Visiting

[Deleted]

Jacqueline kunne måske godt forstå at hendes mor havde det dårligt, men Ilaria brød sig slet ikke om at hun skulle se hende på denne måde, for hun havde det virkelig ikke særlig godt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun havde det virkeligt skidt, og hun havde brug for at lægge sig ned igen.. Hun kunne mærke det, også selvom hun slet ikke regnede med at det ville blive menneskelig muligt for hende, så lang tid at Jacqueline var der, for hun ønskede jo heller ikke at den lille pige skulle se sin mor på den måde. Hvorvidt om hun havde taget på eller hvad hun havde, vidste hun faktisk ikke, for hun kunne jo slet ikke holde noget som helst i sig, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund, og selvfølgelig var det noget som selv gjorde ondt på hende! Hun nikkede stille, som hun forsøgte at slappe af, selvom det bestemt heller ikke var nemt, sådan som hun havde det, men det var nu bare sådan at det var. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget nyt for hende. Hovedet lagde hun stille mod hans skulder. Selvfølgelig var det nemmest når man ikke stod alene med det hele, det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. ”Jeg ved det godt..” endte hun dæmpet. Han var barnets far, for hun havde jo ikke været sammen med nogen andre, og hun ønskede det jo egentlig heller ikke, selvom det nu bare var sådan at det måtte være i den anden ende. Om de skulle vente med at fortælle det til deres lille datter, var egentlig noget som hun havde det fint med, for hun kunne godt forestille sig, at der var meget som den lille pige faktisk skulle til at vænne sig til. Hun trak vejret dybt, og lukkede øjnene let. Hun havde det virkelig skidt! ”Du har sikkert ret, Sonic.. Maven vokser allerede..” Hun lod hånden stille glide mod den. Hun var heldigvis glad for, at hun havde haft den mere løse kjole på, for det var jo tydeligt noget som også havde gjort sit for hans vedkommende. Kvalmen var intens og hun havde det bestemt ikke særlig godt, selvom hun ikke helt kunne gøre det største ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At de så skulle tilbage og diskutere det andet, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre, for hun ville virkelig ikke skændes med ham lige nu! ”Hvis din mor er syg, så er det nok ikke der jeg skal være, Sonic.. Kan du ikke se det? Hun har nok mere brug for dig end hvad jeg selv har.. Jeg har kun kvalme.. Jeg er jo ikke syg,” påpegede hun med en ganske dæmpet stemme, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for hun ville jo heller ikke skændes med ham! ”Jeg hader at være alene.. Men… For en gangs skyld, forsøger jeg ikke at tænke på mig selv.. Hvis din mor har brug for dig.. så tag hjem til hende og tag Jacqueline med dig.. Jeg vil ikke gøre Jer mere ondt..” Det kunne godt være at hendes hormoner talte for hende, men.. hun kunne ikke styre noget mere!

[Deleted]

Et sted gjorde det ondt at Ilaria slet ikke havde ønsket at fortælle Sonic omkring sin graviditet, for hun havde jo slet ikke sendt brev eller givet ham besked på andet vis, hvilket faktisk sårede ham, for hvis han var barnets fader så havde han da al ret til at få det at vide! Han tænkte jo også på hende, ligesom han havde fortalt at Jacqueline var i live og han havde tilmed kommet her og vist hende tøsen, så hun kunne se sin højtelskede datter, som han vidste at hun havde savnet og omvendt. Det var dog ikke noget han gad tænke yderligere over, for nu skulle de finde en løsning på hvad de gjorde. Han havde skam lyst til at være der igennem graviditeten, ligesom han havde lyst til at støtte hende i det, for han elskede hende og at familien blev større var naturligvis noget som måtte glæde ham, selvom han alligevel havde svært ved at finde den største glæde ved det, når deres familie var så splittet som den var, hvilket gjorde ondt. Jacqueline skulle også have det at vide, for det ville kun være fair, da hun jo også var en del af familien, selvom han måtte erkende at han ikke helt vidste hvordan han skulle sige det til hende, for ville hun overhovedet forstå sig på det? Han vidste jo heller ikke hvordan hun ville reagere på det, men hvis hun kunne lære at blive venner med en fremmed dreng, så kunne hun vel også lære at elske sin lillesøster, eller lillebror, eller hvad det nu end måtte blive. Tanken om at det blev en pige igen, vidste han ikke helt hvad han skulle synes om, for så ville han have to små prinsesser og det ville Jacqueline nok ikke kunne lide, men på den anden side så kunne de to tøser vel også have meget tilfælles? Svært var det uden tvivl, da han egentlig måtte erkende at han havde haft nok i et barn, men sådan så det ikke just ud til at gå. Han vendte roligt blikket mod hendes mave, hvor han lagde en hånd imod den. Han kunne godt mærke at der var en lille bule, hvilket fik ham til at smile. ”Vi er allerede godt på vej med at få vores hær af små børn stablet på benene, hva?” svarede han drillende, som han strøg hende ganske blidt over maven, uden at han tog blikket fra hende. At hun så fastholdt at han skulle tage af sted til Peula alene, gjorde ham irriteret, selvom han dog ikke gad hidse sig op, for det nyttede jo heller ikke noget. Han valgte blot at sukke en anelse opgivende. ”Måske.. men det bekymre mig stadig at du ikke kan holde noget i dig,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen. Han lagde roligt hånden mod hendes kind, som han vendte hendes blik imod ham. ”Men du har da aldrig gjort os ondt, du har aldrig været i vejen, og jeg ønsker dig stadig i mit liv, jeg vil have dig tilbage,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende, som han roligt lænede sig mod hende og trykkede sine læber imod hendes i et blidt og dog lidenskabeligt kys.

[Deleted]

Ilaria havde ikke regnet med at Sonic ville have mere med hende at gøre, og specielt efter den afsked som de havde taget med hinanden sidst, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende. Igennem brev havde hun jo trods alt heller ikke vidst hvordan hun skulle skrive, eller hvad hun skulle skrive, eller hvor hun skulle sende det hen for den sags skyld, for det havde hun jo heller ikke vidst! Det var måske ikke fair at holde det skjult for ham, men hun havde begrænsede midler indenfor dette, og desuden havde hun faktisk ikke regnet med at gå svangerskabet igennem, sådan som hun havde det, for tanken om 9 lange måneder… Det var forfærdeligt at tænke på, sådan som hun havde det! Det var jo ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende af den grund! Selvom det var ord som hun undlod at nævne for ham, for hun kunne godt tænke sig til hvordan han ville reagere, dersom han vidste, at hun havde overvejet, bare for en kort stund at tage barnets liv, inden man overhovedet kunne kalde det for et liv. At han lagde hånden mod hendes mave, sagde hun ikke noget til, hvor det jo faktisk føles rart. Hovedet lagde hun stille ind mod hans skulder, hvor øjnene gled i. Hun følte sig konstant træt, hun havde kvalme, og havde egentlig bare brug for at ligge ned, for hun havde heller ikke ligefrem megen styrke til andet. Hun sank klumpen i halsen, inden hun roligt åbnede øjnene igen. Hans ord fik et ganske svagt smil til at brede sig på hendes læber. ”Du har ikke glemt den hær, kan jeg forstå.. Den får du dog ikke med mig,” påpegede hun med en morende mine. Som han fjernede hånden igen, kun for at lægge den mod hendes kind, var det kun noget som efterlod hende med en tydelig sitren og dirren, inden hun igen vendte blikket mod ham. At sidde med ham, var selvfølgelig noget som efterlod hende med en… lettende følelse, selvom hun ikke vidste om hun skulle tage det for gode vare eller hvad hun skulle, for hun ville ikke stå der og påkræve hans opmærksomhed hvis hans egen mor lå syg efter tabet af sin mand.. Tanken alene gav hende en dårlig smag i munden, for hun kendte udmærket godt til følelsen af at miste, selvom hun havde forsøgt at finde trøsten i alle mulige andre ting. ”Jeg klarer mig nok.. Det er bare kvalme..” endte hun dæmpet. Måske at det var at feje et problem af vejen, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det? Hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst! Selvom hun ikke nåede at besvare hans sidste ord, så var det noget som alligevel satte en tydelig sitren og en kraftig hjertebanken i hende. Kysset som han tildelte hende, gengældte hun mere end glædeligt. Hun holdt det for flere sekunder, inden hun trak sig igen. Hastigt endte hun med at rejse sig, kun for at haste ind på værelset, hvor hun nåede hen til sengen, hvor hun greb ud efter spanden, kun for at kaste op igen. Let satte hun sig ned på gulvet ved siden af sengen med en skælven i kroppen. Hun havde det ikke særlig godt!

[Deleted]

Hvor slemt det hele var, anede Sonic ikke noget til, selvom han vidste at hun aldrig havde haft det så dårligt igennem graviditeten med Jacqueline, for der havde alt jo været normalt, ligesom alle symptomer, men her var hun dårlig hele tiden, kunne knap sove og spise, men.. måske det var fordi alt var dårligt mellem dem? Hun havde jo klaret det hele alene og han vidste jo godt at hun ikke havde haft det særlig godt hverken fysisk eller psykisk før hun var blevet gravid, fordi alt havde tæret hårdt på hende og det forstod han godt, men det frustrerede ham at hun ikke ville med ham, så de kunne blive en familie igen, for han ønskede jo hende hos sig, han ville have sin hustru igen! At hun så kunne smile lidt, måtte alligevel glæde ham, selvom han godt kunne huske at han før havde lavet jokes med at de skulle skabe en hær af små børn, som de skulle træne og gøre til deres små soldater. Stille rystede han på hovedet af tanken, som han vendte blikket mod hende. Hendes ord fik ham til at slippe en munter latter, hvor hans mørke øje fik et muntert skær. ”Nej.. jeg tror heller ikke at jeg vil kunne holde så mange børn ud,” svarede han morende. Aldrig havde han været typen der gad børn, da han rent faktisk altid havde hadet børn, men det kunne han ikke sin egen datter, da han elskede hende frygtelig højt. Alt havde virket lettere i Procias, men det var måske også fordi de havde haft et hus og de havde været samlet, for det kunne de jo ikke just prale af at være nu. Han ville dog gerne have at det blev som før, da han trods alt ikke havde ønsket at hun skulle rende ud og være ham utro eller at han skulle blive henrettet eller at familien skulle blive adskilt, eller at de to skulle blive skilt, for han elskede hende, ligesom han altid havde gjort. Hans ja havde været ment for at skulle være for evigt og ikke bare fordi der var noget der var gået skævt og ned ad bakke, for som man sagde i medgang og modgang. ”Men denne gang lyder det slemt.. sådan var det ikke ved Jacqueline,” endte han dæmpet og med bekymring i tonen, for han ønskede jo ikke at der skulle ske hende noget. At hun så besvarede kysset, var noget som fik hans eget hjerte til at slå hårdere imod hans bryst, som det føltes rart at sidde sådan med hende igen. At hun så brød kysset, rejste sig og hastede ind på værelset, fik ham til at blinke overrasket med øjnene, som han så efter hende. Han blev siddende for en stund, hvor han kunne høre hende kaste op, hvilket fik ham til at rynke let på næsen. Så dårligt havde kysset vel heller ikke været? Og hvad med Jacqueline? Var hun oppe? Han endte med at rejse sig. ”Ilaria er du okay?” spurgte han roligt, som han valgte at søge ind på værelset. Han vidste godt at tøsen ikke måtte se det, men når hun kastede op inde på værelset og foran hende, var det jo lidt umuligt at undgå at lægge mærke til, selvom tøsen vel godt ville kunne forstå at mor var syg?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde ikke nogen anelse om hvad hendes forældre snakket om, men det var tydeligt med den næsten lukkede dør, at de gerne ville snakke i fred, hvilket hun faktisk respekterede. Hun havde på den hårde måde lært, hvad en lukket dør betød, og derfor fandt hun det faktisk bedst, at hun bare blev i sengen og kiggede på den halskæde som hendes far havde kastet hen til hende. Det glædede hende selvfølgelig at han havde et billede af hende, for hvem andre kunne det da være? Det var om ikke andet, så ikke noget som gav nogen mening for hende ellers! Selvom det var trættende at koncentrere sig så meget, så gjorde hun det nu alligevel, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan. Hun var vant til at være alene, og klare sig selv efterhånden, selvom hun selvfølgelig meget gerne ville ud til sin far, også for at få lidt opmærksomhed, for hun ville jo rigtig gerne have den! Som tiden var gået, var hun faktisk endt med at falde lidt i søvn. Den tur i søen hjemme ved Evan havde faktisk været skræmmende for hende, og det at være så bange, var faktisk noget som efterlod hende med en følelse af træthed, og nu hvor hun vidste at hun var i sikkerhed, så var det bare som om at det var hende en vane at glide hen i den, for det var noget som hun faktisk havde brug for, for hun var jo kun en lille pige.
At døren blev revet op, var noget som direkte fik det til at spjætte i Jacqueline, hvor hun hastigt endte med at sætte sig op igen. At se hendes mor gribe omring den spand ved sengen, fik hende til at blinke let med øjnene, for hun havde jo ikke vidst at hendes mor var syg! Svagt bed hun sig i læben, inden hun satte sig op og tog sin fars halskæde til sig, som hun knugede let i sin ene hånd. Selvfølgelig var det noget som faktisk gjorde hende bekymret, det var jo slet ikke det, men hun havde jo slet ikke vidst noget! Som hendes far stillede sig i døren, vendte hun blikket næsten en anelse usikkert mod ham. ”Dadda..? Er mor syg..?” spurgte hun usikkert, som hun stille kravlede ud af sengen og søgte hurtigt hen til ham, for det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun gjorde tydeligt tegn til ham, om at hun gerne ville op, som hun endelig nåede ham. At se sin mor sidde der og kaste op, var slet ikke en tanke som hun kunne lide. Sidst hun selv havde gjort det, havde Camryn fået hende op i sengen, så det skulle mor altså også! ”Mor putte i sengen?” spurgte hun, som hun vendte blikket mod sin mor. Hun så faktisk lidt syg ud, hvis hun selv skulle sige det!

[Deleted]

Ilaria havde bestemt ikke regnet med at det skulle være så slemt, men det var virkelig intenst, og hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Når alt endelig skulle komme til alt, så vidste hun ikke om deres problemer skulle have noget med sagen at gøre, men det var nu heller ikke rigtigt noget som hun tænkte over, for hendes fokus hvilede helt. Kvalmen var virkelig det mest intense som hun nogensinde havde oplevet og tanken om at de skulle have flere børn, vidste hun ikke helt om hun brød sig om eller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når det endelig skulle være, så kunne hun jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. En hel hær af unger ville hun på ingen måder give ham! Men den ene som de havde og.. muligvis den næste kunne hun vel godt? Også selvom frygten for at fejle endnu en gang, som hun havde gjort med deres prinsesse, for det var jo tydeligt, at tøsen uanset hvad godt kunne undvære hende, for det var jo tydeligt hendes far som var den som betød mest for hende. ”Det vil jeg heller ikke.. Jacqueline var en mundfuld nok..” endte hun med en dæmpet stemme. At han havde været i berøring af hendes mave, var end ikke noget som hun havde noget imod som sådan, for hun kunne jo faktisk godt lide det.. Hun kunne godt lide hans omsorg for hende, også fordi at det var så sjældent at de udviste nogen omsorg for hinanden, hvilket hun vidste, for hun havde heller aldrig været god til den slags, og det blev hun nok heller aldrig nogensinde, hvilket næsten var hende det værste af det hele, for hun ville jo virkelig gerne! Hun rystede stille på hovedet ved hans ord. ”Jeg ved det godt, Sonic.. Og det er hvad der bekymre mig..” erkendte hun med en ærlig stemme. Hun brød sig slet ikke om at hun havde det så dårligt, og tanken om hvor usikkert det var mellem ham go hende, var bestemt ikke en tanke som gjorde det meget bedre!
Kysset besvarede Ilaria mere end glædeligt, også selvom kvalmen steg omgående, også selvom det bestemt heller ikke havde noget med ham eller kysset at gøre, men det var bare som om at det blev for meget for hende! At slippe ham og storme ind på værelset, var ikke for at efterlade ham på den måde, men noget var hun jo trods alt nødt til at gøre, før hun kastet op udover det hele! Hun nåede spanden, før det hele kom, idet hun igen gled ned og satte sig på gulvet med en tydelig skælven i kroppen, for hun havde det bestemt heller ikke særlig godt! Hun rystede på hovedet til hans ord, også selvom hun slet ikke magtet at svare Jacqueline, for det var slet ikke meningen at deres lille pige skulle se hende på den måde! ”Mor har det fint, min pige..” forsøgte hun, også selvom hun ikke kunne skjule at hun virkelig havde det elendigt, og hun vidste det jo godt!

[Deleted]

At skabe en hel hær af børn, vidste Sonic godt ikke blev til, hvilket han nu heller ikke havde det mindste imod, eftersom han havde nok i en tøs, selvom et barn til vel heller ikke kunne skade? Hvorvidt han var glad for tanken eller ej, vidste han ikke helt, da han egentlig havde nok at tænke på, så at han skulle til at være far igen og med endnu en skrigende unge, det vidste han snart ikke om han kunne kapere, for han havde lige fået sin ene datter igen, nu var de endelig sammen og så kom der en ny inden de overhovedet havde nået at finde ud af tingene? Det var han ikke just forberedt på. Desuden så var han ikke just forældretypen, så han måtte erkende at han følte sig rimelig meget på bar bund. Han nikkede roligt. ”Let har det i hvert fald ikke været,” medgav han roligt, som han endnu engang måtte stryge hånden over hendes mave. Han havde nydt hendes tid som gravid dengang med Jacqueline, eftersom han havde nydt at han havde fået lov til at pusle om hende, selvom hun til tider havde fundet det for meget, også fordi han var blevet så overbeskyttende, men.. det gjorde ondt at hun ikke ville med til Peula, for så kunne han jo ikke være over hende på samme måde. Desuden bekymrede det ham at hun kastede så meget op og havde det så dårligt, eftersom det ikke havde været sådan ved Jacqueline, men det var måske normalt af den grund? Der var måske forskel på at være gravid? Ja han var ikke just den store graviditetsekspert, eftersom han ikke vidste en klap om det.
At Ilaria så endte med at søge ind på værelset for at kaste op, måtte overraske Sonic og så alligevel ikke, da han godt vidste at hun havde haft det dårligt. Han sukkede ganske let, som han kom op og gik ind på værelset. At det så skræmte Jacqueline, forstod han egentlig godt, da hun nok ikke var vant til sådan noget, men hun behøvede nu ikke at få grund til at bekymre sig. Han sendte derfor tøsen et betryggende smil. ”Mor er bare lidt syg, skat, hun skal nok få det godt igen,” svarede han roligt, som han godt så at hun ville op, men som Ilaria rystede på hovedet til at hun havde det godt, valgte han roligt at stryge Jacqueline over håret, som han vendte blikket ned mod hende. ”Øjeblik, min skat,” svarede han roligt, som han gik over til Ilaria, hvor han roligt tog fat omkring hende og hjalp hende op i sengen, så hun kunne lægge sig. ”Jeg tilkalder en healer, jeg kan ikke have at det skal være sådan, uvidende om noget er frygtelig galt eller ej,” svarede han med et sigende blik, som tegn til at han for det første var bekymret og at der ikke var noget at diskutere, for han kunne på ingen måder lide at der var noget galt med hende! Han vendte roligt blikket mod Jacqueline, som han viftede hende hen til sig, så hun ikke følte sig tilsidesat, skønt hans opmærksomhed nu alligevel mest måtte hvile på Ilaria, for han kunne ikke lide at hun var syg, i hvert fald ikke når han ikke vidste om det var normalt eller rent faktisk var skadeligt eller værre.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At hun skulle til at være storesøster, var stadig noget som lå skjult for Jacqueline, da hun jo faktisk havde ladet sine forældre snakke ud sammen først, da hun havde fundet det som noget af det vigtigste. Når det endelig skulle komme til stykket, så kunne hun godt lide, at de kunne snakke sammen uden at råbe og skrige. Hun kunne slet ikke lide at folk råbte og skreg af hinanden, også selvom hun efterhånden var ved at blive temmelig god til det selv. Hun havde råbt og skreget meget af Evan, som hun også havde gjort det af Zachary.. Nu hvor hun så skulle til at undvære sin bedste ven, så var hun faktisk lidt ked af det, for hun savnede ham faktisk.. hun ville virkelig gerne lege med ham, og så håbede hun bare at hun meget snart ville få lov til det igen!
At se sin mor komme rendende ind på den måde, var slet ikke noget som Jacqueline havde regent med, for det var da tydeligt for hende, at hendes mor slet ikke havde det godt, hvilket hun slet ikke kunne lide! Sengen kom hun hurtigt ned fra, som hun søgte hen mod sin kære far. Det var ham som kunne skænke hende en følelse af tryghed, hvilket også var med til at hun handlede som hun gjorde, hvor hun gemte sig en anelse mere omme bag ham. At mor var syg, var noget som fik hende til at rynke en anelse på næsen næsten i en bekymret mine, for hun kunne jo slet ikke lide at se hende have de sådan. Hun havde jo slet ikke lagt mærke til at hun havde haft det så slemt! ”Mig ik’ lide mor syg,” sagde hun dæmpet, som hun gjorde tegn til at hun ville op. At hendes far så ikke ville efterkomme hendes ønske, var noget som fik hende til at rynke utilfredst i panden, som hun slog armene over kors og vendte sig mere med ryggen til ham, som hun så ham bære mor op i sengen i stedet for. At hendes mor skulle have en ny baby vidste hun ikke, da hun slet ikke var i den form for tanke. Hun ønskede jo bare at se sin mor blive frisk igen! Når far var bekymret, så var hun så sandelig også! Som han sagde, at hun skulle komme med, fik hende kun til at nikke, hvor hu løb hen til ham, kun for at tage hans hånd. Hun kiggede op på ham, også selvom hun var tvunget til at kigge højt op, selvom det nu heller ikke gjorde hende noget, for hun kunne godt lide, at hun havde en stor og stærk far til at passe på hende, hvilket også kun var på tide, at hun fik muligheden for at opleve det! ”Mor bliver rask igen, ikke Dadda..?” spurgte hun dæmpet. Hun kunne slet ikke lide at se sin mor på den måde.

[Deleted]

En hel hær af børn, var slet ikke noget som Ilaria ville give ham! Ikke på vilkår! Jacqueline havde været hård nok, hvor hun stadig kunne mindes hvordan han havde grinet hende direkte op i hovedet, alene ved den tanke om at hun havde været gravid dengang. At det ikke var sket denne gang, var selvfølgelig noget som betød meget for hende, også selvom hun slet ikke vidste om hun skulle være glad eller dybt ulykkelig, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, for hun kunne ikke rigtigt finde nogen glæde i noget som helst alligevel! Hun rystede på hovedet. Det var jo faktisk en ting som de kunne blive enige om, også selvom hun vidste, at hun heller ikke havde været med til at gøre det meget nemmere for ham. Han havde stået med deres dater, andet end når hun skulle have mad dengang hun havde været helt lille, for det kunne han jo trods alt heller ikke have skænket hende. ”Nej.. Jeg ved godt, at jeg heller ikke gjorde din rolle som far let for dig..” Selvom hun måske kun måtte lyde til at have fokus på det negative, så var det primært hormonerne som talte for hende, for det var ikke rigtigt fordi at hun tænkte noget igennem som sådan, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved. At blive ramt så meget af kvalmen, var ikke noget som hun havde set komme! Hun havde heldigvis nået spanden, også selvom hun slet ikke havde været ude på at skulle skræmme deres elskede lille pige med noget som helst! Hendes krop rystede og sitrede, for hun havde det bestemt ikke godt.. Hun kunne for pokker ikke holde noget som helst i sig! Tungen strøg hun let over sine læber, inden hun rakte ud efter glasset med vand, kun for at skylle smagen væk, for den var virkelig gyselig! Med skælvende hænder, satte hun glasset fra sig på sengebordet, kun for at vende blikket mod dem igen. At deres lille pige var bange, var noget som selv formåede at give hende en dårlig smag i munden, for det var jo slet ikke hendes mening at skræmme hende eller noget som helst! At han kom hen og løftede hende op i sengen, sagde hun heller ikke noget til, hvor hun bare gled om på siden med det samme. Det var også den mest komfortable stilling for hende. ”Det er ikke alvorligt, Sonic.. Det er bare… Den kvalme,” endte hun ganske sigende og med en tydelig hentydning. De havde jo trods alt været enig om at vente med at fortælle det til Jacqueline, hvilket hun faktisk havde det helt fint med, for hun ville slet ikke kunne klare en ivrig eller.. knust lille pige oveni, for hun kendte hende jo heller ikke nok til at vide hvordan hun ville reagere på noget som helst, selvom det nu heller ikke ligefrem var med til at gøre det meget bedre for hende af den grund! Dynen tog hun fat i, kun for at trække den en anelse om sig, og skjule maven en smule. Hun vidste jo ikke engang om hun skulle være en stolt kommende mor eller ikke!

[Deleted]

Sonic kunne tydeligt huske den første gang Ilaria var kommet for at fortælle at hun var blevet gravid, hvor han bare havde grinet hende op i ansigtet, fordi han havde troet at hun havde joket med ham, for han havde slet ikke troet at det havde været muligt, men det havde det. Hun havde været gravid, og de havde klaret det, hvor han faktisk havde nydt den tid, da han havde nusset om hende, været der hele tiden, når han ikke lige havde arbejdet, men ellers havde han holdt om hende hver nat og snakket til maven, da den var blevet lidt større. At hun så begyndte på at hun ikke havde gjort hans rolle som far let, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Ilaria, du har sjældent gjort nogen ting lette for mig, men set i bakspejlet er det også det som har gjort mig til en mand, i stedet for den rapkæftede knægt jeg var til at starte med,” svarede han sandfærdigt, som han trak skævt på smilebåndet. Hans rejse med hende, havde gjort ham til en ordentlig og rigtig mand, en mand der tog sig af dem han elskede, af sin familie, som han jo flere gange havde reddet hendes liv, tilmed også da hun havde været gravid, hvor Julien havde kidnappet hende, og der havde han slet ikke tøvet med at komme hende til undsætning. Det gjorde ondt at deres perfekte forhold var blevet så splittet og ødelagt, for han havde jo oprigtigt elsket hende af hele sit hjerte, da hun var den første person han nogensinde havde elsket. At Ilarias opkast måtte skræmme Jacqueline forundrede ham ikke, da hun jo bare var en lille pige og ikke vidste bedre. At hun blev sur over at han ikke tog hende op, kunne han ikke rigtig tage sig af i øjeblikket. Han vidste godt at det ikke var fair overfor tøsen, når de endelig var sammen igen, men Ilaria havde mest brug for ham lige nu, hvor han nok skulle give al sin tid og opmærksomhed til Jacqueline senere. Han hjalp roligt Ilaria op i sengen, hvor han lod hende ligge sig som hun nu lå bedst, hvor han strøg hende ganske blidt over håret. #Jeg er fuldstændig ligeglad Ilaria, jeg vil ikke se dig sådan! Det.. bekymre mig..# svarede han i en fast og dog bekymret tone, hvor han brugte tankeoverførsel så tøsen ikke ville kunne høre det. Han selv havde sat sig på sengekanten, hvor han roligt puttede Ilaria under dynen, imens tøsen kom hen til ham, hvor han roligt lukkede sin hånd om Jacquelines, så hun vidste at han var der. Han sendte Jacqueline et betryggende smil. ”Selvfølgelig bliver mor rask igen, prinsesse, det er bare lidt dårlig mave,” svarede han roligt, som et tydeligt tegn til at hun ikke behøvede at bekymre sig. Han tog roligt omkring halskæden, som han trak over Jacquelines hoved, så hun kunne bære den, skønt kæden var rimelig lang for en lille pige, men det var jo kun indtil videre. ”Jeg vil gerne have at du bliver her hos mor min skat, far skal lige ud og tale med lægen, så far ved hvad der er galt med mor, okay?” svarede han roligt, som han rejste sig, hvor han tog omkring Jacqueline og satte hende på sengekanten. ”Pas på mor,” gentog han endnu engang, inden han så mod Ilaria. #Jeg finder ud af hvad der er galt, opfør dig pænt overfor pigen,# svarede han i en kortfattet tone, som han roligt forlod værelset.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At mor var syg, var slet ikke noget som Jacqueline kunne lide, men heller ikke noget som hun kunne gøre det største med, hvilket hun godt vidste. Hun kunne godt huske, da hun havde været syg og Camryn havde forsøgt at passe hende, også selvom hun aldrig havde været særlig meget for det, så var det bare sådan at det var, for hun havde aldrig været glad for det, men hun havde været god til det. Hun havde fået kiks at spise og vand, og hun havde fået læst historier op, så måske at det også kunne virke på mor? Hun gemte sig en anelse bag far, også fordi at hun slet ikke vidste hvad hun eller skulle gøre, eller vide hvordan hun ellers skulle reagere, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund. At mor bare havde en dårlig mave, fik hende til at rynke lidt på panden, kun for at vende blikket i retningen af hendes mave, næsten som hun kunne stirre det væk, også selvom hun vidste, at det slet ikke virkede. ”Kan ikke lide det, Dadda..” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun stile vendte blikket mod ham igen. Som han fik mor op i sengen, så vidste hun ikke de talte via tankerne, hvor hun stille gik hen til ham og tog sin far i hånden i stedet for, for hun kunne slet ikke lide at se sin mor syg! Det eneste som hun vidste, var at mange blev syge når det var koldt udenfor, så måske at det var kulden som gjorde hendes mor syg? At han så ville have at hun skulle passe på mor, fik hende kun til at blinke let med øjnene, inden hun stille nikkede til ham, kun for at vende blikket mod mor. Stille kravlede hun op i sengen og satte sig på sengekanten ligesom far havde gjort. Det var ikke fordi at hun havde lyst til at gøre det værre, men hun vidste da ikke hvordan man passede en som var syg, for det havde hun jo heller ikke prøvet før! ”Sidst Bamse var syg, sov han heeeele dagen, mor!” fortalte hun stilfærdigt. Nu hvor hun ikke havde bamsen ved sig, så måtte hun jo trods alt bare fortælle ud fra hvad hun kunne huske, også selvom det nu heller ikke var meget igen. Nu hvor hun havde været ved Evan i stedet for, selvom det heller ikke gjorde det meget bedre, for hun havde aldrig været glad for at være der, men det var nu heller ikke noget som hun havde behov for at tænke på mere, hvilket skam også var noget som passede hende helt fint! Hun lænede sig over hende og lagde hånden mod hendes pande, også selvom den var kold. ”Har mor det bedre nu?” spurgte hun næsten håbefuldt.

[Deleted]

Ilaria havde aldrig nogensinde gjort det nemt for Sonic, og det vidste hun også godt. Meget af opdragelsen af deres elskede lille pige havde hængt på ham, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Hun var præget af kvalme og intense hormoner som tvang hende igennem de følelsesmæssige rutsjebaner, som hun ikke kunne gøre det største ved af den grund, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Svagt trak hun på smilebåndet. Hvordan pokker kunne han vende det hele til noget positivt? Det var jo slet ikke noget som hun forstod! ”Jeg forstår ikke at du formår at vende det hele til noget så positivt, Sonic.. Du har altid været så frustreret over mig og over alt det som jeg har gjort..” påpegede hun sigende. Som han løftede hende op i sengen, så valgte hun alligevel at blive liggende. Ikke fordi at det var noget som hun havde noget imod som sådan. Hun havde det faktisk ikke særlig godt, også selvom det var tydeligt, at hun ikke just formåede at skjule det for ham nu, nu hvor han også var kendt med hendes tilstand, så forstod hun jo faktisk godt at han var bekymret, og hun kunne faktisk lide det. Som hans stemme lød i hendes hoved, så lukkede hun kun øjnene og vendte blikket mod ham, for hun kunne jo ikke ligefrem afgive nogen respons, for hun var ikke mental på nogen måde! At han så bad deres lille pige om at passe på hende, vidste hun bestemt heller ikke om var en ting som hun skulle tage godt for sig på den måde, for hun havde aldrig været særlig god til børn på nogen måde, og det ville hun nok heller aldrig nogensinde blive. Det var i hvert fald ikke noget som hun havde troen på i hvert fald, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans stemme i hendes hoved fik hende blot til at nikke. Hun skulle nok prøve i hvert fald, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, for hun ville jo slet ikke have at deres lille pige skulle se hende på den her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun trak vejret dybt, som hun sendte hendes datter et smil, og specielt da hun lagde hånden mod hendes pande. Hun var helt klart glad for at se hende i godt velbefindende, også fordi at hun slet ikke havde haft muligheden til selv at søge over muren for at hente hende! At Sonic gik bed hun bare i sig.. Det var vel også nu at hun havde muligheden for at gøre lidt op for alt det som hun havde udsat dem begge to for? For hun vidste, at hun ikke havde været der for nogen af dem! ”Så må Bamse godt nok have haft ondt i maven,” påpegede hun sigende, som hun ellers lagde sig godt til rette. At se ringene dingle i halskæden for øjnene af hende, efterlod hende kun med en knude i maven. ”Mor har det bedre nu min skat. Du passer jo på mig,” påpegede hun med et svagt smil.

[Deleted]

At Ilaria mente at Sonic kun havde været frustreret over det som hun havde gjort, var slet ikke noget som han forstod sig på. Måske han mange gange havde været vred, men kunne man forvente andet af en ilddæmon? Og så særligt når en ilddæmon var sammen med sin nemesis? De var jo nærmest født til at skændes, da de var hinandens modsætninger, som de tit var uenige og selvom de kunne være enige havde de slet ikke sammen tankegang, det var faktisk utroligt at de havde formået at forelske sig i hinanden, men det var dog den lykkeligste tid i hans liv, hvilket han aldrig ville glemme, selvom han måtte erkende at han mest af alt havde mest lyst til at det blev som før igen, for han ønskede ikke at fortsætte sit liv med gode minder, han havde lyst til et liv hvor der var lykke, som før. ”Hvad snakker du om? Jeg ved hvilken person du er Ilaria, jeg ved at du er krævende og hård, men det er det jeg kan lide ved dig. Tror du ellers jeg ville have friet til dig? Du har altid gjort mig lykkelig og jeg fortryder ikke en eneste dag med dig i mit liv,” svarede han sandfærdigt. Naturligvis havde hun frustreret ham mange gange, men sådan gik det jo også den anden vej, ingen af dem var perfekte, tværtimod var de gode til at være det stikmodsatte. At tøsen så blev skræmt af Ilarias ’sygdom’, forstod han godt, selvom hun nu ikke havde noget at frygte. ”Det skal nok gå min skat, mor skal nok blive rask igen,” forsikrede han hende endnu engang. Han tillod i hvert fald ikke at der skete noget med hende! Han ville gøre hvad som helst for at hun fik det godt, om han så skulle blive her og passe på hende og tage sig af hende hver dag! Han vidste godt at han havde haft planer med Jacqueline, men han havde jo heller ikke regnet med at Ilaria ville være gravid! Han valgte roligt at forlade værelset, hvor han søgte ned ad gangen. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget som helst, hvor hendes opkast måtte bekymre ham frygtelig meget. Han vidste faktisk ikke hvem han skulle søge til, derfor endte han faktisk med at spørge flere på stedet, indtil han blev guidet hen til en healer, eller som i hvert fald havde forstand på det. Det var en ældre kvinde; dæmon, hvor han fortalte problemet. Han vidste at det ikke havde været så slemt første gang hun havde været gravid, med Jacqueline, for der havde alt jo foregået helt normalt, eller i hvert fald som det skulle, men nu virkede hun bare.. syg. Den ældre kvinde fortalte ham at det var normalt og at hver graviditet ikke behøvede at være slemme, dog advarede hun ham alligevel om at Ilaria skulle få næring, både for hende og for barnet, for ellers kunne det gå hen og gå galt. Selve snakken tog egentlig ikke så lang tid igen, hvor han roligt søgte tilbage til værelset, hvor han højst havde været væk i et kvarter. Roligt kom han ind ad døren, hvor han sendte dem begge et smil, og han kunne da slet ikke lade vær, når han så dem sidde sammen. Han gik roligt hen og satte sig bag Jacqueline på sengekanten, hvor han lagde en arm om tøsen, for at trykke hende ind mod sig, imens han lagde en hånd over Ilarias som han gav den et klem. ”Jeg fik at vide at det var normalt, og at mor nok skal klare sig,” svarede han roligt, som han sendte dem begge et smil, så tøsen ikke blev videre skræmt. #Men det kan gå hen og blive farligt, hvis du ikke får næring,# tilføjede han til Ilaria med et sigende og alvorligt blik.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline kunne slet ikke lide at se mor så syg, for det var jo tydeligt for hende nu, at hendes mor slet ikke havde det særlig godt. Når alt endelig skulle komme til alt, så gjorde det hende faktisk en anelse urolig, også fordi at hun tydeligt kunne mærke på far, at han var bekymret, så blev hun det jo også automatisk selv jo! Hun vendte blikket stille, dog en anelse usikkert op mod ham, som han sagde, at mor nok skulle blive frisk igen, for det håbede hun så sandelig, for hun kunne jo slet ikke lide det andet! Hun nikkede blot, kun for at vende blikket mod sin mor igen. ”Okay, godt,” sagde hun stilfærdigt, som hun selv kravlede op på sengekanten, ligesom far havde gjort, hvor hun blev siddende, for hun kunne helt klart godt passe på mor! At hendes far forlod dem på værelset, var ikke noget som hun sagde noget til som sådan, også fordi at det var noget som hun hurtigt vænnede sig tor nu havde hun sin mor ved sig, og så var det vel heller ikke så slemt igen? Hun nikkede næsten helt ivrigt. Hun kunne godt huske dengang bamse havde været syg, og hvor ynkelig han havde været, også selvom hun havde passet godt på ham, så han var blevet rask igen, så hun havde jo faktisk været umådelig dygtig til det! ”Ja! Bamse havde rigtig ondt i maven! Feber og alt mulig! Men mig passe godt på ham, og så blev han rask igen! Og nu mig passe på mor, så mor blive rask igen,” sagde hun med et stolt smil på læben, også fordi at det var hvad hun satte som det vigtigste lige nu, for hun kunne jo godt lide sin mor, og selvfølgelig ønskede hun at se hende frisk igen, for det andet kunne hun da slet ikke bruge til noget som helst!
At hendes far kom tilbage igen, sagde hun ikke noget til, hvor hun bare blev siddende, som han kom ind og satte sig på kanten, kun for at lægge armen om hende, for det havde hun slet ikke noget imod. Hun smilede let for sig selv og satte sig tæt ind i hans favn igen. At han så bekræftede for hende, at mor nok skulle blive frisk og rask igen, gjorde automatisk at hun faktisk formåede at slappe af. ”Godt!” sagde hun endeligt, som hun krøb helt op i sin fars i stedet for, hvor hun placerede sig let i hans skød i stedet for. Hun var måske temmelig opmærksomhedskrævende lige nu, men hun havde jo også lige fået lov til at komme hjem til sin elskede far og nu.. også hendes mor? Og derfor ønskede hun selvfølgelig at det hele ville gå i den anden ende. Hænderne fumlede let med kæden omkring hendes hals. Nu fik far den altså slet ikke tilbage igen!

[Deleted]

Ilaria var udmærket godt klar over, at hun ikke havde gjort opgaven nem for Sonic på nogen måde, og hun havde jo også set hvor vred og frustreret han havde været over det, og nu hvor hun havde det sådan, så kunne hun kun tænke negativt. Det kunne godt være, at det havde tvunget ham til at blive voksen, men det skulle da alligevel have lov til at ske for sig på det rette grundlag og ikke dette. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun let vendte blikket en anelse væk. Det var svært for hende at fokusere på noget positivt, sådan som hun havde det lige nu! ”Du fremstiller det kun som jeg har gjort dig til en lykkelig mand, selvom jeg har set så megen vrede og så megen frustration, Sonic, og du ved det godt.. Jeg har på ingen måder gjort det til en nem opgave for dig.. Uanset hvor hård og krævende jeg har været, for det har ikke været min mening at være så krævende..” Han havde valgt at åbne op for hende, også selvom det hele var endt med at komme og gøre krav på det hele, og det kunne hun jo godt se nu, hvilket slet ikke var noget som hun havde sin ret til på nogen som helst måde overhovedet! Hun trak vejret dybt, som hun endelig blev ført op i sengen, hvor hun lagde sig til rette. At det så var hendes egen lille datter som skulle passe på hende, var slet ikke hensigten ved det hele, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at deres lille pige kunne gøre det største for hende. At hendes bamse havde været syg, var noget som svagt fik hende til at smile, idet hun vendte de mørke øjne mod hende igen. ”Det er godt, at du var der til at passe på ham min pige.. Du er virkelig også blevet stor siden jeg har set dig sidst..” endte hun med en dæmpet stemme, for hun mente det jo.. Hun kunne slet ikke begribe at tøsen var blevet så stor som det hun var, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At Sonic så kom tilbage, var noget som alligevel formåede at gøre hende langt mere rolig, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle forholde sig til det med den lille pige, når hun som sådan aldrig havde haft noget forhold til hende, for det havde hun jo aldrig haft! Hans stemme som lød i hendes hoved, efter at han havde taget omkring hendes hånd, fik hende kun til at lukke øjnene, for hun havde virkelig forsøgt med at spise, men hver gang hun gjorde det, så kom det bare op igen! Det havde været meget nemmere at snakke om, hvis deres datter ikke havde været der, også selvom det nu bare var noget som de begge måtte bide i sig, for det var jo heller ikke fordi at man kunne gøre det største ved det af den grund, som det var lige nu. Hun trak vejret dybt og nikkede så, også som et tegn til at hun havde forstået det. ”Se min pige.. Mor skal nok få det godt igen,” endte hun ganske sigende, som hun lod hende tage pladsen i Sonics skød. De havde altid haft et godt forhold til hinanden, og det var noget som hun kun måtte være.. jaloux over?