A new life, a new friend?

[Deleted]

Det var på ingen måde ligetil for Denjarna at tage afsked med Derick, da hun elskede ham, selvom han havde gjort hende ondt, og selvom deres forhold gik elendigt. Han måtte desuden være hendes trygge miljø, som hun havde levet med ham ufatteligt længe, hvor hun nu ville forsøge at stå på egne ben igen. Helt uvirkeligt forekom det hende, da hun var blevet vant til at være bundet til ham, men på den anden side var det muligvis godt med lidt adskillelse. Hun havde prøvet det for en kortere periode, da han var blevet kidnappet, og der havde hun faktisk klaret sig udmærket, og forhåbentligt ville det gå sådan igen. Hun håbede i hvert fald, at hun fik, hvad hun havde brug for, når hun tog denne pause fra ham. Hvad der ville ske i mellemtiden, havde hun dog ingen ide om, som hun ikke direkte havde en plan for, hvad hun skulle lave, hvor hun ej heller vidste, hvad han havde i sinde at fordrive tiden med. Langsomt måtte hun tage den tunge vej tilbage til huset, hvor hun intet sagde, eller ingen veje så, som hun gik. Det var først da Vladimir gjorde sin optræden, at hendes blik måtte få et trist skær igen, som det ellers havde været tomt. Det blev ikke trist fordi, at han var der, men trist fordi, at hun skulle spørge, om hun måtte tage med ham. Hun havde allerede glemt deres skænderi, så om det kunne spille en rolle, spekulerede hun end ikke over. Hun tænkte kun på, at hende og Derick holdt pause. Forvirringen der opstod i hans blik, anede hun, men da han endte med at gå med til det, sagde hun intet, men blot nikkede med hovedet. Det glædede hende, at hun kunne bo hos Vladimir, for hun kunne godt lide ham, og hun havde nydt at bo hos ham i den korte periode det havde varet. ”Et øjeblik,” sagde hun stille, inden hun fortsatte sin vej for at forsvinde ind i huset. Det tog hende ikke lang til at komme ind i soveværelset og finde en taske frem, men som hun skulle til at gribe om en af sine kjoler, begyndte hendes hænder at ryste. Svært var det, hvor hun bed sig selv hårdt i underlæben for at tage sig sammen, og begynde at pakke tøjet ned. Det var endnu ikke meget hun havde, da hende og Derick kun havde brugt penge på det mest fornuftige til hjemmet, og derfor blev der primært pakket, hvad hun havde haft med fra Vladimir. Til at le over var det næsten, at hun flyttede hjem til Vladimir, sit gamle værelse og sine smukke kjoler, efter kun et par måneder. Urealistisk var det, og hun kunne bestemt ikke forstå, hvad der egentligt var sket for hende. Det føltes på sin vis som at slette Derick fra sit liv, da hun flyttede tilbage til Vladimir, som om intet var hændt, samt hun formentligt ville finde en måde at miste barnet på. Hun vidste dog, hvad der var sket igennem de seneste måneder, og derfor ville hun heller ikke glemme Derick. Tungt og rystende trak hun vejret, som hun hankede op i sin taske, og bevægede sig tilbage til entreen og derfor også ud i det fri igen. Blikket vendte hun ned mod jorden, da det gjorde for ondt at se på nogen af mændene, da de begge symboliserede, at hun var i gang med at forlade Derick. ”..Jeg er klar,” reklamerede hun lavmælt med en stemme der næsten var en hvisken. Hun vidste dog at begge mænd ville være i stand til at høre hende udmærket, da de begge var vampyrer, og det måtte rent faktisk glæde hende for stunden.

[Deleted]

Ondt gjorde det hele, da Derick ikke havde lyst til at leve uden hende, han havde ikke lyst til at miste hende og at se hende tage afstand til ham gjorde ondt. Han vidste godt at det kunne blive nødvendigt, da det ikke var gået så godt hidtil, så en pause var hende nok tiltrængt og det kunne måske også give ro til ham selv, skønt han ikke anede hvad der ville ske og den uro og det ubehag han havde i sit indre, var på ingen måder rart for ham, da han følte sig knust og ødelagt. Det hele kunne han takke sig selv for, så han bebrejdede hende egentlig ikke, det gjorde dog ondt at han ikke havde været i stand til at rette op på det og gøre hende lykkelig, selvom det han havde gjort var noget som tog tid for hende at vænne sig til, hvis hun nogensinde gjorde det, hvor han vel bare kunne stå på sidelinjen og vente? Det gjorde også ondt at hun ikke gad beholde barnet, selvom han godt vidste at det aldrig havde været hendes drøm og det var heller ikke kommet i en ønsket tid, men han havde alligevel nået at glæde sig ved tanken, fordi de havde fået lov til at beholde det, og nu ville hun bare slå det ihjel, det som de havde skabt sammen. Ikke nok med det skulle han til at leve alene i et hus, der var alt for stort til en mand, hvor han skulle leve side om side med ensomheden og det havde han på ingen måder lyst til. Fristen til at rive hele huset ned var stort, da der alligevel ikke var nogen gode minder, og han havde kun renoveret det for at de kunne være sammen og for at de havde et sted at bo. Det hele synes at være ligegyldigt, når hun ikke var der, derfor følte han sig helt splittet over hvad han skulle gøre. At hun slet ikke gad se på ham, gjorde også ondt, hvor han ikke helt vidste hvad han skulle gøre, da hun valgte at søge indenfor. Hans blik fulgte hendes bevægelse mod huset, hvor han ellers blot stirrede mod døren, som han selv stod nogle meter væk fra. Det hele synes at forsvinde for ham, hvor han end ikke ænsede Vladimir, da han stod i sine egne tragiske tanker, opfyldt af sorg og smerte, hvor han kunne mærke en ny skælven gå igennem hans krop. Det var surrealistisk at tænke på, at hun var gået ind for at pakke sine ting, da hun var i færd med at forlade ham og den tanke brød han sig ikke om på nogen måde, men det var vel ligegyldigt hvad han gjorde? Han tvivlede ærligtalt på at hun ville ombestemme sig, og bebrejde hende kunne han ikke, men det ændrede dog ikke på det faktum at det knuste hans hjerte. Tænderne bed han sammen, som han igen mærkede gråden begynde at overvælde ham, hvor han stod helt tom i blikket. Minutterne synes at flyve, som hun valgte at pakke, da hun hurtigt stod i døren, hvilket fik det til at stikke i hans bryst og i hans hjerte. Han kiggede blot på hende, selvom hun ikke var til at få nogen som helst kontakt med, da hun så ned i jorden, hvor han ikke vidste om hun overhovedet ville sige farvel eller om hun bare ville gå. Han selv blev dog stående, da hans fødder synes at have slået rødder i jorden, hvor han blot fulgte hende med blikket, afventede hvad hun gjorde.

[Deleted]

En forvirrende drejning havde det hele taget, særligt for Vladimir. For ikke så lang tid siden havde hun skældt ham ud og råbt af ham, hvor han faktisk havde følt sig helt lille, selvom han var noget større og højere end hende, og hun havde efterladt ham lige så forvirret, da hun var gået, for han havde troet at hun gerne ville have at han skulle kunne lide Derick og derfor havde han blot forsøgt at se det fra mandens synspunkt, så hun kunne se at han prøvede, men hun havde åbenbart haft lyst til at han skulle hade manden i stedet for, og nu vidste han ærligtalt ikke hvad han skulle mene om Derick, for skulle han nu hade manden? Eller skulle han stadig give ham en chance? Det forvirrede ham også at hun gerne ville med ham, for nu skulle hun ikke være her mere, men hvad betød det så? Ærligtalt var han som et stort spørgsmålstegn, der ikke vidste til eller fra, men alle disse følelsesmæssige øjeblikket havde han altid været dårlige til, da han aldrig havde haft megen situationsfornemmelse, men det kunne være at det kom med tiden, for det kunne vel læres? Hans almene viden var skam enorm, da han havde levet siden tidernes morgen, men når det kom til følelser så havde han sine tvivl at han nogensinde ville blive klog på det, da han for eksempel ikke havde kunnet forstå at Denjarna var gået tilbage til en mand som hun havde sagt havde behandlet hende dårligt, og selvom hun elskede ham tog hun nu væk fra ham igen. Kærlighed var en skør ting, men på den anden side var det vel rarest at have oplevet den end at have levet alene og ensom hele sit liv? Derfor ville han næsten gerne give hvad som helst for at have oplevet det som hun havde, for nok det lød til at have været ondt, men.. det kunne umuligt være værre end at leve alene som han havde gjort og rent faktisk blive dolket i ryggen af alle han havde åbnet op for, som han havde levet et rimelig miserabelt liv. Han stod dog her den dag i dag, selvom det kunne være svært at sige hvor længe han ville blive, for Alexander var blevet gjort til hans fjende igen og manden vidste at han var tilbage, så det gjaldt om at være forsigtig. Han nikkede blot som han lod hende gå ind for at pakke, hvor han kort måtte skæve mod Derick, men manden så ud til at være helt væk og slet ikke til stede. Underligt fandt han følelser, så meget man kunne knytte sig til en anden person, for det havde han jo også gjort ved Denjarna, bare ikke på samme måde som Derick var knyttet til hende, men selv hun havde formået at få ham til at fælde en tåre, som hun havde formået at gøre ham mild og venlig, hvor han normalt var et bæst præget af mørket og hævntørsten, men det havde hun fået ham til at se bort fra, fordi hun havde set forståelse i ham. Han var også kun glad for at han ikke havde skræmt hende væk, selvom han sjovt nok alligevel havde formået at miste hende og hvis det så var værre for Derick, så kunne han et sted også godt forstå mandens sorg. Blikket vendte han mod Denjarna igen, da hun valgte at komme ud. Han nikkede svagt, som han gik over mod hende. ”Her, lad mig tage din taske. Jeg går i forvejen, så kan I få et par minutter,” svarede han mildt, som han greb omkring hendes taske, inden han kort skævede mod Derick, som han ærligtalt ikke vidste hvad han skulle sige til, så han valgte derfor blot at gå, for at give dem lidt fred til at sige farvel, hvor han ikke ville stå i vejen. Hans skridt var dog ikke hurtige, da hun naturligvis også skulle kunne følge med ham.

[Deleted]

Synderligt længe tog det ikke at pakke, da man ikke just kunne sige, at Denjarna havde mange ejendele. Tilbage i tiden havde deres hjem været spækket af hendes tid, men det var nu to årtier siden, og ufatteligt meget var hændt siden da. Hun havde nemlig mistet alle sine ejendele, hvor hun derfor var kommet tilbage fattig. Hun havde dog fået sin en mindre garderobe, som hun alligevel havde haft penge til at spendere en smule, hvor Vladimir også havde givet hende en af kjolerne. Tøjet måtte desuden være det der primært fyldte hendes taske nu, som hendes tøj mere eller mindre var det eneste hun ejede selv. Tasken fik hun derfor fyldt, hvor hun trak den over skulderen, som hun måtte gøre sig den ufatteligt lange og hårde tur ud til forhaven. Reelt set var der kort vej, men når man gik med et tungt hjerte, og en masse sørgelige tanker, syntes den lang. Den værste følelse ramte hende dog først, som hun igen mærkede kulden mod sit ansigt, da det betød, at det nu var tid til hende og Dericks fald. Op så hun ikke, som hun blot pludselig fornemmede, hvordan Vladimir stod ved hendes side, og tog om hendes taske. Den bløde underlæbe bed hun i, som han gjorde det en realitet, at hun rent faktisk skulle sige farvel til sin elskede. Det stak hende hjertet at tænke på, selvom hun personligt mente, at det ville være for deres eget bedste.. i hvert fald hendes. Hun nikkede på ny med hovedet, som et tegn på, at hun havde forstået ordene, skønt hun slet ikke sagde noget. Det var først, da hun hørte hans skridt der betød, at han var på vej væk, at hun løftede blikket og vendte sine sølvgrå øjne mod Derick. Triste var hendes øjne, hvor det ikke hjalp hende at se, at Derick lignede en mand på sammenbruddets rand. Det knuste hendes hjerte, og det fik hende til at sende ham et prøvende blidt smil, da det kun ville gøre det svære, hvis de begge var grædefærdige, når de sagde farvel til hinanden. Stille bevægede hun sig over til hans stivnede jeg, hvor hun åbnede armene, så hun trygt kunne tage ham i sin favn. Som det skete, endte hun med at knuge hans krop, hvor hun samtidig sørgede for at mærke, hvordan hans bygning var, så hun kunne huske hver en del af ham. ”Jeg er ked af, at det hele gik så vidt, som det gjorde. Jeg ville ønske, at der fandtes end bedre vej, men jeg tror, at dette er den eneste mulighed for os, uden det eskalere fuldstændigt,” hviskede hun stille, som hun havde lagt sit hoved på hans skulder. Hovedet trak hun tilbage, så hun igen kunne tage ham i syn. Det var dog ikke for at tage ham i blik, som hun efter ganske få sekunder valgte at trykke sine læber mod hans i et nyt dybt og lidenskabeligt kys. Hænderne strøg hun kærtegnende over hans krop, inden de måtte finde sig til rette ved hans nakke, som hun blidt nussede. Et fantastisk kys var det for hendes vedkommende, som det var inderligt og passioneret. Trist var det dog også, da det var deres sidste i en længere periode, og derfor gik der også mange sekunder før hun valgte at bryde det. ”Husk på, at jeg elsker dig, og at du aldrig vil være glemt. Og gør intet tåbeligt, der vil få dig dræbt, mens jeg er væk,” sagde hun i en blid røst, hvor hun endte med at slutte af med at kærtegne hans kind. Hun vidste, at det ville blive hårdt for ham, da det var hårdt for hende også, men håbede inderligt på, at han klarede den.

[Deleted]

Derick nåede ikke engang at tage stilling til om han skulle gå med ind eller ej, før hun var tilbage igen, hvor han heller ikke rigtig følte at han kunne rokke sig ud af stedet. Det hele gjorde ondt og han frygtede at hvis han bevægede sig, så ville hans ben knække sammen under ham, som han følte sig fuldstændig ødelagt. Han vidste godt at han var synderen, men det gjorde det på ingen måder bedre, da han skulle leve med den skyldfølelse resten af sine dage, ligesom det også gjorde ondt på ham at han havde gjort hende fysisk fortræd og gjort hende bange for ham, for det havde aldrig nogensinde været hans mening, men at sige det gjorde det ikke godt igen og derfor kunne hun måske have ret i at lidt adskillelse ville gøre godt, for så skulle hun ikke være tvunget til at gå i samme rum og leve under samme tag som den mand der havde gjort hende ondt, og han ville ikke hver dag kunne gå og se på hvad han havde gjort. Viden var der naturligvis stadig og derfor frygtede han også hvordan det ville gå, hvis hun tog af sted, for når alt kom til alt havde hun stadig været hans støtte til ikke at bryde sammen. Hans blik hvilede blot på Denjarna, som var det fæstnet til hende, hvor han ikke ænsede Vladimir, eller at manden tog hendes taske, han lagde heller ikke mærke til at manden så på ham, da hans blik hvilede på Denjarna, imens hans tanker var uendelige og ustoppelige i hans sind. Han kom først rigtig til stede igen, da hun valgte at gå over og slå armene omkring ham, hvor han lukkede øjnene. Stive føltes hans lemmer, da han valgte at løfte armene, for at gengælde det knugende favntag. Hans blik gled i jorden bag hende, da hun udtalte hans ord, det bedste for dem? Det bedste for dem, havde været hvis de havde fundet hinanden på et godt tidspunkt, hvor hverken han eller hun havde haft problemer, da hun havde været indespærret og han havde haft sit mørke, forfærdeligt havde det egentlig været for dem begge før de havde fundet hinanden, og det var nok grunden til at det hele kollapsede nu. Han vendte blikket mod hende, hvor han blev mødt af hendes gudeskønne passionerede læber, der egentlig kun fik hans indre til at sprænges helt, da det gjorde ondt at mærke hendes kærlighed, når hun var i færd med at forlade ham. Han kunne dog ikke lade vær med at knuge hende ind til sig, nyde hendes hænders vandring over hans krop og det dybe og lidenskabelige kys, som han lagde hver en følelse i. Selvom han forsøgte at stå stærk, måtte kysset alligevel være for meget for ham, som en ny tåre gled nedover hans kind, skønt han ikke tog sig af det, da han nød kysset lige så længe som det varede. Blikket vendte han mod hende, hvor han kort snøftede, inden han valgte at hæve sin hånd for at gribe om hendes der strøg hans kind, hvor han også greb om hendes anden hånd, så han kunne knuge dem begge i et tæt favntag. ”Jeg elsker dig af hele mit hjerte og højere endnu, og jeg vil aldrig nogensinde give dig op, jeg vil kæmpe for dig til min død, og jeg tror på at man vil finde hinanden igen ved ægte kærlighed. Men.. jeg lover dig at give dig fred og tid til at finde dig selv, hvor jeg ikke vil stå i vejen for dig, jeg ved godt at du har bedst af det … Bare lov mig at jeg får dig at se igen,” bad han i en dæmpet tone, som han ikke slap hendes hænder, men stirrede trist i hendes smukke sølvgrå øjne.

[Deleted]

Helt let var det bestemt ikke at sige farvel til Derick, som det hele rent faktisk måtte være en svær kamp for Denjarna. Det var vel også kun tydeligt, når hun før havde overvejet, om hun burde forlade ham eller ej, men alligevel aldrig havde gjort det.. Ikke før nu i hvert fald. Hun holdt nemlig ikke bare af ham, som hun direkte elskede ham, hvilket hun uden tvivl heller aldrig ville stoppe med at gøre, da de næsten havde kendt hinanden siden tidernes morgen, hvor de også havde gået igennem tykt og tyndt for den anden. Nu var det hele dog blevet en tand for meget for hende, og det betød, at hun så sig nødsaget til at bakke nogle skridt væk. Hvad resultatet så ville ende ud med at blive, anede hun ikke, men det var en chance hun var nødt til at tage, da hun tænkte, at det kun kunne gå dem værre, hvis hun valgte at blive hos ham. Tungt var det at gå over til ham, for at tage afsked med ham, men alligevel var det noget hun måtte gøre, og derfor dvælede hun ikke for længe ved at lade være. Hun knugede ham til sig, som de omfavnede hinanden, hvor det både måtte være trist og dejligt at stå i hans favn. Det samme gjaldt det passionerede kys de delte, men en anden fællesting ved det hele var, at hun sørgede for at nyde hvert et øjeblik af det. Synet af hans tåre og lyden af hans trist måtte dog gøre hende trist, men forståeligt fandt hun det, og derfor sagde hun intet, da han var sin sorg berettiget. Blidt knugede hun om hans større hende, som han fangede hendes, mens de sølvgrå øjne hvilede fasttømret på hans violette, der altid havde forekommet hende noget så unikke. ”Jeg lover dig, Derick, at dette ikke vi blive den sidste gang du ser mig. Vi vil finde hinanden igen.. Det gør vi altid. Hvor længe der vil gå, ved jeg endnu ikke, men jeg håber, at jeg finder det jeg søger, da jeg ikke ønsker, at vores afsked er forgæves.. Jeg elsker dig,” sagde hun stille og ærligt. Hun ville gøre sit for at finde sin vej igen, skønt hun endnu ikke vidste, hvad den ville bære med sig. Det var bare en chance hun var nødt til at tage, og det gjorde hun så. Hun smilede til ham. ”Til vi ses igen, min elskede,” hviskede hun dæmpet, inden hun ømt kyssede hans læber flygtigt. Kærligt klemte hun en sidste gang om hans hænder, inden hun med overtalelse fra sig selv, langsomt måtte slippe hans hænder. Trist og dog blidt, var det blik hun sendte ham, som hun langsomt lod sig vendes om, så hu stod med fronten mod Vladimir, der havde gået et pænt stykke. Det var med et ufatteligt tungt hjerte, at hun begyndte sin gang, hvor den syntes at være sværere end noget andet, da hun rent faktisk skulle gå væk fra Derick nu på ubestemt tid. Noget der aldrig før havde lykkedes hende, som hun altid havde rendt direkte tilbage til hans favn igen. Det var også som hun vendte sig, og at Derick derfor ikke længere kunne se hendes ansigt, at hun lydløst begyndte at lade tårende falde igen. Det stoppede hende dog ikke, som hun rent faktisk blev ved med at gå, hvor hun heller ikke så tilbage mod Derick, da det simpelthen ville gøre for ondt og være for svært. Det endte også med, at hun satte i løb, så hun kunne nå op ved siden af Vladimir. Da det så var sket, fortsatte hun blot i hans tempo, med blikket stift rettet foran sig, og uden at sige så meget som et ord.

[Deleted]

Forfærdeligt føltes det at skulle sige farvel til Denjarna, når han elskede hende så højt som han gjorde. Hvor længe de ville være adskilt anede Derick ikke, selvom han håbede på at gensynet ville være snart, da han lige nu slet ikke kunne holde tanken ud og han frygtede kun at det ville blive værre, når hun endelig gik. Hans indre føltes kort til at komme til live, da hun valgte at kysse ham passioneret igen, hvilket både lettede og smertede ham, da det var rart at mærke hendes kærlighed og vide at hun endnu elskede ham af hele sit hjerte, som han også gjorde hende, selvom det smertede ham fordi det var et farvel. Et farvel han ikke var sikker på at han kunne klare, da det føltes knusende. Våde var hans violette øjne, da han vendte dem imod hende igen, hvor sorgen var mere end tydelig, og det kunne han desværre ikke skjule, men den var vel også kun forståelig, når han kun havde ønsket det bedste for dem og deres forhold? De ville nok se hinanden igen, for det gjorde de altid, deres liv havde altid bumpet ind i hinanden selvom de havde været adskilt før. Denne adskillelse var dog hårdere, for denne gang var det ikke tvang af andre, men fordi hun ønskede den, og han bebrejdede hende ikke, da han forstod at hun havde brug for det, og fordi han elskede hende så højt som han gjorde, så valgte han også at lade hende gå, da han ikke kunne holde hende fanget her og det havde han heller ikke lyst til, selvom han havde håbet på at det ville gå godt, men det var det desværre ikke, og måske hun havde ret i at det var bedst at holde pause nu, end at de fortsatte og så ødelagde det hele helt, for det ønskede han jo heller ikke. Han slap ikke hendes hænder, men knugede om dem og nød hendes varme og alt det levende i hende, hvor han også kom til at savne det mere end noget andet, simpelthen det hele ved hende. Han slog blikket ned til hendes ord og nikkede, som det gjorde ondt. Han bed sig i den bløde underlæbe og blinkede, hvilket resulterede i at flere tårer gled ned over hans kinder. Han så roligt mod hende, hvor han ikke nåede at svare før han blev mødt af hendes læber i det ømme kys, som han besvarede længselsfuldt. ”Jeg elsker dig,” hviskede han, hvor det ikke blev højere på grunden af gråden der sad i hans hals. Han slap først hendes hånd, da hun valgte at gå, hvor hans arme faldt slapt ned langs hans side. For hvert skridt hun tog, mærkede han hvordan det stak i hans bryst, hvor han blot blev stående og så hende gå, for at sætte i løb og nå op til Vladimir. Han sank, hvor kvalmen igen havde gjort sin opdukken. Han så blot efter hende med de våde, triste og længselsfulde øjne. Meget havde de været igennem, men dette måtte næsten være det hårdeste han havde prøvet med hende, da det gjorde ondt at se hende gå og efterlade ham. Benene endte også med at knække sammen under ham, hvor han faldt ned på knæ, imens hans krop begyndte at skælve, ligesom tårerne begyndte at falde i stimer ned over hans ansigt.

[Deleted]

Det var tydeligt at noget var gået galt og Vladimir havde faktisk frygtelig dårlig smag i munden, for dette var vel i princippet hans skyld? Det var sikkert hans handling der var skyld i at bægeret var flødet over for dem og det havde han det faktisk dårligt med. Ganske vidst havde han nydt at hun havde boet hos ham og han ville da gerne have haft hun var blevet, da afskeden med hende havde gjort ondt, eftersom hun havde været hans støtte og den eneste i hans liv, men når alt kom til alt, så ønskede han hende kun det bedste. Ikke at han mente at Derick var det, men på den anden side var der ingen der var perfekte, det var han selv på ingen måde, Denjarna var heller ikke og derfor var Derick naturligvis heller ikke. Han kunne dog godt høre og se hvor meget de elskede hinanden og et sted fandt han det tragisk at man knyttede sig sådan til en anden person, men på en måde fandt han det også fascinerende at man kunne få så mange følelser for en. Han selv troede ikke på mage-tingen, han mente at det var en tåbelig indbildning, men når alt kom til alt havde han aldrig oplevet kærlighed i sit liv, så han kunne ikke gøre sig klog på det. Han ville dog ikke sige at kærligheden ikke fandtes, for hos Derick og Denjarna var den mere end tydelig, og han kunne næsten helt føle deres smerte og sorg, hvilket også gjorde at han mest af alt bare havde lyst til at gå, derfor valgte han også at tage hendes taske, og lade dem få noget fred, da han ikke behøvede at stå og ånde dem i nakken, imens de tog afsked med hinanden. Hvad der foregik og hvad de helt præcist havde talt om anede han ikke, men han havde godt hørt hende skrige af ham, selvom hun også var blevet stille på et tidspunkt, det var derfor svært at sige hvem der var skyld i afskeden. Han valgte blot at gå, hvor han lod armen hvile tilbage mod hans skulder, imens tasken hang ham over ryggen. Han kunne godt høre hvad de sagde, men lagde ikke videre mærke til det af ren respekt for dem, da det trods alt ikke vedkom ham. Han gik derfor blot i et stille og roligt tempo, hvor han sørgede for ikke at gå for hurtigt, så hun kunne følge med ham. Det var også først da hun løb at han lagde mærke til at hun var på vej, hvor han kort stoppede op og ventede på hende, inden han genoptog sin gang, da hun nåede op til ham. Han kunne godt se at hun græd, hvilket gjorde ondt på ham at se, men han vidste ikke hvad han skulle sige, da han frygtede at hun ville skælde ham ud igen, fordi han kom til at spørge eller sige det forkerte, derfor valgte han at løfte den frie hånd for at gribe hende omkring underarmen, som han gav et blidt klem, et tegn på omsorg, trøst og naturligvis at han var der for hende. Han forsøgte at sende hende et blidt smil, selvom han ikke bebrejdede hende hvis hun ikke så op på ham. Han slap hendes underarm, for at stryge hende kærligt over ryggen et par gange, inden han lod armen falde og fortsatte sin gang. Det havde uden tvivl været en kort visit og slet ikke som han havde regnet med, men han kunne vel heller ikke klage over at han fik hende tilbage til sit slot? Desværre virkede det bare forkert, fordi han havde ødelagt hele aftenen og det havde han faktisk dårlig samvittighed over. Sket var sket, og han satte derfor kursen tilbage mod Convento, da turen var lang, men de nåede det nok, ellers måtte de overnatte på en kro.

//Out

[Deleted]

Det var noget af det sværeste Denjarna nogensinde var blevet udsat for, at hun nu skulle sige farvel til Derick, og rent faktisk mene det. For mange år siden havde hun nemlig forsøgt at sige farvel til ham, da hun egentligt havde valgt den daværende kronprins – Gabriel – men da hun havde været på vej til at give Derick nyheden, havde filmen knækket for hende, og hun var blevet hos ham alligevel. Nu skulle hun rent faktisk holde sit ord og gå sin vej, og det var bestemt ikke let – slet ikke når hun kunne se, hvor ulykkelig det gjorde ham. Det gav hende nemlig lyst til at trække ham med ind i huset, og sige, at det hele nok skulle gå, at intet var galt, og at hun ville blive, men det kunne hun ikke få sig selv til. Hun var nødt til at gøre dette for sin egen skyld, da hun ellers kun kunne frygte det værste. Hun tvivlede nemlig på, at det hele ville kunne arte sig mellem dem, hvis hun blev hos ham, men om det ville give hende lyst til at komme tilbage til ham, når nu gik, kunne hun end ikke svare på. Alt det måtte fremtiden vise. Det gjorde ondt på hende at høre hans stemme, da hun tydeligt kunne aflæse, at han var på grådens rand. Noget der uden tvivl påvirkede hende. Hun holdt det dog inde endnu, da hun ikke ønskede, at det sidste han kunne huske af hende var, hvordan hun brød sammen foran ham. Nej, så ville hun hellere forsøge at holde et smil på læben, skønt det ikke var helt ligetil. Det glædede hende at høre, at han endnu elskede hende, på trods af hendes beslutning, og det gav hende en lille ro. Som hun slap hans hænder, gav hun dem et sidste klem, inden hun tvang sig selv til at vende sig om. Det var på ingen måde let for hende, og det måtte tårerne også kraftigt afspejlede, som de gled ned ad hendes kinder. Det at hun satte i løb måtte også være et nyt tegn, da hun ikke kun gjorde det for at indhente Vladimir, men også fordi, at hun vidste, at jo tættere hun var på Derick, jo mere pinefuldt var det. Derfor ønskede hun hurtigt at skabe en distance mellem dem, da hun i så fald ikke ville tænke på, at det var en mulighed at vende om. Derfor skyndte hun sig til hun nåede sin ven, hvor hun erstattede løbet med et raskt gåtempo. Hun så på intet tidspunkt tilbage, da det kun ville knuse hende, hvis hun vidste, at Derick var brudt sammen i sneen, og derfor holdt hun blikket stift frem for sig, så hun ikke kunne blive påvirket af sine følelser. At Vladimir skænkede hende omsorg, ænsede hun skam, og hun var faktisk også glad for det, selvom hun ikke reagerede på det. Hun havde nemlig brug for støtte i sit valg, som hun desuden anså for at være det rigtige. Hende og Derick ødelagde hinanden, og at Vladimir var kommet forbi, havde blot resulteret i noget, som hun burde have gjort for længst. Vladimir var skyld i at bægeret var flydt over, og derfor var han den der havde givet hende det nødvendige skub, som hun ikke havde været i stand til at gøre det på egen hånd. Derfor kunne man et sted sige, at hun var taknemmelig for, at han var den mand han var. Hun sagde dog intet, som hun blot lod dem gå i stilhed, som de gik vejen mod Convento, og derfor blev mindre og mindre for Dericks øjne, til de sidst forsvandt.

// Out

[Deleted]

Det gjorde naturligvis ondt på Derick at hun ikke ville blive hos ham, hvor han ikke engang anede hvad fremtiden ville bringe, og det gjorde det kun langt værre. Han kunne bare stå og se på hende forlade ham nu og aldrig vide hvornår han ville støde på hende igen. Hun sagde at de ville mødes igen, hvilket han såmænd havde troen på, men der var forskel på om det var dage, uger, måneder eller år, derfor så var tanken ham egentlig ikke særlig betryggende, da det knuste hans hjerte at se hende gå. Han kunne heller ikke holde det tilbage mere, da hun valgte at gå, som hans ben knækkede sammen under ham, hvor hans krop skælvede, imens tårerne faldt ned over hans kinder og ned i den kolde sne. Helt ødelagt følte han sig indvendig, hvor den stikkende fornemmelse var ubehagelig. Hun havde efterladt ham med et knust hjerte, og tanken gjorde ondt, selvom han godt kunne forstå at hun havde brug for det, det var bare irriterende, når han ønskede hende hos sig, samt han næsten kunne gætte sig til at hun ville fjerne barnet og det hjalp ikke just på smerten. Han blev siddende i sneen i et stykke tid efter at de var forsvundet, som tankerne måtte suse igennem hans hoved, uden at han kunne finde hoved og hale i det hele. Han tørrede let sine øjne, som han rystende og skælvende kom op på benene igen, hvor han vaklende måtte gå mod huset. Han søgte indenfor, hvor han end ikke besværede sig med at tage skoene af, som han blot vadede langsomt fra entreen og forbi alle døre og rum som han måtte skæve ind af. Hele husets føltes forbandet, nu hvor han var her alene. Han gik ind i stuen, hvor han greb omkring flaskehalsen på vinen, kun for at tage flere store slurke. Han stirrede derefter blot ind i den optændte pejs, hvor rummet føltes helt goldt og koldt på trods af pejsen og det faktum at han var vampyr. Blanke var hans øjne, som han stirrede tomt frem for sig. Det hele gjorde ondt, han havde mistet den person, det i hele verden som betød mest for ham og det hele var hans skyld. Med et rasende brøl kastede han flasken ind i pejsen, som flammede op, da den kom i kontakt med alkoholen, inden han søgte udenfor igen, hvor han blot … løb. Han løb ind i skoven, der omgav huset, hvor han løb alt hvad han kunne uden at se sig tilbage uden at standse. Opad gik det, men det forhindrede ham ikke i at komme nogen vegne. Han standsede først, efter et godt stykke tid, hvor han ikke engang anede hvor langt væk fra huset han var, eller hvor henne han befandt sig. Han var kommet op på et bjerg i skoven, hvor der var en flot udsigt over det Dvasianske landskab. Han gled roligt ned at sidde, hvor han blot stirrede ud mod horisonten. Han havde ikke lyst til at sidde med denne smerte, som han heller ikke havde lyst til at være blevet efterladt, eller være alene, da ensomheden allerede gjorde ham sindssyg. Han vendte blikket ned mod sig selv, hvor han greb om halskæden som han fjernede. Han betragtede den, hvor han overvejede om han skulle smide den væk og blot gå solen i møde, eller om han skulle tage den på og fortsætte kampen. Opgivende følte han sig, hvor der ikke just var noget positivt ved at fortsætte for ham. Han var alene og guderne måtte vide hvor længe han ville være det. Hvad nu hvis han ikke fik hende tilbage? Så virkede solen langt mere fristende. Han havde allerede været død to gange, så det var ikke fordi han kunne sige at frygte den, for det gjorde han ikke. Han vendte de blege øjne mod horisonten, der allerede var endt lysere, da solen var på vej, og det var på sin vis en lettende følelse. Han sukkede som han igen så mod halskæden, som han kort knugede omkring. Han valgte at lægge sig bagover i sneen og så op mod stjernerne. Han havde mest af alt lyst til at gave sig ned og først komme frem, når alt var godt igen – hvis det overhovedet ville blive godt igen. Han sukkede tungt, som han blot blev liggende med halskæden i sin hånd og betragtede sig af de smukke stjerner, hvor det var lang tid siden at han havde fundet tid til det.

//Out