Visiting

[Deleted]

At Ilaria begyndte på at hun havde været for krævende og fremstillede det som om hun kun havde været dårlig, var slet ikke noget som Sonic forstod sig på. Ganske vidst var hun krævende, men det var han jo ligeså, han ville sågar mene at de var lige gode om det hele, for han havde jo heller ikke gjort det nemt for hende. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han blinkede let med øjnene. Han forstod slet ikke hvorfor hun nærmest sad og undskyldte overfor ham, eftersom han slet ikke havde peget fingre eller noget, desuden så havde hun i hans øjne intet at undskylde for, for hun havde gjort ham lykkelig og givet ham en familie, hun havde givet ham alt det han havde drømt om. ”Du skal slet ikke undskylde Ilaria, du glemmer at jeg har gjort dig lige så frustreret og vred, som omvendt. Det er jo bare sådan vi er, men derfor kan jeg ikke fortryde noget som helst, da du har givet mig alt det jeg har drømt om, ligesom du gjorde mig lykkelig og mere kunne jeg aldrig drømme om,” svarede han stilfærdigt og dog ærligt, for han så ingen grund til at lyve for hende, hvor han ærligtalt mente hvert et ord, for han ville da hellere være lykkelig end at gå en dag helt alene hvor alt bare var fint. Han ville hellere have hendes som sin hustru og så tage alle skænderier med sig, frem for at skulle undvære hende og være skilt fra hende, som de var nu. At det hele så skulle ende i et stort kaos, var noget som gjorde ham bekymret, for han havde jo slet ikke regnet med at hun ville være gravid næste gang han så hende, og på et eller andet tidspunkt skulle de også fortælle det til Jacqueline, selvom det vel var bedst at vente? Tøsen skulle jo også have tid til at falde til ro og falde på plads, for hun havde jo selv været igennem frygtelig meget.
Som Sonic kom tilbage, kunne han ikke lade vær med at smile, hvor han godt havde hørt ude på gangen at Jacqueline kværnede løs, selvom det kun glædede ham, for det var vel kun et tegn på at hun også havde savnet sin mor? Det gjorde ham glad at se dem sammen, da han altid havde ønsket at de skulle være en lille lykkelig familie, selvom han vidste at det ikke var tilfældet i øjeblikket, da alt var så forkert som det overhovedet kunne blive. Han lod blot Jacqueline kravle op i hans skød, hvor han holdt armen omkring hende, imens han holdt om Ilarias hånd, som han gav et blidt klem og strøg over håndryggen. #Jeg kan godt høre dine tanker Ilaria, det er trods alt det gode ved at være mentaldæmon,# svarede han, som smilet blev skævt på hans læber, hvor han opfordrede hende til at tale med ham via tankerne, for det var bedst at holde Jacqueline ude af samtalen. Han kyssede blidt Jacqueline på siden af hovedet. ”Er du blevet glad for min halskæde?” spurgte han morende, som han lagde mærke til at hun sad og fumlede med den.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline forstod ganske vidst ikke meget af hvad der foregik omkring hende, andet end at hun vidste, at hendes mor var syg, hvilket hun bestemt heller ikke kunne lide. Hun ville hellere se sin mor frisk og rask, ligesom hende og far var, hvor hun selvfølgelig håbede på at det ikke ville smitte, for det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre! Hun sendte mor et stort smil. Det kunne godt være, at det ikke var alle og enhver hun begyndte at kævle overfor, men det var lidt noget andet, når det var hendes mor og far, for det var vel heller ikke farligt? Hun havde i den grad gjort sit for at passe på sin bamse dengang den havde lagt syg, men igen, så var det også det eneste som havde været hendes selskab dengang, hvilket selvfølgelig også var noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hovedet lagde hun let på sned, som hun så på sin mor. Hun var blevet stor, så det behøvede hendes mor altså ikke fortsætte med at kommentere det, for hun vidste det jo godt, for hun var altså ikke en helt ikke helt lille mere! ”Det ved jeg godt mor! Mig ikke lille baby mere,” påpegede hun med en ganske bestemt mine, som hun let satte hænderne i sine sider, også selvom det hele ændrede sig bare en smule, som hendes far måtte komme ind i stedet for, hvilket jo faktisk var noget som rev i hendes opmærksomhed allerede med det samme, hvor hun krøb op i hans favn og satte sig i stedet for, for hvis der var nogen som formåede at gøre hende tryg, så var det helt klart hendes far, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han så skulle kommentere hendes fumlen med halskæden, fik hende til at trække muntert på smilebåndet, for hun var jo faktisk glad for den, også fordi at det var et billede af hende, som hun havde set i den, og med de ringe, som hun næsten kunne gætte sig frem til det. Hun nikkede. ”Det min nu,” sagde hun med et drilsk smil på læben, som hun lagde sig godt og tæt ind mod sin elskede far, som hun igen vendte blikket mod mor som lå der i sengen og så temmelig syg ud. Nu hvor hun ikke havde sin bamse ved sig, så var hun jo trods alt også nødt til at have noget andet at fumle med, for hun havde jo altid haft sin bamse ved sig, selvom det nu heller ikke kunne siges, at være tilfældet mere, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun strøg tungen let over sine læber og lagde sig godt ind til sin far. ”Min dadda..” sagde hun helt glad.

[Deleted]

Ilaria følte kun at hun var krævende og ikke havde været meget andet end det, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde hende utrolig.. trist, for det havde jo aldrig været meningen. Det kunne godt være, at det var hormonerne som talte for hende, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget for, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til alt, så… elskede hun ham jo.. Selvom hun slet ikke vidste om det nogensinde ville blive til noget som helst uanset hvad. At hun havde formået at gøre ham lykkelig, havde hun svært ved at se for sig i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Såfremt at der skulle være noget i dette, så vidste hun ikke om det skulle være en god eller en negativ ting. Hun trak vejret dybt. ”Det har du… og du gør mig endnu mere frustreret nu, når jeg ikke ved hvad det er jeg skal forholde mig til.. Det gør ondt, Sonic..” Som sagt, så var det ganske vidst hormonerne som talte for hende, selvom det egentlig ikke var noget som hun gjorde med vilje, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende.
At tilbringe tiden lidt alene med Jacqueline, var svær for Ilaria at finde ud af, for hun havde aldrig været særlig god til den slags, og det ville hun bestemt heller aldrig nogensinde blive! Hun smilede let for sig selv. ”Mor kan jo næsten ikke følge med mere..” påpegede hun med en meget sigende mine, inden hun vendte blikket mod Sonic. Kæden havde hun set, også selvom hun ikke rigtigt kunne sige, om det var en god eller en dårlig ting, at han gik rundt med dem endnu. Jovist var hun ked af, at det hele var ødelagt, men hun kunne ganske vidst ikke gøre det største ved det lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han godt kunne høre hendes tanker, vidste hun godt, men hun fandt det ikke godt at snakke den vej. Hun lukkede øjnene ganske let, inden hun igen vendte blikket mod dem. Ringene havde hun allerede set frygtelig mange gange, og hun kunne heller ikke lade være med at kigge på dem. #Jeg ved det udmærket godt, Sonic.. Det bliver bare skjult og upersonligt..# I sig selv, ønskede hun selvfølgelig ikke at deres elskede datter skulle vide hvad der var galt frem til nu, men ikke desto mindre, så ønskede hun faktisk at.. de kunne finde ud af en god løsning på det hele, også selvom det i den grad også måtte kræve sit, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod ham nu alligevel stryge hende over håndryggen, da hun jo faktisk godt kunne lide at han.. var i kontakt med hende, også fordi at det slet ikke var noget som man kunne sige, at hun var vant til mere.

[Deleted]

Altid havde Ilaria gjort Sonic lykkelig, også selvom de havde skændtes og hun havde gjort ham ondt og såret ham, for han havde jo altid tilgivet hende, hvor de også altid havde haft det godt sammen, for hun havde jo heller ikke sagt ja til hans frieri, hvis ikke hun havde elsket ham og været lykkelig, ligesom hun havde gjort ham. Han vidste godt at de var adskilt nu, hvor alt egentlig var helt forkert og ødelagt, og det frustrerede ham at hun ikke ville med ham til Peula, for han ville jo gerne have at de blev en familie igen, selvom han frygtede at han kunne skyde en hvid pil efter det, for det ønskede han jo ikke, når han inderligt ønskede hende hos sig, så de kunne blive et par igen, som de havde været førhen, for da han havde friet til hende, så havde det været for at holde på hende og så hun kunne være hans til hans dages ende, og ganske vidst var han gået i døden, men derfor havde han stadig været parat til at tage hende tilbage, for han fandt jo altid på noget så det ikke endte galt, men hun virkede slet ikke til at være interesseret i det samme. Han rynkede let brynene til hendes ord, som et sted måtte gøre ham irriteret, for det hele var da simpelt! ”Jeg kan ærligtalt ikke se hvad jeg gør som skulle frustrere dig, når jeg har lagt alle kort på bordet og fortalt hvad jeg vil, det er jo sådan set op til dig hvad du skal og hvad du vil, så hvis du ikke ved hvad du skal forholde dig til, så er det din egen skyld,” svarede han i en kortfattet tone, for det gad han da bestemt ikke at lægge øre til! Han havde sagt at han ønskede hende, at han ville have hende med sig, men hun havde afvist ham, så det var vel hvad hun skulle forholde sig til? Hendes eget valg, for det kunne han ikke tage for hende, selvom han ønskede at hun tog med dem.
Sonic strøg Jacqueline blidt over håret, som hun satte sig på hans skød, hvor han smilede ganske let, som hun sagde at halskæden nu var hendes og hun smilede drilsk til ham. Let skulede han drilsk til hende, inden han begyndte at kilde hende med den ene hånd. ”Nå så det er det? Det ved jeg ikke helt om jeg er enig i, svarede han drillende, skønt han dog ikke kildede hende for voldsomt, for hun skulle jo heller ikke ryge ned. Halskæden betød utrolig meget for ham, og han måtte erkende at han ikke var meget for at give den væk, for der var deres vielsesringe trods alt og dem ønskede han ikke at miste og han vidste jo godt hvordan små børn var! At hun lagde sig mere ind til ham, fik ham til at stryge hende over håret og ryggen, inden han vendte blikket mod Ilaria. #Upersonligt og skjult? Det er jo lidt meningen! Desuden kan det ikke blive mere privat end hvad det er nu. Desuden så sagde healeren at det kan blive farligt, hvis du ikke holder maden i dig. Og jeg føler ikke at jeg kan gå fra dig, når du har det så dårligt,# svarede han sandfærdigt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde slet ikke nogen anelse om hvad der stak under med henblik på hendes mor og hendes far, hvilket faktisk også var noget som passede hende fint lige nu. Hun havde selv brug for at finde sin plads i det hele, og det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt for hende af den grund, men hun forsøgte at finde sin plads, nu hvor hun endelig havde muligheden for det selvfølgelig. Let trak hun vejret dybt, som hun blev siddende ved sin far. Hun var ved at blive en stor pige, og det at var tydeligt at hendes kære mor ikke længere kunne følge med, også selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for tanken i sig selv, var faktisk noget som morede hende! Hun grinede let for sig selv. ”Mor og dadda bliver gamle!” sagde hun morende. Det stivnede helt i hende, idet han begyndte at kilde hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet! Hun slog ud i en kraftig latter, idet hun knugede sig mere ind mod sin gamle far, hvor hun slet ikke kunne lade være med at grine, for hun var jo trods alt temmelig kilden når alt endelig skulle komme til alt, og det vidste han vel også godt? ”Ikke kilde! SNYD!” endte hun med en klar latter, inden han igen holdt op med at kilde hende. At den halskæde betød meget for ham, var faktisk en tanke som hun godt kunne lide, også selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, for det var vel bare sådan at det måtte være? Hun kunne nu godt lide den, og hun ville meget gerne selv have den, også selvom det var tydeligt, at han ikke var helt enig i dette. Hun smilede let for sig selv, som hun satte sig helt tæt ind mod ham, for hun kunne heller ikke lade være med det. Hun elskede sin far, som hun jo faktisk også elskede sin mor, også selvom det var sværere for hende at sætte sig ind i, for hun havde aldrig haft det forhold til sin mor, og et sted var hun vel også bange for at hun aldrig ville være i stand til at gøre det godt nok? Hendes små hænder lukkede hun om ringene og omkring medaljonen som hang i kæden. ”Nej! Det min nu!” endte hun med en ganske bestemt tone. Når alt endelig kom til alt, så havde hun jo altid været en yderst bestemt ung dame, og det var hun i den grad stadig, og selv overfor sine forældre, for selv der så hun ikke nogen grund til at være anderledes. Hun ville bare gerne.. have den.

[Deleted]

Ilaria havde det bestemt ikke særlig godt, også selvom det nu heller ikke var noget som der blev lagt nogen skjul på. Hun havde det elendigt med hvad hun havde udsat Sonic for, som hun havde det skidt med alt det som hun selv havde sørget for, og nu hvor alt synes at være så uvis, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun havde det mildest talt af helvede til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun sukkede tungt og næsten med en opgivende mine. Hun vidste udmærket godt, at det var hendes egen skyld at tingene forholdt sig som de gjorde, men med den afsked som de tog for sig sidst, så turde hun bestemt ikke at gøre sig nogen forhåbninger om noget som helst, for det ville vel først gå galt for alvor? Det var i alle fald hvad hun var bange for. ”Udmærket, det er min egen skyld så..” mumlede hun let, også mest for at cutte den en smule af, for det andet var da slet ikke noget som ville gavne dem på nogen måde, og specielt ikke når deres lille prinsesse var omkring dem, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund. Hun havde kvalme, og havde mest af alt bare lyst til at sove, for man kunne ikke ligefrem vove at påstå at hun havde nogen appetit, for det havde hun jo faktisk heller ikke rigtigt noget af nu om dage, selvom hun vidste at det var ved at blive galt nok som det var i forvejen. At deres datter betegnede dem som gamle, fik hende kun til at trække på smilebåndet, hvor hun selv lå med et smil på læben, for det morede hende at høre Jacqueline sige den slags. At hun så ikke ville opgive kæden, forundrede hende nu heller ikke. Hun var ikke meget for kontakten via tanker, også fordi at det krævede at hun faktisk koncentrerede sig, og det var noget som kun gav hende en kæmpe hovedpine. De havde bare ikke noget andet valg, nu hvor deres datter var der, hvilket hun allerede var klar over, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre. Hun sukkede tungt. #Du kan heller ikke blive her med Jacqueline Sonic.. Evan havde ret.. Du skulle slet ikke have taget hende med dig hertil.. Hun skulle slet ikke se mig sådan her.. Tag hende med hjem til din mor..# Blikket vendte hun direkte alvorligt mod ham, også fordi at hun faktisk mente det! Hun ville for en gangs skyld, ikke være egoistisk eller noget, hvis hun ellers kunne få lov til at undgå det, men det var bestemt heller ikke fordi at det var lige nemt altid, det var da helt sikkert! Hun lukkede øjnene let, som hun blev liggende og med hans hånd ovenpå hendes. Når alt endelig skulle komme til alt, så.. kunne hun jo godt lide det.

[Deleted]

Ilaria havde måske altid været meget efter Sonic, men det havde jo også været nødvendigt, fordi han havde været en meget flyvsk mand da de havde mødt hinanden første gang, men hun havde været med til at forme ham til en rigtig mand der tog sig af sin familie, som beskyttede den og som tog ansvar, hvilket han normalt ville være ligeglad med. Han havde altid elsket hende, hun havde fanget ham fra første sekund han havde set hende, hvor de siden havde været uadskillelige, men sjovt nok var de blevet skilt, og nu havde han et åbent sår i hjertet, for hun gad ikke være sammen med ham mere, for det gjorde ondt at hun afviste ham, når han havde valgt at åbne sig helt op og rent faktisk sige at han ønskede hende i sit liv, hvor hun bare gav ham den kolde skulder med det samme. At hun så bare cuttede samtalen af, fik ham selv til at sukke let, for han vidste godt at hun havde det hårdt og det var jo ikke fordi han gad sidde og pege fingre eller kaste med skyld. ”Det er jo ikke sådan ment Ilaria.. Jeg mener bare at jeg ved hvad jeg vil, og jeg vil have dig, men jeg kan ikke gøre mere end det. Det endelige skridt er op til dig nu,” svarede han stilfærdigt, som det trods alt var sandt, for han kunne ikke gøre mere end bare at sidde og vente på hvad hendes beslutning nu end blev, selvom hun vel allerede havde taget den? Hun valgte ham fra, fordi hun ville blive her og ærligtalt vidste han ikke hvorfor. Hun sagde at hun ikke gad være egoistisk, at det var fordi hans mor ikke skulle se hende, men det var jo alle sammen tossede grunde. Naturligvis glædede det ham at hun ikke var egoistisk, men sjovt nok ville han ønske at hun var, så de faktisk kunne være sammen. At tøsen så begyndte at vride sig, fik ham til at slippe en munter latter, skønt han dog stoppede, så hun ikke ville falde ned og slå sig, for det ønskede han trods alt heller ikke. At hun var kilden var noget som morede ham, for det var i den grad noget han ville udnytte fremover! Han strøg hende blot lidt over håret, som han vendte blikket mod Ilaria. #Men jeg kan ikke forlade dig når du har det sådan Ilaria. Jeg elsker dig og jeg ønsker ikke at du skal have det dårligt eller sulte dig selv og både tage dit og barnets liv,# svarede han stille, som han sænkede blikket til deres hænder, hvor han gav hendes et klem, inden han strøg hende ganske blidt over håndryggen. At Jacqueline så sagde at hun gerne ville have den i en bestemt tone, fik ham til at vende blikket mod hende. Den halskæde betød alverdens for ham, og derfor vidste han ikke helt om han turde betro den til et lille barn, der normalt gjorde ting væk eller i stykker, for det måtte da overhovedet ikke ske! ”Du er da godt nok blevet en lille bestemt pige. Det har du helt klart arvet efter din mor,” svarede han drillende, som en kort drilsk bemærkning til Ilaria. Han strøg blidt Jacqueline over håret. ”Men okay.. du må kun få den, hvis du lover at du passer rigtig godt på den og at du aldrig tager den på, når du skal ud og lege, okay?” svarede han alligevel alvorligt, da han ville blive sur hvis den blev væk.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Lige hvad der foregik mellem hendes mor og hendes far, var ukendt for Jacqueline, og det var måske også en god ting? Når det endelig skulle være, så brød hun sig slet ikke om at se sin mor på den måde, men så lang tid at hendes far kunne love hende, at mor igen ville få det godt, så var det vel også fint? Selvom hendes mor måske ikke kunne lide hende, så elskede hun hende jo alligevel, også selvom hun et sted var bange for at vise det for hende, for hun var bange for at blive skuffet. Hun kunne ikke rigtigt huske hende fra sine helt tidlige år, hvilket der vel også var en grund til når det endelig skulle være i den anden ende? Hun kunne slet ikke lide at det var sådan at det forholdt sig, men nu hvor hendes far igen måtte sidde der sammen med hende, så var det selvfølgelig også noget som førte til at hun faktisk var ganske rolig og ganske fortrolig omkring det hele, og det var noget som faktisk passede hende helt fint! Hun selv blev siddende tæt ind til ham, hvor hun blev siddende og fumlede med kæden som hun havde fået om halsen. Nu havde han jo altså også selv givet hende den, og så skulle han da heller ikke regne med at få lov til at få den igen! Som han alligevel valgte at kilde hende, vred hun sig ind mod ham som havde hun været en slange, for hun var altså kilden! Rigtig kilden! ”D-Dadda!” udbrød hun med en latter, inden han stoppede med at kilde hende, hvor hun igen faldt mere til ro ind mod hans krop. Hun knugede omkring halskæden. At han så sagde at hun havde arvet den bestemthed fra sin mor, fik hende til at fnise lidt for sig selv. ”Narj! Alle sige mig har det fra Dadda!” påpegede hun med en ganske bestemt tone, som hun vendte blikket mod ham. At han alligevel valgte at give hende kæden, var selvfølgelig noget som gjorde hende utrolig glad! For det var noget som hun uden tvivl havde haft brug for at høre, for hun ville jo gerne have noget af sin far, som også betød noget for dem, så hun havde den at passe på, også selvom hun endnu ikke helt vidste af hvilken betydning den havde, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun nikkede næsten med en helt ivrig mine. ”Jeg lover at passe rigtig godt på den, Dadda! Mig rigtig, rigtig glad for den!” endte hun med en næsten helt ivrig stemme, idet hun knugede om ringene og medaljonen som hun holdt tæt ind mod sig. Hun lovede at passe rigtig godt på den!

[Deleted]

Ilaria magtede virkelig ikke de mange diskussioner med Sonic, for hun havde virkelig ikke energien til det! Svagt bed hun sig i læben, og vendte blikket væk fra ham. Det var hendes skyld, hvilket de godt kunne blive enige om, og så var der vel heller ikke flere grunde til at køre rundt i lige netop det? Svagt bed hun tænderne sammen. Hun kunne jo kun tænke negativt, og hun følte at hun havde udsat ham for så meget, hvilket heller ikke ligefrem var noget som jorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun rystede let på hovedet. Det var så meget nemmere for dem at snakke om, hvis deres datter ikke havde været her! Tungen strøg hun igen over sine læber, som hun vendte blikket mod ham igen. Hvorfor ikke bare lade det ligge, når de alligevel ikke kunne tale frit om det, når deres datter var der sammen med dem? ”Det gjorde du tydeligt for mig sidst, Sonic, men for pokker, kan du ikke bare se det lidt fra min side..? Jeg ved ikke om jeg burde.. eller kan..” endte hun med en dæmpet stemme. Det var jo ikke engang fordi at det var løgn fra hendes side af, for hun vidste virkelig ikke hvad hun kunne tillade sig eller ikke, hvilket bestemt heller ikke var særlig behageligt for hende! Han havde anklaget hende for at udnytte ham, så selvfølgelig valgte hun at trække sig! At høre deres datters latter, fik kun smilet til at brede sig på hendes læber, for det var noget som virkelig kom i kontakt med det moderlige hjerte. Hendes ord var noget som kun fik smilet til at brede sig mere på hendes læber, også selvom hun vidste, at hun selv var utrolig bestemt under normale omstændigheder. Det var ganske vidst ikke sådan at det var lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det lyder meget rigtigt min pige.. Uden tvivl fars gener som slår igennem der,” sagde hun let for sig selv. At Sonic gav hende kæden, havde hun ikke ligefrem regnet med, også fordi at hun vidste at vielsesringene var i den, samt den medaljon, så hun vidste, at den havde en utrolig betydning for ham. Hun trak vejret dybt, som hun tog imod hans klem om hendes hånd. Det føles virkelig rart at ligge der, når familien var der, også selvom det var svært for hende i det hele taget at slappe af. Det havde hun egentlig ikke været særlig god til siden hun havde fundet ud af, at hun endnu en gang ventede sig. #Jeg er slet ikke ude på at sulte mig selv, Sonic, og tro mig, jeg gør hvad jeg kan for at holde maden i mig, men det er ikke nemt, med den kvalme som jeg ligger inde med, okay? Om jeg er her, eller et andet sted, gør ikke nogen forskel.. Desuden vil jeg ikke have Jacqueline skal se mig sådan her..# endte hun endnu en gang ganske kortfattet, idet hun valgte at trække hånden til sig. Det andet var faktisk ved at irritere hende temmelig voldsomt efterhånden!

[Deleted]

Det hele synes at være gået i den forkerte retning, hvilket var noget som gjorde ondt på Sonic, for han havde elsket sit liv i Procias, for der havde alt virket perfekt, skønt han ganske vidst havde levet livet farligt, men de havde været lykkelige og familien havde været samlet og selvom de var det også denne gang og i øjeblikket, så var det stadig under de forkerte omstændigheder. ”Hvordan skal jeg kunne se det fra din side af, når du vil have at vi alle skal være adskilt? Selvfølgelig kan du tage med os, men om du vil er op til dig. Du har selv sagt at du savnede os, hvor skal du så gøre det så besværligt?” spurgte han, som han let hævede det ene øjenbryn. Han måtte erkende at det skuffede ham at hun valgte dem fra, for han vidste ærligtalt ikke hvorfor, kun af forfængelige grunde? Fordi hun havde sit job her? At hun anså jobbet for at være vigtigere end dem, gjorde ondt, men hvis det var sådan at hun ville have det, så måtte han jo bare vælge at acceptere det, som han tydeligvis ikke fik sin vilje denne gang. Han grinede ganske let, som tøsen helt vred sig som en slange, hvilket måtte more ham, for hun var jo frygtelig kilden! Det var en tanke som han godt kunne lide. At de så begge mente at hun havde fået det bestemte fra ham, fik ham også til at slippe en latter, som der nok var noget om det. ”Men så er det en af de gode sider, for du har arvet alle gode sider fra far af,” svarede han drillende, som smilet bredte sig på hans læber. Han var dog ikke forundret over at tøsen var bestemt, for det var begge af hendes forældre, så det var vel kun klart? At tøsen så ville passe på halskæden og var rigtig glad for den, fik ham til at trække let på smilebåndet. Hun savnede vel noget at passe på, nu hvor hun ikke havde bamse? Han måtte dog erkende at han ikke var særlig meget for det, da halskæden betød meget for ham, men så længe hun ikke gjorde den væk. ”Godt, for far bliver meget skuffet, hvis den bliver væk eller ødelagt,” svarede han alvorligt, inden han roligt strøg hende over kinden. Han ville naturligvis godt gøre hende glad, og nu hvor hun faktisk var i live, så var det måske dumt at hænge så meget fast i den halskæde? Det var jo tydeligt at intet var som før alligevel. Blikket vendte han roligt mod Ilaria, som hun valgte at trække hånden til sig, hvilket gav ham et stik i brystet. Han valgte roligt at trække hånden til sig, hvor han blot lagde den om Jacqueline i stedet for, tøsen afviste ham i hvert fald ikke. #Bare til din orientering, så har hun allerede set dig syg, så hvilken forskel gør det? Vi er begge to bekymret for dig, desuden så er du ikke alene hvis du tager med os, så kan jeg tage mig af dig, men hvis du absolut vil gøre dette selv, så fint, så skal du få lov til det,# svarede han, som han tydeligvis ikke var tilfreds, men faktisk skuffet. Mest af alt var han såret, for det gjorde ondt at hun bare valgte dem fra på den måde. Han så roligt mod pigen. ”Vi bør nok se at komme videre, prinsesse, så vi ikke går i vejen og så mor kan få noget ro,” svarede han roligt, som han strøg Jacqueline over håret.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At hendes mor og far, faktisk var oppe i et skænderi, var slet ikke noget som Jacqueline bed sig mærke i, da hun kun lagde mærke til at de faktisk snakket sammen, selvom hun ikke rigtigt kunne finde hoved eller hale i noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tanken om at hun faktisk havde fået lov til at få den flotte halskæde af sin far, var selvfølgelig noget som gjorde hende utrolig glad, også fordi at det allerede nu, var gået op for hende, at det var en kæde som betød utrolig meget for ham, og selvfølgelig var det også noget som gjorde rigtig meget for hendes vedkommende. At grine og have det sjovt sammen med ham, var faktisk noget af det som hun faktisk havde savnet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At far så påstod at hun havde arvet akt det gode fra ham af, fik hende til at smile stort. Selvom hun ikke rigtigt forstod konteksten af det, så var det faktisk ikke så slemt for hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til alt, så… ønskede hun vel bare at mor og far fandt ud af det hele? Selv hun kunne ikke lide, at se sin mor ligge syg på sengen på den måde, også fordi at det jo faktisk så alvorligt ud! Selv for en lille pige! Hun fniste let for sig selv og knugede godt om halskæden. ”Mig også ligne mor lidt!” påpegede hun ganske sandfærdigt, som hun vendte blikket roligt op i retningen af ham igen. Selv blev hun siddende ved ham og kiggede på halskæden, også selvom hun hurtigt bed sig mærke i den ændrede tone, og det at mor trak hånden til sig, hvilket vel kun indikerede, at noget var galt? Igen? Blikket gled mere eller mindre med det samme op mod hendes far og med en næsten usikker mine. ”Mig nok passe godt på den,” lovede hun med en bestemt tone, for hun ville jo heller ikke gøre far sur eller ked af det, også fordi at hun vidste, at den var vigtig for ham. Selv lagde hun sig mere ind mod ham, da hun vel kunne mærke, at den igen var gal mellem hendes mor og far? Og det var faktisk ikke noget som hun kunne lide! Blikket gled stille.. Selv hun brød sig ikke om at lade mor ligge der, men hvis far sagde det, så.. var det vel også på tide at komme videre? ”Besøge farmor..?” spurgte hun en anelse usikkert og med en helt anden tone. Det kunne godt være, at hun ikke havde hørt deres såkaldte ’skænder’, men det hele hvilede jo omkring dem, at der var noget galt, og selvfølgelig var det noget som hun kunne mærke!

[Deleted]

Det irriterede og frustrerede Ilaria, at Sonic bare kunne tage så let og nemt på det hele, for det var slet ikke sådan for hendes del! Hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, og tanken om at det skulle gå så galt, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, når det endelig skulle være! Hun vidste ikke hvad hun havde tilladelse til eller noget som helst, også selvom han tydeligt tog meget nemmere på det, end det som hun gjorde, hvor hun faktisk fandt det umådelig besværligt, men igen.. hvad andet kunne hun gøre ved det, end at forsøge at finde hoved og hale i tingene, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde! Hans mor var syg, og hun ønskede ikke at presse sig på med noget som helst, og det måtte han da forstå! Hun forsøgte for en gangs skyld ikke at være egoistisk! ”Jeg kan ikke bare tage med dig, hvis din mor er syg og ikke er informeret om noget som helst. Jeg kan lige så godt bare blive her.. Hvis du har fundet ud af det hele med Evan, så er det jo fint.. Så kan du jo altid kigge til mig, hvis du er så bekymret..” Det gjorde selvfølgelig ondt at skulle afvise ham på det grundlag, men hun havde jo ikke ligefrem noget andet valg, som hun selv kunne se det. Desuden ønskede hun heller ikke ligefrem at deres elskede lille pige, skulle blive bekymret eller noget som helst, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. At sige at Jacqueline havde arvet alt det gode fra sin far, fik hende kun til at smile svagt, for der var altså også meget af hende i tøsen! At tøsen så selv skulle påpege det, nikkede hun blot til. ”Du ligner din mor mere end du aner, min pige,” medstemte hun med et stille smil på læben. Som hun alligevel valgte at tage hånden til sig, var det også tydeligt for hende, at deres datter måtte reagere på det. Ikke fordi at det forundrede hende, men selv hun følte at hun var nødt til at gøre noget, ikke mindst også for sig selv. Sonic var ikke tilfreds, også selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige til dem i den anden ende. #Se dog lidt på det fra min synspunkt, Sonic.. Intet er sikkert mellem dig og mig endnu, og nu hvor vi venter os en ny og med din mor syg… Tror du ikke det er nok for Jacqueline at se? Det er jo også en kæmpe omvæltning for hende at komme hjem igen..# Som han alligevel påpegede for deres lille pige, at de skulle videre, så var det en fornemmelse af at få hjertet klemt i brystet. Hun vendte sig forsigtigt i sengen, kun for at lægge sig med ryggen til dem i stedet for. Det var selvfølgelig ikke fordi at hun ønskede at afvise deres lille pige, for det ønskede hun slet ikke! Men hun havde det virkelig ikke godt, og det at Sonic skulle lægge pres på hende på den måde, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes del!

[Deleted]

At halskæden betød noget for Jacqueline, måtte et sted forundre Sonic, for der var jo ikke noget særligt over den, foruden et billede af hende, samt han og Ilarias vielsesringe, men den betød dog alverdens for ham, netop fordi det havde været det eneste han havde haft, da han lige var kommet tilbage til livet igen, hvor hele familien havde været splittet og borte, hvor han havde hørt at Jacqueline var død og Ilaria havde kastet ringen i hovedet på ham, hvor hun havde gjort det forbi, hvilket gjorde ondt. Nu var de helt adskilte, hvilket han på ingen måde brød sig om. Han rystede let på hovedet til Ilarias ord, for det irriterede ham grænseløst at hun ikke ville med ham, at hun ikke ville med dem, så de kunne være en familie igen, for han havde vel også ret til at være der, når det var hans barn hun bar ligeså? ”Selvfølgelig kan du tage med, da min mor uden tvivl vil forstå det, desuden er der ingen der siger at vi skal overtage hendes hjem, for det har jeg bestemt ikke tænkt mig! Vi skal have vores eget,” svarede han roligt, skønt tonen var kortfattet, da det måtte irritere ham at hun skulle afvise ham hele tiden, det var jo bare det andet møde om igen! At de så blev enige om at hun også måtte ligne sin mor, måtte få ham til at trække på smilebåndet, da han skam så en masse af Ilaria i hende, men mest af alt var hun sig selv, hvilket var det eneste han ville have, da han ikke ønskede at hun blev en kopi af hverken ham eller Ilaria, han håbede tværtimod at hun voksede op og blev en fornuftig pige, der holdt sig på den rette sti, hvor han skam ikke havde noget imod hvis hun lev en forretningskvinde, som kunne klare sig selv og som nåede langt i livet. ”Selvfølgelig ligner du også din mor, du har hendes skønhed,” svarede han med et muntert smil, som han strøg nogle af tøsens lokker væk fra hendes ansigt. Langt var håret blevet, hvilket selv var ham en utrolig tanke, for han var slet ikke vant til at se hende sådan, sidst havde hun jo bare været en lille skrøbelig baby, men hun voksede frygtelig hurtig! ”Godt,” svarede han Jacqueline, da hun sagde at hun ville passe godt på halskæden, for ellers blev han uden tvivl sur. At Ilaria så trak hånden til sig, lagde han også godt mærke til måtte påvirke tøsen, hvor han blot strøg pigen over ryggen, som hun valgte at putte sig mere ind til ham. Han forstod godt at hun var påvirket af det, da hun normalt lå og hørte dem skændes. #Selvfølgelig er intet sikkert, når du ikke engang gider give os en chance til! Desuden skal Jacqueline nok vænne sig til det hele og jeg er sikker på at hun selv ville foretrække at vide at mor har det godt,[/i]# svarede han i en fast tone, hvor han så hvordan hun bare vendte ryggen til dem, hvilket fik ham til at fnyse for sig selv. Han vendte blikket mod Jacqueline og nikkede ganske let. ”Ja.. vi besøger farmor,” svarede han roligt, som han kyssede hende på håret. ”Sig farvel til mor, så går vi. Vi skal nok komme på besøg igen” svarede han roligt, som han vendte blikket mod Ilaria.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Halskæden betød meget for Jacqueline, udelukkende fordi at det betød utrolig meget for hendes far. Ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til stykket, så ønskede hun jo bare at hendes mor og fart fandt ud af det hele, for selv hun ønskede jo at de skulle være en familie igen.. Selvom hun tydeligt kunne mærke på dem, at tingene ikke var helt fine endnu, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende, men det var nok ikke rigtigt noget som hun kunne gøre noget ved lige på stående fod, selvom det jo faktisk gjorde hende ked af det.. Hun følte vel et sted at det var hendes tur? Hun forstod ikke rigtigt hvad det var de snakket om, og selvfølgelig var det noget som selv kunne formå at gøre selv hende en smule usikker på tingene, selvom hun undlod at kommentere for dette, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun fumlede med kæden om sin hals. At det var hendes forældres vielsesringe og billedet af hende, var noget som gjorde, at det var noget som betød ekstra meget for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle være i den anden ende. At hendes far fortalte at hun havde sin mors skønhed, fik hende til at storsmile, for det tog hun jo faktisk også som en god ting! ”Mig finere end mor!” sagde hun bestemt, som hun alligevel satte sig godt og tæt ind mod sin far. At se sin mor og far blive så.. kolde overfor hinanden, var faktisk ikke noget som hun kunne lide, og det at hendes mor lagde sig med ryggen til, var noget som for alvor gjorde hende usikker, for hun kunne bestemt ikke lide det. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket usikkert op mod sin kære far endnu en gang, næsten for at få bekræftet at det ikke var helt så slemt endnu. Hun nikkede stille og tog imod sin fars kys mod hendes pande, som hun stille vendte blikket i retningen af sin mor, som lå der med ryggen til. Yderst forsigtigt kravlede hun ud af sin fars favn og kravlede hen til sin kære mor. ”Vi komme og besøger dig igen mor. Nu du passe godt på dig selv, igos?” endte hun med en ganske rolig stemme, som hun forsøgte at give hende et kram, og roligt kravlede tilbage til sin far igen. I det store og hele, så ønskede hun jo bare at hendes mor og far havde det godt, selvom det var tydeligt, at det slet ikke var tilfældet, og det gjorde hende selvfølgelig utrolig.. ked af det. ”Mor ikke have det så godt, Dadda..” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Dum var hun jo heller ikke ligefrem!

[Deleted]

Ilaria ønskede for pokker ikke at være egoistisk, og selvfølgelig irriterede det hende at Sonic ikke lød til at forstå sig på det, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende! Hun vendte blikket mod ham. Hun kunne ikke bare tage med, når det ikke var kendt for nogen eller noget som helst, og selvfølgelig var det noget som hun stod fuldkommen fast på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun rystede stile på hovedet, selvom det nok ikke just var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for hun ville slet ikke have noget med det at gøre lige nu! ”Jeg har ikke lyst til at komme her og fylde det hele, Sonic.. Det er din moders hjem, og hvis hun har det så slemt, som du udtrykker det, så ønsker jeg ikke at komme rendende og fylde det hele, for du ved hvordan jeg bliver jo længere ud jeg kommer,” påpegede hun med en ganske stilfærdig mine. Han forstod hende jo tilsyneladende ikke, og selvfølgelig var det noget som kun gjorde hende direkte frustreret, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Deres lille pige havde uden tvivl noget fra dem begge, og selv håbede hun på at hun ville vokse op og blive en langt mere fornuftig en af slagsen, end hvad de havde været, også selvom hun slet ikke fortrød at hun havde valgt at lukke ham tæt på sig, også selvom det var tydeligt svært at se lige nu og lige her, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden trak hun til sig som hun vendte sig med ryggen til dem. #Hendes mor har det fint, bare ved at hende og far kigger forbi, Sonic. Hun har mere brug for sin far, end hvad hun har brug for mig, og du ved det udmærket godt..# Hun vendte blikket mod sin lille pige, som hun kom hen til hende og forsøgte at give hende et kram, hvor hun stille lagde armene omkring hende, kun for at trykke hende ind mod sig, også selvom det var ganske forsigtigt. ”Jeg skal nok passe på mig selv, min skat… Kan du passe godt på far?” spurgte hun med en rolig stemme, som hun roligt strøg hende over kinden, også selvom hun hurtigt trak sig, hvilket selvfølgelig gjorde hende.. trist, for det var slet ikke noget som hun kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket mod Sonic, også selvom det var ganske varsomt. Hun havde det ikke særlig godt. Hun trak vejret dybt og bed sig svagt i læben. ”Pas nu godt på hende..” bad hun endeligt. Hun havde det ikke særlig godt, og hun havde slet ikke lyst til at være alene, men hun kunne for pokker heller ikke tage med ham, for hun ville heller ikke komme rendende og fylde det hele, for det vidste hun at hun ville komme til når maven blev større, også fordi at.. hun havde brug for ham, og det var faktisk en tanke som kunne irritere hende noget så voldsomt!