Where the f*ck am I?!

[Matthew Igleéias]

Det var mørkt og den store måne hvilede tungt på den store himmel, også selvom det knapt nok var noget som havde fanget Matthews opmærksomhed. Hvilken tidsalder han var vækket i, vidste han faktisk ikke, men den evige hvile som han havde ligget i efter han havde været i Arenaen for.. ja, guderne måtte vide hvor lang tid, så var han virkelig forvirret! Sneen hvilede endnu tungt i Dvasias, som han forsøgt at finde ud af det hele. Det eneste som han havde konkluderet, var at det måtte være vinter, så var det bestemt heller ikke noget som altid måtte tælle positivt, og i denne situation så gjorde det på ingen måde. Han rystede og han skælvede, som han selv kun kunne se de mange lys fra den store by Rimshia – også selvom byens navn faktisk var ham ukendt, da han ikke havde været kendt med at byerne var kommet til. Selv nu hvor han rendt rundt uden så meget som en trævl på kroppen, så kunne han for alvor godt mærke hvor koldt det egentlig var, da han heller ikke havde nogen steder at søge varmen, som han heller ikke havde nogen steder at søge ly, for han kendte jo ikke noget af det mere! Armene hvilede tæt omkring hans krop, som tænderne lige så måtte klapre. Igen følte han bare hvor.. træt han følte sig, selvom han vidste hvor dumt og ikke mindst hvor farligt det kunne være at give efter for den lur, for han var jo allerede klar over, at han aldrig nogensinde ville vågne igen!
Matthew havde ikke turde at bevæge sig ind i byen, da han frygtede for hvad han ville se, samt hvordan folk ville reagere på han, så han bevægede sig stort set i en cirkel udenom. Næsten som han bare søgte noget som kunne være bare lidt genkendeligt, også for hans vedkommende, så måtte han desværre erkende, at det ikke så ud som om at det hele gik som han ville have det! ”K-koldt..” Hans stemme var præget af træthed, som hans ben næsten føles som de måtte give efter under ham, selvom han ganske vidst var for stædig til at gøre det endnu! Han forstod ikke hvorfor hans hvile skulle forstyrres, da den havde været så fredelig igennem det som tilsyneladende måtte være mange år, for han kunne da slet ikke mindes at der havde været så mange byer sidst han kunne huske, at han havde slået øjnene op! Og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv fort hans vedkommende!
Hvor lang tid Matthew rendt rundt ude, vidste han ikke, men på et tidspunkt, kunne hans ben heller ikke mere. Sneen som han røg direkte ned i, satte de iskolde jag direkte igennem ham, hvor han bed tænderne kraftigt sammen. Let bukkede han i ryggen og stirrede ned mod sine ben, som selv var mørke og næsten helt.. blå at kigge på her i kulden, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han vidste ikke hvad han skulle stille op for første gang i hans liv.. For første gang i hans liv, så var han virkelig i vildrede!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var efterhånden ved at at blive sent, hvilket betød at mere eller mindre hele Dvasias var kommet til live. Sneen holdte ednu mange indendøre, særligt i krostuerne og barerne rundt omkring, var der liv og glade dage. Jaqia var efterhånden kommet på benene igen, efter at være blevet vækket. Det var lykkedes dem at holde liv i Noelle, og nu hvor hun var stabil og hvor Mattheus var blevet prajet lidt i den rette retning, så havde hun besluttet sig for at tage en tur rundt i Rimshia, mest for at lede efter forandringer. Ikke meget var det samme.. de gamle steder, som hun havde nydt at besøge – såsom Den Dansende Flamme, var desværre lukket, folk var blevet.. mere reserveret end de plejede, selv i Dvasias, også selvom hun i aften, ikke havde taget kontakt til nogle, men tværtimod blot observeret. Nu var hun kommet uden for hovedstaden, hvor lysene fra stuerne, ikke længere oplyste vejen. En ravnsort kappe, dækkede hendes slanke skikkelse, lige foruden kutten, som hun havde valgt at slå ned. En ugle tudede i det fjerne, hun bed sig ikke meget fast i det, men betragtede i stedet vejen foran hende. I månens skær, kunne hun ane det prægtige slot, et stykke væk, hvulket kun indikerede at hun var kommet en smule på afveje. Hendes skridt satte spor i den hvide sne under hende, hvis kulde efterhånden havde formået at berøre selv hende, selv på trods af de sylespidse tænder. Vinden legede med hendes blonde lokker, der endnu engang hang frit omkring hendes slanke skuldre. Selvom hun endnu var forbandet bleg, så var det svært i det hele taget, at ane sporene fra døden på hendes skikkelse. De mørke skygger under øjnene var borte, og hun så ikke længere træt og brugt ud, men førte sig i stedet frem med samme elegance som sædvanlig. På trods af at han bevægede sig temmelig langt fra hende, så fik Jaqia hurtigt øje på manden et sted i skyggerne foran hende. Hun kneb blikket sammen, og satte farten en smule op, kun for at opdage at han var nøgen. Dvasias i denne tid havde altid været kold, de var præget af de hårde vintre, som gled ind over dem fra Imandra som regel, det var bestemt ikke tid til at søge nøgen omkring. Hendes skridt var lydløse, alligevel besluttede hun sig for at følge ham med en forholdsvis god afstand, uden nogen form for genkendelse. Der havde generelt ikke været megen af den slags efter hun atter havde fået livet igen, de fleste var gået i døden.. venner som fjender, og Jaqia nævnte ganske vidst ikke noget for nogle, men hun følte sig lidt.. alene, selv i det land der engang havde været hendes, hvilket i sig selv var en tanke som var svær, hun bar ikke længere end form for titel. En tanke ramte hende.. hun havde endnu ikke spist, og en nøgen forvirret mand.. hvor meget var han værd i det hele taget? De rosa læber, spillede ud i et køligt smil, hun var ikke en tålmodig kvinde, desuden måtte kulden have afkræftet ham temmelig godt. Uden at tøve satte hun farten op og indhentede ham, det havde sine fordele at være det væsen hun var. Hånden hævede hun blot for at række ud efter hans nakke i håb om at få fat.

[Matthew Igleéias]

Matthew var efterhånden ved at blive så gennemkold, at det føles som knive stak overalt i ham og til ham. Han havde intet sted at søge hen og han kunne jo heller ikke bare komme rendende ind til byen. Han vidste for pokker ikke hvordan noget som helst var efterhånden! Dvasias kunne han ikke genkende, han kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst, og det var nu heller ikke fordi at det gjorde noget bedre for ham. Selv de isblå øjne havde mistet deres klare gnist af liv allerede for frygtelig mange år siden, og det var bestem heller ikke just noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han var virkelig iskold! Og det var virkelig også det eneste som han kunne tænke på lige nu! At han pludselig havde en gammel kending til at rende efter sig, havde han slet ikke nogen anelse om, og efterhånden var det jo ved at blive godt kold, så det forundrede ham egentlig heller ikke at folk blev inden døre, for det var jo.. bidende! Tænderne klaprede, også selvom hans arme forblev omkring hans nøgne krop, så var det ikke noget som bragte ham nogen varme af den grund, og det var jo.. næsten det værste af det hele. Han kendte ikke nogen, han kendte ikke noget, så ja, han følte sig temmelig fortabt i denne verden, selvom det nu heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund!
Benene havde allerede givet efter for ham, hvor han var røget direkte på knæ ned i den iskolde sne. Hans krop rystede så meget, at det var svært nok at få luft, og efterhånden følte han at det eneste som han kunne se, var mørke.. og så lyset over byen selvfølgelig, men end ikke han besad det mod som skulle til for at søge derned, selvom det nu heller ikke gjorde det meget bedre. Hvem ved.. måske det faktisk ville have været ham en hjælp, at komme lidt derned og se lidt andre ting? Måske finde et sted hvor han kunne søge hvile, også selvom han vidste, at han ikke var et ukendt ansigt og aldrig havde været det, så det var nok de færreste som ville åbne deres døre for ham eller noget som helst. Hans blik gled direkte i jorden, hvor han sukkede tungt, også selvom hans fokus omgående måtte rives i helt andre retninger ved fornemmelsen af den kolde hånd – som næsten føles varm direkte mod hans nakke. Hvem pokker der nu havde fat i ham, vidste han ikke, men selv han var for træt, for kold og for udmattet til i det hele taget at gøre ordentlig modstand! ”S-slip..!” endte han med en fast tone, som han brugte alt hvad han havde i sig, for at slå kraftigt ud efter vedkommende – alt for bare at blive sluppet, selvom han vidste, at det ikke gavnede ham stort i den anden ende, så var han virkelig ligeglad! Han havde bestemt ikke nogen intentioner om at skulle blive nogens aftensmad uanset hvad! Ikke på vilkår!

[Jaqia Destiny Angleráx]

At dømme ud fra mandens bevægelser, så var havde kulden gennemtrængt hans krop, hvilket havde sløvet ham og med største sandsynlighed også svækket ham, Jaqia havde aldrig været kendt for sin tålmodighed, og hvis ikke hun tog sin bid af ham, så ville en anden gøre det ganske snart, han var et nemt offer. Den kølige sne påvirkede hende slet ikke i samme grad som den gjorde med rigtigt levende individer, dem hvis hud var varm og behagelig.. hun havde en svaghed for den slags, særligt når det kom til mænd, den varme fornemmelse mod hendes kølige, var fantastisk. Det var dog en helt anden sag end dette. De slanke fingrer lukkede sig om hans nakke, hvilket var yderst nemt eftersom han nærmets selv var faldet i den kolde sne, fuldkommen blottet. Når det var sagt så var han på ingen måde en grim mand. Den anden hånd løb lettere legende ned over hans kraftige muskulatur, med et morende glimt i øjet. Eftersom han var temmelig svækket, så, så hun hans træk allerede inden han faktisk havde hævet hånden og svunget den mod ham. Ligeså greb hun den, inden han fik chance eller mulighed for at berøre hende. En kold latter gled over hendes læber, som hun trak ham op på benene, og tvang ham op af det store træ der stod netop ved dem, og som havde måttet ofre alle sine blade til fordel for vinteren. Den smule sne der lå på grenene dryssede ned over dem, og blev fanget af hendes blonde lokker. Med et morende glimt i det kølige blik, betragtede hun hans ansigt, der altid for hurtigt vækkede en velkendt fornemmelse i hende. Smilet svandt i sig selv ligeså hurtigt som det var kommet, og det samme gjorde det morende glimt. I stedet stirrede hun på ham for lange sekunder, og forsøgte at bedømme hvor vidt hun drømte eller ej, og uden helt at kunne vurdere hvor vidt hun burde stramme grebet eller ej. Foran hende stod hendes egen onkel, som var afgået ved døden for mange år siden, og som hun gennem hele sit liv, havde hadet mere end noget andet. Hun anså ham for at være mere end blot selvisk, han lod sig drive af sine lyster og sine behov, så det burde vel fryde hende, at se ham rende rundt på den måde og fuldkommen blottet? Selvom han var fjende, så var det dog noget velkendt, og den slags havde der ikke været meget af, så selvom hun følte for at jage noget igennem hans bryst, så var hun samtidig lettet over at se ham. Matthew,”endte hun direkte forundret. Grebet om ham slap hun ikke, men hun trak atter de sylespidse tænder til sig. Kulden erstattede igen forundringen i hendes blik. ”Jeg må erkende, at du var den sidste jeg forventede at se.. her.. i den tilstand, kære onkel." Erkendte hun og trak smørret på smilebåndet. Kroppen trykkede hun op af hans, hun ville ikke være i stand til at skænke ham megen varme, men nu hvor hun var ham så tæt, så stod det klart at han var stivfrossen, mere eller mindre hele hans krop var blå. Hun burde lade ham dø, men når alt kom til alt, så var han familie, desuden.. genkendte hun ham! Det betød om ikke andet, at hun ikke var den eneste som rendte rundt i ekstrem forvirring.

[Matthew Igleéias]

Alle Matthews sanser var svækket, hvor hans krop direkte skreg efter hvilen, også selvom han vidste, hvis han valgte at give sig hen til den, så ville det koste ham livet, og det var jo faktisk slet ikke noget som han var videre interesseret i! Ikke nu hvor han faktisk havde fået muligheden for at få en ny chance, for det var slet ikke noget som lå til ham bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lukkede øjnene ganske let, som han tydeligt måtte fryse som bare pokker, for det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på nogen måde! Han havde aldrig været ude for noget lignende! Den hånd som lage sig stift i hans nakke, var bestemt heler ikke just noget som han havde regnet med, også selvom han vel heller ikke rigtigt kunne forvente sig noget andet, kunne han? Det var jo trods alt Dvasias, og han regnede bestemt heller ikke med at det havde forandret sig så frygtelig meget igen! Selvom han slog ud efter hende, så foregik det hele skræmmende langsomt, så det at hun nåede at stoppe ham og direkte.. lo hånende af ham, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om! Endnu mindre, at blive klynget direkte op af et træ, hvor han endte med at sidde… ansigt til ansigt med sin niece? Om ikke andet, så var det da noget som han kunne genkende, og det var jo næsten det som han måtte anse som det værste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Selvom det var svært i det hele taget at få så meget som et eneste ord over læberne udelukkende på grund af den bidende kulde som han følte, så var han nødt til at vide sig sikker på at det som han så, faktisk var noget som var, og ikke bare en drøm, fordi at han var faldet om et eller andet sted. ”… J-J… Jaqia?” endte han med de tydeligt klaprende tænder, som han rystede og skælvede under hende. Selvom hun endnu havde fat i ham, og derved ikke havde givet slip, så var han vel næsten.. bare tvunget til at blive siddende stille og kigge på hende, også selvom hans fokus gled mere hen i en form for.. fraværende.. Et forstadie inden han ville glide hen i søvnen, for han var virkelig, virkelig iskold! At hun trykkede sin krop mod hans, fik ham til at stivne let, for det gjorde faktisk ondt, så kold som han efterhånden var! Han bed sig svagt i læben, også fordi at han virkelig var kold og det gjorde ondt i det hele taget at røre på sig! ”D-d.. det kan f-ryde dig senere..”endte han mere sammenbidt, som han faktisk forsøgte at opretholde det fokus, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham, for han havde det bestemt heller ikke særlig godt. Han trak vejret dybt, som han direkte vendte blikket mod hende. Den kolde gnist i de isblå øjne var som bort. Kroppen synes næsten at have samme farve som hans øjne, og så frossen som han var, så forventede han egentlig kun at døden ville tage ham før eller siden. ”S-slip mig..” endte han skælvende og med klaprende tænder.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var næsten uhyggeligt, hvordan kulden påvirkede kroppen. Sanserne blev sløvet, talen blev besvaret, kulderystelserne begyndte at forekommer. Langsomt ville man ende med at miste bevidstheden og før eller siden ville hjertet stoppe med at slå. Et sted var det fascinerende, hun havde altid nydt de hårde vintre. At det så var sin onkel, hun skulle stå overfor, havde hun bestemt ikke forventet, og hun følte heller ingen videre lykke ved gensynet. Af hvad hun vidste så havde han været død, men selv det lod til at have forandret sig, hvilket hun ikke var blevet informeret om. Tanken irriterede hende en smule, men der var meget hun måtte finde ud af på egen hånd, fordi der pludselig ikke længere var nogle, som gav sig tid til at sætte hende ind i det. De kolde blå øjne, så ind i Matthews, det eneste hun så var træthed og smerte, hvilket næsten.. skræmte hende, i og med hun kendte ham som en temmelig kæk mand, med det hele i kæften. Der var ikke den samme selvtillid og arrogance over ham, og det gjorde hende nysgerrig, for noget var tydeligtvis hændt ham. Hun nikkede bekræftende. ”Det er mig,” svarede hun lidt kortfattet, for han kunne vel genkende hende? Et sted kunne hun næsten fornemme, hvordan hans bevidsthed gik bort, og hun vidste udmærket hvad følgerne ville være af det. Et sted havde han ret. Selvom hun frydede sig nu, ville den kun føles langt bedre, hvis han var klar i hovedet til at tage imod hendes hån. Hun himlede med øjnene og slap taget om ham, hvorefter hun løsnede sin egen kappe, ved blot at trække i en enkel snor der havde holdt den sammen. ”Kom her,” bad hun i en halvvejs ordre og hev ham en smule væk fra taget, for at kunne svinge kappen omkring ham. Den var lavet af uld, for selvom hun ikke følte kulden, så var hun bestemt ikke immun overfor den, hendes hjerte bankede trods alt. ”Hvor er du en ynkelig sag. Kom med mig,” bad hun bestemt, selvom hun ikke var dronning, så var hun ikke en kvinde at spøge med. En af kroerne lå ikke langt derfra, det ville ganske vidst være ham en ydmygelse at træde ind i lokalet, nøgen under blot hendes kappe, der tydeligt var udformet til en kvinde. Tanken morede hende lidt, men hun besluttede sig for, at det ikke var tiden til at sige det højt. Med hånden der lukkede kappen og holdt den tæt om hans krop, begyndte hun at slæbe ham med ind mod byen, der praktisk talt var død på gaderne. De fleste ville nødigt opholde sig ude i det vejr, hvilket hun aldrig havde kunnet forstå sig på. Lige omkring hjørnet lå en kro i udkanten af byen, den var ikke videre populær, eller særlig fin, men den var om ikke andet varm. Der var lys i krostuen, ind af vinduerne kunne hun se, at det var en af de mindre populærer, der sad kun en flok mænd og to kvinder om ét stort, rundt bord hvor to af dem lagde arm. ”Typsik,” mumlede hun og himlede atter med øjnene, inden det smørrede smil næsten per automatik faldt på hendes læber, idet hun trådte ind og påkaldte sig alt opmærksomhed.. hun var trods alt Jaqia.

[Matthew Igleéias]

Et sted skræmte det selv Matthew at være fanget i den situation som han befandt sig i, også selvom det bestemt heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved, for han havde bestemt heller ikke bedt om at få den chance, for det havde han slet ikke! Han havde været indforstået med at han skulle dø under den tid i Arenaen, også selvom han virkelig havde gjort hvad han kunne for at undgå at det skulle ske, og selvfølgelig var det noget som han var ufattelig ked af i længden, for det havde jo ikke bare kostet ham livet, men… også hans ufødte og hans kære Eniqa. At han så skulle stå der igen; Ansigt til ansigt med Jaqia, var bestemt ikke noget som han havde regnet med på nogen måde! Han var træt, og han var ikke mindst udmattet, og et sted så ønskede han bare at lægge sig til at sove, selvom han vidste, at det ville koste ham livet for alvor. For han ville aldrig vågne igen. ”D-det kan jeg s-se..” Hans tænder klaprede så meget, at han næsten ikke kunne få noget ord over dem, og det var bestemt heller ikke noget som gavnede hans situation, for han havde det bestemt ikke særlig godt. Som hun alligevel tog fat i ham og rev ham op at sidde, måtte han slippe et kraftigt gisp, for han var så iskold at det jo faktisk gjorde ondt at bevæge sig efterhånden! Kappen som hun lagde om ham, skabte ikke just en varme – endnu vel at mærke, men det skabte en form for tryghed for ham, for det var noget som han efterhånden havde brug for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han lod hende hjælpe ham op på benene, også selvom de truede med at kollapse under ham allerede med det samme! Selvom det måske var en kappe lavet til en kvinde, så dækkede den da det meste, og det var det som han havde brug for! Han havde ganske vidst ikke noget at skjule, for han vidste, at han var en flot mand, selvom det ikke var i de baner han måtte tænke lige nu. ”T…ti’ da s-stille..” endte han med en kortfattet og spids tone, som han lod hende føre ham ned mod byen. Lige hvorfor det var byen af alle steder, vidste han slet ikke, men hvis hun vidste hvad hun lavede – som hun jo altid gjorde, så valgte han vel også at stole på hende af den grund, også fordi at hun da var noget af det eneste som han jo faktisk genkendte, og selvfølgelig var det også noget som gjorde at han faktisk formåede at slappe bare en smule af!
At der var mænd i byen, forundrede ham ikke, og at der var nogen på kroen, også selvom han egentlig bare ønskede muligheden for at komme ind og få.. bare en smule varme efterhånden, så selvfølgelig var det noget som han selv vægtede mest lige nu! Hvem der var indenfor, var Matthew stort set fuldkommen ligeglad med, bare han kunne få lov til at få sig noget varme, for det var det som han havde brug for lige nu! At hun så skulle påkalde sig opmærksomheden, hvilket fik de andre til at kigge og stirre mod dem, tog han sig ikke af lige nu, selvom det ikke var opmærksomheden som han havde brug for lige nu! Varmen føles direkte brændende mod hans hud, også selvom han slet ikke var i stand til at tage imod den, hvilket næsten var det mest frustrerende ved det hele! ”J-jeg er så træt..” endte han dæmpet, hvor han igen følte hvordan benene næsten måtte give efter under hans vægt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var frygtelig koldt uden for, hvilket var grunden til at der ikke var nogle at skue i miles omkreds, foruden dem som strøg fra den ene kro til den anden, men det var selvfølgelig mere inde i midtbyen. Selvom Jaqia vidste at hun burde lade ham ligge for døden, så var selv hun mere human end det, og hun så ingen grund til at lade ham ligge og forfryse, særligt ikke når det var et ansigt hun genkendte, han lod desuden til at virke ligeså fjern og forvirret, som det hun selv følte sig. Kappen skjulte hans krop, der var ikke megen varme i den efter hun selv havde båret den, men det ville nok komme hurtigt, han havde jo en naturlig kropsvarme, som hun ikke selv havde. De blonde lokker dansede om hendes ansigt, som hun tvang ham med sig ind mod byen, også selvom det tydeligvis var en kamp for ham, i det hele taget at holde sig på benene. Kroen lå ikke langt væk. Hun slog døren op, og synet af hendes skikkelse fik straks mændene til at se op, med forundrede blikke. De to kvinder gjorde det samme, men deres blikke faldt på Matthew, hvor de ret hurtigt begyndte at søge efter nøgne pletter under kappen, som kunne anes, med rødmen i deres kinder. Jaqia ignorerede dem fuldkommen, men kunne ikke holde det lidt kække smil fra læberne. Selv døden nær, var han en damernes mand. Taget om ham slap hun roligt, kun for at træde hen mod kromutteren, der stod og så tvært på flokken i midten der var forholdsvis højrystede, men da hun så Jaqia, blev hun fuldkommen bleg i ansigtet. ”Deres Højhed. Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte hun næsten med skælvende stemme og bukkede. På trods af at hun ikke længere bar en titel, nød Jaqia kun den form for respekt. ”Jeg har brug for et værelse.. et med pejs hvis du har. Jeg vil desuden gerne have bragt et glas blod, en flaske vin og to bøffer op.. hvis du vil være så venlig,” afsluttede hun, med et uhyggeligt roligt blik, det kun afslørede at hendes ord var ordre. Den buttede dame bag disken nikkede, hvorefter hun vendte ryggen til for at finde nøglen til et passende værelse. Jaqia kastede et blik over skulderen mod Matthew. ”Mand dig op,” bed hun en anelse spidst, og tog imod den nøgle som blev rakt frem til hende. Hun gjorde tegn til Matthew om at følge med, ned af den mørke gang med et par værelse, ikke ligeså mange som ved den store kro inde i midtbyen.. så vidt hun huskede vel og mærke, men det var godt nok for nu. Deres værelse lå næsten for enden af gangen, hvilket som oftest var de største. Jaqia stak nøglen i låsen og lod døren glide op med en irriterende knirken. Et svagt suk forlod hende. ”Gå ind. Pak dig i dynerne, til jeg får gang i pejsen,” endte hun en smule irriteret. Hun var ikke videre bekymret for ham, men hun kunne ligeså godt sikre sig at han ville overleve, til at huske at han ikke ville have haft et bankende hjerte, hvis ikke det havde været for hendes barmhjertighed! Døren gled i bag hende, også for at de kunne få lidt privatliv. Måske der kun var en seng, men det tog hun ikke tungt, hun havde ikke brug for den søvn i samme grad som alle andre.

[Matthew Igleéias]

Det var virkelig isende, at selv en som Matthew var lystet til bare at opgive, også selvom det slet ikke lå til ham at give op bare sådan! Han havde aldrig gjort det før, og det var bestemt heller ikke noget som han ville komme til! Tænderne bed han kraftigt sammen endnu en gang, også mest fordi at det var et forsøg på at undgå at de skulle klapre mere end det som de havde gjort frem til nu! At folk stirrede på dem og kvinderne dækkede sig til med en rødmen i kinderne, var ikke just det som han lagde mest mærke til, da han egentlig bare ønskede at lægge sig ned og sove, hvis han kunne. Det var jo lige før, at det var fristende at lægge sig til på gulvet, også selvom det faktisk var noget som lå langt under hans værdighed! Tanken om en seng, en pejs og noget varme, var næsten det som behagede Matthew langt mere end tanken om noget i maven, for det kunne han jo trods alt altid tage, når han havde fundet varmen, for det var noget som efterhånden var ved at blive direkte nødvendigt! Han gispede let, som hun slap ham og trådte frem, hvor han selv gjorde det samme, også selvom hans ben føles som de var ved at give efter under ham, så var det ikke just noget som gjorde det meget bedre for ham. Han sendte kun Jaqia en direkte dræbende mine, som hun valgte at bede ham om at mande sig op, for det var slet ikke noget som han ville høre tale om, for hun var ikke herre over ham eller noget som helst! Kappen trak han kun tæt omkring sig for at skjule sig bare en smule, for det var efterhånden ved at være godt nødvendigt. Hans krop var kold, han rystede så meget, at det at lukke fingrene, næsten var ham en umulig opgave, hvor han roligt søgte efter Jaqia for at finde værelset som de havde fået. Han lukkede øjnene for en kort stund, også selvom det kun resulterede i at han skulle støtte sig en anelse mere op af væggen, for hans ben var virkelig kun ved at give efter under ham, og selvfølgelig var det noget som han forsøgte at undgå! ”F-for helvede da o-o-også..” vrissede han fast, som han nåede hen til døren, som han gik ind af, kun for at få den lukket efter sig. Han bifaldt ikke hendes tonebrug overfor ham, også selvom det nok ikke gjorde den største forskel for hans del, at skulle kommentere det for hende, hvilket kun gjorde, at han valgte at lade være. Han gik med tydeligt vaklende skridt hen mod sengen, hvor han lod hendes kappe falde. ”T-tak for l-lån..” endte han dog alligevel. Frygtelig sjældne ord set fra hans side af, selvom det nok heller ikke gjorde den største forskel af den grund. Sengen i sig selvføles særdeles fantastisk at lægge sig i! Dynen kravlede han mere end glædeligt under og trak benene godt op til sig, hvor han virkelig desperat forsøgte at skaffe varmen, selvom det bestemt ikke ville som han ville altid! Øjnene lukkede han med en tydelig træthed at spore, også selvom han skælvede så meget han ikke kunne finde hvile!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia kunne kun gætte på hvor længe han havde rendt rundt derude, tydeligvis nok til at det havde påvirket ham umådelig meget. Det var egentlig ikke fordi hun følte noget stort behov for at hjælpe ham, men hun værdsatte virkelig at se noget velkendt efter to lange uger i ren og skær forvirring, hvor hun havde forsøgt at sætte sig ind i hvordan verden så ud nu om dage. Hun følte ikke selv nogen hunger efter almen føde, men derimod efter lidt blod, det ville ikke være helt så ringe, lige der havde hun dog også taget hensyn til ham og bestilt en rød bøf, selvom hun tvivlede på at han ville spise den, før han faldt i søvn. Hånden lod hun stryge gennem de lange, blonde lokker, idet døren roligt var gledet i og havde efterladt dem alene. Den dræbende mine havde han sendt hende mere end en gang, hun tog det ikke til sig men smilede blot køligt, for det morede hende virkelig. Han vidste hvor meget hun frydede sig i denne situation, deres had til hinanden var ikke ukendt, og det havde eksisteret i frygtelig mange år efterhånden. Som han strøg hen til sengen, og lod kappen falde og dermed blotlagde sig endnu engang, måtte hun blot smil en anelse tilfredst. En flot mand havde han nu altid været, den måtte hun om ikke andet give ham. ”Velbekomme,” svarede hun kortfattet, og samlede den op fra gulvet, på vej hen mod pejsen, kun for at smide den over en stoleryg. Faklerne brændte livligt og lyste værelset op. Hun greb om en af dem, og satte den for træet der mere eller mindre stod stablet, klar til at blive brugt. Flammerne tog forholdsvist hurtigt fat, hvilket efterlod værelset under et orange skær. Hun vendte sig mod ham, lod hovedet søge let på sned og placerede en hånd mod sin hofte. ”Du ser herrens ud,” konkluderede hun roligt. Selv var hendes blege hud endt iskold, efter hendes færden uden kappen, korsetoppen dækkede ikke ligefrem megen hud, forskellen lå mere i at hun ikke bed sig fast i det. Med elegante skridt, søgte hun hen mod stolen som stod foran pejsen, hvor hun endte med at sætte sig, næsten som havde det været en trone – med de slanke ben over kors, og en arm på hvert armlæn. ”Læg dig til. Du ligner en der har brug for det,” påpegede hun med et lidt sigende nik. Det lå et sted i tonen, at det mere var en ordre end en forespørgsel, han var ikke meget værd i den tilstand. Matthew havde ganske vidst ingen grund til at stole på hende, men på den anden side havde han ej heller noget at tabe, hvis hun ikke havde fundet ham, så ville han nok have været død nu, og den tanke frydede hende i sandhed. Pejsen føltes underligt.. brændende mod hendes egen hud, nu hvor hun sad temmelig tæt på den, men den afgav en god varme som bredte sig i rummet og som Matthew uden tvivl ville få brug for. Lydløst trommede hendes fingrer hen over armlænet. Det var heller ikke fordi hun havde regnet med at skulle tilbringe aftenen sammen med den onkel hun havde troet var død, og slet ikke på denne måde. Med tomme, kolde øjne, gav hun sig blot til at stirrer ind i ilden, i håb om at tiden ville gå.

[Matthew Igleéias]

Havde det ikke været for Jaqia, så var han død nu, hvilket var en tanke som faktisk måtte irritere Matthew, for han havde som sådan aldrig brudt sig om sin kære niece, som han vidste, at hun aldrig havde haft særlig meget til overs for ham, så gjorde det nok ikke den største forskel af den grund. Som han endelig kunne komme hen i sengen, efter at have smidt kappen, hvilket var noget som blotlagde ham selv, så var det heller ikke noget som han sagde noget til. Han havde altid gået frygtelig meget op i sit udseende, og selv vidste, han at han var en temmelig flot mand, for det var noget som han jo faktisk altid var gået frygtelig meget op i. Selvom det var svært for ham i det hele taget at finde varmen på egen hånd, så var det ikke just noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham. Det bedst egnet var jo faktisk.. kropsvarme. Men tanken om at skulle bede Jaqia om at lægge sig ned ved siden af ham, også fordi at hun ikke selv udstrålede den bedste varme uanset, så det var slet ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, for han havde brug for varme, men om det i det hele taget var noget som han ville være i stand til at finde selv, var jo så en helt anden side af sagen.
At der kom gang i pejsen og bare det at komme ned at ligge, var selv Matthew en særdeles fantastisk fornemmelse i sig selv! Det fik ham om ikke andet til at slappe af, også selvom han endnu ikke vidste om Jaqia var en som han burde sætte sin lid til, men… set i det store perspektiv, så havde han sikkert været død nu, om hun ikke havde fundet ham, også selvom hun havde været tæt på at tage hans liv! Han holdt dynen tæt om sig. I det store og hele, så var han mest fristet til at give sig hen til søvnen, selvom han faktisk frygtede, at han ikke ville vågne op igen, så han holdt sig vågen! ”J-jeg ligger f-fint,” endte han en anelse fast, også selvom han ikke lagde andet i det end det som han normal burde. Han manglede Eniqa.. Han manglede hende i sine arme, også selvom han vidste, at det aldrig var noget som han ville få lov til at opleve igen. ”… H-hvor lang tid har j-jeg v-været væk?” spurgte han. At Dvasias havde forandret sig så meget, havde han faktisk svært ved at forstå, for han mindes ikke de mange byer, eller at der var så… stille og passivt, for det havde der bestemt heller ikke været tilbage i hans dage, også selvom det vel heller ikke gjorde den største forskel af den grund? Tiderne ændrede sig, også selvom han endnu ikke vidste om det var godt eller om det var skidt. Blikket tvang han direkte op, kun for at vende det mod Jaqia endnu en gang. At hun havde været gravlagt, vidste han ikke, som det var efter hans tid at det hele var foregået, men.. visse svar var hun vel i stand til at kunne give ham?

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia vidste at det ville plage hendes kære onkel, til den dag han for alvor gik i graven, at hun havde reddet hans skind, og i hendes øjne, var det pris nok for at lade ham overleve. Så kold som han var, så tvivlede hun næsten på at han ville være i stand til at finde kropsvarmen selv, hun kendte metoderne hvorpå man kunne ordne den slags, og hun vidste at det gik via nøgne kroppe, men først og fremmest var hun slet ikke fristet til at lægge sig ind til ham, og for det andet, så var hun ikke meget varmere end han var, måske hun burde finde ham en kvinde? En der kunne holde hans seng varm, for han lod til at behøve det. Jaqia havde næsten allerede regnet med at han havde lagt sig til, han var jo så træt, at han faktisk var ude af stand til at holde sig på benene, så det var vel begrænset hvor meget han kunne holde sig vågen? Der var ikke meget at gøre på sådan et kroværelse, og hun havde ingen idé om hvornår han havde tænkt sig at vågne igen. Hun slap et tungt suk, og vendte det kølige blik mod ham, en smule overrasket, ved at høre ham tale også selvom det virkede langt mer kontrolleret nu end det havde gjort for blot en tid siden. ”Godt for dig,” svarede hun kort for hovedet og lidt ligegyldigt. Sengene her kunne umuligt være de bedste, men i forhold til det han lignede, han kom fra, ja så kunne det umuligt være helt ringe. Hun hævede et slankt øjenbryn og betragtede ham en smule forundret. Han var vendt tilbage for nyligt? Måske han kom direkte derfra, det ville om ikke andet give mening i forhold til den manglende beklædning. ”Jeg ville gerne give dig et svar, kære onkel, men jeg har ikke selv nogen anelse,” erkendte hun med et svagt skuldertræk. Hun havde konstateret at hun havde været væk i umådelig lang tid, Mattheus var blevet en stor og flot mand og hele verden havde forandret sig, men præcis hvor mange år.. det havde hun ikke spurgt efter. ”Et godt bud.. Et par tusinde år,” endte hun med et nik. Det måtte vel være deromkring? Det var selvfølgelig blot et simpelt skud fra hoften? Hånden førte hun lettere eftertænksomt til hagen. ”Du er næsten vendt tilbage for nyligt, formoder jeg? Jeg mener.. jeg har ganske vidst set dig gøre desperate ting for en kvindes selskab, men jeg går ikke ud fra, at selv du ville gå så langt, som at smide klunset i den bidende vinterkulde,” påpegede hun en smule morende. Der skulle ikke meget til at underholde hende, og særligt ikke efter hun var kommet igen, hverdagen var jo allerede blevet kedelig, han havde formået at gøre den lidt sjovere. ”Apropos.. Du ligner en der har svært ved at finde varmen. Skal jeg finde en som kan give en hjælpende hånd? Den unge brunette nedenunder, så ud til at ligne en som ville melde dig frivilligt,” påpegede hun og kluklo for sig selv. Måske han ikke fandt det synderligt morsomt, men hun ville lyve hvis hun påstod, at hun ikke nød den situation bare lidt!

[Matthew Igleéias]

At Jaqia frydede sig over situationen bare en anelse, var bestemt heller ikke noget som kom meget bag på Matthew, selvom han bestemt ikke fandt det særlig morsomt at han skulle have det på den her måde! Tvært imod, så var det noget som gjorde ham direkte rasende, for han havde på ingen måder bedt om de omstændigheder som han var endt i! Han havde slet ikke bedt om at blive vækket, og det var skam heller ikke fordi at det havde været noget som han havde bedt om, for han have langt om længe fundet hvilen, selvom det var tydeligt, at det slet ikke havde været noget som han havde lov til at nyde af for en gangs skyld! Varmen kunne han slet ikke finde, også selvom han virkelig forsøgte, så følte han bare at han lå og frøs! Hans blik gled mod hende, også selvom det virkelig var en kamp uden lige at skulle holde øjnene åbne, som han virkelig bare lystede at lægge sig til at sove. At bede hende om at lægge sig ved ham, var da slet ikke noget som ville komme på tale på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, også fordi at han vidste at det ville få hende til at fryde sig langt mere! Hun var bare det første som han havde fået øje på, som han kunne sige at genkende, også selvom han ikke vidste hvorvidt om det var en god eller om det var en dårlig ting, og selvfølgelig var det noget som efterlod ham selv med en tydelig frustration! At hun ville gætte på et årtusinde, var noget som om muligt, næsten måtte give ham en langt mere bleg end det som han måtte være i forvejen. ”Et… et årt-tusinde..?” gentog han tydeligt overrasket. Det i sig selv, var ikke just noget som han havde regnet med at høre! Blikket gled i retningen af pejsen som selv var ved at blive godt varmet op, selvom det nu ikke just var noget som han kunne mærke sig af – lige nu om ikke andet, men det var vel noget som nok skulle komme før eller siden? Som hun fandt det morende at han rendt rundt i ingenting, forundrede ham bestemt heller ikke. Desuden virkede hun heller ikke som en som havde haft noget imod synet af det? ”J-jeg kunne finde på m-meget, men s-selv for mig, s-så e-er der grænser,” endte han med en fast tone. Ja, et sted en anelse skuffet over, at det var de tanker som hun gjorde sig om ham! Han var måske en rablende vanvittig mand, men han kunne faktisk godt tænke mere fornuftigt end det! ”J-jeg forlod stedet m-med det samme j-jeg vågnede..” Det var ikke just sådan han havde regnet med at skulle blive vækket til live. Det var jo egentlig ikke noget som han havde regnet med i det hele taget! Som hun spurgte om hun skulle finde en kvinde, fik ham kun til at ryste på hovedet. Det var nok med at de havde set ham sådan her, så skulle han nok klare det selv. ”N-nej. J-jeg klarer det n-nok. D-det er nok med a-at du s-skreg for o-opmærksomhed. D-de skal ikke se m-mig sådan her..” fastholdt han. Han skulle ikke have flere fremmede kvinde i sengen lige nu, det var helt sikkert!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Matthew hadede at stå i denne situation, det var hun slet ikke i tvivl om, og særligt eftersom hun havde reddet hans skind. Deres fjendskab havde aldrig været skjult for nogle, og særligt ikke efter det var lykkedes hende at lokke Eniqa til Castle of Darkeness, hendes talent var druknet i den håbløse forelskelse i Matthew, desuden havde de haft brug for en ven af Igleéias familien. Nu var den kære Eniqa selvfølgelig gået i graven.. som hun vidste af vel og mærke, hun havde jo regnet med at Matthew var det samme. Det kølige blik virkede på hans sølle skikkelse, der lå indpakket i diverse former for dyner. Hun vidste at en andens kropsvarme ville gøre det lettere for ham, men hun var ikke en varmblodet kvinde, desuden ville hun under ingen omstændigheder ligge sig nøgen ind til den mand, selv der satte hun foden ned. Hun havde selv været væk i temmelig lang tid, og med de forandringer hun havde opfanget rundt omkring, så var et bud et årtusind eller noget i den stil, måske mere, måske mindre, det var svært at sige. Hun nikkede sagte. ”Det vil være mit bedste gæt,” bekræftede hun roligt og vendte sig en anelse mere mod ham. De havde aldrig nydt hinandens selskab, og Jaqia nød det ej heller nu, men hun ville luve hvis hun påstod, at det ikke var rart at se noget velkendt for en gangs skyld. Hun hævede et slankt øjenbryn og betragtede ham atter en smule vurderende. ”Det siger du ikke,” endte hun og himlede med øjnene. Den mand havde virkelig haft nogle desperate metoder i ny og næ, blot for at få noget på den dumme, det forundrede hende næsten at han faktisk havde grænser. Måske det var temmelig nedrige tanker at gøre sig om ham, men det var jo alment kendt, at manden ikke kunne bruge fornuften men derimod kun tænke med det nedre hoved. Hun nikkede forstående. ”Har du nogen idé om hvor du vågnede? Eller hvem der vækkede dig?” spurgte hun en anelse nysgerrigt, for det var de færreste som var i stand til at udfører den form for alkymi, og selv Nathaniel var gået i døden, desuden havde hverken ham eller Ophelia grund til at vække en mand som Matthew, af den grund undrede det hende. ”Skreg jeg på opmærksomhed? Jeg beklager kære Matthew, men mange i dette land tror endnu jeg er død, de tror nok at de er blevet vanvittige. Desuden var det ikke mig som kom gående mere eller mindre blottet, og fik kvinderne til at savle så åbenlyst,” påpegede hun en smule spidst. Det var meget svært for hende, ikke at påkalde sig opmærksomhed, eftersom hun havde været frygtet og respekteret i landet under sin tid som dronning. At han så ikke ønskede sig en kvinde tæt på sig, morede hende næsten, det var sjældent han sagde nej til den slags, dog kunne hun godt forstå ham, hun kendte til den stolthed han besad, og sandheden var jo, at han nok ikke ville være i stand til at fuldfører. Tanken morede hende virkelig! Kort trak hun på mundvigen og lod hånden stryge gennem de blonde lokker. ”Sov.. Vi kan tage dette senere, når du har kræfter til at tale ordentligt,” endte hun en kende bestemt.

[Matthew Igleéias]

Alene den tanke om at Matthew havde været væk så længe, var slet ikke noget som han kunne begribe sig om på nogen måde! I det store og hele, så.. havde han regnet med et årti eller noget i den stil, men da ikke så mange år! Han sukkede dæmpet, som han forsøgte at finde ro under de mange dyner, også selvom det bestemt ikke så ud til at gå som han ønskede det – eller havde brug for, for den sags skyld, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han gispede ganske svagt, som han lagde sig ordentlig om på siden, så han kunne betragte sig af hende. ”D-det er u-um-muligt..” endte han med en dæmpet, dog bestemt tone, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, og selvfølgelig var det en tanke som faktisk kun formåede at vække en større frustration! Eniqa var væk, så meget vidste han, og det at det var Jaqia som skulle udgøre det første bekendte for ham, var noget som et sted irriterede ham, for ikke at glemme, at han kunne takke hende for at redde hans røv, hvilket bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Den tanke gjorde ham faktisk kun.. umådelig frustreret, for det burde slet ikke være tilfældet! Selv for ham var der grænser for hvad han ville gøre, for at få noget på den dumme, og risikere liv og lemmer for det, var bestemt heller ikke noget som selv han ville gøre! Han rystede på hovedet. ”H-hun f-fors-styrede min hvile. H-hun havde f-forladt r-rummet da jeg v-vågnede. J-jeg f-forlod stedet s-så s-snart jeg k-kunne,” fortalte han med en så kontrolleret stemme som muligt. Nathaniel ville han kunne genkende, og Enrico havde det bestemt heller ikke været, og selv havde han ikke rigtigt nogen anelse om hvem der ellers kunne have gjort det ved ham, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han havde det ikke godt, men at skulle dele seng med en nøgen kvinde lige nu, var slet ikke noget som kom på tale! Slet ikke! Et sted ville han næsten foretrække hvis hun lagde sig ned ved siden af ham. Så kold som han var, så var han næsten sikker på at hun ville føles som at.. varme ham, og med hende ved siden af sig, så behøvede han da slet ikke at tænke på den sygelige lyst de andre kvinder ville efterlade ham med, for i hans nuværende tilstand, ville han da slet ikke være i stand til at kunne gøre noget som helst ved det! ”J-jeg er fulds-stændig l-ligeglad, J-Jaqia. H-hun havde i-ikke ligef-frem t-tøj liggende til m-mig..” bed han hende af. At hun så alligevel opfordrede ham til at lægge sig til at sove, var han faktisk enig med hende i, selvom det var svært så lang tid han frøs som han gjorde. De isblå øjne vendte han stille mod hendes skikkelse endnu en gang. ”L-læg dig v-ved mig,” bad han endeligt. Han vidste, at han ville fortryde det, men for pokker – selv han havde brug for varmen!