We meet again.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Efterhånden var det ved at blive en sen aften. Solen var på vej ned i det fjerne, også selvom det faktisk var et syn som Salvatore måtte nyde. Siddende på engen, hvor der stort set var ganske roligt, så havde han atter en gang valgt at tage turen fra Procias og til Manjarno, bare for at nyde freden lidt. Et sted også for at abstrahere lidt fra de mange tanker som han havde gjort sig. Det ville være løgn at sige, at han ikke skænkede Denjarna en tanke i tide og utide, for det gjorde han. Havde hun mon formået at få livet tilbage igen? Havde hun fundet den lykke, som hun så desperat havde søgt og hungret efter? Det var alt sammen småting i hans verden, men selv de små ting, var dem som snildt kunne udgøre den store forskel, dersom det skulle være det, som kom til hænde.
Et mildt vindpust ramte ham i ansigtet, hvilket fik smilet til at brede sig, idet han roligt vendte blikket ned. Han selv havde fået en del små ar siden sidst, og siden hans møde med Narcissa, også selvom han var kommet i live derfra, også selvom det meget hurtigt kunne have endt i en temmelig ubehagelig situation. Ikke fordi at det var noget som han ønskede at skænke så meget som en tanke lige nu, for han havde klaret det. Blikket gled ned over hans arme, hvor arrene efter de mørke magiske tråde havde været, i og med, at de havde holdt ham nede i hans skikkelse som panter, så var han nu glad for, at det ikke havde fået helt forfærdelige konsekvenser i længden. De grønne øjne vendte han roligt frem for sig, som han ellers blev siddende i det høje græs, som selv havde antydet til den smukke grønne farve i foråret, som endelig havde vist sig på ordentlig vis. Sneen var væk, og blomsterne blomstrede, fuglene sang om dagen, og i sig selv, så var det næsten en tilværelse, som man ville kalde for ren og skær idyl. Selvfølgelig var det en skam at han ikke havde en som han kunne dele synet af den nedgående sol med, for det var særdeles smukt, sådan som den malede himlen i de smukke røde og orange nuancer, og han elskede bare at sidde og… kigge på det. Selvom det var noget som han havde oplevet igennem rigtig mange år nu, så var det et af de yderst få syn, som ikke kedede ham i længden. Han sad på sin kappe, så han ikke blev beskidt, så han sad stort set kun i sine mørke bukser og hans løse hvide skjorte som vinden selv rev en smule i hans tøj, også selvom det var dejligt, og specielt nu hvor varmen var ved at komme, så man kunne smide det varme og tunge tøj og bare.. slappe af igen. Selvom han vidste, at han måske skulle være lidt mere opmærksom end hvad han var, men hvorfor ikke bare nyde en forårsaften og bare.. slappe af?

[Deleted]

Anderledes var klimaet i Manjarno i forhold til Dvasias. Dagene syntes at være en anelse længere, samt varmen syntes at have fået hurtigere fat. Himlen var klar, træerne var dækket med smukke kroner, mens græsset var frodigt og dækket med smukke blomster. Et smukt og idyllisk syn var det, men Natymia var heller ikke blevet døbt, Manjarnos smukkeste by, for ingenting. Det var næsten utroligt, at der kunne eksistere et så harmonisk sted i verdenen, når man selv kom fra mørkets land, Dvasias. Det var i hvert fald de tanker Denjarna gjorde sig, som hun gik igennem det grønne græs. Det var efterhånden længe siden, at hun sidst havde været i de neutrales land, og hun kunne næsten skamme sig over, at hun ikke var søgt dertil noget før. Der var nemlig en markant forskel på at være her, i forhold til hendes hjemland. Altid havde hun nydt at vandre i Manjarnos natur, da landet – efter hendes mening – måtte have noget af den flotteste, og hun havde altid været en udendørskvinde. Derfor kunne man næsten undre sig over, at hun havde valgt at bosætte sig i Dvasias, da det ikke ligefrem var det mest muntre land, men det var nu engang hendes hjem, og hun holdt af det på egen vis.
Den grønne kjole fejede let over toppen af græsstråene til Denjarnas rolige skridt. Smuk og yndefuld var den – ligesom sin bære – som den var købt af hendes velhavende ven, Vladimir. Som skabt til hendes figur sad den, med læderbæltet der holdt formen ved taljen, og de dyre sølvtråde der var blevet indvævet i dens overdel, og som fik de sølvgrå øjne til at træde endnu mere frem. Efter mødet med hendes gamle ven, Faith, var det mildt at sige, at hun havde fået det bedre. Hun følte selv, at hun havde fået mere klarhed omkring, hvad hun burde gøre, og hvad hun ønskede. Det havde uden tvivl gjort hende gladere, hvilket også måtte være at se på hende, som byrden på hendes skuldre var blevet lettet. Graviditeten var også gået over, som hun havde dræbt barnet, hvilket hun ikke kun havde gjort for sin egen skyld, men også for barnets. Det var nemlig ikke fornuftig tænkning at sætte et barn i verdenen midt i et ustabilt liv, for sådan var hendes liv for tiden. Blikket vendte hun mod den nedgående sol, mens hun førte en ravnsort lok om bag øret. Smuk var solnedgangen, hvor hun ikke kunne andet end at nyde den. Hun havde muligvis savnet dagene, som hun i sin tid havde været vampyr, men hun havde i den grad også savnet solnedgangene og ligeså vel opgangene. Det var nemlig et utroligt syn at se den rødglødende sol glide ned i horisonten, og derfor var det også et syn der bragte smilet tilbage på de lyserøde læber. Det var også som det skete, at hun fik øje på en andens tilstedeværelse på engen. Nemlig en mand – der skulle vise sig at være Salvatore – som også betragtede den smukke nedgående sol. Nysgerrigt så og gik hun i retningen, som hun ønskede at se, hvem mere der ønskede at opleve et af verdens vidundere. Det var også, som hun kom tættere på, at de mørke lokker, den varme hud og kropsbygningen, måtte forekomme hende velkendt, og få hende til at trække endnu mere på smilet. ”Hvem skulle have troet, at vi ville mødes her igen? Det er måneder siden sidst, og … jeg har meget at takke dig for,” sagde hun roligt, og med et blidt glimt i øjet, som gensynet med Salvatore rent faktisk måtte glæde hende gevaldigt!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Natymia var uden tvivl kendt for at være Manjarnos smukkeste by, og det var noget som Salvatore uden tvivl måtte give det hele ret i, for det var jo ikke engang en løgn. Han selv elskede at tilbringe tiden på engen og bare sidde i sine egne tanker, kigge på naturen gå sin gang, se solen stå op og gå ned for den sags skyld i den samme ensomhed, som han havde været kendt med igennem de sidste rigtig mange år. Nu som det var sagt, så var det ikke fordi at han brokkede sig, for han vidste, at han havde alverdens med muligheder, det var bare ham som ikke rigtigt tog imod dem. Alt for mange havde været inde i hans liv, men ikke på den måde, da det heller ikke var noget som han ønskede at dele med alt og alle.
Den milde vind og den blide susen som lød i hans øre, var noget som uden tvivl, formåede at afholde Salvatore fra at vågne af sin næsten trancelignende tilstand. Han elskede og nød af fornemmelsen af naturen omkring sig, og det at han næsten følte sig, som at være en.. del af den. Han sukkede dæmpet, også selvom det var stemmen, som nærmest måtte rive ham ud af hans tilstand. De grønne øjne kom atter til syne bag de lukkede øjenlåg, idet han roligt drejede blikket i retningen af skikkelsen. Selvom han allerede havde kendt hendes stemme, så var han nødt til at vide sig sikker, før han gjorde noget som helst. Smilet bredte sig en anelse på hans læber. ”Måneder har passeret, og jeg ville lyve, hvis jeg ville påstå, at jeg ikke havde skænket dig en tanke eller to,” begyndte han med en rolig og sigende mine, som han vendte sig mod hendes skikkelse, idet han endelig havde valgt at rejse sig op. Han var endnu en bred mand, også selvom der var sket en hel del, siden han havde set hende sidst. Lige umiddelbart kunne han se farven i hendes kinder og gløden i hendes øjne, så hun havde vel opnået det mål, som hun havde sat sig, ved at genskabe sit hamrende og bankende hjerte? Han gik hende roligt i møde, hvor han tog omkring hendes hånd, bukkede sig en smule ned, og skænkede hendes håndryg et kys. Han var trods alt af gammel generation, og han agtet at udvise den form for høflighed, når der var mulighed og grund for dette. ”Jeg formoder, at du fandt hvad du søgte på slottet i Dvasias? Jeg ser gløden i dine kinder og mærker varmen i din hånd. Du fik livet igen,” endte han med en rolig stemme, som han igen rettede sig op. En smule underholdende, at han lige havde siddet og tænkt på hende, og hun så skulle ende med at dukke op. Det var skam slet ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for selvom mødet ikke havde været særlig langt, så havde hun vist sig, at være en kvinde som.. han kunne snakke med, også selvom det var noget som forekom ganske sjældent i sig selv. ”Er du på gennemgang, eller har du tiden til at sidde og nyde den sidste tid af solen med mig?” spurgte han roligt. Hvorfor ikke bare udnytte tiden, når man endelig havde den?

[Deleted]

Mest af alt lignede aftenen slutningen på en perfekt dag. Vejret havde nemlig holdt hele dagen, hvilket havde betydet, at Denjarna havde kunnet bruge al sin tid i det fri, og det havde hun uden tvivl taget til sig og nydt. Det var vel til at sige, at hun havde tænkt sig at vende snuden hjemad eller indenfor, som solen tog sin nedstigning, men som hun fangede Salvatore med blikket, forsvandt de tanker, som om de aldrig havde eksisteret. Det var uden tvivl et gensyn der måtte glæde hende, hvilket smilet også var et tegn på, som hun rent faktisk havde nydt deres forrige møde. Man kunne desværre sige, at det var længe siden, at de sidst havde set hinanden, og det anså hun oprigtigt for at være en skam. Forrige gang havde hun nemlig fået glæde af hans varme person, men nu kunne man kun håbe på, at hun endnu engang ville få glæde af den. Hun trak på smilet ved lyden af hans ord, som de i sandhed måtte varme hende! ”Jeg kan kun sige det samme om dig. Tiden har dog holdt mig fra at søge ud af Dvasias før nu, så et tidligere gensyn har desværre ikke været muligt fra min side af,” sagde hun ærligt. Meget var der trods alt hændt hende, siden de sidst havde set hinanden. Hun var nemlig blevet sin egen elskede race igen, samt hun havde haft sin tumult med Derick, der havde krævede al hendes tid og alle hendes kræfter. Det var dog ikke noget der kunne opholde hende længere, og derfor havde hun endnu engang muligheden for at stå overfor Salvatore. Sin hånd lod hun ham løfte, som hun modtog det høflige kys på håndryggen, der igen måtte minde hende om, hvilken gentleman han var. Selvom det blot var en venlig hilsen, måtte hun opfange behaget ved at mærke en levendes berøring, frem for en vampyrs, da det uden tvivl føltes anderledes, hvor hendes levendes krop også måtte foretrække en anden levendes. Hånden lod hun falde ned igen. ”Det er simpelt at sige, at jeg har fået livet igen, når nu jeg står ude i solens skær igen. Det er dog en bedrift jeg udelukket kan takke dig for. Jeg søgte den kongelige rådgiver, som du fortalte mig om, og han indvilligede i at hjælpe mig,” fortalte hun ærligt. Hun ønskede at gøre ham opmærksom på, at hun var levende igen takket være ham, og det var hun ham uden tvivl dybt taknemmelig for! Det havde nemlig været hendes største ønske at stå som mørkelver igen, og det var der ingen tvivl om, at hun nu gjorde. Som han spurgte hende, om hun ønskede at nyde stunden med ham, eller fortsætte sin vandring, smilte hun mildt til ham. Svaret var soleklart for hendes vedkommende, for … hun havde jo nydt hans selskab, og hun savnede at snakke med andre end Vladimir. Hun var selvfølgelig dybt taknemmelig over, at manden endnu engang havde åbnet sit hjem for hende, men stadig måtte hun savne andres selskab, selvom hende og Vladimir kom umådeligt godt ud af det med hinanden. ”Hvem ville jeg ikke være, hvis jeg bare gik herfra nu?” spurgte hun med en morende undertone. ”Jeg bliver selvfølgelig,” afsluttede hun roligt, hvor hun med ordene lod sig glide ned i det bløde græs. Hun sørgede dog for, at det var sin kappe, og ikke den pæne kjole, som hun satte sig på.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Alene det faktum, at han skulle stå ansigt til ansigt med Denjarna igen, var naturligvis en tanke som glædede Salvatore, for han havde tænkt meget på hende, også fordi at han slet ikke havde set eller hørt noget fra hende, siden de var gået hvert til sit, sidst de havde mødtes. At hun så lod til at genkende ham, også selvom man ikke kunne påstå, at deres møde havde varet andet end blot et par timer, hvis han havde været så heldig, så havde han vel gjort et indtryk på hende, siden hun faktisk huskede ham? Han sendte hende et overbærende smil. ”Såfremt jeg har været i dine tanker, bare for korte stunde, er jeg glad, Denjarna. I det tilfælde, så kan jeg se bort fra tiden som har passeret. Jeg står jo og kan se dig i øjnene atter en gang nu, og det er hvad der betyder mest,” sagde han med en rolig stemme. Det glædede ham bare at se hende med et smil på læben og igen ved livsmodet, som hun havde manglet sidst han havde set hende. Det var vel også derfor at han havde indvilget i at hjælpe hende? Netop ved at råde hende til at opsøge Enrico, da han vidste, at den mand var retfærdig og hjalp dem som viste sig at være værdig hans tid og talent indenfor alkymi. Han nikkede anerkendende mod hende. At se det glimt i hendes øje og det smil på hendes læber, indikerede jo kun, at han faktisk havde været i stand til at hjælpe hende. Sådan som hun takkede ham på sin egen ganske særlige måde, hvilket faktisk var noget som han fandt sødt. ”Jeg har gjort blot, som jeg føler enhver anden ville have gjort i mit sted, hvis de havde stået ansigt til ansigt med en kvinde uden et livsmod, en kvinde som søgte en lykke og en accept. Jeg er bare glad for at jeg kunne hjælpe,” sagde han med en rolig stemme. At hun så ville blive lidt, var selvfølgelig noget som gjorde ham glad, for han ville bestemt heller ikke sige nej til et godt selskab, for han havde jo nydt det, selvom det havde været en kende anspændt før i tiden, da de havde stået ansigt til ansigt nu, så var det langt mere ligetil denne gang, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Han smilede let for sig selv. ”Tag endelig plads på min kappe, Denjarna. Den smukke kjole, skulle jo nødigt blive beskidt,” endte han med en rolig stemme, inden han selv valgte at tage pladsen lige ved hende, også selvom han havde sat sig på jorden denne gang. Desuden havde han mørke bukser på, så det var sværere at få øje på, hvilket skam også var noget som passede ham helt fint. Han trak vejret dybt, som han kort vendte blikket mod den smukke himmel. Den blev hurtig mørk, også selvom det ikke var så slemt igen, når man var i et selskab, og specielt når det var så smilende, muntert og taknemmeligt, som hun viste sig at være. ”Så fortæl mig, Denjarna. Hvad har du fordrevet tiden med, efter du blev skænket dit levende liv tilbage?” spurgte han, som han vendte blikket mod hende igen. Han selv var jo nysgerrig, og ville faktisk gerne lære hende lidt bedre at kende.

[Deleted]

Det var ikke just det længste møde Denjarna og Salvatore havde haft, men alligevel havde han sat sit præg i hende. For selvom deres møde havde været kort, så havde det betydet noget for hende, som hun havde nydt at stå ansigt til ansigt med denne varmhjertede mand, og så var der det faktum, at han rent faktisk var skyld i, at hun igen kunne stå blandt de levende. Uden ham havde hun nemlig aldrig fundet frem til Enrico, og af den grund kunne hun kun være ham evigt taknemmelig. Det var dog ikke kun racemæssigt, han havde været hende en hjælp, som han et sted også havde hjulpet hende personligt, skønt han var et af flere led i hendes udvikling. ”Det lyder næsten som om, at du har ventet mig, eller manglet mit selskab,” kommenterede hun med et smil på læben. Der var selvfølgelig en mulighed for, at det ikke var således, men hun ville nu ikke klage, hvis det i virkeligheden var sådan landet lå. Hun havde nemlig selv følt sig tilpas i hans selskab, og et sådant selskab kunne man aldrig få nok af. ”Men det er mig i sandhed en glæde at høre, at mit selskab og mine tanker om dig, tilfalder dig yderst velkomment,” sagde hun ærligt. Det glædede hende at høre, at hun var ham velkommen, da hun i så fald vidste, at hun ikke var ene om den følelse. De enkelte personer betød desuden mere for hende i øjeblikket, da det ikke ligefrem var til at sige, at hun havde mange i sit liv for øjeblikket. Derick havde hun nemlig skubbet fra sig, hvor Mattheus havde skubbet hende væk, og det efterlod hende med Vladimir og Faith. ”Jeg tror, at du taler for pænt om folk. Du er den eneste, som jeg har mødt, der har givet mig brugbare navne. Det har andre ikke været i stand til. Derfor falder min tak udelukket til dig, og den kongelige rådgiver selvfølge,” sagde hun roligt. At takke og blive hos ham, forekom hende som det mest rigtige, hvor det derfor også var det hun reagerede efter. Det var meget muligt, at hun havde været en smule tilbageholden og anspændt under deres forrige møde, men tiderne havde ændret sig, som hun havde fundet sig selv, siden de sidst havde set hinanden. Det eneste plan hun manglede at finde sig selv på, var kærlighedsmæssigt, men det ville formentligt komme med tiden, eftersom hun allerede havde taget et stort skridt i den retning. ”Mange tak,” svarede hun høfligt, som han tilbød hende sin egen plads på kappen, så hun ikke behøvede at sidde i græsset. Hun havde muligvis sin egen kappe, som hun kunne bruge som tæppe, men hun måtte indrømme, at hun helst ikke så, at hendes eget tøj blev beskidt. Derfor tog hun også plads på hans kappe ved hans side. Smilet måtte dog falme en anelse på hendes læber, som han spurgte ind til hendes liv, efter deres adskillelse. Blikket vendte hun også mod den nedgående sol, som hun måtte tænke over, hvad hun havde lyst til at fortælle ham, og hvad han havde lyst til at høre. Der var trods alt en del mørke ting, der ikke just var muntre at tale om. ”Efter vores møde, valgte jeg at tage kontakt til Enrico, og han indvilligede heldigvis i at hjælpe mig, uden de helt store komplikationer. Derefter har jeg blot nydt livet, som jeg endelig har fået det tilbage.. ellers kan man vel sige, at jeg endnu går rundt med nogen af de samme spørgsmål som sidst,” fortalte hun med en rolig stemme.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Deres forhenværende møde havde muligvis været kort, men af den grund, så havde Denjarna alligevel formået at sætte sit præg selv på Salvatore. Ikke fordi at han tænkte på hende af kærlighedens vej, da hun havde været dvasianer, og af den slags race, som han havde haft det svært med – Nemlig vampyr. Ikke at han var påvirket af det, den dag i dag. For han kunne jo se, at hun havde opnået hvad hun ville. ”Hvem vil ikke savne en smuk kvindes selskab?” spurgte han roligt. Han var jo trods alt en mand, som alle andre! Selvom han kunne gøre andet end at tænke med det som han havde mellem benene. Han nikkede mod hende, næsten som havde det været halvvejs i et buk. Han var en høflig mand, og var man munter og høflig omkring ham, så var det som regel også det som man fik retur fra hans side af, for han var generelt en høflig og glad mand, som fandt glæde i selv de små ting. ”Naturligvis har det dét. Hvilken mand vil ikke blive glædet af tanken, om at en kvinde har skænket en den lille tanke i et hektisk liv?” spurgte han med en rolig stemme. Selv var han bare glad for at se hende i levende live, med det glimt i øjet og den farve i sine kinder, for det var noget som de uden tvivl noget som havde gjort utrolig meget for hendes vedkommende. Hendes ord glædede ham, selvom han ikke tog det særlig højtideligt. Han var jo bare kendt med et navn på en mand, som kunne hjælpe hende, og at manden så havde gjort det, glædede ham uden tvivl! ”Det glæder mig, at min begrænsende viden om Dvasias, har været dig til hjælp, Denjarna. Det gjorde ondt, dybt i mit hjerte, at se dig så trist og nedenfor. Jeg kan blot se med mine egne øjne, at du fandt hvad du søgte.. Og det er godt,” sagde han roligt, som han lod hende tage pladsen på hans kappe, for han ønskede da ikke at hun skulle blive beskidt, hvis han ellers kunne blive fri for det. Han samlede roligt hænderne foran sig i stedet for, idet han vendte blikket mod hende. At hun så ud til at blive mere… trist, bed han sig hurtigt fast i, for det var bestemt heller ikke noget som han brød sig om at se på, for han var jo slet ikke ude på at gøre hende ked af det, ukomfortabel eller noget lignende. ”Og hvilke spørgsmål er det, kære Denjarna? Tilgiv mig min hukommelse, men hvad jeg mindes, er blot en kvinde af frustration, som søgte vejen tilbage til livet,” endte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Det glædede ham i hvert fald, at hun havde fået tingene som hun ville have dem, også fordi at det var noget som betød utrolig meget for ham, i og med at han faktisk havde gjort noget godt for nogen, og det var også en form for bekræftelse, som en mand som ham, havde brug for, da han ikke havde nogen anden til at skænke ham den.

[Deleted]

Denjarna smilede ved lyden af hans ord. ”Du smigrer.. men det er jeg vel næppe den første kvinde, der for fortalt,” kommenterede hun roligt, hvor der intet anklagende var over hendes tone. Hun vidste, at han var en gentleman, og det kunne hun skam godt lide ved ham. Det betød dog, at han automatisk var venlig i en kvindes selskab, og det resulterede ofte i små, men komplimenterende ord. Det kunne nemlig opløfte enhver kvindes humør at få af vide, at hun var smuk, og et lys i en andens dag. På det punkt var hun heller ikke selv meget anderledes, da det uden tvivl bragte et smil frem på hendes læber, selvom det muligvis bare var af ren og skær høflighed. ”Det er ikke kun dig, der er glædet på det punkt. Du sagde, at du ligeledes har skænket mig en tanke eller to gennem tiden, og selvom du ikke har vandret omkring med mine problemer, har du stadig haft dit at tage dig af,” sagde hun roligt. Det var en glæde for hende at vide, at hun ligeså havde sat sit præg, selvom de begge var folk med meget omkring sig. Der var dog en større grund til, at hun kunne huske ham, da han rent faktisk var skyld i, at hun i dag kunne stå som mørkelver. Hun huskede ham dog ikke kun for sin hjælp, men også for sin varme personlighed, og det glædede hende kun, at han ikke havde mistet den med tiden. Det glædede hende dog, at de igen måtte stå overfor hinanden, da hun havde nydt hans selskab sidste gang, og nu kunne man roligt sige, at hun savnede at være omkring de levende. Hun var nemlig blevet mere tilbageholden overfor de døde, efter at Derick havde bidt hende, og så var der det faktum, at det gav hende noget andet at stå overfor en anden varm person, med et bankende hjerte, ude i solen, fremfor en kold person, der levede af andre individer og som kun kunne komme ud om natten. ”Jeg fandt, hvad jeg søgte, og prisen for det var end ikke høj. Jeg ville blot ønske, at jeg havde fundet vejen noget før, men man kan vel håbe på, at alting har sin mening,” sagde hun ærligt. Det var en sand lettelse for hende, at hun igen var mørkelver, da det var det der måtte være hendes hjerte kært. Det var, hvem hun var, og derfor kunne hun ikke være andet, uden at føle sig utilpas. Desværre havde det haft sine følger at blive menneskelig igen, da det havde kostet hendes forhold med Derick. Hendes blod havde nemlig været en for stor en fristelse for ham, og hun følte ikke, at hun kunne være sammen med en mand, der anså hende for at være mad. Det havde hun aldrig gjort med ham, og derfor syntes hun blot, at det skulle være gengældt. Hun smilede skævt, som hun igen vendte det sølvgrå blik mod Salvatore. ”Spørgsmålet om lykke. Sandt nok har jeg fået min race, og derfor mit jeg tilbage, men af den grund føler jeg stadig ikke, at jeg har nået mit endelige mål.. Jeg håber blot, at det ligeledes kommer, hvis blot jeg er ligeså tålmodig, som jeg var med min race,” fortalte hun roligt. Bedre havde hun skam fået det, men kærlighedsmæssigt manglede hun endnu at blive bekræftet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var slet ikke fordi Salvatore havde regnet med at skulle se Denjarna igen, eftersom hun havde valgt at tage turen tilbage til Dvasias. Det var heller ikke ligefrem det land som han tilbragte mest tid i, også fordi at han var den mand som han var, og med den titel som han havde, så var han jo trods alt nødt til at lade hende gå, og bare holde sig selv tilbage. At han så skulle møde hende her, var naturligvis en tanke som glædede ham rigtig meget, eftersom han havde skænket hende en tanke i tide og utide. Det var svært at lade være, når man først havde mødt hende, for smuk var hun uden tvivl. ”Det er sjældent jeg er så heldig, at tilbringe tiden i selskab med en smuk og varmhjertet og ikke mindst smilende kvinde, Denjarna,” sagde han roligt. Sandt var det skam, for han var en mand som havde nok at se til, og nu hvor han tog sig den frihed at sidde ude i det fri og bare.. kigge og nyde, så var det jo kun belejligt, at hun skulle komme forbi. Et sted var det vel næsten skæbnebestemt, at de skulle mødes igen? Selvom det slet ikke var noget som han havde noget imod. Han nikkede mod hende. ”Det må jeg sige..” Han stirrede kort ned på mærkerne på hans arme, inden han kiggede på hende igen. ”Jeg så blot en fortabt og frustreret kvinde, som havde brug for hjælp.. Naturligvis har jeg skænket dig en tanke eller to. Jeg har hverken set eller hørt noget om dig, siden vi gik hvert til sit. Det glæder mig blot, at du opnåede dit mål,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. At hun satte sig på hans kappe, havde han selv opfordret, også fordi at han slet ikke ønskede at hun skulle blive beskidt, da det slet ikke klædte en kvinde. Selv tog han bare pladsen ved siden af hende, inden han vendte det varme blik i retningen af hende. Han var en mand som hvilede i sig selv, og han var selv nysgerrig og ønskede at vide og lære. Han nikkede anerkendende. ”Alt sker af en mening og af en grund. Jeg tror det var meningen, at jeg skulle hjælpe dig, kære Denjarna,” sagde han roligt. Det var slet ikke fordi at han havde ønsket at gøre hende ked af det eller noget lignende, for det var han slet ikke! Det gjorde ham faktisk trist, at se hende på den måde, for han kunne jo tydeligt høre, at der var noget som hun ikke fortalte ham. Ikke fordi at han ville blande sig i det, for hvis hun ville fortælle ham det, så.. kom det vel nok? ”.. Tillad mig,” endte han med en rolig stemme, inden han satte sig en smule tættere på hende, hvor han lod den ene arm hvile bag ved hende. Dog uden at komme i direkte kontakt med hende. ”Lykken kommer til den som tålmodigheden står bi, min kære. Du opnåede det mål, som du betragtede som vigtigst, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det hele tidsnok skal komme også til dig. Der er en mening med hver af os i denne verden,” sagde han roligt.

[Deleted]

De sølvgrå øjne lod Denjarna mildt hvile på Salvatores ansigt, som de begge havde taget plads på jorden, under den smukke solnedgang. Selvom hun lige havde stødt på ham, fandt hun det umådeligt dejligt, at hun nu havde en at nyde den smukke aften med, som hende og Vladimir aldrig ville blive i stand til at nyde en solopgang eller solnedgang med hinanden. Det var måske en lille ting, men selv de små ting vægtede utroligt højt, når alt kom til alt. Hun kunne bestemt heller ikke klage over, at det var Salvatore, hun var stødt på, da hun havde nydt hans selskab under deres forrige møde, selvom det havde været en anelse anspændt. Hun fandt det desuden rart at vide, at hun nu kunne give ham en ordentlig tak for hans hjælp, da det egentligt var hans skyld, at hun kunne sidde i solens skær med ham. ”Der er ellers noget der siger mig, at en mand af din kaliber, ikke burde have svært ved at finde godt kvindeligt selskab,” sagde hun roligt. Det var en kompliment fra hendes side af, da hun inderligt tvivlede på, at han havde svært ved at pådutte sig et kvindeligt selskab, hvis blot han søgte det. Han var nemlig en flot, velfungerende og charmerende mand, og hvilken kvinde var ikke interesseret i det? Alligevel havde hun ikke på fornemmelsen, at han sværmede i kvinder, men det var der såmænd heller intet i vejen med, hvis blot det var et valg han selv havde truffet. Hun smilede skævt ved lyden af hans gamle billede af hende. ”Det er et kedeligt syn du havde af mig dengang.. Jeg håber, at jeg kan lave om på det denne her gang. Jeg vil gerne være mere end en bebyrdet kvinde,” kommenteret hun ærligt, hvor der var et morende glimt at spotte i hendes øjne ved de sidste ord. ”Men havde du ønsket eller forventet at høre fra mig? Vi kommer trods alt for hver sin del af verdenen.. At vi mødtes en gang – og nu også igen – kan vel næsten betegnes som et mirakel.” Det var sjældent at dvasianere og procianere mødtes, og det var endnu mere sjældent, at de kom godt ud af det med hinanden, men begge dele var mirakuløst sket for dem. Hun var måske ikke som resten af sit land, men stadig. Tavst betragtede hun de varme øjne, mens hun sad på hans kappe og blot … lyttede til hans håbefulde ord, omkring alt havde en dybere mening, og at det nok skulle gå. ”Det lyder næsten som et eventyr om, at alting er skæbnebestemt på forhånd.. men hvis det bliver ved med at gå positivt for sig, har jeg intet imod skæbnen,” sagde hun med et smil på læben. Det var rart at sidde med ham igen, da hun allerede nu kunne mærke, hvordan han var en mand der hvilede i sig selv, og det måtte naturligvis smitte af på hende, som hans ro bragte hende ro, og det havde hun kun brug for. Hun var nemlig en kvinde der gik med alt for mange tanker, men det kunne der desværre ikke laves om på. Intet sagde hun, som han rykkede sig tættere på hende, som hun blot betragtede ham med et roligt blik, da hun et sted … stolede på ham. ”Jeg håber, at du har ret.. ellers skal jeg blot håbe, at vores møde vil bringe mig det samme som det forrige. Det bragte mig trods alt til mit mål,” kommenterede hun en anelse muntert, og dog også håbefuldt, da deres forrige møde trods alt havde været hende en enorm hjælp.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var uden tvivl en mand af gamle holdninger og meninger, og hans mening om skæbnen, var uden tvivl noget af det som han måtte vægte højst. Nu som det var sagt, så var han faktisk glad for at se hende igen, og se hende denne gang med et smil på læben. Det at se hende i levende live, gjorde automatisk også at han vidste bedre hvordan han skulle forholde sig til det hele, så naturligvis, var det noget som faktisk betød mest for ham lige nu. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det er skam ikke svært for mig at finde en kvinde at dele stunderne med, men jeg har ikke rigtigt fundet en som jeg føler jeg kan dele stunder som dette,” sagde han sandfærdigt. Det var skam slet ikke fordi at han var elendig til kvindeligt selskab, men selv han kunne til tider finde det besværligt at snakke med dem, for det var sjældent at han fandt noget fornuftigt at snakke med dem om. Lige hvad angik Denjarna, så forekom det ham bare naturligt at finde noget som de kunne snakke om, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Desuden var det ikke fordi at han havde det mindste imod at skulle dele stunden med hende, og samtidig nyde godt af hendes selskab, for det gjorde han da uden tvivl. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg så ikke bare en bebyrdet kvinde, Denjarna.. Jeg så en som stod for en hindring, som hun ikke kunne komme over, netop for at nå sit mål. Jeg så en kvinde, som ikke var bange for at spørge om hjælp og spørge ind til råd, da det var nødvendigt,” fortalte han sandfærdigt. Desuden var hans billede af hende, kun blevet langt bedre nu, eftersom hun havde opnået det, og atter virkede helt smilende og glad, for selv det, var noget som betød meget for ham, og så var det egentlig lige meget om man kom fra Procias, eller om man kom fra Dvasias, for selv han, så ikke nogen grund til at skulle gøre nogen som helst noget ondt, hvis han ikke havde en grund til det, og det krævede primært, at nogen slog til ham først, og det var jo heller ikke ligefrem det som man kunne sige, var forekommet. ”Det er skæbnebestemt vil jeg mene.. Af alle steder vi kunne færdes, vælger vores veje atter en gang at krydses,” fortsatte han, inden han roligt satte sig ned ved siden af hende i stedet for. Armen sneg han bag hende. Det var skam ikke fordi at han var ude på noget eller noget som helst, men han ønskede heller ikke at hun skulle sidde der og føle sig.. alene. Hun udviste en stor tillid til ham, ved at forholde sig som hun gjorde, og det var noget som han godt kunne lide, og det var skam slet ikke fordi at han ville svigte hende. Overhovedet ikke. ”Skæbnen behøver ikke nødvendigvis at være nogen slem ting, kan jeg sige. Til nu vil jeg da mene, at det er gået os begge temmelig godt.. Måske nogen få bump på vejen, men det er vel at forvente,” sagde han med en rolig stemme. At hun endnu manglede en lykke i hendes liv, var han overbevist om nok skulle dukke op før eller siden. Hun havde alle muligheder, og hun var jo smuk og ikke mindst intelligent og fornuftig af hvad han vidste. ”Lige den søgen, kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. Men jeg ved, at du med dine ambitioner, nok skal nå dine mål,” sagde han en anelse mere opmuntrende, idet han varsomt lod armen glide omkring hende – dog venskabeligt ment. Han var skam ikke ude på noget.

[Deleted]

”Du har da fundet mig.. For i nat vel og mærket,” kommenterede Denjarna med et smil på læben, hvor hun blidt lod sin skulder puffe til hans, inden hun igen måtte rette sig op, og folde sine hænder i skødet. At han endnu ikke havde fundet en kvinde at dele de smukke og de almindelige stunder med, fortalte hende blot, at han endnu befandt sig på det samme sted som sidst. På det punkt gjorde hun ligeså, da hun havde troet, at Derick havde været manden for hende, men på det punkt havde hun åbenbart taget fejl, og derfor var hun tilbage på det gamle ståsted. Hun var dog ikke den samme kvinde som sidst, da hun havde fået nye knobs, og derfor også ny viden. ”I mine ører lyder det også som en stærk kvinde. En kvinde der turde erkende sine mangler, bede om en forskel, for derefter at få den,” sagde hun roligt, velvidende om, at det var hende selv der var tale om. Hun følte dog, at hun var en stærk kvinde, da hun kunne tage vare på sig selv, samt stå imod en masse udfordringer, skønt mange havde forsøgt at slå hende ned. Det glædede hende dog, at hun havde stødt på Salvatore, da han uden tvivl havde givet hende et skub i den rigtige retning. Det var derfor heller ikke noget, hun lige umiddelbart kunne glemme. At han mente, at det var skæbnebestemt, at deres veje endnu engang havde valgt at krydses, kunne der næsten være noget om. De kom trods alt ikke i de samme kredse, som de levede hvert sit liv, i hver sin ende af verdenen. Derfor kom det også bag på hende, at hun var blevet velsignet med et gensyn, for der var ingen tvivl om, at hun så positivt på deres møde. ”Skæbne eller held, måske.. Hvad end det er, er jeg blot glad for, at jeg fik æren af at se dig igen. Du er en særlig mand, Salvatore, og ikke bare fordi, at jeg så din spøjse halve forvandling,” sagde hun roligt med et muntert glimt i øjet, som tanken om ham som halv panter, helt måtte få smilet frem på hendes læber. Hun havde udfordret ham, til at få hende til at more sig, og moret sig havde hun! At det muligvis var vovet af hende at lade ham komme tæt på, tænkte hun ikke videre over. Hun fandt det nemlig beroligende og behageligt at være i hans selskab nu igen, da hun nød hans person. Hun nød desuden også det faktum, at han var levende, og det gjorde automatisk, at hun måtte frygte ham mindre, og blot føle sig tilpas. Efter Derick havde hun nemlig sine problemer, med at stole på de ’døde’. ”Og hvordan har det gået dig, kære Salvatore? Vi har kun talt om mig indtil nu, og det ser jeg som en fejl. Fortæl mig, hvordan du har spenderet din tid, og hvordan du har det,” opfordrede hun ham nysgerrigt, som hun oprigtigt måtte udvise interesse for ham. Hendes blik forlod dog hans, som hun mærkede en bølge i sit indre, som han lagde armen om hendes krop. Hvis det havde været forrige gang, havde hun uden tvivl veget væk, men på den front var meget sket hende siden sidst, og hun fandt det desuden rart at mærke hans tilstedeværelse og varme krop. Hånden lagde hun kort over hans – der holdt om hende – som hun blidt gav den et klem, inden hun igen måtte ligge den i sit skød. ”Som du siger, vil det gode altid komme til den tålmodige, og det er hvad jeg har i sinde at være,” sagde hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at han var heldig ved at møde Denjarna endnu en gang, for det var sjældent at det forekom, at man stødte på de samme flere gange. Nu som det var sagt, så var han glad for at se hende igen. ”For nu vel at mærke, og det glæder mig,” sagde han med en rolig stemme. Deres forhenværende møde havde måske forløbet sig ganske godt, hvilket han naturligvis var utrolig glad for, men der havde også været sine spændinger omkring det, også fordi at hun havde været en død, som havde ønsket at få sit liv tilbage igen, hvilket han naturligvis gerne ville give hende, og det havde han jo også gjort. Hovedet lod han søge let på sned. Generelt var han jo nysgerrig på hende og hendes liv. Sådan som hun beskrev kvinden som han havde snakket om, fik ham kun til at smile, for han kunne godt lide, at det var sådan at hun så på det hele. Han nikkede bekræftende, for han var faktisk fuldstændig enig i hendes udtalelse. ”Jeg tror ikke jeg kunne sige det bedre selv. Det er nærmere en kunst at bede om hjælp i dag, og det gjorde du. Du fik det jo også som du ville have det,” påpegede han med en rolig stemme. Nu som det var sagt, så var han faktisk glad for at have hende ved sig igen, også fordi at de kunne snakke godt sammen, og det var uden tvivl det bedste af det hele. Han smilede let for sig selv, inden han roligt lod den ene arm glide om hende, selvom det var ganske forsigtigt, da han heller ikke ligefrem kunne siges, at ønske at gøre det ukomfortabelt for hende, for sidst havde hun jo heller ikke været meget for at komme i berøring af ham, men igen, der havde hun også været iskold og det hele. Som hun nævnte hans forvandling, lod han endnu en gang halen komme frem, inden han roligt hævede den og lod den stryge over hendes nakke med en tydeligt drillende mine. ”Tænker du på denne her?” spurgte han drillende, efterfulgt af et mindre grin, for det glædede ham naturligvis, at han kunne snakke sådan med hende, også fordi at det faktisk faldt ham.. skræmmende naturligt. Som hun trykkede omkring hans hånd, så bredte smilet sig tydeligt på hans læber. At hun så spurgte ind til ham i stedet for, fik ham kun til at vende blikket mod sin arm igen. De mange mærker generede ham som sådan ikke, men det var en påmindelse om, hvor tæt det havde været på at gå galt, og det var slet ikke noget som han kunne gøre det mindste ved. ”Jeg leger vel med livet som indsats, vil mange sige. Foruden det, så er der ikke rigtigt sket noget siden vi sås sidst,” sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han kunne faktisk godt lide at sidde der med hende, også fordi at hun ikke var afvisende overfor ham, men hun vidste vel også, at han ikke kunne finde på at gøre hende noget som helst? Det var han slet ikke interesseret i på nogen måde! Han nikkede. ”Med den tålmodighed som jeg ved du har, og som jeg har set dig være i besiddelse af, så er jeg sikker på at lykken også skal tilfalde dig. Den rammer som regel når man mindst venter det, så hvem ved.. måske du allerede har mødt den, uden at tænke over det.”

[Deleted]

Denjarna trak på smilebåndet, som det alt i alt også måtte glæde hende, at de endnu engang var stødt på hinanden. Hun havde nydt hans selskab sidste gang, og det at hun havde udviklet sig til det bedre siden sidst, kunne et sted kun gøre dette møde endnu bedre. Hun kom i hvert fald med en positiv indstilling, og det kunne vel aldrig skade? At folk generelt havde svært ved at spørge andre til råds, vidste hun udmærket godt, da folk ofte havde den ide, at man var svag, hvis man havde brug for andre folks hjælp. Selv mente hun ikke, at hendes tidligere snak med ham havde været et tegn på svaghed, da hun ikke mente, at det var en svaghed, at man anerkendte, at man havde et problem, og ønskede at få styr på det. Det havde desuden givet pote for hende at spørge til råds, og derfor kunne hun kun anse det hele for at være en succes. ”Det er uden tvivl en fremgangsmåde mange andre kan lære godt af. Der er trods alt ingen skam i at spørge om hjælp, hvis man vitterligt ikke kan nå videre selv. Det glæder mig blot, at jeg blev ledt til en så god hjælp, som dig,” sagde hun roligt, som hun kun kunne være lykkelig over, at de havde mødt hinanden. Armen han forsigtigt lagde om hende, fik det til at give hende et sus i hendes indre, da det var først gang, at han måtte røre hende sådan. Behageligt var det dog, som hun et sted følte, at hun kunne regne med ham – selvom han var procianer og en af lederne – samt det måtte være rart at mærke en anden krops varme, i stedet for vampyrens gennemtrængende kulde. Hårene i nakken og på de slanke arme, måtte pludselig rejse sig, som det gav et mindre sæt i hendes krop. Muntert slap hun dog en latter, som hun fangede den mørke hale med blikket, hvor hun blidt greb ud efter den. ”Jaa.. Jeg mindes, at det ikke er den første gang, at du driller mig med den,” kommenterende hun morende, som hun let lod sine fingre løbe over den bløde pels, til halen forsvandt ud af hendes hånd igen. Det efterlod hende med en varm følelse at sidde her med ham, som han allerede fik hende til at grine og smile. En anelse sværere havde det været den forrige gang, hvor de havde gjort en konkurrence ud af det, men lykkedes ham havde det alligevel. Blikket vendte hun imod ham. ”At lege med livet som indsats, lyder ikke som ingenting i mine ører.. Fortæl mig, hvad du mener med det,” opfordrede hun nysgerrigt, og en anelse undrende. Hun håbede som sådan ikke, at han var kommet galt af sted, da han på ingen måde fortjente det. Han forekom hende dog heller ikke som en mand, der legede med ilden, da han derimod forekom hende som en rolig mand der hvilede i sig selv, og det var der intet galt i. De sølvgrå øjne hvilede hun mod den glødende sol, der måtte ligge lige over trætoppene, som den var nået et godt stykke på sin vej. ”Ville det ikke være en skam, hvis jeg allerede havde mødt vedkommende, men endnu ikke anede det? Hvis det er tilfældet, at jeg allerede kender personen, må vedkommende meget gerne gøre det en smule tydeligere for mig,” svarede hun med et smil på læben. Det kunne meget vel være, at han havde ret i, at hun allerede havde mødt vedkommende, men kunne den person i så fald være Derick? Et sted håbede hun det ikke, da hun ikke følte, at hun kunne slå sig til tåls med frygt og problemer, men på den anden side kunne det måske blive bedre, som hun altid havde messet for sig selv.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore måtte erkende, at han kunne se og ikke mindst mærke på Denjarna, at hun havde rykket sig markant, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. Han kunne se en smilende kvinde, som havde opnået sit ene mål, og det var bestemt også noget som han kunne mærke på hende, at hun var glad for. Han lod hovedet søge en kende på sned. Meget var hændt hende, hvilket næsten var noget som han kunne læse i hendes øjne, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han påpegede som sådan. Hvis det var noget som hun ville fortælle ham, så var han skam også af den overbevisning, at det nok skulle komme. Han nikkede anerkendende, for han kunne ikke være mere enig. ”Mange anser det som en svaghed, at spørge andre til hjælp, og de kæmper hellere med det hele på egen hånd, uden at se hvor meget det egentlig ødelægger dem selv i længden. Jeg kunne hjælpe dig.. Hvilket jeg er glad for i dag, for jeg kan jo se, hvad det har gjort ved dig.” Han betragtede hende sigende, som han yderst forsigtigt lod armen glide omkring hendes slanke skikkelse, for det var slet ikke fordi at han var ude på at gøre hende noget ondt, eller efterlade hende med følelsen af, at det hele skulle være ukomfortabel, for det var han slet ikke det mindste interesseret i. Han betragtede hende med en sigende mine. Halen lod han roligt stryge over hendes nakke og med et svagt grin. At høre hendes latter igen, var noget som kun fik ham til at smile muntert, for han nød selvfølgelig af det! ”Du nød det.. Indrøm det,” opfordrede han roligt, som han lod hende tage halen, hvor han faktisk også lod den ligge ved hende, for det var slet ikke noget som han havde det mindste imod. Desuden var det rart at hun strøg ham over pelsen. Som regel var han en mand som hvilede i sig selv, men ikke desto mindre, så vidste han udmærket godt at det ikke lignede ham at lege med livet som indsats på den måde, men det var nu det som var sket alligevel. Han lagde sin frie hånd i sit skød, hvor han vendte armen, så de mange ar og mærker, var tydelige at se. ”Jeg stødte på en gammel kending i Procias, som selv kommer fra Dvasias. Det gik lidt voldsomt for sig. Men foruden det, så har jeg det fint, og passer mit arbejde. Det er i bund og grund, det mit liv består af lige nu,” fortalte han sandfærdigt, da han heller ikke så nogen grund til at skulle skjule det for hende, nu hvor hun også viste ham en interesse, som han i sig selv, heller ikke kunne siges, at være helt vant til. ”Bare husk, at der er en mening med det hele, min kære. Hvis du smører dig med en god omgang tålmodighed. Hvis du allerede har mødt vedkommende, så er jeg sikker på, at du selv af hjerte, ved hvor du kan søge hen,” tilføjede han med en rolig mine. Han kunne ganske vidst ikke give hende nogen navn vedrørende dette, men han kunne jo stadig hjælpe hende bedst muligt, og det havde han heller ikke noget imod – selv ikke når hun var dvasianer.