A new life, a new friend?

[Deleted]

”Hvis bare du ønskede dig et godt indtryk af ham, burde du have tænkt lidt mere over dine handlinger! Det sender ikke ligefrem de bedste signaler at smide mig ud uden et ord, og især når det er tydeligt at se, at jeg ikke ville ud!” svarede Denjarna køligt igen, som han bestemt ikke skulle tro, at han kunne sejre på det emne! Hvis han fortsatte, ville hun uden tvivl argumentere for sin egen vinding, og hun var bestemt heller ikke bange for at hæve stemmen overfor ham. Det kunne godt være, at hans hensigt havde været reelt nok, men hans fremgangsmåde havde været elendig på alle led og kanter! Hun var arrig over, at han havde smidt hende ud af rummet, som om det kun havde været et mændenes råd og det fandt hun sig på ingen måde i! Hun var vant til, at hun stod med ansvaret og magten, som hun var vant til at beordre folk rundt, og få det hele til at danse efter hendes pibe, og derfor affandt hun sig ikke men de to mænds valg! Derick burde desuden vide bedre end at kyle hende ud på den måde, men det gjorde han tydeligvis ikke. At han begyndte på den samme gamle historie overfor hende; at han ikke havde forladt hende, men at han var blevet kidnappet, pissede hende blot af, da hun godt var klar over det nu, men det havde hun altså ikke været dengang hun havde talt med de forskellige mænd! ”Tier du ikke snart stille omkring den kidnapning?” spurgte hun isnende og sendte ham et koldt blik. ”Jeg kender udmærket til det at være indespærret, og hvis ikke bedre end dig! Og tror du ikke, at jeg har givet dig masser af chancer, Derick? Er jeg måske ikke blevet hos dig, selvom jeg til tider har tænkt, at jeg burde andet? Jeg tror hellere, at du skal holde dig til ting, som du rent faktisk kender til.” Hun vidste godt, at han havde haft et mørke i sig, men det havde de fået bugt med, og af den grund mente hun ikke, at han kunne bringe det på banen længere. Hun vidste også, at han til tider havde bragt smilet frem på hendes læber, men desværre var de uvenner i den resterende tid – og den resterende tid var ufatteligt stor! Hun vidste dog, at de havde gjort betydningsfulde fremskridt igennem de sidste par dage, men det var svært at tænke på, når det igen gik ned ad bakke. Blikket holdt hun fast frem for sig, som han begyndte på, at han kun elskede huset, fordi hun også var der. Det passede vel, at hun førte noget bestemt til hjemmet, siden det var deres, men på den anden side skulle han have haft et hjem lige meget hvad. Det pludselige tag omkring sin krop, fik hende til at stivne fuldstændigt. Hun mærkede, hvordan hans ansigt blev gemt væk i hendes hår, hvilket fik følelserne til at vælde op i hende igen. Ikke alle de negative, men dem der rent faktisk følte noget for ham. Hun bed sig selv i læben, som hun følte hans kulde, skønt den blev til varme i hende. Da han begyndte på sine helt bedende ord, kunne hun ikke lade være med at hulke dæmpet, mens tårerne stimede sig vej ned ad hendes kinder. Det gjorde ondt på hende at høre hans ord og tone, især når hun inderst ønskede at være sammen med ham. Sine hænder lod hun fumle efter hans, hvor de til sidst lagde sig over hans og trykkede let om dem. ”J-Jeg v-ved det.. J-Jeg havde bare glædet mig til aftenen, og nu er det hele ødelagt igen,” sagde hun ulykkeligt gennem sin hulken.

[Deleted]

Endnu engang måtte Derick sukke opgivende, da han ærligtalt ikke vidste hvad han kunne sige for at gøre det rigtigt, da alt synes at være forkert og ødelægge det lidt mere end hvad det var i forvejen. Han vidste godt at det meste var fordi hun var arrig og vred, hvilket hun sådan set også havde al ret til, selvom det mere burde være Vladimir hun var sur på, for alt havde foregået perfekt, hvis manden ikke havde angrebet ham – eller det ville han i hvert fald gå ud fra, for det kunne næsten ikke ende værre end nu. ”Jeg gjorde det jo ikke uden et ord, Jarna! Desuden.. jeg kan vel bedst lære ham bedre at kende på tomandshånd? Det var ikke for at lukke dig ude, desuden havde alt været godt, hvis du havde gjort som jeg havde sagt og var gået ud for at tage noget at spise,” svarede han med et hævet bryn i et skarpt blik. Han vidste godt at det måske ikke havde virket fair og set ud som om han ikke havde villet have hende der, men sådan havde det jo ikke været! Og det ville hun også kunne forstå, hvis hun bare gad falde til ro, men der skulle nok en del mere til end det, da hun var helt oppe i det røde felt, hvor hormonerne nok ikke gjorde det bedre for hende. Han himlede let med øjnene, da hun så blev bidende igen, hvor han endnu engang måtte bide tænderne sammen, for ikke at begynde at blive spydig eller selv at bide af hende, for det ville på ingen måder hjælpe noget! ”Jo, så snart det er feset ind at jeg ikke forlod dig med vilje,” svarede han lettere sammenbidt, hvor han ikke veg blikket fra hende. ”Og tror du ikke at jeg prøver at rette op på hvad jeg har gjort? Jeg gør alt for at forsøge at gøre det godt igen! Men det hjælper bestemt ikke at få påpeget alle fejl og få det hele kylet i hovedet, når jeg så træder forkert en enkelt gang, som i nat, jeg havde brug for frisk luft, men jeg kunne aldrig drømme om at forlade dig, aldrig! Ikke sådan som du er på vej væk nu,” svarede han sandfærdigt igen, hvor tonen måske var endt en smule hårdere, men han var skam skuffet over at hun bare ville gå fra alt, når hun selv kunne huske hvor godt det havde været, og hun vidste at det ikke bare uden videre ville blive godt igen på en enkelt dag, men at det skulle bygges op igen, og det gjorde det ikke, hvis hun bare gik! Desuden så havde hun jo været i et strålende humør igennem det sidste stykke tid, fordi det hele havde synes at gå godt for hende igen – indtil denne aften vel at mærke. At han så rent faktisk formåede at få hende til at stoppe op og falde bare en smule til ro, lagde han først mærke til, da han hørte hendes hulken og mærkede hendes hænder fumle efter hans, der til sidst også fandt dem og lagde sig over hans for at trykke om dem, hvilket fik lettelsen til at gå igennem hans krop som en skælven, som næsten fik tårerne til at vælde en smule op i hans øjne, imens han sukkede let. Han lagde hovedet let ind mod hendes, som han valgte at knuge hende ind til sig, så hun kunne mærke hans trøstende favn og vidste at han var der for hende. Han tyssede blidt på hende. ”Det er ikke værre end at det kan reddes Jarna. Det kan blive som du vil have det,” forsikrede han hende, som han drejede sine hænder en smule, så han også kunne holde om hendes og give dem et tryk, hvor han samtidig kyssede hende mod håret.

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hun til tider kunne være en svær kvinde at være sammen med, men på den anden side kendte Derick hende, og derfor burde han vide, hvilken kvinde hun var, og hvad han var gået ind til. Det var muligvis Vladimir hun burde vende sin vrede imod, men det var ikke sådan det endte. Ikke med alle de problemer hende og Derick i forvejen havde. Det var også let at sige, at hun var vant til at være vred på Derick og skælde ham ud, og at det derfor var det letteste at gøre. Det var muligvis ikke det rigtige at gøre, men det var sådan det var. ”Du bad mig muligvis om at gå, men da jeg gjorde tegn til, at jeg gerne ville blive, burde du have brugt den hjerne, du er blevet udstyret med, og tænkt dig om en ekstra gang! Og jeg skulle bare have gjort, som du havde? Jeg skulle bare gøre, som du havde sagt?! Hvad fanden regner du med, at jeg er? Din egen lille marionetdukke?!” spurgte hun med en stemme der langsomt blev mere og mere skinger, som han i den grad havde trådt i spinaten! Det pissede hende af, at han følte, at han kunne tale til hende som om, at han var hendes herre, når de i virkeligheden var i et ligeværdigt forhold. Det gjorde kun, at hun stejlede, og især fordi hun kom fra et samfund, hvor hun var vant til, at kvinderne satte dagsordnen. Særligt som leder af racen. Tydeligt mærkede, hvordan blodet pumpede rundt i hendes system, hvor hun end ikke mærkede af, at det i virkeligheden var frostgrader. Hendes hjerte pumpede, mens hun blot så rødt, og Derick var bestemt ikke god til at rode sig ud af problemerne. Selv vidste hun også, hvordan hun skulle tackle Derick, når de var i problemer, og det gjorde det sjældent positivt. ”Det er sgu da feset ind! Hvis du gad lytte og tænke dig mere om, ville du vide, at jeg sagde alt det, inden vi fandt hinanden igen!” råbte hun ad ham, som hun bestemt ikke mente, at han behandlede hende retfærdigt. Hun vidste godt, at han ikke havde forladt hende med vilje, men det havde hun ligesom ikke troet dengang, og det kunne hun ikke gøre noget ved, men det skulle hun tydeligvis straffes for for evigt. ”Jeg påpeger kun fejlene, fordi du har såret mig! Du er måske kun ude for at trække frisk luft, men det er ikke relevant. Ikke med alt, hvad der sker i øjeblikket,” sagde hun hårdt. Det var bestemt ikke en let diskussion at tage, da hun var blevet kørt ufatteligt langt ud, og derfor var svær at tale med. Svært var det også, når hun endelig havde besluttet sig for at gå fra det hele. Det var muligvis ikke en beslutning der var taget i ro og mag, og derfor var den ikke særlig pålidelig, men det var en beslutning hun havde det fint med lige nu og her. At han så ganske hurtigt formåede at ændre hendes mening igen, var der intet at sige til, da det ofte endte ud sådan. Som han knugede hende ind til sig, og bedte hende om at blive i en dæmpet tone, kunne hun ikke lade være med at bløde op. Hun elskede ham, og derfor havde hun heller aldrig forladt ham, når al kom til alt. Hans hænder knugede hun om, mens hun dæmpet hulkede i hans favn. At det næsten skabte en kædereaktion hos ham, anede hun ikke, da hun ikke kunne se ham, og derfor kun kunne mærke, hvordan hun selv blev gennemstrømmet af varme igen. ”Og hvordan skulle det blive det? Vi klokker altid i den..,” spurgte hun fortvivlet gennem sin hulken.

[Deleted]

Derick lukkede for en kort stund øjnene, hvor han trak vejret dybt i et forsøg på at holde sig rolig, da hun var blevet direkte umulig at tale med, men han vidste også at det var fordi hun var arrig og vred, derfor vidste han godt hvorfor hun sagde de ting hun gjorde. Han brummede let, som hans blik hvilede opgivende på hende, hvor han endnu engang måtte slå ud med armene. ”Denjarna du misforstår mig! Du er på ingen måder min marionetdukke og det ved du udmærket godt! Jeg mener bare at der ikke var nogen grund til at hidse dig op på mig, når jeg blot forsøgte at lære din ven bedre at kende, præcis som du ville have det,” svarede han sandfærdigt. Han havde aldrig nogensinde bestemt over hende, sagt hvad hun måtte og ikke måtte, selvom de altid havde taget hensyn til hinanden også det at de kom fra hvert deres samfund og han havde altid elsket hende for den stærke kvinde hun havde været, og det havde han aldrig ønsket at lave om på! Han vidste at hun ikke tænkte klart, hvilket han også måtte sige til sig selv, skønt det måtte irritere ham, for hun var slet ikke til at tale med! Han kunne godt høre at hendes hjerte måtte slå for fulde hammer og pumpe blodet hurtigt ud i hendes krop, skønt han ikke følte sig fristet af det, ikke med det som han havde gjort mod hende og som han var skyld i, da det kun gav ham en kvalmende fornemmelse at tænke på. ”Ja, ja,” mumlede han afvisende, som han blot så væk fra hende. Han vidste godt at hun havde troet at han havde forladt hende, men det var ikke tilfældet og hun burde have kendt ham godt nok til at vide at han aldrig ville forlade hende. De havde altid holdt igennem tykt og tyndt, hun var hans livs kærlighed, han kunne ikke bare vende blikket bort og benægte sine følelser for hende, som han altid havde følt. Han bed sig let i den bløde underlæbe. ”Og det er jeg ked af.. Det var ikke min mening og det har det aldrig været,” svarede han sandfærdigt og i en dæmpet tone, som han slog blikket ned. Han ønskede ikke at såre hende, da han skam oprigtigt ønskede at de skulle være lykkelige, og de vidste begge to at det gik bedre mellem dem, selvom der desværre ikke skulle meget til før det hele bragede over, hvilket de havde set flere gange, og derfor var det ikke let. At han så formede at få hende blødt lidt op, måtte lette ham, hvor han helt måtte knuge hende ind til sig. Han trak svagt på smilebåndet, da hun valgte at knuge om hans hænder, hvor det kun beviste at hun elskede ham og endnu ønskede at blive hos ham, selvom han vidste at hun var ked af det og såret, hvilket slet ikke havde været meningen på denne nat. Han kyssede hende blidt mod kinden og tyssede endnu engang på hende, for at lægge sin hage mod hendes skulder. ”Ja det gør vi desværre.. men derfor kan det stadig blive godt, vi kan gå tilbage og starte forfra, jeg gør det gerne for din skyld, min skat. Det skal nok blive godt og som du vil have det,” hviskede han blidt, som han langsomt vendte hende om i sin favn, hvor han løftede den ene hånd og strøg tårerne bort fra hendes kinder, kun for at sende hende et blidt smil. ”Det var ikke min mening at ødelægge det Denjarna. Jeg ville gerne have at det skulle have været en perfekt nat, for din skyld. Men jeg lover dig at jeg ikke vil gå igen, jeg vil ikke vige fra din side, heller ikke selvom problemerne brænder på. Jeg bliver hos dig. Dag og nat, for evigt,” hviskede han kærligt, som han lænede sig mod hende og kyssede hendes læber lidenskabeligt.

[Deleted]

Som de stod og diskuterede, kunne Denjarna sagtens fornemme på Derick, at hun gik ham på nerverne. Det lod hun sig dog ikke mildnes af, som hun bestemt ikke var af den mening, at han fortjente at have det en smule let. Ifølge hende, havde han ødelagt det hele – skønt det selvfølgelig var en overdrivelse fra hendes side. Hun så mere eller mindre kun de mange ting, der var gået galt for dem i øjeblikket, og for stunden var det ham der havde gjort sig alle fejlene. Helt venligt var det ikke af hende, men det var den kvinde hun blev, når tingene ikke gik, som hun ville. Hun fnøs ad ham. Hun mente, at han talte godt om sig selv, for at stille sig selv i bedre lys, som han havde talt til hende, som om hun ikke var andet end en marionet. Personligt mente hun også, at hun havde al ret til at blive arrig, da man ikke just kunne sige, at Vladimirs besøg havde været vellykket. Hvad manden for resten lavede i øjeblikket, anede hun vitterligt ikke, og hun måtte ærligt indrømme, at hun i øjeblikket var ragende ligeglad med det. ”Ingen marionetdukke? Du dikterer jo, hvad du mener, at jeg skal gøre og ikke gøre! Og derfor har jeg al ret til at hidse mig op! Og hvis du ønsker at lære min ven bedre at kende, så lær ham at kende på en bedre måde,” bed hun af ham, som han ikke just kunne tale sig ud af hendes vrede på den måde. Hun brød sig bestemt ikke om hans måde at gribe tingene an på, men det fik hun også uden tvivl vist ham. Hun mente nemlig ikke, at han havde behandlet hende retfærdigt, da han havde valgt at smide hende ud af pejsestuen. Af ren og skær irritation himlede hun med øjnene ad ham, som han blot sagde; ja ja. Flabet fandt hun det, men selvfølgelig kunne han ikke give hende et bedre svar end det. Latterligt fandt hun det desuden, da hun oprigtigt havde troet, at han havde forladt hende, og helt underligt var det vel ikke, når man tænkte på deres lange adskillelse, og hendes nedbrudte psyke? En psyke hun heldigvis havde fået tilbage. At han så sagde, at han ikke ejede et ønske om at gøre hende ulykkelig, så hun blot væk fra ham. Det virkede ikke som sandheden, eftersom de havde utallige problemer, men inderst inde vidste hun selvfølgelig godt, at han heller ikke kunne lide deres problemer. De havde trods alt været lykkelige engang, og hvem drømte ikke om at blive lykkelig igen? Svært gjorde han det også lige pludselig for hende, som han trak hende ind i sin favn, og holdt hende tæt. Det rørte uden tvivl noget i hendes hjerte, som hun igen måtte føle kærlighedens varme i sig. Det gjorde dog også, at hun brød fuldstændigt sammen, da vreden blev erstattet med den ulykkelige kærlighed, som de havde svært ved at få det hele til at fungere. De våde øjne blinkede hun let med, som han kyssede hendes kind. Hun snøftede grundet gråden og kulden, mens hun blot vendte blikket ned mod jorden, samtidig med at hun mærkede hans vægt mod sin krop, og særligt mod sin skulder. ”Jeg føler bare personligt, at jeg i forvejen gør alt, hvad jeg kan for at få det hele til at fungere.. Det virker bare ikke. M-Men jeg ønsker brændende, at det bliver som før,” sagde hun dæmpet, da følelserne gjorde andet svært for hende. Blidt lod hun tænderne glide over sin underlæbe, som hun lod sig vendes om af ham. Hans ord lyttede hun til, hvor hun kun kunne sige, at de varmede hende, hvis bare han holdt dem. Hun nåede dog ikke at svare ham, inden han kyssede hende, hvor hun besvarede det med ømhed. Behageligt var det at mærke hans bløde læber mod sine egne igen, hvor de efterlod hende med en følelse af kærlighed. Langsomt trak hun hovedet til sig, efter at kysset havde varet et par lange sekunder. ”Jeg ved godt, at du gik med til mødet for min skyld, Derick.. Jeg ønsker bare ikke, at du går ud af flere døre i vrede eller i sorg.. Det knuser mig bare.”

[Deleted]

Det var tydeligt at Denjarna var så langt oppe i det røde felt at det måtte sløre for hendes dømmekraft og fornuft. Alt hvad Derick sagde vendte hun til noget dårligt, selvom hans ord slet ikke var ment som hun forsøgte at fremstille det på, for han havde aldrig nogensinde behandlet hende som var hun hans marionetdukke. Han havde aldrig bestemt over hende, hvilket i sin tid også havde været umuligt, fordi hun kom fra et kvindedomineret samfund, hvor hun under første møde havde været en hård og dominant kvinde, men det var også altid det han havde kunnet lide ved hende, skønt det havde gjort det svært for dem at blive enige, fordi hun var vant til at passe og forsørge sig selv, hvor han var den gammeldags type, så han kunne godt lide at forsørge kvinden og værne om hende, som en rigtig mand burde, men altid havde de fået det til at fungere, ved at gå på kompromis. Tiden havde dog ændret dem en del, da de begge var blevet langt mere kærlige personer end hvad de havde startet ud med at være. Opgivende måtte han drage et suk, da hun fortsatte i samme hidsige tonefald og fordrejede hans ord, så de blev fremstillede ham som den store stygge ulv, noget han på ingen måder var! ”Denjarna! Du ved godt at jeg aldrig nogensinde i mit liv har bestemt over dig, sagt hvad du skal gøre og ikke gøre, og det kommer jeg bestemt heller ikke til! Jeg tror du glemmer ligestillingen i vort forhold,” svarede han i en kortfattet tone, som hans blik blev bestemt og stålfast. Han havde aldrig ønsket at være den store patriark, der bestemte over sin kvinde, for den type havde han ikke været, og sådan havde han heller ikke været dengang han havde været leder, for nok han havde været hård, men han havde også været retfærdig, da han havde lyttet til sit folk, som en sand leder burde have gjort, og sådan havde han også alle sine dage været overfor Denjarna.
Hurtigt blev hendes vrede erstattet med gråd, hvor det også var gået op for Derick, at hun var faldet lidt mere til ro og at noget han havde sagt og gjort rent faktisk havde virket. Det måtte i sandhed glæde ham, da han kun ønskede at de kunne tale om det stille og roligt og finde ud af tingene, som de normalt plejede at kunne. Han forstod godt hendes ulykke, da han vidste at han havde gjort det svært, men han prøvede også brændende på at rette op på hans fejl og gøre det godt igen, da han var indehaver af samme ønske som hende. Han lagde sine hænder over hendes og flettede sine fingre ind i hendes bagfra, hvor han trykkede omkring hendes slanke hænder. ”Du er ikke, at bebrejde, Jarna. Du har intet galt gjort, men tro ikke at du står alene, for jeg brænder inde med samme ønske som dig, elskede, og jeg prøver inderligt og med alt der står i min magt, at gøre tingene gode igen, så vi kan være sammen, så vi kan være lykkelige,” hviskede han blidt, hvor han roligt lod hende vendes. At hun besvarede kysset med ømhed og samme lidenskab, fik en psykisk varme til at sprede sig i hans indre, da det fysisk var umuligt, der kunne han helt savne de levendes effekter. De violette øjne søgte mod hendes, da hun trak hovedet tilbage, hvor hans smil blev blidt. Tungen gled kort over de blege læber, inden han svagt nikkede, hvor noget målfast viste sig i hans blik. ”Jeg lover dig Jarna.. jeg går ikke ud af den dør igen, jeg bliver hos dig, om så helvedet brænder over,” lovede han hende oprigtigt og med beslutsomhed, hvor han sneg sine stærke arme omkring hendes skikkelse, for at trykke hende ind til sig, imens hans pande gled mod hendes. ”Jeg elsker dig af hele mit hjerte, min kære, og aldrig vil du se mig forlade din side. Det har jeg aldrig gjort og vil jeg aldrig gøre. Du er mit livs kærlighed, vi hører sammen som to dråber vand, og jeg lover dig med alt hvad jeg ejer og har, at jeg nok skal gøre dig lykkelig igen.”

[Deleted]

Der var ingen tvivl om, hvad Denjarna følte i øjeblikket, da det hun direkte følte var vrede. Hun følte på ingen måde, at hun blev behandlet, som hun havde fortjent, og det var ikke kun nu, at hun havde det sådan. Hun havde nemlig følt således, siden de havde genfundet hinanden, som det derfra var gået ragende galt for dem. Det gjorde hende ondt, at det var endt således mellem dem, da hun endnu huskede, hvordan de engang havde været lykkelige med hinanden. Desværre frygtede hun, at hun forsøgte at leve i fortiden, da det vitterligt ikke gik godt for dem længere. Det var desuden normalt, at folk voksede fra hinanden, men desværre var hun … bange for den forvandling. Hun havde nemlig længe været vant til, at det bare var hende og Derick, og at det bare var sådan, at det var. Tænderne bed hun sammen. Hun følte, at han havde forsøgt at diktere over hende, om han ville det eller ej, og det kunne hun ikke lave om på, da det var hendes følelser. ”Jeg tror mere, at det er dig der har glemt ligestillingen,” mumlede hun, da hun bestemt ikke så på tingene, som ham, men det ville de formentligt heller aldrig blive enige om. Hun vidste dog godt, at han altid havde nydt, at hun var en stærk kvinde, men alligevel vidste hun, at han i den sidste ende var en mand fra en anden verden end hende. Derfor var det ikke underligt, hvis de fik deres sammenstød gennem tiden.
At stemningen mellem dem blødte op, gjorde det ikke videre lettere for Denjarna, da hun endnu havde sine utallige problemer. Hun råbte måske ikke af ham længere, men hun havde stadig det problem, at det ikke gik godt mellem dem. Hun elskede ham måske endnu, hvilket hun selvfølgelig altid ville gøre, men selv det kunne ikke redde, at de konstant skændtes, og at hun konstant var bange. Vejret trak hun i korte stød, som tårerne måtte trille ned ad hendes kinder og forhindre den normale vejrtrækning, som det hele blot syntes svært. Hun forsøgte dog at få styr på gråden, som helt stemningen mellem dem havde lettet en anelse. ”Jeg ved godt, at du forsøger, og ønsker det bedste for os. Jeg ved det.. Og når jeg er af samme ønske, burde man tro, at det hele ville løse sig, men det er desværre ikke det præcise tilfælde. Af en eller anden grund kludrer vi i det alligevel,” sagde hun fortvivlet. Hun forstod det ikke, da de engang havde været lykkelige, men på den anden side kunne det være, at det kun var sket, fordi de havde været isoleret fra resten af verdenen. Måske passede de bare ikke sammen, når de var en del af et samfund.. Det gjorde ondt at tænke sådan. Kysset fik hende dog på andre tanker for et øjeblik, som hun i de sekunder mærkede hans læbers varme og den savnede kærlighed. Det var generelt heller ikke meget hun blev rørt længere. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun stille, mens hun mærkede, hvordan han førte deres kroppe sammen. Kort lod hun øjnene falde i, som hun for en stund gav sig hen til hans favn, mens hun lyttede til hans varme ord. Det endte dog ud i, at hun usikkert måtte blide sig i læben og se på ham igen, som en tanke havde formeret sig i hendes sind. Det var måske en bombe at smide lige nu, men hun følte, at de måske kunne have brug for det. ”Jeg elsker også dig, Derick, og jeg ønsker, at vi får det hele til at fungere, men… Jeg har tænkt på, om vi måske har brug for en rums tids adskillelse fra hinanden. I øjeblikket føler jeg kun, at vi hakker ned på hinanden, så måske det vil hjælpe, at vi holder en pause fra hinanden? Jeg kunne høre Vladimir, om jeg kunne flytte ind hos ham for en periode, eller også kunne jeg tage ind på en kro og få ro der,” foreslog hun stille og så en anelse nervøst på ham, da hun var usikker på, hvordan han ville reagere.

[Deleted]

Umulig var Denjarna at tale med i sit vredesrus, da hun så sig sort på alt og ingen fornuft kunne finde, men Derick forstod hende dog godt, selvom han ikke ville mene at han havde fortjent den fulde vrede, for det var Vladimir der havde ødelagt freden mellem dem, hvor det hele kunne have fungeret perfekt – eller i hvert fald bedre – hvis manden ikke havde overfaldet ham, så snart han var endt indenfor i huset. Han selv havde måske ikke været så begejstret for mødet, men han havde lovet Denjarna at opføre sig pænt, for hendes skyld og det ville han have gjort, hvis ikke manden havde overrumplet ham og nærmest slået ham i jorden. Dybt måtte han trække vejret, og slippe det i en tung udånding, da hun virkede umulig at tale med i øjeblikket, derfor undlod han også at kommentere det, da hun alligevel ville fordreje hans ord og vende dem til noget negativt, hvilket ikke var meningen og det at sende hende ud, havde heller ikke været af nogen ond mening, men for at få snakket med Vladimir, skønt det hele måske havde gået rimelig stærkt for sig, og det havde hun tydeligvis ikke kunnet kapere.
At hun endnu trak vejret dirrende og hurtigt, kunne Derick godt høre, selvom han vidste at det var fordi hun græd, og den tanke gjorde ham ondt, da han elskede hende, og naturligvis ønskede han kun at de fandt ud af det, da han ønskede det bedste for dem, og at de var lykkelige, for hvem ville ikke det i et forhold, hvor man oprigtigt gav sit hjerte hen til den anden person? Han løftede hænderne og lagde dem mod hendes kinder, hvor han tyssede ganske blidt på hende, ikke fordi hun ikke måtte snakke, men mere for at trøste hende og i et forsøg på at gøre hende rolig, så hun ikke græd. ”Jeg ved godt, det har været svært, og at det endnu er. Jeg ved også at det er min skyld og min skyld alene, at det er endt så galt fordi jeg bed dig, og jeg ved at der ingen undskyldning findes for det jeg har gjort, da det aldrig burde være sket. Jeg var ude af kontrol. Jeg havde levet flere år som menneske og jeg blev kidnappet og fik et mørke ind i mig, som forhindrede mig i at lære at kontrollere min sult, fordi jeg var ligeglad med alt, og derfor mistede jeg også kontrollen ved dig.. hvilket er det værste jeg nogensinde har gjort … men jeg kan kontrollere det nu, jeg vil aldrig nogensinde gøre dig fysisk fortræd igen Jarna, og selvom jeg ved at jeg ikke har fortjent din tillid på det punkt, så håber jeg stadig at du inderst inde tror på mig,” svarede han i en dæmpet tone, som skylden igen vældede op i ham. Den var generelt svær at holde skjult og det var helt umuligt når han først tale om det, da kvalmen og ubehaget kun dukkede op med det samme. Hendes forslag, var dog som et stik i brystet, hvor hans greb om hende måtte slækkes, så han ikke længere holdt hende i et tæt greb, men i et slap, som hans hænder kun hvilede mod hendes sider. I et stykke tid tiede han, hvor hans blik måtte flakke og millioner af tanker søge igennem hans sind. Han endte med at se bort, hvor han bed sig selv i tungen, da han ikke helt vidste hvad han skulle sige. ”Nu lyder det kun som om du vil stikke af fra mig, fordi det går dårligt en enkelt nat. Jeg ved godt at det har været slemt, hvis ikke den værste gang nogensinde for os, men du glemmer at du kun har smilet og været glad igennem de sidste par uger. Du ved lige såvel som jeg at det går bedre. Og måske en pause er tiltrængt, men jeg vil ikke have at du går, for i mine ører lyder det kun som et skridt mod et brud, og jeg vil ikke miste dig. Du er gravid med vores barn, mit barn, vi er på vej til at blive en lille familie, og jeg vil ikke sende min gravide kæreste nogen steder hen, hvor jeg ikke kan beskytte hende. Jeg beder dig om at blive hos mig, giv mig en chance for at vise at vi godt kan, du har ikke gjort andet end at smile ugerne op til i aften, og det var ikke meningen at Vladimir skulle angribe mig i nat, som var grunden til at alt farede op i en spids. Det kan stadig blive en god nat, og hvis han virkelig er din ven, hvorfor skulle han så ikke ønske det samme for dig? Jeg vil have at det skal fungere, så bliv og prøv med mig.”

[Deleted]

Det var på ingen måde let for Denjarna, da hun følte, at det hele steg hende til hovedet. Det var ikke fordi, at hun ikke elskede Derick, for det gjorde hun! Det var mere, at hun følte, at hun tabte sig selv i al farten. Hun vidste godt, at hun havde ændret sig gennem årene, og det havde hun såmænd intet imod, men igennem de seneste måneder var det endt med, at hun slet ikke kunne genkende sig selv længere. Hun følte nemlig ikke, at det var hende at tillade disse uendelige skænderier, samt det at lade sig blive bidt og derefter at leve i frygt. Det var heller ikke hende at være mor, da hun aldrig havde følt kærlighed til børn, men nu stod i det problem, at hun var gravid. Svært var det … meget svært. Hun følte heller ikke, at hun kunne tale med Derick om det, da han blot ville sige, at det hele nok skulle gå. Andre mænd var heller ikke til den største hjælp, da de blot ønskede hende for sig selv. Nej … hun havde brug for en anden kvindes råd, men desværre havde hun ingen veninder længere, og hvis hun mødte en kvinde, havde hun svært ved at kunne med vedkommende. Håndryggen kørte hun let over sine kinder, som han begyndte at tysse på hende igen, hvor hun forsøgte at tørre sporet af tårerne væk. ”Jeg ved godt, at du aldrig har ønsket mig noget ondt, Derick. Igennem al den tid vi har kendt hinanden, har du aldrig slået mig eller noget lignende.. Det er først nu, at du har gjort mig fysisk fortræd, og jeg må indrømme, at jeg har det ufatteligt svært med det. Jeg prøver at se bort fra det, fordi jeg kender til blodtrangen og ved, at du ikke havde forsøgt at kontrollere den, men alligevel har jeg svært ved at acceptere det. Jeg har aldrig tilladt vold imod mig, og det at du kræver, at jeg gør det nu, er på ingen måde let for mig,” sagde hun sandfærdigt, som hun uden tvivl havde mistet noget for ham, som han havde bidt hende imod hendes vilje. Hun var vred over, at hun for evigt skulle gå med et mærke hun ikke ønskede – skønt hendes krop allerede var fuld af ar – samt hun hadede, at hun skulle være påpasselig omkring ham. Han havde måske lært at styre sulten nu, men det ændrede ikke på hendes sårede hjerte. At han ikke tog godt imod hendes forslag om at holde pause, opdagede hun desværre med det samme. Hun havde frygtet, at han ikke ville tage vel imod hendes forslag, og derfor havde hun set på ham med nervøsitet, og det havde hun tydeligvis gjort klogt i. Det havde ikke været hendes mening at gøre ham ked af det, da hun blot anså sine ord for at være fornuftige, for … de havde det jo ikke formidabelt med hinanden længere. ”Derick… Det er jo ikke kun gået dårligt for sig en enkelt nat. Det er gået dårligt i mange nætter efterhånden. Jeg ved godt, at jeg har smilet noget mere på det seneste, men jeg vil ikke sige, at jeg har været glad alle dagene i de seneste par uger, som du prøver at fremstille det som om. Jeg kan godt gå med til at det går en smule bedre, men fantastisk går det ikke, og i nat har kun skubbet os tilbage i tiden. Jeg ved godt, at det sikkert havde gået bedre, hvis ikke Vladimir havde angrebet dig, men det gjorde han, men derfra var din reaktion heller ikke den bedste. Jeg ønsker inderligt, at det kan gå mellem os Derick, men for nu tror jeg, at de er bedst, at vi får lidt luft fra hinanden.. Det vil måske hjælpe på det hele,” sagde hun stille.

[Deleted]

Galt var det hele gået mellem dem, hvilket ene og alene var Dericks skyld, og han prøvede ihærdigt at rette op på det, selvom det synes umuligt. Blikket slog han kort ned, da hun startede sine ord. Han vidste godt at han havde gjort hende fortræd, hvilket han måtte hade sig selv for mere end noget andet. Hun var skam ikke den eneste der havde ondt, da han var den der måtte leve med skylden resten af sine dage, og det tyngede ham ned. Det var udmattende og afkræftende, selvom det i sidste ende var fortjent. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg har aldrig krævet at du skal tillade vold mod dig. Jeg hader mig selv for det jeg har gjort mod dig! Jeg ville ønske at jeg kunne ændre på det.. men det kan jeg ikke. Det har ikke kun knust dit hjerte, men også mit at jeg har gjort dig fortræd, når det ellers er noget jeg aldrig har gjort før,” svarede han dæmpet, som han bed sig selv i den bløde underlæbe. Han selv havde ondt i hjertet, da han aldrig havde ment at gøre hende ondt, for han havde altid elsket hende højere end livet selv, derfor gjorde det, det hele værre for ham. At hun så foreslog en adskillelse, gjorde det på ingen måder bedre for ham, da han bar inde med en kæmpe frygt for at miste hende, selvom han godt kunne følge hende i at det måske ville være godt for hende. Hendes ord, fik ham til at trække hænderne til sig, imens han slog blikket ned, hvor han i stedet for gned hænderne imod sine ben, da han ikke vidste hvad han skulle gøre af dem, ej heller af ham selv. Han kunne mærke hvordan en masse følelser vældede op i ham, fortvivlelse, sorg, en undertrykt vrede, en indre smerte og ikke mindst en kvalmende fornemmelse, som gjorde at han blev helt tavs. Hans blik flakkede, hvor han flere gange blinkede med øjnene, som han ikke rigtig kunne tro det, hvor han helt måtte føle sig dårligt tilpas. Hans hænder begyndte at skælve, skønt det ikke kunne ses, da han gned dem mod sine lår, men han kunne mærke en hel skælven gå igennem hans krop af ren ubehag, hvor det hele føltes overvældende. Tårerne vældede også op i hans øjne, skønt han kun vendte blikket endnu mere ned af, imens han blinkede med øjnene, så det ikke kunne ses. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft det sådan, eller om han overhovedet havde haft det sådan, men rart var det på ingen måde. Han sank flere gange, da han pludselig frygtede at han ville kaste op, hvilket også var grunden til at han slet ikke sagde noget i lang tid. Han lukkede øjnene og trak vejret skælvende, hvor han sank en sidste gang. ”Men hvad skulle det hjælpe? Så får du luft fra mig, og så vil det sikkert ikke gå galt, men du vil jo stadig.. frygte mig,” hviskede han, hvor det sidste var hårdere for ham at udtale, da det gik op for ham at hun var bange for ham. Forfærdeligt havde han det, hvor han mærkede en ubehagelig stikken i hans bryst, selvom han slet ikke var i tvivl om hvad det var; et knust hjerte. Han så ikke på hende, da han så frygtede at gråden ville overmande ham, og det følte han sig alligevel for stolt til at ville lade ske, da han sjældent græd.

[Deleted]

Personligt følte Denjarna, at det hele var gået en smule for vidt, og det havde hun det elendigt med. Hun havde aldrig troet, at dette ville ske mellem det, da det aldrig før havde været et problem for dem. Før i tiden havde hun nemlig altid kunnet stole på ham, som han altid havde forsøgt at beskytte hende. Nu havde han forsøgt at gøre hende ondt, som han havde bidt hende, og det havde ændret alt for hende. Hun var nemlig begyndt at føle sig usikker, som han havde plantet en tvivl i hendes bryst, og hun brød sig bestemt ikke om at sidde i en usikker position! Hun var vant til, at hun var den der sad med overblikket, men det følte hun ikke længere at hun var, som hun nærmere følte, at hun var tvunget til at være underdanig, og det brød hun sig på ingen måde om! Det gjorde dog ondt på hende at tale ud omkring sine følelser til ham, da hun hadede at såre ham, da han trods alt betød altverdens for hende, som hun endnu elskede ham. ”Og jeg ville ligeså ønske det.. Desværre kan man ikke ændre på fortiden, som sket er sket. Jeg forsøger hver dag at se fremad, og nogle gange syntes det at gå, men altid føler jeg en lille nagen, og så ved du, hvilke mange skænderier vi også har. Men som dig ville også jeg ønske, at det aldrig var sket før, og at vi trygt kunne have levet vores liv sammen, som vi begge havde planlagt,” fortalte hun ærligt. Det gjorde ondt at tale om, men hun følte, at hun var nødsaget til at tale om tingene med ham. De havde selvfølgelig før forsøgt at tale om det hele, men det havde tydeligvis ikke virket, og derfor følte hun sig tvunget til at bringe det hele på banen igen. Hun ønskede nemlig for ingen af dem, at de levede i elendighed, hvor hun også tvivlede på, at Derick syntes om tingene, som de var nu. Det kunne selvfølgelig godt være, at han ikke så de samme ting som hende, men det håbede hun nu engang, at han gjorde. At hans greb omkring hende svigtede, stak hende i hjertet, da det hele også smertede hende. Hun ønskede at få det hele til at gå mellem dem, men desværre tvivlede hun på, at det ville lykkedes ved at de var i samme hus lige pt. Indtil videre hjalp det trods alt ikke. Læben bed hun flygtigt i, inden hun valgte at gribe om begge hans hænder og knuge dem. Det gjorde ondt på hende at se ham sådan, da hun skam sagtens kunne læse på ham, hvordan han havde det, skønt han forsøgte at skjule det for hende. Tårerne måtte desuden på ny vælde op i hendes øjne, skønt hun endnu ikke tillod dem at falde. De sølvgrå øjne hvilede på hans ansigt, selvom han ikke vovede at se på hende, og også det måtte nu engang gøre ondt. ”Det ville hjælpe på den måde, at jeg vil få en smule ro til hovedet, og at jeg selv kan tænke en smule over tingene, uden jeg bliver påvirket af nogen. Jeg ønsker bare en smule ro og fred i det næste stykke tid, da jeg føler, at der bliver ved med at være et eller andet form for kaos her. Jeg siger derfor heller ikke, at dette vil blive den allersidste gang, at vi ser hinanden,” sagde hun stille, mens hun blidt havde givet sig til at stryge ham over hænderne med tomlerne. Han følte måske, at det var det endelige for dem lige nu og her, men det var ikke det hun sagde. Hun sagde blot, at de skulle tage et rums tids pause fra hinanden, og derfra se, om de endnu havde lyst til at fortsætte forholdet.

[Deleted]

At det hele var ved at krakelere, var noget som fik en panik til at sprede sig i Dericks krop, for det sidste han ønskede var at miste hende, selvom det næsten synes at gå den vej, og det ville han da slet ikke kunne bære oven i al det han i forvejen måtte kæmpe med og holde på af følelser. Det hele var overvældende, hvor han kunne mærke på sin krop at det ikke bragte noget behag med sig, men det stik modsatte. Han bed sig i den bløde underlæbe, som han slog blikket ned til hendes ord. Han vidste godt at han havde gjort hende ondt, men han ville gøre hvad som helst for at ændre på det, som han ville gøre hvad som helst for at rette op på det, desværre synes det at være umuligt og det frustrerede ham mere end noget andet, for det eneste han havde ønsket var at gøre hende lykkelig, ellers havde han heller ikke fundet et hjem til dem, som han havde renoveret helt selv, ligesom han heller ikke ville have ledt efter en kur, skønt hun allerede havde været mørkelver, da han havde fundet hende. ”M-men… jeg har jo aldrig ønsket at gøre dig ondt, med min egen gode vilje Denjarna.. jeg vil gøre hvad som helst for at ændre det og rette op på det.. hvad som helst,” hviskede han lettere desperat, som han kunne mærke tårerne begynde at overmande ham, skønt han dog ikke tillod det, da han altid havde været en stolt mand, skønt den facade synes at krakelere ligesom alt andet, hvor han følte sig på sammenbruddets rand. Dengang han havde bidt hende, havde han ikke gjort det for at gøre hende ondt, som han ikke havde gjort det med vilje, for havde han været sig selv, havde han naturligvis aldrig gjort det! Det gjorde ondt på ham at det var sket, som han skulle leve med skylden resten af sine dage, og det var lang tid når man var vampyr. I princippet kunne han slukke for følelserne, men det havde han ikke fortjent, da det var en nem og let løsning, hvor han vidste at han kun havde fortjent at leve i skyld og skam resten af sine dage, fordi han aldrig burde have lagt en hånd på hende, som han havde gjort. Han kunne heller ikke begribe at han havde gjort hende ondt, da det var en surrealistisk tanke i sig selv. Da hun greb om hans hænder, gibbede det kort i ham, hvor han også var ved at trække dem til sig, men da hun knugede om dem, havde han ikke styrken til det. Hænderne rystede endnu og derfor havde han egentlig ikke lyst til at hun skulle røre ved ham, da han hadede at hun skulle se ham på den måde, da han fandt sig ynkelig, men ingen var herre over sine egne følelser og det hele synes bare at flyde over for ham. Han kunne mærke ubehagets klamme tag i ham, hvor han følte at han skulle kaste op. Han holdt blikket nede, hvor han flere gange åbnede og lukkede munden til hendes ord, men intet kom ud, da han så ville bryde sammen i gråd. Han blinkede med øjnene, da det hele var surrealistisk for ham, og det resulterede i at de første tårer dryppede fra hans mørke øjenvipper og faldt til jorden. Han trak vejret skælvende og lukkede øjnene i et forsøg på at tage sig sammen, men det syntes umuligt. Hendes strøg hjalp dog en smule, selvom det også gjorde ondt med det valg hun var ved at foretage sig. ”M-men huset.. og … og b-barnet?” hviskede lettere grådkvalt, hvor man tilmed kunne høre frygt i hans undertone. Han havde på ingen måder lyst til at bo i et tomt hus, som han havde lavet til dem, for hendes skyld, og så var der det faktum at hun var gravid, og han havde glædet sig til det, ligesom han havde glædet sig til at være der igennem hele graviditeten, men det blev heller ikke til?

[Deleted]

At Derick ønskede det bedste for hende og dem, undrede ikke Denjarna, da hun ligeledes ønskede det bedste for ham og dem. Desværre syntes den enighed ikke at gå godt i spænd med hinanden, som det ikke gik på skinner for dem, selvom de ønskede det samme når alt kom til alt. Begge ville de gerne være lykkelige med hinanden, men desværre var der sket en masse små dumme ting der gjorde, at hun ikke længere vidste, hvad hun skulle gøre med det hele. Hun følte, at hun blev drevet længere og længere ud på et allerede synkende skib, og det var en forfærdelig følelse. Især når hun forsøgte at redde det, for hun havde vitterligt gjort sit bedste for at finde på en løsning for dem, samt finde en måde at tilgive ham på, men barnemad var det på ingen måde. Derfor kom hun frem til den løsning, at det måske ville gøre dem begge godt, hvis de var adskilt i nogle uger. På den måde kunne de nemlig forstå deres egne følelser og ønsker bedre, fremfor når de var omgivet af hinanden, og blev påvirket af hinanden. Hvilken vej det så ville ende med at gå, anede hun endnu ikke, men selv anså hun det for at være den eneste tilbageværende løsning. ”Jeg ved, at det var det vampyriske i dig, der styrede dig, Derick.. Det ændrer bare ikke på, at det rent faktisk var dig der gjorde det, og at jeg ikke ønskede, at du gjorde det ved mig. Førhen havde der kun været én vampyr, der havde bidt mig, og det var den usle vampyr der omgjorde mig. Jeg har aldrig ønsket, at du eller en hvilken som helst anden vampyr skulle se på mig som føde, og det har du nu gjort en gang,” sagde hun ærligt i en dæmpet tone, som dette rent faktisk betød ufatteligt meget for hende. Før i tiden havde hun aldrig ladt ham bide hende, og det havde altså ikke ændret sig med tiden. Skønt hun mente alle sine ord dybt alvorligt, måtte hun blinke tårerne væk en enkelt gang, da det pinte hende at høre, hvor desperat han var efter at beholde hende hos sig. Det skar i hendes hjerte at se og høre, da hun elskede ham, og ikke ønskede at gøre ham ondt. Hun kunne dog ikke se bort fra sine følelser, skønt hun havde forsøgt igennem de seneste måneder. Hans hænder greb hu om hvor det gjorde ondt på hende, at handlingen ikke var ønsket, skønt hun et sted godt forstod det. Det var trods alt lidt af en bombe hun sprang for ham, at hun rent faktisk ønskede at være alene i det næste stykke tid, men på den anden side havde han hele tiden vidst, at hun ikke havde det helt godt. Hun nægtede dog alligevel at slippe hans hænder, som hun knugede om dem, da også hun følte, at hun havde brug for støtte igennem det her. Let var det nemlig ikke for hende at sige, at hun ønskede, at de satte forholdet på pause i et rums tid. Hun elskede ham nemlig, og havde aldrig været i stand til at gå fra ham, så han måtte også forstå, at selv dette var svært for hende. At han så grådkvalt begyndte at tale om huset og deres kommende barn, måtte hun tvinge blikket ned i jorden, som en tåre trillede ned ad hendes kind. ”J-Jeg… Jeg ved det ikke.. M-Måske var det dumt af os, at ville beholde barnet. J-Jeg kan blande nogle urter, der vil ... fjerne det.. Men bliv i huset. Det har du lavet, og så finder jeg et sted at være midlertidigt,” sagde hun dæmpet med en trist og fortvivlet stemme, da det på ingen måde var let for hende at sige.

[Deleted]

Derick forstod sådan set godt at Denjarna havde brug for en pause fra det hele, hvor det måske havde været for meget at forlange at hun skulle tilbringe tiden med ham i huset, efter det han havde gjort, og den pause skulle de nok have taget helt tilbage ved det tidspunkt, selvom han havde været desperat efter at gøre det godt igen, men han tvivlede på at hun kunne tilgive det bare sådan uden videre, da han vidste at det var hendes frygt og det gjorde ondt på ham, når han elskede hende og altid kun havde ønsket hende godt, og så var han synderen der havde gjort hende ondt og gjort hende bange for ham, hvilket han mildt sagt måtte hade sig selv for. Det gjorde dog ondt at han var ude af stand til at gøre det godt igen. ”Men jeg gjorde det jo ikke med vilje… jeg ville aldrig have gjort det, hvis jeg havde været mig selv!”” fortsatte han med samme desperation, da han ikke ønskede at hun troede at han havde gjort det med vilje for at gøre hende ondt, for det var da det sidste han ønskede at gøre ved hende! Hun var hans et og alt, hun var centrum i hans liv, at ødelægge det havde aldrig været hans hensigt eller intention, da ingen ville kunne elske hende med samme lidenskab, begær og kærlighed som han gjorde. De havde historie helt tilbage fra dengang de havde været unge, og han havde ment sit ja til al evighed, dengang de havde giftet sig. Og nok han havde sagt at de ikke havde været gift, da døde havde brudt ægteskabet, men det var ikke ensbetydende med at han ikke ønskede hende som sin hustru igen, da han ikke ønskede nogen højere end hende. Det var også derfor det gjorde ondt, og knuste hans hjerte at vide at hun ville have en pause fra ham. Ikke at han kunne bebrejde hende, men smerten føltes uudholdelig, når han bar inde med dårlige følelser i forvejen. Han kunne mærke at han kom tættere og tættere på et sammenbrud, hvor han frygtede at han ville bryde helt sammen foran hende, hvilket hans stolthed ikke tillod ham, men han frygtede at han end ikke havde magten over sig selv længere, da det hele løb løbsk for ham, som bægeret flød over, hvor det hele forekom ham overvældende. Det var ikke fordi hendes handling ikke var ham ønsket, det var bare svært for ham at kapere, hvor han hadede det faktum at hun skulle se ham på den måde. Hendes ord fik ham dog til at trække hænderne hastigt til sig, hvor hans mine blev forfærdet. ”Vil du dræbe vores afkom? Det hvad vi har skabt? Familie? Dit eget kød og blod? Dit barn? Du har al ret til at hade mig og jeg ved at du aldrig har brudt dig om tanken, men du kan da ikke tage et uskyldigt liv, og tilmed dit eget barn, vores barn,” svarede han tydeligt frustreret og i samme forfærdede tone, da den tanke for ham var fuldstændig udelukkende! Nok hun aldrig havde ønsket sig et barn og det gik dårligt mellem dem, men det burde da ikke gå ud over barnet! Han havde desuden før prøvet at miste et barn, eller det havde han troet, men at miste sit ægte barn, og tilmed hvor hun var moderen.. det ville han da overhovedet ikke kunne bære. Han vendte blikket bort, som han bed sig i den bløde underlæbe. ”Jeg vil ikke have huset.. det byggede jeg til os, det er intet værd uden dig,” hviskede han, som han strøg sig selv over armene, da han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

[Deleted]

Sandt var det, at de formentligt burde have taget adskillelsen, som han havde bedt Denjarna, men det havde de ikke gjort. Hun havde været i et stadie af frygt og kærlighed til ham, og han havde været i et stadie af skam og kærlighed til hende. Derfor havde de forsøgt sig, da de trods alt stadigvæk havde elsket hinanden, men dumt havde det tilsyneladende været. Det var nemlig kun endt værre og værre for dem, som problemerne kun var steget i tand med, at de havde forsøgt at holde deres forhold kørende. Nu følte hun, at hun dårligt nok kunne kæmpe længere, og derfor havde hun brug for at trække sig. Hun havde brug for luft, samt genfinde sit gamle jeg, som hun helt måtte savne. Det gjorde ondt på hende, at Derick ikke kunne være en del af processen, da det var ham hun havde kærest, men eftersom det var ham der udgjorde problemet, var der intet andet at gøre. ”Derick.. Jeg ved godt, at du ikke er stolt af din handling, men det er ikke ens betydning med, at det ikke er sket, for det er det, om vi vil det eller ej. Jeg har også forsøgt at tænke, at du ikke gjorde det med vilje, men selv når jeg tænker det, gør det ondt på mig,” sagde hun frustreret. Let var det ikke, for hun ville ønske, at han aldrig havde bidt hende, men det havde han gjort, som han kortvarigt havde mistet kontrollen. Bange var hun derefter blevet, og det havde desværre ført til hende høj på hans blod, og en masse skænderier. For meget var det hele ganske enkelt blevet for hende, og nu følte hun ikke længere, at hun kunne få luft i hans selskab. Hun havde brug for at trække sig væk fra ham, og hun håbede, at han ikke ville gøre det til en større kamp. Det ville hun nemlig ikke kunne kapere.. Det krævede nemlig allerede afsindigt meget af hende at fortælle ham dette, og derfor kunne hun ikke blive ved med at diskutere med ham, hvis han insisterede på, at hun skulle blive hos ham. Hun vidste nemlig nu, hvad hun havde brug for, og derfor ønskede hun bare, at det endelig gik den vej. Hænderne lod hun falde slapt ned, som hun rev sine til sig igen, hvor hun måtte bide tænderne sammen til hans ord. ”Vi skabte det måske, men ønsket var det ikke! Jeg anede ikke, hvad jeg lavede den dag, og du ved, at jeg aldrig har ønsket mig børn.. Det har altid været din drøm. Og det vil ikke være som at tage et uskyldigt liv, når det ikke engang er kommet til verdenen endnu! Det vil desuden ikke være fair at lade et barn komme til verdenen, når det ikke vil være andet end en horeunge, samt det ville være et barn af nogle forældre med tonsvis af problemer,” sagde hun bestemt, skønt hun vidste, at hendes ord kunne forekomme ufatteligt hårde, når det ellers havde været en drøm der var gået i opfyldelse for Derick. Desværre havde det aldrig været hendes drøm.. De sølvgrå øjne lod hun hvile på hans ansigt igen, skønt hun ikke var i stand til at opnå øjenkontakt med ham, da han endnu så væk. ”Og det samme føler jeg.. Jeg har ikke lyst til at være derinde uden dig.. Det er derfor jeg enten vil tage over til en ven eller på en kro, så jeg ikke bliver følelsesmæssigt påvirket af noget,” sagde hun stille. At han heller ikke selv ønskede at være i huset, havde hun det dog dårligt med, da hun vidste, at han havde brugt tid og kræfter på at få det istandsat til dem. Desværre følte hun ikke, at det var hende der havde retten til at blive der, og underligt ville det også være uden ham.