Finally back home?

[Deleted]

Det var taget nogle dage at komme fra Appolyon og hele vejen til Peula, hvor Sonic og Jacqueline havde været nødsaget til at søge ind på nogle kroer, for at overnatte. Første nat havde været i Dvasias, anden nat havde været i Imandra, hvor de hele den tredje dag, var reddet mod Peula. Det var lang tid siden at han sidst havde set sin mor, hvor han faktisk havde lovet hende at han ville komme hurtigt tilbage igen, men det var ikke gået som planlagt, selvom alt også var røget ud af spor, da han ikke havde forventet at hans datter ville blive ført væk, ligesom han havde haft sit at slås med angående Ilaria, hvor han tilmed havde gjort hende gravid igen. Han ønskede også at hun var taget med dem, for så havde han kunnet tage sig af hende, og han måtte erkende at han tit tænkte på hende, eftersom han var bekymret for hende, dog så havde Jacqueline alligevel formået at aflede hans tanker, som de ordentlig havde fået lov til at nyde tiden sammen, bare far og datter, hvilket var noget som han havde nydt, da det bare havde været de to og ingen andre til at forstyrre dem. Folk havde dog kigget underligt på dem, da de var kommet ind på kroen, for der kom ham med et grimt ar i ansigtet og nærmest lignede den slemme fyr og så med en sød lille prinsesse på armen, det var ikke just normalt, men det havde han dog ikke taget sig af. Hun havde også fået lov til at ligge ved ham i sengen, hvilket hun virkede til at have nydt godt af, for hun havde ikke vækket ham i løbet af natten, men sovet hele vejen igennem. Han selv havde dog haft svært ved at sove, da hans tanker konstant måtte hvile omkring Ilaria og til tider på hans mor, for han var også bekymret for den kvinde, da hun slet ikke havde besvaret hans brev som han havde sendt af sted, hvilket gjorde at han frygtede det værste. Det ville bestemt heller ikke være sjovt at kommer dertil og få at vide at hun var gået bort, for.. så vidste han ærligtalt ikke hvad han gjorde! På hesten var de dog endnu engang, hvor de red ganske roligt igennem Valvor Pairo, hovedstaden i Peula, hvor hans mors familie rent faktisk havde været den mægtigste men han havde hørt at det var gået ned ad bakke, siden hendes mand var gået bort og det måtte også bekymre ham. Han vidste dog godt hvad tab kunne gøre ved en person, da han selv havde oplevet det. Mange sjove ting var de redet forbi igennem byen, hvor de nu var kommet en anelse ud af byen, hvor man kunne se oppe på den store bakke, at der lå et flot stort prægtigt palæ. Han pegede roligt derop. ”Se der Jacqueline.. Der bor farmor. I et helt slot,” svarede han med et muntert smil, hvor det måske ikke helt var et slot, men stedet var uden tvivl stort, hvilket man også tydeligt kunne se. Hele klimaet var også blevet ændret, da de var gået fra Dvasias kolde vinter, til en mild vinter her i Peula, hvor graderne var høje i forhold til Dvasias, så det kunne forekomme helt varmt, men de var jo også et tropisk sted. Roligt steg han ned fra hesten, som de kom til porten, som han åbnede, inden han trak hesten op igennem indkørslen, hvor man kunne se ud i den store tropiske have, samt se på den kæmpe sø som hørte til huset. Han så sig kort tilbage. ”Er her ikke flot?”

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

De mange overnatninger var slet ikke noget som Jacqueline havde haft noget imod, da hun havde haft lov til at have sin far alene og for sig selv, hvilket var noget af det vigtigste for hende, også selvom hun helt klart var bekymret for hendes kære moder, så var det ikke noget som hun kunne gøre det mindste ved af den grund, selvom det nu heller ikke altid var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund. Sengen havde hun delt med isn far, hvor hun havde haft sin fars favn at sove i, hvilket jo faktisk var noget som passede hende særdeles fint, for hun havde sovet natten igennem for første i gang i frygtelig lang tid, for hun følte sig virkelig tryg! Mere tryg end hvad hun havde været igennem frygtelig lang tid. At folk havde kigget efter dem, var hun efterhånden vant til, for folk havde også kigget efter hende i Procias, også selvom hun ikke kunne lide det.. Derfor var hun glad for, at hun havde haft sin fars favn at søge til, når hun blev for utryg. Nu hvor de igen havde reddet i et godt stykke tid, så var hun mere eller mindre holdt op med at kævle, kun for at falde i søvn ind mod ham, til de endelig måtte nå frem til Peula. Hvem hendes farmor var, var selvfølgelig noget som gjorde hende utrolig nysgerrig og alligevel en smule urolig, for hun vidste jo slet ikke om det var en kvinde som ville kunne lide hende eller noget som helst, og det var noget som hun havde svært ved at forholde sig til. Som de endelig måtte nå frem, så slog hun let øjnene op, hvor hun fik øje på det store hus som i sig selv, næsten måtte ligne et helt slot foran hende. Hun blinkede let med øjnene, kun for at gnide sig i dem, kun for at kigge igen. Hvad hun kunne se, var noget som hun helt klart godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Næsten som hun måtte måbe ved synet af det, så var det noget som faktisk gjorde hende utrolig nysgerrig! ”Farmor bor her? Det er et slot, Dadda! Lige til en prinsesse som mig!” konkluderede hun med en hurtig stemme, som hun slet ikke var i tvivl om, at det var noget som var lige for hende, for det var det i den grad! Hun satte sig igen op, hvor hun viklede tæppet en smule af sig, for hun kunne tydeligt mærke, at det var langt varmere her, end hvad der havde været der hvor de havde sovet i går, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan. Hun vendte blikket mod ham. Hun var bekymret for sin mor, men nu var det bare som om at det slet ikke var noget som hun kunne tænke på, da hun skulle til at møde sin farmor, og selvfølgelig var det en tanke som i sig selv, gjorde hende utrolig nysgerrig, det var helt sikkert! ”Det fint, Dadda!” sagde hun glad. Søen havde hun set, og hurtigt set væk fra igen, da hun slet ikke ønskede at komme i nærheden af den. Hun havde jo trods alt set hvad der var sket sidst!

[Deleted]

Sonic vidste godt at hun var bekymret for sin mor, hvilket han jo tydeligt kunne mærke på den stakkels pige, der skulle til at vænne sig til en helt ny tilværelse, hvor mor og far var skilt. Han selv ville skam have foretrukket at Ilaria var taget med dem, men det havde han jo også gjort tydeligt flere gange. Usikkert var det mellem dem, men det blev jo på ingen måder bedre, hvis ikke de gjorde noget ved det! Han havde sagt hvad han ville have og han ville have hende, han ville have at de blev en familie igen, særligt når der var et nyt barn på vej, for.. han skulle jo være far igen! Hvornår han skulle fortælle det til Jacqueline vidste han ikke, men foreløbig blev det dog ikke, da tøsen lige skulle have lov til at få lidt ro til hovedet, inden hun blev kastet igennem en ny og stor nyhed, som han trods alt ikke vidste hvordan hun ville reagere, da hun var vant til at være enebarn. Han ønskede dog bare det bedste for dem alle, hvor han også gerne ville være der igennem Ilarias graviditet, selvom han mest af alt gerne ville være hos hende nu, for han vidste jo ikke hvordan hun havde det, og han hadede at være så bekymret! Han kunne jo slet ikke spise eller sove! Tøsen så dog ikke ud til at have haft svært ved at sove, skønt de havde sovet på fremmede kroer, men hun havde jo også haft ham til at gøre hende tryg, hvilket også kun måtte glæde og varme ham, for det havde hun fortjent. At hun så var faldet i søvn i løbet af turen til Peula, sagde han dog intet til, da turen ganske vidst var lang, men han kunne heller ikke rigtig galopere, når han havde hende med sig, så det måtte tage lidt tid. Klokken var dog mange, da solen var ved at gå ned i horisonten og malede sine sidste nuancer på himlen, hvor månen allerede var på vej op i den anden ende af himlen, ligesom de første stjerner. At hun var vågen igen, da de kom tættere på, fik ham til at smile ganske let, som han pegede op mod det store palæ, der nok ville føles som et helt slot for en lille pige, da det var enormt! At tøsen så også måtte konkludere at det var et slot og at det passede til en prinsesse som hende, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Ja.. det er helt perfekt for os. Men Her bor farmor husk det. Vi finder nok vores eget slot et andet sted i byen,” fortalte han roligt, så hun ikke blev for vant til det, eftersom han skam ikke havde tænkt sig at nasse på sin mor resten af livet! Godt nok havde hele hendes familie altid holdt sammen og boet under samme tag, men derfor så var han stadig udefrakommende og ville ikke anmasse på den måde. Han ville desuden også gerne have sit eget. Han gik roligt op ad indkørslen, hvor han bandt hesten til en stolpe, inden han gik hen og tog fat om tøsen, så hun kunne komme ned. ”Kom tag mig i hånden,” opfordrede han roligt, som han tog om hendes lille hånd og førte hende med sig op ad den lille marmortrappe, så de kom op til hoveddøren, hvor han roligt valgte at tage om dørhammeren, som han slog imod den store hoveddør, så man kunne høre nogle solide bank indenfor, der nok skulle få en eller anden til at åbne op. Hvordan hans mor havde det, anede han ikke, men han var skam også bekymret for hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var meget som Jacqueline skulle til at vænne sig til, selvom hun selvfølgelig håbede på at det ville ske på et tidspunkt. Når det endelig skulle komme til stykket, så var hun bare glad for, at hun havde sin far, for det var mere eller mindre det eneste som faktisk betød noget for hende, for med sin far, så var hun da mere eller mindre sikker på, at hun havde det som hun ville have det, også selvom hun virkelig var bekymret for sin mor. At de havde overnattet forskellige steder, var ikke noget som hun havde noget imod som sådan, også selvom hun slet ikke brød sig om at folk kiggede sådan efter dem, men så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv var hun faldet i søvn ind mod sin far, som de nåede ind til Peula, hvor det først var da han igen valgte at snakke til hende, at hun vågnede op igen. At se det store hus foran dem, var jo næsten som at se et helt slot! Og det var noget som hun virkelig godt kunne lide! At det jo så var hendes farmors sagde hun ikke noget til, også fordi at hun slet ikke havde nogen anelse om hvor lang tid de faktisk skulle være der. Hun nikkede næsten en smule skuffet. ”Mig gerne have et slot, Dadda.. Et helt slot til mig selv,” endte hun med en bestemt tone, som hun vendte blikket op mod ham, som han valgte at hoppe af hesten og tage om seletøjet i stedet for, hvor hun tog omkring sadlen, så hun ikke endte med at falde af, for der var altså langt ned! Som han fik den bundet til en stolpe, så kom hun langt om længe ned, selvom det nu heller ikke var noget som hun havde det mindste imod. At hendes farmor heller ikke havde det godt, vidste hun ikke, da det vigtigste for hende, var at hun havde sin elskede far. Hun nikkede mod ham og med et smil på læben, idet at hun tog omkring hans hånd, for hun kunne faktisk godt opføre sig ordentligt. ”Gerne op til dig,” endte hun dæmpet, selvom hun nu alligevel blev på jorden. Selv var hun jo en kende genert når man skulle møde nye, ligesom alle andre også var når de mødte nye i hendes alder, så der var hun jo heller ikke ligefrem meget anderledes end hvad der var normalt. Hun gik roligt med ham op til døren, hvor han tog om dørslaget og bankede på, hvor hun alligevel måtte føle, at hun faktisk blev en anelse nervøs og ikke mindst usikker. Hun trak vejret dybt, idet hun igen gjorde tegn til sin far om at hun gerne ville op, for hun var faktisk temmelig usikker på hvem og hvad de ville møde på den anden side af døren, og så var det uden tvivl fars tryghed som ville gøre godt, det var der ingen tvivl om!

[Deleted]

Tiden gik efterhånden i et for Jacquelines vedkommende. Alt synes at være gået fuldstændig i stå, siden hun havde mistet Giovanni. Selvom det måske var at sætte det lidt på pind, så følte hun faktisk, at det var hendes skyld, at hun havde miste ham, for hun havde ikke plejet ham godt nok.. De havde aldrig ordnet ordentligt op i deres problemer, før hun havde mistet ham, og jo længere tid der gik, jo mere følte hun at hun slet ikke magtet det liv som hun havde. Det var lang tid siden hun havde set Sonic, og et sted så regnede hun jo faktisk ikke med at se ham igen. Han havde vel fundet ud af det hele med Ilaria? Brevet havde hun ikke svaret på, udelukkende fordi at hun ikke havde magtet det. Det eneste som hun egentlig havde besvaret, var det som Giovanni havde fået fra Ezekiel, kun for at meddele ham at Giovanni var død og gravlagt, samt informere manden om, at hun sikkert meget snart tog samme tur, for hun magtet virkelig ikke at leve mere.. Hårdt sagt måske, men uden Giovanni, så kunne hun virkelig ikke magte noget. Han havde været hendes overskud, som han havde været alt det gode ved hendes liv, og nu var det hele bare.. væk.
Igen var hun endt med at falde i søvn inde på sofaen. Selve huset så heller ikke direkte fint ud, da der ikke var mange tjenestefolk tilbage. Renholderen var der selvfølgelig og kokken, hvilket nok mere eller mindre var det. Slagene mod døren, var noget som alligevel rev hende en smule ud af søvnen. Tynd var hun blevet med tiden, hvor det næsten synes at hendes hud nærmest klistrede sig til hendes knogler og hendes ben. Hun havde ingen appetit, og hun sov mere eller mindre hele tiden, ellers sad hun ude ved Giovannis grav. Ja, et sted så var det vel heller ikke helt positivt at være mentaldæmon, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvordan hun skulle komme over tabet. Hun trak vejret dybt, idet hun tvang sig op på benene. Butleren havde hun jo trods alt heller ikke mere, men igen, så var hun heller ikke vant til at få besøg. Umiddelbart kunne hun forestille sig at Ezekiel havde valgt at lægge sig turen forbi hende, selvom hun ikke rigtigt kunne se grunden til hvorfor. Kjolerne som hun gik med, hang slapt omkring hendes krop, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så tungt igen. Hun vidste at hun så gyselig ud, og derfor var hun helt klart også glad for, at det ikke var noget som Giovanni skulle se. Hun rettede sig op, også selvom hun så forfærdelig ud, og ikke mindst utrolig træt, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. ”Jeg kommer nu..” endte hun blot, som hun tog om døren, kun for endelig at få den tvunget op. At det så ikke var Ezekiel, men.. Sonic som stod på den anden side af døren, var helt klart ikke noget som man kunne sige, at hun havde regnet med at skulle se. Let blinkede hun med øjnene. ”Gud.. Sonic.. Jeg havde ikke regnet med at se dig her.. Kom ind..” Automatisk hoppet hun ind i rollen som en voksen, hvor hun nærmest lod som ingenting var galt. Roligt fik hun døren helt op, hvor hun tillid dem at komme indenfor. Pigen ved hans side, kunne hun næsten gætte sig til, måtte være hans datter.. Hendes barnebarn.

[Deleted]

At Jacqueline havde sovet på vej til Peula, havde Sonic ikke sagt noget til, da han blot lod hende. Hun var trods alt en lille pige og havde brug for at sove lidt mere end hvad voksne havde, da hun vel stadig skulle sove til middag? Han var faktisk ikke sikker, men han havde jo heller ikke forstand på små børn og deres vaner, da han egentlig bare.. gjorde som han nu gjorde. Han havde dog altid ønsket at tøsen fik det bedste af det bedste, hvilket han skam ikke havde tænkt sig at lave om, skønt han ganske vidst ikke ville kunne give hende hvad som helst, desuden var han også nød til at skaffe sig et hjem på en eller anden måde, et hjem som de alle kunne blive glade for. At hun så blev helt skuffet og sagde at hun ville have et slot til hende selv, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Du sætter da godt nok høje krav til din gamle far, min pige,” svarede han morende, som han kort så sig over skulderen og rystede let på hovedet af hende. Han kunne ikke bare give hende et slot uden videre! Dog ville han gerne selv have et flot sted de kunne bo, en flot herregård eller et prægtigt palæ som dette, hvor hans mors hjem uden tvivl var imponerende! Og han håbede at de endnu var velkommen. Han vidste jo faktisk slet ikke hvordan hun havde det eller noget, hvor han slet ikke havde hørt fra hende, hvilket gjorde ham frygtelig bekymret. Som han fik bundet hesten fast, gik han roligt med Jacqueline i hånden op til døren, at hun så gjorde tegn til at hun gerne ville op, fik ham til at se ned på hende, et sted ville han gerne have at hun bare rettede ryggen og tog det som en.. kvinde, da de trods alt ikke var noget farligt sted, men han måtte også sige til sig selv at hun kun var en lille pige, hvilket fik ham til at gå ned i knæ, kun for at løfte hende op, så hun kom op og sidde på armen. Han ville gerne have at hun blev en fornuftig pige med gode manerer, da han måtte erkende at han helst ville have at hun mindede så lidt som ham og Ilaria som muligt, da han trods alt ønskede det bedste for hende, og det kunne hans mor vel hjælpe med? Hun kom trods alt fra en rig, adelig og fornem slægt. Han kunne høre den velkendte stemme på den anden side af døren, hvilket alligevel måtte gøre ham rolig og lettet, for så var hun i det mindste endnu i live! Han måtte dog stå og stirre på hende, da hun åbnede døren for.. hun så jo direkte forfærdelig ud! Man kunne tydeligt se at han stod og var i chok, hvor han let blinkede med øjnene, hun lignede jo et skelet! Han rystede let på hovedet, som han så fra hans mor og til sin datter. ”Jacqueline.. dette er din farmor,” svarede han roligt, som de jo faktisk hed det samme, men da de havde familietitler kunne det vel ikke gå helt galt? Han valgte roligt at træde indenfor, hvor han forsigtigt satte Jacqueline fra sig på gulvet, inden han vendte sig mod sin mor. Han gik roligt hen, hvor han omfavnede hende, skønt det var forsigtigt, da han næsten var bange for at knække hende, så tynd hun var blevet. ”Hvordan pokker er det du ser ud?” spurgte han tydeligt med angst i stemmen, for der var jo sket meget siden sidst!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline kunne godt være krævende, hvilket mange faktisk havde fortalt hende frem til nu, selvom hun nu heller ikke tog det så tungt, for hun lignede sin mor og sin far, og det var faktisk noget som hun var helt stolt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Blikket gled stille mod hans skikkelse, som hun let blinkede med øjnene. Hun kunne godt lide at han faktisk selv kaldte sig for gammel, for han var jo meget gammel i forhold til hende, som hun kun var en lille pige! ”Jamen.. Prinsesse bor på slot, Dadda..! Det mig fået vide fra bøger!” påpegede hun med en ganske bestemt mine. Hun kunne godt lide at forkæles, og lige i den situation, så tog hun ikke så tungt, at hendes far ikke rigtigt vidste hvad han lavede, for det var noget som man vel fandt ud af før eller siden? Desuden kunne hun godt lide at være glad, og han gjorde hende jo også rigtig, rigtig glad! Det var jo næsten et helt slot som hendes farmor boede i, og det ville hun jo også gerne have! Selvom hun var en lille pige, så var hun faktisk usikker og genert, og ville faktisk gerne op til sin far! At han så valgte at gå i knæ og samlede hende op, så slog hun igen armene omkring hans nakke, kun for at holde sig tæt ind mod ham. Som døren alligevel måtte gå op, så vendte hun blikket mod sin farmor. Hun så virkelig syg ud! Hun blinkede let med øjnene. Både mor og farmor var syg? Hun kunne slet ikke lide det! Igen gemte hun sig mere ind mod sin far, som de trådte indenfor. Det var faktisk lidt sjovt at hun hed det samme som sin farmor, men det var slet ikke noget som hun kommenterede lige nu, for det var hun alt for genert til! Som de kom indenfor og hun blev sat ned, så slap hun ham med en utilfreds mine, idet hun vendte sig mod dem og så dem give hinanden et knus. Selv så hun sig bare lidt omkring. Det var næsten som da hun havde været hjemme ved Evan og stedet var virkelig, virkelig stort! Hun fumlede igen stille med halskæden som hun havde om halsen, inden hun igen vendte blikket mod sin far og sin farmor. Selv var det svært for hende at forholde sig til, men det var noget som hun virkelig skulle vænne sig til. Tungen strøg hun let over sine læber, idet hun stille vendte sig med ryggen til dem og gik lidt mere ind i den store forhal, kun for at kigge sig omkring. Hun var utrolig nysgerrig af sig og det var meget som selv hun skulle vænne sig til, også selvom hun slet ikke vidste, om de skulle blive her eller ej. ”Dadda..? Vi blive her..?” spurgte hun med en dæmpet stemme, også mest for at finde ud af, hvad hun egentlig skulle forholde sig til.

[Deleted]

Jacqueline havde virkelig ikke regnet med at Sonic ville komme tilbage til hende. Et sted havde hun vel været sikker på at han havde fundet ud af det hele med Ilaria, eftersom han havde været væk i så lang tid, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. Det som hun faktisk vægtede højst, var hendes børns velbefindende, og det gjaldt altså dem alle sammen! Også Sonic i det tilfælde! At se dem på døren, var noget som direkte overraskede hende, også selvom hun kunne se, at han havde det helt anderledes nu hvor han havde sin datter ved sig, hvilket hun skam godt kunne forstå. Selvom hun vidste, at hun så særdeles forfærdelig ud, så trådte hun næsten automatisk ind i rollen som mor og voksen, hvor hun rettede sig op, kun for at lade som ingenting. Den lille pige som han havde på sin arm, fik hurtigt hendes opmærksomhed. Det måtte være hendes barnebarn.. Og selv hun måtte erkende, at der virkelig var mange ligheder mellem Sonic som lille og den pige som hun så foran sig! Svagt trak hun på smilebåndet. ”Du er mig virkelig en utrolig smuk lille pige, Jacqueline,” endte hun med en rolig stemme. Det var efterhånden ved at være lang tid siden hun havde haft nogen ved sig i den størrelse.. Ja, hun havde jo ikke engang nogen anelse om hvordan tvillingerne eller nogen af hendes børn havde det, og det i sig selv, var noget som efterlod hende med en virkelig skidt fornemmelse, for hun følte at hun havde fejlet og skuffet.. Hun havde vel skuffet dem alle sammen? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende, så kunne hun jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Selv lod hun dem træde indenfor, hvor hun lod ham sætte den lille pige ned, kun for at komme i nærheden af hende, hvor hun mere end glædeligt tog imod hans omfavnelse, hvor hun faktisk også gengældte den. Hun var slet ikke vant til berøring.. Hun havde jo ikke rigtigt oplevet det, siden hun havde set ham sidst. ”Jeg er ikke lavet af glas, Sonic.. Du behøver ikke være så forsigtig,” endte hun med en dæmpet stemme, kun for at vende blikket mod ham. At han så skulle kommentere at hun så sådan ud, sagde hun ikke direkte noget til. Hun rystede let på hovedet og vendte blikket mod ham. Hun gjorde det faktisk så godt som hun nu kunne alene, for nemt var det altså heller ikke at slås med det hele på egen hånd! ”Jeg gør det faktisk så godt jeg kan under de omstændigheder jeg er fanget i. Det er ikke så slemt igen..” Et sted også for at køre den lidt en anden vej, for hun ville bestemt heller ikke stå her og diskutere dem overfor hans datter!

[Deleted]

At Jacqueline var en bestemt lille pige, var ikke noget som kom bag på Sonic, da hun trods alt lignede begge sine forældre på lige netop det punkt og det vidste han jo udmærket godt! Dog så ville han heller ikke have at hun blev en pige der voksede op som en forkælet unge, der fik i hoved og røv og som intet kunne selv, så han måtte hellere tage sig sammen og blive lidt mere streng, hvor hans mor forhåbentlig ville kunne hjælpe ham med at gøre Jacqueline til den perfekte pige, selvom han dog altid ville elske hende for den hun var, men han ønskede bare ikke at hun gik i far og mors fodspor, da han kun ønskede hende det bedste. Han havde dog ikke råd til at give tøsen et slot endnu, hvor han også var nød til at finde ud af det hele med sin mor, for at vide hvad han selv kunne forholde sig til, da han trods alt heller ikke ønskede at komme og indtage hendes hjem, selvom hun ganske vidst havde sagt at han var velkommen her, men alligevel kendte de jo ikke hinanden særlig godt, da de aldrig rigtig havde haft noget med hinanden at gøre, skønt han gerne ville skabe et nyt og forhåbentlig godt bånd til hende, og det var også derfor at han stod her nu. ”Det er også rigtigt min skat,” medgav han roligt, selvom han ikke rigtig kunne love hende noget, men han ville da slet ikke have det mindste imod at bo på et flot slot eller bare et flot palæ som hans mor gjorde, da han selv altid havde nydt af luksussen. At tøsen så blev utilfreds, da han satte hende fra sig, kunne han ikke lige tage sig af, da han lige skulle hilse på sin mor, desuden var tøsen i sikkerhed her, og de var blandt familie, så hun behøvede slet ikke at være genert, skønt han godt kunne se det på hende. At hans mor så måtte komplimentere Jacqueline, fik ham til at smile, hvor han kort vendte blikket mod tøsen, inden han omfavnede sin mor. ”Det ved man jo aldrig, når du ser sådan ud,” svarede han morende og alligevel med en anklagende undertone, for hun vidste udmærket godt at hun ikke var rask! Hun var måske ikke syg som sådan, men hun var jo blevet frygtelig tynd, fordi hun sikkert ikke havde spist og de var ikke godt! Og det gjorde ham bekymret. At hun så forsøgte at køre samtalen væk fra emnet, fik ham til at sende hende en alligevel streng mine. ”Fint. Men vi tager den på et andet tidspunkt,” svarede han kortfattet, som han godt vidste at det ikke var smart med tøsen rendende omkring. Han vendte sig roligt mod Jacqueline. ”For nu skal vi, indtil vi to finder vores eget slot. Kom nu herhen og hils på farmor,” svarede han roligt, hvor det sidste alligevel blev udtalt en anelse bestemt, for hun kunne godt hilse på sin farmor, da de trods alt var i familie, desuden bed hans mor jo ikke! Han så roligt mod sin mor. ”Jeg håber i hvert fald at vi er velkomne her?” Hans tone var kun dæmpet, så Jacqueline ikke kunne høre spørgsmålet, men kun hans mor.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var slet ikke god til fremmed, også fordi at hun igennem det sidste stykke tid, var blevet kastet fra den ene til den anden, så det var vel heller ikke så underligt igen, at hun havde svært ved det? Lige nu fandt hun trygheden ved sin kære far, og selvfølgelig var det ved ham som hun havde lyst til at være, hvilket vel heller ikke var så underligt igen, var det? Hun knugede sig ind til ham, som hun så den næsten sygelige dame i døren. Hun så bestemt ikke godt ud! Selvom hun ikke rigtigt kunne sige hvad det var som gjorde det, men måske at det også havde lidt med hendes fars måde at reagere på, for det var slet ikke noget som hun kunne lide. Som han satte hende ned på gulvet, så stillede hun sig mod ham og med en tydelig utilfreds mine. Hun kunne godt lide sin farmors hus, og det var helt klart også sådan et hus som hun gerne ville bo i, hvis hun fik muligheden for det! Hun ville være prinsesse i sit eget slot! Ligesom i de mange bøger som hun havde fået læst op! ”Jamen det er jo rigtigt..” påpegede hun med en dæmpet, som hun så til at hendes far gav hendes farmor et knus. Selv det med at hilse på andre, var jo faktisk ikke særlig god til, for.. det havde hun ikke rigtigt prøvet før, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes del, hvor hun mere eller mindre bare stod stille og kiggede på dem. Lige hvad de snakkede om, vidste hun ikke, men det var vel bare fordi at det var voksenting som de snakket om, og det var ikke rigtigt noget som hun tænkte yderligere over, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun blinkede let med øjnene som hendes far tog en langt mere bestemt tone, var slet ikke noget som hun var vant til! Hun sænkede hovedet en anelse, kun for at lunte hen til dem, og med hænderne hvilende bag på hendes ryg, idet hun varsomt hævede blikket op mod dem i stedet for. Lige hvordan man gjorde det her, vidste hun faktisk ikke, og den usikkerhed, var vel også så tydelig at læse i hendes blik? Svagt bed hun sig i læben og rokkede en anelse frem og tilbage, inden hun vendte sig mod sin far i stedet for. Hun havde jo faktisk aldrig prøvet det her før, og selvfølgelig var det noget som selv formåede at gøre hende en anelse usikker! ”Ved ikke hvordan man gør..” endte hun en anelse flovt. At hilse… Jamen hvordan gjorde man det? Igen vendte hun blikket stille mod sin farmor.. Når alt endelig skulle komme til alt, så måtte hun erkende, at hun faktisk så en smule uhyggelig ud!

[Deleted]

Jacqueline havde virkelig ikke regnet med at se Sonic igen! Også fordi at han efterhånden havde været væk i så lang tid, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Når alt endelig skulle komme til alt, så vidste hun jo godt, at hun virkelig så forfærdelig ud, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre det mindste ved som sådan, om det så var noget som man nu ville det eller ikke. Hun kunne se frygtelig meget af Sonic i den lille pige, også specielt fra han havde været lille, som var det noget som var sket i går, så kunne hun jo huske det hele! Tungen strøg hun let over sine læber, som hun lod blikket træt betragte sig af dem begge to. Hun elskede sin søn.. Også selvom hun måske aldrig havde været den mor for ham som han havde fortjent, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. ”Jeg ser måske ud som et mareridt, men jeg kan godt holde til et knus, min dreng,” påpegede hun med en ganske bestemt tone. Lige hvad hans planer var for ham selv og Jacqueline, vidste hun ikke, men de skulle være mere end velkommen her. Det ville da efterlade lidt lyd og lidt liv i huset, hvilket samtidig også var noget som faktisk passede hende helt fint! Umiddelbart var det ikke noget som hun havde lyst til at snakke med ham om i nærheden af små børn, for det var bestemt heller ikke alt som de små ører skulle høre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun nikkede blot til hans ord, også for at lade den ligge der. Hun vidste godt, at hun havde brug for at gøre noget, og hun var klar over, at hun så forfærdelig ud, men det var ikke fordi at det var nemt for hende at gøre noget som helst ved det, for det var det faktisk ikke! Tungen strøg hun roligt over sine læber, som hun gik ned i knæ for at komme ned i øjenhøjde med den lille pige. Hun kunne så sandelig godt mærke på sig selv, at det var ved at være utrolig lang tid siden at hun havde været i nærheden af børn i den størrelse, også selvom hun var sikker på at det hele nok skulle komme hurtigt igen. ”Det lærer du meget hurtigt, Jacqueline.. Jeg har hørt meget om dig,” sagde hun roligt, som hun sendte den lille pige et let smil, inden hun vendt sig mod Sonic. Selvfølgelig var de hjertens velkommen til at blive her i al den tid som de havde brug for, inden de ville finde sit eget. Hun ville desuden heller ikke have noget imod noget selskab, for tilværelsen alene med et gravsted, blev hurtigt ensom og trist, selv for hende. ”I bliver bare i al den tid som I har brug for. Jeg skal nok få et værelse gjort klar til Jer,” afsluttede hun sigende, som hun roligt rejste sig op endnu en gang, dog med lidt besvær.

[Deleted]

At Jacqueline ville bo i et slot for hende selv, kunne Sonic godt forstå, da hun trods alt altid var blevet behandlet som en lille prinsesse, hvilket nok også var grunden til at hun var blevet så bestemt, for hun havde jo altid fået sin vilje, selvom det nok var noget som han burde lave om på, så hun ikke endte med at blive en forkælet lille møgunge, der ikke kunne noget selv. Livet var trods alt hårdt, og hun kunne lige så godt lære det fra barnsben af. Han ville naturligvis heller ikke være alt for hård ved hende, da han elskede hende og hun skulle naturligvis få lov til at være barn så længe hun var det. At hans mor så ikke havde regnet med at se dem, kunne han godt lidt fornemme på hendes ansigtsudtryk, men han havde trods alt lovet at han ville komme igen og her stod han så. Han kunne dog godt se på hende at han burde være kommet noget før, for hun så jo helt.. uhyggelig og hæslig ud! Hun var helt tynd, så hun nærmest kun var skind og ben, så hvis tøsen blev skræmt, ville det på ingen måde forundre ham! Men så måtte han jo hjælpe hende med at komme tilbage til sit gamle jeg igen, da hun selv måtte skræmme ham en smule. At hun så blev bestemt, måtte et sted more ham, for det så ud til at det lå til hele familien. ”Udmærket.. udmærket,” gav han efter, som han klemte lidt hårdere omkring hende i omfavnelsen, så hun kunne mærke hans store knus. Savnet hende havde han faktisk, da han godt kunne lide sin mor. Blikket vendte han roligt mod sin lille prinsesse, som hun kom hen til dem, hvor han måtte trække morende på smilebåndet, da hun sagde at hun ikke kunne finde ud af det, hvilket vel var tosset? Alle burde da vide hvordan man hilste på andre! Han lagde en hånd mod pigens baghoved, hvor han strøg hende ganske let. ”Du nejer ganske pænt og siger goddag,” fortalte han roligt, som han fortsatte de blide strøg over hendes hoved, inden han trak den til sig. At de var velkomne her, var skam noget som glædede ham, da han faktisk havde dårlig samvittighed over at komme brasende midt i det hele, for han ønskede jo heller ikke at trænge sig på! Han ville heller ikke have at hun troede at han bare var ude på at udnytte hende, for det var slet ikke tilfældet! ”Mange tak,” svarede han med et varmt smil, som han vendte blikket ned mod Jacqueline igen. ”Er du lidt bange for farmor? Det kan jeg fortælle dig at du ikke skal være, hun er bare lidt syg, ligesom mor er, men både mor og farmor bliver raske igen, min pige,” svarede han med et skævt smil, som han roligt gik ned og løftede hende op på armen. ”Vil du gerne se farmors slot?” spurgte han med begejstring i stemmen – mest for at peppe hendes eget humør lidt op. Hun havde jo fundet hele huset som et kæmpe slot og fantastisk flot, så hun måtte vel også være nysgerrig på at se det?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ville virkelig gerne have et slot at bo i, ligesom prinsesserne fra de mange historier som hun havde fået læst højt – ikke bare af Jacques, men også Camryn, og så havde hun ligget og hørt de gange hvor Evan havde fortalt til Zachary. Hun savnede ham faktisk, også selvom det ikke rigtigt var det som hun tænkte meget over lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selvom hun var utrolig nysgerrig, så kunne hun jo godt se at hendes farmor også så syg ud, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Når det endelig skulle komme til stykket, så var hun en meget omtænksom lille pige, meget livlig og meget intelligent, også fordi at hun var så enerådig som hun var, men selv hun havde brug for trygheden, og det var så kun en som hendes far kunne skænke hende, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Let blinkede hun med øjnene, hun for at vende blikket mod dem. At han gerne ville have at hun skulle hilse på, vidste hun faktisk ikke helt hvordan man gjorde, for det havde hun jo aldrig prøvet før! Hun lod sin farmor og sin far glide knæ ved hende, hvor hun let bed sig i læben, som hun betragtede sig af dem. Let blinkede hun med øjnene mod sin far, som han fortalte hende helt præcist hvad hun skulle gøre, hvor hun faktisk ignorerede sin farmor en smule. Hun nikkede, inden hun vendte sig mod sin farmor igen, hvor hun lidt kejtet valgte at neje for hende. ”Goddag farmor,” hilste hun med en tydelig genert lille pigestemme. At hun havde hørt om hende, kunne hun faktisk godt lide, for hun kunne jo næsten tænke sig til at det var hendes far som havde fortalt om hende, hvilket hun faktisk utrolig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun vendte blikket mod sin far igen. ”Hun hørt om mig dadda!” sagde hun med en næsten helt glad stemme. Hun kunne godt lide at hun faktisk betød noget, for det havde hun jo ikke rigtigt følt for nu, sådan som hun var blevet kastet frem og tilbage mellem den ene og den anden, og nu havde hun endelig sin far ved sig i stedet for, hvilket hun havde det helt fint med! Som han løftede hende op i armene, slog hun armene let omkring ham, for det gav hende jo den oplagte mulighed til at trykke sig ind mod ham, hvilket hun virkelig godt kunne lide, så selvfølgelig var det heller ikke noget som gjorde sit for hendes del. Hun nikkede til hans ord. Farmor så altså lidt uhyggelig ud. ”Ik’ lide farmor er syg ligesom mor,” fortalte hun med en dæmpet stemme. Om hun ville se sig omkring i farmors slot, ville hun så til gengæld rigtig gerne! ”Åh ja!” sagde hun med en helt anden tone. Denne gang helt.. ivrig!

[Deleted]

Jacqueline havde slet ikke regnet med at skulle se dem igen, også selvom det selvfølgelig var hende en glædelig overraskelse. Tilværelsen alene, var hun på ingen måder særlig god til, også selvom hun selvfølgelig ikke ønskede at forbinde ham til noget som helst, for det var slet ikke noget som hun ønskede. Hun var en kvinde og hun var voksen, og hun burde kunne tage sig af sig selv, også selvom.. det var skræmmende selv for hende, at det slet ikke var tilfældet. Desuden var det slet ikke noget som hun ønskede at snakke med ham om, når hendes barnebarn rendt om benene på dem, for det var jo heller ikke fordi at hun ville gøre tøsen bange eller noget som helst, også fordi at hun kunne forestille sig, at der var meget som den lille pige skulle til at vænne sig til. Hun nikkede blot i retningen af Sonic. Det var måske en stædighed som lå i familien, for han havde uden tvivl den samme, hvilket næsten efterlod hende med en vis form for stolthed, for det var noget som han havde efter hende, da man bestemt heller ikke kunne sige, at det var noget som Vladimir havde! Hun trak vejret dybt som hun gik i knæ foran den lille pige, kun for at se hvordan hun ved hjælp af sin far, fik nejet og hilst på hende. Det var selvfølgelig noget som de skulle gøre noget ved, så det hele kom til at ligge lidt på rygraden, og det ville hun faktisk gerne hjælpe dem med. Så havde hun da om ikke andet, så noget at lave i løbet af en dag, hvilket hun selvfølgelig også havde brug for efterhånden! ”Det er mig en glæde endelig at hilse på dig, Jacqueline,” endte hun roligt, som hun nikkede mod hende, kun for at rejse sig igen, da Sonic fik hende op på armen. Hun havde hørt lidt omkring hendes barnebarn, også selvom det helt klart var en tilværelse som hun skulle vænne sig til. Hun var en bedstemor.. Og den tanke var faktisk noget som hun godt kunne lide, for hun kunne se hvor glad Sonic var for hende. Hun smilede svagt for sig selv. Hun følte skam ikke at de nassede på hende, eller udnyttede hende. Tvært imod, så var de jo familie, og det var noget som hun godt kunne lide, for hun havde brug for dem. ”Farmor skal nok blive frisk igen, Jacqueline.. Hun har bare været lidt syg,” sagde hun roligt. Måske det var lidt af en underdrivelse, men det var ikke ligefrem noget som hun kunne gøre det største ved lige nu. Tabet af Giovanni havde slået hende så meget ud af kurs, at hun ikke rigtigt kunne komme tilbage på det rigtige spor igen, og selvfølgelig var det en frustrerende tanke som intet andet overhovedet! ”Gå du bare på opdagelse, min pige.. Så skal jeg sørge for at der står mad på bordet til Jer senere,” sagde hun roligt. Det var jo heller ikke rigtigt fordi at hun selv havde den største appetit.

[Deleted]

At Jacqueline havde hørt en masse historier omkring prinsesser og prinser, forundrede skam ikke Sonic, for det var jo noget han selv havde begyndt på. Altid havde han fortalt historien om hvordan han var kommet og reddet hende og hendes mor, fra den store og stygge vampyr, hvor han havde ofret sig for dem, og reddet dem, hvor de havde levet lykkeligt til deres dages ende. Det meste passede, foruden det sidste, for lykkelige kunne man ikke just sige at de var. Jacqueline følte sig nok langt mere lykkelig end hvad han selv gjorde, for hun havde jo langt om længe fået hvad hun ville have; sin far, og han var skam også lykkelig over at han havde fået sin højtelskede prinsesse igen, men han manglede sin isdronning, for at kunne være helt lykkelig, og det gjorde ondt og knuste ham at Ilaria konstant skulle afvise ham og sige nej til at de fandt sammen igen, men det ville måske også blive mere fristende, hvis han fandt sit eget hjem? I stedet for at bo her hos sin mor? Det var dog kun fordi hans mor egentlig var hans sidste udvej, for han ønskede ikke at tøsen voksede op i Dvasias og det var Ilaria i det mindste enig med ham i. Han tanker måtte også kort glide mod Ilaria, som han endnu var bekymret for, for han vidste jo slet ikke hvordan hun havde det! Han håbede dog at hun fik maden ned og at hun fik sovet godt ud, men sikker var han dog ikke, desuden kendte han hende og hun arbejdede sikkert – eller forsøgte på det – skønt hun burde hvile! Blikket vendte han mod Jacqueline, da hun valgte at neje for sin farmor, hvor han fnes ganske morende, for det var hun ikke så god til, men det skulle hun nok lære! Han lagde en hånd mod hendes hoved og strøg hende ganske blidt. ”Det gjorde du rigtig godt min skat,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt og stolt smil, så hun vidste at hun havde gjort det godt og at han var glad og tilfreds med det. At hun så blev helt glad over at hendes farmor havde hørt om hende, fik kun hans smil til at brede sig. ”Selvfølgelig har hun det. Jeg har jo fortalt hende en masse om dig,” svarede han sandfærdigt, imens han fik tøsen op på sin arm. At tøsen ikke kunne lide at hendes farmor var syg som hendes mor, forstod han godt, da det vel også måtte være skræmmende for den lille pige at hendes familie var syg? Han nikkede blot til sin mors ord. ”Kan du se? Farmor bliver rask igen,” forsikrede han tøsen, selvom han godt vidste at det ikke var så lige til, for han vidste hvad tab kunne gøre ved en mentaldæmon, han havde jo haft det på samme måde, da han havde troet at hans datter var død og da Ilaria ikke gad have noget med ham at gøre. At hun gerne ville på opdagelse, forstod han godt, for det var han jo også selv nysgerrig efter! Han så sig kort omkring, inden han vendte blikket mod sin mor. ”Det kan være at vi skal have farmor til at vise os rundt? Far kender jo ikke slottet,” spurgte han roligt, hvor spørgsmålet mest var henvendt til hans mor, da han trods alt gerne ville tilbringe lidt tid sammen med hende. Var det ikke for hans mor, så havde han aldrig fået sin datter igen, så han var hans mor evigt taknemlig!