A new life, a new friend?

[Deleted]

Blikket forblev mod jorden til hendes ord, hvor Derick kun kunne stå og mærke skammens klamme greb om hans strube, hvor han blot stod og stirrede i den snedækkede jord. Det gjorde ondt. Det gjorde ondt at han havde bidt hende, det gjorde ondt at han havde ødelagt det hele, det gjorde ondt at hun ikke ville have ham, som det gjorde ondt at hun ikke kunne tilgive ham. Der var ingen at bebrejde foruden ham selv, selvom det på ingen måder gjorde det bedre, da han følte at han var ved at blive kvalt af al den skam og skyld. Han kunne ikke klare det, og derfor følte han at han var ved at bryde sammen. ”Jeg er så ked af det..” hviskede han lavmælt, som det ikke var ment som at han var ked af det i øjeblikket, men ked af at han havde gjort hende ondt, for det smertede ham mindst lige så meget som det gjorde hende. Forfærdelig fandt han det hele, da det aldrig havde været hans mening at det skulle få dette udfald, men det stod tydeligvis ikke til at ændre og måske pausen ikke kun ville gøre godt for hende, men også for ham, så han kunne få bearbejdet skylden og skammen, som var svært, når de boede under samme tag. Af den grund havde han dog ikke lyst til at se hende forlade ham, da bare tanken om det måtte knuse hans i forvejen skrøbelige hjerte, hvor han ikke var sikker på at han kunne klare det. Det slog ham dog helt ud, at hun foreslog at dræbe barnet, for nok hun aldrig havde ønsket det, men det var på ingen måde en tanke han bifaldt det mindste! Han fnøs let til hendes ord, som han vendte blikket tomt imod hende, ligeglad med at hun kunne se tårerne falde ned over hans kinder, for hver gang han blinkede med øjnene. ”Så du vil nænne at tage barnet fra mig, når du ved hvor meget jeg ønsker det? Er du endt med at hade mig så meget?” spurgte han sagte, uden at fjerne blikket fra hende denne gang. Han blev stående med en enkelt meters afstand fra hende, hvor armene var gledet ned langs hans side, som hans blik forblev tomt og fyldt med de tårer som var opstået af de mange overvældende følelser. Han fandt det på ingen måder fair at tage barnet væk, når det måske var uønsket af hende, men det var det ikke af ham, desværre var det hende der bar rundt på det, og når hun tog væk, kunne han ikke være med i hvad hun gjorde, og derfor fandt han det kun endnu mere uretfærdigt hvis hun gjorde det, da han så overhovedet ikke havde nogen indflydelse, skønt han ønskede det. Hans mine ændrede sig ikke som de kom ind på huset. Han havde bygget det til dem og uden hende var det intet værd, det havde han allerede sagt to gange denne nat. ”Det er ligegyldigt. Jeg kan bare rive det ned,” svarede han tonløst og tomt, hvor han kort blinkede, så endnu en tåre gled ned over den ene kind, skønt han denne gang ikke tog sig af det. Han havde godt nok sit arbejde der, men det var også kun et arbejde han havde fundet på grund af hende, så de havde penge til overlevelse og tag over hovedet, men hun gik, så hvad var det egentlig værd? Intet for ham.

[Deleted]

Det vaf ikke kun Derick det hele gjorde ondt på, da det hele også måtte smerte Denjarna til det ugenkendelige. Det gjorde ondt på hende, at det var gået så galt, som det nu engang var gjort, da det eneste hun havde ønsket for dem, havde været lykke. Hun burde dog have luret faresignalerne, da hun havde fundet ham ved ruinerne, men dum og naiv havde hun været, som hun havde håbet på det bedste og givet dem et forsøg. Man kunne vel sige, at hun burde lære af sine fejl, men det havde hun ikke gjort, da hun kun havde tænkt på sin savnede kærlighed, da hun havde fundet ham. Hun havde savnet en at elske, hvor hun ikke havde ønsket at være alene, og derfor havde hun hurtigt givet efter for ham, som han var den hun engang havde ægtet og levet lykkeligt med. Hun havde håbet, at det hele kunne være blevet som før, men latterlig havde den tankegang tydeligvis været. Meget havde nemlig hændt dem gennem tiden, samt der var det faktum, at de aldrig havde formået at føre et succesrigt forhold i civilisationen. Hun havde håbet, at det ville have været dem muligt nu, men igen lignede det mest af alt et knust håb. Tårerne trillede på ny ned ad hendes kolde og røde kinder, som han hviskede ud, hvor ked af det han var. Ud fra hans ord og tone kunne hun helt føle hans smerte, og det gjorde ondt på hende, som hun helt måtte følte, at det knuste hendes hjerte. Noget af det værste for hende havde desuden altid været at se ham sorgfuld, som hun elskede ham, og ønskede ham glad. Desværre kunne hun ikke glæde ham lige nu, da hun ærlig talt følte, at en pause ville være bedst for dem. ”J-Jeg ved det..,” hviskede hun helt grådkvalt. Hun vidste, at han havde ønsket det bedste for dem, men skaden var alligevel sket, og de var nødt til at se på det derfra. At han så blev vred over, at hun ønskede at tage barnets liv, fik hende til at blinke med de våde øjne. Hun forstod ikke, hvordan han kunne få sig til at sige, al det han sagde, men såret og frustreret gjorde han hende. ”Det er min krop, Derick! Du kan ikke tvinge mig til at bære noget, som jeg ikke ønsker at bære. Og hvorfor tror du, at jeg hader dig? Du ved, hvordan jeg har det med børn, og sådan som vi har det nu, mener jeg kun, at det ville være komplet egoistisk at lade et barn komme til verdenen,” sagde hun sandfærdigt, som det ærlig talt var sådan hun så på tingene. Det forargede hende, at han troede, at hun hadede ham, for det gjorde hun bestemt ikke! Hun var også forarget over, at han bad hende om at føde barnet, når det ikke var hans krop det gjaldt. Hvis han havde været moderen, skulle bære barnet i elleve måneder, samt føde det, havde det været hans fulde ret til at bestemme over dets skæbne, men de tre ting var ikke hans opgave.. det var nemlig hendes. Hun bed sig selv i læben, som han begyndte på, at han ville rive huset ned. Det smertede hende … særligt fordi, at det var ment som deres hjem, som det havde været ment som deres fremtid. At han nu ønskede at rive det ned, ødelagde fuldstændigt den fremtid, for hvis huset var væk, havde de absolut intet at vende tilbage til, hvis de besluttede sig for at prøve igen. ”Derick, lad nu vær… Bliv i det. Du har brugt så lang tid på det, og du har din praksis derinde. Du bliver nødt til at have et sted at sove og arbejde, selvom jeg ikke er der,” sagde hun dæmpet og trådte et skridt frem mod ham. Blidt strøg hun tåren væk fra hans kind, da det knuste hendes hjerte, at han græd. Desværre tvivlede hun på, at hun kunne være til nogen hjælp lige nu.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick ville gøre tingene mere besværligt for hende, da han vidste at han havde gjort nok skade, men han var desperat efter at gøre det godt igen, og kunne man bebrejde ham for det, når han elskede hende inderligt og højere end livet selv? Hun var og blev hans livs kærlighed, og et liv uden hende synes end ikke til at være værdigt. Det havde han allerede prøvet én gang, og det havde han ikke lyst til at gøre igen. Han var heller ikke sikker på at han ville kunne klare at få sit hjerte knust igen, da det var sket alt for mange gange og det gjorde det skrøbeligt. Det ville uden tvivl være hans egen skyld denne gang, da han var skyld i problemerne, og det var han frygtelig ked af. Han vidste at han var i stand til at gøre hende lykkelig, for det havde han gjort før, men han vidste at det ikke var muligt så længe hun nærede en frygt for ham, og derfor kunne han ikke bebrejde hende fra at ønske en pause fra ham, selvom det gjorde ondt, da det føltes som at miste hende og det havde han ikke lyst til, når hun oprigtigt måtte gøre ham til den heldigste mand på jorden. Hendes grådkvalte hvisken, hørte han godt, selvom han ikke besvarede det, da det så ud til at hun havde besluttet sig og det gjorde ondt, når han ønskede at hun blev og forsøgte med ham, men det var vel et ringe håb han gjorde sig? ”Fordi jeg ikke har lyst til at miste både dig og barnet! Når du går, så har jeg intet tilbage! Når du går så …” Han vendte blikket væk, som gråden overmandede ham, hvor tårerne på ny måtte søge ned over hans blege og kolde kinder, hvor de helt kunne ligne krystaller i den bitre vinterkulde. Han løftede den ene hånd, hvor han lod neglene bore sig ind i midten af hans bryst, hvor det stak og gjorde ondt. ”J-jeg kan ikke klare det..” hviskede han lydløst og med et tomt blik vendt mod jorden, som han følte hvordan det hele splintrede i hans indre, hvor tårerne synes at strømme ned over hans kinder som en flod skabt af sorg. Skyldfølelsen tog livet af ham, som det åd ham op indefra og ud, og hvis hun gik så ville det kun for alvor gå op for ham hvad han havde gjort, hvor han også frygtede hvad ensomheden ville gøre ved ham. Han ænsede knap at hun kom hen til ham, da hans blik var endt helt fraværende og hvis det ikke var for tårerne og vinden i hans korte hår, så ville han nok ligne en statue. Hendes varme hænder føltes brændende imod hans kolde hud, hvor han kort lukkede øjnene, da hun strøg hans kinder, skønt hans blik forblev fraværende, som eksisterede han slet ikke. ”Det kan være ligegyldigt, jeg lavede det for din skyld, som jeg fandt et job for din skyld, og nu forlader du mig. Det er desuden ikke det som er problemet, men mig, det eneste jeg bør gøre er at fjerne min halskæde og gå solens stråler i møde.. det har jeg fortjent,” hviskede han åndsfraværende og med det tomme stirrende blik, der ikke rigtig så nogen steder hen, hvor han næsten kunne ligne en som var gået i chok, eller mistet forstanden.

[Deleted]

Det hele pinte Denjarna, da hun ønskede det bedste for dem begge. Desværre syntes det, at de begge havde brug for hvert sit, som hun kunne mærke på sig selv, at hun havde brug for nogle dages fred, hvor han havde brug for, at hun blev hos ham. Det kunne på ingen måde gå op i en enhed, men eftersom hun havde brugt de seneste måneder på at opfylde hans behov, mente hun, at det var hende tilladt at tænke lidt på sig selv nu. Desværre gjorde det ondt at tænke udelukkende på sig selv, da det betød, at hun sårede ham, og det kunne hun på ingen måde lide! Hun kunne dog på ingen måde klare, at hun blev ved med at have det elendigt, og derfor måtte hun for øjeblikket tænke egoistisk. Det kunne man vel heller ikke bebrejde en ulykkelig kvinde i at gøre? ”Hvis jeg ender med at gå, vil du lige meget hvad miste barnet, Derick! Jeg vil jo ikke gå nu, for at komme tilbage til dig igen om ni måneder og så give dig barnet, for at gå igen. Jeg ved godt, at du brændende ønsker dig et barn, men du kan ikke bede mig om at bære rundt på det, hvis ikke det er det jeg ønsker,” sagde hun ærligt, da hun på ingen måde mente, at han tænkte rationelt lige nu og her. Hvis ikke de kunne få det til at fungere med hinanden, ønskede hun selvfølgelig ikke at beholde barnet, da hun ønskede, at det skulle være som en familie, hvis hun nogensinde skulle have et, og sådan var de ikke ligefrem i øjeblikket. Forhastet mente hun, at det med barnet havde været, og derfor mente hun, at hendes løsning var bedst. Når alt kom til alt, var det også hende der bestemte, hvad der skulle ske med det, men hun så selvfølgelig helst, at de kunne nå frem til noget i enighed. Desværre så det ikke videre sådan ud. Det smertede hende at se hm helt ulykkelig, men desværre var hun ikke personen der kunne gøre det hele godt igen. Hun havde nemlig brug for at være alene, og det gjorde det trods alt kun værre for hans vedkommende. I et forsøg på at trøste ham, begyndte hun at stryge hans kind, skønt det ikke videre syntes at løse problemet. Hun blev dog ved, da hun ikke bare kunne vende kinden til, når nu hun elskede ham. At han pludselig begyndte på, at han ville begå selvmord, gjorde hende helt febrilsk, for det ønskede hun bestemt ikke for ham! ”Det sidste jeg ville ønske er at se dig død, og endnu mere grundet mig.. Den skyld ville jeg aldrig være i stand til at leve med. Vil du ikke nok forsøge at holde dig samlet … for min skyld?” spurgte hun bedende, som hun på ingen måde ville kunne kapere, at han begik selvmord grundet hende! Hun elskede ham, og så stå med hans blod på hænderne, ønskede hun mindst af alt! Det måtte formentligt også være til at forstå … selv for ham. Hun bed sig selv ulykkeligt i læben. ”Kom nu, Derick.. Jeg vil ikke kunne bære at have dit blod på mine hænder.. Jeg elsker dig jo.”

[Deleted]

Inderst inde vidste Derick godt at det ikke var fair at bede hende om at bære rundt på et uønsket barn, men det gjorde bare ikke sagen bedre for ham, når det var ønsket af ham. Det gjorde ligeledes ondt at hun ikke ønskede at have et barn med ham, særligt nu hvor han havde gjort sig alt besværet ved at tage op til Alexander, som havde været tæt på at flå struben over på ham, skønt det også kun havde gjort at han havde fået et indblik i hvilken mand Alexander var, og det var den dårlige slags, en dårlig leder, der end ikke hørte på sit folks bønner, men lod til at nyde magten for sin egen vindings skyld, hvilket han på ingen måder havde respekt for, hvor han til enhver tid ville støtte en ny der stod op for at blive leder. Det var desværre ikke så let, da det krævede at Alexander døde eller at en ældre vampyr trådte til og da Alexander var en af de helt gamle, var det ikke så lige til. Manden var beskyttet af sine regler, hvor han selv aldrig havde ment at vampyrer skulle leve under strenge forhold, da det gjorde dem til dyr og ikke et folk, men Alexander havde tilsyneladende også sin forskruede ide om at vampyrer var sjælløse dyr, hvilket han selv i øjeblikket var et bevis på at de ikke var. Han så blot tomt mod jorden, som han ikke svarede hende, da han godt vidste at hun havde ret, men.. det gjorde ondt at hun bare kastede alt i jorden og gjorde det forbi, da det knuste ham. Han ønskede bare at de blev en familie, det var vel ikke en ond tanke? Det føltes bare sådan, når hun hadede tanken om børn, hvor han altid havde ønsket sig en familie, og selvom de havde befundet sig i en krise, da hun havde fortalt ham det, så var han begyndt at glæde sig til det, og nu knuste hun også den drøm. Han mærkede ikke rigtig hendes hænders strøg over hans kolde hænder, hvor han var ved at gå ind i en choktilstand, som det hele blev ham for meget og for overvældende, hvor han slet ikke kunne rumme alle de følelser, der tog livet af ham, eftersom det kvalte ham. Det var ikke rigtig som om alle hendes ord fes ind, på trods af at han hørte dem, hvor hans blik forblev tomt og stirrende ud i ingenting. ”Det vil ikke være din skyld. Intet er din skyld. Det er min. Jeg har ødelagt dig.. jeg har ødelagt alt… Jeg kan ikke leve med den skyld resten af mit liv.. det ødelægger mig, det piner mig, jeg kan ikke holde det ud,” svarede han, hvor hans tone startede dæmpet og blev lavere og lavere så det endte ud i en hvisken. Han befandt sig på et surrealistisk punkt, hvor alle de negative følelser overmandede ham, hvor skylden var den største, for den havde han levet med i længst tid, og den havde i forvejen ødelagt ham, da han ikke kunne klare tanken om at han havde gjort hende ondt, han kunne ikke klare tanken om at han havde gjort hende fortræd. Det var forfærdeligt, og han ville næsten hellere se døden i øjnene igen frem for at leve i ensomhed, da han frygtede den mere end døden. Død havde han trods alt været før og selvom det kunne ændre én, så følte man intet i døden, det gjorde man her.

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at tanken om at miste deres barn ville knuse Derick, da hun vidste, hvor glad han var blevet for hendes graviditet, samt hvor meget han altid havde ønsket sig et barn med hende. Derfor smertede det hende, at hun nok skulle knuse hans drøm. Hun mente dog, at barnet var bedre tjent med aldrig at blive født, hvis ikke det gik bedre for dem, end hvad det gjorde nu. Deres forhold var nemlig ikke videre familievenligt, når nu de skændtes, og hun havde fået udviklet en frygt for ham. Personligt havde hun aldrig været meget for børn, som det faktisk aldrig havde været hendes ønske at få et, men af den grund kunne hun stadig tænke realistisk og derfor vide, at det ikke var retfærdigt for nogen af dem, at hun fødte et barn i en splittet familie. Personligt ville hun nemlig ikke selv være glad, og det ville uden tvivl smitte af på barnet. At Derick ikke kunne forstå det, forstod hun ikke, men han var vel for såret til at tænke rationelt lige i øjeblikket? Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke. Hun mente dog på ingen måde, at hun kunne fuldføre graviditeten, hvis ikke de var sammen, da hun ikke ville gå alene igennem hverken graviditeten og fødslen, samt hun heller ikke bare ville give barnet fra sig efter så megen besvær. Hun vidste dog ikke, om de i det hele taget ville forblive adskilt, da hun for nu bare havde brug for en pause, hvor hun derfra ville finde ud af, hvad hun egentligt ville med sit liv. Det triste blik vendte hun væk fra ham, som han begyndte på, at han havde ødelagt hende, og at han ikke kunne leve med den viden. Et sted havde han vel ret, for hun begyndte mere og mere at se på sig selv, som om hun var en fremmed. Det var bestemt ikke noget hun fandt morsomt, som det derimod skræmte hende. ”Jeg ønsker bare ikke at vide, at du ikke er til længere..,” hviskede hun dæmpet, som hun end ikke kunne benægte hans ord. Det gjorde dog ondt på hende at vide, at hendes Derick ikke længere skulle vandre på jorden, da hun var blevet så vant til ham, samt det ville knuse hendes hjerte, da hun ville elske ham, om de var sammen eller ej. Armene valgte hun at slynge om sig selv, da hun begyndte at føle sig forfrossen af at stå ude i kulden. Hun følte dog ikke, at hun kunne gå nogen veje, da det ikke var en hvilken som helst snak de tog. Det var et sted den vigtigste snak i hendes liv, da det ikke var en lille ting, om hun skulle gå sin vej eller blive. Hun havde dog besluttet sig for, at det bedste for nu ville være at få nogle dages ro og fred. ”Jeg ved godt, at det hele er gået galt, men jeg ønsker ikke, at du dør. Det ville smerte mig mere end du aner, om vi så er sammen eller ej,” hviskede hun stille og dog sandfærdigt. Han var den person der betød allermest for hende, og derfor måtte det være svært at vide, at den person ikke var til længere. Særligt når hun ikke havde mange omkring sig længere.

[Deleted]

Det var ikke fair overfor Denjarna at gå rundt med et barn, som hun end ikke ønskede sig, men i øjeblikket var Derick så ødelagt at han ikke kunne tænke til eller fra, da han var knust, og fornuften havde svært ved at slå igennem den tykke skal. Det gjorde ondt at hun ikke ville beholde barnet, hvor han følte det egoistisk af hende, fordi hun kun tænkte på sig selv – noget som han også forstod inderst inde, da han vidste at hun var såret og ulykkelig i øjeblikket og det havde han jo aldrig ment for hende. Han havde kun ønsket at gøre hende lykkelig, selvom det så ud til at det var gået den stik modsatte vej og han kunne faktisk ikke forstå hvorfor, når de begge ønskede det samme. Det hel var ham ubegribeligt, da han slet ikke kunne forstå det som var i færd med at ske. Han ville bare have hende i sit liv, hvor han på ingen måder havde lyst til at leve et liv uden hende. Nok hun sagde at hun ville have en pause og at det ikke blev det sidste han så til hende, men hvad nu hvis hun fandt ud af at hun ikke gad ham? Hvad nu hvis hun ikke ville give ham en chance til at rette op på det? Han havde ikke lyst til at se hende komme videre i livet uden ham, han ønskede at være en del af hendes liv, som han altid havde ønsket, helt tilbage fra dag et af. Hvis hun ikke var der, føltes døden snart som den bedste og mildeste udvej, men det havde han vel ikke fortjent? Han havde ikke fortjent en nem udvej med det som han havde gjort, han havde fortjent at leve med skammen i al evighed, selvom det nok kun ville ødelægge ham mere end hvad godt var. Han strakte roligt armene, som han lod søge omkring hendes krop, idet han trak hende ind til sig, som han valgte at omfavne hende. ”Jeg elsker dig.. så højt, Denjarna. Jeg vil ikke kunne bære at miste dig. Min verden er intet værd uden dig i mit liv. Men … jeg ved at det er egoistisk af mig at bede dig om at blive, når jeg ved at jeg har gjort dig ondt og tvinger dig til at være i samme rum med mig hver dag.. jeg er ked af det som jeg har forvoldt dig, og jeg håber inderligt at du en dag kan tilgive mig og give mig en plads i dit hjerte igen, så jeg kan rette op på min fejl, da jeg aldrig har ønsket andet end at gøre dig lykkelig. Du er mit et og alt. Det som jeg holder kærest i mit liv. Jeg er ked af det,” hviskede han dæmpet, som han kyssede hendes pande, inden han lagde en hånd mod hendes kind, for at trykke sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys, hvilket fik tårerne til at stryge nedover hans kinder, da han rent faktisk valgte at give slip på hende. Han vidste at han ikke kunne gøre hende lykkelig i øjeblikket, men forhåbentlig hjalp pausen og forhåbentlig ville hun give ham en chance til at rette op på det, så de kunne få en reel chance, hvor han kunne styre sig selv og hvor han kunne få lov til at gøre hende lykkelig, da han altid kun havde været god mod hende, og det var det eneste han ønskede i øjeblikket, selvom han havde dummet sig gevaldigt.

[Deleted]

Hvordan det hele var gået så galt, som det nu engang havde, kunne Denjarna ikke lade være med at spørge sig selv om. Minderne efter tilfangetagelsen lod hun løbe gennem hovedet, som hun forsøgte at forstå det hele, skønt det var svært. Dengang hun var sluppet fri, havde hun været et vildt dyr, men alligevel havde hun brugt al sin tid på at søge efter sin kærlighed – Derick. Der havde de genfundet hinanden, men helt lykkeligt havde det ikke været, da han havde knust hende ved oplysningen om Elanya. En tanke der endnu måtte nage hende utroligt meget. Senere havde hun mistet ham igen, og der havde hun faktisk været på bedringens ved – uden ham – og det gjorde også, at hun tænkte, at det måske ville virke igen. Hun havde nemlig fået det bedre, mens han havde været væk, og værre havde hun igen fået det, da han var vendt tilbage igen. Da de havde genfundet hinanden igen for anden gang, havde han været præget af mørket, hvilket havde fået ham til at sige modbydelige ting til hende, samt han senere havde bidt hende. Derfra havde de haft deres problemer i huset, og det førte dem til sidst videre til mødet med Vladimir og nu dette. Lettere forvirret, og dog glad, blinkede hun med øjnene, som han valgte at omfavne hende. Selv tøvede hun ikke med at lægge armene om ham, hvor hun knugede om hans krop, da også hun havde brug for trøsten, skønt den i sidste ende var ringe, da de ikke ville sove sammen i nat. Sørgmodig var hun, som hun vidste, hvad der skulle ske, hvor hans ord også fik tårerne til at vælde op i hendes øjenkroge på ny. Det gjorde ondt at høre, hvor højt han elskede hende, når det var gengældt, men at det alligevel ikke kunne fungere. Hun elskede ham, og også hun var ked af, at de ikke kunne få det til at fungere. ”Og jeg elsker dig af hele mit hjerte, Derick, og det vil jeg altid gøre. Igennem hele mit liv, har du været den person der har betydet allermest for mig, men alligevel kan jeg mærke, at jeg har brug for denne her adskillelse. Jeg kan dog sige, at dette ikke vil blive den sidste gang, du vil se mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive og gøre dig lykkelig hver dag som lovet, men dette er jeg nødt til at gøre for både mig selv og os. Jeg elsker dig,” hviskede hun dæmpet, hvor alle ord måtte komme fra hendes hjerte. Øjenlågene log hun glide i, som deres læber måtte mødes i et lidenskabeligt kys, hvor hun inderligt besvarede det. Tungere end sten føltes hendes hjerte, men hun vidste, at dette var et valg hun var nødsaget til at tage og fuldføre. Hvis hun blev, ville det kun blive værre imellem dem, og det ønskede hun på ingen måde. Så ville hun hellere tage en pause nu og håbe, at de muligvis kunne finde hinanden igen i fremtiden. Ligesom hos ham, begyndte tårerne at strømme ned ad hendes kinder, hvor hun ingen kontrol syntes at have om dem. Ulykkelig gjorde det hende at vide, at dette var et farvel mellem dem, da hun ville ønske, at hun kunne være blevet hos ham, og elsket ham som planlagt. Hun trøstede sig dog med, at dette ikke ville blive sidste gang de så hinanden, men hvornår gensynet ville komme, havde hun ingen ide om.

[Deleted]

Det gjorde ondt at det var nået til dette punkt, da Derick havde håbet på at han kunne gøre det godt med hende. Han vidste godt at hun havde haft det dårligt, da det ikke var første gang at hun overvejede at forlade ham, for det havde hun sagt til ham før, og bedre var det ikke blevet, så han forstod hende godt. Han var ikke i stand til at gøre hende lykkelig for tiden, da det var ham der var problemet, så han forstod sig på hendes valg, men det ændrede ikke på at det føltes som at hun dolkede en kniv i hans hjerte og knuste det, hvilket gjorde ondt, når han elskede hende så inderligt som han gjorde. Det var ikke bare en nyforelskelse, det var ikke fordi det var hans første kærlighed, for selvom hun var, så var de stadig forbi det punkt, da de havde været igennem så frygtelig meget. Altid havde de haft deres problemer, men de havde altid formået at holde sammen, som de havde klaret sig igennem frygtelig meget, det var ikke lidt de havde gjort for hinanden eller med hinanden. Derfor gjorde det særligt ondt at det nu skulle gå galt, da det værste han havde gjort var at bide hende, da det havde gjort hende bange for hende, som det var utilgiveligt, det var også derfor hans skyldfølelse var så enorm. Han havde dog ikke gjort hende ondt med vilje, for det havde han aldrig gjort, hvis han havde været sig selv, men han havde været præget af et mørke og været på en hemmelig mission, som havde taget al hans tid, fordi hans eget havde været som indsats, det var dog Denjarna som havde hjulpet med at undertrykke det og senere den mand han havde jagtet, som havde givet ham et mærke for at forsegle det, hvor han stadig kunne mærke det i sig af og til, men det ville ikke komme op til overfladen igen. At hun ikke tøvede med at slå armene omkring ham og knuge om ham, fik en varme til at sprede sig i hans indre, hvor han sukkede let. Det var rart at mærke hendes trøst og kærlighed, selvom det ikke just gjorde det bedre for ham, for hun var netop ved at forlade ham, hvilket gjorde ondt. Han håbede dog ikke på at det ville gå og at det kun ville være til det bedste for dem begge og naturligvis at han ville få hende tilbage igen, når hun engang blev klar til det. Hendes ord gjorde det ikke just lettere for ham, som det kun gjorde det værre, hvor han mærkede tårerne vælde op i ham igen, hvilket han hadede, for han hadede at være så svag som han var i øjeblikket! Han kunne dog ikke gøre for det, da det hele var for overvældende for ham. Hendes ord varmede ham, men sårede ham samtidig, hvor de fik ham til at knuge hende tæt ind til ham. Han nikkede svagt. ”Så vil jeg se frem til at se dig igen,” hviskede han svagt, som han trykkede læberne imod hendes, hvor det føltes helt brændende at mærke hendes gengælde det. Det var surrealistisk at skulle sige farvel til hende, når de begge elskede hinanden og hans kærlighed til hende ville aldrig uddø, da det var en evig flamme der ville brænde i hans bryst, selvom det føltes ulideligt at skulle undvære hende, og han frygtede endnu for ensomheden der ventede på ham. Han brød ikke kysset, som han holdt, hvor han lagde al sin passion og lidenskab i det, da han ikke kunne elske nogen højere end hende. Grebet om hende slækkede han dog ikke, da han ønskede at mærke hende tæt på sig, så længe han kunne, hvis dette var sidste gang.

[Deleted]

Det var på ingen måde lidt deres forhold havde været igennem tiden, som de konstant var blevet mødt af modstand, men alligevel havde de altid klaret sig. Nu syntes det dog at være blevet for meget for Denjarna, og det smertede hende, da hun oprigtigt havde givet deres forhold alt. På det seneste havde hun brugt al sin tid og energi på at elske ham, og for at få det til at fungere, men alligevel havde det ikke lykkedes, og det udmattede hende afsindigt meget. Hun gjorde, hvad hun kunne for at få rettet op på problemerne, men indtil nu havde det ikke lykkedes, og derfor tog hun den beslutning, at det ville være bedst for dem, hvis hun rejste væk fra en stund. Det havde tidligere hjulpet hende at være alene, og nu håbede hun på, at det ville hjælpe igen. Armene holdt hun om hans krop, som han valgte at omfavne hende. Det både glædede og smertede hende at stå i hans favn, da hun ikke vidste, hvornår hun ville stå der igen. Hun elskede ham, og derfor gjorde det ondt på hende at sige farvel, selvom det kun var midlertidigt. Hun vidste dog, at hun var nødt til at fuldføre sin ide og ikke bare bakke ud, fordi det var svært at vende ryggen til ham. Hun var nemlig nødt til at gøre det for sig selv og deres forhold. Hvis de fortsatte ville det nemlig næppe blive bedre, da det trods alt ikke havde virket at blive indtil nu. Derfor håbede hun inderligt at det ville lykkedes, for helt ligetil var det bestemt ikke for hende! Trist smilede hun til ham, som han sagde, at han glædede sig til at se hende igen. Dybt underligt var det for hende at høre det, men hun vidste, at det var hende der havde truffet beslutningen og nu måtte stå ved den. Kysset de endte med at dele, oversvømmede hende med varme og sorg, som det både var rart og trist at mærke hans kærlighed. Hun puttede dog alle sine følelser i deres kys, som kysset måtte symbolisere flere timer, dage, uger måneder og års kys. Hun vidste ikke, hvornår hun ville smage hans søde læber igen, og derfor lagde hun al den passion i, som hun kunne, ligesom ham. Hans krop knugede hun om, som om hun var bange for, at han ville forsvinde fra hende. Det var dog alligevel hende der blev den første til at løsne grebet om ham, hvor det blev i en skælvende bevægelse, da det krævede masser af styrke fra hendes side af. Samtidigt med det, brød hun langsomt det ekstremt følelsesladede kys, hvor hun også slog øjnene op, så hun både kunne se på ham med et trist og kærligt blik. ”Jeg elsker dig.. både nu, før, og for altid,” hviskede hun kærligt, mens hun blidt lod sin hånd stryge ham over den våde kind. ”Kom.. Lad os komme indenfor,” sagde hun stille, inden hun lænede sig frem mod ham, så hun ømt kunne skænke ham et kys. Det varede dog ikke længe, som hun var nødt til at komme ud af fjerene, da det ellers ville ende med, at hun ikke ville kunne finde modet til at gå igen. Langsomt vendte hun sig om, hvor hun stille begyndte at bevæge sig tilbage mod huset igen. Tunge var hendes skridt, hvor hun både følte en kvalmende og kvælende fornemmelse, da hun vidste, at hun skulle ind og pakke sine ejendele, samt fortælle Vladmir, hvad snakken var endt ud i.

[Deleted]

Selvom det hele eskalerede kunne Derick godt se at det var det bedste at de fik luft fra hinanden. Det behøvede ikke kun at være godt for hende, da det også kunne vise sig at være godt for ham, for han havde en kæmpe skyldfølelse han skulle have bearbejdet – hvis det overhovedet var muligt – hvor han selv nok fik det bedst ved at tænke tingene igennem, selvom han ikke helt vidste hvordan det ville komme til at gå, hvis han endte med at være helt alene, for det kunne vel umuligt gå godt, når han havde det som han havde? Tænderne bed han let sammen, som han rent faktisk gik med til at lade hende gå, selvom alt i ham skreg om at få hende til at blive, men han kunne godt se at det nok ikke blev til, da det ikke gik godt mellem dem, selvom han ville gøre alt hvad han kunne for at rette op på hans fejl. Han var dog ikke færdig med at kæmpe for hende, for som hun selv sagde så var det bare en pause og han håbede at hun fandt sig selv og ikke mindst fandt tilgivelse i sit hjerte, så han kunne bevise at han aldrig ville gøre hende ondt igen, da han oprigtigt ønskede at gøre hende lykkelig, for han elskede hende trods alt, hvilket tilmed var en underdrivelse for hans følelser for hende, da de havde et særligt bånd som ikke bare kunne brydes. De havde været igennem mangt og meget, selvom han godt kunne se at det var rimelig slemt denne gang. At mærke hendes lidenskab og kærlighed i kysset, var noget som fik ham til at gengælde det på samme måde, hvor han selv stod og knugede hende tæt ind til sig, selvom det gjorde ondt at tænke på at dette blev deres sidste kys i … lang tid.. eller hvor længe hun nu skulle bruge. Ondt gjorde det at tænke på, hvor han ikke just havde lyst til at slippe hende igen, som han havde lyst til at kysset ville vare for evigt og derfor tillod han sig også at nyde det så længe det varede, selvom hele hans verden synes at bryde sammen, idet hun fjernede læberne fra hans og dermed brød kysset. Selvom hendes ord varmede ham frygtelig meget, så gjorde de også ondt, hvor han ikke kunne forhindre tårerne i at stryge ned over hans kinder, som han kort snøftede, da han forsøgte at tage sig sammen. Han sendte hende et mildt og dog trist smil, som hun strøg hans kind, hvor han løftede sin ene hånd og strøg hendes egne tårer bort, hvilket et sted måtte more ham, selvom han inderst inde var knust. ”Som jeg gør dig, elskede,” hviskede han i retur, som han kyssede hendes pande, inden han svagt nikkede. Han endte dog alligevel med at blive stående i få sekunder, imens han gned sine hænder mod sine lår igen, da han følte sig som naglet til stedet, med skælvende skridt valgte han roligt at gå efter hende, hvor han frygtede at de ville knække sammen under hans vægt, som han følte sig fysisk dårligt, skønt det ikke burde være muligt for en vampyr. Han holdt sig få skridt bag hende, hvor han et sted havde lyst til at stoppe op og håbe på at tiden ville gøre det samme og alligevel fortsatte hans ben med at føre ham frem. Splittet følte han sig, selvom han på ingen måder havde lyst til at tage afsked med hende.

[Deleted]

Hvad der lige var gået galt anede Vladimir ikke. Naturligvis kunne han tænke så langt at det var hans skyld, hvor han rent faktisk havde dårlig samvittighed over at han havde været respektløs overfor deres gæstfrihed, for måske det ikke havde krakkeleret hvis han havde opført sig ordentligt? At de havde haft problemer havde han end ikke vidst, selvom han nok ikke havde gjort det bedre. At hun så også var gravid, kom også bag på ham, selvom han havde følt sig helt lille, da hun havde valgt at råbe af ham, for det havde jo ikke været hans mening at gøre hende sur! Han kunne bare ikke gøre for at han havde mistet besindelsen. Han selv var røget lidt tilbage i samme spor som til at starte med, før han havde mødt hende, fordi hun lidt havde været lyset i hans mørke tunnel og efter mødet med Alexander var han igen blevet paranoid, som hele slottet var beskyttet alle døgnets timer, ligesom han ønskede hævn over sin gamle ven, da han ønskede at gøre livet surt for ham, nu hvor han var tilbage og det havde tydeligvis også sat en reaktion i gang hos manden og han kunne ikke lade vær med at fryde sig over det! Desværre gjorde det at han var blevet lidt mere barbarisk igen, hvor han generelt og i forvejen var dårlig til følelser og det havde den kære Derick desværre været offer for, da han ikke kunne have tanken om at nogen gjorde hans kære og eneste ven ondt. Denjarna havde ikke været andet end god mod ham, så selvfølgelig ønskede han at gengælde det, da han endnu følte at han stod i gæld til hende for det hun havde gjort for ham, selvom det havde gjort ondt og såret ham at hun havde valgt ham fra, og for hvad? Et miserabelt liv? Han vidste ikke hvad han skulle synes om Derick, da han ikke helt havde fået muligheden for at møde ham ordentligt, dog virkede han ikke helt så ond som hun nærmest havde beskrevet ham som og alligevel havde manden gjort en fatal fejl ved at bide hende og det fandt han ikke tilgiveligt, da manden havde fortjent skylden på alle måder! Endda det som var værre! Derfor kunne han heller ikke fortryde at han havde slået manden, selvom han fortrød at han havde ødelagt aftenen. Længe havde han stået i stuen uden at vide hvad han skulle gøre, indtil han havde valgt at gå til entreen, for han kunne ikke tillade sig at befinde sig på et sted som ikke var hans. Han havde dog ikke kunnet forhindre sig selv i at høre deres samtale, da hans sanser var ekstra skærpet grundet horroren i ham, hvor han havde hørt det meste af deres samtale. Det gik op for ham, hvor meget de egentlig elskede hinanden, hvor knuste de begge var, hvor han selv ikke forstod sig på de følelser, og hvis det fungerede på denne miserable måde at elske en anden person på.. jamen så vidste han ikke helt om han havde lyst til det. Han havde dog skyndet sig at tage tøjet på, da han havde kunnet høre at de var på vej tilbage, hvor han valgte at træde ud ad døren. Han ventede på at de kom tættere på, hvor han rømmede sig kort, rankede sin ryg som den stolt mand han var og vendte blikket mod Denjarna, som han bukkede hovedet for. ”Jeg er ked af at jeg ødelagde aftenen, Denjarna, som jeg er ked af at jeg var respektløs overfor jeres gæstfrihed. Jeg vil gerne lære dig bedre at kende Derick, men.. det må nok blive en anden gang, da jeg ser det bedst at jeg går nu,” svarede han undskyldende, som han vendte blikket mod dem, idet han skulle til at gå.

[Deleted]

Selvom det var Denjarnas valg, at de tog en pause fra hinanden, var det på ingen måde let for hende. Det skar hende dybt i hjertet, at hun skulle sige farvel til sin elskede Derick, da hun end ikke vidste, hvornår hun ville få ham at se igen. Hun vidste dog, at afskeden var noget hun var nødsaget til at gøre, da hun kunne mærke på sig selv, at hun havde brug for ro. Det var nemlig blevet bevist, at de endnu havde nogle gnister mellem dem, selvom de forsøgte at se bort fra dem, og det var nogle hun blev nødt til at få styr på. Hun blev nødt til at mærke på sig selv, om hun kunne leve med, at han havde bidt hende eller ej. Det var nemlig primært det problemerne måtte munde ud i, da hun var blevet bange for ham, og svært var det at være i et forhold med en person, som man et sted frygtede. Hun elskede ham dog stadig, og det gjorde hele afskeden værre, hvilket også var at mærke på deres kys. Hun puttede nemlig alle sine følelser i det, som hun gav ham al sin lidenskab, da hun ikke vidste, hvornår de ville kunne kysse igen, hvis det da overhovedet var tilfældet. Hun vidste dog med sikkerhed, at de ville ses igen, og det måtte hun betrygge sig selv med, hvilket hun uden tvivl gjorde. Hendes hjerte bankede let og hurtigt, som hendes læber dansede med hans i passion og lidenskab. Kysset kunne dog ikke vare for evigt, og som hun trak hovedet til sig, følte hun knapt nok, at hun kunne trække vejret længere. Ufatteligt svært var det, men andet havde hun egentligt heller ikke regnet med, da det trods alt var ham. At se ham helt grædefærdig, smertede hende, men på den anden side tvivlede hun ikke på, at hun så ud som ham i øjeblikket. Sørgeligt var smilet på hendes læber, som han strøg tårerne væk fra hendes kinder, hvor hun valgte at gøre det samme med ham. At han ligeledes ikke ville stoppe sin kærlighed til hende, varmede hende, skønt det et sted kun gjorde det værre. De elskede nemlig begge hinanden, men alligevel kunne de på ingen måde få deres forhold til at fungere, som de skadede hinanden, selvom de blev tiltrukket af den anden. Hun blev dog ikke stående længere efter det, som hun tvang sig selv til at vende sig om og bevæge sig tilbage mod huset. Tunge var hendes skridt, som det på ingen måde var let at gå tilbage mod huset, når det kun var for at gå ud igen. At Vladimir pludselig gjorde sin optræden, måtte overraske hende og alligevel ikke … det måtte trods alt være underligt for ham at være alene i et fremmed hus, mens et skænderi foregik udenfor. Usikkert bed hun sig selv i læben og rømmede sig, som han sagde, at han ville søge hjemad nu. ”Vladimir, vent… Hvis ikke det gør noget, vil jeg gerne tage med dig. Jeg skal bare lige ind og pakke nogen af mine ejendele først,” sagde hun delvist tonløst, da det var ufatteligt underligt at sige højt. Hun havde ikke ventet, at hun skulle flytte ind hos sin ven igen, men det skulle hun nu … hvis Vladimir selvfølgelig ville have hende boende igen. Derick så hun ikke på, som hun sagde det, da det simpelthen ville gøre for ondt på hende! Hun ønskede bare at få det hele overstået, da hun frygtede, at hun ellers ville begynde at trække i land. De våde øjne holdt hun derfor på Vladimirs ansigt, hvor det var tydeligt at se på hende, at hun havde grædt, skønt tårerne ikke længere stimlede ned ad hendes kinder.

[Deleted]

Svært var det hele, da Dericks følelser til Denjarna var enorme, ligesom hans kærlighed også var, en kærlighed der nok aldrig ville dø ud, da det synes umuligt, men det var vel heller ikke så sært igen, med alt det de havde været igennem, som de havde fået opbygget et bånd der synes at være ubrydeligt, selvom smerten og problemerne endnu kunne dukke op. Han vidste at hun elskede ham og det var også det som gav ham håb. Håb om at hun en dag ville kunne finde plads til ham i sit hjerte igen, uden frygt, så de kunne få det liv de altid havde ønsket sig. Han nægtede at give op, og selvom de tog en adskillelse nu, så vidste han at det var for det bedste for dem begge… eller i hvert fald for hende, da han godt kunne se at det måtte være hårdt for hende at være i rum med hendes elskede som hun nu havde fået en frygt for, fordi han havde bidt hende. Han selv håbede på at han kunne bearbejde sin samvittighed i den tid, og forhåbentlig få kontrol over sig selv, og så måtte tiden vise hvad der skete. Men som det stod lige nu og her, så havde han mest af alt lyst til at se den store sol i øjnene og lade den tage hans liv, da skyldfølelsen og generelt ubehaget i ham var uudholdeligt. Det gjorde ondt, det smertede ham og det pinte ham frygtelig meget. Det gjorde også ondt at dele et så passioneret kys med hende, når han vidste at det blev det sidste i frygtelig lang tid, en ensomhed som han allerede måtte foragte af hele sit hjerte. Han ville ønske at hun ville blive hos ham, så de forhåbentlig kunne finde ud af det, men inderst inde vidste han godt at det gik helt forkert end hvad de havde haft af planer, og det måtte man jo også tage med, selvom det gjorde ondt at sige farvel til hende, da det føltes som en bombe der sprang i hans indre og knuste det hele fra top til tå. Han kunne knap nok gå tilbage til huset igen, hvilket han heller ikke videre var fristet til. Han fik dog taget sig sammen til at løfte hånden og tørrer sine øjne, skønt de var en smule røde, men det ville hurtigt gå væk fordi han var vampyr, det var ikke just normalt for hans slags at blive følelsesmæssigt påvirket som man måtte sige at han var blevet i øjeblikket. Han så mod Vladimir, der netop kom ud af døren, hvor han selv havde glemt manden for en stund. Han fnøs let for sig selv, da hun bad om at tage med manden. Hvis ikke det var gået galt denne aften, så var hun måske blevet hos ham? Han måtte helt forbande manden for at have angrebet ham og ødelægge det hele, da han ellers havde haft det strålende. Hans blik forblev intetsigende, hvor han blev stående og gned sine hænder mod sine lår, da han kunne mærke ubehaget stige i ham igen, ligesom nervøsiteten og desperationen, da han næsten var fristet til at falde på knæ og bønfalde hende om at blive, men inderst inde vidste han at det var for det bedste lige nu, og derfor stoppede hans stolthed ham i at ydmyge sig yderligere. Han sagde dog intet, for hvad skulle han sige? Han var mest af alt fristet til at løbe sin vej, men hans ben var som groet fast til stedet.

[Deleted]

Ødelagt var det hele og Vladimir havde faktisk en forfærdelig smag i munden, da han vidste at det var hans skyld, fordi han havde angrebet Derick og han havde skam fortjent hele Denjarnas vrede. Han kunne desværre ikke fortryde at han havde slået Derick, da han mente det når han sagde at manden havde fortjent det som var værre end bare et slag i maven, men til gengæld havde han også kunnet se mandens skyldfølelse og derfor gjorde det jo nok ikke bedre at han kom og rev op i det hele, en aften som ellers skulle have været god, derfor kunne han godt fortryde sin handling fordi han frygtede at han nu ville miste sin eneste ven, men det ville jo så være hans egen fortjeneste, ikke at han kunne sige at det kom bag på ham, for han var vant til at kludre i det, når det kom til alt det følelsesmæssige, der kunne han ikke sige at han havde nogen erfaring, da han var blevet bedraget af alle han havde lukket ind. Denjarna havde rent faktisk også valgt at lyve overfor ham, da hun havde brudt mange af sine løfter, da hun havde valgt Derick og han forstod ikke hendes valg, for hun havde tydeligvis levet i elendighed, hvor hun havde haft det godt hos ham, men det var nu hvad det var, han var desuden glad for at Derick var gået med til at møde ham, for Denjarnas skyld, og derfor kunne han kun fortryde sin handling mere, da han burde have opført sig anstændigt, men det var slået klik for ham, og han kunne ikke gøre for det, men hun var den eneste han havde i sit liv, så selvfølgelig ville han gerne vogte og beskytte hende fra alt ondt! Han kunne dog forstå at det ikke var sket med vilje og det var måske også at overdrive at kalde Derick for det pureste ondskab, for ellers havde manden ikke haft den store skyldfølelse som var tydelig at se i hans blik, men det var også kun en følelse han gjorde klogt i at huske, da han havde gjort Denjarna fortræd og det burde manden kun fortryde mere end noget andet! Han selv ville aldrig lægge en finger på hende, eller gøre noget for at skade hende, da han tværtimod kun ønskede hende det bedste. At ingen af dem sagde noget til hans ord, gjorde kun smagen i hans mund ringere endnu, hvor han blot slog blikket ned og skulle til at gå, indtil han hørte Denjarnas rømmen og hendes efterfølgende ord, der kun gjorde ham forvirret, hvilket også kunne ses, da han så op mod hende igen. Han blinkede let med øjnene. ”Øhm.. jeg.. O.. O-okay..” svarede han tydeligt forvirret, som hans blik gled fra Denjarna til Derick og tilbage igen, flere gange, selvom han ikke vidste hvad han skulle gøre eller sige. Hun havde lige stået og råbt af ham og nu ville hun med ham? Han var tydeligt forvirret, men Derick måtte vel have sagt noget? Måske han havde bedt hende om at gå? Eller måske hun havde valgt at smutte? Grædt kunne han se at hun havde gjort, hvor selv Derick så påvirket ud, selvom han så mere eller mindre ulæselig ud i ansigtet. Han rynkede brynene, som han valgte at blive stående og blot så mod Denjarna. Han vidste ikke hvad der skete, selvom han godt havde hørt noget af deres samtale, men han var også stoppet, da det trods alt ikke vedkom ham … eller det gjorde det åbenbart alligevel. Han havde dog aldrig troet at hun ville flytte ind igen, og det fik ham også til at tænke på at hendes værelse var blevet ødelagt, da han havde følt sig frustreret over at være alene igen, og derfor havde han ikke haft andet end hævnen som motivation, da hun havde været den, men det havde ændret sig, da hun ikke havde været der. Hvor længe hun blev boende denne gang anede han dog ikke, men forhåbentlig blev det mere end et par uger som det kun blev sidst.