Finally back home?

[Deleted]

Det var rart at sidde her med sin mor, for selvom Sonic var en voksen mand, så var der stadig visse ting han ikke var særlig god til, hvilket var følelser og generelt når det kom til hvordan kvinder tænkte. Han var på bar bund, særligt når det gjaldt Ilaria, for selvom han kendte hende frygtelig godt, så kunne han denne gang ikke blive klog på hende, da hun havde sagt at hun elskede ham og hun havde taget ham tæt, men så snart han havde lagt kortene på bordet, sprunget i med begge ben og fortalt at han ville have hende med sig, så havde hun trukket i land og valgt arbejdet frem for dem, selvom han godt kunne regne ud at det med arbejdet var en dårlig undskyldning for det rigtige problem, men hvad det rigtige problem var, anede han ikke, for kunne der overhovedet være ét hvis de ønskede det samme? Hun havde selv sagt at hun ønskede at det skulle blive som før og det gjorde han jo også! Han tænkte let over hendes ord, hvor han nikkede ganske let. De havde knap nok haft tid til hinanden, ligesom de havde skændtes frygtelig meget, men det var lidt typisk dem, for de havde trods alt også skændtes en del selv før hun var blevet gravid, da der konstant havde været noget i vejen. ”Det.. kan du have ret i,” svarede han dæmpet. Hun lød pludselig frygtelig klog på det hele, næsten som om hun forstod det hele, selvom hun ikke havde været der, og det var faktisk rart, da det gjorde det hele meget lettere for ham. ”Det vil nok gøre det lettere at snakke uden at tøsen render rundt omkring os, dog frygter jeg at hun bare vil hidse sig op, hvis jeg presser på, og hvad skal jeg gøre hvis hun simpelthen nægter? Jeg kan jo ikke slæbe hende med op på hesten mod hendes vilje, og det har jeg heller ikke lyst til. Jeg vil have at hun skal tage med af egen fri vilje ellers.. kan det være ligegyldigt,” svarede han sandfærdigt. Hvis hun ikke gad med af hjerte, så kunne det jo være ligegyldigt, for så gad hun ham jo ikke engang oprigtigt, og så ville hun bare knuse hans hjerte igen, hvilket han ikke gad, desuden så gad han generelt ikke at afvises igen, selvom han vidste at hun nok ville afvise ham til at starte med, men det måtte han jo tage med et gran salt. Blikket vendte han mod hende til hendes ord, hvor han trak en anelse på smilebåndet. ”Hurtigt? I har været gift i.. ja, Guderne ved hvor længe, så du har da haft ham i frygtelig mange år. Når det er sagt, ved jeg godt at det ikke er lettere at miste af den grund. Det gør ondt, det er hårdt og det er ikke fair, men sådan er livet,” svarede han roligt. Da han havde troet at han havde mistet sin datter, så havde han haft en kæmpe skyldfølelse, ligesom han havde været knust over tabet, da han i sandhed havde elsket hende, derfor så havde det også lettet ham gevaldigt, da hans mor havde fortalt at hun var i live, da det havde givet ham håb og nu var de endnu engang sammen. Han nikkede roligt og sendte hende et varmt smil. ”Det vil jeg gøre. Så længe du ikke føler vi presser os på, for.. det ønsker jeg heller ikke,” svarede han dæmpet. Det var trods alt hans mors hjem, så selvfølgelig ville han ikke bare komme anmassende første aften han var her! Selvom det godt nok var hende der havde opfordret ham til at hende med hertil. ”Det kan hun, og jeg må indrømme at jeg ikke ved hvad jeg skulle have gjort uden dig, derfor har du bare at komme på rette fod igen, da vi stadig har brug for dig,” svarede han lettere bestemt og dog med et varmt smil, hvor han med ’vi’ mente ham og hendes andre børn, plus Jacqueline også uden tvivl ville kunne bruge hende i fremtiden, hvis både mor og far ikke duede.

[Deleted]

Jacqueline ønskede naturligvis at vise Sonic, at hun var en som han altid ville kunne komme til, uanset hvad. Visse ting var nok svære at finde ud af på egen hånd, eller spørge andre om, men.. hun ønskede at være der for ham, da det også var noget som hun anså for at være vigtigt, så det var bestemt heller ikke noget som hun ville skjule for ham uanset hvad. Blikket gled stille mod hans skikkelse endnu en gang. Hele sagen med Ilaria plagede ham, og det kunne hun skam godt forstå. I så fald, så måtte hun jo trods alt bare give ham et lille indblik i det at være en kvinde, så de kunne finde ud af det på en ordentlig måde, og samtidig give ham lidt indblik i den kvindelige tankegang, for det var jo trods alt også noget som havde ligget ganske naturligt til hende selv. Det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for hverken hende eller Giovanni tilbage i starten ved de to første. Det var faktisk først kommet ordentligt derefter, at de begge for alvor havde været kendt med deres plads i det hele, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, og det var noget som hun jo faktisk havde det ganske fint med. ”Jeg kender hende som sagt ikke, men.. jeg kunne forestille mig at det var noget lignende,” sagde hun roligt og med et svagt smil på læben. Hun trak vejret dybt som hun vendte sig mod ham igen. Sandt var det nok, at det hele ville blive nemmere, hvis ikke deres elskede lille pige rendt om benene på dem. ”Jeg vil bare råde dig til at sætte tøsen af ved hendes kammerat og benytte muligheden for at snakke med Ilaria alene. Jeg tror godt hun kunne bruge lidt tid med dig alene, hvis det har været så svært Jer to imellem,” sagde hun med en rolig stemme. Med henblik på hende og Giovanni, så følte hun slet ikke at hun havde haft tid nok sammen med ham, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Med alt det arbejde og alle de problemer som vi har haft, vil jeg ikke vove at påstå at vi har.. været der for hinanden. Jeg er ked af, at jeg ikke har muligheden for det, og jeg synes det vil være en skam, dersom du gik glip af det.. Du har endnu muligheden.. Den har jeg mistet. Lad ikke den chance gå dig forbi, Sonic,” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham igen. Hun fik aldrig ordnet ordentlig op med Giovanni og den chance fik hun aldrig nogensinde, hvilket nok var hvad der nagede hende mest. Hun savnede ham jo som intet andet! Let rystede hun på hovedet, for det var da slet ikke fordi at hun følte at de lagde pres på hende, for det gjorde de slet ikke. Hun ønskede jo at de var der, og hun ønskede jo at hjælpe dem. ”Det gør I ikke.. Jeg ønsker bare at se min søn få den lykke, som jeg selv mistede for mange år siden,” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham. Knuden havde allerede samlet sig voldsomt i hendes bryst, selvom hun virkelig forsøgte at ignorere den, for hun ville ikke sidde og gøre ondt værre end hvad det var i forvejen. Hun vendte blikket frem for sig, idet hun hævede hånden længst væk fra ham og strøg den mod hendes kinder. Tårerne truede jo trods alt stadig, og hun hadede det virkelig! ”Det betyder meget for mig, Sonic.. Det gør det. Tak,” afsluttede hun dæmpet.

[Deleted]

Det lød til at hun havde forstand på hvordan den kvindelige tankegang foregik, selvom det nu heller ikke forundrede Sonic, da hun var en intelligent kvinde, dog var Ilaria ikke en let kvinde at finde ud af, selvom han inderst inde nok kunne have sagt sig det hele selv, selvom han blot blev snæversynet når det kom til dem, da han ville mene at han var ofret, fordi han var den som blev afvist konstant, når han trods alt havde lagt kortene på bordet og sagt at han ville have hende med sig og han havde troet at det at tage Jacqueline med hen til hende, ville have givet hende lysten til at tage med dem, men det så ikke just ud til at have virket, hvilket gjorde ondt, for han ville bare gerne have at de var en familie. Han trak let på smilebåndet, som han så mod hende. ”Men jeg kender hende og jeg burde kunne have sagt mig selv at det er det som er galt,” svarede han med et kort skuldertræk. Han vidste godt at Ilaria ikke havde det let, derfor var det nok ikke fair at blive sur og bare trække sig væk, når det begyndte at brænde på mellem dem. ”Tja.. med alt det som er sket og som vil ske, så tror jeg også at jeg selv har brug for at snakke med hende alene, for jeg har ikke set meget til hende, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har brugt det meste af min tid på at forsøge at få Jacqueline ud af Procias, indtil jeg fandt ud af at hun var blevet forflyttet til Dvasias, hvor jeg også brugte tid på at skulle finde hende der,” svarede han sandfærdigt. Han ville ikke have noget imod at snakke med Ilaria alene, da han godt selv kunne bruge det. Han savnede desuden at snakke med hende og selvom de tit havde skændtes, så havde de jo faktisk også fundet lidt ud af det den ene aften, som de rent faktisk havde været intime, dog havde han ikke regnet med at det ville få konsekvenser, da de havde elsket mange gange efter at Jacqueline var blevet født og der var hun ikke blevet gravid, men det burde man vel have kunnet sige sig selv? Nu vidste han bare ikke hvordan han skulle tage det eller reagere på det hele. Han nikkede roligt med hovedet, hvor han godt kunne fornemme at det gik hende på, hvilket gjorde ondt på ham, da han selv havde været i hendes sted, hvor han havde været helt deprimeret og nede, men han ønskede at hjælpe hende så meget som han kunne, da han ikke havde lyst til at miste hende. ”Det skal jeg huske,” lovede han hende. Han ønskede at finde ud af det med Ilaria, da han altid havde anset hende for at være sin eneste ene, ellers havde han skam ikke trukket den så langt til at gifte sig med hende. Han valgte roligt at tage en slurk af sin vin, som han vendte blikket mod hende igen. ”Godt. Det er jo helt rart at se et smil på dine læber,” svarede han ærligt, som hans eget kun bredte sig en smule. Det var rart at man faktisk kunne være til nytte og hjælpe dem som stod en kært, hvor han gerne ville hjælpe sin mor på bedste vis. ”Det kan være vi skal til at lægge os til ro? Det har været en lang dag, og jeg håber at du vil med ud og shoppe, det vil sige ud af vognen, for du skal regne med at du har to bestemte typer på besøg,” svarede han morende, som han blinkede let til hende.

[Deleted]

Den kvindelige tankegang burde Jacqueline efterhånden have styr på, og det virkede også sådan. Hun kendte ganske vidst ikke Ilaria eller noget, men hvordan hun selv havde det, var noget som hun et sted sagtens kunne sætte sig i, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt på nogen måde, men.. uanset hvad, så ønskede hun jo egentlig bare at give Sonic den opvågning som han havde brug for, for det var jo tydeligt, at det var noget som hjalp ham også. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun roligt nikkede, idet hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Til tider kan man ikke se skoven for bare træer,” påpegede hun med et svagt smil. Så lang tid han kunne se hvor hun ville hen, så var det jo også fint nok, var det ikke? Blikket gled let mod hendes hænder. Hun var ved at være træt og det var jo trods alt også ved at være sent, selvom hun slet ikke vidste hvor hun kunne tillade sig at lægge sig til efterhånden, for hun vidste da ikke om hendes barnebarn var typen som stod tidligt op og stormede hytten igennem, for det var slet ikke noget som hun ønskede at hun skulle se! Ikke hende sovende på sofaen, fordi hun ikke kunne sove på soveværelset. Hun nikkede igen. ”Prøv at tilbring noget tid sammen med hende, undlad at snakke om Jeres familie og Jeres datter og bare fokusere på hende.. Det plejer som regel at gøre underværker,” fortalte hun med en rolig stemme, for løgn var det trods alt heller ikke. Ilaria havde vel brug for at blive set, uden at skulle tænke på familien? Hun var faktisk temmelig sikker på at det var noget som ville gøre frygtelig meget for det hele i denne situation. Når det kom til det med kærligheden, så ville hun ikke have at Sonic lod chancen gå spildt ligesom hun havde gjort, også fordi at hun ikke havde og ville få den mulighed for det igen, og det var næsten det som gjorde det hele værre for hende. Tårerne vældede op i hendes øjne, selvom hun virkelig forsøgte at holde det hele igen, så var det bare ikke særlig nemt. ”Godt..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun kort tørrede sine kinder. Hun ville leve resten af sit liv alene.. tanken om en anden mand, var slet ikke noget som hun kunne forestille sig, og slet ikke noget som hun ville høre tale om på nogen måde i det hele taget! Smilet var noget som han kunne takke sig selv for, og hans kære datter, og hun måtte erkende, at det faktisk var befriende for hendes del. ”Jeg er glad for det.. Det giver en helt anden liv her til huset, når I er her. Jeg er taknemmelig,” endte hun med en rolig stemme, som hun vendte blikket mod ham. At han gerne ville lægge sig, forstod hun så til gengæld godt, men at han så stadig stod fast på at han ville have hende med sig i byen og ned af gaden, var noget som hun stadig ikke vidste om hun skulle eller ikke. Smilet forblev på hendes læber. ”Jeg vil tænke over det, min dreng.. Jeg synes du skal gå i seng i mellemtiden, så tager vi det op igen i morgen,” endte hun med en rolig stemme, som hun selv gjorde tegn til at rejse sig. Selv for hende, ville det gøre frygtelig godt, at komme ned og ligge efterhånden!

[Deleted]

Det var rart at have en som man kunne tale med omkring alt, hvilket Sonic kunne ved sin mor. Hun havde forstand på det at være forældre, ægteskab, følelser og alt det hvor han godt kunne halte, for han vidste ikke helt hvad der var bedst for tøsen, ligesom hans ægteskab med Ilaria mest havde bestået af skænderier og han havde svært ved at se ud over sin egen næsetip, selvom han forsøgte, men let var det bestemt ikke. Derfor var det generelt rart med en tredje person, der ikke var indblandet i det hele, som kunne sidde og give ham råd, for det følte han ærligtalt at han havde brug for. Derfor glædede det ham også at hun ville være der for ham, da det også gav dem chancen for at skabe det bånd som de ikke havde fået lov til at bygge op da han havde været lille, fordi hun havde efterladt ham, noget som han var i stand til at tilgive hende for, da han vidste at hun havde haft sit liv og en familie her i Peula, så han forstod hende egentlig godt, selvom det naturligvis gjorde ondt, da han havde beskyldt sin far for alt, selvom det faktisk havde været hans mors egen fejl og valg at gå. ”Det kan du have ret i,” medgav han med et skævt smil. Han ville gerne forsøge at tage sig sammen, så han kunne redde trådene ud med Ilaria, for han elskede hende, hvor han ikke havde lyst til at miste hende. Hun var hans isdronning, den eneste og første person han nogensinde havde elsket, da han ellers havde været en frygtelig kvindeglad mand, en skørtejæger der havde løbet efter den første smukke kvinde, men det havde været anderledes ved Ilaria, da hun havde fanget ham personligt, hun havde gjort noget ved ham, rørt noget i ham og hun havde formået at stjæle hans hjerte i et uopmærksomt øjeblik. Han kunne ikke fortryde sin rejse med hende, selvom de havde lidt megen modgang, men hun havde også gjort ham lykkelig, også på trods af de mange skænderier. Han elskede hende og hun ville være den eneste kvinde han ville elske, da ingen ville kunne erstatte hendes plads, derfor så forstod han fuldt ud sin mor, for hvis han mistede Ilaria, tvivlede han på at nogen nogensinde ville kunne fange ham som hun havde gjort, han ville aldrig kunne elske nogen som hende og det havde han faktisk heller ikke lyst til hende. Han nikkede svagt til hendes ord. ”Sætte hende i første række, okay.. det burde vidst også være på tide,” svarede han, mere for sig selv end til hende. Det var faktisk lang tid siden at han havde sat Ilaria først, da han havde brugt de sidste mange måneder på at lede efter sin datter og få hende hjem, derfor så havde han ikke fået tid til at sætte Ilaria først, skønt de ganske vidst havde haft en intim stund, noget som han havde nydt og ikke mindst savnet. ”Jeg er skam taknemlig for at vi måtte komme og blive her. Det betyder meget at du vil hjælpe mig, det værdsætter jeg,” svarede han ærligt, som han sendte hende et varmt smil. Han valgte roligt at bunde sit glas, som han rejste sig op, da hun selv gjorde det. ”Udmærket. Men lov mig i det mindste at du vil sove på et værelse. Hvis ikke dit eget soveværelse, så et af de andre værelser, du har ikke godt af at sove på sofaen og tøsen skulle nødig se dig. Der er trods alt mange rum at vælge imellem,” svarede han sandfærdigt. Han stillede sig roligt hen til hende, hvor han kyssede hende mod kinden. ”Sov godt. Og endnu engang tak for det hele,” svarede han med et varmt smil, som han valgte at slå armene omkring hende for at give hende et kram, inden han roligt slap hende. ”Godnat, mor,” endte han med et smil, som han valgte at forlade pejsestuen, for at søge op ovenpå, hvor han listede ind på værelset. Han fik sig roligt afklædt, inden han slukkede lyset, hvor han lagde sig op til sin lille pige, der lå og sov trygt og godt. Han lagde sig ind til hende og lagde den ene arm omkring hende, kun for at kysse hendes pande, inden han lagde sig til at sove.

//Out

[Deleted]

Jacqueline vidste skam godt, at hun havde fejlet og hun havde lavet frygtelig mange fejl, selvom det bestemt heller ikke rigtigt var noget som gjorde det meget nemmere for hende, men om ikke andet, så havde han tilgivet hende, hvilket hun selvfølgelig var frygtelig glad for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Når det kom til Ilaria, så forstod hun faktisk godt at hun ikke havde det nemt, hvis det aldrig havde været.. bare dem, men kun et hav af problemer, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre, og derfor ønskede hun faktisk at hjælpe ham og vise ham lidt i den rigtige retning og bare guide ham lidt uden at være belærende, for det vidste hun udmærket godt, at hun slet ikke ville få det mindste ud af i den anden ende. Blikket gled stille mod hans skikkelse endnu en gang. At sidde der og snakke åbent med ham om sådanne ting, var faktisk.. rart. Det var vel noget man gjorde med sine børn? Primært var det jo snakke som Giovanni havde taget med deres, men den kvindelige intuition, var skam slet ikke ukendt for hende på nogen måde i det hele taget. ”Det håber jeg i hvert fald..” endte hun roligt. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun ønskede at tvinge manden ud på et større sidespor end hvad han allerede måtte befinde sig på, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. I det store og hele, så var hun sikker på at Ilaria ville have godt af at blive sat lidt først, men.. det var selvfølgelig ikke noget som hun ville blande sig i. ”Efter al den tid, så er jeg sikker på at det vil gøre hende godt.. og dig ikke mindst, bare at have hende at fokusere på.. Tag hende med ud og spis, tal ud om problemerne og find en løsning uden Jeres pige til at løbe om Jeres ben,” endte hun med en rolig og ganske sandfærdig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At de var kommet, var hun selvfølgelig lad for, også fordi at det satte en hel anden glød til huset, og det bragte selv hende en glæde, for det gav hende andre ting at fokusere på, hvilket hun selvfølgelig var utrolig glad for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Nu som det var sagt, så gjorde det hende kun glad, at der faktisk var.. nogen omkring hende, som faktisk accepterede hende som den hun var. ”Nu du giver mig muligheden, så vil jeg ikke lade den passere en gang til, min dreng.. Jeg er bare glad for at du viser mig den tillid som det kræves,” sagde hun roligt, som hun rejste sig op. At han ville opfordre hende til et værelse, hvis ikke hendes eget, forundrede hende ikke. Desuden ønskede hun slet ikke at hans datter skulle se hende på denne måde. ”Jeg ønsker ikke at nogen skal se mig sådan her.. Jeg skal nok sove på en seng i nat.. Sov godt min dreng..” endte hun roligt, som hun gengældte hans omfavnelse, for det var faktisk rart. Kysset mod sit kind tog hun vel imod, som hun så ham søge ud af pejsestuen og op i seng. Svagt trak hun på smilebåndet, idet hun søgte hen til den tynde dyne som hun tog op i sine arme. Selv dynen føles næsten tung, men hun ville bære den selv! Roligt søgte hun ovenpå, også selvom hun søgte ned af korridoren modsat af hendes gamle soveværelse. At lægge sig i sengen, hvori hun havde mistet Giovanni, var hun slet ikke i stand til. Selv kravlede hun roligt i seng, hvor hun faldt i endnu en urolig søvn.

//Out