Report a crime

[Deleted]

Uanset hvad, så var Derick på ingen måde god til at tale sin sag, da det tydeligt kun virkede til at han var ude på at diskutere, da de ikke var enig. Han havde haft sin måde at gøre det på tilbage dengang, og nu havde Alex sin, da han det havde været tydeligt at Dericks ikke havde virket. Han sendte manden en fast mine. Han havde ikke nogen anelse om hvordan det var at arbejde med den unge konge. Ikke fordi at han havde noget imod det som sådan. Det frustrerede ham jo kun at manden ikke kunne se.. på tingene som det han gjorde! Den unge konge var for det første sat på tronen for tidligt, hvilket de sagtens kunne blive enige om, men arbejdet blev stadig ikke gjort ordentlig af den grund og han ville ikke stå og se på Dvasias falde til ruiner! ”Jeg vil ikke frarøve vampyrerne den mulighed for at være sammen med deres mage, dersom deres mage ej er en vampyr, Derick. Det eneste jeg forbyder disse, er at føre slægten videre. Du kan kalde mig hvad pokker i vold, hvad du har lyst til. Jeg kan næsten garantere dig for, at jeg er blevet kaldt hvad der er værre end det. Desuden ser jeg ikke nogen grund til at diskutere den unge konge med dig. Det er jo trods alt ikke hvad du er her for,” svarede han kort for hovedet. Generelt var denne samtale kun ved at irritere ham. Han stod fast på at dyrene ikke besad nogen morale, men det var Derick vel også ligeglad med? Han lod roligt armene søge over kors, som han igen vendte blikket i retningen af manden. Det var store ord at komme med, af en mand som egentlig ikke ville blive manglet i et samfund som han befandt sig i, så han skulle efterhånden til at passe temmelig godt på, dersom han ville have noget som helst godt ud af det her! ”Det skulle komme fra en mand, som ikke kunne klare gejsten som leder? Du har været i for megen kontakt med dit følelsesliv, Derick, og det blev jo trods alt kun dit fald, ikke sandt? Hvad fik du ud af det?” fortsatte han med en dæmpet hvislende stemme. Dyrene var måske dem som udgjorde fødekæden, men mennesket, men det var mennesket som var en døende race, og ej vampyrer, så hvem var det egentlig der tabte i forløbet? Det var bestemt ikke dyrene da!
Grebet omkring Dericks hals, var udelukkende en sidste advarsel, for han var efterhånden ved at være godt og grundigt irriteret og mere end det som nogen kunne beskrive lige nu! Han var en meget presset mand, og han forsøgte faktisk ikke at lade det gå ham på i den her situation, men manden pressede ham og tirrede ham, og det var bestemt ikke nogen god ting! Tvært imod! ”Du tirre en allerede meget presset mand, og hvis du skal gøre dig nogen forhåbninger om at redde den såkaldte familie som du vil have, så kan jeg godt love dig for, at du skal lægge den tone om for mig! Og tro mig.. Jeg har set mange blive gravlagt her på kirkegården – inkluderet den kære Elanya, og jeg kan love dig for, at jeg snildt kan gøre plads til din kæreste og din kommende lille møgunge!” advarede han med en yderst fast tone. At manden skubbede ham væk, sagde han ikke noget til, som han kun sendte ham en yderst fast og noget afmålt mine. ”Enten skal ungen slås ihjel, ellers bliver ungen omdøbt. En renracet vampyr.. eller intet. Det er dit valg,” afsluttede han bestemt. Det stod ikke til nogen diskussion, og så synes han at have været umådelig mild!

[Deleted]

Derick endte med at hæve begge bryn i en forvirret mine, da manden virkede fuldstændig … ude af den. Han modsagde jo sig selv, hvilket faktisk kun forvirrede ham en del. Desuden virkede manden heller ikke til at forstå sig på hvad han sagde og det hjalp dem da bestemt heller ikke. ”For det første, så har jeg slet ikke lyst til at kalde dig noget Alexander, for jeg kan skam sagtens se alt fra dit synspunkt af, når det kommer til racen og det at du gerne vil have at den er renracet. Og for det andet, så var det dig der nævnte kongens arbejde, ikke mig, jeg påpegede blot at også han var varyl og sad med en høj stilling, desuden så er det ikke så meget kongen jeg hentyder til, men mere den kongelige rådgiver Enrico, da manden er halv vampyr og halv alkymist,” svarede han roligt, hvor han ikke tog blikket fra ham. At manden så fortsatte med at nedgøre ham, hjalp ikke just på hans humør, for det var vel kun naturligt at forsvare sig selv, når man blev angrebet? Det kunne godt være at det ikke gavnede ham, men han så heller ikke nogen grund til at skulle slikke Alexander i røven for at få sin vilje, for han gad bestemt ikke udstille sig selv på den måde! Så var han da først ynkelig! Han mærkede også mørket forsøge at stige i ham, hvilket fik det til at stikke i hans venstre bryst, hvor mærket som Ezekiel gav ham sad, selvom han ikke tog sig af det i øjeblikket. Armene lagde han roligt over kors. ”Jeg tror ikke du kender særlig meget til min tid som leder. Dengang fulgte vampyrerne mig, vi var en ædel race, og de var ikke nær så meget blodsugere som de er nu. Desuden mistede jeg ikke titlen fordi jeg kom i kontakt med min menneskelige side. Jeg faldt i kamp, ingen er uovervindelig og jeg faldt i et baghold,” svarede han ærligt og stadig med en rolig stemme, da han ikke gad hidse sig op, det ville ikke hjælpe på det. Dog faldt han ikke fordi han var blevet menneskelig, han blev dræbt, kort inden han skulle giftes med Denjarna.
At Alexander angreb Derick, var noget som fik ham til at miste respekten for manden, hvilket han var selv udenom. Hvis manden var så presset at han tydede til disse overgreb, beviste det da kun at han slet ikke burde sidde på en post som lederstillingen! Manden var jo direkte forrykt! Han ville nærmest sige at han var lige så forrykt som den unge konge var! ”Skal jeg lægge tonen om? Du nedgør mig Alexander! Jeg forsvarer blot mig selv! Desuden så bør du ikke true min familie, for jeg tvivler på at du vil have flere fjender imod dig. Og et venligt råd? Hvis du ikke kan klare presset fra to stillinger, burde du måske kun have den ene, eller også få hjælp, så presset bliver lettet, for jeg synes ærligtalt at du begynder at handle som den unge konge, og det synes jeg bestemt ikke er retfærdigt, for jeg kom ikke her for at skændes, og som du selv sagde, så gav det plus point at jeg kom af mig selv, for det lød ikke til at der var særlig mange der respekterede dine love så meget at de selv meldte sig,” svarede han kortfattet, for han fandt sig bestemt ikke i Alexanders hån og trusler! At manden ikke angreb ham, da han skubbede ham væk igen, var alligevel noget som glædede ham, for så var manden måske alligevel fornuftig af sig? Mandens dom, fik Derick til at slå blikket i jorden, som han tænkte over det. Det var sådan set en fair dom, når reglerne var som de var. Langsomt løftede han blikket og så mod ham igen. ”Din dom lyder retfærdig, når reglerne er som de er, og jeg ved at forbrydelsen er slem, men hvad nu hvis jeg så fik en straf som var.. ja, som måske gik ud over mig i vampyrsamfundet? En form for.. ydmygelse, at leve i skam, et eller andet, hvis barnet bare kan få lov til at blive som det er, når det bliver født? Altså højst sandsynligvis varyl?” spurgte han roligt, da han egentlig bare ville høre om der var en mulighed, hvis han nu fik en passende og ydmygende straf for at barnet blev varyl. Hvis ikke, så måtte han jo tage det som det var, for det var jo sådan set bedre end ingenting. Han tænkte også bare lidt på Denjarnas race i situationen, da han vidste at hun var stolt mørkelver og hun ville jo nok også helst se lidt af sig selv i det.

[Deleted]

Alexander var en presset mand i det store og hele, også selvom han nu ikke just kunne gøre det største ved det af den grund, men ikke desto mindre, så forsøgte han faktisk at tage det professionelt af den grund, også selvom det ikke var nemt, så presset som han var, og det var endda fra alle kanter og led, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham af den grund! Han rynkede let på næsen, som han igen vendte blikket mod ham. ”Den unge konge valgte du at gøre brug af i en yderst ringe argumentation. Jeg tror vi begge kan sige, at den ikke holdt vand,” afsluttede han med en yderst kortfattet stemme. Kongen var han bestemt ikke med lige nu, også fordi at han hang på alt ekstraarbejdet, og det var noget som helt klart også irriterede ham, for han havde nok at se til som det måtte være i forvejen, og lige der, var Vladimir ham en massiv torn i øjet! Hvilket mørke som hvilede i manden, var han dog ikke kendt med. Det eneste som han følte at han stod overfor lige nu, var en yderst fesen mand som troede han kunne få det hele, men sådan hang den her verden bestemt heller ikke sammen! På ingen måde! ”Jeg kender udmærket godt din tid som leder, Derick.. En leder som rendt rundt med dronningen af Procias.. ung, dum og naiv, kun for at ende op med en skide mørkelver af alle ting. Du har alt for længe været i kontakt med din menneskelige side, og jo.. det blev dit fald,” endte han med en ganske kortfattet side. Parforhold eller ej, så var han set rende rundt med Elanya af Procias, og det havde han bestemt ikke nemt for at acceptere eller vise nogen respekt for!
Derick tirrede en allerede presset mand, og Alexander havde altid været en mand af et frygteligt temperament, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede skulle komme frem, om det var noget som han kunne blive fri for, for han gjorde faktisk sit for at holde sig selv i skindet, men han gjorde det bestemt heller ikke nemt! Selv anså han det ikke som et angreb, da han ikke havde efterladt noget synligt ar på manden, men blot som en sidste advarsel. Der var grænser for hvad han fandt sig i! Lysten til at slå manden ihjel, var efterhånden ved at blive forbandet stor, for han pressede virkelig citronen efterhånden! ”Det morer mig, Derick.. at du tør tage den tone i brug overfor mig, når jeg bogstavelig talt står med din families skæbne i min hule hånd. Du gør klogt i ikke at presse den citron yderligere. Du danser på knivspidsen.. før eller siden tipper du af,” advarede han med en yderst kortfattet stemme. Arbejdet havde han klaret i frygtelig mange år efterhånden. Det var det personlige som pressede på ham, også selvom han ikke så nogen grund til at fortælle Derick om hans mere personlige problemer. Hvad ville manden få ud af det? Ingenting! ”Og hvis du vover at sammenligne mig med den unge konge, så kan jeg trygt love dig for at den dom laves om!” hvæsede han med en kraftfuld stemme, for det var lige på grænsen af hvad han fandt sig i! At han atter valgte at argumentere for hans dom, var noget som fik det til at slå klik for ham, for han havde været mild.. ufattelig mild i hans dom af manden og hans familie, og så var han ikke engang tilfreds? Hvad pokker bildte han sig ind?! ”Vover du at argumentere og diskutere det alternativ jeg sætter dig i, Derick? Jeg kan snildt tage valget for dig, hvis det er det,” advarede han fast. Han ville ikke have nogen varylbørn! Barnet blev enten vampyr eller slået ihjel, og det stod IKKE til diskussion!

[Deleted]

”Tja indtil videre finder du jo alle mine argumenter som sølle, men vi ved begge at der er mange varyler tilmed holygrails som klarer sig godt, dronningen af lyset, Silia, den kongelige rådgiver af Dvasias, Enrico, eller vil du også nedgøre dem?” spurte Derick kortfattet. Han måtte erkende at han ikke brød sig om Alexander, ærligtalt lød det hele som en diskussion om hvem der skulle være den bedste leder, og det var han slet ikke interesseret i at diskutere, desuden så kunne han sige en masse om Alexander som gjorde ham til en dårlig leder, såsom at presset gjorde hans dømmekraft blind, men han undlod at hidse sig op, for hvad skulle det dog gøre godt for? Dog kunne man ikke sige det samme om Alexander, da manden hidsede sig op over ingenting og så var han ligeglad med om det var fordi han var stresset og presset, for hvis han ikke kunne klare presset, jamen så burde han måske ikke være leder, men det ville uden tvivl blive mandens nederlag i sidste ende, for indtil videre havde han ikke gjort det mindste godt for racen. Han forsøgte at holde vampyrerne i kort snor? Det ville kun ende med at en eller anden forsøge at tage hans liv. ”Jeg kan ikke se hvorfor du har et behov for at nedgøre mig. Desuden hvorfor køre du på mit valg af kæreste? Du står selv med en nymfe, og det er normalt noget en vampyr vil spise til morgenmad, der faldt jeg bare for en mørkelver,” svarede han blot, som han slet ikke kunne se at de var særlige forskellige på det punkt, men det var også noget som gjorde at han mistede respekten for manden, da han stod og nedgjorde ham for noget som han var langt værre ved! Han stod med en lys race som mage, en skovnymfe, noget som enhver vampyr ville æde til mad, og så påstod han at han var et dyr? Tydeligvis ikke i valg af mage, og derfor irriterede det ham grænseløst at manden så troede at han var bedre, når han ikke var et hak bedre selv. Desuden var ingen herre over deres egne følelser, så hvorfor manden havde et behov for at hæve sig selv, forstod han ikke. I hans øjne gjorde han kun sig selv til grin. ”Jeg bryder mig ikke om at nogen truer min familie, desuden taler jeg stille og roligt til dig, jeg har endnu ikke hævet min stemme, foruden da du valgte at angribe mig,” svarede han lettere affejende og dog ærligt, løgn var det trods alt ikke. Han frygtede ikke manden, desuden i øjeblikket var de tættere på Alexanders højt elskede Cassie, så han kunne da godt begynde at true med at tage hans mages liv, men det niveau gad han slet ikke synke ned på, for han var jo slet ikke kommet for at angribe nogen som helst! At manden så bare så rødt med det samme, beviste kun at han ikke var lederpladsen værdig, da han jo slet ikke var fornuftig eller professionel! Han tog bare alt personligt, når han forsøgte at føre en normal samtale med ham! Han rystede blot på hovedet, som manden igen stod og truede ham og hidsede sig op. Hvis manden ville have en kamp, kunne han bare angribe, men det ville så kun bide ham i røven i den anden ende, for andre vampyrer ville høre om lederens barnlige opførsel og det ville kun komme til at gå ud over ham selv. ”Jeg har ikke sagt jeg var utilfreds med dit valg Alexander, tværtimod sagde jeg lige at det var retfærdigt, jeg ville blot forhøre mig om der overhovedet var en mulighed for varylbørn,” svarede han roligt. Han kunne ikke se hvad manden stod og hidsede sig sådan op over, men han troede tydeligvis at han kunne tillade sig alt med sin titel og han havde ærligtalt mistet al respekt for manden. De rygter om at manden var en dårlig leder, det var den gruppe som han nu selv stod indenfor, for manden havde ikke bevist en skid andet for ham, sådan som han havde hånet ham og hakket ned på ham fra start af, selvom han havde talt stille og roligt hele tiden. Manden havde tilmed angrebet ham uden grund, hvad var der ærligtalt at respektere? Manden kunne ikke klare presset, så burde han måske ikke være leder.

[Deleted]

Alexander valgte måske at lægge bånd på racen, men til nu, så var der ikke just nogen som havde modsat sig ham eller gjort noget ved det. Folk havde det vel fint med de få restriktioner som han havde? Det var et fåtal som havde problemer med hvad han havde sat op, men der var endnu ikke nogen som havde gjort noget for at få det gjort anderledes, hvilket jo faktisk var noget som passede ham selv særdeles fint. Derick forstod ham ikke, og de menneskelige argumenter var slet ikke noget som Alexander forstod sig på, og det ville han bestemt heller aldrig nogensinde komme til. ”Personligt har jeg intet imod dem. Dronningen af Procias betyder intet for mig, da hun ikke har vampyr i sin blanding og Enrico er en mand som jeg nærer min største respekt til for det arbejde som han fortager sig. Som sagt, så rører mine regler ikke dem som er eller har været varyl før de love blev undertegnet. Men hvad der sker derefter, er straks en anden sag..” Han forsøgte virkelig at forblive behersket, selvom det på ingen måder var nemt, når han fortsatte med at køre rundt i det! Han var en leder, også selvom han måske ikke var født til det, så var han altså god til det som han gjorde, og det var slet ikke noget som en lille mide skulle have lov til at sætte spørgsmålstegn ved! Cassie var tættere på, så det at køre snakken derover, var noget som han slet ikke ville høre tale om! I det store og hele, så kriblede det virkelig i hans fingre efter at slå manden ihjel, for det andet kunne han virkelig ikke arbejde med lige nu! ”Og derfor finder jeg det bedst, at holde hende inden døre. Det er ikke bare dig som truer hende på livet, men lige så mange andre, og jeg har personligt nok at slås med fra før af, Derick. Jeg har ikke tid at spilde på en tåbelig argumentation,” bed han ham af, for han ville da slet ikke det andet. Han kneb øjnene direkte advarende sammen. Han selv nægtet stadig at erkende, at det andet havde været et angreb, for det var slet ikke sådan at han selv ville se på det, og det var slet ikke noget som ville komme på tale i det hele taget! ”Jeg kan trygt love dig for, hvis det havde været et angreb, så ville du ikke kunne stå op lige nu, Derick.. Jeg er ikke en mand man skal lægge sig ud med.. Tro du blot på det,” endte han med en ganske kortfattet stemme, for den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham direkte vred! Han havde afgivet en utrolig mild dom i forhold til hvad han ville have gjort under normale omstændigheder, og så vovede manden da endda at søge efter andre alternativer? Hvad pokker bildte han sig ind?! Han vendte sig med hele fronten mod ham. Hans blik slog gnistre, som han tydeligt knyttede sine næver og kun sendte ham en yderst advarende mine. Hvordan han så på ham, kunne han i princippet være ligeglad med, for i hans øjne, var Derick ikke andet end en lille mide, som sagtens kunne undværes! ”Jeg har vel allerede gjort det tydeligt for dig, at varylunger ikke er noget alternativ, har jeg ikke? Hvorfor pokker fortsætte med at lede efter andre alternativer, når jeg står her af mit såkaldte ’gode’ hjerte, og giver dig muligheden for – ikke bare at beholde din kæreste, men lige så også din kommende unge?” vrissede han fast og med en tonløs stemme. Derick legede med ilden.. og på et tidspunkt, så brændt han sig!

[Deleted]

Vampyrerne ville kun ende med at gøre oprør hvis Alexander fortsatte sin barnlige opførsel, som helt måtte minde om den unge konges, hvilket Derick ikke havde det mindste respekt for. Her stod manden og hånede ham, og så var manden selv den elendige leder, som ikke kunne finde ud af at gøre sit arbejde og lod presset fra et andet job komme ham i vejen. Han fandt manden ynkelig, stå der og tro han var et dyr, men så kunne han få lov til at blive behandlet som et skødeløst dyr, for det havde han heller ikke respekt for. En vampyr var ikke et dyr, de var et langt større og mere ædelt væsen! Større og mere ædle end de levende væsner, der gemte sig bag deres magi, hvor vampyrerne var født til at være stærkere og bedre i natur, men hvis Alexander ville hive sig selv ned på det lave niveau som han befandt sig på så var det hans beslutning. Han svarede ikke på mandens ord, som han blot rystede på hovedet for sig selv. Manden kørte rundt i sin egen lille egoistiske verden, og det ville han bestemt ikke komme langt med. Han tvivlede på at manden tænkte på racen, for den var på ingen måde døende! Der var der godt nok mange andre racer som var under dem, såsom horrorerne og varulvene, som der snart ikke var flere af. At de så kom ind på hans elskede Cassie gad han heller ikke diskutere. ”Jeg har ikke truet hende på livet! Jeg ser ingen grund til at gøre hende ondt! Det er dig der står og truer min familie, ikke omvendt. Og jeg er skam helt enig med dig, for det er slet ikke en relevant diskussion,” svarede han kortfattet, som han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine. Han havde ikke truet med at slå Cassie ihjel og hvorfor pokker skulle han også gøre det? Han påpegede blot at manden selv ikke var et hak bedre angående valg af kæreste, men manden var tydeligvis for vred til at kunne se noget som helst, hvilket også gjorde at han bare måtte finde sig i hvad manden havde at sige, for han var ikke ude på at diskutere og skændes med manden. ”Jeg har heller ikke ønsket at lægge mig ud med dig, Alexander, men når du tager fat, så forsvarer jeg mig blot, som enhver anden ville gøre,” svarede han sandfærdigt. Desuden så måtte manden da godt undervurdere ham, men det ville jo så blive hans tab i sidste ende, da det var dumt at undervurdere en modstander man ikke vidste det mindste om, og Derick havde noget i sig, som ikke skulle sættes på en prøve. Han kunne godt høre at der ikke var noget at komme efter, foruden den dom som var blevet sat. ”Jeg er skam tilfreds med dommen, jeg tænkte blot på min kæreste. Men jeg synes at vi skal lade det være som det er. Hvis barnet bliver varyl, vil det blive omdøbt, så det vil blive fuldblods,” endte han, uden at tage blikket fra manden, inden han valgte at bukke for ham. ”Jeg takker for Deres tid, Deres excellence,” afsluttede han, som han roligt rettede sig op igen, inden han gik ud ad stuen og mod hoveddøren. Der var ikke mere at komme efter, selvom han godt kunne se retfærdigheden i dommen, hvordan Denjarna ville tage det, vidste han jo så bare ikke, men det var det eller intet. Døren åbnede han roligt, som han valgte at gå ud, kun for at sætte kursen hjemad.

//Out

[Deleted]

Derick var åbenbart for hjernelam til at forstå hvor Alexander ville hen med tingene, og selvfølgelig var det noget som frustrerede ham, for det kunne vel heller ikke være så svært at forstå?! Ingen vampyr havde til nu modsagt sig reglementet og kunne komme med et godt nok grundlag til at det skulle ændres. Han havde taget forbehold for racen, kun for at sikre sig overlevelsen igennem de frygtelig mange år som ville komme i fremtiden, men det var jo tydeligt, at det end ikke var noget som Derick kunne se. Hvorfor skulle man vente med at reagere til skaden var sket? Hvorfor ikke tage den og forebygge den før det i det hele taget skete? Det var ikke fordi Alexander var egoistisk af den vej. Han havde faktisk taget hensyn til alt og alle i det henseende, for alle kunne være sammen med deres mage, uanset race! De kunne bare ikke få børn uden at de ville blive sagt i et valg, og selv ikke det, kunne han se det forkerte i, og selvfølgelig frustrerede det ham, at det ikke var noget som manden kunne fatte! Cassie var slet ikke relevant for diskussionen hvad angik det her, for hun var ganske vidst en nymfe, men var på stedet her under samme grundlag som Denjarna var for Derick – magen. De var deres mage, og selvfølgelig ønskede de at passe på dem efter bedste mål, mening og vilje. ”Det samme gør jeg, når jeg føler mig angrebet Derick. Ikke blot fysisk, men verbalt,” påpegede han stift. Han var ikke just presset af hans job, for han kunne faktisk godt lide at have noget at give sig til. Det var det private, som gjorde at han lå søvnløs, var stresset, og det var noget som presset ham. Uanset hvilket syn manden gik med efter dette, vidste han ikke, men dommen havde været fair og retfærdig, og det var det som han havde bedt om, så var alt vel fint? At han så bare valgte at kutte den af og forlade stedet, var noget som et sted gjorde ham.. vred? Det var bestemt ikke måden at forlade stedet her på, for han var på ingen måder færdig! ”Elendige lille mide..” hvæsede han kraftigt, som han hamrede hånden direkte igennem den nærmeste minkvase som smukt stod placeret på et lille bord, hvor han nærmest endte med at lave hul i væggen bag, kun for nærmest blodigt at trække den til sig. Vasen lå knust på gulvet og det efterlod kun et gevaldigt brag. Han bed tænderne let sammen, som han roligt trak sig hen til sofaen i stedet for, kun for at stirre på den ellers så blodige hånd, som langsomt, men sikkert endte med at heale. Han prustede næsten helt arrig som havde han været en tyr, men denne gang var han virkelig også gjort forbandet vred! Vred som han ikke havde været siden han havde mødt Vladimir – en mand som han end ikke havde fortalt Cassie om endnu, og han følte faktisk at han havde gjort det rigtige.. Som Derick ville have sagt det; Hvad gjorde man ikke for at beskytte den som man elskede mere end noget andet? Sin mage?

[Cassie Imirachi]

Hvor sent det efterhånden var blevet, havde Cassie ingen idé om. Hun havde i timer sovet trygt i sin seng, omgivet af de sædvanlige duftlys som var brændt ud og havde efterladt værelset i komplet mørke. Den store måne, kastede det tunge skær ind af hendes vindue og faldt på hendes sovende skikkelse. Hun trak vejret dybt og roligt, uden at kende til diskussionen der foregik nedenunder. Alex havde været stresset og det samme havde hun, udelukkende fordi hun eksisterede på at gøre et forsøg, med henblik på det arbejde som hun var blevet sat til, så søvnen den var efterhånden tiltrængt! Lyden at vasen der knustes, var noget som brat rev hende ud af søvnen. Hun vågnede med et mindre spjæt og slog blikket op. Det tog hende et øjeblik om at samle sig. En smule utilfredst vendte hun sig om på den anden side, for at se ud af vinduet hvor månen stod ind. Hun konkluderede hurtigt at det var sent, og at det derfor måtte være Alex den var gal med på en eller anden led, Carmine smadrede frygtelig sjældent noget. Hun strakte den dovne krop, og tørrede den lille stribe af savl væk fra mundvigen, inden hun slog dynen af sig og endte med at rejse sig. De mørke lokker, krøllede elegant ned over de slanke skuldre, kun meget lidt præget af søvnen. Hun var iført en lavendelfarvet silkenatkjole, der fulgte de kvindelige former, og gjorde dem tydelige, til stor pinsel for Alex, så vidste hun at hun var en flot kvinde, og hun var bestemt heller ikke bange for at gøre det tydeligt. Cassie kvalte et gab og følte sig på ingen måder vågen selvom hun var kommet op at stå. På nøgne fødder og med langsomme skridt, forlod hun værelset og strøg ud på gangen, hvis lys skar hende i øjnene, og hvis kulde hurtigt fik hårene til at rejse sig, hvilket omgående gjorde hende mere klar i hovedet. Hænderne lagde hun mod hver sin arm, og krympede sig en smule sammen i forsøget på at holde varmen, desværre var hverken Alex eller Carmine, gode til at huske at der altså boede en menneskelig kvinde i husstanden, som i højere grad behøvede varme. Tænderne bed hun fast sammen og bevægede sig mod pejsestuen. Det havde været porcelæn der knustes, og det eneste sted som var pyntet nok til det, var stuen. Hun skælvede en smule, det måtte være kulde eller det faktum at hun var vågnet. Søvnen kunne hun ligeså godt opgive nu hvor hun både havde fået lys i ansigtet og var kommet på benene, men det var ikke førte gang. Endelig nåede hun stuen.. døren var åben ind til, og hun kunne se Alex stå med ryggen til. Mink vasken var gået i flere stykker som nu lå på jorden. Cassie så kort på dem, kun for at se tilbage på ham, han elskede den vase, så at han havde ødelagt den, indikerede kun at den virkelig var gal! Hovedet lod hun hvile mod dørkarmen, endnu med armene halvt omkring sig selv. ”Hvad foregår der?” spurgte hun en smule hæst, eftersom stemmen ikke havde været i brug i mange timer efterhånden. Igen måtte hun kvæle et gab, mens hun rettede sig op og lod hænderne falde slapt ned langs siden af den glatte natkjole.

[Deleted]

Det havde bestemt heller ikke været Alexanders mening at skulle vække Cassie, da han vidste, at hun lå og sov, og vel også havde haft brug for den søvn? Hun havde virkelig kæmpet med arbejdet, og det var faktisk noget som han var stolt af, så det at de mange tal og de mange ord og bogstaver forvirrede hende og formåede at køre hende træt, var faktisk noget som han respekterede, også selvom han sad med stort set alle hængepartierne her efter. Vladimir var dog det som prægede hans tanker og hans sind, og selvfølgelig var det noget som hurtigt kunne gå ud over hans arbejde, og hans mere.. personlige når det kom til Cassie, for selv hun havde vel bidt sig mærke i at han ikke havde det største overskud mere? Fingrene bredte han let, for at knytte hånden igen. Det eneste som faktisk viste, at han havde været kommet til skade, var de små blodpletter som nu var på håndryggen og lidt på hans tøj. Ved lyden af Cassies stemme, så drejede han roligt hovedet, kun for at vende det mod hende. Larmen måtte have vækket hende, for hun så i den grad ikke ud til at være stået op på egen hånd ellers. Han forsøgte virkelig at forholde sig så rolig som muligt, og bare være… typisk Alex, også selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde! Kjolen var dog alligevel noget som tydeligt rev i ham.. Det var ikke fair at rende rundt iklædt den der for øjnene af ham, og det vidste hun udmærket godt! Så meget som han ønskede at tage hende tæt på, så vidste han godt, at det slet ikke var en ret som han havde, for.. hun lod ham vel heller ikke endnu? Den skadede næve slap han, kun for at vende sig mod hende i stedet for. Vasen som han holdt utrolig meget af, lå knust på gulvet, og det kunne ligne et mindre hul i væggen bag den. Det var jo noget af en styrke som hvilede i hans væsen, og selv var han stolt af det. At Derick så skulle nedgøre ham på den måde, var bare ikke noget som han kunne have med at gøre! ”Den natkjole er på ingen måder fair, min egen,” påpegede han med en rolig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Han forsøgte at lægge bånd på sig selv, for han ønskede bestemt heller ikke at skulle ende derude, hvor han også skulle til at skændes med hende igen, når det nu gik så godt og meget fremad for dem! ”Gå du bare i seng igen.. Du må være træt.. Og du ser træt ud..” Han vendte blikket ned i retningen af den ødelagte minkvase. Den havde været frygtelig dyr og alligevel så nem at smadre, men.. når man havde det som han havde det lige nu, så var det vel kun godt at det var vasen det gik ud over, og ikke folk omkring ham? Såsom Cassie eller Carmine? Selvom Vladimirs trusler, i den grad også var noget som selv måtte påvirke ham på en måde som han ikke brød sig om – han måtte jo beskytte dem!

[Cassie Imirachi]

Cassie havde på ingen måde bidt sig fast i at de havde haft gæster, for en gangs skyld havde hun været direkte træt, også fordi hun virkelig kæmpede med arbejdet, og forsøgte at forstå også selvom hun hverken kunne læse, skrive eller regne. Meget af det hang i sidste ende på Alex, hvilket hun godt vidste, men han var jo den som havde påtvunget hende den titel, så det var vel kun rimeligt? Om ikke andet så forsøgte hun da at gøre sit bedste! Hun havde ganske vidst bidt sig fast i at Alex havde været anspændt. Han havde nægtet at bide hende, og nægtet hende at gå nogle steder uden ham som påhæng, hun vidste ikke hvad der foregik, men det var tydeligvis noget som virkelig plagede hans tanker, og det.. bekymrede hende vel et sted? De klare, blå øjne, betragtede hans skikkelse. Hun kunne se at han forsøgte at forgive at være upåvirket, af hvad end der var sket, men at dømme efter hullet i væggen og den smadrede minkvase fortalte hende kun, at det var en facade som han rejste. Hun rettede sig op og foldede hænderne foran sig. Efter deres tur i byen var det blevet.. nemmere at være omkring ham, hun havde faktisk fået en smule forståelse for hans væsen også selvom det ikke ændrede på, at hun på sit vis var fange i dette hus. ”Her er koldt,” mumlede hun og rynkede på panden. Hverken Alex eller Carmine tænkte på at hun også var der og at hun behøvede varmen, det kunne mærkes. Som han kommenterede hendes natkjole, så hun ned af sig. Den komplimenterede godt nok hendes krop, men hun var ret overbevist om, at ingen af hendes klæder ville være fair i hans øjne. En svag rødmen blussede i de mørke kinder. ”Det ville du sige uanset hvad jeg bar,” påpegede hun og sendte ham et stille smil. Det gik fremad, de havde ganske vidst daglige diskussioner, men ikke så voldsomme, at hun skubbede ham fra sig, det gik jo faktisk frem ad. Cassie havde måske ikke ladet ham komme helt tæt til sig, et sted af frygt for at ende som en grøntsag og i frygt for smerten, men i særdeleshed fordi at hun var bange for, at miste hans interesse hvis hun endelig gav ham lov, og tanken var generende for.. han var ligeså en flot mand, og hun var kun menneskelig, selv hun følte lyst. Hånden strøg igennem de mørke lokker. Hun kunne mærke at han talte uden om. ”Det er jeg.. men jeg falder ikke i søvn igen,” svarede hun, og tog chancen med at bevæge sig ind i stuen, han virkede jo meget roligt. Eftersom hun var på nøgne fødder, så gik hun i en stor bue uden om den smadrede vase. ”Fortæl mig hvad der plager dig nok til at smadre din yndlingsvase,” opfordrede hun og lagde blidt hånden mod hans overarm. Han havde ganske vidst altid været en mand af temperament, men end ikke hun, brød sig om at se ham på den måde. Kort skævede hun til sin ring. Efterhånden bar hun dag mere eller mindre konstant, uden at fjerne den visse tider på dagen. Hun var vel faktisk ved at.. indfinde sig med at være hans hustru, også fordi hun faktisk godt kunne lide tanken.

[Deleted]

Det havde slet ikke været Alexanders mening at vække Cassie, men han var ikke andet end en forbandet frustreret mand nu om dage, og han brød sig slet ikke om den tanke! Han var slet ikke vant il at være præget af alle disse tanker, og han var slet ikke vant til alle disse tanker skulle påvirke ham i den grad, som de havde gjort til nu. Hånden stirrede han ned mod. Det havde kostet ham vasen, men det var vel bedre end at han skule til at gå efter Carmine som han ellers havde gjort med sine frustrationer igennem temmelig mange år nu, men det var nu bare sådan at det var. Han forsøgte at styre sit temperament, som han faktisk forsøgte at være en mere retfærdig mand, end hvad han var normalt ville have været. At hun frøs, gik først op for ham, da hun kommenterede det. Han vendte blikket en anelse ned. Han tænkte jo slet ikke i de baner, da det heller ikke var ham nødvendigt altid. ”Den… tænkte jeg ikke rigtigt over. Undskyld.. Kom ind under et tæppe, Cassie. Pejsen varmer godt herovre,” endte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Uanset hvad hun havde på, så viste det helt klart alle hendes smukke fordele, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han smilede svagt for sig selv, for hun havde jo ganske ret. Han ville sige det uanset hvad pokker hun gik rundt i. ”Du har nok ret.. Jeg synes jo det er en skam, at du sådan skal dække dig til.” Han forsøgte virkelig at beherske sig selv, også mest for hendes skyld, da han heller ikke var interesseret i flere gange strid, hvis det var noget som de ellers kunne blive fri for. At hun gik ham i møde i stedet for, fik ham til at vende blikket mod hende. Han havde nægtet at bide hende med undskyldningen om at tiden ikke var rigtig, men det var udelukkende for at holde hende sikker, og det var der vel heller ikke noget forkert i? Hånden mod hans overarm, fik ham til at vende sit fulde fokus mod hende i stedet for. Han kunne godt lide at hun var begyndt at opsøge ham, og faktisk spurgte ind til ham, så det ikke bare var ham som gjorde det, var noget som han faktisk godt kunne lide. Menneskeligt, så.. gik det vel også den rigtige vej? Han vendte sig mod hende med fronten i stedet for. ”Jeg er bare en presset mand, Cassie.. Ikke noget udenom det sædvanlige. Vasen kan jo uanset godt blive erstattet, så det er heller ikke så slemt..” Blikket gled mod de blodige knoer, også selvom såret allerede var lukket, så var den jo stadig blodig, for det forsvandt jo ikke bare sådan uden videre uanset hvad. ”Det er slet ikke meningen at du skal rende rundt og fryse… Kom..” Han tog roligt omkring hendes hånd, kun for at føre hende med sig hen til sofaen, hvor han tog fat om et af tæpperne og lagde omkring hende. Selv han kunne ikke varme hende, men.. når man ikke selv var præget af det menneskelige og levende, såsom at fryse, så var det jo ikke just det som han gik rundt og tænkte over.

[Cassie Imirachi]

Cassie havde bidt sig fast i at han havde været frygtelig anspændt, og utrolig letpåvirkelig, hvilket også var grunden til at hun havde været temmelig påpasselig med hensyn til at starte diskussioner, hun vidste jo godt hvordan det endte, når temperamentet løb af med ham. Gangene var virkelig kolde, særligt i forhold til hendes værelse, som hun som oftest varmede op med et hav af levende lys, det var sådan hun følte sig mest afslappet og bedst tilpas. Det forundrede hende som sådan ikke, at Alex igen ikke havde tænkt på at der var en levende i huset, det var bestemt ikke første gang, men man vænnede sig jo bare til det. ”Nej det.. har en tendens til at blive glemt, men der er i orden,” svarede hun roligt og bevægede sig ind i stuen, der var en hel del varmere end resten af det enorme hus. Den lange silkenatkjole, havde hun ikke ligefrem skænket en tanke.. hun vidste at Alex var en mand af lyster, og hun iklædte sig trods alt kun kjoler, der komplimenterede den smukke krop, men det var bestemt heller ikke fordi hun ønskede at være en stor fristelse for ham. ”Jeg tvivler på, at du vil have mig til at rende nøgen rundt. De fleste normale mennesker, dækker sig til med tøj Alex,” påpegede hun med et lille glimt i de blå øjne. Hånden lagde hun mod hans overarm, og så på hans hånd der allerede var healet, men endnu en smule blodig. ”Er du okay?” spurgte hun med en undertone af bekymring. Hvad havde dog ophidset ham så pludseligt? Han plejede at være bedre i stand til at styrer det. Cassie nikkede stille og søgte hen mod sofaen. Benene trak hun op under sig, og lod ham ligge tæpperne omkring de næsten bare skuldre. Pejsen varmede meget bedre her, det måtte hun give ham ret i. ”Du lyver,” konkluderede hun med et opgivende suk. Hun forstod at han var overbeskyttende, men til tider var det for meget for selv hende. ”Du har opført dig underligt i et stykke tid, og du har været anspændt og fraværende. Tro ikke at jeg ikke bider mig fast i det,” endte hun en smule spidst. Det nyttede ikke noget at blive ved med at lade som om, hun var ikke dum, hun kunne udmærket fornemme når han var stresset og anspændt. Tæpperne trak hun tæt omkring sig og puttede sig i dem, for at undgå kulden, det var jo ikke nemt, når Alex var ude af stand til at skænke hende nogen form for varme. ”Tænk ikke på det. Det er nok bare fordi mit kammer er en del varmere,” svarede hun og sendte ham et stille smil. Om ikke andet kunne de være omkring hinanden nu, uden at være ved at slå hinanden ihjel, hun ville vove og påstå at det gik fremad, også selvom hun endnu frygtede, at han ville miste interessen før eller siden, hvis hun endte med at give efter for de ting hun dybest set ønskede.. det var jo mand og kone, men havde hver deres værelse, der var ingen kys eller omfavnelser, kun de diskrete og forsigtige kærtegn i ny og næ.

[Deleted]

Alex havde måske været utrolig letpåvirkelig over det sidste lange stykke tid, hvor det kun var Carmine som var blevet fortalt hvad der foregik, også fordi at han vidste, at den mand om ikke andet, var i stand til at slå fra sig, hvis det skulle blive nødvendigt, men.. det virkede bare ikke sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han betragtede hende sigende. At der var levende i huset, vidste han skam godt, men de ting som fulgte med, med henblik på kulde og varme, mad og væske, og den slags, var måske noget han havde en sjov tendens til at glemme lidt i længden, også selvom det virkelig ikke var med vilje! Han ønskede jo lige så at vise hende, at han faktisk kunne tænke på hendes behov, men.. der var så mange i forhold til dem som han selv havde brug for at få stillet, og det ene var jo trods alt heller ikke stillet igennem lang tid, udelukkende fordi at.. han ønskede at ære og respektere hende, så virkede det jo heller ikke ligefrem til at det ville gå som han ville. ”Jeg burde uanset huske på det. Jeg vil nødigt have du skal blive syg,” påpegede han sigende og alligevel med en stålfast mine. At hun henvendte sig til hans blodige hånd, sagde han ikke noget til, for såret var jo trods alt healet, så han tog det ikke så tungt igen. Han nikkede. ”Jeg har det bedre nu i hvert fald.. Det.. hjalp,” tilføjede han, som han sendte hende et let smil, som intet var galt, selvom.. alt var jo galt lige nu! ”Du har ret.. Jeg vil ikke dele det syn med alt og alle,” påpegede han sigende. Det var bestemt heller ikke fordi at det kun var mennesker som gik iklædt tøj, for det samme gjorde de jo trods alt også. Han lod hende mere end glædeligt søge med ham hen i sofaen som stod temmelig tæt på pejsen, hvor han lagde tæppet omkring hende, så hun ikke skulle fryse, for det ville han jo trods alt heller ikke have, om det var noget som man ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han sendte hende et stille smil, også selvom hun påpegede for ham at han løj for hende. Hun begyndte efterhånden at kende ham godt, også selvom den tanke i sig selv, ikke gjorde ham særlig meget, for alt var galt lige nu, og så lang tid Vladimir var derude, så ville han bestemt heller ikke lade hende søge nogen steder hen i frygten for at miste hende. Skete det, så… vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre! ”Jeg ved godt, at jeg har været lidt fraværende og.. presset, Cassie, men jeg har haft meget at tænke på. Jeg beklager hvis det er gået ud over dig.. Det har aldrig været min hensigt.” I det store og hele, så var han ikke meget for at fortælle hende om det, også fordi at han var bange for hvordan hun ville tage det, for han kunne næsten forestille sig det; frygtelig let, og det var ikke noget som han kunne bruge til noget lige nu! Han nikkede roligt. ”Uanset. Det er heller ikke meningen du skal blive på dit værelse, for at undgå at blie syg. Jeg skal nok prøve at huske det,” lovede han endeligt.

[Cassie Imirachi]

Alex havde virkelig været pirrerlig, og meget fjern, men hun havde ikke sagt noget til det, for der var meget at tænke på Carmine havde været meget ude den seneste tid, og selvom hun havde nydt at have Alex lidt for sig selv, så lod ham til at kunne bruge mandens råd særligt lige for tiden, der kunne hun ikke hjælpe, hun ønskede dog at se ham slappe bare en smule af. Cassie vidste at Alex havde en tendens til at glemme de menneskelige behov. Der var flere gange hvor hun havde måttet gå sulten i seng, og gangene var som regel kolde og farveløse, det var bestemt ikke altid nemt at leve med to vampyrer! Det gjorde det heller ikke nemmere, at hun flere gange måtte forsøge at sove på når først de skulle have deres middag, som de som oftest fortrak friske. Carmine slæbte som regel en kvinde med og nærede sig af hende, og deres skrig skar hende virkelig i hjertet, når alt kom til alt, så kom hun jo af lyset. Hun nikkede. ”Det gør ikke noget, jeg ved jo at du glemmer det, fordi det ikke er nogle af dine behov. Jeg klare mig nok,” endte hun roligt. Der var ingen grund til at blive vred på ham over det, hun var jo heller ikke altid god til at tage hensyn til hans dyr. Hun himlede med øjnene også selvom de rosa læber krusedes i et stille smil. ”Det er en virkelig destruktiv måde, at få det bedre på,” påpegede hun, også selvom hun måtte erkend,e at hun hellere ville have ham til at smadre mink vaser, end at gå amok på hende. Tæppet pakkede hun godt om sig og morede sig ved hans ord. Hendes hjerte sprang et slag over ved tanken. Han havde ganske vidst ikke set hende blottet endnu, men så begærligt som han kunne se på hende når hun var påklædt, så turde hun næsten heller ikke tænke på det andet. ”Det tænkte jeg nok,” svarede hun og følte hvordan hendes kinder brændte en smule. Efter alle de år i hans selskab, så begyndte Cassie faktisk at kende ham temmelig godt, hun vidste udmærket når han skænkede hende en løgn hvornår han talte sandt. Hun kunne dog mærke at han forsøgte at tale sig uden om det, hvilket irriterede hende, men der var jo ikke meget at gøre ved det. Blikket vendte hun mod hans skikkelse. ”Del dine tanker med dig.. jeg er sikker på at det vil få dig til at slappe lidt af, hvilket du i øvrigt har brug for, det er ikke sundt at være så anspændt,” påpegede hun en smule formanende. Hun vidste at der var metoder hvorpå hun kunne få ham til at slappe af temmelig hurtigt. Måske hvis han gav hende hvad hun ville have, at hun ville give ham noget af det som hun vidste han ønskede sig. ”Det ville jeg være glad for, det bliver hurtigt forbandet koldt heromkring synes jeg,” svarede hun og lagde hovedet på sned. Nu følte hun sig lidt mere vågen og lidt mere klar i hovedet, hvilket faktisk var rart.

[Deleted]

At Cassie havde lagt mærke til at han var fraværende, var faktisk noget som overraskede Alex en hel del, for hun havde aldrig været den som direkte viste den største forståelse for ham, men han kunne lide, at hun gjorde en indsats, ligesom han selv gjorde det, for så var han da sikker på at det hele nok skulle vise sig at gå i den anden ende, ikke sandt? Han betragtede hende med en sigende mine, som han svagt trak på den ene mundvig. Cassie var af lyset, og selv var det noget som han virkelig forsøgte at vise forståelsen for og tage hensyn til, men selv han havde brug for næring, og det friske var altså det som man måtte foretrække! At hun lå og hørte skrigene ovenpå, vidste han faktisk ikke, for det var jo heller ikke just noget hun havde nævnt for ham. ”Jeg skal nok forsøge at huske det. Det er heller ikke meningen at du skal rende rundt og blive syg i dit eget hjem,” lovede han endeligt, for han kunne jo faktisk godt. Desuden var det jo lige så meget hendes hjem, som det måtte være hans, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg får det bedre af det.. Jeg tror desuden Carmine er ved at blive træt af, at det går ud over ham,” fortalte han. Nu hvor hun allerede havde gjort det tydeligt for ham hun vidste at han var anspændt og fraværende og let påvirkelig, så var det noget som han var nødt til at gøre noget ved trods alt, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid! Han havde det faktisk ikke nemt! Lyden af hendes hjerteslag, var noget som hurtigt fangede hans interesse, hvor han let hævede det ene bryn. ”Ja, ikke? Det er jo selv noget som selv jeg ikke har set endnu,” påpegede han sigende, som han let blinkede til hende. Det var ikke fordi at det var et hastværk som sådan, også selvom.. ja, selv han kunne mærke, at det var ved at være lang tid siden sidst, men han gjorde det for hendes skyld denne gang, så det var vel også noget som sagde lidt? Han forsøgte virkelig at tage hensyn til hendes menneskelige side, hendes menneskelige behov og hendes behov for bekræftelse, selvom det bestemt heller ikke altid var noget som hun gjorde nemt for ham! ”Det kan godt være, men det er en lang forklaring, Cassie. .Det er en historie som efterhånden går frygtelig langt tilbage, plus kongens rod som vi andre må rydde op i, ikke just gør det meget nemmere..” Igen endte han en anelse mere sammenbidt, selvom han selv ikke rigtigt tænkte over det, for det var bare sådan at han var. Han nikkede stille. Selv bed kulden ikke sådan på ham, så han tænkte jo ikke rigtigt over det i den forstand, men det var jo heller ikke ligefrem noget nyt, var det? ”Jeg skal forsøge i hvert fald,” tilføjede han sigende, som han førte blikket i retningen af pejsen i stedet.