Finally back home?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

I det store og hele, så var det ikke rigtigt gået op for Jacqueline, at hun var endt nede i en labyrint af en kælder, som hun slet ikke kunne komme ud af igen! Hvor lang tid hun havde siddet der, vidste hun ikke, men det gjorde hende ked af det, at hun slet ikke kunne finde ud derfra igen! Hun snøftede let, som hun tørrede sine øjne med en tydelig irriteret mine. Hun lignede sin far og mor frygtelig meget, og det gjorde hende sur, at det var noget som skulle gøre hende ked af det! At hendes far så kom, fik hende til at vende sig mod ham. Hun blinkede let med øjnene, inden hun krøb hen til ham, som han gik ned i knæ, selv for at tage hende i armene, hvor hun slog sine arme omkring hans nakke, kun for at trykke sig tættere ind mod ham. Hun snøftede let, også selvom hun virkelig forsøgte at lade være, så var det bare ikke særlig nemt på nogen måde for hende, og det var hende en faktisk irriterende tanke! ”Mig ikke finde vejen ud igen,” fortalte hun med en grødkvalt stemme tæt ind mod hans øre, også fordi at hun slet ikke kunne gøre for det! Igen tørrede hun sig selv i øjnene, kun for at vende blikket mod ham. Hvad ham og farmor havde snakket om, vidste hun ikke, men hun havde altså ikke fundet nogen hemmelige rum, og nu var hun altså også ved at blive utrolig sulten, da det var ved at være lang tid siden hun havde spist noget! Nu var hendes far der, og det var noget som omgående gjorde hende langt mere rolig, end hvad hun havde været frem til nu, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Mig se for hemmelige rum.. Her er altså ikke nogen, Dadda.. Du lave nogen så..?” spurgte hun. I det tilfælde, så ville hun da næsten tro at det var ham som havde lavet dem hjemme i Procias, for han havde jo vidst hvor de alle sammen måtte være henne, og nu hvor hun mere eller mindre havde leget detektiv, så var hun jo nødt til at gøre et eller andet ikke sandt? Hun lagde sig godt ind mod sin far, hvor hun knugede sig tæt ind mod ham. Han gjorde hende tryg og ikke mindst rolig, og det var selvfølgelig noget som også gjorde sit for hendes del. Hun var måske temmelig omklamrende, selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje, da hun jo faktisk bare.. ville have sin far ved sig, og det var der vel ikke noget forkert i? Hun ønskede at blive bekræftet som hans datter, og som den han elskede, og så var det ikke fordi at hun ville brokke sig over mere end det som hun havde gjort nu. ”Dadda…? Mig sulten helt ned i maven nu..” Den ene hånd lagde hun stille mod sin knurrende mave, for det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt for hende på nogen måde i det hele taget, men hun var virkelig, virkelig sulten!

[Deleted]

Hvis Jacqueline døde, så ville Sonic ikke nå at få opbygget et ordentlig bånd med hende, for så var hun jo død! Han vidste godt at hun gjorde hvad hun kunne, hvor hun også havde været alene i al den tid, men nu var han og hans lille prinsesse der, så mon ikke det ville hjælpe lidt på det hele? Han ønskede ikke at miste hende, da han trods alt holdt af hende, for hun var hans mor og netop fordi han ikke kendte særlig meget til hende, så ville han gerne lære mere omkring hende, men det kunne han ikke, hvis hun bare gik bort, så ville han slet ikke kunne vide noget som helst! Han nikkede svagt til hendes ord. ”Jeg ved det. Men så længe du ikke giver op, men bliver og kæmper, så er jeg glad og tilfreds,” svarede han stilfærdigt. Han ønskede ikke at miste hende, eller se hende visne som en blomst, hvilket han frygtede at han kom til hvis de blev her og det ville nok heller ikke være et særlig kønt syn for den lille pige. Han sendte hende et varmt smil, som hun fortalte at de var velkomne der, hvilket han naturligvis var glad for, for han havde skam ikke tænkt sig at gå nogen steder endnu, da han først kun lige var kommet og denne gang ville han gerne blive her og slappe lidt af, nyde Peula og se hvordan der var her. Han trak let på skuldrene. ”Jeg kender dem ikke, så det må tiden vise. Desuden er jeg en indebrændt person, der knap nok kendte dig, og jeg formåede at tilgive dig. Det er jeg sikker på at dine børn også gerne vil,” svarede han roligt, inden han smuttede ud efter Jacqueline, der ikke var at finde nogen steder. At hun så var endt nede i kælderen, var noget som kom bag på ham, hvor han ikke forstod hvorfor hun i det hele taget var gået herned når her var mørkt og klamt, og uhyggeligt for en lille pige, men nu var hun altså endt her. At hun så græd, forstod han godt, for hvor længe havde hun ikke lige befundet sig her? Han løftede hende roligt op, hvor han knugede hende ind til sig, så hun vidste at far var her. ”Det er okay, min skat. Far er her nu,” svarede han med en varm og rolig røst, som han strøg hende ganske blidt over håret og videre over ryggen. Hun havde intet at være ked af, som hun nok skulle komme op igen. At der ikke var nogen hemmelige rum, fik ham til at smile ganske let, hvor han vendte blikket mod hende, som hun virkede til at falde lidt til ro. ”Det kan da godt være, at far kan lave et hemmeligt rum eller to,” svarede han med et skævt smil, som han blot lod hende lægge sig ind til ham og knuge om ham, hvor han selv blidt kyssede hendes hår. Han grinede ganske kort, som hun sagde at hun var sulten, hvor han roligt begyndte at føre dem op ovenpå igen. ”Det er okay min skat, jeg tror farmor har maden klar nu, så nu skal din mave ikke vente så meget længere,” svarede han roligt, som han kom op i forhallen igen, hvor han roligt forsøgte at finde hen til spisestuen.

[Deleted]

Jacqueline ønskede jo slet ikke at lægge sig i graven ved siden af Giovanni, også selvom hun så brændende ønskede at have ham ved sig, så.. gik hun heller ikke ud fra, at det var noget som nogensinde skulle gå hen og ske uanset hvad, selvom det ganske vidst ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende for den sags skyld. Hun rystede stille på hovedet. Selvfølgelig ønskede hun selv et forhold til den søn som hun selv valgte at forlade, selvom hun havde været af den overbevisning om, at han ville have det godt, så havde det jo helt klart ikke vidst sig at være tilfældet, og det var faktisk en skyld, som hun slet ikke havde noget imod at påtage sig, for det var jo trods alt hendes skyld. ”Jeg kæmper med hvad jeg ejer og har..” endte hun ganske sigende. Nu hvor han var der, så synes alt at være en smule nemmere, for hun brød sig slet ikke om at være alene, for det havde hun jo trods alt heller aldrig nogensinde været før, hvilket nok heller ikke var noget som forbedrede hendes situation, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. Hun havde brug for selskab, men hun regnede slet ikke med at børnene ville være i stand til at tilgive hende for hvad hun havde gjort, så.. hun regnede faktisk ikke med de helt store forandringer i forhold til hvordan det måtte være lige nu. ”Du kender dem ikke nej, og der tror jeg pointen må hvile.. Jeg smed alle ud, Sonic.. Inkluderet meget af tjenestestaben, hvor jeg kun har beholdt hvad jeg havde brug for.. Jeg kan da ikke bare trække det hele i land igen.. Og da slet ikke overfor mine børn..” påpegede hun efter ham, som han søgte ud for at finde sin datter.
Den store spisestue var smukt dækket op til tre, hvilket var noget som passede Jacqueline helt fint, hvor hun også havde ladet døren stå åben ind til spisestuen, så det skulle være nemt for dem at finde. Nu hvor de var der, så måtte hun nok udskyde sin aftenvandring i haven til et senere tidspunkt, for hun ønskede naturligvis ikke at lade det påvirke hendes lille barnebarn.. Alene den tanke at hun faktisk havde et barnebarn, var svært for hende i det hele taget. Bevidst stillede hun sig ved sin vante plads, hvor hun faktisk stod og nærmest afventede at hendes gæster skulle tage pladsen ved bordet – med Sonic for bordenden og hans datter på højre side, hvor hun ville sidde på den venstre.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det havde slet ikke været Jacquelines mening at forvilde sig ned i kælderen, hvilket selvfølgelig havde skræmt hende, da det for alvor var gået op for hende, hvor hun egentlig var henne, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. At hun skulle sidde og græde, var faktisk en tanke som irriterede hende, for der var jo ikke noget at græde over! Det var hendes egen farmors hus og store slot, så der kunne da umuligt være noget farligt ved det? Armene slog hun omkring sin fars nakke, som han var kommet ned for at finde hende, og han havde jo trods alt også fundet hende, hvilket var noget som passede hende helt fint! Hun snøftede let og tørrede sin næse af i sit ærme, kun for igen at slå armen omkring ham. Hun så sig omkring.. Nu var det ikke nær så skræmmende, som det havde været, før hendes far havde fundet hende. At han så gerne ville lave et rum eller to, var noget som fik hende til at smile, som hun igen tørrede de sidste tårer væk fra hendes øjne, idet hun næsten helt ivrigt måtte nikke. ”Det må du godt, Dadda! Så mig kan finde dem!” sagde hun allerede med en ganske bestemt og helt glad stemme, for sådan noget kunne hun jo rigtig godt lide! Hun trykkede sig ind mod ham, hvor hovedet gled mod hans skulder. Hun var virkelig ved at være utrolig sulten efterhånden, men det var også hårdt og ikke mindst svært for hende at finde tid og magt til det hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede. Hun håbede virkelig at farmor havde maden klar, for hun var virkelig sulten nu! ”Mig sulten, Dadda..! Det hårdt finde hemmelige rum altså..” kommenterede hun med en dæmpet stemme, som hun roligt blev liggende tæt ind mod ham. Øjnene gled stille i. Hun følte sig tryg nu hvor han igen havde fundet hende, og generelt det at være omkring sin far, var det bedste af det hele, som hun vidste, også fordi at han holdt hende tryg og sikker. Hun hævede hovedet igen, for selv ikke at ende med at falde i søvn, hvor hun vendte blikket bevidst i den retning af den åbne dør, hvor duften af god mad uden tvivl var bedst og stærkest, og det var noget som faktisk passede hende helt fint! ”Min mave ikke gide vente mere.. Den rigtig sulten Dadda! Den snakker helt!” endte hun med en ganske forfærdet stemme, for hun var jo heller ikke vant til at være så sulten! Det gjorde jo næsten helt ondt nede i hendes lille mave!

[Deleted]

Sonic vidste godt at det hele var svært for hans mor, men han kunne jo ikke rigtig gøre andet end at blive der og så håbe på det bedste, hvor han faktisk ikke vidste hvad han kunne gøre for at hun fik det bedre, men forhåbentlig kunne han holde hende beskæftiget og dermed få hende til at tænke på andet frem for hendes mand, hvilket måske ville kunne hjælpe hende til at komme ind på rette kurs igen, da han vidste at der var meget hun havde stået med selv og derfor fandt han det tåbeligt af hende at smide alle andre ud, for de havde trods alt kunnet være der til at hjælpe hende. Men det var en hjælp som han nu måtte give hende. Han nikkede svagt til hendes ord, da det ikke nyttede at diskutere, for han vidste godt at hun kæmpede med al sin magt, for at holde sammen på det hele, selvom han kunne forestille sig at det var svært, såsom arbejdet som havde lagt i hendes mands hænder og alt det andet. Han sukkede let. ”Jeg tror de savner at være hjemme. Men lad os nu tage en ting af gangen og at få dig på rette kurs igen, bliver førsteprioritet,” svarede han roligt og med et bekræftende nik dertil, inden han valgte at gå ud af pejsestuen, hvor han lod sin mor om maden og gøre det hele klart, da han trods alt ikke havde forstand på hvor noget som helst var henne, hvor det også var hende der var Fruen i huset, og hende der bestemte over tjenestestaben, hvor han kun var gæst. At han så skulle finde sin lille pige nede i kælderen, fandt han alligevel utroligt, for det ikke forundrede ham at hun var ked af det, selvom han forsøgte at holde styr på det hele. At hun så ikke havde været i stand til at finde nogen hemmelige rum og gerne ville have at han lavede nogen, var noget som måtte more ham, skønt det kom an på hans mor, for han ville bestemt ikke gå i gang med at bygge noget, uden tilladelse! Han var trods alt gæst, selvom de havde fået lov til at være her for noget tid. Han slap en munter latter, som hun forekom ham helt ivrig. ”Så du kan finde dem? Så må du lære at åbne øjnene, prinsesse,” svarede han med et skævt smil, som han roligt begyndte at gå op ad kælderen igen, så hun kom væk fra dette sted. ”Vi skal også spise nu, min pige,” svarede han roligt, som han kom op ovenpå igen, hvor han let så sig omkring, for han anede jo ikke hvor alle ting var henne og dermed heller ikke spisestuen. At hun så fortsatte med at beklage sig, fik ham til at ryste på hovedet af hende, selvom han godt forstod hende, for nu var han altså også sulten! Og det duftede jo frygtelig godt! ”Det dufter godt, gør det ikke? Men bare rolig prinsesse, vi skal også spise nu,” forsikrede han hende, som han prøvende gik ned ad en gang og mod en åben dør, hvor det ganske vidst var spisestuen. Hans blik faldt på hans mor, hvor han roligt gik hen til det store bord. Flot var her, men det forundrede ham ikke, for sådan var her jo altid! ”Og hvor skal vi sidde?” spurgte han sin mor, da han trods alt ikke vidste om der var dækket særligt op, eller om de blot kunne sætte sig hvor de ville på de tre pladser.

[Deleted]

Det var utrolig svært for Jacqueline at finde til ro med alle tingene, men det var nu heller ikke noget som man kunne gøre det vilde ved.. Tanken om at hun havde mistet sin sjæleven, og at han lå gravlagt ude i haven, var noget som automatisk efterlod hende med lysten til at følge ham.. Selvom det ganske vidst ikke var noget som hun kunne lige nu, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hendes vedkommende. Hun sukkede tungt, som blikket gled en anelse ned mod gulvet. Det var skam slet ikke fordi at hun ønskede at stå og diskutere det med ham, for hun vidste, hvad hun havde gjort, ikke var noget som gavnede hende i længden, men sådan som hun havde set ud, og sådan som hun havde haft det, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende, for.. hun ønskede jo at fremstå som den stærke for dem, men det havde hun ikke været i stand til.. Måske det havde været en handling i ren og skær panik, men det var nu heller ikke ligefrem noget som hun kunne gøre det vilde ved lige nu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. ”Det lyder fornuftigt.. Så må vi jo tage det andet, som det kommer, hvis det bliver nødvendigt,” endte hun sigende, som hun lod ham søge ud efter sin lille datter.
Den store spisesal var dækket smukt op til tre med det fineste stel som var at finde på stedet. En smuk og ganske dyr flaske vin stod på bordet, og en kande vand til hendes lille barnebarn, hvilket var noget som passede hende ganske fint. Det var jo begrænset hvad man ellers kunne finde til den lille størrelse, også selvom hun faktisk godt kunne lide, at det var noget som hun havde i sit liv; En familie, som faktisk ville hende, for det havde hun jo trods alt heller ikke været vant til igennem det sidste lange stykke tid, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Hun hævede blikket, som de endelig kom ind, hvor hun sendte dem et let smil. ”Manden for bordenden og Jacqueline ved din højre side..” svarede hun roligt. Højreside var som regel for den som betød mest og var vægtet højst i mandens omgangskreds, og hvad var mere vigtig for ham end hans datter? Hun gjorde roligt tegn til dem, at de kunne sætte sig ved bordet. Selv maden var blevet placeret på bordet allerede, så det var jo bare at gå ombord. Det var alt fra smukke mørbrad, til kartofler, et stort salatfad med alverdens ting som kunne skaffes i Peula i denne årstid, så selvfølgelig gjorde det også sit for hendes del, for hun elskede det grønne på bordet. ”Jeg håber I er sultne,” tilføjede hun med et svagt smil, som hun roligt tog plads på Sonics venstre side.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde aldrig rigtigt været bange af sig, for det havde hun skam heller ikke nogen grund til i den anden ende. Hun vidste jo trods alt også at hendes kære far var lige omkring hende, så hvad havde hun egentlig at være bange for? Der var ikke nogen Evan her, og der var ikke nogen Camryn eller Jacques, så det var selvfølgelig noget som også passede hende fint, for hun kunne slet ikke lide dem! Og nu hvor hun havde sin far, og nu også sin farmor, så følte hun heller ikke rigtigt at hun kunne bede om mere. Desuden var hun da uden tvivl skuffet over, at der slet ikke havde været nogen hemmelige rum, for hun havde jo slet ikke kunne finde noget! Og hun havde mærket på alle de sten og kigget i alle de kroge som hun havde passeret, og hun havde slet ikke været i stand til at se noget som helst, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde tingene meget bedre for hendes vedkommende, for det gjorde hende jo faktisk skuffet og ikke mindst ked af det når det var sådan! Hun skulede let efter ham, som han påpegede at hun måtte kigge efter, for det gjorde hun jo! Hun kiggede jo alt det som hun kunne, men hun så altså ikke noget alligevel! ”Jamen mig kigge jo, Dadda! Mig kigge på alle sten i kælder altså! Og mig ikke finde nogen altså…” beklagede hun sig, for hun havde jo set, hvordan det hele havde set ud, og hun havde jo slet ikke kunne se noget som helst, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, og det gjorde hende jo faktisk temmelig utilfreds. Hun slog armene let om sig selv, som de kom op i forhallen igen, hvor hun lagde sig ind mod ham, for nu hvor hun stort set havde vandret rundt nede i den dunkle kælder, så var det ikke ligefrem fordi at lyset gjorde godt, for det generede hende jo pludseligt! Hun holdt sig tæt ind mod ham endnu en gang, hvor hun lukkede øjnene. Hun var virkelig ved at være sulten, så hun håbede at dette var noget som naturligvis ville hjælpe hende, med at få noget mad i maven igen! ”Godt..! Mig heeeelt sulten, Dadda!” endte hun dæmpet, som hun hævede hovedet, som de kom ind i spisesalen. Smukt var der, også selvom det slet ikke var noget som hun lagde synderlig meget mærke til, da hendes fokus hvilede på den mad som allerede var sat frem på bordet. Det var næsten som om at hendes tænder måtte løbe så tydeligt i vand, for det så virkelig godt ud! Selv i hendes øjne, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide! Hun gjorde pludselig tydeligt tegn til at ville ned, så hun kunne få en plads ved bordet, for hun ville altså have noget at spise, og det skulle være lige nu!

[Deleted]

Det hele var svært for hende, hvilket Sonic tydeligt kunne se og mærke på hende, hvilket han naturligvis ønskede at hjælpe med, han håbede at han kunne være hende en støtte og hjælpe hende igennem det hele. Han ønskede ikke at miste hende, nu hvor han endelig var kommet for at få skabt et bånd med hende. Han nikkede ganske let til hendes ord. Det var dumt at begynde at arbejde på så meget, hvis hun ikke engang kunne klare sig selv, derfor var de nød til at få styr på hende først, og derefter måtte de tage tingene som de kom, for det ville jo være godt hvis hun kunne få sine børn og dermed sin familie igen, ligesom hvis hun kunne få hendes mands forretninger op. ”Godt.. så er vi enige,” svarede han med et smil, inden han gik ud. At der ikke var nogen hemmelige rum på stedet kunne på sit vis forundre ham, men så alligevel ikke, for hvis familien ikke havde noget at skjule, så var det jo lidt ligegyldigt. Han havde dog altid fundet det spændende med hemmelige rum og mon ikke der var nogen her? Stedet var enorm! Det kunne næsten være spændende at gå på jagt efter det. ”Og du er sikker på at du har kigget ordentligt efter?” spurgte han roligt, som han let hævede det ene øjenbryn, hvor han ikke kunne lade vær med at more sig over at hun blev helt utilfreds med hans svar, men det gjaldt jo om at kigge rigtig godt, selvom at han var sikker på at hun havde, der hvor hun nu var gået hen. ”Men far kan prøve at hjælpe dig med at finde de hemmelige rum, og så går vi på skattejagt i hele huset!” svarede han begejstret, som han sendte hende et stort smil, inden han førte hende med ind i spisestuen, hvor der var dækket pænt op til dem alle tre. Blikket gled roligt mod hans mor, kun for at lade det glide over det lækre mad, hvor han selv mærkede hvordan hans tænder måtte løbe i vand. ”Vi er vidst rigtig sultne,” svarede han morende, som han mærkede hvordan hun gjorde tegn til at ville ned, skønt han ikke satte hende fra sig, da han derimod gik hen til bordet og trak stolen ud, kun for at sætte hende på den, inden han rykkede den ind igen, så hun kom helt ind til bordet. ”Sidder du godt?” spurgte han, som han selv valgte at tage plads, som hans mor også havde gjort, hvor han indsnusede den søde duft af mad. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod sin lille prinsesse. ”Skal jeg skænke op til dig?” spurgte han roligt, som han allerede gik i gang med at lægge noget kød, kartofler og alt det andet tilbehør på hendes tallerken, imens han også diskede op til sig selv. Han var slet ikke i tvivl om at det ville smage godt, da det så lækkert ud og det duftede udsøgt. Som han fik disket op, tog han roligt om vinflasken som han åbnede, inden han vendte blikket mod sin mor. ”Jeg går ud fra at du vil have et glas?” svarede han, som han tog omkring hendes vinglas og fyldte det op, inden han skænkede op til sig selv. Han tog derefter om vandkanden for at hælde op til Jacqueline, som han vendte blikket mod hende med et smil. ”Smager det, prinsesse?” spurgte han morende, som han selv tog om bestikket og begyndte at spise, hvor han måtte sukke, for det var jo helt himmelsk!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline følte virkelig at hun havde kigget og kigget, og hun havde altså slet ikke fundet nogen hemmelige rum, så selvfølgelig var det noget som uden tvivl, måtte gøre hende temmelig frustreret! Hun havde mærket på alle de mange stene som hun havde passeret på sin vej, også selvom det var sent at det var gået op for hende, at hun var endt nede i en kælder. Det kunne godt være, at det ikke var noget sted for en prinsesse som hende, men hun var altså ikke bange for mørket! Hun var måske en smule bange for at være alene, og derfor savnede hun faktisk også Zachary, men hun regnede da med at der ikke ville gå alt for lang tid til hun ville se ham igen, men det kunne man jo som sagt aldrig vide efterhånden, så selvfølgelig var det også noget som sagde sit for hendes vedkommende. Hun nikkede bestemt til hans ord. ”Ja!” begyndte hun med en ivrig stemme, som hun gav sig til at pege i alle mulige retninger, ganske enkelt kun fordi at hun ville vise ham hvor hun havde kigget meget nøje, mærket og kigget både med øjnene og med sine hænder, for det havde hun altså! ”Men det har jeg altså! Og her er ikke noget..” påpegede hun en anelse skuffet.
At komme op ovenpå, så kunne Jacqueline straks dufte den gode mad, og det gjorde hende altså helt sulten! At de så endelig kom ind i salen, så hun faktisk kunne se maden, så gjorde hun hurtigt tegn til at ville ned, også selvom det irriterede hende at det slet ikke var noget som han ville lade hende. At han så satte hende på en stol, sagde hun ikke noget til, hvor hun omgående satte sig til rette, hvor hun greb omkring kniv og sin gaffel, da han begyndte at skovle over på hendes tallerken. Hun var virkelig sulten, så hun var sikker på at hun sagtens kunne spise det hele, hvis det var det som hun ville! ”Åh ja!” sagde hun med en helt ivrig stemme, som han skovlede færdig over på hendes tallerken, hvor hun bare begyndte at spise, og selv uden at vente på at hendes far var klar eller hendes farmor for den sags skyld. Tanken om at få noget i maven nu og så en skattejagt senere, var noget som selv måtte passe hende helt fint! Hun ville elske at gå lidt på skattejagt sammen med sin far, også fordi at det ikke var noget som hun havde prøvet før, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende! Hun nikkede med munden fuld af mad, som han skænkede vand op til hende og spurgte om det smagte godt, for det gjorde det i allerhøjeste grad! De var virkelig gode til at lave mad her, og det måtte hun vel også kunne give dem? ”Det smager godt, Dadda!” sagde hun med en helt glad stemme. Det var utrolig rart for hende, at få noget i maven efterhånden!

[Deleted]

Jacqueline vidst godt, at hun havde skudt sig selv i foden, netop ved at handle som hun havde, ved at smide familien ud, også selvom det havde været en handling gjort næsten i en form af panik, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre nu. Nu hvor de kunne lade det ligge lidt, så kunne det måske være, det var noget som de tog op på et senere tidspunkt? Eventuelt når den lille pige var lagt i seng? Med alle de indtryk og det hele, som hun var blevet udsat for, så kunne han godt forestille sig, at det ikke var helt nemt i den anden ende, men det var vel bare at gøre det så godt som det hun nu var menneskelig i stand til. Hun sukkede tungt. Nu hvor hun selv var tvunget til at spise noget, også fordi at de var der, så følte hun sig faktisk også ganske.. sulten, men om hun var i stand til at få det ned, var jo så til gengæld en lidt anden side af sagen. Naturligvis ønskede hun at gøre sit bedste, også med henblik på dem, da det var og blev hendes familie, selvom hun måtte erkende, at hun virkelig manglede og savnede Giovanni noget så voldsomt, så kunne hun heller ikke holde fast i det for tid og evighed, også selvom det virkelig var svært for hende.
Nu hvor Sonic kom gående med Jacqueline, så kunne hun tydeligt se at den lille pige var sulten, og selvfølgelig skulle hun da have lov til at fylde maven! Med et stille smil på læben, så tog hun selv plads ved bordet, også selvom det var mere tavst end hvad hun normalt ville have været, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv tog hun let for sig, også selvom hun slet ikke skovlede op på sin tallerken på samme måde, som hun havde gjort normalt, for.. hun følte slet ikke for at spise i den mængde, selvom det at hun i det hele taget spiste noget, var nyt, for hun var ikke særlig god til den slags mere, så selvfølgelig var det noget som måtte sige sit, også for hendes vedkommende. Hun nikkede roligt mod Sonic, som han skænkede op med vin, hvor hun selv måtte smile lidt. Det var rart ikke at skulle sidde og spise alene, så det var selvfølgelig også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun smilede let for sig selv. ”Mange tak,” endte hun ganske sigende, som hun selv gav sig til at spise, selvom det bestemt ikke var nogen store bider eller noget som helst. Selv var hun jo slet ikke vant til at spise eller noget som helst, hvilket ikke ligefrem var noget som gavnede hende, men hun ville jo også gerne vise ham at hun faktisk forsøgte at gøre det så godt som hun nu kunne, selvom det på ingen måder kunne siges at være nemt – tvært imod!

[Deleted]

At Jacqueline ikke havde fundet nogen hemmelige rum, forundrede på sin vis ikke Sonic, da stedet var stort og det kunne være alle mulige steder, men om ikke andet, så kunne det godt være at der var nogen her, da hun jo umuligt havde nået at lede alle steder og der var tre etager; kælder, stue og første, så de havde jo en masse de kunne søge igennem. Han trak let på smilebåndet, da hun nærmest måtte vise hvor hun havde ledt henne. ”Så har du også ledt grundigt, de steder du har ledt, men husk på at det er et helt slot, så der er mange steder du kan udforske endnu, og så må vi se om vi finder et,” svarede han roligt og med et morende smil, som han fandt det kært og morsomt at hun var helt vild efter at lede efter de hemmelige rum, men om der var nogen anede han dog ikke. Men han kunne vel godt bygge et, hvis det endelig var? Og hvis han fik lov naturligvis.
At de kom op og fik sat sig ved bordet, kunne Sonic godt se hvor sulten Jacqueline var, hvilket måtte more ham. Han sagde derfor heller ikke noget til, at hun bare gik i gang med at spise, selvom han gerne ville lære hende nogle manerer, men hun havde trods alt ikke fået noget at spise hele dagen, ikke siden i morges, så det forundrede ham ikke at hun var sulten, derfor lod han hende blot og skænkede op til sig selv og til hans mor af drikke. Han nikkede blot, som hun takkede, hvor han selv gik i gang med maden og han kunne ikke lade vær med at sukke nydende, for det smagte ufattelig godt! Han kluklo ganske let, da han vendte blikket mod sin lille prinsesse og så hvordan hun skovlede maden ind. At hun så sagde at det smagte godt, fik ham til at stryge hende blidt over håret. ”Det lyder godt prinsesse, spis du alt hvad du kan, indtil du er mæt,” opfordrede han hende, som han slet ikke ville stå i vejen for at få hendes sult slukket og nu hvor de var her hos farmor, så kunne hun sikkert få alt hvad hun ville have, da hans mor trods alt havde penge til det bedste af det bedste! Han valgte selv at spise mere, inden han roligt tyggede af munden og løftede sit glas. ”Jeg synes at vi skal skåle. For at vores lille familie er samlet,” svarede han med et smil, som han vendte blikket mod Jacqueline og derefter mod hans mor, som han havde løftet sit glas. Han skålede let med dem, inden han valgte at skylle den gode vin ned, hvor han sukkede ganske let. Han vendte blikket mod sin mor. ”Det er en god vin. Er det en her fra Peula?” spurgte han nysgerrigt. Han var jo næsten en professionel vinkender, da han selv havde lavet i sin tid, hvilket han havde tænkt at genstarte igen, så han havde et formål med livet og så Jacqueline kunne vokse op i trygge og sikre omgivelser, der ikke var med fare på færde, da han ikke ønskede en gentagelse af det som var sket med deres familie og at de blev skilt. ”Det hele smager himmelsk, mor,” svarede han sandfærdigt og lettere komplimenterende, som han sendte hende et smil.

[Deleted]

At se den lille familie tage plads ved bordet, var på ingen måder noget som gjorde Jacqueline det mindste, for det glædede hende faktisk, at hun for en gangs skyld ikke skulle være alene. Det var måske meget sagt, men hun brød sig slet ikke om det.. Hun havde aldrig gjort det før, og naturligvis var det noget som selv kunne formå at skræmme hende en anelse, uden at hun egentlig som sådan, kunne gøre det vildeste ved det af den grund. Nu var hun ikke længere alene, og det var noget som uden tvivl, måtte passe hende helt fint, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun smilede let for sig selv, også selvom hun ikke rigtigt tog for sig på den samme måde som de andre gjorde, for hun havde det ikke særlig godt, og selvom hun følte at hun var frygtelig sulten, så kunne hun slet ikke spise så meget, da hun slet ikke var vant til at spise i den mængde.. Hun manglede den ro i livet, som Giovanni havde udgjort for hende, som Ilaria udgjorde for Sonic, så hun forstod udmærket godt hvordan han havde det, for hun havde det jo på helt samme måde – foruden det faktum, at hun ikke rigtigt havde haft noget som helst til at holde hende oppe som sådan – får nu om ikke andet, nu hvor de var der. Selv tog hun endnu en lille bid, hvor hun tyggede godt af munden, hvor hun selv bevidst så bort fra lille Jacqueline som sad og smaskede maden i sig overfor hende, for den tanke var noget som uden tvivl morede hende. Hun ville naturligvis gerne hjælpe til i den mængde som hun kunne, og så var det jo egentlig lige meget med hvad det var for dem, så lang tid at de havde det godt, så var det faktisk også det vigtigste for hende. At han gerne ville skåle, var hun med på, hvor hun roligt hævede sit eget glas, som hun lod klinge mod hans. ”Skål, min dreng.. For en lille, men glædelig familieforening,” sagde hun roligt. Det var jo faktisk sandt. De sad der som repræsentanter af tre generationer ved det samme bord, hvilket jo faktisk slet ikke gjorde hende det mindste, for det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hun nippede let til vinen, inden hun roligt satte den fra sig. At han så kunne gætte sig frem til at det var en fra Peula, fik hende kun til at smile ganske let, idet hun roligt nikkede til ham. ”Det er det skam,” begyndte hun sigende, som hun igen vendte blikket mod ham, idet hun tog endnu en rigtig lille bid af sin mad. ”..det er en af de sidste flasker, fra den vinfarm som har været her.. Den gik desværre nedenom og hjem,” fortalte hun ærligt, som hun roligt lagde sin gaffel fra sig. Hun var slet ikke vant til at få så meget i sig, som hun havde gjort frem til nu, så det var jo faktisk fremskridt, selv i hendes øjne. ”Det er godt I begge kan lide det.. Der er skam mere af hvor det kommer fra,” tilføjede hun.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde slet ikke været i stand til at finde nogen hemmelige rum, også selvom hun altså havde kigget godt efter! Så godt efter som en lille pige nu kunne, for hun kunne jo heller ikke nå alle stenene nede i kælderen eller noget, men hun havde altså gjort det, så godt som det hun nu kunne! Og det havde altså skuffet hende, for nu havde hun altså troet, at hun kunne finde noget, men nu hvor hendes far havde indvilget i at gå på skattejagt sammen med hende, så var det faktisk noget som gjorde hende frygtelig glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Orh ja! Du altså hjælpe Dadda.. Mig ikke gøre det selv.. Mig ikke nå alle steder..” beklagede hun sig, også selvom det jo var rigtigt. Hun var jo ikke så høj., og hvad nu hvis hun var gået forbi nogen, kun fordi at hun slet ikke kunne nå dem? Det i sig selv, var en tanke som faktisk formåede at gøre hende temmelig frustreret!
At komme ind for at få noget at spise, var noget som passede Jacqueline helt fint, for hun havde ikke fået noget at spise siden i morges, så naturligvis, var det noget som gjorde hende forbandet glad, så det var bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. At hun bare skulle spise frem til hun var mæt, var slet ikke noget som han skulle sige til hende to gange, hvor hun mere eller mindre bare skovlede ind, hvor det næsten føles som hun glemte at tygge. Hun var virkelig glad for endelig at få noget i maven, for det trængte hun uden tvivl til! ”Mig også rigtig sulten, Dadda..!” endte hun med en helt stor og tydelig begejstring i stemmen, som hun selv slet ikke kunne lægge det mindste skjul på mere, og så var det nu bare sådan at det måtte være når alt endelig skulle komme til alt. Hun vendte blikket mod sin far, som han lagde det hele op til en skål, hvor hun nikkede og fumlede ud efter hendes glas, som hun kunne høre ham og farmor skåle, for det ville hun altså også være med til! Selvom hun måske fumlede lidt for meget, og måske fordi at hun pludselig synes at blive en smule for ivrig, så endte hun med at vælte sit glas med vand i stedet for, så det hele faldt ud på bordet. Hun blinkede let med øjnene, inden hun tog sine små hænder til sig endnu en gang. ”Hovsa.. Undskyld Dadda..” sagde hun hastigt, som hun vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Det havde jo slet ikke været hendes mening at vælte glasset eller noget som helst! Hænderne lod hun falde ned i sit lille skød, hvor hun blev siddende og betragtede sig af dem. Vin kunne hun slet ikke lide, så det at de kunne få sig selv til at drikke det, forstod hun da slet ikke!

[Deleted]

Morende slap Sonic en latter, da hun lød helt frustreret over ikke at kunne nå, hvilket han såmænd godt forstod, for det kunne jo godt være at hun rent faktisk var gået forbi et uden at vide det, men det måtte de jo kigge på snart, og masser af tid havde de, ligesom der var masser af steder de kunne lede, for palæet var frygtelig stort og alt for stort til hans mor alene. ”Så skal far nok hjælpe dig med at nå de steder du ikke selv kan,” lovede han hende, som han sendte hende et varmt smil. Han skulle nok hjælpe hende med at finde det hele, da det naturligvis kunne være spændende at finde ud af det, og der var han jo lige så nysgerrig som hun var. Utroligt var det at tænke på at han var far og snart skulle være det igen, da han aldrig havde troet at den dag ville komme, fordi han havde været så flyvsk som han havde, men nu havde han en stor pige, hans lille prinsesse og tilmed med en ny på vej, hvilket var noget som han fandt surrealistisk, og dog var det en tanke som måtte glæde ham, da han virkelig elskede sin lille pige, og hun kunne endnu få ham til at smile. Og det gjorde hun bestemt også, sådan som hun skovlede det hele ind i sig, hvilket han ikke sagde noget til. Manererne skulle nok komme med tiden, men lige nu så forstod han godt at hun var sulten, så hun skulle bare tage for sig! ”Vil du have lidt mere?” spurgte han, som han så at hun allerede havde spist snart det hele som han havde skænket op, han havde dog ikke startet ud med så meget, da hun trods alt kun var en lille pige, og han vidste endnu ikke hvor meget hun sådan kunne spise, da han kun havde brugt et par dage sammen med hende alene, på deres tur hertil Imandra. Han vendte roligt blikket mod sin mor, som han lod sit glas klinge mod hendes, hvor han sendte hende et varmt smil. Han nikkede ganske let, som han tog en slurk af vinen, hvor den var ganske udsøgt! ”Tja det er måske meget godt, når jeg nu får min startet igen, så vil jeg nok udkonkurrere dem alle,” svarede han drilsk og dog selvsikkert. Hans vin havde jo altid solgt frygtelig godt, hvor han var sikker på at han nok skulle få noget godt stablet på benene her i Peula! Blikket gled mod Jacqueline, som hun slog til glasset og væltede det, hvor han hastigt rejste sig, greb om glasset og fik det løftet igen, skønt det meste var røget ud på bordet. Blikket vendte han mod sin mor. ”Undskyld,” svarede han dæmpet og dog hastigt. Tøsen var jo kun en lille pige, så det var hvad der skete i den alder, men derfor var det jo stadig et fint sted de befandt sig og han havde trods alt ikke lyst til at ødelægge noget, om det så var ved et uheld eller ej, han tog omkring hans egen og Jacquelines serviet, hvor han fjernede de fleste ting og forsøgte at få tørret det meste op, inden han lod det ligge, som han satte sig med et suk. Han vendte blikket mod Jacqueline, som han løftede en hånd og lagde den mod hendes hoved. ”Det går nok, det var et uheld, men pas bedre på næste gang okay?” svarede han roligt, som han strøg hende over lokkerne, inden han roligt hældte en smule op til hende, skønt det ikke var nær så fyldt som sidst, hvor han denne gang rakte hende glasset, hvor han tog om sit eget og holdt det ud foran Jacquelines. ”Vil du skåle med mig prinsesse?” spurgte han med et skævt smil, som han ventede at hun klingede sit glas imod hans. Han så roligt mod hans mor. ”Det smager fantastisk. Men du bør spise noget mere,” svarede han sandfærdigt, hvor det sidste blev udtalt dæmpet.

[Deleted]

Det hele var utrolig svært for Jacqueline, men hun forsøgte at gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt, men nemt var det ikke, og nu hvor hun havde en lille pige, som hun skulle opretholde et skuespil overfor, hvor hun måtte lade som om at alting var i skønneste orden, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende for den sags skyld. Lige nu var det ikke hvad hun tænkte på, men mere på at få noget ned, så det ikke skulle ligne noget slemt eller noget lignende, for det var allerede gået op for hende, at det var sådan noget som den lille pige lagde mærke til med det samme, og naturligvis, var det noget som gjorde ham temmelig usikker i sig selv, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun selv fortsatte med at spise de små bider som hun brugte utrolig lang tid på at tygge, for hun var jo i sig selv, slet ikke vant til at spise noget som helst nu om dage! Alene det at skulle tage glasset og hæve det, var faktisk tungt for hendes arm, også selvom hun faktisk formåede at gøre det og lod glasset klinge mod hans i en skål. Selv tog hun roligt en tår af glasset, inden hun satte det fra sig igen. Hans ord fik hende kun til at smile let for sig selv. Med den vin som han havde produceret i Procias, så var hun slet ikke i tvivl om at han nok skulle formå at slå an her. ”Selv Giovanni kunne lide den vin som du stod bag i Procias, Sonic.. Jeg er sikker på, at med den erfaring, så skal du nok formå selv at slå an her,” erkendte hun med en rolig mine, for hun så skam ikke nogen grund til at lyve for ham. At Jacqueline så skulle siges at være en smule uheldig med glasset, sagde hun ikke noget til, for det var det som skete med små børn. ”Det skal du ikke undskylde for.. Den slags sker jo for de små størrelser,” påpegede hun sigende, som hun tog sin egen serviet, og hjalp til med at få vandet væk fra bordet. Det var tydeligt at selv det var noget som påvirkede lille Jacqueline, og så lang tid hun vidste, at det var forkert, så tog hun det ikke så hårdt. Det havde nok været noget andet hvis det havde været Giovanni, men.. hvis det havde været tilfældet, så havde de nok heller ikke været her på stedet, for manden kunne jo slet ikke døje Sonic, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende, men lige nu var det vigtigste for hende, at hun havde lidt familie der.. og lidt til at holde hende oprejst, så det ikke skulle gå helt galt, så selvfølgelig var et også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. At han så kommenterede hendes madindtag, forundrede hende ikke, for hun vidste at han havde ret, selvom det nu heller ikke ligefrem gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. ”Jeg ved det godt..” mumlede hun blot igen, som hun gled tilbage i sin egen stol igen, hvor hun tog om sin gaffel og endnu en lille bid. Hun følt sig jo allerede mæt!