Finally back home?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var virkelig træt, og som det var nu, så ønskede hun egentlig bare at sove. Så lang tid at de kunne gøre farmor bare en smule glad igen, så hun kunne se lidt frisk og rask ud, så var det egentlig også noget som passede hende ganske fint, for det var også noget som gjorde hende rolig i længden, for hun kunne ikke lide, at de alle sammen skulle være syge. At det jo så var en alvorlig ting, var hun slet ikke klar over, da det jo slet ikke var de tanker som hun tænkte i, i det hele taget, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled mod hendes far. Når det kom til hendes bamse, så var det ikke fordi at hun savnede den som sådan, også selvom hun måtte erkende, at hun manglede at have den i armene når hun skulle sove, for det var underligt at ligge der alene, når hun havde været vant til det andet! At hun så måtte få den største bamse som findes, fik hende kun til at smile stort, også selvom hun rystede på hovedet. Den skulle slet ikke være så stor, men bare en fin lille en som hun kunne sove med. ”Ikke være så stor, Dadda, så mig ikke sove med den! Nej, den være sød og lille.. Ligesom bamse som Zachary har,” fortalte hun med en rolig stemme og alligevel ganske så bestemt, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Hun lagde sig roligt til i sengen, som han kom hen for at putte hende, for træt var hun uden tvivl. At han så gerne ville sige godnat til farmor fra hende, gjorde hende glad, for hun mere end villigt lagde sig ned, også selvom det fik hende til at grine lidt, at se far trutte mund på den måde, selvom hun mere end glædeligt gav ham hans godnatkys, inden hun igen lagde sig til. At han tændte lyset ved siden af hende, sagde hun ikke noget til, for det kunne hun godt lide. Det kunne godt være, at mørket var en del af hende, men så lang tid hun endnu ikke var helt tryg på tingene endnu, så kunne hun godt lide at have lyset tændt – også frem til han kom op og lagde sig sammen med hende, for så var hun ikke bange eller usikker mere. ”Okay, Dadda,” endte hun ganske sigende, som hun lagde sig om på siden og næsten helt om på maven, kun for at lægge sig godt til rette. Som han ønskede hende godnat og forlod værelset, så lagde hun sig roligt til i sengen, også selvom der bestemt heller ikke gik lang tid, før hun fandt den ro som hun havde brug for, for at falde ordentlig i søvn. Søvnen overmandede hende frygtelig hurtigt, hvor hun blev liggende i komplet stilhed i den trygge og tiltrængte søvn.

//Out

[Deleted]

Jacqueline kunne sagtens holde et lille skuespil op overfor hendes lille barnebarn, udelukkende fordi at hun slet ikke ønskede at de skulle være bekymrede for hende. Hun skulle bestemt ikke! At hun gerne ville i seng, forundrede hende ikke, for selv Jacqueline kunne godt forestille sig, at det havde været en hård tid for den lille pige, og det at være tryg og have sin far, og nu fyldt maven godt, for det havde hun uden tvivl, så kunne hun skam godt forstå at søvnen var tiltrængt. Desuden lignede det heller ikke ligefrem små børn at gå i seng frivilligt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun havde noget imod. Hun smilede let for sig selv, for hun havde det måske en anelse bedre udenpå, men det havde hun på ingen måder indeni. Selv havde hun valgt at tage hende og Sonics glas, samt flasken med vin med ind i pejsestuen, hvor hun havde stillet det, også selvom hun ikke just havde nogen anelse om hvornår han havde i sinde at komme ned igen, så ønskede hun da hellere at han havde det fulde fokus på hans lille pige, så hun havde det trygt og godt, for det var uden tvivl det vigtigste! Hendes dyne havde hun taget til sig, kun for at sætte sig hen i den brede, men lave vindueskarm, så hun kunne sidde og kigge ud; bevidst i retningen af Giovannis grav, for nu hvor de var der, så følte hun ikke rigtigt, at hun kunne gå derned, for hun ønskede jo heller ikke at vise sig svag, når hun havde familien hjemme. Selvom det naturligvis også gjorde sit, at hun ikke skulle sidde der ene og alene, så var det som om at der alligevel var noget som manglede.. Og hun vidste jo udmærket godt hvad det var. Et svagt suk brød hendes læber, som hun pakkede dynen en anelse mere omkring hendes tynde ben, også mest for at holde varmen, for det blev jo straks mere køligt, når man sad tæt ved vinduet. Ikke fordi at det var noget som man kunne sige noget til. At Sonic så var på vej ned, fangede hurtigt hendes interesse, som manden kom ned igen. Hun slap endelig den ensomme grav med blikket, kun for at vende blikket mod ham igen. Et træt smil passerede hendes læber, også selvom hun ikke var træt som sådan.. Nok mere psykisk, for hendes liv var en kamp uden lige efterhånden! ”Blev hun lagt godt til rette..?” spurgte hun roligt, som hun rettede sig en smule op, inden hun skubbede dynen til side, kun for at rejse sig igen, også mest for at han ikke skulle fange hende i det følelsesmæssige øjeblik, som hun havde befundet sig i. Hun foldede hænderne stille foran sig, og med blikket hvilende mod hans skikkelse med det samme svage smil på læben. Det var virkelig rart, at hun ikke længere var alene her. ”Jeg tog glasset med, og flasken også,” tilføjede hun roligt, som hun vendte blikket i retningen af bordet. Selv hun havde svært ved rollen som mor pludselig, også fordi at hun ikke regnede med at han ville kigge forbi, og så blive her. Tanken gjorde hende jo faktisk glad!

[Deleted]

At se Jacqueline så træt, var noget som et sted måtte more Sonic, for de forrige par dage, havde hun næsten ikke ville i seng, kun fordi han havde valgt at lægge sig til at sove med hende, hvor han faktisk havde ladet hende blive lidt længere oppe end hvad små børn nok burde, og det var nok også en af grundene til at hun var så træt nu, for meget søvn havde hun faktisk ikke fået. Det glædede ham dog at hun ville sove, for så var der ingen problemer og desuden skete der hende intet, da hverken han eller farmor var langt væk, så hun havde intet at frygte og selv hvis hun gjorde, var der ikke langt ned til dem, hvor han ville komme rendende så snart hun kaldte på ham. At hun så ikke ville have en stor bamse, men en fin lille en som den bamse hun havde fået af ham for nogle år siden, måtte alligevel forundre ham, da han næsten havde regnet med at hun ville være en krævende lille en, men det så hun ikke ud til at blive ved dette. Det fik ham dog til at smile, hvor hans blik hvilede varmt på hende. ”Du må få præcis den bamse som du vil have,” lovede han hende, da hun naturligvis skulle have noget hun var tilfreds med og glad for, og ikke tvinges til noget hun ikke gad. At hun gav ham et kys, måtte alligevel varme ham, da han altid havde været glad for at hun elskede ham så højt, for selvom hun ikke var Ilaria og at det ikke var kærlighed, så var det rart at man alligevel var elsket og at nogen brød sig om ham, da tøsen uden tvivl holdt hans humør højt, i disse svære og hårde tider, da han uden tvivl savnede Ilaria frygtelig voldsomt, men tøsen fik ham på andre tanker, hvor hun altid havde formået at få ham til at smile. Hun var den som havde healet hans hjerte, så han ikke var helt deprimeret, skønt han endnu manglede én før alt var perfekt for hans vedkommende. Roligt forlod han værelset, hvor han søgte nedenunder og fandt hans mor i pejsestuen. At hun så slet ikke sad i sofaen men i vindueskarmen med dynen omkring sig, måtte alligevel komme bag på ham, da det ikke just var et sted at sidde for en voksen, men.. han havde ikke svært ved at regne ud hvad hun spejdede efter, da hun allerede havde vist ham hvor graven lå. Han sendte hende et mildt smil og nikkede ganske let. ”Hun sover trygt og godt,” svarede han sandfærdigt, som han næsten følte sig splittet om han skulle gå over til hende eller sætte sig hen i sofaen. ”Jeg skulle sige godnat fra hende,” tilføjede han, som han alligevel valgte at gå over til sofaen og sætte sig, da hun kommenterede vinen, hvor han tog om sit tomme glas og fyldte det op på ny, hvor han også fyldte mere op i hendes, som han rejste sig igen og gik over til hende for at række hende sit glas. ”Jeg tænker at hun snart skal i skole, eller.. have privatlærer, hvad der nu er passende,” svarede han roligt, hvor der alligevel var en anelse usikkerhed i hans stemme, som næsten var et råb om hjælp til hans mor, da han ikke var vant til alle disse ting, men han tænkte skam tit på det, da han ønskede at tøsen blev en lært pige, for hun var intelligent selvom hun kun var lille, men derfor var det rart med hjælp fra en ekspert, for hans mor havde jo mange børn og vidste hvordan alt foregik.

[Deleted]

Det glædede selvfølgelig Jacqueline, at hun ikke længere var alene i huset, men for ikke at glemme det, så morede det hende virkelig at se lille Jacqueline så træt, at hun faktisk gerne ville i seng, for det var noget som man så yderst sjældent! Det beviste jo bare at hun virkelig måtte være træt, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. Tvært imod, så var det en tanke som hun selv måtte finde ganske charmerende, for ikke at glemme, at det var.. sødt. At Sonic så til gengæld skulle komme ned så hurtigt, havde hun ikke regnet med, men det beviste skam også kun at tøsen var tryg og komfortabel nok heromkring til at hun ville sove alene, og det var selvfølgelig noget som hun var glad for. De var og blev hendes familie nu, og hun ville selvfølgelig gerne gøre hvad det var hende muligt for at hjælpe dem, så de kunne komme godt af sted med det hele, også fordi at det var noget som betød frygtelig meget selv for hende! Hun havde svigtet Sonic tilbage i hans unge dage, og det vidste hun godt, og nu hvor han skænkede hende den mulighed for at gøre op for det, så var det naturligvis en tanke som gjorde hende frygtelig glad! ”Det var godt. Jeg havde nu ikke regnet med at hun ville lægge sig til at sove alene.. Jeg går ikke ud fra, at du blev til hun faldt i søvn?” spurgte hun sigende. Der var noget af en vej for den lille pige til at hun skulle blive en anstændig ung dame, selvom hun var sikker på at den lille pige havde alle mulighederne for det! Hun lod ham roligt søge hen til glassene, hvor han igen skænkede op, kun for at komme hen til ham. Lige nu ønskede hun ikke at tænke på den grav som hvilede dernede, for hun kunne lige se den i ly af det mørke som havde sænket sig. Hun nikkede, som hun tog imod sit glas, kun for at vende blikket mod ham igen. Bevidst søgte hun i retningen af sofaen, også så han ikke skulle vide, at det var Giovanni som hun igen havde siddet med i tankerne, ligesom det havde været igennem det sidste lange stykke tid.. Det havde været det eneste som hun kunne tænke på! ”Jeg ville bede dig om at ønske hende godnat, hvis det ikke var fordi at hun allerede var lagt.. Jeg takker. Så må jeg ønske hende en god morgen i morgen,” sagde hun roligt, som hun roligt gled ned hvor hun satte sig. Hans mere spørgende tone, var dog noget af det første som fangede hendes interesse, inden hun roligt vendte blikket mod ham igen. Hun klappede let på pladsen ved siden af sig. At hun ikke var alene, var uden tvivl noget som gjorde underværker for hende! ”Jeg tror du skal vente med det, til I har fundet Jeres eget, min dreng. Det vigtigste i stunden for læring, er tryghed. Jeg vil næsten anbefale dig at finde en privat. De offentlige er virkelig sjusket,” fortalte hun med en alligevel alvorlig mine. Alle hendes havde haft privat, for kun det bedste var godt nok for hendes børn! Og det inkluderede skam også hendes barnebarn!

[Deleted]

At den lille pige var træt, var på ingen måder nogen underlig tanke, da tøsen havde al grund til at være det. Sonic var dog kun glad for at kunne være der til at putte hende, for det var noget han var gået glip af i frygtelig lang tid, og det var noget som han faktisk savnede. Det bedste ved at hun var ved at blive stor, var at hun ikke græd midt om natten, som hun havde gjort som baby, ligesom hun ikke skulle skiftes og alle de andre ting som man skulle gøre ved en baby, nu var hun ved at blive mere intelligent og selvstændig, hvilket uden tvivl var rart, selvom det gjorde ondt at han var gået glip af en masse af hendes barndom, såsom hendes første skridt og det at hun tog sin første løbetur, for det havde hun pludselig kunne gøre da han havde set hende igen, selvom han skam var stolt af hende, for hun havde været igennem frygtelig meget i forhold til den lille pige hun var, hvilket hun ikke havde fortjent, men forhåbentlig lysnede deres fremtid, hvor han ønskede at være der for hende, og han nægtede at svigte hende igen! Hun betød alverdens for ham og han ville gøre alt for hende, hvor det også var tydeligt at mærke at hun var faldet godt til ro, nu hvor hun var sammen med ham igen, og det glædede ham at han havde den effekt på tøsen, da han følte sig meningsfuld og at han faktisk duede til noget end kun at lave ravage og ballade. ”Hun var frygtelig træt, jeg tror allerede at hun sover. Men jeg sagde at hun altid kunne komme ned, hvis noget var galt,” svarede han roligt. Han havde skam intet imod at blive der til hun sov eller læse hende en godnathistorie, hvilket han nok skulle komme til fremover, særligt ved de nætter hun ikke ville sove. At hun så valgte at rejse sig, da han hældte vin op til dem, tog han sig ikke af, da det kun var rart at hun ville over og sidde hos ham og være lidt social med ham, da han rent faktisk havde set frem til at komme her igen, da han længe havde ønsket et forhold og bånd til hende, hvilket kun blev styrket, hvis de tilbragte tiden sammen og det ønskede han trods alt. ”Hun overlever nok. Men jeg håber at du vil tage med os i morgen, så vi alle kan være samlet. Hun virker allerede glad for dig, hvilket ikke sker særlig tit, desuden så virkede hun meget interesseret i at lære sin farmor at kende. Og jeg ved godt at du ikke er meget for at søge ud som du ser ud nu, men håber at du vil for vores skyld, da jeg ønsker at du er en del af mit og tøsens liv,” svarede han roligt. Tøsen virkede allerede glad for sin farmor, hvilket kun glædede ham, da han ønskede at de blev en familie, selvom han var ked af at alt var endt så negativt for dem alle, da alt bare virkede.. forkert. Men måske det på sin vis var godt nok, for han vidste at hendes mand ikke havde brudt sig om ham og nu hvor han var borte, var der ingen der stod i vejen for dem, selvom han alligevel ville ønske for sin mor at hendes mand ikke var gået bort, da han inderst inde ønskede at hun var lykkelig. Han satte sig roligt ved siden af hende, hvor han nippede til sin vin. ”Tja.. jeg ved ikke hvornår vi finder vores eget og jeg ønsker at hun får lært en masse allerede fra ung af, dog så må det nok vente til jeg først får gang i vinproduktionen, da jeg må erkende at jeg er flad,” svarede han ærligt, hvor han et sted ikke var meget for at skulle indrømme det, da det irriterede ham.

[Deleted]

Jacqueline havde faktisk forståelse for, at Sonic var sådan over hans lille pige, for hun ville have gjort det samme, hvis det havde været hende som havde stået i den samme situation, selvom hun nok næppe ville komme til det. Blikket fulgte ham roligt og med en rolig mine. Næsten automatisk, så trådte hun ind i rollen som voksen og som mor, når hun var omkring sine børn. Hun fik jo aldrig rigtigt sørget ordentligt, når de var der, og når hun var alene.. så følte hun kun den uendelige frustration ved at gøre det! Tøsen havde uden tvivl været frygtelig træt, så det at hun gerne ville i seng, var noget som hun til gengæld godt have forståelsen for. Hun nikkede med et svagt træk i den ene mundvig. ”Hun skal selvfølgelig bare komme, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun så godt nok også træt ud her til sidst.” endte hun med en ganske sandfærdig mine, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn. Det var ikke fordi at hun havde lyst til at sidde og stirre i retningen af graven, også fordi at hun vidste, at Sonic var klar over, at den var derude. Hun forlod roligt vindueskarmen, kun for at tage omkring glasset, inden hun gled ned og satte sig i sofaen i stedet. Det var ikke fordi at hun umiddelbart ville vove at påstå at hun var social anlagt som sådan, for.. det havde hun ikke rigtigt været siden hun havde været ung, men nu hvor hun havde stået som mor igennem så frygtelig mange år. Med henblik på turen til byen, vidste hun ikke helt om det var smart eller ej, og specielt sådan som hun så ud, så var det slet ikke fordi at hun ønskede at folk skulle se hende på den her måde! Slet ikke! Hun vendte blikket mod ham, som hun blev siddende med glasset i sin hånd. Hun ville jo faktisk gerne med.. Det var slet ikke det, for det ville hun jo faktisk rigtig gerne. ”Jeg vil rigtig gerne være en del af Jeres liv, Sonic. Jeg er kun frygtelig glad for at I ønsker jeg skal være en del af det, som jeg selvfølgelig også er glad for, at hun vil lukke mig ind, men.. Du kan jo selv se hvordan jeg ser ud, Sonic.. Det er jo slet ikke sådan, at jeg ønsker at folk skal se mig, og det kan du vel også godt forstå..? Jeg skal nok tage med i kareten.. Om jeg tager med ned af handlegaderne.. Det ved jeg ikke endnu,” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Et sted så håbede hun naturligvis på hans forståelse, for det andet, var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst! At han gerne ville have den lille pige i lære, kunne hun så til gengæld godt forstå, men de ville ikke kunne høste frugterne af noget, hvis tøsen ikke havde sine trygge rammer og det hele, og derfor var det også vigtigt at have det på plads først. At han så valgte at fremstille sig selv som flad, kunne hun til gengæld godt forstå måtte være hårdt for ham. ”Jeg hjælper gerne, så det kan ske hurtigt, Sonic. Jeg kan godt forstå, hvis I ønsker at have Jeres eget. Desuden tror jeg Jacqueline vil få godt af læren af skik og etik,” påpegede hun ganske sigende. Selv var hun ikke helt for tøsens opførsel, og specielt ved bordet.

[Deleted]

Sonic var meget over tøsen, fordi han kun havde fået hende tilbage for nogle dage siden, hvor han ellers havde undværet hende i frygtelig lang tid, desuden så havde han fundet både hende og Zachary døende i søen og var han ikke kommet forbi, så havde de været døde, derfor var han blevet ekstra obs på hende og at hun ikke lavede noget som hun kom galt af sted med, for det sidste han ønskede var at miste hende. Han nikkede ganske let. ”Hun har også været sent oppe de andre par dage, plus vi har rejst hele dagen i dag, så det forundre mig ikke at hun er træt,” svarede han ærligt, som han sendte hende et smil, hvor han ikke gjorde det mindste ved at hun tog plads i sofaen ved siden af ham, da det kun glædede ham at hun kom over til ham. Han var dog ikke dum og han vidste godt hvad det var hun havde kigget på, da hun allerede før havde vist ham Giovannis grav og så var det ikke svært at lægge to og to sammen. Han tog let en slurk af sin vin i glasset, hvor han vendte blikket mod hende endnu engang. Han lyttede til hende som hun talte, hvor han godt kunne se det fra hendes synspunkt, for hun havde trods alt været en af de største kvinder i Peula, hvis ikke den største og så gik det pludselig ned ad bakke, hvor hun lignede noget som var løgn, så ja.. han forstod godt hvordan hun havde det, for det var sådan han havde følt sig, da han var blevet korsfæstet i Procias, hvor han havde været til skue for alle, der havde kastet sten, grøntsager og hvad de nu kunne finde på ham. Ydmygende havde det været, ligesom henrettelsen, hvor han blot var glad for at det var en tid som var overstået. ”Jeg forstår dig godt, hvordan tror du ikke jeg har det? Jeg har et grimt ar midt i ansigtet, jeg er vant til at folk kigger sig en ekstra gang over skulderen for at se efter mig. Men de kan bare vove på at åbne munden, for så brænder jeg dem levende. Jeg ønsker desuden at du skal vise os rundt, eftersom dette bliver vores nye hjem, desuden kan du vel bare tage et sjal over og gemme dig under det? Så er det mig der kommer til at få folks opmærksomhed med mit ansigt,” foreslog han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Hans ar var ganske nok ikke nær så grimt og vansiret som det havde været til at starte med, da det med tiden havde healet en smule, men man kunne tydeligt se at det kom af en forbrænding, da han var helt rød der. ”Det er ikke fordi jeg ønsker at finde mit eget sted hurtigt, da jeg intet har imod at blive her for noget tid. Jeg vil hellere bare få et ordentligt arbejde på benene, så jeg kan forsørge tøsen og.. vel også den nye, når barnet engang kommer. Men jeg må indrømme at jeg har dårlig samvittighed over at sidde og spørge dig om hjælp, det er ikke min mening at nasse på dig, særligt ikke her i nødens stund,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende. Han kluklo ganske let. ”Jeg ved det godt.. hvorfor tror du at jeg tog hende med hertil? Jeg havde håbet at du kunne lære hende nogle gode manerer. Jeg har skam intet imod at hun vokser op og bliver en anstændig, fornem pige, som kan tage vare på sig selv.”

[Deleted]

Hvad Jacqueline og Sonic havde været igennem inden de var kommet hertil, vidste Jacqueline ikke, og det var skam heller ikke noget som hun ønskede at blande sig i. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede hun vel egentlig bare muligheden for at finde sin plads i det hele, også fordi at Giovanni var død og borte og ikke ville komme tilbage igen, så hun vidste jo heller ikke hvor længe hun faktisk ville være i stand til at opretholde det skuespil overfor dem som hun gjorde det lige nu. Blikket gled stille mod ham, hvor hun igen nikkede. Turen fra Dvasias var lang, når man ikke kunne få hesten i løb, det vidste hun skam udmærket godt. ”Jeg kunne forestille mig det. Jeg tror ikke vi skal være bange for at hun vil stå op. Det er sjældent man ser de små børn gå i seng af deres egen frie vilje,” endte hun ganske sigende, som hun roligt tog en tår af sit glas, inden hun roligt satte det på bordet foran sig. Savnet var enormt.. Det var et tomrum som hun ikke var i stand til at fylde med noget som helst, for det var ham som den eneste som kunne give ham de følelser som hun havde været inde med. Hun sukkede tungt, som blikket kort gled mod vinduet, inden det tog turen tilbage til Sonic i stedet for. At de gerne ville have hende med, var naturligvis en tanke som gjorde hende glad, for det kunne godt være, at hun havde brug for at komme lidt ud, men det var altså ikke fordi at det var nemt for hende af den grund, at skulle finde hoved og hale i det hele, for det var det slet ikke! Hun rystede på hovedet. ”Det er meget venligt af dig, Sonic, men jeg ved jo godt, at jeg ikke kan gemme mig for tid og evighed, og jeg nægter at gemme mig uden døre, når jeg endelig skal være blandt andre,” fastholdt hun med en mere stædig stemme. ”Jeg skal nok tage med.. Hvorvidt om jeg så tager med ned af gaderne, ved jeg ikke endnu.. Du ser nu ikke så forfærdelig ud.. Ikke i forhold til hvordan det kunne være. Du er kommet heldig fra det.. Jeg ser endnu den knægt som jeg lod i Procias, som nu er vokset op til en mand, og nu far snart til to.. Jeg er aldrende.. Mine børn er voksne, og ikke nær så afhængig af mig mere.. Jeg skal bare finde mit nyt standpunkt.. Og nemt er det altså heller ikke,” påpegede hun med en ganske sigende mine. Et svagt smil passerede hendes læber. Sonic var fornuftig, hvilket selvfølgelig var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, også fordi at hun vel havde brug for at.. se noget fornuftigt, også selvom hun måtte håbe på at det var hendes egne gener som var slået igennem der, selvom hun vidste, at hun ikke var spor fornuftig nu. ”Du… nasser slet ikke på mig, Sonic. Du gør vel bare som enhver anden ville gøre ved sine forældre, hvis det virkelig brændt på? Jeg vil gerne hjælpe dig.. Og det håber jeg du ved. Jeg skylder dig det uanset efter hvad jeg har forvoldt dig,” påpegede hun med en sigende mine. At han så ikke tog det tungt, at hun påpegede ham for tøsens manglende skikke og etik, for det var slet ikke ment som noget slemt, for det kunne man jo gøre noget ved. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Tror du virkelig at hun vil tage imod ordre fra en anden autoritet end sin kære far? Jeg ved ikke om jeg er den rette til at skænke dig hvad du vil have, Sonic, men jeg vil med glæde gøre hvad jeg kan. Også for at blive en del af Jer.”

[Deleted]

Let var det ikke for nogen af dem, da Sonic havde været i det stadie hvor hans mor var nu, og der havde hun sagt at han skulle hanke op i sig selv og tage sig sammen, men nu kunne hun se at det ikke var så let igen, da man langsomt døde indeni, blev kørt psykisk ned og ikke fandt meningen med livet. Sådan havde han haft det da han var kommet tilbage til livet og havde mistet alt han havde holdt kært, hvor ’nyheden’ omkring hans datters død, klart var den som havde slået ham hårdest og at Ilaria så slet ikke havde ønsket at have noget med ham at gøre, havde ikke just gjort det bedre, som det havde knust ham. Og der var det rent faktisk hans mor der havde sørget for at han fik sin datter at se igen, fordi tøsen ikke havde været død alligevel og det var noget som havde healet hans hjerte, som han havde haft en mening med livet igen. Nu havde han så fået at vide at han skulle være far igen og han vidste ikke hvordan han skulle reagere, når Ilaria stadig ikke gad med ham, hvor han faktisk var usikker på om hun overhovedet gad have ham i sit liv, og tanken gjorde ondt, da han allerede havde lagt alle kort på bordet. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han kort tog en slurk af vinen. ”Sandt.. hun var svær at få i seng de andre par dage, derfor det blev sent for hende, men det skal vi nok få lavet om på,” svarede han roligt. Tanken måtte more ham, da hun havde nægtet at lægge sig til at sove, fordi hun havde ønsket at bruge tid med ham, da de havde overnattet på kroerne, og det var ikke fordi det havde gjort ham noget, da han tværtimod var glad for at hun elskede ham så højt, ligesom det også var en følelse som var gengældt. Hun var hans prinsesse og han ønskede at gøre alt for hende. Han sukkede let til hendes ord. ”Så lad vær med at gemme dig. Jeg ønsker bare at du tager med os og tilbringer tiden med os, det må også gøre dig godt i denne svære tid, og så kan du være ligeglad med alle andre,” svarede han roligt og i en bedende tone, da han gerne ville have hende i sit liv og det var jo faktisk også det som han så ihærdigt forsøgte på, og han blev stædig, når hun så forsøgte at afvise ham. ”Du har to små børn, mor. De kan ikke klare sig uden dig, glem ikke det,” påmindede han hende roligt, da det ikke var for at rive op i gamle sår, men kun fordi hun nævnte at hendes børn var voksne og de andre kunne sikkert godt klare sig, men det ville de to små ikke kunne og han vidste at de savnede deres mor, for sådan havde han haft det, ligesom han vidste at hans egen datter havde haft det sådan. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, som han roligt løftede den ene hånd, for at gribe omkring hendes den ene, som han gav et blidt klem. ”Du står ikke i gæld til mig, men du skal vide at jeg er taknemlig for din hjælp, da jeg oprigtigt værdsætter det,” svarede han med en varm røst, som han klemte om hendes hånd endnu engang, inden han trak den til sig og tog endnu en slurk af sin vin. ”Der er ingen der siger at du skal beordre hende, bare hjælpe hende til at blive en fin dame, desuden skal jeg nok kommentere det, når hun skal vise lidt manerer, såsom ved bordet.”

[Deleted]

Jacqueline havde udmærket godt været klar over, at det var en sag nemmere sagt end gjort, men han havde endnu haft det ene lyspunkt i sit liv bestående af sin datter, og der havde hun.. intet. Giovanni havde krævet børn som et tegn på hendes kærlighed til ham, så det var egentlig ikke rigtigt noget som hun selv havde været indstillet på, også selvom hun havde skænket ham hvad han havde ønsket og krævet af hende. Selvom det ikke just havde gjort sagerne gode mellem dem, så.. var det vel bare en følge som hun måtte lære at leve med, for hun vidste godt, at han ikke kom tilbage, og at hun aldrig nogensinde ville se ham igen, hvilket næsten var det som faktisk gjorde mest ondt på hende, for hun manglede ham virkelig. Blikket hvilede i hendes hænder. Hun havde svært ved at finde motivationen til at gøre noget som helst, selvom det naturligvis var nemmere og bedre når de var der, for så havde hun da om ikke andet, så en smule at holde lidt fast i, hvilket hun var glad for. ”Det bliver nemmere når I kommer ind i en ordentlig struktur begge to. Når hun ved hvad hun skal forholde sig til, også med henblik på hus, hjem og familie, så skal det nok komme.. Hvornår har du tænkt dig at nævne hendes kommende søskende for hende?” spurgte hun roligt. Det lød nemlig heller ikke helt til at Jacqueline var vidende om, at hun faktisk skulle til at blive storesøster, selvom det naturligvis ikke var noget som hun ville blande sig i. Efterhånden måtte hun sige sig, at være frygtelig træt af at gemme sig, også selvom hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Hver dag følte hun sig kun mere og mere træt, mindre og mindre sulten, og hun vidste at hun så mere og mere forfærdelig ud, og hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det! ”Jeg kan sagtens være ligeglad med alle andre, men ikke med mit familienavn, Sonic.. Folk nærer en respekt for det, udelukkende for hvad familien har gjort og hvad de står for. Jeg har ødelagt nok af det som det er i forvejen. Hvad tror du ikke folk vil tænke, hvis de så mig på den her måde..?” Blikket gled stille mod ham. Det var ikke fordi at hun forsøgte at gemme sig, men hun forsøgte egentlig bare at finde ud af hvad der var klogest af hende at gøre i den pågældende situation, for det var ikke nemt for hende! Smilet falmede som han nævnte hendes to små som hun selv havde sendt af sted. Hun elskede dem.. Det gjorde hun virkelig, men hun kunne ikke tage sig af dem. Efter Giovannis død, var de ikke blevet andet end en psykisk byrde for hende. ”Jeg ved det godt..” mumlede hun let, som hun igen vendte blikket mod ham, som han faktisk tog omkring hendes hånd. Det var betryggende, at han faktisk tænkte på hende, også selvom det slet ikke burde være under omstændigheder som det her. ”Jeg er kun glad for at kunne hjælpe, Sonic. Det er det som betyder det hele for mig,” påpegede hun med en ærlig stemme, som hun sendte ham et let smil. Med henblik på tøsens skik, så var hun slet ikke i tvivl om at hun kunne gøre noget, selvom det selvfølgelig krævede at tøsen var åben og modtagelig overfor det, og deri, var han nu temmelig sikker på, at problemet lå. ”Jeg gør gerne en indsats, Sonic.. Jeg ønsker faktisk at blive en del af Jer, og hvis jeg kan give Jer begge noget godt med på vejen, så gør jeg det glædeligt,” sagde hun med en rolig, dog taknemmelig stemme.

[Deleted]

At Jacqueline nævnte Ilarias graviditet og tøsens uvidenhed, gjorde kun Sonic mere frustreret, for.. han anede vitterligt ikke hvad han skulle gøre. Tøsen skulle ikke vokse op i Dvasias, hvilket de begge var enige i, men han ønskede at være hos Ilaria, særligt nu hvor hun ikke havde det særlig godt, men det kunne han ikke, hvis han skulle finde et nyt hjem her i Peula, derfor følte han sig frygtelig splittet og han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre. Han vendte blikket mod pejsen, som han stirrede ind i, imens han kort trak på skuldrene. ”Jeg aner det ikke.. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,” svarede han med et frustreret suk. Han skulle naturligvis fortælle det til tøsen på et eller andet tidspunkt, men lige hvornår anede han heller ikke, for det var måske for meget for hende, hvis han smed bomben nu og han ønskede heller ikke at ødelægge hendes perfekte lille verden, som hun var kommet ind i, nu hvor hun havde fået ham tilbage igen, for alt lysnede for hende og det ønskede han ikke at ødelægge, selvom han naturligvis ikke vidste om hun rent faktisk ville blive glad for det, for det var der også en chance for. Han vidste bare at tøsen elskede at være i centrum og det kunne et nyt kommende barn godt ødelægge for hende, selvom det ikke var sikkert at tøsen vidste det. Meget var der at tage højde for og det måtte kun frustrere ham yderligere. ”Jeg ved godt at det går ned ad bakke for familien, men sådan er det bare, det er et faktum og det ved alle. Desuden er jeg sikker på at nogle vil finde forståelse for dig, mens andre vil finde det svagt. Du har dog et valg, du kan vælge at give op, eller vælge at fortsætte og kæmpe for det som din mand holdt kært, hvilket jeg er sikker på at han ville foretrække at du gjorde,” svarede han ærligt. Han var en mand der lod tingene komme direkte ude af posen, hvilket godt kunne gøre ham til en elendig lytter, da han aldrig havde været typen man skulle græde ud ved. Han kommenterede dog ikke sagen om hendes små børn yderligere, da han vidste at hun havde det hårdt, dog ville han foretrække at hun valgte at kæmpe, da hun ikke var typen der gav op. Han sendte hende et varmt smil. ”Og jeg værdsætter det,” gentog han i samme ærlige tone, da han skam var glad for at hun ville hjælpe ham, for uden hende, så ville ingenting gå i opfyldelse, da han ikke ejede nogen mønt, men det var dog ikke første gang at han var så flad, da han faktisk var vokset op på den måde, og derfor tog han det ikke så tungt igen. Han sukkede let, som smilet bredte sig på hans læber. ”Jeg ved snart ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Uden dig var intet af dette sket og uden dig ville intet være muligt. Vi kan måske kigge på et godt sted til en vinproduktion i morgen, når vi alligevel skal ud?” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Hun kendte landet bedre end ham, og han forsøgte også at få hende med ind i deres liv, så hun ikke blev holdt uden for, da han trods alt ønskede et bånd til hende, som han også ønskede at hun fik et bånd til sit barnebarn.

[Deleted]

Det kunne godt være at Jacqueline slet ikke havde retten til at blande sig i noget som helst af det som skete, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv ønskede hun jo egentlig bare at høre lidt om hvilke tanker han gjorde sig omkring dette, også fordi at det var en sag, som man var nød til at gribe rigtig an, også for hans datters skyld, men også for Ilaria, for hun kunne skam godt forestille sig, at det var en sag, som på ingen måder var nem for nogen af dem, også selvom dette desværre var af slagsen, som hun ikke rigtigt kunne hjælpe ham med, selvom hun faktisk gerne ville. ”Det er nok en god idé at have den lidt i hovedet, min dreng,” endte hun ganske sigende. Umiddelbart kunne hun jo ikke rigtigt give ham en løsning på det, andet end at tage det op med hende, og nok hurtigst muligt i hendes øjne, og helst inden at hun faldt til ro med omstændighederne om at hun havde sin far alene, for det ville næppe gøre det godt for nogen af dem. Hun vendte sig mere mod ham. Det var jo heller ikke fordi at hun ville virke afvisende eller noget, men selv hun var nødt til at tænke på hvordan hun så ud, og hvordan hun virkede som repræsenterende for sit hjem, og sit familienavn, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han så nævnte Giovanni, gjorde det ikke just bedre for hende, for hun havde brug for ham til at fortælle hende hvad hun skulle gøre, ligesom han havde gjort, siden de var blevet gift. Blikket gled let ned mod den ring, som næsten føles at være for stor på hendes finger. Hun havde jo heller ikke fået sig til at tage den af. ”Han ville vende sig i graven, hvis han så mig nu, Sonic.. Han har altid været en stolt mand, en familiekær mand, og en mand som gik meget op i hans arbejde og familiens ry og rygte, og.. prøv at se det nu.. Der er ikke noget mere af det her mere.. Det hele er ødelagt, og jeg tror et sted også at han er klar over det.. Han ligger jo derude, og kan følge med i det hele..” Det var slet ikke fordi at hun ønskede at give op, men til tider, så var det virkelig svært, og specielt når man blev frarøvet en så vigtig del af sig selv, som det hun havde. Selvfølgelig ønskede hun at hjælpe sin søn og sit lille barnebarn! ”Det glæder mig,” endte hun med en tydelig taknemmelig stemme. Hans ord var naturligvis noget som varmede hende, hvor smilet slet ikke var til at tage fejl af, for selv hun havde brug for, at hun kunne gøre noget rigtigt, for det var ikke noget som hun havde været bekræftet i, igennem temmelig lang tid efterhånden, så naturligvis, var det også ved at blive utrolig tiltrængt efterhånden. ”Jeg gør ikke andet end hvad en hver anden moder ville gøre, hvis de havde muligheden for at hjælpe deres dreng og barnebarn, Sonic. Jeg kender et par gode beliggenheder vi kan tage ud og kigge på.. Hvis Jacqueline er tålmodig nok til det, selvfølgelig.. De ligger lidt afsides, men perfekt til vinproduktionerne,” sagde hun roligt, som hun let betragtede sig af hans skikkelse. At se ham glad, varmede hende virkelig.

[Deleted]

At de kom ind på Ilarias graviditet var Sonic ikke videre begejstret for, da han frygtede for hvad hans lille pige ville sige til det, netop fordi hun var glad for at have ham alene og det var også en følelse som var gengældt, da han var glad for at have tøsen alene, men det ville før eller siden være ødelagt, når det andet barn kom til, for han nægtede at løbe fra sit ansvar som barnets fader og han ønskede at være der for det, selvom det gjorde at han ikke altid ville kunne være der når tøsen ønskede hans tilstedeværelse og det kunne skabe problemer, som han på ingen måder så frem til. Frustreret strøg han en hånd igennem håret, inden han let masserede sine tindinger, hvor han sukkede for sig selv. ”Jeg fortæller hende det nok først, når det er uundgåeligt, hvilket vil sige, når Ilarias mave er ved at tage form og tøsen selv kan se at noget er galt,” svarede han roligt, som han så frem for sig og ind i pejsen. Han ønskede at tøsen lige fik lov til at vænne sig til deres nye liv her i Peula, før han smed bomben, for han mente at det var alt for tidligt at fortælle hende nu, også fordi han så skulle til at forklare hende en masse. Han strøg roligt tungen over sine læber, da hun begyndte at tale og de kom ind på Giovanni. Det var ikke fordi han ville sidde her og spille bedrevidende eller klog, men han havde aldrig været den mest empatiske mand, da han altid tog alt i stiv arm og sagde tingene som de var. ”Jeg tror ikke at han vil vende sig i graven over hvordan du ser ud, men over at du giver op, netop fordi alt det han har lavet og står for, så ryger i jorden. Du har været hans hustru længe, du må da vide hvordan arbejdet fungerer? At du har det dårligt, er jeg sikker på at han vil have den største forståelse for, men du har aldrig været en kvinde der gav op, så selvfølgelig ville han have at du hankede op i dig selv og fortsatte kampen, og videreførte det arbejde som han har efterladt sig. Det er måske meget at forlange, men har du ikke lyst til at videreføre det? For at gøre ham stolt? Desuden er du ikke længere alene, jeg skal nok hjælpe dig,” svarede han ærligt, hvor han sendte hende et svagt smil, som han ikke veg det mørke øje fra hende. Hvis hun var fuldstændig ligeglad med det som familien havde lavet, så var det hvad det var, men hun måtte jo næsten selv have været en del af det, siden hun havde været gift med manden og selv hjulpet til af og til? Medmindre hun bare havde passet børnene? Han anede det ikke, for så godt kendte han alligevel ikke til familien. Han trak på smilebåndet til hendes ord og nikkede. ”Og det glæder mig. Hvis vi shopper først, så har Jacqueline en masse legetøj hun kan lege med, imens vi to kigger på beliggenhed, så hun klarer sig nok,” svarede han med et skævt smil, hvor han roligt bundede sit vinglas, kun for at hælde et halvt glas op igen. Det var lang tid siden at han havde fået så god vin, så det ville han naturligvis nyde, når han endelig havde chancen!

[Deleted]

Jacqueline ønskede slet ikke at blande sig i hvordan Sonic ville tackle Ilarias graviditet, selvom hun skam godt kunne forstå, at han ikke var helt sikker på hvordan han skulle tage det. Umiddelbart ville hun næsten bede ham om at få hende hentet og bragt hertil i stedet for at hun skulle være alene i Appolyon, for det ville næppe hjælpe nogen af dem, at hun lå der alene, for hun kunne jo mærke selv på sin kære dreng, at det var noget som fyldte ham meget, og hun forstod ham så til gengæld også godt. At han så ville vente så lang tid, forstod hun skam godt, men hun ville måske foretrække, dersom han ville genoverveje det hele bare en anelse. ”Jeg forstår skam godt din tankegang, Sonic, men jeg ville måske bede dig om at revurdere din beslutning om at vente til hun er faldet til ro. Jeg vil personligt mene, at det næsten vil være bedst at gøre det nu.. Før hun slår sig til ro med at have dig alene.. Også i tilfælde af hvis I nu skulle finde ud af det,” endte hun ganske signede, som hun let lod blikket glide mod hans skikkelse igen. Endnu en gang tog hun en lille tår af sit glas. Hun følte skyld og ikke mindst skam, når hun så hvordan hun så ud på den her måde, også fordi at hun kendte Giovanni godt nok til at vide, at han ville vende sig i graven, hvis han så hvilket mentalt knæk som hun havde lidt på den her måde. Ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Tro mig, Sonic, han ville vende sig i graven, hvis han så mig nu.. Hvis han vidste, at familieforetaget ville gå sådan i grus, som det er, så ville han virkelig skæmmes ved synet af mig.. Han er ikke typen som bekymre sig, og det har han aldrig været.. Han har heller ikke været ræd for at uddelegere slag, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt.. Jeg er ikke den rette til at udvise den respekt for arbejdet, når jeg aldrig har været involveret i det på den måde.. Jeg har kun læst med ham over skulderen.. Jeg har aldrig selv siddet i det,” fortalte hun ærligt. Det var først igennem de senere år, at hun var blevet offer for et par slag og et par lussinger. Hun havde mere eller mindre trykket sig, kun for at være der for deres yngste, også selvom hun havde haft det langt sværere med dem, end hvad hun havde haft det med de andre børn, også fordi at hun nærmest ikke havde haft noget andet valg end at give ham dem, da han så dem som et tegn på hendes følelser for ham, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for hendes del. Hun kunne sagtens tage med ud, men om hun tog en tur ned af gaden, for det vidste hun slet ikke om var det rigtige tidspunkt endnu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er selvfølgelig rigtigt. I så fald, så skulle det heller ikke blive det største problem. Det ligger nok en time, hvis ikke to herfra.. Men alligevel tæt nok på, selvfølgelig,” endte hun med et stille smil på læben, inden hun tog endnu en tår og satte glasset fra sig – denne gang med en skælvende hånd.

[Deleted]

Blikket vendte Sonic mod hans mor, da hun valgte at kommentere hans valg og mene at det var bedst hvis tøsen fik det at vide nu, hvilket fik ham til at se lettere tænkende mod pejsen igen. Måske hun havde ret? Måske det ville være bedst, hvis han fortalte tøsen det nu, så hun som hans mor sagde, ikke blev for vant til tanken om at skulle have ham alene? Men hun var alligevel lille, så ville hun overhovedet forstå sig på det? Desuden var der lang tid til at den kommende lille ville komme, eftersom det ikke var lang tid siden at han og Ilaria havde taget en tur under lagnerne, så tøsen ville uanset hvad kunne nå at vænne sig til at have ham alene, det var også derfor han følte sig endnu mere frustreret over det hele, da han ikke vidste hvad han skulle gøre. Han ville ønske at de bare kunne være en lille lykkelig familie, men det var svært, når de var så splittet som de var. ”Du kan have ret i dine ord, men.. jeg ved ikke om jeg bør fortælle det til hende, før jeg har snakket med Ilaria omkring det. Hun er trods alt tøsens mor og en del af det hele,” svarede han roligt, som han blot stirrede lettere fraværende ind i pejsen. Han savnede hende, hvilket han havde gjort i lang tid, og selvom han havde været andre kvinder tætte, så havde der ikke lagt noget i det, da det var gjort i ren og skær protest og frustration, hvor ingen alligevel kunne hamle op med hans isdronning. Han elskede hende og han ville ønske at hun ikke afviste ham konstant, men rent faktisk valgte at komme til fornuft og tog med ham, så hun havde nogen omkring sig, som faktisk elskede hende. Han så mod hende igen, da hun fortalte om Giovanni, hvor han rynkede let på næsen. Når hun fortalte sådan om manden, så måtte han erkende at han næsten fandt det bedst at han var død, for han ønskede ikke at hun skulle være gift med en tyran! Han kunne dog ikke rigtig kommentere det, da han selv havde slået Ilaria, men det var så kun sket et par gange, når hun havde overtrådt den inderste grænse og gjort ham rasende. Ikke at det retfærdiggjorde hans handling, da han inderligt måtte fortryde det, for han ønskede ikke at gøre hende ondt, hvilket han aldrig ville gøre med sin gode vilje. ”Han lyder som en frygtelig hård mand.. og alligevel elsker du ham?” spurgte han, som der næsten var forundring i tonen, da han ikke rigtig forstod sig på det. Hun fremstillede manden helt hjerteløs, og hvem kunne elske sådan en mand? Nok han selv var hård, men han var stadig kærlig og varm omkring dem han holdt af; sin familie. Han nikkede roligt til hendes ord, som han tog endnu en slurk af sin vin, efter at have fyldt det halvt op igen. ”Det lyder som en god plan for i morgen,” svarede han med et skævt smil, selvom det falmede hurtigt igen, da han så hvordan hun med skælvende hånd satte glasset fra sig, hvor han let rynkede brynene. ”Er du okay?” spurgte han roligt og med en snert af bekymring i sig, da det hele alligevel måtte påvirke ham, for han var ikke vant til at se hende sådan.