Report a crime

[Cassie Imirachi]

Cassie kendte efterhånden dyret tilstrækkeligt nok til at vide, hvor meget det nød jagten, men hun havde ikke lyst til bare at være en fangst, det endelige trofæ på væggen, for sandheden var, at hun havde sit hjerte med i det, på en eller anden led, også selvom hun ikke var glad for at erkende det. Hun havde skænket ham en take mange gange.. faktisk følte hun ikke at hun gjorde andet, end at dvæle ved tanken om ham, de var jo meget adskilt i løbet af en dag, også selvom hun havde lagt sin døgnrytme om, mere eller mindre i hvert fald, de dage hvor hun havde behov som sollys som hun havde haft i går, der gik hun først i seng om aftenen men først efter at have hilst på ham og lige hørt hvad han havde at sige. Cassie sukkede. Efterhånden måtte hun erkende at den største bekymring var pagten, for de var ganske vidst mand og kone, så vidt hun vidste vel og mærke, men noget kunne være galt og så ville hun ende som en grøntsag, hvilket var en frygtelig dyr pris for at få lov til at være tæt på ham. Hendes hjerte bankede mere fast ved den blotte tanke. Hun nikkede til hans ord, og fumlede atter en smule med fingrene i skødet. ”Den gør mig mere urolig. Jeg vil nødig ende som en grøntsag, og jeg frygter at der er noget jeg har overset eller at den bare ikke er blevet brudt selvom den burde,” svarede hun en kende frustreret, hvor hun dog hadede Chryseis for at have pålagt hende den byrde! De blå øjne vendte hun mod ham, næsten.. overrasket. ”Jo.. jo det kan det vel,” erkendte hun, som havde hun aldrig overvejet den tanke. Skulle han lærer hende det? Hun rystede på hovedet for sig selv, vel næsten fordi hun faktisk var nysgerrig nok til at være fristet til at lade ham?
Cassie blev roligt siddende på sengekanten og lagde atter sine hænder til ro. Hun havde nydt den intense følelse af at danse med ham i absolut ingenting, og nu sad de her igen. Tanken om at han ikke ønskede at sætte tænderne i hende generede hende virkelig, ikke kun fordi det ville være hendes udgangsbillet, men fordi hun vidste hvilket symbol det havde på vampyrerne, der betød ringen frygtelig lidt. ”Ja det har du vel,” svarede hun lidt kortfattet og forsøgte at skjule skuffelsen i stemmen. Måske hun havde været for.. frembrusende? Men det eneste hun ville var jo faktisk at få ham til at slappe lidt af, nu lod han kun til at være mere stresset og frustreret, og samtidig havde han formået at gøre hende urolig. Det var ikke hver dag man havde en vampyr med magisk kunnen efter sig! Hun rejste sig frustreret og vendte sig mod ham, endnu kun med hans skjorte omkring sig. ”Jeg forstår udmærket sagens alvor, tror du jeg bryder mig om tanken om at jeg bliver jagtet? Det gør jeg ikke! Men jeg kan ikke holde til det her, Alex, disse vægge dræner mig for energi og for liv, og det er smertefuldt siger jeg dig. Mit væsen.. bundet i naturen, så jeg er egentlig ligeglad. Hvis ikke han slår mig ihjel, så går jeg i graven kvalt af den uforanderlige luft herinde!” endte hun hidsigt og frustreret. Det var hendes største behov, og han havde ikke tænkt sig at opfylde det? Skulle hun leve hele sit liv i frygt for en eller anden vampyr? Det nægtede hun!

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi Cassie skulle være bange for at være et trofæ, for det var noget af det sidste som hun ville være i hans øjne! Ikke kun fordi at hun var hans mage; en kvinde som han ønskede at passe på og værne om på den måde, som det nu var ham menneskelig muligt, også fordi at det var noget som han virkelig forsøgte med, så gjorde hun det bestemt heller ikke helt nemt for ham altid, og det var selvfølgelig kun noget som gjorde det hele langt mere problematisk end hvad det var i udgangspunktet. At hun frygtede for pagten, forstod han også godt, men.. hun fandt jo ikke ud af det, hvis hun ikke forsøgte, og ud fra hvad han kunne høre, så var det noget som hun faktisk havde gjort sig frygtelig mange overvejelser om, og det var næsten det som gjorde det hele værre.. Han forstod ikke, hvorfor hun ikke bare havde delt dem med ham noget før, men bedre sent end aldrig, var det ikke det man sagde? Han betragtede hende med en sigende mine. ”Jeg kender ikke begrebet omkring den pagt, Cassie, men selv jeg ved, at der er muligheder, hvis den ikke skulle være.. brudt på ordentlig måde.. Jeg vil bare ikke have du skalk lægge bånd på dig selv af.. frygten for hvad der ikke engang er garanteret at skulle ske,” påpegede han med en ganske sigende mine, for løgn var det vel heller ikke? Når det kom til det at være tæt på en mand, så var han også overbevist om at det var noget som hun fint ville kunne lære i det store og hele. ”Ingen er mestre fra fødsel, min kære.. Jeg ved at du vil kunne lære det.. Og jeg vil med glæde hjælpe dig med det,” endte han sigende.
Det nagede virkelig Alex at dansen var gået mod sin ende, men det var vel også mening i det store og hele? De havde en oplagt mulighed for at snakke ud om tingene, også selvom det hele lagde op til endnu en diskussion, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang, som han let blinkede med øjnene. Han ønskede slet ikke at skændes med hende, medmindre, det var noget som han helst kunne blive fri for efterhånden, men det var da tydeligt gået op for ham, at hun slet ikke vidste hvor alvorligt det var, eller hvorfor han handlede som han gjorde, og selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte irritere ham som intet andet overhovedet! ”Du forstår tilsyneladende ikke sagens alvor, hvis du tror, at jeg bare har lyst til at lade dig vade direkte ud i Vladimirs favn, Cassie! At du er bundet af naturen, ved jeg godt, men hvad pokker havde du regnet med at jeg skulle kunne gøre ved det?! Så lang tid du er truet, så vil jeg ikke sætte tænderne i dig! Jeg kender dig godt nok til at vide, at så snart det er gjort, så er du på vej ud af døren, og jeg vil for pokker ikke miste dig!” endte han med en fast og tydeligt.. frustreret stemme. Kunne hun ikke bare forstå det?!

[Cassie Imirachi]

Med den lange række af kvinder han før havde lagt ned, så frygtede Cassie for at blive det øverste trofæ på hylden, hvilket hun ikke ønskede at være. Den dag hun gav efter for ham, var det med hjertet med i sagen og hun ønskede at være ham fuldkommen tæt, uden bekymring for at han ville efterlade hende bagefter. Blikket flakkede en smule rundt, ikke fordi hun følte sig direkte ukomfortabel, hun var bare ikke altid god til at at snakke om den slags og da særligt ikke med ham! Det havde ganske vidst været en fejl, at konkludere frem for at spørge ham eller snakke med ham om det, for hvor der var vilje var der vel vej? Hun sukkede tungt og strøg hånden langs sin kind, i håbet om at det ville gnubbe en smule overskud ind. Skjorten trak hun tættere om sig, ikke fordi hun frøs eller forsøgte at skjule sig, men det var gået op for hende at den duftede af ham, hvilket næsten var beroligende. Benene lagde hun roligt over kors, også for at skjule det nedre en smule. Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe og så væk. ”Der er måske muligheder, men hvad hvis ikke det virker? Jeg ligger bånd på mig selv af mange grunde, Alex, det er.. en virkelig stor ting at kaste sig i krig med,” svarede hun dæmpet og brugte det vel på sit vis som et skalkeskjul fra det faktum at hun i virkeligheden havde lyst til at bede ham om at lærer hende det. Selv for hende var begæret svært at bærer, men hun forsøgte virkelig at ligge bånd på sig selv. Hun snak en klump.. Hun var slet ikke i tvivl om at han gerne ville hjælpe hende med lige netop det, men hun var faktisk bange for ikke at være.. god nok. ”Det.. jeg håber da at jeg lærer det en dag. Når jeg engang formår at lægge frygten fra mig,” svarede hun og lod hånden roligt søge op af sin arm, for det var jo faktisk hendes største problem, der var en hel liste af ting som hun frygtede mere end døden.
Det lignede virkelig ikke Alex at stoppe dansen, og hun kunne se at han mente alvor i sin bekymring for denne vampyr, som var efter hende, hun vidste at han ikke mente det for sjov. Alligevel så følte hun sig allerede kvalt ved tanken om at han havde tænkt sig at holde hende indenfor. Hun rejste sig og betragtede ham med frustrerede øjne. Nu kunne hun ærligt sige at have fået nok, og hende som lige havde håbet på en god aften for en gangs skyld. ”Jeg forstår din bekymring, Alex, men jeg nægter at leve mit liv i frygt! Naturen er min grobund og min næring, som blod er dit, og du har tænkt dig at afholde mig fra det?! I hvor lang tid om jeg må spørge? Til han ikke længere udgøre en trussel? Det vil han for pokker da gøre til den dag jeg går i graven!” endte hun fast. Hans skjorte lod hun stille falde ned om de slanke skuldre og smed den på sengen, inden hun med tydeligt protesterende skridt, trådte mod kjolen som lå på gulvet, kun for at samle den op og atter kaste den over sin skikkelse. Det gjorde hende vred at han endnu engang tog metoder i brug der byggede på tvang, det havde han på ingen måde ret til!

[Deleted]

Cassie ville aldrig nogensinde blive et trofæ for Alex, hvor han faktisk så frem til den dag, hun for alvor ville give efter for ham. Ikke desto mindre, så ville han vente til den dag hun faktisk.. turde at tage det skridt, for det var vel der problemet egentlig lå? At hun var bange for at tage det endelige skridt, når alt endelig skulle komme til stykket. En dag ville det vel også komme? Han vendte de gyldne øjne stille mod hende endnu en gang, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Du er bange… er du ikke?” spurgte han sagte. Selv vidste han at der var store og stærke magikyndige, såvel som alkymister derude, og en eller anden skulle vel kunne formå at gøre noget ved det, hvis pagten ikke var brudt? ”Uanset hvad, så ved jeg at der er mange dygtige derude, i tilfælde af at det skulle gå galt. Jeg er nu.. sikker på, at det ikke er noget som du har brug for at frygte,” påpegede han sigende. At lære hende hvordan man gjorde, kunne han jo trods alt først den dag, hun for alvor ville åbne op for ham, og selvfølgelig var det også noget som han havde brug for at gøre noget ved. Han ønskede hende tæt på sig, også selvom han ikke ville lægge det mindste pres på hende, men hellere.. tage det stille og roligt. ”Selvfølgelig.. Og jeg vil meget gerne hjælpe dig med det, når den dag endelig kommer,” afsluttede han endeligt.
Alex vidste udmærket godt, at han ikke kunne tvinge Cassie til at blive indenfor, og at det i det hele taget var frygtelig dumt gjort af ham, men hvad skulle han stille op? Denne gang mente han det virkelig i ramme alvor, og han ønskede jo ikke at hun skulle komme til skade! Kunne hun da ikke se det? Det lignede ham bestemt heller ikke at afbryde dansen, men nu hvor hun mere eller mindre havde klasket problemerne tilbage i ansigtet på ham, så var han vel også nødt til at uddybe det en smule mere? Tænderne bed han kraftigt sammen, som han så til at hun bare rejste sig og tog kjolen til sig endnu en gang. Det hele var ødelagt – igen! Han himlede med øjnene, kun for selv at rejse sig. ”Jeg gjorde folket en tjeneste, da jeg spærrede ham inde, Cassie! At han nu ønsker at hævne sig på mig ved at dræbe dem som jeg holder af, vil jeg slet ikke lade ske! Carmine kan passe på sig selv, og det ved jeg han kan, men for pokker Cassie.. Du har ikke en chance mod ham, hvis du skulle støde på ham, og jeg ønsker ikke at se dig søge ud, for at høre om din bortgang! Det ville knuse mig! Jeg… jeg elsker dig jo..” Denne gang vendte han blikket direkte mod hende. Det var nok en af de første gange han faktisk sagde de ord, men han var vel nødt til at lade hende vide hvorfor han handlede som han gjorde, for det var udelukkende fordi at han elskede hende!

[Cassie Imirachi]

Cassie knyttede hænderne. Det var bestemt ikke altid nemt for hende at holde sig på måtten, hun levede sammen med landets mest attraktive mand, som forgudede hende, og som længtes efter hende, det havde han trods alt ikke lagt skjul på – det havde hun tilgengæld. Hun gjorde sig de samme tanker, hvilket de mange bekymringer kun afslørede, men hun havde endnu ikke formået at give udtryk for det. Hans ord fik hendes øjne til at ende blanke. Selvom hun nægtede at leve sit liv i frygt, så kunne man på sit vis sige at hun allerede gjorde det, netop fordi hun holdt sig tilbage så mange punkter, stod imod kødets lyster og hjertets bøn. Med blikket vendt mod vinduet nikkede hun stilfærdigt. ”Det.. det kan man godt sige,” medgav hun i det der mindede mere om en hvisken end noget andet. Hun frygtede for at være et trofæ, for ikke at være god nok, for at pagten ikke var brudt og for den smerte hun havde hørt ventede i sidste ende, der var så meget der gjorde hende direkte skræmt. Der fandtes folk derude som Nathaniel, ham stolede hun på, tilstrækkeligt til at lægge livet i hans hænder. ”Den eneste jeg kender, som jeg vil turde at lægge mine hænder i, Alex.. Det er den mand du afskyr mest på denne jord. Jeg.. jeg forlanger at blive bragt til Nathaniel Diamaqima, hvis det ikke går som ventet,” svarede hun bestemt. Hvis ikke det ønske kunne blive opfyldt, så måtte hun jo bide det begær i sig til evig tid, for der gik hun ikke på kompromis, hun var bare ikke sikker på at hans følelser for hende, gik ud over det had han nærede til Nathaniel. Det var rart at han om ikke andet ikke lagde pres på hende denne gang. Cassie rejste sig og så ned på sine hænder. Det var ikke behageligt at føle sig blottet og frustreret på samme tid, særligt ikke i aften som skulle have været en af de bedre, indtil for et kort øjeblik siden, havde hun næsten været villig til hvad som helst. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om,” mumlede hun en anelse kortfattet, da de tanker allerede var druknet i sin frustration. Hans skjorte lod hun ligge på sengen og iklædte sig i stedet den lavendelfarvede silkekjole, som hun rettede på med blide strøg fra hånden.
Hun lyttede kun med et halvt ører, til de store ord ramte hende som et hårdt slag, ført af en frygtelig hård hånd. Farven svandt bort fra hendes kinder. I lange sekunder stirrede hun på de nøgne fødder, før hun bevægede sig mod det store vindue, hvis karm var indrettet med varme puder. Hendes hjerte bankede så stærkt, at hun næsten følte hun skulle besvime ved den blotte tanke. Med så megen kontrol som hun præsterede, dumpede hun ned i puderne og så langsomt op på ham. ”....” hun åbnede munden flere gange men intet kom frem over læberne. Hånden lagde hun mod sit bryst, følte sit hjerte slå mod den hvilket i sig selv gjorde hende stakåndet. ”Jeg.. jeg.. Under alle omstændigheder så nægter jeg at burer mig selv inde her, Alex. Det kan jeg ikke og det vil jeg ikke,” svarede hun betydeligt mere roligt og med skælvende stemme. Hun rejste sig næsten en smule vaklende, og vidste endnu ikke hvordan pokker hun skulle reagere på så store ord!

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi Alex havde været ude på at ødelægge denne stund, for han havde selvfølgelig nydt de minutter som de nu havde haft dem imellem, også fordi at det virkelig var noget som havde haft utrolig stor betydning for ham selv i længden. Det havde fået ham til at slappe af på en måde, som han ikke følte at han havde oplevet i årevis. Han vidste at der var mennesker derude, som kunne hjælpe til, dersom det skulle ende med at gå helt galt, og selvfølgelig vidste han at han nok skulle få dem til at hjælpe ham med sine problemer, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed, for han ønskede da slet ikke at se hende ligge som en grøntsag, bare fordi at det var gået galt et eller andet sted! Slet ikke! ”Frygt behøver ikke være en skidt ting.. Det er godt du tænker over det,” sagde han sigende. Et sted også mest for at trøste sig selv, for han ønskede da slet ikke, at hun skulle være bange for ham! Han ønskede jo slet ikke at gøre hende noget ondt! At det kun var Nathaniel som hun ville have til at hjælpe sig, hvis det skulle gå galt, var en tanke som gjorde ham direkte.. stiv i minen. Han bed tænderne fast sammen, kun for at vende blikket en anelse væk fra hende. Han prustede svagt. ”… Udmærket, Cassie.. Hvis det skulle gå så galt, så.. skal jeg nok bringe dig til ham.” Igen vendte han blikket mod hende. Han ønskede slet ikke at der skulle ske hende noget som helst, og hvis det var dette som gjorde at hun kunne føle sig en anelse mere fortrolig med tingene og få hende til at slappe mere af. ”Selvfølgelig.. Jeg ville da ikke have noget imod at give dig indgangsbilletten til det hele, og vise dig hvilken fantastisk verden, det i sig selv, faktisk kan være,” endte han med en rolig stemme, for han mente det jo faktisk.
At skænke Cassie de store ord, havde Alex tilsyneladende ikke gjort før, ud fra hvordan Cassie valgte at reagere på det, så var det ikke noget som han sagde noget til. Han betragtede hende sigende, også mest for at finde ud af hvordan hun reagerede, også selvom det bestemt heller ikke var den reaktion som han lige havde ventet sig. Han tog om sin skjorte igen, kun for at kastet den om sig og få den lukket, hvor hans overkrop igen blev skjult. Hun forstod slet ikke hvor han ville hen. Han gjorde for pokker kun hvad han fandt nødvendigt for at holde hende sikker. Selvom hun var blevet langt mere.. rolig i stemmen, så kunne han høre på hendes hjerterytme, at den helt klart havde sat sig op i fart, hvilket alligevel rev i ham på en måde, som han ikke helt vidste, om var en god eller en dårlig ting. ”Hvis du er så villig til at sætte livet på spil for noget frisk luft, Cassie, så fint.. Så går jeg med dig.. Uanset hvornår du vil ud, så bliver det ikke uden mig. Jeg vil være der til at beskytte dig,” endte han endeligt. At hun ikke gengældte ordene, havde han ikke ligefrem forventet, men alligevel kunne han ikke lade være med at blive.. en anelse skuffet?

[Cassie Imirachi]

Cassie havde virkelig forsøgt at bringe ham til afslapning for en stund, og det havde tydeligvis lykkes hendes til en vis grad, nu var det blot hende som var blevet kørt op, hvilket var en tanke som irriterede hende. Nor det kom til Alex, så var det næsten som om at han så lige igennem hende, læste hende selv når hun forsøgte at være lukket, hun var for stolt til at erkende sin frygt, men sandheden var at den fraholdt hende fra at leve det liv, som hun ønskede sig.. som hun drømte om, når hun først lå i den søde søvn. Det var ikke ham i sig selv hun var bange for, hans væsen skræmte hende ikke længere, hun var tværtimod bange for den magt han havde over hendes hjerte, netop fordi hun elskede ham. ”Det er ikke en skidt ting. Det er det som tillader mig at beskytte mig selv og min krop,” svarede hun ærligt, også selvom hun ikke ville vedkendes det faktum at hun skammede sig over at leve i den frygt, når så mange andre både havde og ønskede at være så tæt på den mand hun anså for at være sin. Det var tydeligt at han ikke brød sig meget om tanken om, at hun ønskede Nathaniel hvis det skulle gå galt. Det lød næsten for hende som om at de var på vej ind i en aftale. ”Det er mine betingelser,” endte hun med et stille nik, hun var om ikke andet glad for at han efterkom hendes ønske, han var begyndt at forstå hvor stort det var for hende. En smule rastløst strøg hun hen over gulvet frem og tilbage i det blege månelys, endnu engang påklædt i sin natkjole, nu var det hele jo blevet ødelagt alligevel. Hun skulle gerne erkende at hans ord faktisk gjorde hende nysgerrig. Han var ikke den første der havde beskrevet den intime oplevelse som noget fantastisk. ”Tro det eller ej, jeg ønsker ikke at få indgangsbilletten til den verden af andre,” svarede hun ærligt. Hans ord havde bragt hende til en frygtelig ro, næsten uhyggelig, selvom hun følte at hun skælvede. Et sted var hun lettet ved tanken om at blive elsket af nogle, det værste var jo næsten at hun faktisk var fristet til at stole på hans ord, og hvis det var sandheden så var det allerede to ud af tre bekymringer der var blevet taget fra hende. Selvom hun lod ham klæde sig på, så kunne hun ikke lade være med at føle et stik af skuffelse, hun kunne godt lide at betragte ham. Et dæmpet suk forlod hendes læber som hun kastede blikket ud af vinduet og mødte det blege skær for en stund. Hun ønskede så brændende at kunne bevæge sig frit uden for, det var på tidspunkter som dette at hun reelt set havde behov for det. ”Vov ikke at tal om det som var det en ligegyldig ting, Alex! Om jeg bliver flået af en vampyr eller om jeg dør langsomt herinde er hips som haps. Du kan ikke gå i dagslys desuden så siger du selv at denne vampyr overgår dine evner, så det ville være rent selvmord,” endte hun spidst. Hun var bekymret for ham, for hun ønskede heller ikke at miste ham, men at skulle sige det til ham. Det var sværere end som så. ”Jeg tror.. at det er bedst hvis du går nu,” endte hun endelig og vendte sig mod vinduet. Egentlig ønskede hun ikke at blive ladt alene, men hvad andet valg havde hun? De vidste begge hvor dette ville ende!

[Deleted]

Det havde virkelig været rart, at slappe bare en anelse af, også selvom det var tydeligt, at det hele kun havde været for en kort stund. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, også fordi at han frygtede at det hele skulle bringe dem op til nye diskussioner og skænderier, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Frygt behøvede ikke at være en skidt ting, og at det ikke var det i dette tilfælde, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham selv glad et sted, også fordi at han ønskede at hun skulle være der sammen med ham, og selvfølgelig ønskede han at skulle hjælpe hende igennem det. ”Nemlig.. Og det behøver jo ikke nødvendigt at være nogen skidt ting,” påpegede han ganske sigende. Selvom det bestemt heller ikke var noget som han var meget for i den anden ende, men ikke desto mindre, så.. hvis det var hendes kriterium, så måtte han vel indfri det, og så se bort fra det brændende had han havde til manden? Han nikkede blot. ”Jeg lover dig det.. I tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt, så bringer jeg ham til dig,” endte han dæmpet. Også selvom han slet ikke var meget for det, så var det nu bare sådan at det var. Han ønskede selvfølgelig at skænke hende den rette ro til det hele, selvom det bestemt heller ikke var nemt altid, og hun gjorde det ikke nemt! Hendes ord fik ham kun til at strække på smilebåndet. ”Det betyder meget for mig,” sagde han med en ærlig stemme.
Selvfølgelig nagede det Alex at han ikke længere havde udsyn til hendes smukke krop, men den hyggelige stund var vel allerede ødelagt? Ikke fordi at det var noget nyt for nogen af dem, og selvfølgelig var det en tanke som kun gjorde ham direkte hidsig, og det var noget som faktisk kun gjorde ham selv direkte rasende et sted, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rystede let på hovedet, hvor han kom med et let fnys. ”Det er ikke en lille ting, og det ved jeg udmærket godt! Skal du ud, så går jeg med.. Jeg vil hellere dø i forsøget på at beskytte dig, end at sidde her og lade som absolut ingenting!” endte han med en fast tone. Om han så skulle lede efter muligheder for at vandre i sollyset, så gjorde han det, hvis det var det situationen krævede af ham, og for at stille hende tilfreds, for det andet gad han virkelig ikke! Som hun direkte bad ham om at gå, var næsten det som gjorde mest ondt, for han havde jo heller ikke været ude på at ødelægge stemningen, for det havde virkelig været hyggeligt og ikke mindst.. lettende at få lettet hjertet og fortalt sin historie. Tænderne bed han sammen, som han søgte mod hende. Hånden lod han søge mod hendes skulder, også selvom han stoppede sig selv, før han i det hele taget kom i kontakt. ”… Fint..” svarede han kortfattet, som han i stedet for, vendte sig mod hendes dør. Han rev dørene op, hvor det næsten kunne ligne, at de røg af hængslerne, idet han bare forlod hendes værelse. Han var faktisk… ked af det.. Og hun kunne jo slet ikke forstå hvorfor! Han havde jo ikke været ude på at ødelægge det!

[Cassie Imirachi]

Deres hyggelige stund havde ganske vidst ikke varet længe, hvilket kun nagede Cassie, det havde jo slet ikke været meningen, at de igen skulle ende med at råbe og skrige af hinanden. Det gjorde ondt at de nærmest ikke kunne andet, men hun havde ikke tænkt sig at finde sig i, at blive talt ned til på den måde. Hun brød sig slet ikke om tanken om at blive jagtet af en eller anden, alt for magtfuld vampyr, men hun kunne for pokker heller ikke leve sit liv i frygt. ”Det gør det ikke,” medgav hun lidt kortfattet. Det at han havde givet hende store ord, overskyggede på mange måder den egentlig samtale, hvilket igen gjorde at hun faldt borte i sine egne tanker, frem for egentlig at lytte til hans ord, også selvom hun var glad for at han ville fører Nathaniel til hende om det skulle gå galt, hvilket hun selvfølgelig ikke håbede. Hånden holdt hun roligt op mod sin hage og stirrede tomt ud af vinduet, uden at besvare hans ord, for, for at være ærlig så hørte hun ikke et ord af hvad han havde sagt. Det gjorde ondt på hende at hun ikke var i stand til at gengælde hans ord. Hun elskede ham, men endnu en af de ting hun frygtede, var at sige det. Hjertet hamrede næsten uregerligt mod hendes bryst, hvilket var dybt ubehageligt, særligt fordi hun kunne føle hans øjne i nakken. Cassie havde igen valgt at klæde sig på, pludselig fordi hun følte sig for blottet. På sit vis kunne hun næsten fortryde, at hun i det hele taget havde bragt bidet op, for hun havde heller ikke ønsket at gøre det hele værre. Hånden lod hun stryge gennem de chokoladebrune lokker og følte hvordan tårerne pressede sig på. Det var frustrerende at leve i den frygt efterhånden, for i virkeligheden afholdt hun vel egentlig kun sig selv fra det som hun ønskede? Velvidende om, at hun meget vel kunne have ødelagt Alex' motivation, kendte hun ham som hun gjorde, så ville hans seng ikke være tom i nat, men det ville ej heller være hende som fyldte pladsen. ”Og alligevel fremstiller du det sådan, jeg forstår ikke hvorfor! Selvom jeg er glad for din beskyttelse Alex, så slår du mig ihjel uanset hvordan den her grejes. Jeg kan ikke leve sådan her, forstår du ikke det?!” udbrød hun langt mere frustreret, også selvom hun endnu ikke værdigede ham et blik, men i stedet så ud af vinduet, ud i mørket. Ud af øjenkrogen fornemmede hun hvordan hans hånd kom mod hende, også selvom han hurtigt ombestemte sig, hvilket kun stak ubehageligt til hende. Før hun vidste af det så havde han efterladt hende. Hun himlede med øjnene, som hun i vinduets spejlbillede, kunne se døren hænge halvt om halvt af sine hængsler. Hånen hamrede hun så hårdt mod karmen at den øjeblikkelig begyndte at dunke og hamre. Hun skar ansigt, og fortrød omgående. Det var virkelig ikke fordi hun havde lyst til at lade ham gå. Her snakkede hun om ikke at leve i frygt, og så frygtede hun for sine egne følelser. Hun sukkede og fulgte med faste skridt efter ham ud på gangen. ”Alex vent!” kaldte hun endnu hidsigt, og løb på de nøgne fødder ned af gangen, efter hans skikkelse, med lokkerne dansende omkring hende og kjolen bølgende som havet. Det var på tide at se sin frygt i øjnene. Som hun endelig nåede hans skikkelse, greb hun omkring hans håndled, så stramt som hun var i stand til, også selvom det næppe var nok til at holde ham hen. Uden et ord, lod hun læberne møde hans og kyssede ham både hårdt og inderligt.

[Deleted]

Det nagede virkelig Alex, at den hyggelige stund var gået i sig selv, selvom han nu heller ikke ligefrem kunne gøre det største ved det af den grund, og selvfølgelig var det noget som han faktisk var ked af, for han havde slet ikke været ude på at ødelægge noget! Primært var jo det altid hans skyld, at det skete, så hvorfor skulle det her da være meget anderledes? Frygten behøvede ikke altid at være negativ, men i denne stund, ville han nu heller ikke ligefrem mene, at den var berettiget, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund, og den tanke vækkede dog alligevel et ubehag uden lige, for han forsøgte kun at gøre det rette, selvom det tilsyneladende bare ikke ville lykkes ham! Tænderne bed han kraftigt sammen, som han vendte blikket væk fra hende. Han forstod godt at hun ikke kunne leve sådan her, og det var jo, derfor han sagde at han nok skulle tage med hende ud, om han så skulle søge efter muligheden for at søge ud i sollys! Så gjorde han det altså! Han fnøs ganske let. ”Hvis du bare ville høre efter hvad jeg sagde, så ville det have været meget nemmere, Cassie! Jeg har forstået at du ikke kan leve sådan her, og det er jo det jeg siger; Jeg skal nok søge med dig ud!” endte han med en mere febrilsk stemme. Han var træt af, at skulle stå der og råbe og skrige af hende, for det var slet ikke noget som gavnede nogen af dem, uanset hvordan man nu ville gøre det eller ikke. Hånden havde han kun hævet, som et forsøg på at fange hendes opmærksomhed, selvom han hurtigt fortrød… Hvis hun ikke ville have ham der, så skulle han da nok gå! Han rystede på hovedet, kun for at styrte ud af hendes værelse og gå fast ned af gangen. Igen var han endt.. ked af det, og ikke mindst frustreret! At hun kaldte på ham, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. ”Jeg er på vej væk!” endte han med en fast tone. Lige nu irriterede det ham virkelig, at Carmine aldrig var hjemme mere, for han kunne virkelig godt brugen som kunne aflede hans tanker bare lidt! Hendes greb omkring hans håndled, fik ham kun til at sitre, selvom det nu ikke fik ham til at stoppe op af den grund. Hun var bange for ham et sted, hvis hun var bange for følelserne, som hun havde for ham, også selvom det jo faktisk var en tanke som gjorde direkte ondt, selv for hans vedkommende! At hun skænkede ham et dybt og intenst kys, var dog det første som fik ham til at stoppe op for alvor, hvor det tydeligt satte en voldsom sitren i ham. Han gengældte det, og uden så meget som at skulle tøve, da det var… alt for lang tid siden at det var sket! Han lagde den ene arm stille om hende, kun for at trykke hende ind til sig. Han elskede hende og.. han ønskede jo at vise hende det!

[Cassie Imirachi]

Cassie var ked af at de endnu engang havde valgt at bryde op i den hyggelige stund, som der i forvejen var få af. Pludselig følte hun ikke meget andet end frustration, Alex vidste for pokker hvor vanvittig hun blev af disse fire vægge, det var jo ikke fordi at hun så meget andet! Hun vidste et sted godt at han gjorde det for at beskytte hende, men det var nytteløst taget i betragtning af, at end ikke han ville være i stand til at stille noget op, så ville de begge gå i døden og den tanke skræmte hende. Hun så ned på sin dunkende hånd, der tydeligvis led under det slag hun havde givet vindueskarmen, den var allerede ved at hæve en smule, men hun følte det ikke på grund af den indre vrede. Hans sidste ord, valgte hun for sit eget bedste at ignorere fuldkommen. Hun forsøgte skam at lytte til hans ord, men han var det mest egoistiske væsen hun nogensinde havde mødt, og det sagde altså ikke så lidt! Alligevel så følte hun hurtigt en knude i maven. Den eneste grund til at hun reagerede så kraftigt, var fordi hun flygtede fra de ting hun ikke turde erkende at hun følte. Et sted havde hun virkelig ikke regnet med at han ville lade hende værre, det gjorde han jo.. mere eller mindre aldrig, hvilket et sted kun bekræftede hende i sin evige frygt. Denne gang var Cassie ikke villig til at overlade ham i en andens arme, han havde for pokker givet hende de store ord. Hun var ikke ligegyldig, der var faktisk nogle som holdt af hende, og hun tog afstand til alt af den slags. Beslutsomt, valgte hun at føle ham ud på den kolde gang, med kjolen flagrende omkring hendes skikkelse, mens hun forsøgte at indhente ham. Grebet om hans håndled, syntes stærk for hendes vedkommende, men det ville være frygtelig let for ham at rive sig fri, om det var det han ønskede. ”Vent nu lige,” bad hun lettere stakåndet, før hun trak ham mod sig, kun for at skænke hans læber det dybe kys. Hele hendes krop fyldtes med varme. I dette tilfælde var det bedre at være ven med ham end fjende, som ven ville han om ikke andet.. se hvad han kunne gøre for at løse problemet vel? Idet han endte med at lægge armen om hende, slap hun stille grebet omkring hans håndled, for i stedet at ligge armene prøvende omkring hans nakke, så hun kunne trække ham tættere ind til sig. Selv gennem kjolens tynde stof, kunne hun mærke hans kulde, hvilket sendte et gys gennem hende, men hun var efterhånden så vant til det. Yderst langsomt brød hun kysset, også selvom hun ikke trak sig meget. Blikket gled i hans, for første gang uden det hårde glimt der skabte en væg mellem dem, for en gangs skyld var hun faktisk.. sårbar. ”Undskyld. Jeg..jeg burde ikke være blevet så sur, ikke i aften. Jeg ved at det frustrere dig ligeså meget som det frustrere mig, men måske.. der er en løsning? Så vi begge får hvad vi vil have?” forsøgte hun prøvende. Hun var virkelig ikke god til at snakke om den slags, men hun gjorde sit absolut bedste, også fordi.. de var blevet ældre, det var ved at være på tide, at de lærte at snakke sammen om den slags, særligt hvis det skulle fungere. Den raske hånd, lod hun blidt stryge ned over hans kind, med bankende hjerte. Hun kunne ikke tro at hun havde gjort det, men det var umuligt at fortryde.

[Deleted]

Alex forsøgte for en gangs skyld at handle til alles bedste, også selvom Cassie selvfølgelig aldrig stillede sig tilfreds! Var det virkelig så svært at forstå, at han ikke ville se hende forlade stedet her, kun for at høre nyheden om at hun var blevet fundet fuldkommen splittet fra hinanden, fordi den mand havde haft fat i hende? Det ønskede han altså slet ikke, og det frustrerede ham virkelig, at hun ikke bare kunne forstå det, for det var altså noget som et sted.. skræmte ham! Han forsøgte bare at holde hende ved sig og passe på hende, og det var vel heller ikke så svært at forstå? I det store og hele, så valgte han at gå denne gang, udelukkende fordi at hun bad ham om det, og han selv ønskede at understrege en pointe.. Hvis det var fordi at hun ikke ville have ham tæt på sig, jamen så skulle han nok gå! Som hun greb omkring hans håndled, var ikke just noget som fik ham til at stoppe op sådan umiddelbart, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun så alligevel valgte at.. skænke ham et kys? Ikke fordi at han havde regnet med det, men det var helt klart også noget som.. gjorde selv ham, helt blød i knæene! Øjnene var allerede for længst gledet i, som han lagde armene om hende, kun for at holde hende tæt ind mod sig. Som hun selv valgte at bryde det, så … frygtede han for en kort stund, at hun havde fortrudt, at hun havde skænket ham det, hvilket var noget som fik ham til at kigge lidt usikkert på hende. Han lod blikket falde en anelse, med en tænkende mine. Hun var blevet sur.. Det var jo ikke just fordi at det var noget nyt for ham, for han formåede jo trods alt altid at gøre hende sur, og selvfølgelig var det noget som selv kunne formå at gøre ham trist, for det burde jo slet ikke være sket! ”Så jeg formåede virkelig at gøre dig sur igen?” De gyldne øjne gled stille mod hende. Han var træt af at skændes med hende, for det var slet ikke noget som nogen af dem, fik det mindste ud af uanset hvad de gjorde, og selvfølgelig var det en tanke som kun måtte irritere ham selv noget så grusomt! ”Uanset hvad, så forstår jeg godt, at du gerne vil ud, Cassie, men jeg vil ikke have nyheden om at du er fuldkommen lemlæstet, fordi du er stødt på ham.. Skal du ud, så.. så går jeg med.. Om jeg så skal finde en måde, hvorpå jeg kan komme ud i solens lys, så gør jeg det. Jeg dør hellere i forsøget på at beskytte dig, end at lade som ingenting..” Denne gang, var det ham som satte foden ned, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at omdiskutere med hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Han hævede stille den ene hånd, som han lod stryge mod hendes kind. At hun var kommet efter ham og sågar havde valgt at.. kysse ham, var noget som helt klart havde overrasket ham, men.. faktisk på en positiv måde.

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste inder at inde, at Alex kun forsøgte at beskytte hende, men hun ønskede jo heller ikke at se ham falde, det holdt hun ganske simpelt for meget af ham til. Når det var sagt så var de mange frustrationer løbet af med hende, hvilket heller ikke havde været meningen, hun havde bestemt ikke haft intention om at stresse ham yderligere, tværtimod. Stædigt holdt hun om hans håndled, til hun fik muligheden for at lade læberne møde hans, hun ville bestemt ikke give op! Måske hun endnu ikke var i stand til at give ham de store ord, men hun ønskede at lade ham vide, at hun følte for ham.. inderst inde. Det søde kys formåede at gøre hende fuldkommen blod i knæene, hun kunne næsten mærke hvordan facader faldt fra hinanden som knust glas. Hun ønskede ikke at han skulle gå, men selv hun var virkelig ved at blive vanvittig. Først da hun sikrede sig at hans arme ville hvile omkring hendes skikkelse, slap hun hans håndled, for i stedet at lægge armene omkring hans nakke. Det var bestemt ikke fordi hun fortrød sin handling, men hun havde ikke fået sagt hvad hun skulle. De blå øjne søgte i hans, idet hun nikkede sagte. ”Det gjorde du. Jeg bliver pirrelig af at gå her konstant, der skal ikke så meget til,” tilføjede hun dæmpet, løgn var det jo ikke, og ved udsigten til at skulle fanges herinde, så, så hun ganske simpelt rødt. Panden lod hun møde hans kraveben, hvor hun tog en dyb indånding og nød hans beroligende duft for et kort øjeblik, inden hun atter hævede hagen og tog hans ansigt i betragtning. ”Jeg ved at du ønsker at beskytte mig, Alex... men jeg håber inderligt at du tager det alvorligt, når jeg siger at jeg har brug for at komme ud. Tror du nogensinde jeg vil kunne slappe af, hvis jeg ved at jeg sætter dig i farer? Jeg vil for pokker heller ikke miste dig! Du tror ikke vi kan finde en løsning et sted?” spurgte hun håbfuldt og dog usikkert, for hun kunne jo ikke komme på hvad løsningen skulle være, hun vidste bare at de for pokker da, måtte kunne gøre noget! [color=Jeg er ikke klar til at blive enke endnu,”[/color] påpegede hun og lod et stille smil spille over hendes læber. Hun forsøgte da om ikke andet, at redde aftenen lidt! Tomlen lod hun blidt stryge langs hans kølige kind, før hun igen strakte sig frem, for at plante et mere forsigtigt kys på hans læber, også for at bevise, at hun ikke havde brudt det i fortrydelse, men i forsøget på at droppe sin stolthed, så de atter ville kunne blive gode venner, hun var efterhånden ved at være træt af at skændes og særligt når de havde bevist for hinanden at de sagtens kunne. Igen brød hun kysset og lagde panden mod hans. ”Vil du.. med mig tilbage? Der er småkoldt herude,” påpegede hun med det stille smil på læben. Hun havde allerede fået gåsehud af gangens kulde, varmen fra pejsen havde tydeligvis ikke bredt sig rundt i huset endnu, og det var bestemt ikke fordi at silkenatkjolen var synderlig varm!

[Deleted]

Alex ønskede slet ikke at skændes med Cassie mere, også fordi at de jo faktisk havde bevidst for hinanden, at de faktisk godt kunne finde ud af det, og derfor irriterede det ham, at.. hun skulle lukke i og bede ham om at gå! Det var heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle søge til en anden kvinde, for han havde trods alt lovet hende at han skulle holde sig på måtten, og det havde han gjort så flot til nu, så det var bestemt heller fordi at han ønskede at skulle gå til andre nu, og så ødelægge det hele! Kysset var noget som direkte slog ham ud af kurs, også fordi at han slet ikke havde regnet med noget lignende, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Tænderne bed han svagt sammen, som hun faktisk valgte at bryde det, for det var jo heller ikke noget som han ønskede sig. At hun strøg hånden mod hans kind, fik ham til at lægge hovedet mod den, også fordi at han virkelig nød af det. At han så formåede at gøre hende så sur, var ikke noget som umiddelbart kom bag på ham, da det jo efterhånden bare var.. hverdag for dem? ”Jeg ved det godt, Cassie og tro mig.. Jeg forsøger faktisk at gøre det rette for en gangs skyld. Du gør det bare heller ikke nemt for mig altid..” Han forsøgte virkelig at vise sin lidt mere.. menneskelige side, og så selvom det slet ikke var noget som var nemt for ham, men han forsøgte virkelig at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Tænderne bed han svagt sammen, kun for at vende blikket stille mod hende endnu en gang. ”Jeg vil have det bedre, hvis jeg vidste, at jeg i det mindste gjorde hvad jeg kunne, for at beskytte dig. Jeg ønsker ikke at du skal komme til skade, og mindst af alt, så ønsker jeg at skulle høre nyheden omkring din død, udelukkende fordi at jeg ikke har været der..” Han lod hende stille sig tæt ved ham, hvor han mere end glædeligt lod sine læber møde hendes endnu en gang, for han kunne virkelig godt lide det! Tanken om at hun faktisk gjorde det af sin egen frie vilje, var næsten det som overrasket ham mest, for det var da slet ikke noget som han kunne siges, at være en del af hans normale hverdag! Han sukkede let. Han skulle nok finde en løsning, men frem til da, var de nødt til at være påpasselige. Her i huset, vidste han da om ikke andet, at Vladimir ikke kunne få fat i hende, for han ville ikke kunne betræde huset, uden at være inviteret, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han lod panden møde hendes, kun for at trykke hende ind mod sig. At hun havde skadet hånden, vidste han slet ikke. Han havde jo endnu ikke det form for bånd med hende. ”Hvis du er.. sikker på at du vil have mig med, så.. så vil jeg gerne,” sagde han med et svagt smil på læben. Endnu en anelse usikker på hvordan han skulle tage det hele, også fordi at hun.. først havde bedt ham om at gå, og nu bad ham om at komme med tilbage? Det forvirrede ham faktisk!

[Cassie Imirachi]

Selvom de endnu brugte aæt for meget tid på at skændtes, så havde de bevist overfor hinanden, at det slet ikke var en umulig ting at enes, eller om ikke andet at snakke om tingene. Cassie ville gerne erkende at hun måske havde overreageret, hun vidste jo hvorfor Alex gjorde som han gjorde, og et sted så følte hun sig beæret over, at have den form for betydning for ham. Hvordan natten ville have set ud, om hun havde ladet ham gå, det vidste hun ikke, men hun turde ikke at tage chancen, hun ønskede ikke længere at give ham til nogen anden, selvom hun ikke selv havde taget sig sammen til at dække hans behov endnu. Armene låste hun omkirng ham, også selvom den skadede hånd, mere eller mindre bare hang løst omkring hans nakke, den var efterhånden stoppet med at dunke, men tilgengæld var den forbandet øm. Tænderne bed hun en smule fast sammen, hun vidste godt at hun ikke havde gjort det nemt for ham. ”Jeg ved det godt. Men jeg har levet her i forbandet mange år og jeg har intet mod det men somme tider.. ville jeg slå ihjel for bare lidt luft,” erkendte hun med længsel malet i de krystalblå øjne. Hvad hun ikke ville gøre, for at føle græsset under sine nøgne fingre og vinden kærtegne hendes kind, som hun nu gjorde det med Alex'. Cassie slap et lettere opgivende suk, han hørte jo slet ikke efter hvad hun sagde! ”Der er ingen af os som ønsker hinanden døde, Alex. Men du tror ikke at vi kunne finde en måde? Enten ved at skaffe manden af vejen, eller noget andet, jeg ved det ikke. Men hvis vi ikke finder en løsning. Så dør jeg herinde før eller siden, og det ønsker jeg heller ikke,” svarede hun en smule opgivende. Det lod ikke til at han faktisk havde tænkt sig at se hvad han kunne gøre, men derimod var indstillet på bare at gå ud med hende, og så risikere at få dem begge to slået ihjel. Hånden mod hans kind, lod hun falde en smule, således at hun kunne lade pegefingeren stryge over hans kolde læber. ”Hør her.. hvis du lover at finde en løsning. Så lover jeg at jeg bliver herinde, indtil,” endte hun lidt håbefuldt. Det var vel hvad man kunne kalde for et kompromis? Langsomt lod hun hånden falde til hans overarm. Hun ville faktisk gerne have ham med sig tilbage til værelset, han var kun mere anspændt nu end han havde været før, hvilket hun ønskede at gøre noget ved. Cassie nikkede sagte og slap ham stille, og greb omkring hans ene hånd med sin raske, før hun begyndte at fører ham med tilbage til værelset. Der var så koldt på gangene, hun savnede allerede kammerets værelse, som kun blev.. om muligt mere varmt, når Alex var til stede. ”Jeg er sikker,” bekræftede hun og vendte tilbage til kammeret, kun for at lade døren glide i, så varmen ikke ville forsvinde ud i det blå. Den søde duft hang endnu. Om ikke andet, så var Cassie kun lettet over at han ikke bar nag, man kunne jo efterhånden sige at det utallige skænderier var hverdag for dem, men alligevel. Det hang hende efterhånden langt ud af halsen!