I'm gonna make it all up to you..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Efterhånden begyndte solopgangen at nærme sig efter en flot og næsten helt stjerneklar nat. Junior havde stort set købt hele kroen fri, så han havde været sikker på at han ville have Cayla lidt for sig selv, uden at hun skulle tænke på at folk ville sidde og kigge på hende, for han forstod jo til gengæld godt, hvorfor hun havde været usikker på at tage ud, og det havde han gjort sit, hvad han kunne, for at tage højde for. Selvom det efterhånden var ved at være timer siden Cayla skulle have været der, så kunne han heller ikke komme udenom, at det faktisk var en tanke som gjorde ham forbandet bekymret efterhånden. Kroens tjenere havde allerede været over ved ham flere gange, kun for at påpege for ham, at hans kvinde aldrig ville dukke op, også selvom han havde fejdet den af banen, for… det lignede hende ikke bare at blive væk på den måde. Stearinlysene som han havde haft tændt, var efterhånden ved at være godt brændt ned, hvilket jo faktisk var noget som gjorde ham trist, for han havde virkelig forsøgt at gøre det hyggeligt. Smilet var falmet på hans læber, allerede for mange timer siden, for han følte ikke rigtigt han havde noget at smile af, når hun ikke engang ville være der til at dele denne stund med hende!
Juniors blik gled roligt i retningen af vinduet. Der var endnu en time eller to til solen ville stå op, men han ville jo hellere have at Cayla skulle være her sammen med ham, så de kunne finde ud af det hele – også for Aliyah såvel som deres egen skyld, for det var jo tydeligt og oplagt, hvad de begge ønskede, selvom han vidste og faktisk forstod hvorfor hun ikke følte, at hun kunne give sig hen til ham, hvilket jo faktisk gjorde ham ekstremt ked af det. Han rystede endeligt på hovedet, som han igen kunne høre tjenerne fnise ude i køkkenet, hvilket for alvor lod hans hjerte synke mere i hans bryst. Han havde vel presset hende for meget i forhold til hvad de egentlig ønskede begge to, og han havde jo slet ikke ønskede at lægge pres på hende! Han lænede sig frem, kun for at puste lysene ud, idet han roligt rejste sig. Han selv stod faktisk i relativt fint tøj i forhold til hvad han normalt ville vandre rundt i, også mest for hendes skyld, for dette havde han ikke haft på igennem frygtelig lang tid, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han tog stearinlysene ud af lysestagerne, fandt den lille form for taske som han havde haft tingene i, som han havde haft med sig, kun for at begynde at pakke det hele ned, for det så skam slet ikke ud som om at hun havde nogen intentioner om at skulle dukke op, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde ham ked af det, for han havde sådan håbet på muligheden for endelig at gøre lidt op for hvad han havde gjort mod hende, selvom det var ting, som han slet ikke havde gjort med vilje! Hvad han så skulle gøre herefter, vidste han ikke.. Han kunne vel ikke engang tage hjem? Tanken gjorde ham selvfølgelig trist, for hun var vel udeblevet af en grund?

[Deleted]

Det var efterhånden gået fra sent til tidligt. Himlen var begyndt at lysne langsomt, hvilket kun indikerede at solen ganske snart ville være på vej op. Cayla hastede ned af den lille sti til Atterlin, det havde taget timer i sig selv bare at komme dertil, selv med hendes hurtighed, for det lå jo faktisk langt væk! Hun vidste at hun var virkelig sent på den, og et sted tiggede og bad hun bare til at Junior ikke havde pakket sammen go forladt stedet igen, mange timer i forvejen også selvom hun ikke ville bebrejde ham hvis det var tilfældet. De flammerøde lokker, havde sat pænt i bølger ned over hendes skuldre, men nu havde vinden igen formåede at ugle det og særligt med den fart som hun havde bevæget sig. Under den mørke kappe, bar hun meget enkel mosgrøn kjole som smygede sig om den næsten for slanke skikkelse. Det var en af hendes ynglings, men den sad ikke nær så tæt efter den manglende føde igennem flere måneder. Resterne af blod havde hun fået fjernet fra sine læber, men gløden efter at have næret sig på det, sad stadig i de ellers blege kinder. Langt om længe som kroen til syne hvilket fik hende til at ånde lettet op, hun havde kun været i Atterlin en gang eller to før, men hun vidste at det var her både hendes mor og Faith havde mødt deres opvækst, hvordan den så end havde været. Igen satte hun farten lidt op. Det havde været en lang aften og Cayla følte sig virkelig træt, ikke kun oven på timers vandren men også oven på mødet med den mand som havde været med til at sætte hende til verden og som havde tigget og bedt hende om igen at få en plads i hendes liv, men hvor vidt hun kunne give ham det eller ej, var hun ikke så sikker på. Der var så mange tanker som fløj gennem hendes hoved, at det næsten ikke var til at bærer, og i takt med at hun nærmede sig kroen, blev de kun stærkere jo hurtigere hendes hjerte bankede, ved frygten for hvordan hun ville finde Junior. Den sidste gang de havde gjort dette, var hendes hjerte blevet knust og deres familie gået i opløsning, men hun var nødt til at tage chancen. Hun stoppede op foran den mørke trædør, og slog kutten ned. Hånden lagde hun på dørhåndtaget også selvom hun åbnede den frygtelig tøvende. På denne tid af døgnet var det ikke underligt at der ikke var særlig mange folk, men hun kunne slet ikke høre stemmer. Meget langsomt lod hun den ensomme krostue komme til syne bag idet hun trådte ind i varmen. Først der gik det op for hende var kold hun egentlig var blevet. Det gyldne blik faldt hurtigt på det halvtomme bord og Junior som var ved at pakke sammen, hvilket gav hende en virkelig grim smag i munden, hun turde slet ikke tænke på, hvor mange timer han havde ventet på at hun skulle dukke op, og hvad ville han dog ikke tro om hende? ”Junior?” endte hun stille fi håb om at få hans opmærksomhed. Døren lod hun glide i bag sig, som hun lidt forsigtigt trådte hun ham i møde. ”Jeg.. jeg beklager at jeg har ladet dig vente,” endte hun med undskyldende øjne, det havde slet ikke været mening at gøre ham til grin, eller for den sags skyld lade ham tro, at hun havde skiftet mening.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde efterhånden ventet i det som måtte tilsvare frygtelig mange timer, selvom det slet ikke var noget som gjorde nogen forskel. Han havde vel bare lagt alt for meget pres på hende, om at tage med ham ud? Også nu hvor det hele havde været så frygtelig usikkert og ustabilt mellem dem, så vidste han jo end ikke, om hun i det hele taget ville være i stand til at lukke ham ind i sit hjerte igen i den forstand, som han jo faktisk ønskede sig, men det var vel noget som han nok aldrig ville finde ud af? Tjenerne havde helt klart gjort grin med ham og hans naive personlighed, for han havde jo virkelig håbet på at hun ville dukke op, så de kunne få styr på lidt af tingene, selvom det nu slet ikke viste sig at være tilfældet. Det var naturligvis noget som gjorde ham ked af det, også fordi at det var noget som havde gjort ham fuldstændig til grin! Han rystede let på hovedet, som han bare begyndte at pakke tingene sammen. Det havde ganske vidst været en dyr fornøjelse, for det havde det, for det var skam slet ikke billigt at købe en hel kro fri! Men han havde gjort det i en god mening, også selvom det vel havde været at forhaste tingene en smule? Selvom han kunne høre tjenerne fnise af ham, som han begyndte at pakke tingene sammen, så undlod han direkte at tænke mere over det. Som hendes stemme alligevel lød, fik det kun for alvor lettelsen til at ramme ham, for hun var kommet? Så kunne han bestemt heller ikke bede om mere end det! Han hævede roligt blikket, som han vendte sig i retningen af hende i stedet for. Skuffelsen i ansigtet ændrede sig straks til en form for glæde, hvor smilet roligt meldte sig. Det havde ganske vidst gjort ham til grin, men det var slet ikke noget som hun skulle skænke så meget som en eneste tanke. Han begyndte roligt at pakke ud igen, hvor han selv blev stående i sit ellers så fine tøj, for han havde jo trods alt ønsket, at det hele skulle være gjort ordentligt. ”Jeg troede ikke du ville komme..” endte han ganske dæmpet, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. Hun lignede mildest alt noget som var løgn, selvom han i den dunkle belysning, var i stand til at se den smukke mosgrønne kjole som hun havde på. Den sad ganske vidst ikke som den burde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var noget som de nok skulle finde ud af før eller siden, for han ønskede hende jo kun det bedste! Igen begyndte han roligt at pakke tingene ud og stille dem på bordet, også selvom der ikke var meget stearinlys tilbage. Han gik vel bare.. ud fra at hun havde tænkt over, hvorvidt om hun skulle komme eller ikke? ”Kom og sæt dig.. Du ser træt ud..” endte han med en ganske dæmpet stemme. Han vidste, at det havde været en lang tur, men ret skulle jo trods alt være ret, og det var meningen, at de skulle kunne finde ud af det på en ordentlig måde, for det var vel også hvad de begge ønskede sig?

[Deleted]

Cayla vidste at det var mere end blot et par timer siden, hun burde have mødt ham på dette sted, og hun havde skam set frem til det, men selv hun havde haft behov for luft for at samle tankerne inden, netop for ikke at ende med at skulle fortryde det hele. At hun så skulle støde på sin far af kød og blod, var bestemt ikke noget hun nogesninde havde regnet med skulle ske, og hun ønskede ej heller at ødelægge deres aften med den slags bekymrede tanker. Krostuen føltes behageligt varm i forhold til den hårde kulde uden for. Hun lønsede let kappen fra sine skuldre og hængte den i stedet på en stumtjener ved siden af. Kroen lod til at være fuldkommen tom foruden dem, men det var slet ikke underligt taget i betragtning af tiden. Den grønne kjole sad alt for løst på hendes skikkelse nu om dage, men det var den fineste hun ejede, eftersom hun ikke havde haft mod nok til at søge uden for i hendes tilstand. Hænderne foldede hun foran sig, mens hun følte et stik af lettelse ved at se glæden malet i hans blik, idet øjeblik han fik øje på hende. ”Jeg kunne ikke drømme om at blive væk, jeg.. blev bare opholdt,” svarede hun, for løgn var det jo ikke, at det så havde taget hende så lang tid, var hun faktisk ked af. Bordet var virkelig fristende.. hyggeligt ikke mindst. Selvom hun havde fået blod, så følte hun sin mave knurrer, tigge og bede om føde også selvom hun ville være tvunget til at holde igen, det var ikke i aften hun ønskede at blive dårlig. Om det i det store og det hele ville hjælpe hende til at lukke Junior tilbage i sit hjerte, det kunne hun endnu ikke svare på, for han havde gjort hende frygtelig ondt, men når det var sagt så var hun villig til at gøre et forsøg. Hun nikkede sagte til hans invitation, før hun tog chancen og søgte helt hen til bordet. Stolen skubbede hun en smule ud, for at glide ned i en elegant bevægelse, også selvom hun holdt vejret, for det ville jo ligne hende at vælte et eller andet! ”Jeg er lidt træt, det har været en lang aften og jeg havde næsten glemt hvor langt der var til Atterlin fra Rimshia,” endte hun roligt og lod blikket glide omkring. Den fnisen hun var blevet mødt af fra køkkenet, var forstummet, en af tjenerne stod og gloede på hende da døren stod på klem, det var ikke svært at forestille sig at de var forundret over, hvilken kvinde en mand ville vente så længe på, og de var tydeligvis blevet skuffet, hun var hverken smuk eller noget, ej heller selvom hun virkelig havde forsøgt at té sig ud denne gang, også selvom hun lignede noget som var løgn. ”Det dufter virkelig godt,” påpegede hun og lod blikket glide i for et kort øjeblik. Maden var jo nok blevet kold, men lige nu var hun faktisk lidt ligeglad. Det vidste var at overbevise ham om, at hun slet ikke havde ment at brænde ham af, også selvom hun flere gange havde overvejet hvor vidt det ville være en god idé at søge dertil eller ej, hun var så bange for at ende skuffet endnu engang, også selvom hun denne gang ikke havde fundet ham i en anden kvindes favn, hvilket i sig selv næsten reddede aftenen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde haft i tankerne, at skulle bruge denne aften, til at bevise for Cayla at han ikke var den mand som hun havde fundet i armene på Gina. Han havde ganske vidst haft sit kørende med den kvinde tilbage i sin egen tid for frygtelig mange år tilbage, men han havde gjort det slut med hende, da han havde valgt Cayla frem for nogen andre. Det kunne godt være, at hun skilte sig fra det at være en ganske normal kvinde, og hvad man ville definere som en kvinde, men han var ligeglad. I hans øjne, var hun det smukkeste som han nogensinde havde set, og det var jo trods alt også det som gjorde, at han havde valgt hende frem for så mange andre, for han vidste, at han havde haft muligheden for at vælge lige præcist den kvinde, som han havde ønsket at have ved sin side. At høre hende kalde på ham, var noget som lettede hans hjerte, for hun var jo trods alt kommet! Og det var det som han måtte anse for at være det vigtigste! Han sendte hende et smil, hvor det pludselig ikke gjorde ham det mindste, at tjenerne havde gjort grin med ham, for det vigtigste, var at hun var kommet og det var hun jo! At hun blev opholdt, var noget som naturligvis bekymrede ham for.. hvem skulle da gøre det? Han nikkede roligt. ”Det går nok.. Jeg var heldigvis ikke gået endnu,” sagde han med et skævt smil, som han lod hende søge i retningen af bordet, efter hun havde taget sin kappe af. Smuk var hun virkelig i hans øjne, og han ønskede så brændende den mulighed for at komme ind i hendes liv igen og blive en del af det! Han lod hende roligt tage pladsen i stolen, hvor han som den gentleman som han nu var, skubbe stolen ind for hende, inden han roligt tog pladsen overfor, hvor han fik gang i resterne af stearinlysene i stedet for. ”Tja.. Det er ved at være mange år siden, vi i det hele taget er taget ud.. Det var også længere end hvad jeg først have antaget.. Det beklager jeg,” sagde han ærligt, for det var han jo faktisk også! Han lod hovedet søge en anelse på sned endnu en gang, som han roligt hævede den ene hånd, som han yderst forsigtigt lagde over hendes. Om hun havde spist eller hvad hun havde gjort, vidste han ikke, men han håbede selvfølgelig på at hun ville kunne få bare en smule ned, for det var det som han måtte anse som det vigtigste når det endelig skulle være i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det gør det.. Jeg håber du vil kunne klemme en lille bid ned. Vi når ikke hjem før det bliver lyst, så.. jeg ved ikke om vi skal tage et værelse her senere..? Eller to?” endte han ganske roligt, som han let lod hovedet søge mod den anden side. Han ønskede selvfølgelig ikke at lægge pres på hende, så derfor foreslog han bare to forskellige muligheder. Han ønskede jo trods alt heller ikke at hun skulle føle det ubehageligt.. Desuden vidste han jo ikke engang, om han bar med sig retten til at tage med hende hjem.

[Deleted]

Cayla havde ingen idé om hvad denne aften ville bære med sig, hun havde jo faktisk end ikke været sikker på, at der overhovedet ville blive nogen aften ude, at det så ikke var tilfældet, lettede hende selvfølgelig kun. Hende og Junior havde aldrig rigtigt været ude sammen, primært fordi de havde været der for deres datter, som nu var ved at blive en ung kvinde, og den tanke i sig selv var svært at forholde sig til. De havde givet hende alt hvad de havde været i stand til, og nu stod de begge to uden andet end det. Cayla satte sig roligt i stolen og lod ham skubbe den ind for hende, han var trods alt en mand med manérerne i orden, hvilket ikke var underligt, taget i hans fortid som konge i betragtning. ”Tak,” mumlede hun stille og sendte ham et lille smil. Hånden lagde hun på bordet også selvom der manglede et par fingre, hun var efterhånden ved at være derude hvor hun ikke længere selv bed sig fast i deres mangel. Hun var ingen smuk kvinde og Junior havde altid kunnet få hvem end han ønskede, han var en flot mand med navn og med penge, ikke mindst udseende, kvinder havde altid svimet ved hans tilstedeværelse, og hun havde aldrig næret den mindste mistillid til ham, for hun havde følt sig elsket, den naivitet var først gået op for hende, ved synet af ham i Gina. ”Nej heldigvis ikke,” medgav hun sigende. Hun hævede roligt fingeren og antændte de lys som var blevet pustet ud før hun var kommet. Cayla fulgte ham med det gyldne blik, og lod ham glide ned foran hende. Det føltes næsten som det tætteste de havde været i forbavsende mange år. ”Det gør ikke noget, det havde nok været værre, hvis ikke jeg havde været i stand til at bevæge mig lidt hurtigere end ellers. Desuden er det lidt.. specielt at være i den by hvor Faith og mor voksede op,” erkendte hun roligt, og lod ikke til at være synderligt påvirket efter den lange rejse. Blikket gled mod deres hænder som han lagde sin over hendes, hvilket lod en mærkværdig form for varme brede sig. Hun glemte gang på gang, hvor rart det var når han rørte hende på den ene eller det andet led, det fik hende til at savne, at føle hans arme omkring hende. ”Jeg kan altid klemme en bid ned. Solen er allerede på vej op, desuden er jeg ret ødelagt, det vil være bedst hvis vi overnatter her, men kan jeg få lov til at.. tænke over om det skal være i et eller to?” spurgte hun forsigtigt, for hun ville heller ikke give ham et indtryk af at hun afviste det blankt, det var bare noget som hun var tvunget til at tage stilling til når hun så hvordan det hele ville forløbe sig. ”I frygt for at lyde desperat men.. du har ikke tilfældigvis et glas vin?” hun så lidt spørgende og samtidig håbefuldt på ham med et lille smil. Det havde været en lang aften og lidt vin ville ikke være helt af vejen. Det var slet ikke fordi hun følte sig presset, på sit vis var hun nok mere spændt og nervøs.. hun ønskede inderligt at lukke ham ind og gøre ham til en del af sig igen, men det var desværre lettere sagt end gjort.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var pludselig frygtelig glad for at han ikke havde valgt at forlade stedet, for det ville da først for alvor ende ud i en frygtelig skam, dersom det skulle være sket, for så fandt de da aldrig nogensinde ud af noget som helst, og det var jo slet ikke noget som ville gavne dem! Han ønskede så brændende at blive en del af hendes liv igen, så han ville være der til at vogte om hende og passe på hende, da det var noget af det so han værdsatte mest, som det stod lige nu. Roligt skubbede han hendes stol ind, hvor han roligt nikkede mod hende, som han tog pladsen overfor i stedet for. ”Heldigvis. Du kom i grevens tid, kunne man vel sige,” sagde han med et mildt smil. Han ønskede selvfølgelig bare at det hele skulle gå stille og roligt, og uden at der skulle lægges pres på hende, for han ønskede så brændende, at det hele skulle fungere! Han betragtede hende med en rolig mine, som han lod hånden stryge over hendes. Han var slet ikke bange for at hun så sådan ud som det hun gjorde, for det var slet ikke et syn som skræmte ham. Tvært imod, for han vidste hvilken kvinde som skjultes under det. At hun så ikke trak hånden til sig, var naturligvis en glæde for ham på alle måder. ”Jeg har hørt en fugl synge om det, Cayla. Jeg ønskede nu bare en stund sammen med dig alene.. At Faith og din mor er vokset op her, er.. vel bare en bonus.. Vi kan jo altid tage ud og kigge lidt, når mørket igen vil falde på,” sagde han roligt. Nu hvor de var kommet så sent i gang med det hele, så regnede han da slet ikke med at de ville tage turen hjemover, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han over sine læber og uden at smilet falmede. Han var virkelig bare glad for, at hun var endt med at dukke op, uanset hvor lang tid, det så end havde taget hende. ”Selvfølgelig. Det finder vi bare ud af, når vi kommer så langt.. Lige nu vil jeg bare have muligheden for at nyde lidt tid sammen med dig. Det er det som uden tvivl er det vigtigste for mig,” endte han ganske roligt og med en sigende mine. Han trykkede let omkring hendes hånd, som han vendte sig i retningen af tjeneren som stod ved døren ud til køkkenet. At de så hvordan hun så ud, var noget som han stort set var fuldkommen ligeglad med, for det var egentlig noget som kun måtte passe ham selv helt fint! Han elskede hende, og han var stolt af hende, og det var noget som han ønskede, at hele verden skulle vide! ”Bring os noget at spise, og en flaske vin – den fineste i har på det her usle sted,” endte han med en fast tone. Tjeneren sendte ham ikke noget andet end en sur mine og gik ud i køkkenet. Junior vendte sig igen i retningen af Cayla og med et mildt smil. Selv han var træt.. men han havde jo også siddet oppe og ventet i frygtelig mange timer på hende trods alt.

[Deleted]

Cayla var frygtelig glad for at han havde rustet sig med tålmodighed, enhver anden mand ville have pakket sammen for timer siden, men ikke ham. Han havde altid været unik. Når det var sagt, så kunne hun også tydeligt se at der var blevet gjort en hel del ud af det. Bordet var smukt dækket med levende lys og rene tallerkner hvilket var et vidunder på et sted som dette. Det vigtigste var dog i hendes øjne at Junior var der men uden en nøgen kvinde i sine arme. Tanken gjorde hende stadig ondt, men hun var villig til at give ham en chance også selvom hun vidste at hun ikke burde. Hun nikkede sagte og sendte ham et lidt undskyldende smil. Hvis han vidste hvad der havde opholdt hende, så håbede hun inderligt at han ville forstå. ”Junior jeg.. jeg mødte Elvolganta, i skoven før jeg ville af sted. Jeg sværger at jeg ikke havde nogle intentioner om at lade dig vente her,” forklarede hun sandfærdigt, hun ønskede ikke at lyve for ham, desuden så foregik der så meget i hendes hoved i disse tider, at hun ikke længere kunne forholde sig til det, hun ønskede inderligt at alt ville blive som før, at hun havde en familie som hun om ikke andet kunne anse for at være en tryghedsbase, den var jo forsvundet ved Juniors utroskab. Hun ønskede inderligt at finde tilliden til ham igen, og føle hans kærlighed, for det var intet bedre. Hånden lod hun blot hvile under hans og tog imod de varme kærtegn som han skænkede hende. ”Det ved jeg. Det er nu også rart at komme lidt væk fra Rimshia, hvor man er et kendt ansigt. Vi kan kigge når vi begge har fået lidt hvile og mørket atter falde på,” istemte hun med et svagt nik. Hun ville selvfølgelig gerne se hvor hun kom fra, nu hvor fortiden alligevel lod til at indhente hende, det var dog ikke de ting der skulle diskuteres i aften, hun var nødt til at forsøge at give sig en smule hen også selvom det var med risiko for at få hjertet knust endnu engang. Det lettede hende lidt, at han ikke lagde et pres på hende, hun ønskede ikke at binde sig til en aftale der ville gøre dem begge ukomfortabel, men hvis det hele forløb vel, så, så hun vel intet problem i, også at dele et værelse med ham. ”Lad os tage det som det kommer. Det er ikke meningen at vi skal bekymre os om en hel masse,” påpegede hun med et lidt forsigtigt smil. Hende som altid havde været glad og livlig, følte næsten at smilemusklerne var blevet stive og rustne, der havde virkelig ikke været meget at smile af. Idet tjeneren kom ind, så hun væk så han ikke skulle se hvor dårlig hun så ud, den slags gjorde hende kun pinligt berørt, hun var lettet over at der ikke var andre end dem til stede. Hun vendte lidt forsigtigt sin hånd, og lod tomlen stryge langs hans tommel. ”Han så ikke videre tilfreds ud,” påpegede hun næsten morende, som hun så efter tjeneren idet han strøg ud i køkkenet, med det sure fjæs. Det var ikke ofte hun så den hårde side af Junior, men hun vidste godt, at han ikke var en mand man skulle komme for meget på tværs af, hvilket fik hende til at føle sig fuldkommen tryg, hun elskede den side af ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Når det gjaldt de rigtige ting, så var Junior faktisk en utrolig tålmodig mand, også fordi at han virkelig ønskede at blive en del af Caylas liv igen. Han ønskede sig på ingen måder, at skulle se hende gå videre til den næste mand, fordi han ønskede at være den som skulle være der sammen med hende! Han sendte hende et roligt smil, også selvom det hurtigt falmede, som hun fortalte at det var hendes egen biologiske far som havde opholdt hende. Han trak roligt vejret og bed sig svagt i læben. ”Oh…. I så fald, så forstår jeg da godt, at du har været lidt forsinket,” sagde han med en dæmpet stemme. Ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan, men.. Ja, han kunne vel heller ikke ligefrem skjule, at han var bange for at miste hende, og efter al den modgang som familien havde været præget af, så var det vel heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre eller nemmere af den grund. Han sendte hende et roligt smil. Nu var hun kommet her, og det var også det som var det vigtigste for ham. ”Det synes jeg lyder som en ganske fortrinlig idé, Cayla.. Det er jo lang tid siden vi i det hele taget har udforsket noget.. Sidst var det vel ruinerne?” spurgte han med et direkte glimt i øjet. Han havde skam slet ikke glemt noget af det som han havde gjort sammen med hende. Hun var det vigtigste for ham, foruden Aliyah selvfølgelig. Det var hans lille familie, og han var bestemt ikke villig til at give op på den, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Selvom han selvfølgelig håbede på at de ville finde en løsning, så han igen ville være den som kunne ligge og holde om hende om natten og det hele, så var det jo selvfølgelig hvad han ønskede mere end noget andet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Aliyah er heldigvis blevet så stor.. Vi kan give os al den tid vi har brug for, og kan give os den tid til hinanden, som vi ikke har brugt igennem de sidste mange år..” endte han ganske sigende. Han kunne selv godt lide klangen af det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Som tjeneren forlod dem, så vendte han igen sin fulde opmærksomhed i retningen af Cayla som sad overfor ham. Han rystede let på hovedet. ”Du skal ikke skænke dem en tanke. De har væddet ude i køkkenet på om du ville dukke op eller ej.. De har nok gjort en smule grin med det hele, men tænk som sagt ikke på det.. Du dukkede op, og det er det vigtigste for mig,” afsluttede han med en oprigtig stemme, som han igen lagde sin hånd over hendes, som han strøg ganske let med sin tommel. Smuk var hun virkelig i sandhed i hans øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det tog ikke tjeneren lang tid at komme ud med et stort fad med næsten rødligt kød og en flaske vin, samt nogle grøntsager og rødlig sauce til. Fint skulle det jo trods alt være, som kun det bedste, var godt nok til hans elskede Cayla.

[Deleted]

Junior havde ganske vidst altid været tålmodig med hende, det var nok også det som i sidste ende havde fået Cayla til at overgive sig til ham, noget som hun næppe ville være i stand til at fortryde, for uanset hvordan man måtte ende og dreje det, så havde han gjort hende lykkelig på en anden måde, end nogen anden nogensinde havde formet. Det var ligeså grunden til, at hun ikke ville have en anden mand i sit liv, ej heller selvom det skulle vise sig at hende og Junior ikke ville være i stand til at finde tro i hinanden igen. Cayla nikkede for sig selv og bed sig en smule nervøst i underlæben. Det var ikke fordi hun ønskede at snakke om hendes familietragedier lige nu, men hun ønskede at han skulle vide besked frem for at gøre sig forkerte tanker. ”Jeg sætter pris på din forståelse, for det var slet ikke min mening at lade dig vente, men jeg var nødt til at samle tankerne,” endte hun blot og skænkede hans hånd et lidt bekræftende klem. Hun var bange for at miste ham helt, hvilket også var grunden til at hun ikke havde formået at give slip på ham, selvom hun burde efter det syn som havde mødt hende, den sidste gang de havde forsøgt at fuldfører dette. Hun kunne bare ikke! Tanken om ruinerne fik hende til at smile for sig selv. Glimtet i hans øjne fik en rødmen til at stige hende til kinderne. ”Vi har ikke udforsket noget siden ruiner.. men tilgengæld så kender vi også hver sten og ensomme væg på det sted,” påpegede hun lidt morende. Det var jo det sted de havde mødtes hver gang, hun savnede næsten spændingen ved at snige sig ud, og måden hendes hjerte bankede på når hun nærmede sig ham. Hun var ikke skabt til at gemme sig hjemme bag mørke vægge og tremmer! Aliyah var langt om længe blevet stor nok til at klare sig selv, Cayla vidste at hun havde brugt hele sin ungdom på at tage sig af en datter når hun burde have haft andet i hovedet, og hun fortrød ikke, men det var vel også på tide, at hun lærte at nyde livet lidt? Tanken om at de kunne indhente det forsømte, varmede hende faktisk for de havde aldrig haft tid til hinanden. ”Det gør det lettere. Vi har været sammen i alle de år uden egentlig at være det og.. jeg bebrejder ikke på nogen måde Aliyah, eller fortryder at vi fik hende, men jeg ærgrer mig over at vi har forsømt hinanden. Hvis ikke behøvede vi måske ikke at stå her,” endte hun mere dæmpet, for løgn var det ikke. Det værste ved at se ham med Gina, havde jo været tanken om at han ikke havde rørt hende på den måde siden Aliyah undfangelse, og nu følte hun sig slet ikke god nok for ham. Hun strøg blidt tomlen langs hans hånd, og betragtede dem kort i lysenes skær. Det føltes jo faktisk rart. ”I så fald er jeg blot glad for at vide, at nogle mistede en god sum penge på det væddemål og at dømme ud fra hasn sure fjæs, så var det nok ham,” svarede hun morende. Duften af mad rev hurtigt i hendes næsebor også fordi der var tale om en god blodig bøf, hvilket næsten fik tænderne til at løbe i mad. ”Mhmm,” endte hun dæmpet og næsten med julelys i øjnene, endelig havde hun lidt appetit igen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste godt, og havde altid vidst, at man ikke skulle presse hende for meget, og han havde skam også den fulde forståelse for, at hun havde haft det svært, men af den grund, så.. elskede han hende, og det havde han også altid gjort. Han elskede hende så brændende, at han ikke kunne forestille sig et liv uden hende ved sin side, og derfor tiggede og bad han virkelig til at det hele nok skulle vise sig at gå som han ønskede det – som hun ønskede det, for et sted, så ønskede de jo det samme; hinanden. Og det burde vel være muligt? ”Når det er den mand du har mødt, min kære, så er det heller ikke underligt. Du skal slet ikke skænke den mand en tanke Cayla.. Jeg ved godt, at han er din far af fødsel, kød og blod, men du har andre som har været mere far for dig end hvad han har,” endte han ganske sigende, som han let lod hovedet søge på sned igen. Han lod hånden roligt hvile mod hendes. Han var ikke bange for at berøre hende, eller ræd for de manglende fingre. Ingen var lige heldige, og hun havde kæmpet sig igennem det, for han kunne jo se at det ikke længere spredte sig, og det var helt klart noget som gjorde det hele meget bedre, selv for hans vedkommende, for det var en bekymring, som han nu var i stand til at slippe, og det var uden tvivl også ekstremt lettende for ham, for han bekymrede sig om frygtelig mange ting i disse dage! At se hende rødme og smile, var noget som automatisk fik hans smil til at brede sig, for det var jo gode minder som de havde fra det sted! Han nikkede. De kendte ganske vidst hver en nøgen væg, hvert et skjul og hver en sten, men det havde været en tid som han kun kunne nyde frygtelig godt af, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Unge mennesker med en drøm og den evige søgen for spænding og eventyr.. Måske vi skulle gøre det igen.. Bare for god gammel tids skyld,” påpegede han med en rolig stemme, som han let blinkede til hende. Han kunne jo slet ikke lade være! Nu hvor Aliyah var blevet så stor, så kunne de langt om længe passe lidt på hinanden og tage lidt på af det forsømte, hvilket hun vel ville ønske selv? ”Du har ret, Cayla.. Men nu har vi muligheden for at gøre lidt ved det forsømte, og.. glemme lidt af det som var sket sidst. Vi har al den tid som vi har brug for eller ønsker os,” endte han med en rolig stemme, som han let trykkede omkring hendes hånd, som det røde kød blev serveret med den blodige sauce og med flasken med vin, som blev åbnet og skænket for dem, så nikkede han kun i deres retning, idet han roligt vendte sig mod Cayla. Han kunne ganske vidst få de kvinder som han ville have, men han ville have hende, og han var villig til at gøre hvad det kræves af ham, for at få hende tilbage igen! ”De har gjort lidt grin med det, men det er ikke værre end det.. Du kom.. Og nu er det meningen vi to skal nyde den tid som vi ikke har haft til hinanden igennem mange år,” sagde han roligt, som han hævede hånden, kun for at skænke hendes håndryg et blidt kys.

[Deleted]

Cayla kunne måske ikke holde til særligt meget pres og særligt ikke sådan som hun havde det for tiden, men hun rykkede sig ej heller, hvis ikke man udfordrede hende lidt, havde han ikke gjort det så havde de slet ikke været sammen på noget tidspunkt. Det var forkert ikke at være hans særligt efter alle de år, Cayla ved ked af at hun havde kastet ringen efter ham, og hun ønskede inderligt at finde ud af det med ham, for uden ham i sit liv, så vidste hun ikke hvordan hun skulle leve gennem dagen. Hun slap et tungt suk. Han fik det til at lyde så nemt. ”Jeg ved det godt. Jeg har stadig Avidan, men når alt kommer til alt så er han min far af kød og blod, og jeg har tit overvejet hvordan det ville være at have ham der, også med henblik på det bryllup som vi havde i vente. Han ønsker at være en del af mit liv igen, men jeg finder mindst ligeså mange ulemper som jeg finder fordele,” erkendte hun og trak svagt på skuldrene. Frustrationen havde ramt hårdt, for det var svært at finde ud af hvad pokker hun overhovedet skulle gøre med de mange tanker. Der var ikke rigtig en familie i det hele taget. Smilet hvilede naturligt på hendes læber omkring ham. De blege kinder havde antaget den røde farve, hvilket fik hende til at smile lidt for sig selv. På trods af alt der var sket, så formåede han endnu at sætte en varme i hende. Minderne i sig selv formåede at gøre hende i lidt bedre humør, for hun huskede udmærket hvordan de havde jagtet hinanden gennem ruinerne, hvordan de havde siddet på den faste halve bænk og set på stjernerne, og hun huskede det endelige skænderi, der havde ført til den sødeste elskov på ellers kold og uhyggelig jord. ”Og drømmen fandt vi, om ikke andet så for en stund. Du var min bedste ven, Junior og til sidst kunne jeg knap se dig i øjnene i frygt for at du skulle opdage min forelskelse. Jeg vil til enhver tid være villig til at luske rundt for at jagte de samme drømme,” istemte hun varm i kinderne. Tanken om at luske sig ud for at mødes med ham i tide og utide, glædede hun sig faktisk til. Aliyah var blevet en stor pige, hun kunne mere eller mindre klare sig selv, hvilket gav dem til til hinanden, noget som de aldrig havde haft. Der havde været et par gange hvor hun inderligt havde forsøgt at ligge op til ham, men så var Aliyah kommet stormende, hun havde været lidt mere krævende på grund af hendes skavank. ”Jeg er også glad for det, vi har været alt for dårlige til at gøre ting som dette.” svarede hun ærligt. Maden lod hun stilles foran sig, hvor hun lod blikket falde på den delikate tallerken med det røde kød. Vinen blev skænket af tjeneren i de store glas, hvilket lettede hende lidt, for det var lige hvad hun kunne bruge. Hvorfor Junior kæmpede så meget, forstod Cayla sig ikke på, men han lod ikke til at give hende op selvom han kunne få enhver. Hovedet lod hun let glide på sned som han kyssede hendes håndryg. ”Junior jeg.. kunne ikke finde på bare at lade dig sidde her, det håber jeg du ved,” endte hun og søgte hans blik, hun ønskede jo at han skulle vide det!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kendte efterhånden godt kendt med hvordan Cayla skulle håndteres, og derfor gjorde han faktisk også sit for ikke at krydse hendes grænser. Selvom hun havde frygtelig mange af slagsen, også fordi at han ikke måtte komme for tæt på, så var det altså ikke alle, som var lige nemme for ham at overholde, også fordi at han så brændende ønskede at komme tæt på hende igen. Det kunne godt være, at hun havde Avidan, som også var en mand som ønskede at stå der som en far, så forstod han jo godt, at hun ønskede et forhold til sin egen far.. Den mand som jo praktisk talt havde formået at forsøge at lægge an på hans egen mor, hvilket jo kun var en grund til at han selv ikke brød sig om den mand foruden alt det andet oveni! ”Jeg ved det godt, og jeg forstår dig skam også udmærket godt.. Den mand har jo bare.. ikke rigtigt vist dig nogen interesse.. Han fortjener slet ikke at have en datter som dig,” endte han med en ganske bestemt tone, for han mente det. Den mand havde slet ikke fortjent hende på nogen måde! Avidan var uden tvivl mere værdig den titel end det som Elvolganta var! Ikke fordi at han ville blande sig, men selv Cayla havde vel heller ikke noget imod at han gav udtryk for sin menig? Desuden vidste han jo at Avidan virkelig ønskede det. ”Du var jo ikke den eneste som brændt inde med den følelse, min kære. Det gjorde jeg jo lige så.. Jeg så det jo i dit blik til sidst.. Vi endte sammen.. vi fik Aliyah, og jeg har aldrig fortrudt noget af det som vi to har gjort sammen,” endte han med en rolig og alligevel ærlig stemme, for han så slet ikke nogen grund til at skulle lyve for hende. De havde deres datter, som kun var blevet en stor og ikke mindst voksen, og det gav dem muligheden for at finde ordentlig ud af det. ”Det har vi.. Nu har vi bare muligheden for at gøre noget ved det, og derfor vil jeg synes det er en skam, at lade den gå til spilde,” endte han med et let smil på læben. Lige nu var der ikke rigtigt noget som kunne ødelægge hans glimrende humør, og specielt ikke de tjenere som rendt rundt ude i køkkenet. De var ganske vidst stadig ustabile i deres forhold, men det var han ligeglad med. Han var overbevist om at det hele nok skulle ordne sig i den anden ende. Han rystede igen på hovedet. Han havde selvfølgelig været i troen på at hun ville dukke op, og noget som sikkert havde formået at opholde hende, og det havde jo også været tilfældet. ”Jeg gik ud fra, at du ville have en grund til at blive væk, hvis det var tilfældet. Jeg blev siddende af en grund.. Du skal ikke tænke på det, Cayla.. Du kom.. og det er det vigtigste for mig,” påpegede han med en rolig og alligevel ganske alvorlig stemme, for hun skulle under ingen omstændigheder have det skidt med tingene! Slet ikke! Han tog roligt omkring sit glas med vin, idet han roligt hævede det mod hende. Han blinkede let til hende. ”Skål. For en god aften,” endte han med en rolig stemme.

[Deleted]

Måske Cayla havde rejst frygtelig mange grænser, men det var heller ikke nemt for hende at have ham omkring sig, når hun konstant følte sig.. uværdig. Hans kærtegn og hans kælenavne fjernede hendes fokus fra de negative tanker, og hun havde virkelig forsøgt at hade ham for at tage en anden kvinde så tæt, men uanset hvor meget hun forsøgte så lykkedes det ikke, hun ønskede bare inderligt at han en dag kunne blive hendes igen. Lige i aften var hun villig til at bryde de mange regler.. ligeså stille hvis tiden var til det vel og mærke, som nu hvor de sad og holdt hinandens hånd. Hun forstod at han ikke brød sig synderlig meget om Elvolganta, også fordi hun vidste at han havde en fortid med Elanya, men uanset hvordan man så på det, så havde han sat hende til verden. ”Avidan har måske gjort sig mere fortjent, men han er stadig halve mig. Jeg holder virkelig af både Moniqe og Avidan, men jeg ved snart ikke hvem der er mine forældre og hvem der ikke er. Elvo ville kunne lærer mig så forbandet meget om hvad jeg er, og nu hvor jeg ikke er i stand til at styrer mine forvandlinger så.. det gør mig bange, Junior,” erkendte hun og sank en klump. Forvandlingerne kom og gik som de ville, bare det at tage ud denne aften var med stor farer ig risiko og det gjorde hende lidt angst, hun nærede et sted et håb om at hendes biologiske far, ville være i stand til at hjælpe hende med at håndtere det, for hun kunne ikke gå igennem det selv. De gyldne øjne faldt atter på deres hænder, som hun forsøgt strøg blidt hen over. De havde været igennem meget på forbandet mange år og de havde formået at holde sammen, men hun havde heller aldrig betvivlet hans kærlighed.. før nu, men igen; ingen kunne vel gå gennem et problemfrit liv eller forhold for den sags skyld? ”Uanset hvordan alt dette ender, så fortryder jeg intet. Vi fik den mest unikke, lille pige, og du har givet mig en ro i sjælen og et sted at høre til, hvilket jeg ikke havde før jeg mødte dig. Jeg kan.. ikke love at dette har en god slutning, men jeg vil have at du skal vide hvad du har givet mig.. hvorfor jeg ikke bare kan give slip på dig,” tilføjede hun dæmpet og hævede blikket til hans. Hendes hjerte hamrede bare ved tanken om at skulle forlade ham, det var næsten ikke til at bærer. ”Jeg har ikke tænkt mig at spilde den mulighed,” medgav hun og sendte ham et lille smil. Maden fyldte hele stuen med en behagelig duft. Man kunne på sit vis kalde det for morgenmad, for aftenen og natten var mere eller mindre gået forbi og himlen var lysnet. Uden at kommentere det yderligere, nikkede Cayla blot sagte, og hævede at glas i takt med at han gjorde. ”Skål. For en fantastisk aften,” korrigerede hun med et glimt i øjet, idet hun lod glasset klinge let mod hans, før hun førte det til sien læber og lod den søde nektar glide igennem og varme hendes svælg. Normalt var hun ikke til rødvin, men bare den brændende fornemmelse af alkohol fik hende til at slappe af. Hun slap hans hånd og lod glasset glide tilbage foran hende, for i stedet at tage fat om bestikket også selvom det var mere besværligt med de manglende fingre.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Grænserne var rejst af en grund, og det vidste Junior godt, så det var ikke noget som han tog så tungt. Når det endelig skulle komme til stykket, så forsøgte han da om ikke andet at gøre det så godt som det han nu kunne, for han ønskede jo slet ikke at skulle skubbe hende fra sig eller noget lignende, for det var han slet ikke ude på! Han ønskede ind i varmen igen.. Han ønskede tilbage i hendes liv, som han ønskede at blive en del af hendes, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han vendte blikket ganske sigende mod hendes skikkelse endnu en gang. Tanken omkring Elvolganta, var ikke af slagsen som han brød sig om, også fordi at han på ingen måder brød sig om den mand. En mand som tydeligt kun ønskede at være der for dem som man ville, frem for dem som virkelig havde brug for det, hvilket ikke var noget som han havde respekt for! At hun var bange, fik hans smil til at falme en anelse. ”Jeg ved det godt..” Han greb roligt omkring hendes hånd, som han gav et let klem. Det var en af de bekymringer, som han aldrig nogensinde havde været i stand til at lægge fra sig, frem til de fandt ud af hvad grunden var, for det var jo endnu ganske uklart. ”.. Din far kan måske hjælpe dig med mange ting, men… har du virkelig brug for ham i længden? Når der kommer lidt mere ro på tingene… Tror du så ikke at det vil hjælpe lidt?” spurgte han en anelse forsigtigt. Han ønskede naturligvis at være der for hende igennem hele forløbet, for han ønskede da slet ikke at lade hende kæmpe med tingene alene, for det var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af! Han ønskede ikke at være alene, og han ønskede at være en del af hende, hvor han vidste, at hun havde det på samme måde et sted, selvom hun måske ikke havde givet udtryk for det på samme måde, som det han selv havde. Hendes følgende ord, fik ham kun svagt til at smile, for det var bestemt ikke fordi at han ønskede at slippe hende, for.. det kunne han ikke. Han fortrød nemlig intet af hvad de havde gjort sammen! Intet! ”Sammen fik vi den mest fantastiske lille pige, som mod alle odds, har formået at skabe sig sit eget liv. Vi kan kun være stolte af hvad vi har givet hende med på vejen. Jeg har kun forsøgt at skænke Jer det bedste som jeg kunne give Jer.. Og jeg har aldrig fortrudt noget af det..” Han selv var ikke i stand til at give slip på hende, og det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i! Han lod hende roligt tage hånden til sig, også selvom han ikke tog det som en afvisning. Tvært imod. ”Godt. Det vil jeg nemlig heller ikke,” endte han ganske sigende endnu en gang. Han hævede glasset i en skål, også selvom hun irettesatte ham, så var det ikke på nogen dårlig måde! Slet ikke! Han lod glasset klinge mod hendes. ”For en fantastisk aften,” rettede han sig selv, som han tog en tår, kun for at stille glasset fra sig igen. At det var besværligt for hende at holde bestikket, kunne han godt se, men.. han ønskede at hun skulle finde ud af det. ”Sig til hvis jeg skal give dig en hjælpende hånd, Cayla,” sagde han roligt, som han tog sit eget bestik til sig. Han afventede dog, til hun havde taget hvad hun ville have først.