We meet again.

[Deleted]

Enige måtte de være, hvilket kun glædede Denjarna, da der formentligt var mange, der ellers ville se sig uenig med hende. Det var nemlig de færreste der turde spørge om hjælp – især i Dvasias – hvilket hun anså for at være en skam. Hun var måske ikke den almindelige dvasianer, men alligevel kunne hun tænke sig til, at det ville gavne hele landet, hvis de åbnede op for hinanden. På det punkt var procianerne mere åbensindede, hvilket hun godt turde indrømme, da hun sagtens kunne se realiteterne. Hun nikkede med medgivende til hans ord. ”Uden tvivl.. Det er en skam, men det er noget den enkelte må opdage, da den form for styrke ikke kan påduttes andre. Jeg er blot glad for, at jeg turde spørge, og at det berigede mig med mødet med dig. Det er en nat jeg bestemt ikke ønsker at lave op på,” sagde hun sandfærdigt. Det at de sad en anelse tæt, gjorde hende såmænd ikke noget, der hun ikke længere var sky overfor nærkontakt. Sådan var det i hvert fald, når det kom til andre levende væsner. Problemer havde hun med de døde, men det var ikke grundet gammel frygt, men en ny en, som Derick havde lagt over hende. Trist var hendes sind dog ikke, som det var muntert, som hun mærkede den pelsede hale kilde hendes nakke, som om de endnu var ved deres første møde. Hun grinte melodisk, som hun måtte gribe om halen og blidt stryge den, som om det var ganske normalt. ”Du har ret.. Der er intet som et strejf af et dyrs hale,” svarede hun drillende, hvor tonen også måtte indikere, at hun ikke talte helt sandt. Hun ville nemlig langt hellere mærke en mands hånd, end en pelset hale, skønt han havde fået hende til at smile og grine på den måde. Hun forventede dog ikke den slags kærtegn fra hans side, da deres forhenværende møde havde været mere venskabeligt, men dengang havde hendes sind heller ikke kunnet klare andet end det, som hun havde været sårbar dengang. Nysgerrigt vendte hun blikket mod hans arm, som han nærmest viste den frem. Synet behagede hende dog ikke, som den måtte være arret, ligesom hendes egen. ”..Må jeg?” spurgte hun stille, inden hun forsigtigt valgte at tage fat om hans frie arms underarm og hånd med hænderne. Skønt hun studerede hans sår, lyttede hun til hans fortælling, som hun var nysgerrig efter at høre, hvad de kom af. ”Jeg synes, at du kommer galt af sted, hver gang vi ses. Sidst vi mødtes, havde der været attentatet mod kongefamilien, og nu dette.. Hvilken kending mødte du, siden vedkommende gik efter dig?” spurgte hun ind, mens hun med blid hånd lod sine fingre glide over hans ar men en vis forsigtighed, inden hun valgte at slippe tager om den. ”Kan vi ikke lave den aftale, at du ikke er kommet galt af sted, næste gang vi ses?” spurgte hun med et kækt glimt i øjet, og med et smil på læben. Landmæssigt var de måske fjender, men det var ikke ens betydning med, at hun ikke syntes om ham, og derfor heller ikke ønskede, at han satte sit liv i fare. Hun smilede skævt ved lyden af hans ord. Ret havde han i, at hun blot skulle forblive tålmodig og ikke søgende, og det havde hun skam også i sinde at forholde sig efter. Hun måtte dog tænke på, om hende og Derick nogensinde ville få en fremtid igen, eller om det i virkeligheden var en anden person, der var ment til at gøre hende lykkelig. ”Jeg lover, at jeg nok skal smøre med en god omgang tålmodighed, ligesom jeg gjorde med mit ønskede raceskift. Den metode er trods alt lykkedes for mig en gang, og jeg ser ingen grund til, hvorfor det ikke skulle ske igen,” sagde hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

De var enige, hvilket naturligvis glædede Salvatore. I det store og hele, så havde han slet ikke noget imod, at skulle dele den kommende aften med Denjarna, også fordi at det havde været hyggeligt sidste gang, at de havde været ansigt til ansigt, også selvom det måske havde været en anelse.. akavet og svært, også for ham, for han så slet ikke noget værdigt liv i det at være vampyr, og det havde han vel også givet udtryk på, for en temmelig hård måde overfor hende, hvilket faktisk slet ikke havde været hans mening. ”Det glæder mig, at jeg har været i stand til at hjælpe dig så meget, at det ej er en nat, som du vil glemme, Denjarna. Du turde at spørge mig til råds og hjælp, og det betalte dig.. Før eller siden, skal det nok også gå op for andre, at man ikke kan gå hele vejen alene,” sagde han med en sandfærdig mine. Nu hvor han var endt med at sidde ved siden af hende, så var det slet ikke fordi at han lagde op til noget som helst, for sådan var han ikke. Han var ikke god til det med kvinder, og specielt fordi at den eneste som han selv havde haft følelser for, for længst var gået i døden, uden at han kunne gøre det mindste ved det. Det gjorde ham naturligvis trist, men han var kommet videre, og forsøgte at finde til rette i hans eget liv. Han smilede let for sig selv, som han lod halen hvile i hendes hænder, for det føles faktisk rart når hun kærtegnede den, selvom han vidste, at det naturligvis ville være bedre med en hånd og menneskelig kontakt i form af hænder og krop. [color)033ffcc]”En hånd og en omfavnelse, er vel det bedre?”[/color] spurgte han med en morende stemme, som han let blinkede til hende. At hun ville se hans arm, tog han ikke synderlig meget notits af, hvor han lod hende tage den, og lade hånden stryge over hans mærker. Det satte en sitren i ham, også fordi at han slet ikke var vant til at blive berørt på den måde, men det var.. utrolig rart, hvis han selv skulle sige det. ”Den samme warlock jeg stod ansigt til ansigt ved attentatet, stødte jeg på endnu en gang. Jeg var i skikkelsen som panter, så.. hun genkendte mig ikke. Heldigvis. Ellers havde jeg nok været død nu,” fortalte han med en rolig stemme. Han hvilede måske i sig selv, men selv for ham, kunne der ske temmelig mange ting, som ikke altid behøvede at være positive, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”Jeg skal da gøre mit bedste,” sagde han med en morende stemme, som han roligt lod armen hvile, som hun havde givet slip på den, ved at lade den ligge i sit eget skød. Hun var tålmodig, og han var slet ikke i tvivl om, at hun nok skulle opnå hvad hun ville, hvis hun var klar nok til det. Han betragtede hende med en rolig mine. ”I så fald, så er jeg ikke i tvivl om, at du vil opnå hvad du vil. Du opnåede det en ting, så jeg ved, at du vil gøre det endnu en gang,” fastholdt han smilende, som han roligt lod hånden ligge mere stabilt og sikkert omkring hendes slanke liv. Han kunne jo faktisk godt lide at sidde der sammen med hende.

[Deleted]

”Ellers burde det blot være et obligatorisk møde for folk, at alle én gang i sit skulle støde på dig. Jeg er mere end sikker på, at du ville være i stand til at hjælpe mange andre end mig. Det er måske ikke alle der ville lytte så godt som mig, men jeg er sikker på, at du ville være en hjælp for folk,” sagde Denjarna i et muntert toneleje, skønt hun et sted måtte mene, at han virkelig kunne være til gavn for mange andre end hende. Han besad nemlig en indre ro, der gjorde ham troværdig og ikke mindst tillidsværdig. Det var i hvert fald sådan hun havde det med ham. For hende var det derfor heller ikke synderligt mærkværdigt, at han stod med lederrollen, da han virkede som en mand, der var i stand til at lede og støtte et folk, og den evne kunne hun godt lide ved ham, men hun var også en kvinde der altid havde beundret den form for styrke. Hun kendte muligvis ikke til hans magiske kunnen, men hun troede på, at han kunne præstere, med den alder han havde, samt med den titel han besad. Hun trak på smilebåndet. ”Du har måske ret i, at det ville være i stand til at slå din hale,” medgav hun morende, som han sådan set havde ret. Hun ville altid foretrække en hånd eller en omfavnelse, da det gav en andel følelse i kroppen, og det var blot sådan det var. Man var trods alt menneskelig, og den menneskelige krop søgte andet menneskeligt nærvær. Det var blot sådan naturen var indrettet. Derfor måtte hun også nyde hans arm om sig, da det var rart at mærke en, og især fordi, at han var levende og varm ligesom hende selv. Hun lyttede opmærksomt til hans ord, mens hun betragtede hans ar, der alt i alt måtte minde hende om hende selv. ”Den kvinde må virkelig have set sig ond på dig.. er det nu jeg skal belære dig om, at du gør klogt i at holde dig fra den kvinde?” spurgte hun med et smil på læben. ”Men det glæder mig, at du kom derfra med livet i behold.” Hvad der var med ham og den kvinde, vidste hun ikke, men uheldig var han, siden han var stødt på hende hele to gange, og begge gange var sluppet arret derfra. Sidste gang havde han trods alt vist hende sit ar ved brystet. Det havde været en underlig oplevelse for hende, da hun endnu havde følt sig fristet af blod dengang, samt det havde været utroligt for hende at mærke en person med varm hud igen. Det var næsten den samme følelse hun havde i kroppen denne her gang, da hun igennem de sidste par måneder havde været vant til et liv med en vampyr. ”Godt,” sagde hun med en rolig stemme. Hun ønskede ikke, at der skete ham noget, da hun godt kunne lide ham, men samtidig med det vidste hun ikke, om de overhovedet ville ses igen, hvor det derfor måske kunne være ligegyldigt af hende at tænke sådan. ”Det glæder mig at høre, at der da er én, der tror på mig.. Og som jeg ønsker at få mine mål opfyldt, håber jeg også for dig, at du får dine,” sagde hun roligt og smilede til ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Du smigre mig, Denjarna,” påpegede Salvatore, dog alligevel med en yderst taknemmelig stemme, for det var da ikke det værste kompliment, som man kunne modtage af en kvinde. Selvom han ikke var den bedste til det kvindelige selskab, så forsøgte han sig, og det var jo ikke fordi at hun udviste noget ubehag eller noget lignende ved at have ham omkring sig. Han hvilede måske i sig selv, og han var en god mand inderst inde, men det var sjældent, at han fik den mulighed for at udvise det på den måde, som han faktisk meget gerne ville det, hvilket han selv måtte anse som at være en stor skam. Han smilede let for sig selv. En arm at lægge om sig, var altid bedre end en pelset hale, så der var han enig med hende, men man kunne så til gengæld have meget sjov med den, og det var vel også det, som han næsten ville betegne som det vigtigste? Han tog det nemlig ikke særlig tungt. ”En arm om sig, og en favn at søge til, vil altid være at foretrække. Selv hvis du spørger mig, som et halvvejs dyr,” påpegede han morende, som han let blinkede til hende. Han kunne godt lide den tillid som Denjarna udviste ham, også fordi at det var noget som han et sted.. havde brug for. Han havde vel også brug for at vide, at han kunne fremstå som troværdig, når han endelig var ude blandt folket, da det også var noget som betød meget for ham. Han trak svagt på skuldrende. ”Hun er indebrændt, og jeg er.. tro det eller ej, men nysgerrig efter at vide hvorfor.. Jeg kom fra det med livet i behold.. Jeg tror ikke hun vidste, at det var mig,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt ikke. Det var yderst få, han havde afsløret sin panter for, eller omvendt for den sags skyld. Han kunne sagtens gøre en indsats, for at vise, at han ikke kom galt af sted hele tiden, for det var sjældent at det faktisk skete! At det så var sket op til begge hans møder med hende, var så.. underligt, men alligevel en anelse underholdende, men ikke mere end det. Han nikkede til hende, som han roligt betragtede sig af hende. Han var slet ikke i tvivl om, at mange vil kunne lide hendes person, for selv der måtte han stå i mængden. ”Selvfølgelig tror jeg på dig, Denjarna.. Med alt det du har været igennem, så skulle det da bare mangle, at du får dine ønsker opfyldt. Du nåede dit levende jeg igen, og så ved jeg, at du også skal finde den lykke, som du sådan huer efter. Bare gør mig selv den tjeneste, at finde en mand som fortjener dit hjerte, min kære. Det er noget unikt,” påpegede han roligt, også selvom han mente det, for det var det! Det var bestemt ikke fordi at man ofte så en kvinde med den personlighed, den være måde, og med den baggrund i Dvasias, hvilket var noget som han betegnede som noget yderst unikt.

[Deleted]

”Hvis sandheden smigrer dig, gør det mig intet,” sagde Denjarna med en rolig stemme. Ifølge hende, var han nemlig en mand, der var ufatteligt god og tale med, som han var jordnær, og havde forståelse for folk.. Måske ikke helt for vampyrerne eller andre ’døde’ racer, men det var alligevel gået mellem dem. Hun havde i hvert fald været i stand til at nyde hans selskab, selvom han havde set sig ond på hendes race, og det måtte også betyde lidt. Hun var dog stadig af den mening, at han skulle passe en anelse på med, hvem han var og ikke var afvisende overfor, da hun selv mente, at hun havde givet ham lang line, da hun havde været vampyr. Det var hun heldigvis ikke længere, og det så ud til at gavne dem begge. Måske ikke hende og vampyrerne, men hende personligt, samt Salvatore, da hun kunne mærke, at selv han var mere afslappet end forrige gang. Det gjorde det desuden endnu mere behageligt for hende, som hun følte sig utroligt tilpas i hans selskab. Det kunne også helt ligne, at dette ikke kun var deres andet møde med hinanden. ”Og jeg som ellers havde troet, at du ville finde et andet pelset dyr at søge til,” sagde hun i en drillende tone. Det kom skam ikke bag på hende, at de var ens på det punkt, for hvem ville ikke ønske at have en anden krop at søge til? Det gjorde hun i hvert fald selv, og ensom følte hun sig vel også på det punkt, for selvom hun havde en ven i Vladimir, der altid kunne give hende et kram, så var det intet i forhold til, hvad Derick engang havde kunnet give hende. Desværre havde end ikke Derick kunnet give hende noget i måneder, da hun havde taget afstand til ham i det sekund, han havde bidt hende. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som hun lod blikket hvile på ham. ”Og denne mystiske dvasianske kvinde … er hun smuk?” spurgte hun sigende, som hun havde på fornemmelsen, at han et sted tænkte med det nedre, siden han tydeligvis følte sig draget af denne kvinde, for det var jo det han gjorde. ”Mit råd til dig ville være; at holde dig væk fra den kvinde. Det er tydeligt at se, at hun ikke vil dig noget godt, når nu hun allerede har haft kløerne i dig hele to gange,” sagde hun en kende alvorligt, inden hun valgte at vende blikket frem for sig igen. Det skulle ikke undre hende, hvis ikke han lyttede til hende, for folk havde det trods alt med at føle sig draget af det forbudte og ukendte. Det lød også som om, at han ønskede at redde denne kvinde, hvilket kun var et typisk scenarie, og hun kunne ikke just sige, at hun bifaldt det. Hun smilede svagt ved lyden af hans ord. ”Det er desværre lettere sagt end gjort, men jeg skal nok hænge ved. Jeg ønsker trods alt endnu mindre end dig, at jeg kommer galt af sted.. Det er jeg allerede kommet alt for mange gange,” sagde hun sandfærdigt, hvor hendes tanker måtte falde på Derick. Altid havde hun følt sig draget af den mand, men desværre havde det taget hende alt for lang tid at sande, at han ikke var god for hende. Det var dog en start at indse det, og nu håbede hun blot, at hun kunne arbejde sig frem mod succes.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Selv en sandhed gavner i længden, mere end blot en løgn,” påpegede Salvatore med en ganske sandfærdig mine, som han sendte Denjarna et taknemmeligt smil. Det var smigrende, at det var sådan at hun havde det med det hele, også fordi at han vidste, at han havde været temmelig hård ved hende, sidst de havde set hinanden, hvilket han jo faktisk ikke havde i sinde at undskylde for. Alt ved vampyrerne var egentlig ganske unaturligt, og slet ikke noget som burde være til, og det havde han sagt, som hun havde lagt op til det. Hun havde givet ham lang snor og fundet sig i frygtelig mange af hans påstande, og alligevel kunne de sidde her nu, hvilket han var utrolig glad for. At se hende med livet og prise det på den måde, som hun nu gjorde det, var naturligvis det bedste ved det hele, for det indikerede jo trods alt også, at han faktisk havde været i stand til at hjælpe hende, med de ting, som hun havde haft brug for. ”Det er måske en trøst og en ekstra mulighed jeg har, men selv jeg foretrækker det menneskelige.. Såsom dig i denne nat,” fortalte han med en rolig stemme, for han mente det jo. Nu var hun hans selskab for denne stund, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvor lang tid det ville vare, da han heller ikke vidste hvor hun boede eller hvor hun holdt til, selvom han var klar over det var Dvasias, men det i sig selv, var jo en temmelig lang tur. Han vendte blikket mod hende. Han tænkte faktisk primært med hovedet, frem for de nedre dele, også selvom det var noget som man måske ikke skulle tro, så var han faktisk fornuftig, ellers kunne han jo trods alt heller ikke have den placering i samfundet, som han nu havde fået trods alt. Som hun hentydede til om den mystiske kvinde var smuk, trak han på smilebåndet. ”Det er hun skam. En flot mørkhåret kvinde. Det som jeg dog bider mig fast i, var frustrationen og sorgen i hendes øjne.. Jeg kan lide at hjælpe folk,” fortsatte han roligt, som han varsomt lod hånden stryge Denjarna over ryggen, da det næsten føles, som var det en bevægelse, som faldt ham ganske naturligt, også selvom det var frygtelig mange år siden, at han havde haft muligheden for at sidde sådan her med en anden kvinde. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod himlen. Solen var meget snart helt nede, og så ville det hele blive mørkt, selvom det ikke var noget som gjorde ham noget, da han heller ikke var bange for mørket på nogen måde i det hele taget, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han trak svagt på smilebåndet. ”Du må huske at sætte dit eget velbefindende først, Denjarna. Enhver mand som tænker med den de er udstyret med i hovedet, vil gøre sit for at passe på en kvinde som dig.. Du besidder noget unikt, og det er en skam, at det ikke bliver beskyttet med alt det som jeg næsten kan fornemme, at du har været igennem. Du kan dele det med mig, hvis du har brug for det,” fortsatte han roligt. Han ønskede trods alt ikke at presse hende til noget, som hun ikke ville eller ønskede.

[Deleted]

Denjarna måtte trække på smilebåndet, som det glædede hende at se, at det ikke kun var ham, der kunne glæde hende, men at det også gik sådan den anden vej. ”Det er i de færreste tilfælde, at en løgn vil gavne helt inderst inde,” sagde hun med en rolig stemme. Løgne kunne til tider bruges, da sandheden ikke altid var barmhjertig, hvor verdenen også havde brug for små hvide løgne, men i de største tilfælde måtte sandheden klart være for det bedste. Sandt talte hun også, når hun mente, at han var en god folkelig guide. Han havde nemlig formået at hjælpe hende, selvom deres møde ikke havde været helt let, men det måtte være, hvad det nu var. Hun bar ikke nag, da hun kunne mærke på ham, at der ingen hårde følelser var. Hun følte heller ikke, at hun kunne være vred over, at han ikke kunne lide vampyrerne, når nu hun selv foragtede dem lige pt. Det var dog ikke noget hun havde valgt at drøfte med ham, selvom hun havde på fornemmelsen, at han ville være på hendes side, ... og et sted var det faktisk noget hun havde brug for. ”Og det er mig en sand glæde, at vi begge har hinanden i nat. Det er rart at se dig igen, og tale med dig..,” erkendte hun roligt, mens hendes blik måtte hvile på ham. Det var rart at se ham, da hun nød hans væsen, og han gav hende en ro, som hun ellers savnede. Det var nemlig til at sige, at hun på det seneste havde ført en hektisk livsstil, og derfor havde hun blot brug for at ramme jorden igen – nyde og slappe af – og det følte hun, at hun gjorde i hans selskab, sådan som de talte, mens han havde en arm om hende. Hun smilte skævt, som han fortalte hende, hvordan han ønskede at hjælpe denne ukendte kvinde. Samtidig med det, mærkede hun, hvordan han begyndte at stryge hende over ryggen, hvilket hun havde blandede følelser om. Det var faktisk utroligt … rart at mærke hans hånds bevægelse, hvor hun et sted håbede, at han ville blive ved … bare lidt endnu. Samtidig med det, fandt hun sammenhængen underlig, da det forekom hende underligt, at han strøg hendes ryg, mens de drøftede en anden smuk kvinde – som han ønskede at redde – selvom der muligvis ikke var noget i det. ”Du er en god mand, Salvatore, men hvis du ønsker min ærlige mening, tror jeg, at du skal holde igen denne her gang. I mine ører lyder det blot som om, at du bliver lokket i hendes spind, og at det vil være til dit store uheld. Det er meget muligt, at du er god til at hjælpe folk, men det er ikke alle der ønsker hjælp, og jeg har mine tvivl om, at denne kvinde er ligeså åbensindet som jeg,” sagde hun roligt. Hun vidste ikke, hvem denne kvinde var, og hvad hendes historie var, men hun havde på fornemmelsen, at der ikke kom noget godt ud af, at Salvatore legede med hende. Det måtte dog være op til ham selv, hvad han gjorde, og derfor ville hun heller ikke stoppe ham, hvis han absolut ønskede at nå til bunds i sagen. Hun bed sig svagt i den bløde underlæbe, som hun slog blikket væk fra ham, og blot betragtede naturen i stedet. Smukt var det så sandelig, især i skæret af den nedgående sol. ”Du ønsker ikke at høre denne historie.. Den er ikke som min forrige, og den er bestemt ikke lys. Det ville desuden være kedeligt at ødelægge denne smukke aften med triste miner,” sagde hun stille, mens hun strøg sine fingre mod hinanden. Et sted ønskede hun vel at fortælle Salvatore om Derick, da hun ønskede at høre hans synspunkt om sagen, men samtidig vidste hun ikke, om hun burde drøfte sådanne ting med ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore prissatte uden tvivl sandheden, da det også var den, som man kom længst med i udgangspunktet. Nu som det var sagt, så var han glad for, at hun havde det på samme måde, og bare var ærlig overfor ham, som han havde været det overfor hende. ”Det er sjældent de gavner mere end sandheden, men af den grund er det sjovt nok den som de fleste søger til, når de endelig står i valget,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han blev roligt siddende ved siden af hende, nu hvor hun heller ikke udviste noget ubehag ved det, hvilket naturligvis var en glæde for ham selv. ”Det er gengældt min kære Denjarna. Jeg føler mig.. benådet med dit selskab endnu en gang. Forhåbentlig bliver det mere behageligt, end hvad det var sidst,” sagde ham med en rolig og ikke mindst sandfærdig stemme, da han vidste, at han havde været hård ved hende sidste gang, også fordi at det ikke var nogen løgn. Han havde og ville aldrig bryde sig om vampyrer, og det havde han nok også givet tydelig udtryk for. Hans strøg over hendes ryg, var egentlig ganske varsomme og forsigtige, også fordi at han slet ikke lagde noget i det, andet end at ville yde hende en form for omsorg, da hun også lignede en som kunne bruge det og havde brug for det. Selvom det måske ikke ligefrem var det bedste tidspunkt at gøre det på, nu hvor de sad og snakket om en anden kvinde, men det var nu heller ikke noget som han tog sig videre af. Han trak en anelse på skuldrene, også selvom han nu ikke stoppet sine strøg over hendes ryg. Hun havde jo trods alt heller ikke udvist noget ubehag ved dette. ”Jeg ved ikke om det er fordi at det ligger mere naturligt til mig, at.. ønske at hjælpe. Jeg burde være forsigtig.. det ved jeg godt.. Og jeg ved at du har ret. Det er ikke sikkert hun ønsker den.. eller ved hvordan hun skal søge den,” sagde han med en ærlig stemme. Måske han hvilede i fred med sig selv, men det var alligevel noget som bragte ham en vis form for.. ubehag, som han alligevel følte, at han burde gøre noget med, men det var bestemt heller ikke altid, at de såkaldte ’nemme’ ting, var nemme for ham, for det var det her for eksempel ikke. Selvom Denjarna nu formåede at løsrive hans tanker en smule, og få ham til at tænke på noget andet, så var han da uden tvivl, utrolig glad for det. I det store og hele, så kunne han jo mærke på hende, at hun brændt inde med temmelig meget, og selv, var han ikke i tvivl om, at hun havde været udsat for lidt af hvert. Varsomt trykkede han hende ind i retningen af sig selv, vel også for at indikere, at det var en favn hun kunne søge trøst ved, om nødvendigt? ”Hvad vil være mere ødelæggende, end de tanker og historier, som du bærer med dig i dit eget sind? Har du brug for at fortælle det, så lægger jeg gerne øre til,” sagde han med en rolig stemme, men alligevel med en snert af alvor, for han brød sig da ikke om at se hende på den måde.

[Deleted]

Sande var Salvatores ord, hvor det næsten måtte være komisk, at verdenen var indrettet på den måde. Det var nemlig let at tænke sig til, at folk helst ønskede at høre sandheden, men alligevel var det en sjældenhed, at det den kom på banen. Denjarna løj dog ikke for ham, når de sad og snakkede, da hun ganske enkelt ikke så nogen grund til det. De havde måske haft deres fejder, samt de kom fra hvert sit land, men det syntes ikke at stoppe dem. ”Jeg kunne ikke sige det meget bedre selv.. Det er en sjov verden vi lever i, men jeg kan vel ikke udelukke, at jeg ikke selv har gjort brug af den metode,” sagde hun roligt, uden at smilet forlod hendes læber. At han måtte tage stridighederne op fra deres forrige møde, fik hende kort til at se frem for sig. Det var sandt, at deres møde ikke ligefrem havde kørt på skinner, men det havde også været fordi, at han havde været en hård dommer, når det kom til vampyrerne. Desværre kunne hun kun give ham ret i sin holdning lige i øjeblikket, da hun også selv måtte have svært ved at se det gode i vampyrerne, efter at Derick havde bidt hende. ”Forhåbentligt.. Jeg holder dog endnu fast i, at mit liv altid har været det værd at leve. Ifølge dig, er der desuden et formål med selv den mindste ting, og det må kun betyde, at der var en stører årsag til min tid som vampyr. Jeg kan dog ikke sige, at jeg ønsker den igen..,” sagde hun roligt. Selv mente hun, at hun var det værd, om så hun var vampyr eller mørkelver. Hun så dog helst, at hun levede og døde som mørkelver, og det var der en god sandsynlighed for lige i øjeblikket, som hun endelig havde fået sin føderace tilbage. Når det så var sagt, glædede det hende dog, at de nu kunne tale sammen i ro og fred, uden de skulle stikke til hinanden. Blikket lod hun søge mod Salvatore. ”Hvis du ved, at jeg har ret, hvorfor ønsker du så ikke at lytte til mig? Jeg ønsker dig intet ondt, og det håber jeg, at du ved. Kvinden du er i klemme hos, kender jeg ikke, men jeg har mine tvivl om, at hun vil bringe dig den glæde, du søger. Hjælp i stedet dem der ønsker hjælp, og ikke dem, som ønsker at tage dit liv, sagde hun sigende, som hun måtte mene sine ord. Hun så ikke det fornuftige i hans valg, men på den anden side var der også mange der mente, at hun ikke havde truffet fornuftige valg på det seneste. Hun ønskede dog at komme ud med sin mening, så han i så fald kunne tage det til eftertanke, og derefter bruge det, som det lystede ham. At han ønskede at hjælpe hende af med sine mørke tanker, måtte både bringe hende glæde og sorg. Det var hende nemlig et ømt punkt, som hun havde svært ved at blive klog på sit og Dericks forhold, men alligevel havde hun på fornemmelsen, at hun var på den rette sti. Forsigtigt lod hun sin hånd søge hans, der holdt om hendes liv. Kontakten med den varme hånd, der måtte være kraftigere end hendes egen, fik hendes fingre til at lukke sig om den, som hun ønskede at vide, at han var der for hende. ”Nuvel.. Jeg ved ikke, om du kan huske min tidligere ægtemand, Derick? J-Jeg … fandt ham igen,” begyndte hun i et stille toneleje. ”Det kommer formentligt ikke som et chok for dig, at det gjorde mig lykkelig at finde ham igen, da det gav ro til mit hjerte. Det var dog som at tage glæderne på forskud.. V-Vi ønskede at prøve igen, men mit liv var for stor en fristelse for ham, og han bed mig. Jeg gjorde mit for at kæmpe for vores forhold, men hvad end jeg gjorde, var jeg ikke i stand til at finde tilgivelse i mit hjerte, og nu … er jeg flyttet ud.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var enig med hende i at det var en komisk tankegang, at folk forsøgte at lyve, når det uden tvivl var bedst at gøre brug af sandheden. Det var i hvert fald sådan at han havde det med det. Desuden havde han heller ikke sporet en løgn ved hende i hendes øjne eller udtale, så han gik skam automatisk ud fra, at hun var troværdig overfor ham. Han betragtede hende med et stille smil på læben. ”Det ligger vel til dvasianere at gøre brug af det, for sin egen overlevelse, gør det ikke? Jeg kan ikke benægte, at jeg selv har gjort det, men det vendte jeg ryggen til for mange år siden. Jeg kan derimod bedre have med at gøre, på denne måde. Det er troværdigt.. Og det er en mangelvare nu om dage,” sagde han med en rolig og ikke mindst sandfærdig mine. Nu som det var sagt, så var det bekymrende, at det var denne vej, at samfundene måtte gå, for det var jo tydeligt, at det var ødelæggende! Nu hvor han sad med Denjarna ved sin side, hvilket bestemt ikke var noget som han havde det mindste imod! ”Det er godt du fandt en mening med det, for jeg ved godt, at jeg var hård ved dig sidst vi sås. Jeg må dog erkende, at det klæder dig langt bedre med en farve i kinderne og et smil på læben. Det så jeg ikke meget af sidst,” sagde han roligt. Han havde skam ikke i sinde at undskylde, for han havde givet udtryk for sin mening, også selvom han vidste, at det var noget som han burde passe på med i den mængde, så var det ikke noget som han tog hårdere end det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Halen lå trygt om dem, da han ikke havde haft i sinde at fjerne den endnu, hvor han blot trykkede hende en anelse tættere på sig. Han var der for hende, og det var skam også det som han havde i sinde at udvise for hende, også for at gøre hele situationen lidt bedre. Hun havde ret i sin udtalelse, og han vidste det jo udmærket godt. Det var bare.. en svær situation, som han følte at han var havnet i. ”Dem der benægter det, er som oftest dem, som har størst brug for den, eller ikke vil indse, hvor skidt de egentlig har det.. Jeg ønsker at lytte.. Men jeg har lige så skænket hende en tanke eller to, igennem den sidste tid. Det tabte glimt i øjet, har jeg aldrig nogensinde formået at glemme,” fortalte han ærligt, for det var ingen løgn. Det havde bekymret ham, at se hende med den triste mine, også selvom den var skjult bag had og direkte foragt. Som hun tog omkring hans hånd og holdt den i sin, så vendte han opmærksomheden mod hende, da det nu var hende, som fangede absolut hele hans interesse og opmærksomhed. At hun havde fundet sin tidligere ægtemand, burde have været en glædelig tanke, men han kunne jo tydeligt se på hende, at det ikke havde været tilfældet. ”Det mindes jeg du har fortalt,” sagde han roligt, som han igen lyttede. Tanken om at den mand havde bidt hende, var noget som vækkede en form for.. foragt, og ikke mindst et.. had. Han ønskede hende jo ikke noget ondt! Han trykkede let omkring hendes hånd, også for at vide, at han var der og at han lyttede til hende. ”Jeg kan mærke og se på dig, at det er en beslutning som du har taget frygtelig tungt, men.. jeg må vel tilkendegive, at jeg vil mene, du gjorde det rette ved at flytte ud.. Specielt hvis han ikke kan styre den dyriske lyst og være fristet af at gøre skade på dig og dit liv.. Du fortjener bedre end den form for tilværelse, Denjarna. Du fortjener mere end mørke og kulde.”

[Deleted]

Det lå uden tvivl til dvasianerne at kæmpe for deres egen overlevelse, uanset hvad det kostede. At Salvatore ligeledes havde stukket en løgn i tide og utide, kom bestemt ikke bag på Denjarna, da det kun var menneskeligt, at man ikke altid kunne holde sig på lysets vej. Til tider var det desuden behøvet, at man stak folk en lille hvid løgn, og det var fuldt ud acceptabelt i visse situationer. ”Det er vel noget enhver har benyttet sig af gennem tiden. Jeg tror næppe, at du skal have det dårligt med, at du har vendt sandheden om, en enkelt gang eller to,” sagde hun med en rolig stemme, som hun bestemt ikke klandrede ham for, hvad der var menneskeligt at gøre. Hun mente dog alligevel, at han til tider burde lægge sin ærlighed fra sig, da det hændte, at han fremstod som en ufatteligt hård mand. Det var nemlig til at sige, at han ikke havde været helt sød ved hende, under deres første møde. Hun havde dog overlevet det, og derfor kunne man vel sige, at det gik? Hun trak på smilebåndet, som han fortalte, at han bedre kunne lide hende med glød, fremfor med kulde. Det var ord der varmede hende, for … han var egentligt den første til at anderkende hendes raceskift hundred procent. ”Du var en hård mand, men det er der intet at sige til.. Det varmer dog mit hjerte at høre dig sige, at du foretrækker mig som mørkelver, og ikke som vampyr. Det tror jeg, at du er den første til at fortælle mig,” sagde hun sandfærdigt. Det gik hende umådeligt på, da hun selv mente, at hun var lig med det at være mørkelver, og ikke vampyr. Hun havde dog forventet, at dette havde været hans mening, og derfor glædede det hende blot, som hun havde haft ret. Han var nemlig den rette person at komme til, når det gjaldt det at være levende, som det var hvad han helligede. Blidt sendte hun ham et smil, som han trykkede hende ind til sig. Det var rart at sidde sådan her med ham, og derfor gjorde hun absolut ingenting for at komme væk, samt der ikke var noget spor af ubehag i hendes kropssprog. Hun betragtede ham med en tænksom mine, som det virkede som om, at han allerede havde besluttet sig. ”Det er op til dig, hvordan du spenderer din tid og dit liv, Salvatore. Hvis du føler, at det er det rigtige for dig at gøre, at hjælpe denne kvinde, må det være dit valg. Jeg fortæller dig blot alt dette, fordi jeg ønsker, at du passer på dig selv,” sagde hun roligt. Bekymret var hun for ham, da hun anså ham for at være en god mand, og derfor ønskede hun ikke, at han kom galt af sted, og det frygtede hun, at han ville komme med denne kvinde. Hun ville dog ikke hindre ham, hvis han ønskede at følge sit hjerte, da de to ikke var bundet til hinanden. At hun skulle fortælle ham om Derick, gjorde hende et sted nervøs, da hun selv følte, at hun var i vildrede. Hun følte, at hun havde gjort det rigtige ved at forlade Derick, men hun ønskede at være helt sikker, og det følte hun, at hun blev, når hun spurgte folk til råds. ”Det er en beslutning jeg overvejede længe, inden jeg traf den.. Jeg føler selv, at jeg har gjort det rigtige ved at gå, men alligevel ved jeg det ikke med sikkerhed for … engang var det jo godt. Intet har dog været godt i vores forhold, efter at vi genfandt hinanden. Jeg har ikke turdet lade ham komme tæt. Vi har skændtes, og han har beskyldt mig for det ene og det andet,” fortalte hun stille, uden at hun slap taget om hans hånd. Hun strammede det derimod, uden at det gik hen og blev ubehageligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nægtede at tro på, at der var nogen i denne verden, som havde formået at leve, uden at skulle skænke nogen som helst en løgn. Nu som det var sagt, så var han da kun glad for, at han kunne lægge alle kortene på bordet og bare snakke sandhed med hende, for hun virkede skam heller ikke til at tage det særlig tungt. Han trak tilfredst på smilebåndet. ”Lad den uden synd kaste den første sten. Der er ingen som kommer til at kaste den,” sagde han med en rolig stemme. Selv en rolig mand som ham, havde været tvunget til at gøre brug af det til tider, også nu hvor han faktisk holdt sin skikkelse som panter skjult for stort set alle omkring ham, så var det jo også en lille løgn, da han ikke fortalte nogen om det. Der var yderst få som vidste det, og det var jo primært Silia, Gabriel og.. Denjarna, som kendte til den lille hemmelighed? ”Jeg kan jo se gløden i dine kinder og den livlige gnist i dine øjne, Denjarna, så det er jo tydeligt for mig, at du trives som du er, og det er det vigtigste – dit velbefindende. Jeg var hård og jeg bryder mig ikke om det døde.. Men varmen og den glød, klæder dig uden tvivl bedre end alt det andet,” fortalte han med en rolig og ganske sandfærdig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han mente det dog, da han slet ikke så nogen grund til at skulle lyve for hende hvad dette angik, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han smilede let. Han havde måske allerede bestemt sig, men han var skam ikke typen som bare.. gjorde hvad han ville, uden at tage andre ting i betragtning, også fordi at han slet ikke var vant til at andre folk bekymrede sig om ham på den måde. Det var jo trods alt det minus som var ved at man var en enlig mand, som ikke rigtigt havde nogen ting i sit liv, for det havde han jo ikke, efter Eniqa var gledet bort. ”Jeg er ikke vant til at folk udviser den form for bekymring for mig. Men du har ret.. Jeg burde måske tænke den mere igennem, før jeg gør noget som helst,” endte han med en rolig stemme, for det var jo ikke ligefrem en løgn. Tanken om at Derick havde gjort hende ondt, var slet ikke en tanke som Salvatore kunne have med at gøre! Denjarna var i besiddelse af noget unikt, og det var naturligvis noget som selv han ønskede at bevare. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt hævede sin frie hånd, som han lod glide under hendes hage. ”Denjarna, se på mig,” bad han endeligt, som han roligt gjorde sit, for at få vendt hendes ansigt mod sig, også selvom det var ganske forsigtigt og varsomt. Han ønskede jo heller ikke at hun skulle have det skidt med det hele, for det var slet ikke hans intentioner ved alt dette. ”Det har måske været godt en gang.. Det er måske derfor at man gør sig nogle forventninger og bliver ekstra ked af det, når det ikke går som forventet.. Du er i besiddelse af noget unikt, og hvis end ikke Derick kan tage vare på det, så.. er det måske bare ikke meningen at det skal være Jer to,” sagde han roligt, som han let strøg hånden over hendes kind. Han ønskede jo faktisk at trøste hende, for han kunne jo mærke, at det gik hende på.

[Deleted]

Denjarna nikkede roligt med hovedet. ”Men når al det er sagt, føler jeg, at vi sagtens kan tale ren sandhed i dette forum,” sagde hun roligt. Selv fandt hun ingen grund til at stikke Salvatore en løgn, og det lignede heller ikke selv, at han lagde noget mellem fingrene, som også han lagde alt eller intet på bordet. Det var hårdt til tider, men det var rart at kende til folks præcise meninger, fremfor at man skulle gætte sig til den. Det kunne hun derfor godt lide ham for, da han altid var den mand, han var. Smilet hvilede stødt på hendes bløde læber. Det glædede hende at høre, at han med det samme kunne spotte gløden og glæden i hende, efter at hun var blevet mørkelver igen. Der var ingen tvivl om, at det var som den race, at hun følte sig hjemme, og det at han bedst kunne lide hende sådan, betød faktisk ufatteligt meget for hende – især fordi de fleste havde ment, at hun gjorde det bedst som vampyr. ”Der er ingen tvivl om, at jeg bedst trives, som jeg er nu, men alligevel fortæller folk mig, hvordan de helst så mig som vampyr. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår, hvordan de kan sige sådan til mig. For det er sådan her, at jeg bedst kan lide mig selv – med et bankende hjerte og varme i kroppen,” sagde hun ærligt. Hun elskede livet, som hun holdt det ufatteligt kært, og ville gøre hvad som helst for ikke at miste det igen. Hun havde nemlig ingen intention om at ende som vampyr igen, eller varulv eller spide for den sags skyld. Det var på alle måder et overstået kapitel fra hendes side af. Hendes hoved faldt en kende på sned, som han sagde, at han ikke var vant til at modtage folks bekymring. Det kom et sted bag på hende, da hun fandt ham yderst godhjertet, og derfor kunne hun ikke forstå, hvorfor han ingen nære havde. Der ville hun dog sige, at hun kunne være den første, da hun et sted anså ham for at være sin ven. Det var måske ikke noget, der blev godtaget af resten af verdenen, men hun havde også altid gået sine egne veje. ”Det er du da.. Jeg har udvist den bekymring for dig, siden vi først mødtes,” sagde hun varmt og gav hans hånd et blidt klem. ”Jeg ser helst, at du tænker det hele igennem en ekstra gang, inden du vælger at opsøge denne kvinde. Jeg er bange for, at det vil bide dig selv i den sidste ende, men hvis føler, at det er indenfor din kontrol, har jeg ingen indvendinger,” fortsatte hun roligt. At de kom ind på hende og Derick, satte en knude i hendes mave, skønt hun gerne ville tale om det. Hun følte nemlig selv, at det hele var blevet kørt af sporet, som hun bestemt ikke var lykkelig hos Derick længere. Selvom han kun havde bidt hende en gang, havde det taget alt hendes tillid, som hun aldrig havde ønsket at blive bidt. Det hjalp heller ikke på sagen, at Derick ikke havde taget det som en mand, men derimod gemt sig for hende, som det var sket. Blikket vendtes langsomt mod hans, som hun mærkede hans greb om sin hage. ”Vi var lykkelige engang, men jeg tror … at du har ret nu. Det er nemlig ikke længere godt, og det er trods alt også derfor, at jeg vendte ryggen til det. Jeg frygter bare, at jeg bliver ramt af et øjebliks svaghed og vender tilbage til ham, fordi, at det er, hvad jeg kender til,” fortalte hun ham ærligt, da det trods alt var sket før, som hun havde gjort det dengang med Gabriel. Fortvivlet var hendes blik blevet, som det ikke var første gang, at hun stod i dette dilemma. Det var dog rart at sidde med ham, og snakke om det, mens hun mærkede hans beroligende og behagelige strøg.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ærligheden som var at spotte i denne samtale, var uden tvivl noget som glædede Salvatore, da det også indikerede en vis form for tillid dem imellem, og det var noget som han tydeligt også måtte være glad for. Han nikkede sig til enighed, for så langt, så var de jo faktisk enig. ”Jeg er enig. Jeg spotter ingen løgne, og jeg nyder skam af det,” sagde han med en rolig og sandfærdig stemme. Med henblik på hende som vampyr, så kunne han mærke en helt anden livsglæde i hende, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele, for det klædte hende uden tvivl. At andre så ikke havde vist sig at være enig, var noget som han faktisk havde svært ved at forstå, for det var ikke noget som gav nogen mening for ham. Han trak vejret dybt og med et tungt suk. ”Det beviser blot, at de tænker mere på dem selv, end de tænker på dit velbefindende, kære Denjarna. Det forstår jeg ikke. De burde respektere dig, som du selv ønsker at blive respekteret.. Og som et levende væsen af varme og bankende hjerte, så kan selv jeg se, at det er det du trives bedst med,” endte han med en rolig og ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At end ikke den mand som hun havde anset som det kæreste i hendes liv, kunne respektere hende som den hun var nu, var noget som han faktisk havde utrolig svært ved, også fordi at det var en tanke som hurtigt kunne gøre ham en smule hidsig. Selvom han ikke kommenterede det overfor hende, så var det tydeligt, at mange ting også måtte gå hende på. Bekymring var han som sådan ikke vant til, for det var ikke mange i hans liv, som udviste den slags overfor ham. Han trak let på smilebåndet, også fordi at det var noget som varmede ham frygtelig meget. Ret sted så indikerede det vel også alligevel, at han havde en snert af betydning for hende? Selvom de ikke rigtigt kendte hinanden? ”Du er den første som har gjort det i årevis, Denjarna.. Jeg er bare ikke vant til den tanke. Jeg skal nok tænke det hele igennem en ekstra gang, inden jeg gør noget som helst. Jeg har.. aldrig opsøgt hende bevidst. Vi mødtes bare tilfældigt,” sagde han roligt. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at tænke på nu, hvor han kunne se at hun havde det skidt. Hånden havde han langsomt ladet glide over hendes hage, som han strøg let, i et forsøg på at få hende til at se på ham. Han kunne se, at det var en svær situation for hende, og det var faktisk ikke noget som han brød sig om. ”Jeg kan både se og mærke på dig, at det er en svær situation. Han har gjort dig ondt.. Og jeg kan mærke det på dig. Kan han ej respektere og acceptere dig for den du er, så er jeg bange for, at der ikke er mere at stille op.. Jeg ved nu ikke.. Du kender mig og min trang til at hjælpe efterhånden..” Han betragtede hende med en rolig mine, som han let lod hovedet søge på sned. ”.. Er der noget som jeg kan gøre, for at hjælpe dig..?” spurgte han, som han let trykkede omkring hendes hånd.

[Deleted]

”Og det samme gør jeg,” medgav Denjarna med et smil på læben. Hun nød, at de kunne tale åbent omkring alt, da hun på ingen måde var interesseret i falskhed. Hun ønskede, at hun kunne være sig selv omkring folk, og at de kunne lide hende for det. Det var også, hvad hun følte, at hun kunne være omkring ham. At han også tænkte på hende, og ikke hvilken race hun var, glædede hende blot endnu mere. Hun følte nemlig ikke, at der var nogen der havde accepteret hende som mørkelver endnu, og det gik hende voldsomt på. Det var nemlig den person hun var, og ikke vampyren, som folk åbenbart ønskede, at hun var. ”Det er en ufattelig egoistisk race.. Det bliver blot tydeliggjort, når man ikke længere er en del af dem. Jeg ville ønske, at de kunne se det samme, som dig, men det kan de tydeligvis ikke. De anser sig selv for at være bedre … uovervindelige for at være helt præcis.. Var jeg sådan, da vi mødtes?” spurgte hun stilfærdigt, som hun lod sit blik vende mod hans. Hun følte selv, at hun altid havde været anderledes, men det var selvfølgelig lettere for en udefrakommende at bedømme, fremfor hende selv. Hun følte dog, at hun var det rette sted nu, som det at være mørkelver var hende. Hun havde også fortalt Salvatore, hvordan hun havde savnet at mærke sit hjerte, føle både varme og kulde, samt kunne rødme, hvis det var, hvad hun følte. At det overraskede ham, at der var nogen i verdenen, som bekymrede sig for ham, sagde hun nu ikke noget til. Hun havde blot … ondt af ham, da han ikke var tjent med at være alene, som han var en god mand. Alene behøvede han dog ikke at være længere, da han nu kunne have hende. Hun var måske den eneste, men en var vel bedre end ingen? Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke. ”Det er helt i orden, hvis bare du vænner dig til tanken om, at der nu er en til at bekymre sig om dig. Men det glæder mig, at du vil tænke dig om en ekstra gang, inden du beslutter dig for at møde hende, og hjælpe hende,” sagde hun med en rolig stemme. Det var meget muligt, at han aldrig havde planlagt at møde hende, men man kunne altid gå væk, hvis det kom dertil. Det glædede hende dog at høre, at han ikke ville gøre noget forhastet, men tænke sig om en ekstra gang, når det kom til den kvinde. Hun ønskede nemlig blot, at han klarede sig. Hendes hoved faldt en kende på sned mod hans hånd, som det var rart at mærke hans omsorg. ”Det er en umådelig svær situation.. Jeg ønsker ikke at være i et forhold, hvor jeg ikke kan føle mig tilpas, og det er derfor jeg gik. Jeg ved bare ikke, om jeg kan gå igen, hvis jeg ser ham igen. Som det står til nu, ønsker jeg bestemt ikke at træde et skridt tilbage, men man ved aldrig..,” sagde hun ærligt, som det lige meget hvad ikke var helt let. ”Det er en hjælp, at du bare bliver og taler med mig,” sagde hun stille og sendte ham et svagt smil.