Finally back home?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var skam ganske begrænset hvad lille Jacqueline faktisk var i stand til at nå, og naturligvis var det en tanke, som kun efterlod hende med frustration, for stedet var så stort, så der måtte jo være noget ved det som var hemmeligt, og hun skulle skam nok finde det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun nikkede med en ganske bestemt mine, for hun ville meget gerne have ham til at hjælpe hende med det, for han var altså også meget større end hende, og det gjorde det selvfølgelig også nemmere for at skulle lede efter hemmelige rum – hvis der altså var nogen her i hendes farmors store slot, for det var altså virkelig stort! ”Godt! Dadda…? Tror du kan finde noget?” spurgte hun med en dæmpet stemme. Selvom hun vidste at hendes sprog ikke var nært så udviklet, som hun nok ville have det til, så kæmpede hun virkelig med de odds som hun havde på sin side, og det var bestemt ikke fordi at det havde været nemt på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At komme ind og få noget at spise, hvor hun mere eller mindre med det samme, skovlede hun stort set sin tallerken ren for mad, idet hun nikkede mod sin far, som han spurgte om hun ville have mere, for det ville hun faktisk gerne. Det smagte godt, og hun var virkelig sulten, for hun havde jo heller ikke fået mad hele dagen! Hun tog sin tallerken, som hun rakte mod ham, så han kunne give hende noget mere, for det stod så langt inde på bordet, så hun kunne uanset ikke nå det selv. ”Mig ik’ nå det,” fortalte hun med en næsten irriteret stemme, for det var faktisk irriterende at være så lille! At hun så skulle komme til at vælte glasset, var faktisk slet ikke noget som hun gjorde med vilje! ”Undskyld Dadda..” sagde hun endnu en gang. Hun havde faktisk ikke noget imod at sige undskyld, når hun vidste at det faktisk var hendes skyld, og det var det i denne situation, og det vidste hun udmærket godt! Igen nikkede hun, som han hældt vand op til hende, også selvom det ikke var så meget igen, så var det en tanke som irriterede hende. ”Det ik’ fyldt op, Dadda..” mumlede hun utilfredst, som hun lod glasset klinge mod hans glas, kun for at sætte sig tilbage endnu en gang på sin plads, hvor hun tog en tår og satte det op på bordet – denne gang ved hjælp af begge sine hænder, inden hun igen tog sin tallerken til sig, hvor hun begyndte at spise. I takt med at hun begyndte at blive mæt, så begyndte hun faktisk også at blive træt, selvom det nu ikke var noget som hun sagde noget til endnu, for lige nu var hun for optaget med at spise sin mad, for sulten, det var hun virkelig!

[Deleted]

Om Sonic ville være i stand til at finde nogen hemmelige rum på stedet, anede han ikke, men det kunne da være spændende hvis han gjorde, selvom det mest spændende, var at finde ud af hvad der så gemte sig i de hemmelige rum, selvom han ikke vidste om der overhovedet var nogen her, men typisk var der ikke nogen, hvis ikke man havde noget at skjule, men hvis man havde, så var det jo altid praktisk med et hemmeligt rum, hvor man kunne feje snavset ind i. Han trak let på skuldrene. ”Det ved Far ikke, Prinsesse. Det må vi finde ud af, når vi skal ud og lede,” svarede han med et skævt smil, som han vendte blikket mod hende. Han var nok bedre til at lede efter dem, end hvad hun var, da han vidste hvad man skulle kigge efter, hvor hun kun havde set murstenen, der kunne trækkes ud inde i pejsestuen tilbage i Procias, selvom det hele var brændt ned, men de ting han havde gemt derinde, havde han dog nået at tage med, før det var brændt ned. At hun så rakte ham sin tallerken, fik ham til at tage imod den med et skævt smil. ”Tak,” svarede han roligt, et sted for at vise at man sagde tak. Han diskede endnu engang en smule op på hendes tallerken. ”Nu skal du ikke blive irriteret min pige, far giver dig lige hvad du vil have, og du må spise alt du kan spise. Desuden så er du snart så stor at du kan nå det hele selv,” svarede han roligt, som han lagde mærke til at hun var irriteret over at hun ikke kunne nå, men selv ikke han kunne nå alt i hele verden, for så skulle han jo være det højeste der fandtes og det var han ikke. Blikket vendte han mod sin mor, hvor han ikke kunne lade vær med at smile en anelse stolt, da hun fortalte at hendes mand, havde kunnet lide den og at han nok skulle blive til noget. Det var måske ikke ord han som sådan havde brug for at høre mere, fordi han var blevet den selvsikre mand som han var, men han var vokset op uden sin mors entusiasme i alle de ting han havde lavet, da han havde været lille og ung, så det var alligevel rart at få den nu. ”Dårlig gik det ikke, så jeg håber at jeg kan få de vine, eller sågar endnu bedre vin laver her i Peula.” svarede han sandfærdigt, inden hans lille pige vandt hans opmærksomhed, da hun valgte at vælte glasset, hvilket fik ham til at reagere hurtigt. Han sukkede ganske let, som han fik tørret det op ved hjælp af hans mors hjælp, inden han valgte at sætte sig ned igen. Han kunne godt se at tøsen havde det dårligt med at have væltet glasset, selvom det ikke gjorde ham noget. ”Det går nok Jacqueline, det var et uheld,” gentog han, som han sendte hende et opmuntrende smil, da han valgte at stryge hende over håret, inden han trak hånden til sig, for at hælde mere vand op i glasset til hende. At hun så også klagede over det, fik ham endnu engang til at sukke. ”Du får fyldt helt op, hvis du kan vise far at du ikke spilder,” svarede han med et sigende blik, inden han lod hende klinge sit glas imod hans, så hun kunne være med til at skåle, hvor han igen tog en tår af sin vin, inden han satte det fra sig. ”Skal vi ud og kigge på en masse nye kjoler i morgen?” spurgte han roligt, tydeligt henvendt til sin lille prinsesse, kun for at se mod sin mor, „Det kan være at farmor vil vise os rundt nede i byen og vise os hvad der er værd at se.”

[Deleted]

Der fandtes ganske vidst hemmelige rum her på stedet, også selvom selv Jacqueline var sikker på, at hun end ikke kendte dem alle sammen. Man kunne ikke ligefrem vove at påstå at hendes familie var ærlig og ædel på den måde, da det også havde været den skjulte mafiaorganisation, og det var jo heller ikke ligefrem arbejde som lå frit fremme, for tænk nu hvis det var noget som folk faktisk fik øje på? Det var jo heller ikke meningen! Selvom det end ikke var noget som hun ønskede at fortælle sin kære søn om, for hun ønskede jo selvfølgelig at han skulle se det bedste, også fra hendes side, nu hvor hun endelig havde chancen og muligheden for det. Hun havde desuden frygtelig meget at skulle gøre op for igen, og derfor var hun jo nødt til at starte et sted. Uanset hvad, så var familien lagt i grus og ruiner, og der var heller ikke nogen grund til at skulle vise hvad familien havde været før i tiden, for det var slet ikke noget som man kunne bruge det mindste til. Nu hvor de alle tre sad om bordet og fik sig noget at spise, så var det faktisk en stund som efterlod selv Jacqueline med en form for ro, som hun ikke havde følt, siden hun havde smidt stort set alle ud. Det var rart ikke at spise alene eller at være alene for en gangs skyld, for hun brød sig slet ikke om den fornemmelse, og det var gået op for hende, også selvom det først var sket, da det hele havde været for sent. Vinen smagte godt, også selvom hun faktisk foretrak den som hendes egen søn havde lavet i Procias. Hun havde jo fået et par flasker med sig hjem, også selvom hun slet ikke havde haft nogen nydende stunder til at kunne nyde et glas eller to, før nu om ikke andet. Hun vendte blikket roligt i retningen af ham endnu en gang. Det var rosende ord, som man normalt ville give et barn, men hun ønskede jo faktisk at han skulle vide, at hun var stolt af ham og hvad han havde præsteret, også med henblik på hans datter. ”Jeg tror ikke det skulle være det største problem heromkring i hvert fald. Markedet er ikke stort, selvom man vel næsten må sige, at det er det mest.. oplagte sted at drive en vinfarm og en vingård.. Man kan jo næsten gøre det året rundt heromkring,” endte hun sigende. Naturligvis ønskede hun at støtte og hjælpe dem så godt som det hun nu var menneskelig i stand til, selvom det nok var ganske begrænset hvad hun kunne gøre, men.. økonomisk kunne hun vel godt? Og holde et øje med den lille pige, hvis Sonic skulle til Dvasias, kunne nok også ordnes. Hun trak svagt på smilebåndet. At komme ud, ville måske gøre hende godt, men da slet ikke i den forfatning som hun var i, og det vidste hun godt. ”Jeg ved ikke om det er en god idé. Jeg.. kan naturligvis blive i kareten, mens I ordner hvad I nu skal ordne,” endte hun med en sigende mine. Hun havde sin stolthed, og sådan her, ville hun slet ikke have at folk skulle se hende!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var tydeligt skuffet over, at hun slet ikke havde været i stand til at finde nogen hemmelige rum, og hun havde virkelig gjort hvad hun kunne for at finde dem! Hvis der altså var nogen, men det håbede hun jo selvfølgelig på at der var! Hun nikkede med en bestemt mine, for hun var selv fuldstændig overbevist om at det nok skulle være muligt for ham at finde tingene, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun var en bestemt lille pige, hvor hun uden tvivl måtte ligne sine forældre på frygtelig mange måder. ”Mig ved Dadda vil finde dem! Dadda altid gør det!” sagde hun med en bestemt tone, som hun roligt fortsatte med at spise sin mad. At hendes farmor så ikke kommenterede det, var ikke rigtigt noget som hun bed sig mærke i, hvor hun jo egentlig bare ønskede at hendes farmor, såvel som hendes mor, skulle blive frisk og rask igen. Hun vendte blikket mod sin far, som han skænkede op på hendes tallerken igen, for det var skam slet ikke noget som gjorde hende noget, for hun var virkelig sulten! Hun rystede på hovedet. ”Mave bare lidt mere sulten!” beklagede hun sig, som hun tog sin første bid. Det lignede hende måske ikke at have denne appetit, men når der skete så meget på så kort tid, og hun ikke havde fået god mad længe, så var man altså altid mere sulten, end hvad man normalt ville være! At han så ikke ville skænke mere op til hende end bare et halvt glas, var naturligvis en tanke som direkte måtte irritere hende, hvor hun lod det klinge let mod hans. ”Mig ikke spilde igen..” mumlede hun let for sig selv, som hun satte glasset fra sig – denne gang ved brug af begge hænder, så han også kunne se, at det ikke var noget som skulle ske igen! At han hentydet til at tage ind til byen og købe nogle nye kjoler, var naturligvis en tanke som gjorde hende glad, for hun elskede at få nye ting! Hun nikkede helt ivrig, også selvom.. det gjorde hende trist og ikke mindst skuffet, at hendes farmor ikke rigtigt ville med dem, for det kunne jo være så hyggeligt, hvis de alle sammen var taget af sted, selvom hun slet ikke virkede til at ville med. ”Mig vil ha’ farmor med altså….. Dadda.. Skal farmor ikke med..?” Blikket gled stille i retningen af sin far i stedet for. Hendes farmor vidste hun godt ikke havde det særlig godt, men selv hun havde fået at vide af Jacques, at når man var syg, så kunne det være godt med noget frisk luft, og det var vel også det samme i dette tilfælde? Hun ville vel have godt af at komme lidt ud, i stedet for at sidde indenfor hele tiden? Hun tog den sidste bid af sin mad, inden hun skubbede sin tallerken mere ind mod bordet, også som et tydeligt tegn til at hun var færdig. Let gned hun sig i øjnene.

[Deleted]

Sonic ville næsten gætte sig til at der var hemmelige rum her, selvom hans mor ikke havde sagt det direkte, men det kunne jo godt være at familien skjulte noget hemmeligt, for sådan var det jo altid med de hemmelige rum, sådan var det også hjemme på Procias, da han havde gemt alle beviser på hans ’onde’ og ulovlige arbejde i de hemmelige små rum som han havde haft, hvor han havde haft flere på sit kontor, men det hel var nu brændt ned til grunden og det var han ganske tilfreds med. Nok ville et nyt blive bygget, men det ville ikke være et hvor han havde nogen minder, eller hvor han havde sat sit præg, så det kunne han være ligeglad med. Men han havde haft det svært ved at nogen havde boet i det hus han selv var blevet smidt ud af, hans barndomshjem og et hjem han selv havde renoveret efter Ilarias og hans egne raserianfald. Der havde været så mange gode minder, som han ikke havde ønsket skulle besudles af andre, så han havde brændt det hele ned til grunden. Han trak på smilebåndet, da tøsen blev helt bestemt, hvilket hun uden tvivl havde fra begge hendes forældre. Meget måtte hun minde om sin mor, da hun havde mange af sin mors ansigtstræk, foruden at hun havde hans øjne, noget som han faktisk var stolt af! ”Ja, men far kan ikke gøre det uden hjælp fra hans prinsesse,” svarede han selv igen, som han skam ikke gad lede efter hemmelige rum, hvis ikke hun var med ham, for.. det var jo lidt deres ting. At hun stadig var sulten måtte også more ham, som hun virkelig havde en stor appetit for tiden! Men det var måske fordi hun tryg og i gode omgivelser igen, da hun jo havde fået ham hos sig, og det var han selv glad for, da han havde savnet hende frygtelig meget. ”Jamen så skal mave også have lov til at få lidt mere,” svarede han muntert, som han satte tallerknen hen til hende igen, efter at have disket op, inden han så mod hans mor. Hendes ord fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Det lyder jo til at det er det perfekte sted at opstarte en ny vinproduktion. Og igen, jeg håber at du vil hjælpe med at få det i gang,” svarede han muntert. Han så faktisk frem til det, da det blev hans lille projekt at få noget godt stablet på benene og forhåbentlig endnu bedre end det som havde været i Procias. At tøsen var utilfreds med at han ikke ville skænke mere op, fik ham til at trække morende på smilebåndet, da hun var og blev hans lille prinsesse, han blinkede let og stolt til hende, som hun satte glasset ordentligt fra sig med begge hænder, så hun kunne se at han fandt hende dygtig. At hun gerne ville med ud og købe kjoler, forundrede ham ikke, selvom han ligesom tøsen måtte blive skuffet over at hans mor ikke ville med, hvor han også rynkede utilfreds på næsen. Han nikkede roligt til Jacquelines ord. ”Johov! Farmor skal med, så hun kan tilbringe tid med sit barnebarn og hendes søn,” medgav han Jacqueline, skønt det uden tvivl var en hentydning til hans mor, som han vendte blikket mod hende med et kækt smil, da både han og tøsen var stædige og det ville hun hurtigt finde ud af. Desuden så ville det vel også gøre godt for hende? Og så kunne hun både lære ham og hendes barnebarn bedre at kende og det vidste han at hun var interesseret i. Han så mod tøsen som hun skubbede tallerknen fra sig og gned sine øjne. ”Der er vidst én som snart skal i seng.”

[Deleted]

Jacquelines familie bar skam frygtelig mange hemmeligheder, hvor hun jo faktisk selv kendte mange af rummene, men bestemt ikke noget som hun ønskede skulle blive offentlig eller kendt for Sonic. Det kunne godt være, at hun var en stædig kvinde udad til – normalt om ikke andet, men når det kom til familien, så var hun altså en helt anden kvinde. Hun var jo trods alt en.. mor, og en mor gjorde hvad der var nødvendigt, for at passe på sin familie, og det var uden tvivl noget som hun agtet at gøre, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun betragtede dem med en sigende mine. Det forhold til sine børn som han havde til sin datter, havde hun aldrig rigtigt haft, da de allerede fra de havde været frygtelig små, været vant til den hårde behandling og opdragelse, udelukkende fordi at de skulle vokse op til at blive noget stort.. At det så var en mulighed som hun havde revet fra dem, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende, for det var kun noget som efterlod hende med en frygtelig ringe smag i munden. Selv havde hun altid været glad for et glas vin, og det at kunne dele det med en sand vinkender, var faktisk en tanke som morede hende lidt. Desuden var hun ganske overbevist om at han nok skulle klare skærene her til lands og bringe vinproduktionen ordentlig i gang igen, for det var noget som de alle sammen uden tvivl godt kunne bruge. ”Selvfølgelig vil jeg det. Hvis det kan give min søn og mit barnebarn et trygt sted at være med en fornuftig fremtid, så gør jeg det hjertens gerne,” forklarede hun med en ganske sandfærdig stemme, da det jo trods alt heller ikke var løgn. At de jo så til gengæld gerne ville have hende med ud, vidste hun slet ikke om var nogen god ide. Hun så jo forfærdelig ud, og hun vidste det jo godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere. At både Jacqueline og Sonic så ville have hende med, var naturligvis en tanke som glædede hende, og hun kunne jo sagtens tage med.. Bare ikke ned af gaderne, hvor hun faktisk bare gerne ville sidde lidt i kareten hvis det endelig skulle være i den anden ende. ”I giver mig ikke rigtigt noget andet valg, gør I..?” påpegede hun morende. Hun ønskede naturligvis at se hendes familie glad og tilfreds, og hvis det var noget som hun kunne hjælpe dem med, så gjorde hun det gerne. At se lille Jacqueline godt træt, forundrede hende dog ikke. Det var også ved at blive sent trods alt. ”Værelset er gjort klar, Sonic. Op af trappen, til højre og 4. værelse. Du har værelset lige ved siden af, med mindre I foretrækker at dele,” endte hun roligt. Det var i nærheden af hendes eget.. Også selvom hun slet ikke regnede med at sove i soveværelset i det hele taget. Det gjorde for ondt for hende at lægge sig i sengen der.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det havde tydeligt gjort Jacqueline skuffet, at hun ikke havde været i stand til at finde nogen hemmelige rum, men hun var jo heller ikke særlig gammel, særlig stor eller særlig god til det, og derfor havde hun slet ikke noget imod at hjælpe sin far, for så kunne han måske lære hende, hvordan man gjorde det? Det var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod i den anden ende. Nu som det var sagt, så var hun faktisk glad for at have isn far der, og nu hvor hun følte sig tryg, så var det også nemmere for hende at slappe af, også fordi at det allerede var gået op for hende at hendes farmor heller ikke var særlig slem igen, hvilket faktisk også var noget som passede hende ganske fint. ”Jeg skal hjælpe dig, Dadda!” sagde hun med en bestemt tone. Hvis det var noget som kun gav hende i den anden ende, så var det uden tvivl noget som passede hende selv helt fint! Selv nu hvor hun for alvor var begyndt at blive godt mæt, selvom det nu heller ikke var underligt. Hun tog imod sin tallerken, hvor hun tog sit sidste stykke, inden hun satte sin tallerken længere ind på bordet, også selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til som sådan, for nu hvor hun begyndte at blive træt, så var det vel også ved at nærme sig at komme i seng? At far også ville have farmor med i byen, var hun selvfølgelig frygtelig glad for, da hun jo faktisk ønskede at lære hende lidt at kende, og så kunne hun vel også vise dem byen? Det var bestemt heller ikke noget som ville gøre hende det mindste. Slet ikke! ”Nej! Farmor skal med! Igos Dadda..?” Hun vendte sig roligt i retningen af ham endnu en gang, også mest for at få bekræftet at han ville være enig med hende, for det ville skam også være noget som ville betyde frygtelig meget for hende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. At han så bed sig mærke i at hun gned sig i øjnene, sagde hun intet til, også selvom hun faktisk nikkede da han sagde at hun nok burde komme i seng, for hun var faktisk godt træt! Og nu hvor hun var helt mæt i maven, så følte hun sig kun træt! Hun skubbede stille stolen ud, kun for at gå over til ham, hvor hun forsøgte at kravle op i hans skød i stedet for. Hvad der så til gengæld var ordentligt og ikke ordentligt i denne givende situation, var ikke rigtigt noget som hun tænkte over, da hun ikke var andet end en lille pige, som gerne ville være sammen med sin far, og det var der vel heller ikke noget forkert i? ”Mig træt, Dadda..” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun igen gned sig i øjnene. Det var ikke bare lidt træt hun var, men faktisk temmelig meget! Der var jo skam også sket meget for dem på en gang og på frygtelig kort tid!

[Deleted]

I dette store palæ, var Sonic næsten sikker på at der nok skulle gemme sig nogle hemmelige rum, hvor han faktisk selv var nysgerrig efter at finde ud af det, præcis som tøsen var, og derfor havde han intet imod at gå på skattejagt med hende engang, så de kunne finde ud af om der var noget. At tøsen så var bestemt med at skulle hjælpe ham, måtte more ham, da hun endte med at blive lige så bestemt som sin mor, hvilket han fandt komisk, selvom han måtte erkende at han håbede at hun blev en fornuftig pige, langt mere fornuftig end hendes forældre, for han ønskede ikke at der skete hende noget, han ønskede at hun blev en stærk og selvstændig kvinde der kunne klare sig selv. Han turde snart ikke engang tænke på, at hun engang voksede sig stor, da han uden tvivl ville komme til at savne disse stunder med hende, for selvom hun var lille og uvidende, så var hun det bedste i hans liv, hvor han elskede hende frygtelig højt og han ville gøre alt for hende. Han nikkede ganske let. ”Selvfølgelig skal du hjælpe! Far kan ikke gøre det uden dig, min skat,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et stort smil. Han selv spiste roligt videre, hvor han også selv havde disket op et par gange, for han havde også været frygtelig sulten til sidst, skønt han ikke havde beklaget sig som tøsen var, men hun vidste jo heller ikke bedre, netop fordi hun var et barn. Han slikkede sig roligt om munden, som han tog endnu et stykke mørbrad i munden og smagte på det, hvor det virkelig var himmelsk! Han løftede den ene hånd og greb omkring hans mors, for at give den et klem. ”Det glæder mig at høre,” svarede han med taknemlighed i stemmen, så hun vidste at han mente det, for det at hun gad hjælpe ham, betød utrolig meget for ham, da det ikke kunne lykkedes uden hende og derfor havde han også en smule samvittighed ved at komme her og spørge efter hjælp, for han følte at han nassede på hende og det ønskede han jo heller ikke! Han ville bare gerne have et trygt liv og lave noget fornuftigt, så Jacqueline fik en sikker og tryg opvækst og det var vel ikke forkert af ham som tøsens far? Han nikkede roligt enigt til Jacqueline. ”Jo farmor skal med! Hun slipper skam ikke!” medgav han selv i en bestemt tone, som han sendte tøsen et smil, inden han så mod hans mor. Han var skam ikke kommet her bare for at bo og holde hende udenfor, da han ønskede at både ham selv og hans datter fik et forhold til hende, så de kunne blive en familie, ligesom han også håbede på at hans mor kunne hjælpe ham med at opdrage Jacqueline, så hun blev en fornem pige. At tøsen så hoppede ned fra stolen og forsøgte at komme op på ham, fik ham til at fnyse let. ”Jeg spiser Jacqueline,” svarede han morende, selvom han alligevel endte med at tage fat omkring hende for at løfte hende op, selvom han spiste videre. Hun skulle nok få lært manerer med tiden. Han nikkede roligt til hans mors ord. ”Mange tak,” svarede han taknemligt, som han spiste færdigt, inden han skyllede det ned med vin og så mod tøsen. ”Skal vi få dig i seng?” spurgte han med et skævt smil, som han roligt valgte at løfte hende op idet han rejste sig. Han vendte blikket mod hans mor. ”Jeg kommer ned senere,” svarede han roligt, inden han valgte at forlade spisestuen, som han satte kursen ud mod forhallen igen, inden han gik op ad den store marmortrappe og fulgte hans mors instrukser og gik ned til værelset. ”Vil du sove alene, eller inde hos far?”

[Deleted]

Hemmeligheder var der mange af, og selv Jacqueline regnede faktisk ikke med, at hun var kendt med dem alle sammen, selvom det nu heller ikke rigtigt var noget som gjorde hende noget som sådan. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at hun havde haft det bedste forhold til sin kære mand, u den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu som det var sagt, så ønskede hun nu alligevel det bedste for familien, og derfor ønskede hun jo faktisk at de skulle se den bedste side af hende, også selvom det kostede hende i den anden ende. Hun havde brug for at græde ud… selvom hun virkelig foragtede den tanke mere end hvad hun måtte hade noget andet, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun kunne gøre det største ved lige nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun blev roligt siddende og med et svagt smil på læben. Det glædede hende naturligvis, at de gerne ville have hende med ud, også selvom hun ikke helt vidste om det var nogen smart idé. Nu hvor hun stort set stod alene om at repræsentere familien med det ry som den altid havde haft, så var det svært for hende, også fordi at hun så sådan ud som hun gjorde, hvilket næsten var noget som måtte irritere hende mest, for hun vidste, at det ene og alene, var hendes egen skyld. Klemmet omkring hendes hånd, fik hende kun til at sende ham et smil. Han var hendes søn, så naturligvis ville hun da gøre hvad hun kunne for at hjælpe dem, også selvom hun vidste, at Giovanni nok nærmere ville vende sig i graven, dersom han vidste hvad hun havde gang i, men selv det måtte hun mildest talt sige, at hun var ligeglad med. Hun havde familie som ikke ville vende hende ryggen, hvilket hun selvfølgelig var frygtelig taknemmelig for. ”Jeg kan godt fornemme i hvilken retning det her går,” påpegede hun med en næsten munter stemme, som hun let slog ud i en mild latter. I sig selv, så skete det ikke så ofte, men hun morede sig virkelig omkring dem, også fordi at hun vidste, at hun ikke nødvendigvis behøvede at opretholde nogen facade for dem, hvilket uden tvivl var utrolig lettende for hende! At se Jacqueline så træt, at hun faktisk kravlede ned af sin plads, uden at lade Sonic spise færdigt, fik hende til at rynke lidt på næsen. Tøsen burde lære at vente til man havde spist, og at man ikke bare forlod bordet sådan, også selvom hun skam havde forståelsen for, hvorfor Sonic var sådan overfor hende, som han var. Hun nikkede roligt mod dem, som hun ellers bare blev siddende ved bordet, som han valgte at forlade salen sammen med sin datter. ”Bare giv dig god tid..” endte hun roligt, som hun så efter dem. Hans verden kredsede omkring hans lille datter, hvilket hun skam havde forståelsen for, også fordi at han jo lige havde fået hende med sig.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ville selvfølgelig gerne hjælpe far med at finde de hemmelige rum, for så stort som det var, så måtte der jo være nogen! Selv det, var hun slet ikke i tvivl om, om det så var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være! Hun nikkede næsten med en helt ivrig mine, for hun glædede sig virkelig til at komme ud og kigge efter dem, sammen med sin far! ”Mig love at hjælpe!” sagde hun helt ivrigt, som hun næsten klappede i sine små hænder. Det var jo lige før hun ikke kunne sidde stille på sin stol! Nu hvor hun også var ved at være godt mæt, så kunne hun også godt mærke, at hun var ved at være træt. Nu vor hun kunne mærke det, så var hun faktisk realistisk nok til at vide hvornår hun ville i seng eller ikke, og hun var faktisk utrolig træt nu! Og nu hvor hun vidste, at hendes kære far ville være omkring hende, så turde hun faktisk godt at lægge sig til at sove, for det kunne vel heller ikke være farligt her? At hun så kravlede ned af sin stol, for at kravle op til ham, og selvom han sagde at han spiste, for hun kunne jo godt sidde der imens altså! Hun tog plads, mens hun lod ham spise op. Hun ville altså gerne have sin farmor med ud, også fordi at de så kunne være sammen alle sammen! Og det var vel heller ikke så slemt igen, var det? Hun nikkede med en bestemt mine. ”Farmor skal med, Dadda! Det bliver sjovt!” sagde hun med et helt stort smil på læben, også selvom det hurtigt falmede, som hun gned sig i øjnene. At han så ville putte hende, havde hun slet ikke noget imod, også selvom hun vel heller ikke havde noget nattøj endnu? Armene slog hun omkring hans nakke, som han rejste sig op, for hun ville faktisk gerne i seng, for hun var virkelig ved at være godt træt! Lige nu var det ganske vidst heller ikke hendes mor som hun tænkte på, også selvom hun faktisk godt kunne forstå at hendes far meget gerne ville være sammen med sin mor. Hovedet lagde hun stille mod hans skulder, som hun let lukkede øjnene, hvor hun næsten måtte falde i søvn til hans vuggende gang. At han så spurgte ind til hvor hun ville sove henne, fik hende til at kigge op. Umiddelbart ville hun ikke sige, at hun turde sove alene endnu, for det var jo et helt nyt sted for hende, og det turde hun altså ikke! Let gemte hun sig ind mod sin far, som hun igen slog armene omkring hans nakke igen. ”Gerne sove inde hos dig, Dadda..” endte hun ganske dæmpet. Hun kvalte et gab ned mod hans skulder – forsøgte på det om ikke andet, for hun var godt mæt og nu også frygtelig træt, så hun ville faktisk gerne sove nu.. hvilket hun under normale omstændigheder, slet ikke ville, men nu var straks en helt anden sag!

[Deleted]

“Det lyder godt prinsesse,” svarede Sonic med en varm røst. Han ville hjertens gerne have hende med sig ud på deres lille skattejagt, da det var noget han havde vist hende og dermed også noget som de to havde sammen. Han elskede desuden at bruge tid på sin lille pige, for selvom hun var lille og ikke forstod meget, så ønskede han jo at være den som lærte hende hvad der var vigtigt, han ønskede at være der for hende, som en far skulle være, særligt nu hvor han var gået glip af så meget, for han havde ikke engang været der til at se hende tage de første skridt, hvor hun var vokset så hurtigt på så kort tid! Og af hvad han vidste så havde ingen af de andre lært hende noget som helst, for Camryn og Jacques havde tydeligvis ikke vist særlig meget interesse for hende, og Evan havde haft for travlt med sit arbejde at børnene kunne være blevet dræbt den dag han havde fundet dem, noget som han ikke fandt sig i. Hun var kun sikker hos ham, for han ville passe på hende med sit eget liv som indsats, fordi hun betød verdenen for ham og mere endnu. Han vendte blikket forundret mod hans mor, da hun slap en munter latter, selvom smilet hurtigt krusede over hans læber, da det glædede ham at se hende lidt munter igen, og at hun ikke var helt deprimeret. At tøsen så nærmest kravlede op på ham, var noget som de nok skulle få gjort noget ved med tiden, så hun kunne blive en ordentlig og fin prinsesse. ”Ja du sidder overfor to stædige dæmoner, så du slipper ikke!” svarede han morende til sin mor, inden han vendte blikket mod sin pige, som han strøg blidt over håret. ”Det bliver rigtig sjovt! Og vi skal ud og købe alt hvad en prinsesse har brug for! Og farmor skal hjælpe, for farmor har rigtig meget forstand på prinsesser!” svarede han bestemt og muntert, som han sendte tøsen et bredt smil. Tøsen havde jo faktisk snart ikke nogen som helst ejendele. Hun havde haft et par kjoler i skabet ved Evan, hvor han havde pakket alt hun havde haft og meget var det ikke. Roligt gik han op ad trappen, og ned til værelset. ”Så sover du inde ved far,” svarede han roligt. Det havde hun også gjort på kroerne, så det gjorde ham ikke det mindste, særligt ikke hvis det gjorde hende tryg. Han åbnede roligt døren og så at tjeneren havde fået alle deres ting op fra hesten af, hvor han næsten havde glemt hvor godt det føltes at have tjenere til at gøre tingene for sig. Han gik over til den store seng, hvor han trak dynen til side, kun for at sætte hende fra sig. ”Kan du komme ud af tøjet? Så pakker far ud imens,” svarede han roligt, som han gik i gang med at åbne de få tasker som der tilhørte dem begge, hvor der ikke gik længe før han havde fået pakket det hele ud. Kjolerne var blevet hængt i skabet, ligesom hans få skjorter, hans få bluser og bukser var foldet sammen og lagt på hylderne i skabet, hvor han ikke engang selv ejede særlig meget mere. Luksussen var hurtigt røget efter hans død, hvor han havde levet som en hjemløs og fattig på gaden, hvilket han ikke just var stolt af, men sådan var han jo rent faktisk også vokset op, skønt han havde været den førstefødte grevesøn, men han var stukket af hjemmefra, da han havde været helt lille.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline glædede sig uden tvivl til skattejagten med far, og det kunne jo også godt være at farmor ville med? Det kunne jo være, at hun kendte til nogen af stederne, som måtte være herude? Ikke fordi at det var noget som hun tænkte mere over, da det vigtigste for hende, var at have sin far lidt for sig selv, nu hvor hun endelig havde muligheden for det, så det var bestemt heller ikke fordi at hun ville lade den gå fra sig! Efter alle de historier om de grumme vampyrer, hun havde fået fortalt af sin far, da hun havde været helt lille, så havde hun haft et dårligt syn på dem, og det at leve med dem, var slet ikke noget som kom på tale mere! Evan havde på sit vis været god nok, for han havde huset hende, givet hende et eget værelse, også selvom hun ikke havde været synderlig interesseret i noget som helst af ham, og nu hvor hun havde sin far, så var alt i skønneste orden for hende! Nu hvor hun havde kravlet op og sat sig i sin fars skød, så kunne det snildt være et tegn på utryghed eller det at hun bare ønskede fars bekræftelse, og den fik hun og det var hun tilfreds med! Hun smilede over hele hovedet, for hun ville meget gerne have farmor med i byen, og det at hun grinte fik hende til at se lidt mere rask ud! ”Dadda..? Farmor ikke se syg ud, når hun griner,” påpegede hun, som hun lænede sig mere ind mod ham. Hun var måske en smule genert, selvom det var noget som der som regel gik hurtigt over, når hun følte sig tryg omkring dem, som hun var omkring, så det var noget som faktisk passede hende ganske fint. ”Mig ha’ nyt tøj! Og.. og legetøj!” sagde hun med en næsten helt ivrig stemme, for hun havde jo slet ikke noget mere! At blive båret ud og op mod værelset, havde hun egentlig heller ikke noget imod, for hun ville faktisk gerne i seng. Det var specielt om nætterne, at hun savnede sin bamse, men så var hun faktisk glad for at hun havde sin far at putte ind til, for hun manglede lidt sin bamse, men nu hvor hun også var omkring nogen, som faktisk var i stand til at se hende, så var det faktisk ikke så slemt igen, for hun havde jo faktisk nogen at snakke med. Som de kom ind på værelset, så bed hun sig ikke rigtigt mærke i at det var ren luksus at tingene var båret op, for det var ting som hun var vant til, også ved Jacques og Camryn, men også lidt ved Evan. Hun nikkede til hans ord, som han satte hende på sengen. ”Det kan mig selv!” sagde hun med en helt stolt stemme, som hun hoppede ned på gulvet, for at kravle ud af hendes kjole, som hun lod falde til gulvet, kun for at kravle op i sengen endnu en gang. Hænderne foldede hun let foran sig, som hun vendte sig mod ham. Igen gned hun sig i øjnene. ”Kommer du og putter mig..?” spurgte hun endeligt. Hun var virkelig ved at være træt!

[Deleted]

For Sonics vedkommende var det varmende at sidde her som en lille familie, selvom han naturligvis måtte mangle Ilaria, for at det var helt perfekt og han var skuffet over at hun ikke havde gidet at tage med ham, da hun konstant måtte afvise ham og nu også hendes egen datter, hvilket gjorde ondt, men der var ikke så meget at gøre ved det, da han ikke just kunne kidnappe hende. Han ville dog ønske at hun var her, så han kunne se til hende og sørge for at hun fik spist og at hun fik det bedre, alt hvad han nu kunne hjælpe med under graviditeten. Men fordi hun ikke var her, og fordi nyheden var kommet så pludselig, så anede han ikke engang hvordan han skulle reagere, for det var helt surrealistisk. Han havde lige fået sin lille prinsesse igen og så fik han at vide at han skulle til at være far igen? Det var underligt. Han ville også vente med at fortælle det til Jacqueline, til hun var blevet lidt mere tryg og var blevet vant til det hele, da hun havde været tre stedet indenfor et halvt år og det var frygtelig meget, og han vidste desuden heller ikke hvordan hun ville tage nyheden omkring det. Han trak på smilebåndet som han vendte blikket ned mod tøsen der sad på hans skød, hvor han nikkede. ”Farmor har det også meget bedre,” forsikrede han hende, som han kyssede hende på håret. Det var måske ikke helt sandt, men han gik ud fra at det alligevel hjalp lidt at der var kommet liv i huset, for så var hun i det mindste ikke helt alene. At tøsen så blev helt ivrig, fik ham til at slippe en munter latter. ”Det skal du nemlig. Alt hvad en prinsesse skal have,” svarede han medgivende, som smilet forblev varmt og morende på hans læber. Han ville gerne forkæle hende, så meget som han overhovedet kunne, da han ønskede det bedste for hende, selvom det nok ikke blev til så meget i morgen, da han ikke havde den største formue, for rent faktisk var han blevet fattig, men det skulle nok komme med tiden, når han først fik gang i vinproduktionen. Som han kom op på værelset og satte hende fra sig, smilede han ganske let, da hun sagde at hun selv kunne få tøjet af, hvilket han også havde regnet med. ”Det var godt,” svarede han varmt og med en stolt undertone, som han smilede for sig selv, da han gik i gang med at pakke ud. Det var helt utroligt at tænke på at hun slet ikke var så hjælpeløs mere, som hun havde været, da hun havde været baby, men det var på sin vis også dejligt, for så kunne hun også gøre lidt selv i stedet for at han skulle gøre alt. Han vendte sig mod hende, som hun var klar, hvor han gik hen til sengen og trak dynen over hende, som han puttede hende godt under, inden han satte sig på knæ. ”Kan du sove rigtig godt? Far går ned til farmor igen, hvis der er noget, så kommer du bare ned, ellers kommer far op til dig snart og går selv i seng, okay?” fortalte han roligt. Vejen var ikke lang, da hun bare skulle ned ad gangen og ned ad trappen for at komme ned i forhallen og ind i pejsestuen, hvor han gik ud fra at de ville sætte sig. ”Må far få et godnatkys?” spurgte han roligt, hvor han truttede munden, som et tegn til at han ville have at kys.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At se sin farmor smile, var naturligvis noget som Jacqueline virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun så pludselig langt mere frisk ud, hvilket hun godt kunne lide. At det jo så ikke var tilfældet, var ikke rigtigt en tanke som slog hende, da hun jo kun var en lille pige. Let lagde hun sig ind mod sin far, som hun nikkede ganske let til hans ord, for det var faktisk en tanke som gjorde hende utrolig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Igen gned hun sig let i øjnene. ”Kan mig godt se.. Mig godt lide det,” fortalte hun stille, som de endelig kom op på værelset. Selvom det måske var endnu et fremmed sted, hvor hun havde været vidt omkring allerede i løbet af ganske kort tid i hendes tidlige år, samtidig med at hun nu havde sin far nu, og nu også sin farmor, så var det frygtelig mange småting som hun skulle til at vænne sig til, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan. Hun hoppede ned af sengen, for med stolthed i minen, at vise sin far, at hun selv kunne tage tøjet af, så hun kunne blive puttet. ”Mig gerne have en ny bamse, Dadda..” sagde hun endeligt, som hun vendte blikket mod ham igen, som hun havde fået fjernet sit tøj, kun for at kravle op i sengen endnu en gang, hvor hun satte sig til, så han ville være i stand til at putte hende. Ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod, for når hun var så træt som hun var i denne stund, så ville det uden tvivl kun gøre godt med noget søvn, og det at vide at hendes far ville være der, var noget som uden tvivl ville passe hende fortrinligt! Som han lagde dynen om hende, så lagde hun sig godt til rette. Selv måtte hun erkende, at hun lå meget bedre her, end de andre senge som hun havde ligget i sammen med sin far, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Igen kvalte hun et gab, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun nikkede til hans ord. At sove godt, skulle hun uden tvivl være i stand til! ”Okay Dadda.. Du give farmor godnatmys fra mig?” spurgte hun. At han truttede med munden og bad hende om et godnatkys, fik hende kun til at grine ganske let, inden hun tog omkring hans kinder med begge sine små, inden hun lænede sig frem og gav ham et kys, inden hun igen lagde sig ned i sengen ved siden af ham, så han kunne få lov til at putte hende ordentligt. Når hun skulle sove, så manglede hun sin bamse, selvom hun slet ikke fortrød, at hun havde skænket den til Zachary, for han havde gjort så meget for hende, og han havde jo givet hende det armbånd som hun endnu havde på sit håndled. Selv hun nægtede at tage det af!

[Deleted]

Der ville nok gå noget tid før Sonics mor ville få det godt igen, hvis hun overhovedet ville, for chancen at hun ikke ville, var der trods alt, men nu hvor hun havde lidt selskab, så kunne de jo godt få hende lidt på andre tanker og det ville måske være med til at hjælpe hende med at komme tilbage på rette sti igen. Han ønskede ikke at tøsen skulle opleve tabet af sin farmor, særligt ikke når hun lige kom til at lære hende at kende, for det var trods alt familie. Meget skete der også for tøsen i øjeblikket, da både mor og farmor var syge, plus mor skulle have et barn til og om tøsen ville finde det godt eller dårligt, anede han ærligtalt ikke, derfor var han også lidt nervøs for at skulle sige det til hende. Indtil videre ønskede han blot at nyde tiden med sin pige, nu hvor han endelig havde fået hende tilbage, og derfor så han frem til at få hende med ud og shoppe, så hun kunne blive rigtig glad, for det var vel også lang tid siden at hun havde fået noget sidst? ”Det kan jeg også,” istemte han roligt. Han kunne godt se at tøsen var træt, da hun hele tiden måtte gnide sig i øjnene og af og til gabe, hvilket alligevel måtte more ham. Det havde dog været en lang dag for hende, da de havde rejst det meste, hvilket også havde udmattet ham, så der gik nok ikke længe før han selv ville lægge sig til ro, og så var der en ny dag i morgen, som de nok alle skulle komme til at nyde godt af. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. Hun ville have en ny bamse? Den anden havde hun givet til Zachary, hvilket faktisk havde forundret ham, netop fordi han vidste hvor glad hun havde været for den, for det havde han jo set under første møde. Men det var stort af hende at give den væk og en ny kunne hun desuden altid få, så det var jo intet problem. ”Og du skal få den største og bedste bamse som findes!” svarede han muntert, som han roligt kom over til hende, hvor han satte sig på knæ, imens han puttede hende under dynen. At hun satte sig op og bad ham om at give farmor et godnatmys, trak han let på smilebåndet. ”Det skal jeg nok,” lovede han hende, som han sendte hende et varmt smil. At hun grinte, fordi han ville have et kys, fik ham kun til at smile, hvor han tog imod hendes, da hun lagde hænderne mod hans kinder og kyssede ham, hvilket fik ham til at trække morende på smilebåndet, som han lod hende lægge sig ned, hvor han valgte at putte hende under dynen endnu engang. Han rejste sig roligt hvor han kyssede hende mod håret, inden han tændte den lille lampe ved natbordet ved hendes side. ”Far lader lyset være tændt, til jeg kommer tilbage,” fortalte han roligt, som han strøg hende blidt over håret. ”Sov godt prinsesse. Far elsker dig. Og husk, du skal bare kalde, hvis der er noget og så kommer jeg straks,” svarede han i en varm røst, så hun vidste at der ikke var noget galt, og at hun sagtens kunne være tryg, og hvis noget endelig skulle gå galt, så ville han ikke være langt væk. Han gik roligt mod døren, hvor han kort så sig over skulderen. ”Godnat,” endte han en sidste gang, inden han roligt lukkede døren, for at søge ned i pejsestuen, hvor han gik ud fra at hans mor havde taget plads.