Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 13, 2013 6:52:04 GMT 1
Matthew betragtede ikke sig selv som en landsforræder ved at følge sit hjerte. Ja, han havde måske forladt landet, men det var ikke ensbetydende med, at han havde forladt det af hjerte, men det var vel bare typisk dem som frygtede det, at de afskyede det? Han tog nu ikke hendes ord særlig tungt, også selvom det naturligvis glædede ham, at han havde været i besiddelse af en styrke, som hun havde beundret, og som hun faktisk havde haft brug for til lands, men der havde jo ikke været nogen til at redde ham, da han havde haft brug for det. ”Jeg forlod måske landet fysisk, men tror du nogensinde jeg kunne finde på at forlade Dvasias af hjerte? Du frygter for hvad jeg oplevede.. Du frygter for de følelser Eniqa satte i mig.. Gør du ikke?” I det store og hele, så var det en morende tanke, som han slet ikke kunne undgå at lade sig mærke af, og et sted morede det ham. Han havde frygtet den for mange år siden, men havde lært at et var.. godt. Selv for en dvasianer. Jaqia var bange. Der var intet andet som gav mening, selvom det nu heller ikke var noget som kunne komme bag på ham som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen. Enhver havde gjort noget, som plantede dem som landsforrædere, og hun brugte det udelukkende som en undskyldning. Hun havde reddet ham. Han ville være død igen, hvis hun bare havde ladet ham rende rundt derude i kulden, men hun havde ikke gjort det, og til hvilen grund? ”Det er ikke hvad jeg ser,” påpegede han ganske sigende. At hun så skulle læne sig mod ham og stryge hans kind, satte en sitren i ham. Hendes ord i sig selv, indikerede kun hvad han allerede vidste fra før af, og det var uden tvivl også en frygtelig morende tanke for hans vedkommende. ”Du er bange for det, Jaqia.. Du frygter virkelig for hvad jeg gør ved dig.” Han ville ikke se en kvinde tage den magt og kontrol sådan over ham. Hun var en kvinde, og naturligvis, var det sådan at hun skulle have det, og intet andet, for han fandt sig slet ikke i det! Han himlede med øjnene. Han gad virkelig ikke gøre det til et kæmpe problem, hvis det ikke var noget som hun var interesseret i at opleve. Han vidste at hun havde nydt hvad han havde gjort, og han synes bestemt ikke det var fair, at han ikke var gjort færdig! ”Du kan være så hård, kæreste.. Jeg er overrasket. Det beviser sig alligevel, at du ej besidder en rygrad,” konkluderede han. Han havde aldrig mødt nogen som var decideret bange for følelser og i at blive sat på plads. Hun fortjente det, og hun havde godt af det!
|
|
Alkymist
Arbejdsløs
363
posts
1
likes
My reality consumed me. Now i believe in my fantasy.
|
Post by Jaqia Destiny Angleráx on Aug 13, 2013 10:50:10 GMT 1
Uanset hvilke argumenter han smed på bordet, så ville Jaqia stadig anse hans handlinger for at være direkte landsforræderi. Han var gået imod landet og imod kongehuset ved at bosætte sig i Procias sammen med Eniqa, og den slags var ikke let tilgivet i hendes bog. Når det var sagt, så havde hun svært ved at sætte sig i hans tankegang. Landet var det kæreste et individ kunne have, det var en del af enhver personlighed og en del af ethvert hjerte. Hun missede med øjnene og så køligt på ham. ”Det gør ingen forskel om du forlod det af hjerte Matthew. Du vendte det ryggen for at bosætte dig i lyset, lade en sølle kvinde fratage dig den magt og dygtighed som du ville have kunnet opnå her. Der findes ingen undskyldning for at gøre som du gjorde, kærlighed eller ej, jeg kunne ikke stole på dig og det har intet med frygt fra min side at gøre. Jeg er ligeglad med hvad den kære Eniqa gjorde ved dig, hvad hun fik dig til at føle.. både du og jeg ved at Kimeya havde tabt den kamp hvis du havde været bosat i Dvasias, haft mulighed for at udvikle dig magisk. Han var en svag mand, Matthew, tiden havde ødelagt ham, Faith havde ødelagt ham og du formåede end ikke at slå ham ihjel? I mine øjne er det pinligt og selvforskyldt,” svarede hun med en rolig hvislen. Det fleste fandt hende intimiderende netop fordi hun aldrig hævede stemmen. Hun trak let på mundvigen. Han kunne ikke sige imod, han kunne have vundet sin sejr hvis ikke han havde ladet sig binde på hænder og fødder af lyset. Tanken om at nogle kunne have så meget magt over en skræmte hende, og hun havde lovet sig selv at ingen skulle komme hende så tæt, af den grund forsøgte hun at skubbe sin kvindelighed fra sig, netop på grund af de svage sider det medbragte, og Matthew fandt dem frem i hende, hvilket hun faktisk blev bange for. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Med alt respekt, så har jeg følt en mands kærtegn hundrede af gange og jeg vil ikke påstå at de skræmmer mig,” afviste hun lidt ligegyldigt. Hans ord fik hende til at stoppe op. Hun så ned på ham for et øjeblik inden hun kravlede op i sengen og tog et fast greb om hans kæbe, kun for at skubbe ham ned i madrassen. Hun satte sig over ham, stadig uden klæder for underlivet. Neglene mødte hans hud, hun pressede så hårdt hun kunne uden at kradse hul. ”Er det her rygrad nok for dig?” hviskede hun faretruende i hans ører og blottede tænder. ”Jeg reagerede et land i årtusinder.. jeg voksede mig stærkere og stærkere for hver dag. Det eneste du gjorde var at stikke halen mellem benene som en ussel køter, og på grund af hvad? Kærlighed? Hvem af dig og mig er uden rygrad, kære Matthew?” hviskede hun med en vred undertone, før hun tvang hans hals blottet og satte tænderne i hans varme kød.
|
|
Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 13, 2013 18:48:01 GMT 1
Landsforræder eller ej, så var Matthew stadig mørk af sind, og det ville han for altid være, uanset hvor i verden han ville befinde sig. Han havde ganske vidst slået sig til ro i Procias, og de havde ladet ham være der, og det var noget som han jo egentlig havde det ganske fint med, når det nu endelig skulle være. Han kneb øjnene fast og direkte sammen, og efterfulgt af et kort fnys. Han havde måske ikke været i stand til at slå en svagelig mand, men selv den respekt som han havde for Kimeya, så havde han også lagt sig ned med en respekt, som han yderst sjældent udviste for nogen som helst. ”Mørket har aldrig nogensinde forladt mit hjerte, min krop og ej heller mit sind! Kimeya slog mig ærligt og fredeligt, og jeg ved lige så, at jeg næsten tog ham med mig i faldet. Ønskede du at jeg skulle overleve, eftersom du kalder mig som landsforræder?” spurgte han ganske kortfattet. Han vidste at landet nok var det eneste som Jaqia havde at elske, simpelthen fordi at hun ikke turde at gøre noget andet ved følelser, men det var slet ikke noget som han ville blande sig i. Han havde taget springet, og han fortrød absolut intet. Matthew var direkte overrasket over at Jaqia var så usikker, som hun egentlig var, var næsten det som overraskede ham mest, hvor han direkte stirrede i retningen af hende med den samme ganske så kortfattede mine. Det var ikke fordi at han mente og snakket om lyst, for det kunne ethvert individ da føle, så det var der da ikke noget ekstraordinært i det. ”Jeg snakker ikke om den brændende lyst ved en dans i lagnerne, Jaqia,” påpegede han med en ganske kortfattet tone. At hun så kravlede direkte over ham ved hans følgende ord og satte neglene direkte i ham, selvom hun ikke kom igennem, så var det ikke frygt det satte i ham. Han trak næsten bare muntert på smilebåndet, hvor han næsten måtte holde sig igen, for ikke at ende med at grine af hende, for det var simpelthen for morsomt! ”Du flygter, Jaqia, og hvis du tror, jeg bliver bange for dig, så kan du godt tro om igen. Jeg taler ikke om følelsen af hjem, når man er i sit hjemland, eller at du har reageret et helt land, for det ved jeg skam godt du har. Du frygter det jeg planter i dig.. Er du virkelig så bange for at være en kvinde? Er du så bange for hvad jeg planter i dig af tanker og følelser? Du er en kvinde Jaqia, og det er for pokker kun på tide, at du indser det, og ikke fortsætter med at flygte fra det!” endte han med en fast og sammenbidt tone, for det gjorde da ondt! Men han var ikke bange for hende.. Han troede ikke på at hun ville gøre ham noget, for så havde hun gjort det for lang tid siden. Som hun blottede tænderne, nåede han slet ikke at reagere, før de sad i hans hals. Han slap et kraftigt gisp, hvor han svagt forsøgte at vride sig fri under hende. Han fandt sig slet ikke i det!
|
|
Alkymist
Arbejdsløs
363
posts
1
likes
My reality consumed me. Now i believe in my fantasy.
|
Post by Jaqia Destiny Angleráx on Aug 14, 2013 9:03:44 GMT 1
Man kunne tage en mand væk fra mørket, men aldrig tage mørket ud af ham. Jaqia vidste at Matthew i hjertet var en sand dvasianer, men det gjorde ingen forskel, når han kun havde bevist anderledes. Hun havde hørt rygterne om hvor glade Procias var blevet for ham, han havde hjulpet dem og det var ikke noget hun kunne acceptere! Kimeya var en hård modstander, men det ændrede ikke på at Matthew ikke havde været i stand til at slå ham selvom han kunne have været, og hele hans reaktion fik hende blot til at trække morende på smilebåndet. ”Ikke? Jeg har ellers hørt rygterne om hvordan du hjalp på slottet, hjalp med genopbygningen af muren, i mine øjne er det ikke noget der kommer mørke godt til. Hvad angår Kimeya så slog han dig måske i ærlig kamp, men du ved.. at det var ham som var faldet hvis du var blevet her, havde passet din pligt. Hvem ved.. måske du endda stadig havde haft en smuk forlovet og en ung datter at skræmme fyrene væk fra,” hviskede hun og tirrede ham lidt bevidst. Han kunne næppe sige hende imod. Jaqia forstod sig ikke på kærlighed, hun havde aldrig elsket et individ ud over Nathaniel. Hun elskede sine børn men følte bare ikke i hjertet når hun var omkring dem, så kold var hun blevet med tiden. ”Hvor er du dog poetisk,” endte hun mod hans ører. Der var noget lokkende i hendes tone der som regel varslede om farer rundt om hjørnet. Lige når det kom til følelser, så blev hun forvirret og et sted misundelig på dem som faktisk kunne føle den, hun var aldrig blevet elsket. Hun lænede sig langsomt ind over ham, uden at slippe hans blik. Deres næser mødtes og først der stoppede hun, dog uden at fjerne hånden fra hans kæbe. ”Jeg ved udmærket at jeg er en kvinde, tak. Hvad er det du vil have mig til? At skyde nogle flere unger ud, gifte mig med en omsorgsfuld mand? Stille mig bag kødgryderne og bruge min fritid på at strikke huer? Jeg har altid været skabt til noget større, så hvis du kalder det at flygte at jeg lever i en mands fodspor, så ja.. så flygter jeg fra mit køn,” svarede hun og overvejede slet ikke at han snakkede om følelser. Den slags forstod hun sig jo ikke på uanset. Halsen tvang hun blottet kun for at sætte tænderne i ham. Det var en pludselig indskydelse. Hun ønskede virkelig at markere ham! Det at han vred sig gav hende blot mere blod på tanden. Hun smilede bag sit bid og lukkede næverne om hans hår, for at holde ham i ro. Det var ikke fordi hun mere end en mundfuld fra ham. Tungespidsen gled over hans varme hud for at fange de søde dråber, guderne måtte vide hvor meget hun nød følelsen! Efter lange øjeblikke, trak hun sig langsomt igen.
|
|
Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 15, 2013 7:11:09 GMT 1
Matthew kneb øjnene let sammen. Uanset hvad han havde gjort, så var det ikke fordi at han var blevet lys af sind, for mørket, var aldrig noget, som nogen, nogensinde ville være i stand til at rive fra ham igen bare sådan uden videre, og det var noget som han stod fuldkommen fast på! At Jaqia så skulle forsøge at argumenterer med noget, som hun slet ikke var kendt med, for han havde ganske vist hjulpet med opbygningen igen, men det var bestemt ikke ud af hans gode hjerte, men for at folket skulle lade ham være i Procias’ skove, hvor han havde slået sig ned med Eniqa. Selv elverne og druiderne havde ladet ham i fred trods alt. ”Så intelligent som du skulle siges at være, så er det jo kun det stik modsatte jeg ser lige nu, Jaqia.. Mørket har aldrig nogensinde forladt mit hjerte og mit sind, selv efter de år, som jeg tilbragte på den anden side af muren. Jeg hjalp dem med et svageligt fundament til et slot, som de tror er utrolig stærkt, og de lod mig være i fred, med min elskede Eniqa, og intet andet ligger i den. Ej har det taget mørket fra mig,” endte han med en ganske kortfattet stemme, for det andet frustrerede ham, for der var intet hold i det, set fra hans side, og hun vidste det! Jaqia reagerede temmelig voldsomt, hvilket kun indikerede, at han havde ramt en øm nerve, hvilket uden tvivl var noget, som morede ham! Han frygtede ikke for hende eller noget som helst, for det havde han slet ikke nogen grund til, og det var jo trods alt også det som han vidste. Han lå stiv i sengen, for han vidste udmærket godt hvad de negle kunne gøre ved ham, hvis han bevægede sig for meget, og han var bestemt ikke interesseret i, at skulle lade livet forlade ham på den måde! ”Du kan ikke modsige mig,” påpegede han med en ganske kortfattet tone. ”Du flygter fra de følelser jeg planter i dig kæreste.. Ikke fra dit køn. Enhver mand tændes af en kvinde med ben i næsen.. Du er bange for tanker og følelser.. Du flygter jo fra det,” endte han ganske sigende. Tænderne som hun lod synke direkte i hans hals, havde han dog ikke set komme, og det kraftige tag hun havde i hans hår, så kunne han jo heller ikke ligefrem gøre det største ved det, for han var jo træt endnu, og nu hvor hun sad over ham på den måde, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved. Som hun trak sig fra ham, så gispede han let efter vejret. ”…. ” Han vidste slet ikke hvad han skulle sige!
|
|
Alkymist
Arbejdsløs
363
posts
1
likes
My reality consumed me. Now i believe in my fantasy.
|
Post by Jaqia Destiny Angleráx on Aug 16, 2013 13:46:20 GMT 1
Selvfølgelig var Jaqia kun kendt med små bidder af historien, men hun var også ret ligeglad med resten. Måske han ikke følt at mørket havde forladt ham, men han havde ikke ligefrem gjort noget for dem, hvor han derimod havde haft tid og mod på at hjælpe procianerne med deres ynkelige projekter. Hun holdt ham nede under sig i sengen. Rent styrkemæssigt kunne han slet ikke måle sig med hende, hvilket til tider havde sine fordele. De isblå øjne gennemborede hans. ”Er det uintelligent af mig at dømme ud fra det jeg ser? Hvad du har følt personligt.. om du har følt dig mørk i hjertet, det rager mig! Det er de ting man gør der tæller og hvad gjorde du for mørket min kære? Ud over at give flere problemer? Man ligger som man har redt, og jeg nærer en ret ringe tillid til dig før du har bevist dit værd,” erkendte hun direkte. Han irriterede hende. Måske han havde ret når det kom til hendes problem med følelser, det var ikke nogen hemmelighed. Til gengæld så måtte han også se i øjnene hvad han havde stemplet sig som, da han havde valgt kærligheden over sin loyalitet. Hun lænede sig langsomt ind over ham, et sted stadig lysten efter at mærke ham tættere på. Lyst var den eneste følelse foruden vrede hun oprigtigt følte, og desperat som hun var, så havde hun gjort dette i mange år, bare for at føle noget. Jaqia holdt ham nede med sine negle, ikke bange for at skære hul hvis det skulle blive nødvendigt. ”Er det nu en hemmelighed? Jeg frygter skam ikke for det du sætter i mig, kæreste. Det er ren lyst, ikke så meget selvros,” svarede hun med en intens hvisken i hans øre. ”Jeg var blot et øjeblik ved at begå en enorm fejl. Selv jeg har standarter når det kommer til mænd, og landsforrædere har aldrig stået særlig højt på min liste,” bed hun og satte tænderne i ham. Det var ikke meget hun tog, men hun nød øjeblikket inden hun igen trak sig. Matthew var tydeligvis chokeret. Det samme var hun for.. hvorfor pokker havde hun gjort det? Modsat ham forblev hendes mine dog kold og intetsigende. Hun trak sig fra ham. ”Slap af, du dør ikke,” påpegede hun ligegyldigt og satte sig på sengekanten, hvor hun rakte ned efter sine bukser. De var trods alt ikke lette at få på.
|
|
Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 17, 2013 7:54:02 GMT 1
Matthew var egoistisk af sig, og det havde han også altid været, og han så bestemt heller ike noegen grund til at lave det om. Han havde handlet for sin egen overlevelse på et nyt sted.. Handlet for, at de kunne få lov til at leve i fred, ogdet var vel ingen synd? Jaqia forstod det ikke, men hun havde vel heller aldrig oplevet det, at man virkelig havde fundet en, som man kunne elske og holde af. Det havde han derimod! ”Jamen dog.. Fortryder du pludselig, at du valgte at redde mit liv derude i vinterens kulde, Jaqia? Jeg fortryder intet af hvad jeg har gjort. Jeg fortryder ikke, at jeg tog til Procias, for jeg havde det faktisk ganske udmærket der, sammen med Eniqa. Vi skulle til at skabe os en familie, og vi var glade.. Har du nogensinde forsøgt dig med det? Finde en, som du faktisk kunne være glad med?” spurgte han ganske kortfattet. Svagt var det måske i hans øjne, men han havde ikke underlagt sig lov og ret, og så stillet sig tilfreds med det, men derimod hævet sig over det, kæmpet for sig selv, og gjort hvad han havde fundet rigtigt, for han var jo blevet frygtelig glad for Eniqa, og de skulle have haft en familie.. Noget som var blevet ødelagt og revet fra ham som intet andet i den anden ende, og det gjorde ham rasende. Matthew vidste at han havde ramt en meget øm nerve ved Jaqia, ellers ville hun ikke reagere så kraftigt som hun gjorde, og var det noget vidunder, at det var noget som et sted morede ham? Han var ikke bange for hende, som en af de få, for han vidste at hun kunne gøre det, og han vidste, at han et sted spilede en vigtig rolle her, for ellers havde hun vel også bare ladet ham gå til i vinterens kulde derude? Taget hans liv, og lade liget ligge? ”Du skjuler og snyder dig selv for en masse, Jaqia. Kærligheden og følelsen af, at man ønsker at gøre alt for vedkommende, som man elsker højere end noget andet, er en fantastisk styrke. En skam du ikke kan se det.. Du har vel aldrig nogensinde oplevet det, har du?” endte han kortfattet. Lysten kendte han selv kun alt for godt, men selv han.. ønskede jo at lægge mere i det, nu hvor han selv var kendt med hvilken fantastisk følelse det var. Som hun trak sig, så blev han liggende. Det var.. intenst. Han havde jo ikke ligefrem oplevet det, at blive bidt før! Blikket gled mod hende, som hun bare fortsatte med sit tøj, som.. var han ligegyldig. Han kneb øjnene sammen. ”Du kan tro nej!” endte han med en fast tone. Med hånden, så greb han direkte ud efter hendes nakke, for at rive hende med ned i sengen. Han lod hende ikke bare gå! ”Du kan lige så godt bare blive her, kæreste. Turen til slottet er lang herfra,” påpegede han med en ganske kortfattet tone.
|
|
Alkymist
Arbejdsløs
363
posts
1
likes
My reality consumed me. Now i believe in my fantasy.
|
Post by Jaqia Destiny Angleráx on Aug 17, 2013 8:40:01 GMT 1
Jaqia kunne ikke sætte sig ind i hans tankegang, for hun havde aldrig oplevet kærligheden på egen krop. Ja både Alexander og Samuel havde givet hende de store ord, og havde med garanti ment dem, det nyttede bare ikke så meget, når hun ikke selv var i stand til at elske på den måde. Ikke andre end Nathaniel vel og mærke. Uanset hvad kærligheden havde givet ham, så havde han forladt sit hjemland, og indvilliget i at bo i en lys skov uden mulighed for videreudvikling af sine talenter og den tanke irriterede hende. Hun rystede på hovedet. ”Nej jeg fortryder ikke at jeg redede dig, det betyder at du står i gæld til mig, det vil blive nyttigt før eller siden. Det betyder dog ikke at jeg har tænkt mig at ligge med dig, for det ville være langt under min værdighed,” svarede hun en kende spydigt også selvom hans ord faktisk var hende et lille stik i hjertet. Den eneste mand hun nogensinde havde ønsket, havde givet sit hjerte til en anden. Hun så væk uden så meget som en følelse at sporer i blikket, en naturlig del af hendes forsvar. Måske hun var en hård dronning, men i det skjulte, det som ingen så, så havde hun behov for at blive elsket som alle andre. ”Jeg har skam overvejet det, men jeg tror ikke på den store illusion om kærlighed. Den dag jeg finder en at leve sammen med, bygger det i højere grad på gensidig respekt og ud fra hvad der er praktisk i forhold til landet,” svarede hun med et skuldertræk. Det var ret tydeligt at han var chokeret efter bidet. Hun satte sig med ryggen til ham og begyndte at bakse sine bukser på plads, selvom hans ord, fik hende til at afbryde. Hun stirrede med en stram mine mod væggen frem for sig. Et sted formåede han at sårer hende som kvinde, men hun holdt facaderne skarpt så det ikke sås. ”Det er den kærlighed jeg nærer for mine børn, Matthew og det er alt hvad jeg har brug for at føle. Jeg sætter gerne mit liv på spil for dem, men at finde en mand eller kvinde at gøre det samme for.. i mine øjne lyder det som at leve hver dag i en dødsfælde,” svarede hun tonløst. Nej.. hun havde aldrig oplevet andet en dyrisk kærlighed eller kærligheden til sit eget kød og blod, deriblandt hendes børn. Hun havde taget afstand fra kærlighed og fra følelser og om hun ville det eller ej, så var hun en ensom kvinde. Det pludselige greb om hendes nakke, tvang hende ned i sengen. Hun så op på ham og trak lidt morende på smilebåndet. Bukserne var bakset op over skindebenene, længere var hun ikke kommet. ”Turen kan jeg klare.. slip mig,” udtalte hun i en ordre.
|
|
Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 18, 2013 9:13:35 GMT 1
Matthew fortrød på ingen måde, at han havde valgt at søge til Procias sammen med Eniqa, og så måtte alle andre jo mene hvad de ville, og han kunne ikke ligefrem være andet end fuldkommen ligeglad. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse i stedet for. Uanset hvad, så havde hun reddet hans liv, og hvis han var så svag og slap i hendes øjne, så forstod han da slet ikke, hvorfor hun havde gjort det, men det var jo ikke hans sag. Han trak let på skuldrene, som betød det absolut ingenting. ”Det vil være langt under din værdighed, at ligge tæt i tæt med mig? Og alligevel har du valgt at sprede dine ben og ladet mig skænke dig en oplevelse af den syvende himmel? Der er noget der, som ikke harmonere kæreste,” påpegede han med en ganske kortfattet tone. Virkelig et smukt tidspunkt, at de skulle ligge og skændes på, også fordi at han slet ikke havde fået lov til at gøre sig færdig, inden hun var stoppet! Kærligheden var noget af det mest fantastiske som Matthew havde oplevet. Det var en svaghed, som det uden tvivl også havde været en styrke. En tro på at man havde fundet sin plads, og at man havde noget at kæmpe for. ”Du frygter kærligheden. Du har aldrig nogensinde oplevet den, har du? Ved ikke hvordan det er at være elsket,” afsluttede han fast. Måske det var at lege med ilden, men det var vel rigtigt? Matthew var kendt med betydningen bag et bid, så hvorfor hun havde valgt at gøre det, var slet ikke noget som han forstod sig på i det hele taget! Det var da noget af det sidste, som han havde regnet med, fra hendes side af! Han kneb øjnene let sammen, som hun fortsatte med tøjet, som betød det intet for hende. Det var jo lige så, også noget som rørte ham. ”Kærligheden til sine børn, kan og vil aldrig nogensinde kunne måle sig med den som man kan have for et andet voksent individ,” endte han ganske kortfattet. Desuden havde han slet ikke nogen intentioner om at lade Jaqia gå og bare lade ham ligge der. Han tog fat i hendes nakke og rev hende ned i sengen ved siden af sig, og så var han ligeglad med hvad følgerne ville blive af det, for han frygtede hende ikke. Han var ikke bange for, hvad hun kunne finde på at gøre ved ham. ”Du kan jo lige så godt blive liggende her sammen med mig.. Nyde en stund med en voksen mand, være en kvinde og tage hjem, når mørket falder på… ikke sandt?” spurgte han ganske sigende. Hånden strøg han over hendes kind og videre nedover hendes hals. Han ville jo ikke have hun skulle gå nogen steder.
|
|
Alkymist
Arbejdsløs
363
posts
1
likes
My reality consumed me. Now i believe in my fantasy.
|
Post by Jaqia Destiny Angleráx on Aug 18, 2013 21:12:16 GMT 1
De fleste havde allerede stemplet Matthew som en landforræder og det var uanset om han fortrød det eller ej. Jaqia mest af alt var skuffet, og nu kun glad for at fornuften var gået op for hende frem for at lade sig blænde af den lyst som stod stærkt i hendes krop og sind. Hun ønskede at mærke ham tæt på sig, hvilket næsten skræmte hende for hun plejede at være i stand til at styre det. ”Intet ved mig harmonerer min kære. Jeg er bange for at jeg havde et svagt øjeblik og hvad du skænkede mig var skam ganske rart.. jeg dyrker bare ikke folk som dig,” hviskede hun næsten legende. Det var måske et mærkværdigt tidspunkt at skændes på, men et sted… tændte det hende udelukkende fordi han trådte ind i den dominerende rolle som tvang hende i en kvindes sted, hvilket hun slet ikke var vant til. Kærlighedens styrke havde Jaqia aldrig følt, for der havde kun været en enkel mand som nogensinde havde elsket hende og hun havde aldrig gengældt hans følelser som andet end en bror. Hendes mine var hård og følelseskold også selvom hun var påvirket af hans ord. Hvem ønskede ikke at blive elsket? Et sted inderst inde vel og mærke? ”Man kan ikke mangle noget som man aldrig har følt vel? Jeg har ikke haft det samme behov for kærlighed, jeg er trods alt et dyr.. et bæst af en grund,” påpegede hun lidt kortfattet også selvom det slet ikke var sandheden. Når alt kom til alt, var hun blot en kvinde med de samme behov som alle andre. End ikke Jaqia forstod sig på det bid hun havde skænket ham, men når det var sagt så fortrød hun ikke.. heller ikke selvom det ikke var Nathaniel hvilket forundrede hende. Dyret burde reagere kraftigere. De blå øjne så op i hans nu hvor han havde tvunget hende ned med det faste greb omkring hendes hals. ”Måske men jeg sætter ikke in lid til kærlighed til et andet individ som jeg gør til min familie eller mit land,” påpegede hun lidt fast og blottede tænderne igen, uden egentlig at tænke over det. ”Giv mig én god grund til at blive Matthew?” bad hun lidt hæst. Has kærtegn fik hende til at sitre selvom det bundne korset var i vejen for hans hænder. I endnu en magtdemonstration greb hun om hans hals og tvang ham ned under sig. Hun nægtede at være kvinden i alt dette!
|
|
Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 18, 2013 22:04:01 GMT 1
Matthew var egentlig ganske ligeglad med hvordan andre så på ham, for han havde taget et valg for sin egen del, for en gangs skyld, og så havde han også taget konsekvenserne. Han havde fået en chance mere, og det var slet ikke fordi at han ønskede at se hende gøre de samme fejl, ved at fortsætte som hun altid gjorde. Hun kunne dømme ham hvis det var det hun ville, for han var måske landsforræder ved at forlade landet, men mørket var aldrig nogensinde revet fra ham. Han kneb øjnene fast sammen. Så hvis det var under hendes standard, at gøre hvad man fandt ret for en selv, så var det virkelig dobbeltmoralsk af hende. ”Synes du ikke det er temmelig dobbeltmoralsk, kæreste? Jeg er en mand med ben i næsen, går mod strømmen og gør hvad der er bedst for mig, og ikke hvad andre beder mig gøre.. Det plejer som regel at gøre dig våd i trussen,” påpegede han med en tydeligt morende stemme. Han kendte hende.. Han havde jo kendt hende igennem mange år, så han vidste, at han ikke var helt ude i torvene ved de ord! Han trak vejret dybt. Kærlighed var et menneskeligt behov. Det var det at blive bekræftet, og vide at man var god nok. Han nægtede at tro på, at det ikke var noget som Jaqia havde brug for at vide! ”Vil du vove at påstå overfor mig, at du ikke har brug for at vide, at du er god nok? At nogen kan elske dig? Du er måske et dyr og et bæst, Jaqia, men selv et væsen som dig, har sine menneskelige behov.. Du kan nikke bilde mig andet ind,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Bidet var en ting, men Matthew var ikke dum. Han vidste, at der var en ganske særlig betydning bag det bid, ellers ville hun heller ikke ligefrem have givet ham det, og det var det som forvirrede ham. Han tvang hende direkte ned i sengen ved et greb omkring hendes hals. Han fandt sig ikke i, at hun tog den magt og kontrol over det hele. Det var hans tur nu! ”De to ting, kan slet ikke sammenlignes, kæreste,” påpegede han ganske sigende. Hendes greb om hans strube, tvang ham ned i sengen i stedet for, hvor han slap et dæmpet gisp. Ikke fordi at hun klemte eller noget lignende, men fordi at han ikke havde set det komme. Hans mine blev direkte gennemborende. Han fnøs ganske let. ”Du kan lide hvad jeg gør ved dig.. Og hvad jeg får dig til at føle.. I en mands selskab,” afsluttede han med en ganske sigende mine. Han frygtede slet ikke for hende, for han havde slet ikke nogen grund til det.
|
|
Alkymist
Arbejdsløs
363
posts
1
likes
My reality consumed me. Now i believe in my fantasy.
|
Post by Jaqia Destiny Angleráx on Aug 18, 2013 22:35:38 GMT 1
Egoisme stod altid i centrum ved individet og Jaqia var ingen undtagelse. Hun var ligeglad med hvad han havde fået ud af det, men han havde svigtet hende ved at forlade landet, vende dem ryggen uanset om mørket havde forladt ham eller ej. Det var irrelevant! Hans ord fik hende til at trække let på smilebåndet. Sevltilliden fejlede ingenting, det var helt sikkert. ”Åh du gjorde mig skam våd i trussen, Matthew, du kan jo bare mærke efter for at bekræfte det. Når det er sagt så slukkede det lidt lyset, da du mindede mig om det faktum at du er en landsforræder. Desuden vil jeg nærmere påstå at jeg er uden morale i det hele taget,” tilføjede hun sagte. Hun var en ærlig kvinde og han havde skam formået at placere lyst i hende, dog en som hun denne gang ikke kunne efterkomme. Det havde meget lidt med hans forræderi at gøre, men derimod frygtelig meget med det faktum at han tvang hende i den kvindelige rolle og langt mere det faktum at hun faktisk elskede det. Selv hun havde brug for at vide at hun var god nok, ikke kun som politiker men også som kvinde, noget som aldrig rigtig var blevet bekræftet for hende. På trods af de mange omkring hende, følte Jaqia sig i virkeligheden ensom, men om hun nogensinde ville erkende det overfor en mand som Matthew. Hun lod en finger løbe ned over hans varme kind. ”Kære Matthew, jeg har haft et helt folk til at bekræfte for mig at jeg var god nok, hvorfor skulle ét enkelt individs mening betyde mere for mig end det? Du ved intet om at være et bæst kæreste, så lad du mig om det ikke?” bad hun en kende advarende. Hvor havde han dog ret. Ubehaget voksede i hende på en måde hun ikke før havde oplevet, et sted blev hun vel faktisk.. ked af det? Folk omkring hende forelskede sig.. selv hendes kære søn men den ene mand som hun ønskede sig elskede en anden. ”Jeg er ligeglad,” hviskede hun intenst, inden hun tvang ham under sig. Endnu med bukserne halvvejs om skinnebenene, satte hun sig på ham og lænede sig ind over hans krop med vægten på sine håndflader. ”Det eneste du får mig til at føle Matthew.. er det samme som mange andre mænd før dig har fået mig til at føle. En brændende lyst, en længsel efter at mærke din krop. Du bør ikke lægge mere i det end som så,” løj hun dog ret overbevisende. Han frygtede måske ikke for hende, men hvis han blev ved så burde han begynde på det!
|
|
Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 19, 2013 6:41:00 GMT 1
De kunne skændes fra nu og til dommedag. Matthew tvivlede nemlig på, at det havde synderlig meget at gøre med hans såkaldte landsforræderi, men at hun derimod brugte det som en undskyldning, for at holde ham på afstand for sig. Han var en mand med ben i næsen, og han havde på ingen måder kvaler ved at tvinge hende ind id en kvindelige rolle, for det var da naturligvis der, at hun skulle være. Selvfølgelig skulle hun da være det! At han havde formået at stemme hende, var noget som fik det tilfredse smil til at glide over hans læber. Han kunne jo endnu! ”Du trækker dig med vilje, har jeg ikke ret..?” spurgte han ganske sigende. Ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle skændes med hende, men derimod hellere kutte den af, for det andet, var jo selv noget, som faktisk måtte frustrere ham en hel del, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var kun tydeligt for Matthew, at de ikke snakket det samme sprog, og han havde en sjov tendens til at tro, at det var fordi at hun ikke forstod sig på det, så var det alligevel en tanke som måtte more ham en anelse, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Han vendte blikket i retningen af hende og med den samme ganske kortfattede mine. For hans del, havde alt med Eniqa været noget, som havde givet ham en styrke.. Og han vidste, at selv et dyr måtte blive bekræftet som noget andet end en politiker! Det gik han ud fra i hvert fald. ”Så det du forsøger at fortælle mig, er at du stiller dig tilfreds med at blive bekræftet som en politiker, men ikke som person?” spurgte han med en ganske kortfattet stemme. De vendes i sengen, hvor han lå og stirrede direkte i hendes øjne, og med en tydelig dirren, for han nægtet at give hende den magt, også selvom der var en spænding i det også for hans vedkommende. ”Eller lader du som om?” spurgte han med en ganske kortfattet tone. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, også selvom han blev liggende pænt under hende. Han smilede let for sig selv, inden han selv hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. ”Enkelt.. Fordi det er noget, som du inderst inde, selv har lyst il,” påpegede han med en ganske sigende mine.
|
|
Alkymist
Arbejdsløs
363
posts
1
likes
My reality consumed me. Now i believe in my fantasy.
|
Post by Jaqia Destiny Angleráx on Aug 19, 2013 9:36:17 GMT 1
Dette var en diskussion som Jaqia aldrig ville føje sig i. Hun frygtede for sine følelser fordi bæstet altid havde været det som stod stærkest i hende, hun havde aldrig tilladt andet. Fra barnsben havde hun lært at gemme følelserne væk som et middel til at overleve og det var noget som hun aldrig havde været i stand til at give slip på. Hun var opdraget med kærlighed til dette land, det som hun selv havde været med til at bygge op, opdraget med kærlighed til den familie som havde været der hvilket primært var Alex, og nu forsøgte hun at være der for sine børn, det var det eneste hun kunne gøre. ”Det benægter jeg ikke,” svarede hun sandfærdigt. Det var ganske korrekt at hun trak sig bevidst, men at vedkendes at de havde med følelserne at gøre, det kunne og ville hun ikke. Hun havde ingen idé om hvad han snakkede om, for det var slet ikke et sprog hun forstod sig på i det hele taget. Kærlighed havde hun aldrig oplevet som sådan selvom chancen havde været der flere gange. Hun så intenst ind i hans blik, lænet ind over ham så deres læber var blot millimeter fra hinanden.. hun kunne mærke han trække vejret, høre hans hjerte som forblev roligt hvilket forundrede hende lidt. [color=CC6600”Min person er ligegyldig i det sammenhæng, kære. Jeg har ikke et behov for den form for bekræftelse,”[/color] endte hun med en hæs hvisken. Det var ren og skær løgn, for selvfølgelig havde hun brug for at blive bekræftet på lige fod med alle andre. Hun kyssede ham hårdt og bed ham let i underlæben. De blonde lokker faldt om hende og ned over hans muskuløse overkrop. ”Det ville være for nemt at fodre dig med svarene, Sherlock, du har tydeligvis allerede opstillet et hav af teorier,” påpegede hun lokkende. For et øjeblik havde hun igen lyst til at fortsætte deres gøren, det forbudte gjorde hende stemt, det faktum at hun hadede manden under hende.. det var pirrende. Blikket gled i som han strøg hendes kind, om end, så for et øjeblik inden det atter kom til syne. Den form for kærtegn var sjældne når det kom til hende. ”Selvfølgelig har jeg lyst til dig Matthew, men det kommer bare ikke til at ske,” endte hun og trak sig fra ham for igen at sætte sig på sengekanten. Hun skubbede de blonde lokker over den ene skulder og trak bukserne op om sine hofter før hun måtte rejse sig for at trække dem helt op.
|
|
Warlock
269
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Matthew Igleéias on Aug 20, 2013 7:22:49 GMT 1
Matthew havde allerede afsløret Jaqia, og det morede ham virkelig, at det var sådan her, at hun var. Afvisende overfor følelser. Det havde han selv været i starten, men Eniqa havde lært ham andet, og det var uden tvivl noget, som også gjorde sit for hans vedkommende, det var der ingen tvivl om. Hun kunne bruge hans såkaldte landsforræderi som en undskyldning, alt det som hun ville, og det vidste de jo udmærket godt, ikke holdt i længden. ”Du kan lige så godt indrømme det, kæreste.. Du frygter de tanker og følelser, som det sætter i dig.. Derfor trækker du dig; Af frygt.” Han vendte blikket direkte mod hende og med den ganske kortfattede og sigende mine. Han var ikke bange for hende, og selv ikke når hun tog den mere hårde attitude i brug, for det var jo såmænd hendes eget valg, når det endelig skulle være i den anden ende. Han fnøs ganske let. Hun kunne benægte det alt som hun ville, men alle havde brug for at blive bekræftet fra tid til anden. ”Jeg tror ikke du er klar over, hvad du egentlig snyder dig selv for. Alle har brug for bekræftelsen, og det er ikke en skam at indrømme det,” påpegede han med en rolig og ganske sigende mine i den anden ende. Tungen strøg han kort over sine læber, inden hun direkte krævede dem i et kys – Et som han slet ikke kunne lade være med at gengælde, nu hvor han havde muligheden for det! Han lukkede øjnene, kun for en kort stund. Matthew ville ikke sige, at han havde et hav af teorier, men derimod temmelig mange svar, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han fnøs ganske let, for bange for hende, det var han derimod slet ikke. ”Hvem siger at det er teorier, når jeg vil påstå, at det er de sande svar? Du benægter det jo heller ikke ligefrem,” påpegede han med en ganske sigende mine. Selvom han blev liggende, og hun igen begyndte at bakse med tøjet, så var det noget som uden tvivl virkelig måtte irritere ham nu! Han smilede let for sig selv. Hun indrømmede da, at hun havde lyst. At det jo så ikke kom til at ske.. Det måtte de jo se før eller siden om ikke andet. ”Du har lyst, men tør ikke.. Det er det som er dit problem.” Denne gang var det ham som satte sig op, og med blikket mod hende. Selvom han endnu måtte sidde der i ingenting, så var det nu ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han gad ikke og magtet ikke at slås med hende, for han havde efterhånden gjort det tydeligt for hende, at han ikke ønskede, at hun skulle gå nogen steder.
|
|