Finally back home?

[Deleted]

Jacqueline forstod sig udmærket godt på Sonics frustration, for det kunne næppe være en nem situation at skulle stå i, også selvom hun ikke havde retten til at blande sig, så ønskede hun naturligvis at skulle hjælpe ham så godt som det var hende muligt. Blikket gled stille mod hans ansigt igen. At han havde sine grimme ar, var slet ikke noget som generede hende på nogen måde, så hun havde slet ikke noget imod at skulle kigge på det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I hendes øjne ville det bare blive synd for hans datter, hvis hun nåede at slå sig til ro, kun for at han ville lade bomben falde og rive hele hendes nye verden itu, for det var selv ikke retfærdigt overfor hende. Hun nikkede til hans ord. ”Jeg ved det godt, men det er naturligvis noget som må være op til dig og Ilaria.. I tilfælde af at I nu skulle finde ud af det. Hvorfor lade den lille pige vente til overraskelsen rammer, ved synet af sin moders mave? Du kan udnytte tiden og forberede hende på det i stedet for,” endte hun ganske sigende, som hun let foldede hænderne foran sig. Det kunne godt være, at Giovanni havde været en frygtelig hård mand, men… hun elskede ham, og det ville hun aldrig nogensinde stoppe med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. At han så ikke forstod sig på det, forundrede hende ikke, for det var de færreste som havde respekt for en mand som slog på en kvinde, men selv hun vidste, at de slag som hun havde været offer for, var af slagsen som hun uden tvivl havde fortjent. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Han har altid været en hård mand.. Han vidste hvad han ville have, og han gav altid udtryk for det, hvis man ikke gjorde det godt nok.. De gange jeg modtog slag, var det fortjent, Sonic.. Men ja.. Jeg elskede ham.. Jeg elsker ham stadig,” påpegede hun sigende, som hun vendte blikket mod hans ansigt. Det gjorde ondt for hende at snakke om det, også selvom det var.. rart at have nogen at snakke med i det hele taget, for det kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at hun havde normalt. Tjenestefolket snakket hende som regel efter munden i frygten for at hun ville gøre noget ved dem, hvis de kom til at sige det forkerte.. Og så grum var hun altså heller ikke altid! ”Det synes jeg også.. Jeg må erkende, at jeg glæder mig,” endte hun med et svagt smil. At han så skulle kommentere hendes let skælvende hænder, forundrede hende ikke. Det var ikke fordi at det forundrede hende som sådan, for.. hun var vant til det. Det kom som regel af for lidt næring, men hun skulle jo trods alt starte et sted. ”Tag dig ikke af det.. Jeg klarer mig..” endte hun roligt, som hun lod den glide til hvile i hendes skød i stedet for. Blikket gled mod hans skikkelse. Det kunne godt være hun så skrøbelig ud, men det var altså ikke helt tilfældet!

[Deleted]

At hun mente at Sonic skulle fortælle tøsen omkring graviditeten, kunne der måske være noget om, da han godt kunne se hvad hans mor mente. Tøsens ville da først blive helt knust, hvis hun fandt ud af at hendes perfekte verden ikke ville blive så perfekt igen, og så var det måske godt nok at forberede hende? At fortælle om hvad en baby krævede, men at Jacqueline naturligvis ikke ville blive glemt, for han ville aldrig nogensinde glemme sin lille prinsesse! Hende ville han skam stadig sætte i første række! Det ville nok bare blive lidt svært, når der kom en lille, da han vidste hvor meget opmærksomhed Jacqueline havde krævet, for man havde jo konstant skulle være over babyen og derfor forstod han godt at Ilaria havde følt sig overset og tøsen lignede meget sine forældre, så hun ville uden tvivl komme til at føle sig overset af babyen, hvis han gik og passede den hele tiden. Dog skulle han finde ud af det hele med Ilaria, for det kunne godt være at hun slet ikke gad have noget med ham at gøre og at han så ville bo her i Peula med Jacqueline og Ilaria ville blive boende i Dvasias, selvom han ikke brød sig om den tanke, for han ville have hende her hos ham, hvor han kunne hjælpe til med det hele! Ikke bare fordi han havde et ansvar overfor barnet, men fordi han elskede hende. Selv før han havde kendt til graviditeten havde han bedt hende om at tage med ham til Peula, men hun havde nægtet og afvist ham hver gang og det gjorde ondt. Han sukkede let. ”Du har ret. Det er nok bedst at forberede tøsen,” medgav han roligt og nikkede svagt, som han stirrede ind i pejsen. Det hel frustrerede ham, for nok han ikke var nær så psykisk nedbrudt som han havde været, men derfor var ikke helt tilfreds med hans nuværende tilværelse, han elskede skam sin datter og han var mere end taknemlig for at have fået hende tilbage, men han manglede sin isdronning, han elskede hende og savnede hende frygtelig meget. ”Jeg vil ikke mene at nogen hustru har fortjent at blive slået af sin mand. Men jeg ved til gengæld hvor svært det er at styre sig, når man bliver krænket,” svarede han stille. Han fortrød på alle måder de gange han havde slået Ilaria, da han slet ikke var stolt af den handling! Han kunne dog ikke komme udenom at hun vidste hvordan hun fik ham op på 180 grader på et splitsekund og hun havde krænket og vanæret ham, som hun havde sagt ting, der havde fået det til at slå klik for ham, men hvis han kunne gøre det om, så han ikke havde slået hende, så ville han da det til hver en tid! Han trak på smilebåndet til hendes ord og nikkede. ”Godt, for det gør jeg også. Jeg er glad for at være her igen,” svarede han ærligt, som han sendte hende et varmt smil. At hun skælvede vidste han, ikke var et godt tegn, selvom han godt vidste grunden til det. Hun var svag, fordi hun ikke fik noget næring, hvilket også kunne ses og det var skræmmende at se hende sådan. Han ønskede ikke at miste hende. ”Det håber jeg. Men vi må hellere se om vi ikke så småt kan begynde at få mere ned i dig, så du får lidt vægt tilbage igen,” svarede han roligt, som han sendte hende et mildt smil. Han ville gerne hjælpe hende, som hun også ville ham.

[Deleted]

Jacqueline mente slet ikke at blande sig, men hun gav udtryk for sin mening, og hun ville finde det som en skam at skjule den sandhed for hans datter. Han burde tvært imod, så benytte den mulighed for at kunne gøre noget ved det, og forberede tøsen på at der ville komme en lille ny. Det var ikke fordi at hun havde nogen anelse om hvordan det havde været før i tiden mellem ham og Ilaria, men hun var nu alligevel sikker på at de kunne finde ud af noget som ville gavne dem alle i længden. Hun håbede da om ikke andet på det, også fordi at hun vidste, at det i den grad også havde sine hårde veje at gå inden det ville løse sig – af hvad hun havde forstået sig på det om ikke andet, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun kunne godt se på Sonic, at det var noget som tydeligt måtte fylde ham, og hun forstod ham så til gengæld også godt, men.. noget var han jo trods alt nødt til at gøre ved det. ”Jeg vil i hvert fald anbefale dig at udnytte de kommende måneder inden barnet kommer, til at forberede hende på det. Jeg er bare bange for det andet vil gøre mere skade end gavn,” fortalte hun roligt. Som sagt, så var det ikke fordi at hun ville blande sig i det, for hun forstod til gengæld også godt dersom han ønskede at tage det mere med ro, men for hans datters skyld, så burde han udnytte den tid nu hvor han havde den, og forberede hende bedst muligt, så det ikke endte med at gå galt i længden. Hun nikkede stille til hans ord. Hun havde krænket Giovanni, og derfor stod hun også fast på at det havde været hendes egen skyld, at hun havde modtaget de slags. ”Jeg skal gerne være den første til at fortælle, at jeg krænkede ham, for det gjorde jeg. Man burde aldrig slå på dem som man elsker og holder af, men er den inderste grænse krydset, så.. er sagen vel en smule anderledes,” endte hun med en dæmpet stemme. Hun forsvarede mere end gerne manden, for hun vidste, at han havde slået hende af en grund, og hun tog mere end glædeligt imod det, for hun kunne jo sagtens selv se, at det som hun havde gjort, havde været så grueligt forkert! Svagt krusede hendes læber ud i et smil, for det glædede hende faktisk, at de viste så tydeligt, at de gerne ville have at hun skulle være en del af det, og det var noget som betød frygtelig meget for hende. ”Jeg er også glad for at I er her.. Det giver en lidt anden gnist af liv til hjemmet her.. Jeg må erkende at det er temmelig tomt her nu om dage..” endte hun med en dæmpet stemme. Selv vidste hun at de rystelser ikke tydede godt, men selv hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det.. Den eneste som i princippet vil kunne hjælpe hende, var.. Giovanni.. At være der for hende, holde om hende om natten og være der om morgenen.. Men han var væk.. væk for altid. ”Det bliver ikke nemt, Sonic.. Bare så du ved det..” afsluttede hun ganske dæmpet.

[Deleted]

Sonic endte med at nikke til hendes ord. Han kunne godt se det fra hendes synspunkt, hvor han skam var glad for hendes råd, for det var noget han følte at han havde brug for, når han selv havde svært ved at se hvad han skulle vælge, da han var frustreret over det hele, derfor var det rart med råd udefra, fra en tredje person som ikke rigtig havde noget med det at gøre og som kunne bevare overblikket i al kaosset, for dem som det omhandlede. Han så roligt mod hende og sendte hende et smil, som han nikkede endnu engang. ”Jeg tror at du har ret. Det er nok bedst at fortælle hende det og forberede hende på det,” medgav han. Så var spørgsmålet jo bare hvornår han skulle sige det til hende, og på hvilken måde, for han vidste ikke engang om hun ville kunne forstå det. At hun fortalte at hun var blevet slået af Giovanni og forsøgte at retfærdiggøre mandens handling, brød han sig ikke om. Gnaske vidst kunne han ikke tillade sig at dømme manden, da han selv havde slået Ilaria, og at det var gjort i vrede, var ingen undskyldning, heller ikke selvom hun havde krænket ham, men på den anden side var det vel bare deres forhold? Han havde snart ikke tal på hvor mange gange hun havde skænket ham en lussing, selvom han også var mere hårdfør og bygget mere robust, så han kunne klare det, hvor han slog hårdt, når han først blev vred og det kunne han kun fortryde. Det var dog også svært at gøre andet, når man følte sig tvunget op i en krog med kniven for struben, for så slog man automatisk ud efter vedkommende for at få personen væk, det var en forsvarsmekanisme som alle besad, desværre var det bare ikke godt, når det var ved nogen som man holdt af og elskede. ”Så længe han ikke har slået dig, bare for at slå, så.. går det vel,” endte han roligt. Ikke fordi han var meget for det af den grund, men han kendte jo selv til problemet. Desuden var der også værre ting man kunne gøre end at skænke en anden en lussing, hvilket han udmærket var klar over. Smilet der gled over hendes læber, var noget som fik ham selv til at smile lidt mere, da det var rart at se hende lidt glad igen, særligt fordi han vidste hvor hårdt hun havde det. At det var godt med liv i huset, kunne han godt forstå, da det aldrig var let at klare sådanne ting og særligt tab alene. ”Jeg er kun glad for at vi er velkomne her. Du er min redningskvinde og jeg håber at jeg kan blive din redningsmand,” svarede han med et varmt smil om læberne. Han ville gerne hjælpe hende, særligt når hun allerede havde gjort så meget for ham og at hun også ville hjælpe ham, for det havde han brug for, dog ville han gerne betale hende hver en øre tilbage, som han lånte af hende, da han ikke følte at han kunne tage imod så mange penge som en gave. Han nikkede roligt. ”Jeg ved det godt, men som du ønsker at hjælpe mig, ønsker jeg også at hjælpe dig. Jeg ønsker ikke at miste dig igen, så jeg er ligeglad med hvor lang vejen er, men jeg vil gå den hele vejen ved din side og være der, når du har brug for det,” svarede han ærligt og alvorligt, så hun vidste at han mente det. Det var ikke noget han ville gøre for hvem som helst, da han slet ikke var den type, men familie var altid noget som han havde vægtet højst, ligesom loyalitet indenfor den, særligt med det som hans far havde udsat ham for.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Jacqueline var ude på at blande sig i noget som helst, men selv hun måtte erkende, at Sonic lignede en mand som havde brug for et råd. Det kunne godt være, at hun var udenforstående, men hun var og blev hans mor, og hun ville jo også gerne vise ham, at hun var en som han faktisk var i stand til at stole på, da det også betød meget for hende. Det kunne godt være, at hun havde forladt ham som barn, men af den grund, så havde hun bestemt heller aldrig glemt ham, som hun havde skænket ham en tanke igennem frygtelig mange stunder, selvom det bestemt ikke var noget som hun havde delt med Giovanni, for hun vidste og forstod godt, hvorfor han havde foragtet den tanke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede med et svagt smil. Hun kunne jo faktisk godt lide, at han lyttede til hende, og om ikke andet, så bare overvejede det. Hun nikkede. ”Jeg synes i hvert fald du skal udnytte tiden og så forberede hende på det, i stedet for at vente på at maven er stor. Jeg er bare bange for, det vil blive for stor en omvæltning for hende,” endte hun med en rolig stemme. At fortælle at Giovanni slog og samtidig tog manden i forsvar, var noget som hun gjorde uden så meget som at tøve! Hun elskede ham, og de gange som han havde slået ud efter hende, var når hun for alvor havde krænket ham, hvilket jo faktisk var noget som hun var frygtelig ked af. Hun sendte ham et betryggende smil, for det var bestemt ikke fordi at han skulle være bange for at han slog kun for at slå. ”Det skal du ikke være bange for, for sådan har han aldrig været. Han slog aldrig, bare for at slå,” sagde hun forsikrende, for det var jo ikke engang en løgn, for det var jo faktisk sådan at det var, så det var slet ikke noget som han skulle tænke på. Slet ikke! Det var skam heller ikke fordi at hun var bange for at erkende, at hun faktisk havde var glad for at de var der, for tilværelsen i så stort et hus som det her, var slet ikke noget som hun brød sig om, for det var alt for stort, når man var alene. Sådan som han fremstilede det, så var det jo næsten som om at han.. elskede hende, hvilket jo faktisk var en morende tanke, selvom bagtanken bag, selvfølgelig var frygtelig sød, og ikke mindst varmede hende. Vejen før hun ville få det bedre, var frygtelig lang, og det var jo trods alt også det som hun vidste, så det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre. Det hele ville bare være nemmere, hvis ikke sygdommen havde taget Giovanni med sig, for så havde hun slet ikke siddet der, som det hun gjorde lige nu, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. ”Det er alt sammen varmende og noget som betyder frygtelig meget for mig, Sonic, for det gør det virkelig. Men… Du har jo også din egen familie, din datter og kommende og Ilaria at tage dig af.. Du skal slet ikke sætte mig så højt på prioritetslisten,” påpegede hun ganske sigende, og alligevel med en alvorlig stemme. Hun ville slet ikke tage så megen plads fra dem som virkelig havde brug for den; Hans egen familie.

[Deleted]

Det var måske ikke retfærdigt at holde den lille tøs hen i uvidenhed, da hun trods alt selv var en del af familien og i princippet var stor nok til at få det at vide. Nok hun ikke ville forstå sig på det og måske ville hun, han vidste det faktisk ikke, dog måtte han erkende at han gerne selv ville nå at lære hende lidt bedre at kende, for hun var jo vokset så hurtigt, hvor han var gået glip af en masse, for sidst han havde set hende, havde hun kun været en hel lille baby, der ikke havde haft nogen personlighed endnu, ikke sådan rigtig, da hun bare havde været hjælpeløs og havde haft brug for opmærksomhed døgnet rundt, og nu var hun ved at blive en stor pige, der kunne tale, tænke og gøre mange ting selv, da hun blev mere og mere selvstændig, hvilket alligevel var svært for ham at kapere. Han ønskede dog ikke at gå glip af det næste barns opvækst, da han ikke ønskede at løbe fra sit ansvar, ligesom han gerne ville hjælpe Ilaria og være der for hende, men det var svært, når hun ikke ønskede hans hjælp, ligesom det var svært, når han ikke kendte tøsens reaktion, men den ville han jo så heller ikke få at vide, hvis han ikke forsøgte sig frem. ”Men hvem siger ikke at hun vil blive sur uanset hvad? Eller at hun vil føle sig overset, selvom jeg forsøger at forberede hende, fordi hun ikke kan forberede sig? Jeg elsker hende, hun er min lille prinsesse og du ved hvor meget en baby kræver, selv Ilaria blev sur på mig og jaloux fordi jeg altid var over Jacqueline, da hun var helt lille, og tøsen minder frygtelig meget om sin mor, så hvorfor skulle hun ikke have det sådan med den kommende lille? Og det ønsker jeg heller ikke..” svarede han dæmpet, som det nok var tydeligt at han gjorde sig mange tanker og ikke mindst mange bekymringer, som kun gjorde ham langt mere frustreret som nok ikke engang var nødvendigt, da han nærmest forsøgte at forberede sig på det værste. Han nikkede roligt, som hun fortalte at Giovanni ikke havde slået bare for at slå, hvilket han så måtte tro på, for han kendte jo ikke selv manden, som hun gjorde. Han strøg let tungen over sine læber, som han ikke veg blikket væk fra hendes. ”Han lyder bare stadig til at have været en frygtelig hård mand, der næsten bliver fremstillet følelsesløst,” svarede han ærligt, da det næsten havde lydt sådan på hende. Dog havde hun nævnt at manden havde været familiekær, men mon ikke han havde været hård mod sine børn også? Han kunne ikke sige det med sikkerhed, det var næsten bare det indblik han havde af manden. Han endte med at lægge en hånd over hendes lår, som han gav et kærligt klem, så hun vidste at han var der for hende, imens han sendte hende et mildt smil. ”Det er lettere sagt end gjort. Ilaria nægter at lade mig hjælpe hende, hun nægter at tage med mig, og vi er enige om at Jacqueline ikke skal vokse op i Dvasias, men her i Peula, så hun har nærmest valgt at kaste sit ansvar væk, ved ikke at tage med os og være mor for Jacqueline. Og jeg kan ikke være to steder på en gang, og turen til Appolyon er for lang og udmattende, hvis jeg skal rejse frem og tilbage hver dag. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller om jeg i det hele taget kan gøre noget, når hun nægter at lade mig hjælpe hende, men konstant afviser mig. Så vil jeg hellere være her, hvor jeg føler at jeg kan gøre bare en smule gavn, så jeg ikke føler mig helt uduelig,” svarede han dæmpet, som hans var endt med at fjerne hånden igen og vendte blikket fraværende mod pejsen, hvor han tog en stor slurk af vinen, næsten for at dulme sorgen og frustrationerne.

[Deleted]

Hvis Jacqueline kunne, så ville hun virkelig gerne hjælpe dem, også fordi at hun jo så tydeligt kunne se, at det var en hjælp som han godt kunne bruge. Hun holdt utrolig meget af sin søn, og ikke mindst sit barnebarn, da det jo trods alt var en del af hendes familie, så naturligvis, ønskede hun også at gøre sit. Umiddelbart lød det til at Sonic virkelig tænkte meget over tingene, og det var skam ikke fordi at det var noget forkert i det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber, idet hun roligt nikkede. ”Hvor meget snakkede dig og Ilaria det igennem, da I ventede Jer første gang?” begyndte hun roligt. Hvis det havde været overvældende for Ilaria, så var det jo faktisk ikke helt så underligt igen. Hænderne foldede hun roligt foran sig. ”Jeg er meget sikker på at Jacqueline vil kunne forberede sig, hvis du også viser, at du kan og vil være der for hende ved siden af den lille også. Som sagt, så er det bare mit råd, for jeg ved udmærket godt hvor meget små babyer kræver.. Tro mig, jeg har stået i situationen en del gange efterhånden. Jeg forstår godt det er en svær situation, men er det ikke bedre at forsøge at forberede hende på det, end at lade det falde som en bombe, når maven for alvor begynder at komme. Desuden.. så vil jeg gerne hjælpe. Næste gang du opsøger hende, så se om du kan få hende med hertil,” tilføjede hun roligt. Kunne hun hjælpe, så ville hun selvfølgelig gerne gøre det, også fordi at det jo faktisk var noget som faktisk betød meget for hende. Hvis han synes Giovanni lød hård, så måtte hun jo kun sige det samme om Ilaria, for hun lød virkelig som en bisse! Giovanni havde altid været en familiekær mand, og det var jo trods alt også noget som han havde vogtet om hele livet. ”Følelsesløs har han aldrig været, for han reagere… reagerede jo,” rettede hun hurtigt på sig selv. Det var svært for hende at snakke om, og specielt i datid. ”Han vogtede om familien.. Primært har jeg taget imod slag.. på grund af hvad jeg gjorde i Procias,” fortalte hun med en rolig og ikke mindst ærlig stemme. Sonic var jo primært grunden til at hun havde modtaget slag til sidst. Hånden som han lod falde mod hendes lår, lod hun roligt blikket glide mod. ”Jeg ved snart ikke.. Det lyder næsten til at Ilaria er.. bange for det hele,” begyndte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham i stedet for. Roligt lod hun sin hånd tage omkring hans. Hun var der naturligvis for ham, og hun ville hjælpe ham, hvis hun kunne. ”Ingen kan forvente at du skal tage den tur hver eneste dag. I det tilfælde, så får du jo heller aldrig tid til din datter, Sonic.. Jeg ved ikke.. Tving hende hertil.. Et sted, er jeg næsten sikker på, at hun faktisk vil blive glad for det.. Jeg kan se i dine øjne, at du er bekymret for hende.. Er det virkelig så slemt?” spurgte hun med en rolig og ikke mindst alvorlig stemme.

[Deleted]

Så frustreret og hjælpeløs Sonic følte sig, måtte han erkende at det var rart at sidde med sin mor, også fordi hun havde prøvet det hele så mange gange, skønt hun godt nok aldrig havde været alene, da hun altid havde haft Giovanni, hvor han selv og Ilaria nu var skilt fra hinanden, fordi hun nægtede at være en del af familien og det gjorde ondt. Han elskede hende og ønskede hende hos sig, så de sammen kunne klare det hele, ligesom de havde gjort den første gang, for der havde han jo puslet om hende og hjulpet hende med det hele, dengang havde de været sammen og der havde han vidst hvad han kunne forholde sig til, men det anede han ikke hvad han kunne mere, da de var adskilt, hun havde valgt at bryde ægteskabet og kastet sin ring væk, en halskæde som Jacqueline nu rendte rundt med, fordi hun havde ønsket den, men han ville stadig se om han ikke kunne få den tilbage, da den halskæde betød meget for ham, hvor hun måske kunne lokkes, med alt det de gav hende i morgen. Han frygtede nemlig at den blev gjort væk, hvilket han ikke ønskede sig. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han svagt trak på skuldrene. ”Det er ved at være længe siden.. men dengang var det hele nyt, så der snakkede vi meget omkring det, selvom vi blev enige om at beholde det,” svarede han sandfærdigt, som han roligt vendte blikket mod pejsen igen. Dengang havde de begge været overrasket, hende mere frustreret end ham, da det var ham der havde sagt at de skulle beholde det og det var ham der havde overbevist hende om det. ”Udmærket.. så må jeg hellere fortælle det til Jacqueline snart.. Og jeg ved ikke om jeg kan få Ilaria med hertil. Hun gider ikke være i vejen, som hun føler hun er hele tiden,” svarede han roligt. Det måtte irritere ham at Ilaria ikke gad med, for hun var jo slet ikke i vejen nogen steder! Desuden hvis hun var taget med, så havde han også kunne være der for hende og tilse hende. Nu vidste han ikke engang hvordan hun havde det og det måtte virkelig bekymre ham! Han nikkede svagt til hendes ord. ”Så længe han bare var en god mand, er jeg glad,” svarede han roligt. Han vidste jo godt hvordan det var, når det slog klik for en, eller når man blev krænket, selvom han ikke mente at kvinden havde fortjent slag af den grund, ikke hvis man elskede hende. At hun tog omkring hans hånd, fik ham til at smile, hvor han gav hendes et blidt klem. ”Det er hun nok, men jeg ved snart ikke hvad jeg mere kan gøre. Jeg har lagt kortene på bordet og sagt at jeg vil have hende med mig, men hun nægter hver gang. Og det gør ondt, når jeg elsker hende og ønsker at vi bliver en familie igen,” svarede han dæmpet. Normalt var han ikke en mand der talte åben om sine følelser, men på den anden side var det faktisk rart at han kunne komme af med alle sine frustrationer, til en der faktisk gad lytte til ham uden at håne ham for at åbne op og være ærlig. Han fnøs let til hendes ord. ”Ilaria vil da kun blive rasende, hvis jeg tvinger hende med, og det er også lidt svært sådan som hun har det. Hun kan knap nok sove, hun spiser heller ikke, for når hun gør, så kaster hun det hele op igen. Hun kan ikke holde det i sig, og det bekymre mig, for hverken hun eller barnet får næring.”

[Deleted]

Det var ikke nogen skam i Jacquelines øjne, at åbne op og fortælle om sine tanker og følelser. Det kunne i hvert fald ikke falde hende ind, at skulle håne eller nedgøre ham for det, for hun ville gerne være en som han kunne åbne sig for, også fordi at det slet ikke lød til at han havde andre at gøre det ved. Desuden ønskede hun jo faktisk at være der for sin familie, og det var der skam ikke noget forkert i. Selvom det måske var.. underligt, at en mand skulle tænke så meget over tingene, så var det ikke fordi at hun anså det som mærkeligt. Hun nikkede roligt til hans ord. Selv kendte hun ikke rigtigt til Ilaria, andet end hvad han fortalte, for hun havde aldrig selv haft muligheden for at møde den kvinde, som han måtte anse som den eneste ene, hvilket hun faktisk måtte finde en anelse trist, men.. måske ikke at muligheden ville dukke op på et tidspunkt? ”Jeg kunne godt forestille mig, at det havde noget med det at gøre. Nu kender jeg hende jo ikke, for jeg har aldrig selv fået den ære af at møde hende, men… var hun indstillet på at beholde den lille..?” spurgte hun roligt. Det var skam ikke fordi at hun ville sidde her og udspørge ham om hans liv og hans forhold til Ilaria, men hun ønskede jo naturligvis at hjælpe ham, nu hvor han så ud til at have brug for det. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Jeg tror det er hormonerne, min dreng.. Jeg kan udmærket godt selv huske det fra min egen tid,” sagde hun roligt, som hun igen vendte blikket mod ham. Graviditeterne gjorde virkelig noget med det kvindelige sind og den kvindelige tankegang, så det var ikke noget som han skulle tage særlig tungt! Selvom det var svært for hende at snakke om Giovanni, også fordi at hun skulle snakke… datid. Det var slet ikke noget som hun kunne forholde sig til, for hun havde jo trods alt heller ikke regnet med at hun ville miste ham på den måde! ”Han var en god mand.. Selvom alt mellem mig og ham, var planlagt og arrangeret, så lærte jeg at elske ham.. Og det gør jeg stadig,” sagde hun roligt, også mest for at forsikre ham om, at hun faktisk havde haft det rigtig godt sammen med Giovanni, ellers var hun heller aldrig taget hjem dengang hun havde været i Procias! Med henblik på Ilaria, så var det kun tydeligt, at det var noget som i sandhed måtte tunge ham, og det var noget som selv måtte gøre hende en anelse usikker, for hun brød sig jo heller ikke ligefrem om at skulle se ham på den måde! Slet ikke! At han gerne ville have sin familie tilbage, var noget som hun til gengæld godt kunne forstå, men hvis Ilaria var bange, så var det faktisk ikke helt så underligt igen, hvis hun skulle være helt ærlig. At han så måtte fortælle at Ilaria hverken kunne spise eller sove, var næsten noget som selv gjorde hende bekymret, for det lød jo.. slemt! ”Hvis hun ikke selv kan tænke rationelt, så må du gøre det for hende, Sonic.. Hvis det du siger er sandt, så burde hun slet ikke være alene. Jeg vil næsten anbefale dig at tvinge hende hertil.. Så kan I alle sammen være sammen. Hvis hun frygter for at være i vejen, så.. må vi jo bare bevise modsat for hende.”

[Deleted]

Igennem hele sit liv, var Sonic gået glip af de mange samtaler med sin mor, da han aldrig havde haft hende omkring sig, fordi hun var smuttet da han havde været tre år gammel. Han havde boet hos sin far og hans utal af kvinder, hvor han til sidst havde fået nok og var stukket af i en alder af syv. Han havde levet på gaden og til tider på børnehjem, som han var stukket af fra, hvor han var blevet besat af en dæmon. Altid havde han troet at dæmonen var blevet skabt i ham, men det viste sig at han altid havde haft mentaldæmon i sig, da det var noget han havde haft fra hende af. Det var dog aldrig noget hans far havde nævnt, skønt han havde vidst at han havde været lidt særlig. Hans far havde dog aldrig rigtig nævnt hans mor og derfor havde han også altid hadet sin far, en mand som han også havde dræbt i sine unge dage. Noget som han aldrig havde fortrudt. ”Hun var naturligvis også bange dengang, da hun aldrig har været den moderlige type, men vi blev enige om at beholde det, så ja, hun var indstillet på at beholde den lille og hun elsker naturligvis tøsen som enhver anden mor elsker sit barn,” fortalte han sandfærdigt. Han vidste godt at Ilaria havde været jaloux på Jacqueline og at det havde været hårdt for hende, men når alt kom til alt så vidste han også at hun elskede tøsen lige så højt som han selv gjorde, det var også derfor det gjorde ondt at hun afviste dem begge, for det var jo ikke kun ham men også Jacqueline som hun fravalgte. ”Men hvad har det med Jacqueline at gøre med nu?” spurgte han en smule forvirret, da han ikke helt vidste hvorfor hun spurgte ind til dengang, hvis det bare var for at vide det, gjorde det ham intet, da han hellere end gerne ville fortælle hende alt, men det kunne godt være at der var en større mening bag det. ”Selvfølgelig er det hormonerne, men jeg lagde selv kortene på bordet før vi.. du ved, og selv før hun endte gravid, bad jeg hende om at tage med mig, hvor hun afviste mig blankt, fordi hun havde sit nye liv og arbejde i Appolyon,” svarede han lettere sammenbidt, som han bestemt ikke var tilfreds med hendes afvisninger, da det også gjorde ondt, at hun blev ved med at give ham dem. Han endte med at trække skævt på smilebåndet, som han så mod hende igen. ”Det er sjovt at det hele har været arrangeret mellem jer, men at manden alligevel endte med at blive dit livs kærlighed,” svarede han roligt. Det fik ham også til at tænke på om hun måske kunne lære at elske en anden igen, da det lød sådan med Giovanni, hvor hun ikke var blevet forelsket i ham og derefter giftet sig med ham, men havde lært at elske ham, så mon ikke hun kunne finde en ny at elske og holde af? Så hun blev lykkelig igen? Hun havde trods alt ikke fortjent at leve alene resten af sine dage. ”Jeg kan da ikke tvinge en gravid kvinde op på hesten? Desuden, så har hun som sagt sit arbejde i Appolyon, og Jacqueline har også en ven i Appolyon som jeg har lovet at hun må lege med og få lov til at besøge en gang i mellem, så du kan nok se at det er svært at få det hele til at passe.”

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt at hun havde svigtet, og nu hvor hun havde muligheden for at gøre bare en smule op for det, så var det noget som faktisk også betød frygtelig meget for hendes vedkommende. Hvor meget Vladimir havde snakket om hende, vidste hun ikke, men måden som hun havde valgt at forlade ham på, så regnede hun slet ikke med, at det havde været samtaler som Vladimir havde været meget for at tage op med ham. Tanken gjorde hende naturligvis arrig, for enhver søn burde kende til sin mor og ikke mindst til sandheden, også selvom det var hende som havde taget det skæbnesvangre valg, og havde forladt dem begge, også fordi at hun havde regnet med at det havde været det bedste for alle parter – hvor havde hun taget fejl, hvilket jo faktisk var noget som hun var frygtelig ked af. ”Der sker noget ganske særligt med en mor, når de bliver gravide og ikke mindst når de føder et barn, Sonic.. Jeg er slet ikke i tvivl om at hun elsker Jacqueline mindst lige så meget som det du selv gør,” sagde hun roligt. At det så til gengæld var svært for ham at trække parallellerne, forundrede hende egentlig ikke, hvor hun med et svagt smil på læberne, lod hånden let glide mod hans knæ. ”Med en kommen de på vej og med en datter ved sig allerede, samt dig… Jeg tror hun er bange for at ryge i en helt tredje prioritet for dig, Sonic.. Graviditet og frygt kan gøre meget ved et individ.. Selv ved en som Ilaria,” endte hun med en ganske sigende stemme. Umiddelbart ville det lyde som Ilaria brugte livet og arbejdet som en undskyldning. Jacqueline var slet ikke i tvivl om at hun virkelig var bange af sig, også selvom man måske var en kold kvinde af en isdæmon. Selv de måtte da sidde inde med tanker og følelser, da de jo trods alt heller ikke var noget undtag af noget som helst! ”Hun bruger det som en undskyldning, Sonic.. Konfronter hende med det, pres hende lidt.. Det plejer som regel at hjælpe,” endte hun med en rolig stemme, idet hun roligt trak hånden til sig. Hvis der var nogen som kunne kvinder, så var det hende, for hun havde jo trods alt været en i frygtelig mange år! Lige når det kom til Giovanni, så regnede hun slet ikke med at kunne være i stand til at falde for nogen anden, for.. det ønskede hun slet ikke. Det var ham, eller så var det slet ikke nogen, og hendes hjerte havde allerede taget det valg for hende. ”Det gjorde han.. Den eneste som jeg af mit hjerte, har formået at elske og nogensinde vil elske,” sagde hun med en rolig stemme, da hun jo trods alt også mente det! At han ikke ville tvinge en gravid på hesten, forstod hun skam godt, men selv stod hun fast på at Ilaria bare skulle presses lidt. Det lød til at hun havde brug for at blive sat lidt i centrum, uden at skulle tænke på alt det andet. ”Jeg kender hende måske ikke min dreng, men jeg tror hun har brug for dig.. Selvom det måske ikke er noget som hun selv vil erkende. Arbejdet bliver hende frataget som maven vil blive større, det kan jeg næsten garantere dig for, og med henblik på din datters ven i Appolyon, så sæt hende af der, og tag selv hen til Ilaria? Jeg tror godt hun kunne bruge dig, uden at skulle tænke på Jeres datter oveni.”

[Deleted]

At Jacqueline spurgte ind til Ilarias første graviditet, forvirrede lidt Sonic, da han ikke helt vidste hvad meningen var med det. Han vidste skam godt at Ilaria elskede Jacqueline, for det havde hun allerede givet udtryk for mange gange, selvom han vidste at hun havde haft det hårdt, da han havde sat deres prinsesse i første række, men så meget havde hun desværre krævet, for hun havde jo været en lille baby der skulle have øjne på sig døgnet rundt. Han så kort mod hendes hånd, da hun lagde det mod hans knæ, selvom han ikke sagde noget til det, da det var rart at vide at han ikke var alene, for det havde han efterhånden brug for at vide, da han fandt det hele svært og frustrerende, derfor var han pludselig frygtelig glad og taknemlig for at han havde sin mor hos sig igen, da man aldrig blev for gammel til gode råd, og hans mor havde trods alt mange børn, så hun måtte jo have forstand på sådan noget, samt hun også var en kvinde, så det kunne være at hun kunne forstå sig på Ilarias tankegang, hvilket det næsten også kunne lyde som om. ”Måske.. men jeg ville jo have haft en masse tid til hende dengang, hvis hun bare havde gidet at hjælpe til, da det var mig der stod for det hele, jeg havde jo snart ikke tid til andet end at passe den lille og arbejde, fordi hun ikke havde gidet. Desuden så er det hende der vælger os fra og ikke omvendt, så jeg kan ikke se hvad hun skulle være så bange for, når jeg rent faktisk forsøger,” svarede han lettere utilfredst og stædigt. Han selv kunne være en egoistisk mand, men det var vel ikke egoistisk at ønske at familien var samlet? Der var det Ilaria der blev ved med at vælge dem fra og det fandt han sig altså ikke i! Det var da klart at hun røg i bagerste række, når hun ikke engang gad engagere sig. Han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg ved godt at det er en undskyldning, men.. jeg gør hende kun mere sur ved at presse hende og så kommer vi aldrig nogen vegne, fordi vi hidser hinanden op,” svarede han ærligt. Sådan var det jo altid. De kørte hinanden op i en spids og så gav de begge op, hvor de gik hver til sit. Han lagde hovedet let på sned, som han betragtede hende med nysgerrige øjne. ”Men siden du lærte at elske ham, tror du så ikke at du kunne lære at elske en anden? Du har trods alt ikke fortjent at leve ulykkeligt til dine dages ende,” svarede han roligt. Han ønskede kun det bedste for hende. Han kunne dog godt sætte sig i hendes sted, for hans eget hjerte nægtede at åbne sig op for nogen anden end Ilaria, men forskellen var bare at han var blevet forelsket i Ilaria, hvor det lød til at hans mor bare havde elsket Giovanni igennem tiden, fordi det havde været arrangeret. Han vidste dog at det ikke var let at give slip, men han forsøgte jo også lidt at hjælpe hende og få hende til at komme ind på den rette sti igen, da han ikke ønskede at miste hende. Han nikkede ganske let til hendes ord. ”Nu er jeg jo kun glad for at jeg tog herhen. Så mange gode råd du giver mig,” svarede han morende, skønt han skam mente det. Han var glad for hendes hjælp, da hun hjalp ham med at gøre det rette; forhåbentlig.

[Deleted]

Det var som regel ganske naturligt, at den første graviditet måtte påvirke den næste, hvilket skam også var en situation som Jacqueline kunne sætte sig i, så det var skam også grunden til at hun valgte at spørge ind til det. Blikket gled roligt mod ham. At han var forvirret over det, forundrede hende jo egentlig ikke, da det trods alt bare havde noget at gøre med den kvindelige tankegang kontra den mandlige, da det var to helt forskellige ting. Hun trak svagt på smilebåndet, som hun let strøg hånden over hans knæ. Hun var der for ham, og hun ville gerne være den klippe som han kunne klamre sig til lige nu. ”Primært var det Giovanni som tog sig af vores første. Knægten blev stor.. Lidt for hurtigt hvis du spurgte mig, og han er den som skulle have taget over alt det her.. Jeg vidste ikke hvordan man gjorde.. Jeg tror godt hun kunne have det lidt på samme måde, Sonic,” fortalte hun roligt. Løgn var det jo trods alt ikke. Den første var altid det mest problematiske, da man aldrig havde prøvet tingene før, og det hele kunne virke grænseoverskridende, men det havde været nemmere de efterfølgende gange – også for hende, som havde været der og været til stede mens børnene havde været helt små. Det kunne umiddelbart godt lyde til at hendes kære dreng havde fundet sig en gevaldig hidsigprop, hvilket jo faktisk måtte more hende en smule, selvom det ikke nødvendigvis var noget som gjorde sagen meget nemmere for nogen af dem. ”Smør dig med noget tålmodighed, min dreng.. Selv ikke Ilaria kan fortsætte den vej alene, hvis hun hverken kan spise eller sove. Pres hende lidt.. uden at Jeres datter er til stede,” endte hun med en rolig stemme. Selv kunne hun godt forestille sig, at de begge havde frustrationer de gerne ville ud med, og kun kunne gøre det i hinandens selskab, så hvorfor ikke bare få det gjort? Hånden trak hun stille til sig igen, kun for at samle hænderne foran sig. At han så kommenterede hendes liv med Giovanni, fik hende blot til at ryste på hovedet. Allerede nu kunne hun sige sig, at hun aldrig ville kunne elske nogen anden mand – både af hjerte, men også fordi at hun selv ikke ville tillade sig at gøre det. ”Giovanni var mit kæreste eje foruden mine børn.. Jeg vil aldrig kunne få mig selv til at elske en anden mand, som jeg elskede ham.. Bliver det ikke ham, så er det resten af livet som en enke. Det må jo bare være mit lod i livet,” sagde hun dæmpet, som hun fremtvang et smil. Tanken gjorde ondt, men hun måtte vel bare lære at leve med den? Hun kunne slet ikke forestille sig selv sammen med nogen anden mand end den mand som hun havde elsket siden hun havde været ganske ung. ”Jeg er da kun glad hvis du kan bruge den,” tilføjede hun med et stille smil på læben, for hun mente det dog. At han søgte dem og snakkede med hende om det, så beviste han faktisk en tillid som hun ikke havde regnet med, og det varmede hende. Hun ønskede jo at være der for dem.

[Deleted]

Som hun talte, lyttede Sonic opmærksomt på hendes ord, da han følte sig på bar bund og hjælpeløs for hvad han skulle gøre. Han fandt hele hans situation svær, da han gerne ville have det hele ordnet op med Ilaria, så han ikke ville miste hende, da han trods alt elskede hende og ønskede hende i sit liv, men han synes at det var svært, når hun konstant måtte afvise ham, derfor var det rart at han havde en helt tredje person han kunne tale med, som lyttede til ham, forstod sig på ham og som faktisk kunne give gode råd, for hun havde jo nok lidt mere forstand på hvordan en kvinde tænkte, end hvad han selv havde forstand på. ”Jeg kan godt se at første gang var skræmmende, og tro mig, det var det skam også for mig, men.. så burde hun vel ikke være så nervøs denne gang? I princippet gik det jo fint. Selvom hun vel er bange for at fejle, som hun mener hun har fejlet ved Jacqueline?” Det at tale om det med en person udefra, gjorde også at han lidt bedre kunne se det fra Ilarias synspunkt, da han normalt kun tænkte i sine egne baner, som hun selv gjorde, men det at tale med en hel anden gjorde at han kunne se det bedre ovenfra og se det fra alles perspektiver og synspunkter, hvilket alligevel gjorde det lettere at forstå. Det ændrede dog ikke på at han var såret over at Ilaria konstant måtte afvise ham, men det kunne være at hans mor havde ret i at han skulle presse lidt mere på? Dog kendte han Ilaria godt nok til at vide at hun ville blive sur, men det var måske bedst at tale med kvinden i enerum, uden at tøsen var der til at rende rundt om benene på dem? Så kunne de tale privat og det ville han trods alt gerne, så de kunne få ordnet op på det hele. ”Det er nok bedst at Jacqueline ikke er der, også så tøsen ikke bliver indblandet, men på den anden side, har jeg heller ikke lyst til at fraholde tøsen fra at se sin mor eller omvendt.” Han tænkte på så mange at han snart ikke vidste hvad der var bedst. For var det bedst ikke at tage Jacqueline med sig, så Ilaria slet ikke fik set tøsen eller så tøsen ikke fik set sin mor? Han ville jo heller ikke have at Jacqueline troede at hendes mor hadede hende, for det havde hun jo faktisk troet til at starte med, inden de havde besøgt hende, selvom hun vel efter mødet godt kunne se at mor ikke var så slem igen? Til gengæld havde hun også fået nys om at det ikke gik så godt mellem mor og far, og det var jo heller ikke meningen. Frustrerende var det hele egentlig bare. ”Jeg må indrømme at det er beundringsværdigt at du elsker ham så højt, selvom det hele var arrangeret. Men jeg kender godt følelsen. Jeg elsker ikke andre end Ilaria, hun tog mit hjerte med storm og jeg kan ikke elske nogen anden kvinde, da hun var den første nogensinde,” svarede han dæmpet. Det var også derfor at det gjorde så fandens ondt at hun ikke gad med ham, da han snart ikke vidste hvad han mere kunne gøre for at bevise at han elskede hende, for han lagde jo kortene på bordet og havde nærmest to gange bønfaldet hende for at tage med ham. Men hun havde nægtet.. ”Og det kan jeg. Jeg er glad for din hjælp. Det hjælper meget at snakke om det,” svarede han mildt.

[Deleted]

Den kvindelige logik, var en som Jacqueline uden problemer kunne sætte sig i, for det var altid svært første gang, det var mange grænser som skulle overskrides, og man følte vel konstant, at det man gjorde, var forkert? Selvfølgelig ønskede hun kun at give Sonic det lille indblik, som han havde brug for, netop for at forstå sig bedre på det, for hun kunne jo godt forestille sig, at det på ingen måder var nemt for ham, men derimod en frygtelig frustrerende situation at være placeret i. Hun lod hovedet søge en kende på sned, som hun sendte ham et svagt smil. Ganske vidst kendte hun ikke Ilaria, men måden kvinden reagerede på – måske en smule overdrevent, men hun forstod sig faktisk godt på det. ”Det gik måske fint i princippet, men I tilbragte aldrig tiden sammen, gjorde I? Sådan som du beskriver hende, kunne jeg forestille mig, at der fulgte mange skænderier med i den korte periode i havde sammen med Jeres datter.. Jeg tror hun kunne være bange for at det ville ske igen, Sonic..” Det kunne godt være, at Ilaria ville blive sur over at blive presset mere end hvad hun var i forvejen, men selv hun kunne forestille sig, at det var noget som n havde brug for. Ikke kun fordi at det var for deres datter, men også for dem personligt. Hun ville selvfølgelig ikke blande sig i noget som helst, men selv han var mere end velkommen til at få kvinden med sig hertil, så han kunne tage sig af hele sin familie, også selvom hun ganske vidst nok kom til at holde sig en smule i baggrunden, så var det noget som hun gjorde, udelukkende for at give dem og deres familie plads. Hun var vel uanset ikke så stor og vigtig en del af den uanset? ”Jeg beder dig heller ikke om at afholde dem fra at se hinanden, min dreng.. Til tider må man bare vælge sine kampe med omhu. Du har nu fået din datter hjem.. Så kunne jeg forestille mig, at hun ville sætte pris på at blive set lidt.. uden at det vedkom Jeres lille pige,” fortalte hun roligt. Sonic var en varm person, som ønskede at gøre alle parter glade, hvilket hun faktisk godt kunne forstå. Det måtte være en af de sider som han måtte have fra sin kære far, for det havde slet ikke været noget som hun havde været særlig god til. Snakken om Giovanni gjorde det ganske vidst heller ikke meget bedre for hende, men det var rart at snakke om. Hun savnede ham virkelig, og bad til muligheden om bare at få lov til at se ham igen.. røre ved ham igen. ”Jeg var indstillet på, at det var den mand som jeg skulle leve resten af livet med. Jeg havde bare ikke taget højde for, at jeg ville miste ham på den måde.. og så hurtigt..” Blikket gled stille ned mod hendes hænder igen. Tårerne vældede svagt op i hendes øjne, selvom hun virkelig forsøgte at holde dem igen, for hun var ikke svag! ”Du elsker hende virkelig.. Så gør noget ved det.. Opsøg hende, pres hende og få hende med sig hertil, så du kan tage dig af hele din familie,” endte hun dæmpet. At han så kunne bruge hendes råd til noget, gjorde hende selvfølgelig glad. ”Din gamle mor kan trods alt stadig bruges,” påpegede hun med et svagt smil.