Report a crime

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor Derick var søgt ud i natten, for at meddele den forbrydelse som han havde gjort. Det som var sket, havde han aldrig troet kunne være muligt, da det aldrig var sket før, men det var altså sket alligevel og tanken huede ham ikke just, da det faktisk kun gjorde alle hans problemer langt værre. Han følte at han stod i problemer til halsen, hvor byrden kun måtte føles tungere, og han håbede at denne nat og det møde som han var på vej til, ville lette hans byrde bare en anelse, men på den anden side, så kunne det også gå den anden vej og forværre alting. Han vidste ikke hvad han skulle forvente af natten, men han frygtede det værste. Som tidligere leder, så havde han dog forståelse for de nye regler, for han var en mand som altid var gået op i at følge reglerne, gik ind for traditionerne og ikke mindst havde han altid gået op i at fremstå ærefuld, for han var skam en stolt vampyr, og selvom det ikke var længe siden at han var blevet omgjort – for mange racer havde han været igennem tidernes løb – så var han ved at få styr på det hele. Mange problemer havde han, personlige som fælles, store som mindre betydningsfulde. Let var det bestemt ikke, og han måtte erkende at han følte at han havde brug for nogen at snakke med, og et sted håbede han vel også på at kunne finde forståelse denne nat? Skønt han ikke satte forventningerne særlig højt, for han kendte ikke engang den nuværende leder. Han havde hørt mange rygter omkring manden, nogle sagde at han var retfærdig og god, andre havde han hørt fortælle at manden var egoistisk og uretfærdig. Hvem det var som fik ret, fik han jo så at vide denne nat, da det var lederen, Alexander Imirachi, som han var søgt ud for at tale med. Han kunne ikke holde det skjult, det var kun den forrige dag at han havde fået nyheden omkring Denjarnas graviditet at vide, og han så ingen grund til at trække tiden ud, eftersom han ikke ønskede at glæde sig over graviditeten, hvis det kun ville blive dem en byrde, og noget som ville koste dem sorg og problemer, derfor så måtte han få det løst en gang for alle. Han gik med målrettede skridt op imod det store og prægtige mansion, som tårnede sig op i det høje, hvor han kunne mærke både spænding og nervøsitet. Han kunne endnu tydeligt huske hans egen tid som leder, et hårdt og krævende arbejde, men samtidig også en fornøjelse. Han selv var gået op i vampyrerne, som han havde stået som racens leder, dog havde han aldrig gået ind for regler til at holde dem i kort snor, derfor var han heller ikke videre begejstret over dette nye regelsæt, også fordi det nu gav ham problemer, men om ikke andet, så respekterede han det, og han kunne ikke drømme om at forsøge at gå imod dem i smug, ikke uden at have talt med lederen først. Hvad de fandt frem til, var han skam spændt på, selvom han mest af alt var spændt på at møde manden og se hvilken mand han rent faktisk var. De violette øjne gled på den store fordør, som han roligt bankede på og afventede tjenestestabens eller andres reaktion.

[Deleted]

Mørket havde sænket sig over Dvasias, men det var først nu, der for alvor kom liv i Corvento, og deriblandt også i det store mansion som var knyttet til – hjemstedet for vampyrernes fyrste. Cassie havde Alexander netop lagt til hvile i den store seng. Selvom der endnu var et utrolig langt skridt fra at få det som han ville have det, så var hver de små skridt i den rigtige retning altid utrolig kærkommen for ham! For en gangs skyld, så forsøgte han jo faktisk at gøre det hele rigtigt, på trods af, hvor svært det faktisk kunne være, når man havde med de levende at gøre på denne vis. Eftersom den unge konge af landet var ved at endevende det hele fuldstændig, så var det også noget som faktisk måtte lægge et ekstra pres på alle andre, og deriblandt også ham, og det var bestemt heller ikke noget som måtte falde i den gode jord ved ham selv! Med læsebrillerne hvilende på hans næserod, lod Alexander de næsten gyldne øjne betragte sig af den massive bunke papirer som stod foran ham. Et svagt suk forlod hans læber, også selvom det nok ikke gjorde den største forskel, for arbejdet skulle jo trods alt laves. Fjerpennen dryppede han i blækhuset, kun for at begynde arbejdet. Jo hurtigere han kom i gang, jo hurtigere blev han færdig, og nu hvor Carmine havde valgt at svigte ham til fordel for en jagt, så kunne han bestemt heller ikke udsætte det længere, end hvad godt var, selvom det bestemt ikke var hvad han ønskede at benytte denne nat på, da hans tanker faktisk hvilede alt for mange andre steder, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget bedre af den grund med alle de kvaler som han måtte sidde inde med, og det var noget som faktisk gjorde ham frustreret.
Tjenestestaben bestod ikke af en stor flok mennesker, som havde fået lov til at blive ved livet. En aldrende herre i form af en butler, åbnede roligt døren for Derick. Hvem manden var på den anden side af døren, var ham ganske ukendt, men proceduren for hvorvidt om folk skulle komme ind, eller ej, var gjort ganske klar for ham med tiden nu. ”Hvad kan jeg gøre for den Herre?” spurgte han med en rolig, dog kontrolleret stemme, som han blev stående i vejen i døren, hvor det også var tydeligt, at det ikke var gud og hvermand som blev lukket indenfor. Det var bestemt ikke fordi at man ønskede at få Alexanders vrede at føle, for det var ikke den slags man overlevede, hvis den var kraftig nok, det var da helt sikkert! ”Herren afventer ikke besøg i denne nat,” påpegede han sigende. Han var nemlig velinformeret af Alexander selv, også fordi manden ikke tog nogen chancer efter mødet med Vladimir. Et møde som i sig selv, havde kostet den kære fyrste utrolig mange kvaler og resulteret i en skærpet sikkerhed omkring Corvento Mansion.

[Deleted]

Mørket var aldrig noget som havde skræmt Derick, eftersom han var født ind i det og det meste af sit liv havde han levet i det, da han var født vampyr. Han havde været igennem mangt og meget i sit liv og han havde selv prøvet at være levende i flere år, da det var startet ud, da han var kommet tilbage som dødsengel for frygtelig mange tusind år tilbage. Nu var han dog tilbage ved sin gamle race, hvilket var her at han følte sig mest tryg og normal, selvom han havde gjort noget forfærdeligt, som gjorde at han næsten ville ønske at han ikke var blevet vampyr, dog var det hans egen kæreste som havde omgjort ham, hvilket måske var rimelig ironisk, for hun havde gjort det hun frygtede mest og nu bebrejdede hun ham fordi han havde bidt hende, og han forstod hende godt. Han havde ødelagt en del, hvilket tyngede hans allerede i forvejen enorme samvittighed, hvor der var mange ting han ville ønske at han kunne lave om på, såsom den forbrydelse han var her for at meddele, men en ting igennem hans utrolige lange liv, vidste han, nemlig at man ikke kunne lave om på fortiden. Sket var sket, og intet kunne ændre på det, selvom han i den grad ville ønske at han kunne. Hans ekstraordinære blik hvilede på den store dør, der tårnede sig op foran ham, hvor han mærkede nervøsiteten stige i ham, for han anede ikke engang udfaldet af dette møde, hvilket egentlig kun var det værste. Han vidste inderst inde heller ikke hvad han mest håbede på, da fortidens ar endnu måtte plage ham, og denne forbrydelse var kun som at rive op i gamle sår, hvilket efterlod ham fortvivlet og fortabt. Han tog mod til sig, inden han valgte at tage om dørhammeren og banke på døren, så man kunne høre de høje slag indenfor. Blikket faldt roligt på den aldrende herre, som åbnede døren, hvor hans blik kort smuttede forbi ham og ind i mansionet. Han havde rent faktisk aldrig været her, men han havde jo så heller ikke været vampyr i mange år, samt han havde haft sine egne problemer og et andet liv. Blikket faldt tilbage på manden, hvor han skulle til at åbne munden og svare, inden den aldrende mand fortsatte og sagde at herren ikke afventede besøg, hvilket et sted fik ham til at tænke på om det var dumt at dukke uanmeldt op, men han havde ikke kunnet vente på at et brev skulle skrives og sendes, for at han først skulle have svar tilbage, for der kunne jo gå flere dage, og det var i går at forbrydelsen blev opdaget, så han gjorde egentlig kun sin pligt ved at komme her så hurtigt som muligt. Han rømmede sig kort. ”Jeg er ked af at jeg kommer uanmeldt og sikkert ubelejligt, men.. jeg er her for at meddele en forbrydelse, og jeg er nød til at tale med lederen og grev Imirachi,” svarede han i en kortfattet og dog sandfærdig tone, eftersom han alligevel ikke gad lyve overfor manden, det havde han trods alt ingen grund til. Han var desuden en ærlig mand, der gik op i at fremstå ærefuld og nobel, når det kom til hans egen race, for han havde trods alt selv stået som leder før, og derfor respekterede han også den nye leder og hans regler, skønt man desværre ikke kunne sige at de kom ham til gavn nu, tværtimod.

[Deleted]

Efter mødet med Vladimir, så tog Alexander virkelig ikke nogen chancer, som han havde valgt at skærpe sikkerheden omkring hans palæ, så han vidste, at Cassie i det mindste var sikker. Carmine var en mand som sagtens kunne passe på sig selv, også selvom manden havde fået advarslerne og var kendt med omstændighederne, bare i tilfælde af, hvis det skulle gå galt, så han var på dubberne når han var ude, for selv han ønskede jo ikke at miste den mand. Begge havde de en utrolig og ganske særlig betydning for ham, og nu hvor han havde sit arbejde at tage sig til, så kunne han nærmest slappe af med det, nu hvor Cassie alligevel lå og sov. Kongen havde tydeligt fået et flip og arbejdet kom til at hænge på alle andre, hvilket han faktisk var ved at være temmelig træt af, så gjorde det jo ganske vidst ikke nogen særlig forskel af den grund, og selv var han efterhånden ved at være temmelig irriteret over det, men det var jo bare det lod som han måtte leve med som fyrste og som greve af landet her. Han måtte vel bare tage sin tjørn i arbejdet.
Butleren blev stående i døren. Selv han havde fået at vide hvad der var hændt mellem Vladimir og Alex, og derfor vidste han også godt, at han ikke kunne byde alt og alle indenfor, og specielt når fyrsten ikke afventede besøg. At manden var der for at melde en forbrydelse, var dog ikke noget som han just havde regnet med, for det var der absolut ikke nogen som gjorde i dagens Dvasias. Han stod længe for en lang stund, inden han vendte sig mod Derick endnu en gang. ”Udmærket, så kom indenfor. Jeg meddeler fyrsten nyheden om Deres ankomst,” endte han roligt, som han roligt trådte til side og derved også tillod Derick at træde indenfor. Selv vendte han om, kun for at søge op af trapperne og op til Alexanders arbejdsværelse. Selvom han vidste, at det var med stor risiko at forstyrre ham midt i arbejdet, så var det jo trods alt nødvendigt af den grund, og det vidste han jo udmærket godt! Roligt bankede han på, også selvom svaret kom frygtelig hurtigt. ”Jeg sagde jeg ikke ville forstyrres!” endte han med en fast tone. Butleren tøvede lidt, men valgte at åbne døren og stak kun lige hovedet ind. ”Jeg beklager dybt min fyrste, men De har besøg. En mand er her for at melde en forbrydelse som er begået,” forklarede han nærmest helt ydmygt. Alexander prustede næsten som en tyr, idet han rejste sig. Han havde slet ikke tid til den slags i dag, og da slet ikke sådan som han havde det lige nu! Tænderne bed han tydeligt sammen, inden han alligevel valgte at nikke. Hvis det var en forbrydelse som var begået, så var han jo nødt til at tage sig af det, og i og med, at det var manden nu her som skulle melde det til ham, så måtte det være en vampyr, og så måtte han jo handle ud fra codexet trods alt. ”Udmærket..” mumlede han tvært, inden han varsomt rejste sig og forlod arbejdsværelset. Han søgte ned i forhallen, kun for at gå vampyren i møde. Vampyren var dog af den som han måtte genkende, for hvem genkendte ikke den daværende leder? ”De har været den sidste jeg regnede med at se på min dørtærskel, Derick,” endte han med en rolig og ganske sandfærdig mine.

[Deleted]

Om folk anmeldte forbrydelser eller ej, hvis kodekset blev brudt, det anede Derick rent faktisk ikke, da han ville gå ud fra at nogle, de med ære, ville fortælle omkring det, hvis de havde begået en forbrydelse, det var i hvert fald sådan han selv så på det, eftersom han havde været leder engang selv, så han vidste hvad det ville kræve, han vidste hvor svært det var at holde sammen på en race, derfor respekterede han også disse nye regler, skønt man ikke just kunne sige at det kom ham til gavn i stunden, tværtimod. Det gjorde kun det hele langt mere besværligt for ham, hvor han ærligtalt ikke vidste hvad han længere skulle gøre. Han var fortabt, han var frustreret og han kunne kun få løst problemet ved at finde ud af dommen, som måtte vente på ham. Hvordan Alexander ville blive anede han ikke, for han havde faktisk aldrig mødt manden før, skønt han havde hørt meget om ham, nogle kunne ikke lide ham, andre kunne godt, så det var vel lidt en smagssag, som han kun kunne finde ud af ved at stå ansigt til ansigt med ham. At Butleren så stod og var i tvivl om han skulle lukke ham ind, kunne han godt se, selvom han ikke havde tænkt sig at gå, for han var nød til at snakke med Alexander, og selvom manden sikkert havde meget at lave, da han også var greve, så var han stadig nød til at snakke med ham, da det var ham selv der havde begået forbrydelsen og det var kun Alexander der kunne lette den byrde. Han trådte roligt ind, hvor han blot blev stående i forhallen og ventede på at butleren gav manden besked. Han stod med rank ryg og hænderne foldet foran sig, som hans blik gled rundt. Det var lang tid siden at han selv havde boet sådan et prægtigt sted, men det hus han selv havde fået sat i stand, var noget som egentlig passede ham helt fint, skønt han selv til tider måtte savne luksussen ved sådan et stort og prægtigt sted. Men det var lang tid siden nu. Hans ekstraordinære violette øjne faldt på Alexanders skikkelse som han dukkede op. Han trak en anelse på smilebåndet til hans ord. Han bukkede let for manden i respekt, eftersom det trods alt var hans leder. Sjovt var det egentlig at tænke på at han selv havde været Alexanders leder engang, men det var igen fortid. Han rettede sig roligt op. ”Jeg er ked af at jeg forstyrrer Dem, Deres nåde, og ikke mindst at jeg dukker uanmeldt op, hvilket jeg beklager, men jeg havde ikke tid til at vente på at brevet nået frem og til at få respons igen, da jeg er for at anmelde en forbrydelse. En forbrydelse som jeg har begået,” svarede han, hvor han startede ud med at beklage, for kun at ende ud i en sandfærdig tone, da han slet ikke så nogen grund til at lyve overfor manden, da dette var nød til at blive løst! Han slog let blikket ned, som han næsten lige måtte samle sig, hvor hans blik flakkede, fordi han ikke vidste hvordan han skulle fortælle det hele, for det var skam med tungt hjerte. Han vendte roligt blikket mod Alexander igen, hvor det var kortfattet og alvorligt. ”Jeg har gjort min kæreste gravid, der ikke er vampyr,” fortalte han roligt, som nervøsiteten måtte stige i ham, da han trods alt ikke vidste hvordan manden ville reagere på det hele.

[Deleted]

At kodexet var blevet brudt, var ikke just en tanke som var gået op for Alexander, som han jo egentlig havde mere end rigeligt at skulle tænke på. Hans problemer med henblik på Vladimir, gjorde det ikke just bedre for ham, for det gav ham kun det ekstra, plus den unge konge som var helt ude i torvene, så han havde jo ikke engang tid til at slappe af og bare nyde en varm flaske blod mere, og selvfølgelig var det en tanke som virkelig måtte irritere ham! At det så var Derick som han skulle stå ansigt til ansigt med, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, som han jo heller ikke rigtigt kunne finde ud af, hvorvidt om det i det hele taget skulle vise sig at være en god eller en skidt ting. Blikket betragtede sig roligt af manden, som før ham selv havde stået som hans leder. En ganske morende tanke, også selvom han faktisk heller ikke var typen som rendt rundt og hoverede med den stilling som han havde fået. Tvært imod, så var han faktisk beæret over, at han fik lov til at stå med den efter en mand som Derick, for selv vampyrerne havde været vildtfaren i temmelig mange år – også selvom Vladimir fremstillede det på ganske andet vis! Manden kom temmelig uanmeldt, også selvom han slet ikke havde noget imod at slå en sludder af med et andet individ, da det faktisk var ved at være temmelig lang tid siden han faktisk havde haft den mulighed. Ved hans ord, så måtte smilet faktisk kun falme en smule, hvor han blev stående igen og kiggede på ham. Han blinkede let med øjnene. ”En forbrydelse du har begået?” gentog han denne gang med en langt mere.. skuffet tone. Han foldede roligt hænderne bag sin ryg, idet han bare blev stående og stirrede på ham, tydeligt også med en meget skuffet mine. Det var ikke her han ønskede at omdiskutere den sag. At han så præsenterede forbrydelsen for ham, var bestemt heller ikke noget som gjorde sagen meget bedre! Tvært imod! Han blottede tænderne i en mindre hvæsen, også selvom det mere var for ham selv. ”Jeg går ud fra, at du kender til straffen ved at gøre dette, Derick? Jeg priser mig selvfølgelig for at du selv vælger at komme og melde det, frem for bare at.. lægge skjul på det. Folk flest har en sjov tendens til at tro at de kan skjule den slags for mig.. Kom med.. Vi må snakke om den sag. Den er yderst alvorlig,” endte han med en yderst kortfattet tone. Den høflige undertone var som pludselig bort for ham, skønt han ikke så nogen grund til direkte at skulle tage det så slemt lige nu. Manden havde selv valgt at komme og fortælle om det som han havde gjort, og selvfølgelig var det noget som han selv måtte tage til efterretning. Han gjorde et hovedkast i retningen af den store stue, hvor de kunne slå sig ned og snakke om det. Han lod det bestemt ikke gå let for sig, også selvom det at manden selv var kommet for at fortælle ham det, selvfølgelig var noget som han agtet at tage i mente hvad sagens angik.

[Deleted]

De violette øjne veg Derick ikke fra Alexanders skikkelse, hvor han godt hørte den skuffede tone og så den skuffede mine, hvilket ikke just gjorde det bedre for ham, for han var skam ikke stolt over at have brudt reglerne, som han rent faktisk måtte respektere! Og han havde jo faktisk vanæret racen ifølge reglerne. Hvæset skræmte ham nu ikke, da han ikke følte sig truet eller skræmt af Alexander, for det havde han ingen grund til. Han respekterede manden som sin leder og han så ingen grund til at gøre andet, medmindre manden viste sig at være uværdig til posten, så ville han ikke kunne, men han kendte ham ikke, så han måtte vel finde ud af det i aften? ”Det gør jeg,” svarede han til det om at det at han kendte til straffen. Han havde dog ikke gjort det med vilje, eftersom han slet ikke havde regnet med at det ville være muligt! Han nikkede blot, som han lod Alexander vise vej ind til stuen, hvor han selv fulgte efter, samtidig med at han lukkede dørene bag sig, så de var alene. Han sukkede kort, inden han vendte sig mod ham, da han var nød til at snakke med manden om det, selvom det nok ikke blev let og manden virkede også sur over at det var blevet brudt, men det kunne han nu ikke engang gøre noget ved. ”Jeg ved at jeg har begået en forbrydelse, men det er nok ikke nogen overraskelse, når jeg kommer her på vegne af mig og familien. Og det vil nok heller ikke overraske dig, at jeg beder om din tilladelse til at beholde både kæresten og barnet, eller børn, eller..” Han gøs kort ved tanken, „hvor mange det nu kan blive.” Han stod med rank ryg og hænderne foldet bag sig, uden at han tog de violette øjne fra manden. ”Jeg havde ikke selv regnet med at det ville ske, eftersom det aldrig er sket før. Men jeg kom her i håb om at du ville finde forståelse for det, for jeg respektere skam dine regler, højere end nogen anden Alexander, for jeg har selv stået som leder og jeg ved hvor vigtige reglerne er. Barnet vil med højst sandsynlighed blive varyl, og jeg ved godt at vampyrerne er en ædel race, tro mig, det er min føde race og jeg er stolt vampyr! Men vi ved begge at den aldrig vil blive fuldt ud ren, for det kræver at vampyrerne hverken voldtager andre, eller at folk får børn og så går fra hinanden, og at de nulevende varyler bliver dræbt. Og vi ved også begge at det ikke er alle varyler der er afskum, der er mange, faktisk rigtig mange, som står med høje titler her til lands og i udlandet, vi tjener begge en konge som er varyl, den kongelig rådgiver er varyl, og han har tilmed vampyr i sig, og Enrico er en nobel og stor mand, og jeg har skam tænkt mig at opdrage mit barn i vampyrernes veje, for andet vil jeg slet ikke tillade. Uanset håber jeg at du vil være lidt medgørlig, eftersom det vil lette min byrde ufattelig meget. Og jeg vil være dig uendelig taknemlig, hvis du lod mig beholde min familie, du ved trods alt selv hvordan det er at være sammen med en, der ikke er vampyr,” svarede han i en sandfærdig og dog håbefuld tone, hvor han endte med at knæle for ham i respekt, imens blikket gled mod gulvet, for nu steg nervøsiteten da kun endnu mere!

[Deleted]

Alexander kunne ganske vidst ikke skjule, at han faktisk var.. skuffet, for det var han! Derick stod som en gammel leder, og han burde mere end nogen anden, kende til konsekvenserne af regellov, også fordi at han selv havde lagt meget arbejde i at få dem udarbejdet, og selv han måtte jo følge dem til punkt og prikke. Han var jo så heldig, at den som han havde udset sig som sin mage for livet, ikke kunne blive gravid uden at skulle tage en sjæl i bytte – en sjæl som han ikke havde, men nu var han heller ikke kommet så langt i hans forhold med Cassie til nu. De gyldne øjne gled direkte mod hans skikkelse og med en direkte fast mine. Selvfølgelig var der credit for at han selv kom for at melde det i stedet for at han skulle finde ud af det senere hen. Selv personligt havde han mere end nok at slås med fra før af, så det at dette var noget som han skulle slås med lige så, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. Han førte Derick med sig ind i den store stue, hvor han blev stående med hænderne foldet over ryggen. Blikket gled direkte mod ham endnu en gang. ”Skal jeg være helt ærlig, så kommer det ikke bag på mig, at du kommer med bønnen om at beholde både kæreste og barn. Jeg er skuffet Derick.. Det er jeg virkelig..” Denne gang havde den muntre tone taget en helt anden drejning, som han tydeligt var endt.. skuffet over at manden i det hele taget havde gjort det! Uanset hvor mange det blev, så var sandsynligheden for at ungen eller ungerne ville blive varyler utrolig stor, og den tanke var noget som han selv personligt direkte væmmes ved!
At Derick så skulle fyre den store salgstale af og med argumenter hvad angik de varyler som allerede var tilstede, var slet ikke noget som han kunne bruge til noget i ærlig forstand. Han lod dog manden tale ud, da han jo faktisk ønskede at lytte. Salgstalen skulle helt klart være i orden, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om noget som helst! ”En ædel vampyr vil slet ikke tænke på familie med andet end en vampyr, Derick, så hvor stor respekt du har for mit regelværk, betvivler jeg faktisk. Og med henblik på den unge konge, så er han helt ude i torvene og det efterlader mig og resten af den adelige afstamning med frygtelig meget ekstraarbejde, så jeg ved ikke hvor ædel og nobel han egentlig er når alt endelig kommer til alt,” begyndte han med en langt mere spids tone. At manden var gledet på knæ for ham, var slet ikke noget som gjorde hverken gavn eller det modsatte, for det var slet ikke noget som rørte ham. ”Jeg kører med en ideologi om at igen at gøre vampyrerne til en ædel og nobel race, samt den mest stolte af dem alle sammen, for det er vi på ingen måder som det står lige nu. Jeg kan ikke berøre dem som er kommet til før mit lovværk, eller dem som har fundet sammen før det, skønt jeg kan kræve, at der ikke fødes varyler, da regelværket vil ramme dem den vej. Jeg accepterer ikke din handling Derick.. Du af alle burde da vide hvad der sker, ved at lade den lille mand kigge ind i den hellige hule,” endte han med en fast tone. ”Rejs dig, du gør mit gulv beskidt,” påpegede han med en mere kortfattet tone. Det var bestemt ikke fordi at han var en glad mand. Tvært imod!

[Deleted]

Derick så ingen grund til at skulle skjule det, for han stod her netop fordi han respekterede reglerne og fordi han vidste at der var straf for det. Han ville dog gøre alt for at beholde sin familie og han fandt det på ingen måder retfærdigt at en tredjemand, der på ingen måder kendte til situationen eller noget som helst, skulle afgøre om han kunne beholde et barn eller ej, hvilket også gjorde ham stædig, men han vidste at han ikke fik noget godt ud af at skjule det for manden, og det var også derfor at han stod her. At manden så sagde at han var skuffet over ham, kunne han ærligtalt ikke gøre noget ved, eftersom skaden var sket, og han havde ikke engang troet at Denjarna kunne blive gravid, for så burde det vel være sket noget før? Det var ikke just fordi de havde lagt skjul på det intime før i tiden, så hvorfor skulle det ske nu? Og det var virkelig et dårligt tidspunkt, når de havde problemer i forvejen. At han så begyndte at tale til om at en ædel vampyr kun tog en vampyr som kæreste, samt at han betvivlede at han respekterede reglerne, fik ham til at sende manden et kortfattet blik. Han var ikke nogen lille dreng, og derfor gad han bestemt heller ikke tiltales på den måde, eftersom manden ikke var hans mor! ”Hvis jeg ikke respekterede dine regler, tror du så jeg ville stå her i dag? Jeg fik det at vide i går, jeg er kommet så hurtigt jeg kunne i stedet for at udskyde det! Og hvis en ædel vampyr virkelig kun tager en vampyr og stifter familie med, så fortæl mig lige, hvorfor du har en nymfe gemt her på stedet? Hvis nogen skal gå frem som et godt eksempel så er det dig, fordi du er lederen. Jeg har været sammen med min, langt før dine små regler blev udstedet Alexander, jeg har tilmed været gift med hende. Og til din orientering, så har jeg mærket hende som min, hun er min … som dine regler beskriver det … ejendom,” svarede han i en kortfattet tone, som han havde rejst sig igen fra gulvet. At manden viste sig at være på den måde, fik kun hans egen respekt for manden til at blive mindre, for han fandt sig bestemt ikke i alt, og ingen skulle tale ned til ham, ikke engang hans leder! ”Desuden, så ved jeg godt hvad den unge konge har forsøgt at gøre, men han er heller ikke vampyr, min pointe er bare, at ikke alle varyler er elendige. Jeg forstår udmærket godt at du ønsker at gøre racen til en ædel race, men vi ved begge at selv fuldblods kan være større afskum end hvad halvblods og blandingsracer kan være. Det hele kommer an på folks morale, så der vil altid være nogle som vil falde ud. Jeg forstår udmærket godt at jeg har krænket dine regler Alexander, og jeg kom ikke herop i den tro at det hele kunne gå mildt for sig, da jeg skam forventede at blive straffet for det, og jeg er villig at tage hvilken som helst straf, så længe jeg får lov til at beholde min familie,” svarede han i en kortfattet stemme, som han skam godt vidste hvordan det hele fungerede og han havde heller ikke regnet med at gå herfra helt uskadt, men han ville stadig kæmpe for sin familie. ”Men lad mig spørge dig om noget Alexander, har du hovedet nogensinde haft respekt for mig, som leder?”

[Deleted]

Alexander kunne ikke rigtigt undgå at mærke skuffelsen. Graviditeten kunne undgås på mange måder – deriblandt at lade være med at gøre det, men effektive strategier, såsom at gøre brug af griseskind, var ganske normal også blandt hans rang, og det var vel også noget som selv Derick var kendt med i den anden ende? At manden ikke brød sig om måden at blive tiltalt på, samt at han skulle gøre brug af Cassie som et argument, fik ham til at sende ham en direkte dræbende mine. Han var en presset mand og han følte sig presset fra alle kanter og led, selvom det bestemt heller ikke just gjorde det meget bedre for ham! Tvært imod! ”Til din orientering, Derick, så har Cassie og jeg aldrig været hinanden tætte! Desuden kender du til det med magen mindst ligeså godt som jeg, og jeg kan ikke vende ryggen til hende, som jeg lige så, ønsker at passe på hende og beskytte hende. Jeg ønsker at de kommende generationer skal fremstå so mere ædle, end hvad de har gjort frem til nu. Jeg fremgår da som et glimrende eksempel på at man kan være sammen med en som ej er vampyr, uden at skabe varylunger. Jeg vil ikke se dem, Derick. Dem som er kommet til før mit regelværk, kan jeg ej berøre, men den som kommer til verdenen efter dem, er straks en helt anden sag,” påpegede han med en kortfattet tone. Det havde taget ufattelig lang tid at udarbejde de regler og få dem underskrevet, men det havde lykkes ham! Fuldblodsvampyrerne kunne sagtens være afskum og det som var værre, men de var de mest ædle, da de var renracet, og det var det som han gik forbandet meget op i! Det var jo også derfor han havde fået lavet det kodex, og at det ikke blev overholdt, var noget som hurtigt kunne gøre ham direkte irriteret og mere end det som sikkert var godt i den anden ende. ”Personligt har jeg intet imod varyler, Derick, men jeg vil ikke se dem med en blanding af vampyr i sig, hvis jeg kan gøre noget ved det og det har jeg, da jeg valgte at få skrevet de love og endda fået kongehusets signatur og segl på det, så det faktisk fremstår gældende! Jeg er glad for at du kommer og fortæller mig hvad du har gjort. Uanset hvad, så skal du straffes for din handling i overensstemmelse med reglerne,” påpegede han ganske kortfattet. I og med at han havde valgt at melde det selv, havde han valgt at skåne hans såkaldte kæreste, også selvom han i bund og grund kunne være ligeglad. Af den grund, ønskede han at tage det hele professionelt og faktisk handle oprigtigt, så han ikke mistede den respekt som Derick tilsyneladende havde for ham, netop ved at komme og melde det selv. Svagt trak han på smilebåndet ved hans følgende ord, hvor han let rystede på hovedet. ”Jeg vil være ærlig overfor dig, og må svare nej.. Det har jeg ikke haft, selvom jeg altid har ligget under dig. I mine øjne, er.. det ikke rigtigt en leder værdi at rende rundt med dronningen af Procias,” svarede han ærligt. Nu havde manden spurgt, og så fik han også et ærligt svar.

[Deleted]

Den dræbende mine som Alexander sendte Derick, tog han sig ikke af, da manden selv bad om det, manden troede han stod og retfærdiggjorde sin dom, men hvordan kunne det være retfærdigt, når han selv var sammen med en kvinde som ikke engang var halvt vampyr, som på ingen måde var vampyr? Han havde ikke vidst hvordan Alexander ville være, da han havde været på vej herop, han kendte ikke manden, men hvis han opførte sig uretfærdigt og talte ned til ham, så mistede han i hvert fald al sin respekt for manden og så var han snart ligeglad med om han brød reglerne, for det ville bare være regler en gal og uretfærdig mand havde sat, og han gad ikke følge en leder som slet ikke gad lytte til ham eller tiltale ham ordentligt. Måske manden var presset, men hvis han ikke kunne klare sit job som leder, burde han måske ikke være det samtidig med at han var greve, for racen havde brug for ham, og han var ikke kommet herop for at blive skældt ud, bare fordi manden var stresset, han var her fordi han vidste at han havde gjort en forbrydelse og fordi han ønskede at få det løst. ”Men så ved du udmærket godt hvordan jeg har det med min kvinde Alexander! Du ved hvordan det er at være overbeskyttende, at elske med hele sit hjerte og dybere endnu, det kan jeg heller ikke bare se bort fra. Og hvorfor føler du dig truet af varyler? De har aldrig været en trussel for nogen, mit barn behøver ikke engang have noget med vampyrerne at gøre, hvis det er det som er galt,” svarede han roligt og dog fattet. Han var her ikke for at skændes med Alexander, skønt han dog havde håbet at manden havde været lidt mere medgørlig, men det beviste måske også bare hvilken mand han var? Han havde endnu ikke et billede af Alexander, men det ville han få når dette møde var omme og han var på vej hjem igen, og så måtte de jo se hvad det blev. Manden virkede fuldstændig ligeglad med racen, så længe han bare selv fik sin vilje, hvilket han ikke just kunne sige at han havde respekt for, og han havde heller ikke respekt for at en enkelt mand troede at han var gud og dermed kunne have magten over andres liv, for det var på ingen måder retfærdigt. ”Jeg ved godt at reglerne er godkendt af kongehuset, jeg står her af en grund. Jeg er villig til at tage en straf, men jeg havde håbet på at du var en retfærdig mand, der ville lytte til mig, frem for at afvise mig så snart jeg åbnede munden. En leder lytter til sit folk, jeg respekterer skam dine regler, for som sagt, ellers ville jeg ikke stå her, klar til at tage imod straffen, men jeg ønsker at beholde min familie og jeg kan ikke se hvorfor en helt tredje person, der hverken har kendskab til mig, eller min familie, skal afgøre hvad vi skal gøre, når du slet ikke er indblandet i mit liv. Vi er ikke engang bosat i Convento, vi genere ingen vampyrer, vi genere ingen, vi passer vores eget liv og får det til at fungere,” svarede han kortfattet. Han fnøs kort til hans ord, som han måtte nævne Elanya. ”Og det beviser måske kun hvor lidt morale du selv har, eftersom jeg ikke var sammen med lysets dronning da jeg var leder, jeg var ikke engang vampyr, da jeg var sammen med hende. Men hvis du ikke respektere at jeg har været sammen med en af lyset, hvorfor pokker er du så selv sammen med en? Hm? Jeg synes du begynder at vise mig en meget egoistisk side og at du kun tænker på dig selv, frem for race, for vi ved begge at en god leder lytter til racen og deres behov, frem for at ophøje sig selv via nogle regler. Jeg kom ikke her for at diskutere med dig Alexander, jeg kom her, fordi jeg vil beholde min familie, jeg er ikke forskellig fra dig, hvis din nymfe er din mage, så ved jeg hvad du vil gøre for hende, og derfor ved du hvad jeg vil gøre for min kvinde og generelt min familie. Du er min leder og jeg vil foretrække at du er en mand som jeg kan respektere, som hele racen kan respektere, for ellers så vil du dømme hele racen til nederlag.”

[Deleted]

Selvom Alexander måske var en ekstremt presset mand, så havde han skam heller ikke tænkt sig at lade det påvirke den beslutning som han skulle tage omkring Derick og hans familie. Selvfølgelig priste han sig for at manden havde valgt at opsøge ham og selv melde det, og for det, så ville han faktisk skåne hans såkaldte kæreste. At manden skulle benytte Cassie som et argument, var bestemt heller ikke noget som han selv fandt sig i! Han havde taget højde for at vampyrerne fandt deres mage i en anden end deres egen race, men så lang tid der ikke kom afkom ud af det, så havde han det fint med det. At det var brudt i dette henseende, var ikke noget som han kunne lade gå smertefrit for sig, og det i sig selv, var vel også noget som selv en som Derick havde den største forståelse for? Han var måske udenforstående, men det var vel også det bedste når det kom til at skulle bedømme hvorvidt hvad der skulle ske herfra, og det var noget som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende. ”Før eller siden er der kun varyler i den her verden, Derick, og alle andre racer er afgået ved døden og glemt og uddød. Mindes du de gamle tider hvor det kun var renracet som var på tronen? Renracede som ledte vores land? Det er det jeg vil have tilbage, og deriblandt også grunden til at jeg ikke vil se varyler med vampyrer involveret i sig. Hvordan du har det med kæresten, kan jeg endelig ikke tage mig af. Jeg vil bare ikke have blandingsbørn,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Selv han vidste, at han aldrig ville få det med Cassie, da det krævede en sjæl for en nymfe at blive gravid – noget som han heldigvis i det henseende, ikke var i besiddelse af, så det var noget som faktisk passede ham særdeles perfekt. At manden ikke kunne se tydningen i ordene, var ikke noget som han kunne sige sig, at gøre noget ved af den grund, for det beviste vel bare hvorfor han ikke længere var en leder? Han knyttede næverne ganske let, også mest for at bibeholde den fatning som han nu var røget i. ”Jeg respektere dig for at du selv kommer og melder det. Det gør jeg skam, og derfor har jeg også valgt allerede på forhånd at skåne din såkaldte kæreste. Jeg er skam retfærdig hvad angår det her, og tro mig.. Det ville have været langt værre, om jeg selv skulle finde ud af det, frem for at du kommer og fortæller mig det,” påpegede han ganske kortfattet. At manden gerne ville beholde sin familie, var noget som han skam godt kunne forstå, men han måtte også bare acceptere konsekvenserne af hans handling. At han berørte Alexanders såkaldte morale, fik smilet let til at brede sig på hans læber. ”Jeg er vidst nødt til at spørge dig om du er i besiddelse af det menneskelige i form af en morale Derick? Jeg er et dyr, jeg har ikke nogen,” påpegede han ganske sigende. Manden var fesen i hans øjne, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne bruge til noget! ”Spørger du mig, er der forskel på at rende rundt i lagnerne med dronningen af Procias, og en skovnymfe. Jeg gør hvad jeg kan for at forsikre mig racens overlevelse. Handlinger som den du netop har foretaget ved at gøre en skøge gravid udefra, for det er den slags som er med til at ødelægge racen for os alle! Som sagt respekterer jeg du selv kommer med meldingen om hvad du har gjort, men du skal bestemt ikke komme her og tro, at det hjælper at så tvivl ved min plads som din leder! Du har at tiltale mig med den respekt som jeg har krav på!”

[Deleted]

Derick ville gøre alt for at tale sin sag, da det trods alt kom til hans familie, og om Alexander brød sig om at han nævnte hans såkaldte mage, kunne han ikke se noget problem i, for det gjorde jo kun at Alexander måtte kende til følelsen af at ville beskytte noget med sit liv, og sådan havde han det jo! Han havde dog håbet på at Alexander ville være en fair mand, men hvorvidt han var det eller ej, havde han ærligtalt svært ved at se, da han lød frygtelig egoistisk, når det kom til reglerne, i stedet for at kunne se det fra andres sider, såsom en som Derick, der åbenbart skulle have familie med en anden race. Aldrig havde Denjarna været i stand til at blive gravid, hvordan pokker skulle han så vide at det ville være muligt denne gang? Men det måtte vel næsten skyldtes fordi hun var blevet genoplivet og alt var blevet vækket på ny? Han vidste det ikke. Han havde dog ikke regnet med at slippe ustraffet herfra, og han havde heller ikke noget imod at tage imod en fair straf, om den så var slem, så længe han fik lov til at beholde sin familie. Han endte med at nikke til Alexanders ord. ”Jeg forstår dig godt Alexander, jeg selv har svært ved at skulle følge en varyl, når jeg er enig i at de på ingen måde kan måle sig med os fuldblods, så det vil jeg give dig fuldkommen ret i, men du bør vide at verden udvikler sig, jeg kan godt huske dengang varyler slet ikke var velsete overhovedet! Men det har ændret sig, og hele verden vil hele tiden gå i en udviklende face fremad. Du kan ikke stopper varyler med at komme til verden Alexander, desuden mit barn har ikke behov for at få en eller anden stor titel, og det kommer nok heller ikke til at ske, da børn typisk arver efter deres forældre i de adelige familier. Desuden Alexander, skal du ikke selv bruge en arving til greveposten?” Han forstod skam godt manden, når det kom til varyler, da han selv aldrig havde anset dem for at være noget særligt, dog havde han aldrig haft et problem med dem, som Alexander tydeligvis havde, og det kunne nærmest lyde som et had, og han vidste ikke hvorvidt det var godt med en leder der blev styret af et had, for det kunne jo ende frygtelig grumt! ”Men så er det jo godt at jeg ikke skjulte det, for det havde jeg heller ikke overvejet på noget tidspunkt,” svarede han blot, da det var sandheden. Han fnøs let til hans ord om morale og rystede let på hovedet af ham. ”Alle har en morale, Alexander, selv vampyrer, jeg er et rovdyr, men det er moralen der fortæller noget om vores person, og hvis du påstår du ikke har nogen morale, så bør du måske ikke være leder, da en leder skal handle ud fra sit folk og ikke sig selv, desuden så ender folk uden morale typisk med frygtelig mange fjender og det kan gå galt i sidste ende,” svarede han blot med et kort skuldertræk. Måske vampyrer kunne slukke for deres menneskelige følelser, men en leder der kun opførte sig som et dyr, ville aldrig blive respekteret af sit folk, men det var måske også på grund af Alexander at racen så var blevet så vild og ustyrlig? Det var jo så det store spørgsmål. Hans smil falmede da manden kaldte Denjarna for en skøge, som han på ingen måde fandt sig i. ”Kræver? Du kan ikke kræve det mindste fra mig Alexander, og at du tror du kan, vinder i hvert fald ikke min respekt. Jeg kom her, uden at vide hvilken mand du var, jeg respektere dig, indtil det modsatte er blevet bevist. Men jeg er ikke en mand der finder mig i hvad som helst, såsom at du nedgør mig og min kæreste. At jeg var sammen med Elanya, har intet med min tid som leder at gøre, så jeg kan ikke se hvorfor du nævner det, da jeg ikke engang var vampyr på det tidspunkt. Desuden kan jeg forsikre dig om at racen nok skal overleve, for vi er på ingen måder få, vi er en af de største racer her i landet, hvis ikke den største, så der er intet at skulle redde på det punkt. Vampyrerne har altid overlevet og vil altid gøre det,” svarede han med en ualmindelig rolig stemme, da han ikke så nogen grund til at hidse sig op. Armene var dog alligevel endt over kors, som tegn til at han ikke var helt tilfreds. Han frygtede ikke Alexander, og han var fløjtende ligeglad med hvor mange titler han havde, hvis manden ville have respekt, måtte han vise det i gengæld, og det gjorde han bestemt ikke ved at nedgøre ham og hans kærste!

[Deleted]

Det var tydeligt for Alexander at Derick ikke kunne se hans pointe i at holde en race fuldblod. Han ønskede ikke at ende op med at racen skulle uddø på et tidspunkt, fordi alle havde fået varylbørn, og det var det som han faktisk var mest bange for. Den daværende dronning af landet havde været enig med ham. Varylerne var for frembrusende, og det kunne hurtigt ødelægge alt det smukke i at være en renracet, som meget snart var en minoritet i samfundet og det ønskede han på ingen måde! Han kneb øjnene en anelse sammen. ”Den unge konge har kun bevist for mig, at han ikke er klar til at tage ansvaret som ligger i det at skulle være en konge. Jeg snakker desuden ikke om at varylerne ej skal have store titler og deres status, Derick. Jeg tænker på min races overlevelse, og det kan det regelsæt formå, hvis det bliver opfyldt. Hvad angår det her, så er jeg ligeglad med den udvikling som Dvasias gør sig. Jeg vil ikke se vampyrerne som en stor, stolt, ædel og nobel race gå til grunde, fordi alt og alle vælger at få varylbørn!” endte han med en fast tone. Han havde skam ikke noget imod varyler som sådan, andet end at det var ødelæggende for renracede, og det var det eneste som han var ude på at sætte en stopper for, selvom Derick tilsyneladende ikke kunne følge ham i hvad det var han ville. Ikke fordi at det forundrede ham, for der var vel også en grund til at manden ikke fortsatte som en leder? Han kunne ikke se problemerne, om de så var lige for næsen af ham, og nu havde Alex jo så taget hånd om et af dem, og han havde endda haft kongehuset og Jaqia på sin side, siden start! ”En arving skal jeg nok finde, såfremt tiden byder mig det. Jeg kan gøre det på andet vis end at skabe mig en familie af den menneskelige vej,” endte han ganske kortfattet. Han ville aldrig få børn med Cassie uanset hvad, så for hans del, så blev det på den dyriske måde; Ved at bide, dræbe og omdøbe.
At det skulle ende i en mindre diskussion hvad angik morale og etik, var næsten noget som morede Alexander, for dyr var ikke præget af morale og etik! Men tradition, overlevelse og instinkt, så der tog Derick i den grad fejl! ”Ulven forbliver ikke alfa ved at spille på morale, Derick, men ved at spille med musklerne og fremstå som den stærke, de bider dem som ikke lystre, de straffer dem som ikke lystre og de beskytter og passer på racen – og det er netop det jeg gør ved at værne om det som er rent. Dyr ejer ikke nogen morale, dyr er ikke i besiddelse af den slags. Jeg er bange for du er i for stor kontakt med den menneskelige side, min kære ven.. Det var vel det som blev din undergang?” Det kriblede allerede i hans fingre. At blive tiltalt på den måde, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, og det var vel også tydeligt i hans blik? Uden at tøve, greb han ud efter mandens strube og tvang ham direkte op af væggen. Han var ældre og derved hurtigere end Derick ville være. ”Du er ved at være rusten i det at skulle lede et folk, Derick. Det eneste du har haft at tænke på, er dig selv og din lille kæreste, som sikkert sidder hjemme og venter på dig? Og ved du hvad? Hvis du er her for at redde dig selv og din såkaldte familie, så er det bestemt ikke måden at gøre det på! Jeg kunne slå dig ihjel.. lige nu og lige her, for den manglende respekt du viser mig, straffe dig for ikke at makke ret. Reglerne er skænket, udelukkende for at holde racen ren og holde den ved lige.. Jeg vil ikke se den gå til som dæmonerne og warlockerne er i færd med.. Og din handling.. har kun gjort det sværere for mig, så jeg vil stille dig i et enkelt valg.. Og du har kun to alternativer..” hvislede han med en fast tone.

[Deleted]

”Jeg er enig i at kongen ikke gør arbejdet godt, men det behøver ikke at have noget at gøre med at han er varyl, han er ung, han har meget at lære og i mine øjne fik han et for stort ansvar alt for tidligt i sit liv, og det kan han tydeligvis ikke klare. Desuden, så er det ikke alle vampyrer der vælger at få varylbørn,” svarede Derick sandfærdigt, uden at han veg blikket fra ham. Han vidste godt hvad det var Alexanders side, desværre kunne han ikke bare sige, ja okay, du får ret, jeg smutter nu, for det ville koste ham hans familie og det ville han på ingen måder! Han var her jo netop for at kæmpe for familien, men det kunne manden vidst ikke se, og selvom han kunne, så interesserede det ham tydeligvis ikke, og det gjorde ham faktisk selv skuffet. Han måtte erkende at af det som Alexander viste ham, så brød han sig kun mindre og mindre om ham, hvilket han også anså for at være en skam, men desværre så var der bare visse som sad på poster som de ikke engang havde fortjent, og han fandt ikke Alexander værdig, hvis han valgte at fortsætte af denne sti. At manden så ville finde en anden måde til arving på, trak han blot på skuldrene på, eftersom manden slet ikke virkede til at være i stand til at tale. At han så også blot plaprede om at han var et rent dyr, fandt han kun tåbeligt, da selv vampyrer havde menneskelige følelser. Ganske vidst var Derick blevet langt mere blød igennem tiden, men han havde stadig et bæst i sig, ligesom han også havde et mørke, et mørke som han langsomt kunne fornemme måtte prikke under hudens overflade, hvilket han fandt som et meget frygteligt dårligt tidspunkt. De var tydeligvis ikke enige ved noget, heller ikke ved moralen, hvilket kun gjorde at kampen var tabt, for manden havde tilsyneladende ingen respekt for ham, og ville tilsyneladende ikke gå med til at lade ham beholde børnene. ”Så.. du anser altså dyr for at være højere hævet en personer? Sjovt, det er ellers ikke ulvene, hjortene, eller de små søde kaniner, som styre fødekæden, det er os personer,” svarede han kortfattet, som hans violette øjne ikke fjernede sig fra Alexanders skikkelse. At manden så forsøgte at overfalde ham, kom alligevel bag på ham, skønt han ikke længe stod i Alexanders greb, da han gjorde en bevægelse, der tvang Alexanders hånd væk, hvor han med sin anden holdt den mod Alexanders skulder, for at holde ham væk fra sig. Måske manden var ældre, men det var ikke ensbetydende med at han var bedst, Derick selv kunne flere forskellig kampsport, han var strategisk, han var stærk, og desuden så vandt manden da slet ikke hans respekt ved at angribe ham. ”Men jeg er ikke ude på at lede et folk Alexander! Jeg kom ikke her for at slås med dig! Jeg er her ikke for at fortælle dig, hvordan du skal gøre dit job, for jeg er ligeglad med den titel! Og jeg kan ikke se problemet i at tænke på dem som jeg holder kær, for jeg ved at du tænker på nøjagtig samme måde med Cassie, for du vil gøre alt for hende, som jeg vil for min familie og det er der intet galt i! Desuden hvis du vil have min respekt, må du udvise lidt i gengæld, for den kan du ikke bare komme og kræve af mig, og jeg kan fortælle dig at det ikke er måden at vinde den på, når du angriber mig!” svarede han i en fast tone, som han brugte sin styrke til at skubbe manden nogle skridt væk, skønt han ikke gjorde noget yderligere, for han var her ikke for at slås, desuden havde han troet at manden var lidt mere fornuftig end det, men hvis han bare gik rundt og angreb folk, fordi han ikke fik sin vilje, så havde han bestemt ikke respekt for ham! Blikket holdt han også noget mere vagtsom på manden, nu hvor han havde set hvilken type han var, hvor han kunne regne ud at han godt kunne vinke farvel til den tilladelse. ”Og hvad er så de to alternativer?” spurgte han kortfattet, som han allerede kendte svaret.