A new life, a new friend?

[Deleted]

Det hele synes at kollapse før noget overhovedet var begyndt. Derick havde end ikke nået at hilse på Vladimir, før han havde angrebet ham, hvilket han på ingen måder fandt i orden, da han her havde givet Denjarna lov til at se sin ven igen, selvom han ikke engang var begejstret for det, og så skulle han angribes? Han vidste godt at slaget måske var fortjent, fordi han havde gjort Denjarna ondt, da han i hans egne øjne havde fortjent en værre straf end bare et enkelt slag, men han levede også i skam og skyld hver dag, så det at blive banket i hovedet med det, var ikke just noget som han havde brug for, da han godt vidste hvad han havde gjort af fejl. Det lød dog til at hun kun havde svinet ham til overfor alle andre og så var det da ikke så mærkeligt at folk rådede hende til at gå fra ham! Han havde dog ikke kun gjort onde ting, da han havde gjort hende lykkelig i flere årtusinder, hvor han valgte at isolere sig med hende, kun for hendes skyld, for deres forholds skyld, og han havde tilmed gået med til at lade hende se hendes ven igen, og gået med til at møde ham, for at hun kunne få det godt, da han satte hende i første række. Han havde tilmed renoveret et helt hus for hendes skyld, som han havde ledt efter en kur til hende, så hun kunne blive mørkelver igen – der var hun så kommet ham i forkøbet, men det var tanken der talte – og han havde også fundet et job, kun for at han kunne brødføde dem, og sørge for at hun fik mad på bordet, en seng at sove i, og tag over hovedet. Han fnøs derfor også da hun fortalte at hun kun havde sagt hvad der var relevant, for hvis det var relevant at svine ham til på trods af at de havde haft det godt sammen før i tiden, hvor han rent faktisk havde gjort hende lykkelig, jamen så vidste han sgu ikke om det var det værd. ”Glem det!” råbte han arrigt tilbage, som han forlod huset, da han nægtede at tage sine ord til sig! Han var måske den store synder til at det var gået galt denne gang, men hun glemte alle de fejl hun havde gjort tilbage i tiden hvor han havde tilgivet hende og taget hende ind i varmen igen, selv på trods af at hun havde været ham utro flere gange! Vred var han, hvor det næsten føltes godt at komme ud i den kolde vinternat, da det næsten kunne køle ham lidt ned. Kulden bed desuden ikke på ham, som den gjorde ved de levende væsner, så han ville ikke kunne blive syg eller dø af kulde. Han satte sig blot op ad træet i sneen, hvor han ikke tog sig af at hans fine bukser og hans skjorte blev våd, da det hele kunne være ligegyldigt. Han sukkede tungt for sig selv. Det kunne godt være at han tit skred, men det var fordi at der var sket så meget i hans liv, hvor han var blevet dolket så mange gange i ryggen, at han ikke havde lyst til at være den der blev dolket i ryggen endnu engang. Derfor var det også bare lettere at smutte fra det hele, fremfor at tage tyren ved hornene, da det kunne gøre mere skade end gavn.

[Deleted]

Det hele var direkte forfærdeligt, men Denjarna kunne vel roligt sige, at hun var ved at være vant til det. Hele hendes liv havde gået ned ad bakke, siden hun havde mødt Derick igen, og det var en viden der var svær at håndtere. Hun vidste i hvert fald ikke længere, hvad hun skulle stille op, da de kun syntes at skændes frem for at elske hinanden, som et par burde gøre. Det gjorde ondt i hendes hjerte, at det skulle være sådan, samt det tærede på hendes energi, da det var hårdt at være ulykkelig. Selv havde hun troet, at det gik dem bedre, men det gjorde det tydeligvis ikke, og det gav hende en lyst til bare at tage sine ting og gå. Det var en lyst hun op til flere gange havde haft, og hun vidste snart ikke længere, om hun bare skulle følge den. Det var nemlig lige før, at hun tænkte, at hun ville være mere lykkelig på egen hånd. Intet sagde hun, da Derick råbte ad hende, som det blot fik hendes krop til at skælve svagt, mens hun mærkede følelserne vælde op i sig. Det var bestemt ikke en god ide at skændes under en graviditet, da det satte hormonerne i selvsving, og dem havde hun ingen kontrol over! Det tog hende noget tid at samle selv, og få talt til Vladimir, da det hele var langt over hendes hoved. Kortfattet nikkede hun, som han sagde ja til at blive. Vred var hun på den mand, men han var også savnet, og derfor kunne hun ikke bare lade ham gå. Hun ville desuden selv ende med at gå, hvis begge mænd forlod stedet. Det var næsten, hvad hun følte mest for, men måske var det ikke så smart igen. Sine hænder rev hun til sig, da Vladimir valgte at tage fat i dem, da hun bestemt ikke var klar på sådan noget lige nu. Hun fulgte dog hans eksempel og gik over mod sofaen, da det kunne være rart at sidde lidt. ”Jeg tvivler på, at det vil rode bod på noget,” mumlede hun stille, som hun valgte at tage plads i sofaen, hvorefter han selv satte sig ved siden af hende. Tungt trak hun vejret, som hun mærkede, hvordan hormonerne og følelserne begyndte at lege med hende, som hun begyndte at føle, at det var ufatteligt varmt, samt at alt var imod hende. ”Det er Derick der begyndte at ødelægge det hele for to måneder siden.. Men du er bestemt ingen hjælp på problemerne. Derick og jeg har haft problemer siden, at vi fandt sammen, og jeg troede, at min graviditet muligvis ville hjælpe på problemerne, men nu ved jeg ikke, om det er smartere at redde mig selv og bare gå min vej,” sagde hun sandfærdigt, uden hun så imod Vladimir. De sølvgrå øjne hvilede blot på den tændte pejs med et trist skær, som hun ikke følte for livet i øjeblikket. Intet ville alligevel gå til hendes fordel, og derfor spekulerede hun over, om det hele måske ville ændre sig, hvis hun blot tog sagen i egen hånd og klarede sig selv. Hun elskede Derick, men måske var det ikke rigtigt, hvor hun muligvis bare klyngede sig til ideen om fortiden. Hun sukkede, som hun blot følte det som om, at hun var inde i en depression, og det kunne hun på ingen måde overskue at leve med!

[Deleted]

At se Derick råbe, forlade stedet med smækkede døre og Denjarna råbe igen, selvom hun godt nok blev stående, gav kun Vladimir en dårlig smag i munden, da han ikke kunne lade vær med at føle at det var hans skyld, for det var jo tydeligvis hans ord som Derick havde hentydet til og derfor var det vel ham der havde ødelagt det hele? Det var lige før at han rent faktisk fik dårlig samvittighed, hvilket han sjældent fik, men han ønskede jo ikke Denjarna ondt og det havde ikke været hans mening at ødelægge dette møde, for havde han ikke angrebet Derick, var det hele måske gået anderledes. At hun bare rev hænderne til sig, fik ham også til at bide sig i indersiden af kinden, da hun tydeligvis endnu var sur på ham og det forstod han godt, selvom han ikke helt vidste hvordan han skulle redde sig ud af den igen, for det havde han gjort noget han ikke burde have gjort. Det måtte dog glæde ham at hun ikke ønskede at han gik på trods af det han havde gjort, hvor han så måtte forsøge at gøre det godt igen. Han lod hende roligt tage plads i sofaen, hvor han selv satte sig, imens han let sukkede lydløst for sig selv, som han ikke helt vidste hvordan han skulle gøre det godt igen. Han blev tydeligt overrasket over hendes ord, ikke at det var Derick der var synderen, men at hun fortalte om graviditeten. Han blinkede overrasket med øjnene, hvor han næsten mistede kæben. ”Graviditet? Er du.. er du gravid?” spurgte han tydeligt overrasket. Det havde hun jo ikke fortalt ham! Men det var nok det som havde været anderledes ved hende. Hun var mørkelver igen og gravid. Så forundrede det ham heller ikke at hun var flippet ud ved døren og havde hamret mod den, for det lignede ikke just hende. Han vidste at kvinder typisk skulle til at døje med hormonerne når det blev gravide, selvom han ikke havde videre forstand på det, som han kun vidste de mere basale ting, såsom at der gik ni måneder før man fødte. At hun så var gravid kom dog bag på ham, selvom han kunne regne ud at det måtte være Derick der var faderen, derfor forstod han heller ikke at de havde problemer, for det var vel godt? Medmindre de naturligvis ikke gad have barnet, for så kunne det jo godt blive et problem. ”Og hvad er problemerne helt præcist?” spurgte han videre, for at svare på hendes ord og samtalen som de havde været inde på, inden han var blevet overrasket, hvor det ville være rart at få det uddybet, da han ikke var helt sikker på hvad der var galt mellem dem, for han havde jo ikke været her. Det måtte dog også på sin vis irritere ham at hun sagde sådan, for hun havde forladt sit gode liv hos ham til fordel for Derick, hvor han ikke havde været synderligt meget for det, men Derick virkede nu ikke til at være en ond mand, for så havde det jo været tydeligt af hans fremtoning og manden havde tilmed ladet angrebet gå forbi og forsøgt at gøre sig gode venner med ham for Denjarnas skyld, selvom han godt nok var endt med at gå ud af døren. Desuden lød det heller ikke helt som hende bare at gå sin vej, for det var ikke den person hun havde vist ham, så måske hun bare var inde i en dårlig periode? Det skyldtes uden tvivl graviditeten.

[Deleted]

Det gav Denjarna en kvalmende følelse, at det hele gik så galt, som det nu engang gjorde. Hun havde glædet sig inderligt til denne nat, inden den overhovedet havde hændt, men nu syntes det, at have været en idiotisk glæde. Det var nemlig blevet tydeliggjort for hende endnu engang, at hun ikke kunne få tingene, som hun ønskede dem. Gang på gang skulle det nemlig gå galt, og det irriterede hende grænseløst! Hun vidste ikke, hvad hun kunne gøre ved det, men dog kunne hun få det frem på læben, at hun ikke ønskede, at Vladimir gik nogen steder hen. Hvad Derick lavede, anede hun vitterligt ikke, men hun vidste, at det sårede hende, at han gang på gang forlod hende. Derfor vidste hun heller ikke, om hun egentligt bare burde følge trop og også gå sin vej. For nu tog hun dog plads i sofaen, som Vladimir havde foreslået for dem at sidde ned og på den led at slappe af. Det måtte formentligt også være en fornuftig ide. At Vladimir egentligt ikke havde vidst, at hun var gravid, havde hun ikke videre tænkt over, da det simpelthen måtte være for banalt for hende lige i øjeblikket. Hun kunne dog se på ham, at det kom som en stor overraskelse for ham, som hun skævede til ham ud af øjenkrogen. ”Jeg troede du havde opdaget det.. Det er måske ikke meget endnu, men det er der,” sagde hun stille, hvor hun endte med at ligge sin hånd over sin svagt bulende mave. Hun bed sig selv i læben. Derick havde valgt at gå sin vej, og hun sad derinde med sin gravide mave, og en ven der ikke havde en situationsfornemmelse. Hormonerne måtte på ny overtage hende, hvor tårende derfor vældede op i de smukke sølvgrå øjne og blændede dem. Det hele var forfærdeligt, og hun havde ingen ide om, hvordan hun skulle klare sig igennem de næste par måneder og år for den sags skyld! Det gjorde ondt, og som smerten steg, fik hun lyst til at rive barnet ud af sit indre og bare stikke af! Dette var intet liv for hende, og det havde hun konstant fortalt alle, men alligevel havde hun endt op med et sådant liv, og galt gik det selvfølgelig. Hun hadede barnet. Hun hadede Derick. Hun hadede Vladimir. Hun hadede sit liv. Det gjorde forbandet ondt, hvor hun blot havde lyst til at stikke af, men hvor skulle hun dog flygte hen? Verdenen havde ændret sig, og hun havde ufatteligt svært ved at finde et passende ståsted i dette nye liv. Tænderne bed hun sammen, som Vladimir valgte at tale til hende igen. Tårerne faldt ned ad hendes kinder, hvor hun havde valgt at samle hænderne i skødet, hvor hun nu knyttede dem hårdt. ”Alt er problemerne! Derick bruger mig som føde og fylder mig med stoffer, der har efterladt mig med dette miserable kommende liv, med unge på skuldrene! Derick og jeg kan dårligt nok tale sammen, efter at vi fandt sammen igen, som det kun er problem, på problem, på problem. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre.. om jeg skal stikke af og prøve at redde mit liv, eller om jeg skal blive her og få endnu flere problemer,” sagde hun sorgfuldt. Det var bestemt ikke et drømmescenarie for hende, og hun var uden tvivl i tvivl om, at dette var det rigtige for hende, og det skyldtes ikke kun graviditeten, da der havde hersket problemer længe før. Tanken om, at det egentligt var en horeunge, hjalp heller ikke på sagen, da hun rent faktisk var blevet gravid udenfor ægteskab. Svært var det, og hun anede ikke, hvad hun mon skulle stille op.

[Deleted]

At Denjarna var blevet gravid, var noget som kom som et chok for Vladimir, hvor han pludselig kunne mærke at det var godt at de var kommet ned at sidde, for det var da en nyhed som lige skulle sluges! Han havde ikke just regnet med at hun ville være gravid efter de måneder, for så lang tid siden var det jo heller ikke at de var blevet skilt, skønt det havde føltes som en evighed. Han sad også i flere lange sekunder og stirrede på hende, da han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere. Han blinkede adskillige gange med øjnene, hvor han flere gange måtte åbne og lukke munden. ”Vi er vidst begge klare over at jeg ikke er manden der ligge mærke til sådanne ting. Ikke i et så tidligt stadie i hvert fald. Men.. tillykke? Det er vel hvad man plejer at sige? Eller hvordan har du det med det?” spurgte han nysgerrigt, hvor han lagde mærke til at hun lagde hænderne over maven. Om hun var henrykt over det, anede han ikke, lige nu forekom alt som en katastrofe, hvilket vidst var hans skyld, men om hun inderst inde ønskede det eller ej, kunne han desværre ikke sige. Han rynkede let brynene, da han så hvordan hun knyttede hænderne i sit skød, hvor han også så tårerne vælde op i hendes smukke sølvgrå øjne for kort tid efter at søge ned over hendes rosenrøde kinder, hvilket fik ham til at rykke sig tættere på og slå armene omkring hende. ”Hey, kom her,” bad han i en dæmpet tone med en snert af bekymring, som han trykkede hende ind til sig, hvor han blidt kyssede hende mod håret, imens han strøg hende over armene. Han måtte erkende at han ikke just var vant til at sidde med en grædende kvinde i sine arme, hvor han altid havde været direkte elendig til følelser, men det kunne vel også til tider være en god ting? Så holdt man hovedet koldt og så fornuftigt på tingene, frem for at blive helt sentimental. Han lyttede dog til hendes kvaler, da han kunne fornemme hvor meget det tyngede hende og det gjorde ham bekymret, for han havde aldrig ønsket denne ulykke for hende. Nogle af hendes ord, gav dog ikke helt mening for ham, som de kun gjorde ham mere forvirret, skønt han tog en dyb indånding og vendte blikket mod hende. ”Denjarna, jeg vil være ærlig overfor dig, fordi jeg holder af dig og du er den eneste af betydning i mit liv. Det gør mig halvt irriteret at du har det sådan, når jeg ved hvor godt du havde det hos mig, hvor det sårede mig, da du forlod mig, men når det er sagt, så havde du problemer selv før du stødte på Derick, kan du huske det? Første nat jeg mødte dig, stødte jeg på denne halvt vanvittige kvinde, der var lettere morderisk, bidsk og fortabt, du havde været indespærret som et dyr, hvilket ikke er årsager der skyldtes dit forhold til Derick, sådan er livet bare; hårdt med en masse modgang, og tro mig, det ved jeg. Men hvem er vi, hvis vi bare giver op, stikker halen mellem benene, når det brænder på, løber for vores ansvar, stikker folk i ryggen eller det der er værre? Det er der ingen morale i. Du er bedre end det! Du viste mig hvilken fantastisk, omsorgsfuld, varmhjertet kvinde, med et hjerte af guld, og enhver mand vil føle sig berørt af en gud, hvis han havde dig. Og det er jeg mere end sikker på at Derick også gør. Jeg så ind i hans blik, jeg så skylden, skammen, angret, han hader mildt sagt sig selv for hvad han har gjort mod dig; det skal man da næsten være blind for ikke at kunne se, når han taler om det. Jeg ved at det han har gjort, på ingen måder kan retfærdiggøres, og tro mig, jeg har stadig lyst til at gøre værre ting ved ham end at slå ham fordi han har gjort dig ondt, men sådan som jeg ser på det, så lyder det som om I er ret gode til at være lige gode om tingene; du har en affære med en anden mand, han er sammen med en anden kvinde, du omgøre ham til vampyr, han bider dig. Jeg vil dog sige, at jeg kender til det ikke at kunne styre sin trang, for jeg har selv dræbt uskyldige på det, som ikke havde fortjent at dø, men det at bide den man elsker er ikke altid en dårlig ting, det kan være euforisk for vampyren, ligesom det ifølge de nye regler giver dig beskyttelse mod andre vampyrer, og så har han intet ondt ment med det, da han fortryder det oprigtigt. Og du må heller ikke glemme hvorfor det var at du forlod dit ’søde’ liv på mit slot, til fordel for ham; du sagde du ikke kunne benægte dine følelser for ham, at han var dit livs kærlighed, din mage, at selv på trods af det onde der var sket, måtte du give ham en chance, så tag den chance Denjarna, frem for at lade den glide mellem dine fingre, frem for at miste hvad du kan få; lykke, en som elsker dig højere end livet selv. Hele mit liv har jeg levet uden kærlighed, men har kun oplevet at blive forrådt og dolket i ryggen, at være alene og ensom, du har en mand som elsker dig, og ærligtalt vil jeg klart foretrække dit liv om det så er fyldt med problemer, frem for at være alene og leve uden nogen. Du er heldig Denjarna, velsignet, og han virker ærligtalt ikke til at være så ond som du næsten har beskrevet ham som. Skønt han uden tvivl er en idiot, men det kan man leve med, hvis man husker de gode sider, for glem ikke; ingen er perfekte. Han prøver at rette op på tingene, det beviser vel også kun at han vil dig? Så hvorfor ikke huske på de gode år du har haft med ham, hvorfor du ville have ham og kæmp for det? Det skal gøre ondt for at det kan være godt. Så se frem Denjarna, lyset for tunnelen er ikke så langt væk som du tror. Desuden, hvis han endelig skulle blive et problem igen, så siger du det bare til mig og så skal jeg nok sætte ham på plads for dig,” svarede han med en rolig stemme og med et morende glimt i blikket til den sidste kommentar.

[Deleted]

Denjarna ænsede skam godt, at det kom som et chok for Vladimir, at hun var gravid. Hun havde ikke selv tænkt over, at det egentligt ville komme bag på ham, da hun i øjeblikket tænkte af sporet, grundet al balladen med både Vladimir og Derick. Det gjorde hende ked af det, og derfor måtte det uden tvivl præge hendes tankegang. Fingrene lod hun i øjeblikket glide over sin mave, hvor hun kun kunne tænke, hvor meget hun hadede den udviklende unge i sit indre, og hvor meget hun ville ønske, at det aldrig havde hændt hende. Hun var på ingen måde mormateriale, og hende og Derick var bestemt ikke forældremateriale, eftersom de ikke engang kunne finde ud af deres forhold. De burde måske bare forsøge at dræbe barnet, og så ville der i det mindste være et problem, der var blevet destrueret. Det var dog ikke helt ligetil, skønt hun i øjeblikket så sort på livet, da hun når alt kom til alt havde svært ved tanken om at skulle dræbe det individ, som hun var i gang med at skabe. Hun fnøs dæmpet ad Vladimirs ord. ”Tillykke? Hvordan kan du få dig selv til at sige tillykke, når det er et mareridt? Du hader desuden faren, så derfor burde du foragte tanken mere end mig.. Og hvordan tror du selv, at jeg har det med det?! Har du nogensinde hørt mig sige, at jeg ønskede en hel familie?!” sagde hun bidende, da hun slet ikke kunne kontrollere det. Han var måske ikke den bedste at blive vred på, men han havde fortjent et par prygl, efter at han havde ødelagt hendes forsøg på at gøre dem alle venner. Han var desuden en idiot, når han tænkte, at hun var glad for al det der hændte i øjeblikket. Hun kunne ikke have det værre, end hvad hun havde det nu! Hun ville hellere rende psykotisk og alene rundt, som hun havde gjort, efter sin tilbagevenden. Der havde hun vidst, hvad hun havde haft med at gøre, som det bare havde været hende selv. Hun havde troet, at hun behøvede Derick eller en mand i sit liv, men det havde tydeligvis kun forværret hendes situation af at tænke den tanke. Som han trak hende ind i sin favn, da hun begyndte at græde, skælvede hun svagt, men hun gjorde intet for at trække sig væk, da hun alligevel fandt det rart at mærke en hos sig. At han var irriteret over, at hun havde valgt Derick, var han ikke alene om, da hun selv hadede sit valg størstedelen af tiden. ”Jeg ved udmærket godt, hvordan jeg var, da du fandt mig! Men prøv ikke at smid det i hovedet på mig, at jeg havde problemer inden Derick, fordi problemerne er kun blevet tusind gange værre, efter at jeg mødte ham igen! Hvis der er nogen, der har ødelagt mig, er det ham! Du aner ikke, hvordan de sidste par måneder har været for mig, for de har været mere end forfærdelige,” sagde hun hårdt. At han så vovede at sige til hende, at hende og Derick var lige gode om tingene, fik hende til at rive sig ud af hans favn, hvor der heller ikke gik lang tid før, at hun stod på benene igen. ”Er det helt retfærdigt, hvad han har gjort mod mig, fordi jeg var ham utro for et årtusind siden? Er det okay, at han bed mig, fordi jeg blev tortureret i to århundreder og var ødelagt?” spurgte hun spidst, hvor det var tydeligt at høre, at han bare gjorde hende mere og mere arrig. ”Det kan godt være, at det er euforisk for en vampyr at bide en, og at et bid kan bringe en beskyttelse, men hvis man virkelig elsker en, bider man ikke en, uden at man har bedt om tilladelse inden! Det skulle han have gjort af respekt for mig, men det gjorde han ikke! Og det er meget muligt, at jeg levede i den tro, at Derick og jeg er uadskillelige, og det er vi muligvis også, men jeg finder kun mere og mere ud af, hvilken skidt person han er for mig. Jeg troede, at han ville gøre mig lykkelig, men det gør han ikke. Det har han ikke formået at gøre, siden vi fandt sammen igen. Vi var måske lykkelige engang, men måske burde jeg bare have ladt fortid være fortid i stedet for at tro, at der kunne være mere for mig, for det er der ikke! Men hvis du pludselig synes, at han er så god, så bliv du og se, om du kan få noget godt ud af det. Jeg er færdig med alt det her,” sagde hun hårdt, men trist. Blikket rev hun væk fra ham, som hun begyndte at gå. Halvblændet af sine tårer gik hun over til skydedøren, som hun hurtigt fik smækket til siden, så hun blot kunne komme ud i entreen, hvor hun begyndte at trække nogle støvler på.

[Deleted]

Det kom bag på Vladimir at vide at Denjarna var gravid, selvom han hurtigt måtte fortryde at han i det hele taget valgte at sige noget, da hun valgte at bide af ham, hvilket fik ham til at rynke let på næsen, som han også holdt sig på afstand. ”Undskyld. Og jeg hader ikke Derick, jeg kan.. bare ikke lide ham ud fra det du har fortalt, selvom jeg ikke kender ham og derfor egentlig ikke kan sige noget. Og jeg kunne uanset forestille mig at det var svært, når Alexander har sat regler op omkring vampyrerne,” svarede han, hvor han vendte blikket mod pejsen. Bare det at nævne Alexander gjorde ham vred, hvor han havde lyst til at flå manden levende, desuden kunne manden bare forsøge at gå efter Denjarna og så skulle han nok sørge for at manden aldrig kom til at gå igen. Han hadede den mand mere end noget andet, hvor han endnu var ude på at få sin hævn. Han havde også styrket forsvaret omkring hans slot, hvor han altid var forsigtig når han kom ud, han havde næsten også været mistænksom omkring det at Denjarna havde skrevet til ham, fordi han havde tænkt at det også kunne være Alexander der snød ham, men det var han alligevel glad for at det ikke var. At hun så begyndte at græde, gjorde ondt at se på, selvom han også følte sig lettere hjælpeløs, da han ikke just var vant til at være manden der sad og trøstede en knust kvinde, skønt han skam gerne ville gøre hvad som helst for hende. Han fortsatte blot med at stryge hende over ryggen, armen og håret, hvor han forsøgte at trøste hende. ”Men hvorfor er du så blevet hos ham, hvis han har gjort dig så meget ondt?” spurgte han uforstående, da han ikke kunne se hvorfor hun blev hos en mand der gjorde hende ondt, da hun havde haft det godt hos ham, hvor han havde behandlet hende med respekt, ikke som alle de andre hun havde mødt. Han kunne ikke drømme om at gøre hende ondt, hvor han kun ønskede hende det bedste. At hun så rev sig ud af hans favn, fik ham til at rynke brynene, da han godt kunne fornemme at han havde sagt noget forkert – igen. ”Jeg har ikke sagt at det var retfærdigt, tværtimod det stik modsatte, Denjarna! Det han har gjort burde han bøde for, hvor han – som jeg allerede har sagt – har fortjent værre end bare et slag i maven!” svarede han i en kortfattet tone, som han selv endte med at rejse sig, da hun også gjorde, hvor hans kulsorte øjne hvilede på hendes skikkelse. ”Men har du overhovedet givet ham en chance for at gøre dig lykkelig? Du skal måske leve med frygten – og jeg siger ikke at det er okay – men han skal stadig leve med skammen resten af sine dage, hvilket han så til gengæld også har fortjent. Men det bliver trods alt ikke bedre, hvis ikke I gør noget ved det, og hvis I bare bliver ved med at kaste med skyld. Man skal gøre en indsats,” svarede han i samme kortfattede tone. Hendes sidste ord slog ham dog ud, hvor han igen blinkede med øjnene, da hun bare valgte at.. gå? Han stod tilbage og så blot efter hende, hvor han ærligtalt ikke vidste hvad han skulle stille op eller hvad han skulle gøre for.. nu følte han da først at han havde ødelagt det hele. Han blev stående, hvor han blot så efter hende smække med dørene og han kunne ikke rigtig finde ud af om han skulle blive eller gå for.. han følte sig ikke just længere velkommen og derfor havde han vel ingen grund til at blive?

[Deleted]

Sandt var det, at Vladimir ikke kendte Derick synderligt godt, og at han derfor heller ikke kunne komme med en retmæssig bedømmelse af manden. Samtidig med det, var Alexander også et problem, da han havde stille restriktioner op, som de skulle følge. Om Denjarna havde i sinde at følge dem var dog en anden sag, da hun ikke havde lyst til at omgøre sit barn, når det endelig kom til stykket. Derfor var det blot et problem oveni alle de andre utallige problemer, skønt hun dog havde fået tilladelse til at føde barnet og blive hos Derick. Det var dog ikke fordi, at hun havde lyst til at gøre nogen af delene lige i øjeblikket, da hun mest af alt havde lyst til at sende Derick til månen og skære fosteret ud af sin mave. ”Og al det er blot beviser på, at det hele kun er et stort problem. Alexander kan desuden rage mig en høstak. Han skal ikke bestemmer over, hvad jeg foretager mig af valg. Det min beslutning, og kun min alene, og så må han vælge at skide glasskår, hvis det er det han vil,” fnøs hun arrigt. Hun havde intet tilovers for vampyrernes regler, da hun ikke længere var en af dem, og det var hun kun mere end glad for. Hun tilhørte livet og elverne, som det var hendes retmæssige plads. At hun så igen igen skulle diskutere, hvorfor hun endnu var sammen med Derick, fik hende til at sukke. Det var bestemt ikke første gang, at hun tog den diskussion, og det var formentligt heller ikke den sidste. Let var den heller ikke, da hun trods alt havde følelser for Derick, men samtidig med det gjorde han hende ulykkelig, fremfor lykkelig. ”Jeg er blevet hos ham, fordi det ikke er så ligetil igen at gå fra en! Men hvis du er af samme mening, at han gør mig ondt, så tag mig med dig nu,” sagde hun med en hævet stemme, da alle følelserne måtte buldre i hende. Lige i øjeblikket havde hun ikke meget til overs for Derick, da han ikke var andet end en kujon, som han havde valgt at skride fra hende nu. Det kunne godt være, at han havde fundet dem et hus og var den person der tjente pengene ind, men det var ikke meget værd i hendes øjne i øjeblikket, når han sårede hende. Derfor havde hun mest af alt lyst til at gå, hvor det måtte forekomme helt fristende at tage tilbage med Vladimir. Tænderne endte hun med at bide hårdt sammen, da han begyndte at tale om, hvilken straf Derick egentligt fortjente. Hun mente ligeledes, at han havde fortjent værre end et slag i maven, da det var ingenting i forhold til det han havde gjort ved hende. Helt ligetil var verdenen dog ikke, og derfor kunne hun ikke sige, at han skulle straffes fysisk, da det gjorde ondt på hende, hvis han blev skadet. Derfor sagde hun ikke, da hun ikke ville kunne finde en straf, som hun ville kunne håndtere, og som hun ville finde ham retmæssig. ”Jeg er ligeglad med, om han skal leve med skammen resten af sine dage! Han kunne bare have ladt være, hvis det virkelig betød noget for ham! Og tro mig … Jeg har forsøgt at give ham chancer, men det hjælper intet. Jeg er bange for ham, og vi møder konstant nye problemer. Derfor kan du lige vove at sige, at jeg ikke har gjort en indsat for at blive!” sagde hun hårdt, som det irriterede hende, at han troede, at hun bare kastede håndklædet i ringen, når hun utallige gange havde forsøgt at genvinde sin kærlighed til Derick. Derfor gad hun heller ikke blive og få lort tilbage, og derfor valgte hun at gå. Det var muligvis ikke professionelt at forlade sin gæst, men lige nu havde hun ikke længere lyst til at befinde sig i dette hus, som hun blot ønskede at komme væk og være fri, som hun engang havde været. Derfor begyndte hun at trække sine støvler på, for derefter jakken, hvor hun gik ud af hoveddøren uden et ord til Vladimir. Hvis han ville med hende, måtte det blive hans valg, men hun havde i hvert fald i sinde at gå lige nu og her! Kulden ramte hende øjeblikket, som hun kom ud, hvilket fik hende til at trække godt i kappen. Det stoppede hende dog ikke, som hun blot begyndte at gå, hvor hun begav sig ned ad stien mod centrum. Derick værdigede hun end ikke et blik, som hun nægtede at kaste flere blikke på ham, da hun simpelthen var for arrig i øjeblikket.

[Deleted]

Det hele synes at være kørt over gevind, hvilket ikke just var noget som Derick havde regnet med. Han vidste også at han blev synderen for dette møde, fordi han var den som var gået, men han havde haft brug for frisk luft, da det andet drev ham til vanvid. Han fandt det på ingen måder fair at han stillede huset til rådighed, udviste gæstfrihed kun for at skulle blive angrebet i sit eget hjem! Han vidste ærligtalt ikke hvad han mente om Vladimir, da hans lille nummer på ingen måde var acceptabelt! Han var vred og frustreret, da han også var såret over at Denjarna talte om ham bag hans ryg, selvom det vel også var fortjent? Det var dog inden han havde bidt hende og derfor forstod han ikke hvorfor. På den anden side havde hun også troet at han havde forladt hende og det havde han jo ikke, da han var blevet kidnappet og havde gået igennem et rent mareridt med mørket i hans krop, som endnu var der, skønt mærket måtte hjælpe frygtelig godt på det. Han sad endnu ved træet, hvor han ikke havde taget sig sammen til at gå, for det ønskede han jo heller ikke. Han havde bare brug for frisk luft til at tænke i, hvor kulden alligevel ikke bed på ham. Han var våd på røven og i enden af sin skjorte fordi han sad i den kolde og våde sne. Hvor længe han havde siddet der, anede han egentlig ikke, selvom han nok burde komme ind igen, skønt han ikke videre var fristet til det. Blikket løftede han dog, da han hørte døren gå op, hvor han vendte blikket i retningen af den og så Denjarna komme ud … alene. Han lagde hovedet let på sned, som han så at hun bare begyndte at gå, og hvor var hendes ven nu henne? Hvad var der sket efterfølgende? ”Denjarna!” kaldte han, som han fik skubbet sig op på benene, hvor han gjorde en hurtig bevægelse og stod henne ved hende, hvor han greb ud efter hendes ene arm, for at få hende til at stoppe. ”Hvor skal du hen?” spurgte han med rynkede bryn, skønt det måske sagde sig selv, for hun havde vel fået nok? Det gjorde kun hans dårlige samvittighed større. Han lød sin tommel stryge hende over overarmen, hvor han forsøgte at få øjenkontakt med hende. Han vidste godt at hun var sur, selvom det slet ikke havde været meningen at hun skulle fare op i det røde felt på kun så kort tid. Han stillede sig ind foran hende og afskar hende derfor vejen til stien, som han stod i vejen for hende, hvor han løftede den ene hånd i et forsøg på at stryge hendes kind. ”Du må ikke være sur Denjarna, du har glædet dig i så lang tid på denne aften,” bad han i en dæmpet tone, skønt han godt vidste at det hele var hans skyld, for han var den der var gået i stedet for at blive, hvilket han nok skulle have gjort, men han havde haft brug for frisk luft, da han selv ikke havde været begejstret for denne aften og det var hurtigt blevet for meget for ham. ”Bliv,” bad han i samme dæmpede tone, hvor hans violette øjne søgte til hendes.

[Deleted]

Det hele var uden tvivl gået over gevind, som Vladimir havde slået Derick, og derfor gjort Denjarna vred. Derefter havde Derick valgt at hidse hende endnu mere op, ved at holde hende udenfor. Hvad der så var sket, anede hun ikke, men Derick havde i hvert fald valgt at gå, og føje endnu mere hidsighed til hendes allerede blomstrende vrede. Derefter var det kun blevet værre, da Vladimir for alvor havde gjort hende vred, og det efterlod dem alle med det resultat, at; Vladimir var forvirret og alene inde i huset. Derick var vred og sad udenfor. Denjarna var direkte arrig, og på vej til at forlade det hele, og havde derfor også valgt at søge udenfor. Uden så meget som at kaste et blik rundt på sine omgivelser, bevægede Denjarna sig ud til stien, der i sidste ende ville føre hende ind til selve Atterlin. Om hun ville få sig et værelse der, eller om hun ville finde en hestevogn, der enten kunne bringe hende til sit folk eller til Rimshia, anede hun endnu ikke, men vred var hun, og derfor stod det klart for hende, at hun bare skulle væk fra det hele. Tårerne der endnu prægede hendes kinder, bed hun end ikke mærke i, som hun blot tænkte på at bevæge sig hastigt frem. Gennemtænkt var det måske ikke, men i øjeblikket ønskede hun aldrig mere at se Derick eller Vladimir igen, og derfor anså hun det for at være bedst bare at gå. Det var måske også lidt af en tur, når hun var enlig, men lige nu så hun det som den eneste fornuftige mulighed, da de alle var en flok idioter! Dericks kalden ænsede hun ikke, som hun blot gik i sin egen vrede. Det var først da han hev fat i hende, at hun ænsede ham, hvor hendes blik måtte falde lynende på ham, som han valgte at stoppe hende i sit forsøg på at gå sin vej. ”Hvor vover du at stoppe mig!” råbte hun ad ham, inden hun rev sin arm til sig, blot så hun kunne lade sin håndflade søge mod hans ansigt i en lussing. Uretfærdigt fandt hun det, at han måtte gå sin vej, hvis det lystede ham, men at hun skulle sidde derhjemme med lænker. Derfor valgte hun heller ikke at føje ham, for hvis han måtte skride, når det hele blev en tand for hårdt, så måtte hun i den grad også! ”Jeg må ikke være sur?! Er det en joke, Derick? For hvis det er, så det det din værste hidtil! I har begge valgt at ødelægge min aften, og hvis ikke mit liv, hvis det skal komme så vidt. Det er mig derfor mere end tilladt at være vred på Jer, og at gå min vej. Jeg gider ikke dette tidspilde længere, så gør os begge en tjeneste og flyt dig,” sagde hun hårdt, mens skæret i de sølvgrå øjne måtte være koldt. Hendes hjerte måtte slå hurtigt, som adrenalinen i hende var helt i top, som al sorgen og alle hormonerne svømmede rundt i hende, så det blev et stort virvar. Armene valgte hun at ligge over kors, som han blot valgte at spærre vejen for hende, som om han havde retten til at bestemme over hende. ”Flyt dig, Derick!” sagde hun i en advarende tone. Hun havde ganske enkelt fået nok af det hele nu, hvor hun blot ønskede at komme væk derfra. Hun var arrig på Derick, som han gang på gang valgte at såre hende. Hun var arrig på Vladimir, fordi han ikke respekterede deres gæstfrihed, og fordi han havde talt for Derick. Og til sidst men ikke mindst var hun arrig på det gudsforladte barn, der voksede i hende indre, hvor hun bare havde lyst til at skære det ud af en sin mave.

[Deleted]

At Denjarna kom styrtende ud ad døren, var noget som fangede Dericks opmærksomhed, hvor den også fik ham til at reagere. Han kunne godt fornemme på hende at den var helt galt og om hun bare var blevet for at skælde Vladimir ud anede han ikke, men manden var ikke kommet ud ad døren endnu, så han måtte vel endnu være indenfor? Det var dog ikke fordi han tænkte på det faktum at der var en fremmede mand i huset, da Denjarna var den der fangede hans interesse, hvor han godt kunne se at det hele var gået over gevind og det ønskede han alligevel ikke, så han måtte vel hellere forsøge at gøre hende glad og rolig igen? Det var i hvert fald hvad han prøvede på, da han rejste sig op, for at gribe hende om armen. ”…” Han nåede kun lige at åbne munden, inden hun fik den lukket igen, da hun skænkede ham en lussing, hvor han først blev overrasket, så kort forfærdet, inden han måtte erkende at det nok var fortjent, fordi han selv havde hidset sig op og derefter var gået. Han bed sig kort i den bløde underlæbe, skønt han blev stående. Hun var ikke længere vampyr, så lussingen gjorde derfor ikke nær så ondt, skønt det stadig kunne mærkes. ”Det er ikke nogen joke Denjarna, og ja.. du har al ret til at være sure på begge, men derfor beder jeg dig stadig om at blive. Jeg ønsker ikke at se dig gå,” forsøgte han endnu engang, som han let rynkede brynene, da han så hvordan tårerne banede sig vej ned over hendes kind, hvilket instinktivt fik ham til at løfte hånden, for at stryge dem, som han altid gjorde, når hun græd. At hun så blev helt advarende igen og endnu engang bed af ham, og råbte at han skulle forsvinde, fik ham til at sukke, skønt han blev stående, da han ikke ville have at hun gik nogen steder, så ville han da først bryde sammen. ”Jeg vil ikke flytte mig, for at du bare kan gå din vej. Prøv nu at falde til ro og bliv, så vi kan snakke om det,” bad han endnu engang, som han sendte hende et bedende blik. Han vidste godt at han havde ødelagt det hele, igen, hvor det næsten ikke var noget nyt i det, men hvad skulle han også gøre? Det var jo snart ligegyldigt hvad han gjorde, så blev han synderen, han kunne ikke engang gå ud og trække noget luft uden at det kogte helt over og det.. ønskede han ikke. Han var måske blevet frygtelig god til at gå, når problemerne trængte sig på, men det var mere fordi han ikke havde lyst til at få fejl efter fejl til at blive kylet i hovedet på ham, skønt det heller ikke gavnede at gå nogen vegne og det beviste hun da kun nu. Han sukkede lettere opgivende, da han snart ikke vidste hvad han længere kunne gøre godt mod hende. ”Jeg ved godt jeg ikke skulle være gået, men det hele vældede bare op og blev for meget for mig. Desuden havde jeg heller ikke regnet med at din ven ville overfalde mig, så snart han kom ind ad døren,” svarede han ærligt. Kunne man bebrejde ham så meget? Han havde gjort det hele for hendes skyld, og så fik han bare kastet lort efter lort i hovedet igen, da han først blev angrebet og så fik at vide at hun talte ned om ham.

[Deleted]

Siden Vladimir havde banket på døren, var det mildt at sige, at det hele var blevet kørt af sporet. Alle syntes at være blevet uvenner med hinanden, eftersom der både var vold, tårer og råb. Denjarna følte i hvert fald intet godt for nogen af mændene lige i øjeblikket, som de begge rent faktisk kunne skride til helvedet lige nu, ifølge hende. Det var bestemt ikke, hvad hun havde ment for besøget, men det var om end ikke, hvad der havde hændt. Om det hele kunne udarte sig med ro og tålmodighed, var ikke videre til at sige, men det var bestemt ikke, hvad hun regnede med. Lige nu var hun nemlig mere end gal på dem begge, hvor hun ikke ønskede at have noget at gøre med nogen af dem. Derfor gik hun til Derick valgte at stoppe hende. Det betød dog kun en ny udløsning for hendes vrede, som hun stak ham en lussing i det sekund han forsøgte at holde hende tilbage. Arrig var hun over, at han var gået, og arrig var hun over, at han måtte gå, men hun måtte ikke. At hendes slag ikke havde gjort synderligt ondt på ham, ærgrede hende et sted, men i så fald fik han en advarsel i stedet. ”Ja! Jeg har al ret i verdenen til at være sur på Jer begge! Og du ønsker ikke at se mig gå? Det skulle du måske have tænkt over, da du selv valgte at gå,” svarede hun koldt, som hendes attitude måtte være isnende. Frygteligt dobbeltmoralsk fandt hun ham, da han selv havde fundet det helt fair, at han havde skredet ud af huset, men at hun ikke måtte. Selv ønskede hun bestemt ikke at blive, og det skulle hun nok få vist ham. Vredt valgte hun at slå hans hånd væk, som han forsøgte at vaske sporene af tårerne væk fra hendes ansigt. Som krystaller føltes de helt i kulden, men hun ønskede ikke at mærke hans omsorg, efter at hendes aften var blevet ødelagt. ”Hvis du havde ønsket at snakke om tingene, havde du ikke valgt at gå som det første, men derimod valgt at blive og forsøgt at få løst problemet. Du vil desuden bare ende med at gå, hvis vi forsøger at udrede noget, så gør os begge en tjeneste og bare træd til siden,” sagde hun afvisende. Hun tvivlede på, at det ville hjælpe, hvis de begyndte at snakke, for hun kendte dem godt nok til at vide, at deres problemer aldrig ville blive løst. Koldt hvilede hendes grædefærdige øjne på ham, som det hele måtte såre hende. Det gjorde ondt på hende, at han så på hende med sine bedende violette øjne, da hun ønskede at være hos ham, og at det hele var godt og lykkeligt, men desværre var blevet såret igen. Inderst inde vidste hun godt, at Vladimir fortjente størstedelen af skylden, da det var ham der havde indledt angrebet, men alligevel … det var utroligt let at udpege alle Dericks fejl. ”Ingen af os kendte til Vladimirs reaktion, men alligevel kunne du have blevet og støttet op omkring det hele! Vladimir faldt jo til ro, men alligevel var det dig der valgte at skride igen igen,” sagde hun koldt, som det bestemt ikke var mildhed der prægede hendes situation lige nu. ”Men siden du fik lov til at gå din vej, så på det være min tur nu,” tilføjede hun, inden hun måtte forsøge at bevæge sig udenom ham, så hun kunne fortsætte sin planlagte flugtrute ind til byen.

[Deleted]

Overrasket var Derick blevet, da Denjarna havde valgt at give ham en lussing, selvom han ikke kunne komme udenom at det nok var fortjent, som han tilmed havde fortjent det der var værre end en lussing med alt det han havde gjort mod hende, men han forsøgte trods alt at gøre op for det! Det var bare ikke let, når fejlene blev ved med at blive påpeget, da det kun stak til hans allerede enorme samvittighed. At hun var ophidset forstod han godt, hvor det nok ikke hjalp at hun var gravid, men han var altså ikke den som havde startet denne gang! Han havde rent faktisk gjort det hele for hendes skyld, så hun kunne have det godt, at hendes gæst så skulle angribe ham, var jo ikke hans skyld! Det havde han heller ikke regnet med, hvor han faktisk ikke anede hvor Vladimir var henne, for hun var jo bare gået fra huset, så var han der endnu? Han sukkede let og endte med at nikke ganske let. ”Det ved jeg godt, undskyld. Men jeg går kun udenfor for at få frisk luft, du er på vej helt væk, og.. jeg vil ikke miste dig,” svarede han i en trist tone, som hans blik hvilede bedende på hende. Han ønskede ikke at hun skulle gå, selvom hun sådan set havde al ret til det, men han ønskede ikke at miste hende, i så fald ville han da først forsøge at gøre det godt igen! Han vidste godt at det måske kunne lyde utrolig dobbeltmoralsk, men der var forskel på om man gik for at få frisk luft til hovedet, eller om man skred for alvor og sådan som hun var på vej væk, kunne det godt ligne det sidste, hvilket var det sidste han ønskede. Han anede så ikke hvad Vladimir havde sagt, eller om han i det hele taget havde fået lov til at sige noget, sådan som hun havde hidset sig op, men han måtte jo forsøge at gøre hende god igen, han kendte hende trods alt bedst af alle. At hun slog hans hånd væk, som han forsøgte at tørre tårerne bort, sukkede han endnu engang. ”Undskyld..” forsøgte han endnu engang, som han slog blikket skamfuldt ned. Han vidste godt at han var begyndt at gå fra problemerne frygtelig ofte, men han følte også at det var fordi at det for hurtigt blev for meget for ham. Han sukkede opgivende endnu engang og slog kort ud med armene til siden. ”Støtte op omkring hvad? At det var okay at han angreb mig? Eller at det er okay at du taler dårligt om mig bag min ryg og udstiller mig dårligt så alle render rundt og hader mig? Intet under at folk ikke vil have at vi er sammen, når du ikke engang forsøger at tale godt om mig,” svarede han i samme opgivende tone, da han ærligtalt ikke vidste hvad han skulle gøre mere, men han fandt det hverken fair af hende eller Vladimir. Han åbnede munden og skulle til at protestere, da hun igen sagde at det var i orden at hun skred, hvor han sukkede og kort lukkede øjnene, som han blev stående, imens hun smuttede forbi ham. Han rystede kort på hovedet, inden han vendte sig om og hurtigt indhentede hende, hvor han smøg sin arm ind i hendes, så de gik arm i arm, skønt han forventede at hun trak sin arm til sig, derfor sørgede han for at hun ikke kunne. ”Fint.. men hvis du går, så går jeg med dig,” svarede han roligt, hvor det måske var frygtelig provokerende, men han nægtede at lade hende gå i vrede, ikke uden at han havde forsøgt at få hende til at falde til ro.

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarna ikke var gået ud for at trække lidt friskt luft, som hun derimod var gået ud for aldrig at komme tilbage igen. Det var muligvis ikke hundred procent gennemtænkt, men eftersom hun op til flere gange havde tænkt tanken om at gå sin vej, så var det ikke synderligt svært at overbevise sig selv om, at det ville være det bedste at gå, når det var i sorg og vrede. Om det var, hvad hun inderst inde ville, var det nok ikke, da hun uden tvivl elskede Derick. Det gjorde dog ondt på hende, at de konstant skulle støde ind i problemer, og derfor endte det med, at hun gik sin vej… eller hun forsøgte da. ”Om det er for at trække luft, eller for at gå for evigt er irrelevant! Det eneste der betyder noget er, at du ikke ville støtte mig inde i huset lige før. Jeg ved godt, at det var forkert af Vladimir at angribe dig, og derfor forsøgte jeg for fanden også at hjælpe dig! Men takken jeg er, at du sendte mig væk for derefter at skride selv!” bed hun ad ham. Hun havde været dybt taknemmelig over, at han havde haft lyst til at møde hendes ven, men hvad der fik hende til at trække den taknemmelighed tilbage var, at han slog hende fra sig. Hun havde forsøgt at rede trådende ud, men ligeglad havde han været, og derfor stod de sådan her nu. Hvad Vladimir gik og tænkte lige nu, var hun egentligt ragende ligeglad med. Manden betød uden tvivl ufatteligt meget for hende, men hun var bestemt ikke glad for hans handling, skønt det var rart endelig at føle, at der var en der ønskede at beskytte hende. Hun spekulerede dog ikke over, hvad han følte og tænkte lige pt., som hun kun tænkte på, at hun skulle væk herfra, og det var lige nu og her! Hun fnøs ad ham, som han undskyldte. Blikket vendte hun samtidig væk, hvor hun blot stirrede olmt på et træ ikke langt derfra. ”Jeg siger for helvedet ikke, at det er i orden af ham, at han angreb dig!” råbte hun ad ham. ”Og hvis du tænkte dig lidt nærmere om, ville du vide, at jeg kun talte dårligt om dig, fordi jeg troede, at du havde forladt mig uden så meget som et ord! Og grunden til, at folk vil have, at jeg går fra dig nu, er ikke grundet det.. Det er fordi, at du ikke gør mig så glad, som jeg burde være!” bed hun af ham. Mattheus ønskede, at de gik fra hinanden, fordi hun direkte havde sagt til ham, at Derick ikke gjorde hende lykkelig, og det havde skam også været sandheden. Meget elendighed var de nemlig blevet mødt af, og det kunne han formentligt heller ikke benægte. Han kendte trods alt ligeså godt til deres problemer og skænderier, som hende. I vrede begyndte hun at genoptage sin gang, som hun sneg sig udenom ham. Hun ønskede at komme væk! Væk fra ham og al kaosset. ”Hvad fanden..!” råbte hun, som han sneg sin arm ind i hendes. Hvad fanden han gik og tænkte, anede hun ikke, men dum var han, hvis han troede, at hun havde lyst til at gå arm i arm nu. Hun var faktisk slet ikke interesseret i, at han gik med hende. ”Skrid, Derick! Gå hjem til det elskede hjem, du har bygget,” hvislede hun af ham, som hun rev sin arm til sig igen og blot fortsatte sin gang.

[Deleted]

Dericks blik blev lettere trodsigt til hendes ord, da han på ingen måder fandt det irrelevant, men det gjorde hun jo nok eftersom hun var rasende og et sted forstod han hende godt, selvom han ville mene at det var Vladimir der havde fortjent over den halve vrede, da det var manden der havde startet med at hidse hende op, hvor han kun havde forsøgt at snakke med manden alene, selvom manden så havde begyndt på alt muligt, som egentlig havde såret ham. ”Det er da på ingen måder irrelevant! Desuden så ville jeg jo bare tale med manden alene, så vi fik et ordentlig indtryk af hinanden, som jeg trods alt gik med til for din skyld,” svarede han i en mere fast tone, skønt han forsøgte at holde tonen ordentlig, da han ikke ønskede at hidse hende mere op, men det skete næsten automatisk når nogen bed af én, han ville dog også kun forsøge at få hende til at forstå, da han ikke havde ment noget dårligt ved at sende hende ud fra rummet, for det havde jo netop for at lære Vladimir bedre at kende, da han rent faktisk havde givet manden en chance, skønt det hele hurtigt var kollapset. Tænderne måtte han også bide sammen, da hun valgte at råbe af ham, hvor han vendte blikket kortfattet imod hende. Han måtte også bide sig selv i tungen, for ikke at hæve stemmen selv, da han forsøgte at kontrollere sig, for det ville da først gå galt, hvis han selv begyndte at råbe, for det ville de ikke få noget som helst ud af, og han ønskede ikke at gøre tingene værre, tværtimod forsøgte han at rode bod på det hele – som altid. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Men jeg forlod dig ikke Denjarna! Jeg blev kidnappet, en følelser du udmærket godt selv kender til, og i stedet for at blive spærret inde, fik jeg et grimt mørke skabt i mit indre, som et bæst der åd mig op indefra og ud! Og det kan godt være at du er vred lige nu, men vi ved begge at du har været smilende og glad igennem det sidste stykke tid, desuden har jeg gjort dig lykkelig før, så hvis du bare gad give mig en chance for at rette op på mine fejl, så skal jeg nok gøre det igen!” svarede han lettere bestemt, med et stålfast blik hvilende på hendes ansigt. Han vidste godt at de måske ikke havde det perfekt for tiden, men det kunne de jo sagtens lave om på, hvis de begge var opsatte på det, men det var som om hun bare ventede på at det ville gå galt igen og det hjalp bestemt ikke på tingene! At hun rev sin arm til sig, fik ham dog ikke til at stoppe, som han fortsatte sine skridt lige i hælene på hende. ”Jeg kan kun lide det, fordi du er der,” svarede han sandfærdigt, hvor han i en hurtig bevægelse endte bag hende, hvor han lod armene søge omkring hendes krop, for endnu engang at standse hende og for at trykke hende ind til sig, hvor han denne gang ikke lod hende slippe fri, som hans greb var fast og dog ikke så det ville gøre ondt, kun så hun ikke kunne trække sig væk. Han begravede sit hoved mod hendes smukke ravnsorte lokker, hvor han indsnusede hendes søde duft. ”Bliv hos mig Denjarna.. min verden bryder sammen uden dig. Jeg ved godt at jeg ikke skulle være gået, men det blev bare for hurtigt for meget for mig. Jeg havde bare brug for frisk luft, du burde vide at jeg aldrig vil vige fra din side og forlade dig, det har jeg aldrig gjort med min egen frie vilje,” svarede han i en dæmpet tone mod hendes ene øre.