Please talk to me!

[Deleted]

Darryl vidste udmærket godt at Phoebe gik meget op i sit arbejde, som han også havde fået det indtryk af at religionen her til lands, var frygtelig vigtigt, og selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede at stille sig i vejen for, så hvis han skulle holde sig skjult og i baggrunden, for at kunne være sammen med hende, så var det også det som han ville gøre! Nu hvor de endelig havde muligheden for at snakke om det hele, så ville han bestemt ikke lade den mulighed gå sig forbi, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Nu hvor hun selv havde fået lov til at lade de tårer falde, som hun havde brug for, og søge den trøst som han ønskede at give hende, så var det også kun hende, som det ville have været deres elskede tøser, som skulle have haft lov til at se den side af ham; Den mere bløde, blide og mere menneskelige, så ønskede han faktisk at være der for hende. Han lagde hovedet stille ind mod hendes. Hendes ord beviste jo faktisk kun for ham hvad hun egentlig gerne ville, og det var faktisk en tanke som gjorde ham.. utrolig glad og ikke mindst lettet, for hun var jo ikke helt afvisende over for det! ”Jeg er kommet hjem, for at blive, Phoebe.. Ønsker du jeg skal blive, så tager jeg ikke nogen steder igen.. Jeg har sonet min straf nu.. Ingen kan røre mig, så lang tid jeg er her.. sammen med dig.” Blikket gled stille mod hende, hvor han lod hende lægge sig til ro i hans arme. At hun ikke havde ondt mere, var selvfølgelig en tanke som glædede ham, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde. Han sukkede tungt.. Velsignelsen skulle han have ordnet, for han ville gerne være her sammen med hende! Det var det eneste som betød noget for ham lige nu! Kysset mod hendes pande, gjorde han frygtelig varsomt, da han jo trods alt heller ikke ønskede at krydse en grænse som han ikke måtte krydse endnu. Han smilede svagt for sig selv, også selv nu hvor det var hende som havde hans fulde opmærksomhed. ”Godt min egen..” endte han dæmpet. Idet at hun kyssede hans hals, var det noget som satte en sitren i ham, og som tydeligt også måtte vække de gamle følelser i ham, som havde ligget på is igennem så frygtelig mange år, og nu sad han pludselig med det hele endnu en gang? Han kunne slet ikke begribe det! Armene lagde han om hende, kun for at trykke hende mere ind mod sin egen favn. Hånden som hun lagde mod hans bryst, sagde han bestemt ikke noget til – specielt nu hvor hun faktisk selv lagde op til det. Han lagde den ene hånd roligt mod hendes, som han trykkede let omkring. Hun havde manglet ham? Han havde i den grad også manglet hende! Og mere end det som hun nok ville komme her og tro på! ”Det er dejligt du siger det. Jeg har virkelig også manglet dig.. Først nu føler jeg mig igen.. komplet,” endte han ganske sigende. Yderst varsomt lænede han sig frem, kun for yderst forsigtigt at lade sine læber komme i berøring af hendes i et blidt og forsigtigt kys.

[Deleted]

Troen var det eneste Phoebe havde at klamre sig til efter hun havde mistet sin familie, og hun gik frygtelig meget op i at stå der som en støtte for dem som havde behov for det, hun var accepteret i dette land, og det ønskede hun ikke at ændre på. Hun blev siddende i hans favn og stirrede ind i ilden. Selvom hun sad i hans kolde favn så følte hun sig varm og ikke mindst komplet, det var som om de bare.. tog det op hvor de havde sluppet for mange år tilbage. Hun havde altid elsket at have hans arme omkring ham, og lytte til hans stemme. Til tider var tale end ikke nødvendigt. Hun strakte sig en smule efter et tæppe som lå for enden af sofaen og lagde det over sig ikke fordi det var koldt men mere for hyggens skyld. Hendes bevægelsesfrihed var blevet langt større nu hvor hun ikke længere bar det store, åbne sår som ellers havde været forbandet smertefuldt. De mange tårer var stoppet med at trille, Phoebe havde bare virkelig haft behov for tilladelsen til at græde, og til at få sagt hvad hun havde følt for i så frygtelig mange år efterhånden. ”Jeg ønsker at have dig her. Jeg er bare bange for at vi hopper i den nøjagtig samme fælde en gang til, der er jo ikke noget som har ændret sig. Du er stadig dig som jeg endnu er mig, og vores verdner er stadig langt fra hinanden,” påpegede hun bekymret, for hun ønskede jo faktisk at være sammen med ham, men hun nægtede at gå igennem et helved endnu engang. Selvfølgelig så ville velsignelsen ændre en del i forhold til dem, men hun var ikke sikker på at det ville være nok. De legede med grænserne, dansede på linen, også selvom hun for en gangs skyld ikke havde noget imod det, de havde meget at finde ud af.. hvem vidste om de i det hele taget hørte sammen selv nu? Der var jo sket meget, gået mange år. Hun vendte sig en smule i hans arme, så hun næsten endte med at sidde på sine knæ. Tæppet viklede sig om hendes ben, som hun satte sig rigtigt ind til ham, med hånden der blidt strøg over hans bryst. Han føltes ligeså fast som hun huskede, hvis ikke mere. Kysset mod hans hals var yderst forsigtigt, hun ønskede heller ikke at bevæge sig ud på dybt vand, det var bare.. det forbandede blod der fyldte hende med den varme og den lyst til at være ham tæt. At de så havde været adskilte i så mange år gjorde det bestemt ikke bedre. ”Jeg forbander dig hele vejen til jordens flamme, for at krybe under huden på mig.. igen,” tilføjede hun i en dæmpet hvisken mod hans ører, også selvom smilet kunne anes bag. Det varme blik så i hans idet han lænede sig frem mod hende, hvilket fik hendes hjerte til at slå både spændte og nervøse slag, for hun kunne jo godt forudse hvad der skulle ske. Hun lod hans læber møde hendes, og gengældte kysset med længsel og ømhed, næsten som havde hun været bange for at yde skade på ham. Uden at bryde det, rejste hun sig en smule, så hun endte med at sidde på sine knæ ved ham, hvilket gjorde det langt lettere for hende at gengælde. Hånden hævede hun langsomt og lagde den forsigtigt i mod hans kind som hun blidt strøg med tomlen.

[Deleted]

Darryl bar ikke nag for Phoebes vrede, for han var klar over, at den var velfortjent, selvom det ikke nødvendigvis gjorde, at han havde det bedre med sig selv. Den eneste som umiddelbart kunne efterlade ham med følelsen af skam og skyld, da hun var den som skulle med til at give de mange drømme den mening, selvom det nok heller ikke var noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lod hende mere end glædeligt blive siddende i favnen. Hun efterlod ham med følelsen af at være.. komplet og hel, og samtidig med det, så havde han slet ikke brug for at tænke på den smerte som han måtte gå med hver eneste dag. Han lagde hovedet stille ind mod hendes, indåndede hendes søde duft, som i sig selv, fik ham til at føle sig veltilfreds. Der var heller ikke nogen duft af nogen anden mand. Han ønskede at gøre hvad som helst det kræves bare for at være sammen med hende.. Han var fuldstændig ligeglad med hvad alt og alle andre ville tvinge ham igennem, for ingen ville og skulle have lov til at skille dem fra hinanden igen! Intet! Han rystede let på hovedet. Det forundrede ham ikke, at hun tænkte så meget over tingene, for det var jo trods alt bare typisk hende! ”Vores verdner er måske frygtelig langt fra hinanden, og de vil nok aldrig komme tættere på hinanden end hvad de er nu.. Jeg er villig til at tage skridtet fra mørket og ind i lyset, hvis det betyder jeg kan være sammen med, så gør jeg det mere end glædeligt, min kære.. Jeg ønsker at være her sammen med dig..” Hånden hævede han stille, kun for at lade den glide mod hendes kind, som hun havde taget tæppet til sig. Han smilede let for sig selv, som han roligt lagde det omkring hende. Han vidste at han var en kende kold at sidde ind til, og varm ville han jo trods alt aldrig nogensinde blive, og det vidste han jo også godt. Han smilede let for sig selv, som han lod hovedet søge let på sned. Hun havde fældet de nødvendige tårer, og det virkede til at selv hun havde formået at komme en smule videre. Nu hvor han ikke behøvede at tænke på den smerte som han konstant ville være påført ved, så kunne selv han slappe fuldkommen af. ”Jeg vælger denne gang at tage det som et kompliment..” hviskede han roligt, inden han lod læberne møde hendes. Som hun vendte sig, så lagde han roligt hænderne mod hendes lænd, for at trykke hende mere ind mod sig, selvom det var varsomt. Han ønskede jo trods alt heller ikke at krydse grænser med hende, som hun slet ikke var klar til endnu! Kysset lod han intensiveres med en næsten længsel, som han trykkede hende helt ind mod sig. Næsten som om at det var dyret som valgte at tage over for hændelsen.. Et brændende ønske om at holde hende tæt, have hende tæt, markere hende og bare nyde den intime stund med hende, var klart hvad der pludselig stod stærkest i ham som aldrig nogensinde før!

[Deleted]

Alt den had hun havde haft bygget op gennem årene havde tynget hende frygteligt ned. Hun var taknemmelig for at have fået muligheden for at tale det ud med ham og lade fortid være fortid. Det havde jo ikke altid været lige skidt. Han var den eneste mand som havde formået at krybe under huden på hende, og guderne måtte vide hvor mange der havde forsøgt – uden held. Darryl havde hun givet sig hen til med tiden, og i sidste ende havde hun skænket ham sit hjerte den dag hun takkede ja til hans frieri også selvom de aldrig nåede at komme så langt. Phoebe vidste hvor stærkt dyret reagerede hvis der var grund til det, men hun havde ikke været en anden mand tæt og slet ikke de sidste ord. Normalt ville han kunne finde dufte omkring hende også selvom det kun stammede fra kort kontakt med disse mænd. Hun var ikke ligeså dyrisk, hendes lugtesans var ikke så veludviklet, så om der havde været andre kvinder vidste hun ikke, der var blot nødt til at stole på hans ord, også selvom det næsten ikke var svært. Hun trykkede sig ind til hans kolde krop uden rigtigt at tænke over det. Kulden fra den skabte en sitren under hendes varme hud, for det var længe siden hun havde følt den. Hvis de valgte at gå videre med dette, så ville det skabe nogle nye problemstillinger som primært kunne ende med at koste hende, men efter alle de år hvor hun havde måttet tage sig af andres glæder og ulykker, så havde hun selv behov for at føle en smule glæde, hun havde behov for ikke at være alene også selvom en præstinde helst sås leve i cølibat, også selvom det var en komplet mistolkning af Darlenes ord! ”De er mil fra hinanden, og det er jeg bange for at de altid vil være. Jeg ved ikke om lyset vil acceptere dig heromkring, men jeg ved at hvis du lader dig velsigne, så kan de gøre sig de tanker de lyster, for hvis guderne lader dig.. så er det fordi at det er meningen,” hviskede hun ærligt. Tanken om at få lov til at være sammen med ham igen var både skræmmende, men også lettende. Det var de helt små ting som hun havde savnet og det gik ikke rigtigt op for hende før nu. Kinden lod hun søge kælent mod hans hånd. Hvad end hun ville det eller ej så havde det blod gjort mere end at hele hendes sår, det havde også vækket et længe dødt begær og den længsel hun havde tvunget i sig. Et dæmpet suk forlod hendes læber, inden hun valgte at vende sig mod ham. ”Det var ment sådan,” hviskede hun en smule forhastet idet læber mødte hans. Varmen bredte sig helt ud i hendes fingerspidser, enhver sans stod på stilke. Hun masserede hans læber med sine, og vovede at lægge en smule vægt på ham, mest for at skubbe ham ned i den bløde sofa så hun kunne være ham så tæt som muligt. Tomlen strøg blidt over hans kind og hen over skægstubbene som aldrig rigtigt blev længere, den ru følelse mod hendes bløde hud gav hende næsten lyst til at smile i genkendelse. Roligt lagde hun hovedet på sned, og kyssede ham længselsfuldt, ikke nær så forsigtigt mere, han skulle vide hvor meget hun havde savnet ham!

[Deleted]

Langt om længe, kunne de lade fortid være fortid, for det var også noget som tydeligt havde været noget som de begge to havde haft brug for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han lagde hovedet ind mod hendes. Alt det had, var som forduftet nu, og selvfølgelig var det nogets som glædede selv ham. Armene lagde han roligt om hende, nu hvor hun faktisk lod ham skænke hende den tryghed og den trøst, som han igennem så lang tid havde ønsket at være der til at give hende, ås selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Deres verden var milevis fra hinanden, selvom han endnu var af den opfattelse, at det hele nok skulle gå. Han ønskede at gå igennem den velsignelse, og det ville vel gå, hvis.. det var meningen at de skulle være sammen? Det var vel et sted også en endelig test for det, hvilket faktisk var noget som passede dem helt fint, og det håbede han virkelig! Hånden strøg han let over hendes kind, som han vendte de mørke øjne direkte mod hendes smukke ansigt. ”Er det meningen vi skal være sammen, så vil velsignelsen går som jeg ønsker den skal.. Hvad andre mener omkring mig er jeg ligeglad med.. Jeg har været her til lands med hele landet mod mig. Jeg lader det ikke skræmme mig.. Det får ikke lov til at skræmme mig væk fra dig,” lovede han endeligt, idet han roligt lod hånden stryge igennem hendes lange og mørke hår. Han elskede hendes duft, også fordi at den ikke var præget af en anden mand! Han selv havde ikke været i nærheden af nogen kvinde – ikke med den form for intensitet i hvert fald, for det var slet ikke noget som han kunne fordrage på nogen måde overhovedet! At det hele så var ment som et kompliment, var noget som fik smilet til at brede sig på hans læber. ”Godt..” hviskede han sagte, som han lod læberne møde hendes. At det hele skulle gå i den retning, var egentlig heller ikke noget som han havde noget imod. Han ønskede at passe på hende, han ønskede at markere hende, og han ønskede at mærke hende helt tæt på sig! Som hun lagde pres på at få ham ned i sofaen, så lagde han sig mere end glædeligt, hvor han trak hende godt og tæt op over sig, uden at bryde kysset, for han kunne slet ikke lade være! Han valgte nu alligevel at vende dem med den vampyriske hurtighed, så hun endte under ham i stedet for. Den ene hånd lod han let vandre med hendes varme lår, som han trykkede sig tæt ind mod hende. Han kunne slet ikke få nok af hende, og han ønskede så brændende at mærke hende helt tæt på! Det var virkelig noget af det vigtigste for ham som det var lige nu, for han vægtet det frygtelig højt! Hovedet lod han søge mod den anden side, hvor han intenst kunne mærke hende.. mærke massagen af hendes læber mod hans egne, hvilket satte en sitren i ham, for han elskede det virkelig!

[Deleted]

Det var på sit vis lettende at være befriet fra alt den had og den vrede som havde opfyldt hende i frygtelig mange år. Når alt kom til alt så havde Phoebe savnet ham, hvilket også var den eneste grund til hun havde holdt ham på afstand. Det havde været dømt fra starten, Darlenes vilje kunne ikke modstås, særligt ikke af en sølle dødelig som hende selv. Om det så var meningen ville de finde ud af så snart velsignelsen var foretaget. Tanken var bekymrende, Phoebe frygtede for det endelig svar.. hvad hvis hun ikke var ment til at være sammen med ham? Deres verdner lå langt fra hinanden, det var jo næsten uhyrligt at tro, at de i det hele taget ville være i stand til at samle dem. For nu slog hun dog disse tanker ud af hovedet, hans ord og han hans kærtegn vækkede en ro i hende som hun ikke havde følt i frygtelig mange år. Kinden lod hun roligt søge mod hans kølige hånd. Det var så længe siden hun havde følt den sitren som den vækkede i hende. Efterhånden var det gået op for hende at blodet ikke var helt og aldeles uskyldigt i denne sag, hun havde glemt hvilken forbudt lyst det vækkede i hendes indre, og denne gang var den sværere at stå imod end nogensinde før. Varmen bredte sig til hendes kinder der antog en pæn rødmen, som gav hende et glimt af liv. Hun nikkede en smule tøvende til hans ord. ”Er det ikke meningen så lykkedes det ikke, så enkelt er det. Det er ikke dig jeg frygter for, Darryl, din status her i samfundet vil altid være vaklende, se bare Jason og han har ofret sit liv for denne land flere gange end nogen anden. Jeg er mere bange for hvordan jeg vil være stillet. Selv på trods af det,” erkendte hun i en lidt flov hvisken. Det var jo heller ikke fordi hun ville sætte sit ry foran ham, men hun ønskede ikke at opgive det liv hun havde her til lands. De mange bekymringer blev hurtigt slettet ved det intense kys som hun blev mødt af. Hendes hjerte galoperede mod hendes bryst, og hun gjorde absolut intet for at afbryde det, tværtimod så gengældte hun med længsel. Smagen af hans læber var noget af det bedste som hun nogensinde havde prøvet, og hun havde glemt hvilken længsel de formåede at vække i hendes indre. Roligt gled hun ned i sofaen, liggende over ham, om ikke andet for en kort stund. Kysset brød hun for et øjeblik idet han vendte dem, mest fordi hun blev en smule overrasket. Smilet bredte sig over hendes rosa læber, før hun endnu engang lænede sig frem og gjorde krav på hans læber. Hånden lod hun stille løbe ned over hans ryg, og op under skjorten for at mærke hans nøgne hud. Følelsen af hans kølige hånd mod sit lår vakte kun en større sitren og fik samtidig hårene til at rejse sig, også selvom det bestemt ikke var ubehageligt. Når de lå her, så virkede det som den mest naturlige ting i verden, også selvom Phoebe vidste at hun ikke burde. Lidt vovet, forlod hun hans læber og lod kyssene i stedet bevæge sig ned over hans hals, hvor hun blidt nappede i hans følsomme hud. På trods af de mange år, så huskede hun hans svagheder, endda uden at tænke synderligt over dem. Klogt eller ej, hun ønskede ham tæt på sig, så tæt som muligt.

[Deleted]

Darryl havde aldrig nogensinde opgivet Phoebe, også selvom hun havde forsøgt at holde ham på afstand, så var det ikke noget som han tog så frygtelig tungt igen, for han vidste, at hun sikkert havde haft sine grunde til at handle og reagere på den måde, som hun nu havde gjort det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Blikket gled stille mod hendes skikkelse. Denne gang tog han et valg, han lod hende få bugt med den vrede som hun havde følt igennem frygtelig mange år, hvor han selv så brændende ønskede at gøre det godt for hende igen, og være den som skulle passe på hende og vogte om hende. Det var hans livsmission, nu hvor de havde mistet deres elskede børn, så ærede han dem vel på den bedste måde, ved at passe på deres mor? Og den kvinde som han elskede mere end noget andet? Med et svagt smil på læben, lod han roligt hånden vandre over hendes kind. Velsignelsen var et skridt tættere på hendes verden, og så var han virkelig ligeglad med hvad andre ville mene om det, for det var slet ikke noget som betød noget som helst for ham på nogen måde. Nu var han efterhånden vant til at have folk imod sig, så for hans vedkommende, så gjorde det ikke rigtigt nogen forskel for hans del, for han ønskede at være sammen med hende, og så var det virkelig det eneste som betød noget som helst for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Jeg er allerede stemplet her i samfundet, og det ved jeg udmærket godt..” At det jo så var mere hende selv hun var bange for, var faktisk noget som han godt kunne forstå, for han havde aldrig nogensinde set et værre folk til at konkludere og stemple end procianere! Han havde aldrig været udsat for noget lignende, og han havde efterhånden været udsat for frygtelig meget! ”Hvis det behager dig, så… så skal jeg nok holde mig i skyggen og lidt i skjul.. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at noget af det skal gå ud over dig, eller dit ry her i landet..” endte han med en dæmpet stemme.
Som de endte med at lægge sig ned i sofaen, så følte Darryl sig for første gang igennem frygtelig lang tid.. komplet, og det i sig selv, var en fornemmelse som han helt klart havde savnet igennem alle disse år! Som han endelig fik dem vendt, så var han bange for at han havde handlet alt for hurtigt, hvor han roligt trak hovedet en smule til sig. Han blinkede let med øjnene, også selvom han ikke rigtigt handlede foruden dette. At hun så valgte at skænke ham et kys igen, var noget som han mere end glædeligt. Øjnene gled i, som hun strøg ham over kroppen. At hun passerede ryggen, ville vel næsten bevise for hende, at han var kommet til skade, hvor hele hans ryg stort set var et kæmpe ar efter hans tortur for hans forhold med hende. Måske det var dømt på forhånd.. Det vidste han ikke, men selvfølgelig ønskede han at finde ud af det hele! Den ene hånd lod han roligt stryge over hendes lår og roligt over hendes mave, som han igen ønskede at mærke hende tæt på. Som hun slap hans læber og bevægede sig nedover halsen og begyndte at nappe, var noget som satte en sitren i ham, hvor hans tænder næsten automatisk endte blottet. Hun kendte virkelig hans punkter!

[Deleted]

Et sted så beviste det kun en hel del, at Darryl aldrig havde opgivet hende på trods af at hun havde opgivet ham for mange år siden. Hun var glad for at han endnu nærede de samme varme følelser for hende som han altid havde gjort, for hun var aldrig kommet videre, hun havde aldrig fundet sig en anden, for hun havde altid været overbevist om at han var den eneste ene, ellers havde hun aldrig takket ja til den smukke ring som han havde skænket hende i sin tid. Selvom pigerne var væk, så vidste Phoebe at det ville elske at se dem sammen, hun gjorde det dels for deres skyld, men også fordi hun aldrig havde været i stand til at slippe ham helt, det var en plads som han altid ville have ved hende. Hun nikkede sagte. Darryl ville altid være stemplet af lyset også selvom han blev velsignet, og det ville gå ud over den tillid som andre nærede til hende, men når alt kom til alt så burde hun være ligeglad, hun fik jo reelt muligheden for langt om længe at blive en del af ham igen. ”Det vil ikke være permanent, men i begyndelsen.. jeg ville virkelig værdsætte hvis du holdt dig lidt i baggrunden, til jeg har sikret min stabilitet. Det er ikke noget jeg kan opgive uden videre,” endte hun dæmpet og næsten i håb om at han ville give hende sin forståelse. Dette havde været hendes liv, og der var mange som regnede med hende nu, det var noget hun var nødt til at leve op til.
Phoebe endte i sofaen under hans krop, også selvom hun ikke sagde noget til at han havde vendt dem. Der skulle mere til at skræmme hende, hun havde stoppet ham for længst, hvis ikke hun havde ønsket hans nærvær på den måde. De mørke øjne faldt i hans, som hun sendte ham et varmt smil i håb om at det ville berolige ham, for hun kunne fornemme at han var bange for at krydse grænserne, også fordi de begge vidste hvor forkert dette var for hendes del. Hendes varme hånd fandt op under hans skjorte og kærtegnede hans nøgne hud. Jo længere hun kom, des tydligere kunne hun fornemme en form for spor under hendes fingrer. Hun rynkede på panden og brød langsomt i de blide kys og nap hun havde skænket hans hals. ”Hvad er det? På din ryg?” hviskede hun en smule nysgerrigt. Det var ikke fordi hun ønskede at ødelægge stemningen, for han formåede virkelig at bredde en sitren i hende ved sine kærtegn og samtidig en umådelig lyst. Hun trak sig ikke fra ham af den grund, men lod den frie hånd løbe igennem hans mørke lokker. I virkeligheden var hun bare bekymret for ham, og hun huskede hvordan han så ud under tøjet, ligesom hun huskede hans svage punkter og de mærker havde ikke været der ved deres sidste intime stund.. for frygtelig mange år tilbage. Hendes hjerte slog nervøse slag mod brystet, også fordi hun var bange for at hun faktisk risikerede at ødelægge det hele. I et forsøg på at gøre lidt op for det, strakte hun sig frem og nappede igen hans hals en enkel gang. ”Lad mig se dig,” bad hun en dæmpet hvisken mod hans ører, mens hun samlede hænderne ved hans bryst og gav sig til at fumle med knapperne i skjorten i et forsøg på at få den op.

[Deleted]

Følelserne for Phoebe ville aldrig nogensinde fordufte, hvilket Darryl allerede var klar over i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til alt, så elskede han hende.. Hun var hans mage, og det ville hun være for resten af deres liv! Han havde altid ønsket den mulighed for at komme hjem og tilbage til hende og deres elskede børn, også selvom børnene var væk, hvilket var mere end nok til at knuse ham! Men.. hun var der jo endnu, og han ønskede jo at passe på hende. Velsignelsen ville ikke ændre på noget som helst, hvilket han vidste, så hvis det hjalp hende, at han holdt sig lidt i baggrunden, var faktisk noget som han godt kunne forstå, for helt dum var han faktisk heller ikke. Han forstod godt, at det var sådan at hun ville have det, og han forstod faktisk også godt hvorfor hun ville have det sådan, så det var slet ikke noget som hun skulle tænke på. Det hele så ud til at gå i den rigtige retning, og selvfølgelig var det noget som efterlod ham med en ro uden lige, som han ikke havde oplevet igennem frygtelig mange år! Selvom han ville ønske, at de kunne genoptage det hele.. Ringene manglede, også selvom han vidste, at han på ingen måder ville have råd til at skaffe sig dem, for sådanne var faktisk dyre! Og dem som de havde haft tilbage dengang, havde kostet ham utrolig meget tid og penge at få fremstillet, og det havde han jo slet ikke mere! Han hævede hånden roligt og strøg den mod hendes kind. ”Det forstår jeg godt.. Jeg holder mig bare skjult.. Det skal du ikke tænke på,” endte han roligt og med en sandfærdig mine. Han forstod hende jo faktisk godt.
Darryl fik endeligt lagt Phoebe ned i sofaen under sig, vor han slet ikke kunne få sig selv til at bryde det kys som hun havde valgt at skænke ham. Det vækkede en form for længsel i ham.. En følelse som han slet ikke havde oplevet før! At hun bed sig mærke i de mærker som han havde på ryggen, gik hurtigt op for ham, som hun brød kysset og valgte at kommentere det. Nu hvor hun var i kontakt med ham, så mærkede han ikke den smerte som han gik rundt med normalt, og selvfølgelig var det med til at han slet ikke tænkte over det lige nu. Hovedet trak han en anelse til sig, som hun begyndte at fumle med hans skjorte. I sig selv, var den jo gammelt og laset, for han havde jo bare levet og haft det som han gik og stod i. ”Det er…” Han tav let, som hun fik skjorten åbnet, idet han roligt trak hende med sig op at sidde. Han ønskede jo at vise hende hvad han selv havde været igennem for det som de havde gjort; Netop ved at finde sammen og skabe sig deres egen lille familie. ”Jeg fik det som en påmindelse om min races had overfor det religiøse.. Og som straf for at være sammen med en..” Han fik roligt skjorten af sig, idet han satte sig med ryggen til hende, så hun kunne se det massive kors som nærmest var brændt ind i hans hud. Gammelt, men gentaget så mange gange, at det nok aldrig ville heale helt.

[Deleted]

Med den frygt hun havde næret for, at han havde fundet en ny familie, så lettede det hende virkelig at vide, at han elskede hende selv efter alle de år. Hun var måske ikke i stand til at glemme, men at tilgive var en helt anden sag, også fordi hun næsten kunne fornemme at han havde lidt mindst ligeså meget som både hende og pigerne havde. De var begge blevet revet fra dem i alt for en tidlig en alder, og Phoebe havde dengang anset det som værende et tegn på, at det aldrig havde været meningen. På baggrund af det bevægede hun sig måske på dybt vand, ved endnu engang at åbne op for ham, men ikke desto mindre så kunne hun ikke gøre noget ved det. Det var ikke fordi hun ønskede at holde ham som en hemmelighed, men hun var nødt til at være påpasselig med, hvad hun umiddelbart gik rundt og gjorde, og særligt når det kom til dette. Der var mange som stolede mere på hende end på kongehuset, folk søgte til hende, åbnede sig for hende og betroede sig til hende fordi de nærede den tillid, og hun ønskede ikke at blive offer for had, fordi man ikke længere ville finde hende troværdig. ”Det er jeg faktisk glad for. Det er bare for en stund,” gentog hun dæmpet og lod hånden glide hende over hans kind i et stille kærtegn.
Kysset havde hun valgt at bryde udelukkende på grund af de spor hun havde følt under sine varme fingrer. De mørke øjne faldt i hans. Det var ikke fordi hun var ude på at ødelægge noget, men selv hun kendte ikke længere hans krop som hun havde gjort engang. Den lasede skjorte sagde hun som sådan intet til, de skulle nok finde noget lidt mere værdigt til ham senere, penge havde de jo aldrig haft mange af, og i deres tilfælde var hun jo den som sad med pengepungen. Hun lod sig trække med op af sidde, mens hun langsomt åbnede skjorten. Hænderne lod hun blidt søge mod hans bryst kun for at stryge klædet af ham og blotlægge hans overkrop for hende. På trods af at der var mange ar at finde, så var han ligeså smuk som han altid havde været. Hendes kinder brændte ved synet.. og generelt det at være tæt på ham. Phoebe bed sig en anelse bekymret i den bløde underlæbe mens han vendte sig om. De funklende øjne faldt på det store ar som prydede hans ryg, hvilket både fyldte hende med frygt og med vrede. Han havde fået den straf for at elske hende. Ingen burde straffes for at elske! ”Jeg er ked af det, Darryl. Det var aldrig min mening at påfører sig smerte,” hviskede hun dæmpet og satte sig helt tæt på ham. Hun strøg ham blidt hen over skulderne og ned over hans overarme, før hun lænede sig frem og plantede et kys mod midten af det store ar som dannede et form for kors. Hun havde ingen idé om at det faktisk gjorde ondt, foruden når hun selv berørte det. Hun nærede foragt for vampyrerne, fordi de havde gjort dette ved ham, hun var for pokker som hun var, og hun så virkelig ikke problemet i at Darryl elskede hende som hun elskede ham. De havde valgt at trodse alle love og man måtte sige at de begge havde taget de konsekvenser som fulgte med deres valg!

[Deleted]

Det kunne aldrig falde Darryl ind at finde en anden og stifte en familie med vedkommende, når han havde fundet sin mage, og det var hende som han ønskede at vise hende. Han kunne slet ikke forestille sig et liv sammen med en anden kvinde! Slet ikke! Hvis det behagede hende, at han holdt sig lidt skjult, så var det noget som han fint kunne leve med, for han ønskede jo bare at.. hun havde det godt, og det var det eneste som faktisk betød noget for ham i det hele taget! Nu hvor de ikke havde deres elskede børn, så ønskede han selvfølgelig at være der for at passe på hende, og det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det skal du ikke tænke på.. Uanset hvor lang tid det skal være, så gør jeg det, hvis det betyder jeg kan være her sammen med dig,” endte han med en rolig stemme. Han forstod det jo faktisk godt at hun ville bibeholde sit ry og rygte, og det var noget som han selvfølgelig ønskede at skænke hende, hvis det skulle være menneskelig muligt for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
At hele deres hyggestund skulle gå i sit, da hun kom i kontakt med de arrede skorper i hans ryg, var selvfølgelig en tanke som irriterede Darryl en smule, selvom han bestemt heller ikke regnede med at han kunne holde det skjult for tid og evighed. Smerten var slet ikke så slem som den havde været for flere år siden, da han jo havde fået det, men det var stadig til at mærke, da det jo var et religiøst symbol. At hun så valgte at hjælpe ham med at få overkroppen blotlagt, så lagde han godt mærke til hendes røde kinder, også selvom han valgte at sætte sig med ryggen til hende, så hun kunne se det. Korset fyldte stort set hele ryggen, og var stort og grimt og han vidste det jo godt! Han sukkede tungt, hvor han let lukkede øjnene, som hun kom i berøring med ham endnu en gang. Svagt bed han sig i læben, som han lod hende læne sig frem, hvor hun skænkede det et kys. Bare hun var i kontakt med ham, så gjorde det ikke ondt, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hans vedkommende. ”Jeg ville ikke benægte mine følelser, så de skænkede det til mig.. Jeg ved ikke hvor mange gange de gjorde det, men jeg har ikke fortrudt det.. Smerten er ikke i det, når du berører det.. Jeg ser på det som et tegn..” endte han ganske roligt, som han vendte blikket over sin ene skulder, for at kigge på hende i stedet for. Han fortrød ikke at han havde lukket op for hende, havde taget hende til sig som sin mage, og stiftet den familie med hende, for han elskede dem, og det ville aldrig nogensinde stoppe på nogen måde, det var der ingen tvivl om. Han blev siddende. ”Det er et tegn på hvad jeg var villig til at gøre for dem jeg elsker.. Og det minder mig om det hver eneste dag,” endte han dæmpet.

[Deleted]

Phoebe var glad for at han var villig til at holde sig lidt i baggrunde. Det var jo ikke fordi hun ønskede at skjuel ham, men fordi der var mange som regnede med hende, hvilket ikke var noget hun kunne vende ryggen til uden videre. Om ikke andet så ville det være første gang at hun kunne få i både pose og sæk, for hun ønskede at være sammen med Darryl, hun ønskede i hvert fald at give ham muligheden for at gøre op for fortidens fejl, den ensomhed som havde plaget hende i et utal af år, kunne hun ikke længere forholde sig til. ”Det betyder virkelig meget for mig, min kære,” tilføjede hun roligt. Når han endelig gjorde noget rigtigt, så ønskede hun kun at påpege det for ham. Månens lys stod ind af det store vindue. Der var heldigvis længe til solen ville stå op, hvilket gav dem en hel del timer sammen, inden han ville være tvunget til at søge ned i kælderen, dette var trods alt Procias, og det var præget af store vinduer som lukkede lyset ind.
Let som fjer, lod hun de varme fingerspidser stryge ham ned over ryggen og hen over det store ar, der mindede hende om den tro hun selv var gjort af, men som havde forsaget ham lidelse i så frygtelig mange år. Når alt kom til alt, så gik det mere og mere op for hende hvor meget han havde ofret for at komme hjem til hende igen, hvilket gav hende en smule ringe smag i munden, hun havde jo holdt ham ude. De varme læber kom i berøring med hans kølige hud, også for at bekræfte at det ikke var noget som skræmte hende væk. Hendes hjerte bankede endnu fast mod brystet, for det var bestemt ikke fordi at lidenskaben havde forladt hende, hun var blot nysgerrig. Pegefingeren lød hun løbe langs det arrede mønster og tog det atter i betragtning. ”Det er et tegn. Jeg håber at smerten forsvinder med tiden, forhåbentligt når først du er en del af lyset og den hellige enhed,” endte hun dæmpet, og næsten en smule fraværende, for det var arret som vant hendes fulde opmærksomhed. Phoebe satte sig roligt på sine knæ bag ham, og lagde armene omkring hans hals, kun for at trykke ham ind til hende. ”Jeg elsker dig, Darryl. Det kan ingen tage fra mig, end ikke dig selv,” hviskede hun i hans ører, og plantede et kys mod hans kind. De mørke lokker faldt ned over hans skulder, og ned over hans bryst og mave. Om ikke andet så havde han lidt efter han havde forladt dem, og selvom hun hadede tanken om at han skulle være skadet, så gav det hende en vis form for fred i sjælen, at hun ikke var den eneste som havde fældet tårer, og som havde haft så ondt, at hun til tider havde været så tæt på at opgive. ”Måske vi burde fortsætte dette.. i soveværelset?” foreslog hun med et lidt forsigtigt smil, og lod en let finger stryge ham ned over brystet med en hvis form for uskyld. Når alt kom til alt var hun en præstinde og burde slet ikke dyrke disse sider, men hvad andre ikke vidste havde de forhåbentlig ikke ondt af?

[Deleted]

Det gjorde egentlig ikke Darryl noget, at han skulle holde sig lidt i baggrunden og mere i skjul, for det var det som han stort set havde gjort siden han var ankommet til Procias igen. Han havde aldrig opgivet det håb om at få hende tilbage igen, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. De mørke øjne gled mod hende. Han vidste godt, at det ikke var fordi at hun var flov over ham eller noget lignende, men han forstod så til gengæld også godt at hun gjorde hvad hun fandt nødvendigt for sin respekt og sit ry her til lands, hvilket han havde den største respekt for selv. Han sendte hende et smil. At blive kaldt for hendes kære, var noget som han i sandhed havde savnet! ”Gider du gøre mig den tjeneste, at gentage det, min egen..?” spurgte han endeligt, som han hævede hånden og lod den stryge langs hendes kind. At høre hende anerkende ham med den titel, var noget som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen!
At Phoebe var i kontakt med det mærke som Darryl havde på ryggen, var noget som et sted gjorde ham rolig. At hun berørte ham frarøvede ham smerten, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod som sådan. Han sukkede tungt, som han vendte blikket mod hende, ved at skæve over sin ene skulder. Han nikkede stille til hendes ord. Ikke fordi at han regnede med det, for hans væsen, ville jo uanset stadig være det samme, selv på trods af en velsignelse, men.. det skulle han ikke kunne sige. Han var bestemt ikke ekspert indenfor det område. ”Smerten har været i det, siden det blev mig skænket, Phoebe.. Hvis velsignelsen vil fjerne den, så beder jeg til at det vil blive tilfældet. Jeg mærker det dog ikke, når du er i berøring af mig..” svarede han roligt. Armene som hun lagde om hans hals, og det at hun trykkede ham ind til sig, havde han faktisk ikke det mindste imod! Han lagde sig roligt ind mod hendes skikkelse, hvor han for alvor følte for at slappe af. At hun så sagde at hun faktisk.. elskede ham, var ikke noget som han havde regnet med, men han kunne virkelig godt lide det! Blikket gled mod hendes skikkelse, som han lænede sig frem og skænkede hendes kæbe et kys. ”Jeg elsker også dig, Phoebe,” hviskede han roligt. At hun strøg ham over maven, sagde han ikke noget til, også selvom det først var da hun nåede hans nedre maveregion, at hans mere dyriske side, valgte at reagere på det. Han blinkede let med øjnene. Måske det var at haste en anelse frem, men han ville bestemt heller ikke have noget imod at mærke hende så tæt på, på denne her måde! Han trak let på smilebåndet, som han roligt nikkede til hende. ”Du har aldrig nogensinde været uskyldig, min kære.. Du viser vej,” opfordrede han roligt, som han valgte at rejse sig op. Han rakte hende sin hånd. Han elskede at være i kontakt med hende!

[Deleted]

Måske det var få krav at stille til en mand som desperat havde forsøgt at komme hende tæt siden han var kommet tilbage til dette land. Hun ønskede ikke at holde ham i skjul, men på den den anden side, så måtte hun væren om det liv hun havde dannet sig her i kirken efter han var forsvundet. Hun havde været i stand til at finde troen, hvilket havde været hende en enorm trøst. At han så bad hende gentage det, fik hende til at himle med øjnene. Hun slap en blid latter og fugtede sine rosa læber. ”Gentage hvad.... min kære?” spurgte hun lidt drillende. Hun havde ham kær, det havde hun altid haft og hun så absolut ingen grund til at ligge skjul på det. Blikket lod hun glide en smule i som han berørte hendes kind også selvom han fortsat sad med ryggen til hende. Phoebe forblev hængende en smule ind over ham, med armene omkirng hans nakke og hals, for at holde ham ind til sig. ”Jeg tigger og beder til at den vil, selvfølgelig kan jeg ikke love dig noget. Om ikke andet så må vi jo bare sørge for at jeg røre ved dig hele tiden, ikke sandt?” spurgte hun lidt morende. Ikke fordi hun ville have noget imod det, hun elskede at være ham tæt. Kroppen hvilede tæt ind til hans blottede overkrop. Med den lidenskab hun følte i det indre, og lysten til at være ham tæt, så var dette måske ikke det korrekte sted. De store ord var nogle Phoebe bestemt mente, hun gav dem ikke til hvem som helst. Måske de var farlige at give ham eftersom det var deres første nat sammen igen, men de pressede sig på, livet var så kort, og hun havde ikke tænkt sig at spilde den på at lege reserveret. Uskyldigt strøg hun fjerlet sin pegefinger langs hans nedre maveregion, netop for at vække dyret i ham, hun vidste jo hvordan. Selvom hun ikke burde, og selvom det måske var forhastet, så følte hun det slet ikke sådan i det indre, for de havde ventet en mindre evighed på at komme hinanden nær. Hun rynkede på panden og kyssede blidt hans hals. ”Jeg er uskylden selv, min kære. Jeg er begrebet lys, jeg er er det helligste af det helligste,” hviskede hun drillende i hans ører. Lige når det kom til denne form for begær, var hun ikke uskylden selv, hvilket hun udmærket godt vidste. Hånden lod hun glide i hans, kun for at slippe ham og i stedet rejse sig. Med et varmt smil, hjalp hun ham op af sofaen, og førte ham med sig ud af stuen. Skjorten lod hun blot ligge et tilfældigt sted bag sig, den ville han alligevel ikke få synderligt meget brug for. Hun førte ham ned af en forholdsvis lang gang, præget af et utal af vinduer som lukkede lyset ind. For enden lå det store sovekammer, som ligesom stuen var indrettet lyst og varmt. Det eneste lys var det naturlige fra månen selv. Døren skubbede hun stille i, før hun vendte sig mod ham, og stille hævede hånden kun for at ligge den mod hans bryst, endnu uden at slippe hans hånd. Alt i hende længtes efter at føle ham med alle sanser hun overhovede var i stand til at gøre brug af

[Deleted]

Det kunne godt være, at det var et gevaldigt krav at stille til en mand som var så desperat efter at komme hjem igen. At det så langt om længe så ud til at virke, var noget som kun bragte ham en form for tilfredsstillelse, hvilket selvfølgelig også gjorde det hele meget nemmere og bedre for hans vedkommende. Han lagde hovedet tæt ind mod hende. At hun kaldte ham for sin kære, var slet ikke noget som han havde noget imod, hvor han faktisk havde savnet at have hende ved sig. Hun havde også været hans drivkraft igennem al den tid som han havde tilbragt med artsfællerne, hvor han samtidig også havde frygtet for at han aldrig ville komme hjem igen.. Hun havde været i hans tanker som det eneste, sammen med deres elskede børn, og nu havde han endelig muligheden for at gøre noget ved det! ”Det har jeg savnet at høre..” endte han ganske sigende, som han roligt blev liggende tæt ind mod hendes skikkelse, som hun havde lagt armene omkring ham. Ikke fordi at han havde noget imod det, for han kunne godt lide at hun faktisk viste ham hvad hun gerne ville gave, for det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Det ville ikke gøre mig noget, Phoebe. Jeg beder bare til at velsignelsen vil gøre mig lidt mere.. hellig end hvad jeg er nu,” endte han med en rolig stemme. At hun ville have ham med på soveværelset og samtidig strøg hånden over hans nedre maveregion, var noget som satte en gevaldig sitren i ham, også fordi at det vækkede det dyriske i ham. Svagt viste den ene tand sig i hans mundvig, for hun vækkede det i ham, som ikke havde været vækket igennem frygtelig mange år. Han lod hende roligt hjælpe ham op på benene, hvor han også lod skjorten ligge, da han ikke just regnede med at få brug for den lige foreløbig. De havde hele natten, inden han skulle være nede i kælderen, også selvom det nagede ham lidt, at han ikke kunne være rundt om hende i løbet af en dag, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”Jeg er ked af at skulle informere dig om, at det blot er en tanke af drømme, min egen.. Du er ikke så uskyldig,” endte han ganske sigende, som de søgte i retningen af hendes værelse. Smukt var det skam, også selvom det i hans forstand, var alt for lyst! Ikke fordi at han sagde noget til det, for fremtiden var jo endnu frygtelig uvis, så han vidste ikke om.. han nogensinde ville flytte op på et sted som dette, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han hævede roligt hånden som hun lagde den mod hans bryst, så han selv kunne ligge den mod hendes kind som han strøg ganske let. Han så glimtet i hendes øje, som han havde savnet at se, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. ”Nu begynder jeg at kunne kende dig igen,” endte han i en hvisken tæt ved hendes øre.