Visiting

[Deleted]

Det havde ikke taget lang tid, for at komme fra Strife Manor til dæmonernes by, da der højst var gået et kvarter. Koldt var det, selvom Sonic ikke havde noget besvær med at finde varmen, for han var trods alt ilddæmon, hvor Jacqueline også var, samt hun var isdæmon, så kulden burde på ingen måde genere hende. På vej herhen, havde han spurgt hvad hun alt havde lavet i den tid hvor de havde været fra hinanden, hvor han ikke havde kunnet lade vær med at smile, da hun altid havde været frygtelig snaksalig når det kom til ham. Han havde dog godt kunne høre at hun havde brugt meget tid på at vente på ham, hvilket gav ham dårlig samvittighed, for han skulle have taget hende med sig, første gang han kom og besøgte hende, men på den anden side så havde hun aldrig mødt Zachary, hvis han havde gjort det, så det var måske meget godt at det var gået denne vej? Nu var de i hvert fald sammen og han slap hende aldrig af syne igen! Han ville have hende hos sig, så længe som det var ham muligt. Han havde også fortalt om hvordan det var i Peula, at alt var tropisk, dermed varmere, at der var mange frugter og at de lavede andre ting, end hvad hun var vant til fra Procias og Dvasias, eftersom der var en anden vækst der, hvor man lavede kaffe og bomuld, ligesom vinen også var god, og han havde fortalt at han ville lave vin igen, og måske have en frugtplantage med alle de frugter hun kunne lide. Og så havde han naturligvis fortalt om farmor, skønt han ganske vidst ikke kendte særlig meget til kvinden, men han havde fortalt at hun for nylig havde mistet sin mand, så hun var meget ked af det. Det eneste han ikke havde fortalt hende endnu, var at de skulle besøge Ilaria, at det var hende som de skulle se, for.. han vidste ikke helt hvordan han skulle sige det, da han godt vidste at tøsen følte sig svigtet af hende, hvor han heller ikke ville have at hun skulle miste modet inden de kom derhen, så han havde forsøgt at springe let og elegant over spørgsmålet hvem skal vi møde.
Det var kun lidt over middag og solen var endnu oppe, som de red ind i dæmonernes by. Sonic fik roligt redet hesten ind til en fold, hvor den kunne stå og få noget at spise og drikke. Han kom ned fra hesten, hvor han vendte blikket mod hende og sendte hende et smil. Han fandt nogle guldmønter frem som han betalte den knægt der tog sig af hestene, inden han kom hen til Jacqueline igen. ”Jacqueline..? Vi er her, for at besøge.. din mor. I har ikke set hinanden i lang tid og hun savner dig,” fortalte han endeligt, som han ikke tog blikket fra hende. Han vidste ikke helt hvordan hun ville have det med det, men det behøvede jo ikke at blive et langt besøg, som han blot skulle.. finde ud af det hele med Ilaria. Det var ikke fordi han havde tænkt sig at snakke om det foran tøsen, men så måtte tøsen jo se hvordan mor boede, imens han talte med Ilaria. Han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden. Hendes hår var blevet tørt i løbet af turen, da hans varme havde sørget for at tørre dét, sammen med hans eget tøj. ”Bagefter tager vi til Peula min skat, og så får du lov til at bestemme hvad vi skal,” lovede han hende, som han sendte hende et varmt smil. Han tog roligt fat i hende, kun for at placere hende på hans skuldre, så hun sad bag hans nakke. ”Kan du se det hele deroppefra?” spurgte han morende, som han holdt fast i hendes ben, så hun ikke ville ryge ned.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selvom Jacqueline allerede måtte erkende, at hun faktisk savnede Zachary en smule, så var det virkelig rart at have sin far ved sig, da det var noget af det bedste af det hele, selv for hendes vedkommende. Godt gemt under tæppet og ind mod hans favn, som de red af sted på hesten, hvilket hun faktisk ikke rigtigt kunne huske at hun havde prøvet før, foruden dengang, hvor Jacques havde fået hende fra Procias og til Manjarno, men selv der var hun faldet i søvn på vejen, så det var allerede gledet en smule i glemmebogen. At kævle, var hun efterhånden blevet god til omkring hendes kære far, hvor hun havde fortalt ham omkring alt det som hun havde lavet mens han ikke havde været der – hvilket jo faktisk ikke var så meget igen, hvor hun jo faktisk mest af alt, havde siddet og kigget efter ham, for hun havde jo ønsket og bedt til at han ville komme og hente hende, selvom det jo ikke ligefrem havde været tilfældet, hvilket hun havde været ked af, men det var alt sammen fint nu, for nu havde han jo tros alt fundet hende, og det var noget som faktisk passede hende helt fint! Næsten lige før hun var endt med at glide hen i en søvn, efter den tur i søen, så vågnede hun op, efter den korte ridetur til Appolyon. At hendes mor var her, vidste hun faktisk ikke, også fordi at hun stadig gik rundt i den tro på at hun slet ikke kunne lide hende, for det var bare det indtryk som hun havde fået, og selvfølgelig var det noget som selv faktisk formåede at gøre hende ked af det, og derfor forsøgte hun faktisk ikke at tænke på det. Hun vendte blikket op mod ham, som han endelig fortalte hvem det var de skulle besøge her, hvor hun blev en anelse mere tavs, for hun vidste jo slet ikke om det faktisk var en god idé. ”Mor ikke lide mig.. Tror du hun savne mig?” spurgte hun stille, som han valgte at tage fat omkring hende og førte hende op på hans nakke, hvor hun alligevel måtte smile en anelse for sig selv. Næsten automatisk greb hun ud efter hans ører, for at være sikker på at hun selv måtte sidde ordentligt, inden hun slap en latter. Hvis de kun var der for at sige hej, så var det vel heller ikke så slemt igen, var det? Hun blinkede let med øjnene og endte langt om længe med at sætte sig ordentligt, inden hun roligt slap hans øre igen. Hun ville jo også gerne se sin farmor og være lidt sammen med far alene for en gangs skyld, uden at alt muligt skulle komme i vejen for dem, for det gad hun altså slet ikke mere! Slet ikke, nej! Hun nikkede med et stort smil. ”Mig kan se alt heroppe fra! Du stor, Dadda!” sagde hun med sin glade barnestemme, idet hun så sig omkring. Selv hun var jo trods alt nysgerrig, og hun havde jo ikke været her før – som hun kunne huske af om ikke andet.

[Deleted]

Overfor Sonic havde Jacqueline altid været en meget snaksalig tøs, hvilket var en tanke som måtte more ham, hvor han godt gad vide hvem hun havde arvet det af, men det var vel bare typisk for et lille barn, der var glad og begejstret? Han havde dog intet imod at høre på hende, da han måtte erkende at han havde savnet alt ved hende, flere gange havde hans blik gledet over hende, for at se hvilken stor pige hun var blevet, for helt lille var hun jo ikke mere og hun voksede kun som tiden gik. Hun var dog stadig lige så smuk som hun altid havde været, hvilket hun klart havde arvet efter sin mor, selvom hun havde hans øjne, hvilket han rent faktisk var stolt af! Han elskede alt ved hende, hvor han mest af alt bare var glad for at have hende hos sig igen, og denne gang kunne ingen stå i vejen for ham, for nu var hun hos ham og han slap hende aldrig igen! Som han steg af hesten og fik betalt for folden, vendte han sig roligt mod hende. At hun påstod mor ikke kunne lide hende, ville ikke være første gang, da han godt vidste at Ilaria aldrig havde været værende, så man kunne vel egentlig ikke bebrejde tøsen? Men inderst inde elskede hendes mor hende lige så højt som hendes far gjorde. Han sendte hende et varmt smil, som han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden. ”Jacqueline, jeg ved godt at mor ikke har været der så meget, men hun elsker dig, hun kan lide dig og hun savner dig, det har hun selv fortalt mig,” svarede han sandfærdigt og ærligt, for løgn var det trods alt ikke. Han tog roligt fat omkring hende, så hun kunne komme op og sidde på hans nakke, hvor han trak på smilebåndet, da hun holdt fast i hans ører. Han grinte ganske kort til hendes ord. ”Det er godt prinsesse, vi skal jo nødig have at du går glip af noget vel? Ser du, her bor alle dæmonerne, de er vores artsfæller,” fortalte han roligt. Sidst han havde set hende, hvilket havde været i sommers i Procias, havde hun ikke vidst hvad en dæmon var, men efter at hun havde boet hos Evan, vidste han ikke om hendes viden var blevet lidt større, for selv Zachary havde været dæmon. Han gik roligt ned ad gangene, der var bygget op af hulens klippevægge, selvom hele stedet var enormt! Det var faktisk et smukt sted, skønt det var i en hule, men det var et sted for alle slags dæmoner. Han gik roligt i et stille tempo, så hun kunne få alt med, hvor de af og til måtte passere nogle folk på vejen. Han skævede kort op mod hende, skønt han ikke kunne se hende ordentligt, for han ville heller ikke have at hun skulle ryge ned. ”Når vi ser mor, vil far gerne have at du giver hende et kram, okay?” svarede han roligt. Han havde altid ønsket at de skulle have et tæt bånd alle sammen, være en lykkelig familie, men det var svært når de både var skilt og når to af dem havde svært ved at kunne med hinanden, selvom alle omstændigheder var anderledes denne gang, for tøsen var blevet større og kunne gøre ting selv nu. Han gik roligt ned ad gangene, hvor han satte kursen mod Ilarias værelse, eftersom det oftest var der han fandt hende, men på den anden side var han også altid kommet sent de andre dage, hvor han denne gang kom midt om dagen, og da han vidste at hun havde arbejde i rådet, så vidste han ikke hvor hun befandt sig, men så måtte de jo lede efter hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde aldrig haft noget problem med at åbne sig for sin far, da han jo trods alt var hendes far, og derved også en mand som hun fortalte alt muligt til! Hun ønskede at lade ham vide hvordan hun havde haft det, og specielt nu hvor hun ikke havde sin bamse at snakke med mere, så måtte han jo blive et ’offer’ for det i den anden ende, selvom det vel heller ikke var noget som han havde det mindste imod når alt endelig måtte komme til alt? At det så var hendes mor de skulle besøge, var en tanke som omgående gjorde hende en anelse usikker, for hun vidste bestemt ikke om det var noget som hun skulle synes godt om eller hvad det var, for hun brød sig faktisk ikke helt om den tanke! Hun vendte blikket en smule usikkert mod ham endnu en gang, som han hævede hånden og strøg hendes kind. At hendes mor elskede og savnede hende, havde hun faktisk svært ved at tro på, for hendes mor havde jo aldrig besøgt hende nogen steder! Hun rystede på hovedet. ”Mor aldrig komme på besøg, nej hun gjorde ej.. Dadda besøge mig, selvom han kunne få ondt igen,” modargumenterede hun med en dæmpet stemme. Det kunne godt være, at hun var en lille pige og ikke særlig gammel, men hun var altså kvik nok af den grund! At hun så endte på sin fars nakke, var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod! Slet ikke! Hun smilede stort for sig selv, og så rundt omkring over det hele, for her havde hun jo trods alt heller ikke været før, og der var jo så mange ting som hun kunne se nu! Med et massivt smil på læben, så sparkede hun næsten med benene af ren og skær over. ”Bor de alle sammen her? Også Zachary bo her?” spurgte hun, som hun vendte blikket ned mod sin far, nu hvor hun sad på hans nakke, så var det heller ikke altid lige nemt at se ham altså! At de andre kiggede dumt efter dem, reagerede hun ikke rigtigt på, for hun havde sin far, og det var faktisk det eneste som havde nogen betydning for hende i det store og hele. At han ville have hende til at give mor et knus var.. vel noget som hun godt kunne gøre? Selvom hun ikke helt vidste hvordan hendes mor ville have det med det hele, så ville hun jo bare gerne gøre hendes far glad og tilfreds, så det var vel heller ikke så svært at forstå igen, var det? ”Tror du mor vil kunne lide det..?” spurgte hun dæmpet, som hun let blev siddende på hans nakke og kiggede ned mod ham. Selv vidste hun ikke om det var en god idé, men igen.. stod det til hende, så var de altså på vejen mod hendes farmor i stedet for at være her, for det var slet ikke noget som hun ville, hvis hun ellers kunne blive fri for det, men igen.. hvis det gjorde far glad, så kunne hun vel godt gøre det? ”Vil Dadda blive glad så?” spurgte hun med et smil på læben.

[Deleted]

Jacqueline var ikke dum selvom hun var lille, da hun godt vidste hvordan tingene fungerede og det respekterede Sonic skam, selvom problemet var at det var svært at forklare hende ting, så hun forstod det, for han var jo faktisk ikke vant til at tale med små børn, for han havde aldrig brudt sig om børn, men Jacqueline var hans datter og han elskede hende, derfor elskede han alt ved hende, selv når hun kværnede løs og var ustoppelig i sin nysgerrighed og snak, for han ville jo gerne besvare alle hendes spørgsmål så godt som han nu kunne. At hun så også havde bidt sig mærke i at det kun var far der havde besøgt hende selvom han kunne have fået av, gjorde det ikke just bedre, for hun havde trods alt ret, men det var der jo også en grund til, for hendes mor havde jo faktisk flere gange forsøgt at komme ind, selvom det ikke havde været muligt for hende. ”Det ved jeg godt min skat, men det er kun fordi at far er mentaldæmon, det er mor ikke. Far kan mange tricks som mor ikke kan, derfor kunne far komme over muren. Mor har skam forsøgt at komme og besøge dig, men ingen ville lukke hende in,” fortalte han sandfærdigt, da han skam ikke havde tænkt sig at lyve for hende! Hun havde fortjent at vide sandheden, selvom hun ganske vidst endnu var for lille til at kunne forstå sig på det hele, derfor så måtte de vente til at hun engang blev større og så kunne det være at de kunne give hende den sande historie om hvad der var sket og hvorfor de var blevet skilt. ”Zachary bor desværre ikke her, men han bor tæt på. Evan arbejder her, og det er nok her I kommer til at lege sammen,” svarede han roligt, som han fortsatte med at gå ned ad gangene hvor han af og til drejede til højre og venstre. Han vidste faktisk ikke hvor de skulle lege, men han ville nok have det bedst med at de var et sted hvor han kunne holde øje med dem, eller hvor han ikke var langt væk, for han brød sig trods alt ikke om at hun skulle være her alene. Som hun spurgte om mor ville kunne lide et knus, skævede han endnu engang op mod hende. ”Selvfølgelig vil mor kunne lide det! Alle kan lide at få et knus i ny og næ, min skat,” svarede han sandfærdigt. Han tvivlede på at Ilaria ville afvise tøsen, eller ville hun? I så fald blev han nok stiktosset, men på den anden side så vidste han at kvinden havde savnet sin datter, så hun måtte vel blive glad for endelig at se hende? ”Det vil gøre far rigtig glad,” svarede han i en varm tone, „og vi behøver ikke blive særlig længe. Far skal bare lige snakke med mor, og du skal selv hilse på hende, du skal jo vise hvor stor og stærk du er blevet! Ligesom du skal vise mor din fine kjole," tilføjede han med et skæt smil. Folkene de passerede tog han sig ikke af, da han kun havde øjne for sin datter, hvor han kun var glad for at han havde hende hos sig igen, og så var alle andre fuldstændig ligegyldig for ham! Han stoppede roligt op, som de nåede Ilarias værelse, hvor han roligt strakte armene og tog fat omkring hende, for at sætte hende ned på jorden foran ham. ”Så er vi ved mors værelse.” Han løftede roligt hånden, som han valgte at banke på, hvor han ellers rettede sig op og med hænderne placeret mod Jacquelines skuldre. Om hun var der, anede han ikke, men det fandt de vel ud af?

[Deleted]

Ilaria havde ganske enkelt haft det direkte elendigt siden hun havde set Sonic sidst, også fordi at den ene tur i sengen havde bragt med sig et resultat.. Et resultat som hun slet ikke havde regnet med, og som hun mentalt slet ikke var beredt på i det hele taget, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund! Mødet tidligere på dagen, havde hun været tvunget til at forlade temmelig tidligt, udelukkende på grund af den intense kvalme, som samtidig også forhindrede hende i at spise og holde næringen i sig, for det føles virkelig at det hele kom op, så snart hun fik noget i sig, og det var næsten skræmmende, for så slemt havde det slet ikke været, da hun havde været gravid med Jacqueline! Hvorvidt om hun overhovedet ville se nogen af dem igen, vidste hun ikke, også selvom hun ikke just gjorde sig de største forhåbninger om noget som helst, for hvorfor skulle hun? De var gået fra hinanden i vrede sidst, også selvom det ikke ligefrem var nyt for hende på nogen måde. Igen havde hun droppet de slanke kjoler til fordel for noget af det lidt mere løse, også for at skjule den let voksende bule som tog til på maven som tiden gik. Hun bifaldt ikke tanken det mindste, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. På sengebordet stod et glas vand, som hun havde stirret på igennem det som måtte tilsvare timer, hvor hun kun havde fået taget en enkelt tår eller to. Hun sukkede dæmpet, inden hun igen greb ud efter det og tog en lille tår. Det var da om ikke andet, så noget af det som hun faktisk formåede at holde i sig. Selv lignede hun nok noget som var lort efterhånden, og da slet ikke så attraktiv som hun havde været sidst Sonic havde set hende, men det var jo en helt anden side af sagen.
At det bankede på døren, fik hende kun til at skæve mod den. Umiddelbart hvem det kunne være vidste hun ikke, selvom hendes gæt var på at det var Cecilaya som var kommet for at kigge til hende og komme med den løftede og hævede pegefinger for hendes opførsel ved mødet, kun fordi at det kunne ligne hende! Hun sukkede tungt, idet hun rejste sig op og glattede den løse kjole en anelse ud, inden hun stille søgte hen til døren kun for stille at åbne den. Hvad der var på den anden side, var bestemt heller ikke noget som hun kunne sige sig at have regnet med, hvor hun næsten følte hvordan hendes hjerte hoppede et helt slag over, hvor hun let blinkede med øjnene. ”Sonic… Jacqeline?” endte hun tydeligt overrasket, som hun åbnede døren helt. At hendes pige var blevet så stor, var slet ikke noget som hun kunne forstå og da slet ikke noget som hun havde regnet med, for hun havde jo slet ikke regnet med at hun nogensinde ville se hende igen, og specielt ikke efter så vred som Sonic havde været på hende sidst.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var bestemt ikke dum af sig, og det ville hun aldrig blive, for lige der vidste hun jo at hun havde ret! Hun kunne godt huske når hun havde haft besøg, og hendes mor havde aldrig besøgt hende! At det så var fordi at hun ikke havde mentaldæmonen i sig, var ikke noget som gjorde nogen forskel på hende som den lille pige hun var, for hendes mor havde jo ikke givet lyd fra sig uanset! Hendes mor kunne ikke lide hende, og det var altså hendes store konklusion af det hele, uanset hvad han så ville sige! Hun vendte blikket en anelse væk ved hans ord, for hun var bestemt heller ikke tilfreds! Hun ville hellere besøge sin farmor end hun ville blive her ville hun! Hun sukkede stille, som hun vendte blikket usikkert mod ham. Hun kunne ikke lide at hendes mor var sur på hende, for hun kunne jo ikke se hvad hun havde gjort forkert, og så kunne hun jo heller ikke sige undskyld for det. ”Hvem ville ikke lukke mor ind? Ville Jacques ikke? Han er bare en dum mand er han!” konkluderede hun næsten helt skuffet, som hun slog armene fast over kors og skød underlæben en anelse frem. Selvom den tanke omkring hendes mor helt klart var noget som gjorde hende en anelse usikker på det hele, så forsøgte hun ikke at lade det påvirke hende, og nu hvor hun igen var i helt nye omgivelser, så var det andre ting som kunne tage hendes opmærksomhed, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde hende det mindste! Tvært imod! At Zachary så ikke var her, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende lidt trist, for hun savnede ham jo. ”Okay..” svarede hun igen en anelse utilfredst, som hun lod hendes far fortsætte. I det store og hele, så lignede alle disse gange hinanden for hende, men så lang tid han vidste hvor de skulle hen, så var det vel også fint? At han så til gengæld var overbevist om at mor ville blive glad for at knus, så skulle hun da nok prøve på det, og så godt som hun nu kunne gøre det! ”Mig skal prøve!” lovede hun oprigtigt og med et sigende nik, som de langt om længe nåede frem og han løftede hende ned igen. Et sted kunne hun næsten mærke at hun var.. nervøs? Det var jo lang tid siden hun havde set sin mor, og hvad nu hvis hun var sur på hende og ikke kunne lide hende? At han så bare skulle snakke med hende, så de kunne komme videre, var egentlig noget som faktisk passede hende helt fint, det var der ingen tvivl om.
Som far bankede på døren, så begyndte Jacqueline at stå der og fumle lidt med hænderne. Hvordan skulle hun selv gribe det rigtig an? Det vidste hun jo ikke engang! Som døren blev åbnet for dem, så lagde hun selv ikke rigtigt mærke til hvordan hendes mor så ud, hvor hun bare løb hen til hende og krammede hvad hun kunne få fat på, hvilket endte med at blive hendes ben. ”Mig savne dig mor! Du også savne mig?” spurgte hun med en helt glad stemme. Et sted havde hun vel savnet sin mor, selvom det var svært for hende, sådan rigtigt at vedkendes?

[Deleted]

Sonic forstod godt hvis Jacqueline havde fået det forkerte indtryk af Ilaria, da kvinden aldrig havde været der lige så meget som ham, ganske vidst var det Ilaria der havde givet hende mad og til tider stået op om natten for at trøste hende, men ellers havde det stort set været ham der havde passet tøsen og taget hende op, hvis hun var begyndt at græde, hvor han var trådt til, hver gang Ilaria havde valgt at give op. Til tider havde han tilmed holdt pause fra arbejdet, bare for at lege med tøsen, for han havde jo altid været glad for hende, selvom han nok aldrig blev den perfekt forælder, men.. hvem kunne også være det? ”Jacques ville ikke lukke mor ind, ingen, ikke en ville lukke mor ind, Jacqueline. Ingen ville have at du skulle være sammen med hverken mor eller mig,” fortalte han sandfærdigt, for løgn var det jo ikke engang. Alle var stort set imod at tøsen var sammen med sine forældre, selvom det i hans øjne var passende, for det var jo ikke fordi at hverken ham eller Ilaria ville gøre tøsen ondt, de ønskede tværtimod begge det bedste for tøsen. Den utilfredse stemme kunne han godt høre, selvom han ikke rigtig kunne gøre noget ved det, for han havde jo ikke bestemt hvor Evan skulle bo, ligesom de alligevel ikke kom til at bo her selv, da de tog til Peula og det lå endnu længere væk, men derfor skulle hun nok få knægten at se igen, og det var noget som han ville love hende, for det havde hun fortjent! At hun ville prøve at være sød og give mor et kram, var noget som måtte glæde ham og få smilet til at brede sig på hans læber. ”Det var godt min pige. Far forlanger heller ikke andet,” svarede han roligt, da han bare ønskede at hun skulle vise sin mor lidt interesse, for så skulle hun nok få det igen, det var han da om ikke andet en smule sikker på.
Som de nåede Ilarias værelse, satte Sonic roligt Jacqueline fra sig, så hun stod foran ham, hvor han selv blev en smule nervøs. Sidst var de endt med at gå fra hinanden i vrede, hvilket naturligvis måtte gøre ondt, men alligevel havde det været en fantastisk nat, eftersom de havde været tæt, hvilket havde føltes helt.. perfekt. Ingen kunne give ham det som hun kunne, selvom det gjorde ondt at hun havde afvist ham. Som der blev taget i håndtaget, mærkede han hvordan han blev nervøs, hvor han sank den klump som havde sat sig fast. Han mærkede hvordan hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst, hvor han helt holdt op med at trække vejret. Som han så Ilaria åbne døren, lagde han først mærke til hendes overraskelse, selvom han derefter lagde mærke til hvor dårligt hun egentlig så ud, for hun.. så helt syg ud. Det var måske det som Evan havde ment? Han valgte dog at ignorere det for nu, som han så hvordan tøsen valgte at kramme hende, hvilket fik hans smil til at brede sig på hans læber, da han næsten ikke havde regnet med at hun ville gøre det med det samme, men det måtte alligevel glæde ham, som det varmede ham at hele familien var samlet igen.

[Deleted]

Ilaria havde det bestemt ikke særlig godt, selvom det vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen? Hun var alene, hun havde ikke nogen at søge til, og i hendes nuværende tilstand, så skulle der bestemte heller ikke meget til, før hun begyndte at hakke på folk, også fordi at hun gik rundt med en konstant kvalme og havde svært ved at formå at holde mad og vand i sig, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun havde bevidst valgt ikke at give Sonic besked, selvom hun vidste, at det var hans fulde ret, men hvorfor skulle hun, når de igen var gået fra hinanden i ren vrede? Ikke fordi at det var første gang, for det var jo trods alt primært sådan at det foregik, så det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen ekstraordinær nyhed, for det var det slet ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv nu hvor hun mere eller mindre havde forsøgt sig med en lille lur, så kunne det heller ikke ligefrem se ud som det var noget som hun fik lov til, da det bankede på døren, hvor hun var tvunget til at rejse sig op endnu en gang, selvom det slet ikke var noget som hun havde lyst til, men igen, hvis det skulle vise sig at være hendes leder, så kunne hun så sandelig heller ikke lade den unge tøs vente!
At det var Sonic og Jacqueline som stod på døren, var bestemt ikke ligefrem hvad hun havde regnet med, for skulle hun være helt ærlig, så havde hun slet ikke regnet med at han ville opsøge hende igen, efter hun havde nægtet at tage med ham nogen steder hen! At det var hendes datter han havde med.. hendes elskede datter, var noget som næsten tvang hende i knæ, så hun kunne se på hende. ”Kom.. lad mig se på dig..” Hun tvang tøsen til at slippe sit ben, kun for at lægge sine kolde hænder mod hendes kolde kinder. At hun var blevet så stor, var slet ikke noget som hun kunne forstå, selvom hun virkelig var glad for at se hende ved godt vel. Svagt måtte hun alligevel trække på smilebåndet. Et af de yderst få smil som hun kom med i det hele taget, idet hun bare lod armene søge omkring hende, kun for at trække hende ind mod sin egen favn. ”Mor har virkelig savnet dig min pige..” endte hun med en næsten helt dæmpet stemme. Hånden strøg let igennem tøsens lange hår, hvor hun følte hvordan lettelsen for alvor havde ramt hende.. Og det var virkelig, virkelig rart i længden at have det på den måde! Hun trak vejret dybt, inden hun roligt slap hende. Næsten som hun slet ikke havde øjne for Sonic mere, men kun deres elskede lille pige, for hun havde jo slet ikke regnet med at hun ville få lov til at se hende igen. Det kunne godt være, at hun aldrig havde været den bedste mor, men hun havde faktisk forsøgt at gøre det så godt som hun nu havde muligheden for det!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Tanken om at skulle møde sin mor, var ganske vidst ikke en tanke som Jacqueline vidste om hun var meget for i det hele taget, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, men af den opfattelse som hun var, så var det vel heller ikke så underligt igen? Hun var kvik, og hun kunne faktisk huske utrolig mange ting, selvom man ikke skulle tro det, når hun ikke var ældre end hvad hun var, men det var hun altså! Hun vendte blikket stille mod sin kære far endnu en gang, som hun let blinkede med øjnene. Selvfølgelig var det en temmelig skræmmende tanke i sig selv, men hvis hun ikke havde fået lov til at komme ind i landet og besøge hende, så var det vel også forståelsesfuldt nok? Hun vidste jo godt, at end ikke far havde haft lov til det, men han havde gjort det alligevel, og det var hun selvfølgelig også glad for, det var slet ikke det. At folk ikke ville have hun skulle være sammen med sin mor og far, var faktisk noget som gjorde hende, ikke bare ked af det, men faktisk også sur, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Mig bare ha’ min Dadda. Mig ik’ gjort noget forkert,” sagde hun med en dæmpet stemme, for hun havde da ikke gjort noget forkert! Hun ville bare have sin far, og det var vel ikke så slemt igen, var det?
At se sin mor, var noget som gjorde Jacqueline usikker et sted, også selvom hun faktisk ønskede at gøre dem begge glade, så derfor stormede hun hen og gav sin mor et knus. I det store og hele, så var det vel også fordi at hun et sted faktisk havde.. savnet hende? Når alt endelig kom til alt, så ønskede hun jo også at hendes mor kunne lide hende, for hun havde altså slet ikke gjort noget forkert! Hun slap stille sin mor, som hun gik i knæ og lagde hænderne mod hendes kinder. Hun kiggede først lidt usikkert på hende, selvom det hurtigt forsvandt. ”Mhmm! Mig stor pige!” sagde hun med en helt glad og næsten stolt stemme, inden hun lod sin mor trække hende tæt ind mod sig, hvor hun selv slog armene om hende. At vide at hendes mor havde savnet hende og meget, var en tanke som gjorde hende helt glad, for det var slet ikke noget som hun havde troet! Slet ikke! ”Mig os savne dig mor,” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun holdt sig helt tæt ind til hende, inden hun selv valgte at slippe, kun for at vende sig i retningen af sin far i stedet for. Denne gang strålede hun virkelig! At hendes mor var syg og havde det dårligt, var slet ikke noget som hun kunne se, men igen, så kendte hun jo trods alt heller ikke sin mor på den samme måde som hun kendte sin far. ”Mor savne mig, Dadda!” udbrød hun helt glad.

[Deleted]

At de skulle se Ilaria igen, var noget som Sonic gerne gjorde. Ganske vidst var de gået fra hinanden i vrede sidste gang de havde været sammen, men derfor så ville han stadig gerne have at hun var mor for deres datter, hvor de også havde aftalt at han skulle komme og vise hende og også tage hende med til Appolyon, så de kunne være sammen og få lidt tid sammen, for han ønskede at selvom han og Ilaria måske ikke var sammen eller ville bo sammen, så ønskede han stadig at de alle skulle finde tid til tøsen. At hun så blev sur over at ingen gad lukke dem ind, fik ham til at trække let på smilebåndet, hvor han nikkede ganske svagt. ”Du har skam ikke gjort noget forkert Jacqueline, men det behøver man heller ikke altid at have gjort, for at andre prøver at stoppe en fra at gå efter hvad man kan lide. Men nu er vi sammen og nu kan ingen stoppe os,” svarede han i en varm tone, som han klemte blidt omkring hendes ben, som han holdt fast i, så hun ikke ville ryge ned. Hvordan Ilaria havde det anede han ærligtalt ikke, men Evan havde dog forsøgt at få ham til at opsøge kvinden alene, skønt han dog ikke gad fraholde Jacqueline fra at se sin mor eller omvendt, for han vidste jo at tøsen savnede sin mor, som han vidste at Ilaria også savnede sin datter.
At Ilaria så kom og åbnede op, måtte naturligvis glæde Sonic, for så skulle de ikke rende rundt og lede efter hende, selvom han godt kunne se at hun så helt syg ud, hvilket fik ham til at rynke med brynene. Han var ikke vant til at se hende sådan, hvilket et sted måtte gøre ham nervøs, men det var måske det Evan havde ment? Hvad der var galt kunne han dog ikke sige, og han nåede heller ikke at få et eneste ord indført, før tøsen omfavnede sin mor. At Ilaria så valgte at gå ned i knæ og give tøsen et kram, fik ham til at trække på smilebåndet, for det glædede og varmede ham at se at de endelig var samlet alle sammen. Det var dette han havde ventet på i så lang tid, selvom omstændighederne stadig var forkerte, for selvom de var samlet, så var de ikke en lykkelig familie, da de var adskilt og splittet, hvilket gjorde ham trist, men de måtte jo se hvad de fandt frem til. At tøsen så valgte at vende sig mod ham og helt strålede, fik ham til at smile varmt ned til hende, for det glædede ham at se hende så glad, selvom han godt vidste at hun havde været nervøs. ”Selvfølgelig har hun det, det sagde jeg jo til dig, og far har altid ret,” svarede han muntert, som han roligt gik ned på hug og strøg hende blidt over kinden. ”Smut du ind på mors værelse og se dig omkring, så taler far lige med mor okay?” svarede han roligt, som han skubbede hende i retningen af døren, inden han roligt rejste sig op igen, hvor han vendte blikket fra tøsen til Ilaria, som han roligt trådte tættere på. ”Du ser mig noget syg ud,” bemærkede han roligt, som han lod hovedet søge let på sned.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde måske ikke været særlig meget for tanken om at skulle se sin mor, også fordi at hun var bange for at hendes mor slet ikke kunne lide hende. Når alt endelig skulle komme til alt, så elskede hun jo sin mor, lige så højt som hun elskede sin far, selvom hendes mor aldrig havde gjort meget for hende – ikke af hvad hun kunne huske i hvert fald, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt. At folk ikke ville have at hun skulle være sammen med sine forældre, forstod hun ikke, for de ville jo også gerne være sammen med deres børn, som de ønskede at være sammen med deres mor og far, så det synes hun bestemt heller ikke var retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var for komplekst, så det var da slet ikke noget som hun forstod sig på. ”Det er jo bare dumt..” mumlede hun tydeligt utilfredst, som de langt om længe kom frem til mors værelse.
At se sin mor, var selvfølgelig en tanke som gjorde Jacqueline utrolig glad, da det også var noget som hun havde savnet! At hendes mor så gik ned i knæ og gav hende et knus, var noget som hun virkelig godt kunne lide, hvor hun så heller ikke lagde mærke til hvordan hendes mor egentlig så ud, for hun så slet ikke at hendes mor så syg ud! Hun smilede bare bredt, for hun var i den grad ved at være en stor pige nu, og det var noget som hun helt klart også var stolt af! ”Ik’ altid,” påpegede hun med en stor og drillende stemme, som hun smilede bredt, for hun kunne da slet ikke få sig til noget andet! Ikke nu hvor hun faktisk var glad og kunne glemme Zachary bare for en stund om ikke andet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun smilede bredt og nikkede til hans ord, som hun hurtigt løb ind på mors værelse, hvor hun end ikke rigtigt lagde mærke til at hun faktisk blev skubbet i den retning. Alt det som var der inde, var selvfølgelig noget som skulle undersøges, også fordi at det jo trods alt var hendes mors og det var noget som i sig selv gjorde hende utrolig nysgerrig, for så havde hun vel også en grund til at rode rundt i det? Og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun kravlede op i sin mors seng, hvor hun satte sig. Der var ikke nogen billeder at kigge på eller noget som helst – dem havde Camryn virkelig haft mange af! Rigtig mange af dem, og her var der slet ikke nogen? ”Mor? Har du ikke nogen billeder jeg kan se på?” kaldte hun. Det var jo ikke rigtigt fordi at der var noget som hun kunne lege med her!

[Deleted]

Ilaria havde slet ikke regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med sin familie igen. Specielt efter hendes afsked med Sonic, som man ikke ligefrem kunne sige havde været god eller mild, hvor hun kun var krøbet i seng med sine tårer som eneste selskab, og det eneste som faktisk havde lullet hende hen i søvnen, og nu hvor hun skulle til at slås med resultatet efter deres tur i sengen, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. At se hendes lille pige, var noget som helt klart fyldt hende med en lettelse, for hun havde virkelig savnet hende! At mærke hende tæt i sin egen favn, var noget af det bedste af det hele, hvor hun godt kunne se, at der var gået.. lang tid.. Utrolig lang tid, for hun var jo blevet stor! Hun følte allerede at hun var gået glip af så meget, selvom det næsten var det værste af det hele, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Tøsen lod Ilaria bare søge ind på værelset, inden hun roligt rettede sig op endnu en gang. Hun havde kvalme, selvom hun forsøgte så vidt muligt ikke at vise det for ham, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun støttede sig lidt op af væggen, som hun let lukkede øjnene, mest af alt for at samle sig, for det var bestemt heller ikke helt nemt for hende. Hun trak svagt på smilebåndet. ”Jeg beklager min pige, men mor har desværre ingen billeder,” svarede hun igen, inden hun igen vendte sig mod Sonic. At stå ansigt til ansigt med ham, var ganske vidst ikke noget som hun vidste, var en god eller en dårlig ting, og specielt ikke nu hvor hun havde det som hun havde det. Hun havde jo trods alt heller ikke fortalt ham hvordan hun havde det, eller at deres tur i sengen havde båret frugt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans kommentar til at hun så syg ud, forundrede hende egentlig ikke, for hun vidste at hun lignede noget der var løgn. Det var heller ikke fordi at det var nemt for hende, sådan som hun havde det, og nu hvor hun faktisk var alene om at skulle slås med det hele, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for hende af den grund. ”Jeg erkender gerne, at jeg har det lidt skidt… Det var dumt at komme her nu, Sonic..” endte hun dæmpet. Lige nu kunne hun måske skjule maven, også fordi at den ikke var særlig stor, men hun vidste jo at det ville komme på et tidspunkt, for den voksede jo trods alt. Hun vendte blikket ned af sig. Hun havde det virkelig skidt, og det var hårdt for hende faktisk at stå op, for hun kunne ikke holde næring i sig.. Og hun hadede når det var sådan det gik for sig!

[Deleted]

Det var ikke kun Sonic og Ilaria det var gået ud over, med alle deres handlinger som de havde foretaget i Procias, da det også var gået ud over deres datter, for hun var jo også blevet fraholdt fra hendes familie, fra hendes forældre, selvom det var dem hun havde ønsket at være sammen med. Han skulle have taget hende med sig første gang, for så havde han sparet dem begge for dette besvær og så havde alt måske også været perfekt mellem ham og Ilaria, men det kunne måske nå at ske endnu? At hun fandt det dumt, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han også nikkede ganske let. ”Det synes far uden tvivl også,” medgav han roligt. Han gik ikke ud fra at tøsen forstod sig på ham, men det var også irrelevant, for hun var endnu lille, så når hun engang blev større ville hun forstå, og så ville han give hende historien om hvad han havde lavet og gjort, hvis hun da var interesseret i det til den tid. At Ilaria reagerede som han havde håbet, var noget som glædede ham, for han ønskede trods alt at kvinden viste sin datter interesse, men ærligtalt havde han heller ikke regnet med andet, da han vidste hvor meget hun havde savnet tøsen, men man kunne jo næsten aldrig vide med Ilaria, særligt ikke når hun var i dårligt humør, som Evan havde fået det til at lyde som om, men syg så hun ud så det måtte vel mere være det som manden havde hentydet til? Dog fortrød han ikke at han havde taget tøsen med sig, for nu havde de fået et gensyn med hinanden og det var jo tydeligt at det havde gjort tøsen helt glad og strålende at hendes mor havde savnet hende, hvilket gjorde ham varm indeni. ”Ikke altid? Årh pas på, ellers kommer far og kilder dig!” svarede han drilsk truende igen, som han smilede muntert. Han havde nok ikke altid ret, men lige ved dette havde han og det var også tydeligt at tøsen var blevet lettet. Som hun smuttede ind på værelset, vendte han roligt blikket mod Ilaria. Selvom hun var syg, så hun endnu smuk ud som altid. At hun så lænede sig op ad væggen og lukkede øjnene, fik ham til at træde hen til hende, hvor han løftede hånden og strøg hende blidt over armen. ”Er du okay?” spurgte han, som han alligevel ikke kunne skjule bekymringen. Han vidste godt at de var gået fra hinanden i vrede, men det var der jo intet nyt i, desuden så elskede han hende jo endnu, eftersom det ikke var følelser der bare uden videre stoppede. Ikke når det var hende. At hun så selv sagde at det havde været dumt af ham at komme her, fik ham til at trække en smule på smilebåndet. ”Det var også hvad Evan forsøgte at fortælle mig, men jeg tænkte at det var værd at se sin datter igen, og det ved jeg at hun er glad for,” svarede han mildt, som han sendte hende et smil. Han trak hånden til sig for at lægge den mod hendes kind, som han strøg ganske let. ”Hvad fejler du?” spurgte han dæmpet og med en snert bekymring i stemmen. Han vidste at vinteren tog mange liv med sygdom og han ønskede ikke at det skete ved Ilaria! Han havde reddet hende fra pesten og han ville ikke tøve med at redde hende igen!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvorfor hun ikke havde haft lov til at være sammen med sin mor og far, var slet ikke noget som Jacqueline kunne forstå, for hun synes bestemt heller ikke at det var retfærdigt på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være, når alt endelig skulle komme til alt. Hun synes det var dumt gjort af de mennesker, som havde tvunget ene til at holde hende væk fra sin mor eller far, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende ked af det, for hun kunne jo slet ikke forstå det! Hvordan hendes far havde været da hun havde været helt lille, og hvad han havde lavet, vidste hun faktisk ikke, hvilket vel også var en god ting i den anden ende? Det ville bestemt ikke gavne hende at vide at hendes mor og far havde slået andre ihjel, hvilket nok også havde gjort at så mange andre, havde valgt at holde hende væk fra dem, for hun ønskede jo bare at være sammen med sin mor og far! Sin far specielt, for det var ham som hun bedst kunne lide! Men igen, så var det også ham som havde besøgt hende, og gjort alt for at finde hende, da hun havde været hjemme ved Evan, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. ”Meget dum!” endte hun helt skuffet.
At se sin mor, var selvfølgelig en tanke som virkelig gjorde hende utrolig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At give hende et knus og faktisk få bekræftet at hun havde været savnet, var næsten en drøm som gik i opfyldelse for den lille pige, og hun strålede virkelig! Som hendes far truede med at kilde hende, endte hun med at løbe ind på værelset. ”NEJ!” nærmest skreg hun med en glad stemme, som hun kravlede op i sin mors seng og kravlede under dynen, næsten som hun forsøgte at gemme sig for ham, så han ikke ville kunne kilde hende, også selvom hun et sted var klar over at han sagtens kunne finde hende. At hendes mor så ikke havde nogen billeder af hende som lille eller noget – ligesom hendes far havde fundet frem til hende, var et sted en tanke som faktisk formåede at gøre hende en anelse trist, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til alt, så var hun en lille pige som egentlig kun ønskede at få bekræftet at hun var elsket og specielt af sin mor, nu hvor hun havde været overbevist om andet, såsom at hendes mor slet ikke havde været i stand til at elske hende eller kunne lide hende, men nu oplevede hun noget helt andet, og selvfølgelig var det en tanke som glædede hende rigtig meget! ”Øv..” mumlede hun let for sig selv, som hun endelig kiggede frem under dynen, men valgte at blive liggende. Hun følte sig.. tryg omkring sin mor og far.