin knytnæve ind i hans hoved, så han trak sig sammen. Han greb fat i manden og trak ham ind til sig, hvor der kort efter lød en grim lyd af brækkende knogler og manden sank sammen på jorden med en brækket nakke og var død på stedet, hvor det hele skete på under syv sekunder. Han klappede let sine hænder for støv og sukkede let. ”Hm..” Han prikkede til manden med sin fod, inden han vendte sig imod Yessica som om intet var hændt. ”Og du sagde?” spurgte han og et grumt smil gled over hans læber, som han tog endnu et skridt imod hende.

[Deleted]

Hvor gammel manden var eller hvad han kunne, det havde hun intet kendskab til. Hun havde sjældent stået med et våben i hånden, hun var aldrig blevet trænet og at tage et liv, ville hun kun gøre hvis det var den absolut sidste udvej. Yessica sank en klump og så op på ham. Jorden var slet ikke behagelig men hun turde ikke rigtigt at rejse sig i frygt for hvad han ville gøre ved hende. Hun kunne ikke se hvad pokker hun havde gjort andet end at udvise ham den venlighed som hun nu engang havde formået, under normale omstændigheder ville hun aldrig have værdiget ham så meget som et blik. Dog var det generelt sjældent at hun i det hele taget kom uden for Procias grænser, hun havde fundet ud af at det var det eneste trygge sted heromkring, men nu tog hun alligevel chancen og drog hele vejen til Imandra for at overraske Amadeus.
Hun skubbede sig en smule op så hun kunne sætte sig og kastede alle værdigenstande hen til ham. Så slidt som han så ud, så måtte det næsten være det han var ude efter og hun ville hellere end gerne lade ham få det, hvis bare det betød hun kunne få lov til at gå. Hans latter løb hende koldt ned af ryggen, hun kunne mærke hårene på sine arme rejse sig. ”Jeg er ligeglad med hvad du vil have, bare tag det. Jeg stoler ikke på din slags, tro mig jeg udviste sig venlighed,” svarede hun bidsk. Måske det var svært for ham at tro på, men han kunne jo spørge så mange andre og finde ud af at det var sandt. Den fremmede mands stemme fik hende til at se væk fra Angelo og i stedet se om på ham. Hun sendte ham et både skræmt og uroligt blik for hun havde desværre en tendens til at tro, det ikke ville hjælpe. ”Kom væk!” advarede hun også selvom det var for sent. Før hun vidste af det kunne hun høre knogler knække for manden faldt slapt ned på jorden. Hun så væk og fik tårer i øjnene. Hun kunne skrige, men hun ønskede ikke at flere skulle miste livet, de procianske værdier havde hun trods alt. ”Bæst,” mumlede hun næsten prustende. Hun kunne ikke holde ud at se på den døde skikkelse og vide hvilken varm sjæl havde mistet sit liv i et forsøg på at redde hende.

[Deleted]

Denne kvinde kunne ikke yde nogen modstand, men måske hun kunne give Angelo noget andet? Det var trods alt ikke sjovt at slå på en som slet ikke kunne noget og så var det også typisk kun mændene som han slog på og kvinderne han voldtog. Han havde dog ændret sig en smule over det sidste århundrede, hvor han ikke havde været andet end en slave, hvor han var gået fra at være en skræmt knægt til at blive en frygtløs mand. Han ville ikke lade nogen som helst styre hans liv længere og bestemt ikke hans fader, der alligevel var ligeglad med ham, manden troede sikkert at han var dø dog han var sikkert også glad for det. Han havde aldrig kunnet lide ham og han havde tit tænkt på hvorfor hans fader ikke bare havde slået ham ihjel, men inderst inde var det vel fordi at han var hans søn? Ikke fordi det havde hjulpet meget ved de mange voldtægter og torturtimer, hvor han til tider var blevet spærret inde for en måned.
Manden der forsøgte at komme hende til undsætning, led en hurtig og smertefri død, næsten da. Han var ikke enig i at hun havde udvist venlighed, men hun var åbenbart stædig. Han hørte ikke hendes mumlen, da hun alligevel var for langt væk for ham til at kunne høre det. ”Jeg synes ikke at det er hverken venligt eller høfligt at dømme en mand, du end ikke kender. Jeg hjalp dig, gjorde jeg ikke? Og hvad gør du? Du spiller falsk fordi du frygter mit væsen og stikker af som enhver anden kujon. Var du blevet, så havde du sluppet, men nu? Ja, nu kan jeg ligeså godt vise dig hvor slem jeg faktisk kan være. Og jeg havde ellers lige en perfekt dag, men det skulle du aboslut ødelægge for mig,” fortalte han, hvor han tog sig til hovedet og sukkede irriteret. Han samlede hendes kniv op og trådte tættere på hende, selvom der stadig var et par meter imellem dem. Han satte sig på hug, så han kom ned i hendes højde, hvor hans knæ pegede ud til siden, hans venstre albue hvilede imod venstre knæ og hans højre holdt om kniven som han pegede mod hende. ”Fortæl mig hvem du er og hvor du er på vej hen, så skal jeg overveje at lade dig gå,” opfordrede han hende, hvor det også ville vinde hende tid. ”Det må næsten have noget at gøre med den mand du købte skjorten til,” tænkte han højt. Og imens han gav hende tid til at fortælle, begyndte han at lege med kniven og studere den, selvom hans sanser var rettet imod hende.

[Deleted]

Det var en af de helt basale regler for overlevelse ikke at slå igen, for Yessica havde lært på den hårde måde at det som regel gav et enormt tilbageslag. Hun forholdt sig så rolig som hun nu engang kunne, hvilket var svært og særligt efter han havde slået manden ihjel. Hun vovede at se hen på den døde skikkelse. I sit stille sind bad hun til at han ikke havde en familie som ville savne ham, for det ville næsten være det værste. Hun vidste ikke at denne fremmede kendte Amadeus bedre end som så, i så fald så kunne det være at hun havde haft en lidt større forståelse for hvorfor han valgte at køre på hende men hun forstod det ikke. I stedet satte hun sig med ryggen mod væggen og smed sin taske ved siden af. Den var tung at bære, og upraktisk hvis hun skulle gøre sig nogen forhåbning om at slippe væk. Hun sank en klump. ”Om jeg var oprigtig eller ej er vel ligegyldigt? Vi har alle en historie ikke sandt? Du kender ikke min som jeg ikke kender din, og det er irrelevant,” forsøgte hun igen. Måske det var lidt modigt, men hun var god til ord ikke til handling.
Smerte kunne hun håndtere selvom hun godt kunne have været den foruden, det var først ved berøring at hendes klap gik ned og så tæt på var han trods alt ikke kommet. Hun fulgte ham med blikket til han endte med at glide på knæ for hende med kniven i sin hånd. Hun trak sin egen til sig og holdt den for brystet, han havde jo allerede truet med at fjerne den. Pludselig var han kommet for tæt på. Hun trykkede sig op af væggen og så væk fra ham med tydeligt ubehag. ”Vi ved begge at det ikke er hvad du har tænkt dig,” svarede hun lidt spydigt. På den anden side. Hun vendte blikket til hans og følte omgående sit hjerte banke. Hun havde en irriterende lyst til at røre ham, en lyst som skræmte hende. ”Men meget vel.. mit navn er Yessica, jeg bibliotekar, og jeg var på vej til Imandra for at mødes med min kæreste, Amadeus, du har muligvis hørt om ham,” fortalte hun med en skrap og dog selvtilfreds tone. Det var nok en åndssvag trussel men man måtte tage hvad man havde, desuden var Amadeus på ingen måde hendes kæreste! ”Og jeg lover dig, at hvis du så meget som lægger en finger på mig, så bliver det din død,” advarede hun med en tone der ikke virkede særlig farlig taget i betragtning af blidheden og varmen i den.

[Deleted]

Som Angelo havde taget plads et par metre væk fra hende, blev han siddende på hug og studerede den kniv hun havde forsøgt at stikke ham med. Om det havde været et modigt eller dumt træk, ja det havde han ikke besluttet sig for endnu, måske en blanding? Hun havde ikke rigtig haft noget andet valg end at stikke ham ned, for ellers var hun næppe kommet forbi ham og det gjorde hun næppe alligevel. Hendes lille flugtforsøg, var dog slået fejl for hende og det betød at hun stadig hang på ham, og heldig for hende var han ikke blevet irriteret af hendes forsøg, som han meget vel kunne være blevet. Han løftede sit blik og så imod hende, hvor han ikke kunne lade vær med at fnyse. ”Ens historie har intet med gensidig respekt og venlighed at gøre, tøs. Det er et valg man kan foretage sig uden. Og jeg er sikker på at alle vil foretrække en oprigtig venlighed, fremfor en falsk person og jeg bryde mig ikke om falske personer,” svarede han, hvor han udtalte det som en trussel og advarsel, og han tilmed pegede på hende med knivsspidsen for at understregen truslen. Sandheden var han virkelig sked på gensidig respekt og venlighed, han havde aldrig udvist den selv, hun måtte næsten være en af de første der stødte på ham på en af hans gode dage, desværre for hende havde hun også ladet chancen passere og det kunne komme til at koste hende dyrt. Han var dog i princippet ligeglad med hendes venlighed, da han ikke havde brug for den og ville næppe udvise nogen overfor hende eller nogen andre, han skulle trods alt bare bruge en undskyldning til at komme efter hende og gøre hende ondt.
Han smilede blot grumt til hende ved hendes ord, som var det en bekræftelse på at hun havde ret. Hvad han havde tænkt sig at gøre med hende, havde han dog endnu ikke fundet ud af, men han overvejede da mulighederne. Han sad og smilede grumt, imens han legede med kniven, som om han sad og fik gode ideer. Det var da hun nævnte hans faders navn at han blev stiv i minen og stoppede legen med kniven. Amadeus? Fra Imandra? Hendes kæreste? Hvad?! Han var klar over at det ikke kunne være andre end hans fader, men.. var han virkelig blevet så blød? Tidligere havde hun kaldt ham for neutral. Fraværende stak han knivsspidsen ind i hans ene finger, hvor der endte med at gå hul, så blodet dryppede. Hans fader havde taget alt fra ham, grunden til at han var endt som slave, var fordi hans fader havde besudlet en kvinde han havde holdt af, den første person han nogensinde havde åbnet sig op for. Havde guderne nu virkelig skænket ham muligheden for at tage hævn og gøre det samme? Han løftede blikket mod hende og hele hans mine havde ændret sig. ”Åh jeg har skam godt hørt om Amadeus fra Imandra, det har alle dødsengle. Men søde tøs, er du sikker på at du kender ham, for manden er ikke stort andet end et monster, en ond og nådesløs mand, som ville dræbe et lysvæsen som dig på stedet,” spurgte han og stirrede på hende med et glimt af sindssyge i hans øjne. Han valgte at sige at alle dødsengle kendte manden, og fik det til at lyde som var han et stort forbillede for racen, netop så han ikke vakte større opsigt på sig selv, for i virkeligheden var han mandens søn. Ville det sige at han stod overfor hans … stedmor? Tanken fandt han næsten ironisk, morsom og sørgelig på en og samme tid.

[Deleted]

Yessica var meget optaget af at følge hans leg med kniven næsten i frygt for hvad han kunne finde på at gøre med den. Begge hænder holdt hun tæt til kroppen så han ikke ville få muligheden for at tage dem fra hende, hun skulle jo bruge dem! Han lod dog til at være meget rolig.. i øjeblikket, hun var mere urolig for hvornår hun kunne komme videre.. om det overhovedet ville blive aktuelt. Hun sank en klump. Var hun falsk? Faktisk havde hun jo bare forsøgt at gøre hvad Amadeus havde bedt hende om at være mere åben, men hun fik kun bekræftet sin tanke om at alle af hans slags var monstre. ”Fair nok. Jeg bryder mig ikke om din slags, det har jeg aldrig gjort. Måden i nærer jer fra andres smerte og det mørke i fører med jer. Det eneste du gør er at bevise at jeg har opført mig ret,” påpegede hun hårdt også selvom hun slet ikke var i stand til at lyde kold. Idet hun så knivsspidsen endte hun med tie for i stedet at stirrer på den. Hun havde ikke lyst til at køre ham op så han blev vred, men det var svært ikke at forsøge på at forsvare sig.
Det grumme smil fik hende til at trække benene til sig og nærmest putte sig i en siddende fosterstilling. Han var skræmmende og klam at være i nærheden af. Sindssygen strålede langt ud af hans blik, hun var på ingen måde klar over hvad han tænkte, og den tanke brød hun sig virkelig ikke om! Det forundrede hende derimod ikke at han havde hørt om Amadeus, han var med garanti kendt i kredsene. Hans ord gjorde hende dog tavs. Hun havde gennem lange tider forsøgt at afvise manden selvom han ikke gav op, han havde haft rigeligt med muligheder til at slå hende ihjel. ”Jeg har intet at frygte fra hans side.. du derimod,” svarede hun bare lidt snobbet. Hun havde masse at frygte fra Amadeus men gjorde det ikke. ”Hvis han havde villet slå mig ihjel, så havde jeg næppe siddet her, havde jeg?” spurgte hun ligefrem spydigt selvom det var sandt. Hun havde efterhånden kendt Amadeus i en god del tid og han havde aldrig gjort hende noget. ”Den eneste onde og nådesløse mand her, er dig,” afsluttede hun og kastede et ømt blik mod liget ikke langt fra dem. Det gjorde virkelig ondt at se ham ligge slapt på jorden, eftersom han kun havde forsøgt at gøre en god gerning.

[Deleted]

Selvom Angelo legede med kniven, så lyttede han til hendes ord, da hun talte. Hun havde skam ret. Hendes slags havde al grund til at væmmes ved hans slags, hvor det gik den samme vej omvendt, det var derfor at det bare ikke gik mellem mørket og lyset. Da hun talte færdigt, vendte han sine sorte øjne imod hende, der kunne ligne to huller i hans ansigt, nu hvor de sad i skygge. ”Måske, men huske på én ting; det er ikke vores skyld at vi er som vi er, at vores natur er mere barsk end hvad jeres er, vi har ikke skabt os selv, det har de.” Han pegede opad med kniven og hentydede naturligvis til guderne. Det fik ham til at tænke på at han faktisk var i familie med en, hvis hans fader da havde fortalt ham sandheden, han havde nemlig fortalt ham at de nedstammede fra dødsguden Azrael, en mand han var opkaldt efter. Han havde sagt at han aldrig måtte sige det til nogen, fordi folk bare ville tro at han var sindssyg, men det havde hans far jo været alle dage, siden han kunne finde på at opdrage sine børn som han havde, så det kunne godt være at hans fader blot havde sagt det af sindssyge, hvem vidste? Han følte sig ikke overdrevet stærk eller mægtig, så mon ikke det var en løgn?
Det kom bag på ham at hun kendte til hans fader, manden var nemlig ikke just kendt for at være blød og hænge ud med lysets væsner, det var trods alt manden der havde tortureret ham i timer fordi han havde lagt i med en holy grail, der bar en kvart engel i sig og som han ikke havde slået ihjel, det var også den kvinde som han havde åbnet sig op for og det var også den kvinde som hans fader havde besudlet. Manden havde altid ødelagt alt for ham og derfor ønskede han ham død! Han trak på smilebåndet. ”Jeg frygter ham ikke,” svarede han selvsikkert. Det havde han engang gjort, men han nægtede at lade sin frygt styre sit liv mere, han skulle have gjort oprør for lang tid siden, men det århundrede som træl havde gjort ham stærkere og hårdfør, det havde givet ham et skub i den rigtige retning. Han gned sin hage til hendes ord, da hun trods alt havde ret. Hvorfor havde hans fader ikke slået hende ihjel? ”Så du fortæller mig at han er blevet blød? At han har fået følelser for et lyst væsen?” spurgte han, mest for at få det på det rene, for det kunne han virkelig ikke tro på. Så kunne det jo umuligt være hans fader hun talte om! Han trak igen grumt på smilebåndet. ”Hvis jeg er den onde, så er det mere Amadeus der skal frygte mig, end omvendt,” svarede han tydeligt tilfredst. Han lagde hovedet på sned. ”Fortæl mig Yessica.. hvordan har du gjort den mægtige Amadeus fra Imandra blød? Er du sikker på at han ikke bare leger med dit skrøbelige hjerte?”

[Deleted]

Det var ret almindeligt kendt at lyset og mørket havde sine problemer med at omgås og her var det klassiske eksempel. Mørket gjorde hende svag, mens lyset nok var ret ubehagelig, måske ligefrem kvalmende for ham. Hun rystede selvom han selv flere meter fra hende. Det værste var næsten at hun kunne høre folk gå omkring ikke langt derfra, det eneste hun skulle gøre var at skrige, men hvor mange liv ville det ikke komme til at koste i den anden ende? Hun sank en klump og lyttede kun halvt om halvt til hvad han sagde. I stedet forsøgte hun at finde en oplagt vej ud, men der var kun en. I lange sekunder stirrede hun ud af gyden. Det var en stor chance, men ikke desto mindre en hun måtte. ”Det forundre mig at du tror på Guderne. Men ja, der er ganske vidst en mening med alting, ikke desto mindre så tager jeg ikke stilling til det,” svarede hun lidt åndsfraværende. Hvordan skulle hun komme forbi ham? Han havde en kniv, hvilket var at holde magten.
Eftersom han endnu ikke havde berørt hende, var hun i stand til at tænke forholdsvis klart selvom det ikke var nemt. ”Kun tåber frygter ham ikke,” påpegede hun sandfærdigt. Hun var selv bange for ham på visse punkter selvom han ikke gjorde hende ondt, det var jo heller ikke ligefrem sandt at de udgjorde et par, det lød bare som en glimrende trussel. ”Noegt tyder på det,” endte hun ligeså kortfattet. Hun var slet ikke sikker på at Amadeus følte for hende og slet ikke at han var blevet blød, men hvad skulle hun ellers sige? Hun rejste sig langsomt op og sørgede for at holde sig op af væggen så han ikke skulle anse det for en truende bevægelse. ”Jo ser du...” hun tøvede lidt og følte sit hjerte banke. ”.. jeg viste ham blot at der er ting på den anden side af mørket, som han ikke havde oplevet,” løj hun og bevægede sig lidt længere hen af væggen mod gydens udgang. Da hun følte at hun ikke kunne gå længere uden at vække opsigt, kastede hun sin taske mod ham i et forsøg på at aflede ham så hun igen kunne sætte i løb og forhåbentligt undslippe ham denne gang – hvis hun kunne finde den rette vej vel og mærke.