Please talk to me!

[Deleted]

Det var endnu en gang en sen aften, selvom det nu heller ikke var noget som rørte Darryl andet end positivt. Når alt endelig skulle komme til alt, så havde han brug for luft og alligevel.. så var det bare som om at det slet ikke var noget som efterlod ham med den fred og ro, som han havde brug for. Efter angrebet på Procias, vidste han godt at Phoebe var kommet til skade, og aften efter aften havde han forsøgt at komme ind i kirken, selvom det bare ikke havde været muligt for ham, og hver eneste dag som gik, efterlod ham kun med en større og større frustration, som han ikke rigtigt kunne gøre det vildeste ved det af den grund, og selvfølgelig irriterede det ham som intet andet! Endnu en gang befandt han sig omkring de mange tavse grave. Yasmya var ikke til at finde nogen steder, og han havde intet hørt om hvad der var sket hende, og Emanuel havde han fået afsat ved Marius, bare for at have muligheden for at trække en smule luft, for det var efterhånden tiltrængt!
Blikket gled kort i retningen af hans elskede pigers gravstene. Selvom han ikke var i stand til at læse hvad der var på stenen, så var han ikke i tvivl om at det var deres, da det var en grav som Phoebe havde udpeget for ham. Han sukkede tungt. ”Jeg savner Jer, som jeg savner Jeres mor,” endte han med en dæmpet stemme, også selvom det faktisk var ord som han mente. Han kyssede roligt sine fingre, som han let lod glide over den smukke sten, og med et svagt smil på læben. Ja, han kunne jo faktisk godt, men det var også fordi at han virkelig savnede sin familie! Han vendte blikket op i retningen af kirken endnu en gang. Aften efter aften var han afbrudt ved døren ind til stedet, for han kunne virkelig ikke komme ind uden den forbandede invitation, hvilket selvfølgelig var noget som frustrerede ham! Han sukkede tungt, inden han igen rettede sig op, og gik hen til den store bygning. Alene tanken om den, var noget som fik det til at løbe koldt ned af hans egen ryg, hvor smerten fra hans tortur endnu hvilede og aldrig ville heale, hvilket han var klar over, men den var efterhånden så dæmpet, at han da i det mindste kunne holde ud at være til. De store døre stoppede ham automatisk, idet han hævede hånden og let lod den stryge langs den. En kende ironisk et sted, at et uhelligt væsen ville stå på den mest hellige grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han kunne ikke gøre noget ved det. ”For pokker Phoebe…” endte han frustreret, idet han igen bare vendte sig i retningen af tøsernes gravsten. Phoebe kunne han ikke få lov til at se, selvom han et sted vidste, at hun ikke havde det særlig godt, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund! Og selvfølgelig var det en tanke som han måtte finde yderst frustrerende!

[Deleted]

Det vzar efterhånden ved at være sent. Phoebe havde ikke været ude i uger, efter Procias var blevet angrebet, det havde trods alt været naturligt at få efter hende, som talsmand for hende grobunden for Procias. Blide havde de bestemt ikke været, hun havde i uger været tvunget til at holde sig i sengen, uden selskab og ude af stand til at afholde gudstjenester eller rent faktisk set hvor ilde tilredt kirken var. Flere af de store lys og store figurer af messing, var gået i stykker, hvilket gjorde ondt, der var frygtelig meget at gøre, hvilket også var grunden til at hun nu havde fået hevet sig selv ud af sengen. På nøgne fødder, var det lykkedes hende at halte ud i den store kirkesal, hvor flere af rækkerne med sæder var skudt i stykker af magi. Planer lå døde, visne og omgivet af jord på gulvet sammen med glas og andre materialer. Hun sukkede og følte hvordan hendes blik hurtigt blev våde af syndet. Silia havde lovet at sende folk der kunne hjælpe hende når hun var frisk nok, hvilket hun var nu. Det var længe siden at hun havde haft mulighed for at se til sine piger, hvilket var grunden til at hun forsøgte at abstrahere fra skaderne, for i stedet at søge mod kirkens store porte. De mørke lokker hang frit omkring hendes ansigt. Hun var iført en en tung hvis natkjole, men en omgivende himmelblå silkekåbe der skænkede hende en smule var i vinterkulden. Hendes skridt var endnu ikke helt stabile, hun haltede stadig frem Hun lod hånden stryge gennem sine lokker. At Darryl havde været omkring kirken, vidste hun ikke, hun havde ingen idé om hvor han opholdt sig eller med hvem, for efter hun havde bedt ham om at holde sig væk, så havde hun ikke set ham. Et suk gled over hendes læber idet hun nåede de store, tunge døre af træ. Hovedet lænede hun blidt mod de smukke udskæringer og lyttede til nattens stilhed for et øjeblik, et sted også for at holde sig på benene. Der skulle ikke meget til før det begyndte at gøre ondt. Med stor anstrengelse fik Phoebe dørene åbnet. De knirkede begge idet hun forsøgte at tvinge dem op, hvilket krævede en hel del kræfter fra hendes side. Sveden begyndte at samle sig på panden, også selvom det i sidste ende lykkedes. Hun åndede lettet op og tog sig til siden hvor såret efterhånden var helet men endnu føltes temmelig ømt. At det så var Darryls skikkelse der blev afsløret bagved det tunge træ, fik hende til at standse brat op. Armene faldt slapt ned langs siden, idet hun lod de mørke øjne falde på hans skikkelse. ”Darryl...” hviskede hun hæst, tydeligt overrasket over at se ham. Hun måtte næsten gå ud fra at han var kommet for at besøge pigernes grav, som han havde plejet at gøre? Blikket lod hun kort søge bag ham. Selve kirkegården lod om ikke andet til at være blevet ordnet, hvilket glædede hende, hun ønskede ikke at forstyrre de dødes fred. ”Jeg.. du.. vil du med ind?” spurgte hun tydeligvis lidt ved sien af sig selv. Hun rynkede på panden. Det havde slet ikke været meningen at give ham en invitation, men hvad skulle hun gøre? Desuden havde hun ikke lyst til at trække den tilbage!

[Deleted]

Lige siden Phoebe havde beordret Darryl væk, havde han været hjemme ved Yasmya. Selvom han alligevel et sted følte, at han kun var i vejen, også fordi at han vidste, at Jacques ikke havde været meget for hans tilstedeværelse, så havde han alligevel gjort hvad han kunne for at holde sig ude af problemer, for han havde jo bare.. brug for et sted at være. Han vidste ikke nødvendigvis hvad Phoebe lavede, når han ikke var der, men selv de daglige besøg ved pigernes grav, var noget som han følte, at han skyldte dem, o derfor gjorde han også hvad han gjorde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Det eneste som faktisk frustrerede ham ved det hele, var at Phoebe skulle bruge kirken som et gemmested, udelukkende fordi at hun vidste, at han ikke var i stand til at komme ind, og at hun ikke ønskede at snakke med ham om tingene, for det var noget som han efterhånden synes var nødvendigt, for det andet gjorde ham faktisk ed af det! Selvom han måske ikke viste det på den måde, så var det en følelse som han allerede for lang tid siden havde fundet ud af hvad indebar, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit.
At dørene blev åbnet bag ham, var noget som hurtigt fangede hans interesse. Med rolige skridt valgte han at rejse sig. Han kunne mærke dybt i hans indre, at hun ikke havde det særlig godt, hvilket næsten var noget af det som gjorde det meget værre, selv for hans vedkommende. Let knyttede han næverne, også selvom han ikke vidste om han skulle haste sig væk, eller hvad han skulle, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle til at blive sur på ham igen! Ligesom hun altid havde gjort det! ”Phoebe..” hilste han med en tonløs stemme. Han var ikke god til det med følelser og specielt ikke at give udtryk for dem. Han nåede kun lige at opfange hendes ord, selvom han var sikker på at det var en løgn det som han hørte at hun faktisk.. inviterede ham indenfor? Inviterede hun ham faktisk indenfor?! Han vendte sig stille mod hende endnu en gang. ”… Er du helt sikker? Men.. Det vil jeg meget gerne,” svarede han med en rolig og ganske ærlig stemme, som han forsøgte sig med et let smil. Han var der jo trods alt heller ikke for at gøre hende ondt eller noget lignende, for i det tilfælde, så havde han allerede gjort det for lang tid siden! Han gik roligt mod hende, selvom det var med rolige skridt, også fordi at han et sted var.. bange for at hun ville fortryde, og han ønskede jo heller ikke at skræmme hende eller noget lignende. ”Du ligner en som endnu burde ligge i sin seng, Phoebe.. Du ligner noget katten har slæbt med ind..” påpegede han ganske roligt, også selvom der var en bekymring at spore i hans stemme, for han brød sig faktisk slet ikke om at se hende på denne her måde. Tanken skræmte ham et sted også, men hvad kunne han da gøre ved det? Andet end at håbe på ikke at blive offer for endnu en afvisning.

[Deleted]

Darryl havde hjemsøgt hendes tanker mere end én gang. Hun havde ikke haft nogen idé om hvor han havde opholdt sig eller med hvem, for en stund havde hun næsten været overbevist om, at han endnu engang var helt ude af hendes liv, og tanken gjorde mere ondt end hun ville være ved. Når alt kom til alt, så måtte Phoebe jo erkende at hun savnede og længtes efter ham. Hun blev roligt stående foran ham, uden helt at vide hvor hun skulle gøre af sig selv eller hvad hun skulle sige, hvilket nok også kunne ses på det tøvende og forvirrede kropssprog. Bag hende var kirken, fuldkommen henlagt i mørket og medtaget efter de ting der var hændt for uger tilbage, hun ville ikke være i stand til at gøre noget som helst, før der var blevet ryddet op, hvilket hun endnu ikke helt følte sig frisk nok til at gå i gang med. Det meste var efterhånden bare ømhed, primært efter at have ligget så længe, hun havde det ikke godt og det var tydeligt at se på hende. Hendes hud var bleg og næsten glasagtig, og hun havde mørke render under øjnene, desuden var kjolerne blevet alt for store til hende, for hun havde hverken haft lyst eller orket at stå op for at sikre sig mad.. ikke før i aften vel og mærke. Hun nikkede roligt og så ned på sine nøgne fødder, udelukkende fordi hun ikke vidste hvor hun ellers skulle se hen. ”Jeg er en kende overrasket over at se dig,” endte hun dæmpet, mest for ikke at stå der og se dum ud. Hun skammede sig over de ting hun havde sagt særligt nu hvor hun havde haft tiden til at tænke, det ændrede dog ikke på at han havde formået at gøre hende ondt.
Det havde ikke ligefrem været hendes mening at invitere ham indenfor, men hun trak dog ikke invitationen tilbage. I stedet tog hun en dyb indånding og samlede sig en smule, udelukkende for at holde lidt kontrol på sig selv. Det lykkedes hende sårgar at sende ham et stille smil mens hun nikkede. ”Kom bare med ind,” gentog hun og trådte til side så han kunne træde ind i kirken, hendes bolig lå jo bag ved. ”Jeg beklager rodet. Der er endnu ikke blevet ryddet op efter angrebet,” erkendte hun lidt mere ved sig selv. Hånden strøg ned over den tunge natkjole, der på ingen måde var vulgær eller afslørende. Det var tydeligt at hun endnu havde ondt, dog var hun efterhånden ved at være forholdsvis frisk igen, og hun havde brug for at komme op og bruge energi, for det var trættende at blive ved med at sove. Hans ord fik hende til at rynke en smule fornærmet på panden, også selvom det hurtigt gik i sig selv og bredte sig i et svagt smil i stedet. ”Komplimenter har virkelig altid været din stærke side, Darryl.. jeg takker,” svarede hun lidt sarkastisk. Ja hun var måske ikke en gudinde at se på, men det havde hun trods alt heller aldrig lovet. De mørke lokker strøg hun bag øret og lagde armene om sig selv for at holde varmen, det var tydeligt ikke blevet meget varmere uden for!

[Deleted]

Som Phoebe havde valgt at sende Darryl væk fra kirken og væk fra kirkegården, så havde han også valgt at tage af sted, også selvom han aldrig havde ønsket at forlade hendes liv helt. Igen gjorde han egentlig bare sit bedste for at gøre hende glad og tilfreds, selvom det bestemt heller ikke var nemt, når hun så skulle fortryde i længden. Han havde været på kirkegården hver eneste aften, også for at se til deres små piger, men også for at forsøge at komme indenfor, også selvom det ikke havde været muligt for ham. Han havde hørt om hvad der var sket ved kirken, og det var noget som næsten automatisk havde gjort ham direkte panisk som intet andet overhovedet! Han var der ikke for at skabe ballade eller noget som helst, for.. det havde han jo egentlig aldrig været. ”Jeg er her hver eneste aften.. Som jeg har været det sidste lange stykke tid,” endte han ganske sigende. Han havde ganske vidst lagt mærke til at hun slet ikke havde været at se, og der havde ikke rigtigt været nogen spor efter nogen i sneen, så det havde heller ikke virket til at hun havde været ude, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham bekymret, for han var jo slet ikke vant til at se hende på den her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Han var vant til at se en stolt og stærk Phoebe som var vant til at stå med et smil på læben og det hele.. Og nu var det bare det stik modsatte som han lagde mærke til.
Det faktum at Phoebe ikke trak invitationen tilbage, var selvfølgelig også noget som gjorde sit for Darryl, også selvom han alligevel valgte at bevæge sig frem med en forsigtighed. Hvis hun havde ligget i sengen frem til nu, skulle hun måske tage det en smule med ro, frem for at kæmpe sig sådan op af sengen, for det var heller ikke noget som han kunne lide. ”Det skal du ikke tænke på, Phoebe.. Jeg overlever nok.. Rod er jo mit speciale,” påpegede han med et svagt smil, som han med rolige og næsten nænsomme skridt, trådte ind i kirken i stedet for. Det var ikke fordi at han havde været ude på at fornærme hende eller noget lignende, da det jo faktisk var det sidste som han ønskede i længden. Han trak en anelse på skuldrene. ”Undskyld,” begyndte han stille, som han roligt blev stående og kiggede på hende. Hånden hævede han stille, som han lod den komme i kontakt med hendes kind i form af et blidt og yderst varsomt kærtegn. ”Smuk har du nu altid været.. Når du ikke har brugt uger i sengen.. Jeg mindes det fra tiden før vi fik vores ældste datter,” sagde han med et let smil på læben. Han mindes det som havde det været dagen i går det var sket! Hvor ondt hun havde haft, kvalme og det hele, og havde brugt lang tid på at ligge ned. Ikke fordi at han havde haft noget imod det. Han havde beskyttet hende dengang, og selv nu ønskede han at gøre det samme.

[Deleted]

Phoebe havde ikke ligefrem regnet med at Darryl ville forsvinde helt og holdent, selv på trods af at hun havde bedt ham om det. Ikke desto mindre var hun gaktisk glad for at han igen var omkring hende. I samme øjeblik blikket faldt på ham, glemte hun alt om, hvor hun havde været på vej hen også selvom det var ved at være længe siden, hun sidst havde kunnet tilse pigernes grav. At dømme ud fr aat han var der så havde han allerede set til dem. Hun nikkede forstående, også fordi hun vidste hvor meget han selv savnede sine piger, også selvom de aldrig rigtigt havde lært ham at kende, den tanke gjorde selv hende trist. ”Jeg har ikke bidt mig fast i din tilstedeværelse må jeg erkende. Men jeg er om ikke andet glad for, at de ikke har været alene,” svarede hun ærligt og så kort i retning af deres grav. Hun vidste hvor meget det havde betydet for dem at vide at de havde en far også selvom de ikke rigtigt havde kendt ham, særligt ikke den yngste, hvilket hele hendes hjem også bar præg af efterhånden. Meget havde ændret sig siden deres sidste møde. Efter dag efter dag i sengen, så havde hun haft mulighed for at tænke sig om, og hun havde stort set ikke tænkt på andet og den familie de kunne have haft. Måske hun i virkeligheden havde svært ved at forstå hans handlinger fordi han var et dyr? Selv nu stod han med kulde i blikket overfor hende, det var svært at vurdere hvilke følelser han besad, om han endnu nærede nogle varme for hende, som hun gjorde for ham, også selvom det gik imod alt hvad hun stod for. Læberne fugtede hun med tungespidsen uden at tage blikket fra ham. Roligt blev hun stående i døren mens han langsomt nærmede sig. Hans ord fik hende kort til at huske tilbage.. det var sandt, hun havde altid måttet rydde op efter ham. Nu om dage savnede hun næsten at have nogle at gøre rent efter i det hele taget. ”Det er sandt. Ryddelighed har aldrig været din stærke side,” erkendte hun medgivende. Det var underlig at tænke tilbage på en fortid der virkede så forfærdelig fjern. Der var elementer hun savnede, som at have en favn at hvile i om natten, som at have en at søge trøst ved når tingene steg hende, selve idéen om ikke at være alene. Idet han valgte at træde ind, trådte hun roligt til side og lænede sig en smule op af trædøren. Den kølige hånd kom i berøring med hendes varme kind, fik hende for et øjeblik til at lade blikket glide en smule i. Det var mange år siden hun havde følt et kærtegn i det hele taget, til tider havde hun spurgt sig selv om, hvordan hun kunne vie forelskede mænd og kvinder, rådgive i kærlighed og loyalitet, når det ikke var noget hun selv havde praktiseret i mange år? Det havde gjort hende til en hård kvinde på indsiden. ”Skønhed falmer desværre med tiden, Darryl Jeg har bare ikke formået at holde fast i den. Jeg må dog erkende at jeg hellere ville ligne noget katten har slæbt med ind grundet graviditet, end dette,” erkendte hun med et lidt sigende smil. Det var mange år siden hun sidst havde haft maven på. Døren lukkede hun igen i også selvom det igen krævede en del af hende. ”Følg med,” opfordrede hun roligt, kun for at fører ham med gennem alt rodet og ind til den dør der ledte til hendes mindre herregård.

[Deleted]

Darryl havde aldrig nogensinde været helt væk, og det ville han nok heller aldrig komme til. Han elskede hende, og hun var hans mage, hvilket havde været mere end grund nok til at han havde handlet som han havde gjort det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for ham. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse endnu en gang, som han roligt kom tættere på hende. Pigerne havde han snakket med – igen til aften, som han havde gjort det igennem de mange foregående. Selvom han aldrig rigtigt havde lært dem at kende eller noget som helst, hvilket han faktisk var utrolig ked af, for han ville have elsket at kunne tumle rundt med dem, selvom det igen var en mulighed som han ikke just regnede med at han ville få igen. Han regnede ikke med at få den i det hele taget, hvis hun ikke ville lukke ham ind i sit hjerte atter en gang, for det var jo trods alt også der han så brændende ønskede at være. ”Jeg har været her hver eneste aften i.. ja, siden jeg så dig for første gang her på stedet.. Alene vil de aldrig være, så lang tid jeg vandre på denne jord,” lovede han ærligt. Han kunne da om ikke andet, så holde det løfte, for han ønskede jo at være den far for dem, selvom det måske var på lidt andre omstændigheder denne gang. Han havde ganske vidst aldrig været den mest renlige, da han aldrig havde været et ordensmenneske, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det kan jeg vidst ikke rigtigt påstår, må jeg erkende.. Jeg har jo altid haft dig til at gøre rent efter mig,” påpegede han let morende, som han let blinkede til hende.
At komme indenfor, ville Darryl bestemt heller ikke have noget imod, da det tvært imod, faktisk ville glæde ham at komme lidt ind, og specielt nu hvor han faktisk havde muligheden for det! Hvordan hun havde haft det, kunne han jo næsten se, for meget af det som hun udviste nu om dage, var slet ikke noget som han kunne genkende fra dengang, og et sted, så var det faktisk mere end nok til at gøre ham en kende usikker på sig selv, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg erkender gerne, jeg savner den gnist som jeg altid har kunne spotte i dine øjne, Phoebe.. Den har været langt væk, og jeg ser den endnu ikke.. Vi burde måske få dig op at ligge igen?” foreslog han med en rolig stemme, som han let lod hovedet søge en kende på sned. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, og det erkendte han faktisk gerne! Han fulgte hende roligt igennem den store kirkesal, også selvom stedet var mere end nok til at få det til at løbe ham koldt ned af ryggen, for han brød sig slet ikke om det! Desuden vidste han godt, at det slet ikke var et sted for en som ham, hvilket han faktisk måtte finde en smule ironisk. Han rystede de tanker ud af hovedet, kun for at følge efter hende. Han ville ikke spilde denne oplagte mulighed for noget som helst i verden!

[Deleted]

Phoebe havde aldrig rigtigt udvist forståelse overfor hans væsen, det lå jo langt væk fra alt det hun havde haft inde på livet, det var ikke fordi hun anså ham for at være ond eller modbydelig, han havde været en god mand, også for hende og for Ana. Deres lille pige havde forgudet ham ligeså meget som hun selv. Det var lige før hun ville vove og påstå, at det var for sent at forsøge på at træde tilbage i rollen som deres far, men han gjorde sit bedste, og uanset hvor vred hun var på ham, så kunne hun ikke få sig selv til at knuse hans hjerte med de ord. Hun var mere nysgerrig på hvordan han ville tage hendes hjem. Der var intet kirkeligt over det som sådan, men det var ryddeligt og temmelig klart at en kvinde var bosat der. Et hav af lys og nipsting stod på de mange hylder sammen med et utal af forskellige bøger. På væggene hang billeder, både fra kunstnere – hun havde altid forgudet den slags, men inden pigernes død havde hun ligeså fået malet en hel bunke af malerier både med dem hver især, men også af dem alle. Det største hang i stuen over sofaen.. pigerne havde selv forsøgt at male deres far med på, for alt andet var forkert. ”Jeg har bare ikke set dig siden.. ja siden sidst, men.. jeg er glad for at du har set til dem, og jeg er sikker på at de er det samme,” svarede hun og formåede at sende ham et varmt smil. Renlig havde han aldrig ligefrem været, hvad han ikke havde været i stand til at forlægge på de mest mærkværdige steder. ”Jeg erkender gerne at jeg mangler nogle at rydde op efter nu hvor både dig, Ana og Gabriela er væk,” endte hun med en morende undertone. Det var lang tid siden de havde været i stand til at tiltale hinanden med den respekt, men hun kunne godt lide det.. det gjorde det nemmere. Hendes hjerte sprang et slag over. Det var det tætteste han var kommet på hende i uendelige tider, og hun frygtede endnu for at åbne sit hjerte for ham, men lidt gæstfrihed, ville vel ikke slå nogle af dem ihjel? Mørket lod hun tilfalde kirken idet hun atter lod døren glide i og vendte sig med ryggen til, kun for at fører ham med sig til enden af det lange lokale, til døren ikke langt fra alteret, som dog var lettere skjult bag en tung stenvæg. Hun lod den roligt glide op, og trådte inde for. Faklerne brændte svagt i faklerne som hang på væggene og som belyste stedet. ”Det er fordi min gnist er død, Darryl. Jeg forsøgte at holde den i live efter du tog af sted. Da jeg mistede de to der betød alt for mig, så døde den med dem. Troen i mig er stærk, men ikke stærk nok til at vække de døde til live,” svarede hun ærligt. Hun følte sig død i det indre, og det kunne end ikke tro ændre, hun var tvunget til at hjælpe alle andre, men hun var ude af stand til at hjælpe sig selv. ”Jeg skal bestemt ikke lægge mere ned. Så bliver jeg vanvittig. Kan jeg byde på noget?” spurgte hun og førte ham med sig ind i den hyggelige pejsestue hvor ilden knitrede. Hendes skridt var en smule vaklende, også fordi hun var ør efter at have ligget ned så længe, hun trængte til at komme lidt op igen, også selvom hun endnu havde en smule ondt.

[Deleted]

Et sted var Darryl allerede klar over, at det var for sent at hoppe ind i rollen som far for sine små piger, men han savnede dem, og han ønskede endnu at mindes dem. Ana kunne han huske fra dengang, også selvom hun bestemt ikke havde været særlig gammel. Han havde tumlet rundt med hende på gulvet, han havde været i stand til at skænke Phoebe den beskyttelse som var nødvendig for en mand at skænke en kvinde, men alligevel, så… havde det bare ikke været nok i længden og det hele var gået til ende. Han var knust nok som det var i forvejen, og specielt efter hun havde valgt at jage ham væk fra stedet med ordene om at hun ikke ville se ham igen. Det var ganske vidst rigtigt, for han havde jo heller ikke opsøgt hende eller noget som helst.. Han holdt sig til graven, snakket lidt med pigerne, inden han søgte videre igen. Det var vel næsten det bedste som han kunne gøre ved det? Han trak svagt på smilebåndet. Bare at vide at han gjorde lidt hen af det rette, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham glad. ”Du bad mig om at forsvinde, så det gjorde jeg.. Jeg besøger dem.. Det er det mindste jeg kan gøre.” Døden var ham en naturlig del af livet, selvom det at have mistet sine piger til det på den måde, klart var noget af det værste af det hele, men af den grund, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det nu. ”Du får det næsten til at lyde som en skidt ting. Jeg mindes stadig de gange du var efter mig, for ikke at bære glasset til vask,” påpegede han sigende, som han roligt betragtede sig af hende med en næsten drilsk mine.
At skulle følge efter hende, havde han ikke noget imod, bare han kom lidt væk fra kirken, for stedet var mere end rigeligt til at lade det løbe ham koldt ned af ryggen, så kunne han ikke just gøre det største ved det af den grund. Blikket gled stille mod hende igen, som de endelig kom videre og op i hendes hjem. Et sted tydeligt forundret over at det ikke var nær så præget af det.. kirkelige, men tydeligt af kvinde. Hendes ord var nok til at gøre ham mere tom i blikket, end det som han var normalt. Han kunne godt forstå at pigerne var savnet, for han manglede dem virkelig også, og det gjorde han! Det var først nu, at han for alvor kunne sige, at han.. savnede. Han sukkede dæmpet. ”Jeg ved det godt..” endte han dæmpet. Et sted var det næsten noget som fyldte ham med følelsen af skyld, selvom han trøstede sig med tanken om at han havde gjort hvad han kunne for at beskytte sin familie, og det havde været hans hensigt siden start! Blikket gled omgående mod det store billede som hang over pejsen – af hende og pigerne, og … en malede mand, selvom han ikke rigtigt turde spørge ind til hvem det var. Næsten som han glemte at spørge ind til det hele, så stoppede han op, kun for at kigge på det i stedet for. Et sted efterlod det ham med en følelse af knuden i maven. Han blinkede let med øjnene og kiggede mod hende. ”.. Hvad siger du? Åh.. Nej.. Jeg klarer mig, tak,” svarede han let, inden han igen vendte blikket mod maleriet. Bare at se sine elskede piger og faktisk se hvordan de så ud.. De var.. virkelig smukke. Ligesom deres mor.

[Deleted]

Pigerne havde haft brug for ham lang tid før, og det var først nu han igen valgte at dukke op. Phoebe gik ganske vidst ikke ud fra at han havde haft kendskab til deres dø, for han havde været væk i mange år, og hun havde ikke hørt fra ham siden den aften, han direkte havde set hende i øjnene og fortalt hende, at han ikke længere elskede hende som hun elskede ham. Den tanke i sig selv havde knust hende, også fordi hun havde været gravid med Gabriela i ottende måned. Hun sukkede lidt opgivende og rystede på hovedet. ”Hør, Darryl Jeg er ked af nogle af de ting jeg sagde, men faktum er at jeg har brugt et hav af år på at bebrejde dig for alle de ting der hændte os, men sandheden er, at jeg ikke selv kunne holde til at bærer skylden på det tidspunkt, og du var nem at kaste den over på,” erkendte hun med et svagt skuldertræk. Løgn var det ikke, men når det var sagt så var det ikke noget som retfærdiggjorde at han havde forladt dem alle, og derefter havde opsøgt hende mange år efter for igen at søge ind i varmen – eller forsøge på det. Hun smilede for sig selv ved tanken om hvordan hun gang på gang, havde skældt ham ud for ikke at rydde op efter sig selv også fordi Ana havde været et ligeså forfærdeligt rodehoved! ”Det var da også irriterende! Dengang vel og mærke.. jeg savner næsten at rydde tøj væk fra gulvet hver aften før vi kunne komme i seng, eller lægge legetøj væk som Ana formåede at smide over det hele.. hun var et ligeså stort rodehoved som sin far, det ændrede sig ikke,” påpegede hun en smule morende. Når det kom til sine døtre, så kunne hun tale i årevis og stadig have frygtelig meget at fortælle, også selvom de var blevet revet fra hende begge to.
Phoebe forstod at Darryl ikke brød sig om kirken, det var ikke underlig taget i betragtning af hans uhellige væsen, men når det var sagt så lignede hendes hjem på ingen måde en del af kirken foran. Den så hun trods alt hver eneste dag, hun havde behov for at kunne lægge det til side i tide og utide, for nogle gange føltes det som om at der ikke var andet. Hun fornemmede at Darryl blev fuldkommen tavs og fraværende idet de trådte ind i stuen. Det orange skær fra ilden faldt på det store maleri over sofaen. Phoebe fulgte hans blik for at se hvad der var så pokkers interessant. Et øjeblik dvælede hun selv ved synet af den lille familie, før hun kort lod hånden søge over hans skulder da hun trådte frem mod det. Både Ana og Gabriela havde været frygtelig syge på det tidspunkt, og hun havde været så udmattet at hun knap kunne stå på benene, men intet af det sås på billedet, hun havde ikke ønsket at tegne det billed af dem, og huske dem på den måde. ”Det blev malet et par måneder før Anas død. Hun insisterede på at.. at du skulle med så hende og Gabriela gik i gang med deres oliefarver og tegnede dig på. Gabriela havde selvfølgelig intet begreb om hvem du var eller hvordan du så ud, men Ana talte meget om dig, og det gjorde hende ivrig. Hun var som snydt ud af næsen på dig,” fortalte hun med dyb savn i stemmen idet hun gjorde gestus mod billedet og pegede på deres yngste datter, som han havde havde set.

[Deleted]

Darryl vidste godt, at det var sent at dukke op med ønsket om at være den beskyttende mand for hende, og den legende far for deres børn. Selv havde han ikke vidst at de var gået bort før hun havde udpeget deres grav for ham, for han var jo trods alt ikke i stand til at læse, da det aldrig havde været noget som han havde lært sig, så var det ikke noget som nagede ham som sådan. Han klarede sig jo fint af den grund – ud fra omstændighederne om ikke andet. Han lyttede til hendes ord.. Skulle det være en undskyldning? Det var da en utrolig aften, selv i hans forstand! ”Jeg ved det godt.. Det er bare dejlig nemt at give en som mig skylden for det hele..? Jeg har gjort mange ting, selvom jeg står fast ved at det var for jeres alles bedste.. Hellere det end at du skulle lede efter mig, Phoebe, jeg.. jeg har aldrig ønsket at det skulle gå så galt.. Aldrig.” Han vendte blikket stille mod hende, næsten som han selv ønskede den forståelse. Med henblik på deres piger, så var det tydeligt, at det havde været en drivkraft for hende, og han var ked af, at han ikke havde været der til at holde om hende, da de var gledet bort, da han forstod det således, at det børnene var gledet bort uanset hvad hun kunne gøre ved det. Han smilede let for sig selv. ”Som far som datter.. Hun var fars lille prinsesse,” sagde han med et svagt smil. Han kunne udmærket godt huske det, så det at hun savnede det.. indikerede vel hvor alene hun var? Og det var noget som faktisk gav ham en klump i maven.
At komme indenfor, var efterhånden rart, også selvom han bestemt ikke var meget for kirken! Det kunne godt være, at det var på grund af hans væsen, men det var for.. rent og for religiøst for ham. Billedet som hang over pejsen, var det som hurtigst fangede hans opmærksom, hvor han blev stående og kiggede på det. Et sted så var det noget som gjorde at han følte den voldsomme knude i maven, for Gabriela havde han aldrig nogensinde fået lov til at se, og det var næsten det som gjorde det hele værre selv for ham, for han ville virkelig ønske at han havde været der og bare.. været en far for dem, for det havde han ikke fået lov til, udelukkende på grund af fyrsten tilbage fra dengang! Hånden mod hans skulder, fik ham til at vende blikket mod hende. Smerten i hans ryg forsvandt med det samme som hun kom i kontakt med ham, og selvfølgelig var det også noget som han hurtigt måtte lægge mærke til. Han lukkede øjnene let, bare for et kort øjeblik. Et par måneder før Anas død? De må da have været dødssyge på det tidspunkt. ”Man ser ikke at det var lige op til, Phoebe. Jeg føler mig.. Beæret over at blive mindet, og alligevel gør det ondt, at jeg aldrig blev malet på det..” Igen endte han med at tie, skønt han jo faktisk mente det. Han burde være på det maleri, og ikke bare med oliefarver! Han burde virkelig have været der som den stolte far og den stolte mand på det billede! Blikket vendte han væk fra det.. Selv det blev faktisk for meget for ham, og det gjorde.. ondt.

[Deleted]

Det var frygtelig sent at dukke op ud af det blå, men selv Phoebe var glad for at han i det hele taget havde modet til at vise sig. Det var for sent at komme tilbage og der var sket meget siden de havde været det som man kunne kalde et par. Ringen var væk, selv mærket efter den var forsvundet med årene, hvilket havde efterladt hende som en ensom kvinde, selv på trods af de mange mennesker hun havde omkring sig i løbet af en dag. Når det gjaldt, og når hun trak sig tilbage var der ikke nogle som opsøgte hende, når hun var den som havde brug for hjælp var hun fuldkommen alene, og den tanke gjorde ondt, det var noget som kun fik hende til at savne familien mere. Hun havde aldrig været god til at sige undskyld, så hvad hun gav ham nu var det tætteste hun kom. Hænderne foldede hun roligt foran sig, med blikket vendt mod det store billede, udelukkende fordi det var umuligt at se ham i øjnene samtidig. ”Det var dejlig nemt, jeg havde brug for at bebrejde dig, det var for hårdt at bærer den skyld selv. Hvad der var endnu værre, var at det var et slag på min kvindelig stolthed og min selvtillid, at jeg havde lukket dig så tæt nu, og pludselig blev forladt bare sådan. Jeg kunne ikke gøre andet end at hade, og det beklager jeg faktisk,” afsluttede hun dæmpet, med en skælvende undertone. Det var bestemt ikke nemt for hende at sige undskyld på den måde. Nu om dage var alt ryddeligt, der var ikke nogle at gøre rent efter, og det mindede hende kun om den ensomhed hun svælgede i, derfor savnede hun det. Hun nikkede medgivende ”Det var hun uden tvivl. Hun var overbevist om at du kom tilbage,” fortalte hun ærligt, det var jo det sidste hun havde sagt til hende. At hun skulle fortælle hendes far at hun elskede ham når han engang kom tilbage, og hun havde fået ret i sidste ende. Hun kunne se at billedet fangede hans blik, hvilket hun faktisk havde regnet med. Hun smilede for sig selv, også selvom de mørke øjne var belagt med et glasagtigt skær som følge af de tårer som havde vældet op i hendes blik. Den konstante smerte han bar, var ikke noget som Phoebe kendte til, også selvom hun havde lagt mærke til at han slappede fuldkommen af selv ved helt ubevidste berøringer hist og her. ”Jeg bad maleren om at.. skjule sygdommen. Jeg ønskede ikke at huske dem som syge piger og mig som en træt og udmattet mor, jeg ville mindes os som en familie. De var bare så ivrige efter at gøre dig til en del af det og selvfølgelig.. du er deres far,” tilføjede hun sigende. Om de ville det eller ej, så havde de en fortid sammen, de havde elsket hinanden og de to skønne piger, var hvad der var kommet ud af den kærlighed. I en lidt tøvende og forsigtigt bevægelse, endte hun med at glide ned i sofaen uden at forstyrre hans tanker, det billede betød meget for ham, det var hun slet ikke i tvivl om. ”Sæt dig ned,”[/color9 opfordrede hun roligt. Det havde ikke været hendes mening at gøre ham ked af det.. men han var den som havde valgt at gå, det kunne hun ikke gøre noget ved.

[Deleted]

Darryl havde handlet som han havde gjort af en grund, også selvom han faktisk forstod at hun var vred. Han havde fundet modet til at vise sig.. Han havde ikke gjort andet end at søge efter hende og hans elskede piger, fra den stund, hvor han var blevet sluppet, så han kunne komme videre og komme hjem igen, også selvom det havde efterladt ham uden noget som helst, for intet var som han havde regnet med, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt, selv for hans vedkommende. Han vendte blikket stille mod hende. Han ønskede ikke at bringe det til diskussion, for hun havde haft en grund til at reagere som hun gjorde, og hvis det havde gjort hendes tilværelse nemmere, så havde det skam også været det værd i den anden ende. Han var ikke glemt, og det var også en tanke som han faktisk godt kunne lide. ”Jeg klandre dig ikke for noget som helst, Phoebe, for det er jo min skyld. Jeg valgte at gå, selvom jeg gjorde det for at beskytte dig.. og vores piger. At jeg så ikke kom hjem tidsnok inden det gik galt, er jeg faktisk utrolig ked af.. Jeg ville ønske, at jeg havde været der..” endte han med en ganske sigende mine. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, også selvom det gjorde ondt, for det billede var virkelig blikfang hver eneste gang, og selvfølgelig var det heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans skyld af den grund. Han sukkede tungt atter en gang. At Ana havde været så sikker på at han kom hjem, var selvfølgelig noget som gjorde selv ham glad, for.. han havde jo altid ønsket at komme hjem, og det var det som han havde kæmpet for at komme til, men det havde været for sent. ”Jeg kom også hjem,” sagde han stille, som han let vendte blikket mod hende igen. Det gjorde selvfølgelig ondt at vide, at han var tegnet på med oliefarver, da han egentlig burde være malet på samme princip som dem, selvom det slet ikke var tilfældet. ”Han gjorde det rigtig godt.. Det kan slet ikke ses,” endte han med en ganske dæmpet stemme, som han vendte blikket væk fra maleriet. Det gjorde ondt, at han slet ikke havde været der til at passe på dem som han burde, men det kunne han vel heller ikke gøre noget ved nu? Det eneste som han kunne gøre nu, var at.. kigge og se til at hans familie var mistet, og Phoebe som var så indebrændt p ham, at hun var endt så vred, og det var faktisk noget som gjorde direkte ondt på ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han gled stille ned og satte sig, nu hvor hun bad ham om det, selvom han ikke rigtigt følte for at noget af det var det rigtige. Hænderne foldede han roligt foran sig. Han havde ondt fysisk i ryg og krop, men psykisk, fordi at han for alvor havde svigtet sin elskede familie, og det var næsten det værste af det hele for ham! ”Jeg burde have stået der som en stolt far, og en mand som beskyttede Jer alle sammen.. Burde støtte dig i den hårde tid.. Og så sidder jeg i kælderen ved min egen leder under grov tortur.. Jeg er virkelig ked af det, Phoebe,” endte han dæmpet, som han stille vendte blikket mod hende igen. Han havde det faktisk skidt med det hele!

[Deleted]

Darryl havde måske haft sine grunde til at forlade dem, men det svigt hun havde følt lige der og da havde plaget hende i mange år frem. Den engang så selvsikre kvinde, følte sig pludselig intet værd, det gjorde hun endnu ikke, selvom hun var noget af det som Procias havde kærest udelukkende på grund af at hun var fortaler for det religiøse. Dem som havde betydet noget havde valgt hende fra eller var gået i døden, derfor havde hun været tvunget til at finde en måde hvorpå hun kunne overleve, og det var lykkedes hende ved at bebrejde ham og hade ham nok til at hun næsten havde glemt hvor meget hun engang havde elsket ham, hvilket hun til dels endnu gjorde. Blikket lod hun glide i den iltre ild, mens en tårer søgte ned over hendes blege kind. Hun tørrede den bort, det var længe siden hun havde følt sig sårbar, men at fælde tårer havde været en del af hendes liv altid.. hun havde altid været en følsom kvinde. ”Du valgte at gå ja. Måske det var for at beskytte os, men det svigt var faktisk.. hårdt. Særligt Ana tog hårdt på det, hun forstod det ikke og hvad skulle jeg sige til hende? Jeg havde ingen idé. Vi kunne virkelig godt have brugt dig,” gentog hun og nikkede for sig selv. Hvordan skulle man fortælle en lille pige hvor hendes far var henne, når han ærligt havde sagt til hende, at han ikke længere elskede dem? Hun havde været overbevist om at han havde mødt sin mage, hvorfor ellers bare gå på den måde? Ana havde haft ret når hun havde sagt at far ville komme hjem, det havde forundret hende, det måtte hun erkende, men hun var om ikke andet glad for at se at han havde det godt, også selvom han ikke ligefrem var kommet hjem til en varm stue, med to halvstore piger og hende. ”Du kom hjem,” medgav hun og nikkede for sig selv idet hun gled ned i den bløde sofa og lod hånden glide gennem sine lokker for at stryge det bort fra ansigtet. Igen fyldtes de mørke øjne med tårer.. hun tørrede em væk inden de nåede at falde, selv for hende var det hårdt at tænke tilbage på, også fordi hun ikke følte at hun havde gjort nok som mor, også selvom hun virkelig havde forsøgt at give dem alt hun overhovedet formået. Blikket faldt på hans skikkelse. ”Det er jeg glad for. Det er sådan jeg husker dem, ikke som syge, men som to livlige piger der ikke kunne få nok af verden,” svarede hun og smilede et sted bag sine tårer. Særligt Gabriela havde været en nysgerrig og livlig, lille pige, man havde aldrig kunnet holde noget hemmeligt for hende, frygtelig udspekulert. ”Du burde have været der. Jeg troede ikke du nærede nogen stolthed over noget af det vi havde sammen og det vi havde skabt i form af vores engle. Jeg var overbevist om at du havde mødt din mage, hvorfor skulle du ellers kunne forlade os så koldt? Jeg.. jeg ville virkelig ønske, at du havde fortalt mig sandheden, så vi kunne have fundet en løsning. Selvfølgelig ønskede jeg dig ikke ondt, men det andet er der ikke kommet andet end død og ødelæggelse ud af,” afsluttede hun og trak på skuldrene. Ansigtet gemte hun i sine hænder, da tårerne begyndte at trille. Hun var ked af at han var blevet tortureret, hun havde gået i tanken om at han var lykkelig et andet sted med en anden familie.. det lettede hende lidt at vide, at han om ikke andet ikke havde glemt dem.

[Deleted]

Darryl havde aldrig ment at skulle svigte sin familie på den måde, hvilket faktisk efterlod ham med en ringe smag i munden. På det gældende tidspunkt havde han jo egentlig bare set det som sin eneste og sidste udvej, da han heller ikke havde ønsket at hun skulle søge efter ham, udelukkende fordi at det ville have kostet hende livet. At det jo til gengæld var gået galt alligevel, var ikke just en ting som gjorde det meget bedre for ham, men han forsøgte da at gøre det så godt, som det var ham muligt, men det var svært, når han kun fik det indtryk af, at han gjorde ting forkert! Blikket gled ned mod sine fingre – næsten som havde det været en skam i sig selv. ”Jeg frygtede at du ville søge ud efter mig, hvis jeg ikke gjorde det på den måde. Jeg ved godt at jeg svigtede.. Og det er mit livs hårdeste beslutning, at forlade min familie.. og kommende lille datter. I dag kan jeg kun bittert fortryde at jeg ikke var der for Jer alle sammen, ligesom jeg havde lovet..” De mørke øjne gled mod hende. De udstrålede ikke andet end tomhed, også fordi at det med følelser slet ikke var noget som lå til hans race at udstråle som sådan, men han havde følt.. stolthed som hendes mand og far til deres elskede engle. Hjem kom han, også selvom det helt klart havde været alt for sent, for børnene var allerede væk, og han havde aldrig fået den mulighed for at lære dem ordentlig at kende, hvilket næsten var det værste af det hele. ”Det var mit mål fra det øjeblik jeg tog af sted.. Jeg ville hjem til min familie igen,” endte han dæmpet. Han havde fået lov til at komme alene, uden at det ville koste ham familien, og han havde takket ja til det, uden at tænke yderligere over konsekvenserne.
At se Phoebe ligge og græde, var næsten det som var ham det værste, for han vidste jo ikke engang om han havde retten til at trøste hende eller noget som helst, og selvfølgelig var det noget som ikke gjorde andet end at efterlade ham med en voldsom knude i maven. Ingen af børnene så syge ud på billedet, og det gjorde Phoebe heller ikke, hvilket han selvfølgelig var glad for. Det var jo selv sådan at folk ønskede at mindes dem. Det var sådan han ønskede at mindes dem. ”Ligesom deres forælre,” konkluderede han endeligt, som han så til at hun lagde sig ned i sofaen. Han bed sig svagt i læben. At se hende direkte ligge og græde, var næsten det værste af det hele. En tåre trillede selv stille nedover hans eget kind. ”Phoebe.. Kom herop..” Yderst varsomt, tog han stille omkring hende, kun for at få hende op og ind i hans favn i stedet for. Han ønskede at trøste hende og lade hende vide, at dette ikke var noget som hun skulle slås med på egen hånd. ”Min mage har jeg fundet, og min mage fik jeg min familie med.. To elskede piger, som begge er gledet væk.. Du er min mage, Phoebe.. Det at gå fra dig, er det hårdeste som jeg nogensinde har gjort i mit liv! Had mig hvis du får det bedre af det.. Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke var der da du havde brug for mig.. Undskyld, min kære.. undskyld..” endte han dæmpet. Han havde det virkelig skidt med det!