I'm gonna make it all up to you..

[Deleted]

Dette var den sidste chance de nu engang havde, og Cayla nærede ingen intentioner om at spilde den. Hun vidste ikke om hun ville være i stand til at lukke ham ind i sit hjerte for alvor igen, men om ikke andet så gjorde hun det bedste hun overhovedet var i stand til. Hun forsøgte at være åben overfor hans idéer og forslag, ikke mindst overfor hjælp også selvom det slet ikke lå til hende at tage imod den slags. Denne gang gjaldt det jo desværre ikke kun hende men også deres datter, hun ønskede selvfølgelig at hun skulle være lykkelig. Selvom det var gået godt til nu, så var det tydeligt at Junior endnu ikke var tilfreds, hvilket var en tanke der gjorde ondt på hende, for hun turde jo næsten ikke at sige eller gøre noget forkert i frygt for at han ville stoppe med at kæmpe for hende, og sådan burde det jo heller ikke være! ”Det føles sådan. Aliyah ser jeg sjældent, hun bryder sig ikke om at være hjemme mere, det er tydeligt at mærke på hende og hvad angår dig så forsøger jeg virkelig at finde ud af det hele, og jeg håber inderligt at vi kan finde ud af det, men intet er som det plejer at være,” påpegede hun en kende frustreret. I alt for lang tid havde hun været alene, kæmpet alene mod forvandlingerne, mod sorgen ved at miste og mod et hav af frustrationer, hun hadede at være alene! Af den grund glædede hun sig også til at have ham tilbage i sengen hvor han kunne holde om hende.. hvis han ville om ikke andet, for det var jo ikke en del af deres vaner. I et forsøg på at lette stemningen en smule, lod hun hovedet søge let på sned. ”Så.. det her.. jeg mener.. nu hvor vi er ´på nogenlunde rette vej.. betyder det så at du eventuelt kunne overveje at flytte tilbage på soveværelset?” spurgte hun en smule forfjamsket, hun var ikke god til at snakke om den slags ting. Skuffelsen stod stadig tydeligt i hans blik, og hun forventede egentlig ikke at han ville forstå hendes valg, men også for Aliyahs skyld. ”Junior.. jeg.. jeg mener det. Jeg kan se at du er skuffet, men jeg vil ikke binde mig af den før vi ved at dette kan fungere igen. Det ville skuffe ikke kun dig og Aliyah, men også mig selv hvis jeg skulle vende ryggen til den endnu engang, jeg vil hellere vente og nyde glæden ved at bære den, når jeg med sikkerhed kan sige hvor vi står,” forklarede hun dæmpet, også selvom det var ganske ærligt. Det fyldte hende med en underlig glæde og lettelse, at vide at hun havde markeret ham, i sidste ende så var han hendes og dette var det endelige symbol på det. Ganske blidt kyssede hun mærkerne, før hun atter rettede sig op og lod blikket falde i hans, i håb om at hun om ikke andet havde formået at lette hans hjerte en smule, hun ønskede jo på ingen måde at ødelægge denne aften. ”Jeg tror jeg vil prøve det,” truede hun med det drilske glimt i øjet. Det kække glimt fik hende atter til at rødme, hvilket hun efterhånden var træt af. ”Jeg tror vi kan nøjes med et enkelt værelse i aften,” hviskede hun i hans ører og sendte ham et lille smil.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var på ingen måder tilfreds med tingene som de var lige nu, men af den grund, så var han slet ikke færdig med at kæmpe for tingene som de var! Det var noget som Cayla meget snart ville erfare, også selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han ville aldrig være færdig med at kæmpe for hende, også selvom han var nødt til at huske, at dette også var noget som gjaldt deres lille pige, og det var noget som de begge var nødt til at have i hovedet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham. Han ønskede så brændende at de skulle finde ud af det hele, også selvom han bestemt ikke var den mest tålmodige, hvilket nok talte en smule imod ham, men.. han var nødt til at lade det hele være op til Cayla, og det var heller ikke noget som han var god til altid. ”Aliyah bryder sig heller ikke om at være hjemme, og jeg forstår hende til gengæld også godt.. Stemningen er slet ikke som den burde og det hele er akavet. Jeg er sikker på at det nok skal forandre sig, i takt med at vi finder ud af det hele,” fastholdt han med en tydelig optimistisk mine, for han var sikker på at det hele nok skulle gå! Nu som det var sagt, så var han jo kun mere ivrig efter at få det hele til at fungere, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! Han elskede hende, og han var temmelig sikker på at det hele nok skulle gå, hvis det var noget som de begge var indstillet på, og det var vel også hvad de var? Hendes ord var noget som i den grad fik hans smil til at brede sig på hans læber igen, hvor han for en kort stund, kunne glemme lidt om den skuffelse som han følte i sindet. ”Det skal blive mig en sand fornøjelse igen at kunne holde om dig om natten, min kære.. Og være det første og sidste du ser når du åbner og lukker øjnene.. Det glæder og varmer mit hjerte..” svarede han ærligt, som han tydeligt var positivt indstillet til det! Selv på trods af skuffelsen som han uden tvivl måtte føle i sindet, så var det ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Han havde det skidt, og specielt når han så brændende ønskede at markere hende som sin via det symbol, selvom det slet ikke så ud til at ville som han ville. ”Jeg forstår dig skam godt, det er bare… forkert, når du ikke har den på..” Det var ikke fordi at han ville kaste sig ud i en kæmpe diskussion med hende, for det var slet ikke hans intentioner med det, for han forstod hende jo faktisk godt! Det var bare.. svært for ham at begribe, at hun havde sagt nej, når hun savnede den så meget som hun gjorde! Han synes hun var lige lovlig unfair med de ting som hun ønskede af ham, for han kunne da ikke se hende halvnøgen og tænke på samme tid! Selv hans tanker måtte jo hvile helt andre steder! ”Jeg synes det er en yderst dum idé,” påpegede han med et kækt smil på læben. At de kunne nøjes med et værelse i aften, var naturligvis en tanke som gjorde ham glad, for han ønskede jo at finde ud af det hele sammen med hende! Han trak glædeligt på smilebåndet, som han endte med at lade den ene arm søge omkring hendes ryg og den anden under hendes knæhaser. ”Det passer mig fint!” sagde han glædeligt, som han rejste sig sammen med hende i sine arme. De kunne jo lige så godt komme derop nu? Det blev jo uanset også snart lyst.

[Deleted]

Cayla var glad for den kmap han kæmpede, også fordi hun vidste at hun ikke ahvde gjort det nemt for ham, af den grund var hun også bange for at han på et tidspunkt ville give op i kampen netop fordi den var for besværlig. Tomlen strøg hun blidt hen over hans varme kind, inden hun atter lod den falde til hans bryst. Det føltes godt atter at sidde i hans favn, for det var evigheder siden hun sidst havde følt nogles arme omkring hende, det var en glæde og en varme som hun ikke havde fået lov til at nyde. Hovedet lod hun sænke en smule ved hans ord mens hun slap endnu et tungt suk. ”Jeg forstår godt at hun ikke ønsker at være hjemme, jeg kan huske hvordan jeg havde det, de gange hvor jeg stod i samme situation, og det var min største frygt at skulle stille hende i det samme, hvilket jeg har gjort,” påpegede hun en smule selvbebrejdende, men hun vidste jo hvordan deres datter følte, for hun havde selv været der, og hun havde altid frygtet at skulle ende ligesom Faith, der ikke havde overskud til at tage sig af familien, som mest bare var sur og skjulte sine tårer i løbet af dagen, og alligevel stod hun på nøjagtig samme sted. Det lettede hende lidt at se ham smile. Bare det at bede ham op på soveværelset endnu engang var en stor ting, eftersom det var et brud på de regler som hun ellers havde lavet i forsøget på at holde afstand. ”Du har ikke holdt om mig om natten siden Aliyah blev gammel nok til at gå fra sin seng til vores, og senere hen bare lagde sig til fra start af. Jeg vil se frem til at prøve det igen,” svarede hun med et lidt morende smil. Det kunne jo være at de slet ikke kunne finde ud af at sove tætte, når de var vant til andet. Junior havde ganske vidst ikke tænder som hende, som han kunne bruge til at markere hende med, i stedet havde han ringen og det at afvise den var måske.. sårerne men det var nødvendigt, for ikke at ende mere såret i den sidste ende, hun ønskede at bære den med stolthed og med sikkerhed, frem for at føle sig usikker på den og på den pagt den bandt hende til. ”Det er forkert.. det føles forkert, men den bør ikke bæres med usikkerhed,” endte hun igen, ikke for at diskutere men i håb om at han ville forstå, at hun nærede de samme intentioner om at skulle blive hans hustru en dag. Det morede hende virkelig at han reagerede så voldsomt på den ellers ret.. sensuelle smører af vittigheder som de havde kørende, på sit vis var det naturligt for hende måske på grund af hendes væsen, et som havde været tvunget i dvale i frygtelig mange år. ”Det kan godt være, men så er det godt, at det er min holdning der tæller,” påpegede hun med en lidt kæk undertone, også selvom hun jo ikke løj! ”Uh!” udbrød hun lidt overrasket over at han endte med at løfte hende. Den ene hånd gled om hans nakke mens den anden lagde sig mod hans bryst. Det var ikke fordi hun havde regnet med at det skulle være lige nu, men der kunne næppe være lang tid til solopgang, så det var nok bedst uanset, på den måde kunne hun også få slappet lidt af og komme ud af det endnu både tøj!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kæmpede, også selvom det faktisk holdt hårdt og ikke mindst også var forbandet besværligt, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han ønskede slet ikke at opgive.. Han var simpelthen for stædig til bare at se til at det hele skulle falde i grus, når det var det her han ønskede så brændende som intet andet, så naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende! Hånden mod hans kind og mod hans bryst, var noget som han virkelig godt kunne lide.. Hun bød ham jo nærmest tættere ind til sig, og det var helt klart noget af det bedste af det hele! ”Det er ikke din skyld, Cayla.. Hvis det er nogens, så… så er det jo min. Jeg er bare sikker på at det nok skal ordne sig.. Du har ikke nogen grund til at blive frustreret.. Lad os nu bare tage et skridt af gangen.. Selv Aliyah er jeg sikker på, vil stille sig tilfreds med det,” endte han med en ganske sigende mine. Han måtte jo bare være realistisk, selvom det bestemt heller ikke var lige nemt altid, men det var da bare at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han nikkede med en rolig mine. Han ville elske og ikke mindst ønske at han kunne holde om hende igen, også fordi at det var hvad der faktisk betød mest, selv for ham. Han ønskede at holde om hende om natten, han ønskede at ligge og holde hende tryg og i sikkerhed, og nu hvor han endelig fik muligheden for det, så ville han bestemt heller ikke sige nej! ”Jeg ved godt, at det er frygtelig lang tid siden sidst, men.. jeg ønsker at skænke dig den velkendte følelse igen.. Ligge og holder om dig.. holder dig tryg og sikker,” endte han med en dæmpet stemme. Tanken gjorde ham virkelig glad, for det var i den grad store skridt som de havde taget her til aften! Han havde ikke umiddelbart noget som han kunne markere hende med, og den mulighed som han havde, var en som hun slet ikke ville lade ham.. Det var vel heller ikke underligt, at det var en tanke som gjorde ham trist? Han rystede stille på hovedet. Hun behøvede skam slet ikke forklare sig, men hvis de begge var indstillet på at få det hele til at virke, så.. skulle det vel også kunne gå? ”Du behøver ikke forklare..” endte han dæmpet. Han ønskede bare.. at vise omverdenen, at hun var hans, og det fik han ikke engang lov til? Selvfølgelig var det en frustrerende tanke, selv for ham! Med henblik på tankerne, så synes han nu stadig at det var unfair at gøre det på den måde! Han rystede let på hovedet og med et kækt glimt i øjet, for han kunne slet ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at vise sig fra den mere.. kække Juniors side, for det var virkelig rart! ”Det er vi to om at bestemme,” endte han morende, som han roligt rejste sig med hende i sine arme. Det var jo heller ikke fordi at hun vejede noget, og naturligvis bekymrede det ham at se hende på den måde! Med et smil på læben, så vendte han roligt om på hælen, for at forlade den store sal, kun for at søge i retningen af værelserne. Nøglerne havde han på sig – til to værelser, hvor han havde været på forkant med det hele. ”Tag den ene nøgle i min lomme, kære.. Hvilket nummer står på?” spurgte han roligt.

[Deleted]

Cayla ønskede dette af hele sit hjerte, ellers havde hun ikke ladet sig overbevise for så mange år siden. Hun havde takket ja til at tilbringe resten af sine dage med ham og det var noget som hun agtede at overholde, om ikke andet så gøre sit bedste også for at lukke ham ind igen. Hun bød ham tæt ind til sig, fordi det føltes rigtigt, og hun ønskede at vide at han var der, særligt fordi de havde været adskilt uden egentlig at være det. Denne gang var det hende som måtte lyse op med et lille smil, nu lod de om ikke andet til at gøre sig nogenlunde de samme tanker omkring det hele. ”Der skal to til en tango, er det ikke sådan man siger? Tingene havde måske set anderledes ud, hvis vi havde givet hinanden den tid, men det gjorde vi ikke. Jeg får bare dårlig smag i munden, når jeg tænker på hvad vi har sat hende i,” svarede hun med rolig tone. Der var ingen bebrejdelse af fornemme, for det var slet ikke hendes mening. Et sted glædede hun sig næsten allerede til at komme i seng, nu hvor han havde indvilliget i at holde om hende natten igennem, hun glædede sig til at blive mindet om den betryggende følelse, det ikke at være alene. ”Jeg glæder mig, det bliver næsten.. en ny oplevelse,” svarede hun med et lys i blikket som hun ikke havde haft i frygtelig lang tid. Han rev hende langsomt op af hullet, som han altid havde gjort og det hjalp hende frygtelig meget. Måske han forstod hvorfor hun ville ville bærer ringen, men hun følte desværre ikke at det lettede hans hjerte på nogen måde. ”Okay,” hviskede hun dæmpet uden at begive sig ud på en yderligere diskussion. Selvfølgelig var hun bange for at det tog modet lidt fra ham, men de var nødt til at tage en ting af gangen, og hvis det gik for hurtigt, så ville hun blive mistet på vejen. Hovedet gled atter mod hans skulder, som han valgte at løfte hende og bærer hende med sig bort. Cayla nød virkelig at se det kække glimt i hans øjne når han snakkede til hende, det fik hende til at føle sig.. interessant. ”Årh hold op, vi ved begge at jeg har bukserne på i dette forhold.. eller i det mindste trusserne, hvilket jo er det der gælder i dette øjemede,” påpegede hun drillende og skjulte sig en smule ind mod hans bryst for at skjule den røde mine. Hans duft var kun blevet stærkere, jo tættere hun kom på. For et kort øjeblik lukkede hun øjnene og dvælede ved den, lod den fylde hende med varme og tryghed. Idet han bad hende om at finde nøglen, nikkede hun bare og lod hånden søge ned i hans skjortelomme. Det første hun følte var ringen, hvilket gav hende et let stik i hjertet, men hun lod den ligge der. ”Så ivrig du er blevet efter at få mig til at rave på dig,” mumlede hun beskyldende, også selvom det var med den drillende tone. Nøglen fiskede hun op af lommen og så på det lille tal som var indgraveret. ”Nummer 11,” svarede hun og holdt nøglen for ham. Denne kro havde hun aldrig før besøgt, så det måtte være hans opgave at finde rundt! Om ikke andet behøvede hun ikke at have dårlig samvittighed over at ødelægge hans ryg, hvilket passede hende fint.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var på ingen måder tilfreds med det som skete endnu, for han havde endnu ikke fået sin vilje, også selvom han var overbevist om at det var noget som nok skulle ordne sig før eller siden. Hvis det var noget som de begge var indstillet på, så hvorfor skulle det da ikke det? At hun så næsten lyste op ved at han tog skylden, var ikke ligefrem noget som han havde regnet med, men.. så lang tid de kunne blive enige om tingene, så var det vel også fint nok i længden? Nu hvor det var sagt, så var det nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han nikkede roligt. De skulle nok finde ud af det, så selv Aliyah kunne finde det betryggende derhjemme, og kunne se at hendes forældre havde det fint, for selv det, var noget som faktisk passede ham ganske fint! Familien var det vigtigste for ham, og det var på alle måder! ”Det har bare ikke været med os for denne omgang, min kære.. Det er en skam, men det er jo bare at se på kendsgerningerne.. Så lang tid vi ved at vi kan gøre noget ved det, så er det vel også et skridt på vejen..?” spurgte han sigende. I det store og hele, så var det jo trods alt ham, som havde gjort den store og massive fejl, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre det største ved i denne givende situation. Han betragtede hende sigende. Han ønskede slet ikke at diskutere den manglende markering med hende, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af, selvom det naturligvis gjorde ham frygtelig trist, at han ikke kunne skænke hende noget af den værdi og den symbolik, at han kunne slå sig til ro med det, for det kunne han altså slet ikke! ”Det er jo lige før ja,” istemte han sigende. Det havde selvfølgelig gjort ham en anelse trist, at det var sådan at det hele skulle gå for sig, selvom han ikke ligefrem kunne gøre det største ved det nu. Det gjorde ham faktisk ked af det, at han skulle bide det i sig. Han rejste sig roligt med hende, også selvom det nok var mest for at.. flytte sit eget fokus lidt, så han ikke skulle ødelægge det, for det var slet ikke noget som han ønskede på nuværende tidspunkt! Han kuklo ganske let. ”Det er den tro du meget gerne vil være i, kan jeg fornemme.. Jeg er desværre ked af, at jeg må skuffe dig.. Det er jo ikke tilfældet, min kære,” påpegede han morende og med et let smil på læben, som han søgte ned af gangene med værelser. Han havde været her et par gange før, også efter at det hele var ødelagt mellem ham og Cayla, for han havde jo haft brug for et sted at være, og det var ikke altid at han følte for at søge til Marvalo Mansion. At hun indvilget i at fiske nøglen op, passede ham fint, for nu hvor han stod i den situation, at han ikke selv kunne, så måtte hun jo gøre det for ham. Han himlede let med øjnene. ”Jeg vil jo nødigt ende med at slippe dig,” påpegede han med en morende stemme, som han kort så på nøglen. Ganske vidst var det tallet ’11’, som han så på den. ”Udmærket.. Det er denne vej,” endte han roligt, som han drejede let ned mod højre af en lille gang mod de lidt større og mere luksuriøse værelser, kun for at stoppe op ved døren hvor tallet ’11’ stod på.

[Deleted]

Det lod endelig til at de var på rette vej hvilket Cayla var meget glad for. Hun havde savnet ham, det kom hun ikke uden om, desuden så føltes det jo ligeså naturligt som altid lige foruden at hun endnu ikke bar ringen, og så det faktum at hun ikke nærede den samme tillid til ham som hun havde gjort før i tiden, bevidst eller ej, han havde en del at bevise for hende. Dog måtte hun erkende at hun inderligt håbede at de meget snart ville være i stand til at finde hoved og hale i det hele, så de igen kunne stable en familie på benene. ”Nej vi er ikke født under en heldig stjerne.. jeg er i hvert fald ikke, men jeg har troen på at vi kan få det til at fungere, ellers ville jeg ikke selv gøre et forsøg. Jeg elsker dig, og det er vel det vigtigste?” endte hun og sendte ham et stille smil. Det var slet ikke fordi hun ønskede at ødelægge den gode stemning, de beviste jo netop at de var istand til at håndtere det som voksne mennesker, og at de desuden stadig var i stand til at le sammen, noget som var virkelig vigtigt for hende. Hun nikkede sagte, dog uden at kommentere det, i virkeligheden så hun virkelig frem til at hvile i hans arme igen, et sted spændt på hvor vidt de overhovedet ville kunne finde ud af at tilbringe alt den tid sammen, det var jo slet ikke noget som de nogensinde havde været vant til. Roligt lod hun ham bærer hende mod de mange værelser. Hun slap en blid latter ved hans ord. ”Hvad vil du gøre? Så lang tid du har ikke et svar på min gåde, har jeg trusserne på” endte hun drillende. Det var længe siden de havde joket på den måde med hinanden, men hun fandt det nu en smule morsomt og samtidig rart at de kunne være sammen på den måde. Han lod til at være mere kendt på dette sted end hun umiddelbart havde regnet med, men selvfølgelig havde han også haft brug for et sted at være når det var blevet for meget for ham at være hjemme og desuden efter hele situationen på baren. ”Det skal du jo sige,” endte hun dæmpet puttede sig en smule ind i hans favn. Hans arme føltes så stærke, også selvom det næsten overraskede hende, hun huskede vitterligt ikke hvordan det var at have ham til at beskytte hende. Nøglen knugede hun i sin hånd til den endte med at blive varm i hendes hånd. De gyldne blik gled over numrene over dørene jo længere ned af gangen de kom, til det endte ved det nummer de ledte efter. Hun nikkede sagte og stak nøglen i låsen kun for at låse op til det værelse hans havde lejet. Kendte hun ham ret, så var det ikke et af de direkte lusede som de skulle ligge i, men derimod et af de finere, hvis den slags kunne findes på et sted som dette. ”Du er klar over, at dette er lidt for tidligt ikke?” påpegede hun morende. Dette var jo som regel en tradition på bryllupsnatten, og så vidt hun vidste, så var de endnu ikke gifte også selvom hun havde set frem til den nat i virkelig mange år, der havde slet ikke været tid til at planlægge et bryllup, men måske tålmodigheden havde været givende i sidste øjeblik, det havde været endnu sværere hvis de havde været gift på nuværende tidspunkt, så var hun slet ikke sikker på at det havde været i stand til at repareres.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selvom skridtene var små, så var Junior endnu ikke helt tilfreds med udfaldet, selvom han naturligvis gjorde sit for at skjule det faktum, at han ikke kunne blive tilfreds, før hun igen stod med ringen på fingeren. Men hvis hun ikke nærede den form for tillid til ham, så var det bestemt heller ikke fordi at det kunne komme synderlig meget bag på ham, men det gjorde ham da ked af det, af den grund, for han ønskede jo at det hele skulle ordne sig og lykkes for dem i den anden ende, og det krævede jo også lidt at.. det hele gik som de ville have det begge to. Aliyah havde brug for trygheden, og det var hun bestemt heller ikke den eneste som havde brug for det, for det havde han skam også selv. ”Det er ingen af os i det her tilfælde, må vi vidst erkende. Jeg elsker nemlig også dig.. og derfor er jeg fuldkommen overbevist om at det her nok skal lykkes for os,” endte han med en ganske sigende mine, også fordi at det var noget som han var fuldstændig overbevist om i den anden ende! Han ønskede slet ikke at miste hende, også selvom han ikke var tilfreds med den manglende symbolik, så måtte han bare bide det i sig for nu. Nu hvor de var på vej i retningen af værelserne, så følte han selv at han var.. komplet. Han elskede hende, og han ønskede virkelig at de skulle finde ud af det hele, og så var han sikker på at det var noget som nok skulle virke for dem, dersom det var noget som de begge var fuldkommen indstillet på, og det virkede jo trods alt også sådan. Han slog over i en latter, som han let rystede på hovedet. Hun havde trusserne på ganske vidst, men det var ham som havde bukserne sidst han så efter. ”Du er mig en kende for udspekuleret, min kære,” påpegede han drillende. Selvom det ikke just var det her sted som han opholdt sig mest, men han havde jo haft brug for et sted, når det blev for meget der hjemme, også fordi at det var en frygtelig akavet situation at befinde sig i, når han stort set ikke måtte noget som helst, uden at hun skulle komme efter ham, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at miste hende! Slet ikke! ”Det er da rigtigt. Vi skal jo nødigt have at du slår dig,” erkendte han sigende, som han stoppede foran døren, så hun kunne få den låst op. Selve værelset var stort og med en flot stor seng med vinduet vendt i retningen af vest, så de kunne se solen gå ned igen, når det skulle komme så vidt. Der lå sågar et tæppe på gulvet og på sengebordet stod der en lille skål med lidt frugt og chokolade. Ja, han var ganske vidst kendt for at forkæle hende, og det var selvfølgelig også noget som han agtet at gøre det, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Sengen var stor, så de kunne sagtens ligge to i den. Han kuklo ganske let. ”Sandt.. Men denne gang kun for hyggens skyld,” afsluttede han sigende, som han trådte ind, kun for at skubbe døren i med sin fod, for at bære hende hen til sengen, hvor han nærmest elegant lagde hende ned.

[Deleted]

Cayla kendte Junior godt nok til at vide, at han bestemt ikke var en tilfreds mand, men hun var ikke villig til at gøre hvad som helst for at stille sig tilfreds. Den ring skulle bæres med de rigtige følelser, hvilket hun ikke kunne gøre lige nu. Hun forsøgte at give og så lang tid hun fik bare lidt igen, så holdt det hendes lyst til at forsøge i live. De havde alle behov for tryghed i form af familie og sandt at sige, så havde hun nok for alvor aldrig haft den form for tryghed, der havde været alt for megen forvirring, den ønskede hun ikke at viderefører til sin datter. ”Desværre ikke.. men jeg er bange for at vi er nødt til at få det bedste ud af det ringe held vi har, der er trods alt ikke altid kun kommet dårligt ud af det,” påpegede hun lidt sigende. Aliyah havde været et uheld.. et stort et, men samtidig et mirakel også selvom de begge havde været unge. Faktisk glædede hun sig til at komme ned ig ligge efterhånden, for det havde været en virkelig lang nat også selvom hun ikke ønskede at spilde tiden med at sove når hun kunne være sammen med ham, dog kunne hun frygte lidt at øjnene ville falde i, i samme øjeblik han lagde armene omkring hende. Den eneste grund til at hun ikke havde bukserne på, var fordi at hun fortrak kjolerne, men når alt kom til alt, så var det jo ikke dem som talte, en kvinde havde alle fortrin, det vidste enhver. Selvfølgelig ville hun aldrig kunne bede ham om noget så latterligt, men det betød ikke at hun ikke kunne få lov til at drille ham lidt. ”Du siger det som om du er overrasket. Jeg har altid været udspekuleret,” påpegede hun en smule selvsikkert. Det var stort at hun i det hele taget formåede at finde lidt af den igen, for den var mildest talt ødelagt, men med facaderne der byggede sig op, så blev det meget nemmere. De mange regler ville Cayla efterhånden vove og påstå var blevet brudt, hun havde givet ham lov til at røre hende, givet ham lov til at kalde hende ved kærlige navne og charmere sig ind på livet af hende. Desuden så var hun endda gået med til at dele et værelse med ham.. en seng, der var ikke længere nogle regler at holde fast i. ”Måske jeg ikke er meget at prale af i øjeblikket, men jeg er ikke glas, Junior.. jeg er ikke skrøbelig,” påpegede hun sigende. Det kunne godt være at hun manglede et par fingre, og hun ikke var meget andet end skind og ben, men hun gik ikke i stykker af den grund. Ganske som hun havde ventet, så var værelset et af de finere. Hun måtte erkende at det faktisk et af de mere hyggelige, det virkede ikke uhumsk på nogen måde, dog så lod det til at han havde piftet det lidt ekstra op med chokolade og frugt. ”Det kan jeg tage,” endte hun og snedte ham et stille smil. Idet han lagde hende i sengen, slap hun ham roligt og gled ned i den bløde madras, der næsten føles for godt. ”Mhmm.. jeg tror lige at jeg smeltede sammen med madrassen,” endte hun med et næsten sagligt glimt i øjet. Det var virkelig rart at ligge ned i en varm og blød seng, og særligt efter den dag hun havde haft!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var på ingen måder tilfreds, også selvom han vidste, at han var nødt til at bide det kraftigt i sig lige nu. Han var nødt til at tage det i hendes tempo, selvom det bestemt heller ikke var noget som han var den bedste til, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sendte hende et svagt smil. De havde på ingen måder været heldige, men de havde klaret sig igennem det hele stort set til nu, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, så han let lod det ligge op af hendes, nu hvor hun lå i hans arme. Han var nu alligevel overbevist om at de nok skulle klare det hele, hvis det var hvad de ville, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han.. elskede hende jo. ”Det har vi jo også altid gjort min kære.. Og jeg er overbevist om, at det hele nok skal løse sig,” endte han med en ganske sigende mine, for løgn var det vel heller ikke? Han var optimisten her, og det var noget som han ikke ville kunne stoppe med! Udspekuleret var hun uden tvivl, også selvom det bestemt heller ikke gjorde ham det mindste, for han kunne godt lide at se den lidt mere selvsikre side af hende igen, da det uden tvivl, var noget som han i den grad havde savnet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Åh virkelig? Du er mere udspekuleret end hvad jeg mindes,” påpegede han morende, som han blinkede let til hende. Værelset var smukt i forhold til at det var Dvasias, og hvad det kunne have været ellers, hvilket nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han gik roligt indenfor, hvor han fik lukket døren efter dem, inden han søgte hen mod sengen. ”Muligvis.. Men jeg har jo ikke lyst til at smide dig i jorden af den grund,” påpegede han med en ganske dæmpet stemme, for han mente det jo. Han ønskede jo slet ikke, at der skulle ske hende noget ondt! Han havde stået bag lidt hygge, da han selvfølgelig havde håbet på at de skulle dele, og det var jo tilfældet, hvilket han havde det fint med! At hun så gled helt ned i sengen, var noget som fik det muntre smil til at brede sig på hans læber. Nu hvor han kunne genkende hende en smule, så var det naturligvis noget som glædede ham, for det gjorde selv ham rolig. Roligt kravlede han op i sengen og lod sig synke ned i den gode madras ved hendes side. ”Mhmm… Det er næsten sådan en vi skal have derhjemme,” endte han roligt, som han roligt lod den ene hånd let glide over hendes mave, som han lagde sig om på siden ved siden af hende. Han elskede hende, og nu hvor han havde den oplagte mulighed for at være sammen med hende, så ønskede han bestemt heller ikke at lade det glide mod enden! Ikke endnu!

[Deleted]

Cayla hadve brug for tid selvom han ikke var en tålmodig mand, hun var nødt til at tage det i sit eget tempo, hvilket hun var glad for at han accepterede. De havde været igennem frygtelig meget i deres tid sammen, og de havde klaret sig gennem et hav af kriser, der strakte sig lige fra brænding på bål, tidlig forældreskab til tab af familie og nu også utroskab, det havde bestemt ikke altid været nemt, men de havde klaret det og det var det som Cayla bed sig fast i. Det kunne de næppe have gjort, hvis ikke der havde været mere mellem dem end blot et tæt venskab. ”Du har altid været optimistisk,” endte hun lidt morende. Et sted værdsatte hun at han var det, når hun ikke altid selv formåede at være det. Selvtilliden var mere eller mindre ødelagt, men den skinnede igennem i tide og utide, ganske vidst som en form for facade, det var ligeså noget hun skulle have bygget op igen og til det, behøvede hun hans hjælp og hans omsorg. ”Tja.. det er trods alt også ved at være længe siden, det må være din hukommelse som svigter,” svarede hun med en drillende undertone og og prikkede ham let på næsen. Kammeret var vamr tog behageligt, det havde han tydeligvis allerede sørget for, han vidste hvordan han skulle imponere hende, det var der ingen tvivl om! I forhold til at de var på en kro i Dvasias, så var værelset faktisk smukt, og havde en fortringelig udsigt over Atterlin, som hun desværre ikke ville nyde godt af lige foreløbig. ”Nej det vil jeg da ikke håbe, men jeg kan nu engang stå på mine ben,” påpegede hun og kunne ikke holde en latter tilbage. Roligt gled hun ned i den bløde, varme seng som hun øjeblikkeligt faldt i et med. Den var virkelig fantastisk, noget af det bedste hun overhovedet havde ligget i. ”Det vil jeg ikke svare dig imod,” sagde hun muntert og lod ham glide ned ved siden af hende i sengen. Hun rykkede selv i nærheden af ham og lod ham ligge hånden mod hendes mave. Et lille smil krusede over de rosa læber. Hun kunne allerede lide fornemmelsen af at være tæt på ham. Cayla rullede om på siden og lagde fingrene let mod hans skjorte, dog uden at det næsten var en berøring i det hele taget. Blikket betragtede hans varme ansigt. Hun var forbandet glad for at ligge der med ham, det var der ingen tvivl om overhovedet. ”Det her er rart.. helt klart noget jeg kunne vænne mig til” hviskede hun dæmpet og puttede sig en smule ind mod hans bryst hvor duften igen blev stærkere og rev lidt i hende, det var dog noget som hun var i stand til at håndtere.. for nu vel og mærke. For første gang i frygtelig lang tid, følte hun sig lettet og ikke mindst rolig. Hun var ikke bange for en pludselig forvandling, hun var ikke ked af det ved tanken om at manden hun elskede, havde søgt trøst hos en anden kvinde, eller at en stor del af familien var faldet omtrent samme tidspunkt, det forsvandt alt sammen når hun lå sammen med ham som nu.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior forsøgte virkelig at gøre det hele så godt som han nu kunne, selvom det bestemt ikke var nemt, når hun ønskede babyskridt, og han ikke ligefrem var udstyret med den største tålmodighed. Man kunne ikke just sige, at det var småting de havde haft at slås med, hvilket der vel ikke rigtigt herskede nogen tvivl om, men de havde klaret sig, og det var også hvad han ville definere som det vigtigste hvad det angik. Han sendte hende et lille smil. Han havde altid været utrolig optimistisk, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre det anderledes, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Nogen skal jo være det, i det her forhold, ikke sandt?” påpegede han morende. Det var skam heller ikke fordi at det altid var lige nemt, men han gjorde nu hvad han kunne, også selvom det faktisk kunne se frygtelig sort ud, for det skete jo i tide og utide. Han sendte hende et stille smil. Han ønskede at være den optimistiske af dem, udelukkende for muligheden for at hjælpe hende igennem det, også fordi at det efterhånden var ved at blive nødvendigt. Han havde uanset hvad, ikke lyst til at slippe hende i gulvet! Han slog ud i en latter, som hun prikkede ham på næsen. ”Hvad siger du…? Er jeg ved at blive gammel, er det dét?” spurgte han morende, som han drillende måtte skule efter hende, som de endelig kom ind på værelset, og han fik lukket døren efter dem. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste! ”Jeg har da uanset ikke lyst til at slippe dig.. Ikke nu hvor jeg har fået muligheden for at komme så tæt på..” erkendte han med en rolig stemme, som han endelig fik hende lagt ned i sengen. At den så til gengæld var god, var noget som passede ham fint, også fordi at han havde været temmelig krævende med henblik på standarden i værelset her, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kravlede roligt over hende, kun for at lægge sig stille og roligt ned ved siden af. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som han roligt lod hånden vandre over hendes mave og med det samme lette smil på læben, for løgn var det jo heller ikke.. Han elskede at ligge der med hende, også fordi at det var ved at være frygtelig mange år siden de sidst havde haft den mulighed! At hun lagde sig mere om på siden og mere ind mod ham, var slet ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende. Armen lod han glide omkring hendes krop, kun for nærmest at byde hende tættere på sig. ”Jeg kunne godt sige det samme… En god seng, fred og ro og med dig ved min side..? Det kunne ikke være bedre..” endte han roligt, som han vendte blikket mod hendes smukke ansigt. At hun lagde hånden ved hans bryst og skjorte, sagde han ikke som sådan noget til. Han skænkede endnu en gang hendes pande et roligt kys, inden han trak sig og med et let smil på læben. [colro=brown]”Jeg elsker dig Cayla,”[/color] endte han med en dæmpet hvisken.

[Deleted]

Cayla vidste udmærket at Junior ikke var en mand af tålmodighed, men der var ikke så meget at gøre ved det. Hun kæmpede for at lukke ham ind, for at give ham lov til de ting som hun ellers havde nægtet ham at gøre i flere måneder efterhånden. Hans optimisme havde altid været enorm, også selvom hun ikke anså det for at være en dårlig ting, og da slet ikke når hun ikke formåede at være det samme. Hun fnøs morende. ”Det er sandt, men når det er sagt så er jeg ikke så negativ som du får det til at lyde! Jeg er realist,” endte hun morende og dog ærligt. Hun var aldrig en kvinde der havde givet sig selv lov til at drømme meget, primært fordi de fleste var blevet knust før eller siden, i stedet fortrak hun at se verden og dets muligheder gennem realistiske øjne og ikke blæse det op til noget som det ikke var. Hans latter formåede dog at smitte af på hende. ”Det er lige præcis det jeg siger,” svarede hun drilsk. De var jo ikke så gamle igen, men de var da blevet ældre! Og han mere end hende. Det var virkelig rart at komme ind hvor de kunne være mere afslappede omkring det hele, i en behagelig, blød seng. Den var selvfølgelig ikke bedre end deres egen men det var godt nok tæt på. ”Du kan være ganske rolig min egen, jeg tror godt at vi kan kalde mine mange forbud for ophævet,” påpegede hun lidt morende. Hun nød at være tæt på ham, det var ikke noget hun kunne finde på at kaste fra sig uden videre. Som ahns arm gled om hende, trykkede Cayla sig kun mere ind til ham, næsten som forsøgte hun at kravle ind i ham, hvilket selvfølgelig ikke var muligt, men hun skulle jo have lov til at prøve. Fingerspidserne, dem der var tilbage vel og mærke, kom i en blid berøring med brystet i det stykke hvor skjorten var åben også selvom det skete med yderste forsigtighed fra hendes side. ”Det kan umuligt blive bedre end det er nu. Det er helt rart at ligge så tæt på dig igen,” hviskede hun roligt, og lod kroppen falde i i fuldkommen afslapning. Et sted havde hun frygtet for hver akavet det ville være at være tæt på ham, efter Gina men det føltes faktisk godt, også fordi hun vidste at hun satte sin duft på ham. Hun smilede for sig selv og tog glædeligt imod det kys som han skænkede hendes pande. De store ord ville hun virkelig aldrig blive træt af at høre ham sige! Hånden hævede hun stille og lod den falde mod hans kind, mens hun trak sig en smule så hun var i stand til at lade blikket falde i hans. ”Jeg elsker også dig,” hviskede hun dæmpet og lod tomlen stryge langs hans kind, med den ru fornemmelse af skægstubbe under sin bløde hud. Fingeren lod hun løbe ned over kinden og hans over hans varme læber.. læber som hun savnede at smage og som stadig var præget af en andens kvindes kys, hvilket hun ikke var i stand til at acceptere, hverken som dyr eller som kvinde. ”Vil du.. ikke nok kysse mig..?” bad hun og følte sig brændende varm i kinderne. Hun kunne selvfølgelig selv tage det første skridt, men hun ønskede at han skulle gøre det, og hvis det betød at hun måtte give ham grønt lys så gjorde hun det gerne.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde slet ikke tålmodighed, når han vidste hvad han ville have, også selvom han virkelig forsøgte at holde sig i snor. Nu hvor det hele var op til Cayla, så var han nødt til at forsøge ikke at gøre noget, som han ville fortryde, og som ville ødelægge det hele i den anden ende, for det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i på nogen som helst måde i det hele taget. Han vendte blikket roligt i retningen af hende. Hun havde aldrig været den mest optimistiske, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er ganske rigtigt.. DU er en negativ realist,” påpegede han drillende, også selvom.. der nok var en smule sandhed i det. Hun havde som sådan aldrig tilladt sig selv at drømme og gøre noget ved det, og det var selvfølgelig en tanke som han måtte finde en anelse trist, uden at han egentlig var i stand til at gøre noget ved det bare sådan uden videre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han skulede drillende mod hende. ”Synes du da jeg ligner en gammel mand?” spurgte han drillende, som han let prikkede hende i side, med den hånd som han havde omkring hendes ryg, inden han roligt fik hende lagt ned. Sengen var ganske rigtig god, men det var bare ikke det samme, som den man havde hjemme, hvilket han gerne ville stå fast ved, og så var det bare sådan at det var. Han elskede hende, og selvfølgelig var det en fornemmelse som han ønskede at give hende! ”Det tror jeg da på… Og jeg kan lide det,” erkendte han roligt. De mange restriktioner som hun havde sat op for ham, var noget som han kunne se, falde til grus, og det glædede ham da uden tvivl! At have hende liggende tæt på sig igen, var uden tvivl det bedste.. Det efterlod ham med en følelse af at være komplet, og det at hun faktisk lod til at ville være ham tæt, hvilket uden tvivl gjorde det hele til en.. utrolig oplevelse, for det var jo ved at være år siden, de havde haft den mulighed! Armen lukkede han tæt om hende, som han lod hende stryge ham over brystet, for det var virkelig rart. Det hele gik så frygtelig godt i forhold til hvad man kunne forvente sig af tingene, og han kunne bestemt heller ikke ligefrem vove at påstå at han var blevet skuffet, for det var han slet ikke! At høre hende gengælde ordene, var noget som fik ham til at smile, også selvom det var de sidste ord som gjorde at han for alvor måtte trække på smilebåndet, for det glædede ham virkelig at høre hende sige det! Hånden mod hans læber, var noget som satte en sitren i hans krop, hvor han roligt kyssede hendes fingerspids. At hun manglede fingre, var slet ikke noget som rørte ham det mindste, for det var slet ikke noget som skræmte ham væk, og det ville det heller ikke få lov til! Hovedet rykkede han roligt mod hende, som han hævede hånden og lagde den mod hendes kind, som han strøg let. De havde muligheden for at være et par nu, og selvfølgelig var det noget som han agtet at gøre! Varsomt og næsten prøvende, lod han sine læber møde hendes i et dybt og ikke mindst længselsfuldt kys. Han havde virkelig savnet det!

[Deleted]

Det var selvfølgelig ikke det samme som det havde været før i tiden. De kunne ikke længere bare.. udfolde sig som de havde gjort engang, men Cayla var overbevist om at det nok skulle komme. Hun sukkede dæmpet. Det var ikke fordi hun ønskede at være negativ i forhold til noget, men drømmene havde for vane at knuses inden hun overhovedet nåede at tage del i dem. ”Nej jeg er ej! Jeg er ikke negativ, jeg kan bare godt lide at se.. realistisk på tingene, på den måde bliver man ikke skuffet,” påpegede hun en smule bestemt, for hun brød sig ikke om at blive kaldt for negativ! Et lille smil brød dog alligevel læberne, det var svært at være i dårlig humør lige nu, når hun nu var sammen med ham. ”Nej men skindet bedrager. Uden på er du den flotteste mand jeg nogensinde har set, en mand som formår at tage pusten fra mig, men inden i.. er du bare et gammelt knark,” afsluttede hun drillende. Selvfølgelig var det ment som rene drillerier.. måske ikke det hele, hun fandt ham trods alt forbandet charmerende, og det samme gjorde et hav af andre kvinder. Det gibbede let i hende idet han prikkede hende i siden. Hun hvinede lidt overrasket hvorefter en latter i stedet forlod hende. ”Opfør dig pænt!” udbrød hun morende. En smule skulende rykkede hun atter tæt på ham og lod deres kroppe mødes. Benet tillod hun sig at ligge over hans, så hun næsten var viklet fuldkommen ind i ham, hun elskede den nærhed det bragte hende og af den grund kunne hun ikke lade være. ”Det var godt, for du må hellere vænne dig til det. Nu hvor jeg først har fået smag for det, så er jeg bange for at jeg ikke kan få nok,” endte hun og med et smil på læben. Selvom hun havde nydt at have Aliyah liggende ved dem hver nat, så var det nu meget rart at der ikke var nogle som sneg sig imellem dem, og forhindrede dem i at putte som nu. Til nu var aftenen gået fortringeligt, de var ikke begyndt at skændes og måske hun havde fældet tårer, men det havde været lettende, alt i alt lod de til at være på rette vej og mere kunne hun ikke bede om. De store ord ville altid være ment for ham, og hun nød at give dem mindst ligeså meget som hun elskede at høre dem, det var vigtigt for hende at han skulle vide hvilke følelser hun nærede for ham og hvilke tanker hun gjorde sig, på trods af de ting der var sket, det havde aldrig ændret sig. Kyset mod hendes fingerspidser fik hende til a skælve. Hendes hjerte slog nervøse slag, også selvom hun ønskede at smage ham endnu engang. Det ville gøre ondt, men det var bedre at give plastret hurtigt af og få smerten overstået, end at trække det ud. Let lod hun hovedet søge på sned og lod læberne møde hans. Kun for et øjeblik følte hun et stik af smerte ved tanken om at en anden havde kysset ham på den måde, men det var en tanke som hurtigt gled i baggrunden. Med dyb længsel gengældte hun hans kys, smagte på de varme læber som formåede at varme hende mere end noget andet. Langsomt endte hun med at trække sig også selvom det kun drejede sig om millimeter, hun kunne endnu føle hans ånde.