A new life, a new friend?

[Deleted]

Derick kunne ikke lade vær med at glæde sig til graviditeten, eftersom han kun blev mere og mere begejstret jo mere maven måtte vokse, for denne gang var han sikker på at det var hans, hvor det også var hans drømmekvinde der måtte give ham det, så det hele kunne jo ikke være andet end perfekt, hvilket var en tanke som måtte glæde ham frygtelig meget. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. Han var måske ikke helt forelsket i hendes mave, ikke på samme måde som han var forelsket i hende, men han glædede sig uden tvivl, desuden ville han jo gerne vise interesse for det hele, så hun vidste at han ikke gik nogen steder, men rent faktisk måtte nyde tanken omkring det, hvilket han netop viste ved at kysse hendes mave i ny og næ, hvor det sikkert kun blev værre, når de kom senere hen. ”Årh hold op, jeg ved du nyder, når jeg pusler om dig,” svarede han morende, som han blinkede drilsk til hende. Han værnede mere om hende, nu hvor hun var gravid, hvor han også var blevet frygtelig overbeskyttende, som han slet ikke lod hende gå ud for døren når det var blevet mørkt, ikke uden at han var med hende. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Jeg sagde min stemme var gennemtrængende, ikke skinger!” svarede han morende, som han rystede let på hovedet af hende, for det var da tosset! Der var en stor forskel på skinger og gennemtrængende! Desuden så var barnet uanset hvad ikke formet i hendes indre, så det ville alligevel ikke kunne høre ham, men mon ikke det kunne, når maven engang blev helt stor? Han anede det faktisk ikke.
Som han kom ud af badet, tog han sig ikke rigtig af de andre to, da han stod i sine egne tanker. Han vidste ikke helt hvordan han skulle være, eller hvad han skulle sige, selvom han vidste at Denjarna forlangte at han var flink, men han måtte erkende at han ikke havde lyst til at forgive eller spille noget han ikke var, for han var slet ikke begejstret for dette! Han himlede let med øjnene for sig selv, hvor han blev stående i pejsestuen og helt måtte overveje at begynde på vinen, men det ville nok kun signalere det forkerte budskab og det ønskede han heller ikke overfor Denjarna, da han egentlig kun gjorde alt dette for hendes skyld og hvem vidste? Måske han faktisk kunne blive ven med denne Vladimir? Og måske kunne han ikke, det fandt han ud af, dog ville det være træls at skulle have manden på besøg, hvis han ikke kunne lide ham, men det måtte tiden jo vise. Han rystede let på hovedet, som hans blik kort måtte skæve tilfældigt mod gangen, hvor hans blik faldt på Denjarna, inden det faldt på den høje mand, der pludselig.. kom mod ham? Før han vidste af det, endte han i et fast greb tvunget op ad muren, hvor han blinkede overrasket med øjnene, for.. hvad pokker skete der?! Han gispede anstrengt, da manden greb ham om halsen og tilmed løftede ham op. Hvad pokker var han?! Kvalt kunne han ganske vidst ikke blive, men ubehageligt var det af den grund! At han så nævnte at han havde gjort Denjarna ondt, kunne han regne bidet ud, hvilket fik det til at stikke i hans bryst, for det havde jo ikke været hans mening! ”D-det var i-ikke med v-vilje!” svarede han sammenbidt og anstrengt, da det ikke var let, når man havde en hånd for struben. Slaget mod hans mave, fik ham til at krympe sig en smule sammen, hvor han stønnede af smerte, inden han forsøgte at hoste, men følte at det blev kvalt i halsen. Han vendte blikket irriteret mod Vladimir, som han knyttede den ene hånd, som han slog op Vladimirs næse, inden han samlede sine hænder, som han slog ned mod mandens arm, i et forsøg på at få ham til at slippe og hvis det hjalp, gjorde han klar til at løfte det ene ben og sparke ham væk. Manden var uden tvivl stærkere end ham, men derfor var han ikke svag, hvor han også havde lært flere forskellige kampsport!

[Deleted]

Fantastisk var det for Denjarna at få sin ven, Vladimir, at se igen. Hun havde savnet ham, som hun savnet hans væsen og deres mange samtaler, som de hurtigt havde udviklet et bånd til hinanden. De havde haft en utrolig forståelse for hinanden, hvor Derick end ikke var i nærheden af den, som han ikke havde været udsat for det samme som dem, eller været den andens vej gennem mørket. Det havde Vladimir været for hende. ”Mange tak,” sagde hun mildt, hvor smilet bredte sig på hendes lyserøde læber, som han gjorde sin sædvanlige handling og kyssede hendes håndryg. Kolde var hans læber, ligesom hans hånd, men vant til det var hun, som hun var vant til Dericks vampyriske kulde. Det var et af minusserne ved at være sammen med en vampyr, men hun klarede det. At han allerede gennemskuede, at Derick ikke var glad for Vladimirs tilstedeværelse, smilede hun skævt. Det gik hende på, at det skulle være sådan, men det var vel bedre, end han blankt afviste mødet med hendes ven. Hun savnede trods alt sin ven, hvor det glædede hende, at det hele blev givet et forsøg. ”Jeg har fortalt ham, at han intet har at frygte, men jeg har på fornemmelsen, at han kun lytter med et halvt øre. Det vigtigste er dog, at du måtte komme, og at du ville komme,” sagde hun roligt, som hun klart forsøgte at se positivt på det hele. Det kunne trods alt være, at hendes positivitet ville bære frugt i den sidste ende. At det så skulle vise sig, at det slet ikke skulle gå som planlagt, nagede hende, da det ikke havde været meningen, at Vladimir skulle ryge i sit overbeskyttende jeg, og bekymre sig for hende. Det var rart, at der var en der kunne bekymre sig for hende, og give hende den trøst hun behøvede, men i øjeblikket havde hun ikke behov for, at han nærrede et had til Derick, inden han overhovedet havde mødt ham. På den led ville det trods alt aldrig gå godt! ”Jeg har ikke behov for at snakke om det lige nu!” sagde hun sigende og vendte skridtende mod køkkenet. Hun nåede også ind i køkkenet, til hun så, hvordan Vladimir lukkede ned på et splitsekund og satte i løb. ”Vladimir!” råbte hun, som hun hurtigt lagde blomsterbuketten på bordet, inden hun selv satte efter ham. ”Hvad fanden laver du?!” råbte hun efter ham, som hun løb distancen mellem køkkenet og pejsestuen. Som hun nåede ind i pejsestuen, gispede hun chokeret. Synet af hendes ven der havde fat i hendes kæreste, lammede hende for et øjeblik, da det var det værst tænkelige scenarie der spillede for øjnene af hende lige nu! Da hun så, hvordan Vladimir slog Derick i maven, blev det dog for meget for hende, hvor hun hurtigt løb derover. ”Slip ham!!” skreg hun ad ham, hvor hun valgte at slå mod hans krop med knyttede næver. Det kunne godt være, at hun ikke bifaldt, at Derick havde bidt hende, men hun havde bestemt ikke brug for, at han blev mørbanket af Vladimir! Om hendes slag ville hjælpe, anede hun dog ikke, da det ikke just havde gået hende godt, sidst hun havde givet sig til at slå på en vampyr. Derick havde nemlig ikke ænset noget, før han havde fået en del slag i hovedet. Desværre kunne hun ikke nå Vladimirs hoved, da han var en al for høj mand i forhold til hende.

[Deleted]

Det var underligt at mærke Denjarna, da hendes hud var helt varm og levende, hvor Vladimir var død og kold. Det var dog en fornemmelse og kontrast han godt kunne lide, hvor han naturligvis var glad for at hun havde fået hvad hun ville have; nemlig sin føderace igen. Hun var naturligvis smuk som altid, selvom han skulle vænne sig til at se hende med en glød i huden, men om ikke andet klædte det hende. Han sendte hende et varmt smil, som hun smilede da han kyssede hendes hånd, hvor han roligt trak sig hånd til sig, eftersom det kun var en venlig gestus. Savnet var hun i den grad, hvor han var glad for at han måtte komme, selvom han havde på fornemmelsen at det ikke var alle der var lige begejstret, såsom hendes kæreste, men det bebrejdede han nu ikke manden for, da Denjarna var noget ganske særligt. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Det kunne jeg forestille mig. Men jeg er kun glad for at du ikke har glemt mig, det begyndte jeg jo snart helt at frygte,” svarede han morende, skønt det dog var sandt. Han havde snart gået med den overbevisning om at han ikke ville se hende igen, for han ville hellere forberede sig på det værste, frem for at leve i forhåbning om noget der aldrig blev til, og såret var han blevet, da han havde set hende gå ud af døren. At hun så var blevet bidt, var en ting, for det kunne godt være Dericks måde at beskytte hende på, men han kunne jo tydeligt se og fornemme at det havde været imod hendes vilje! Han ville også have gået med hende ud i køkkenet, hvis ikke det var fordi han havde set Derick i stuen, hvor det blot havde slået klik for ham. Han havde lovet at han ville beskytte hende og det havde han skam tænkt sig at holde! Hun var det eneste han holdt kært i sit liv, og ingen, end ikke Derick skulle have lov til at lægge en hånd på hende! Ikke uden at han ville flå vedkommende levende! Som han tvang Derick op ad væggen, stirrede han olmt ind i hans blik. ”Der er ingen undskyldning for det!” hvæsede han vredt, som han slog hånden ind i mandens mave og så ham krympe sammen. At Denjarna så kom over mod dem, nåede han knap nok at ænse, før han mødte Dericks næve mod hans næse, som slog hans hoved bagover og før han kunne nå at gøre noget, mærkede han hvordan hans hånd blev tvunget væk fra Dericks strube, kun for at mærke det hårde spark mod hans mave, der fik ham væltet bagover og omkuld på gulvet, da han snublede over sine egne ben. Med et smertestøn væltede han om på gulvet, hvor han tog sig til sin næse, der var endt brækket. Tænderne bed han hårdt sammen, da han valgte at skubbe næsen på plads, hvilket gav et grimt knæk, som også måtte få ham til at bide tænderne endnu hårdere sammen. Det var ikke fordi han var kommet for at slås, men tanken om at nogen gjorde Denjarna ondt … det kunne han bare ikke have!

[Deleted]

Helt i sine egne tanker havde Derick stået, hvor han knap nok havde ænset hvad de to andre havde snakket om, da han blot kunne stå og tænke at han ikke rigtig gad dette møde, men at fyren snart kom ind, hvor han så skulle til at spille flink og venlig, selvom han egentlig ikke havde lyst. Hans blik hvilede på vinflasken, da han stadig måtte stå og overveje at begynde på den, men det kunne han vel heller ikke tillade sig? Svært ville det dog blive at skjule at han ikke gad, selvom han var nød til at tage sig sammen for Denjarnas skyld. Da hun havde sendt brevet, havde han rent faktisk håbet på at det ikke ville nå frem, eller at manden ikke kunne, gad eller et eller andet tredje der gjorde at han ikke ville dukke op, for så skulle han ikke til at tænke på at skulle dele sin kæreste med nogen. Han brummede let, inden hans blik faldt på den farende Vladimir, der valgte at skubbe ham op ad væggen, hvilket kom fuldstændig bag på ham. Han nåede knap nok at ænse hvordan manden så ud, før han blev grebet om halsen og mærkede hvordan hans fødder mistede fodfæstet, hvilket også kom bag på ham. Han kunne knap nok få ordene over tungen, da det hele kom bag på ham, overraskede og chokerede ham, hvor han kun kunne se ind i de kulsorte øjne, på en frygtelig høj og stærk mand, der tydeligvis var sur. Det gjorde dog ondt at manden nævnte bidet, eftersom hans samvittighed var frygtelig stor og den lod ikke just til at gå væk bare uden videre. At Denjarna så kom derover og slog på Vladimir, tog han sig ikke af, da han selv gjorde modangreb, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, da han så den store fyr vælte omkuld på gulvet. Han tog sig let til maven, som han ømmede efter det hårde slag. ”Sikken ven,” mumlede han hæst, efter det stramme tag ved hans hals. Han rømmede sig kort, inden han vendte sig mod Denjarna, som han let greb fat i, for at fange hendes opmærksomhed. ”Gå ud i køkkenet og tag noget mad,” bad han i en rolig tone, som han ikke just gav hende noget valg, eftersom han allerede var begyndt at gå over imod døren og dermed tvang hende til at bakke, for at få hende ud af rummet. ”Jeg snakker med ham. Alene. Så tag noget at spise i mellemtiden,” svarede han igen, som han fik hende skubbet ud på den anden side af dørtærsklen, hvor han sendte hende et sigende blik og gjorde et nik mod køkkendøren. ”Afsted,” svarede han kortfattet, som han flygtigt kyssede hendes læber, inden han let skubbede hende i retningen af køkkendøren, kun for at trække sig tilbage til pejsestuen, hvor han rullede skydedørene i, så han og Vladimir var alene, hvor han vendte sig mod den store mand. ”Her udviser vi gæstfrihed og så skider du på det ved at angribe mig?” svarede han sigende, som han roligt gik hen til stuebordet, hvor han åbnede vinflasken og gav sig til at hælde op, inden han rakte manden det ene glas. ”Og du må jo næsten være Vladimir. Det er sjovt, hun har ellers kun snakket godt om dig, men jeg må erkende at jeg nu er meget … skeptisk.” Mest af alt havde han lyst til at slå manden ned, men det ville være dumt, da der var noget.. unaturligt ved den mand. Desuden så havde han lovet Denjarna at han ville opføre sig ordentligt, så det måtte han overholde. ”Men.. din vrede er mig forståelig. Ingen kan hade mig mere, end hvad jeg selv gør. Ligesom dig, blev jeg overrasket over at se hende som mørkelver igen, og da jeg netop lige var blevet omgjort til vampyr igen, rent faktisk af Denjarna, så havde jeg ikke haft tid til at lære at kontrollere min blodtrang, da jeg har haft mine egne.. mørke problemer. Og det gik galt, da vi ville være hinanden.. lidt mere intime. Og lige siden har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at rette op på den fejl.” Han stirrede tomt ind i den optændte pejs, hvor han let nippede til rødvinen.

[Deleted]

En ven havde i sandhed været behøvet for Denjarnas vedkommende, hvor hun nu kun var glad for, at hun havde fået lov til at beholde sin. Hende og Vladimir havde ikke talt sammen i måneder, som hun havde valgt at klippe kontakten, indtil hun måtte se ham, og det havde heldigvis belønnet hende. Derick havde nemlig givet efter i den sidste ende, og Vladimir havde endnu ønsket at være en del af hendes liv. Bedre kunne det ikke blive, hvor hun nu var glad for, at hun endelig fik det en smule, som hun havde ønsket det. ”Selvfølgelig har jeg ikke glemt dig! Jeg har ofte tænkt på dig.. Hvordan du havde det, og hvordan det måtte være at kunne snakke med dig igen. Jeg er kun glad for, at det endeligt er blevet muligt for os nu,” sagde hun sandfærdigt. Hun havde bestemt ikke glemt sin ven, da hun faktisk havde behøvet ham mere end nogensinde før, da hun havde fundet sammen med Derick igen. Det var måske til at spørge sig selv om, hvorfor hun havde fundet tilbage til en mand der gav hende så mange problemer, men hun elskede ham, og det måtte lukke sagen. Det gjorde dog ondt at høre, at hun havde været så fraværende, at han havde frygtet for et gensyn, da hun trods alt havde kæmpet for deres venskab. Det var dog ligegyldigt nu, da det endelig så mere positivt ud.. eller, det var lige indtil hun så, hvordan Vladimir farede ind i pejsestuen for at gribe fat i Derick. Et mareridtsscenarie var det, hvor hun hurtigt lagde det fra sig, som hun havde i hænderne, hvor hun styrtede ind efter ham! Det var måske lunende at vide, at Vladimir beskyttede hende, men hun havde ikke just brug for, at han slog Derick til plukfisk! Derfor tøvede hun ikke med at lange ud efter ham, som hun kom over til de to mænd, der syntes at ødelægge alt for hende. At Derick så fint klarede at komme ud af Vladimirs greb på egen hånd, var der intet at sige til. Hun trak sig dog ikke væk, som hun blev og sendte Vladimir en advarende mine. At Derick så sendte hende ud, gjorde hende direkte lamslået, for det kunne han da ikke mene?! ”Gå ud i køkkenet? Er du fuldstændigt sindssyg?! Jeg bliver her!” sagde hun bestemt og sendte Derick et fast blik. Vreden begyndte dog at ulme i hende, som han begyndte at skubbe hende ud af døren, for hun ville bestemt ikke forlade de to kamphaner! ”Derick!” sagde hun advarende, som han skubbede hende over dørtærsklen. Da han forsøgte at kysse hende på læberne, valgte hun uanfægtet at skubbe hans hoved væk, for hun skulle bestemt ikke kysse ham! Vredt knaldede hun sin knyttede næve ind i skydedøren, som han lukkede den i i hovedet på hende. ”Derick, for helvede! Hvor vover du at lukke mig ude?! Luk mig ind!” råbte hun, skønt hun tvivlede på, at hun ville blive hørt, da det havde set ud til, at de to mænd kun havde haft øje for hinanden. Arrig var hun for, hvorfor kunne de ikke bare te sig ordentligt?! Bare for en gangs skyld for hendes skyld. Tænderne bed hun vredt sammen, hvor hun blev ved med at slå på døren. Han skulle nemlig bestemt ikke tro, at han kunne hundse rundt med hende, og sende hende ud i køkkenet for hans velbefindende! Hvad de snakkede om inde i stuen, hørte hun end ikke, da hun kun havde fokus på sin vrede, hvor en af dem var nødt til at lukke hende ind, hvis de ønskede, at hun skulle stoppe.

[Deleted]

Så længe som der var gået, havde Vladimir frygtet at Denjarna ikke ville få lov til at se ham igen, og på sin vis kunne han ikke bebrejde Derick, for Denjarna var en gudeskøn kvinde og han forstod godt hvis manden var påpasselig med at lade hende møde andre mænd, hun havde nemlig talt om en affære førhen, selvom manden ikke havde vist sig at være et hak bedre selv. ”Det er jeg også,” medgav han roligt, som han sendte hende et smil. Det var rart at stå overfor hende igen, selvom hun ikke var den eneste der var forandret, for ensomheden havde skam allerede sat sit præg i ham, hvor han også havde forberedt sig på det værste; nemlig at han ikke kom til at se hende igen, derfor så var han blevet langt mere indelukket og kold igen, da han ikke just var fristet til at åbne op for andre, hvis han alligevel bare mistede dem – og sådan havde det været med alle han havde haft kær, for enten var de blevet dræbt, eller også så havde de vendt sig imod ham. Derfor havde det egentlig heller ikke forundret ham at Denjarna var smuttet og at han måske havde mistet hende for altid, da det synes at være hans lod i livet; at skulle leve alene. Det var måske også bedst på den måde, da han så ikke sårede dem omkring ham. Han var dog alligevel blevet en kende skuffet over Denjarna, da hun havde brudt adskillige løfter til ham, som hun havde givet ham under deres møder. Hun måtte dog have kæmpet for deres venskab, siden han havde fået en invitation og det varmede ham naturligvis, selvom det alligevel var underligt at stå overfor hende igen, efter så lang tid. Blikket vendte han op mod Derick, som han blev slået i jorden, hvor han så hvordan manden førte Denjarna ud af rummet, hvor han fulgte ham nøje med blikket, da han gik hen og skænkede op i glassene. Langsomt kom han op på benene, hvor han med en skeptisk mine måtte tage imod vinglasset, skønt han ikke tog blikket fra Derick. ”Hun har ellers kun talt dårligt om dig,” svarede han køligt igen, da det ikke var helt forkert, for hun havde fortalt meget om alt det onde han havde påført hende, hvor hun havde fortjent bedre! Han trak vejret dybt og slap det i et suk, som han valgte at tage noget at drikke, hvor han kort så mod døren, som Denjarna måtte hamre imod, inden han så mod Derick igen. ”Det er ganske vidst underligt at se hende sådan. Det ændre dog ikke på at det gør din handling retfærdig, da du slet ikke burde have været hende tæt, hvis du vidste du ikke kunne styre din trang. Men.. du har dog ret i en ting; du viste mig gæstfrihed, det gjorde I begge og det har jeg ikke udvist taknemlighed for,” svarede han kortfattet, hvor han roligt rakte manden sin hånd. ”Jeg håber du kan tage imod min undskyldning, for Denjarnas skyld. Desuden har jeg ingen ret til at dømme dig, uden at have mødt dig,” svarede han ærligt, som han ikke tog blikket fra manden. Han så roligt mod døren. ”Må jeg? Hende bør jeg også undskylde overfor,” endte han stilfærdigt, som han roligt gik over mod skydedørene, som han trak til side, for at lade sine kulsorte øjne vende sig imod hendes ansigt.

[Deleted]

Derick havde i forvejen ikke været særlig begejstret for mødet, så det at manden så bare skulle komme og tvinge ham op ad væggen på den måde, var noget som måtte irritere ham grænseløst, for hvad pokker bildte han sig ind?! Her havde han været så god og givet Denjarna lov til at se ham og for hvad? For at blive banket i hovedet af den fejltagelse som han havde gjort, som han hadede sig selv for, fordi han vidste at han havde gjort hende ondt og skabt en frygt i hende, noget som gav ham en knude i maven bare ved at tænke på. At Denjarna så skulle blande sig, ønskede han heller ikke, da han ikke ville have at hun kom mere til skade, hvilket hurtigt kunne ske, sådan som de to mænd fløj i flæsket på hinanden, desuden så var hun gravid, så han var blevet frygtelig overbeskyttende imod hende, men om manden overhovedet vidste det, anede han heller ikke. Det måtte dog fryde ham, at han alligevel formåede at få manden væltet i jorden, skønt der var noget over ham, som han ikke just brød sig om. At hun så begyndte at hidse sig op, fik ham til at sukke ganske let, skønt han dog ikke gav hende noget valg. ”Hold nu op Denjarna, det tager ikke lang tid,” forsikrede han hende, som han roligt forsøgte at få hende ud af stuen. Desuden skulle hun have sin mad, så det kunne hun lige så godt, imens han tog sig en snak med Vladimir, hun ønskede trods alt at han lærte manden at kende. At hun så skubbede hans ansigt væk, sagde han intet til, som han blot lukkede dørene, skønt han fik lyst til at åbne dem igen, da hun slog hånden mod den, for han ønskede heller ikke at hun gjorde skade på sig selv! Desuden kunne hun i princippet blot åbne dørene, da de ikke var låst, men han ville gerne tale med Vladimir alene. Han rynkede let på næsen, da manden fortalte at hun ikke havde talt godt om ham. ”Aha.. derfor du hader mig så meget? Men må jeg så have lov til at spørge om hun har fortalt alt det hun har gjort af fejl og ’onde’ ting mod mig?” spurgte han sigende, som han let hævede det ene bryn. Han vidste ikke hvad hun havde talt med manden om, men hvis hun havde været sur på ham, imens hun havde talt om ham, så forundrede det ham ikke, da man typisk sagde noget i vrede, også selvom man ikke mente det oprigtigt. Og til tider var det bare lettere at få tingene ud, når man var vred. Det måtte dog alligevel gøre ondt at høre, da han måske havde gjort meget ondt, men derfor havde han også gjort meget godt, da han for eksempel havde ofret sig selv, for at redde hende, da en warlock havde taget hende til fange. ”Jeg prøver ikke at retfærdiggøre min handling. Jeg ved at jeg har gjort en kæmpe fejl, noget som jeg inderligt fortryder og ville ønske at jeg kunne gøre om, men det kan jeg ikke, for jeg kan ikke skrue tiden tilbage,” svarede han sigende, som han vendte blikket mod mandens hånd, da han rakte den frem og.. undskyldte? Han valgte roligt at nikke, som han greb om mandens hånd og gav den et fast håndtryk, inden han trak hånden til sig igen. Han nikkede blot, som han lod manden gå mod døren, hvor han selv blev stående og med blikket mod pejsen, hvor han tog en slurk af vinen.

[Deleted]

Det irriterende Denjarna grænseløst, at Derick forsøgte at holde hende udenfor problemerne, når det var tydeligt, at hun ønskede at blive ved begge mænd. Hun var arrig på Vladimir, fordi han havde ignoreret deres gæstfrihed og gået direkte efter Derick, og nu var hun arrig på Derick, fordi han sked på hende, som han blot forsøgte at kaste hende til siden. Det var bestemt ikke sådan her, hun havde ønsket mødet skulle foregå, men tydeligvis var det for galt at lægge planer, som begge mænd tydeligvis havde deres helt egen dagsorden for, hvordan spillet skulle spilles. Hun havde troet, at hun ville være i fokus, fordi begge mænd ønskede at vise sig fra deres bedste sider, men det var tydeligvis ikke tilfældet. Begge mænd var blevet ramt af et egotrip, hvor de nu ønskede at vise, hvem af dem der var bedst. ”Hold op?! Hvor vover du at bede mig om at holde op?! Det kan du selv gøre!” råbte hun ad ham, mens hun forsøgte at snige sig udenom ham. Desværre nyttede det ikke, som han alligevel fik hende jaget ud af stuen, hvor hun kun kunne nedstirre ham med et olmt blik. I øjeblikket hadede hun begge mænd, da ingen af dem var interesseret i at udvise hende den mindste form for interesse. Mændene så kun hinanden, og det gik hende voldsomt på. Derfor endte hun med at banke sin knyttede næve ind i døren, som Derick lukkede døren i, foran næsen på hende. Det sitrede i hende af raseri, hvor hun bestemt ikke stoppede slagene over døren, som hun blev ved med at slå hånden imod den. Hun hørte ikke, hvad mændene snakkede ham, da hun simpelthen var for vred til det. Hun gik heller ikke ud i køkkenet, som Derick havde bedt hende om, da han så sandelig selv kunne skride derud, hvis det var det han ville. At hun var gravid hjalp bestemt ikke på hende aggressivitet, da det kun forøgede vreden, som de mange hormoner vældede op i hende. Det var helt som et trip for hende, som hun bestemt ikke kunne styre det, efter at hormonerne havde valgt at tage over. Hun anede ikke, at mændene langsomt nåede til enighed og lagde striden på hylden, da hendes fokus først blev flyttet fra døren, da den gled op. Det gjorde dog kun, at hendes vrede blev rykket over til en anden. Vladimir. Han var bestemt ikke uskyldig i sagen, og det skulle hun nok få fortalt ham! Hvis han havde i sinde at tale, nåede hun ikke at ænse det, før hun fløj efter ham. Med det korte tilløb hun kunne tage, farede hun mod ham, hvor hun hårdt placerede sine hænder mod hans brystkasse for at give ham et ordentligt skub! Desværre resulterede det kun i, at hun selv røg et par skridt tilbage, samt endte med to ufatteligt ømme hænder og håndled. ”Hvad fanden bilder du dig ind at angribe Derick, når vi har inviteret dig forbi?!” råbte hun ad Vladimir med en stemme der krævede forklaring! Det varede dog ikke længe, før hendes vrede fik et nyt offer, som hun fik øje på Derick der … ignorerede hende? De sølvgrå øjne måtte lyne, som hun bed tænderne hårdt sammen, som hun mest af alt havde lyst til at slå på begge mænd. ”Og tro ikke, at du er uskyldig!” råbte hun arrigt ad Derick, der stod henne ved pejsen. ”Hvor vover du at behandle mig som ingenting og at ignorere mig?!”

[Deleted]

Så hurtigt som det hele var faret op i en spids, så hurtigt synes det hele at være faldet igen, hvilket næsten var forvirrende for Vladimirs vedkommende. Han vidste dog godt at det ikke var fair at han kom hjem og angreb den ene vært, når de begge havde inviteret ham, selvom han vidste at Derick ikke var begejstret for mødet, men det var jo bare hvad det var. Han fik derfor også en smule dårlig smag i munden, efter at manden faktisk lod det ligge og ikke så ud til at tage det videre tungt, selvom han havde mest dårlig samvittighed overfor Denjarna, da det var hende der stod på den anden side og hamrede mod døren, hvilket var lettere forstyrrende for ham og hans snak med Derick. Han lod hovedet søge let på sned til mandens ord, inden han kort så væk. Ganske vidst kendte han ikke til deres fulde historie, så.. måske det bare var Denjarna der havde talt dårligt om Derick i et frustrerende øjeblik? Han så mod ham igen og trak let på skuldrene. ”Hun har ganske vidst nævnt en affære med en anden mand, men så vidt jeg ved, er du ikke et hak bedre selv, da du har gjort det samme,”[/color] svarede han kortfattet. Godt nok havde Denjarna ikke selv været helt uskyldig, men Derick var jo tydeligvis ikke et hak bedre selv, og da det var Derick der havde gjort Denjarna ondt, så stod han stadig på hendes side, hvor han endnu ikke helt vidste hvad han syntes om manden. Han kunne dog godt se på ham at han fortrød sin handling, hvilket alligevel måtte tælle en smule i hans blik, for han kendte godt til det med at man ikke kunne styre sin blodtræng og gjorde andre ondt, for han havde dræbt flere uskyldige folk, hvilket han faktisk angrede, selvom han ikke kunne gøre noget ved det. Men så vidt han havde hørt, så var de næsten alle sammen kommet tilbage til livet igen, hvilket altså ikke var normalt! Og det gjorde ham også lidt mere foruroliget, da han ikke brød sig om tanken om at han havde flere der ønskede det af med ham. Han havde nok i Alexander. Han nikkede svagt til hans ord. ”Det er svært at ændre noget som er sket, sandt. Og angrer din handling bør du, da du bør værdsætte hende, for hun er en fantastisk kvinde, som du er heldig elsker dig,” svarede han sigende igen, inden han roligt valgte at gå hen til dørene, som han skubbede til side, for at se den sure Denjarna. Han nåede knap nok at åbne munden, før hun sprang mod ham og skubbede til ham, selvom han kun gik et halvt skridt tilbage, hvor hun måtte gå flere. Han blinkede let med øjnene, som han roligt sænkede hovedet i skam, da hun begyndte at råbe af ham, hvilket kun gjorde smagen i hans mund dårligere endnu. ”Tilgiv mig,” bad han dæmpet. Han vidste godt at det var ham der havde gjort fejlen, men hun var ikke den eneste der var forandret, da han ikke var nær så tålmodig mere, dog kunne han godt se at han ikke kun havde gjort Derick ondt, men også Denjarna ved at gå efter Derick og det måtte han alligevel fortryde.

[Deleted]

At Denjarna begyndte at hidse sig op, var ikke noget som Derick kunne forstå. Jovist kunne han forstå hendes vrede på Vladimir, da manden havde skidt på deres gæstfrihed ved at angribe ham, men det kunne de sagtens tage sig af kun de to, en mand til mand snak, som han ville foretrække uden at Denjarna var der, at hun så ikke stillede sig tilfreds med det, kunne han ikke tage sig af, da dette møde ikke kun handlede om hende, men om at han skulle lære hendes ven at kende og se ham an, hvilket han ikke ville kunne gøre ordentligt, hvis hun var der til at lytte hele tiden. Han valgte derfor også at lukke hende ude af stuen, så hun kunne falde lidt til ro selv, skønt det ikke havde den ønskede effekt, da hun blot blev stående og hamrede mod døren, hvilket han ikke kunne forstå, for de sloges jo ikke engang! Han havde ganske vidst lyst til at lange ud efter Vladimir, men han undlod dog at gøre det, netop for Denjarnas skyld, da han vidste at hun gerne ville have at de kom ud af det med hinanden, så det var også hvad han ville forsøge. Han kunne dog godt mærke på Vladimir at han var en meget angribende og dømmende mand, når det kom til ham, hvilket han ikke kunne se at han havde retten til, når manden ikke engang kendte ham! Irriteret gjorde det ham, ligesom det irriterede ham at Denjarna havde fortalt manden alt det, for han var altså ikke den eneste synder her! Han bed tænderne sammen ved mandens ord og kneb øjnene sammen. Det forundrede ham ikke at manden ikke vidste mere, for det havde hun jo tydeligvis ikke gidet fortælle ham, hvor han bare var blevet udstillet på værste vis. ”Aha,” mumlede han blot, som han vendte blikket væk og tog et par ordentlige slurke af vinen, hvor han næsten kunne fortryde at han ikke havde sat noget stærkere på bordet til at dulme irritationen, selvom han godt vidste at han ikke bare kunne drikke det hele væk – derude havde han været. At Vladimir så fortsatte med næsten at være belærende, var noget som kun gjorde ham yderligere irriteret, for hvad pokker bildte han sig ind? Manden vidste slet ikke noget som helst om ham! Han undlod derfor at svare i frygt for at han bare ville eksplodere, hvor han koncentrerede sig om hans vin, som han fortsatte med at tage store slurke af, og da han næsten havde drukket det op, så fyldte han det kun op igen. Han værdsatte hende skam, mere end noget andet, som han angrede sin handling inderligt, ligesom han godt vidste at han var heldig at hun blev hos ham og ønskede ham, hvilket han også var frygtelig glad for, og han forsøgte jo også at rette op på sin fejl hver dag og bedre gik det trods alt. Og han havde ikke brug for en fremmed til at komme her og dømme ham og give ham råd omkring det hele. Han stirrede blot ind i pejsen, indtil Denjarna valgte at henvende sig til ham, hvor han valgte at bunde sit glas, da hun begyndte at råbe af ham. Han strøg tungen over læberne, inden han roligt vendte sig om og begyndte at gå imod døren. ”Mig? Hvor vover du at fremstille mig som den eneste synder? Ved du hvad? Jeg tror bare at jeg går!” bed han hende af, som han blot gik forbi dem begge og satte kursen mod døren ud.

[Deleted]

Denjarna lagde på ingen måde skjul på sin utilfredshed, da hun blev sendt ud af pejsestuen af Derick, og med Vladimirs bifaldelse. Hun mente bestemt ikke, at det var fair, at det var hende der blev sendt udenfor døren, når det tydeligvis var de to mænd de var idioterne. Hvad der var gået af Vladimir, anede hun ikke, men han havde tydeligvis set rødt, da han havde set bidemærket, og et sted glædede det hende, fordi hun i så fald endelig kunne få den trøst, hun behøvede. Hun var dog ikke ligeså glad for, at de to mænd havde angrebet hinanden, da hun holdt af dem begge og helst så, at de kunne enes med hinanden. Det kunne de dog ikke, og derfor var hun arrig over, at det var hende der var blevet smidt ud af rummet, når hun overhovedet ikke havde gjort noget galt. Slagene lod hun falde over døren, hvor hun blot ignorerede, hvordan hendes hænder langsomt blev mere og mere ømme. Det var først da døren åbnede, at hun stoppede slagende, men det gjorde hun kun fordi, at hun skulle skubbe til Vladimir. Et rimeligt fejlagtigt forsøg, eftersom det havde en større effekt på hende, end på ham. Hun fnøs ad ham. ”Den tager vi senere, hvis ikke du angriber ham igen inden da.” sagde hun en anelse bidsk, skønt det glædede hende, at hun alligevel kunne fornemme skammen i hans mimik. Derick var derimod en helt anden sag, som han bestemt ikke så ud til at angre det mindste, hvilket kun gjorde det værre for hendes vedkommende. Han havde muligvis ikke angrebet Vladimir, men han havde skubbet hende udenfor gruppen, skønt det havde været tydeligt, at hun ville blive indenfor. At han så blev fuldstændigt fornærmet og sagde, at han skred, fik hende til at måbe. Det var jo ikke ham der var ofret! Hans ord gav bestemt ikke mening for hende, for; den eneste synder. Hvad mente han dog med det? ”Hvad fanden snakker du om?!” spurgte hun uforstående i en hård tone. Det irriterede hende, at han bare valgte at gå, men på den anden side … sådan var han bare. Han gik når der var problemer, som han blev fornærmet eller konfliktsky. Der var hun langt mere lige på, som hun vel mere havde en angribende metode. Dum var hans handling bare, da han med den hidsede hende endnu mere op, og det ville bestemt ikke bringe dem gavn. ”Men åh ja. Gå bare.. Skrid.. Det er jo det eneste du kan finde ud af at gøre,” sagde hun, som om hun havde talt til en kujon. Det var dog sådan hun måtte se ham lige nu, da det var det mest latterlige at gøre at gå lige nu og her. Det var dog det valg han træffede, og hun kunne bestemt ikke sige, at hun støttede op omkring det. Det sårede hende også, at han bare var ligeglad med det hele, da det hele havde betydet utroligt meget for hende. Hun ønskede bare at få det hele til at fungere, men det kunne hun tydeligvis ikke, som det tydeligvis skulle være et problem hele tiden. Hun skammede sig desuden over, at Vladimir skulle se dem i sådan en situation, men der var der igen ikke blevet tænkt på hende, og nu måtte hun bare gøre, hvad hun kunne.

[Deleted]

At Vladimir endte med at gøre Derick fornærmet, var end ikke noget han lagde mærke til, da han blot sagde sin mening. Manden burde angre sin handling helt og holdent, da Denjarna var en fantastisk kvinde og hun havde uden tvivl fortjent det bedste. Måske han ikke havde den største ret til at dømme Derick, da han ikke kendte manden, men til gengæld kendte han Denjarna og hun havde ikke fortjent at blive gjort ondt. Hun kunne måske have været en heks før i tiden, men sådan var hun på ingen måder mere, og hvis manden kun var ude på hævn og hvad hun havde gjort før i tiden, burde han finde en anden at bruge tiden på, da Denjarna var en omsorgsfuld og varmhjertet kvinde, som ikke havde fortjent noget ondt, sådan som hun var blevet; noget som han rent faktisk havde hjulpet hende med, da han havde fået hende ud af mørket og gjort hende lidt mere normal igen, ligesom hun også havde hjulpet ham, dog så var hans tid alene, og det at hun var skredet fra ham og brudt flere løfter, det havde fået ham tilbage i de gamle rutiner, hvor han levede for hævn, da han ikke havde haft noget andet at kunne støtte sig op af i sit liv, for han havde ingen omkring sig og den eneste han havde haft – hende – var skredet fra ham, hvor det ikke engang var sikkert at han ville have set hende igen. Det var derfor både en lettelse, men også en overraskelse at hun skrev til ham, da han slet ikke havde troet at den dag ville komme, han havde i hvert fald ikke turde håbe på det, i frygt for at han bare ville blive skuffet og dermed mere indelukket. At Denjarna så var blevet hidsig, forstod han udmærket godt, da han havde krænket hendes gæstfrihed og også Dericks, da manden trods alt var den som havde sagt god for at møde ham og det havde han vanæret. Derfor måtte han også angre at han havde angrebet manden. Han så fra gulvet og mod hende til hendes ord. ”Du har mit ord på at det ikke vil ske igen,” forsikrede han hende ærligt, som han også måtte nikke bekræftende til det, som han skam ikke havde i sinde at angribe manden igen. Eller han ville i hvert fald gøre sit for at forsøge at undgå det, da han trods alt ikke kunne vide om manden ville gøre mere som ville pisse ham af, for det at se Denjarna blive skadet, og at hun havde forladt det trygge og gode liv på hans slot til fordel for en mand der gjorde hende ondt, det gjorde ham vred. At Derick så smuttede forbi dem begge og sagde at han gik, fik ham til at blinke let med øjnene, selvom han næsten ud fra mandens ord, kunne regne ud at det var noget han havde sagt. Svagt bed han sig i den bløde underlæbe. Han var ikke særlig god når det kom til følelser og han havde ingen situationsfornemmelse, men derfor kunne han godt regne ud at det var hans skyld og at de to så skulle skændes med hinanden, havde nu ikke været hans hensigt. Han så fra den ene til den anden. ”Det bør være mig der skal gå, det var ikke min mening at komme og ødelægge noget eller krænke jeres gæstfrihed,” svarede han roligt. Det ville måske være en skam at det skulle slutte så hurtigt, men han vidste at det var hans egen skyld og derfor tog han gerne imod konsekvenserne og straffen ved sin handling, også fordi han ikke havde ment at komme imellem dem.

[Deleted]

At sende Denjarna ud for døren, var ikke ment som at skubbe hende væk fra det hele og holde hende udenfor, da Derick tværtimod gjorde det hele for hendes skyld, men han havde brug for at tale med manden i enrum, da dette møde trods alt handlede om at de to mænd skulle lære hinanden lidt bedre at kende, hvilket han bedst kunne på enmandshånd, da de så begge kunne tale fra hjertet og uden at skulle tage hensyn til Denjarna, og det var trods alt den bedste måde hvorpå de kunne lære hinanden at kende. Det var dog ikke fordi den samtale varede særlig længe, selvom det også var forstyrrende med den skrigende Denjarna ude på den anden side af døren, som tydeligvis kun blev mere og mere ophidset. Mandens ord måtte dog irritere ham frygtelig meget, da han slet ikke kunne se hvordan manden kunne tillade sig at komme her i hans hjem, angribe ham og tale ned til ham, når han overhovedet ikke kendte ham, selvom det også var Denjarnas handling der måtte gå ham på. Derfor valgte han at gå. Han havde brug for frisk luft til at klare tankerne, til at falde ned igen, hvilket han anså for at være bedst, inden han selv røg helt op i det røde felt, for hvis de først begge befandt sig deroppe, så ville det kun gå grueligt galt og det ønskede han heller ikke. Desuden var det bare lettere at gå, frem for at blive stående og få kastet den ene fejl i hovedet efter den anden, da det hele synes at hjemsøge ham konstant, hvor han slet ikke fik nogen pause fra skylden og samvittigheden, der var over ham konstant. ”Jeg taler om at du sviner mig til overfor hver en mand du støder på din vej! Jeg har måske gjort mange fejl, men du er på ingen måder selv uskyldig! Men det er jo altid lettere at svine andre til bag deres ryg, end at indse ens egne fejl,” svarede han spydigt igen, som han vendte blikket mod Vladimir, der foreslog at gå, hvor han holdt hånden oppe. ”Nej. Bliv du, det er åbenbart mig der den usle og uønskede,” svarede han tonløst, som han vendte sig om for at gå, skønt hendes sidste bemærkning, fik ham til at stoppe op efter få skridt, hvor han vendte sig halvt om, så han kunne se på hende med et intenst og koldt blik, hvor han end ikke sagde noget, da blikket uden tvivl talte for sig selv. Vred var han, selvom han også var såret. Han endte med at flå hver en dør op, kun for at smække dem i bag sig, hvor han vandrede ud i vinterkulden. Frustreret slog han ud med armene, som han vandrede rundt i cirkel, da han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv, som han tog hvad han kunne gribe af grene og sten for at kyle dem af helvedet til. Knytnæven slog han ind i et træ, som han sydede af vrede. Han blev snart helt fristet til at forlade hende, hvis hun alligevel ikke anså ham for at være bedre end en parasit. Ondt gjorde tanken, selvom han ikke lod det vises i hans blik, der kun viste den vrede der pulserede i hans indre. Han endte med at slå flere gange mod træet, som havde det været en modstander i sig selv, inden han gled ned at sidde, omgivet af den kolde og våde sne, skønt han ikke tog sig af det, da den ikke bed på ham, fordi han var kold og død.

[Deleted]

Det havde bestemt ikke været Denjarnas hensigt, at det skulle ende så galt, som det i øjeblikket gjorde. Hun havde været åben overfor et par spændinger, da det ville have været forståeligt, eftersom de begge var to stærke mænd, der var interesseret i hende. De var muligvis interesseret i hende på hver sin måde, men stadig. Måden forløbet var endt ud på, kunne hun slet ikke abstrahere fra, som det var to mænd hun holdt ufatteligt meget af, og nu var det hele endt op i hat og briller. Det sårede hende, og det blev vist gennem vreden, som hun simpelthen ikke accepterede, hvordan det hele forløb! Begge mænd havde gået for vidt med deres handlinger, hvor de begge fortjente en lærestreg. Det var også, hvad hun havde i sinde at give dem, indtil hun fandt ud af, at selv det ville være umådeligt svært. Vladimir var ligetil, da han var røget tilbage til sit sædvanlige skønne jeg, der kun ønskede det bedste for hende, som han med det samme undskyldte til hende. Det var ord hun tog til sig, som det glædede hende at høre, skønt det kun var velfortjent. Kortfattet nikkede hun med hovedet til hans undskyldende ord, inden hun vendte sin opmærksomhed mod Derick. At han ikke tog hendes ord synderligt pænt, var der intet at sige til. Hun følte sig dog stødt over hans ord, da hun ikke mente, at han var i sin ret til at komme med udtalelser, han kom med. Hun kunne dog forstå, at ham og Vladimir muligvis havde talt om, hvad hun havde fortalt til Vladimir, men det fortrød hun bestemt ikke! Hun havde talt fra hjertet, og derfor havde hun ikke i sinde at tage sine ord tilbage, selvom hun elskede ham. ”Jeg har kun sagt, hvad der har været relevant, og hvad jeg har følt! Og tro ikke, at jeg ikke har fortalt dem om mig selv, så tag de ord tilbage!” råbte hun ad Derick. At Vladimir så sagde, at han havde i sinde at gå, vendte hun straks de sølvgrå øjne mod ham. Øjnene måtte klart tale for sig selv, som de udtrykte sorg ved, at han ønskede at gå, og en bønfaldelse om, at han ikke nok ville blive. Hun havde endelig fået ham hjem til sig, og så ønskede hun bestemt ikke, at han allerede gik! Hun skammede sig muligvis over, hvordan tingene forløb mellem dem alle, men af den grund ønskede hun endnu inderligt at tilbringe tid sammen med sin ven. Det var trods alt måneder siden, at de sidst havde set hinanden. At Derick så selv sagde, at Vladimir skulle blive, og at han selv ville gå, fnøs hun bare ad ham, selvom det skar i hendes hjerte. Han var bestemt ikke uønsket, men hun var begyndt at anse det for at være typisk, at han bare skred, når der begyndte at opstå knas. Hun så end ikke på ham, som an smækkede sig vej ud af huset, som hun blot så væk og bed tænderne sammen, mens hendes krop måtte skælve svagt af alle de indestængte følelser. Det var først efter at der var gået et par sekunder, at hun så mod Vladimir igen. ”Vi du ikke nok blive her?” spurgte hun bedende. ”Jeg finder mig ikke i din opførsel, men jeg har savnet dig, og jeg ønsker ikke allerede, at du går.”

[Deleted]

At det hele kollapsede, var noget som faktisk gav Vladimir dårlig samvittighed. Han var kommet her for at se sin frygtelig savnede ven, da han ikke havde set hende i utrolig lang tid, noget som selv havde påvirket ham, for det kunne tilmed have været at han aldrig ville se hende igen, så selvfølgelig var han glad for at han måtte komme her, derfor forstod han egentlig også godt at Derick blev sur og også Denjarna, da han var kommet ind og havde angrebet Derick, selvom manden var gået med til at møde ham og lade ham se Denjarna, så det var at være respektløs overfor dem begge, særligt Derick som var den der skulle overbevises, og at det så også gik galt mellem Denjarna og Derick, gjorde det kun tydeligt at han havde sagt noget forkert, hvilket egentlig heller ikke havde været hans hensigt. Det hele synes at eksplodere, derfor var det lige før at han følte at det var bedst at følge Dericks eksempel og komme ud herfra, inden der ville komme mere skade, da det ikke var noget som han var interesseret i. Han stod blot stille, som de to andre måtte skændes og råbe af hinanden, hvor han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige eller gøre og derfor blev det til at han spurgte om han skulle gå, da han trods alt var den fremmede i huset, gæsten. Han blev dog kun mere forvirret, da Derick bad ham om at blive og selv gik, hvor Denjarna også måtte sende ham et blik. Derfor stod han som naglet til stedet, hvor han egentlig blot så til som Derick gik i vrede, og Denjarna der stod fortabt tilbage. Det var næsten ufatteligt at der kun var gået højst et kvarter og allerede var det hele røget op i hat og briller. Han blinkede let med øjnene, som han strøg tungen over sine blege læber, inden han vendte blikket mod Denjarna, da hun bad ham om at blive. Han vidste ikke om det var smart, men når hun nu ønskede det og han også selv gerne ville tilbringe tid med hende, så var det måske godt nok, selvom han ikke helt vidste hvordan han skulle tage det at Derick var gået. Han mente nu at manden havde fortjent det slag han havde fået, særligt fordi manden havde gjort hende ondt imod hendes vilje, dog kunne han godt lægge to og to sammen og det hele var jo faktisk hans skyld. Han sukkede kort, som han valgte at nikke til Denjarna. ”Udmærket. Jeg bliver,” svarede han roligt. Han var kommet her for hendes skyld, hvor han godt vidste at han skulle møde Derick, noget som han ikke selv havde været begejstret for, men han ville gerne hvis det betød at han kunne få lov til at få Denjarna igen, da han oprigtigt måtte savne hendes selskab. Han tog blidt omkring hendes hænder, som han trak hende med ind i stuen. ”Kom. Du bør sætte dig lidt ned og slappe af,” svarede han mildt, som han sendte hende et svagt smil, da han godt vidste at hun var sur på ham grundet hans handling, men.. han kunne ikke have tanken om at nogen gjorde hende ondt. Han trak hende med sig hen til sofaen, hvor han lod hende tage plads, kun for at selv kunne sætte sig her. ”Det hele er min skyld, og for det er jeg oprigtig ked af det. Det var ikke min mening at ødelægge det hele, da jeg så frem til at se dig igen. Jeg håber at du kan tilgive mig.”