We meet again.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Tanken om at Dvasias og Procias kunne mødes og faktisk tilbringe tiden på denne måde, var noget som uden tvivl glædede Salvatore, da det kun indikerede, at der ikke kun var had og foragt landene imellem, for det var vel også det som de beviste nu? At de kunne sidde og holde hinanden i hånden og faktisk snakke om temmelig dybe ting, var noget som kun glædede ham, da det også virkede til at det var noget som hun havde det ganske fint med i længden. Han rystede roligt på hovedet. ”Du var på ingen måder et væsen, som betragtede sig selv som uovervindelig, kære Denjarna. Jeg ramte nogen ømme punkter med mine meninger, og det er jeg ked af. Du har altid haft større ambitioner, end det udødelige liv.. Og det gav du også udtryk for dengang,” sagde han med en rolig stemme, som han faktisk mente det, da han ikke så nogen grund til at lyve for hende. Hun havde været med begge ben solidt plantet på jorden, og kommet med mange store og stærke ønsker for sig selv og hun havde ønsket mere end det liv i mørke og natten, hvilket var noget som han faktisk måtte beundre hende for, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned. At hun så skulle bekymre sig sådan om ham, var slet ikke noget som han var vant til. Den eneste som egentlig havde udvist den form for følelse for ham, havde været Eniqa, men hun havde jo været død nu i frygtelig mange år, og.. så havde han jo levet alene stort set lige siden. ”Jo mere jeg ser til dig, jo nemmere har jeg nok også for at erindre det, min kære,” sagde han med en næsten morende stemme, som han blev siddende ved siden af hende. Han lod endnu halen ligge trygt omkring dem, også for at give hende den fornemmelse af nærvær, for det var jo også noget som han ønskede at give hende. At hun havde det svært, var faktisk ikke en tanke som han brød sig synderlig meget om, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde. Han flyttede roligt hånden fra hendes hage, for derefter at lade den stryge over hendes kind i stedet for. Hvis de havde været sammen i mange år, var det ikke underligt for ham, at hun havde det svært med tingene. ”Du skal finde en mand og et forhold, hvor du er tilpas og kan være dig selv. Det er måske hårdt sagt, men.. Måske det er på tide at søge sig om efter noget andet, og en mand, som faktisk kan behandle dig med den respekt, som du uden tvivl har fortjent?” spurgte han roligt. Hans grønne øjne søgte roligt hendes blik. Hvis det hjalp hende, at han sad og snakkede med hende, lyttede til hende og holdt om hende, så gjorde han gerne det, også selvom han desværre ikke følte at det var nok. ”Vil det hjælpe, at indlogere dig på en kro og et værelse med mit selskab for en stund?” spurgte han roligt. Selskabet kunne vel være rart? Specielt hvis hun havde det som hun havde det?

[Deleted]

Det varmede Denjarna at høre, at Salvatore aldrig havde anset hende for at være en almindelig vampyr, for det havde hun aldrig anset sig selv for at være. Hun havde altid ment, at hun havde været noget for sig selv, som hun havde gået sine egne veje, skønt det til tider havde stridt imod den mørkelviske, vampyriske og dvasianske overbevisning. Igennem tiden havde hun nemlig oplevet mangt og meget, hvilket havde betydet, at hun ikke længere kunne følge sin oprindelige ideologi, og det havde hun det egentligt ganske fint med, da hun ikke som sådan havde problemer med forandringer. ”Du ramte nogle ømme punkter dengang, men ingen skade er sket, og det er i den sidste ende det vigtigste. Det glæder mig at høre, at du aldrig har været i stand til at sætte mig i direkte forbindelse med vampyrerne, for det har aldrig været min intention at være en af dem. Jeg har altid ønsket at være Denjarna,” sagde hun roligt. Sande var hans ord omkring hende, hvor det glædede hende, at det var noget han havde indset. Hun vidste nemlig, at hun ligesom alt andet kunne slås ned, hvis ikke hun passede på. Hun havde også altid været en kvinde med ambitioner, hvor hun også altid havde fulgt dem, og nu var det synligt at se, at hun rent faktisk opnåede sine ønsker, skønt de var store. Hun smilede skævt til hans ord. Om de ville få hinanden at se noget oftere, når de engang skiltes, var hende ukendt, men det var kun spændende at se, hvad fremtiden ville bringe dem. Indtil nu havde de stødt spontant på hinanden, og hvem sagde ikke, at det kunne ske igen? ”I så fald må du se, om du kan finde mig,” svarede hu morende, som hun næsten opfordrede ham til at lede efter hende, hvis han ønskede et gensyn. At hans hale endnu lå om hende, mærkede hun kun svagt, som hun var mere opmærksom på den hånd der berørte hendes ansigt. Det var ikke berøringer hun tidligere ville have tilladt, men i tvivlens stund og med sin personlige udvikling, var det rart at mærke ham. Det gav hende ro at vide, at hun ikke var alene i verdenen – selvom hun allerede vidste, at hun havde Vladimir og Faith – samt det gav hende naturlig nydelse, at mærke hans strøg. Hans ord måtte hun smile svagt af, da han fortalte hende det samme som Faith. Hendes gode veninde havde nemlig også sagt, at hun burde vælge en mand, der respekterede hende, og som gjorde hende glad, for ingen af de dele havde Derick just gjort hende på det seneste. Det plagede hende, men måske var de vokset fra hinanden med tiden? ”Jeg ved, at du har ret i dine ord, Salvatore.. Det er ikke sundt at være i et forhold, hvor man hverken føler sig tilpas eller respekteret. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, at jeg før har stået med denne tvivl.. Det var selvfølgelig anderledes dengang, men dengang skulle jeg stadig træffe et valg mellem to mænd,” sagde hun stille, som hun måtte referere til valget mellem Gabriel og Derick. Hun kunne ikke lade være med at spekulere over, om Gabriel mon havde været den rette mand for hende, men på den anden side; burde hun så ikke have vidst det dengang, hvis det havde været tilfældet? Derick var måske den rette for hende, eller også troede hun det, indtil hun mødte en helt anden tredjepart? Yderst forvirrende var det, når hun end ikke selv kendte svarene på sine spørgsmål. ”Et værelse vil være behøvet før eller siden, nu når solen er gået ned, og dit selskab ønsker jeg endnu ikke at miste.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna havde aldrig nogensinde været en normal vampyr, hvilket han skam heller ikke var bleg for at fortælle hende, også fordi at det jo også var noget som betød noget for ham selv. Hun havde haft helt andre ambitioner, end bare at slå sig til tåls med, hvad han vidste, at andre var rigtig glade for at kalde for et ’evigt og værdigt liv’, for det var slet ikke noget som han var enig i på nogen måde. Han havde ganske vidst ramt nogle ømme punkter, hvilket heller ikke var helt forkert, og han vidste det godt, men han var manden som gav udtryk for sin mening, og så var det jo ikke ligefrem hans problem, at folk ikke kunne tåle at høre det. ”Jeg kan ikke ligefrem påstå, at du gik under betegnelsen af en rigtig vampyr, selvom du var i besiddelse af alle kendetegnene. Jeg kunne se selv i dine øjne, hvor meget du længtes efter dit sande jeg, og det levende liv. Jeg kan mærke på dig, at du hviler mere i dig selv nu.. Og at du har det bedre med din race,” sagde han roligt. De havde ganske vidst haft en hård opstart af deres bekendtskab, men han var da om ikke andet, så rigtig glad for, at de om ikke andet, var i stand til at føre en samtale med hinanden, da det også var noget som betød utrolig meget for ham. Selv en dvasianer og en procianer, var i stand til at sidde og bare snakke, uden at føre krig, også fordi at han slet ikke så nogen grund til dette. Han kunne lide at sidde med hende, også fordi at hun var i stand til at se ham som person, frem for bare en magisk leder, for han var jo mere end det. ”Er det en udfordring?” spurgte han med en morende stemme, som han let blinkede til hende. Selvom hun måske havde det hårdt, så var det jo noget som han godt kunne mærke på hende. Hvor mange som havde sagt det samme som ham selv, vidste han ikke, men han ønskede jo at hun havde det godt, for det havde hun uden tvivl fortjent. ”Du fremstiller det næsten, som du har stået i en lignende situation tidligere? Jeg vil bare råde dig til at følge mavefornemmelsen. Du fortjener bedre end en mand, som ikke kan respektere dig, som den kvinde du er. Du er unik, Denjarna, og du fortjener uden tvivl det bedste,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han faktisk mente det! Han lod hånden let stryge over hendes kind. Hans tilbud om at indlogere hende på et kroværelse, var egentlig også for at aflukke det lidt, og give hende den fornemmelse af.. tryghed, for han ønskede jo som sagt, at hun havde det godt. Han trak svagt på smilebåndet, som han let nikkede. Han var slet ikke ude på noget som helst, andet end at give hende noget at smile af, og vise, at hun ikke var helt alene i denne verden, for det var hun da slet ikke. ”Hvis du ønsker det, så kan jeg tage en overnatning eller to, hvis det skulle være af interesse? Jeg føler ikke helt for at skulle slippe dit selskab nu, og specielt ikke sådan som du har det,” endte han sandfærdigt.

[Deleted]

Denjarna havde aldrig følt sig en del af det vampyriske samfund, da hun altid havde følt sig anderledes end dem. Hun havde nemlig ikke opvokset med deres levevis, med afgrænsede muligheder, for det var hvad et vampyrisk liv betød. Det betød et liv i evigt mørke, som de ikke kunne træde ud i solens bagende stråler, samt de skulle overleve via frarøvelse af andre individers liv. Det var bestemt ikke et liv hun havde stillet til tåls med, da hun havde kendt til andet. Hun havde kendt til det der var bedre, og derfor havde hun arbejdet på det. Det havde også båret frugt, som hun havde fået tingene, som hun ville have det, og det kunne hun bestemt ikke klage over! ”Sandt er det, at jeg besad alle kendetegnende. Jeg var i besiddelse af det tavse hjerte, den evige blodtræng, det sorte mørke, og den blege og kolde krop. Jeg følte dog aldrig, at jeg var en del af deres ideologier, men mine egne derimod. Det var en halvhjertet tilværelse dengang, da jeg ikke følte, at jeg var i ét med mig selv, men det gør jeg nu.. Ingen tvivl om det,” sagde hun med en rolig stemme. Hun hvilede langt mere i sig selv, efter hun var blevet mørkelver igen, og det var blot fordi hun følte, at hun var i sit rette element igen. Det var ikke noget, som hverken Derick eller Vladimir kunne forstå, da de var født vampyrer, men hun var mere end sikker på, at Salvatore ville være fuldt ud forståelig med hendes situation, hvis han selv havde stået i den. Han var nemlig også en mand der helligede det levende, og det kunne hun kun lide ved ham. Derfor var det også yderst forfriskende at sidde med ham, da han besad alt, hvad hun havde savnet. ”Det er det, hvis du tør tage den op,” sagde hun ligeledes i en morende tone. Tanken gjorde hende bestemt ikke noget, da hun på ingen måde havde noget et gensyn med ham. Ligesom den forrige gang, måtte hun nemlig igen nyde at sidde i hans selskab. Især fordi hun ikke længere blev nedgjort for, hvad hun var. ”Nej, det er ikke første gang, at jeg står med denne beslutning, om det skal, eller ikke skal være Derick og jeg. Det er vel også et tegn på, at jeg har truffet det rette valg? Vores forhold har nemlig aldrig været problemfrit. Der har altid været en detalje, der har naget os, men nu er det blot blevet slemmere end nogensinde før,” fortalte hun sandfærdigt. Som hun talte om sit og Dericks forhold, kunne hun desuden høre på det hele, at hun måtte have truffet den rigtige beslutning, ved at gå væk. Det kunne nemlig ikke være rigtigt, at et forhold skulle herske under disse principper. Svagt måtte hun sende ham et smil, som hun fandt Salvatore utroligt god ved hende, sådan som han sad og nussede hendes kind, mens han tilbød hende et værelse, for at blive aflastet for nogle af sine mange problemer. ”Du er en god mand, Salvatore.. Du har et smukt hjerte, som du blot ønsker at lette andre folks byrder. Og jeg tror, at du har ret i, at det ville gavne, hvis vi søge ind,” sagde hun roligt, og ikke mindst ærligt, uden at hun slap hans hånd, som hun endnu måtte holde den blidt i sin.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde heller aldrig nogensinde betegnet Denjarna for hvad han ville betegne som en typisk vampyr, for det havde hun slet ikke været. Nu som det var sagt, så havde han jo allerede dengang set hvor store ambitioner hun have haft med sit liv, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som han havde det mindste imod. Tvært imod, så havde han faktisk respekten for at hun ikke var typen som bare slog sig til ro med tingene, men faktisk ønskede mere for sit liv, end bare at slå sig ned med hvad vampyrerne havde en sjov tendens til at fremstå som uovervindelige eller udødelige, selvom det slet ikke var tilfældet. ”Og det at du føler dig hel med dig selv nu, er det som er det vigtigste, Denjarna. Allerede dengang jeg så dig første gang, kunne jeg jo så tydeligt fornemme på dig, at du ikke var tilfreds med tingene.. Jeg er kun glad for, at sagen er en helt anden i dag,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var noget som han mente. Han trak muntert på smilebåndet, for han regnede bestemt ikke med at det var sidste gang han ville have lov til at se hende, og det var noget som han stod fuldkommen fast på i længden! ”Jeg siger ikke nej til en udfordring,” påpegede han med en morende stemme. Han lod roligt og endeligt halen forsvinde, så han sad der som et ganske normalt menneske, side om side med en mørkelver. Hele sagen omkring hende og Derick synes virkelig at tynge hende, og det var noget som faktisk gjorde ham bekymret, for han brød sig slet ikke om det på nogen som helst måde. Han lod hovedet søge en anelse på sned. Han kendte ikke Derick godt nok til at vide hvad der havde været rigtigt eller forkert i sagen, men han vidste jo til gengæld godt, at man ikke skulle befinde sig i et forhold, hvor man ikke kunne respekteres eller accepteres. ”Ingen skal blive i et forhold hvor de ikke kan trives og være sig selv, så du har vel gjort det bedste i at gå fra ham. Har det ikke været problemfrit nogensinde, og nu værre end hvad det har været før, så er det måske en god ide at… genoverveje, om det er den mand du er ment for at være sammen med?” Det var selvfølgelig ikke fordi at han var ude på at så tvivl eller noget lignende, for det var han virkelig ikke! Han ønskede egentlig bare, at hun havde det godt, og bedst muligt, også selvom han vidste, at han ikke selv kunne give hende det, da han var en leder af lyset, men der var vel en anden mand, som kunne vise sig at være bedre egnet til det, end det som han var? ”Jeg gør skam kun mit bedste.. Jeg ser ikke nogen grund til ikke at skulle vogte om noget så unikt som dit hjerte, og dit velbefindende.. Lad os søge ind, før du bliver for kold..” opfordrede han roligt. Han rejste sig roligt op, og uden at slippe hendes hånd, så han selv kunne hjælpe hende op. Hun skulle jo nødigt ende med at fryse, for så at blive syg.

[Deleted]

Det varmede at snakke med Salvatore, som det hele virkede ganske simpelt i hans selskab. Det var måske ikke det helt ekstraordinære de diskuterede lige nu, men alligevel gav det Denjarna en ro og en glæde. Det var et sted rart at høre, at han konstant havde været i stand til at læse hendes præcise følelser, da det betød, at han var opmærksom, og at han interesserede sig for hende. Det var meget muligt, at andre end ham havde ønsket at hjælpe hende med sit raceskift, men alligevel følte hun, at han havde gået skridtet videre, ved at gå ind i hendes ve og vel. ”Og du skal end ikke betvivle, at jeg føler mig hel og glad den dag i dag. Det var et stort og et betydningsfuld mål jeg opnåede, den nat jeg mødte Enrico,” fortalte hun sandfærdigt. Glad var hun på sine egne vegne, og dybt taknemmelig var hun for, at Salvatore og Enrico eksisterede. Uden dem ville hun nemlig aldrig have opnået sit mål, og det havde betydet alt for hende. Salvatore havde været betydningsfuld på den vis, at han havde guidet hende i den rigtige retning, og Enrico havde været den der havde udarbejdet selve seancen. Det havde været en hård seance, men uden tvivl det værd. Hun trak morende på smilet. ”I så fald glæder jeg mig til, at jagten begynder,” kommenterede hun i en munter tone. Selvom han var fra Procias og en af lysets ledere, havde hun intet imod at se ham igen. Hun ønskede faktisk at se ham igen, da hun nød deres samtaler, selvom de ikke altid var lige muntre. Det betød vel også noget, at de kunne drøfte lidt af hvert i hinandens selskab? At hans hale forsvandt, sagde hun intet til, da det også var rart at sidde med ham – bare som mand. Hans panterskikkelse havde han desuden taget mest i brug, når han skulle bringe smilet frem på hendes læber, hvor de i øjeblikket havde en alvorlig samtale. ”Det er skam en genovervejelse jeg har haft oppe i hovedet igennem de seneste par måneder. Jeg har selv spekuleret over, om det kan være rigtigt, at det er sådant her, at et godt forhold skal fungere. Jeg elsker ham stadig, men jeg føler ikke længere, at jeg er forelsket i ham, som jeg føler at … gnisten er forsvundet,” fortalte hun ærligt. Det var svært at indrømme, at det var sådan landet lå, men det var jo sandheden, og den skulle alligevel ud før eller siden. Hun følte desuden, at hun godt kunne snakke med Salvatore om alt dette, og hvis ikke han gad høre på det længere, måtte han blot sige til. ”Det glæder mig, at der en som dig, der gerne vil beskytte mit hjerte og velfindende,” sagde hun mildt, og dog ærligt. Opmærksomt fulgt hun ham med blikket, som han rejste sig om. Grebet om hans hånd lod hun strammes en anelse, som han hjalp hende op på benene igen, så de kunne få søgt indenfor i varmen og i trygge omgivelser. Hans kappe havde hun desuden taget med sig om, hvor hun nu rakte ham den. ”Tak for lån,” sagde hun roligt, som den trods alt havde lagt som underlag mellem hende og græsset.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det glædede faktisk Salvatore, at ham og Denjarna, var i stand til at snakke om alt muligt, og ikke bare det som var typisk at snakke om. Desuden havde han nok set lidt mere i hende, end det som mange andre åbenbart havde gjort, for han havde været interesseret, og han havde tænkt på hendes velbefindende, og det havde jo været tydeligt for ham, at hun slet ikke havde haft det særlig godt som vampyr, og derfor ville han jo frygtelig gerne hjælpe hende, når han havde muligheden for det. Og den mulighed havde han haft, og det var noget som han var utrolig glad for, også fordi at han kunne se at det også var noget som betød meget for hende. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg kan se en tydelig forskel på dig, Denjarna.. Du har det betydeligt bedre med dig selv, og det er jo noget som man skulle være blind for ikke at kunne se,” sagde han med en rolig stemme. Han var måske en leder og en stor repræsentant for lyset, men ikke desto mindre, så var han ikke farlig at snakke med, og det glædede ham at hun havde det på samme måde. Han smilede let til hende, for det var tydeligt at hun lige så ønskede at de skulle ses igen, og det var noget som gjorde det hele meget bedre også for hans vedkommende. ”Den starter før du aner det,” påpegede han med en morende stemme, som han let blinkede til hende. At hun virkelig havde det så skidt med det forhold som hun havde været i, var noget som faktisk bekymrede ham, for det var jo tydeligt, selv for ham, at hun slet ikke havde det særlig godt. Han sukkede let indvendig, som han trak vejret dybt endnu en gang. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, også fordi at det var tydeligt at det var galt, hvilket hendes ord, kun måtte bekræfte for ham på alle måder. ”At elske og være forelsket, er to vidt forskellige ting. Er du ikke forelsket i manden, så er det måske på tide at overveje at søge en anden, som kan give dig, hvad han ikke er i stand til? Gnisten er meget i et forhold.. Og er den væk, og du ej har det godt, så er det min anbefaling.. Jeg ser dig hellere med et smil på læben og et glimt i øjet, end den ulykke, som jeg fornemmer i dit sind,” påpegede han med en alvorlig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han ønskede at beskytte hende og værne om hendes velbefindende, og hun stolede jo på ham i den grad, at det var ham muligt. Han hjalp hende roligt op at stå, hvor han sendte hende et let smil. ”Det er slet ikke noget som du skal tænke på, kære Denjarna. Det vigtigste for mig, er at du har det godt,” sagde han roligt. Han nikkede mod hende, som han tog omkring sin kappe, som han kastede over sin ene skulder i stedet for. Han slap hendes hånd, kun for at række hende armen. Som sagt, så var han en gentleman, og han ønskede at føre hende således. ”Skal vi?” afsluttede han stilfærdigt.

[Deleted]

”Jeg har det langt bedre med mig selv nu end før, men om man vil det eller ej, må du være den der har spottet det bedst. Det burde måske have været de personer jeg omgås ofte, men det har det ikke været,” sagde Denjarna roligt. Sandt var det, som han havde været i stand til at aflæse hende på et splitsekund, hvor alle de andre havde tænkt på sig selv, fremfor på hende. Det gav ikke mening for hende, at det var således, da det var hendes valg, men egoistiske var folk tydeligvis. Det var også en af grundene til, at hun kunne lide Salvatore på den måde, som hun kunne, da han var en god mand med et åbent sind. Hun spekulerede dog ikke mest over, hvad andre tænkte om hendes raceskift, da hun ikke havde gjort det for deres skyld, men for sin egen. Hun følte desuden ikke, at hendes skift til vampyr hade været retfærdigt i det hele taget, som hun aldrig havde ønsket at blive vampyr. Det var også en ag grundene til, at hun var gået i panik overfor Derick, da han havde overfaldet hende i det sekund, han havde set hende som levende igen, og det var bestemt ikke en vej hun ville tilbage til! Dæmpet måtte hun slippe en munter latter, som han kun med sit muntre svar. Det gjorde hende bestemt ikke noget, at de ville se hinanden igen i fremtiden, da hun nød at se ham. Han var en enestående person, og det var hun ikke bleg for at indrømme, selvom han var fra Procias. Hun ville dog være påpasselig med at sige det højt blandt visse personer, da det ikke just var en velset alliance, da Dvasias og Procias et sted altid ville være i krig med hinanden. For hende var det dog ikke underligt at kunne med en fra det modsatte land, da hun før havde haft det sådan. Hende og Gabriel havde trods alt også været mere end venner i sin tid, som de havde været elskende. Hun nikkede svagt med hovedet, inden hun vendte blikket væk. ”Jeg ved udmærket, at der er forskel på at være forelsket, og at elske en person. Jeg kan trods alt mærke det på egen krop nu. Derfor er jeg også af samme mening som dig, og mange andre, om, at jeg bør søge nye græsgange. Jeg tror nemlig … eller jeg håber på … at der er en derude der kan gøre mig glad, uden at vi skal skændes dagligt, og uden jeg skal frygte for mit liv,” sagde hun sandfærdigt. Hvem denne mand skulle være, vidste hun ikke, men hun håbede da på, at der var en mand derude der både kunne elske og respektere hende, som den hun var. Hun håbede i hvert fald ikke, at hende og Dericks brud var ens betydning med, at hun nu ville dø alene, men realistisk set havde hun egentligt aldrig været alene, og derfor behøvede det vel ikke at være hendes største frygt? Hun gengældte blidt hans smil, som han fik hende hjulpet op på benene igen. ”Og det vil jeg formentligt få igen,” sagde hun roligt, mens hun lod sin hånd løsnes fra hans greb. Ensom var den dog ikke længe, da den hurtigt fandt sig til rette på hans arm i stedet, som han havde tilbudt hende. ”Lad os.. Har du kendskab til et fornuftigt sted her i landsbyen?” spurgte hun nysgerrigt, som hun begyndte at gå. Interesseret i at lette stemningen var hun, som hun ikke ønskede, at deres møde skulle nedtrykkes. Hun var alligevel ikke længere hos Derick, og derfor var det vel bare at tænke fremadrettet, og ikke bagudrettet?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ganske vidst ikke haft det største kendskab til Denjarna, men han så måske lidt andre ting, end det som så mange andre gjorde, og det var skam ikke noget som han anså som nogen dårlig ting. Tvært imod. Han betragtede hende med et stille smil på læben, som han let trak på skuldrene. ”Som regel, er det også de ting, som en i nærliggende vennekreds vil spotte som det første.. Enhver skulle da være blind, for at se, at du slet ikke trives i din situation, Denjarna. Jeg er bare glad for, at jeg kunne hjælpe,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. Hvordan hun havde haft det med andre mænd, vidste han ikke, selvom han tydeligt kunne fornemme på hende, at det ikke var første gang, hun havde stået i en situation lignende af dette, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. At hun forstod sig på ham og hvor han ville hen med tingene, var selvfølgelig noget som gjorde ham glad og ikke mindst tilfreds. Han nikkede istemmende til hende. ”Med din personlighed og din udstråling, er jeg slet ikke i tvivl om, at der vil være en mand derude, som vil være i stand til at tage sig af dig, og tænke på dit velbefindende, min kære. Jeg ved ikke.. Du har vel haft andre mænd inde forbi dit liv, som du kender bedre, end bar en fremmed mand som mig?” spurgte han roligt. Selv vidste han at på grund af hans stilling i Procias, så kunne han ikke rigtigt gøre noget yderligere, end at stå der som en hun kunne snakke med når det var nødvendigt, for ikke at glemme, at han faktisk så utrolig meget frem til at skulle se hende igen på et senere tidspunkt. Nu var det alligevel heller ikke den tankegang, som han ville lade sig forstyrre af, for han havde hende endnu ved sig, og nu hvor de var på vej i retningen af byen, så vidste han, at det endnu ikke var gået i sig selv, hvilket var noget som faktisk passede ham ganske fint. Han smilede let. ”Det er det eneste som betyder noget; At du finder styrken som det kræves af dig, for at komme videre og finde en mand, som faktisk er i stand til at passe på dig,” sagde han roligt, som han lod hendes arm solidt falde på plads i hans egen, hvor han roligt nikkede mod hende, for det var slet ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende. Han førte hende roligt med sig. At se hende smile og være ved godt humør, var noget som han utrolig godt kunne lide, da det også var noget som betød utrolig meget for ham. ”Jeg sætter selv standarderne en smule højt. Det er yderst begrænset hvad jeg vil acceptere.. Jeg kender et godt sted for os begge,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo tros alt heller ikke. Han førte hende roligt væk fra den store eng, og mere i retningen af byen. Hvorvidt om folk kiggede efter dem, var ikke noget som han tog sig af. Han førte hende roligt ned af den store hovedgade som førte igennem landsbyen. Han vidste lige hvor han ville hen.

[Deleted]

Denjarna tvivlede ikke på, at andre havde lagt mærke til hendes ubehag, da hun aldrig havde forsøgt at lægge skjul på det. Hun havde derimod direkte sagt, at hun ikke havde følt sig tilpas i sin vampyriske krop, og ønskede sig selv tilbage til det levende liv. Det var et liv hun nu havde fået tilbage, og hun kunne ikke være andet end mere end glad for det. Det hele havde nemlig lagt sig til hendes bedste, hvor hun nu blot manglede at få lagt de sidste brikker på plads. Nemlig om hun skulle leve alene eller i tosomhed, og derefter; med hvem. ”De har vidst, hvordan jeg har haft det med min situation, men alligevel … det har ikke været det samme,” sagde hun med et kort skuldertræk. Blikket vendte hun roligt mod hans. Hun vidste, at det ikke var ideelt at være i et forhold, hvor det hele faldt fra hinanden. Hun kunne nemlig mærke på sig selv, at hun havde fået det bedre i sit indre, efter at hun havde forladt Derick, fremfor da hun var blevet hos ham. Det betød dog ikke, at sagen var let for hende, da hun stod uden en plan, samtidig med at hun endnu holdt af Derick. ”Jeg håber, at du har ret. Dette er nemlig en ting, som jeg ikke ønsker at gå på kompromis med, og det burde man vel heller ikke gøre.. Og andre mænd end Derick kender jeg vel. Og selvom dette kun er vores andet møde, vil jeg ikke betegne dig som en fremmed, Salvatore,” sagde hun med en rolig stemme. Hun tvivlede skam ikke på, at hun havde andre muligheder end Derick, men hvem hun skulle satse på, vidste hun ikke. Derfor var det også utroligt let med Derick, da hun allerede kendte den mand ud og ind, og derfor vidste hun, hvad hun kunne regne med, og hvad hun kunne få. Hun gik dog inde med tanken, at hun ville vide, hvem hun skulle vælge, når tiden var inde til det. Hun vidste nemlig, at løsningen ikke ville komme med et blink, og tanken om at gå det ukendte i møde, måtte desuden være en tand spændende. ”Og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at nå dertil. Jeg ønsker trods alt langt mindre end dig, at jeg forbliver i dette stadie. Jeg tænker dog, at det bedste for nu blot vil være at tage den med ro, og nyde stunderne som de kommer,” svarede hun roligt, mens hun gav sig til at følge ham. Rart ville det nu engang være at komme indenfor, som hun nu var en af livets kvinder, og derfor en person der havde brug for rummets fire varme vægge i de køligere tider. Vejret havde nemlig slået en anelse om, som solen var gået ned i horisonten. Det var dog blevet lunere i vejret generelt, da perioden gik sommertiden i møde, samt det generelt måtte være noget lunere i Manjarno end i Dvasias. Det var også en forandring, som hun uden tvivl nød. ”Det lyder godt.. Jeg husker dog vores forrige gang, hvor vi tog det første af det bedste vi fandt, og hvor det var en anelse småt med penge,” sagde hun i en munter tone. De havde trods alt haft en lignende stund den forrige gang, men det var kun et møde hun havde nydt. Hvor de nu var på vej hen, var hun nysgerrig efter at finde ud af. De sølvgrå øjne betragtede derfor den smukke og ikke mindst hyggelige landsby, som de nåede den.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det forundrede virkelig Salvatore, at der ikke var nogen som havde sat sig ind i Denjarnas ubehag, og derved havde forsøgt at hjælpe hende. Ikke mindst Derick, hvor han faktisk godt kunne forstå, hvorfor hun havde det så svært ved at være vampyr, så var han da om ikke andet, så kunne se det ved hende, og havde været i stand til at hjælpe hende, hvilket jo faktisk var noget som han havde det ganske fint med. Han betragtede hende med et svagt smil. ”Det forstår jeg godt, hvis det har været de nærmeste. Man skulle da næsten kunne kræve af dem, at de burde kende dig bedre end som så,” sagde han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem nogen løgn når det endelig skulle være. Han var faktisk ked af, at hun havde det sådan, og derfor synes han faktisk også, at det var utrolig stærkt, at hun havde taget den beslutning og var gået fra Derick, for det var faktisk betydeligt mere, end det som han lige havde regnet med, at hun ville. Han vendte blikket direkte mod hende atter en gang, som han lod hovedet søge let på sned. Han nikkede igen til hende. Så langt, var de faktisk enig om tingene og hvordan det skulle forholde sig – utroligt nok. ”Det er heller ikke noget som du skal gå på kompromis med. Den som man finder, er en som man helst skulle kunne holde ud livet ud, kære Denjarna. Denne mand har gjort dig ondt, og kan ikke respektere eller acceptere dig for dine ønsker, så er det bedst at se sig om efter andre. Dit velbefindende er vigtigst i denne situation.. Jeg er måske ikke helt fremmed, men du kender mig blot ved navn, alder og status,” påpegede han med et stille smil på læben, for helt løgn var det jo trods alt heller ikke. han havde skam slet ikke noget imod at bringe smilet til hendes læber, da det også var noget som han havde brug for i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun ville tage det med ro, var naturligvis en tanke som glædede ham, da det var noget som han fandt som utrolig vigtigt, at hun kunne. Han sendte hende et svagt smil. ”Det bedste du kan gøre, er at tage det stille og roligt med alt det her.. Finde en mand, lære ham at kende, og find ud af, om det er den mand som du skal være med livet ud. Igen; Det er dit velbefindende, som er det vigtigste,” sagde han roligt, som han førte hende ned til byen. Selvom mange ganske vidst kigget, fordi at det var en magisk leder i ledsagelse af en mørkelver, så tog han det ikke særlig tungt. ”Omstændighederne denne gang, er vidst lidt anderledes end sidst.. Jeg ønsker dig bare en tryg nat og dag til følge, om det skulle være af interesse. Jeg har ikke travlt,” sagde han roligt, inden han drejede om det ene hjørne, inden de stod foran en større bygning med varm belysning og en munter krostue, som man kunne se allerede ud af vinduerne. Uden tvivl af en lidt finere stand end hvad man ellers søgte efter, men det var nu noget som passede ham helt fint.

[Deleted]

”Det burde man vel, men tingene er ikke altid, som man regner med, desværre,” sagde Denjarna i en rolig tone. Skuffet var hun over, at Salvatore havde den hidtil bedste reaktion, når det kom til hendes forvandling. Det var meget muligt, at folk sagde, at de var glade på hendes vegne, men alligevel lagde de ikke det samme i det, som han gjorde. Det var en skuffelse for hende, da hun uden tvivl havde regnet med andet, men det betød blot, at hun var langt gladere for Salvatores reaktion end som så. Farten holdt hun ved hans side, som han førte hende væk fra den fredfulde eng og ind i den smukke landsby. At de var enige omkring tingene, gjorde det blot lettere for hende, samtidig med at det måtte varme hende, at han ønskede hende et godt velbefindende. ”Før i tiden var jeg mere end sikker på, at Derick var den mand for mig, men nu ved jeg andet.. Jeg har aldrig accepteret bid, og det vidste han udmærket godt, og derfor er han også klar over, at det er ham der dødsdømte vores forhold. Nu er jeg tilbage, hvor jeg startede, og det er måske for det bedste,” sagde hun ærligt, inden smilet på hendes læber blev muntert. ”Jeg vil nu påstå, at jeg ved mere om dig, end dit navn, din alder og din status.. Hvis det virkelig havde været tilfældet, havde jeg ikke skænket dig en tanke i den tid vi ikke sås, men det gjorde jeg og dig med.” Hun kendte ham muligvis ikke fra yderst til inderst, men alligevel følte hun, at hun havde et kendskab til ham. Hvis det ikke havde været tilfældet, havde hun aldrig plapret løs omkring sine følelser og tanker til ham, men det havde hun, og det sagde en ting eller to omkring dem. I hvert fald, hvordan hun så på tingene, som hun delvist måtte stole på ham. Faith havde muligvis sagt, at man skulle tage afstand til det procianske folk, men hun var af den mening, at de to lande sagtens kunne gå i spænd med hinanden, hvis blot man brugte den rette fremgang. ”Hvordan det vil forløbe sig for mig, kan jeg ikke sige, da jeg altid har haft min egen tilgang til tingene.. Med det sagt vil jeg tage tingene, som de kommer,” sagde hun med en rolig stemme. En ting var nemlig, hvad hun tænkte nu, men en anden ting var, hvad der ville ske, hvis hun stod overfor en ny mand. Fortiden fortalte nemlig kun, at det ikke gik stille og roligt for sig på det punkt, men hun kunne altid forsøge at holde overblikket denne her gang. Hun havde dog god tid, hvor hun blot ville lade det hele gå sin gang. ”Det er de uden tvivl. Jeg ønsker ej heller andet end en god og tryg stund, hvor længe det end vil vare,” sagde hun roligt, inden hun drejede med omkring hjørnet. At folk stirrede på dem, sagde hun såmænd intet til, som hun end ikke skænkede dem et blik. Hun betvivlede dog ikke, at de var et spøjst syn, da det var magikernes leder og en mørkelver der gik sammen, og ikke en hvilket som helst mørkelver, men Denjarna, som hun også til tider måtte blive genkendt. ”Det ser hyggeligt ud,” kommenterede hun mildt, inden hun måtte tage i dørhåndtaget, så de begge kunne træde ind i den varme krostue, hvor hun roligt måtte slippe grebet om hans arm.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Så lang tid at det er i den gode retning, så er det vel udmærket, at nogen i det mindste, kunne se at du ikke havde det særlig godt, min kære Denjarna? At nogen ikke har været ligeglad med dig?” spurgte Salvatore roligt. Han bekymrede sig faktisk om hende og hendes velbefindende, også fordi at det jo faktisk var noget som betød noget for ham, også fordi at hun var en af de yderst få, som faktisk udviste den form for bekymring for ham, for det var jo heller ikke noget som han kunne sige sig, at være synderlig meget vant til, for han havde jo levet alene i det, som efterhånden måtte være temmelig mange år nu. ”Hvis det er en mand, som du har været så glad for, og har tilbragt alle de år med, så er det ikke underligt, at det er noget, som du har taget frygtelig, frygtelig tungt. Det er en stærk beslutning, som kun kan tages af et stærkt individ. Du skal heller ikke finde dig i hvad som helst. Det er meningen at manden skal skænke dig tryghed og ro.. Ej det modsatte,” begyndte han med en ganske sigende mine, for det var ord som han var fuldkommen fast og overbevist om, så det var bestemt heller ikke noget som han ville sige noget til. Nu som det var sagt, så kendte hun måske lidt mere til ham, end det som han havde remset op, men det var vel mere tanken i det, end det som det måtte være noget andet? Han smilede let for sig selv, som han let rystede på hovedet. Smilet var dog ikke til at tage fejl af, for det glædede ham faktisk, at det var sådan hun havde det med ham. ”Jeg vælger alligevel at tage det som en god ting, at du har skænket mig en tanke eller to, i den tid vi ikke har set hinanden, Denjarna.. Det glæder mig,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo faktisk var ord som han måtte mene. Nu som det var sagt, så var han nu en mand som tog det ganske stille og roligt, også fordi at han slet ikke ønskede at forvolde hende nogen smerte eller ulykke, men hellere sørge for at hun havde en god aften og nat med, og.. forhåbentlig den efterfølgende dag, hvis det var noget som hun ville være interesseret i? Så lang tid at hun havde det godt, så var det skam også det eneste, som faktisk havde nogen betydning for ham, og lige i aften, så havde han muligheden for at skænke hende den følelse og fornemmelse, hvilket kun gjorde det meget bedre. ”Så langt du kun tager det med ro, og har det godt, så er jeg glad,” sagde han roligt. At hun havde en egen tilgang til tingene, var egentlig ikke noget som forundrede ham som sådan, for hun var nu noget ganske særligt. De andre kigget efter dem, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af som sådan, for det så han da slet ikke nogen grund til når det endelig skulle være. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som de endelig nåede frem til stedet. ”Så lad mig være den som skænker dig den fornemmelse i aften,” sagde han med en rolig stemme, idet han roligt fik hende med sig ind. Her var omgivelserne hyggelige og det var faktisk ganske afslappet. ”Jeg arrangerer med et værelse.. Tro mig.. Her er faktisk hyggeligt,” sagde han roligt, som han roligt viklede armen ud af hendes, for at gå op til krofatteren. Efter en mindre snak, fik han udleveret nøglen til bytte for en lille pose penge, som Salvatore fiskede op af lommen, inden han gik tilbage til hende. ”Skal vi?” spurgte han med et let smil.

[Deleted]

Ret havde Salvatore skam, som folk havde lagt øre til Denjarnas ubehag, og derfor været bekendt med hendes situation. Der havde skam også været andre end ham, der havde ønsket at hjælpe hende, men alligevel havde det virket på dem som om, at de stadig helst havde set hende som vampyr, og det var det der måtte nage hende. Hun nikkede roligt med hovedet. ”Det er altid en trøst, at folk ikke bare har været ligeglad med en. Jeg vil heller ikke glemme, at det er sådan, at det har forholdt sig,” svarede hun i en rolig tone. At han anså hende for at være en stærk kvinde, glædede hende, men sandt var det, at det bestemt ikke havde været let at forlade Derick, når nu de havde været sammen i årtusinder. Antallet af år fortalte muligvis også, at de havde holdt længe, men at det nu var på tide at gå hvert til sit, som de på sin vis havde udviklet sig i hver sin retning med tiden. Anderledes havde det formentligt været, hvis ikke hun var blevet tortureret, og hvis ikke han havde haft sit liv med Elanya, men det var sådan skæbnen havde udartet sig for dem. ”Vi har kendt hinanden i årtusinder, ligesom vi engang kunne kalde os for et ægtepar.. Alt det er dog faldet fra hinanden, siden vi blev adskilt, og det er nu tydeligt for mig, at vi ikke længere passer sammen. Det er en sandhed der gør ondt på mig, men forkert vil det være af os, hvis vi er sammen, da det nu er mig klart, at vi er bedre tjent hver for sig,” sagde hun stille med en sandfærdig mine. Det var svært at skulle forholde sig til noget andet, end hvad hun havde haft i hovedet for årtusinder, men tid til forandring var det blevet, og det måtte hun blot forsøge at efterleve. Personligt håbede hun i hvert fald på, at hun ville finde sig selv igen, og en ny mand, der ville elske hende for den hun var. Hvor svær den kamp var, måtte tiden blot vise hende. ”Eftersom mine tanker til dig ikke har været andet end positive, ønsker jeg ikke at ændre din opfattelse,” svarede hun i en munter tone, samtidig med, at hun måtte sende ham et smil. Intet ondt ønskede hun ham, og det håbede hun, at han vidste. Hun regnede dog også med, at luften mellem dem var klar, siden de i fællesskab var på vej ind til en af landsbyens kroer. Hvis ikke, var det selvfølgelig en oplagt mulighed at slå til. Som de nåede frem til kroen, forholdt hun sig endnu roligt, som hun blot ønskede en god aften for dem begge. Det tvivlede hun ej heller på, at de ville få, da deres møde end ikke havde været anspændt indtil videre. ”Du skal være mere end velkommen til at skænke mig en god stund for aftenen, og hvad det ellers vil blive til i fremtiden,” sagde hun mildt, inden hun valgte at træde ind over dørtærsklen til kroen. Behageligt var det at komme indenfor. Det skabte dog en effekt i hendes krop, som hendes kinder for en kort stund måtte antage en svag rødlig farve, på grund af den store temperaturkontrast på kort tid. ”Det lyder godt.. Jeg tvivler dig skam heller ikke, når du siger, at kroen her er god. Personligt har jeg altid nydt at komme til Manjarno,” sagde hun sandfærdigt. Tålmodigt blev hun stående, mens han gik op til krofatteren og tog sig af betalingen af deres værelse. Længe ventede hun dog ikke, og som han kom tilbage i hendes retning, måtte hun trække en anelse på smilebåndet. ”Før an,” svarede hun roligt, som han måtte være den med nøglen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det vigtigste i Salvatores øjne, var at man havde det godt med det som man nu havde, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, for det havde været tydeligt, at Denjarna på ingen måder havde haft det særlig godt. At han så var den eneste som havde handlet på hendes vegne, var dog det som faktisk overraskede ham mest, men ikke noget som han direkte kunne gøre det største ved bare sådan uden videre. ”Du skal ikke tænke på at gøre mig nogen tjenester for hvad jeg skænkede dig. Bare at se dig smile og have det bedre med dig selv, gør det hele til noget værd for mig. De andre har ikke nødvendigvis været.. ligeglade med det. Jeg tror bare ikke de har haft den samme forståelse, som den jeg besidder,” sagde han roligt. Han kendte jo selv til følelsen af at være.. anderledes, og det var jo slet ikke en tanke som han brød sig om, og derfor havde han også valgt at slå sig til med sin menneskelige skikkelse, frem for skikkelsen som panter, som nu kun ville blive et skalkeskjul, når han endelig var ude, så det var egentlig noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Som hun fortalte omkring hende og Derick, så lyttede han faktisk, for det var jo tydeligt, at det var noget af en tilværelse, som virkelig gik hende på, hvilket han skam også godt kunne forstå at det var noget som gik hende på, men af den grund, så ville han stadig gøre hvad han kunne, for at yde hende den hjælp, som hun havde brug for, hvis han kunne selvfølgelig. ”Et skridt på vejen, er altid at finde ud af, at man er bedre tjent hver for sig, end hvad man er sammen, og specielt hvis det går for sig, som det har gjort mellem dig og Derick. Du vil få det bedre med en mand, som kan acceptere og respektere dig for den du er. Det er det vigtigste,” sagde han med en sandfærdig stemme, for det var jo ikke engang en løgn. Han så hellere at hun havde det godt og trives med det som hun havde. At hendes tanker omkring ham var gode, var han kun glad for, for han havde jo trods alt kun ønsket at gøre det bedste for hende. ”Det er da godt at de gode tanker overskygger det negative ved mig,” påpegede han med en morende stemme, som han let blinkede til hende. Lige for i aften, så ønskede han faktisk at give hende en god aften, og det var hans intentioner ved det hele. Han lod hende roligt stå, kun for at hente nøglen, inden han igen søgte tilbage til hende igen. ”Manjarno er også et flot sted, hvis du ved hvor du skal befinde dig, og til de rette tidspunkter naturligvis.. Men nu hvor jeg er sammen med en smuk kvinde, så er det jo det vigtigste, ikke sandt?” Han blinkede igen let til hende, inden han roligt tillod sig at lade armen snige sig om hendes liv, for at føre hende med sig. Det var slet ikke fordi at han var ude på noget eller noget lignende, men han var af den generation, at det var mandens job at passe på en kvinde, og det var hvad han ville i aften. Han førte hende roligt med sig til den lange gang med værelser, inden han stoppede op foran det rette. ”Så er vi fremme,” sagde han roligt, inden han satte nøglen i låsen og fik døren op.