Please talk to me!

[Deleted]

Igennem det sidste lange stykke tid, havde Darryl været huset ved Yasmya, selvom han slet ikke brød sig om den tanke, at en kvinde skulle holde enden oppe på ham, for han kunne jo sagtens gøre tingene på egen hånd. Nu som det var sagt, så var han virkelig glad for muligheden ved at have hende ved sig, da det var noget som faktisk betød uendelig meget for ham, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han følte sig rolig.. og nu hvor han kunne få ordentlig styr på hans væsen for alvor, så var det naturligvis noget som han var frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede velsignelsen, hvis det betød at han kunne være sammen med hende igen, og så håbede han virkelig bare at det hele skulle virke! Selvom det nu ikke var det som hans store fokus måtte hvile på, men hende, så var det faktisk noget som passede ham udmærket. Han var ligeglad med hvordan folk så på ham, for han kunne med hånden på sit kolde og døde hjerte, sige at han aldrig havde gjort nogen noget som helst! Han smilede let til hende, som akten måtte køres færdig, også selvom han på ingen måder følte sig træt endnu, så kunne han jo udmærket godt se, at det forholdt sig anderledes for hende. Med en krop glinsende i sved og med det hamrende hjerte, så følte han sig selv.. beæret over endnu en gang at have fået lov til at lægge sig ned ved siden af hende, for det var noget som uden tvivl, også betød frygtelig meget for hans vedkommende. Dynen trak han godt om hende, hvor han roligt lagde sig ind til hende, hvor hun lagde sig med ryggen mod hans front, selvom han på ingen måder sagde noget til det. Han synes det var fantastisk at hun ikke afviste ham, for dette var uden tvivl noget af det bedste han nogensinde havde oplevet. Han havde fået lov til at markere hende, blive lukket ind i hendes hjerte endnu en gang, og han var kommet hjem.. Det var virkelig den bedste dag, foruden den dag hvor han var blevet far. Han lagde sig godt til rette, hvor han lod hende tage hans arm, så hun kunne skænke hans knoer et kys. Smilet bredte sig ganske svagt på hans læber. ”Alt hvad der gør dig glad, gør mig glad… Jeg elsker også dig..” Blidt skænkede han hendes skulder et roligt kys, kun for at lægge sig godt ind mod hende. Han slap et dæmpet suk, også fordi at han følte sig.. komplet endnu en gang, og det var noget som uden tvivl også gjorde ham fuldkommen rolig, så det var noget som han havde det helt fint med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Sov du blot min kære.. Jeg er i kælderen når du står op igen,” hviskede han roligt. Så lang tid at solen endnu ikke var oppe, så frygtede han ikke noget.. Desuden, så ønskede han jo at have lov til at ligge der sammen med hende i al den tid som han nu kunne!

[Deleted]

Phoebe havde ikke et stort kendskab til havd han havde fordrevet tiden med, foruden at han havde været bosat med Yasmya. Foruden til den faste gudstjeneste om søndagen, havde hun ikke set hende, og hun havde slet ikke haft mulighed for at tale mere med hende end som så, hvilket et sted gjorde ondt, for den lille pige havde altid haft en stor betydning for hende. Selvom hun ikke havde haft noget imod at de to havde fundet trøst i hinanden, så var hun nu glad for at have Darryl ved sig igen, for det var trods alt der hvor han måtte høre til. Hun tiggede og bad i sit stille sind til at velsignelsen ville gå glat, så hun rent faktisk ville få muligheden for at være sammen med ham. Måske deres elskov ikke havde formået at køre ham træt, men hun var blevet direkte udmattet. Ikke nok med at det var lang tid siden hun sidst havde været ude på den slags aktivitet, men hun var ligeså menneskelig og han var vampyr, der skulle ikke nær så meget til at køre hende fuldkommen træt. Hendes hjerte bankede fast, ligesom hun var endt forpustet. Hendes krop var dækket i sved, ikke fordi hun direkte havde det varmt som sådan, men nok mere på grund af flammen der brændte i det inde. De mørke lokker førte hun over sin ene skulder, så det ikke ville komme i vejen for ham. Hun puttede sig godt under dynen og ind i hans favn, hvor kroppen næsten automatisk faldt fuldkommen til ro, det var jo evigheder siden hun sidst havde følt sig så tryg og beskyttet.. bare det ikke at være alene i mørkets timer, for dem havde hun jo aldrig været vildt glad for. Blikket gled i af ren go skær udmattelse, også selvom hun ikke kunne lade smilet falme. Hun fortrød ikke at hun havde ladet ham komme så tæt på sig igen, for hun havde haft mindst ligeså stort behov for det som han selv, ligeså stor lyst til at udfri den forfærdelige længsel. Først nu følte hun sig mere afslappet end hun havde gjort i guderne måtte vide hvor mange år efterhånden. ”Du gør mig glad.. nogle gange,” tilføjede hun og kluklo morende. Måske hun nærmest lå der og halvsov, men det betød ikke at hun allerede var helt fjern. Hans knoer skænkede hun et let kys, inden hun atter lod den sænke så den igen endte om livet på hende, hvor han kunne holde hende tryg. Det føltes godt at vide at han var det. Kysset mod hendes skulder, lod hende blot slippe et let suk, som hun rykkede en smule mere ind mod ham, næsten som en indbydelse til at skænke hende flere af den slags, for det fyldte hende virkelig med et behag uden lige. Langsomt havde hendes hjerte fundet en mere rolig rytme, ligesom hun ikke længere følte sig så forpustet som hun havde gjort før. ”Godt.. fald nu ikke i søvn, jeg ønsker faktisk at finde dig hel, når mørket engang falder på igen,” hviskede hun dæmpet og kvalte et gab. Det sidste hun ønskede, var at solen skulle brænde ham, og hun ville vågne op ved siden af en bunke aske. Hendes mange tanker gled langsomt væk og blev fjerne, hvilket åbnede op for drømmeland. Med smilet på læben, gik der ikke lang tid før hun var blevet rolig nok, og langt om længe gled ind i en fredelig og rolig søvn, nu var han der jo til at passe på hende, så havde hun intet at bekymre sig for i det hele taget.

//Out

[Deleted]

Det var ikke fordi Darryl havde tilbragt tiden med det vilde, andet end at hjælpe Yasmya når det havde været nødvendigt, for det havde været hårdt for en ung kvinde som hende at stå med det hele, og det var jo faktisk noget som han havde forståelsen for. Han havde jo bare ønsket at have et eller andet at fordrive tiden med, og det var noget som hun havde skænket ham. Hun havde skænket ham en følelse af at han kunne bruges, og at han var brugbar, hvilket var noget som han var frygtelig, frygtelig glad for! Selv i det indre, ville han tigge og bede til at den velsignelse ville virke, så han kunne få lov til at være sammen med hende, for han var i den grad af den overbevisning, at det var her sammen med hende, han skulle være, og det var bestemt ikke noget som nogen skulle have lov til at afholde ham fra! Han elskede hende, og han ønskede at passe på hende, hvilket han bestemt heller ikke kunne se det forkerte i når det endelig skulle være i den anden ende. Armene søgte let omkring hende, kun for at holde hende tæt ind mod sig, men også for at passe på hende, og give hende følelsen af det, for det var noget som han faktisk vægtede frygtelig højt, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Hvis han bare kunne gøre hende lidt glad, så var det jo uanset et skridt i den rigtige retning! ”Så er jeg jo allerede godt på vej..” hviskede han roligt, som han skænkede hendes skulder endnu et roligt og blidt kys. Han elskede hende, og naturligvis, var det noget som han ønskede at vise hende, nu hvor han havde muligheden for det. Han kunne udmærket godt fornemme, at hun var træt, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod. Han smilede let for sig selv, kun for at lægge sig godt og tæt ind mod hende igen. Han skulle nok være væk, inden solen ville være oppe, også fordi at han vidste hvad der ville ske, når solen ville stå op. Velsignelsen var ganske vidst noget som gjorde ham en anelse usikker, men det var vel heller ikke underligt? Han skulle blive en del af lyset, også selvom det var noget som han faktisk gjorde selv med sin største glæde, så det i sig selv, var ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Det lover jeg.. Du må jo prikke til mig, når velsignelsen skal finde sted, min kære,” hviskede han roligt, også selvom det var tydeligt for ham, at hun allerede var ved at glide hen i søvnen. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for hvis det her betød at hun var tryg og ikke mindst komfortabel, så var det noget som passede ham selv helt fint! At hun så gled helt i søvnen, så blev han liggende for en stund, inden han frygtelig forsigtigt trak sin arm til sig. Solen ville inden længe være på vej op, og så ville han ikke kunne ligge der – ikke endnu om ikke andet. Han kyssede let hendes kind. ”Vi ses snart igen, min kære..” hviskede han roligt, inden han trak sig ud af sengen og ud af hendes værelse i sin søgn efter kirkens kælder, kun for selv at krybe i skjul for den opgående sol.

//Out