We meet again.

[Deleted]

”Hvis min evige taknemmelighed er nok for dig, er det selvfølgelig det. Du skal bare vide, at jeg altid vil have i baghovedet, hvad du og Enrico har gjort for mig. Og hvis du nogensinde skulle ønske min hjælp, vil jeg selvfølgelig give dig den. Med henblik på de andre, som har kendt til mit dilemma, har de alle været blodsugere, og det siger vel alt om, hvorfor de ikke har været af den samme forståelse, som dig,” sagde Denjarna sandfærdigt. De blodsugende racer så sjældent længere end til deres egen næsetip, og derfor undrede det hende ikke, at de ikke kunne sætte sig ind i hendes sted. De havde dog accepteret, at hun ønskede forvandlingen, og det måtte i den sidste ende være det vigtigste, skønt hun selvfølgelig allerbedst kunne lide Salvatores reaktion. Han forstod nemlig, hvordan det var at være af kød og blod, samt han generelt forstod sig på personer, som han lyttede og hjalp. En tankegang hun kun kunne bifalde. Blikket lod hun hvile på ham, som han måtte sige, hvad hun selv havde tænkt, samt hvad Faith havde fortalt hende. ”Du siger præcist, hvad jeg selv har tænkt, og hvad alle andre prøver at fortælle mig. Jeg tror heller ikke, at I alle tager fejl, for jeg har trods alt selv tænkt den præcis samme tanke. Det er dog en tanke jeg skal lære at vænne mig til, da jeg efterhånden har været vant til en anden i længere tid, end jeg overhovedet kan huske,” sagde hun med en rolig stemme. Helt ligetil var det ikke, men det ville formentligt løse sig, som det tydeligvis var det rette valg at tage. Det var trods alt også allerede til at mærke, da hun allerede nu kunne mærke, hvordan stenen havde forladt hendes bryst, og hvordan hun måtte føle sig let og fri. ”Jeg kan selvfølgelig altid tage den mening til eftertanke.. Jeg tror derfor at det er bedst, at du arter dig gennem resten af aftenen,” sagde hun i en drillende tone, hvor smilet heller ikke var til at tage fejl af. Hun tvivlede nu engang på, at det ville blive en negativ aften, og hvis det blev det, vidste hun, hvor døren var. Hun havde nemlig ikke brug for mere mørke i sit liv lige pt. Hun trak på smilebåndet. ”Jeg har altid kommet her ofte, så jeg vil vove at påstå, at jeg kender til de fleste skatte her. Jeg er også lettet over, at jeg igen kan nyde landet om dagen. Og selskabet af en smuk ledsager gør altid sit,” svarede hun med et smil på læben. Som han lagde armen om hendes liv, måtte hun kort skæve til armen, da hun endnu skulle vænne sig til, at det ikke længere var Dericks arm der hvilede der. Hun kommenterede den dog ikke, som hun også måtte finde det rart. Derfor fulgte hun ham roligt, som han ledte hende gennem krostuen og ud mod gangen, der viste en vej med værelser på sin side. Underligt var det et sted, at de gjorde dette, men hun var tryg omkring ham, og det var det der måtte tælle i øjeblikket. Nysgerrighed ramte hende dog, som de stod foran værelset, hvor hun måtte være spændt på at se, hvad han havde sørget for til dem. Han havde trods alt været den med pengepungen for i aften, og som han fik døren skubbet om, gik hun nysgerrigt ud af hans arm, som hun gik ind på deres værelse, hvor hun begyndte med at løsne sin kappe.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Jeg kender måske en smule til det, at være noget som man slet ikke har lyst til, så jeg kan et sted godt sætte mig i den situation, som du sad i dengang. Vampyrer er nu kendt for at være lidt.. blind for hvad der er værd i livet. Hvis det skulle blive nødvendigt, så ved jeg da, at jeg har en at gå til, og det er jo rart.. En tjeneste er den anden værd. Det er sådan jeg vil have det. Foruden det, så skylder du mig intet. Jeg er bare glad for at kunne hjælpe dig,” sagde Salvatore med en ganske sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt ikke. Han sendte hende et let smil. Det var vel starten på hvad man kunne kalde for et venskab? Og det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som han havde det fjerneste imod, for han kunne skam godt lide det. Det var slet ikke fordi at han ønskede at virke belærende eller noget som helst, men han ville jo hellere se, at hun trives og faktisk havde det godt, end han ville se hende med det modsatte her, for det var slet ikke noget som han kunne bruge det mindste til. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Han havde skam slet ikke noget imod at tilbringe tiden med dvasianere, for selv han havde da erfaret, at de ikke alle sammen var lige slemme, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Den kommer hurtigere end det man aner det, Denjarna. Specielt hvis det er til det bedste, og når man ikke har noget andet valg. Desuden, hvis det er noget som mange har sagt til dig, så er der måske også noget om det. Vi er nogle som faktisk ønsker at du har det godt,” sagde han med en rolig og ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han skulle nok opføre sig ordentlig i aften, men også nu hvor han kunne mærke på hende, at det hjalp at snakke ud om det, hvilket han naturligvis var glad for, for han ønskede jo bare, at hun havde det bedst muligt. ”Jeg lover at jeg nok skal opføre mig anstændigt,” lovede han med en rolig stemme, også selvom hans blik måske kunne gå hen og sige noget andet. Han var måske en ordentlig mand, og han var heller ikke ude på at gøre hende noget ondt, men af den grund kunne man jo godt more sig bare en smule trods alt. Armen omkring hendes liv, var egentlig kun for at ledsage hende videre, og ikke fordi at han var ude på noget som helst, inden han roligt stoppede op foran døren. ”Selv jeg må falde i skyggen for skønheden som du bringer med dig, min kære,” påpegede han roligt, som han lod hende søge ud af hans favn for at søge ind på værelset, da døren blev åbnet for dem begge. Værelset i sig selv, var temmelig stort med en stor seng med smukt sæt sengetøj. Der stod en lille kommode med et brændende stearinlys og en lille buket blomster på. Han havde betalt for det fineste som de havde, også fordi at det skulle kunne rumme to. Også fordi at han slet ikke regnede med at skulle ligge i sengen ved siden af hende.

[Deleted]

At han halvt om halvt måtte kende til Denjarnas situation, hjalp hende blot, da det betød, at han i givent fald kunne sætte sig ind i hendes situation, og det måtte betyde umådeligt meget for hende lige pt. Vampyrerne var nemlig ikke til megen hjælp, skønt de støttede hende, da de ganske rigtigt var blinde, for hvad der var noget værd i livet. Det var en skam, at det var sådan, men intet var der at gøre ved det, da det var en umådelig stædig og stolt race. Personligt var hun blot glad for, at hun ikke længere var en del af den, men det var hun samtidig ene om at mene, da ingen anden vampyr ønskede et levende liv. ”At du kender til det, er blot en gevinst for mit vedkommende, skønt det selvfølgelig er en skam for dit vedkommende. Det er uden tvivl til en hjælp, at mindst én person kan sætte sig ind i ens situation, for du har mere end ret i, at vampyrerne lider af manglede forståelse. Det er uden tvivl en skam, men alligevel har lige netop den race altid formået at overleve. At jeg intet skylder dig, må være det, men min taknemmelighed vil du altid have i baghånden,” sagde hun roligt. At han mente, at al tumulten med Derick inden længe ville gå i orden, håbede hun så sandelig på. Hun nød nemlig på ingen måde at sidde i skæresilden, men hun var vel også allerede godt på vej ud af den? Hun havde nemlig allerede taget beslutningen at gå fra ham, og hun havde det faktisk også fået det overraskende godt, efter at hun havde gjort det. Nu manglede hun blot at finde ud af, om hende og Derick nogensinde ville få en fremtid igen, og det behøvede hun måske heller ikke at finde ud af med det samme. Det kunne sagtens komme med tiden, som det naturligt kunne ske, at hun fandt en anden og glemte ham, eller at hun savnede ham, og derfor søgte tilbage. ”Jeg håber, at du har ret. Det er desuden til det bedste.. Det kan jeg trods alt føle nu, hvor valget er taget. Og at I andre ønsker mig det bedste, tror jeg skam på … især nu hvor jeg selv kan føle det i mit indre. Det er blot en skam, at jeg lod det gå så vidt mellem ham og mig, men det sker, at man gør tåbelige handlinger i kærlighedens og håbets navn,” sagde hun sandfærdigt. Morende måtte hun trække på smilet, som hun hørte hans gode ord, men ænsede hans drillende blik. Hun frygtede skam ikke, at aftenen mellem dem ville blive ødelagt, da hun regnede med, at de begge ønskede det samme. Nemlig en behagelig og god aften. Selv havde hun i hvert fald ingen intentioner om at lave drama, og hun tvivlede ærlig talt på, at Salvatore selv var typen, skønt han havde vist hende, at han var god til at ende i diverse ulykker. Hun kommenterede det dog ikke, som hun blot fulgte ham, som de måtte søge til deres kroværelse. ”Det behager mig, at end ikke magikernes leder kan modstå mig,” sagde hun stille med et kækt glimt i øjet, som havde det været en stor ting. Det var det dog ikke, da hun allerede havde charmeret andre leder, kronprinser og sågar konger. Kort tid efter lod hun sig dog søge ind på værelset, hvor hun måtte studere rummet som det første. Det var et yderst nydeligt værelse, han havde købt dem, hvor hun endda ville sige, at det muligvis kunne ligne, at det havde tydelige intime relationer til forholdet mellem en mand og en kvinde. Det var dog ikke af den årsag, at de var søgt dertil. ”Du havde ret i, at dette sted var det perfekte sted at søge hen,” komplimenterede hun ham mildt, inden hun valgte at hænge sin kappe op på stumtjeneren ved døren. De forskellige ar måtte være at se på hendes arme, da kjolen ikke blev holdt ved hjælp af ærmer, men af to sølvspænder ved skuldrene. Det var dog ikke det hun fokuserede på, som hun roligt vendte sig om mod ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var udmærket godt kendt med følelsen af, at man ikke havde det godt i den skikkelse som man var, så det var ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at han havde noget problem med at sætte sig i Denjarnas sted. Naturligvis ville han tabe på denne deal, men det var slet ikke noget som han havde det mindste imod, for det vigtigste for ham, var egentlig bare at hun havde en tillid til ham, stolede på ham, også fordi at han havde hjulpet hende, og det havde været det eneste, som han faktisk havde været ude på. Han sendte hende et stille smil. ”Det er måske en umådelig dum aftale for mig, men jeg vil ikke have du skal skylde mig noget, Denjarna. Skulle det gå hen og blive nødvendigt for mig, at søge hjælp, så ved jeg hvor jeg kan søge hen, hvis jeg ved det er en opgave, som du kan magte.. Og det er det vigtigste. Ingen gæld.. Ingenting,” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende. Nu som det var sagt, så ønskede han faktisk bare at hun fandt den ro som hun havde brug for, selvom han nu stod fast på at denne Derick, ikke var en mand for hende, sådan som han havde behandlet hende, så ja, han håbede jo at hun med fornuften kunne se, at dette ikke var et valg, som hun skulle tage, og så gå tilbage til denne mand. Når man fandt en anden, som man kunne koncentrere sig om, så plejede det uden tvivl at hjælpe på det hele, så man ikke gik rundt og tænkte på den som man lige havde forladt – eller i hans tilfælde, hvor han var blevet forladt. ”En skam er det måske, men du gjorde det, og det er også det som er det vigtigste, min kære. Det vigtigste er jo at du har det godt, og hvis det ikke er noget som denne man er i stand til at give dig.. Så se dig hellere om efter en mand som kan. Jeg er sikker på at en kvinde med din personlighed, er noget som er yderst tiltalende for mange.. Så vogt dig,” sagde han roligt. Det var ikke fordi at han var meget for at skulle fremstille hende som svag eller noget lignende, for det var det slet ikke. Han ønskede hende faktisk kun det bedste, og nu hvor han var der til at give hende en god aften, så ville han! Værelset passede ham nu ganske udmærket. Han trak muntert på smilebåndet. Så lang tid, at hun kunne se at han faktisk kunne forstå en joke, og han forstod sig på drilleri, så var det vel heller ikke så slemt igen, var det? ”Selv en leder af lyset, kan ikke modstå synet af en smuk kvinde, som dig,” påpegede han med en morende mine. Han tillod sig selv, at hænge sin egen kappe op på stumptjeneren, inden han igen vendte sig i retningen af hende. Han nikkede mod hende og med et let smil. ”Er jeg endelig udenfor de procianske grænser, så er det som regel her, jeg er at finde. Jeg kan lide det.. Og her er rolig og fredeligt.. Som regel,” sagde han med en rolig stemme, som han søgte hen til vinduet, som han let slog op. Det var selv en lun aften, og derfor skulle det vel også nydes. ”Jeg håber ikke du har noget imod det. Det er en utrolig flot aften,” sagde han med en rolig stemme.

[Deleted]

Om det var en dårlig aftale for Salvatores vedkommende kunne diskuteres. Det afhang nemlig af, om man valgte at se på det som en god vennetjeneste, eller som en forretningsaftale. Personligt følte Denjarna, at det var en vennetjeneste, da han havde ønsket at hjælpe hende personligt, fordi hun havde været ked af det med sig selv. Det tydede det også et sted på, at det var, siden han ikke ønskede nogen form for betaling for sin hjælp. Hvis det havde været en forretningsaftale, havde det ganske enkelt været skidt for ham, da han personligt ikke ville få noget ud af at hjælpe hende. Hun smilede svagt til ham. ”Hvis du selv ønsker, at aftalen skal gå således, kan det umuligt være skidt for dit vedkommende. Jeg har trods alt tilbudt dig min hjælp, hvis det vel og mærke vil være mig muligt, og det har du valgt at afslå. Derfor har du allerede vurderet, hvad der vil være korrekt at gøre for dit vedkommende,” sagde hun roligt. Det var dog meget muligt, at han ikke direkte ønskede hendes hjælp, men hvis hun for fremtiden kunne give ham en hjælpende hånd, ville hun hellere end gerne gøre det, som tak for hans gode råd. Det var også gode råd hun måtte få af ham i aften – selvom hun førhen havde hørt det – men jo flere gange man hørte en ting, jo mere blev man præget af det. Det måtte også være tilfældet nu, som hun var begyndt at kunne se fornuften i sin omgangskreds ord. Hun ønskede trods alt at have det godt, samt føle sig elsket, og sandt var det vel, at en anden mand end Derick sagtens kunne give hende det? Hun skulle blot vænne sig til tanken om, at hun ikke længere ville være omkring manden, som hun kendte så godt. ”Jeg håber skam, at mændene derude er mere villige til at give mig, hvad jeg søger, end hvad Derick var. Derick var en god mand på mange punkter, men jeg kan umuligt være sammen med en mand der anser mig for at være et middagsmåltid. Jeg forsøgte trods alt heller ikke at spise ham, bare fordi, at jeg som levende spiser kød. Det er blot almen viden, om man så er blodsuger eller en levende race,” sagde hun stilfærdigt, inden et kækt glimt måtte vise sig i de smukke sølvgrå øjne. ”Siden jeg bør vogte mig for kommende bejlere.. Bør jeg så vogte mig for dig, min gode Salvatore?” Altid havde hun haft en særevne, når det kom til det mandlige køn, som de altid havde flokkedes om hende. At det endnu var tilfældet troede hun skam, for … det havde trods alt kommet til syne, inden hendes gensyn med Derick. At han ligeledes måtte sige, at end ikke han kunne modstå hendes smukke ydre, fik hende til at trække en tand ekstra på smilebåndet. ”Det er ord der aldrig vil slå fejl i en kvindes øre,” sagde hun i en munter tone, skønt det måtte være sandfærdigt. Det var nemlig aldrig helt galt at høre, at mændene ikke kunne modstå synet af en. Men mændene havde også altid haft en tendens til at elske de elviske træk, der måtte forekomme dem lettere eksotisk, samt hendes blanke ravnsorte hår og de unikke sølvgrå øjne. Roligt gik hun over til den store seng, hvor hun satte sig på den bløde sengekant. ”Og jeg kan kun forstå, hvorfor du søger hertil. Her er yderst smukt og yderst fredfuldt, og hvem vil ikke søge det? Nok er jeg dvasianer, men jeg har altid haft en forkærlighed for natur, og det må Manjarno have e masse af,” fortalte hun roligt. Hun mærkede, hvordan en brise svagt måtte ramme hendes ansigt, og få de mørke lokker til at bevæge sig blidt, som han åbnede op for vinduet. ”Jeg har skam intet imod, at vinduet bliver holdt åbent. Vinteren er endelig borte, og dagen i dag har været os mild, og det skal blot nydes.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at det måske ikke var den bedste aftale for hans vedkommende, men han havde det fint med det af den grund. Nu som det var sagt, så var det ikke fordi at han tog det særlig tungt igen. Han så hellere at hun havde det godt, og at han så havde en, som han kunne bede om en tjeneste, den dag, det skulle vise sig at blive en nødvendighed. Han nikkede mod hende. Det var sådan at han ville have det. ”Du har tilbudt mig din hjælp, og det vil jeg huske, den dag det bliver en nødvendighed. Jeg vil hellere have det sådan.. Frem for at du skal være nødsaget til at sidde og føle du står i gæld til mig.. For det gør du ikke. Venner hjælper trods alt hinanden, ikke sandt?” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig stemme. Han lod hovedet søge let på sned, som han lod månelyset komme ind i værelset, som de nu skulle dele. Det var skam ikke fordi at han havde noget imod det som sådan, for han kunne sagtnes sove på gulvet eller lignende, hvis det var det som skulle til. Han havde jo sin anden skikkelse at benytte sig af, så hun ikke skulle føle det ukomfortabelt eller noget lignende, for det var jo heller ikke meningen. Uanset hvad, så var han jo nødt til at give hende ret i hendes udtalelser omkring Derick, for det var jo vigtigt at hun havde det godt sammen med den mand, som hun nu var sammen med. Ingen tvivl om det! ”Hvis Derick kun kan betegne dig som et måltid, så er det virkelig ikke en mand, som du skal tilbringe tiden sammen med, Denjarna. Du fortjener meget bedre end det, min kære, og det håber jeg så inderligt, at du ved.” Hans stemme bar præg af alvor, også fordi at han slet ikke ønskede at se hende ulykkelig eller noget lignende, og derfor så han heller ikke, at hun skulle tage tilbage til den mand, som tilsyneladende kun havde gjort hende ondt, for det fik ingen af dem, nogen verdens nytte ud af. Han måtte slå ud i en kraftig latter ved hendes ord, for det morede ham virkelig. ”Jeg har da gjort det godt til nu, ikke sandt? Jeg har fået dig med alene til kroen og til værelset,” påpegede han tydeligt drillende, som han igen blinkede til hende. Det var skam slet ikke fordi at han var ude på noget som helst omkring hende, for det eneste som han ønskede sig, var at hun havde det godt, og det var virkelig det eneste som var af betydning. Han vendte sig roligt mod hende atter en gang og med et stille smil på læben. En smuk kvinde var hun uden tvivl, og det var han heller ikke bange for at fortælle hende. ”Hvorfor skjule en sandhed, når det er noget som gavner alle parter..?” spurgte han med en sigende mine. Smukt var her, og folk var mere åbne overfor mørket og lyset, og dem imellem, så det kunne ikke være bedre. Han trak let på smilebåndet. ”Her er uden tvivl utrolig smukt.. Jeg selv nyder det ved solnedgangen og opgangen. Det er i mine øjne, noget af det smukkeste.. Du vil måske være med ud og se den, når den atter en gang vil stå op?” spurgte han roligt, som han lagde armene afslappet over kors foran ham. Han nikkede igen, som han kort vendte blikket mod vinduet. Det blev hurtigt sent, og selv han måtte erkende, at han var ved at blive træt. ”Sandt.. Det er også ved at blive sent. Vil du foretrække at sove med vinduet åbent eller lukket? Du kan bare tage sengen, så… tager jeg gulvet,” sagde han roligt, som han igen vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Det at han betegnede dem som venner, fik Denjarna til at trække en kende på smilet. Det var bestemt ikke en vending, hun havde noget imod, som hun rent faktisk rigtigt godt kunne lide, at det var sådan det var. Nok stod de som dvasianer og procianer, samt de havde haft deres gnidninger, men alligevel syntes hun om ham, hvor hun selv ønskede, at det var sådan det var mellem dem. At han ikke ønskede noget af hende lige nu og her, passede hende såmænd også fint, så længe at han vidste, at han kunne komme til hende, hvis det kneb for ham. Hun ønskede ham trods alt kun det bedste, ligesom han havde ønsket med hende. ”Det er sandt.. Venner gør, hvad de kan, for at hjælpe den anden part, hvis det er dem muligt. Det vil jeg ej glemme. Vær tryg omkring det,” sagde hun ærligt i en rolig tone, som hun heller ikke følte, at der var mere i det, efter at de havde lagt det på plads. At han ikke ønskede, at hun var sammen med Derick, kom ikke just bag på hende. Ingen ønskede nemlig, at hun var sammen med den mand efterhånden. Hun vidste godt, at Derick ikke udelukket betegnede hende som et måltid, men det at han havde tænkt tanken én gang, var nok for hende. Det kunne nemlig ikke være rigtigt, at man var i et forhold, hvor den anden part kunne finde på at spise en. ”Jeg ved, at jeg er mere for ham end det, men det, at den tanke overhovedet kunne komme på bordet, er nok for mig. Der burde være bedre derude … selv for mig. Jeg ved, at jeg ikke er fortjent med dette, og derfor har jeg også i sinde at undersøge, hvad mere der er derude,” sagde hun sandfærdigt. At han slog ud i en kraftig latter, fik hende til at se overrasket imod ham, skønt hendes mine måtte være munter. Det var nemlig behageligt at føle denne varme, og ordene måtte som sådan også bringe hende morskab. ”Det kan der vel være noget om. Du har spillet dine kort godt, min kære Salvatore,” svarede hun i morende tone. Sandt var det, at det var gode fremskridt, at han havde fået hende med til et værelse, hvis han var ude på noget. Hun var dog af den tanke, at han oprigtigt havde ment, at han bare ville glæde hende en smule, og give hende en vis form for tryghed. Hendes læber spandt ud i et smil. ”Jeg har heller aldrig sagt, at det er sandhed du burde skjule for mig. Jeg vil i stedet sige, at jeg ikke vil have noget imod at høre flere af lige præcis de sandheder.” Hænderne foldede hun roligt i sit skød, som hun sad på sengekanten. Et godt værelse var det i særdeleshed, skønt hun ikke kunne sige, hvordan pladsfordelingen ville blive, siden der kun var én stor seng, og ingen andre bløde møbler. ”Hvor end man er, vil en solopgang og en solnedgang altid være et smukt syn. Jeg vil med glæde se dens opgang med dig, ligesom vi delte solnedgangen med hinanden. Jeg har intet at nå, og når vi alligevel er samlet, ville det være en skam at misse det syn,” sagde hun med en rolig stemme. Selv havde hun nemlig intet imod at bruge den næste dag med ham. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som han foreslog en fordeling af de forskellige sovepladser. ”Selvom vejret derude er smukt, så tror jeg alligevel, at det vil være en fordel for os med et lukket vindue. Jeg er af kød og blod igen, og derfor ønsker jeg ikke at udsætte min krop for mulig syge,” sagde hun roligt. ”Er du sikker på, at du har lyst til at tage gulvet? Det er dig, der har betalt for værelset, og jeg har ikke svært ved at tro, at det må være frygteligt hårdt at ligge der.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore turde nu godt drage den konklusion at han kunne kalde Denjarna for en ven, også selvom han ikke rigtigt kendte til hende endnu, så var det noget som de sikkert meget hurtigt kunne gøre noget ved, og specielt hvis deres møder fortsatte med at gå som de nu gjorde, så var det uden tvivl noget, som kun gjorde det hele meget bedre. At hun så ikke afviste planen og ideen ved det hele, var naturligvis kun en tanke som glædede ham ganske betragteligt, hvor smilet selv, måtte brede sig tydeligt på hans læber. ”Det glæder mig, at du ikke afviser tanken, Denjarna. Selv en som jeg har brug for en social omgangskreds, og jeg tager ikke meget fejl, hvis det er noget som du lige så har brug for nogen du bare kan være dig selv omkring,” sagde han roligt. Foreløbig, så gik det jo stort set efter planen, hvis han havde haft bagtanker med dette, hvilket han slet ikke havde, da det heller ikke var noget som lå til ham som person, for det gjorde det da slet ikke. Han rystede endelig på hovedet. ”Jeg kender ikke Derick, men han har bidt dig en gang, Denjarna, og derfor håber og beder jeg til, at du ser fornuften i at finde en mand.. En mand som faktisk kan behandle dig med den værdighed og ære, som du fortjener,” sagde han endeligt. Han ville ikke diskutere sagen, men det var jo bare faktum, ikke sandt? Han sendte hende et drilsk smil, som han let blinkede til hende. ”Jeg kan mine tricks,” påpegede han morende, for det var jo bare ren og skær underholdning. Desuden virkede det heller ikke til, at hun var.. bange eller utryg omkring ham, hvilket skam også var noget som han havde det helt fint med. ”Sandheden er den som man kommer længst med.. Og når man er i selskab med en smuk kvinde, så ser jeg slet ikke nogen grund til at skjule det for dig.. Du fortjener at høre det,” svarede han ærligt, som han igen blinkede til hende. Med tanke på solopgangen, så glædede det ham virkelig, at det var noget som hun havde i sinde at dele med ham, for han elskede selv de tider på døgnet, og han stod gerne op, netop for at få lov og få den ære af at opleve det, hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele! ”Solens opgang og solens nedgang, er alt sammen noget som de døde slet ikke får muligheden for at opleve. Det er nok det smukkeste og noget som man aldrig kan blive træt af at betragte.. Jeg kan i hvert fald ikke. At du vil dele det øjeblik med mig når solen står op, er noget som faktisk betyder meget for mig. Jeg skal nok holde dig varm. Selv om morgenen i dette vejr, kan det være frygtelig koldt,” påpegede han sigende. Det kunne godt være at han havde betalt for værelset, men hun var jo trods alt gæsten, og derfor var det vigtigt, at det var hende som sov godt og trygt i hans øjne. Han rystede let på hovedet. ”I min anden skikkelse, er jeg vant til at sove på steder, som selv er hårdere end det gulv her. Jeg har skam forståelse for, hvis du vil have en seng alene, Denjarna, og tænk ikke på det.. Det gør mig virkelig intet. Det vigtigste for mig, er dit velbefindende. Tag du bare sengen. Jeg insistere,” tilføjede han med et let smil.

[Deleted]

Det at have Salvatore som sin ven, og det at ’skylde’ ham en tjeneste i nødens stund, passede om end Denjarna ganske fint. Hun nød nemlig at være omkring ham, som han både fik hende til at more sig, samt føle sig tryg. Ligesom alle andre, havde hun desuden også brug for en social omgangskreds, og derfor havde hun absolut intet imod at tilføje ham til den kreds. Hun følte desuden, at hun havde tabt et par stykker på vejen, efter at hun var kommet tilbage til civilisationen, som hun i øjeblikket kun havde Vladimir og Faith, og nu også Salvatore. ”Hvorfor skulle jeg afvise tanken? Jeg kan godt lide at være omkring dig, Salvatore. Og det er vel et alment ønske at have en god social omgangskreds. Selv har jeg i hvert fald aldrig været eneboer, som jeg altid har nydt at være omkring folk,” svarede hun i en ærlig tone, som hun altid havde været en yderst social kvinde. At han ønskede, at hun tænkte en ekstra gang over tingene, når det kom til Derick, forstod hun skam godt, hvor hun også håbede, at hun var i stand til det. Hun ønskede nemlig ikke det liv, som han havde tilbudt hende på det seneste, og derfor håbede hun, at hun kunne finde den rette løsning på det punkt. ”Jeg vil ikke glemme dine ord, Salvatore. Jeg ønsker, at det bliver bedre for mig på det punkt, og derfor har jeg intentioner om at efterleve det for fremtiden,” sagde hun roligt. Det var nemlig ingen hemmelighed, at hun ønskede den rette mand for sig, men hvem gjorde ikke det? Om hun kunne finde en mand, som hun kunne elske højere, end hvad hun havde elsket Derick, var hun dog spændt på at se. Morende slap hun en latter. ”Det har du uden tvivl,” kommenterede hun muntert. Det var vel næsten sandt, at han havde sine tricks, siden han havde formået at lokke hende med ind på kroen. Det var dog ikke, hvad hun tænkte mest over, da deres møde ikke direkte havde gået ud på flirt. ”Det gør man i hvert fald størstedelen af tilfældene, og især når det kommer til dette punkt,” svarede hun morende og gengældte blinket med det ene øje. Det at skulle nyde solopgangen med ham i morgen, glædede hun sig rent faktisk til, som det altid havde været et syn hun havde nydt, og det at se det med en anden person forskønnede blot øjeblikket. Smukt og fredfyldt var det nemlig, hvor det klart måtte være en af de ting, som hun havde savnet allermest, dengang hun havde været vampyr. ”Det er en vidunderlig ting, som de døde går glip af. Jeg kan huske, hvordan jeg dagligt måtte længtes efter at se et glimt af solens opgang, dengang jeg tilhørte dem. Det var forfærdeligt.. Det er heldigvis ikke et tab jeg lider under længere, hvor det ej heller er et tab, som jeg nogensinde skal lide under igen. Det at skulle dele synet med en anden, der vægter solen ligeså højt som jeg, betyder derfor noget for mig,” sagde hun sandfærdigt og sendte ham et smil. At han ikke ville høre tale om, at hun bekymrede sig over hans sengeplads, fik hende til at nikke stille med hovedet. Det var ikke fordi, at hun havde drømt om at dele seng med ham, men hun havde givet ham muligheden, fordi han havde betalt for værelset. At han så valgte at afslå, måtte være hans sag, og det accepterede hun også til fulde. ”Hvis du mener, at du kan sove komfortabelt på gulvet, vil du ikke høre mere fra mig på det punkt. Det er vel også ved at være på tide, at vi ligger os til køjs, nu når vi har planer for morgendagen,” sagde hun med en rolig stemme.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det glædede faktisk Salvatore, at han kunne betegne Denjarna som en veninde. Det bedste ved det hele – i hans øjne om ikke andet, var jo trods alt at hun ikke afviste tanken. Det var vel bare et bevis på, at man sagtens kunne være venner på tværs af landenes grænse, uden at det behøvede at involvere krig, kamp og det at såre hinanden, for det var slet ikke noget som han var det mindste ude på. Han nikkede anerkendende i retningen af hende. Det betød faktisk meget for ham, at høre hende sige det. ”Såfremt at du kan betegne mig som en ven, så er jeg glad, Denjarna.. Enhver har brug for en god og solid omgangskreds, og nogen at dele ting med, situationer.. Ja, i vores tilfælde, så solopgangen og nedgangen, som vi skal se i morgen.. Jeg glæder mig,” sagde han sandfærdigt. Disse ting, var ikke hyggelige at opleve på egen hånd, og derfor var han naturligvis frygtelig glad for, at hun ville dele dette med ham. Med henblik på Derick, så håbede han inderligt, at hun ville tænke sig om en enkelt gang. Ikke fordi at han ville stå og tage valget fra hende, for hun var skam en voksen kvinde, som var i stand til at tage sine egne valg. Han trak tilfredst på smilebåndet til hendes ord. Det glædede ham om ikke andet, at hun lyttede til hvad han havde at indberette. ”Det betyder meget for mig.. Har du noget at drøfte, så kom til mig. Så skal jeg rådføre dig, så godt som jeg nu kan,” tilføjede han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, for det var jo faktisk kun noget som han mente. Nu kunne man ikke ligefrem sige, at deres samtale og deres møder var kørt på flirt, for det var det på ingen måde. Han nød at tilbringe den tid sammen med hende, så det var slet ikke noget som forundrede nogen som helst i den anden ende. Han blinkede let til hende. Kunne han, og var han interesseret i det på den måde, så kunne han sagtens lægge mere i det, og vise, at han var en mand bedre end Derick, og.. hvem vidste? Måske det ville komme en dag? ”Indrøm det.. du er imponeret,” sagde han med en direkte morende stemme, som han let blinkede til hende, for det var jo trods alt heller ikke ligefrem en løgn i den anden ende. Han ønskede og han elskede at skænke kvinder komplimenter, og specielt når der faktisk var hold i det, som han sagde til dem. At hun selv glædede sig til solopgangen, var uden tvivl noget som gjorde Salvatore helt glad, for han elskede at tilbringe den tid sammen med en kvinde, og.. hende specielt, fordi at de faktisk kom utrolig godt ud af det med hinanden, hvilket kun gjorde det hele mange gange bedre. ”De ved ikke hvad de går glip af, men igen, så kan de jo heller ikke se det. De ser ikke hvad der er smukt i livet her. Du lider ikke det tab længere, og det er godt.. Om du trives som en vampyr eller ej, betyder intet for mig.. Det vigtigste er at du har dine mål og dine ambitioner.. Og derfor ser jeg også frem til at dele den stund med dig i morgen,” sagde han roligt. Han kunne sagtens sove på gulvet. Efterhånden, så var det kun noget som han var blevet vant til med tiden. ”Du er min gæst, kære Denjarna.. Desuden går jeg ikke ud fra, at du videre lyster at hvile i min favn bare sådan? Jeg insistere.. Tag du endelig sengen,” afsluttede han roligt, idet han selv indtog den fuldendte forvandling for en gangs skyld, kun for at stå foran hende på alle fire poter og med den smukke sorte pels. De intense øjne gled mod hende.

[Deleted]

Det at tilføje Salvatore til sin vennekreds, passede Denjarna særdeles godt! Derfor glædede det hende kun, at de var nået til enighed på den vis. At de kom fra hvert sit land, betød ingen for hende, da hun selv havde haft et mere grænseoverskridende forhold engang. Nemlig forholdet til den nuværende konge – Gabriel. Det var ufatteligt længe siden, at hun sidst havde set ham, men hun regnede med, at det gik ham godt, siden han var blevet gift og endelig stod med tronen. Det var dog ikke Gabriel der måtte hvile i hendes tanker for nu, men Salvatore. Han var nemlig den mand hun sad med i nuet, og den mand der i øjeblikket fik hende til at smile. ”Det har man, og det at jeg kan føje dig til den, glæder mig kun. At vi i vores tilfælde skal dele solopgangen, passer mig kun udmærket, da det ikke er det samme som hvis man sad alene og betragtede den,” sagde hun i en ærlig tone. At dagens møde måtte ende ud i, at hun igen modtog råd fra hans side, havde hun ikke just ventet, men rart havde det været. Det var ikke fordi, at hun ønskede at belemre ham med sine problemer, hver gang de sås, men rart var det at vide, at hun altid kunne gå til ham, hvis der var noget der nagede hende. Blidt smilede hun til ham, som det var et generøst tilbud han gav hende. Det viste desuden, at hun havde ret omkring ham, som han i sandhed var en god mand. ”Det betyder meget for mig, at jeg altid vil have dig at søge til. Jeg ønsker dog ikke, at vores møder altid skal omhandle problemer. Det ville kun være synd.. Jeg har desuden meget mere at tilbyde, end at være en kvinde med problemer til halsen,” svarede hun roligt. Måden han begyndte at tale til hende, fik smilet til at brede sig yderligere på hendes læber. Det morede hende et sted, at de nu også kunne have den form for snak med hinanden, og det havde hun faktisk intet imod. Faktisk savnede hun, at hun kunne tale mere frit og blot nyde omstændighederne, som hun havde følt sig ufatteligt bundet på det seneste. Hendes hoved faldt let på sned, mens der måtte være et klart skær i de sølvgrå øjne. ”Du har ret.. Jeg er … en smule imponeret,” sagde hun i drillende tone, som hun ikke gav sig helt. ”Hvad vil du gøre for at sparke benene helt væk under mig?” spurgte hun legende, og dog en kende nysgerrigt. Hænderne lagde hun anelse bag sig mod madrassen, så hendes arme blev strakt og holdt hendes krop oppe. Blikket tog hun ikke fra ham, som de sølvgrå øjne måtte hvile i hans grønne. At han glædede sig i så høj en grad til at se solopgangen med hende, måtte naturligvis varme hende, da det var rart at høre, at folk ønskede at spendere den tid med en. ”Du kan ikke vide, hvad du går glip af, hvis aldrig du har oplevet det. Det er en skam for vampyrracen, samt alle andre døde racer, da solen – om man vil det eller ej – er langt mere livsbekræftende end månen. Månen tager ej heller så smuk en vandring som solen, og det er en skam, at man ikke kan bevidne det,” sagde hun med en rolig stemme. At han ønskede, at hun beholdte sine mål og ambitioner, behøvede han skam ikke at frygte for, da hun aldrig ville miste dem. ”Hvem siger, at jeg ikke savner følelsen af en varm krop, der holder om mig?” spurgte hun drillende, skønt der måtte være en vis sandhed i det. Hun savnede nemlig følelsen af kærtegn, som hende og Derick ikke just havde klaret det godt, og så var der det faktum, at hun primært omgik vampyrer, og derfor led af manglende kontakt fra de levende, og derfor også kunne savne varmen. ”Men jeg skal nok tage sengen,” afsluttede hun roligt, samtidig med, at hun vidnede til hans fuldkomne forvandling. Aldrig havde hun set ham i sin fulde panterskikkelse, og nysgerrig gjorde det hende, som hun måtte strække armen, og stryge ham let over det pelsede og blanke hoved.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At have en, som han faktisk kunne betragte som en nær i sin vennekreds, var uden tvivl noget, som måtte glæde Salvatore, da det i sandhed også var noget som betød meget for ham, og i det tilfælde, så var han faktisk ganske ligeglad med at de var fra hver deres side af landegrænserne, for de var jo bare et omvandrende bevis på at selv de kunne enes, hvilket hun vel også havde erfaret tidligere? Eftersom hun havde haft noget med den nuværende kong af Procias at gøre, også selvom det nu heller ikke var det som han ønskede at skænke en tanke. Han nikkede til hende. Han ønskede hende det bedste, og lige nu var det tilsyneladende noget som han kunne give hende, og det var noget som han agtet at gøre. ”Solens op- og nedgang, er ikke noget som man burde nyde alene, men med en anden.. Desuden.. Jeg kan lide at have andre at gå til.. nogen man faktisk kan kalde for en ven,” sagde han roligt. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde synderlig mange af dem i forvejen, da det først var nu, at han for alvor kunne komme ud af skallen, og bare.. nyde sit liv. Måske deres møder ikke ligefrem skulle gå op i problemer og det hele, men hvis hun havde noget på sinde, så ville han gerne lytte, hjælpe, råde og guide hende, så godt som det nu var ham menneskelig muligt. ”Du er skam mere end en kvinde med en masse problemer, min kære Denjarna. Kan jeg hjælpe dig, så ønsker jeg det, om det så er noget vi skal bruge de næste hundrede møder på. Hvis det er med til at sørge for, at du har det godt, så passer det mig ganske perfekt. En skam..? Muligvis, men vi har grund til at være sammen… og bare nyde hinandens selskab, ikke sandt?” sagde han roligt. Hvis det var fordi at han ville noget med hende, så ville han da selv mene at han havde gjort det skræmmende godt af den grund, men ikke desto mindre så tog han det som et tegn til at hun virkelig stolede på ham, og det tog han kun som en rigtig god og ikke mindst positiv ting. ”Kun en smule..? Så må jeg vidst anstrenge mig det mere,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han søgte roligt hen til hende, også selvom han dog ikke lagde op til noget. ”Tro mig, kæreste.. Jeg er kun ved at varme op,” påpegede han morende, som han let blinkede til hende. Selvom han nu fandt tanken morende, så var det faktisk rart, at de bare.. kunne nyde tiden sammen med hinanden. Han kunne skam ikke være andet end enig i hendes udtalelse. ”Der er en grund til at de er så fasttømrede i deres holdninger og meninger, for de har aldrig oplevet andet. Jeg ser skønheden i månen og de mange nattevandringer, men lige så i lyset, som jeg også ved at du selv gør det.. Måske du burde se dig om efter en mand som.. kan give dig de ting,” sagde han endeligt, som han vendte blikket mod hende. Smilet bredte sig en anelse på hans læber. ”Jeg kan da godt lægge mig, hvis det er ønsket?” påpegede han roligt, inden han indtog den komplette forvandling og vendte igen de intense øjne mod hende. At hun strøg ham over hovedet, sagde han slet ikke noget til, da det faktisk var noget som han virkelig godt kunne lide. Han spandt svagt og slog let med halen og gned så hovedet op mod hendes hånd, inden han hoppede op i sengen ved siden af hende og lagde sig ned.

[Deleted]

At Salvatore havde en lille vennekreds var selvfølgelig en skam, men det, at han fra nu af kunne regne med Denjarna, måtte selvfølgelig opveje det en hel del. Hun ønskede nemlig at være der for ham, som han havde været der for hende, hvor hun også blot ønskede, at de sammen kunne nyde hinandens selskab. Selv havde hun altid nydt det omkring folk, som hun aldrig havde været en enspænder, og det, at hun nu kunne bruge den tid med ham, glædede hende blot. ”Jeg håber, at det er i orden, at jeg spørger dig om dette, men hvor mange har du, som du kan kalde for din ven? Det lyder som om, at du er rimelig … alene,” spurgte hun stille, som hun ikke ønskede at træde i det. Hun vidste allerede, at han ikke havde mange, da han ganske enkelt vægtede det meste af sin tid på sit arbejde, men alligevel. At han vidste, at hun havde meget mere at byde på, end ren og skær problemer, glædede hende, da hun følte, at deres møder muligvis havde handlet en tand for meget om problemer. Selv havde hun nemlig mere at byde på, som hun sagtens kunne tale om andet end dilemmaer, men det ville han forhåbentligt selv opleve med tiden. ”Jeg vil forsikre dig, at vores næste hundrede møder ikke vil omhandle mine problemer. Det er skam ikke mit ønske for vores tid sammen. Overhovedet ikke.. Men jeg ønsker ganske rigtigt bare at nyde tiden med dig, samt vise dig, hvad mere jeg har at byde på,” sagde hun med et smil på læben. Smilet måtte også langsomt strække sig til det mere morende, som han sagde, at han måtte forbedre sig i sit forsøg på at imponere hende. Det var som sådan ikke noget hun havde noget imod, da det fik hende til at smile, men en konkurrence behøvede det ikke ligefrem at være. Med nysgerrighed i blikket måtte hun også betragte ham, som han valgte at nærme sig hende. ”Det vil jeg glæde mig til at se,” svarede hun morende, som måtte hun forvente, at han ville gøre sit for at imponere hende. Hun nikkede medgivende til hans udtalelser, da han ganske enkelt havde ret i dem. Det var nemlig svært at ændre sin holdning, hvis ikke man var vant til at se andet end det sædvanlige. ”Jeg kan ej heller bebrejde dem for deres holdninger, når nu de ikke har muligheden for at vide bedre. Månen har uden tvivl sin egen skønhed, ligesom stjernerne, men selv nyder jeg at kunne være ude i lyset. Det er desuden den tid, hvor vi ser bedst, samt den tid, hvor vores kroppe har lettest ved at være ude,” sagde hun roligt. ”Mener du, at jeg skal finde en levende mand denne her gang? Selv kan jeg endnu ikke sige, hvad jeg vil vælge, for jeg ved ikke, hvad mit hjerte vil vælge. Jeg ved dog, at det ville have sine fordele, hvis jeg valgte en, som jeg kunne nyde alle døgnets tider med.” Som han sagde, at han sagtens kunne lægge sig i sengen hos hende, nåede hun kun at smile, inden han ændrede sin skikkelse. Det var allerførste gang, at hun så ham i sin fulde forvandling, og det var uden tvivl et utroligt syn. Panteren var nemlig et frygtindgydende væsen, og det at kunne være så tæt på den, samt vide, at det blot var Salvatore, var en utrolig fornemmelse. Rolig var hun, skønt hun ikke helt kunne nænne sig, som hun måtte røre hans smukke og ikke mindst blanke pels. Hun smilede, som han spandt, og sprang om i sengen. ”Læg dig, hvor du ønsker at sove. Om det er i sengen eller på gulvet, er dit eget valg,” sagde hun roligt, skønt hun ikke vidste, om han kunne forstå hende, nu når han var i sin skikkelse. Selv valgte hun at skubbe sin krop tilbage i sengen, så hun kunne begynde t gøre sig klar til søvnen, som de lagde op til.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var måske ikke just kendt for at være den mest sociale af sig, da han skam brugte meget tid på arbejde. Når alt endelig skulle komme til alt, så var han måske ikke den mand som.. var så nem at omgås med, selvom han var venlig og imødekommende af sig. Han var nemlig ikke meget for at åbne sig for andre, også fordi at han kun havde oplevet den smerte som han havde. At hun så hentydede til det, forundrede ham ikke. Han havde det skam ganske fint i længden sådan som tingene var i forvejen. ”Ingen spørgsmål er dumme, så du spørger bare.. Jeg er måske en venlig og.. imødekommende mand, hvis man udviser det samme for mig, Denjarna.. Men dem som jeg kalder nærme og venner, kan tælles på en enkelt hånd,” svarede han ærligt. Det var ikke forfærdelig mange år siden, at han havde lært at skille mellem sin animagus og sit magikyndige jeg, så han havde jo aldrig rigtigt haft nogen sociale omgangskredse, så han var jo stort set.. startet på bunden, og det var bestemt heller ikke fordi at det var lige nemt altid. Han sendte hende et let smil. Uanset hvordan deres møder vil se ud i fremtiden, så var det faktisk noget som han ville se frygtelig meget frem til, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun havde mere at byde det, hvilket næsten var noget som han kunne se og fornemme i hende, og uden tvivl også noget som passede ham særdeles fint. ”Uanset hvad der sker ved de kommende hundrede møder mellem dig og mig, så er det noget som jeg ser frem til. Du skænker selv mig en form for ro, som jeg ikke har følt igennem frygtelig mange år.. Muligvis fordi at du ser mig som den mand jeg er.. frem for en leder og alt det andet. Du er mig en unik kvinde,” sagde han endeligt. Han måtte måske stramme sig en smule an ved tanken om at skulle score hende, også selvom det ikke var noget som han var ude på, men.. hvem vidste? Måske med tiden? ”Pas på.. Det kan ske førend du aner det,” påpegede han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil. ”Månen og solen er smukke på hver deres måde, og nu hvor jeg ved, at det er noget som du specielt sætter pris på, så ville det måske være mest naturligt med en mand, som faktisk kan give dig det? De små glæder i livet?” spurgte han roligt.
At indtage sin panterskikkelse, var uden tvivl noget som fascinerede Denjarna, og det var en tanke som han fandt morende. Nu hvor de skulle se solen stå op sammen, så var det vel også snart på tide at komme i seng, ellers ville de da slet ikke være friske til at solen ville stå op. At hun var sådan overfor ham, havde han slet ikke noget imod. Hovedet gned mod hendes hånd, idet han roligt hoppede op og lage sig i sengen – dog helt nede i fodenden, for han havde jo allerede nu bedt hende om at tage sengen og sove i den. Han vendte de intense øjne mod hende. Han forstod hende skam udmærket, det var slet ikke det. #Skal jeg da komme og lægge armene om dig, mens du hviler i den sødeste søvn, kære Denjarna?# lød hans stemme i hendes hoved. Han gjorde dog ikke noget overilet. Det vigtigste, var at hun havde det godt.

[Deleted]

Det måtte et sted forundre Denjarna, at Salvatore ikke havde flere omkring sig, end det han havde. Det var nemlig sandt, at han var en yderst venligstemt og åbensindet mand, hvis blot man kom til ham med den rette indstilling. Hendes tanke var desuden, at folk fra Procias måtte forgude et sådant sind, og derfor undrede det hende, at det alligevel ikke var tilfældet. Han fortalte hende trods alt nu, at venner ikke var udbredt omkring ham. Det vigtigste var dog, at han ikke var helt alene i verdenen, og så kunne der være ligegyldigt, om man havde to nære eller tyve. ”Det vil jeg huske på. Det at din vennekreds kan tælles på en hånd, er vel heller ikke det værste, der kunne ske.. Det vigtigste er trods alt, at man bare har én, som man kan regne med. Derfra skal det hele nemlig nok løse sig,” sagde hun med en rolig stemme. Selv tvivlede hun ikke på, at han nok skulle klare sig. At hun rent faktisk formåede at skænke ham en form for ro, havde hun ikke videre regnet med, da hun derimod havde regnet med, at han naturligt hvilte i sig selv. Det var i hvert fald den mand, som hun så, når hun kiggede på ham, og talte med ham. Det glædede hende dog at høre, hvad hun gav ham, samt at han fandt hende unik. Det var han dog ikke den første til at kalde hende. ”At jeg kan give dig en form for personlig ro i kroppen, glæder mig blot, da det også er, hvad du giver mig. At jeg kan se dig som andet end en leder, er måske fordi, at jeg selv har stået i din position engang. Jeg ved, at der er mere i end leder end blot en titel, som de er menneskelige ligesom alle andre,” sagde hun sandfærdigt. Hun kendte til det pres, der måtte ligge på hans skuldre, men samtidig vidste hun, at der var mere i det end det, som det ikke var ren og skær arbejde altid. Morende løftede hun brynet en anelse. ”Åh jaså?” lød det morende fra hende, inden hendes mine måtte blive mere tænksom. ”Jeg vil sætte pris på, at jeg kan være ude med min mand i alle døgnets timer.. Det er rigtig nok. Desværre er de færreste jeg ser i Dvasias i stand til det,” svarede hun ærligt.
Det var første gang, at Denjarna måtte forholde sig så tæt på et så frygtindgydende dyr. Skræmt var hun dog ikke, men det var også fordi, at hun vidste, at intet ondt ville ske hende. Kroppen skubbede hun længere tilbage i sengen, så hun kunne gøre sig klar til at gå søvnen i møde. Det var ikke det mest optimale at gøre det i sin fulde påklædning, men eftersom hun delte værelse med Salvatore, anså hun det for at være for det bedste. Et gib gik igennem hendes skikkelse, som hun pludselig hørte Salvatores stemme i sit hoved. Det varede dog ikke længe før, at hun forstod, og måtte sende ham et smil. ”Det er ikke nødvendigt.. Bare hvil, hvor du er nu,” svarede hun roligt, skønt det måtte være en afvisning. Det var meget muligt, at hun ikke længere var sammen med Derick, men alligevel kunne det være en ide, at tage den med ro – som han også selv havde forslået – og det var nu, hvad hun forsøgte sig med. Dynen slog hun kort til siden, som hun lagde sig ned under den., hvor hun lagde sig til rette. ”Sov godt, Salvatore.. Jeg vil se frem til vores tur i morgen,” sagde hun mildt, inden hun lod øjnene glide i, hvor der ikke gik længe før hun lå i en tryg søvn.

// Out