A new life, a new friend?

[Deleted]

Der var gået omkring en måned, siden Denjarna var kommet og havde fortalt omkring sin graviditet, hvilket havde slået Derick ud. Normalt ville det have glædet ham, særligt hvis det havde været for de omkring to århundreder siden, men efter alt det som er sket i de to århundreder, vidste han ikke helt hvordan han skulle reagere, da der var kommet mange komplikationer for dem og deres forhold, samt for det kommende barn. Han havde dog søgt op til Greven og vampyrernes leder natten efter nyheden, hvor han havde talt med Alexander. Han havde ikke kendt det mindste til manden, foruden at han havde hørt visse ting omkring ham, både gode og dårlige rygter. Det havde vist sig at det var de dårlige rygter som var sande, da den mand var fuldstændig forrykt. Manden havde end ikke lyttet til hans problem, hvor det også havde været tæt på at de var kommet op at slås, selvom han var kommet helskindet derfra. Han vidste at det var dumt at gøre en af de højerestående vrede, for så ville man bare ende med at skulle leve som lovløs og med de problemer han allerede havde med Denjarna, så ønskede han på ingen måde at gøre det værre! Dog havde manden alligevel på sin vis været nådig, da han havde ladet dem beholde barnet, så længe barnet blev omgjort til vampyr og dermed mistede mørkelver delen i sig. Han var dog glad for at de kunne beholde barnet, da det gav ham tilladelse til at glæde sig og allerede var man ved at kunne ane graviditeten ved hende, hvilket han ikke kunne lade vær med at smile over. Overbeskyttende var han dog blevet, hvor han ikke lod hende gå udenfor efter mørkets frembrud medmindre han var med hende. Han arbejdede endnu i smeden, hvilket han også var blevet bedre til, som han også havde fået solgt nogle ting i Atterlin, noget som han rent faktisk var stolt af, hvor det også var en perfekt by at leve i, eftersom alle havde en høj standard og med høj standard kom penge og dermed havde de intet imod at give en fin sum penge for hans arbejde.
I øjeblikket stod Derick ude i smeden, hvor han hamrede på det glødende jern. Han vidste godt at hendes ven Vladimir var på vej, da det ikke var lang tid siden at hun havde skrevet med manden. Han var på sit vis spændt og så alligevel ikke helt så glad ved tanken, da han ikke vidste hvordan han havde det med tanken om at han skulle dele hende med en anden mand. Godt nok var det hendes tid og selskab han skulle dele, men når alt kom til alt ville han jo helst have hende for sig selv. Det var dog uden tvivl Denjarna der havde glædet sig mest, men hun kendte trods alt også fyren, hvor han selv kun gjorde det for hendes skyld. Efter at han havde været hos Alexander og de havde fået lov til at beholde barnet, havde det også givet dem et problem mindre, da de rent faktisk godt kunne glæde sig. Og generelt gik det kun i den bedre retning, skønt han var holdt op med at lægge op til mere af det intime, da han stadig ikke kunne bære hendes afvisninger, og derfor ventede han vel egentlig kun på at hun blev klar til det skridt. Han var dog begyndt at blive om natten for at holde om hende, som hun havde ønsket af ham, hvor han naturligvis gerne ville være der for hende og passe på hende, særligt nu hvor hun var gravid – noget der også fik hans tanker på andre baner end det intime og deres problemer.

[Deleted]

Det var endnu kun tidelig aften, men ikke desto mindre var Atterlin allerede indhyllet i et tungt mørke, som verdenen endnu befandt sig i det kølige vinterhalvår. For mange var det sikkert en aften ligesom så mange andre aftener, men sådan var det ikke i det hyggelige smedehus der lå i udkanten af byen. Det var nemlig førte gang, at der ville komme en på visit, hvor det ikke var et hvilket som helst møde, eller en hvilken som helst gæst. For manden i huset, Derick, kunne de formentligt godt have undværet gæsten, men ikke ifølge kvinden. Denjarna havde nemlig langt om længe fået tilladelse til at invitere sin ven hjem til dem, og indtil videre forløb det til hendes bedste. Efter at hun havde sendt Vladimir sit brev, var der nemlig ikke gået længe før en tilbagemelding gled ind under deres dørtærskel. Som håbet havde han takket ja, samt kommet med den besked, at han ville komme efter tre nætter, og det havde i sandhed glædet hende. Glad havde hun derfor været igennem det sidste stykke tid, hvilket i sandhed havde været behøvet. Det gik dog bedre i hverdagen, som Derick havde været forbi sin leder, hvor de heldigvis havde fået tilladelse til at gøre med barnet, som de ville. Det var en graviditet hun endnu havde det svært med, men alligevel havde hun ladt det blive, hvilket havde resulteret i en fin bule på hendes ellers slanke maveskin. Dybt underligt fandt hun det, hvor hun end ikke kunne sige, hvor mange minutter hun havde brugt foran spejlet, som hun flere gange om dagen stod foran det store spejl og studerede sin forandrende krop. Hun vidste endnu ikke, hvordan hun ville klare sig med titlen som mor, men som dagene var gået, og Derick havde vist mere interesse og glæde ved hendes graviditet, var hun faktisk selv blevet mere fortrolig ved tanken. Det hændte også, at hun til tider tog sig selv i at smile ved tanken om, at hende, Derick, og deres kommende barn eller børn ville blive en stor familie. Det eneste hun ikke brød sig om, var befalingen om, at deres barn ikke måtte være varyl. Det passede hende bestemt ikke, at de skulle rode med naturen og hende gener, men det måtte de vel bare tage til den tid.
Denjarna rettede fint på en buket blomster, der havde fået opholdstilladelse i en fyldt vase inde på stuebordet. Det havde taget dem to måneder, men deres hjem begyndte endelig at ligne et hjem! De sov ikke længere foran pejsen, som de rent faktisk var rykket ind i soveværelset, hvor der nu stod en solid dobbeltseng. I pejsestuen, hvor de tidligere havde sovet, var der nu kommet et sofamøblement, som der i firkant foran den optændte pejs var blevet placeret en sofa, en lænestol og et stuebord i mørkt træ. Stolt var hun over deres hjem, som der endelig var lys for enden af tunnelen. Med et tilfredst syn på sin pejsestue, satte hun roligt i bevægelse mod smededelen af bygningen. En sort kjole dækkede hendes krop til, hvor den kun sad tæt ind til brystet, så den kunne falde løst ned og give den bulende mave en smule luft. For at holde på varmen bar hun yderligere et gråt uldsjal, som dækkede hendes ryg og arrede arme. Langsomt stoppede hun op ved trædøren indtil Dericks arbejdsplads, hvor hun kunne høre fra den anden side, hvordan han arbejdede ihærdigt, hvilket fik hende til at smile svagt. Let bankede hun på døren, inden hun roligt skubbede den op, så hun kunne få sin elskede mand at se. ”Kommer du snart ind? Det er ved at være tid,” spurgte hun mildt.

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor vintertiden gjorde at det kun var tidlig aften, skønt nætterne langsomt blev lysere og lysere. Sneen lå henover jorden som et flot hvidt diamanttæppe, som glimtede og skinnede i månelysets skær. En enlig, høj skikkelse kom gående i mørket på en sti, hvor han efterlod fodspor der fulgte nogle andre. Han gik med marker og skov ved sine sider, hvor han befandt sig i udkanten af Atterlin. Den sorte kappe havde hætte opslået og dermed kunne man kun lige ane en maskulin bleg hage, hvor kappen ellers blev trukket hen over jorden efter ham. De kulsorte øjne der nærmest kunne gå i ét med mørket omkring ham, hvilede foran sig, som han gik af sted. Vinden var mild, hev en smule i trætoppene og hvislede henover sneen, hvor der faldt et par snefnug hist og her, fordi det sneede ganske lidt. Roligt stoppede manden op, som han så sig omkring for at orientere sig, inden han fortsatte frem igen. Lang havde turen været, da manden kom helt fra Convento, og Atterlin var en af de byer der lå i udkanten af Dvasias, en af de mest selvstændige byer som eksisterede i landet. Han var dog på vej ud mod det lille smedehus, der lå i udkanten af byen.
Længe var der gået siden Vladimir sidst havde set Denjarna, da det efterhånden nærmede sig flere måneder. Ensomt var det i det store slot, selvom han bestemt ikke kunne sige at han havde kedet sig, da han var optaget af at søge hævn over Alexander. Bevogtet var hans slot blevet, hvor han forsøgte at få et par tilhængere fra racen der var med ham i hans tankegang om Alexander, og ham kunne ingen snyde, da han kunne læse folks tanker, for han var skam stødt på spioner fra Alexander, folk som han ganske enkelt havde dræbt. Han var gået over til den mere kyniske side han før havde haft, efter at Denjarna var flyttet ud, hvor han endnu kunne huske aftenen tydeligt. Hun var kommet hjem efter hendes visit hos kongen, noget han ikke havde brudt sig særlig meget om, kun for at fortælle ham at hun ville flytte. Ondt havde det gjort, særligt det faktum at han måske aldrig havde set hende igen, derfor havde han også valgt at lukke sig mere ind i sig selv, som han havde givet sig hen til sit arbejde med mineralerne, samt hans lille vendetta mod Alexander. Det var også kommet bag på ham at se et brev fra Denjarna, hvor han næsten ikke havde troet at det var fra hende til at starte med, men dog havde han valgt at indgå at møde hende, hvor han skam var forberedt hvis det var en fælde. Under kappen bar han et af de jakkesæt, som han havde købt under sin shoppingtur med Denjarna, der bestod af en mørkeblå jakke, der foran gik ned til hans hofte og bagved gik ned til hans knæhaser, hvor han ellers bar nogle matchende mørkeblå fløjlsbukser, en blodrød skjorte indenunder, hvor han gik med nogle fornemme skindstøvler, der gik ham op til knæene. De kjoler han havde givet hende, han havde han givet tilbage til Francis, hvor han også havde ødelagt hele det værelse som han havde bygget op til hende i ren og skær frustration over at han havde mistet hende. Roligt anede han det store smedehus komme til syne, hvor han kort stoppede op og betragtede sig af det. Der var lys i huset. Han trak vejret dybt, skønt det ikke var nødvendigt, som han pludselig følte sig spændt, inden han gik hen til hoveddøren, hvor han valgte at banke på, kun for at trække sig nogle skridt tilbage igen, hvor han ellers stod afventende og så til. I den ene hånd bar han en buket blomster, da han trods alt gerne ville vise at han havde savnet hende. Han havde også fået klippet sit hår, så det var blevet noget kortere i stedet for langt, hvor det var strøget fint tilbage, skønt det ikke var at se for hætten, ligesom han også var helt glatbarberet, så han lignede en ordentlig, fornem mand.

[Deleted]

Pengene var ved at komme godt i hus, hvor de fik råd til at spare op og købe hvad der nu var nødvendigt til hende for overlevelse, hvilket ville sige mad. Dog havde de også fået købt nogle møbler, som de langt om længe var flyttet ind i soveværelset, ligesom de også havde fået en lille stue stablet på benene, hvor han havde lavet det nødvendige, så det blev billigt som muligt for dem, såsom han havde lavet sengerammen, så de kun skulle købe madrassen, dynen og puderne, samt sengetøjet. Han var også allerede ved at gøre klar til barnet inde i værelset ved siden af deres, som han var i færd med at lave kravlegård, en vugge, samt uroer. Nu hvor de havde fået lov til at beholde barnet, måtte han erkende at han var ved at glæde sig, og han gjorde kun mere og mere, desto længere hen Denjarna kom i graviditeten, selvom han godt vidste at hun ikke var helt så tryg ved tanken endnu, men det skulle vel nok komme?
Som Denjarna bankede på, stoppede Derick ikke hammerens faste slag, da han var nød til at gøre det færdigt. At hun så spurgte om han snart kom ind, trak han let på smilebåndet. Der var ingen tvivl om at hun glædede sig langt mere end hvad han gjorde, hvilket også tydeligt kunne ses i hans holdning, da han var sent på den, og trak den så langt ud han nærmest kunne. Men uanset hvor langt han trak den, så ville han ikke kunne forhindre hendes ven i at dukke op. Roligt greb han om det glødende jern med tangen, som han puttede det glødende jern ned i en spand vand, hvor det afgav en svitsende lyd, ligesom det begyndte at dampe. Hammeren og tangen lagde han fra sig på den store armbolt, inden han greb omkring et håndtørklæde og tørrede sine hænder, som han gik over mod hende. Beskidt var han, ligesom hans arbejdsbukser og T-shirt var blevet. Han lænede sig mod hende og kyssede hende flygtigt mod læberne, inden han gik en anelse ned i knæ, så han også kunne kysse den lille bule der havde taget form på hendes mave, inden han rettede sig op igen. ”Jeg kommer nu,” svarede han roligt og med et skævt smil, som han lagde hænderne mod hendes hofter. ”Men jeg kan ikke love at jeg kan opføre mig ordentligt,” tilføjede han drillende, som han endnu engang kyssede hende, inden han roligt trak hænderne til sig. ”Men jeg må hellere lade vær med at gøre dig beskidt.. du ser fantastisk ud,” komplimenterede han hende, som han sendte hende et varmt smil, „og er det så for min eller hans skyld?” Let skulede han drilsk til hende, skønt det morende smil på læberne indikerede at det var i dril. Han strøg hende blidt over maven, som han hørte at det måtte banke på døren. ”Så for pokker.. hvis du holder ham hen, så smutter jeg hurtigt i bad,” svarede han, som han flygtigt kyssede hendes læber, inden han smuttede forbi hende og ud på badeværelset der tilhørte deres soveværelse, da det store badeværelse lå ud til entreen og der ville det nok ikke være smart at søge hen, da manden nødig skulle se at han ikke tog det seriøst. Han kom også hurtigt ud på badeværelset, hvor han smed tøjet og tændte for vandet. Det havde sine fordele at være vampyr!

[Deleted]

Glad følte Denjarna sig, som tingene endelig forløb efter hendes ønske. Vladimir ville nemlig komme i nat, hvor mændene ville se, om de kunne unde hinanden og lade hende have en ven og en mand. Personligt tænkte hun, at det hele nok skulle forløbe godt, da Derick havde udtalt, at han blot ønskede at se hende glad igen, efter al det onde han havde tilbudt hende, og han vidste, at denne handling ville gøre hende glad. Vladimir savnede en ven, hvor han under deres forrige møde havde udtalt, at han var villig til at gøre hvad som helst, for at beholde hendes selvskab, og derfor tvivlede hun på, at han ville blive et problem. Det ville formentligt gå efter hendes hoved, og så ville alt være godt. Som hun trådte inde i værkstedet, smilede hun varmt til Derick, som hun var taknemmelig over, at han gav hende denne mulighed, samt taknemmelig over, at han arbejdede ihærdigt for deres lille familie. Intet sagde hun til, at han arbejdede færdigt, da hun kendte til vigtigheden i det, hvor hun også var begyndt at slappe mere af, efter udmeldingen af graviditeten. Blidt besvarede hun kysset han skænkede hende, som han lagde arbejdet fra sig. ”Jeg tror aldrig, at jeg bliver vant til, at du sådan kysser den,” kommenterede hun roligt, som han ikke kun kyssede hendes læbe, men også hendes bulende mave. Hånden lagde hun blidt over den, så hun kunne få en fornemmelse af livet, der pludselig voksede i hende. Dybt urealistisk fandt hun det, men hun var heldigvis begyndt at ane en smule positivt med det hele, som tanken om dem, som en lidt større familie et sted glædede hende. ”Jeg skal nok holde dig i ørerne, hvis du laver nogle numre,” indskød hun morende. Dybt interesseret var hun i, at det forløb på den bedste vis, og derfor ville hun gøre sit for at det gjorde det. At han så valgte at komplimentere hendes ydre, fik hende til at smile glad. Nødsaget til at købe en smule nye klæder, havde hun været, da hun ikke havde følt, at hendes eksisterende kjoler passede til den gravide mave. Det var desuden endnu en af de små ting, hun skulle vænne sig, som hun ikke længere kunne gå klædt, som hun plejede at gøre. ”Jeg vælger, at det er for min egen skyld,” sagde hun kækt og blinkede til ham. Banket på døren fik hende automatisk til at se i retningen af lyden, hvor smilet også bredte sig på hendes læber. Vladimir! Det kunne kun være ham. ”Kunne du ikke vise lidt mere interesse for selskabet i nat?” kommenterede hun med et løftet bryn, som Derick end ikke havde tænkt på at gøre noget ud af sig selv før nu. Kysset nåede hun knapt nok at besvare, inden han allerede var ude af døren, hvor hun måtte himle med øjnene ad ham. Mænd! Hun blev dog ikke selv og dvælede i værkstedet, som hun selv vendte snuden tilbage mod hovedbygningen og entreen. Hun mærkede, hvordan hendes hjertebanken steg, da hun bestemt var spændt på at se sin ven igen! Hun var desuden spændt på at se, hvad han syntes om omvæltningerne i hendes liv, som det var ham uklart, at hun var mørkelver igen og gravid. Derfor var hun også en smule nervøs, hvor hun ikke vidste, om det havde været bedst at advare ham, men et sted havde hun ønsket, at det skulle være en overraskelse. Hun tog en dyb indånding, inden hun åbnede døren op og måtte stråle ved synet af sin ven ved hoveddøren. ”Vladimir! Kom endelig ind!” hilste hun begejstret.

[Deleted]

Vladimir var blevet en meget påpasselig mand igennem det sidste stykke tid, særligt efter hans møde med Alexander, hvor han tit så sig over skulderen, da han nødig skulle falde i et baghold som han havde gjort sidst. Han var tilmed klar til at gå til angreb, så snart døren blev åbnet, kun for at være sikker på at det ikke var Alexander der snød ham, men det var måske også ekstremt? Han var dog meget påpasselig, hvor han snart heller ikke kunne tro at han virkelig skulle se sin gamle veninde igen, da det var frygtelig lang tid siden at han sidst havde set hende. Han måtte dog erkende at han savnede hende, selvom han snart helt havde glemt hvordan hendes stemme lød. Han savnede hendes nærvær, da det enorme slot var tomt uden hende til at holde ham med selskab. Ganske vidst havde han personalet, men det var ikke just noget han sad og snakkede personligt med, desuden så forstod de ham ikke som Denjarna gjorde. Han savnede også at gøre gode ting ved hende, da hun havde fået en side frem i ham som ingen andre havde, hvor han var ved at blive mere og mere kold og kynisk. Han gik med rolige skridt i sneen, som langsomt førte ham videre til det store smedehus. Det var på ingen måder enorm og majestætisk som hans eget slot, men der var en hvis charme over det, hvor han skam heller ikke var dømmende overfor andres hjem, da han selv ville have nok i sådan et lille hus, for det store slot var snart for stort til ham selv.
Som Vladimir fik banket på døren, bakkede han roligt nogle skridt bagud, som han ellers blev stående og ventede. Han hørte de forskellige skridt ude i entréen, hvor han blot blev stående og ventede på at en valgte at åbne op for ham. Hvordan denne Derick så ud, anede han ikke, men han så skam frem til at se Denjarna igen, selvom han ikke helt vidste hvordan han skulle tackle hendes mand, eftersom han havde hørt meget dårligt omkring ham, men hun måtte vel være hos ham af en eller anden grund? Og så kærlig som hun altid havde været, måtte manden vel også være anstændig nok? Hans sorte øjne gled mod den kvindelige skikkelse der dukkede op i døren, hvor smilet begyndte at brede sig ud på hans blege læber. Han løftede den frie hånd, hvor han trak hætten, ned så hun var i stand til at se hans markante ansigt, med den klatragede hage og kæbeparti, samt de korte lokker, der var strøget fint tilbage. ”Denjarna,” endte han varmt for sig selv. Det var så lang tid siden at han sidst havde set hende, at han snart ikke kunne tro sine egne øjne. Han tog et skridt imod hende, skønt smilet falmede drastisk, som han pludselig kunne se, lugte, høre og fornemme hvordan alt var.. anderledes. Han blinkede med øjnene, som han tog en dyb indånding. Blod. Han kunne lugte varmt, frisk blod. ”D-du er.. mørkelver igen?” svarede han forundret, som han endte med at tage et skridt tilbage. Men det var ikke kun det. Hovedet lod han søge let på sned. Der var noget andet over hende. ”Du er.. forandret,” svarede han endnu engang forundret, som han blot blev stående, med den buket blomster i den ene hånd, som var endt langs hans side.

[Deleted]

Det var tydeligt at mærke på stemningen at det gik bedre mellem dem, hvilket var noget som kun glædede Derick. Ganske vidst var han ikke så begejstret for dette møde, som Denjarna var, men han gjorde det for hendes skyld og derfor vidste han godt at han skulle tage sig sammen. Hans blik faldt mod Denjarnas skikkelse, som hun kom ind til ham, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. Han var begyndt at elske tanken om at hun var gravid, eftersom de havde fået lov til at beholde barnet, hvilket var noget som han så frem til. Endelig fik han den familie han altid havde drømt om, han havde drømmekvinden ved sin side og hun skulle til at skænke ham et barn. Hvad mere kunne han ønske sig? Han forsøgte at få tjent så mange penge som muligt, eftersom de også skulle have ting til den lille, når den endelig kom, hvilket gjorde at han var nød til at tjene flere penge, så de kunne klare sig. De havde allerede fået en lille stue på plads, ligesom de havde fået en seng til soveværelset, så det hele var ved at blive til et lille fint hjem. At hun kommenterede at han kyssede maven, fik ham til at smile ganske let, hvor han lagde sin hånd over hendes, der hvilede mod hendes mave. ”Barnet skal jo vide at far elsker det,” svarede han med et morende smil og varmt glimt i de violette øjne, som han trykkede blidt omkring hendes hånd. Han glædede sig, hvilket han ikke kunne lægge skjul på. Han slap en munter latter til hendes ord. Han skulle nok se om han kunne opføre sig ordentligt, selvom han ikke vidste om han ville komme med en spydig bemærkning eller to, men det ville nok kun være for at bevise at det var ham der havde hende og at hun var hans for evigt. ”Så må vi se om det kommer så langt,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Han vidste trods alt heller ikke hvordan denne Vladimir var, eller hvordan han så ud for den sags skyld, så han måtte erkende at han var en smule spændt på at se hvordan han var, også nu hvor Denjarna kun havde sagt godt omkring ham. Han fnøs let til hendes ord, som hun sagde at hun havde klædt sig sådan ud for hendes egen skyld, hvor han rystede let på hovedet. At det så bankede på døren, indikerede kun hvor sent han egentlig var på den, da han havde stået i smeden i alt for lang tid. Han slap en kort latter til hendes ord. ”Undskyld. Jeg skal nok skynde mig,” lovede han, som han smuttede forbi hende og ud i entreen, kun for at søge videre ind i den anden gang for at søge mod værelset og ud på badeværelset. Han tændte for vandet, som han roligt kom ud af de beskidte klæder. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på det hele, da han ikke just var den største fan af dette, men måske det ville gå godt? Han kunne høre hende hilse på Vladimir, som han trådte ind i brusekabinen og fik skyllet sin krop og sit hår, inden han begyndte at sæbe sig ind. De havde nok en masse at snakke om, da det var lang tid siden at de sidst havde set hinanden, derfor så skyndte han sig ikke så meget som han kunne, men tog et ordentligt bad og så kunne han jo altid hilse på manden om lidt.

[Deleted]

Det forekom Denjarna dybt uvirkeligt, at hun var med barn. Derfor fandt hun al interessen omkring sin mave dybt mærkværdig, skønt hun heller ikke selv kunne lade være med at koncentrere sig om den. Det havde aldrig været hendes drøm med børn, som hun altid havde set sig som en selvstændig og bevidst kvinde, hvor børn ganske enkelt ikke passede ind i billedet. Nu vidste hun ikke længere, hvad hun mente, da det hele alligevel ikke forekom hende så slemt, som hun først havde gået og troet. Hun var endnu skrækslagen, da hun på ingen måde kendte til denne del af livet, men samtidig var tanken om en lille familie ikke særligt slem igen. ”Jeg tvivler på, at det når gennem min mave,” kommenterede hun med et skævt smil, da hun endnu ikke forstod sig på mange af delene ved graviditeten. Hun fandt det dog velkomment, at han alligevel koncentrerede sig om hendes udvikling, da hun havde brug for, at det var ham ønsket, og at han ikke sprang fra på vejen. Blidt lod hun sin tommel stryge over hans hånd, som han holdt den over hendes mave, hvor hendes egen hånd også måtte befinde sig. Smilende rystede hun på hovedet ad ham, som han fortsatte med, at han muligvis ikke ville opføre sig helt pænt. Selv håbede hun på, at han var flink, da det var i hendes største interesse, at de to mænd kom godt ud af det med hinanden. Hun savnede nemlig at have en ven, hvor hun savnede sine snakke med Vladimir. Særligt efter al den tumult hun havde gennemgået, men hun tvivlede på, at hun kunne drøfte det med ham i øjeblikket, uden at han sagde, at hun skulle skynde sig væk. Derfor tænkte hun på at holde det skjult endnu. ”Det gør du bare,” sagde hun roligt, som han sagde, at han ville skynde sig. Personligt tvivlede hun på det, eftersom hun vidste, at mødet ikke gjorde ham lykkelig, men så længe han var en smule åben, så var hun glad. Skridtene lod hun selv vendes mod entreen, hvor hun vidste, at Vladimir ville være. Spændt var hun på at se ham, skønt hun også var nervøs, da det var måneder siden deres sidste møde, samt ufattelig meget havde hændt hende siden da. Døren lod hun åbnes, hvor smilet øjeblikkeligt bredte sig på hendes læber, som hun fik sin ven at se. Savnet havde han været, og ud fra hans eget smil, tvivlede hun ikke på, at det var en gengældt følelse, og det måtte i den gad varme hende! Hun havde frygtet, at hun havde mistet alt, som hun havde valgt Derick, men åbenbart ikke. At han så blev nervøs og gættede, at hun var blevet mørkelver igen, gled hendes hoved let på sned, mens hun betragtede ham med et lettere bekymret blik. ”Det er efterhånden et par måneder siden.. Jeg fandt en alkymist, men al det kan jeg fortælle dig, når du kommer ind,” sagde hun mildt, skønt hun frygtede, at det var en lidt for stor omvæltning for ham, at hun var blevet levende igen. Han havde trods alt aldrig oplevet hende på den måde. At han så fortsatte med at sige, at hun var forandret, gled hendes hånd automatisk over den bulende mave. Direkte fremtræden var den ikke, men man kunne godt ane, at den var ved at vokse. ”Du er gået glip af en del, min ven,” kommenterede hun stille. ”Men kom ind i varmen, så vi kan snakke. Jeg kan sagtens holde mig en smule på afstand, hvis det generer dig. Jeg er bare glad for, at du havde lyst til at gøre dig kigget forbi.”

[Deleted]

Denjarnas selskab var uden tvivl savnet, da Vladimir savnede at høre hendes stemme, se hendes smil og varme blikke, hvor hun også var den eneste han havde åbnet sig fuldt op for. De havde haft en mærkværdig forståelse for hinanden, ligesom hun havde vist ham omsorg, og dog havde hun alligevel løjet overfor ham, da det ikke havde været alt hun havde sagt der havde været sandt, såsom at hun ikke var blevet hos ham og det at hun ikke ville forlade ham, for det var jo netop hun havde gjort velvidende om at det måske havde været sidste møde. Det glædede ham dog at hun ikke havde glemt ham efter så lang tid, og at hun havde gjort som hun havde sagt hun ville og kæmpe for deres venskab, skønt han godt vidste at hele pakken ikke længere kunne være der, eftersom de ikke længere kunne flirte, hvilket han på sin vis havde det fint med og på den anden side fandt en smule trist, da det hele havde været spændende. Han glædede sig dog også til at se hvilken mand det var hun havde forladt ham til fordel til, da han ikke havde hørt lutter lykke og glæde omkring denne Derick, men tværtimod det modsatte, så han vidste ikke helt hvad han skulle synes om denne mand. Nu var han her dog ikke for Dericks skyld, men udelukkende Denjarnas, og at det blev hende der åbnede for ham, var noget som fik smilet frem på hans læber. Det gik dog hurtigt op for ham at hun ikke længere var sig selv, som hun var mørkelver igen, hvilket han ikke helt vidste hvordan han skulle tackle. Normalt omgik han ikke andre racer af åbenlyse grunde fra sin fortid, og som han også havde snakket med hende om, så var det ikke sikkert at de var blevet så gode venner, hvis han havde mødt hende som mørkelver første gang. Måske en meget dobbeltmoralsk holdning, men han havde et problem med de levende væsner. Gudskelov havde han dog fået sin appetit under kontrol og derfor måtte han vel klare sig? Tænderne bed han sammen, som han blev stående udenfor med sneen dalende, skønt han dog ikke frøs. Han nikkede svagt til hendes fortælling. ”Det glæder mig at du fik dit ønske opfyldt. Jeg ved trods alt hvor meget du ønskede det,” svarede han sandfærdigt. Hun havde trods alt snakket tit om at hun havde savnet at være mørkelver og han forstod hende sådan set godt. Rent faktisk havde han lovet at hjælpe hende, men han kendte desværre ingen alkymist og det var også nogen han helst holdt sig væk fra. At hun så inviterede ham ind endnu engang, måtte han kort overveje om det var smart, men.. han savnede hende og hvis dette var hans eneste mulighed for at få det til at fungere, så var han vel nød til at springe ud i det? Han nikkede svagt, som han roligt gik hen til hende, hvor han rakte hende den buket blomster han havde med. ”Disse er til dig,” svarede han roligt og sendte hende et svagt smil, inden han måtte dukke sig for at komme ind ad døren, han var trods alt en høj mand, der var en smule over de to meter. Han trak roligt sin kappe af, for at hænge den på stumtjeneren, hvor han afslørede det fine jakkesæt, han havde købt sammen med hende. ”Det er godt at se dig igen,” erkendte han, som smilet bredte sig en smule mere på hans læber. Savnet var hun i en grad!

[Deleted]

At Denjarna ikke længere anså det hele for at være et helvede, var noget som glædede Derick, da han endelig følte at han kunne glæde sig til det hele, netop fordi de havde fået lov til at beholde barnet. Ganske vidst måtte det ikke beholde hendes gener, men i hans øjne var det bedre end at han var tvunget til at dræbe barnet, for.. det var han ikke sikker på at han var i stand til. Han havde ikke tænkt sig at løbe fra sit ansvar, særligt ikke hvis han havde et barn, et barn han altid havde ønsket sig, som han altid havde ønsket sig en familie, og derfor var det ham en kæmpe glæde at de kunne beholde det, hvor han skam ikke havde tænkt sig at bakke ud nu, ikke når han endelig havde fået sin elskede kæreste igen, da han havde savnet hende og nu gik det endelig lidt bedre mellem dem, så han havde skam ikke tænkt sig at give op. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han let hævede det ene øjenbryn. ”Jaså? Du skal da vidst kun være glad for at det ikke er maven jeg snaver med,” svarede han drillende, som han flygtigt stjal et kys fra hendes læber, inden han vendte blikket mod hendes mave, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, som hun strøg ham over hånden. ”Desuden så er min stemme så gennemtrængende, at barnet nok skal høre mig,” tilføjede han morende, som han blinkede let til hende. Han vidste godt at barnet ikke kunne høre ham, ligesom barnet nok knap nok var skabt i hendes indre endnu, for maven var jo ikke engang særlig stor, men derfor glædede han sig stadig til at barnet kom, hvis han da overhovedet ville være god som far, for.. det havde han jo trods alt aldrig prøvet før. Det hele var nyt for ham, som det var for hende, skønt han allerede havde stået i denne situation før, dog ikke med den rigtige kvinde og det var ikke længere noget han tænkte over, da han havde hvad han ville have og havde brug for lige her. Han smuttede roligt forbi hende, for at komme i bad, hvor han lod det varme vand skylle over hans krop. Det var ikke just fordi han var så begejstret som hun var, men han gjorde det hele for hendes skyld, så hun kunne blive glad igen, og da han ikke kendte manden, så måtte han jo være lidt åben og se hvordan han var, for måske hun havde ret, måske han også kunne få en ven i denne Vladimir? Ikke just fordi han vidste hvordan han skulle tackle det hele. Han slukkede vandet, for at tage om sæben, hvor han begyndte at sæbe sig ind, kun for at tænde for vandet igen, hvor han lod den blive skyllet af sig. Det var ikke just fordi han skyndte sig, men han vidste at det var lang tid siden at hun havde snakket med manden sidst, så de havde vel meget at snakke om? Derfor så behøvede han nok ikke at være der det første stykke tid.

[Deleted]

Gladere var Denjarna blevet, skønt hun var rasende nervøs for det kommende barn der ville komme til verdenen. Man kunne trods alt ikke sige, at det var en planlagt graviditet, som hun ærligt talt ikke havde regnet med, at hun kunne blive gravid. Derfor havde hun ikke spekuleret synderligt over moderrollen, ud over til det faktum, at hun sagtens kunne leve uden børn. Nu var hun tvunget til at tænke i helt andre baner, som de ikke længere havde noget andet valg end fødslen om et par måneder, og af den årsag var man vel nødt til at se på det bedste ved situationen. ”Hvis du begynder på det, bliver jeg formentligt en smule skræmt,” sagde hun morende, inden hun besvarede det flygtige kys. Hun håbede så sandelig ikke på, at han ville gå skridtet videre med maven, da hun følte at det var mere end nok, at han kyssede og nussede den i ny og næ. Hun var trods alt ikke vant til, at opmærksomheden centrerede sig dernede, samt hun var langt mere interesseret i at blive tænkt på hende som person, og ikke som gravid. Derfor frygtede hun også, hvilke forandringer et barn kunne skabe. ”En ting er sikkert så… barnet vil nå at blive døvt, inden det overhovedet når at blive født,” kommenterede hun drillende, som han nævnte sin gennemtrængende stemme. Det var også en anden ting der måtte skræmme hende. Et handikappet barn, for hvordan skulle hun nogensinde kunne håndtere det?
En varme søgte ind over Denjarna, som hun så Vladimir i døråbningen. Det var måneder siden, at de sidst havde set hinanden, så derfor havde hun frygtet, at han muligvis ville have takket nej til hendes invitation. Hun vidste nemlig godt, at det ikke havde været pænt af hende at holde ham ude i kulden så længe, men intet andet valg havde hun haft, da hun først lige havde overtalt Derick til ses med hendes ven. Hvordan det møde ville komme til at gå, vidste hun ikke, men hun håbede på det bedste, eftersom hun var meget interesseret i at have begge mænd i sit liv. ”Det var også en umådelig lettelse for mig, da det endelig lykkedes,” sagde hun sandfærdigt, som det altid havde været en drøm for hende at blive mørkelver igen. Prisen for det havde heller ikke været spor slem, så det havde i den grad været til at forhold sig til. Som han endelig trådte ind over dørtærsklen, bredte smilet sig en tand mere på hendes læber, da hun for et øjeblik havde frygtet, at forandringerne havde været for meget for ham. ”De er utroligt smukke,” sagde hun blidt, som hun tog imod blomsterbuketten. Længe siden var det, at hun havde modtaget en lignende buket, og derfor måtte det gøre hende umådelig glad, da også det var en form for forkælelse. ”Du har taget tøjet, vi købte ind sammen, på,” kommenterede hun med et smil på læben, som han tog kappen af og derfor afslørede det fine jakkesæt. At det var godt at se hende, var ord der varmede, da det i den grad også var godt at se ham igen! ”Jeg er ked af, at der gik så længe, men jeg er glad for at vi endelig fik et møde stablet på benene,” sagde hun ærligt. Som han var kommet indenfor, havde hun mest af alt lyst til at omfavne ham, som han var savnet. Hun undlod det dog, da hun ikke fandt det optimalt i denne situation. Det havde trods alt ikke virket som om, at han havde været helt begejstret over sin tilbagevendende levende side. ”Derick er lige i bad, men vi kan finde en vase og sætte buketten i vand, og derefter sætte os ind i stuen?” foreslog hun roligt.

[Deleted]

Meget var der tilsyneladende sket i den tid, hvor Denjarna ikke havde været boende hos Vladimir på slottet, hvor det efterhånden var nogle måneder siden at han sidst havde set hende. Savnet var hun, men meget var han tilsyneladende også gået glip af. Et sted måtte det gøre ondt at hun ikke havde skrevet til ham, bare for at holde ham opdateret, men det var der nu ikke noget at gøre ved, selvom hun heller ikke havde sagt noget i invitationen, men det var vel fordi det skulle være en overraskelse? Og det var det i den grad også! At se hende som mørkelver igen, var både godt og skidt, da han havde det svært ved at være for tæt på levende personer, for han var trods alt en vampyr. Dog håbede han at det gik, hvor han nok lige skulle vænne sig til det igen. En skam fandt han det dog også, for han havde godt kunne lide hende som vampyr, hun havde været fantastisk smuk, og han ville næsten gå så vidt at kalde hende for perfekt, og derfor var det ham underligt at se hende med en glød i huden, han kunne høre hjertet og pulsen slå, som han kunne lugte hendes blod og livet omkring hende, hvor det hele næsten var overvældende. Han nikkede svagt til hendes ord. Naturligvis var han glad på hendes vegne, for han havde jo godt hørt på hende tit tale om at hun havde savnet det, men alligevel var det svært for ham at tackle, da han ikke helt vidste hvordan han skulle reagere. ”Det glæder mig at du kan lide dem,” svarede han roligt, som han gav hende blomsterbuketten, da han trods alt ikke havde ønsket at komme frem uden en lille gave til værtinden, da han godt kunne regne ud at det var hende der havde fået det hele stablet på benene. At hun så kommenterede hans tøj, fik ham til at se ned af sig, inden han så mod hende igen. ”Det har jeg. Det skal trods alt bruges, når det nu er købt,” svarede han med et skævt smil. Han betragtede hende med et mildt blik, hvor han lagde hovedet let på sned, som han løftede den ene hånd og lod varsomt to fingre stryge hende over den varme kind. Det var helt underligt at se og mærke hende på den måde! Han endte dog alligevel med at trække let på smilebåndet. ”Det går nok, men meget er sket, kan jeg se,” svarede han endnu engang, som han trak hånden til sig igen, da han trods alt heller ikke ønskede at gøre hende ukomfortabel, hvor han heller ikke var helt sikker på hvad han kunne tillade sig at gøre, for sidst havde hun heller ikke ønsket at han berørte hende på denne måde og alt det med følelser og hvad man måtte og ikke måtte ved det, var han ikke så god til. Han endte med at trække på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg kan næsten fornemme, at han ikke er meget for mødet,” kommenterede han morende, selvom det ikke forundrede ham. Desuden kendte han Denjarna, så det forundrede ham ikke at Derick ville holde på hende og have hende for sig selv, det havde han jo også selv lidt ønsket, da hun havde boet på hans slot, desværre blev det bare ikke sådan, for nogen af dem. Han betragtede hende fra top til tå, hvor han kort måtte bide tænderne sammen, da han måtte erkende at han skulle vænne sig til det hele, det var dog også det, der fik hans øjne til falde til hendes hals, hvor han kneb sine øjenlåg let sammen. ”Hvad er dette..?” Han løftede den ene hånd og strøg hendes ravnsorte lokker væk, for at afsløre bidemærket på hendes hals. ”Hvem har gjort dette?” Det tog ham dog ikke længe at regne det ud, for med de nye vampyrregler, kunne det næsten kun være én. Hans blik endte næsten vildt i hendes, hvor han slog over til tankeoverførsel. #Har han gjort dig ondt allerede?!#

[Deleted]

Tanken om at få en familie, var noget som var ved at falde i god jord ved Derick, da han havde haft svært ved at glæde sig, da hun havde fortalt ham nyheden, fordi han ikke engang havde vidst om de havde fået lov til at beholde barnet, men intet var der at frygte nu, eftersom de måtte få barnet og de skulle være forældre, hvilket fik sommerfuglene til at summe i hans mave, hvor han følte sig helt glad bare ved tanken. Det blev også kun bedre, fordi Denjarna blev lidt mere glad ved tanken om det, hvilket naturligvis måtte lette ham, for det havde ikke været meningen at gøre hende gravid, men derfor ønskede han naturligvis at hun var med på det hele, hvor han også ville hjælpe hende igennem alt, skønt han ikke just havde forstand på det, men de skulle vel nok finde ud af det hele? Desværre havde han ingen at spørge om råd. Han havde haft et vennepar, hvor han havde stået gudfar til deres børn og dem ville han sikkert kunne have spurgt om råd, men de var ikke længere i live. Morende slap han en latter til hendes ord og rystede let på hovedet af hende. ”Åh jamen jeg er så forelsket i din mave,” svarede han drillende, som smilet ikke falmede det mindste. Han elskede dog tanken om at hun var gravid, da han følte sig spændt og dog nervøs på en og samme tid, men han håbede at alt ville gå, hvilket også var det som han krydsede fingre for. Han himlede let med øjnene, da hun så sagde at barnet ville blive døv, hvor han rystede let på hovedet af hende endnu engang. ”Nu synes jeg slet ikke jeg får lov til at glæde mig ved det,” svarede han lettere drilsk anklagende, som han også skulede drilsk til hende. Han var skam spændt på barnet, men derfor så ville han ikke glemme Denjarna, for hun var trods alt kvinden han skulle leve med resten af sine dage, det skulle han ikke med barnet, og han var skam også stolt over at det var hende der bar barnet, for det hele føltes blot.. rigtigt.
Badet lod Derick alligevel køre lidt ud, som han ikke just var den der var mest begejstret ved det hele, for han var trods alt ikke meget for at hun ville have en ny mand i hendes liv, hvor han også kunne fornemme at de havde haft det godt sammen, og det gjorde ham også en smule jaloux, for det havde jo været ham der burde have fået hende tilbage til sig selv, men det havde han ikke, det havde en anden. Netop denne Vladimir. Han slukkede roligt vandet efter et stykke tid, hvor han sukkede ganske let. Han valgte at tage omkring et håndklæde, som han havde lagt frem, kun for at begynde at tørre sin krop, hvor han bandt det omkring sit liv. Han trådte roligt ud af badeværelset og ind i soveværelset, hvor han gik over til skabet. Det var ikke fordi han havde så meget tøj at vælge imellem, for knap nok det havde de haft råd til, men Denjarna havde nærmest tvunget ham til det til sidst, så han havde fået købt lidt forskelligt. Han lod håndklædet falde, for at tage omkring tøjet som han fik på, så han stod i nogle mørke jeans, samt en blodrød skjorte, hvor han fandt nogle fine sko frem, så han alligevel så lidt præsentabel ud, hvilket hun alligevel havde ønsket af ham. Han gik roligt ud af soveværelset og søgte mod pejsestuen, hvor der allerede stod tre glas og en flaske vin klar til dem.

[Deleted]

Smilende rullede Denjarna med øjnene ad Derick, da han ganske enkelt var, som hun havde regnet med. Overbegejstret for hendes graviditet og dybt koncentreret om hendes forvandlede mave. Det kom absolut ikke bag på hende, at han var pylrende omkring hende, da han altid havde ønsket et barn med hende, og nu gik hans drøm i opfyldelse. Hun delte måske ikke helt drømmen med ham, men det ville hun forhåbentligt komme til med tiden. Det gik trods alt også fremad, som hun ikke hadede ideen om graviditeten ligeså meget, som hun egentligt havde regnet med, da den alligevel havde fået hende til at smile et par gange. ”Det forundrer mig utroligt nok ikke,” kommenterede hun morende, som han uden tvivl var blevet mere lun på tanken om graviditeten, efter at han var kommet tilbage med den besked, at de havde fået lov til at beholde barnet, og forblive sammen. En god nyhed havde det været, som hun ikke havde ønsket, at en fremmed mand skulle bestemme over dem. Hendes syn på Alexander, var dog ikke blevet helt lyserødt, da Derick skam havde fortalt hende, hvordan mødet havde været ved at ende galt. ”Det var dig selv der sagde, at du havde en skinger stemme og ikke jeg!” sagde hun morende, som hun hurtigt kastede skylden af sine skuldre.
Mildt krusede smilet over Denjarnas læber, som hun tog imod den pæne buket, han havde med til hende. Det var en simpel gestus, da det var normalt at have en gave med til værten eller værtinden, men alligevel gjorde handlingen hende varm. Han måtte også være den første, der aflagde en værtindegave hos hende, da det var den første gæst de havde. Derfor måtte det også være umådeligt interessant at se, hvordan det hele ville komme til at forløbe. Berøringen han skænkede hende, nød hun uden tvivl, som hun havde savnet ham. Hun gjorde dog intet for at få ham til at stoppe eller trække sig tilbage, som hun blot smilede venligt til ham. ”Det skal de selvfølgelig.. Det klæder dig også,” sagde hun mildt. Nydelig var Vladimir, men sådan havde han også altid set ud for hende, som han altid lignede en fra den finere stand i hendes øjne. Derfor måtte hun også spekulere over, hvad han mente om hendes hjem, da det på ingen måde kunne måle sig med det slot han ejede. Hun håbede dog, at han tog godt imod det hele, da hun mindst af alt ønskede, at det var økonomien der skulle skille dem ad. ”Det er der,” medgav hun roligt. Han havde ingen ide om, hvad der var hændt i tidens løb, som han kun anede toppen af isbjerget og det var det allertydeligste; nemlig hendes raceskift. Det håbede hun desuden også, at han kunne tackle, men sikker på det, var hun nu, da han havde lovet hende, at han ville holde af hende, om hun var vampyr eller mørkelver. Det var meget muligt, at tingene ikke var blevet præcist, som de havde regnet med dengang, men alligevel.. Skævt smilede hun. ”Derick? Han har det skam fint med det hele,” sagde hun, skønt det ikke var den rene sandhed. Derick havde måske gået med til mødet, men det var ikke ens betydning med, at det glædede ham. Det havde hun dog ikke lyst til at indrømme for Vladimir, da hun kun var interesseret i, at det gik som smurt mellem alle parterne. Hun skulle til at gå mod køkkenet, inden han stoppede hende ved sin berøring af det ravnsorte hår. Hendes krop stivnede, da hun vidste, at han havde fået øje på det forfærdelige bidemærke. Hastigt skubbede hun sit hår ned over mærket igen, da hun bestemt ikke var interesseret i, at det var synligt, skønt det afgav en form for beskyttelse, som hun var mærket som Dericks. ”Hvor vover du at trænge ind i mig hoved! Du sagde, at du aldrig ville gøre det,” sagde hun fast, som hun helt undveg hans spørgsmål. Underligt var det at mærke hans tilstedeværelse i sit sind, hvor hun ikke just brød sig om det, skønt hun vidste, at han bare var bekymret for hendes ve og vel. Hun følte bare ikke, at hun kunne snakke med ham om det nu, da Derick ville være i stand til at overhøre samtalen, samt det kun ville give Vladimir et ringere billede af Derick, end det han i forvejen havde. ”Kom nu med,” sagde hun stilfærdigt, uden hun så ham i øjnene, som hun blot gik ud mod køkkenet.

[Deleted]

At Denjarna ikke afviste Vladimirs berøring, var noget som fik ham til at smile lidt mere, da det var rart at han ikke blev helt afvist, desuden så var det så lang tid siden at han havde snakket med hende og generelt bare fået det mindste syn på hende, så han vidste ærligtalt ikke hvordan det var mellem dem mere, men han var da glad for at han ikke var blevet glemt og at hun stadig gerne ville være hans ven. Han nikkede roligt anerkendende til hendes ord, som han sendte hende et varmt smil. ”Mange tak. Og må jeg gengælde din kompliment, du ser mig noget så flot ud,” svarede han sandfærdigt, som han tog omkring hendes hånd for at skænke hendes håndryg et blidt kys, hvor han kort trykkede omkring hendes hånd, inden han slap den igen, hvor han sendte hende et smil. En gentleman havde han altid været, særligt overfor hende og det så han ingen grund til at lave om på. Han ville desuden gerne udvise hende al den venlighed han kunne, når han nu endelig var sammen med hende igen, for det var uden tvivl noget han havde savnet! Han havde savnet alt ved hende og særligt hendes noget så værdifulde selskab, hvor bare det at stå og snakke med hende, var noget som gjorde ham helt varm indeni igen, da det ikke så ud til at han havde mistet sin højtelskede ven – og eneste. Han nikkede svagt til hendes ord. Det var underligt at kunne mærke hendes varme hud, når han var vant til at den var som hans. Han ville dog ikke droppe hendes venskab bare fordi hun var blevet levende, for det var noget han ønskede at lære at leve med, for han havde trods alt set hvilken person hun var, hvor hun også var hans eneste ven, så naturligvis ville han ikke give det op! Han ville tværtimod beskytte hende med sit liv. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord. ”Hold op Denjarna, måske jeg ikke er den store kender når det kommer til kærlige følelser, men du glemmer hvor gammel jeg er, og hvilken mand vil ikke holde på dig, så fantastisk du er? Det vil kun være naturligt at han er imod det, det var jeg trods alt også selv,” svarede han sandfærdigt, hvor hans smilet blev morende, skønt det falmede lige så hurtigt, da han så bidet på hendes hals. At hun så helt febrilsk måtte dække det til, fik ham til at rynke brynene, for havde Derick allerede gjort hendes ondt? Og sådan som hun blev nervøs kunne det ikke have været frivilligt, hvilket måtte få vreden op i ham. At hun så blev helt fast i tonen og beskyldte ham for at trænge ind i hendes hoved, fik ham til at knibe øjnene sammen. ”Jeg har ikke trængt ind i hovedet på dig! Hvis jeg gjorde det, læste jeg dine tanker, men jeg gik ud fra at du ville fortælle mig sandheden, så det har jeg ikke gjort. Jeg sendte dig blot mine tanker, desuden så er din undvigelse mere end et klart svar!” svarede han kortfattet igen, som han blot så til hvordan hun vendte ham ryggen, som var intet hændt, hvilket han ikke fandt sig i! ”Så det er ham,” konkluderede han, som han gik med hende, hvor han også skulle til at gå med hende ind i køkkenet, indtil hans kulsorte øjne faldt på Dericks skikkelse ind i pejsestuen. Han knurrede let, som han i stedet for at følge med Denjarna, valgte at gøre brug af sine horrors hurtighed, hvor han greb fat i Dericks skjorte og tvang ham op af væggen, hvor han så fast ind i hans blik. ”Du har gjort Denjarna ondt, imod hendes vilje!” hvæsede han vredt, som han strammede grebet omkring mandens skjorte, hvor han flyttede den ene hånd til hans hals og nærmest brugte sine overnaturlige styrke til at løfte ham op fra jorden, imens hans blik hvilede direkte dræbende i Dericks. Meget var sket igennem de sidste måneder og det gjaldt også for Vladimirs vedkommende, som han ikke just var nær så menneskevenlig som han havde været sidst hun så ham. Han knyttede den anden hånd, kun for at slå den mod mandens mave, han skulle bøde for hvad han havde gjort!