Please talk to me!

[Deleted]

Phoebe ville aldrig have brudt sig om tanken om at han skulle skades, hvad enten det var af et knust hjerte eller af vampyrer, men at følge efter ham ville hun ikke havde kunnet få sig selv til, udelukkende fordi de havde haft en yndig datter at tage sig af, plus hun havde haft en stor mave på det tidspunkt. Nu om dage var hun blot ked af at han ikke havde stolet mere på hende, at han ikke havde givet hende chancen for at fortælle hvordan hun havde det. Den eneste grund til hun direkte bebrejdede ham for det, var fordi hun ikke følte hun havde andet valg, når hun så tilbage og huskede de ting som de havde været igennem sammen, men også de ting som hun var tvunget til at gøre alene, efter han var gået. ”Jeg havde håbet at du havde haft mere tillid til mig end som så. Jeg kunne ikke finde på at sætte vores datters liv i farer, men vi kunne have fundet en løsning.. om ikke andet havde jeg haft noget at trøste mig selv med i tide og utide. Jeg kan godt forestille mig at det var et frygteligt svært valg for dig, Darryl, men det var os som måtte tage konsekvenserne af det,” endte hun dæmpet, og tog en dyb indånding i forsøget på at holde gråden tilbage. Phoebe havde bestemt ikke regnet med at dette var en samtale de skulle tage nu, men hun kunne godt lide at de endelig fik snakket ud, også selvom det ikke var nemt, hun havde været så vant til bare at være hende, og det at dele sine følelser på den måde, det var kompliceret. Hun så ned på sine lettere fumlende hænder. Ana havde været så sikker på at han ville komme tilbage, og hun havde haft ret også selvom det var sket for sent. ”Du formåede det også.. også selvom der ikke er meget familie tilbage,” erkendte hun med et dybt suk. Det smertede hende at hun havde mistet det hele, også fordi hun havde følt sig utilstrækkelig som mor og uelsket, det havde bragt hende ned i et enormt hul og det var ikke mange år siden at hun var kommet op af det. Det var bestemt ikke meningen at hun ville sidde og fælde tårer foran ham, det havde hun ikke gjort for nogle i mange år, men følelserne og ikke mindst savnet formåede at overmande hende og krybe under huden på hende. Ansigtet gemte hun i sine hænder kun for at lade tårerne falde, mens hun nikkede et sted bag. Både hende og Darryl havde altid været nysgerrige omkring verdenen, de havde rejst meget, oplevet mange ting, hvilket kun gjorde det langt sværere. Idet han bad hende om at komme op, satte hun sig en smule op og lod ham trække hende ind i sine stærke arme. Hovedet lagde hun mod hans bryst, og lod tårerne trille ned over sine blege kinder. Hans duft føltes betryggende, ikke mindst fordi den var velkendt og det var længe siden hun sidst havde haft en favn at søge ind i det hele taget. Aldrig havde hun troet at hun skulle høre ham undskylde, faktisk var hun ikke sikker på at hun nogensinde havde hørt det før. ”Jeg ønskede mig en familie, og jeg troede inderligt at du havde fundet dig en anden for mange år siden. Indtil nu har jeg hadet dig inderligt for at lade mig alene, men i højere grad fordi jeg følte mig glemt. Jeg er glad for at du er her til at sige det, for jeg har haft brug for det, mere end du aner,” hviskede hun med en tone præget af sin gråd. Benene trak hun op under sig, og krøb helt og holdent ind i hans favn.

[Deleted]

Darryl havde stået i det sværeste valg, som han nogensinde havde regnet med, men det var ikke fordi at han kunne gøre det største ved det lige nu. Han havde taget et valg, også selvom han i bakspejlet kun måtte se, at det havde været forkert, men han kunne vel ikke gøre det største ved det? Andet end at forsøge at gøre det bedre for hende og hjælpe hende tilbage på sporet, hvis hun lod ham selvfølgelig. At de skulle ind på det emne, var tydeligt noget som plagede dem begge to, og det var helt klart også noget som betød utrolig meget selv for hans vedkommende. Ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket stille ned mod sine hænder i stedet for. Han havde det faktisk skidt med det. ”Jeg er virkelig ked af det, Phoebe, men det var den løsning som jeg kunne se.. Havde de fået fat i Jer, havde de taget Jeres liv.. Straffen for at være sammen med et så helligt væsen som du har været stor.. Frygtelig stor, og jeg er nu mindet om det for resten af mit evige liv. Jeg… ønskede ikke at udsætte Jer for noget, og jeg er virkelig ked af, at jeg endte med at gøre det alligevel..” sagde han dæmpet. Han var ganske vidst kommet hjem, også selvom han kunne se, at han havde mistet frygtelig meget i den tid han ikke havde været der. ”Du er her da endnu,” påpegede han med en næsten forsigtig stemme. At se hende så ked af det, var noget som helt klart påvirkede ham, hvor han stille tog fat omkring hende og prøvende fik hende op i hans favn i stedet for, hvor han faktisk hellere ville have hende til at sidde. At hun så krøb helt ind mod ham, fik ham varsomt til at lukke armene omkring hende, også for at yde hende den beskyttelse, men også for at være der for hende, ligesom han havde været før i tiden, for det var jo også det som han ønskede at vise hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han kyssede prøvende hendes pande. ”Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at finde andre end det som jeg allerede havde hjemme. Du er det vigtigste og bedste som nogensinde er sket mig, Phoebe. Du er min mage og den eneste som jeg ønsker at være sammen med.. Den eneste som jeg kan være sammen med,” endte han dæmpet, som han let strøg hendes kind. Hun havde da om ikke andet, så forstået pointen i det med magetingen, hvilket han selvfølgelig var glad for! Han trak svagt på smilebåndet, også selvom det falmede utrolig hurtigt igen. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. ”Hver eneste dag var I i mine tanker.. Med håbet om at jeg ville komme hjem til Jer igen en dag.. Og jeg har ikke opgivet det endnu, min kære,” afsluttede han stille. Aldrig kunne det falde ham ind at finde en anden kvinde, så det skulle hun ikke være bange for. Han havde gjort det udelukkende for at beskytte hende!

[Deleted]

Phoebe havde aldrig tænkt den tanke, at det ligeså kunne have været svært for ham at tage det valg, for det eneste hun huskede, var at han havde set hende i øjnene og direkte sagt at han ikke længere elskede hende, det eneste der ville give mening for hende i den situation, var at han havde fundet sin mage et andet sted. De havde virkelig haft det perfekte liv også selvom de havde levet fattigt, om ikke andet havde de haft hinanden. Det var nok ganske sundt at de endelig fik snakket fortiden igennem, for det lod til at de begge havde behov for det. ”Vi vidste begge at vi tog en risiko ved at være sammen, Darryl. En vampyr ville aldrig accepterer en præstinde, og dem omkring mig ville aldrig kunne acceptere et uhelligt væsen, det var vores lod. Konsekvensen var vores at tage ikke kun dig. Jeg har vænnet mig til tanken med tiden, men det var bestemt ikke let at mangle dig,” erkendte hun og sank en klump´. Hun havde brugt mange år på at holde sine følelser tilbage omkring det hele, men nu overmandede det hende uden at der var meget at gøre ved det. Tårerne trillede ned over hendes blege kinder. I stedet at for at ligge i sofaen, lod hun sig trykke ind i hans varme favn. Hans velkendte duft slog hende som et varmt kærtegn på en blid sommeraften. Hun næsten snappede efter vejret et øjeblik, fordi hun lod den trænge gennem hendes tynde hud. Hendes hjerte bankede idet hun skjulte sig en smule ind mo hans kølige bryst, også selvom det resulterede i at hun måtte slippe et gisp. Det lange sår ned over hendes side var gået en smule op, hvilket tydeligt viste sig i blodet der trængte gennem det hvide stof, også selvom hun ikke selv bed sig synderligt fast i det. ”Jeg er ingen familie i mig selv, Darryl. Jeg er bare mig,” påmindede hun sørgmodigt. Hun havde altid ønsket sig en familie, og efter at have mistet den hun havde fået, så turde hun ikke prøve endnu engang og særligt ikke med ham. Hånden lagde hun yderst forsigtigt mod hans bryst, over hvor hans hjerte sad også selvom hun ikke følte hjerteslagene. Hun ville lyve om hun påstod at hun ikke længtes efter ham, for det gjorde hun i allerhøjeste grad! Så meget at det næsten gjorde ondt. ”Jeg har ikke følt mig som noget betydningsfuldt. Ikke nok med at du gik med ordene om at kærligheden var død, men jeg svigtede også pigerne under deres sygdomsforløb, jeg svigtede min tro efterfølgende, det har virkelig ikke været nemt. Jeg er glad for at du er tilbage og jeg er glad for at du er uskadt,” hviskede hun hæst og plantede et kys mod hans kind. Magetingen havde hun efterhånden fået ind, hvilket havde gjort det lidt nemmere, men hun var stadig ikke overbevist om at hun var hans mage. ”Du er hjemme, men jeg er bange for at der ikke længere er nogen familie, selvom jeg brændende ville ønske det,” tilføjede hun dæmpet og satte sig en smule op i og med at hun var blevet opmærksom på smerten i siden, hvor blodet var begyndt at trænge igennem stoffet. ”Pokkers,” mumlede hun for sig selv, og rejste sig lidt modvilligt, hun havde ikke lyst til at slippe hans favn, men hun var nødt til at rense såret og få det lukket igen. ”Du er.. ikke sulten vel?” spurgte hun lidt bekymret, hun ønskede ikke at friste ham.

[Deleted]

Valget havde virkelig været svært for ham, men han havde været nødt til at sikre sig at hans familie var tryg. At det så havde været så hårdt for dem, havde Darryl ikke ligefrem regent med, men han havde jo så heller ikke ligefrem regnet med at han ville være væk i så lang tid, som det nu var endt med, og det var næsten noget af det værste. Havde han været der, havde han omdøbt deres elskede piger, så de begge havde været her.. Lige nu ville han bare give alt for at få lov til at møde dem og være sammen med dem.. Han ville virkelig give hvad som helst! ”Uanset hvad vi gjorde, så ville folk blive utilfredse, men jeg har aldrig fortrudt noget af det som vi havde.. Nok ikke mange penge, men det perfekte liv. Det er første og eneste gang jeg med hånden på mit døde hjerte, kan sige, at jeg var lykkelig. Vi ville aldrig kunne gøre nogen af dem tilfreds, min kære.. Aldrig,” endte han med en rolig stemme. Blikket gled stille i retningen af hende endnu en gang. At hendes sår var gået op, bed han sig hurtigt mærke i, da duften af blod kraftigt måtte melde sig for hans vedkommende, selvom han bed den i sig. Tanken i sig selv, var noget som faktisk gjorde ham bekymret, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle have ondt eller noget lignende, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden. De mørke øjne gled stille mod hende. ”Du har jo altid været en del af min familie,” påpegede han roligt. Det kunne godt være, at børnene ikke var der mere, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved lige nu, men hun var der endnu, og det var jo trods alt også det som han vægtede frygtelig højt! Han havde ikke mistet alle, også selvom hun ikke rigtigt viste nogen interesse for ham, selvom han jo faktisk forstod sig på hendes vrede.. Det gjorde han faktisk. ”Du har gjort det så godt du kunne, min kære, og det ved jeg godt.. Jeg ved godt, at jeg ikke var der, da jeg burde og tro mig.. Hvis jeg kunne, så havde jeg i den grad også været der for både dig og pigerne.. De har hinanden nu, og de er et bedre sted. Nu kan jeg tage mig af dig, og det tror jeg også at du har brug for.. Hvis du vil lade mig.” Han elskede hende jo trods alt, og det havde han aldrig nogensinde stoppet med. At hun så endte med at trække sig fra ham på grund af såret, var noget som gjorde, at han automatisk valgte at slippe hende. Han vendte de mørke øjne mod hende, hvor han svagt trak på smilebåndet og rystede så på hovedet. ”Tænk ikke på det.. Kom her.. Lad mig hjælpe dig med det sår..” bad han endeligt. Han var efterhånden ved at være aldrende og nu hvor han havde været i Procias i så lang tid, så formåede han faktisk at holde sig selv i kort snor, da han heller ikke ønskede at forholde nogen noget ondt.

[Deleted]

De havde måske alle været i live.. for en stund vel og mærek, Phoebe erkendte gerne at hun ikke ville have haft det mindste imod at blive slagtet af vampyrer efter pigernes død, for hun havde ikke haft andet. Familien havde været hendes ét og alt, hun havde elsket at leve det liv, også fordi der var engang hvor hun aldrig troet på at hun skulle opleve den lykke. Hun nikkede medgivende. Deres forhold havde været dømt på forhånd. ”Det var dømt på forhånd, men vi tog valget om at trodse det. Jeg har mange gange spurgt mig selv om hvordan jeg kunne være så forbandet naiv, og lade dig komme så tæt på mig, men inderst inde fortryder jeg intet, for om ikke andet gav du mig mulighed for at opleve lykke selvom det var kort,” svarede hun ærligt og fugtede læberne med tungespidsen. Hun havde smagt på lykken selv under sorg, og det havde betydet alt for hende. Duften af blod generede ikke hende, men Phoebe vidste at det var noget som han lynhurtigt ville bide sig fast i. Hun ønskede dog ikke at friste ham hvis ikke han havde næret sig også selvom han altid havde været en kontrolleret mand. Tårerne tørrede hun bort med håndryggen, idet hun trak sig en smule for at lade de mørke øjne falde på hans skikkelse. ”En del af den, måske. Men jeg kan ikke udgøre en familie i mig selv,” påpegede hun lidt sigende. Interessen var der skam for ham, men hun havde holdt den inde i frygt for at ende ligeså såret eller skuffet, nu hvor han var kommet hende så tæt, var det dog umuligt at holde de mange følelser tilbage. ”De er i fred og de har det godt, hvilket er det vigtigste for mig, jeg er blot ked af at jeg ikke var i stand til at slå til,” mumlede hun næsten skamfuldt. Det havde været hendes pligt at tage sig af sine børn og det havde hun ikke formået. Tanken om at han ønskede at være der for hende nu, fik kun hendes hjerte til at springe et slag over. Hun ønskede ikke at være alene mere, hun savnede en at dele sin tilværelse med og sine oplevelser, for som det stod nu så tog hun sig af alle andre, uden at gøre plads til sig selv. ”Jeg.. det.. tingene har ikke ændret sig Darryl. Jeg er stadig en præstinde, en forkæmper som lyset og du er stadig uhellig. Hvordan kan du vide at vi ikke ville ende med at bide os selv i enden igen?” spurgte hun direkte og vendte blikket mod ham. De ville måske skulle igennem endnu et helved, desuden var hun bange for at skulle give sig hen til ham endnu engang, og med at han ikke fortrød sin handling så frygtede hun lidt at han kunne finde på det samme forsvindingsnummer endnu engang. Hun rejste sig roligt og så ned af sin skikkelse, hvor hun måtte tage sig lidt til siden. Det havde plaget hende i uger nu, og det havde ikke ligefrem fået det bedre af alt den bevægelse hun havde tvunget det igennem bare indenfor de sidste timer. De mørke lokker strøg hun roligt ned over den ene skulder for ikke at lade det komme i kontakt med blodet. Kort skævede hun overvejende til ham inden hun nikkede medgivende, for hun stolede af en underlig grund på ham. ”Okay,” svarede hun roligt og satte sig igen ned ved hans side, uden helt at vide hvad han havde i tankerne, det var vel begrænset hvad han kunne gøre ved et sår?

[Deleted]

Darryl ville slet ikke vide hvad han skulle gøre, dersom hun ikke var der nu. Hun var hans mage, og han havde i den grad været lykkelig sammen med hende og deres kære Ana. Gabriela havde han desværre aldrig lært at kende, hvilket selvfølgelig var en tanke som direkte.. knuste ham, så kunne han ikke gøre det vilde ved den lige nu. Blikket betragtede hende med en ganske sigende mine. Når alt endelig skulle komme til alt, så elskede han hende jo, og han ønskede at være ved hende og passe på hende, som han havde gjort før i tiden. ”Lykken var måske kortvarig, men jeg ville ikke være den foruden, Phoebe. Det har været den bedste tid i mit liv, og jeg ved at du har det på nøjagtig samme måde med det. Jeg… jeg har aldrig stoppet med at elske dig,” forsøgte han sigende. Nu hvor de alligevel havde bevæget sig ind på området, så kunne de vel lige så godt bare få snakket det hele ordentlig ud? Og det var helt klart også noget som han agtet at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket.”Du er stadig en meget vigtig del af den.. Og det sidste som jeg nu har tilbage,” påpegede han sigende. Han ønskede ikke at stå og diskutere med hende eller noget som helst, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for nogen af dem, og specielt hvis han havde muligheden for at få det snakket ud nu, så selvfølgelig var det noget som gjorde ham.. glad og ikke mindst lykkelig på sit vis. ”Du gjorde hvad du kunne, og mere kan man vel heller ikke forlange af en mor? Jeg ville have omdøbt dem, hvis jeg havde været der.. Men det var jeg ikke.. De har hinanden og de har det godt nu. Trøst dig med den tanke, min kære,” bad han endeligt, som han roligt betragtede sig af hende. Uanset hvad, så ønskede han jo faktisk at være der for hende og for at passe på hende, som han havde gjort det tilbage dengang. ”Tiderne skifter, ikke sandt? Jeg har taget imod min straf for hvad jeg har gjort.. Desuden behøver procianerne ikke at vide, at jeg er omkring. Jeg kan tage en kælder.. eller en kiste et andet sted. Jeg kommer jo kun frem efter mørkets frembrud.. Velsign mig ved næste solopgang.. Jeg ønsker at være her sammen med dig, hvis du vil lade mig.” Det kunne godt være, at det var at gå lidt hastigt frem, men han var ikke en mand som var kendt for at sidde inde med den helt store tålmodighed, og specielt ikke nu hvor hun havde valgt at invitere ham indenfor! Nu hvor han havde chancen, så ville han ikke lade den forblive spildt. ”Kom her.. Tag mit blod. Det vil lukke dit sår..” Han hævede håndleddet til sine læber, hvor han med den ene spidse hjørnetand, lavede et tydeligt snit i hans håndled, som han roligt rakte i hendes retning. Han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt. Specielt hvis det var noget som han kunne gøre noget ved.

[Deleted]

Det vigtigste for Phoebe var i det store og det hele, at han var mere eller mindre uskadt efter hvad end for nogle ting han havde måttet gennemgå. Hun var endnu i live, og fortid var vel et sted fortid, også selvom hun ikke havde formået at løsrive sig fra den, hun ønskede så brændende at genoptage den, bare at lade alting være som før, hvor de havde deres Ana og hun ventede sig Gabriela, hun drømte om at han ville være der ved fødslen og holde hendes hånd, bærer hende igennem smerten, også selvom det alt sammen var for sent, hun turde ikke at forsøge endnu engang, desuden ville ingen kunne erstatte deres piger. Hun nikkede lettere tøvende til hans ord, for hun kunne ikke lyve sig fra, at den tid havde været den bedste i hendes liv. Alligevel gjorde hans ord hende om muligt, mere ligbleg end hun var fra før af. Hendes hjerte galoperede som ti vilde heste, tanken om at hun var elsket vidste hun pludselig ikke hvordan hun skulle håndtere. ”Jeg ville på ingen måde være den foruden, vi havde nogle gode år sammen, det må selv jeg erkende. Penge var aldrig af stor betydning for os, du gjorde mig lykkelig på trods af det.. og så en dag holdt det bare op,” tilføjede hun med et stille skuldertræk der kun rev mere i såret end det allerede gjorde fra før af. Hun sank en klump og lukkede øjnene for en stund. Hun elskede ham, men at få det over sine læber på stående fod.. det kunne hun ikke. Der var kun dem tilbage, Phoebe vidste at de burde holde sammen, også fordi det var hvad børnene ville have ønsket, men det var nemmere sagt end gjort. ”Det er jeg,” medgav hun en smule kortfattet, også fordi hun ikke havde lyst til at bevæge sig ud i endnu en diskussion med ham, det gavnede dem slet ikke nu hvor de var kommet så langt. Hun havde ikke været i stand til at redde deres døtre, hun havde ikke haft andre muligheder end blot at se til og vente på at de blev revet fra hende, begge to, han kunne have gjort en forskel go alligevel bebrejdede hun ham ikke for netop den del. ”Jeg ved at du ville have gjort hvad du kunne, hvis muligheden havde været der, men sandheden er at.. jeg ikke tror på at det kunne være gjort om uanset hvad. Hvor end de er så er de lykkelige, og de er ikke alene, hvilket er det vigtigste,” istemte hun nu hvor hun atter havde fået en smule mere styr på sien tårer, hun ønskede slet ikke lade dem falde uden videre. Hun sukkede tungt og tog sig til hovedet ved hans ord. Tiderne skiftede måske men ikke så hurtigt! ”Jeg er bange for at procianerne endnu ikke er klar til at acceptere den slags som omvendt. Jeg har mit ry at leve op til, der er mange der regner med mig. Jeg har ganske vidst en kælder.. og en kiste men.. er du sikker på at det er det du vil? En velsignelse er smertefuld,” forklarede hun næsten en smule stakåndet, for hun ville ikke drømme om at lyve for ham. Blikket gled mod hans håndled i det han prikkede hul. Hendes hjerte bankede, hun huskede jo udmærket godt hvilken effekt det havde. Alligevel tog hun forsigtigt fat om hans håndled, og førte det langsomt til sine læber, der hurtigt blev malet af blodet. Langsomt begyndte hun at suge, og følte hvordan hendes krop øjeblikkeligt blev ramt af en form for velvære og begær efter.. mere?

[Deleted]

Det havde været en enorm prøvelse som de begge havde været udsat for, også selvom Darryl selvfølgelig håbede på at de begge ville være i stand til at komme igennem det, og endnu med hinanden. Han var sikker på at det havde været en form for test, for det eneste som han havde haft i hovedet, det var at han en dag ville komme hjem til sin familie igen. At han så skulle miste pigerne på vejen, var ganske vidst ikke noget som han havde haft regnet med, og ikke noget som han umiddelbart kunne gøre det største ved, så måtte han jo trods alt bare gøre hvad han kunne med det som han havde. Selvom det gjorde ondt at snakke om, så fandt han det faktisk selv et sted.. rart. ”Jeg ved det godt.. Og.. Jeg forstår godt, hvis du klandre mig for det skete. Jeg var lykkelig.. Og jeg så den selv samme lykke i Anas blik. Jeg er bare ked af, at jeg ikke var der til at gøre mit..” Nu hvor hun stod som den eneste familie som han havde tilbage, så var han end ikke sikker på hvor meget han kunne sige, at han faktisk havde tilbage af den. Han havde ikke nogen anelse om han overhovedet ville komme tæt på hende igen, og selvfølgelig var det noget af det som faktisk formåede at gøre ham mest usikker af det hele. Tænderne bed han en anelse sammen, som han let vendte blikket mod hende igen. Hvorvidt om Procias var klar til den omvæltning eller hvor meget tiderne måtte skifte, hvilket han heller ikke havde nogen anelse om, så vidste han hvad han ville have, og han ville have hende, om han så skulle kæmpe resten af sit liv for at få det! ”Det ville jeg, og deraf, ved jeg at du har gjort hvad du fandt muligt og med de midler som du havde til rådighed. De har det godt, og de har hinanden..” Selv for ham, så var det jo trods alt den tanke som han måtte trøste sig med, selvom det selvfølgelig var svært, når hun ikke rigtigt ville åbne ordentligt op for ham, for han ønskede faktisk at finde en løsning sammen med hende, så de begge kunne få det godt igen. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde! Tænderne bed han svagt sammen. Han hadede at de gamle traditioner skulle være så fasttømret! ”Så må vi gå frem som et eksempel, Phoebe.. Jeg er sikker.. Hvis der skal en velsignelse til, for at jeg kan få bare lidt respekt heromkring, så må det være sådan.. Er det en måde for mig at være sammen med dig på, så gør jeg det hellere end gerne..” Tanken om at skulle gå fra uhelligt til det modsatte, var ganske vidst skræmmende, men han ville gerne gøre det for hendes skyld, og specielt hvis det gjorde hende mere komfortabel med det hele. Håndleddet holdt han ud mod hende. Hun havde gjort det før, så hun kendte til virkning.. og bivirkning. Som hun begyndte at suge, trak han hende kun tættere ind mod sig, så han kunne sidde med hende tæt ind mod sig igen. Det var hvad han fandt mest komfortabelt. Han sukkede tungt, som han let knyttede næven. Hendes sår lukkede sig, hvilket han kunne dufte, da duften af blod blev skærmet. Det passede ham helt fint!

[Deleted]

De havde klaret sig gennem ganske meget gennem tiden, men lige dette var ikke noget Phoebe var sikker på at de ville være i stand til at klare i det hele taget. Hun kastede blikket ud af vinduet hvor solen endnu var nede og månen endnu skinnede blegt på den mørke himmel. Der var mange timer til solopgang endnu, det var ikke mange timer siden at mørket var faldet på, hvilket gav dem god tid sammen, særligt i dette vinterår. Phoebe rystede på hovedet og hævede en finger blot for at ligge den mod hans kolde læber. ”Jeg har bebrejdet dig det er sandt. Men jeg tror på dig når du siger at du gjorde alt dette for vores skyld, og guderne må vide hvilken smerte du er blevet udsat for. Måske ved led men du led også, så hvad med at vi siger os kvit for denne gang?” forslog hun lidt håbefuldt, inden hun atter lod hånden falde i sit skød. Såret ned langs siden sved og særligt med stoffet der sad og irriterede. Hun burde hvile i sin seng, hvilket hun godt vidste, men det havde hun for pokker gjort i uger nu. Hendes blik mødte hans. Det var gået op for hende hvor meget han slappede af når hun var omkring, hvilket forundrede hende. Pigerne havde hinanden og Phoebe var overbevist om at de ikke var alene hvor end de var. Så syge som de begge havde været, så måtte hun erkende at hun i sidste ende havde glædet sig til at give dem fred så de ikke længere behøvede at lide både fysisk men også psykisk. Ana havde været rædselsslagen ved tanken om døden, i langt de fleste tilfælde havde det været Gabriela som måtte trøste sin storesøster, alle havde jo kendt til deres skæbne. Hun sukkede tungt igen og så ind i pejsen, udelukkende fordi det var smertefuldt for hende at snakke om, så det at se ham i øjnene, det var på ingen måde nemt. En velsignelse kunne gøre mange ting, det ville betyde at han engang for alle valgte lyset, og han havde altid været en mand af mørket, hun var ikke sikker på om det var den rigtige udvej, også fordi hun ikke kunne skænke ham løftet om at han i sidste ende ville ende op med hende ved sin side. Hun fugtede læberne med tungespidsen og lod de mørke øjne møde hans. ”Jeg gør det gerne, Darryl. Jeg ønsker bare at du skal kende konsekvenserne. Det vil betyde at du en gang for alle vælger lyset både på godt og på ondt. Jeg ved ikke om vi ville kunne gøre et eksempel, jeg frygter for at miste min respekt heromkring, troen er alt jeg har tilbage efter at jeg mistede jer alle,” påpegede hun trist og lod blikket søge ned. Det var hvad hun havde at klamre sig til som det eneste. Diskussionen lukkede hun der, for i stedet at gribe omkring hans håndled. Det var som om hun end ikke opfattede at han trykkede hende ind mod sig, ganske frivilligt lænede hun sig ind mod hans krop mens hun lod tungespidsen fange de mange dråber. Den jernagtigr smag var hun ikke meget for, men hun kunne mærke en varme blusse i hendes indre, der først og fremmest helede såret, men samtidig fik hendes kinder til at blusse og hendes hud til at brænde. Hun lod blikket glide i for en stund, den velvære hun følte var en sjældent en af slagsen som hun ikke rigtigt kunne få sig selv til at give slip på uden videre.

[Deleted]

De havde klaret sig igennem så frygtelig meget sammen, så end ikke Darryl betvivlede, at det var noget som de skulle formå at gøre endnu en gang. De havde mange timer, og han ville sidde der frem til hun ville smide ham ud, hvis det skulle gå i den retning, for han ønskede faktisk at finde ud af det hele sammen med hende, også fordi at det var noget som han stadig så håbet for, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Fingeren som gled mod hans læber, var noget som omgående fik ham til at tie med det samme. Han sank klumpen i halsen. Han havde lidt for dem, selvom han ville gøre det igen, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Mindet om smerten må jeg bære for resten af mit liv, Phoebe.. Vi er kvit, hvis det er noget som efterlader dig med en ro i sindet,” endte han med en dæmpet stemme. Det var skam ikke fordi at han ønskede at diskutere det, for han vidste at de lige så havde haft det slemt, og han ville jo næsten vove på at hun havde haft det værst af dem alle sammen, og det var jo noget som i sig selv, efterlod ham med en virkelig ringe samvittighed, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Børnene havde været syge, og selvfølgelig var han virkelig ked af, at han ikke havde været der til at hjælpe dem med det hele – støttet hende, og været der for børnene når de havde haft brug for trøst, eller.. da han skulle have omdøbt dem, for det ville han have gjort uden at tøve det mindste! Hovedet lod han søge let på sned. Billedet undlod han for alt i verden at kigge på lige nu, da det var hende som havde hans fulde interesse. Han havde måske altid været en mand af mørket, men hvis det var noget som automatisk ville sørge for, at han kunne blive et.. lyst væsen og være omkring hende, så var det noget som faktisk passede ham selv helt fint i længden, det var der ikke nogen tvivl om! ”Uanset hvor smertefuldt det skulle siges at blive, så er jeg ligeglad. Jeg ønsker at gøre det, for dig og for børnene.. Jeg ønsker at være omkring deres mor. Det skal ikke gå ud over dig, og jeg holder mig gerne i baggrunden.. Jeg vil bare ikke have du skal være alene mere..” endte han ganske sigende, for han mente det jo! Som hun tog fat om hans håndled, så trak han hende mere ind mod sin favn og lod hende tage for sig. Han knyttede næven, også mest i et forsøg på at beherske sig. For en vampyr, så fandtes der ikke noget bedre end at blive bidt og suget af på den måde! Han lagde hovedet tæt ind mod hendes, idet han stille kyssede hendes tinding. ”Det er nok, min kære..” endte han dæmpet, som han vred varsomt i håndleddet, og derved cuttede hendes kontakt til det åbne sår, som meget hurtigt lukkede sig igen. Han sendte hende et mildt smil.

[Deleted]

Phoebe havde ganske vidts ikke regnet med at hun skulle lukke Darryl ind i det hele taget, men selvom det var sket i forvirring, så var hun faktisk glad for, at det var det valg hun havde valgt at tage, for det betød at de en gang for alle kunne få fortiden skrevet af vejen og koncentrere sig om fremtiden i stedet.. om nutiden. Fingeren lod hun blidt løbe over hans kølige læber, til hun til sidst endte med atter at lade hånden falde tilbage i sit skød. De ville kunne diskutere det til evig tid, men sagen var den at alle havde været ofre i denne sag, måske hende som det største, men hun nægtede at se på det på den måde, også selvom hun virkelig havde ondt efter så mange år i ren og skær ensomhed. ”Det må vi begge. Jeg går ud fra at vi bare må.. lade det være som det er og så lade det minde os om fortidens fejl,” svarede hun dæmpet. Måske det i det hele taget havde været en fejl at lade ham komme så tæt på hende i det hele taget, og alligevel kunne hun ikke se det sådan, for han havde givet hende en forsmag på lykken, desuden så havde han skænket hende to helt unikke prinsesser som for altid ville hvile i hendes hjerte. Hun strøg hånden ned over den hvide kjole, og betragtede det lange sår som var sprunget op. Det gjorde ondt det kom hun ikke uden om også selvom hun ikke direkte gav udtryk for sin smerte. Sket var sket, og selv hun vidste at det var umuligt at gå tilbage i tid for at gøre det om, et sted ønskede hun det heller ikke, for når alt kom til alt, så var der en mening med alle de ting som hændte, det var hun overbevist om via sin tro, og det var hun ligeså nødt til at tro om deres børn og om dem for den sags skyld. Tanken om ikke længere at skulle være alene varmede hende faktisk. Selv hun havde behov for at have en som kunne trøste hende når hun havde behov for det, hun så også mange mennesker i løbet af en dag som led på grund af tab, hvilket ligeså var hårdt for hende, men hun havde ingen at tale med det om. Der var ingen til at holde om hende om natten og forhindre hendes mange mareridt, og det var først for alvor gået op for hende i den tid hvor hun havde været sengeliggende og fuldkommen alene. ”Børnene ville ønske det. Jeg kan ikke love at jeg vil være i stand til at glemme fortiden, Darryl, også selvom jeg har tilgivet den. Men jeg ønsker at give dig muligheden for et liv i lyset, jeg ved at vores piger ville ønske det,” erkendte hun ærligt og så kort op på det store maleri, hun gjorde det for deres skyld i højere grad end for sig selv, også selvom hun ikke ønskede at han skulle gå igen.
Phoebe stønnede hæst ved følelsen af blodet glide gennem hendes læber. Næsten per automatik trak hun det tættere på sine læber, og kyssede hans håndled, for at få så meget med hun overhovedet var i stand til, ind til han brød kontakten. Det var først der det for alvor gik op for hende at hun faktisk var blevet fanget af fornemmelse. Tungespidsen lod hun blide stryge over sine læber for at fange de sidste rester også selvom det kun resulterede i at hendes læber endte ligeså røde som hans blod og lettere hævet. ”Undskyld,” endte hun dæmpet.

[Deleted]

Det glædede selvfølgelig kun Darryl, at de langt om længe havde en mulighed for at snakke tingene igennem en gang for alvor, og det var noget som han selvfølgelig ønskede at gøre noget ved nu. Han ville ikke lade den mulighed gå sig forbi! Hendes finger over hans læber, var noget som satte en sitren i hans krop. Han havde virkelig været lykkelig sammen med hende, og selvfølgelig ønskede han at opleve det igen, hvis det var noget som han kunne få lov til, men.. det afgang jo af frygtelig mange ting selvfølgelig. Sket var sket, men det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han nikkede blot. Det var vel det eneste som de kunne blive enige om? ”Det lyder fint for mig,” sagde han med en rolig stemme, som han let vendte blikket mod hende igen. Det var en fejl fra fortiden, som de ikke rigtigt kunne gøre noget ved nu, selvom det ganske vidst ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede hende med en ganske sigende mine endnu en gang. Han ønskede selvfølgelig at hun havde det godt, og det var noget som gjorde det hele til en mission for ham i den anden ende. At børnene ville ønske det, forundrede ham ikke, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at gøre noget ved det, for han ønskede jo muligheden for at være omkring hende og være tættere på børnene, for han følte at ved at være i lyset, så gjorde det også automatisk at han følte sig.. tættere på dem, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. ”Jeg kunne godt forestille mig at det ville være noget som pigerne ville have ønsket det, men jeg.. jeg vil gerne høre om det er noget som du også ville ønske dig.. Jeg ønsker at være mere omkring dig.. Selvfølgelig uden at sætte dit ry mere i fare, end hvad jeg gør ved at sidde her,” påpegede han ganske sigende.
Som Darryl vendte håndleddet en anelse væk fra hende, også for at stoppe hende, for de vidste jo udmærket godt at hvad dette ville føre til, selvom det bestemt heller ikke var noget som han ville have noget imod, men det skulle slet ikke ske på den måde! Han lod hende sidde tæt på sig, hvor han selv måtte trække let på skuldrene og med et smil på læben. Det klædte hende næsten med det blod i ansigtet. Han hævede roligt hånden som han strøg langs hendes læber, hvor han fik fjernet det værste, kun for at lade hovedet søge let på sned igen. ”Det skal du ikke tænke på.. Hjalp det..?” spurgte han stille. Bevidst undlod han at kigge op på maleriet, for det var ikke rigtigt, når han ikke var malet på samme vilkår som resten af familien, også selvom det at børnene havde tegnet ham ind på det, havde indikeret, at han havde været manglet.. Han håbede jo så bare at hun havde manglet ham mindst lige så meget som det han havde manglet hende.

[Deleted]

Hans kølige hud sitrede mod hendes varme finger. Hun havde næsten glemt hvordan det føltes at have nogen tæt på sig i det hele taget, at røre ved nogen må den måde. Nu hvor de sad her, så gik det kun mere og mere op for Phoebe hvor meget hun i virkeligheden savnede den fortid som hun ellers havde troet at hun havde formået at ligge bag sig, gennem den vrede hun havde båret i så mange år. Hun nikkede medgivende. Måske det var på grund af hendes kald og den kvinde hun var, men hun var faktisk i stand til at tilgive og særligt i denne situation hvor han havde troet at han havde gjort det bedste for familien, de kunne alle fejle, og selvom det havde bragt smerte og sorg på alle måder, så havde han vel fået sin straf i form af det savn som han havde været tvunget til at føle, og afmagten ved ikke at vide hvad der skete med hans familie og ude af stand til at gøre noget i det hele taget. ”Godt,” hviskede hun dæmpet. Børnene var der ikke mere det var begrænset hvad de kunne gøre for dem, men han fik det til at lyde som om det stadig var muligheder for de to, hvilket hun ikke var så sikker på, ikke efter alt de havde været igennem hver for sig, desuden ville det kræve af hende, at hun atter lukkede ham ind og gjorde ham til en del af sit liv, hvilket hun jo netop havde lukket sig for. For en stund tog hun sig til hovedet og så lidt opgivende ind i ilden. Den mand var mester i at stille hende for dilemmaer som hun ikke rigtigt vidste hvordan man skulle håndtere. Et sted var det vel også på tide at tage tyren ved hornene, for inderst inde så var hun jo ej heller stoppet med at elske ham, havde det været tilfældet så havde hun ikke reageret så voldsomt i det hele taget og hun ville ikke havde ladet ham bryde igennem muren hvilket han havde formået her til aften. ”Jeg.. ønsker at have dig omkring, Darryl det er slet ikke det, jeg tror bare at jeg skal vænne mig til det, nu hvor du har været væk i så mange år og jeg har affundet mig med at det var sådan det var. Jeg er vant til at være alene.. med alt, ikke fordi jeg ønsker det men fordi det tvang du mig til i sin tid. Jeg ønsker brændende at have dig omkring mig igen, men giv mig lidt tid,” bad hun dæmpet, for der var meget at forholde sig til og hun var trods alt kun menneskelig, det var begrænset selv hvor meget hun kunne holde til. Hans blod havde opslugt hende for et øjeblik. Idet han trak håndleddet til sig igen følte hun næsten et stik af skuffelse også selvom hun ikke viste det. Såret var helet og det var stoppet med at gøre ondt. Roligt lod hun hånden søge ned over siden for at tjekke efter og ganske rigtigt var der ingen smerte at finde. Hans favn trak hun sig ikke ud af, det føltes godt. Phoebe nikkede og sendte ham et stille smil, da han atter fjernede hånden efter at have taget blodet væk fra hendes læber. ”Det hjalp meget, tak,” endte hun dæmpet og lænede sig lidt prøvende ind mod hans bryst igen. Hendes kinder blussede fra blodens varme som det drev rundt i hendes eget, hun følte sig en smule kulret oven på det, det måtte hun erkende.

[Deleted]

Darryl havde konstant vandret rundt i troen på at han havde gjort det bedste for sin familie, og det var slet ikke noget som han ville eller kunne lave om på. At han så havde taget fejl, var gået op for ham, også selvom det var noget som virkelig havde slået kraftigt ind på ham selv, for.. hvordan skulle han da reagere på det? Han var ked af, at han ikke havde været der, da der havde været størst brug for ham, men.. hvad kunne han gøre ved det nu? Andet end at gøre hvad han nu kunne gøre for hende. Det var ikke fordi at han ønskede at sætte hende i dilemmaer, også selvom det var tydeligt at det var for meget for hende lige nu, selvom.. han jo ønskede den mulighed, nu hvor han endelig havde muligheden for at få det snakket ud, og det var jo noget som i sig selv, også var noget som han havde brug for! Hovedet lod han søge en anelse på sned, hvor smilet svagt bredte sig på hans læber. At hun bad for noget tid, var noget som han selvfølgelig gerne ville give hende, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle have det skidt med det eller være usikker, for han vidste, at der var sket frygtelig meget i den tid hvor de ikke havde været omkring hinanden som nu, men det var nu bare sådan at det var. Tungen strøg han let over sine læber, som han endeligt valgte at nikke. ”Selvfølgelig skal du have noget tid, Phoebe. Jeg bliver omkring, hvis det er hvad du vil. Jeg ønsker bare ikke at se dig rende mere rundt alene.. Selv du har fortjent bedre end det.” Det var dog ord som han faktisk mente, for han kunne slet ikke lide at se hende rende rundt på den måde, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for når det endelig skule være. Tungen strøg han let over sine læber, som han igen stille vendte blikket i retningen af billedet som hang oppe over pejsen. Han savnede virkelig deres elskede piger, men nu hvor de var væk, og han ikke kunne gøre det største for dem, så ønskede han faktisk at gøre hvad han kunne for deres mor, og den kvinde som han virkelig måtte elske, også selvom det ikke var noget som han havde fået lov til at vise hende igennem det som efterhånden måtte være en del år. Han havde faktisk ikke nogen anelse om hvor mange år der egentlig var gået, men der var gået tid nok til at det hele havde forandret sig så frygtelig meget, og selv han havde svært ved at finde ud af hvad han havde lov til og ikke lov til, selvom han virkelig gerne ville finde ud af det! Armene lod han roligt søge omkring hende, som hun valgte at lægge sig godt til rette i hans favn, hvilket han bestemt ikke havde noget imod, for han havde virkelig savnet, at han bare kunne holde om hende og bare.. passe på hende, for det var jo trods alt hvad han burde gøre det! ”Tænk ikke på det.. Du har det bedre, og det er det vigtigste for mig,” endte han med et svagt smil på læben, idet han roligt vendte blikket mod hende igen. Han kyssede nænsomt hendes pande.

[Deleted]

Phoebe følte sig død på indsiden. De fleste anså hende vel for at være en smilende og vrm kvinde, men ingen kunne se at det faktisk var en del af hendes arbejde. Hun tog sig glædeligt af andre og deres problemer, og nu fik hun en mulighed hvorpå hun kunne løse sine egne, men konsekvensen af det kunne betyde, at folk ville vende sig mod hende og det ønskede hun bestemt heller ikke, religion var vigtigt for landet! Det var også den tanke som gjorde det umådeligt svært at tage den beslutning om hvor vidt hun i det hele taget ville kunne turde at åbne op for ham igen, også selvom det havde været.. så dejligt nemt her til aften, han kendte hende og han havde fået hende til at fælde de tårer som hun havde haft behov for, sige de ting hun altid havde ønsket at han skulle vide, og nu sad hun i hans favn hvilket føltes forbavsende rigtigt. Hovedet lænede hun tilbage mod hans kølige bryst og duftede til hans hals. Det lød måske underligt, men hun følte sig først rigtigt hjemme nu hvor hans duft var omkring hende. De mørke lokker strøg hun blid over den ene skulder, så ikke det ville være i vejen og stirrede frem for sig. ”Kan jeg regne med at du bliver denne gang? Jeg har intet imod at have dig her, det føltes faktisk som om.. som om jeg netop er kommet hjem i det hele taget, men jeg kan ikke lukke dig ind, hvis ikke du kan love mig.. at det er her du bliver,” tilføjede hun roligt. Hvis hun skulle risikere alt for ham som hun havde gjort en gang før, så ville hun sikre sig at det ville være det værd, hvilket vel var rimeligt nok? Såret havde heldigvis lukket sig hvilket friede hende for den smerte som hun havde båret på i uger. Nu var hun næsten ked af at han ikke havde haft adgang til kirken før. Blikket lod hun falde i de iltre flammer som varmede hende også selvom hun sad op af hans kølige krop. Blodet der nu løb i hendes årer fik hende til at føle sig afslappe og rolig, men samtidig så følte hun næsten også en større længsel efter nærhed til ham. ”Jeg har det fint nu,” medgav hun med et stille nik, og gjorde plads til at han kunne lægge armene om hendes skikkelse. Kysset mod hendes pande fik hende til at smile lidt for sig selv. For en gangs skyld var hun ikke alene, hun havde en at dele sine tanker med og en som kunne få hende til at tænke på andet end de ting hun så i løbet af en dag, hvilket var frygtelig rart. Phoebe vendte sig en smule så hendes hoved måtte hvile mod hans kind. ”Jeg har manglet dig,” hviskede hun dæmpet, før hun lænede sig en smule frem og plantede et yderst forsigtigt kys mod hans kolde hals. Følelsen af kulen skabte kun en sitre i hendes indre idet hun atter trak sig, og lod hånden søge mod hans bryst så hun endnu engang kunne lægge sig til rette i hans arme.